Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 196:

Forslag til lov om ændring af repatrieringsloven, integrationsloven, lov om sygedagpenge og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Styrkede incitamenter til at repatriere og systematisk kommunal vejledningspligt).

Af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 21.03.2018).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til hr. Mattias Tesfaye som ordfører for Socialdemokratiet.

Mange af de gæstearbejdere, der kom til Danmark i 1960'erne og 1970'erne, troede dengang, at de kun skulle være her i en kort årrække og bagefter vende hjem til f.eks. Pakistan eller Tyrkiet. Jeg har selv læst adskillige interviews med dem i gamle aviser, og jeg har også efterfølgende opsøgt dem og interviewet dem om, hvad de tænkte, og de har forklaret, at de kom til Danmark for at spare op til en traktor derhjemme til familielandbruget, og tænkte, at de skulle være i Danmark i en midlertidig periode, i en kort årrække. Men årene gik, og efterhånden fik de kone og børn med herop, børnene lærte dansk og blev danskere, og efterhånden opgav forældrene drømmen om at vende tilbage. I stedet har rigtig mange af de første gæstearbejdere fastholdt en tæt tilknytning til deres hjemlande, og mange har endda købt fast ejendom, f.eks. i Tyrkiet.

Nu er mange så blevet ældre, måske pensionister, og tankerne om at vende hjem begynder igen at trække i dem, og det er egentlig fuldt forståeligt. Mange ønsker at leve de sidste år i de områder, hvor de også levede de første år. Også blandt de mange flygtninge, der er kommet hertil i de seneste årtier, er der flere, der ønsker at vende hjem, måske fordi de aldrig rigtig er faldet til her i vores land. Både gæstearbejderne og flygtningene skal da ikke blive i Danmark, hvis de hellere vil hjem, og derfor er det kun godt, at vi har ordninger, der kan hjælpe dem med hjemrejse. Det her lovforslag handler om de særlige muligheder, udlændinge med opholdstilladelse i Danmark har for at rejse tilbage til deres hjemland med økonomisk støtte fra den danske stat. Det er grundlæggende en rigtig god ordning, som mange udlændinge og det danske samfund har haft stor glæde af gennem mange år.

Men vores vurdering er, at potentialet for den her ordning er langt større end det nuværende omfang af ordningen. Vores vurdering er, at endnu flere udlændinge egentlig gerne vil hjem, hvis de får den rigtige støtte til det og måske også nogle lidt andre vilkår og muligheder, og derfor ser vi egentlig positivt på det her lovforslag, som dels øger den økonomiske støtte, dels udvider kredsen af folk, der kan modtage visse dele af støtten, dels forpligter kommunerne til at vejlede mere systematisk om ordningen og dens muligheder.

Men vi kunne også godt tænke os, at vi gik endnu videre end det fremsatte lovforslag. Vi kunne godt ønske os, at det blev endnu mere attraktivt for udlændinge at rejse hjem rent økonomisk, ligesom vi har en række mere konkrete forslag, som ikke handler om økonomi, men som måske kan medvirke til at styrke hjemrejseordningerne. De forslag vil vi rejse i udvalgsbehandlingen, og vi håber egentlig, at der kan skabes et flertal for, at vi får styrket det lovforslag, der ligger her, så vi kan få noget mere gang i den her ordning.

Med de ord kan vi støtte lovforslaget.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Den næste på talerstolen er hr. Martin Henriksen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Dansk Folkeparti kan støtte lovforslaget, da vi ønsker at sætte fokus på udlændinges mulighed for at vende tilbage til deres hjemland eller til andre lande, for den sags skyld. Sidste år aftalte regeringen og Dansk Folkeparti, at der skal være øget fokus på tilbagevenden til hjemlandet, og det skete som led i finanslovsaftalen for 2018, hvor man bl.a. ønskede at styrke fokus på, at flere repatrierer, og dermed også øge udlændinges incitament til at vende tilbage til deres hjemland.

Aftalen og dette lovforslag indeholder en række tiltag, som har til formål at gøre det mere fleksibelt og dermed gøre det nemmere for de enkelte udlændinge at rejse tilbage i forhold til at få økonomisk støtte. Der er forskellige muligheder, som man ikke havde tidligere, og som man nu vil få med dette lovforslag, bl.a. i forhold til at starte ny virksomhed op i hjemlandet. Med lovforslaget indføres der ligeledes systematisk kommunal vejledningspligt om repatrieringsordningen. Det sker ved at indføre en forpligtigelse for kommunerne til at vejlede herboende udlændinge om muligheden for at repatriere til deres hjemlande eller til andre lande, hvor de tidligere har opholdt sig, med økonomisk støtte fra Danmark. Den systematiske vejledning skal ske i forbindelse med den løbende opfølgning på integrationskontrakten og via jobcentre.

Dansk Folkeparti har ad flere omgange lagt vægt på at sikre, at langt flere bliver sendt hjem – det gjorde vi også i de finanslovsforhandlinger, der var – enten frivilligt eller med tvang. Vi har allerede gennemført flere tiltag. Tidligere i dag behandlede vi et lovforslag, som jo også havde det formål, at det skulle være nemmere, at flere udlændinge kunne blive sendt hjem. Der handlede det så om, at de kunne sendes hjem med tvang. Og dette tiltag er så det seneste i en lang række tiltag.

Jeg tror, at det her lovforslag vil få en positiv effekt, men det vil nok også få en begrænset effekt. Jeg tror også, at vi er ved at være tæt på grænsen for, hvor meget vi kan og skal give til udlændinge, som ønsker at vende tilbage til deres lande. I Dansk Folkeparti har vi naturligvis ikke noget imod at diskutere, hvordan tingene kan gøres endnu bedre. Dermed kan vi selvfølgelig også diskutere størrelsen på støtten, men det er en hårfin balance, og vi skulle jo nødig ud i, at udlændinge kommer hertil, fordi de ved, at de kan få penge for at rejse hjem igen. Det vil selvfølgelig være uholdbart. I Dansk Folkeparti mener vi, at der, hvor vi for alvor skal sætte ind, er i forhold til tvangshjemsendelser, for det vil også få flere til at rejse frivilligt, hvis de kan se, at alternativet er, at de bliver sendt hjem med tvang.

Når det er sagt, støtter vi naturligvis lovforslaget, som alt andet lige trækker i den rigtige retning. Og det vil givetvis få flere til at rejse hjem igen, og det vil kunne spare det danske samfund for en masse ressourcer på sigt, men det vil langtfra løse de store udfordringer, som vi står over for. Så det her ser vi som et lovforslag, som bygger oven på noget af det, der har været i forvejen, og derfor kan vi selvfølgelig stemme for det.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg er valgt og bor på den københavnske Vestegn, og der kom rigtig mange dertil fra Tyrkiet i slutningen af 1960'erne og i starten af 1970'erne, og mange af dem har arbejdet i både tre og fire årtier i Danmark og har opnået dobbelt statsborgerskab; de har både tyrkisk og dansk statsborgerskab. Men de har ikke rigtig mulighed for at bruge de her ordninger. Kunne Dansk Folkeparti bakke op om en mulighed for, at man kunne frasige sig den danske del af sit dobbelte statsborgerskab og derefter benytte sig af repatrieringsordningen?

Ordføreren.

Ja, det er også noget, som vi fra Dansk Folkepartis side selv har været inde på. Så det ville bestemt være en farbar vej frem. Hvis man frasiger sig det danske statsborgerskab, kunne man få mulighed for at benytte sig af nogle af de støtteordninger, som der er i den danske lovgivning i forhold til at repatriere. Bestemt.

Spørgeren.

Jeg hører også flere sige, at nu har de arbejdet i Danmark i 30, 35 år, og de har brugt en del af pengene på at købe et sommerhus et sted i Tyrkiet, og der vil de egentlig gerne spendere resten af deres liv. Men mens de har været i Danmark, har de så oparbejdet en ret til en brøkpension, måske ikke en fuld pension, men dog noget mere end det, som repatrieringsordningerne giver mulighed for. Kunne man ikke forestille sig, at vi nærmede os lidt mere det, de ville have ret til i pension, end det, som repatrieringsordningerne giver mulighed for? Ville det ikke være en god aftale både for Danmark og for de mennesker, vi taler om? Jeg er med på, at det ikke skal have en eller anden form for effekt, som gør, at flere søger mod Danmark, men vi kunne eventuelt afgrænse det til folk, der har fået opholdstilladelse f.eks. før en eller anden bestemt dato.

Ordføreren.

Jeg skal være sikker på, at jeg forstår spørgsmålet korrekt. Jeg vil sige, at hvis jeg har forstået det korrekt, kan man selvfølgelig lave nogle afgrænsninger af det, og det kan vi sagtens kigge på, men vi giver meget høje ydelser, både engangsydelser og løbende ydelser til de mennesker, som ønsker at vende tilbage til f.eks. Tyrkiet, men det kan også være andre lande. Hvis vi går ind og regulerer de her ydelser opad, som jeg forstår spørgsmålet, skal man gå ind at kigge på, hvad man gør i andre europæiske lande, for som jeg forstår det, ligger vi ret højt i repatrieringsydelser, både i engangsydelser og i de løbende ydelser. Så vi skal sørge for, at Danmark ikke bliver et land, som man kommer til, fordi man ved, at man kan få støtte til at rejse tilbage til det land, som man kom fra. Det er bare nogle af de ting, som vi skal tænke godt og grundigt over, inden vi går ind og hæver de enkelte ydelser.

Men igen, vi er åbne over for at diskutere, om man kan gøre mere i forhold til at få flere til at vende tilbage frivilligt, men det vigtigste for Dansk Folkeparti, og det tror jeg også er det bedste, er, at vi kigger på, hvordan vi kan sende flere tilbage med tvang.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er hr. Marcus Knuth som ordfører for Venstre.

Vi behandler her et lovforslag, der styrker en vigtig ordning, nemlig repatriering. Ordningen er i vores øjne vigtig af flere årsager. Den primære årsag er selvfølgelig, at den øger incitamentet til at vende hjem for f.eks. den gruppe af udlændinge, der måske ikke er blevet integreret i det danske samfund, eller måske fordi deres land er blevet fredeligt igen, eller af andre årsager. Det kan selvfølgelig også være, at man ganske enkelt bare ønsker at vende tilbage til hjemlandet, som vi lige før diskuterede det i forhold til folk, der er kommet hertil fra Tyrkiet. Men uagtet hvilken gruppe det er, synes vi, at man skal give dem de bedst mulige vilkår for at vende tilbage, og det hjælper det her lovforslag med.

Ordføreren for Socialdemokratiet har allerede opsummeret de forskellige initiativer, og jeg synes, at det er nogle rigtig, rigtig gode initiativer, især det, at man f.eks. kan tage nogle ydelser med sig eller kan få støtte til anskaffelse af de nødvendige id-dokumenter. Lovforslaget medfører en samlet merudgift, og det er en merudgift, vi gerne tager med, for vi ser jo ofte, at især udlændinge på kanten af samfundet er en bekostelig affære for staten, så jeg tror, at den her ordning i sig selv vil være en rigtig fornuftig ordning, også selv om der er merudgifter.

I Danmark skal vi hjælpe dem, der kommer hertil, og som har behov for vores støtte og beskyttelse, men det er lige så vigtigt at hjælpe dem, som vi kan få hjem igen, tilbage til deres hjemland. Lovforslaget hjælper med netop det ved at gøre en god ordning endnu bedre og ikke mindst ved at udbrede kendskabet til den gennem kommunerne. Derfor støtter Venstre dette lovforslag.

Tak til Venstres ordfører. Den næste i rækken er hr. Nikolaj Villumsen som ordfører for Enhedslisten.

Tak for det. Enhedslisten støtter at forbedre mulighederne for flygtninge til at vende frivilligt hjem til deres hjemland. Det er positivt, at mulighederne for at lave rekognosceringsbesøg samt til at få støtte i forbindelse med hjemrejsen forbedres. Vi så med mange bosniske flygtninge, at de efter den forfærdelige borgerkrig i 1990'erne valgte at vende hjem, da krigen var ovre. Her havde mange god fordel af den uvildige rådgivning, de fik af Dansk Flygtningehjælp.

Samtidig vender vi os klart imod påstanden om, at repatriering er bedst for alle flygtninge. Det er klart, at hvis en flygtning har boet kort i Danmark og forholdene i hjemlandet pludselig markant forbedres, så der skabes en varig og stabil fred i landet, så skal personen selvfølgelig hjem, men har en flygtning været i mange år i Danmark, skal personen selvfølgelig have lov til at blive. Det er jo vigtigt at bemærke, at det, der karakteriserer de større flygtningegrupper, der befinder sig i Danmark, iranere, palæstinenserne, kurdere, syrere og eritreere, jo er, at det er grupper, som alle sammen har det tilfælles, at undertrykkelsen og krigene i deres oprindelseslande har stået på i årtier og desværre ikke inden for en nær fremtid ser ud til at være ovre.

Endelig kan vi bakke fuldt op om høringssvarene fra Kommunernes Landsforening om, at det skal fremgå præcis, at muligheden for repatriering ikke skal bringes op til hver samtale, da det vil være fuldstændig absurd spild af tid, samt pointen fra Institut for Menneskerettigheder om, at konsekvensen for opholdstilladelsen i Danmark skal indgå i informationen, som folk modtager fra kommunerne.

Endelig deler vi pointen fra Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors om, at overdreven fokus på repatriering kan være både demotiverende og skadelig for integrationen. Det er afgørende, at der er tale om hjælp til flygtninge, der selv ønsker at vende frivilligt hjem, og at der er tale om uvildig rådgivning, der ikke har et facit klar på forhånd, men sikrer den korrekte information, også om udfordringerne ved at vende tilbage.

På den baggrund kan Enhedslisten støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Laura Lindahl som ordfører for Liberal Alliance.

Med forslaget her lægges der op til, at man på forskellig vis styrker repatrieringsordningen. Den skal gøres mere fleksibel, så det f.eks. bliver lettere at få støtte til flytning af personlige ejendele, støtte til erhvervsudstyr eller til at bibeholde offentlige ydelser, mens man finder sig til rette i sit hjemland. Set fra et strengt principielt synspunkt er det en lille smule urimeligt, at man skal kunne modtage den her særlige støtte, men rent økonomisk er det en god investering for Danmark, fordi de repatrierede i gennemsnit har en meget ringe tilknytning til det danske arbejdsmarked.

Vi kan jo konstatere i Danmark, at integrationen af mennesker fra tredjelande ikke har været særlig vellykket, at indvandringen har medført relativt store økonomiske og sociale problemer, og i Liberal Alliance synes vi, at det er fornuftigt, at vi forsøger at begrænse de problemer ved at øge de her menneskers incitamenter til at tage hjem. Vi støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Så er vi kommet til fru Josephine Fock som ordfører for Alternativet.

Tak for det. Lovforslaget, som vi behandler her, om ændring af repatrieringsloven og integrationsloven og lov om sygedagpenge og lov om arbejdsløshedsforsikring handler jo samlet set om at styrke incitamenter til repatriering og om en systematisk kommunal vejledningspligt i forhold til at få folk til at vende hjem. Der er ingen tvivl om, at vi i Alternativet bifalder de forbedrede økonomiske rammer, som der er lagt op til i lovforslaget, i forhold til at hjælpe de flygtninge, som gerne vil vende hjem.

Jeg er knap så positivt stemt over for den del af lovforslaget, som handler om, at kommunerne bliver pålagt at vejlede stort set hver eneste gang, de har kontakt med flygtninge. Det synes jeg er problematisk, for det, der er helt afgørende, er, at folk og flygtninge skal have mulighed for at tage stilling til, om de synes, at det er trygt nok for dem at vende tilbage. Det vil sige, at det skal hvile på et frivilligt grundlag.

Der hæfter jeg mig selvfølgelig også meget ved KL's høringssvar, hvor man er bekymret, endog meget bekymret – sådan som jeg læser det – hvis det skal være sådan, at kommunen hver eneste gang, der skal ske en opfølgning på f.eks. integrationskontrakten i jobcentre osv., skal vejlede om det her, selv om det ikke er relevant. Det er decideret kontraproduktivt for den integration, som vi alle sammen ønsker skal ske. Samtidig peger både Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp på, at det vil vanskeliggøre integrationsprocessen, hvis alle udlændinge – og det vil sige mennesker, som fortsat ikke kan vende tilbage, fordi de har et beskyttelsesbehov – konsekvent skal mødes i det offentlige med vejledning om repatriering, selv om det ikke er en mulighed.

Vi synes også, som Dansk Flygtningehjælp påpeger, at det kan sende et uhensigtsmæssigt signal til nye danskere og mennesker på flugt, som ønsker at bo i Danmark og bidrage til det danske samfund, hvis de konsekvent skal møde en sådan vejledning.

Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig, hvis det kunne lade sig gøre at få opdelt lovforslaget i to dele, sådan at den ene del af lovforslaget handler om økonomien, som Alternativet selvfølgelig kan bifalde, hvorimod vi synes, at den anden del skal handle om den der meget tvungne vejledning, hvor det ikke er relevant, og have sit eget særskilte lovforslag. Hvis vi ikke kan få mulighed for at dele lovforslaget op, ender Alternativet med at stemme nej til det samlede lovforslag.

Tak til Alternativets ordfører. Så er turen kommet til fru Sofie Carsten Nielsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. Generelt er vi i Radikale Venstre positivt indstillet over for lovforslaget. Vi vil gerne, som også nogle af de tidligere ordførere gør, gøre opmærksom på Institut for Menneskerettigheder, der opfordrer til at informere om alle de rettigheder, man har, og de konsekvenser, der følger af lovforslaget, så det ikke kun er, om jeg så må sige, den ene side af medaljen, der bliver gjort opmærksom på, når man bliver vejledt om repatriering. Det er kun retssikkerhedsmæssigt rimeligt, at de får alt at vide, og at intet forholdes for de mennesker.

Generelt er vi positivt indstillet. Jeg er også, som nogle af de tidligere ordførere også giver udtryk for, noget bekymret på baggrund af en række høringssvar, ikke så meget i forhold til den vejledningspligt, som kommunerne bliver pålagt, men i forhold til at man skal kunne få resultattilskud for at repatriere. Det bliver jo nok noget tilfældigt, og det synes jeg sådan set blot er en mærkelig forskelsbehandling af kommuner og et mærkeligt incitament at have. Ligesom Dansk Flygtningehjælp skriver i høringssvaret, mener vi i Radikale Venstre ikke, og det er der da heldigvis også historiske belæg for, at integration og repatriering er hinandens modsætninger, måske tværtimod.

De bedste erfaringer, vi har for repatriering, er med de tidligere flygtninge fra Jugoslavien i 1990'erne, og de bedste resultater med repatriering, altså der, hvor flest er taget tilbage for at genopbygge, er i de kommuner, der allerallerhurtigst fik de på daværende tidspunkt flygtninge i arbejde og integreret. Så det er verdens bedste reklame for integration at arbejde fra dag et. Hvis man rigtig mener det med repatriering, burde man bruge alle sine kræfter på at sikre en god integration og en god og hurtig indgang til arbejdsmarkedet, for det er de eneste håndfaste resultater, vi har, for, at det rigtig kan lykkes.

Tak til ordføreren. Så er vi kommet til hr. Holger K. Nielsen som ordfører for SF.

Det her lovforslag er jo en del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det er jo så, kan man sige, endnu en illustration af, at også en blind høne kan finde et korn af og til. For det her er faktisk et ganske fornuftigt lovforslag med nogle ganske jordnære forbedringer i forhold til repatriering og med større fleksibilitet, bedre muligheder osv. Derfor kan vi støtte det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Den næste på talerstolen er hr. Naser Khader som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

I Danmark har vi hjulpet tusindvis af flygtninge, der er flygtet fra krig og ufred i tidens løb, og også mange indvandrere har haft mulighed for at arbejde og bidrage til det danske samfund. En del er blevet integreret og er blevet en del af Danmark og har skabt et liv i Danmark. Andre er mentalt et helt andet sted og deltager ikke i det danske samfund og har måske endda heller ikke et ønske om det. Nogle af dem vil gerne hjem, og det skal vi hjælpe dem med. Derfor blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om med finansloven for 2018 at styrke mulighederne og incitamenterne for flygtninge og indvandrere til at vende hjem.

I lovforslaget er der fokus på at ændre de dele af ordningen, som letter hjemrejsen og de udfordringer, der opstår, når man skal starte på en frisk i sit hjemland. Vi indfører bl.a. støtte til anskaffelse af identitetspapirer, ligesom vi giver mulighed for at beholde offentlige ydelser, når man tager til hjemlandet for at finde ud af, om man skal vende tilbage permanent. Vi ændrer også grænsen for støtte til transport af ejendele fra 2 m³ til 30.000 kr. Det er meget nemmere for kommunerne at administrere. Derudover indfører vi en vejledningspligt for kommunerne, så man altid skal tage repatriering op i en relevant sag. Det giver sig selv, at hvis vi skal have flere til at flytte hjem, skal de også vide, at muligheden er der.

Danmark skal hjælpe flygtninge, så godt vi kan, men det er aldrig den bedste løsning at forblive på offentlig forsørgelse. Det er meget bedre, at man kommer hjem og hjælper med at opbygge sit hjemland der, hvor man kan sproget og kender kulturen. Derfor er vi i Det Konservative Folkeparti positivt indstillet over for dette lovforslag.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til udlændinge- og integrationsministeren.

Jeg vil også gerne sige tak for debatten om det her lovforslag, som jo har nydt en relativt bred opbakning, endda også fra Socialistisk Folkeparti, hvilket er overraskende og dejligt, vil jeg sige – absolut.

Repatrieringsordningen er et vigtigt element i den integrationspolitik, som regeringen fører. I Danmark skal vi hjælpe dem, der kommer hertil, og som har behov for beskyttelse. Vi skal hjælpe dem i den periode, hvor de har brug for beskyttelse, men samtidig er det også vigtigt, at de, der ikke falder til her, og som ønsker at vende tilbage til deres hjemland, når situationen i landet tillader det, får de bedste muligheder for det. Det gælder både for flygtninge, hvor omstændighederne i hjemlandet nu gør, at de kan vende tilbage og fortsætte den tilværelse, som de havde før krigen og forfølgelsen, og før de blev tvunget til at rejse hertil. Men det gælder også for indvandrere, der har været mange år i Danmark, men som kunne have et ønske om at tilbringe f.eks. deres alderdom sammen med familien i hjemlandet.

Så skal vi ikke være blinde for, at der i det danske samfund i dag er en gruppe af udlændinge, som er uden uddannelse, uden job og dermed reelt også står uden for samfundet, og som enten ikke kan eller har et ønske om at blive integreret, og som dermed ikke er en aktiv del af det danske samfund. Her er en fremtid i hjemlandet et langt bedre alternativ for alle parter frem for en fortsat tilværelse i yderkanten af det danske samfund. I hjemlandet kan man sproget, man kender kulturen, og man har lettere ved at falde til. Her kan vi se, at netop repatrieringsordningen faktisk giver en målrettet hjælp, og pengene går i stort omfang til at støtte de mennesker, der netop ingen tilknytning har til det danske arbejdsmarked. I 2016 fik vi gennemført en analyse, som viste, at der kun var 7 pct. af dem, der blev repatrieret i den arbejdsdygtige alder, der var i beskæftigelse her i Danmark.

Tilbage i juni 2017 forbedrede vi ordningen ved bl.a. at indføre øget hjælp til sygeforsikring og hjælp til udgifter til skolegang i hjemlandet til familier med skolesøgende børn, og så genindførte vi et resultattilskud til kommunerne på op til 25.000 kr. for hver udlænding, man fik repatrieret.

Med det her lovforslag styrker vi yderligere incitamenterne til at repatriere, og vi skruer op for den løbende rådgivning i kommunerne. Ændringerne gennemfører dele af aftalen, der hedder »Fokus på tilbagevenden til hjemlandet«, som var en del af finanslovsaftalen for 2018, som regeringen jo indgik med Dansk Folkeparti i december 2017. Med lovforslaget bliver der bedre mulighed for at give støtte til erhvervsudstyr, der er egnet til at fremme udlændinges beskæftigelsesmuligheder i hjemlandet. Vi fjerner bureaukratiet omkring, at udstyr specifikt skal vurderes som egnet til at genopbygge landet, og det gør støttemulighederne mere fleksible.

Vi lægger også op til, at der i repatrieringsloven indføres en øvre grænse på 30.000 kr. for, hvor meget der kan gives i støtte til transport af personlige ejendele. Samtidig fjerner vi den tidligere bestemmelse om, at der højst kan ydes betaling af udgifter til transport af ejendele, der fylder 2 m³. Vi foreslår også at indføre muligheder for, at udlændinge som alternativ til transport af personlige ejendele kan få op til 30.000 kr. til køb af bohave i deres hjemland. Så i stedet for at vi betaler større beløb for at flytte deres ting, kan de købe nye møbler, f.eks. i hjemlandet.

Med lovforslaget lægger vi også op til, at flere udlændinge kan bibeholde deres offentlige ydelser, mens de er på rekognosceringrejser i hjemlandet. For at man kan vende hjem, skal man selvfølgelig også have de nødvendige identifikationspapirer. De skal være i orden, men der er lande, der ikke har en pasudstedende repræsentation i Danmark, og derfor må den enkelte udlænding rejse til den nærmeste repræsentation for at få et nationalitetspas. Den rejse indfører vi nu mulighed for at man kan få støtte til.

For at man kan få gavn af repatrieringsordningen og de nye tiltag, kræver det selvfølgelig – og det er helt afgørende – at man kender ordningen. For at udbrede kendskabet til repatrieringsordningen yderligere lægger vi derfor endelig op til at genindføre forpligtelsen for kommunerne til løbende at vejlede udlændinge om repatriering i alle de samtaler, som kommunen har med borgerne i den generelle integrations- og beskæftigelsesindsats.

Jeg meget godt tilfreds med, at vi nu med det, der er lagt frem her i dag, udbreder kendskabet til den her ordning, men jo selvfølgelig også, at vi gør en allerede god ordning endnu bedre, og at der bliver flere støttemuligheder, for at dem, der alligevel ikke kan eller vil falde til her i landet, kan komme hjem til det hjemland, de oprindelig kom fra.

Således ministerens ord. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er jo ganske udmærket, at vi nu gør lidt mere for at se, om ikke vi kan overtale flere til at vende frivilligt tilbage til deres hjemlande. Det er jo noget, som Folketinget har beskæftiget sig meget med inden for de seneste år, og der er blevet gennemført flere ændringer af repatrieringsordningen i forhold til frivillig repatriering. Men til trods for at der er gennemført mange ændringer, er det jo begrænset, hvor mange der rejser tilbage. Hvis man kigger på, hvor mange der er kommet til Danmark, og så kigger på, hvor mange der rejser frivilligt tilbage til deres hjemlande, kan man jo ikke ligefrem sige, at det sådan har været en dundrende succes.

Derfor mener vi jo i Dansk Folkeparti – det her forslag er selvfølgelig udmærket, og det er godt – at der er behov for, at man har mere fokus på den del, der handler om, hvordan vi kan sende folk tilbage til deres hjemlande med tvang. For det bliver vi simpelt hen nødt til at gøre mere ud af. Så jeg vil høre, om ministeren vil være indstillet på, at vi diskuterer, hvordan vi i endnu højere grad, ud over alle de initiativer, vi er enige om, kan sørge for, at myndighederne sender flere personer tilbage til deres hjemlande, også ved brug af tvangshjemsendelser.

Ministeren.

Altså, nu må man sige, at det, vi diskuterer her i dag, jo netop er frivillig hjemrejse, og at man endda bliver støttet i den frivillige hjemrejse. Men jeg kan garantere hr. Martin Henriksen for, at det at få sendt udlændinge ud af landet, som f.eks. ikke har ret til at være her, jo er noget af det, der fylder rigtig, rigtig meget for mig. Og det mener jeg også det skal, for har man ikke ret til at være her, skal man selvfølgelig forlade landet. Nogle vil ikke gøre det frivilligt, og så må der nogle gange tvang til.

Men jeg tror også, hr. Martin Henriksen er meget bekendt med, at der jo er lande, som ikke tager imod deres egne borgere, medmindre de er rejst frivilligt. Der skal vi bestemt sætte ind, og det gør vi. Jeg bruger, vil jeg sige, mere og mere af min tid på netop at forhandle med nogle af de her lande, for det er en fuldstændig uholdbar situation, at mennesker, der ikke har ret til at være i Danmark, som f.eks. ikke har et beskyttelseskrav, fortsat er her. Så jeg kan sige til hr. Martin Henriksen, at det er noget, der fylder rigtig meget, ikke bare for mig, men selvfølgelig også for resten af regeringen, og det er jeg klar over at det også gør for Dansk Folkeparti.

Spørgeren.

Jeg er helt med på, at regeringen og også ministeren gør en indsats og også får gjort noget, synes jeg, ved at tale med andre lande om, at de skal tage imod deres egne statsborgere. Men man kan sige, at det første skridt i forhold til at sende folk ud jo er, at man inddrager deres opholdstilladelse. Og der har man fra udlændingemyndighedernes side kigget på de sager, der ligger om folk fra Somalia, hvor man har inddraget eller nægtet forlængelse af opholdstilladelser for en del personer. Men vi kunne godt tænke os fra Dansk Folkepartis side, at man udvidede det til også at gælde andre landegrupper og personer, som befinder sig i Danmark.

Så spørgsmålet er egentlig, om ministeren vil være indstillet på, at man gør mere ud af den indsats, der handler om, at man skal inddrage eller nægte forlængelse af opholdstilladelse til personer, som kommer fra andre lande end Somalia, men som opholder sig i Danmark. For ja, vi kan komme et stykke i forhold til frivillig repatriering, men vi bliver også nødt til i langt højere grad at tage fat på at forklare de her mennesker, at de skal vende tilbage til deres hjemland. Gør de det frivilligt, er det fint, men vil de ikke det, bliver vi nødt til i højere grad at sende flere hjem med tvang. Så vil man udvide den indsats, som er for øjeblikket?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at vi selvfølgelig har en forpligtelse til hele tiden at kigge de her sager igennem. Så er det rigtigt, som hr. Martin Henriksen sådan indirekte peger på, at vi jo i fællesskab har opprioriteret det, og det har vi via aftaler i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det har også betydet, at flere har fået inddraget deres opholdstilladelse. Men for at sige det lidt firkantet: Det nytter ikke noget bare at inddrage opholdstilladelsen, hvis ikke vi kan få de her mennesker sendt ud af landet igen. Tingene hænger rimelig meget sammen.

Men jeg kan i øvrigt opmuntre hr. Martin Henriksen med, at det er mange år siden, vi har haft så få i udsendelsesposition, som vi har nu, og det tilskriver jeg i høj grad den temmelig aktive måde, vi arbejder med det her område på, simpelt hen ved at få sendt de folk ud, der ikke har ret til at være her.

Den næste spørger er hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Nu har jeg ikke nogen sådan gallupundersøgelse i ryggen, men hvis jeg stiller mig ned med en bunke socialdemokratiske roser foran Bilka i Ishøj og snakker med folk, bliver jeg altid forbløffet over, hvor mange der egentlig er interesseret i de her repatrieringsordninger, hvor mange der har spørgsmål til dem. Et af de spørgsmål, folk stiller, er: Hvis de har et dobbelt statsborgerskab, hvorfor er det så egentlig ikke muligt for dem at frasige sig deres danske statsborgerskab og så benytte sig af den her ordning?

Der bliver jeg dem altid svar skyldig, hvorfor gør vi egentlig ikke bare det? Er regeringen med på det?

Ministeren.

Det ville i hvert fald være en forudsætning, at man frasagde sig det danske statsborgerskab. Men jeg synes da, vi må prøve at kigge på, hvilke muligheder der er, og det vil jeg meget gerne være med til at diskutere – også hvilke hindringer der eventuelt ville være for det. Men det er jo klart, at en forudsætning i hvert fald er, at man så ikke længere skal kunne opnå nogen goder her.

Spørgeren.

Et andet spørgsmål, folk har, handler om, at der f.eks. er mange, der gerne vil flytte til Tyrkiet. Men de har stadig væk familie, der bor i Danmark, og de vil gerne hurtigt kunne komme til Danmark, hvis der opstår sygdom i familien eller de skal til en begravelse eller noget. Og de er lidt trætte af at skulle til Ankara og søge visum hver gang. Der er ventetid og sådan noget. Der kunne det jo være godt, hvis man kunne give de personer, der er repatrieret, et nationalt begrænset visum. Men det kan jeg så forstå ikke er noget, vi i Danmark bare selv kan beslutte, at det er nogle internationale regler.

Men her vil jeg gerne høre, om regeringen er indstillet på så internationalt at arbejde for, at det bliver muligt at udstede et nationalt begrænset visum, f.eks. til Tyrkiet, som nok er det land, vi har modtaget flest indvandrere fra.

Ministeren.

Altså, for det første kan der ligge noget internationalt. For det andet er der også noget principielt i, at man jo heller ikke bare skal kunne plukke alle frugterne på alle mulige måder og have alle goder. Jeg ser gerne, at hvis man ikke er faldet til her, må man rejse tilbage til det hjemland, man kommer fra, og så er man der efter min mening ligesom på samme vilkår, som hvis man ikke havde været i Danmark. Sådan må det være. Man kan ikke bare plukke alle de gode frugter og så lade alle de andre hænge – og så skal vi i øvrigt bare lige betale. Altså, der må også være en grænse.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.