Tak for det.
Jeg tror, at jeg vil starte med at knytte et par enkelte bemærkninger til nogle af de ordførertaler, der har været.
Først vil jeg sige til hr.
Mattias Tesfaye, at jeg synes, at det var en lidt speciel bemærkning, i forhold til at it-specialister fra Indien godt kunne få mindre i løn end en dansk it-specialist.
Det forstår jeg sådan set ikke udgør et problem.
Vi mener i Dansk Folkeparti, at det selvfølgelig udgør et problem, det må jeg sige.
Der er ikke nogen grund til, at vi betaler for, at borgere i Danmark får en uddannelse og ikke bruger den.
Det koster jo mange penge at uddanne folk på universiteterne, og så skal vi selvfølgelig også benytte den arbejdskraft og den uddannelse, som de har fået, og hvis de kan få et arbejde i en virksomhed herhjemme, foretrækker vi selvfølgelig, at de kommer ud og arbejder og på den måde også betaler tilbage til det samfund, som har betalt for uddannelsen, og der er det selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, hvis det forekommer, at der så er nogle fra udlandet, der også kommer med en god uddannelse, men som så er villige til at gå til en lavere løn.
Det synes vi er et problem, hvis der er tale om, at det sker for håndværkere, men også, hvis der er tale om, at det sker for folk herhjemme, som eksempelvis har en universitetsuddannelse.
Så sagde Venstre – sådan hørte jeg det i hvert fald – at Dansk Folkeparti vil lukke Danmark af med det her forslag.
Det passer ikke.
Det vil Dansk Folkeparti ikke, men det her forslag, det vil jeg gerne understrege, gør jo ikke, at det vil være umuligt at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark.
Det gør jo sådan set bare, at man skal dokumentere, at man har forsøgt at finde arbejdskraften i Danmark, og har man så det, og kan man ikke det, bliver der så mulighed for at hente udenlandsk arbejdskraft op på ordningen fra et ikke-EU-land.
Så vil jeg godt sige tak til Enhedslisten og til SF for de pæne ord og opbakningen.
Det vil jeg selvfølgelig meget gerne kvittere for.
Så vil jeg sige til De Radikale, fru Sofie Carsten Nielsen, der sagde, at det var en lex Tican, at det er det ikke.
Det her har ikke noget med Tican at gøre overhovedet.
I forhold til ministeren, som siger, at vi skal være åbne, og at vi ikke må udelukke udenlandsk arbejdskraft, vil jeg bare igen sige, at vi så heller ikke udelukker udenlandsk arbejdskraft med den her ordning.
Vi har jo ad et par omgange strammet den del af udlændingelovgivningen, som handler om udenlandsk arbejdskraft, og til trods for Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening og regeringens påstand om, at dansk økonomi nærmest ville gå i stå og virksomhederne, må man forstå, i stor stil ville flygte ud af landet, må vi jo bare konstatere, at landet sådan set står endnu, og at det sådan set går meget godt med økonomien, må man forstå, selv om man har lavet nogle ændringer i den del af udlændingelovgivningen, der handler om mulighederne for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.
Det vil også være muligt fremadrettet, såfremt det her forslag bliver vedtaget.
Jeg synes, at det er et afbalanceret og et meget rimeligt forslag.
Vi mener i Dansk Folkeparti som sagt, at hvis det danske samfund har betalt for, at en dansker har taget en lang universitetsuddannelse, giver det ikke nogen mening at tillade, at højtuddannet udenlandsk arbejdskraft kommer ind og udkonkurrerer den dansker på lønnen.
Jeg kan simpelt hen ikke se logikken i det.
Ud fra et snævert virksomhedsperspektiv kan jeg godt se logikken, men vi mener i Dansk Folkeparti, at Danmark skal styres som et land og ikke som en virksomhed, og derfor skal man selvfølgelig tage hensyn til virksomhederne og deres behov for arbejdskraft, det skal man, men der er bare også nogle andre hensyn, som man skal tage.
Hvis det er, at man tillader udenlandsk arbejdskraft, også højtuddannet udenlandsk arbejdskraft at komme ind og udkonkurrere en dansker på lønnen – som vi har brugt mange penge på at uddanne – bliver vedkommende, han eller hun, jo parkeret på offentlig forsørgelse, og det er ikke fornuftigt.
Det er ufornuftigt.
Vi vil gerne værne om det danske arbejdsmarked, og vi vil gerne beskytte danske lønmodtagere.
Det vil vi, når der er tale om håndværkere, og det vil vi også, når der er tale om danskere, som har taget en længere uddannelse.
I Dansk Folkeparti accepterer vi udenlandsk arbejdskraft, men det skal være afbalanceret, og der skal være et reelt behov.
Det er sådan set baggrunden for lovforslaget.
Vi mener, at kravet om at dokumentere, at man har søgt iblandt personer med lovligt ophold, forekommer at være et rimeligt krav.
Det bør være nemt for virksomhederne at leve op til de nye dokumentationskrav, i og med at de danske erhvervsorganisationer bredt fremhæver, at der mangler arbejdskraft, og det må alt andet lige være nemt at dokumentere denne opfattelse, som man jo bredt og gentagne gange har udtalt sig om i medierne.
Så det er vores opfattelse, at det sagtens ville kunne lade sig gøre, og herudover, som flere også har været inde på, foreslår vi så, at man ikke må aflønne under gennemsnitslønnen, altså, man må ikke bruge beløbsordningen til at presse lønningerne nedad.
Så hvis ikke man kan finde arbejdskraften i Danmark, og hvis ikke man underbetaler inden for en faggruppe, som man nu vil ansætte en udlænding i, får man lov til med det her forslag at hente arbejdskraften herop.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er lidt overrasket over, at Socialdemokratiet ikke kan støtte forslaget, men der er jo altid den mulighed, at man kan komme på bedre tanker i løbet af udvalgsbehandlingen.
Det skal være ordene.