Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
L 129
Offentligt
1856449_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 12. februar 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 4 til L 129 forslag til lov om ændring af
landbrugsstøtteloven stillet den 7. februar af Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 4 til L 129
”Vil ministeren oplyse, om formålet med lovforslaget ene og alene er at spare landbruget for en relativ
beskeden udgift på samlet 1,6 mio. kr., mens de administrative omkostninger står til at være op til 4
mio. kr.”
Svar
Formålet med lovforslaget er at regulere, hvordan panthavere kan sikre deres rettigheder i
betalingsrettigheder, som de har taget pant i. Lovforslaget indebærer, at pant i betalingsrettigheder
kun kan sikres ved, at panthaver giver meddelelse til miljø- og fødevareministeren. Ved meddelelsen
opnår panthavere beskyttelse mod godtroende aftaleerhververe og retsforfølgning.
Den foreslåede ordning vil være både økonomisk og administrativ mere attraktiv for erhvervet
sammenlignet med tinglysning.
Det vurderes, at erhvervet vil opnå en besparelse ved den foreslåede ordning, sammenlignet med
omkostningerne ved tinglysning, på 1.625.ooo kr. årligt.
Samtidig er det Landbrugsstyrelsens vurdering, at det vil blive administrativt enklere at sikre pant i
betalingsrettigheder ved meddelelse til Landbrugsstyrelsen fremfor ved tinglysning. Dette skyldes, at
kravene til skriftlig dokumentation som følge af tinglysningslovgivningens regler er mere omfattende
end den i lovforslaget foreslåede ordning. Da kreditor normalt altid vil sikre sit pant, er det således en
fordel, også for landbrugeren, hvis kreditor kan vælge en enklere og billigere model med meddelelse til
Landbrugsstyrelsen frem for tinglysning.
Erhvervsstyrelsen, Team Effektiv Regulering, har haft lovforslaget i præhøring og vurderet, at
lovforslaget indeholder reducerede administrative byrder for erhvervet, sammenlignet med
tinglysningssystemet. Erhvervsstyrelsen forholder sig ikke til besparelsens størrelse udover, at der er
tale om byrdeændringer, som ikke kræver yderligere undersøgelser, da de ligger under tærskelværdien
på 4 mio. kr. Beløbet på 4 mio. kr. er således ikke udtryk for en engangsomkostning for erhvervet, men
er blot et udtryk for, at de administrative omkostninger for erhvervet ligger under denne tærskelværdi.
Esben Lunde Larsen
/
Jacob Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk