Det sidste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 209:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Forebyggelse af konkurser på hjemmehjælpsområdet).

Af ældreministeren (Thyra Frank).

(Fremsættelse 23.03.2018).

Forhandlingen er åbnet. Og jeg giver indledningsvis ordet til fru Astrid Krag som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg ville jo sædvanligvis takke ministeren for at fremsætte et lovforslag, som vi i Socialdemokratiet mener der er stærkt behov for, nemlig lovforslaget her, der forebygger konkurser i ældreplejen og skaber tryghed for de ældre, der vælger privat leverandør af hjemmehjælp. Men lige i det her tilfælde er det nok mere på sin plads, at jeg takker mine kolleger i Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, fordi de sammen med Socialdemokratiet pressede regeringen til at indkalde til de forhandlinger om forebyggelse af konkurser, som vi ellers måtte forstå på ældreministeren og regeringen at der sådan set ikke var behov for. Men regeringen kom på bedre tanker og heldigvis for det; en omvendt synder har vældig stor værdi.

Vi kan jo også læse ud af bemærkningerne til regeringens lovforslag, at der over de seneste 5 år har været mere end 40 konkurser blandt private plejefirmaer, der leverer praktisk hjælp og personlig pleje under fritvalgsordningen på hjemmehjælpsområdet. Mere end 12.000 ældre har fra den ene dag til den anden oplevet at stå uden den faste og velkendte hjemmehjælp. Det er ældre mennesker, der er dybt afhængige af den hjælp, de får, og som har oplevet en uacceptabel utryghed, alt imens den kommunale hjemmepleje umiddelbart har måttet træde til uden varsel, med hvad det har haft af konsekvenser for de øvrige hjemmehjælpsmodtagere.

Konsekvenserne af den enkelte konkurs er altså store, særlig for de ældre, men også økonomisk for kommunerne, der skal træde til, når private leverandører kaster håndklædet i ringen. Og dermed koster det jo os alle sammen, når skattekronerne går til at betale regninger efter en konkurs i stedet for til vores fælles velfærd. Derfor pressede vi i Socialdemokratiet – som sagt sammen med andre gode kræfter her i Folketinget – på for at få regeringen til at indkalde til forhandlinger om en aftale om forebyggelse af konkurser og sidenhen for at få så ambitiøs en aftale som muligt i forhold til at sikre de ældre mod fremtidige konkurser.

Aftalen fik vi så sidste efterår. Det ikke nogen hemmelighed, at vi gerne havde set flere initiativer i aftalen. For os socialdemokrater er det primære ikke at sikre et attraktivt marked at tjene gode penge på for private virksomheder. Det helt afgørende for os har været, at barren for at komme ind på markedet er så høj, at vi får sorteret de virksomheder fra, som ikke er opgaven voksen. Og her bekymrer det mig, at vi har en regering, der virker mere optaget af at holde hånden under de private leverandører end af at sikre de ældres tryghed, når de vælger privat leverandør.

Ikke desto mindre er vi glade for den aftale, vi endte med at kunne indgå. Aftalen giver kommunerne bedre mulighed for at følge med i de private leverandørers økonomi og se de tidlige tegn på økonomiske problemer, så der kan sættes tidligere ind, inden en konkurs med blot få timers varsel betyder, at hundredvis af ældre står uden hjemmehjælp. Og aftalen sikrer, at man alle steder fremover vil have bankgarantier, der ikke alene sikrer kommunerne økonomisk kompensation ved konkurser, men også sikrer, at økonomisk uholdbare firmaer ikke kan få adgang til at levere offentligt finansieret hjemmehjælp.

Med aftalen og lovforslaget, vi behandler her i dag, skaber vi større tryghed for de ældre, der er dybt afhængige af hjælp for at klare hverdagen, og som ønsker at vælge private leverandører, som de har ret til. Vi kan derfor støtte lovforslaget.

Når ministeren så lidt senere her i aften kommer på talerstolen, er der to ting fra høringsprocessen, som jeg håber hun vil forholde sig til, og ellers vil vi forfølge det videre i udvalgsbehandlingen. Det drejer sig for det første om FOA's pointe om, at det vil være afgørende, at der kommer en central vejledning med anbefalinger til beredskabsplanerne, så det ikke bliver en papirtiger, altså nyt bureaukrati, der giver mening på en eller anden kontorgang, men ikke gør en reel forskel i hverdagen, men en vejledning, som FOA efterlyser, som kan sikre, at alle kommuner får lavet en beredskabsplan, der slår til i tilfælde af konkurs, hverken mere eller mindre. Det vil jeg gerne høre om ministeren vil tage med videre i forløbet.

For det andet kommer KL med den indvending, at man ikke mener, at alle kommuner vil være i stand til at vurdere leverandørernes regnskaber. Her er vi ovre i den lidt mere alvorlige afdeling, for hvis kommunerne ikke er i stand til at vurdere lødigheden og soliditeten hos de virksomheder, der byder ind på at overtage ansvaret for nogle af de svageste ældre borgere, så har vi jo et problem, der er større, end hvad lovforslaget her løser.

KL skriver, at det vil betyde, at kommunerne i så fald vil skulle benytte sig af eksterne konsulentydelser. Det vil altså koste penge, der vil gå fra velfærden og til f.eks. private revisionsfirmaer. Det er der efter min overbevisning allerede for meget af i vores ældresektor i dag. Så jeg vil meget gerne høre, hvordan ministeren forholder sig til den indvending fra KL, og om man kan forestille sig en central backup til de kommuner, der ikke føler sig i stand til at vurdere virksomhedernes økonomi på baggrund af de oplysninger, som vi med lovforslaget her sikrer de får adgang til. Og det var ordene fra Socialdemokratiet.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Den næste i rækken er hr. Jeppe Jakobsen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. 53 konkurser siden 2006 har FOA opgjort problemets omfang til. Det har jeg ingen grund til at betvivle. For mindre end en måned siden havde vi den seneste, og i indeværende år har vi allerede set fire.

Hver gang en konkurs rammer ældreplejen, afføder det utryghed og usikkerhed for de ældre om, hvem der kommer ind ad døren og hjælper dem med de udfordringer, de har i deres hverdag, udfordringer, som både relaterer sig til velbefindende og sundhed, meget nede i det, man kan kalde bunden af Maslows behovspyramide, det, der afgør, om vi kan fungere som mennesker.

Den utryghed var det, der gjorde, at Folketinget, som fru Astrid Krag nævnte det, anført af Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti, bad regeringen om at indkalde til forhandlinger om de her udfordringer med de mange konkurser. Efter for lang tids parlamenteren frem og tilbage og en rapport, som først var lang tid undervejs, og som siden hen viste sig at indeholde alt andet end det, som den skulle, nåede vi dog frem til et forhandlingsbord, og efter hårde forhandlinger der nåede vi frem til den aftale, hvor de lovgivningsmæssige tiltag er dem, vi behandler nu og her.

Det er f.eks. kravet til kommunerne om at skulle have et beredskab, hvis de entrerer med private leverandører, sådan at man har gjort sig nogle overvejelser om, hvad der skal ske, hvis det går galt. Det er altid godt at have en plan. Den bliver modsvaret af en garanti, som man nu skal kræve af de private leverandører, så der også er penge til at udføre den, hvis det skulle gå galt.

Det har selvfølgelig mest af alt sigte på oprydning, men det, vi jo gerne skulle, var at undgå konkurser, og derfor er der også en vigtig del omkring krav til regnskaber til de virksomheder, som måtte ønske at byde ind i hjemmeplejen, sådan at man godtgør, at man driver en sund virksomhed, der har en chance for at overleve. Det giver jo så kommunerne mulighed for jævnligt at følge op på, hvordan det står til med de virksomheder, de har inden for døren, så man kan sikre sig, at man i god tid kan undgå og kan afværge de her konkurser gennem et tæt samarbejde med virksomhederne. Det er der gode erfaringer med fra bl.a. Odense Kommune.

Til sidst vil jeg også nævne en fin klausul om, at man ikke må have forfalden gæld til det offentlige for mere 50.000 kr. Det er ikke et sundt udgangspunkt for et samarbejde med det offentlige, hvis man gør det for at kunne betale pengene tilbage, som man i forvejen skylder det offentlige. Så har man jo allerede en presbold i forhold til at skulle trække penge ud i stedet for at bruge penge på den nære velfærd. Med de ord skal jeg meddele, at Dansk Folkeparti støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Jane Heitmann som ordfører for Venstre.

I Venstre er vi godt tilfredse med, at vi i dag behandler et lovforslag, der skal dæmme op for antallet af konkurser i hjemmeplejen, for der er brug for tryghed omkring levering af pleje og omsorg. Siden 2013, hvor det røde flertal ændrede lovgivningen om social service, har vi alt for ofte hørt om konkurser og krakkede plejefirmaer, desværre. Det skaber forståeligt nok utryghed hos vores ældre. Netop det scenarie, at et øget fokus på pris frem for kvalitet ville skabe grobund for mange konkurser, bekymrede os i Venstre, og det var begrundelsen for, at Venstre ikke støttede Thorning-Schmidt-regeringens lovforslag tilbage i 2013.

Men vi skal have elimineret utrygheden, så man som ældre borger ikke skal spekulere på, om der er hjælp i morgen. Ikke alene hos vores ældre opleves der utryghed, men de mange konkurser skaber også utryghed blandt de ansatte. Det er jo bl.a. derfor, at vi i dag førstebehandler et nyt lovforslag, som skal forebygge konkurser i fremtiden. Jeg er oprigtig glad for, at vi bredt politisk er enige om retningen, og jeg kan forstå, at Socialdemokraterne stadig støtter lovforslaget. Og lad mig være helt ærlig og sige, at det jo har været en svær fødsel, om man så må sige, for vi har haft mange drøftelser om, på hvilke områder vi skulle lovgive, og på hvilke områder det kunne give mening at indgå en aftale med KL.

Det er almindelig kendt, at regeringen ønskede lovgivning omkring nye kommunale beredskabsplaner til håndtering af eventuelle konkurser i fremtiden og løbende efterberegning af afregningspriser, så vi sikrer, at de afregnede priser afspejler kommunernes reelle og aktuelle udgifter. Det udgangspunkt bakkede vi op om i Venstre. Nu er vi landet på et lovforslag med en omsiggribende lovgivning, som jo tager udgangspunkt i den politiske aftale, som er indgået med Folketingets partier. Aftalen bakker vi også op om fra Venstres side, selv om det jo ikke skal være nogen hemmelighed, at vi gerne havde set mindre indgribende eller bureaukratisk lovgivning, om man vil.

Der har da også den seneste tid været rejst kritik af lovforslaget her, bl.a. fordi KL mener, at kravene om bedre leverandørstyring, bankgaranti og fremlæggelse af regnskaber netop er bureaukratisk, om man vil. Egentlig undrer det mig, at Socialdemokraternes ordfører, fru Astrid Krag, på Facebook er ude med riven i forhold til netop den bureaukratiske side af lovforslaget, for i hvis have er det, at ønsket om øget lovgivning er groet? Det er ikke i Venstres, og det er ikke i regeringens. Men når det så er sagt, er det jo vigtigt, at vi ser frem, så lad os nu ikke pege fingre ad hinanden. Nu handler det om at få sat skibet her i søen, om man så må sige, og sikre, at der kommer ro om ældreplejen, uanset om man som ældre har valgt en privat eller offentlig aktør til hjemmepleje.

Heldigvis er de ældre jo glade for det frie valg. For den seneste undersøgelse fra Sundheds- og Ældreministeriet peger på, at 79 pct. af de ældre enten er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de modtager, ligesom 61 pct. synes, det er vigtigt eller meget vigtigt, at der rent faktisk er noget at vælge imellem. For vi ved det jo alle sammen: Mennesker er forskellige og har forskellige præferencer livet igennem, og det ændrer sig jo ikke, blot fordi man er pensionist og er afhængig af hjælp fra andre.

Personligt glæder jeg mig over netop muligheden for at vælge. Jeg tror på, at valgmuligheder styrker kvaliteten, men det er klart, at der er behov for at ændre rammerne, og det er så det, vi gør nu. For en værdig ældrepleje handler om mange ting. Det handler om omsorg, kompetencer, menneskelighed, faglighed, og så handler det om tryghed – trygheden ved at vide, at der kommer plejepersonale, når man har aftalt det, og trygheden ved at vide, at det i udgangspunktet er det samme menneske, som kommer hver dag til den aftalte tid. Jeg kan godt forstå, at man som ældre sætter pris på stabilitet og tryghed. Mon ikke de fleste af os i virkeligheden har netop det ønske?

Med lovforslaget her stiller vi nye krav til både kommuner og leverandører. Hvis en konkurs skulle indtræffe, skal kommunerne have beredskabsplaner med retningslinjer for, hvordan man håndterer situationen med private leverandører, ligesom kommunerne fremover skal stille krav til private leverandører. Det betyder, at kommunerne fremover skal se regnskaber, have bankgarantier og sikre sig, at leverandørerne ikke har forfalden gæld på mere end maksimalt 50.000 kr. til det offentlige, og det giver alt sammen mening. Nu vil jeg gerne understrege, at særlig efterberegningstiltaget har været en vigtig hegnspæl for os i Venstre. Det er kun rimeligt, at man sikrer et ensartet udgangspunkt.

Et ensartet udgangspunkt har vi også med lovforslaget, for alle partier har tilsluttet sig den aftale, som ligger til grund for lovforslaget, og det peger bestemt i den rigtige retning. Venstre kan støtte lovforslaget som fremsat, og jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at man også derfra støtter lovforslaget.

Tak til Venstres ordfører. Der var en, der fortrød, og det er helt i orden. Så går vi videre til den næste ordfører i rækken, og det er fru Stine Brix som ordfører for Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Vi støtter fra Enhedslistens side også det lovforslag, som ligger her, vi har jo også været en del af kredsen bag aftalen, som lovforslaget baserer sig på. Flere af mine kollegaer har allerede nævnt, at vi har set en stribe af konkurser i hjemmeplejen, hvor private virksomheder, som leverer hjemmepleje til de ældre borgere og andre borgere, der har brug for hjemmehjælp, er gået konkurs. Nu gik jeg ind på Konkursindex.dk i dag, og der kunne jeg se, at de nyeste tal er, at der i dag er omkring 53 virksomheder, som er gået konkurs; mindst 13.090 borgere og mindst knap 2.300 ansatte i omkring halvdelen af landets kommuner er blevet berørt. Så det er i den grad et omfattende problem.

Det har selvsagt givet store gener for de borgere, som er afhængige af, at der kommer en sosu-hjælper eller en hjemmehjælper ind ad døren og hjælper med personlig pleje eller yder praktisk hjælp. Vi ved også, at det har haft store konsekvenser for de ansatte, som er endt i firmaer, som er gået konkurs, og ikke har vidst, hvad der skulle ske med dem selv, ligesom det har haft konsekvenser for kommunerne. Alt det har mine kollegaer jo også nævnt før mig.

Fra Enhedslistens side mener vi, at det helt grundlæggende problem er, at Folketinget på det her område har dikteret, at kommunerne skal bruge private leverandører, og at man i en kommune ikke selv kan foretage vurderingen af, hvordan det er klogt at tilrettelægge hjemmehjælpen. Det betyder jo, at de private leverandører, fordi kommunen har pligt til at sørge for, at der skal leveres en hjælp, kan lege købmandsforretning på hjemmehjælpsområdet og lukke forretningen, hvis ikke det går så godt med at tjene penge, som man havde håbet på, og så er det kommunernes opgave at rydde op efterfølgende.

Det synes vi ikke er en særlig hensigtsmæssig måde at organisere det her område på, og jeg har også noteret mig, at der er opbakning til det synspunkt blandt i hvert fald nogle borgmestre, at det er en for voldsom tvang i forhold til at bruge de private, som der er på det her område. Men når kommunerne nu ifølge den gældende lovgivning er tvunget til at bruge private virksomheder i ældreplejen, mener vi selvfølgelig, at det er fornuftigt, at vi fra Folketingets side går ind og stiller nogle krav til, hvordan man inddrager og hvordan man samarbejder med de private leverandører.

Det er baggrunden for, at vi er med i den aftale bag lovforslaget her. Det er også baggrunden for, at vi sammen med SF og Alternativet for omkring 1 år siden fremsatte et forslag om at stille en række krav til de private leverandører, som leverer hjemmehjælp. Nogle af de krav er nogle af dem, der også findes her i forslaget. Det handler f.eks. om kravet om en bankgaranti fra de private leverandører, så det ikke er kommunen, der hænger på regningen i tilfælde af konkurs. Der var også et krav i vores forslag om en beredskabsplan. Så der er nogle ting, vi sagtens kan genkende, og som vi er glade for er kommet med her.

Jeg ser det som et fremskridt. Hvorvidt det kan forebygge konkurser? Jo, måske i nogen grad, men jeg tror nu nok, at jeg deler den vurdering, som jeg også kan læse, at FOA har af det, nemlig at det nok mest af alt er et forslag, som går ind og afbøder nogle af de konsekvenser, der vil være ved konkurs. Måske kan man også forebygge nogle konkurser, men det er nok først og fremmest, når vi har fået kigget på beredskabsplaner – givetvis også i nogen grad garantistillelsen – det sidste, der er tilfældet, altså at man afbøder nogle konsekvenser af konkurser. Men det kan jo sådan set også være et godt formål i sig selv.

Jeg er enig i nogle af de opfølgende spørgsmål, som fru Astrid Krag var inde på tidligere, dels i forhold til de retningslinjer, der skal være for vejledningen til beredskabsplanen, dels i forhold til den bekymring, KL rejser. Og jeg vil godt tilføje endnu et punkt, som vi gerne vil følge lidt op på, og som handler om de retningslinjer, der skal være for garantistillelsen. For jeg har noteret mig, at lovforslaget lægger sig meget tæt op af de anbefalinger, der kommer fra nogle af parterne på det her område. Det kan være fint at inddrage de erfaringer, men jeg synes måske også, det er noget ensidigt, hvis det alene er de erfaringer, der er indhentet fra en enkelt kommune, som man som nogle af de parter, som er involveret i området, tager udgangspunkt i. Det kunne godt være et lidt bredere grundlag.

Afslutningsvis vil jeg gerne lige tilføje en pointe, som ligger lidt ud over det her forslag, for jeg tror sådan set, at det allervigtigste for mange af de ældre, som modtager hjemmehjælp, eller pårørende til de ældre borgere, der er afhængige af hjemmehjælp, jo er den kvalitet, som hjemmehjælpen har. Det er jo ikke det, om det er en privat eller en offentlig leverandør, der er det vigtigste spørgsmål for folk, det er jo, hvor meget hjælp man kan få, om der er den hjælp, man skal bruge, i forhold til det behov, man har, og der ser vi desværre, at der sker noget med kvaliteten. Senest var der i dag en historie om de diskussioner, de har på Bornholm, i forhold til at de måske skal skære ned på, hvor ofte man kan komme i bad, og vi ser jo desværre, at kvaliteten er for nedadgående.

Derfor synes jeg bare, det er en påmindelse om, at selv om det her også er vigtigt, er den absolut vigtigste diskussion for os jo at sikre en bedre kvalitet og at sikre, at der er tilstrækkeligt med ressourcer til det faktum, at vi bliver flere ældre, og at der også bliver flere ældre, der har behov for hjemmehjælp i fremtiden.

Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste i rækken er hr. Leif Mikkelsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Vores ordfører på området deltager i forhandlinger et andet sted, og så kiggede man så rundt i gruppen og så, hvem der havde alderen til det her, og det var så mig. Jeg kan så se, at det ikke er den taktik, andre partier har brugt, så sådan er det.

Det her område er et utrolig vigtigt område, fordi det drejer sig om menneskers nære pleje og hjælp, når man har behov for det, og det er sådan set et område, der har haft et langt tilløb, og derfor er der grund til at glæde sig over i dag, at alle partier har stået bag det, der har ført frem til det her forslag. For diskussionen om privat/offentlig pleje har jo stået på længe, og især i dens opstart har der været mange diskussioner om, om de private, der nu skulle byde, var i en konkurrence med kommunen, hvor alle omkostninger nu også var med, eller om man blev presset på et falsk grundlag. Det har tit været diskussionen, om man nu var helt sikker på det, og det har fortsat et langt stykke af vejen.

Så har der også været – kan man sige – mindre seriøse bydere på det her område, som så har ført til konkurs og dermed til problemer. Der synes jeg bare man skal erkende, at der ikke har været den nødvendige opfølgning på det eller kontrol, og det er så de elementer, der ligger i det her forslag om, at man skal have en beredskabsplan, og at man skal sikre, at der er en vis soliditet bag de virksomheder, der byder. Det er gode værktøjer.

Men for Liberal Alliance er det faktisk vigtigt, at vi holder fast i det her og bliver ved med at sikre valgfrihed for den enkelte, så det ikke bare er sådan, at man skal vælge imellem kommunen og kommunen. Mange af os har jo haft familiemedlemmer, der har været meget tæt på den her serviceydelse, og der vil jeg bare sige, at der jo heldigvis udføres meget kvalificeret arbejde fra private udbyderes side, der også ofte bliver bedre end det kommunale, eller at man får det kommunale til at blive bedre, fordi der er en konkurrence om det. Og hvis man sikrer de her grundlag om beredskabsplaner og økonomisk fundament, vil jeg også sige, at over tid vil de dårligste og svageste firmaer vel også falde ud, og så bliver der kvalitet tilbage.

Derfor er der jo heldigvis rigtig mange gode eksempler på, at privat pleje er ganske glimrende, og derfor er det rigtig godt, at Folketingets partier er enige om at stå bag det her forslag, som så, når det bliver ført helt ud i praksis, kan blive en styrke, sådan at vi bliver fri for at få flere af de her situationer, hvor man må gribe ind, fordi der pludselig mangler pleje til i morgen, og det er dårligt, og det er uanstændigt, og det er uansvarligt.

Så reel konkurrence, valgfrihed og så gode og sikre økonomiske forhold i de her virksomheder, så vi undgår konkurser. Det er et vigtigt værktøj, og det er sådan set det, vi ser konturerne af her. Så vi støtter selvfølgelig forslaget.

Tak til ordføreren. Så er vi kommet til fru Pernille Schnoor som ordfører for Alternativet.

Når et privat plejefirma går konkurs, er de store tabere faktisk ikke den virksomhed, der går konkurs, men de ældre mennesker, som har brug for den daglige hjælp. For en konkurs gør hjemmehjælpsmodtagerne usikre på, om og hvornår de vil få den hjælp, de har så hårdt brug for, og fra hvem. Omkring 13.000 ældre, der modtager hjemmehjælp, er i de seneste år blevet voldsomt påvirket af, at private plejefirmaer er gået konkurs. Omkring 50 konkurser har vi set siden 2013, og tusindvis af ældre har de seneste år oplevet skiftende hjemmepleje.

Når private hjemmeplejefirmaer går konkurs, er det ganske rigtigt, at 50 pct. af kommunerne har en plan for, hvad de skal gøre. Men det betyder så også, at det for halvdelen af vores kommuner er ganske uvist, hvordan de skal sikre ældre den pleje og hjælp, de har behov for i en sådan situation. Det kan vi ikke være tjent med, og jeg er derfor glad for, at vi nu i dag tager et nødvendigt skridt for at sikre, at det ændres.

Lad mig give et eksempel: En fredag eftermiddag i marts omkring kl. 17 modtog ældrechefen i Favrskov Kommune et opkald fra en advokat. Advokaten kunne fortælle, at den private leverandør af hjemmeplejen var erklæret konkurs. Det betød, at Favrskov Kommune skulle stå klar morgenen efter kl. 8 til at overtage opgaven og hjælpe de 73 borgere, der nu var uden hjemmehjælp. Gudskelov klarede kommunen opgaven rigtig godt, men man så alligevel eksempler på ældre, der oplevede at blive glemt i overgangen mellem systemerne, og eksempler på, at de ældre selv måtte bruge nødkald for at få den hjælp, de skulle bruge.

De her sager findes i forskellige størrelsesordener. Endnu sværere må det have været for Lolland Kommune, da de sidste år stod uden hjælp til omkring 400 borgere. Det er ikke nogen nem opgave.

Derfor har vi også, som Enhedslisten tidligere har nævnt, fremsat et beslutningsforslag sammen med Enhedslisten og SF om at stille krav om at sikre, at prisen f.eks. ikke bliver den eneste parameter i udvælgelsen af private leverandører.

Så konklusionen er klar. Vi skal have en stabil og værdig pleje af vores ældste medborgere. Vi ønsker i Alternativet, at man i alderdommen, også selv om man har en plejekrævende alderdom, oplever at have et meningsfuldt liv. Selvfølgelig skal det være den enkelte borger, der er i centrum, og selvfølgelig er det den ældres livskvalitet og ve og vel, vi skal tage udgangspunkt i. Alle skal være sikre på at kunne få den hjælp, de har brug for og krav på. Derfor var Alternativet også med i satspuljeaftalen om konkurser, der stiller krav om f.eks. beredskabsplaner og bankgarantier, og derfor stemmer vi også for L 209.

Tak til Alternativets ordfører. Den næste i rækken er fru Marlene Borst Hansen som ordfører for Det Radikale Venstre.

For Radikale Venstre er det vigtigt, at man som borger i Danmark kan være tryg, når man vælger leverandør af personlig pleje og praktisk hjælp. Det er, uanset om leverandøren er kommunen eller en privat virksomhed. Og da vi gennem en årrække har set en række konkurser hos private leverandører med stor utryghed til følge, har vi fra radikal side støttet op om den lovgivningsmæssige ramme, som kommunerne fremover skal leve op til. Radikale Venstre var med i aftalen fra oktober, og vi bakker naturligvis op om lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er vi kommet til fru Kirsten Normann Andersen som ordfører for SF. Værsgo.

Tak for det. Hvordan får vi sat en stopper for alt for mange konkurser i ældreplejen? Indrømmet, som andre også har været inde på, det er lidt af en gordisk knude. Til gengæld er det sikkert og vist, at konkurser i ældreplejen har fatale konsekvenser for de ældre, som er afhængige af at få hjælp i dagligdagen, og der bør drejes på hver eneste knap, som kan være med til at forhindre konkurser.

Derfor stillede SF allerede sidste år forslag om, at kommuner skulle stille krav om bankgaranti og solide regnskaber i de virksomheder, som vil prøve kræfter med en god og værdig ældrepleje, som jo gerne skulle have meget mere fokus på kvalitet end på, hvor meget man kan tjene på ældres behov. Forslaget blev ikke vedtaget dengang, men det bliver det så nu takket være et godt samarbejde med kollegerne i Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det vil jeg gerne sige tak for. Det er rigtig godt.

Når det er sagt, er jeg enig med både FOA og kommunerne, når de gør gældende, at bankgaranti kun er én af en række af knapper, som man også skal skrue på. Området skal følges tæt. Budgetterne i kommunerne er stramme og matcher ikke, at flere og flere ældre får brug for hjælp. Hvis kommunerne ikke får tilsvarende flere penge til ældrepleje, påvirker det altså både de private leverandører og den kommunale ældrepleje. Det er bl.a. derfor, vi i SF også har fremsat et forslag om, at budgetter i ældreplejen skal reguleres, så de matcher den demografiske udvikling. Og vi har fremsat forslag om, at arbejdet i ældreplejen skal tilrettelægges, så borgerne får faste hjælpere. Begge dele ville lette både arbejdet, men også hverdagen for de ældre. Og ikke mindst ville det sikre, at konkurser som følge af alt for ringe budgetter ville blive færre, og det ville højne kvaliteten.

Men en ting ad gangen. I SF glæder vi os nu over, at vi endelig kan vedtage forslaget, som vi allerede fremsatte sidste år, og vi stemmer selvfølgelig for det.

Tak til SF's ordfører. Og den næste, der får ordet, er ældreministeren.

Tak for bemærkningerne og for den positive modtagelse af lovforslaget. Lovforslaget er en udmøntning af den politiske aftale om forebyggelse af konkurser fra oktober 2017. Her var alle Folketingets partier enige om en initiativpakke, der skal bidrage til at forebygge konkurser. Siden 2013 har der været for mange konkurser, og konkurserne skaber utryghed for borgerne og medarbejderne. Samtidig ved vi, at borgerne er glade for det frie valg på hjemmehjælpsområdet, og derfor skal vi ikke begrænse det. Jeg er derfor glad for, at der med den politiske aftale fra efteråret er enighed om at forebygge konkurser. Det gør vi bl.a. ved at stille skrappe krav til både kommunerne og de private leverandører.

Med lovforslaget skal kommunerne have en skriftlig beredskabsplan med retningslinjer for, hvordan kommunen håndterer konkurser hos private hjemmehjælpsleverandører. Kommunerne skal foretage efterberegning af afregningspriser mindst en gang om året, hvis de anvender en godkendelsesordning. Samtidig skal kommunerne stille flere krav til de private leverandører, så vi sikrer mere robuste leverandører af hjemmehjælp. Kommunerne skal stille krav om bankgaranti eller tilsvarende garanti. En bankgaranti eller tilsvarende garantistillelse vil kunne dække udgifter i forbindelse med en eventuel konkurs. Det kan f.eks. være til ekstraordinær vikardækning. Kommunerne skal også stille krav om fremlæggelse af skattemæssige årsregnskaber og reviderede regnskaber. Og endelig skal de private leverandører dokumentere, at der ikke ved kontraktindgåelsen er forfalden gæld på 50.000 kr. eller derover til offentlige myndigheder.

Vi vil nok aldrig helt kunne undgå konkurser på hjemmehjælpsområdet, men disse tiltag vil bidrage til at forebygge konkurserne og samtidig sikre, at kommunerne er bedre rustet til at håndtere eventuelle konkurser. Jeg vil gerne sige tak til ordførerne for modtagelsen af lovforslaget og for debatten her i dag. Jeg er glad for, at der fortsat er en bred enighed om de initiativer, som vi aftalte i efteråret.

Så blev der stillet to spørgsmål af fru Astrid Krag. Det ene var spørgsmålet om en central vejledning til beredskabsplaner. Det fremgår af vores fælles politiske aftale om forebyggelse af konkurser, at der søges en forståelse med KL om at udbrede erfaringer og værktøj, der skal styrke kommunernes mulighed for at blive opmærksom på advarselssignaler i form af f.eks. dårlig økonomi eller misligholdelse af kontraktforhold. Det fremgår også af aftalen, at udviklingen af redskaberne kan handle om udarbejdelse af beredskabsplaner, og vi er i dialog med KL om at hjælpe kommunerne til en bedre leverandørstyring.

Til det andet spørgsmål fra fru Astrid Krag om, at KL ikke mener, at kommunerne har de nødvendige forudsætninger for at vurdere de regnskaber, de får ind, vil jeg sige, at med lovforslaget forpligter vi private leverandører til at sende regnskaber til kommunen. Og kommunerne har jo i dag stor erfaring med at indgå kontrakter med private leverandører, bl.a. på hjemmehjælpsområdet. Jeg vil derfor også mene, at kommunerne bør have kompetence til at kunne vurdere, hvordan regnskabet fra en privat leverandør er. Og det gør de i øvrigt allerede flere steder, f.eks. i Odense Kommune.

Jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget, og jeg svarer naturligvis på de spørgsmål, som udvalget måtte stille mig undervejs.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.