Tak for det, formand, og tak til ordførerne for det, man må kalde for korte, præcise indlæg, som næsten var så korte og præcise, at det var svært for nogle af ordførerne at nå frem i tide.
Men det er jo ikke så skidt, at det ikke er godt for noget, nemlig at jeg som minister kan konstatere, der i hvert fald er en opbakning til lovforslaget hele vejen rundt fra Folketingets partier, og det vil jeg naturligvis gerne kvittere for.
Lovforslaget handler jo om, at vi skal sikre nogle klare juridiske rammer for borgere og medarbejdere i bl.a.
virksomheder og offentlige myndigheder i forhold til NemID.
Det gælder bl.a.
i forhold til spørgsmålet om klageadgang, som også blev berørt i flere af ordførernes indlæg.
I dag er NemID jo udbredt til det meste af befolkningen og stort set alle virksomheder i det danske samfund, og det forudsættes jo på mange måder, at borgere og medarbejdere anvender NemID, f.eks.
når man skal læse sin digitale post eller skal anvende forskellige offentlige selvbetjeningsløsninger.
Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at man som borger eller medarbejder kan være sikker på, hvilke regler der gælder, når det er, at man skal have NemID, og at man har mulighed for at klage over en afgørelse om udstedelse eller spærring af NemID.
Med loven fastslås det, at der udpeges en privat virksomhed til at udstede og administrere NemID, og der fastlægges regler for udstedelse, spærring og håndtering af NemID.
Dansk Folkepartis ordfører spurgte til, hvorfor det her kun omfatter Nets.
Man kan sige, at kontrakten med Nets jo netop er blevet forlænget, indtil NemID afløses af det kommende MitID, forventeligt i 2021, og herefter er det hensigten, at loven ophæves, da den kun omhandler det nuværende NemID.
Det er hensigten, at vi foretager nærmere analyser af behovet for en mere bred regulering i det kommende nationale eID og øvrige offentlige digitale infrastrukturløsninger, der kan afløse den her lov, når det er, at kontrakten med Nets vedrørende NemID udløber, men vi fremsætter altså lovforslaget nu, og det er formuleret snævert, kan man sige, for NemID og for den eksisterende udsteder af NemID, nemlig Nets.
Loven fastslår også, at en borger eller medarbejder fremover kan klage til Digitaliseringsstyrelsen over en afgørelse om afslag på at få NemID eller spærring af NemID.
Loven har ikke til hensigt at ændre på den praksis, der er for NemID til borgere og medarbejdere i dag, og derfor vil borgere og medarbejdere heller ikke opleve nye eller anderledes krav end dem, der gælder i forvejen.
Jeg er naturligvis klar til at besvare de spørgsmål, som måtte blive rejst her under den videre udvalgsbehandling, men i hvert fald foreløbig tak for den konstruktive og positive modtagelse fra ordførerne.