Jeg skal lige have mikrofonen ned i højden, efter at en meget høj minister har brugt den.
Som ældreordfører prioriterer jeg at komme så meget som muligt rundt i landet og besøge borgere og medarbejdere på plejehjem, og jeg har været med sosu'er og sygeplejersker på hjemmebesøg hos ældre borgere.
Og under de besøg har jeg mødt mange dedikerede ledere og medarbejdere, der brænder for deres arbejde og brænder for at skabe en værdig pleje og omsorg for de ældre.
Jeg har været med til ugentlig fællessang på flere plejeafdelinger i Guldborgsund.
Jeg har været til den hyggeligste høstfest i demenslandsbyen i Faxe.
Jeg har deltaget i erindringsdans i Næstved og her for nylig været til gallamiddag på et plejehjem på Frederiksberg, i øvrigt sammen med Dansk Folkepartis ældreordfører.
Der har været tale om stjernestunder, dejlige hjemlige rammer, gode steder, hvor pårørende og frivillige er velkomne og man inddrager og lytter til dem.
På sådan nogle dage og under sådan nogle besøg føles det rigtig godt at være ældreordfører, men desværre er der jo også steder, hvor hverdagen for de ældre er en anden; hvor der bliver løbet alt for stærkt; hvor der ikke er medarbejdere nok på vagt; hvor der ikke er afsat nok tid til, at hjemmehjælperen kan nå alle besøgene på sin køreliste; hvor de ældre føler sig i vejen og til besvær, selv om meningen jo er, at de skal have en god hjælp; hvor man kommer ind i en negativ spiral med for dårligt arbejdsmiljø, sygemeldinger, et øget pres på de medarbejdere, der er tilbage, afskedigelser, dårlige rammer for omsorgen for de ældre, der måske reagerer med en øget grad af aggression, hvis de er udadreagerende i deres demenssygdom.
Det er den slags historier, der med jævne mellemrum rammer medierne med et brag og andre gange får lov til at glide under radaren.
Og når man hører om dem, står det klart, at der fortsat er en uhyre vigtig opgave for kommunerne og for os her i Folketinget i forhold til at sikre en ordentlig kvalitet i vores ældrepleje.
Derfor har vi i Socialdemokratiet set utrolig meget frem til at behandle det lovforslag, vi står med her i dag.
Det er vigtigt, at vi nu i en 4-årig forsøgsperiode får et nyt uafhængigt tilsyn, der skal følge op på kvaliteten af den pleje og omsorg, vi giver ældre, der har brug for hjælp i hverdagen, uanset om de bor på plejehjem eller stadig bor i eget hjem.
Det nye tilsyn udspringer som bekendt af satspuljeaftalen fra sidste år, som alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten har indgået.
For os i Socialdemokratiet var det i forhandlingerne vigtigt, at det nye kvalitetshensyn ikke bare handler om at kontrollere kommunerne og slå dem oven i hovedet der, hvor kvaliteten ikke lever op til den faglige standard, man kan forvente.
For os er det helt afgørende, at det nye tilsyn har fokus på læring, så det ikke bare handler om at konstatere fejl og mangler, men om, at man de steder, hvor kvaliteten ikke er i orden, får hjælp, vejledning og rådgivning til, hvordan man kan gøre det bedre.
Derfor kunne vi også godt tænke os, at der var en klarere kobling mellem det nye nationale videnscenter for en værdig ældrepleje og det udgående rejsehold, end det fremgår af lovforslaget nu.
Jeg lavede en søgning i lovforslagets bemærkninger for at se, om rejseholdet blev nævnt, og det gjorde det to gange i en af de indledende bemærkninger, men vi kunne fra Socialdemokratiets side godt tænke os, at det blev udbygget i bemærkningerne til lovforslaget.
Det mener jeg sådan set også var noget, vi brugte en del krudt på under forhandlingerne.
Så det kan være, ministeren her vil knytte et par ord til, om der er en særlig grund til, at det ikke fremgår tydeligere.
For at tilsynet så kan vurdere kvaliteten, har vi jo brug for en fælles forståelse af, hvad god kvalitet er, og ikke mindst hvordan vi så får greb om en vurdering af den kvalitet.
Derfor mener vi i Socialdemokratiet, at det er oplagt, at det nye tilsyn og de nye indikatorer, der skal til at udvikles, og som man redegør godt for i lovforslaget, skal tænkes meget tydeligt sammen med det arbejde, der er i gang, med at udvikle nye kvalitetsindikatorer i ældreplejen.
For vi kommer ikke uden om, at vi bliver nødt til at kunne måle og følge indsatsen, hvis vi skal vurdere den.
Det har vi jo også i Folketinget givet hinanden håndslag på, i en satspuljeaftale, at der er afsat midler til, og arbejdet er i gang.
Det kan altså med fordel tænkes endnu tættere sammen, end det sker med lovforslaget her.
Og når jeg siger samtænkning, gælder det hele vejen rundt, for det er helt afgørende for os, at vi med lovforslaget ikke kommer og pålægger de ansatte i ældreplejen en masse nyt bureaukrati, men at de nye målepunkter kan erstatte nogle af de registreringer, der i forvejen foretages i dag, så vi ikke tager tid fra plejen og omsorgen.
Den helt store ubekendte faktor i lovforslaget – og også en af grundene til, at det her er en forsøgsordning – er, hvordan vi med tilsynet sikrer, at det er de rigtige fisk, vi får i nettet, så at sige, altså hvordan tilsynet udvælger de plejehjem, friplejehjem eller hjemmehjælpsenheder, der er i størst risiko for ikke at levere en ordentlig ældrepleje med værdighed og kvalitet for de ældre, altså hvad der skal udløse et tilsynsbesøg, fordi vi jo ikke kan dække alle steder i landet.
Det fremgår af lovforslaget, at Styrelsen for Patientsikkerhed frem mod den 1.
juli i år, hvor det nye tilsyn træder i kraft, vil udvikle risikoparametre, som de skal bruge.
Det er rigtig positivt, og det er også positivt, at man, som der lægges op til i lovforslaget, løbende kan justere de her risikoparametre, i takt med at vi forhåbentlig kommer til at få en hel masse læring og rigtig god viden ud af det her.
Vi er også – ligesom i øvrigt Ældre Sagen og andre høringsparter – optaget af, at der skal være en let og synlig indgang for de ældre, der modtager hjælp, og for deres pårørende i forhold til at gøre tilsynet opmærksom på kritisable forhold.
Så er vi meget positive over for, at de kommunale ældre- og seniorråd kan spille en større rolle.
Det har de selv efterlyst i deres høringssvar.
Jamen de kan spille en større rolle både i forhold til at anmelde bekymringer og anmode om tilsynsbesøg, og det vil vi prøve at forfølge lidt nærmere i udvalgsbehandlingen.
Så for bare kort at opsummere vil jeg sige, at vi kan støtte lovforslaget.
Og jeg skulle hilse og sige på vegne af min radikale kollega, der ikke kunne være her i dag, at de også kan støtte lovforslaget.