Der er utrolig mange udenlandske virksomheder, som kommer til landet og tjener nogle gode penge uden at overholde de regler, vi har, og så stikker de af igen bagefter.
Dette bliver på ingen måde bedre, desværre, og det mener jeg bestemt ikke – og det tror jeg ikke der er ret mange af os der gør – at vi skal finde os i, så det er vi selvfølgelig nødt til at tage meget alvorligt.
For at sikre, at Arbejdstilsynet kan håndhæve de her regler om f.eks.
bedre arbejdsmiljø over for udenlandske virksomheder, der arbejder i Danmark, så skal de her virksomheder jo indregistrere sig i det, vi kalder RUT, altså et register for udenlandske tjenesteydere.
Det har eksisteret i nogle år efterhånden, og man kan altid spørge sig selv, om det her register så virker.
Der kan man i lovforslaget se noget ganske interessant:
Hvis man kigger på dem, som ikke står i det her register, vil man se, at 57,2 pct.
af dem har fået et alvorligt påbud i forbindelse med en eller anden arbejdsmiljøsituation, men hvis man kigger på dem, som står i registeret, vil man se, at det tal er nede på 1,5 pct.
Så det vil sige:
Ja, registeret virker skam, og det virker skam rigtig godt.
Problemet er bare, at der er rigtig mange, der ikke tilmelder sig det her register.
Hvis man ikke gør det, får man et påbud, og hvis man ikke reagerer på det og melder sig ind i registeret, så får man en bøde på 10.000 kr.
Det har så bare vist sig, desværre, at mange virksomheder er ligeglade og undlader at betale, og at andre virksomheder betaler, men retter ikke ind og melder sig ikke ind i det register, og så når de jo nok at tage hjem, inden man kan følge op på det.
De tænker, at det er en meget billig måde at slippe for det på.
Det er der desværre mange eksempler på, og det er jo også noget, vi i Socialdemokratiet har råbt højt om længe.
Vi mener, at det er et stort problem, og at vi rent faktisk skal gøre noget ved det her.
Så er det jo selvfølgelig glædeligt at se, at der er lavet en aftale mellem regeringen og DF, hvor det nu foreslås at give dagbøder, indtil det her bliver bragt i orden, altså indtil man melder sig ind i registeret, samt at Arbejdstilsynet vil videregive oplysninger om arbejdssted til arbejdsmarkedets parter, som så kan følge sagen op.
Jeg synes, det er nogle meget fine små skridt for at stramme op over for de her virksomheder, der kommer til landet og snyder og bedrager vores samfund.
Men når jeg siger små skridt, er det jo, fordi vi i Socialdemokratiet eksempelvis gerne vil gøre bøderne større, så de her firmaer vil rammes endnu hårdere på deres pengepung, altså så det vil gøre endnu mere ondt på dem, samt på en eller anden måde sikre os, at det ikke sker igen for samme firma, når de kommer hen til et andet arbejdssted eller kommer tilbage til landet igen.
De kan jo sådan set bare stikke af, og når de så kommer tilbage igen, er alt glemt, og så kan de starte forfra.
Vi mener, at det stadig væk er for nemt og stadig væk for billigt for firmaerne at snyde og bedrage, og her mener jeg bestemt ikke vi skal lægge fingrene imellem.
Så med de ord stemmer Socialdemokratiet for lovforslaget, men jeg tror godt, det kan høres, at vi bestemt mener, at man godt kan gå endnu længere.