Det værste ved det her lovforslag er, at der er nogle større perspektiver ved det.
Det her er ikke bare et lovforslag, som sådan lige udmønter noget i enden af det energiforlig, hvor man lige skulle have udmøntet noget mere vedvarende energi.
Det, som er det foruroligende i det, er, at hvis det er Finansministeriet, som skal definere rammevilkårene i den næste energiaftale for de næste 10 år, gør det mig bekymret, altså hvis ikke man kan se på de her høringssvar og komme frem til, at man altså er nødt til at udvælge den udbudsform, hvor man får flest mulige megawatt for pengene.
Og det gør man ikke her, og det synes jeg er drønærgerligt.
Jeg synes, det er vigtigt, at vi i den udvalgsbehandling, vi får, får det præciseret og måske får lavet et ændringsforslag, som klarere siger, hvordan man evaluerer på det her.
For et er, at der er et flertal, der vil gennemføre det her, og det må vi acceptere, men hvordan er det så, man vil evaluere det, for at Venstres ordfører kan evaluere på, om det er en smart eller usmart måde?
Vi kan se det bagefter, og jeg synes, det er væsentligt, at vi inddrager branchen, for det er jo sådan set også det, de beder om i et høringssvar, altså at de gerne vil inddrages, når det her skal evalueres, og det svarer man bare nølende på, som om man ikke er interesseret i det.
Jeg synes da, vi skal inddrage flest mulige i evalueringen af det her lovforslag, når vi engang har fået afviklet de her to udbud.
Så synes jeg heller ikke, det er smart, at man ikke kører efter, at der findes et energimiks i vores elforsyning, som kan være bedre end andet.
Vi skal frem til, at der er 15-20 pct.
el i vores elforsyning, som kommer fra solceller, men det negligerer man bare, for man vil sende det i udbud, og så får vi ligesom at se, om der kommer noget smart ud af det.
Så synes jeg også, det er ærgerligt, at man ikke lytter lidt mere til høringssvarene i forbindelse med den garantiordning, der har været indtil nu, hvor nye projekter kunne få en støtte på 500.000 i en opstart, for udviklingen er løbet fra det lille beløb, og det beløb bør sådan set sættes op, men det imødekommer man ikke i det her.
Så er der stadig væk en bekymring ude i branchen, om man er klar med regler og vilkår omkring nettilslutning, sådan at de aktører, som gerne vil komme med et bud på sol eller vind, har en vished for, at energiselskaberne i hele Danmark ved, hvordan de skal definere, hvad det koster at blive nettilsluttet.
Og der har jeg tidligere spurgt ministeren, hvor ministeren sagde, at det ville komme på plads.
Jeg kan se, at branchen stadig væk er bekymret i forbindelse med de retningslinjer, der skal være for de selskaber, der skal definere, hvad det kommer til at koste, for branchen er stadig væk usikre på, om det kan nås.
Og det synes jeg kunne være væsentligt at få at vide fra ministerens mund igen i dag, altså om man er sikker på, at retningslinjerne er der i god tid, inden firmaerne skal komme med udbud om en pris for den her solcelle- eller vindmølleudbygning.
Så synes jeg også, det er en skam, at vi ikke har kunnet håndtere de bygningsintegrerede solceller i det her udbud på en eller anden måde, så vi fik fremmet det.
Jeg har tidligere hørt, at det kan man støtte via EUDP-midler osv., og det er også rigtigt, men der er det rigtig ærgerligt, at de midler, der er til forskning og udvikling på energiområdet i Danmark, nu ligger på et langt lavere niveau, end de har gjort tidligere.
Der er virkelig noget, der skal genoprettes, så de teknologier, som med tiden kan blive en succes, kan blive fremmet.
Kan man så stemme imod sådan et lovforslag her?
Ja, det er lidt svært, for det er jo en udbygning af vedvarende energi, men jeg synes ikke, at vi i Enhedslisten vil tage ansvar for, at regeringen og Dansk Folkeparti vælger en model, hvor man får halvt så meget for pengene, så det ender nok med, at vi stemmer blankt til det her forslag, for vi kan ikke tage ansvar for noget, som er så økonomisk uansvarligt som det her, men jeg må da erkende, at det jo er en udbygning af den vedvarende energi, og så må vi sikre, at der bliver evalueret på bedste vis, så man ikke laver fejltagelser i fremtiden.