Mange tak.
Som det er fremgået, er det her lovforslag jo i hvert fald delvist en udmøntning af den såkaldte vækst- og erhvervspakke, som regeringen lavede sammen med Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti i efteråret.
Det var en aftale, som Enhedslisten stod udenfor.
Det gjorde vi, fordi den er ekstremt ulighedsskabende.
Der bliver indført en række skattefradrag, som tilgodeser den allerrigeste del af befolkningen, og hvor 90 pct.
af danskerne ikke får nogen som helst glæde af det.
Det er en aftale, som er finansieret af nogle voldsomme nedskæringer på vores kollektive transportsystem, nemlig DSB, og hvor man i øvrigt tager penge op af det råderum, som er skabt bl.a.
ved, at man har hævet danskernes pensionsalder, og hvor man, dengang man gjorde det, lovede, at de penge skulle bruges til velfærd.
Det var sådan set hovedårsagen til, at vi sidst stod uden for den aftale.
Den er asocial, og den er finansieret på en måde, hvor man tager pengene fra velfærden, i strid med hvad man tidligere har lovet danskerne.
Vi synes egentlig heller ikke, at der, når man kigger på aftalens indhold, er særlig meget hjælp at hente til små iværksættere og små selvstændige.
Lad os f.eks.
se på aktiesparekontoen.
Jeg ved godt, at det ikke er den, vi behandler i dag, men det er altså en konto, hvorfra man kan investere i børsnoterede virksomheders aktier.
Nu er det ikke sådan, at danske børsnoterede virksomheder står og mangler kapital.
Tværtimod er de ude på aktiegenopkøb, og man risikerer jo rent faktisk med den konstruktion, at der bliver trukket penge væk fra investeringer i små iværksættere, fordi man skattetilgodeser investeringer i aktier i børsnoterede virksomheder.
Hvis man skulle gøre noget for den meget store og vigtige gruppe i vores samfund af mennesker, som er selvstændige, så skulle man jo i langt højere grad se på den sociale tryghed.
Det er stadig væk sådan, at man som selvstændig er langt dårligere stillet, når det kommer til arbejdsløshedsforsikring, når det kommer til barsel, når det kommer til pension og andre forhold, som i den grad er med til at afholde folk fra selv at turde starte op, og som betyder, at vi har en gruppe af mennesker, som faktisk på mange områder er dårligere stillet end lønmodtagere, og som jo, som vi så under finanskrisen, er nogle af dem, der bliver allerhårdest ramt, når de store spillere, bankerne og andre, kører vores økonomi ud over kanten.
Et andet område, man burde tage fat på, er den ulige konkurrence, vi ser, når så mange virksomheder undgår at betale skat.
Vi har lige set, at der er et skattegab på 14 mia.
kr.
for virksomhederne.
Det betyder altså, at der er gode og hæderlige virksomheder derude, som er stillet ringe konkurrencemæssigt, fordi andre virksomheder vælger at snyde i skat.
Det burde man gøre noget ved, hvis man ville gøre noget for vækst og erhverv i Danmark.
Når det gælder det konkrete forslag, så indeholder det jo en række elementer.
Der er nogle af dem, der er positive.
Kravet om en skærpelse af den her registrering af reelle ejere er jo en rigtig, god og vigtig del, som vi også selv har været med til at arbejde for i mange år som et redskab i kampen mod hvidvaskning og skattesnyd.
Det er rigtig fint, at man udvider det, og at man får nogle stærkere sanktionsmuligheder over for de virksomheder, som er for dårlige til at blive registreret.
Der skal ikke være loopholes eller – hvad siger vi?
– huller i den lovgivning, der gør, at udenlandske eller danske virksomheder kan fifle med reglerne.
Så det er rigtig godt, og det element støtter vi selvfølgelig.
Men samtidig er vi skeptiske over for en række af de andre elementer.
Det gælder ikke mindst, som også andre ordførere har været inde på, nedsættelsen af kapitalkravet til aktieselskaberne.
Det mener vi ikke er klogt.
Vi mener ikke, at der er behov for det.
I det hele taget er den her tilskyndelse til omdannelse til aktieselskaber også for en række andre virksomheder ikke noget, vi ser som en vigtig opgave.
Der er jo faktisk andre virksomhedsformer, som har et stærkere demokratisk element, og vi ser ikke noget behov for at skubbe på for omdannelse til aktieselskaber.
Hvis man skulle tage fat på noget omkring selskabsformer, som Dansk Folkepartis ordfører også var inde på, så skal man tage fat på IVS'erne, altså iværksætterselskaberne, hvor vi har set en fuldstændig vanvittig udvikling i etableringen af dem med meget, meget store omkostninger for det offentlige til følge.
Ideen lyder jo meget god.
En krone, så har man et selskab, men hvis det så koster staten, jeg ved ikke hvor mange kroner, at der bliver opstartet alle mulige selskaber, som aldrig bliver brugt til noget reelt ude i virkeligheden, så er det måske ikke den bedste løsning.
Det burde man kigge på i stedet for.
Så samlet set kan vi fra Enhedslisten ikke støtte forslaget, som det foreligger.