Der er slet ikke nogen tvivl om, at det at have en strategi for bedre og mere luftfart er helt afgørende.
Der er ingen tvivl om, at netop det at have gode flyforbindelser er en vigtig nerve i forhold til at skabe vækst, udvikling og få nye investeringer.
Når vi kigger på f.eks.
Københavns Lufthavn, så er det, at vi har så centralt placeret en lufthavn med så gode øvrige infrastrukturmuligheder, at det hænger sammen med både motorvejsnet, togforbindelse, metronet, taxaforbindelse, cykler, alt muligt andet, afgørende for, at mange gerne vil placere deres virksomhed netop i Københavnsområdet.
Jeg tror også, man må sige, at så stor en institution som FN-byen havde vi nok næppe fået, hvis ikke det var, fordi vi har en supercentralt placeret lufthavn, som også har hubfaciliteter med mange internationale afgange.
Det at have et højt prioriteret luftfartsvæsen betyder kolossalt meget for et samfunds udvikling.
Derfor er vi socialdemokrater også glade og positive over, at regeringen har igangsat det her arbejde med at lave en offensiv luftfartsstrategi.
Vi har fulgt det tæt, og der har været tidspunkter i forløbet, hvor regeringens engagement har været meget stort på det her område, og der er blevet lagt mange kræfter i det.
Man har også været rundt omkring mange forskellige ting, også her på det seneste, hvor man måske har snævret det lidt mere ind i forhold til de sådan mere rammebetingelsesagtige dimensioner i det, og hvor det her lovforslag så bliver udmøntet med fokus på, at det nu skal være nemmere, mere smidigt, mere dynamisk at drive luftfart.
Det er noget, vi socialdemokrater kan støtte og bakke op om.
Det virker rigtig positivt, at der skal være nogle bedre rammevilkår for dem, der vil drive luftfart, og at man har hånd i hanke med, at de her takster, der er i lufthavnen, ikke bliver for voldsomme, at der er et fokus på, at det hænger sammen med de omkostninger, man har, og at ministeren får beføjelser til at gribe ind, hvis det bliver for omfangsrigt.
Det er rigtig positivt.
Også muligheden for at følge den udbygning, der er af flyvestationer, giver mening.
Vi synes, det er værd at læse ind i de høringssvar, der er givet, at bl.a.
Københavns Lufthavn og også andre har en vis bekymring med hensyn til, om det nu kommer til at blande sig unødigt meget i deres muligheder for at bygge ud.
Det virker umiddelbart, som om ministeriet svarer rimelig fornuftigt på det i høringssvarene, men det kan være, at vi stiller et par opfølgende spørgsmål.
Men jeg synes, der er mange rigtig gode dimensioner i det her.
Også for os som forbrugere er det positivt at vide, at man opstiller servicemål, så sådan noget som at man ikke skal vente for længe på at komme igennem sikkerheden, er noget, der betyder noget.
Flyver man meget, er det jo en sand dræber at stå der og skulle vente i en lang kø for at blive sikkerhedsgodkendt.
Så positivt nok.
Vi synes så fra Socialdemokratiets side, at når nu man har lejlighed til at diskutere luftfartsstrategi, er der meget andet, man også kunne komme ind på, måske ikke kun i forbindelse med et lovforslag, men vi vil dog alligevel gerne benytte lejligheden her til at adressere, at der er nogle udfordringer derude.
For det undrer os lidt, at regeringen tilsyneladende fuldstændig har skruet ned for ambitionerne i forhold til at have det EU-perspektiv, at vi på europæisk niveau prøver at lave en klar strategi for at undgå social dumping i luftfartsbranchen.
Det er altså en kendt sag, at nogle af de her store mellemøstlige flyselskaber – ingen nævnt, ingen glemt – opererer på en måde, hvor de for det første er statsstøttede og på den måde kommer ind og dumper markedet, og for det andet har arbejdsvilkår, som nærmer sig det feudale.
Er det sådan, at man skal ansættes, så bliver man nærmest videoovervåget.
Bliver man gravid, bliver man fyret med det samme, har man bare en smule sygdom, bliver man fyret med det samme.
Løn- og arbejdsvilkårene er også nogle gange tvivlsomme.
I USA har man valgt at være anderledes ambitiøs, i forhold til hvem der får lov at flyve til de amerikanske lufthavne, hvem der lever op til amerikanske løn- og arbejdsvilkår – det er dem, der får lov at flyve – hvor nogle af de her såkaldte sandkasseselskaber holdes ud i strakt arm, fordi de er tvivlsomme.
Der kunne man godt i forbindelse med en lov skitsere, hvad man har af muligheder.
Man kunne også i præsentationen af lovforslaget gå ud og sige, hvad man har tænkt sig at samle op på EU-mæssigt.
Det er jo ikke alt, vi kan klare, og vi skal ikke have en situation, hvor det er os i Danmark, der laver en hel masse, så vi mister konkurrencefordele i forhold til Tyskland og Sverige.
Det nytter ikke noget.
Vi skal kunne løfte det her på et europæisk niveau.
Men vi kunne godt adressere det bare en smule mere.
Jeg synes også, at når vi ved, at der er tendenser derude i forhold til mere grøn omstilling, kunne det også have været med.
Jeg kan se, at min taletid er udløbet.
Vi støtter fra Socialdemokratiets side det her lovforslag.
Det er et skridt i den rigtige retning.
Jeg har lovet at sige for hr.
Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti, at SF gør det samme.
Så med de ord vil vi bakke op om lovforslaget, som det ligger.