L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2017-18
L 125 Bilag 1
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

Procesretskontoret

Jesper Aagaard

2017-4001-0006

566411

Justitsministeriets bidrag til kommenteret høringsoversigt vedrørende

forslag til lov om forretningshemmeligheder

1. Grundløse søgsmål

FTF

har bemærket, at bestemmelsen i direktivets artikel 7, stk. 2,

om beskyttelse mod åbenbart grundløse søgsmål ikke synes korrekt im-

plementeret. Skadevirkningerne af sådanne søgsmål kan være fuldt på linje

med skadevirkningerne af uberettiget brug af forretningshemmeligheder,

hvorfor der bør udarbejdes en selvstændig bestemmelse om beskyttelse

mod åbenbart grundløse søgsmål, hvilket også synes forudsat i direktivet.

Det fremgår af direktivets artikel 7, stk. 2, at medlemsstaterne sikrer, at de

kompetente retslige myndigheder på en sagsøgts begæring kan anvende

passende foranstaltninger som fastsat i national ret, såfremt et søgsmål om

ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed

er åbenbart grundløs, og det konstateres, at sagsøgeren har anlagt en

retssag unødigt eller i ond tro.

Det fremgår af retsplejelovens § 312, stk. 1, at den tabende part i en civil

sag skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten,

medmindre parterne har aftalt andet. Åbenbart grundløse søgsmål vil al-

mindeligvis resultere i, at sagsøger ikke får medhold, og derfor pålægges

at erstatte sagsøgtes udgifter til sagen i medfør af retsplejelovens § 312,

stk. 1. Det vil som følge af bestemmelsens stk. 5 ligeledes være tilfældet,

når sagen i det hele afvises.

Dertil kommer, at retsplejelovens § 318, stk. 1, forpligter den part, der på

uforsvarlig måde har foranlediget spildte møder, ufornødne udsættelser,

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

unyttig bevisførelse eller andre overflødige processuelle skridt, til at er-

statte modparten udgifterne herved, selv om parten i øvrigt vinder sagen.

Forarbejderne til bestemmelsen fastslår, at bestemmelsen navnlig vil være

aktuel ved åbenbart grundløse søgsmål eller indsigelser, som den tabende

part måtte være klar over var åbenbart grundløse.

Det vurderes, at rettens stillingtagen til sagsomkostninger efter retspleje-

lovens § 318 i vidt omfang vil ske efter anmodning fra parterne.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 319, at også partens advokat

og andre rettergangsfuldmægtige på modpartens begæring kan pålægges

at erstatte de omkostninger, som de ved pligtstridig opførsel har forårsa-

get. Dette kan efter retspraksis f.eks. være tilfældet, når advokaten har

anlagt en sag uden begrundelse.

Retten træffer i medfør af retsplejelovens § 322, stk. 1, bestemmelse om

sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom, jf. dog §

319.

Det vurderes på den baggrund, at direktivets artikel 7, stk. 2, er opfyldt

med retsplejelovens regler.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

2. Beskyttelse af forretningshemmeligheder under retssager

Dansk Erhverv, Dansk Industri

samt

Landbrug og Fødevarer

har be-

mærket, at det er af stor betydning, at der er klarhed over, hvordan retten i

praksis skal træffe afgørelse om at identificere en forretningshemmelighed

som fortrolig, sådan som det er forudsat i lovforslagets § 6, stk. 1. Organi-

sationerne anbefaler derfor, at det beskrives, hvordan man i praksis opfyl-

der direktivets formulering om, at det skal ske på baggrund af en ”behørigt

begrundet anmodning” fra en part. Herunder bør det være muligt for en

part at få retten til at tage stilling til, hvorvidt en oplysning er at betragte

som fortrolig, forud for at parten fremlægger oplysningen. Uden sådanne

regler er der risiko for, at virksomheder vil undlade at fremlægge fortrolige

oplysninger under en retssag, da de ikke kan vide sig sikre på, om oplys-

ningerne vil kunne bruges eller videregives af modparten.

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

Direktivet indeholder ikke regler om, hvordan retten skal behandle en an-

modning om at identificere en forretningshemmelighed som fortrolig.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at retsplejeloven indeholder de for-

nødne regler til, at retten på en hensigtsmæssig måde kan behandle en

anmodning om at identificere en forretningshemmelighed som fortrolig.

Der kan i den forbindelse henvises til bl.a. retsplejelovens § 150 om ret-

tens formelle procesledelse og § 253 om delafgørelser. Det vil således væ-

re op til retten på baggrund af omstændighederne i den konkrete sag og ud

fra de eksisterende regler i retsplejeloven at tage stilling til den nærmere

fremgangsmåde ved behandlingen af en anmodning om at identificere en

forretningshemmelighed som fortrolig, herunder om spørgsmålet skal ud-

skilles til selvstændig forhandling, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1.

3. Foreløbige og sikrende foranstaltninger

Dansk Erhverv, Dansk Industri

samt

Landbrug og Fødevarer

har be-

mærket, at intentionen med § 8, stk. 4, ifølge bemærkningerne er at indføre

en yderligere betingelse for, at et forbud eller påbud kan ophæves, og der-

med begrænse muligheden for ophævelse. Bestemmelsens konkrete formu-

lering medfører imidlertid i stedet, at der er en ekstra mulighed for at få et

forbud ophævet. Således vil et forbud, meddelt efter stk. 1, kunne ophæ-

ves, blot betingelserne i retsplejelovens § 426 er opfyldt. Det strider ifølge

organisationerne både mod direktivet og bemærkningerne. Endvidere ser

man gerne, at formuleringen ”direkte eller indirekte” tilføjes i § 8, stk. 4,

sådan som det også er tilfældet i lovforslagets § 12, stk. 3, 2. pkt.

Direktivets artikel 11, stk. 3, opregner to tilfælde, hvor medlemsstaterne

skal sikre, at de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 10, på sagsøg-

tes begæring ophæves eller på anden måde ophører med at have virkning.

Som anført i afsnit 2.10.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger, er

det vurderingen, at det i direktivets artikel 11, stk. 3, litra a, nævnte tilfæl-

de er opfyldt med retsplejelovens §§ 425 og 426.

På baggrund af bemærkningerne fra Dansk Erhverv, Dansk Industri samt

Landbrug og Fødevarer har Justitsministeriet præciseret ordlyden af be-

stemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 4, således at det nu fremgår af bestem-

melsen, at retten helt eller delvist kan ophæve forbud eller påbud meddelt

efter stk. 1, når de oplysninger, der har dannet grundlag for forbuddet

eller påbuddet, ikke længere udgør en forretningshemmelighed efter denne

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

lovs § 2, nr. 1, og det skyldes årsager, der ikke kan tilregnes sagsøgte,

samt at retten endvidere helt eller delvist kan ophæve forbud eller påbud

meddelt efter stk. 1 i medfør af retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 2 og 3,

samt stk. 3.

Det bemærkes i den forbindelse, at det er Justitsministeriets vurdering, at

det ikke vil være i strid med direktivets artikel 11, stk. 3, at opretholde reg-

ler, hvorefter retten i andre tilfælde, end de i direktivet nævnte, kan ophæ-

ve et forbud eller påbud i en sag om forretningshemmeligheder, så længe

disse regler ikke strider mod direktivets bestemmelser.

Med hensyn til betragtningen om, at formuleringen ”direkte eller indirek-

te” ønskes tilføjet i lovforslagets § 8, stk. 4, bemærkes det, at formulerin-

gen ”direkte eller indirekte” ikke fremgår af direktivets artikel 11, stk. 3,

litra b, som lovforslagets § 8, stk. 4, bygger på.

Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet finder

Justitsministeriet derfor, at formuleringen ”direkte eller indirekte” ikke

bør tilføjes i lovforslagets § 8, stk. 4.

4. Påbud og korrigerende foranstaltninger

Dansk Erhverv, Dansk Industri

samt

Landbrug og Fødevarer

har an-

befalet, at lovforslagets § 12, stk. 3, udformes, så bestemmelsen alene om-

handler begrænsning af varigheden af foranstaltninger efter § 12, stk. 1, nr.

1, idet muligheden for at begrænse varigheden af de foranstaltninger, der

er nævnt i § 12, stk. 1, nr. 2, ikke genfindes hverken i den pågældende be-

stemmelse eller i direktivets artikel 12, stk. 1, litra b.

Det foreslåede § 12, stk. 3, svarer med de fornødne sproglige tilpasninger

til direktivets artikel 13, stk. 1, 2. afsnit, og artikel 13, stk. 2. For så vidt

angår muligheden for at begrænse varigheden af de foranstaltninger, der

er nævnt i direktivets artikel 12, stk. 1, litra b, henvises der til direktivets

artikel 13, stk. 1, 2. afsnit, hvoraf det fremgår, at de kompetente myndig-

heder også kan begrænse varigheden af de foranstaltninger, der er om-

handlet i artikel 12, stk. 1, litra b.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.3.3 i lovforslagets almindelige be-

mærkninger.

5. Søgsmålsfrist

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

Sø- & Handelsretten

har anbefalet, at der i bemærkningerne til lovforsla-

gets ikrafttrædelsesbestemmelse for klarhedens skyld redegøres for konse-

kvenserne af søgsmålsfristen i lovforslagets § 14 for så vidt angår de sager,

hvor forretningshemmelighedshaveren har opnået det krævede kendskab

før lovens ikrafttræden, herunder i nogle tilfælde måske mere end 6 måne-

der før.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Sø- & Handelsrettens betragtninger om,

at der bør være klarhed omkring søgsmålsfristens ikrafttræden. På den

baggrund og for at sikre, at fristerne ikke får tilbagevirkende kraft, er der i

lovforslagets § 19, stk. 2, tilføjet en bestemmelse, hvorefter de i § 14 nævn-

te frister tidligst udløber 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.12.3.1 i lovforslagets almindelige be-

mærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets § 19.

Dansk Erhverv, Dansk Industri

samt

Landbrug og Fødevarer

har be-

mærket, at der fra det tidspunkt, hvor forretningshemmelighedshaveren

vurderer at have tilstrækkeligt kendskab til den ulovlige erhvervelse, brug

eller videregivelse af en forretningshemmelighed, forestår et betydeligt,

omkostningsfuldt og ofte meget komplekst arbejde med at indsamle til-

strækkeligt grundlag forud for anmodning om midlertidige forbud og på-

bud efter lovforslagets § 14, stk. 1, og anlæggelse af søgsmål efter lov-

forslagets § 14, stk. 2.

Organisationerne finder på den baggrund, at hverken lovforslagets § 14,

stk. 1 eller 2, med de foreslåede tidsfrister på blot seks måneder på dette

område efterlever direktivets formål og hensyn.

Organisationerne anbefaler derfor, at søgsmålsfristen i lovforslagets § 14,

stk. 1, bliver betragteligt længere end seks måneder, og at søgsmålsfristen i

lovforslagets § 14, stk. 2, helt udgår, idet reglerne om forældelse i praksis

vil motivere sagsøger til at indlede retslige skridt inden forældelsesfristens

udløb. Alternativt anbefales det, at søgsmålsfristen fastsættes til seks år,

som er det maksimale ifølge direktivet.

Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister

Foreningen Industriel Beskyttelse

har bemærket, at det i praksis kan

være ganske vanskeligt og forbundet med betydelige omkostninger at få

indsamlet bevis for, at der er sket en ulovlig erhvervelse, brug eller videre-

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

givelse af erhvervshemmeligheder. En søgsmålsfrist på kun seks måneder

er derfor allerede af den grund meget kort. Hertil kommer risikoen for fo-

rumshopping, da søgsmålsfristen i andre lande formentlig bliver længere,

samt det forhold, at direktivets formål er at styrke beskyttelsen af forret-

ningshemmeligheder.

Foreningerne anbefaler på den baggrund, at søgsmålsfristen blot skal følge

de almindelige forældelsesregler på området.

Foreningen Industriel Beskyttelse

foreslår som alternativ hertil, at der

kan indsættes en regel om en maksimal frist på seks år for sådanne søgs-

mål for at sikre, at direktivets artikel 8, stk. 1, til enhver tid vil være op-

fyldt.

Det fremgår af direktivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne fastætter

frister for søgsmål om anvendelse af de foranstaltninger, procedurer og

retsmidler, der er foreskrevet i direktivet.

Der er ikke i gældende ret regler om søgsmålsfrister svarende til dem, der

er foreskrevet i direktivet. For at sikre en korrekt implementering af direk-

tivet, skal der derfor fastsættes søgsmålsfrister som foreskrevet i direktivet.

Som det fremgår af den foreslåede § 14, begynder søgsmålsfristerne først

at løbe, når det kendskab, som forretningshemmelighedshaveren har til

den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmelig-

heden, giver den pågældende tilstrækkelig grundlag for indgivelse af an-

modningen eller sagsanlæg. Dette indebærer, at søgsmålsfristen først be-

gynder at løbe, når forretningshemmelighedshaveren har indsamlet til-

strækkeligt bevismateriale til at indgive en anmodning eller anlægge sag.

Hvad der udgør et tilstrækkeligt grundlag for indgivelse af en anmodning

eller sagsanlæg vil afhænge af karakteren og omfanget af den konkrete

sag. Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at søgsmålsfristen i

enkle sager typisk vil begynde at løbe tidligere end i mere komplicerede

sager.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at en søgsmålsfrist på 6 måne-

der udgør en passende balance mellem hensynet til den formodet kræn-

kende part og hensynet til, at forretningshemmelighedshaveren efter at

være blevet bekendt med den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse

bør have rimelig tid til at anlægge søgsmål, idet der også må lægges vægt

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

på den betragtning, at retsmæssige forretningshemmelighedshavere for-

ventes at udvise rettidig omhu for så vidt angår beskyttelse af deres værdi-

fulde forretningshemmeligheder.

Der kan i øvrigt henvises til afsnit 2.12.3.1 i lovforslagets almindelige be-

mærkninger.

6. Erstatning

Dansk Erhverv, Dansk Industri

samt

Landbrug og Fødevarer

har be-

mærket, at behovet for at styrke beskyttelsen af forretningshemmeligheder

tilsiger, at erstatningsniveauet skal medvirke til at sikre indehavere af for-

retningshemmeligheder mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse.

Når det fremgår af direktivets artikel 14, stk. 1, at den krænkende part skal

betale en erstatning, ”…

der står i rimeligt forhold til den skade [forret-

ningshemmelighedshaveren] har lidt…”

er der organisationernes opfattelse

et klart grundlag for at tildele erstatninger, som er mere proportionale i

forhold til den lidte skade end den, der følger af eksisterende praksis efter

markedsføringsloven.

Organisationerne finder det særdeles positivt, at også krænkerens fortjene-

ste kan indgå i erstatningsudmålingen, og kan henvise til den praksis fra

andre europæiske lande, hvor dette forhold indgår i de tilkendte erstatnin-

ger. Indførelsen af tilsvarende praksis i denne lov ville, efter organisatio-

nernes opfattelse, bringe den i bedre overensstemmelse med den generelle

forpligtelse i direktivets artikel 6, stk. 2, litra c, der pålægger medlemslan-

dene at indføre retsmidler mv., der skal være effektive og have en af-

skrækkende virkning.

Organisationerne anbefaler, at det i bemærkningerne gøres klart, at imple-

menteringen af direktivet indebærer en tiltrængt mulighed for at justere

niveauet for erstatningsudmålinger, så den krænkede part reelt kan få til-

kendt erstatning, der ligger væsentligt højere end et”rimeligt

vederlag for

udnyttelsen af forretningshemmeligheden”.

Foreningen Industriel Beskyttelse

finder det positivt, at det fremgår af

bemærkningerne, at retten ved fastsættelsen af erstatningen kan lade kræn-

kerens fortjeneste indgå som et element, og at dette giver retten adgang til

en friere vurdering ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatnin-

gens størrelse, der derved kan være større end det lidte tab. Foreningen er

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

bekendt med, at det i en række lande, som f.eks. Norge, Tyskland og Eng-

land, er muligt at få tilkendt krænkerens vinding i forbindelse med imma-

terialretskrænkelser. Foreningen opfordrer til, at det ligeledes indsættes i

bemærkningerne til lovforslaget, at retten efter omstændighederne kan

tilkende krænkerens fulde fortjeneste til den krænkede part. For at sanktio-

nerne kan virke afskrækkende, som det kræves i præamblens punkt 21, bør

krænkeren som hovedregel blive tilkendt mere, end hvad der svarer til det

almindelige rimelige vederlag for udnyttelsen, da der i modsat fald ikke vil

være tale om et effektivt retsmiddel med afskrækkende virkning, som kræ-

vet i direktivets artikel 6, stk. 2, litra c.

Det fremgår af direktivets artikel 14, stk. 1, 1. pkt., at medlemsstaterne

skal sikre, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af den

krænkede part, pålægger den krænkende part, der vidste eller burde have

vidst, at vedkommendes aktiviteter ville indebære ulovlig erhvervelse, brug

eller videregivelse af en forretningshemmelighed, at betale forretnings-

hemmelighedshaveren en erstatning, der står i rimeligt forhold til den ska-

de, denne har lidt som følge af den ulovlige erhvervelse, brug eller videre-

givelse af forretningshemmeligheden.

Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 30 bl.a., at formålet

med direktivets erstatningsbestemmelse er at undgå, at en person, som

bevidst eller med rimelig grund til at vide det, ulovligt erhverver, bruger

eller videregiver en forretningshemmelighed, kan drage fordel af en sådan

adfærd, og at sikre, at den krænkede forretningshemmelighedshaver så

vidt muligt befinder sig i en situation, som svarer til den, vedkommende

ville have befundet sig i, hvis den krænkende adfærd ikke havde fundet

sted. Er det f.eks. på grund af en forretningshemmeligheds immaterielle

karakter vanskeligt at bestemme den faktiske skades størrelse, kan erstat-

ningen beregnes på grundlag af et beløb, som skulle have været betalt for

benyttelse af forretningshemmeligheden. Det følger endvidere af præam-

belbetragtningen, at formålet hermed ikke er at indføre pligt til at fastsætte

en erstatning, der har karakter af straf, men at sikre erstatning på et ob-

jektivt grundlag, hvor der samtidig tages hensyn til forretningshemmelig-

hedshaverens udgifter til f.eks. påvisning og efterforskning af krænkelsen.

Som det fremgår af pkt. 2.13.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger,

foreslås det med lovforslagets § 15 i overensstemmelse med direktivets

artikel 14 og præambelbetragtning nr. 30, at den, som forsætligt eller

uagtsomt foretager en ulovlig handling som nævnt i lovforslagets § 4 om

ulovlig erhvervelse mv. af forretningshemmeligheder, skal betale erstat-

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

ning til forretningshemmelighedshaveren. I tråd med udgangspunktet i

dansk rets almindelige erstatningsretlige principper foreslås det, at erstat-

ningens størrelse skal svare til værdien af den skade, som forretnings-

hemmelighedshaveren har lidt som følge af den krænkende parts handling.

Ved fastsættelsen af erstatningen skal der dog også tages hensyn til bl.a.

forretningshemmelighedshaverens tab af fortjeneste og den krænkende

parts uberettigede fortjeneste.

Kravet om, at der ved fastsættelsen af erstatningen skal tages hensyn til

den krænkende parts uberettigede fortjeneste, medfører, at en forretnings-

hemmelighedshaver vil kunne få en erstatning, der samlet er større end det

faktisk lidte tab. Det kan dog ikke forventes, at en forretningshemmelig-

hedshaver kan få dækket både sit fulde tab samt krænkerens fulde uberet-

tigede fortjeneste. I lighed med hvad der allerede i dag gælder for kræn-

kelser af patenter og varemærker mv. efter bl.a. patentlovens § 58, stk. 2,

og varemærkelovens § 43, stk. 2, får domstolene efter lovforslaget mulig-

hed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragt-

ninger, hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element. Muligheden

for også at lægge vægt på krænkerens fortjeneste, giver således retten ad-

gang til en friere vurdering ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed

erstatningens størrelse. Kriteriet om krænkerens ”uberettigede fortjene-

ste” kan bl.a. tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har

krænket en forretningshemmelighed, der indehaves af en person eller virk-

somhed med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være

vanskeligt at fastsætte indehavers tabte fortjeneste og langt lettere at be-

regne krænkerens fortjeneste. Forslaget er i overensstemmelse med det i

direktivets præambelbetragtning nr. 30 anførte om, at formålet med er-

statningsreglerne bl.a. er at undgå, at en krænker af en forretningshemme-

lighedshaver kan drage fordel af en sådan adfærd.

Det foreslås endvidere i overensstemmelse med direktivet, at erstatningen

uanset ovenstående kan fastsættes til et beløb, som mindst svarer til et ri-

meligt vederlag for udnyttelsen af forretningshemmeligheden.

Det bemærkes, at implementeringen af direktivets art. 14 er sket i overens-

stemmelse med regeringens principper for implementering af erhvervsret-

tet EU-regulering, der indebærer, at den nationale regulering som ud-

gangspunkt ikke bør gå videre end minimumskravene i EU-reguleringen.

Dette ville således være tilfældet, hvis der f.eks. i forbindelse med imple-

menteringen indføres strengere erstatningsretlige regler end forudsat i

direktivet.

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

7. Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder

Advokatrådet, Danske Advokater, Løje, Arnesen & Meedom Advo-

katpartnerselskab, Dansk Forening for Industriens Patent- og Vare-

mærkespecialister, Foreningen Industriel Beskyttelse,

Dansk Er-

hverv, Dansk Industri,

samt

Landbrug og Fødevarer

har anbefalet, at

retsplejelovens kapitel 57a om bevissikring ved krænkelse af immaterial-

rettigheder m.v. udvides, sådan at reglerne også finder anvendelse ved

krænkelse af forretningshemmeligheder.

Advokatrådet, Danske Advokater

Løje, Arnesen & Meedom Advo-

katpartnerselskab

har i den forbindelse henvist til, at de betænkeligheder,

som ved indførelsen af reglerne om bevissikring førte til ikke at lade reg-

lerne finde anvendelse ved krænkelse af forretningshemmeligheder, siden

da har fundet en retssikkerhedsmæssig forsvarlig løsning gennem senere

retspraksis samt den ændring af reglerne om bevissikring, som fandt sted

ved lov nr. 279 af 5. april 2006 om ændring af retsplejeloven (Gennemfø-

relse af EU-regler om håndhævelse af immaterialrettigheder m.v.).

Løje, Arnesen & Meedom Advokatpartnerselskab

har endvidere hen-

vist til, at det antageligt er nødvendigt for overholdelse af TRIPS-aftalen,

at reglerne i retsplejelovens kapitel 57a om bevissikring ved krænkelse af

immaterialrettigheder udvides til også at finde anvendelse ved krænkelse

af forretningshemmeligheder. Endelig henvises der til, at Danmark står

meget alene med at undtage forretningshemmeligheder fra reglerne om

bevissikring.

Advokatrådet

Danske Advokater

har endvidere anbefalet, at reglerne

i retsplejelovens kapitel 29a om oplysningspligt ved krænkelse af immate-

rialrettigheder m.v. udvides, så reglerne også finder anvendelse ved ulovlig

erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheder.

Med lovforslaget foreslås indført en ny selvstændig hovedlov om beskyttel-

se af forretningshemmeligheder, som implementerer direktivet om forret-

ningshemmeligheder i dansk ret. Direktivet forpligter ikke medlemsstater-

ne til at indføre regler om bevissikring ved ulovlig erhvervelse, brug eller

videregivelse af forretningshemmeligheder, og lovforslaget indeholder

derfor ikke regler om bevissikring ved krænkelse af forretningshemmelig-

heder.

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

De almindelige regler for at sikre bevis findes i retsplejelovens regler om

ransagning, isoleret bevisoptagelse og midlertidige afgørelser om forbud

og påbud. Disse regler vil også fremover kunne anvendes ved krænkelse af

forretningshemmeligheder med de ændringer, der følger af lovforslaget.

De særlige regler om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder

blev indført ved lov nr. 216 af 28. marts 2001. Loven blev udarbejdet på

baggrund af betænkning nr. 1385/2000 om bevissikring ved krænkelse af

immaterielrettigheder m.v. afgivet et udvalg nedsat af Kulturministeriet.

Af betænkningens side 50 fremgår det, at udvalgets flertal fandt, at prin-

cippet om boligens ukrænkelighed og hensynet til beskyttelse af erhvervs-

hemmeligheder ikke generelt udgjorde modhensyn som vejede tungere end

behovet for at forbedre rettighedshavernes bevissikringsmuligheder. Det

fremgår dog af betænkningens side 58, at udvalgets flertal fandt, at det

ville være for vidtgående at indføre mulighed for bevissikring i sager om

krænkelse af erhvervshemmeligheder, da der herved regelmæssigt ville

opstå en alvorlig risiko for prisgivelse af konkurrentens erhvervshemme-

ligheder.

Justitsministeriet finder ikke, at der foreligger et tilstrækkeligt sikkert

grundlag for at tilsidesætte den afvejning af de ovnnævnte modstående

hensyn, som blev foretaget af udvalget. Det bemærkes i den forbindelse, at

den ændring af bevissikringsreglerne, som fandt sted ved lov nr. 279 af 5.

april 2006, og som der henvises til i flere af høringssvarene, blev gennem-

ført for at foretage de ændringer i retsplejeloven, som var nødvendige til

gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af

29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder

(retshåndhævelsesdirektivet).

Såfremt det efter ikrafttrædelsen af den kommende lov om forretnings-

hemmeligheder måtte vise sig, at loven i praksis ikke i tilstrækkelig grad

sikrer en effektiv beskyttelse af forretningshemmeligheder på grund af

vanskeligheder for rettighedshaverne med at fremskaffe de fornødne bevi-

ser, vil Justitsministeriet tage op til nærmere overvejelse, om reglerne i

retsplejelovens kapitel 29a og 57a skal ændres, således at de i fornødent

omfang udvides til også at omfatte sager om ulovlig erhvervelse, brug eller

videregivelse af forretningshemmeligheder.

For så vidt angår bemærkningen om, at det antageligt er nødvendigt for

overholdelse af TRIPS-aftalen, at reglerne i retsplejelovens kapitel 57a om

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder udvides til også at

finde anvendelse ved krænkelse af forretningshemmeligheder, bemærkes

det, at udvalget tog stilling til dette spørgsmål i betænkning nr. 1385/2000.

Af betænkningens side 58-59 fremgår det således, at det var udvalgets op-

fattelse, at den manglende medtagelse af erhvervshemmeligheder ikke

ville indeære nogen reel risiko for, at det efter gennemførelsen af en lov

om bevissikring ved immaterialretskrænkelser ville blive gjort gældende,

at Danmark ikke opfylder TRIPS-aftalens krav. Der kan endvidere henvi-

ses til bemærkningerne om TRIPS-aftalen i afsnit 2.4 i lovforslag nr. L 17

af 4. oktober 2000 om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder

(Folketingstidende 2000-2001, Tillæg A, side 420ff), hvoraf det fremgår

bl.a., at det er regeringens opfattelse, at der med lovforslaget fjernes en-

hver tvivl om, hvorvidt Danmark lever op til TRIPS-aftalens krav.

8. Andet

Danske Medier

Dansk Journalistforbund

har bemærket, at lovforsla-

get bør henvise til de særlige regler, som er gældende i forbindelse med

retssager, som involverer journalister og medier, herunder reglerne om

kildebeskyttelse, edition og beslaglæggelse.

Lovforslaget berører ikke reglerne om udelukkelse eller fritagelse fra at

afgive forklaring som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172.

Lovforslaget berører endvidere ikke reglerne om edition i retsplejelovens

kapitel 74.

For så vidt angår lovforslagets forhold til retten til ytrings- og informati-

onsfrihed, herunder respekten for mediefrihed og mediernes pluralisme,

henvises der til afsnit 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister

har

bemærket, at sager omfattet af lovforslaget formentlig vil være ganske

komplekse, og at der må forventes en del sager samtidig med, at retsprak-

sis er begrænset. Bl.a. på den baggrund har foreningen anbefalet, at sager

om forretningshemmeligheder koncentreres i Sø- og Handelsretten, og

ikke, som foreslået, også kan anlægges ved fogedretten.

Efter retsplejeloven tilkommer det fogedretten at tvangsfuldbyrde domme

og andre afgørelser. Endvidere fremgår det af retsplejelovens § 641, stk.

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

1, at fogedretten yder bistand til opretholdelse eller gennemførelse af for-

bud eller påbud efter reglerne i kapitel 57.

Lovforslaget er søgt udformet sådan, at de opgaver, der efter den eksiste-

rende ordning i retsplejeloven tilkommer fogedretten, i videst muligt om-

fang også kommer til at høre under fogedretten, når der er tale om sager,

der er er omfattet af lovforslaget.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.10.3 og 2.15.3 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

FTF

har bemærket, at det i stigende grad ses, at der sideløbende

med markedsføringsloven aftales sanktionering med fastsættelse af en

konventionalbod. Det er LO og FTF’s opfattelse, at såvel markedsførings-

loven, som det nu foreliggende forslag til lov om forretningshemmelighe-

der, gør endeligt op med den tilladelige sanktionering af ulovlig brug af

forretningshemmeligheder. Således følger det af lovforslagets § 8, stk. 3,

og § 12, stk. 2, at det tilkommer domstolene at finde en passende balance

mellem forseelse og straf i den konkrete sag. Dette levner ikke plads for en

sideløbende aftaleretlig regulering, hvilket bør fremgå af loven.

Det er ikke med lovforslagets §§ 8 og 12 tilsigtet at gribe ind i de eksiste-

rende muligheder for at indgå aftaler vedrørende forretningshemmelighe-

der, herunder sanktioner for f.eks. ulovlig videregivelse eller brug af en

forretningshemmelighed.

Der kan i øvrigt henvises til direktivets præambelbetragtning nr. 39, der

bl.a. beskriver, at direktivet ikke bør berøre anvendelsen af anden relevant

lovgivning på andre områder, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder

og aftaleret.

Datatilsynet

har bemærket, at tilsynet forudsætter, at rettens vurdering af,

om en dom skal offentliggøres, foretages under iagttagelse af reglerne i

persondataloven og retshåndhævelsesloven, når oplysningerne i dommen

om den krænkende part vil være af en sådan art, at en fysisk person vil

kunne identificeres.

Det er styrelsens opfattelse, at offentliggørelse af oplysninger om strafbare

forhold er en meget indgribende form for behandling, og tilsynet foreslår

derfor, at det nøje overvejes i forhold til retshåndhævelsesloven, retshån-

dhævelsesdirektivet, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet, i hvil-

L 125 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren

ket omfang en sådan offentliggørelse skal kunne ske, og i hvilket omfang

der skal ske sletning eller anonymisering inden offentliggørelse.

Justitsministeriet har noteret sig Datatilsynets bemærkninger. Ministeriet

kan i den forbindelse henvise til, at det ifølge lovforslagets § 17, stk. 2, er

op til retten i den konkrete sag at vurdere, om offentliggørelse af dommen i

sin helhed eller i uddrag kan ske, og at retten ifølge lovforslagets § 17, stk.

3, skal inddrage en række hensyn i denne vurdering, herunder hensynet til

om oplysningerne om den krænkende part vil være af en sådan art, at en

fysisk person vil kunne identificeres, og hvis dette er tilfældet, om offent-

liggørelse af disse oplysninger er berettiget, navnlig på baggrund af den

mulige skade, som offentliggørelsen kan medføre for privatlivets fred og

den krænkende parts omdømme. Som også anført i afsnit 2.16.3.1 i lov-

forslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 17 forud-

sættes det, at offentliggørelse efter den foreslåede bestemmelse sker i

overensstemmelse med persondatalovgivningens regler. Disse forhold er

blevet præciseret i lovforslaget.