Tak for det, formand.
For mig er det en stor glæde at stå her i dag.
Jeg har simpelt hen glædet mig rigtig meget til, at vi skulle førstebehandle det her forslag, L 160, og jeg er sikkert heller ikke den eneste, der har ventet utålmodigt på den her dag.
De nye pædagogiske læreplaner er ventet med glæde og længsel ude blandt alle dem, som til hverdag arbejder med børnene, og jeg er sikker på, at de ikke kan vente med at komme i gang med arbejdet.
Det at skabe læringsmiljøer omkring børnene, uden at det hele tiden er bundet op i søjler og emner, men hvor det bliver mere flydende, i forhold til hvad det er, man skal arbejde med, tror jeg bliver rigtig godt for personalet.
Samtidig bringer vi jo dokumentationskravet ned og gør det væsentlig mindre, og det har helt klart været et ønske ude blandt personalet.
Noget af det bedste ved de pædagogiske læreplaner er, at legen får en værdi i sig selv.
I mange år har man haft en skoleagtig tilgang til børn i dagtilbud, og det ændrer vi jo lidt på nu, hvor man også værdsætter det at lege og lege frit, uden at der er voksenopsyn hele tiden.
De nye pædagogiske læreplaner sætter også en god ramme for, hvad det er for en pædagogik, der skal arbejdes med; det bliver mere ens i alle landets kommuner.
Det tror vi på er rigtig sundt.
Dansk Folkeparti gjorde ved forhandlingerne opmærksom på, at de gamle læreplaner ikke i tilstrækkelig grad understøttede de 0-2-årige, og det har vi forsøgt at hegne ind ved at få lavet nogle digitale læringsting, man kan hente ned, som man som pædagog kan lade sig inspirere af, da det er mere målrettet de 0-2-årige.
Der har ikke været opbakning til, at man lavede en særskilt læreplan for de 0-2-årige.
For Dansk Folkeparti var det meget, meget vigtigt, at nogle af de afsatte midler gik til uddannelse af dagplejerne, og det blev anerkendt ved forhandlingerne.
Så nu står vi her historisk og kan give uddannelse til dagplejerne; det er ikke bare et kursus, som i øvrigt ikke bliver anerkendt ved de øvrige pædagoger.
Jeg synes, at det er rigtig godt, at vi her fra Folketinget kan anerkende det gode arbejde, som dagplejerne gør hver eneste dag.
For Dansk Folkeparti var det også rigtig vigtigt, at vi fik sat nogle penge af til førstehjælp.
Normalt er det en kommunal opgave at give førstehjælp, men kommunerne har ikke været gode nok til at prioritere det, og derfor har vi ønsket, at vi fra Folketingets side giver kommunerne det signal, at førstehjælp til pædagogerne er noget, de skal prioritere, og det er rigtig, rigtig vigtigt.
Vi er rigtig glade over, at den her aftale også fylder det tomrum ud, der kan opstå, når et barn er i en SFO, sådan at en SFO ikke bare bliver en opbevaringsmulighed, men at der rent faktisk også sker en læring derude, mens barnet er i SFO.
Ligeledes glæder vi os rigtig meget over, at der nu skal være det samme tilsyn hos de private passere, som der er i den kommunale dagpleje.
Det har været et stort ønske fra de private passere, og jeg synes, at det er rigtig godt og vigtigt, og det hæver også kvaliteten ude hos de private passere.
Det er derimod rigtig problematisk, at mange private passere kalder sig dagplejere, for det er de ikke i lovens forstand.
Vi vil ligeledes i udvalgsbehandlingen forsøge at få ændret på det, fordi vi synes, at det er rigtig vigtigt, at der er et klart skel, så både forældre, men også kommuner kan skelne imellem, om det er en privat passer eller en privat dagpleje, vi har at gøre med.
Vi har fået skrevet ind i aftalen, at der skal vejledes om forskellen, men titlen dagplejer hører ikke til hos en privat passer.
For Dansk Folkeparti har det også været rigtig vigtigt, at forældre kan ønske et bestemt pasningstilbud, og at de kan bevare den mulighed, også selv om de får tilbudt noget andet gennem pasningsgarantien.
Det kan være rigtig vigtigt, at man får lov at have den samme dagplejer eller en bestemt paddehatteafdeling, fordi storebror eller storesøster har gået der, og vi synes, at det er rigtig vigtigt, at forældrene nu får den mulighed.
Der har også været et ønske om, at forældre i bl.a.
paddehatte har mulighed for også at være i en bestyrelse, og det får vi også med den her aftale.
Det er selvfølgelig vigtigt, at de forældre, der har lyst til at involvere sig i en bestyrelse, også får muligheden for det.
Ligeledes skal der være mere fokus på at inddrage forældrene i det daglige arbejde ude i dagtilbuddene, og her synes vi, at det er rigtig godt, at man også skal drøfte børns ferie.
Vi skal tænke på, at det at være i pasningstilbud tilsvarer det at gå på arbejde for os voksne, og hvem har lyst til at gå på arbejde hver eneste dag i 3 år.
Det er der nok ikke ret mange, der har.
Det skal man lige have en snak om, og så kan det selvfølgelig give god mening, at der er nogle børn, der ikke får lov til at holde ferie, men vi synes, at det er lidt vigtigt, at man tænker på, hvor hårdt det faktisk er for børnene at være i dagtilbud hver eneste dag.
Forslaget om kombinationstilbud til forældre med skæve arbejdstider er ikke lige groet i Dansk Folkepartis baghave, ikke fordi vi ikke anerkender problemstillingen, men vi har nogle bekymringer om dem, der skal passe børnene.
Hvem er de?
Er det nogen, der er dygtige nok, eller er det bare en vennetjeneste, man giver til en veninde, der lige mangler et job?
Vi har forsøgt at hegne det ind i behandlingen, og det er også endt et sted, hvor vi godt kan se os selv i det, men vi er glade for, at det skal evalueres, så det vil vi i hvert fald følge tæt.
Og helt essentielt er det jo, at man skal tale dansk.
Men alt i alt er det en god dag for os ordførere og for alle vores medarbejdere og ikke mindst for alle de børn, der nu får gavn af alle de gode ting, som vi har forhandlet os frem til.
Tak.