Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 22:

Forslag til lov om ændring af lov om indretning m.v. af visse produkter. (Konsekvensændringer som følge af EU-forordninger om tovbaneanlæg og personlige værnemidler m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen).

(Fremsættelse 04.10.2017).

Forhandlingen er åbnet. Og det er først Socialdemokratiets ordfører, hr. Leif Lahn Jensen. Værsgo.

Tak. Det her vil jeg gøre ganske kort. Det lovforslag, vi har her, vil opdatere, tilpasse og fremtidssikre gennemførelsen af en række EU-regler, når det gælder produktsikkerhed for de produkter, der er omfattet af loven. Her i dette lovforslag gælder det specielt tovbaneanlæg og personlige værnemidler. Samtidig får medlemslandene mulighed for at gribe ind, hvis et produkt viser sig at være farligt, selv om det faktisk overholder fastsatte regler, og det vil her i landet typisk være Arbejdstilsynet, der klarer den del.

Derfor støtter Socialdemokratiet forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Og vi går videre til ordføreren for Dansk Folkeparti, og det er hr. Bent Bøgsted. Værsgo.

Tak for det, formand. Det her lovforslag kan sådan set virke tilforladeligt. Det går jo ud på, at et direktiv, der sikrer regler om tovbaneanlæg og deslige, også i forbindelse med elevatorer og den slags, bliver lavet om til en forordning. Der er ikke som sådan noget, vi vil kritisere i den forbindelse.

Men det, som vi i Dansk Folkeparti ikke bryder os om, er så den anden del af lovforslaget. Og det går på, at man fremover, når man vedtager det her, giver grønt lys til, at EU kan ændre alle direktiver til en forordning uden at forhøre sig i de forskellige parlamenter rundtomkring i EU-landene, altså overlader magten til EU med hensyn til at bestemme, hvad der skal være. Man skifter direktiverne ud med en forordning, og en forordning bliver vedtaget nede i EU og skal ikke i høring i Danmark eller andre lande – den skal bare være gældende lov, og Danmark må ikke have lov til at lave regler på de områder, hvor EU kommer med en forordning, der er mindre restriktiv eller mere restriktiv end det, vi ønsker; der skal være ens regler hele vejen igennem.

Problemet er, at vi ikke ved, hvad EU kan finde på at komme med i en forordning, som de forskellige parlamenter rundtomkring, bl.a. Folketinget her i Danmark, ikke skal høres om. Og i Dansk Folkeparti er vi altså ikke begejstrede for, at vi siger ja til at give EU den magt, hvor man siger: Der kommer en forordning, og vi skal bare indordne os, for der er ens regler i hele EU. Det kunne jo godt være, at der var noget, vi gerne ville have skrappere regler for, men det må man så ikke på grund af en forordning. Som jeg har forstået det, skiftes alle direktiver på i hvert fald hele beskæftigelsesområdet ud med en forordning, og så skal man ikke høres – kommer der nye ting, bliver det som sagt kaldt en forordning i stedet for et direktiv, og vi får ikke mulighed for at tage stilling til det; vi overlader hele magten til EU.

Det er vi ikke begejstrede for, og derfor kan vi ikke støtte det her forslag. Vi kan godt støtte den første del vedrørende tovbaner, elevatorer og den slags, men vi kan ikke støtte lovforslaget som helhed. Derfor må vi fra Dansk Folkepartis side sige nej til det. Vi vil gerne have, at vi også fremover har den mulighed for at tage stilling til hvert enkelt direktiv, der kommer, og hver enkelt forordning, der kommer, altså hvor de vil lave nogle ændringer og lave ens regler. For vi vil som sagt, hvis der er nogle steder, hvor vi synes det skal være strammere, også have muligheden for at sige det, men det får vi ikke fremover. Vi skal ikke tage stilling til det fremover, man overlader det hele til EU, og det kan Dansk Folkeparti bare ikke være med til.

Så det bliver et nej fra Dansk Folkepartis side.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det. Jeg er meget enig med Dansk Folkepartis ordfører i, at det ikke er en god idé at bemyndige ministeren til at tage stilling til fremtidige forslag på det her område. Vil ordføreren være med til at finde ud af, om vi kan få opdelt afstemningen om forslaget, sådan at vi fremover skal tage stilling til hver eneste ændring, der kommer, ligesom det har været hidtil?

Ordføreren.

Ja.

Så siger vi tak til ordføreren. Vi går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Hans Andersen. Værsgo.

Tak for det. Lovforslaget har bl.a. til formål at tilpasse loven til den fremtidige regelstruktur i EU. De øvrige ordførere har jo gennemgået de konkrete dele af lovforslaget, så det vil jeg ikke gå meget nærmere ind i, men blot uddybe Venstres holdning til det, og det kan jeg gøre relativt kort.

Det siger næsten sig selv, at produktsikkerheden skal være helt i top, hvad angår tovbaneanlæg og personlige værnemidler. Med lovforslaget skærper vi sikkerheden, idet Arbejdstilsynet får adgang til at gribe ind over for fabrikanter, importører og distributører af produkter, når produkterne viser sig at være farlige, selv om de overholder de faste regler. Det kan Venstre kun støtte op om.

Det er afgørende for Venstre, at vi med ændringen først og fremmest skaber større sikkerhed for de produkter, der er omfattet af loven, og samtidig sikrer en retfærdig konkurrence mellem virksomheder, ovenikøbet uden at være til unødig gene for industrien. Tværtimod er det til glæde for industrien, at det vil fremgå tydeligere af lovens anvendelsesområde, hvilke produkter der er omfattet af loven. Det bliver ganske enkelt nemmere at gennemskue, hvilke sikkerhedskrav der stilles til konkrete produkter.

Endelig er det positivt, at ændringen medfører, at det ikke længere er nødvendigt at ændre loven, hver gang et direktiv, som er omfattet af loven, erstattes af en forordning. Helt lavpraktisk vil det spare os for unødigt bureaukrati i fremtiden. På den baggrund støtter Venstre forslaget.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Christian Juhl. Værsgo.

Hvis L 22 bliver vedtaget, betyder det, at Folketinget accepterer, at EU får endnu større indflydelse på dansk lovgivning, og – hvad der måske er det værste – at vi accepterer, at der, hvor EU giver os lov til selv at bestemme, overlader vi det til beskæftigelsesministeren at fastsætte regler. Når der i en fremtidig EU-forordning er områder, hvor nationalstaterne selv skal fastsætte regler, så er det ikke Folketinget, men beskæftigelsesministeren der fastsætter reglerne på området.

Med forslaget til en ny § 3 a bestemmes det, at lovens kapitel 2 om fabrikanters, importørers og distributørers forpligtelser ikke gælder, hvis der i en EU-forordning er fastsat bestemmelser om forpligtelser for fabrikanter, importører og distributører. Det er, fordi man skal tage mere hensyn til markedet, end man tager hensyn til indholdet i loven.

Det uddybes i bemærkningerne, hvor der står, at det er i strid med EU-retten at have nationale reguleringer, der regulerer samme forhold, som er reguleret i EU-forordningen. Og der står også i bemærkningerne, at medlemsstaterne hverken må stille færre eller flere krav på disse områder end dem, der fremgår af EU-reglerne. Det er vist det, man kalder en total regulering.

Der står endvidere i bemærkningerne: »Derfor anser EU-Kommissionen forordninger som det mest hensigtsmæssige retlige instrument til at indføre klare og detaljerede bestemmelser, som ikke giver medlemsstaterne mulighed for uens gennemførelse.«

I Enhedslisten mener vi ikke, at Folketinget skal acceptere, at nugældende dansk lovgivning skal sættes ud af kraft, som det vil ske, hvis vi vedtager forslaget til en ny § 3 a. Og vi mener, at det er Folketinget og ikke beskæftigelsesministeren, der skal fastsætte de regler, der ikke er fastsat i forordningen, og som vi derfor selv får lov til at bestemme. Vi mener, at det er en mangel, at der ikke længere for hvert produkt bliver henvist til det direktiv eller den forordning, som produktet er omfattet af, men kun generelt til produkter, der er omfattet af direktiver eller forordninger om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning.

Der er dog et positivt forslag i L 22, og det er, at Arbejdstilsynet kan skride ind over for et produkt, der indebærer en risiko for menneskers sundhed eller sikkerhed eller for husdyrs eller formuegoders sikkerhed, også selv om produktet opfylder kravene i love, regler og forordninger. Men selv om der er denne forbedring, kan Enhedslisten ikke støtte forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går over til Liberal Alliances ordfører, og det er fru Laura Lindahl. Værsgo.

Tak for det. Forslaget her er jo en konsekvens af, at direktiv om tovbaneanlæg til personbefordring og direktiv om personlige værnemidler i EU ændres til forordninger. Det betyder som bekendt, at direktiverne, som allerede er implementeret i dansk lovgivning, skal ud igen, da forordningerne har direkte retsvirkning.

Liberal Alliance støtter derfor forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går over til Alternativets ordfører, og det er hr. Nikolaj Amstrup. Værsgo.

Mange tak. Dette lovforslag er også blevet gennemgået af flere ordførere, både på produktsikkerhedsområdet og også i forhold til det, som vi i Alternativet ser som en afbureaukratisering af den kommende proces. Så vi kan også støtte forslaget.

Tak, der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Ser Alternativet slet ingen problemer i at bemyndige en minister til at tage stilling på Folketingets vegne i spørgsmålet om arbejdsmiljø i al fremtid?

Ordføreren.

Jo, vi kan faktisk både i dette tilfælde og i andre tilfælde også se, at der er mange ting, der bliver lagt på ministerens bord. Ikke desto mindre mener vi, at det i det store billede og lige præcis i den her situation vil være positivt, at vi ikke for hver eneste lille forordning også skal tage stilling i Folketinget.

Hr. Christian Juhl.

Jeg tror ikke, at EU skelner mellem små og store forordninger. Jeg tror, at de siger »forordninger«, og så må vi leve med, at ministeren for al fremtid må tage stilling til det her, altså indtil nogen ændrer loven igen. Jeg vil bare gerne høre: Er Alternativet helt sikker på, at de vil overgive den bemyndigelse til ministeren i forhold til både store og små kommende forordninger, og at de ikke ønsker at være med til at prøve at få et flertal om at få det ud af loven?

Så er det ordføreren.

Jeg kan sige, at jeg jo ikke er fast ordfører på det her område, men at vi da naturligvis er indstillet på i udvalget at tage en diskussion om, om det her er den rigtige vej at gå.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre til ordføreren for Det Radikale Venstre, og det er hr. Andreas Steenberg.

Jeg skal lige have vejret efter en løbetur ovre fra Transportministeriet, hvor der også er forhandlinger i gang.

Ligesom ved de foregående lovforslag er det fru Sofie Carsten Nielsen, der er ordfører her, og jeg skal holde ordførertalen i hendes fravær:

Det er ren teknik: Der er to direktiver, som omlægges til en forordning, så ændringer ikke hele tiden skal implementeres ved lov. Det gælder indretningen af tovbaneanlæg til persontransport og direktiv om personlige værnemidler. Det synes vi er fint i Radikale Venstre, og vi støtter lovforslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning – og ordføreren må gerne få lov til at trække vejret. Så er det hr. Christian Juhl.

Jeg skal gerne bruge hele min taletid, indtil ordføreren har fået vejret igen.

Det er sådan, at forslaget også bemyndiger ministeren til for fremtiden at tage stilling til, hvad der kommer af store og små forordninger. Spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt, at den bemyndigelse gives til beskæftigelsesministeren og ikke forbliver i Folketingssalen. Der er jo ingen, der ved, hvad for nogle forslag der kommer i fremtiden – om det er små detailændringer, eller om der er realændringer i det. Derfor har der – i hvert fald fra Dansk Folkepartis og andres, og også fra Enhedslistens side – været et ønske om at få lavet den her lovgivning uden bemyndigelsen til beskæftigelsesministeren. Kunne Radikale overveje at være med til at trække den bemyndigelse ud, så vi er sikre på, at det i hvert fald kommer forbi Folketinget, inden det bliver besluttet?

Ordføreren.

Nej, vi støtter, at ministeren får den bemyndigelse. Vores forventning er, at de regler, der vil komme, er fornuftige og på et område, hvor der ikke vil være så stor politisk uenighed. Men jeg vil godt love hr. Christian Juhl, at hvis der kommer noget, som både Enhedslisten og Radikale gerne vil have lavet om, så lad os tage det op.

Hr. Christian Juhl.

Jamen så tror jeg, vi skal gøre det nu, for hvis vi først stemmer for det her lovforslag, som det er nu, bliver ministeren ifølge § 3 bemyndiget til at bestemme, om man skal implementere de nye regler, uanset hvor store eller ufornuftige eller fornuftige de er, eller hvor små de er. Det vil sige, at det sådan set er nu, vi skal sikre, at vi i hvert fald får dem forbi Folketinget, inden de bliver vedtaget.

Ordføreren.

Men det kommer de jo i Folketingets Europaudvalg. Altså, hvis den danske regering indgår en aftale med de andre lande i Europa om at lave nogle regler her, har det jo været forbi Folketinget i Europaudvalget, og der skal man have flertal for det mandat, man som regering rejser til Bruxelles med. Så det kommer forbi, og derfor er vi rimelig sikre på, at vi har hånd i hanke med de her direktiver.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går til SF's ordfører, og det er hr. Karsten Hønge. Værsgo.

Jeg vil da starte med at udtrykke stor forståelse for hr. Andreas Steenbergs situation. Som transportordfører burde jeg også være ovre i Transportministeriet, men vi har forskellige vurderinger af vores fysiske formåen, og jeg valgte så at blive i salen.

EU skal vurderes konkret og ud fra, om det trækker i den rigtige eller den forkerte retning. SF har ikke noget sådan religiøst forhold til EU og mener ikke, at det principielt skulle være forkert, at EU overtager nogle arbejdsområder, alene fordi det er EU. Det handler om indholdet og ikke i den her situation om, at det sikkert er galt, bare fordi det er EU.

Produkter har det jo sådan i almindelighed og i sagens natur med at bevæge sig over grænserne. Det er derfor, at det er nødvendigt med internationale aftaler, både for at sikre fair konkurrence mellem firmaerne og for at sikre borgernes sikkerhed. Arbejdstilsynet får jo mulighed for at skride ind over for produkter, der udsætter borgerne for risiko vedrørende sundhed og sikkerhed.

Men der er også forhold i lovforslaget, der trækker i den anden retning, og som SF er kritiske over for. SF er kritiske over for, at man over en bred kam giver ministeren bemyndigelse. Vi vil være positive over for, at man kan finde forslag, der kan hegne ministerens ret til at bestemme over det her ind, og det vil vi se positivt på i udvalgsbehandlingen.

Men samlet set er SF positive over for lovforslaget.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Rasmus Jarlov. Værsgo.

Det er et lovforslag, som skal skabe en lidt mere smidig lovbehandling for bl.a. elevatorbranchen, og det er jo en branche, hvor det går meget op og ned, og derfor er vi glade for, at vi kan gøre noget godt for den.

Alt i alt synes vi, det her er en ret teknisk ændring. Vi ser ikke umiddelbart, at det får nogen store konsekvenser ude i virkeligheden, men det gør nok arbejdet herinde lidt nemmere. Selvfølgelig kan man have betænkeligheder i forhold til, hvor meget vi skal sidde og godkende, hver gang der sker en ændring. For vores vedkommende har vi ikke noget behov for, at alt skal over vores bord, og vi har tiltro til, at ministeren kan forvalte den bemyndigelse, som vi giver ham med lovforslaget her.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Som bekendt er lobbyvirksomhederne i EU jo rimelig stærke. Lad os nu sige, at et eller andet italiensk elevatorfirma synes, at der er nogle snærende regler i det her, og at det ville give dem en konkurrencefordel på det danske marked, hvis de fik slækket på nogle af reglerne. Det får de så overbevist EU om, og lad os sige, at det så kan blive gennemført med en borgerlig minister ved roret, fordi han synes, det er vigtigt for markedet, at de her elevatorer kommer ind på markedet, så vi kan spare nogle penge. Ville det så ikke have været mere fornuftigt, at f.eks. Folketinget stadig væk havde den ret til at sige: Ja, det her vil vi gerne tage stilling til, og det vil vi også gerne være med til at forhindre, hvis vi overhovedet kan det i Danmark, så vi har den højest mulige sikkerhed?

Ordføreren.

Man kan jo altid diskutere, hvor man er mest tryg ved beslutningerne ligger henne. Jeg tror, der er grænser for, hvor mange detaljer vi skal tage stilling til i Folketinget, og jeg synes, det her ligger på et detaljeniveau, hvor vi er trygge ved, at det bliver ministerens afgørelse.

Hr. Christian Juhl.

Jeg har det selv sådan, at jeg sådan set er valgt til at blande mig i tingene og til at tage stilling til tingene, ikke til at overlade det til ministre, og jeg er i princippet ligeglad med, om det er en borgerlig eller en socialdemokratisk eller for den sags skyld en minister med en helt tredje farve. Det er vigtigt, at Folketinget er det sted, hvor man tager beslutningerne, og derfor mener jeg, at det er en uskik at bemyndige ministre til at tage stilling til de her ting, som kan handle om liv og død. Det er jo ikke bare nogle tekniske handelshindringer i forhold til et marked; det er jo reelt redskaber, som skal sikre mennesker i deres hverdag.

Ordføreren.

Jeg tror, at selv hr. Christian Juhl må anerkende, at uanset om man har et ønske om at få lov til at træffe beslutninger, så kan vi ikke i Folketinget træffe alle beslutninger. Det tillader tiden simpelt hen ikke, og det tillader vores overblik og vidensniveau og indsigt heller ikke. Så nogle beslutninger er nødt til at blive delegeret, og det her er en af dem, som vi føler os trygge ved.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Så giver vi ordet til beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Også tak til ordførerne for de mange, synes jeg, konstruktive bemærkninger, der er kommet til det her lovforslag. Formålet med lovforslaget er jo, som det er sagt flere gange, at tilpasse loven til to nye forordninger: en om personlige værnemidler som f.eks. sikkerhedssko og hjelme og en om tovbaneanlæg, som bl.a. omfatter skilifter og svævebaner. Forordningerne erstatter to direktiver, som er delvis implementeret i loven. Samtidig fremtidssikres loven til de kommende ændringer i regelstrukturen fra EU på lovens område. Med ændringen er det fremover ikke nødvendigt at ændre loven, når et direktiv bliver erstattet af en forordning. Og det er selvfølgelig her, der har været en stor diskussion og faktisk også, synes jeg selv, en meget vigtig politisk diskussion. Det vil jeg vende tilbage til.

Det forventes, at EU i fremtiden vil udstede flere forordninger, der erstatter direktiver, som indtil nu har været implementeret i loven. F.eks. vil Europa-Kommissionen komme med et forslag til en forordning om maskiner, der skal erstatte maskindirektivet.

Med lovændringen får Arbejdstilsynet hjemmel til at gribe ind, hvis det viser sig, at et produkt udgør en risiko, selv om de fastsatte regler og standarder er overholdt. Dermed får Arbejdstilsynet mulighed for at gribe ind over for både danske og udenlandske produkter på lovens område, der udgør en risiko for menneskers sikkerhed og sundhed, selv om produktet opfylder reglerne på området. Det vil naturligvis ske efter en konkret vurdering af risikoens art og sandsynligheden for, at en hændelse indtræder.

Men jeg synes faktisk også, der er grund til som afslutning her at kvittere for nogle relativt principielle synspunkter, der er ført frem både af Bent Bøgsted, Karsten Hønge og Christian Juhl – og det er jo ikke hver dag, man ser den koalition udfolde sig i dansk politik. Det er en smuk koalition, kan jeg sige. Men det, jeg mener er interessant ved det, som alle tre nævner, og som jeg også selv har en meget stor forståelse for, er spørgsmålet: Er det klogt at bemyndige en minister til noget? Det tror jeg Enhedslisten har syntes det har været, da der var en tidligere regering, som de støttede. Da kan jeg huske at Enhedslisten også har sagt ja til bemyndigelse. Jeg har også tidligere, når Venstre ikke har haft regeringsmagten, været meget kritisk over for at give bemyndigelse til ministre. Det vil jeg gerne indrømme, det er en ren tilståelsessag.

Men det, jeg har tænkt mig at gøre – og det er faktisk for at række ud til det forslag, hr. Karsten Hønge kommer med – er at sige, at når Arbejdstilsynet så får de bemyndigelser, tror jeg det vil være klogt, at man orienterer Folketinget om de bemyndigelser, når de måtte komme i anvendelse. Det tror jeg at jeg vil levere et tekstbidrag om under den udvalgsbehandling, der finder sted, sådan at Folketinget er orienteret, inden de bemyndigelser så bliver givet. Så kan en minister jo gøre, hvad en minister har lyst til, men generelt er det jo en god idé at have 90 mandater bag den politik, som regeringen måtte føre, også i forhold til et mindre detaljespørgsmål som det, vi snakker om her. Så det tror jeg faktisk kunne være noget af det, som kunne imødekomme den bekymring, som SF har. Og det giver så også en mere åben debat.

Jeg er sådan set et hundrede procent principielt enig i, at det, at man ikke ved, hvem der tager beslutningerne, selvfølgelig godt kan skabe en eller anden grad af forvirring, men det skal så også stilles over for det andet spørgsmål, nemlig at hvis man hver eneste gang får en direktivforandring gjort til en forordning, vil det kræve en enorm lovgivningsmæssig mølle. Og det er jo netop derfor, at der er lagt op til at lave den model, som er skitseret her i lovforslaget.

Tak. Og der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Nu har jeg det ikke sådan, at jeg holder hånden over socialdemokratiske ministre, det har ikke ligget i i hvert fald mit temperament, og heller ikke over borgerlige ministre. Man skal tage lidt hensyn til dem en gang imellem, men alligevel – overskuelige hensyn. Når ministeren nævner maskindirektivet som et eksempel, vil jeg sige, at jeg dog ville være ked af det, hvis der blev ændret på maskindirektivet i forkert retning uden at blive spurgt. Og når ministeren siger »hver eneste gang det sker«, vil jeg sige, at der måske har været ét tilfælde, hvor vi her i salen har skullet tage stilling til det her område – én gang, sådan som jeg husker det, i de relativt få år, jeg har siddet herinde. Men hvis ikke der er mere, skal ministeren ikke drage så stor omsorg for den ekstra belastning, der er, for så tror jeg godt, at vi alle sammen som ordførere klarer det. Er det derfor ikke nemmere, at vi siger: Okay, i det tempo, det kommer i øjeblikket, ser det nu ud til, at vi godt kan klare det?

Ministeren.

Hvis det var bedre at vælge den model, havde regeringen jo ikke fremsat det her lovforslag, kan man sige. Det er jo, fordi vi vurderer, at det er en bedre model. Så er jeg helt åben for her under udvalgsbehandlingen at se på, hvordan man kan gøre den her model mere transparent. Jeg er med på, at det ikke fuldstændig tilfredsstiller hr. Christian Juhl, men det kan måske tilfredsstille Folketinget i højere grad. Det var også det, hr. Karsten Hønge efterlyste, nemlig om vi kan få en mere opdateret viden om, hvordan man så kommer til at bruge de forordninger og den hjemmel, der bliver givet til Arbejdstilsynet. Det synes jeg er et helt fair ønske, man måtte have, også som lovgiver. Så ja, det vil jeg lave en model for, og det har jeg tænkt vi kan diskutere i den udvalgsbehandling, der finder sted, for det tror jeg netop vil gavne den måde at lave lovgivning på, som vi diskuterer i dag, så det ikke kommer til at handle om myter om, hvorvidt man bliver holdt hen i det uvisse uden at kunne vide, hvad der sker.

Hr. Christian Juhl.

Jeg er da nødt til at sige, at ethvert tilsagn fra ministeren om at gå i en rigtig retning selvfølgelig skal der selvfølgelig sættes pris på. Det er klart. Derfor er vi nødt til at prøve at se på, om vi kan komme et stykke ad vejen med det, og kan vi det, er det godt. Jeg så dog hellere, at vi tog det skridt, at vi blev, hvor vi er, hvad angår, hvornår vi uddelegerer beslutningskraft på det her område. Men lad os prøve at se, hvad vi kan få ud af de kommende ugers udvalgsbehandling.

Ministeren.

Med denne flotte enighed, der er skabt fra hr. Christian Juhls side, tror jeg ikke, det tilkommer mig at bidrage yderligere til debatten.

Så er der også lige en kort bemærkning fra hr. Bent Bøgsted. Værsgo.

Tak. Det er jo fint, hvad ministeren siger. Ministeren er altid god til sådan at prøve på at tale gemytterne til ro, så der alligevel ikke er de helt store problemer. Men det, der bekymrer os i Dansk Folkeparti, er jo netop, at man aldrig ved, hvad der kommer til at ske med en forordning, for som jeg læser det, er det ikke bare direktiver i forbindelse med den her lovgivning om tovbaner og den slags, der bliver erstattet med forordninger. Der kan også komme nye forordninger, altså så man i stedet for at skulle komme med et direktiv kan komme med en ny forordning, og det, der er det største problem, er jo nok, at man ikke ved, hvad der kommer til at stå i sådan en forordning.

Men vil ministeren garantere for, at det kun er eksisterende direktiver vedrørende den her specifikke lovgivning, der kan erstattes af forordninger, og at der ikke kommer nogen nye forordninger nede fra EU, der ikke før har været indeholdt i et direktiv? For det er det, der er problemet: Vi ved aldrig, hvad EU vil komme med, og der skal være ens regler i alle lande. Det er så tilforladeligt i forbindelse med det her lovforslag, men vi ved jo godt, at når EU er i gang med at lave det om til forordninger, gælder det ikke bare lige den her lovgivning; men så er det hele området, man laver om. Så vil man også i fremtiden komme med forordninger – i stedet for at komme med et direktiv kommer man med en forordning, der ikke skal høres i de enkelte lande.

Ministeren.

Jeg vil være meget varsom med at give en garanti for al fremtid, i forhold til hvad der måtte ske i det europæiske samarbejde. Jeg takker vel sådan set for en konstruktiv bemærkning fra hr. Bent Bøgsted, for sådan opfatter jeg det, men jeg ønsker jo, at fremtidige ministre – og dermed anerkender jeg jo også, at der kommer ministre efter mig, kan jeg afsløre her i dag – bliver forpligtet til, når man bruger den her hjemmel, at sikre, at Folketinget ved, hvordan den bliver brugt. Så er der jo mulighed for, at den kan bruges forskelligt. Og det synes jeg jo netop er det vigtigste for Folketinget at vide: Hvordan er det så, at man vil udnytte den mulighed, man nu får, når der ikke længere kommer til at være en lovbehandling, som der har været det tidligere?

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen jeg er da egentlig glad for, at beskæftigelsesministeren erkender, at tiden for en beskæftigelsesminister også rinder ud, for på et eller andet tidspunkt bliver hr. Troels Lund Poulsen jo også pensionist og stopper – så der må jo i hvert fald komme en ny minister til den tid. Så det er en erkendelse, vi må komme til her i dag.

Men det gælder bare den usikkerhed, der ligger i, at giver man bare grønt lys, kan EU komme med lige så mange forordninger, de har lyst til, uden at vi skal godkende, hvad der kommer. Det er det, der er det store problem for Dansk Folkeparti.

Ministeren.

Men det, vi diskuterer her i dag, er jo ting, der har med tekniske spørgsmål at gøre, som jo ikke gerne skulle føre til politik. Det er jo det, der ligger i de ting, som drøftes nu. Men det er klart, at der, som hr. Bent Bøgsted og faktisk også hr. Christian Juhl, tror jeg, var inde på, godt kan være ting, der er tekniske, som der også er politik i. Og det er jo der, jeg siger, at jeg kun har en interesse i at sikre, at vi kan få en åben diskussion om det, at en minister kan udnytte en bemyndigelse, som der kan være et flertal imod. Enten kan man gøre det åbent som minister, eller også kan man gøre det skjult, og der tror jeg al erfaring tilsiger at gøre det åbent, for ellers kan man få ret store problemer i Folketinget.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.