Først skal jeg undskylde over for det høje Ting, at jeg lovede noget, jeg ikke holdt, nemlig at give besked om, hvorfor vi var i tvivl om det her forslag ved andenbehandlingen.
Det fik jeg ikke gjort, men nu har regeringen skabt os den fine situation, at vi har rigtig, rigtig meget god tid her inden jul med masser af timer i salen, hvor vi kan diskutere politik, og tak for det.
Jeg vil sige, at vi havde et problem for et års tid siden, hvad angår den her kronesmileyordning i Arbejdstilsynet, en ordning, som gjorde, at vi troede, at vi havde udpeget eliten i dansk arbejdsmiljø, nemlig ca.
4.000 virksomheder, som havde certificering, og som fik kronesmileyen.
Uret tikker ikke herovre, formand.
Jeg ved ikke, hvad der er galt, så jeg ved ikke, hvordan tiden går, men så snakker jeg, indtil jeg bliver stoppet.
Det har vist sig, at eliten svigter.
De 4.000 virksomheder har ikke i gennemsnit bedre arbejdsmiljø end de virksomheder, der ikke har certificeringen.
Ministeren siger, at jeg skal lade være med at sige, at de har ringere, for det ved vi nemlig ingenting om.
Den er sandsynligvis ringere, fordi vi har haft en illusion om, at Arbejdstilsynet skulle køre forbi elitevirksomhederne, som havde kronesmileyordning.
Det opdagede vi jo i Aalborg med den store skandale med vindmøllefabrikken og glasfiberfabrikken, hvor der var kæmpe problemer og mange arbejdsskader.
Egentlig burde vi jo så skrotte kronesmileyordningen, da den giver illusioner, men det har vi ikke kunnet blive enige om.
Til gengæld har ministeren sammen med et flertal sminket på ordningen, sådan at den får nogle forbedringer, men vi fortsætter med en ordning, der ikke løser problemet.
Det er det, der har gjort, at jeg som gammel arbejdsmiljøaktivist, men også som professionel arbejdende med arbejdsmiljø igennem mere end 25 år synes, at det her arbejde er et enormt dårligt arbejde.
Vi har skrevet i vores bemærkninger til forslaget, at der findes forbedringer i forslaget, men vi bevarer illusionen.
Så kan jeg så sige til ministeren:
Vores princip er, at hvis der er forværring i det, leder vi med lys og lygte, og hvis der er forbedringer, selv den mindste forbedring, stemmer vi for.
Derfor stemmer vi for det her forslag, men vi gør det ikke gerne, og vi gør det i erkendelse af, at vi ikke har løst det problem, som vi mødte sidste år.
Så hvis nogen tror, at nu har de været med til at løse problemet, så tror de forkert.
Vi har rent faktisk et stort problem foran os stadig væk, og jeg regner med, at vi kan få lavet en mulighed for at evaluere den her ordning, fordi certificeringsystemet og elitesmileyordningen er en ordning, hvor vi har en stor risiko.
Grunden til, at vi endelig sagde okay til det, er, at 500 af de her virksomheder er blevet udtaget til et særligt tilsyn af Arbejdstilsynet, altså 500 ud af de 4.000.
Egentlig skulle de alle sammen kigges grundigt efter, for det er de ikke blevet i mange år.
Jeg synes, at det er en fordel at kigge dem efter, og så må vi se, hvad de 500 rapporter giver af viden, og så må vi til den tid se, om vi kan tage lidt hårdere fat i ministeren.
Det er i hvert fald ikke lykkedes at flytte ham nok i den her sammenhæng, men vi stemmer for de små forbedringer, der er i forslaget.
Tak for ordet.