Det danske landskab er noget fuldstændig særligt.
Når man kører en tur igennem vores land og ser de her åbne landskaber, hvor by og land ikke er flydt fuldstændig sammen, og hvor vi har en natur, som man kan se og lade øjet skue hen over uden at blive forstyrret af reklamer og andre ting, så har vi en helt særlig værdi, som vi skal passe på.
Så kan man godt have et frihedssyn, der siger:
Vi skal have frihed til, at man bare kan sætte de skilte op, man vil.
Det er en enorm frihed for den enkelte.
Eller man kan have et andet frihedsbegreb, der handler om, at der er en meget stor frihed ved at have et landskab, hvor der også er det her åbne land, hvor tingene ikke flyder sammen, og hvor der ikke er skiltning rundtomkring.
Det er to forskellige frihedssyn.
Radikale Venstre har det sidste, nemlig at vi synes, at der er meget stor frihed i, at vi har det her landskab, som vi har.
Og det vil vi gerne passe på.
Når det så er sagt, lyder det, som om der i det her rum er en enighed om, at man rundtomkring skal kunne sætte små skilte op for gårdproduktion, for lokale fødevarer, for loppemarkeder, for ting, der er midlertidige.
Det gik jeg så måske også og troede man kunne, for jeg har da i hvert fald set rigtig mange af dem, og jeg ved ikke, om der bliver begået lovbrud overalt på Bornholm og i det øvrige danske land, men jeg kan forstå, at alle de her små skilte rundtomkring ikke har været lovlige.
Hvis det var det, der alene lå i det her lovforslag, og vi var helt sikre på det, så kunne vi støtte det.
Men der er nogle ting i det, som vi meget gerne vil spørge mere ind til.
Vi vil gerne prøve at få en diskussion også om de spørgsmål, der kan ligge her i lovforslaget, om, hvad et mindre skilt er.
Vi vil gerne spørge lidt mere ind til den del, som man nu fjerner med lovforslaget, der handler om, at skiltet ikke må være synligt på lang afstand.
Jeg forstår på ministeren, at det især drejer sig om skilte på bygninger, men det vil vi i hvert fald gerne have en stor sikkerhed for.
I virkeligheden kan man sige, at et skilt i forbindelse med en bygning, der kan ses på lang afstand, også kan være utrolig skæmmende.
Så hvis vi kan få hegnet et par af de her ting ind og ligesom blive enige om, at intentionen med det her er, at de der små skilte, man kører forbi, og hvor man kan se, at der derinde ligger en gårdbutik – hvis man måske endda har svært ved at finde den – og at der derinde er et lille galleri, hvor man, hvis man har tid, kan kigge på det udstillede, jamen så er vi i for det.
Men lige nu mener vi faktisk ikke, at det er hegnet ordentlig ind, og derfor må vi sige, at vi for at beskytte alles frihed til stadig væk at kunne køre rundt i vores landskab og ikke få smidt barnet ud med badevandet og sikre den ting, der virkelig kan rette trække turister til Danmark, nemlig vores landskaber, så tillader vi os at have en lidt forsigtig tilgang til det her og vil spørge mere ind til det i udvalgsarbejdet, før vi tager endelig stilling.