Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af lovforslag nr. L 108:

Forslag til lov om etablering af en ordning for borgerforslag med henblik på behandling i Folketinget.

Af Pia Kjærsgaard (DF), Henrik Dam Kristensen (S), Kristian Pihl Lorentzen (V), Christian Juhl (EL) og Leif Mikkelsen (LA).

(Fremsættelse 16.11.2017).

Der er som bekendt ingen minister på det her område, idet det er Præsidiet, der har fremsat forslaget, så det er egentlig Folketingets eget ansvar. Derfor er det sådan, at den, der sidder her i stolen, selvfølgelig vil lytte opmærksomt til debatten om forslaget, idet det skal behandles i Udvalget for Forretningsordenen. Og endelig bliver der jo taget referat af alt, hvad der foregår her i huset, så der er ikke nogen problemer med at få det samlet op.

Forhandlingerne er åbnet, og den første ordfører er fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Formålet med lovforslaget er at skabe et retsgrundlag for en ordning, hvorefter borgere, der har valgret til Folketinget, kan indgive forslag med henblik på senere behandling som beslutningsforslag i Folketinget, hvorved andre personer, der opfylder den samme betingelse, kan tilkendegive deres støtte til sådanne forslag. I lovforslaget bliver det betegnet »borgerforslag«.

Lovforslaget er en del af udmøntningen af folketingsbeslutning af 2. juni 2016 om muligheden for at få borgerdrevne beslutningsforslag behandlet i Folketinget. Det havde dengang nummer B 169. Med lovforslaget bemyndiges Folketingets formand til efter forhandling med næstformændene og efter forelæggelse for Udvalget for Forretningsordenen at fastsætte nærmere regler om ordningen for borgerforslag.

Socialdemokratiet var ikke en del af det flertal, der stemte for beslutningsforslaget i juni 2016. Men vi respekterer naturligvis, at når der er et flertal for at fremsætte et lovforslag inden for grundlovens rammer, medvirker vi også til den del af proceduren i Præsidiet og her i salen. Men det får os ikke til at ændre den opfattelse, at borgere, der ønsker en dialog med et eller flere folketingsmedlemmer om et emne eller en sag, der kan løses via lovgivning, allerede i dag har gode muligheder for en sådan dialog, også uden at samle 50.000 underskrifter. Der findes faktisk eksempler på, at der er én borger, der gør opmærksom på noget, som kan føre til ændret lovgivning, og sådan skal det være. Vi politikere skal være let tilgængelige for alle, også andre steder end på de sociale medier.

Socialdemokratiet går ind for det repræsentative demokrati og styrker gerne den demokratiske deltagelse i samfundet, herunder at mange engagerer sig i de politiske foreninger og andre repræsentative organer, der på så mange måder holder samfundets sammenhængskraft i live. At vælgerne også bakker op om det repræsentative demokrati, så vi i tirsdags, hvor over 70 pct. med stemmeret til kommunalbestyrelser og regionsråd valfartede til valgstederne.

Mit parti føler et stort ansvar for hele samfundet og ikke kun for de borgere, der magter at rejse en sag og indsamle underskrifter. Kontakten til os skal som sagt være let. Som Venstres ordfører, hr. Søren Gade, sagde i 2016: »... der er en lettere måde at få et forslag i Folketingssalen på ... , og det er at ringe til en politiker«.

Det er vi enige i. Vi er også enige med KL, der i deres høringssvar anfører, at det repræsentative demokrati fortsat skal være det bærende element i det danske samfund og ikke udhules af det direkte demokrati. Når L 108-modellen med borgerforslag fra nytår skal afprøves, er det vigtigt, at der tages højde for de ønsker, Danske Handicaporganisationer og Ældre Sagen anfører på vegne af deres målgrupper, om tilgængelighed og alternative veje via den digitale løsning.

Sluttelig vil jeg gentage, at Socialdemokratiet selvfølgelig respekterer, at der er et flertal i Folketinget for at give mulighed for, at borgerdrevne beslutningsforslag bliver behandlet i Folketinget, og vi noterer os, at der er taget hånd om de elementer i beslutningsforslaget, som kunne være grundlovsstridige. Så selv om vi principielt er imod forslaget, fordi vi mener, det er overflødigt i et stærkt repræsentativt demokrati som det danske, så støtter vi den praktiske udmøntning, der opstiller retningslinjer for folketingsbeslutning herom og for muligheden for at få borgerdrevne forslag behandlet i Folketinget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Er det ikke arbejderbevægelsens oprindelige idé, at jo mere direkte demokrati man kan få, des bedre må det være? I starten havde arbejdere, der ikke havde egen ejendom, eller som havde været i fængsel, ingen stemmeret i Danmark. Det samme gjaldt i øvrigt kvinder og folk, der havde et handicap, i hvert fald i forhold til grundloven. Er det ikke vores opgave hele tiden at udvikle demokratiet, så det er så direkte som muligt og så mange som muligt kan få direkte indflydelse på mest muligt, og kunne det her dermed ikke være et lillebitte skridt i den rigtige retning?

Ordføreren.

Tak. Det kommer an på, om den måde, man så gør det på, udhuler det repræsentative demokrati, for det direkte demokrati kan godt handle om solistsager; det kan være lobbyvirksomhed; det kan være enkelte ting, hvor nogle er stærke nok til måske at få noget igennem på andres bekostning. Det er derfor, jeg italesætter det folkevalgte demokrati, også via de politiske partier, som tager ansvaret for hele samfundet og ikke kun for enkelte sager. Men vi går med i nu, at vi får det afprøvet, og så må vi jo se, hvad evalueringen giver. Men der er altså nogle sider ved det direkte demokrati, som er i modstrid med det repræsentative.

Spørgeren.

Jeg ville kunne forstå ordføreren, hvis hun sagde, at direkte magtanvendelse, altså brug af sin indflydelse via lobbyisme eller penge, eller hvad det nu kan være, er noget negativt. Men i de tilfælde, hvor vi ikke kan have direkte demokrati, så alle mennesker kan være med, så har vi et repræsentativt demokrati som et middel, ikke som et mål. Og derfor skal vi jo ikke forsvare repræsentativt demokrati, hvis det her kan udfoldes på en demokratisk og ordentlig måde.

Ordføreren.

Jeg så egentlig hellere, at borgerne i større og større omfang – i stedet for i mindre omfang, som det sker – engagerer sig i de organer, der netop også repræsenterer på tværs af socialgrupper, på tværs af nogle holdninger, på tværs af religiøse skel, på tværs af opvækst og alt muligt andet. Der har været et tab gennem de sidste mange år af dem, der engagerer sig i de organer i dag, og derfor kan vi også godt diskutere, hvem vi egentlig repræsenterer, hvis det efterhånden næsten er mindretallet i Danmark, der i hvert fald kan opstille som kandidater. Det er den udvikling, vi sådan ser lidt, nemlig at hvis vi lukker op for en anden direkte måde, hvordan får vi så sikret, at der er nogen, der tager ansvaret for helheden og ikke kun for enkeltsager?

Den næste spørger er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg lyttede med stor opmærksomhed til talen, og jeg vil selvfølgelig gerne kvittere for, at man vælger at bakke op om det flertal, der er, og at man nu laver den her løsning. Men det, jeg egentlig gerne vil spørge lidt ind til og måske sammen med ordføreren reflektere over, er det med det repræsentative demokrati. Jeg ser jo ikke den ordning, som vi debatterer i dag, som en erstatning. Jeg ser den netop som et redskab, der måske kan være med til at styrke det repræsentative demokrati, styrke den involverende del af det repræsentative demokrati, for vi oplever jo i Danmark, at vi i dag har en mindre kollektiv organisering end tidligere, specielt af politisk karakter. Så tænker ordføreren ikke, at netop det her, for det er jo ikke det direkte demokrati, men netop et redskab for det repræsentative demokrati, faktisk kan være med til at styrke det?

Ordføreren.

Det kommer an på, hvor det fremtidige snit ligger. Jeg er jo ikke blandt dem, der går ind for, at vi skal have besluttende folkeafstemninger om alt. Så hvor er det, snittet ligger? Vores grundlov bygger jo på det repræsentative demokrati. Jeg har ikke noget imod, at folk via os kan rejse noget, men det, vi talte for sidste sommer, og som vi gentager nu, er, at vi skal være så let tilgængelige og være i så stor kontakt med vores bagland, at borgerne også kan komme til os, og at vi kan rejse en sag på deres vegne, uden at der skal være 50.000 underskrifter bag.

Spørgeren.

Det er jeg fuldstændig enig i at vi skal. Selvfølgelig skal vi det. Men jeg forstår bare ikke sammenkædningen mellem det direkte demokrati, altså at have folkeafstemninger om alt, og det her, som netop er et redskab til, at vi kan styrke det repræsentative demokrati. Jeg forstår ikke, at der bliver sat det lighedstegn. Kan ordføreren ikke se, at det her netop ikke er direkte demokrati med folkeafstemninger, men netop et redskab, som vi har set i andre lande fungere sammen med det repræsentative demokrati, og som kan styrke det og ikke udvande det?

Ordføreren.

Nogle af de lande, der har den her ordning, har jo ikke et repræsentativt demokrati på samme måde som os. De har en anden struktur i deres grundlov, end vi har. Deres forsamlinger er jo opbygget på andre måder. Hvis det her var det eneste sted, hvor man skulle det, kunne det da godt være, men vi synes bare, det er unødvendigt. Vi burde være så tilgængelige, at det, hvis der er noget forkert i vores lovgivning, eller hvis der er en mangel i vores lovgivning, er unødvendigt, at der skal være en underskriftindsamling, for at vi lytter til, at der er en mangel.

Så siger vi tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste i rækken er hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Da Dansk Folkepartis ordfører på området ikke er her i dag, har jeg også fået fornøjelsen af at tale om det her. Jeg har hele dagen for mig hernede, men jeg må henvise til Præsidiet, hvis der er uddybende spørgsmål til det her lovforslag.

Det er jo et lovforslag, der går ud på, at man kan stille borgerforslag ved indsamling af underskrifter. Det er også et forslag, som skal sikre, at det ikke er i strid med grundloven. Det kræver også, at der er folketingsmedlemmer, der vil tage forslaget op og bære det videre ind i Folketinget. I den forbindelse skal der så fastsættes regler, som Folketingets formand kan fastsætte i forbindelse med bekendtgørelse om de borgerdrevne forslag. Det er, for at der skal være mere åbenhed, og for at borgerne nemmere kan komme til orde herinde.

Da det som sagt er Præsidiet, der har aftalt det her, vil jeg ikke gå dybere ind i det ud over at sige, at vi selvfølgelig har den aftale i Præsidiet, der står i det her lovforslag, og så går jeg ud fra, at behandlingen af det fortsætter i Præsidiet.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Hans Christian Schmidt, Venstre.

Tak for det, formand. Lovforslaget, som vi behandler her i dag, er jo en del af udmøntningen af folketingsbeslutningen af 2. juni 2016 om mulighed for at få borgerdrevne beslutningsforslag behandlet i Folketinget. Dengang i juni 2016 stemte Venstre i øvrigt sammen med Socialdemokratiet imod forslaget om mulighed for at få borgerdrevne beslutningsforslag behandlet her i Folketinget. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at gentage nogle af de ord, som Venstres ordfører på området her og også på beslutningsforslaget, Venstres gruppeformand hr. Søren Gade, dengang fremførte.

Selv om jeg godt forstår intentionen bag, virker ideen om borgerdrevne forslag fortsat overflødig i et repræsentativt demokrati som det danske. Det gør det, fordi det i dag står ethvert folketingsmedlem frit for at tage et givent forslag op i Folketinget, og det gælder, uanset om der har meldt sig medstillere på forslaget, eller om der er indgivet støtteerklæringer fra 10.000, 50.000 eller 100.000 borgere, eller om der blot er støtte fra 1 borger.

Desuden er det jo sådan, særlig i de her tider med sociale medier, at et folketingsmedlem faktisk er meget tæt på borgerne. Det er vist ikke for meget sagt, når jeg siger, at det aldrig har været lettere at komme i direkte kontakt med et folketingsmedlem. Det er sådan set det demokratiske system, jeg tror på, hvor vi politikere dagligt lytter, når vi er ude i landet; hvor vi lytter til de henvendelser, vi får fra borgerne; hvor vi går i dialog med borgerne, og hvor den ene gode idé fra én borger kan blive til konkret politik på Christiansborg. Vi politikere skal lytte, vi skal turde tage diskussionen, vi skal blive ved med at rejse ud i landet og deltage i diskussionerne med borgerne, og vi skal opmuntre danskerne til fortsat at engagere sig.

Vi skal arbejde for, at vi alle bruger den ret, vi har i Danmark, nemlig at vi stemmer, når vi får muligheden for det – det gjorde vi forleden, og det gjorde så også en meget stor del af danskerne, faktisk 70,8 pct. af vælgerne valgte at gå ned og sætte deres kryds, og det er nogenlunde på niveau med sidste kommunalvalg. Det vidner om, at den danske befolkning i høj grad gør brug af den ret, man har som borger i det danske demokrati. Det er den slags demokrati, Venstre tror på, altså det repræsentative demokrati, hvor vi alle 179 medlemmer er repræsentanter for de vælgere, der har stemt på os, og hvor vi løbende er i dialog med vores vælgere.

Venstre respekterer selvfølgelig, at der er et flertal i Folketinget for at give mulighed for at få borgerdrevne beslutningsforslag behandlet i Folketinget, og vi noterer os, at der er taget hånd om de elementer i beslutningsforslaget, som kunne være grundlovsstridige. Så selv om vi i princippet er imod indholdet og helt principielt er imod, fordi vi mener, at det er overflødigt i et stærkt repræsentativt demokrati som det danske, så støtter vi den praktiske udmøntning, der opstiller retningslinjer for folketingsbeslutning af 2. juni 2016 om mulighed for at få borgerdrevne forslag behandlet i Folketinget.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. I søndags tog jeg en dag ud af kalenderen og gik og ringede på døre i mit gamle boligområde i Silkeborg, hvor der bor mange flygtninge og indvandrere, og hvor stemmeprocenten er meget lav. Jeg ringede på og spurgte, om de havde tænkt sig at stemme nu her den 21., og om de vidste, hvordan proceduren var og alle sådan nogle ting. Mange vidste det faktisk ikke, og mange sagde: Nej, det har vi ikke tænkt os. Så sagde jeg: Har I fået jeres valgkort? Det vidste de ikke rigtig hvordan så ud osv.

Det er jo et stort problem, når det er sådan. Jeg foreslog dem så, at de skulle tage at gå hen og stemme og fortalte dem, hvor afstemningsstedet var, og hvordan man gjorde. Nogle havde boet her i landet i 18 år og havde aldrig stemt – og der var også mange danskere, der ikke ville stemme.

Det er et problem efter min mening. Det er også et problem, at vi kun har 70 pct. af danskerne til at stemme, for det vil sige, at næsten en tredjedel ikke stemmer og tager aktivt del i den del af demokratiet. De tager sikkert del i mange andre ting. Derfor er vi i Enhedslisten tilhængere af så direkte demokrati som muligt, at mennesker har direkte indflydelse på deres liv og tilværelse der, hvor det overhovedet er muligt, ved at de selv aktivt er med i beslutningsprocessen.

Så er der nogle beslutningsprocesser, som de ikke kan være med i, fordi vi siger, at der laver vi det, vi kalder repræsentativt demokrati, så nogle repræsenterer os, og det vil sige, at vi f.eks. vælger nogle til at sidde i Folketinget.

Endnu værre er det, at nogle af beslutningerne, som kunne træffes i Folketinget eller i byrådene, faktisk er blevet skubbet til Bruxelles i løbet af de sidste mange, mange år – siden 1972. Det fremmedgør mennesker, og det får mennesker til at få en opfattelse af, at der er nogle andre, der har overtaget beslutninger om deres eget liv. Det er ikke godt.

Det er måske en lang forklaring for at sige, at det her er et lille skridt i den rigtige retning. Vi er tilhængere af, at vi tilnærmer os at have så meget indflydelse på tingene i vores eget liv som muligt. Det er f.eks. ved at have størst mulig åbenhed om de politiske processer, ved at banke flest mulige huller i de relativt tykke mure, der er på den her bygning, sådan at folk både kan stikke en hånd ind og være med til at beslutte nogle ting, men også kan råbe så højt, at de kan råbe politikerne op.

Det er et problem, at flere og flere synes, at de ikke kan råbe politikerne op – at der er en slags politikerlede. Det skal vi gøre noget ved, både på den måde, vi opfører os, og på den måde, vi giver mulighed for at være med. Det her lillebitte skridt kunne være en mulighed for, at i hvert fald nogle hundrede tusinde hvert år prøver at se, om ikke de kan fremme en idé, de brænder for. Demokratiet har jo udviklet sig historisk set, og jeg tror ikke på, at vi har nået det højeste stade, som menneskeheden kan nå, hverken i Danmark eller Skandinavien eller Europa. Jeg tror sagtens, der kan arbejdes meget, meget mere systematisk med demokratiet. Vi kan jo selv se det på de 150 år, vi har haft det repræsentative demokrati – i starten med en meget, meget afdæmpet form. Hvor i hvert fald under 20 pct. af danskerne fik lov til at stemme i 1849, har flere og flere langsomt fået lov til det, men det er stadig væk ikke alle danskere, der har ret til at stemme.

Der er et problem i det her forslag, som jeg har påpeget undervejs – og vi vil ikke stille ændringsforslag, for vi har forstået, at hvis vi gjorde det, ville det kunne vælte processen med at få det her lille skridt vedtaget – nemlig det, at der står i reglerne, at det ikke er tilladt at stille forslag om ændring af grundloven eller stille forslag, som er i strid med grundloven. Det er jo en svaghed ved det her, for der er givetvis mange ude i landet, der synes, det kunne være fedt, at vi afskaffede kongehuset og fik en republik, eller at vi f.eks. gjorde noget ved EU, eller at vi gjorde nogle andre ting, som kunne opfattes som værende i strid med grundloven.

Det skridt, det lille demokratiske skridt, tillægget til det her, kunne vi jo så tage op senere, hvis vi nu får forsøgt os med det her og det viser sig, at det faktisk er noget, mennesker vil bruge, og at det måske også en gang imellem viser sig, at nogle af de forslag, som 50.000 mennesker leverer ind på bordet, vil blive til en praksisændring i vores danske politik.

Det glæder jeg mig til at se, og derfor synes jeg, vi skal støtte det med alle de kræfter, vi kan – også hvis der er folk, der ikke kan finde ud af at bruge systemet. Så vi skal vejlede dem, opfordre dem til at bruge systemet, men jo også opfordre dem til at være aktive systematisk i partier og sociale bevægelser osv. Så kan vi få et mere levedygtigt demokrati og et meget, meget bedre og sjovere land at leve i, hvis vi gør alle sammen. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, vi er meget enige om målet om gerne at ville have flere danskere til at involvere sig i samfundsudviklingen. Socialdemokratiet er sådan set også enig i kritikken, med hensyn til at vi måske selv bidrager til politikerlede og til, at ikke så mange er med i vores politiske organisationer. Det, der så er mit partis holdning, er, at så bør vi gøre noget ved årsagerne til det.

Så mit spørgsmål til hr. Christian Juhl er: Tror hr. Christian Juhl, at det her forslag får flere til at melde sig ind i de demokratiske organer, der findes i forvejen?

Ordføreren.

Tak. Ja, det tror jeg egentlig, for jeg har set, at når man giver mennesker mulighed for at blande sig i politiske spørgsmål, så får de appetit, så får de lyst til at blande sig mere. Det starter ofte med et enkelt spørgsmål – det gjorde det også for mig selv. Da handlede det om apartheid i Sydafrika, og jeg deltog i solidaritetsbevægelser, og jeg syntes, det vigtigste i hele verden var at slås for ordentlige demokratiske forhold i Sydafrika. Og så opdagede jeg, at det jo var en slags politik, og så fik jeg venner, der var politisk organiseret.

Så på den måde tror jeg bestemt at det, at man engagerer sig i et enkelt spørgsmål, faktisk kan brede det ud, sådan at man også har lyst til at blande sig i mere brede politiske spørgsmål f.eks. i et parti.

Spørgeren.

Jeg er faktisk glad for, at ordføreren brugte begrebet brede politiske spørgsmål, for en af de ting, jeg frygter ved forslaget her, er netop, at man så ikke viser det fælles samfundsansvar, men at man næsten gør ligesom lobbyister og går efter et meget smalt emne. Så jeg vil bare sige tak for den bemærkning.

Ordføreren.

Jeg vil gerne supplere det med at sige, at det jo er en overskuelig måde at vise samfundsansvar på en gang hvert fjerde år at sætte et kryds og så regne med, at andre ordner tingene for en. Det sker jo først der, hvor mennesker rejser sig op og siger: Jeg synes egentlig, samfundet kan blive bedre dér eller anderledes dér.

Jeg ser f.eks. de nye partiers – især Alternativets – fremvækst som et tegn på, at man godt ud fra enkeltområder som kultur, eller hvad pokker det kan være, kan få lyst til at blande sig og dermed organisere sig og dermed sige: Vi vil have en stemme – vi vil også trykke på knappen engang imellem. Det tror jeg sagtens kan komme ud af enkeltspørgsmål og sådan nogle aktiviteter som dem her, men også af andre aktiviteter, især hvis politikere f.eks. provokerer ved at sælge DONG eller den slags ting.

Tak til hr. Christian Juhl. Og så springer vi foreløbig over Liberal Alliance og går videre til hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg kan huske, da vi her i Folketingssalen behandlede B 169, og jeg var meget glad. Jeg kan huske, at jeg heroppe på talerstolen nærmest slog ud med armene af begejstring, og jeg er faktisk lige så glad i dag. Og det er ikke kun, fordi jeg engang er blevet kaldt Rasmus Evigglad af en radiovært. Det er faktisk, fordi jeg synes, det er et rigtig vigtigt forslag, vi diskuterer i dag.

Det, som vi diskuterer, er jo ikke, hvordan vi kan erstatte vores repræsentative demokrati, hvordan vi kan skabe et helt nyt system. Nej, det er faktisk, hvordan vi kan styrke involveringen i vores repræsentative demokrati. Da jeg første gang stødte på en lignende ordning, var lige i starten, da vi havde skabt det nye parti, som jeg repræsenterer i dag. Da mødte jeg nogle fra Finland, som fortalte om deres system, Open Ministry, og det var jo det, som inspirerede os til at arbejde videre med den her løsning. Og det var det, der gjorde, at jeg kunne stå rigtig glad sammen med seks andre ordførere fra seks andre partier og præsentere et forslag i 2016.

Som Enhedslistens ordfører var inde på, er det her jo ikke kæmpestort – det er en lille ting, et lille redskab – men det, jeg tror kan komme ud af det, er, at det begynder at sætte skub i, at vi spørger os selv hele tiden: Hvordan kan vi gøre tingene lidt bedre? Og jeg er enig i, at vi har mange gode redskaber, også i vores repræsentative demokrati – man har let kontakt til medlemmerne af Folketinget, der er mulighed for foretræde osv. Men hvordan kan vi hele tiden finde på gode redskaber, der styrker det endnu mere?

For vi oplever jo desværre en tillid mellem borgere og politikere, der forsvinder, og det skal vi tage på os. Vi oplever også i Danmark, at der er en mindre kollektiv organisering, specielt af den politiske karakter. Det skal vi også tage alvorligt, og det, jeg tror vi kan med det her, er, at vi kan tage et lille skridt, og prøve noget af og se, om det er den rigtige vej, eller om vi skal gøre noget andet. Det er også derfor, jeg faktisk er glad for, at det her forslag har en solnedgangsklausul, så vi kan tage det op og sige: Fungerede det så? Hvad kan vi gøre bedre? Hvad skal vi forandre ved det?

Det var meget sjovt, for da jeg sad og skulle herned og have den her sag, sad jeg selvfølgelig lige og researchede lidt for at se, om der var nogle sjove ting, man lige kunne tage med herned. Og så fandt jeg faktisk ud af, at det her med at inddrage, altså inddragende demokrati, faktisk fandtes lidt også tilbage enevældens tid, i 1755. For da udsendte hofmarskal A.G. Moltke en offentlig appel til alle retskafne patrioter om at indsende forslag, som skulle tjene til at vedligeholde landets velstand, formindske udgifterne og formere indkomsterne. Og den blev faktisk fulgt. Der var flere borgere, der reagerede ved at sende forslag ind. Og der synes jeg bare, det er meget sjovt at kigge tilbage på historien og se, at man faktisk altid har prøvet noget af. Og det er det, vi gør nu med det her forslag.

Så jeg er stadig væk Rasmus Evigglad og slår ud med armene og siger: Hvor er det dejligt at stå her, og hvor er det også dejligt, at de partier, som ikke støttede beslutningsforslaget, kan bakke op om, at nu prøver vi det af med den her konkrete løsning. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Karen J. Klint.

Det er sådan set ikke om selve forslaget. Men nu vi er ved det historiske, kan ordføreren jo gå ud og læse forordet til Jyske Lov. For der står der faktisk, at hvis vi alle sammen opførte os ordentligt, ville der slet ikke være grund til at have lovgivning i Danmark.

Ordføreren.

Det kan være, vi kommer frem til det en dag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går over til hr. Leif Mikkelsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Det her forslag er sådan set ret spændende. Det er jo blevet til som udmøntning af folketingsbeslutningen af 2. juni 2016 om mulighed for at få borgerdrevne beslutningsforslag behandlet i Folketinget. Og vi kan så glæde os over her i dag, at selv om der er store partier her i Tinget, der ikke synes, at det er verdens bedste idé, den, de har hørt om, så er der så stor konsensus blandt partierne her i huset, at vi står sammen om at gennemføre det, når vi nu har brugt de interne spilleregler, vi har. Og det er der grund til at glæde sig over, så det faktisk får det medløb, det skal have, for at vi kan få afprøvet, om det overhovedet kan lykkes.

For på en eller anden måde er det jo en slags forsøg. Det er et forsøg på at udbrede demokratiet og give nogle adgangsveje til det. Og det er også set i lyset af, at færre og færre mennesker finder vej til de politiske partier som medlemmer. Man kunne også sige, at det jo er ærgerligt, og det er det, og hvis man lapper på det, ser på det sådan med sortsyn, kan det være at endnu færre finder vej. Men det kan være, at det her skærper interessen, altså at det faktisk kan lykkes at komme igennem med noget, og at man så finder ud af, at der måske er nemmere veje end at finde 50.000 personer, der skal skrive under og hele den der proces. Man opdager, at man har en mere direkte adgang til det politiske liv i Danmark, som faktisk er meget nem og mere direkte, nemlig at melde sig ind i et politisk parti og udøve indflydelse den vej. Man har enorm indflydelse på opstilling af kandidater osv., så hvis det kan vække interessen på den måde, er det jo godt. Og hvis det ikke gør og det her ikke lykkes, nå ja, så er det jo blevet prøvet.

Derfor er det fint, at det efter et par år er en evaluering af det her, hvor man så ser på, om det overhovedet kan lade sig gøre, og om det bliver brugt. Der er allerede forberedt en hjemmeside, som gør, at man kan finde vej i det system. Og vi har også et sekretariat, tror jeg, der kan sikre, at de forslag, der eventuelt når igennem, også er forslag, der kan håndteres og finde vej her i Folketinget. Så jeg synes, det er en spændende tanke.

Jeg tror, det var hr. Christian Juhl, der talte om at slå hul på de her mure. De er tykke, og det er ikke altid, vi når ud, men vi kan så håbe, at folk kan nå ind. Så hvis det her kunne være et signal om, at det sagtens kunne være spændende at få andre ideer ind end dem, vi kan finde på her i huset, så er det her en vej.

Liberal Alliance støtter det her lovforslag og går helhjertet ind i at få det gennemført så godt som muligt. Og vi synes egentlig, at det med hele grundlaget og de høringssvar, der ligger, tegner til, at det kan lade sig gøre. Så fuld støtte til forslaget herfra.

Tak til hr. Leif Mikkelsen. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre.

Jeg tror, at jeg meget har det som den forrige ordfører. Nu skal vi prøve nogle ting af, og det gælder om at få åbnet op. Det er jo et forsøg på at give flere borgere flere muligheder for at deltage i vores demokrati og kvalificere vores demokratiske samtale og den måde, vi udvikler demokratiet på. Det er efter inspiration fra Finland, hvor modellen har ført til en diskussion af et par håndfulde forslag i det finske parlament. Så det er jo ikke sådan, at vi pludselig vil blive begravet. Nu må vi se. Men der er altså erfaringer på området.

Det er jo rigtigt, som også Socialdemokratiets ordfører sagde, at borgerne i dag har rig mulighed for at få adgang til os som folketingspolitikere. Vi ved alle sammen godt, at der ikke skal særlig meget til, før en folketingspolitiker fremsætter et beslutningsforslag – måske for nogle politikere især, hvis det lige er fra nogle borgere i nærheden af, hvor de er stillet op. Det er alt sammen glimrende. Det er også måden at få nogle ting diskuteret på. Vi har et repræsentativt demokrati, og det er der altså ingen her der ønsker at ændre; det hylder vi. Vi er som folketingsmedlemmer bundet af vores egen overbevisning. Det er der ikke noget i det her forslag der ændrer på.

Vi mener, det kan være med til at synliggøre, hvordan holdninger brydes i Folketinget og sådan set også i befolkningen, sådan som det jo altså bør være. Og så er det måske et forsøg på at se, om vi kan kvalificere og ansvarliggøre den demokratiske deltagelse og samtale, for hvis man skal samle 50.000 underskrifter, skal man altså have arbejdet noget med argumenterne: Hvorfor vil man gerne have det gennemført? Hvilke konsekvenser kan det have? Det er klart, at vi ikke ved, hvordan det præcis vil virke, men nu prøver vi det af. Det er jeg rigtig glad for.

Jeg tror også, at vi helt tydeligt, som alle andre ordførere, der har arbejdet for det her, har sagt, skal sige: Kommer det her til at løse alle vores problemer? Bliver vi med det her forslag politikerleden kvit i Danmark? Selvfølgelig ikke. Der skal vi altså sammen arbejde langt, langt hårdere, men jeg synes da nu lige efter et kommunalvalg, hvor rigtig mange mennesker har deltaget i den demokratiske samtale, at vi godt kan sige, at nu prøver vi også nogle andre ting af.

Jeg har meget stor respekt for den brede diskussion og opbakning og for, at Præsidiet nu samlet, også med forskellige holdninger, er gået ind i det her. Jeg synes virkelig, det er et udtryk for, at vi som Folketing godt kan finde ud af at løfte også nye opgaver, og at vi på hver vores måde er enormt optaget af spørgsmålet om at få åbnet vores demokrati op. Det og alle mine kollegaer i den her sammenhæng har jeg virkelig stor respekt for. Det synes jeg er et godt tegn.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til fru Sofie Carsten Nielsen, og velkommen til hr. Karsten Hønge fra SF.

Demokratiet er jo ikke sådan en fast størrelse: Vores måde at indrette os på skal jo følge med tiden, og demokratiet er heldigvis meget mere og andet end at gå hen og sætte et kryds en gang imellem. Borgerne har da også allerede i dag mange muligheder for at være en aktiv del af den demokratiske proces. Men vi har et problem, når medlemmerne tapløber ud af de politiske partier. Færre og færre ønsker at udleve deres engagement igennem en partiforening, og det er vel det, som demokratiet handler om, nemlig inddragelse, medleven og demokratisk dialog. Men demokratiet er jo ud over sådan de almindelige valg til Folketinget og kommunal- og regionsråd også folkeafstemninger om store spørgsmål, f.eks. om EU. Jeg synes jo faktisk, at det danske demokrati er sundt. Det viser sig ved de høje stemmeprocenter, vi har, og at vi i øvrigt bliver holdt godt og grundigt i ørerne af en kritisk og uafhængig presse.

Men nok så vigtigt har vi jo i Danmark et væld af forskellige folkelige organisationer, hvor danskerne finder sammen om de sager, som de synes er vigtige. Lovprocessen her i Folketinget er jo påvirket af fagbevægelsen, af patientorganisationer og erhvervsorganisationer osv., og det er, som vi da meget ofte oplever, nemt at få fremsat et beslutningsforslag her i Folketinget. Men med det lovforslag, der ligger nu, prøver vi så at gå en ny vej. Jeg tror helt ærligt ikke, at det vil medføre den helt store omvæltning, men lad os nu se fordomsfrit på nye ideer, og lad os prøve, om det her er det nye værktøj, som forhåbentlig kan trække flere mennesker ind i den demokratiske proces. For det er jo det, det hele handler om: at inddrage, og at vi bliver flere i vores fælles samfund om at styrke dialogen.

SF kan støtte lovforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den sidste ordfører er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at rose dem, som har al ære for det her lovforslag, vi behandler i dag, og det er Alternativet. Hvis ikke Alternativet havde fremsat deres beslutningsforslag B 169 i sin tid, havde vi aldrig stået her i dag og behandlet det her lovforslag. Så tillykke med det. Det er godt klaret. Det er godt kæmpet, rigtig godt klaret!

Vi var et af de syv partier, som var med til at fremsætte beslutningsforslaget dengang. Vi syntes, at det var en spændende idé, allerede da vi blev præsenteret for den første gang, og vi valgte at tilslutte os. Men æren er ikke vores. Det er derimod Alternativets, som fik ideen til det her. De kiggede til Finland og så på de erfaringer, man har gjort sig der. De så, hvordan især de unge følte, at de i højere grad havde adgang til demokratiet og kunne blive inddraget i demokratiet. Det er jo noget, vi tilstræber herhjemme, nemlig at opnå det samme.

Det er ikke sådan generelt i mine første 2 år som folketingsmedlem, at jeg har haft følelsen af, at der mangler beslutningsforslag her i Folketingssalen. Det tænkte jeg slet ikke den nat, da jeg sad her til klokken halv fem for at diskutere, jeg tror, der var 7-8 forskellige forslag fremsat af Enhedslisten om biodiversitet. Og det trak altså absolut ud til den lyse morgen. Der tænkte jeg ikke sådan umiddelbart, at vi manglede beslutningsforslag, og det tror jeg heller ikke vi kommer til at tænke op til jul, når vi sidder her sent for at komme igennem lovprogrammet.

Men lad mig være helt ærlig. Når jeg så kigger tilbage på de sidste par år – nej, lad mig lige understrege en pointe først. Det er ikke svært at få politikere til at fremsætte beslutningsforslag i dag. Det er ikke svært at komme i dialog med politikere. Det synes jeg er en vigtig pointe, og det er der også flere andre der har nævnt før mig. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er der en type beslutningsforslag, vi ikke ser særlig tit i Folketingssalen her, og det er nogle af de rigtig svære spørgsmål. Det er nogle af dem, som splitter os som partier, og hvor vi ser forskelligt på sagerne. Tag eksempelvis et beslutningsforslag om aktiv dødshjælp eller om omskæring af drengebørn. Det har vi ikke set, i hvert fald ikke så længe jeg har siddet i Folketinget, og det tror jeg ikke vi har, fordi det er noget, der splitter partierne internt. Det er helt i orden, at det splitter partierne internt, fordi det er utrolig svære spørgsmål. Det er spørgsmål, som der ikke findes noget logisk svar på, alt efter om man er medlem af Det Konservative Folkeparti eller Det Radikale Venstre. Jeg tror, at det, vi gennemfører i dag, kommer til at betyde, at vi bliver tvunget til at forholde os til nogle rigtig svære spørgsmål.

Jeg vil sige allerede nu, at jeg håber, at vi så vil være store nok som kolleger over for hinanden til at sige, at det er okay, at der vil være spørgsmål, hvor vi som partier internt ser forskelligt på sagerne og har forskellige synspunkter. Det håber jeg vi kan give hinanden håndslag på, altså at der også skal være plads til det i et demokrati. Det tror jeg virkelig er det, vi kan få ud af det beslutningsforslag, som blev fremsat i sin tid, og det lovforslag, vi behandler i dag, nemlig at vi bliver tvunget til at forholde os til nogle rigtig svære ting. Det glæder jeg mig til, selv om jeg godt ved, at det ikke bliver nemt.

Så kommer vi jo til at skulle evaluere den her ordning, og jeg håber inderligt, at vi vil se, at det er de svære spørgsmål, vi har skullet forholde os til, og ikke, om der skal indføres maks. kilopriser på bland-selv-slik og medvind på cykelstien og den slags. Men jeg tvivler på, at demokratiet vil blive brugt til det.

Så tusind tak til Alternativet for at fremsætte forslaget i sin tid. Tak til de partier, som også vælger at bakke det op i salen i dag, selv om man har set anderledes på det undervejs. Jeg glæder mig meget til at se det her fungere i praksis. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist.

Tak, og selv tak til ordføreren. Jeg synes nemlig, at ordføreren er inde på noget rigtig, rigtig vigtigt, nemlig det her med de svære spørgsmål – det, der udfordrer os som politikere, som politisk stemme, og som er så vigtigt. Jeg tager egentlig ordet ganske kort for selvfølgelig at kvittere for de flotte ord, men også for at opfordre til, at vi egentlig fortsætter den her diskussion, og at vi er flere partier, der kan gå sammen om at sige, hvordan det er, vi kan blive ved med at prøve med at komme med nogle af de små redskaber, nogle af de små ting, der kan gøre, at vi måske bliver rykket lidt ved det, vi plejer. Jeg er helt enig med ordføreren i, at det netop kan være nogle af de spørgsmål, som vi har kunnet se i eksempelvis Finland. Det er nogle svære spørgsmål, det er nogle principielle spørgsmål, som vi jo nok ikke selv altid er så gode til, fordi vi hele tiden prøver at finde gode kompromisser. Den anden del er også bare vigtig, nemlig at vi også har de diskussioner, at der også i et folkestyre er plads til uenigheder, og at vi ikke alle sammen altid sidder helt inden for rammerne.

Ordføreren.

Som konservative plejer vi jo i virkeligheden ikke at være så kede af begrebet »sådan plejer vi at gøre«. Vi vil gerne forandre samfundet, men det skal gøres forsigtigt, og det skal gøres med respekt for det gode eksisterende, vi har, og derfor vil der også være masser af konservative, som med grobund i den konservative ideologi vil spørge, om det her er en god idé. Vi har også haft mange drøftelser om det, men man kan sige, at vi tror på, at man skal forandre for at bevare, og det, vi gerne vil forandre, har det noget med strukturelle rammer om vores demokrati at gøre? Det, vi gerne vil bevare, er et levende demokrati, hvor folk bliver engageret og giver deres mening til kende. Så jeg er helt enig i, at vi skal blive ved med at diskutere, hvordan vi kan forandre for netop at opnå det.

Fru Karen J. Klint.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for en meget behagelig og kvik ordførertale, der sætter nogle andre vinkler på sagen end det, der tidligere har været drøftet. Så jeg har kun et enkelt spørgsmål, og det er, om fru Mette Abildgaard forudser, at der vil komme så store emner op, at det vil blive mere hyppigt, at vi i partierne får behov for at fritstille vores medlemmer af etiske grunde.

Ordføreren.

Jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål, og mit svar vil være ja. Jeg tror, det her vil give anledning til flere etiske ting, der vil blive drøftet her i Folketingssalen, som vil føre til, at partierne vælger at fritstille medlemmerne. Det er egentlig også derfor, jeg appellerer til, at der så vil være rum til det. På Christiansborg kan vi bedst lide, når vi er enige i partierne, og når man kan sige: Vi går som parti den her vej samlet. Det kan jeg særlig som gruppeformand godt forstå, for det er noget, jeg sætter pris på, men jeg tror, vi bliver nødt til i de her etiske sager at give plads til, at vi kan se forskelligt på det, for jeg tror, der vil komme mange etiske sager, vi i Folketingssalen vil skulle tage stilling til.

Tusind tak til fru Mette Abildgaard. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Som det blev sagt ved indledningen, er det her jo et forslag, som i sig selv er atypisk, fordi det er Folketingets eget ansvar at gennemføre processen, da der ingen pædagogisk støtte er fra ministre eller andre.

Da jeg kan forstå, at der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Forretningsorden, og det er jo jer selv. Hvis ikke nogen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.