Tak for det.
Det meste af diskussionen om det her lovforslag har jo drejet sig om ændringerne i forbindelse med aldersopsparing og det her samspilsproblem, som er erkendt af det meste af Folketinget, hvis ikke af alle, og der er der behov for at finde løsninger.
Men der er et andet element i lovforslaget, som er underbelyst, og som vi synes at vi er nødt til at have en afklaring af, også med en afstemning her i forbindelse med tredjebehandlingen, nemlig det, som berører den reelle pensionsalder for en stor gruppe danskere.
Der har jo været en lang diskussion om, hvorvidt man skulle ændre på pensionsalderen, og der er egentlig udbredt enighed om, at der har vi gjort nok, at der skal der ikke ske mere, men for nogle vil der altså ad bagvejen være en reel forhøjelse af deres pensionsalder med det lovforslag, der ligger her.
Det drejer sig om muligheden for en selvvalgt delpension, en mere glidende overgang fra arbejdsmarkedet og ud af det, hvor man i dag 5 år før folkepensionsalderen har mulighed for at begynde at trække på sin pensionsopsparing og supplere den med arbejde f.eks.
Det er typisk mennesker med hårde job og en eller anden grad af nedslidthed, der på den måde får en mere værdig, selvvalgt og glidende overgang fra arbejdsmarkedet til pensionen.
Det har vi også fået uddybet under lovbehandlingen, hvor Skatteministeriet har svaret, at i 2015 var der 26.000 personer, der benyttede sig af den mulighed – 60-61-årige på det tidspunkt – og næsten 24.000 af dem var altså folk, der var ufaglærte eller faglærte, eller som havde en professionsuddannelse målrettet typisk den offentlige sektor, SOSU-assistenter, pædagoger, lærere og andre.
Det er altså dem, som man nu giver en tydelig forringelse, i forhold til den måde de afslutter deres arbejdsliv på.
Det foreslår vi at vi tager ud af lovforslaget, så regeringen kan stemme sin aftale igennem om ændringerne af aldersopsparing, de ændrede beløb osv.
Men det element, der handler om at lave en reel forhøjelse af pensionsalderen for nogle nedslidte grupper, der har en værdig afgang fra arbejdsmarkedet her, synes vi at vi skal tage ud, og vi vil gerne bringe den appel direkte til især Dansk Folkeparti.
Nogle partier har jeg ikke nogen illusion om vil støtte det, men ikke mindst Dansk Folkeparti med – synes jeg – fornuftige synspunkter om ikke at skulle forhøje pensionsalderen yderligere ville jeg egentlig ønske ikke havde aftalt det her, og vi vil også give en sidste mulighed for at ændre på lovforslaget og gøre det mere rimeligt for nogle udsatte, nedslidte grupper på arbejdsmarkedet.
Derfor kommer dette ændringsforslag.