Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
L 187
Offentligt
1884244_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 23. april 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 23 til L 187, forslag til forslag til lov om
ændring af lov om kystbeskyttelse, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete
projekter (VVM), lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love. (Ny
kompetencefordeling og forenkling af sagsbehandling i forbindelse med kystbeskyttelse m.v.).
Spørgsmål nr. 23 til L 187
”Med lovforslaget overtager kommunerne som noget helt nyt dispensationer fra eksisterende
fredninger i forbindelse med kystbeskyttelsestilladelser fra de fredningskyndige fredningsnævn.
Fredningsnævnene har dommere som formænd og folkevalgte som medlemmer. Kan kommunen i sin
afgørelse i forhold til fredninger vægte lokale hensyn højere end nationale hensyn og således beslutte
en kystsikring, der kan betyde ødelæggelse af nationale naturværdier som for eksempel Skagens gren?”
Svar
Formålet med lovforslaget er at understøtte kommuner og grundejere i etablering af kystbeskyttelse.
Det skal bl.a. ske ved at styrke kommunalbestyrelsernes beføjelser og ansvar for at meddele
nødvendige tilladelser til kystbeskyttelsesforanstaltninger. Ved at samle kompetencen hos
kommunerne sikres den ønskede effektivisering af sagsbehandlingen og dobbeltadministration
undgås.
I forhold til fredningssager er de uafhængige og domstolslignende fredningsnævns kompetence
primært begrundet i gennemførelsen af fredningssager, som har karakter af konkrete indgreb i
ejendomsretten mod erstatning. Dispensationer og videregående fravigelser har ikke samme karakter.
Kommunalbestyrelserne træffer i dag afgørelser på en lang række lovområder på natur-, miljø- og
planlægningsområdet og skal i den forbindelse afveje de forskellige hensyn knyttet til
arealanvendelsen både i forhold til nationalt begrundede regler og lokale forhold. Der er ikke grund til
at tro, at dette ikke også vil være tilfældet i sager om kystbeskyttelse.
Esben Lunde Larsen
/
Hans Erik Cutoi-Toft
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk