I dag behandler vi et lovforslag, som består af tre dele.
For det første er der tale om en autorisationsordning for osteopater, dernæst er der tale om en udvidelse af tandlægernes virksomhedsområde, og sidst, men ikke mindst, retter vi med lovforslaget en forkert henvisning til betingelserne i loven om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.
Jeg skal være ærlig og indrømme, at indtil for ganske få år siden havde jeg ingen idé om, hvilken faglighed en osteopat besidder.
Men heldigvis er jeg blevet klogere, og jeg forstår nu, at osteopaters arbejde på flere punkter minder lidt om både kiropraktorers og fysioterapeuters arbejde, dog uden at være helt det samme.
Osteopater har tæt patientkontakt, og for os i Venstre er patientsikkerheden afgørende.
Med en autorisationsordning skaber vi først og fremmest øget tryghed for patienterne.
Danske patienter skal trygt kunne gå til behandling hos en osteopat og vide, at kompetencerne er i orden, ligesom de skal vide, at der er mulighed for at søge erstatning efter patienterstatningsordningen, hvis der skulle ske en fejl i behandlingen.
En autorisation forpligter, og det betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil føre tilsyn.
Uddannelsen til osteopat adskiller sig fra de traditionelle autorisationsgivende uddannelser, vi har i Danmark, som f.eks.
uddannelsen til fysioterapeut eller sygeplejerske, læge eller kiropraktor, fordi der ikke findes en dansk uddannelse.
Tanken er, at kandidater til osteopatautorisation skal have en uddannelsesmæssig baggrund svarende til en professionsbacheloruddannelse.
Og det svarer til niveauet for en fysioterapeut.
Derudover vil der blive stillet krav om minimum 1.000 timers klinisk undervisning i osteopati som en betingelse for at opnå autorisation.
En autorisation som osteopat er altså ikke noget, man kommer sovende til.
Man kommer heller ikke sovende til en specialuddannelse som tand-, mund- og kæbekirurg.
Tand-, mund- og kæbekirurgi er et højt specialiseret fagområde.
Derfor giver det også god mening, at netop denne specialistgruppe med det her lovforslag får mulighed for at foretage rekonstruktiv kæbekirurgi som følge af misdannelser eller traumer mod ansigtsskelettet.
Det kan også være kirurgisk behandling efter f.eks.
en cancersygdom i hoved- og halsregionen.
Som det er i dag, sker netop denne form for kirurgi på delegation af en læge, og det er helt unødvendigt.
Danske kæbekirurger er umådelig dygtige, og i min tid som klinikassistent har jeg set mange eksempler på, hvordan kæbekirurger kan trylle og genskabe ansigtsformer og -strukturer, som man knap tror er mulige.
Sidst, men ikke mindst, bliver der med det her lovforslag foreslået en ændring af lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile patienter.
Ændringen er nødvendig, da en fejl i loven betyder, at betingelserne for tilbageholdelse af patienter, som ikke er tvangsindlagte, ikke kan opfyldes.
I sidste folketingssamling behandlede vi L 185 om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, og med lovforslaget, som blev vedtaget med bred opbakning fra Folketingets partier, ønskede vi at ændre de daværende regler.
Reglerne betød, at en læge eller en tandlæge ikke kunne behandle en varigt inhabil person, som enten i ord eller handling modsatte sig behandlingen, og det betød og betyder stadig, at nogle borgere ikke får den behandling, som de åbenlyst har behov for.
Jeg sagde dengang i min tale, at det lyder brutalt, at man med loven i hånden kan tvangsbehandle, men hvis vi tænker på omsorg for patienten, giver det mening.
Det er ikke omsorg at lade en ældre dement person gå rundt med en brækket hofte efter et fald, og det er ikke omsorg at lade en psykisk handicappet person gå rundt med en tandbyld, som væsker med betændelse, og det er ikke omsorg at lade nogen mennesker i stikken og ikke lade dem få behandling for åbenlyst smertefulde eller akutte lidelser.
Og jeg er stadig af den samme opfattelse.
Derfor er det også vigtigt for patienterne, at fejlen bliver rettet, så loven om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile kommer til at fungere efter hensigten.
Det betyder helt konkret bl.a., at en overlæge eller en overtandlæge kan træffe beslutning om at tilbageholde eller tilbageføre en varigt inhabil somatisk patient, som ikke er tvangsindlagt, hvis patientens værge eller nærmeste pårørende giver samtykke hertil.
Vi skal passe på danske patienter, både dem, som kan tage vare på sig selv, og dem, som af den ene eller den anden grund ikke kan tage vare på sig selv.
Behandling er omsorg, og det har vi alle fortjent, når der er brug for det.
Venstre kan støtte lovforslaget, som det er fremsat.