Tak for det.
Hr.
Mattias Tesfaye er citeret for at sige, at vi skal have en stram udlændingepolitik, ikke en skør udlændingepolitik.
Det er jeg fuldstændig enig med hr.
Mattias Tesfaye i.
Vi har jo alle sammen læst om de sager, der var fremme i efteråret 2017, og de viste klart, at reglerne om udenlandske arbejdstageres bibeskæftigelse ganske enkelt er utidssvarende.
Vi så både en skatteforsker og flere musikere, der stod frem og pegede på, at de nuværende regler ganske enkelt er for ufleksible.
Nu har regeringen så fremsat et lovforslag, som smidiggør reglerne, så det ikke længere er nødvendigt at søge arbejdstilladelse, hver eneste gang en arbejdstager ønsker at udføre bibeskæftigelse.
Samtidig ændrer vi ikke på de gældende regler og krav, som vi stiller for at komme her til landet som udenlandsk arbejdstager.
Da lovforslaget blev fremsat i sin tid, var der bred politisk enighed om det, og der var bred politisk enighed om, at reglerne netop skulle ændres, fordi det var blevet for ufleksibelt.
Socialdemokratiet ønskede så at undtage medarbejdere i landbruget og også ansatte på boreskibe fra de nye, noget smidigere regler.
Jeg må simpelt hen sige, at det ikke giver nogen som helst form for mening i mit sind, hvorfor lige præcis landbruget og boreskibe og de udlændinge, som der måtte arbejde der, skal straffes.
Det giver ganske enkelt ingen mening.
Men da det så viser sig, at det juridisk ikke kan lade sig gøre at undtage ansatte på boreskibe, ja, så vælger Socialdemokratiet at stemme for, at en stor del af lovforslaget skal falde væk, så det nu kun er forskere, der kan få mere fleksible regler, og det, selv om – og her kan man sige, at det bliver fuldstændig absurd – der i de seneste 2 år, netop som hr.
Marcus Knuth var inde på, er givet nul opholdstilladelser og arbejdstilladelser i forhold til ansatte på boreskibe.
For mig er det, Socialdemokratiet er ude i her, ganske enkelt skørt.
Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg må altså også bare sige helt ærligt, at jeg synes, det er dybt, dybt utroværdigt, at vi har et Socialdemokrati, der i første omgang bakker op om og står frem i medierne og kræver, at vi nu skal have nogle mere fleksible regler, fordi det her er blevet alt for ufleksibelt og utidssvarende, men når vi så kommer til målstregen her i Folketinget, ja, så springer man fra med begrundelser, der simpelt hen ikke hører nogen steder hjemme.
Jeg kan bare sige, at jeg simpelt hen håber, at Socialdemokratiet har en rigtig god forklaring til de musikere, der arbejder for andre orkestre, og til de højtlønnede udlændinge, der er her på beløbsordningen, og som har bestyrelsesposter, og til den fodermester, der ønsker at give en hånd med på nabogården, hvis det kniber.
Jeg kan ikke forklare det over for dem, men jeg glæder mig rigtig meget til, at der kommer en socialdemokratisk ordfører herop og forklarer resten af Folketinget det her.
Så kan man sige:
Hvorfor skælder jeg ikke ud på Dansk Folkeparti?
For Dansk Folkeparti er jo med i det her imod regeringen på det her felt.
Men der må man bare sige, at Dansk Folkeparti jo hele vejen igennem har været fuldstændig åbne og ærlige:
Her er der et punkt, der skiller os.
Det har man været åbne om hele vejen igennem, og derfor mener jeg sådan set ikke, at der er det mindste at klandre Dansk Folkeparti for på det her felt.
Jeg er politisk uenig med Dansk Folkeparti, men sådan må det være.
Man har i det mindste været ærlig modsat Socialdemokratiet.
Så har jeg noteret mig, at Radikale Venstre jo har fremsat et forslag om, at arbejdstagere, der har opholdstilladelse efter bestemmelsen om individuelle kvalifikationer, på lige fod med forskergruppen skal omfattes af smidigere regler for bibeskæftigelse.
Det er et sympatisk forslag, vil jeg sige, som jo bl.a.
kommer musikerne til undsætning, som det også lige blev sagt her.
Det er desværre ikke muligt at få foretaget en juridisk vurdering af forslaget, og om det er i overensstemmelse med de internationale forpligtelser, inden for den korte tidsfrist, vi jo har i forhold til ændringsforslaget.
Alene derfor kan regeringen ikke på nuværende tidspunkt støtte det her forslag fra Radikale Venstre, men jeg kan sige, at vi vil få foretaget en juridisk vurdering af forslaget, og hvis det så er muligt at gennemføre, ser jeg det bestemt som en mulighed at fremsætte et nyt lovforslag på den anden side af sommerferien, når Folketinget samles igen.