Tak for det, formand.
Ændringsforslaget er stillet af Alternativet, fordi regeringen og partierne bag forsvarsforliget har besluttet sig for at opføre sig enormt usolidarisk over for den 1 million borgere, der bor i de almene boliger.
Det mener vi ikke at Folketinget kan være bekendt.
Ændringsforslaget gør det egentlig relativt enkelt at opføre sig ordentligt og fair over for den almene sektor og over for vores medborgere.
Og det her er en situation, hvor vi faktisk kan få et både-og; vi kan få en win-win i stedet for et enten-eller, sort-hvidt, hvor staten går ind og lukrerer på de almindelige borgere og økonomien for deres hjem.
På papiret er Danmarks almene boliger selvstændige kollektivt ejede selskaber.
Regeringen og Folketinget kan ikke sælge dem.
Men i kraft af de tvangsmæssige indbetalinger til Landsbyggefonden – som i øvrigt udsprang af en rigtig, rigtig god idé med det formål, at eksempelvis friværdi kunne bruges til at bygge nye almene boliger – kan regeringen og partierne bag forsvarsforliget åbenbart tillade sig at bruge borgerne i den almene sektor som malkekvæg til at finansiere råderummet, forsvarsforliget eller samfundets generelle udgifter.
Og I behøver ikke at være bange for begrebet malkekvæg – jeg kan henvise til Bostonmatricen, som er en økonomisk model, man bruger på handelshøjskolen, for, hvilke stadier et produkt befinder sig i.
Og lige nu er de almene boliger åbenbart i kategorien malkekvæg, cash cows, over for staten.
Der bor knap 1 million danskere i vores fællesejede almene boliger, og boligerne udgør ca.
20 pct.
af alle landets husstande – 20 pct.!
Det er et bredt udsnit af vores befolkning, men ja, den almene sektor har en overvægt af borgere, som er økonomisk svagere på boligmarkedet, herunder ældre beboere på plejehjem, unge studerende på kollegier og i ungdomsboliger, og selvfølgelig mennesker, der har været udsat for en ruinerende skilsmisse, tab af arbejde, sygdom eller fejlslagen integration.
Det er kort sagt mange af dem, som vi alt for ofte udstiller som syndebukke – de dovne, de arbejdsløse, dem på overførselsindkomster, dem i parallelsamfundene.
Og alt for ofte bliver mange af disse borgere gjort til nærmest den eneste årsag til, at vi står med udfordringerne i den almene sektor, selv om det i langt højere grad er en strukturel udfordring – manglende adgang til en proaktiv indsats, manglende hjælp til de udsatte, til uddannelse, til arbejdsmarkedet, til inddragelse, til anerkendelse.
Ligesom det er tilfældet med en stor del af de lovforslag, som regeringen har præsenteret, senest med parallelsamfundspakken, så bliver det gjort til deres eget problem, og dermed skal de igen opleve at blive yderligere straffet, yderligere tvunget til det ene og det andet; tvang til at flytte, tvang til at komme deres 1-årige barn i en detailstyret vuggestue, mens vi igen negligerer de strukturelle årsager – netop det, at mange kommuner har anvist alt for mange dårligt stillede borgere til de her områder i alt for lang tid, at kommunerne har tvunget dem sammen til at starte med, at mange af boligafdelingernes finansiering er så uhensigtsmæssig, at deres konkurrencesituation på kapitalmarkedet simpelt hen har været og er for dårlig, og at det derfor er svært at tiltrække andre segmenter i vores befolkning.
Og det er det, vi behandler i dag, hvor vi tredjebehandler lovforslag L 206 om finansiering af almene boliger.
Men selv om der er en overrepræsentation af førnævnte segmenter, er hovedparten af vores borgere i den almene sektor velfungerende og gode borgere.
Og samlet skal disse alligevel malkes af staten og partierne bag forsvarsforliget, i stedet for at vi tænker langsigtet og lader den almene sektor få deres retmæssige og retfærdige økonomiske fordel ved at omlægge lånene.
Hele argumentationen med, at staten tager en stor risiko med de nye statsgaranterede lån, holder ikke, for det er Landsbyggefonden, der tager langt den største risiko, og det har den altid gjort, og det fortsætter den også med efter lovforslaget.
Til dem af jer, som ikke kender Landsbyggefonden, vil jeg sige, at den udelukkende er baseret på borgernes bidrag via deres huslejer i de almene boliger.
Det vil sige, at det er lejernes penge, der ligger i Landsbyggefonden – fællesbidrag, som udelukkende kommer fra den ene million borgere, der bor i de almene boliger.
Og Landsbyggefonden bruger de her penge til at give støtte til renovering i de almene boliger.
De bruger dem til at understøtte boligafdelinger, der har det svært, boligafdelinger, der er konkurstruede.
De bruger dem til kapitaltilførsel, femkantsordning, boligsociale indsatser, huslejenedsættelser, og ja, Landsbyggefondens støtter også nybyggeri for lejernes penge.
Altså er den substantielle vægt og ansvaret for de risici, der er forbundet med den almene bolig, placeret hos Landsbyggefonden.
Det skriver regeringen selv i lovforslaget på side 9, kolonne to og tre, altså at Landsbyggefonden i meget høj grad bidrager til at nedbringe risikoen ved lån til almene boliger.
Alligevel skal den ene million borgere, der bor i almene boliger, finde sig i, at ud over at nogle af dem betaler uhensigtsmæssig høje bidragssatser til Landsbyggefonden, så kommer staten og aftalepartierne bag forsvarsforliget og malker dem for et provenu, som burde være deres, og som burde gå til Landsbyggefonden, for at sørge for, at de alle sammen har et ordentligt hjem og et ordentligt køkken, som også er i ordentlig stand om 30 år.
Så vi skal have dialogen om, hvordan vi laver en gennemgribende reform af finansieringen på det almene boligområde, og vi vil i Alternativet meget gerne give vores bud på, hvordan vi i højere grad ligestiller de almene boliger med andre boligformer på boligmarkedet.
Men i dag handler det så om det her ene ændringsforslag, og det handler om L 206 og lån på grundlag af statsgaranterede obligationer.
Og på en eller anden måde er det lykkedes vores ledende politikere at tale om Landsbyggefonden som en kæmpestor bunke gratis penge, men Landsbyggefonden har ingen gratis penge, faktisk har den en gæld på 7 mia.
kr.
i 2018, og den stiger med regeringens planer.
Først lagde regeringen ud med, at der skulle tages 13 mia.
kr.
mere til at finansiere parallelsamfundspakken – og ros til især Socialdemokratiet og DF for at stoppe det.
Men den nuværende gæld er påført Landsbyggefonden af tidligere regeringer, blå som røde, ved at staten tager penge fra Landsbyggefonden, låner Landsbyggefonden de samme penge og i øvrigt opkræver renter af det udlån.
Gælden forventes betalt af de kommende generationer.
Det er smart for vores finanslov – vi vænner os til det – men det er dyrt for samfundet, og det er dyrt for fremtiden.
Og nu kommer der så den her ekstra finte oveni med differencerentebetaling til staten, så regeringen og partierne bag forsvarsforliget kan malke den almene sektor lige til den sidste dråbe.
Så det stillede ændringsforslag lægger op til, at vi på en respektfuld og ordentlig måde får en både-og-løsning her, så staten godt kan tjene penge på at omlægge lånene – og de må godt tjene penge på at omlægge lånene – men borgerne og Landsbyggefonden skal også have et retfærdigt provenu til at sikre deres levedygtighed i fremtiden.
Det håber jeg at I kan bakke op om.
Tak for ordet.