Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) 3. behandling, 1. del af lovforslag nr. L 1:

Forslag til finanslov for finansåret 2018.

Af finansministeren (Kristian Jensen).

(Fremsættelse 03.10.2017. 1. behandling 05.10.2017. Betænkning 02.11.2017. 2. behandling 09.11.2017. Tillægsbetænkning 14.12.2017).

Jeg skal gøre opmærksom på, at både ændringsforslag og forslaget kan kommenteres, og at det også vil være tilladt at kommentere lovforslagene om udgiftslofter, L 2 og L 3.

Finansministeren har meddelt mig, at han ønsker at tage ændringsforslag nr. 66, 114, 115, 217, 219, 308, 309, 467, 468, 487, 524-527, 529-540, 545 og 546 tilbage.

Er der nogen, der ønsker at optage disse ændringsforslag?

Da det ikke er tilfældet, er ændringsforslagene bortfaldet.

Forhandlingen er åbnet. Hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Vi er samlet til den seneste tredje behandling af en finanslov i mands minde. Når danskerne i december har tændt for nyhederne eller åbnet en avis, har de dagligt kunnet følge et kaotisk forløb, hvor regeringen indtil den sidste uge ikke vidste, om hele regeringen selv ville stemme for deres egen finanslov. Det har været som at følge med i en dårlig julekalender, som ikke tåler genudsendelse. Det minder mig faktisk på mange måder om den julekalender, som DR viste, da jeg var 10 år gammel. Den havde et officielt navn, det lød meget godt, nemlig »Jul og grønne skove«. Men alle vi børn vidste jo godt, hvad den i virkeligheden skulle hedde, og vi kaldte den slet og ret for hullet i jorden. Men selv den julekalender var bedre end det, regeringen har udsat danskerne for. Forhandlingsforløbet har båret præg af, at regeringen konstant har haft sit fokus andre steder end på danskernes fælles velfærdsbudget og de udfordringer, vi står over for. Man havde muligheden for at sikre trygheden og velfærden, det har man forsømt. Man kunne have brugt den her finanslov til at sikre mere opkvalificering og uddannelse, det har man forsømt.

December er jo en måned, hvor mange danskere har travlt med juleforberedelser, når de kommer hjem fra arbejde eller fra skole. Mange vil føle, at man skal skynde sig lidt ekstra for at nå det hele op til jul. Desværre vil denne finanslov nok også betyde, at mange danskere i fremtiden vil møde flere velfærdsmedarbejdere, der må skynde sig lidt ekstra; at tiden til at snakke med en sygeplejerske bliver lidt kortere, eller at flere børn skal deles om pædagogens opmærksomhed. For vi ved, at allerede næste år har vi 30.000 flere medborgere over 70 år. Det er et udtryk for, at vi har en befolkning, der heldigvis lever længe og har flere gode år, men når regeringen ikke vil lade pengene til velfærd følge med udviklingen i antallet af ældre, så strammer skruen mere for alle.

Socialdemokratiet vil løse de udfordringer, som danskerne oplever, og som vores økonomi står i. Det kræver, at vi investerer i fundamentet i den danske model, vores fælles velfærdssamfund. Det er Socialdemokratiets førsteprioritet. Samtidig skal vi sikre vækst og arbejdspladser. Vi skal sikre os, at vi uddanner flere dygtige håndværkere og faglærte, fordi ordrebøgerne allerede nu er ved at blive fyldte, og fordi virksomhederne i fremtiden skal have den arbejdskraft, som de efterspørger. Vi har i Socialdemokratiet sagt det undervejs i hele efteråret: Lad os nu tage tingene i den rigtige rækkefølge, lad os bruge det økonomiske råderum – det er jo det, alle danskere er med til at bidrage til – til de vigtigste ting. Og ser man på valgresultatet fra kommunalvalget, kan jeg vist godt konstatere, at danskerne også er enige med os. Vi kunne sørge for, at der er penge til skoler og sygehuse og ældrepleje. Vi kunne investere i velfærd og skabe endnu flere rammer for flere danske arbejdspladser. Vi kunne lave det uddannelsesløft, som Danmark har så meget brug for. Den vej har regeringen ikke valgt. I stedet står vi med en uambitiøs finanslov, der ikke sikrer trygheden og velfærden, og som ikke løser de udfordringer, vi har.

Samtidig er vi i Socialdemokratiet skuffede over, at det ikke er lykkedes for Dansk Folkeparti, der ellers havde lejligheden til det, til samlet set at løfte velfærden mere i forhandlingerne, end det er sket. For når regeringens langsigtede plan kun vil sikre vækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct., alt imens der kommer flere ældre, så er det alle danskere, der vil mærke dårligere velfærd på skoler, på sygehuse og i vores ældrepleje.

Regeringen bliver ved med at sige, at der jo tilføres flere midler end sidste år, men inderst inde ved alle danskere nok også, hvad konsekvenserne nu bliver, altså når behovene stiger, uden at pengene følger med, for så kommer vi til at mærke dårligere velfærd. Det er faktisk simpel logik. Regeringen har gang på gang gentaget, at der er råd til både skattelettelser og mere velfærd, men resultatet siger noget andet, for pengene kan jo ikke bruges to gange. Når regeringen bruger vores fælles råderum til skattelettelser, sikrer det ikke trygheden og velfærden. Godt 1 mia. kr. vælger regeringen at dele ud til skattelettelser, som der dybest set ikke er behov for. Og lad os sige det ærligt: Det bliver ikke den almindelige pensionist eller håndværker, som får mest ud af dem. Det får de danskere, der har de største indkomster. Selv om de største skattelettelser blev trukket tilbage for i år, kan jeg kun sige, at det er utidigt og ikke fair, at vores fælles råderum bruges til skæve skattelettelser. Men vigtigst af alt: Det løser ikke de udfordringer, Danmark står med. Det sikrer ikke velfærden. Det skaber ikke et fundament for mange nye arbejdspladser, og det bidrager ikke til at uddanne fremtidens arbejdsmarked. Danmark står til at mangle ca. 70.000 faglærte i 2025. Den fælles udfordring kunne vi have brugt tiden på.

Men lad mig også bare vende selve forhandlingsforløbet med nogle få ord. For alle med noget på spil i vores velfærdssamfund har skullet vente på at høre, hvor mange penge der blev afsat til velfærd næste år – alle dem med børn i folkeskolen, alle med en far eller en mor på plejehjem, alle med et familiemedlem, som skal igennem et krævende behandlingsforløb på hospitalet. Vi har været lidt mere nervøse i den seneste tid, fordi regeringen har skabt usikkerhed om vores fælles velfærdsbudget helt indtil ellevte time. Vi har faktisk ventet på, at regeringen blev enig med sig selv om, at den faktisk ville stemme for sit eget arbejde, utrolig nok.

Lad mig kort skitsere, hvilken vej vi Socialdemokrater ønsker for Danmark. Vi ville hellere have prioriteret velfærden. Vi ville have brugt midlerne til en mere værdig ældrepleje til alle de ældre, som har knoklet et langt liv. Vi ville have sikret midler til kortere ventetid for kræftbehandling, så flere kan få hurtig hjælp. Vi ville have sikret mere hjælp til sårbare unge, som bøvler med psykiske udfordringer, og som har brug for en ekstra støtte. Vi ville have fundet midler til at styrke SKAT endnu mere, så vi kunne genoprette danskernes tillid til vores fælles skattevæsen, så man med ro i maven kan tjekke ens eget bidrag på bunden af lønsedlen og vide, at alle andre også bidrager, og at der bliver sat hårdt ind imod dem, der snyder. Vores ændringsforslag her ved tredjebehandlingen afspejler de prioriteringer.

Vi ville sikre midler til erhvervsskolerne, som har så meget brug for sikkerhed og medvind for at kunne løfte deres vigtige samfundsopgave. I stedet har regeringen valgt en vej, hvor skolerne kan se frem til rullende nedskæringer år efter år, og selv når man hævder at have reddet årets nedskæringer med en kvalitetspulje, så fylder man alligevel kun hullet delvis, for faktum er, at der næste år samlet set bliver skåret på vores erhvervsskoler. Med finanslovsaftalen her ved forældre, lærere og elever nu, at de næste år skal stramme mere ind, at man må udskyde indkøb af nye maskiner eller værktøjer, og at skoler risikerer at skulle sammenlægge uddannelsestilbud i større byer. De fleste danskere har nok ligesom jeg svært ved at se det fornuftige i at skære på erhvervsskolerne, men alligevel er det det, regeringen gør.

De fleste ved godt, at danske virksomheder allerede i dag mangler dygtige faglærte, og at det er netop nu, vi skal sikre flere en mulighed for at uddanne sig, både unge og gamle, så vi står med flere og dygtigere faglærte i fremtiden. Derfor afspejler Socialdemokratiets ændringsforslag her ved tredjebehandlingen, at vi vil styrke erhvervsuddannelserne, ikke spare på dem.

Dansk økonomi har brug for et uddannelsesløft nu, og ventetiden koster. Vi har ikke brug for en fortsættelse af reformer, der kun sigter på udbuddet af arbejdskraft. Vi ved allerede nu, at 100.000 flere kommer i beskæftigelse i de kommende år. Alligevel har regeringen i flere omgange i dette efterår varslet forskellige nedskæringer f.eks. for dagpengemodtagere og SU, alt imens man har haft blikket stift rettet mod egne målsætninger om øget arbejdsudbud, selv om det ikke er det, vi har brug for. Vi ville i stedet for bruge tiden til at investere mere i efter- og videreuddannelse, så det bliver nemmere for både ledige og virksomheder at investere til fremtidens arbejdsmarked, så flere kan gå fra ufaglært til faglært – så vi kan få flere kloge hoveder og flere kloge hænder. Vi ville bruge pengene på at skabe vækst og arbejdspladser med en række tiltag, der kan få danske virksomheder til at investere mere, investere i nyt maskineri og ny viden og i sidste ende investere mere i danske arbejdspladser, både for små og store virksomheder og til gavn for Danmark.

Regeringen har fokuseret på at gennemføre topskattelettelser i forskellig indpakning. Det fokus ser ud til at fortsætte i det nye år, mens arveafgiften for de største familieejede virksomheder i år også er blevet sænket. Det er tiltag, som ikke i tilstrækkelig grad skaber vækst. Det er tiltag, som ikke er, hvad Danmark har brug for.

Desværre må jeg igen i år bruge tid her ved tredjebehandlingen af finansloven på at konstatere, at regeringen ikke fuldt anerkender et bredt flertal i Folketinget med hensyn til Togfonden DK, bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF, der samlet står bag dette i en forligskreds. At regeringen ikke indarbejder flertallets aftaler i finansloven for 2018 fuldt ud, er udtryk for manglende respekt for parlamentets flertal og for forligstraditionen, men hvad værre er, så skaber det usikkerhed om de projekter, der ellers vil skabe store forbedringer af infrastrukturen og vores kollektive trafik.

En finanslov udgør fundamentet for vores samfund. Med vores ændringsforslag viser vi, hvad vi ville have gjort anderledes, hvis vi havde siddet med ved forhandlingsbordet. Vi ville prioritere velfærden først. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så går vi i gang med de korte kommentarer og måske spørgsmål. Hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg kan forstå, at ordføreren mener, at det er en uambitiøs finanslov, der er lavet, når man ser på bl.a. velfærdsområdet. Så kunne jeg da godt tænke mig at spørge ordføreren: Når man sådan kigger på det, hvis man bare skal kigge på penge – og det mener jeg faktisk ikke kun man skal, for man skal også kigge på, hvad det er for en kvalitet, man får – kan ordføreren så ikke bekræfte, at hvis man ser på, hvor mange penge der er bl.a. på ældreområdet, så har der aldrig før været så mange penge, selv om vi har fået mange tekniske løsninger, selv om vi har fået telemedicin? Hvis man bare går 10 år tilbage, var det faktisk sådan, at der var 38 mia. kr., og nu er der faktisk 45 mia. kr. på ældreområdet i den finanslov, der netop er indgået aftale om. Er det et løft, eller er det ikke et løft?

Værsgo.

Inden for den ramme, som regeringen havde afsat til at forhandle om, anerkender jeg at der er afsat midler. Det, som jeg havde ønsket, og som Socialdemokratiet gerne havde set, havde vi siddet med ved forhandlingsbordet – og som vi så kunne have hjulpet Dansk Folkeparti med – var at løfte den ramme, de midler, som kunne have været brugt på det her område.

Jeg tror sådan set ikke, at hr. René Christensen og jeg er uenige om, at det mest hensigtsmæssige ville have været, hvis man havde levet op til at finansiere det demografiske træk ikke bare i finansloven for 2018, men i finanslovene så langt frem, som øjet nu rækker.

Hr. René Christensen.

Nu er det jo sådan, at finansloven gælder for et år ad gangen, men derfor kan man jo også godt lave overslagsår, og det gør man jo også i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Ordføreren gør opmærksom på, at regeringen havde en ambition om en vækst på 0,3 pct. Jeg tror altså, at ordføreren er helt bekendt med, at den vækst, der faktisk er i finansloven for 2018, er på 1,0 pct., altså også en større vækst end den, som Socialdemokratiet ønsker, som er på 0,7 pct. Så 2018-finansloven er jo en meget socialt afbalanceret finanslov, hvor man kan se, at kerneområderne faktisk bliver tilgodeset.

Ordføreren brugte en del af sin taletid på at omtale de ændringsforslag, som Socialdemokratiet har stillet til finansloven. Der har jeg bidt mærke i ændringsforslag nr. 582, hvor man vil bruge 1 mia. kr. mere bl.a. på øget integration. Er det det, som Socialdemokratiet vil bruge væksten frem mod 2025 på, altså bruge pengene på øget integration?

Værsgo til ordføreren.

Det er en af mange ting, som ligger i den pulje.

Jeg vil lige angribe tallet 1,0, og det tror jeg også at hr. René Christensen havde forventet at jeg ville gøre, for man er nødt til at tage udgangspunkt i, hvordan det er, man egentlig når frem til det. Ja, de 0,4 af de 1,0 udgøres af, at der er et mindre forbrug i 2017, så der kan man sige at man får en del af det forærende, og så ender vi under det demografiske træk. Så er der jo også en del af den øgede bevilling, som handler om øgede udgifter til forsvar og sikkerhed, og det er sådan set ikke noget, som forbedrer ældreplejen. Man kan sige lidt populært: Varme kanoner giver jo ikke flere varme hænder i ældreplejen.

Tak. Så er det hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

Tak for det. Det er en noget ubekymret socialdemokratisk ordfører, der står og siger, at der ikke er behov for reformer om øget arbejdsudbud, og at der ikke er behov for at sikre flere hænder på arbejdsmarkedet. Det tror jeg ikke helt er det billede, som vores virksomheder oplever.

Jeg synes, at der ligger sådan en undertone i ordførertalen om, at der jo bliver skåret ned og besparet. Og derfor vil jeg bare gerne bede den socialdemokratiske ordfører om at bekræfte, at aftalen, som vi skal stemme om, giver 2 mia. kr. ekstra til sundhed, at den giver 2,7 mia. kr. ekstra til ældreplejen, og at der er flere penge til kommuner og regioner næste år – flere penge, end der på noget tidspunkt var under den regering, som Socialdemokratiet havde fra 2011 til 2015, hvor den kommunale serviceramme blev mindsket.

Ærgrer det ikke lidt Socialdemokratiets ordfører, at vi står med en aftale, der viser, at vi kan prioritere kernevelfærden, samtidig med at vi bl.a. sikrer nogle bedre vilkår for vores virksomheder, så vi kan sikre, at væksten kan fortsætte?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det ærgrer mig, at vi ikke har sikret, at de yderligere ressourcer, som kunne have været disponeret i forhold til velfærden og dermed have sikret, at vi levede op til det demografiske træk, blev afsat.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Men jeg er da glad for, at der nu er klarhed, og at Socialdemokratiet siger, at der ikke bliver skåret ned, det er ikke et blodbad, det er ikke en velfærdsmassakre, der bliver brugt flere penge på kernevelfærd. Det synes jeg er positivt. Men jeg efterspørger så også bare at få at vide, hvad det så er, at Socialdemokratiet med deres ændringsforslag har tænkt sig at gøre for at sikre, at væksten kan fortsætte. For vi er vel enige om, at forudsætningen for, at vi har råd til et velfærdssamfund fremadrettet, er, at vi har erhvervsvirksomheder, der er produktive, der tjener penge hjem, der skaber beskæftigelse.

Hvor er Socialdemokratiets svar på de udfordringer, som erhvervslivet står over for? For der er ingenting i de ændringsforslag eller i den lille pamflet om et udspil, som partiet har præsenteret, som er med til at sikre, at opsvinget fastholdes og kan bevares, således at der er råd til finansieringen af velfærd fremover.

Værsgo til ordføreren.

Jo, det er der faktisk. Vi har bl.a. afsat 1 mia. kr. til danske arbejdspladser til opkvalificering af ufaglærte som en del af vores ændringsforslag til finanslovsforslaget her. Og hr. Torsten Schack Pedersen er meget velkommen til at stemme for det ændringsforslag.

Tak. Og så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Ordføreren nævnte det her berømte råderum, som vi ser der ligger ude i fremtiden, og som, selv om det bliver beskrevet nærmest som sådan en opsparing, jo er et ret usikkert tal, som vi tror vil være de penge, der måske er i kassen fremadrettet. Og ordføreren siger – og det er vi jo fuldstændig enige i fra Enhedslistens side – at i forhold til det råderum, der ligger, er det sådan, at hvis der skal være råd til bare den mest basale velfærd, skal hver eneste krone bruges på velfærd, på det offentlige forbrug.

Men kan ordføreren ikke også bekræfte, at selv hvis vi gør det, selv hvis vi bruger hele råderummet, så er der ikke penge nok til, at velfærden følger den almindelige velstandsudvikling i samfundet, sådan som den har gjort det igennem årtier? Og kan ordføreren ikke bekræfte, at også tidligere økonomiske vismænd og andre har sagt meget klart, at det her vil være et brud, altså at selv hvis man bruger alle de penge, der ligger der nu, også det, som Socialdemokratiet foreslår, vil der være en historisk lav vækst i det offentlige forbrug, der vil betyde, at man ikke følger med? Det vil sige, at når vi får computere og bedre ting derhjemme, kan vi ikke forvente det henne på skolen; når der kommer bedre behandlingsmetoder, kan vi ikke forvente, at der er råd til dem. Så er virkeligheden ikke, at der mangler penge, også i råderummet?

Værsgo.

Allerførst vil jeg sige, at jeg kun kan bekræfte, at der er en usikkerhed, og det vil der altid være, med hensyn til råderummets størrelse, og det er jo også derfor, at man sådan i udgangspunktet har en stor forsigtighed i forhold til at bruge af råderummet til f.eks. at finansiere fremtidige skattelettelser, da man jo ikke kan være sikker på, at de penge kommer i kassen på grund af en fremtidig vækst. Og det i sig selv er jo ganske usikkert.

Så kan jeg også bekræfte, at vores tilgang som sagt er at holde hånden under velfærden ved at sikre, at der som minimum er afsat penge til at kunne leve op til det demografiske træk, som også er beregnet af Finansministeriet. Men det er også klart, at det ikke er det samme som at kunne sige, at så er der råd til at have guldbelagte vandhaner i den offentlige sektor. Det ville være forkert at sige, bl.a. fordi vi jo alle sammen kan se, at der bliver flere ældre. I 2025 vil der, heldigvis, være 150.000 flere over 70 år i Danmark. Det er et udtryk for, at folk lever længere og har det godt, men det betyder selvfølgelig også, at der bliver at større træk på vores velfærdssamfund, især på ældreplejen og sundhedsområdet.

Tak. Hr. Pelle Dragsted, værsgo.

Tak for det. Jeg synes, det er vigtigt at få slået fast, at selv med det, man kalder det demografiske træk, er det en skrabet velfærd, vi ser frem mod. Det er kun lige at holde skindet på næsen. Og det er så de penge, som højre side i salen – men nu må vi se i forhold til Dansk Folkeparti – er parat til at bruge på at sænke skatten i stedet for.

Kan ordføreren ikke bekræfte, at det også er udtryk for et kæmpe løftebrud? For en del af det råderum er skabt ved nogle reformer, som statsministeren, hr. Lars Løkke Rasmussen, og en række andre ledende ministre i den her regering lovede skulle bruges på velfærden i fremtiden. Det var derfor, danskerne skulle arbejde længere og have rundbarberet deres efterløn. Det var, fordi der skulle være råd til velfærden, når der kom flere ældre. Og nu kommer de gudhjælpemig og vil bruge pengene på at sænke skatten, bl.a. for dem, der har allermest.

Vi skal ikke påkalde de højere magter. Vi kan godt klare os selv herinde, tror vi nok.

Værsgo.

Tak, formand. Jeg har godt hørt, at en af landets ministre, udenrigsministeren, for nylig omtalte råderummet og beskrev det, som om danskerne har indbetalt for meget i skat. Og det er jo noget vrøvlende nonsens at sige. Så jeg kan kun bekræfte, at det, som er sagt igennem tiden, bl.a. af den daværende finansminister Thor Pedersen, da man lavede velfærdsforliget i 2006, jo er, at nu havde man sikret, at der var råd til velfærden i fremtiden. Man sagde jo ikke dengang, at nu er der råd til at lave skattelettelser i 2018, 2019, 2020, eller hvornår blå blok nu bliver enige med sig selv om et eller andet.

Tak for det. Så er det hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Hr. Benny Engelbrecht står og taler om, at virksomhederne mangler arbejdskraft, og alligevel fremsætter Socialdemokratiet selv et erhvervsforslag, et finanslovsforslag, som mindsker arbejdsudbuddet. Er det ikke hyklerisk at stå og tale om, at der er en udfordring i forhold til mangel på arbejdskraft, når man selv vil føre en politik, som forværrer det problem? For der er et problem.

I stedet for skulle Socialdemokratiet være med til at løse den kæmpeudfordring, som vi står med, og som til syvende og sidst kan betyde, at vi får en lønudvikling, som ødelægger vores konkurrenceevne, fordi den går foran produktiviteten, og til sidst vil det koste beskæftigelse og velstand. Det er da hyklerisk, at man selv fremsætter forslag, som ifølge Finansministeriet mindsker beskæftigelsen i Danmark de kommende år, når vi har brug for præcis det modsatte.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er jo meget sjovt. Jeg ved godt, at hr. Joachim B. Olsen går meget op i arbejdsudbud, men det er faktisk lidt underholdende, i betragtning af at der ikke er nogen af de skattelettelser, som man har fået gennemført i den her finanslov, som er med til at øge arbejdsudbuddet. Nå, nu lader vi lige det ligge.

Jeg har brugt en temmelig stor del af min ordførertale på at understrege, hvad udfordringen er. Der kommer heldigvis et stigende arbejdsudbud – det har vi sikret gennem mange års reformer – men det, der er udfordringen, er jo at sikre, at vi har de rigtige hænder til de arbejdspladser, som opstår, og det er især de faglærte. Det er håndværksuddannelsen, det er de faglærte uddannelser, vi især har det store behov for. På baggrund af en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ved vi, at vi i 2025 kommer til at mangle 70.000 faglærte, og det løser vi jo kun, hvis vi sikrer, at nogle af de yderligere hænder, der så kommer på arbejdsmarkedet, er klar til at gå ind at tage det arbejde, og det gør man ikke, medmindre man sikrer deres uddannelse. Så det er en fornuftig investering i fremtiden. Det tror jeg selv man kan få de fleste i erhvervslivet til at anerkende.

Tak. Hr. Joachim B. Olsen.

Jamen vi så da gerne, at der blev lavet nogle skattelettelser, som i højere grad øgede udbuddet af arbejdskraft. Det vil Socialdemokratiet jo heller ikke være med til. Hvis man kommer til at mangle faglært arbejdskraft i fremtiden, er svaret jo at lave nogle arbejdsmarkedsreformer, som får nogle mennesker, som godt kan, til at blive på arbejdsmarkedet. Det er det, der er effektivt.

Derudover har regeringen også lavet en trepartsaftale – noget, som Socialdemokratiet ikke selv var i stand til, da det sad i regering – som netop har fokus på, at der kommer mere faglært arbejdskraft, at man kan efteruddanne sig, til 2,5 mia. kr.

Men hvis man virkelig tager den her udfordring seriøst, handler det om at få lavet nogle arbejdsmarkedsreformer, nogle skattereformer, der gør, at folk arbejder mere, og at folk bliver på arbejdsmarkedet. Det er jo det, der virker i forhold til de der 70.000, som man kommer til at mangle.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak. Jeg er ikke i tvivl om, at for Joachim B. Olsen og Liberal Alliance er svaret altid, uanset i øvrigt hvad spørgsmålet er, skattelettelser. Det er dejligt at få det bekræftet, men jeg må jo altså også bare sige, at det, som jo især er en forudsætning for, at vi har de faglærte, er, at de rent faktisk også kommer i skole, at vi sikrer opkvalificering, og det problem løser man jo ikke ved at give skattelettelser, og da slet ikke, hvis man finansierer det ved at skære ned på de erhvervsrettede uddannelser. Så er det jo sådan set ganske kontraproduktivt.

Så bliver det da i øvrigt spændende at se, om regeringen har tænkt sig at leve op til den trepartsaftale, som man faktisk har indgået. Det kan jeg forstå der er lidt usikkerhed omkring.

Tak for det. Fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak til ordføreren for talen. Jeg savnede et lidt større fokus på det grønne og klimaet, det skal der ikke herske hemmelighed om. Så jeg kunne godt tænke mig, at Socialdemokratiet foldede lidt mere ud, hvad det er, de ønsker, altså hvordan de ønsker at tage hånd om miljøet og klimaet, i forhold til hvis Socialdemokratiet får regeringsmagten på et senere tidspunkt.

Værsgo.

Jeg er i hvert fald utrolig glad for, at vi meget hurtigt og uden meget debat og palaver kan blive enige om, at den nuværende regerings ambitioner på det her område er for lave. Og jeg synes, at det, vi vel især mangler fra den nuværende regerings side, er, at man viser lederskab og ambitioner på området, især fordi det jo i sidste ende koster vækst og arbejdspladser. Det er noget af det, som vi Socialdemokrater er meget optaget af i forhold til den grønne omstilling, nemlig at det her ikke kun er et spørgsmål om at gøre det rigtige for kloden og for vores fælles miljø, det er sådan set også noget, som er rigtig, rigtig god forretning – det ved jeg vi heller ikke bliver uenige om. Derfor synes jeg også, hvis vi bare tager et lille eksempel, at de nedskæringer, man har lagt ind om EUDP-området, har været helt tudetossede.

Fru Josephine Fock.

Tak. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvad Socialdemokratiet ønsker at gøre for klimaet og miljøet. Det synes jeg ikke helt blev besvaret her.

Ordføreren.

Vi vil jo især gerne – ud over selvfølgelig hele miljøteknologiområdet og dermed en understøttelse af, at Danmark fortsat er en global leder, når det handler om den grønne omstilling, og de arbejdspladser, der følger med det – prioritere vores transportsektor. Jeg synes egentlig, at det er meget kendetegnende, at vi har så bred en forligskreds om Togfonden, hele den omstillingsproces, som vores kollektive transport skal stå igennem, som den nuværende regering så aktivt forsøger at modarbejde. Det synes jeg faktisk meget godt understreger den forskel, der også er i politik, på det her område.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak for talen. Det var også rart at høre lidt grønne toner.

Vi er jo meget enige med Socialdemokratiet i, at besparelserne på erhvervsskolerne er helt, helt forkerte, i forhold til det som Danmark har brug for. Vi vil også have et fælles ændringsforslag senere på dagen, hvor hele oppositionen sammen foreslår at droppe de besparelser. Men vi har det også sådan i Radikale Venstre, at vi er ligeså kede af de vedvarende besparelser, der pågår på gymnasierne, der pågår på seminarierne, der pågår på universiteterne, der pågår på forskningsområdet.

Der kan vi konstatere at vi ikke har kunnet lokke Socialdemokratiet med til at sige, at når vi forhåbentlig på et tidspunkt får et fælles flertal, er noget af det første, vi gør, at vi stopper grønthøsteren på Danmarks fremtid, på Danmarks unge, på vores uddannelser. Det er jeg oprigtig talt er ked af, men også lidt undrende over for, for når man hører ordførerens udmærkede tale om betydningen af uddannelse, kunne man jo godt få den tanke, at Socialdemokratiet deler ambitionen om at stoppe besparelserne på de danske uddannelser. Så kunne man forestille sig, at Socialdemokratiet måske her i sidste øjeblik skiftede holdning og sammen med de andre partier i oppositionen ville være med til at stoppe besparelserne på uddannelserne?

Værsgo.

Der skal ikke herske tvivl om, at Socialdemokratiet er imod regeringens besparelser på uddannelse. Det er den helt forkerte vej at gå i en tid, hvor der er brug for at satse på uddannelse. Hvordan en fremtidig socialdemokratisk ledet regering kommer til at skrue sin finanslov sammen, kan jeg jo ikke stå og sige på nuværende tidspunkt, men det er helt klart, at vores udgangspunkt ikke er, at vores samfund skal gå i en retning, hvor vi ikke satser på uddannelse.

Men for indeværende og i det finanslovsforslag, som vi har lagt frem, har vi været nødt til at prioritere inden for den begrænsede ramme, som der er. Vi har også villet sikre, at der eksempelvis var råd til at løfte kvaliteten på ældreområdet, løfte kvaliteten på sundhedsområdet, især i kræftbehandlingen. Og det er klart, at i de samlede vurderinger med den begrænsede ramme, som der nu var inden for regeringens afsatte forhandlingsrum, har vi været nødt til at prioritere. Der har vi så i første omgang prioriteret erhvervsuddannelserne. Hvordan vi kommer til at gøre det fremadrettet, må vi jo så se, når vi forhåbentlig på et tidspunkt får et regeringsskifte.

Hr. Martin Lidegaard, værsgo.

Jeg vil heller ikke forlange, at hr. Benny Engelbrecht skal fremlægge en færdig finanslov for en periode, hvor Socialdemokratiet engang måtte komme i regering, men det er jo næste års finanslov, vi taler om. Og min oplevelse er, at de her besparelser begynder at gøre rigtig ondt, især uden for de store byer, hvor der bliver lukket erhvervsskoler og gymnasier, og hvor man jo har nedlagt langt flere stillinger, end man i øvrigt har udflyttet med statslige arbejdspladser.

Derfor er spørgsmålet sådan set for mig ret presserende, og derfor er jeg også ked af det signal, der bliver givet, nemlig at det – hvis jeg hører rigtigt – ikke er det, der har højest prioritet for Socialdemokratiet. Det ville jeg egentlig have troet at det måske var, fordi det er Danmarks fremtid, det handler om.

Værsgo til ordføreren.

Som sagt kan jeg jo ikke nu stå og redegøre for, hvordan vi kommer til at gøre fremadrettet, også fordi vi ikke ved, hvordan situationen ser ud, den dag vi måtte være så heldige at kunne overtage regeringsmagten igen. Den nuværende regering har jo ligesom gjort, hvad den kan for at bryde ting ned. Så der kan blive en stor genopretning til den tid.

Men igen, for at der ikke skal herske nogen tvivl: Vi er imod regeringens nedskæringer på uddannelserne. Og det er klart, at skal vi så prioritere, hvad der er det vigtigste, så er det altså her og nu at sige, at det er de faglærte uddannelser. Det er der, vi har den allerstørste udfordring. Men det betyder ikke, at vi ikke synes, at det er forkert, at man skærer ned generelt også på forskningsområdet, skal jeg skynde mig at sige.

Hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Tak for det. Det er jo rigtig dejligt, at vi kan konstatere, at det faktisk går ret godt derude. Flere og flere kommer i arbejde, beskæftigelsen stiger, og vi har også lige set en rekord på fødevareeksportområdet. En af årsagerne til det er jo, at det kan betale sig at arbejde, at det bedre kan betale sig at arbejde, og en af de ting, der er vedtaget i forbindelse med det, er kontanthjælpsloftet. Så når nu Socialdemokratiet forsøger at gå lidt i kødet på os og siger, at man vil lave en hel masse om, vil Socialdemokratiet så helt konkret afskaffe kontanthjælpsloftet igen, hvis man får magt, som man har agt?

Værsgo.

Jeg går ud fra, at hr. Erling Bonnesen har læst vores ændringsforslag til finansloven. Det ser det ud til at hr. Erling Bonnesen har. Der kan hr. Erling Bonnesen se, at vi har afsat en pulje til at rette op på de sociale skævheder, som kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen giver, bl.a. for børnefamilier. Nu er det jo altså den 22. december i dag, og jeg tror, at vi alle sammen har et lidt svagt punkt for de børnefamilier, som vi alle sammen kan se bliver hårdt ramt i en tid, hvor der er flere end nogen sinde, som efterspørger julehjælp. Så synes jeg, at der er rigtig god grund til at kigge på lige præcis det område, og der er vi altså klar til at rydde op efter den nuværende regering, og jeg håber da også, at hr. Erling Bonnesen vil give det en overvejelse, om ikke det var værd at prioritere det område lidt mere.

Værsgo, hr. Erling Bonnesen.

Sådan en pulje er jo et meget behændigt afsæt. Man kunne jo næsten kalde den puljen til udenomssnak, for man kan henvise til den, hver gang man bliver stillet et konkret spørgsmål. Der er jo ikke skyggen af chancen for at gøre alle de ting, som Socialdemokratiet her peger på, med den der pulje. Så jeg må bare konstatere, at Socialdemokratiet – medmindre ordføreren vil svare noget andet nu – ikke vil tilbageføre kontanthjælpsloftet. Det er jo fint at henvise til den pulje, men bekræft lige, at man vil afskaffe kontanthjælpsloftet.

Værsgo, ordføreren.

Jeg er faktisk meget glad for hr. Erling Bonnesens engagement i det her, for det viser jo, at der trods alt også er fornuftigt tænkende mennesker i Venstre, som går op i, at der faktisk er børnefamilier, som bliver ramt hårdt af den politik, som den nuværende regering fører. Den pulje, som er afsat, finansierer vi med den reserve, som ligger fra jobreform 1, så den er fuldt finansieret, og der er selvfølgelig råd til det. Men jeg er også godt klar over, at der er et flertal i det nuværende Folketing, som faktisk går ind for det kontanthjælpsloft, som er indført. Så når vi foreslår det her, er det selvfølgelig for at give en håndsrækning, og vi håber, at der er folk, som vil være med til at rette op på de skævheder, der er socialt.

Tak. Fru Louise Schack Elholm, Venstre.

Man kunne jo have fulgt op på min ærede kollegas fine spørgsmål, men nu tror jeg faktisk, at jeg vil spørge om noget lidt andet. For en af mine andre gode kollegaer har talt op, at det var 16 gange, ordet velfærd blev nævnt. Lad os så prøve at sammenligne det. Den tidligere socialdemokratiske regering sparede 3 mia. kr. på kommunerne, altså den nære velfærd, i den periode, hvor man sad i regering, fra 2011 til 2015. Vi har lagt op til, at der skal bruges 1 mia. kr. ekstra i kommunerne på velfærd, altså på den nære velfærd, fra 2015 til 2018. Så spørger jeg den socialdemokratiske ordfører: Hvem bruger mest på den nære velfærd i kommunerne? Er det Socialdemokratiet, der skar 3 mia. kr., dengang man sad ved magten, eller er det den borgerlige regering, som vi har nu?

Værsgo til ordføreren.

Det bliver altid sådan lidt anstrengende, når man skal gentage gamle regnestykker, som er forkerte. Hvis vi nu lige tager udgangspunkt i, at den daværende SR-regering havde ansvaret for finanslove, som havde at gøre med 2012 og frem, så bliver billedet jo et andet. For hvis man regner 2011 med, som var under en VK-regering, hvor der var store nedskæringer i den offentlige sektor, så er det rigtigt, at det bliver et dårligt regnestykke. Hvis man ikke tager det med, ser regnestykket faktisk sådan ud, at den samlede velfærd steg en lille smule mere, end det demografiske træk var i samme periode. Men det er jo en debat, vi har haft mange gange. Men vi kan da godt tage den igen.

Fru Louise Schack Elholm.

Nu spurgte jeg konkret til kommunerne, for det er jo den nære velfærd, som Socialdemokratiet altid taler om, og Socialdemokratiets ordfører svarede mig i forhold til hele den offentlige sektor, og det var ikke det, jeg spurgte til. Jeg spurgte til kommunerne. Så jeg vil gerne bede Socialdemokratiets ordfører en gang til om at prøve at svare på: Skar den socialdemokratiske regering mere ned på kommunerne, end vi tilfører? Altså, vi tilfører jo penge til kommunerne. Men kan den socialdemokratiske ordfører bekræfte, at den tidligere socialdemokratisk ledede regering skar ned på kommunerne?

Ordføreren.

I det regnestykke regner fru Louise Schack Elholm jo så stadig væk 2011 med, som var en aftale med kommunerne, som blev indgået af den daværende VK-regering, og så er vi lidt tilbage i samme rille. Så det kan blive en meget lang debat, hvis vi skal fortsætte den her.

Så er det hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Et godt gammelt dansk mundheld hedder, at ikke enhver høne, der kagler, lægger æg, og det er lidt sådan, det er med Socialdemokratiet. Fra år 2012 til 2015 blev der fjernet 2.400 stillinger i den kommunale ældrepleje, altså i de år, hvor Socialdemokratiet sad ved magten. Med nærværende finanslovsforslag bliver der afsat midler til 1.000 nye SOSU-assistenter. Hr. Benny Engelbrecht var rigtig meget inde på ældreområdet i sin ordførertale. Hvis man nu skulle være ældre i det her land, hvad ville man så helst udsættes for? At der blev fjernet 2.400 stillinger, eller at der blev afsat midler til 1.000 nye? Hvad giver den bedste ældrepleje i Socialdemokratiets optik?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at de ældre ville have foretrukket, at Dansk Folkeparti havde sikret, at der kom flere end 1.000 stillinger i ældreplejen, og hr. Jeppe Jakobsen ved jo også, at hvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti havde siddet sammen ved et forhandlingsbord, var det sikkert også lykkedes os at løfte den samlede ramme. Men det er jo desværre sådan, at det ikke lykkedes at ændre på det, bl.a. fordi man har givet nogle skattelettelser i forbindelse med dette års finanslov, hvor vi vel må sige, at de penge nok havde været bedre anvendt til bl.a. sundhedsområdet og til ældreplejen.

Hr. Jeppe Jakobsen.

Man kan godt opstille en masse hypotetiske situationer. Ud fra de ændringsforslag, som Socialdemokratiet har indleveret, er det, man har prioriteret fra socialdemokratisk side, jo bl.a. 1 mia. kr. ekstra om året til flere indvandrere, til mere integrationsindsats. Er de 33 mia. kr., der bliver brugt om året, ikke nok i Socialdemokratiets øjne? Kunne man ikke i stedet investere de penge i mere ældrepleje? Er der ikke noget i vejen med Socialdemokratiets prioriteringer her, hvis man virkelig taler om, at man vil den nære velfærd?

Værsgo, ordføreren.

Den pulje, som hr. Jeppe Jakobsen henviser til, er den pulje, som vi har afsat til udsatte borgere. Dem er der jo kommet en hel del flere af, og vi har jo netop talt om kontanthjælpsloftet. Det er rigtigt, at vi forbedrer integrationen, altså sådan at vi kommer nogle af de parallelsamfundsaktiviteter til livs, som vi desværre har forskellige udfordringer med i samfundet, og så er det en øget social mobilitet. Det er det, som vi samlet set afsætter den her pulje til. Man kan jo selvfølgelig være uenig i, at der er skævheder i samfundet, som man er nødt til at rette op på, men vi synes som sagt, at det er væsentligt, og det vil vi gerne prioritere.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Tak for det. Nu står vi her den 22. december og skal både anden- og tredjebehandle en finanslov, og det er jo efter et forløb, hvor vi har været vidne til, at et af regeringens egne partier har truet med at stemme imod regeringens finanslov. Det gør, at jeg ikke kan lade være med at spørge Socialdemokratiet, om Socialdemokratiet i tilstrækkelig grad værdsatte Enhedslisten som parlamentarisk grundlag for Thorningregeringen.

Værsgo.

I forhold til det forløb, der aktuelt har været med et af regeringspartierne, kan man jo kun knuselske Enhedslisten.

Værsgo.

Tak for det, tak for de pæne ord. Men nok om det og til det lidt mere seriøse. Ordføreren havde jo en diskussion om uddannelsesbesparelser lige før med hr. Martin Lidegaard, og det er tydeligt, at man ikke i det forslag, man kommer med fra Socialdemokratiets side nu her, stopper grønthøsteren på uddannelser. Skal det forstås sådan, at man i fremtiden heller ikke vil love at fjerne grønthøsteren på hele uddannelsesområdet?

Ordføreren.

Vi er imod den generelle besparelse, der er på forskning og uddannelse – ingen tvivl om det. Det er også klart, at med den begrænsede ramme, der er inden for forhandlingsreserverne til dette års finanslov, så bliver man nødt til at prioritere. Vi har prioriteret uddannelsesområdet, især erhvervsuddannelserne. Det er det, vi synes er væsentligst at prioritere, men det er altså ikke udtryk for, hvordan en eventuel kommende socialdemokratisk ledet regering, gerne med støtte fra Enhedslisten, så vil udforme sine finanslove på det her område.

Tak for det. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Som uddannelsesordfører har man til tider været sådan lidt smådeprimeret i den her regeringsperiode, fordi der ligesom har været en filosofi i regeringen om, at alle nye initiativer, i hvert fald så mange som muligt, skulle finansieres af unge og studerende. Først lavede man historisk store milliardbesparelser på uddannelserne; derefter fjernede man nogle af de meget, meget vigtige rabatter, der var på de unges transport; og nu kan vi så læse i den nye VLAK-regerings regeringsgrundlag, at man også forestiller sig, at man skal lave en stor SU-reform. Altså, først tog man og sparede på uddannelserne, og så tog man rabatten på transporten, og nu vil man så også tage de unges ydelser eller i hvert fald spare på dem. Hvad tænker Socialdemokratiet egentlig om regeringens planer om at øge arbejdsudbuddet ved at lave en stor SU-reform?

Tak. Værsgo, ordføreren.

Det kigger vi på med stor forundring, og man må sige, at noget af det, som vi har talt overraskende lidt om i hele det her efterår, har været den meget store pulje af potentielle besparelser, som regeringen ikke rigtig har villet løfte sløret for – 5,25 mia. kr. i besparelser, som man åbenbart forventer at kunne finansiere nogle skattelettelser med i den skatteplan, som måske, måske ikke kommer engang i det nye år. Man kan jo godt tvivle meget på, hvad det egentlig er, der ligger i det. Det er jo tydeligt, at man har siddet og overvejet ting, bl.a. på dagpengeområdet og SU-området, som hr. Jacob Mark nævner, og forskellige andre områder.

I virkeligheden er det vel lidt af et vælgerbedrag, at man ikke fuldstændig klart og tydeligt fra finansministerens side har sagt: Det her er regeringens konkrete forslag til finansiering. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det ikke ville være sket i den tidligere finansministers tid, altså i hr. Claus Hjort Frederiksens tid som finansminister. Der ville man klart og tydeligt have sagt, hvad det var for nogle ubehageligheder, der skulle til for at finansiere det, som man foreslog.

Værsgo, hr. Jacob Mark.

Tak for det. Jeg er enig i, at det har været et fuldstændig absurd forløb, når man ikke har kunnet finde ud af, hvad det egentlig er, så stor en besparelse indeholder. Så jeg vil egentlig bare høre: Når tiden kommer og regeringen endelig løfter sløret for, hvem det er, der skal betale gildet, om det er de studerende eller dagpengemodtagerne, kan S og SF og de andre, der vil være med, så stå sammen i kampen mod så store besparelser for nogle, der i forvejen er blevet ramt hårdt de sidste par år?

Værsgo.

Altså, hvis den situation opstår, at hr. Jacob Mark siger, at SF er klar til at give store skattelettelser, som er finansieret af det, vil det overraske mig utrolig meget. Jeg tror, hverken SF eller Socialdemokratiet bliver inviteret med til den lukkede fest, som den nuværende regering og dens støtteparti har, og som jeg kan forstå nu er udsat til det nye år. Man må håbe, at de får sovet godt på tingene hen over julen, for jeg må sige, at der ikke er meget af det, der ligger, som ser særlig fornuftigt ud, hverken hvad angår finansieringen eller for den sags skyld de ting, man har tænkt sig at bruge pengene på.

Tak. Og vi skal måske bede om en smule mere ro der bagved. Jeg kan se, at der er nogle ordførere, som meget gerne høre, hvad der sker heroppe, og som ikke rigtig har mulighed for det, fordi der er for meget støj bagtil.

Så er det hr. Hans Andersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. I dag er der en meget fin historie i Berlingske Tidende om en Laila Brauer på 39 år, som er kommet i arbejde. Hun har tidligere været 7 år på kontanthjælp, nu er hun kommet i arbejde 20 timer om ugen som omsorgshjælper. Det er hun rigtig glad for.

Jeg skal så spørge Socialdemokratiets ordfører, om jeg må forstå det på den måde, at det er utidigt og ikke fair, at Laila Brauer ikke skal have lov til at have lidt mere med hjem i lønningsposen; for jeg må jo forstå, at Socialdemokratiet ikke støtter skattelettelser til de helt almindelige danskere som Laila Brauer, som arbejder, og som vi i Venstre gerne vil give lidt mere. Tak.

Ordføreren.

Det er rigtig dejligt, at fru Laila Brauer er kommet i arbejde. Det vil jeg gerne ønske hende tillykke med, ikke mindst fordi hun jo dermed er ude af offentlig forsørgelse og af det system, som i høj grad mistænkeliggør mange mennesker. Hele beskæftigelsessystemet har jo forskellige udfordringer i den retning. Men det vigtigste er jo, at hun kommer i arbejde. Og derfor undrer det mig også meget, at regeringen som en del af sin finansiering af erhvervspakken har valgt at skære ret markant på beskæftigelsesindsatsen.

For det hjælper jo ikke særlig meget for dem, der stadig væk er fanget i kontanthjælpssystemet, hvis de ikke kan få ordentlig hjælp til at komme i arbejde. Der er måske nogle, der har brug for revalidering eller andet for at komme ud på arbejdsmarkedet. Hvis man skærer der, hjælper det jo ikke dem særlig meget, at man f.eks. har givet nogle ret markante skattelettelser til de 1.000 mest velstillede danskere med erhvervspakken. Altså, det synes jo at være temmelig kontraproduktivt. Og så skal man jo altså huske, at man faktisk får en gevinst ved at komme i arbejde.

Hr. Hans Andersen.

Tak for det. Nu har hr. Benny Engelbrecht i en halv times tid stået og svaret udenom på alle de spørgsmål, der er blevet stillet. Hr. Martin Lidegaard stillede et spørgsmål – der var ingen svar. Der er blevet stillet spørgsmål om, hvor mange penge der er blevet tilført kommunerne. Nu stillede jeg et konkret spørgsmål, om hr. Benny Engelbrecht synes, at det er utidigt og ikke fair, at Laila Brauer skulle have lidt mere ud af at gå på arbejde – og der var ingen svar overhovedet.

Men jeg må forstå, at Socialdemokratiets politik er, at det er vigtigere at give skattelettelser til virksomheder, som det fremgår af finanslovsforslaget fra Socialdemokratiet her til 2018, end at sikre, at Laila Brauer kan beholde lidt flere af sine egne penge.

Tak. Værsgo.

Hvis vi nu bare lige tager, hvad det er for en skattelettelse, som de absolut mest velstillede får i regeringens forslag sammen med Dansk Folkeparti, så er det altså 157.500 kr., som er den umiddelbare årlige skattelettelse. Og det synes jo sådan lidt underligt, at det, vi så snakker om, er, hvorvidt en person, som lige har fået en gevinst ud af at komme i arbejde, skal have en lille smule større gevinst.

Altså, det vigtige her er jo, at vi starter med at se på, hvad det er, samfundet har brug for: Det er et velfærdsløft, og det er, at vi sikrer, at der er flere, som kommer i arbejde. Og det gør vi først og fremmest ved at investere i vores fælles uddannelse, i vores fælles beskæftigelsesindsats. Jeg kan ikke se, at noget af det, som regeringen lægger op til, vil løse det.

Så er det hr. Carl Holst, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg tror, det var Bertolt Brecht, der sagde, at sandheden er konkret, altså underforstået: Vi vurderer ikke folk efter, hvad de siger, men på deres handlinger. Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med spørgsmålet fra fru Louise Schack Elholm omkring væksten i de kommunale budgetter i forhold til den nære velfærd.

Velfærden spillede jo en rolle i ordførerens tale. Hvis vi nu tager velfærden som den nære velfærd, altså kommunale budgetter, velfærd som sundhedsvæsenets regionale budgetter, er det så ikke korrekt, at i de rene regeringsår, som den tidligere regering havde, var budgetterne historisk lave inden for kommunerne og regionerne i de økonomiaftaler, der blev indgået af landets daværende ledelse, der var fra det parti, som ordføreren er fra?

Værsgo, ordføreren.

Hr. Carl Holst er meget optaget af at skue tilbage. Det kan jeg egentlig godt forstå, fordi det, der jo er sandheden, er, at med det finanslovsforslag, som ligger, så kommer man til at prioritere mindre til velfærden, som er det, der er behov for i forhold til det demografiske træk.

Så jeg kan godt forstå, at man er så optaget af at skue tilbage til en tid, hvor hr. Carl Holst jo i øvrigt selv havde en del af ansvaret for de forhandlinger, der var. Så hvis hr. Carl Holst synes, at det gik dårligt, bl.a. i regionerne, på det tidspunkt – og det tror jeg der var mange borgere i Region Syddanmark som syntes, altså at hr. Carl Holst kunne have gjort det lidt bedre i sin tid – så er det jo op til hr. Carl Holst selv at vurdere.

Tak. Er der er et spørgsmål til? Man skal bare lige huske at trykke sig ind. Værsgo.

Jeg skal beklage over for formanden. Det var ikke formanden, der overså noget, men mig, der blev så rystet over svaret, at jeg glemte at trykke – for jeg fik faktisk ikke noget svar. Kendetegnende for hele debatten har svarene været angreb på angreb eller en talen udenom. Det var rent et faktuelt spørgsmål, jeg stillede. Sandheden er jo konkret; den er ikke, hvad man lover, siger eller gør, men hvad man handler og gør. Derfor betragter jeg bare stilfærdigt det mærkelige angreb som et udtryk for, at man ikke tør sige sandheden.

Jo, væksten i den nære velfærd, væksten i sundhedsvæsenet var historisk lav under den tidligere socialdemokratiske regering. Det stiller jeg bare op som et faktum i forhold til at vurdere de venlige udgydelser i talen omkring det, man vil for fremtiden.

Værsgo, ordføreren.

Jeg vil nu nok sige, at hvis hr. Carl Holst opfatter de ytringer, som jeg kom med her på talerstolen, som udtryk for angreb, så tror jeg hr. Carl Holst har glemt, hvordan det er at være til ringriderfrokost i Sønderjylland med den spot og spe, som kan komme i den forbindelse. Men det ændrer jo ikke på, at hvis vi tager udgangspunkt i det konkrete, kan man konstatere, at de ændringsforslag, som Socialdemokratiet har stillet til dette års finanslov, samlet set vil styrke velfærden mere end det, regeringen lægger op til.

Tak for det. Så er det hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo. ( Preben Bang Henriksen (V): Nej, det er en fejl). Nå, så er der faktisk ikke flere, der har bedt om ordet. Så skal vi have en ny ordfører – tak til ordføreren – og det er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Så står vi her til tredje behandling af finansloven for 2018, og det er rigtig glædeligt. Når man kigger på finansloven, mener jeg jo, at det er en helt fantastisk god finanslov. Jeg synes også, den er god, socialt afbalanceret, og den viser, hvor vi, Dansk Folkeparti og regeringen, kan finde hinanden. Det er sådan, at vi har lagt stor vægt på, at det skulle være en finanslov, som også tilgodeser velfærdsområderne, og det synes vi at vi er lykkedes rigtig godt med. Det er også sådan, at en finanslov altid vil være blevet til i en forhandling, hvor man finder hinanden. Derfor er der jo gode ting i en finanslov, og der er også ting, som man er blevet enige om.

En af de ting, som vi bl.a. er blevet enige om, er at afskaffe skatten på fri telefon. Her er der jo nogle, som kunne finde på at sige: Jamen er det ikke en topskattelettelse, for der er jo nogle mennesker, som betaler topskat, som har fri telefon? Det er rigtigt, men hvis man ser på, hvem der faktisk har fri telefon, vil man se, at flertallet af de borgere, der har fri telefon, faktisk er i den anden ende. De betaler faktisk ikke topskat. Flertallet betaler ikke topskat. Vi forventer faktisk også i fremtiden, at det vil være sådan i forhold til fri telefon, at det bliver et løngode. Det vil sige, at det bliver automekanikeren, det bliver tømreren, det bliver andre, som får mulighed for at få fri telefon i forbindelse med de lønpakker, der bliver lavet. Det er en aftale, som vi selvfølgelig har lavet med regeringen, og som vi står på mål for og synes er ganske udmærket.

Andre ting i finansloven: Finansloven er jo budgettet for 2018, og der er selvfølgelig store ting, og der er mindre ting. En af de ting på udlændingeområdet, som der faktisk er en hel del punkter om, som jeg vil nævne, er det punkt, hvor vi skal se på dem, som rejser hjem, bl.a. på ferie. I Dansk Folkeparti synes vi, det er mærkeligt – vi er faktisk lidt forundret over det – at man kan være flygtning i et land, fordi man skal have ophold og beskyttelse, og så alligevel tage på ferie i hjemlandet. Derfor er vi rigtig glade for, at der nu bliver sat penge af, så vi faktisk kan tage 800 sager op bagudrettet og se på, hvordan det kan være, at de her mennesker har kunnet opholde sig i deres hjemland i en kortere eller længere periode og så alligevel leve op til kravet om at få ophold og beskyttelse i Danmark. Vi ser frem til, at de sager bliver taget ud og bliver efterprøvet.

Uddannelsesområdet fylder selvfølgelig også noget i forbindelse med finansloven. En af de mindre ting på det område er produktionsskoleydelsen. Jeg tror, at alle har oplevet, at produktionsskolerne har været meget presset her på det sidste, og derfor er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes at få fremrykket FGU-ydelsen til produktionsskolerne, så den gælder fra 2018. Hvorfor har det så været vigtigt for Dansk Folkeparti? Det har det, fordi vi også har indgået en aftale omkring FGU, altså forberedende grunduddannelse, som vi ser meget frem til. Der mener vi jo, at produktionsskolerne skal være et bærende element bl.a. i den reform, og derfor håber vi jo, at det, at vi nu har fået fremrykket den her skoleydelse, gør, at der det næste år kommer flere elever på produktionsskolerne, således at vi kan fastholde de lærerkræfter og de kompetencer, som er på produktionsskolerne.

En anden ting, som er en langt, langt større ting, er, at vi har fået en permanent boligjobordning. Det er vi glade for. Nu skal vi ikke længere køre zigzagkurs, så man skal skynde sig at få lavet forbedringer på sin ejendom, fordi det jo kan være, at boligjobordningen forsvinder igen til næste år. Vi er rigtig glade for, at regeringen meldte ud, at der skulle være et servicefradrag. Vi er til gengæld også rigtig glade for, at håndværksdelen nu også er kommet med, og at man nu kan få et fradrag op til 12.000 kr. pr. voksen over 18 år i en husstand. Det er rigtig positivt. Samtidig har vi fået lagt en ny del ind. Det er bl.a. sådan noget som malerarbejde.

En af de ting, som der også er med, er, at vi får øget kontrol ved den danske grænse. Når vi siger den danske grænse, mener vi faktisk alle grænseovergange. Det har tidligere været sådan, at der har været ti grænseovergange, som der ikke har været særlig meget fokus på. Det bliver der nu. Der er sat penge af til, at vi nu får nummerpladekontrol ved alle grænseovergange i Danmark. Vi har fået sat penge af til, at den bemanding, der skal være også på de små grænseovergange, bliver markant forbedret. Det vil sige, at der bliver kontrol ved grænsen, også på de små grænseovergange, også med personer.

Samtidig kommer der også til at ske det – nu har vi lige om lidt 2-årsjubilæum for den midlertidige grænsekontrol – at vi får nogle ordentlige arbejdsvilkår for de statslige medarbejdere, som står og varetager det gode job at passe på vores grænse. Det er sådan, at der nu bliver sat penge af til, at vi selvfølgelig kan få lavet overdækninger til gavn for dem, der arbejder udendørs. Vi har også fået sat penge af til at få lavet nogle bygninger, som man kan sidde i og foretage den her paskontrol og anden form for kontrol, der skal ske ved grænsen. Det er vi rigtig glade for. Vi kunne simpelt hen ikke være de arbejdsforhold bekendt længere.

Der kommer også flere betjente. Der er sat penge af til, at optaget på politiskolen kan øges markant. Det vil sige, at der med den finanslov, der er lavet for 2018, i fremtiden bliver 300 flere betjente ud over det, der var forudsat i tidligere aftaler – det er meget positivt.

På ældreområdet, og det er jo den nære velfærd, har vi fået sat en halv milliard af årligt. Og der skal man jo huske, at det er en halv milliard, der kommer oven i den værdighedsmilliard, som der ligger i forvejen. Det betyder jo også, at finansloven for 2018 er den finanslov i de sidste 10 år, hvor der er blevet sat flest penge af til ældreområdet. Og hvorfor er der så det? Det er der selvfølgelig, fordi vi lever længere, vi bliver flere ældre, og der bliver også flere plejekrævende ældre. Derfor er vi rigtig glade for, at det igen lykkedes at få sat flere penge af til det område.

Samtidig bliver der også lavet en forsøgsordning på ældreområdet med mere selvbestemmelsesret. Det er jo sådan, at selv om man bliver ældre, har man en mening om, hvad man gerne vil. Jeg tror, der er mange, der har deltaget i kommunalvalgkampen, som har oplevet, at sådan noget som mad fylder rigtig meget. Jeg tror man glemmer lidt, at det fylder så meget for de ældre. Vi ved det fra os selv. Hvem er ikke med til at holde en fredagsmiddag sammen med familien og andre, hvor det med maden betyder rigtig meget? Det at spise er en særlig situation. Hvorfor er det så sådan, at de ældre ikke har en større selvbestemmelsesgrad, i forhold til hvad det er, de vil spise, og hvad det er for en udbyder, de gerne vil bruge? Derfor bliver der nu sat penge af – 25 mio. kr. om året – til, at kommunerne kan byde ind i forhold til at lave nogle forsøgsordninger, hvor pengene ligesom følger den ældre, altså at den ældre har mulighed for selv at bestemme, hvad det er for noget mad, man gerne vil have, i forhold til det tilbud, som kommunen har, eller måske det tilbud, som den lokale slagter har.

Vi sætter også penge af til at se på, hvordan man kan nedbringe sygefraværet. Vi har kunnet se, at sygefraværet er højt netop på ældreområdet. Derfor går en del af de her 500 mio. kr., den halve milliard, også til, at man skal se på, hvordan man kan få flere fuldtidsansatte i den offentlige sektor, særlig på ældreområdet. For man kan jo tale om timepriser og lønninger og alt muligt andet – det bliver forhandlet lige i øjeblikket – men udfordringen er selvfølgelig, hvis man kun bliver ansat på 32 timer eller mindre. Så kan det være svært at få det til at køre rundt, og derfor er der nogle af de her stillinger, som er svære at få besat – de er ikke særlig attraktive.

Så vil vi gerne se på, hvad det er, vi får for de her penge. Hvad er det, vi får for de her 45 mia. kr., der i 2018 skal bruges på ældreområdet? Vi vil ikke kun stå og tale om, at nu er der sat penge af. Vi vil gerne måle på, hvad det er for en service, de ældre oplever. Hvad er det, de oplever derude helt nært? Hvad er det, personalet oplever? Får de lov til at bruge deres faglighed? Hvad for et ophold oplever de pårørende at deres ældre har på et plejecenter eller for den sags skyld i eget hjem? Vi ser meget frem til de forhandlinger, der skal være, og håber selvfølgelig også, at man kan lave noget, der er bredt forankret, altså hvordan vi fremadrettet måler i forhold til ældreområdet og sådan set generelt på de kommunale områder.

I dag har vi jo det, der hedder indeks 100. Det vil sige, at hvis man bruger pengene, er man dygtig. Indeks 100 er ene og alene en gennemsnitsbetragtning, i forhold til hvor mange penge man bruger på et område, og når man bruger et pengebeløb ud fra en gennemsnitsbetragtning, har man en god service. Der vil jeg bare sige til jer, at jeg tror, der er rigtig mange, der oplever, at hvis man kigger på kommunerne, selv de kommuner, hvor man ligger over indeks 100, vil man nok kunne finde nogle, som ikke mener, det er den bedste service – det er måske bare den dyreste service, man har. Så vi ser meget frem til de forhandlinger, der skal være om det.

Netop derfor er der også blevet sat penge af til at aflaste de pårørende, hvilket vi er utrolig glade for. Vi må jo sige, at det at blive dement er blevet en folkesygdom. Man lever også længe med sin demens, og mange vil også gerne være i eget hjem, og det ønsker de pårørende jo også. Men derfor er der behov for, at man indimellem får aflastet den pårørende, sådan set ikke den demente, men at den pårørende også får lov til at have et værdigt ældreliv, selv om man sådan set ikke er syg eller på anden måde er plejekrævende.

Ligeledes er der blevet sat yderligere penge af til området med social dumping eller lige konkurrence – hvad vi nu skal kalde det. Det er sådan, at de penge, der nu bliver sat af til området, er på niveau med det, der var i 2016 – det er 11 mio. kr. højere, end det var i 2017. Og vi har set på det på den måde, at vi egentlig gerne ville have lavet sådan en flad model, hvor man havde sagt, at nu har man en bund for det kontroltryk, der skal være, og så kunne man skrue op og ned, i forhold til om man har højkonjunktur eller lavkonjunktur. Det er ikke lykkedes. Jeg har også haft flere møder med bl.a. fagbevægelsen og andre om, hvordan man kunne skrue sådan en model sammen. Der er flere forskellige måder, man kan gøre det på, og der er vi ikke kommet i mål endnu. Hvordan kan man lave den gode måde at gøre det på, så vi ikke skal have det her stop and go, i forhold til hvad det er for et kontroltryk, vi skal have derude? Men for 2018 ser det rigtig godt ud, der kan vi opretholde et højt kontroltryk, også i forhold til det, vi kalder social dumping eller lige konkurrence. For det er jo det, der er problemet – det er jo et konkurrenceparameter, hvor laveste fællesnævner kan vinde, altså hvis man har dårlige løn- og arbejdsvilkår.

Så alt i alt er det en rigtig god finanslov, som vi i Dansk Folkeparti er stolte af.

Tak for det, og så går vi i gang med spørgsmål og kommentarer. Først er det hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg er ked af at skulle bruge tid på det her igen, men det virker jo nærmest som en tilbagevendende tradition, at når vi står her ved behandlingen af årets finanslov, bliver vi nødt til at genbekræfte hinanden i forhold til Togfonden DK, og sådan er det desværre igen i år, fordi vi har en regering, som ganske vist i det umiddelbare virkningsår 2018 indarbejder de elementer, som togfondforligskredsen er blevet enige om, men ikke indarbejder det i overslagsårene. Så jeg ville egentlig godt bede om, at hr. René Christensen her i Folketinget bekræfter, at de aftaler, vi er blevet enige om, f.eks. en bane over Fyn, også er noget, som også kommer til at ske, uagtet at vi har en regering, som desværre er modvillig i forhold til det.

Værsgo.

Jeg kan bekræfte, at sådan er det, og jeg kan også garantere, at Dansk Folkeparti står på mål for togfondsaftalen. Selvfølgelig er det ærgerligt, når der er et så markant stort flertal, der har lavet en aftale om offentlig transport, Togfonden DK, en fuldt finansieret togfond – der har været en udfordring i forhold til det, men det er jo lykkedes at få den fuldt finansieret med en efterjustering – at regeringen ikke ønsker at indtræde i et så godt forlig, som der faktisk er lavet om Togfonden DK. Der er ingen tvivl om, at Togfonden DK faktisk også bidrager bredt til det, vi gerne vil, altså at elektrificere samfundet. En stor del af Togfonden DK's penge går jo faktisk til elektrificering, og det er faktisk noget af det, som regeringen er enig i. Så derfor igen en opfordring til, at regeringen træder ind i den aftale om Togfonden DK. Det ville gøre det hele meget nemmere.

Værsgo.

I forlængelse af det, bliver jeg jo så desværre også nødt til at konstatere, at det ser ud til, at regeringen i overslagsårene har fejlfortolket noget af den disponering, som ligger i forhold til de midler, som skal komme fra den forligskreds, som hedder »Bedre og billigere, og som regeringen heller ikke er en del af. Der skal jeg bare spørge hr. René Christensen, om hr. René Christensen vil medvirke til, at vi får afklaret de unøjagtigheder, der synes at være i forhold til overslagsårene og de finansieringselementer, så der ikke kommer tvivl om de projekter, der ligger i »Bedre og billigere«, og heller ikke de projekter, der ligger i Togfonden DK, som skal finansieres derigennem.

Værsgo, ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at de justeringer, der eventuelt er behov for, vil Dansk Folkeparti selvfølgelig rigtig gerne drøfte, både med forligskredsen om Togfonden DK, men så sandelig også med regeringen, således at vi kan få de aftaler, som der er indgået på tværs af partier, til at blive ført ud i livet, og der er ingen tvivl om, at den delaftale, der blev lavet, altså del 1 i Togfonden DK, skal føres ud i livet. Der manglede så lidt finansiering; der var nogle strækninger, som blev lidt dyrere, og der har man finansieret det fra »Bedre og billigere«, som også ligger uden for regeringen, og der skal vi selvfølgelig overholde de aftaler, som vi har indgået. Det er jo så fint med Togfonden DK og »Bedre og billigere«, at hvis man ikke kan indgå en aftale i mindelighed, kan man jo altid stemme det igennem. Men det ønsker vi jo sådan set ikke at gøre i Dansk Folkeparti, vi ønsker selvfølgelig at klare det her i mindelighed, altså at vi får lavet de justeringer, der skal til, for at vi kan få det hele til at fungere.

Tak for det. Så er det hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

Tak for det. Og tak for en tale, som understreger, at det ikke er et enten-eller, men et både-og, når det gælder at sikre penge til kernevelfærd og også sikre, at vi kan lave aftaler, der styrker vilkårene for erhvervslivet, letter skatten for folk, der går på arbejde – godt illustreret af hr. René Christensens tale om fri telefon. Dér er der klar tale.

Det har været lidt mere uklart, når vi har hørt Socialdemokratiet, også i den foregående runde. Det er temmelig uklart, hvad de egentlig mener om kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Men det kunne måske være lidt berigende for debatten, hvis Dansk Folkeparti ville komme med deres vurdering af, hvad konsekvensen ville være, hvis man afskaffede kontanthjælpsloftet og man afskaffede integrationsydelsen.

Værsgo.

Det vil være en merudgift på 1,4 mia. kr., og det kan man jo se, fordi det er et ændringsforslag, som SF har stillet. Der kan man jo sådan set se, hvad det er, man står over for, hvis man gerne vil have en anden farve flertal. Socialdemokratiet har ændringsforslag her, som ligger i milliardklassen i forhold til integration. SF har forslag om øgede udgifter i forhold til kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen på 1,4 mia. kr. Så der kan man se, hvad det er for et udgiftspres, der vil ligge. Og det, man ikke taler så meget om, er: Hvad skal pengene bruges på? I Dansk Folkeparti vil vi meget gerne tale om, hvordan der skal være penge til velfærden fremadrettet, frem mod 2025, men vi ønsker jo sådan set også at tale om, hvad det er, pengene skal bruges på. Og de her områder er ikke dem, vi ønsker at bruge pengene på.

Hr. Torsten Schack Pedersen, værsgo.

Tak. Men der ligger jo også det i det, at ved hjælp af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen kan det bedre betale sig at arbejde. Og jeg synes jo, at min kollega hr. Hans Andersen kom med et strålende eksempel – det kneb gevaldigt med at få et svar fra den socialdemokratiske ordfører. Derfor er jeg bare optaget af, at Dansk Folkeparti står ved kontanthjælpsloftet – og det ved jeg – men jo også, at vi har en fælles forståelse i forhold til at sikre, at næste element af jobreformen er at være med til at sikre, at det i højere grad kan betale sig at yde en ekstra indsats, og at dem, der er på arbejdsmarkedet, også får en større gulerod ud af det.

Værsgo til ordføreren.

Jamen altså, Dansk Folkeparti har jo intet imod, at det kan betale sig at arbejde – selvfølgelig har vi ikke det. Vi ønsker sådan set, at det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor må man også sige, når man kigger på kontanthjælpsloftet, at det var en af grundene til det; der var for mange, som ikke havde en mulighed for at få en øget gevinst ved at gå på arbejde – det var i hvert fald kun en lille øget gevinst. Og så skal man jo altså huske, at der er en hel del, som er undtaget fra det her loft, og det er bl.a. børn- og ungeydelsen osv. Så det her er ikke et loft, der rammer børnefamilier og andre, men det er et loft, hvor man har sagt: Hvad er det for et beløb, man skal have for at kunne fungere i en kortere periode, hvor man er på overførselsindkomst? Og derfor står vi selvfølgelig på mål for de aftaler, som vi har indgået.

Tak for det. Fru Stine Brix, Enhedslisten.

Tak for det. Nogle af dem, der virkelig betaler regningen i den finanslovsaftale, som Dansk Folkeparti har indgået med regeringen, er jo de unge. Der ligger i den finanslovsaftale besparelser for mange milliarder kroner på uddannelse. Man tager 2 pct. hvert eneste år på vores uddannelser. Det kommer til at betyde fyringer på gymnasierne, det kommer til at betyde større hold, det kommer til at betyde nedlæggelse af uddannelser – det gælder erhvervsuddannelser, det gælder pædagogstuderende, det gælder sygeplejerskestuderende, det gælder hele vejen rundt.

Da vi havde åbningsdebatten herinde, sagde hr. Kristian Thulesen Dahl fra talerstolen, at Dansk Folkeparti var meget optaget af at sikre økonomien i erhvervsuddannelserne, og han lovede, at det ville man kigge på. Men faktum er jo, at der ligger besparelser på erhvervsuddannelserne næste år på 100 mio. kr. Vi har jo stillet et ændringsforslag sammen med resten af oppositionen, og der ligger en rigtig god mulighed her for Dansk Folkeparti for at holde det løfte, man gav, nemlig at sikre økonomien for erhvervsuddannelserne, så man ikke skal ud og fyre til næste år. Derfor vil jeg gerne spørge Dansk Folkepartis ordfører: Hvordan stiller man sig til det?

Ordføreren.

Det er et forslag, som vi stemmer nej til, fordi vi har indgået en finanslovsaftale. Men det, der er vigtigt her, er jo at sige, at det er fuldstændig korrekt, at der ligger en besparelse på erhvervsskolerne på 2 pct., og det er 270 mio. kr. Der er det sådan, at der i finansloven for 2018 er sat en pulje af i 2018 på 170 mio. kr. De 20 mio. kr. af dem er så sat af til, at man skal lave øget rekruttering, for det er jo også en af udfordringerne for skolerne. Det er ikke alene besparelsen – men den slår selvfølgelig ret hårdt – det er også kundegrundlaget, hvis man kan sige det sådan, altså at der er færre unge, som vælger en erhvervsuddannelse. Det er, fordi man kommer fra et meget højt niveau, da man jo tidligere havde rigtig mange elever, fordi der var et uddannelsespålæg og ikke nogen adgangskrav til erhvervsskolerne. Det er der i dag, heldigvis, vil jeg gerne sige, et krav om 2 plus 2 i dansk og matematik, men det gør jo også, at kundegrundlaget, altså elevantallet, er faldet markant.

Vi har så skrevet ind i finanslovsaftalen, at vi i første halvår af 2018 skal evaluere det med de 2 pct. og se på, hvordan vi fremadrettet skal gøre det. Der vil jeg gerne sige, at fra Dansk Folkepartis side ønsker vi, at de 2 pct. skal fjernes, men vi ønsker sådan set også, at vi skal have en kvalitet i erhvervsskolerne, og at erhvervsskolerne skal ud over rampen for at skaffe elever til erhvervsskolerne.

Fru Stine Brix.

Hvis man venter med at evaluere, til der er gået ½ år, så er der blevet fyret på erhvervsuddannelserne. Det er jo virkeligheden. Så har man fået det dyk i kvaliteten, så står man med problemerne derude. Derfor hjælper det ikke noget, at Dansk Folkepartis ordfører snakker og snakker om alt muligt her, for realiteterne er jo benhårde ude på erhvervsuddannelserne. Hvis ikke man kommer på bedre tanker her i løbet af i dag og stemmer for det ændringsforslag, som kan fjerne den besparelse på 100 mio. kr., der ligger, så vil Dansk Folkepartis finanslovsaftale her betyde markante forringelser af vores erhvervsuddannelser. Og det vil – måske allermest alvorligt – betyde, at man fratager nogle unge mennesker muligheden for at få en uddannelse, som virkelig er det, der vil gøre en stor forskel i deres liv, i forhold til hvilken indtægt de kan få, hvilken fremtid de kan få. Det er jo det, der er på spil her, når Dansk Folkeparti sparer på erhvervsuddannelserne sammen med regeringen.

Tak. Ordføreren.

Ja, man kan undre sig over det, for erhvervsskolerne var også ude at kommentere, at der var afsat 170 mio. kr., og at det jo ingenting hjalp. Og hvis 170 mio. kr. er ingenting, er 100 mio. kr. vel slet ingenting – og så må det jo være nemt at finde.

Nej, spøg til side. Selvfølgelig påvirker det da skolerne at skulle finde 100 mio. kr. i den periode, selvfølgelig gør det det. Men det er jo sådan, at de har haft budgetteret med, at de skulle finde 270 mio. kr. Nu skal de finde et væsentlig mindre beløb, så de budgetter, de har lagt for 2018, bliver nemmere at holde.

Men den største udfordring for skolerne i øjeblikket er jo faktisk ikke besparelserne på 2 pct. Den største udfordring i øjeblikket er faktisk, at der er for få elever, der vælger erhvervsskolen til. Jeg vil bare sige, at de elever, der skal vælge erhvervsskolen, står jo ikke og kigger på, hvad det er for et budget, der er lagt for 2018. De står og kigger på: Hvad er chancen for, at jeg kan gennemføre en uddannelse? Hvad er det for et tilbud, der kommer? Hvad er det for en ungdomsinstitution, som jeg skal starte i?

Tak. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak til ordføreren. Noget af det, der ligger Dansk Folkeparti meget på sinde, og som ligger os alle sammen meget på sinde, er jo antallet af flygtninge udeomkring i verden og også dem, der når her til Danmark. Mit spørgsmål går så på, når vi nu ved, at der fremadrettet kommer rigtig, rigtig mange klimaflygtninge – og der er allerede mange klimaflygtninge – hvordan det så kan være, at Dansk Folkeparti ikke er med til at presse mere på, således at regeringen kommer til at føre en mere grøn og klimavenlig politik, både her i Danmark som foregangsland, men også ude i verden, i forhold til at vi hjælper med til at lave grønne og teknologiske løsninger?

Værsgo til ordføreren.

Jamen det synes jeg da sådan set også vi gør. Nu nævnte jeg før Togfonden DK og andet, og jeg ved godt, at regeringen ikke er med i det, men jeg repræsenterer jo Dansk Folkeparti, og vi vil faktisk elektrificere hele jernbanen. Hvis der er noget, der gør noget ved klimaet, så er det da, at vi får alle vores dieseltog væk. Vi har netop nu sammen med regeringen indgået en aftale om boligjobordningen, hvor man jo kan se, at den private husholdning nu får mulighed for at energirenovere og andet. Så jo, det grønne fylder jo også noget. Det at være grøn handler jo ikke kun om at give tilskud til eksempelvis vindmøller, det handler også om, hvordan vi hver især som enkeltindivider opfatter og bruger de ressourcer, der er derude, og der betyder det også noget, hvordan vores boliger er opvarmet, hvordan vi har isoleret vores bolig osv. Så jo, der er bestemt også grønne tiltag i finansloven for 2018.

Fru Josephine Fock.

Nu synes jeg jo, det er ærgerligt, at en grøn boligjobordning er blevet omformet til det, jeg vil kalde en sort boligjobordning, hvor man netop har taget incitamentet med, at det, for at man kunne få en refusion, udelukkende skulle gå til grøn energirenovering, væk. Men det er jo ikke korrekt, at regeringen har ydet massive investeringer i grøn energi, sådan som vi gerne vil have. Ja, Togfonden DK bakker vi jo fuldstændig op om, men jeg synes, det er problematisk, at Dansk Folkeparti, som har så stor magt over regeringen, ikke er med til at presse markant mere på for at kunne lave grønne og klimavenlige løsninger via finansloven. For det er jo Folketinget, der skal lave rammerne for, at vi som befolkning har let ved at gøre det rigtige.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at man kan have mange forskellige tilgange til, hvad man skal have med i en finanslov. Vi synes nu, når vi kigger på det grønne – for at blive ved det – at den her finanslov også fint rummer det, bl.a. i forbindelse med boligjobordningen. Det er rigtigt, at der er ting, som er blevet pillet ud, og at der er sket nogle justeringer, også i forhold til det, man kan få fradrag til, men når vi så på, hvad der var blevet brugt, og hvor mange der havde brugt de her grønne tiltag, så kunne vi se, at der var en meget begrænset brug af det. Derfor har vi valgt at fokusere på det, der faktisk var brug af, og det er bl.a. sådan noget som isoleringsopgaver og andet. Der kan vi jo se, at tilbagebetalingstiden og dermed også det grønne regnskab bevæger sig rigtig positivt i forhold til de tiltag, man kan få fradrag for i dag.

Så er det hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Selv om det har været en hård fødsel, bliver man som regel alligevel glad for barnet, og det er vel også det, som hr. René Christensens tale i dag afspejler. Der er jo meget af det sædvanlige, der har været på de andre finanslove, nemlig besparelser på uddannelse til fordel for prioritering af nogle ting, som folk måske synes kigger lidt mere tilbage end frem, og det kunne f.eks. være prioritering af grænsekontrollen. Men det der med at sige, at Dansk Folkeparti prioriterer fortiden mere end fremtiden, er måske lidt en urimelig kritik. Jeg har i hvert fald i forbindelse med finanslovsaftalen fundet et sted, hvor jeg synes det, der står, virker virkelig innovativt, og det er det, der handler om det ridende politi, som ikke blev nævnt i talen. Men der står bl.a., at med indsættelsen af det ridende politi kan hestene medvirke til at deeskalere en farlig situation ved at tale med folk og fungere som mægler – og altså, det her med talende heste, er der da utrolig meget fremtid i, vil jeg tro. For det, der jo også kendetegner talen i dag, er, at der skal bruges mennesker: Der skal bruges mennesker i sundhedssektoren, der skal bruges mennesker i ældreomsorgen og til det ridende politi og grænsepoliti, og hvad ved jeg.

Derfor vil jeg bare spørge, om Dansk Folkeparti nogle gange gør sig overvejelser over, hvor alle de mennesker skal komme fra, for vi mangler jo allerede i dag arbejdskraft.

Værsgo.

Det er der ingen tvivl om. Det er faktisk en af udfordringerne: Hvordan får vi de her personer til at varetage disse stillinger? Og det er det samme, når vi taler SKAT. Hvis der er nogle, der siger, at de vil have 1.000 medarbejdere, så er der nogle andre, der siger, at de skal have 1.200 medarbejdere, men det er jo ikke bare nogen, man trækker i en automat.

Nu er det sådan med hensyn til spørgsmålet om det ridende politi, at jeg kan svare, at vi er rigtig glade for, at det ridende politi nu bliver genindført, og det er der flere årsager til. For det første er det faktisk et rigtig godt redskab, som man også har i andre lande, og bl.a. i Sverige har man stor glæde af at have det ridende politi, f.eks. i forbindelse med fodbold og andet, hvis der er optøjer. Der er heller ingen tvivl om, at det ridende politi også er imageskabende for politiet, og vi synes sådan set, at politiet også har behov for at have den slags positive elementer, og det kan det ridende politi bidrage til.

Værsgo, hr. Morten Østergaard.

Jamen altså, al ære og respekt for det. Det betyder selvfølgelig mindre, at Københavns Politi tilsyneladende ikke har samme vurdering som Dansk Folkeparti, men det skal de jo ikke bestemme, om man så må sige. Det er jer, der styrer, hvad pengene går til, og så må politiet jo løse det med de redskaber, I udstyrer dem med. Men selv om man så får gang i de talende heste og de måske så kan bruges mange steder rundtomkring, så er det jo stadig væk sådan, at det tilsyneladende er Dansk Folkepartis opfattelse, at vi er dem, vi skal være i Danmark; det var det, hr. Martin Henriksen sagde forleden. Hvis virksomheder mangler arbejdskraft, så er det bare ærgerligt; hvis plejehjemmene mangler ansatte, så er det bare ærgerligt for de ældre; og hvis politiet mangler ryttere til det ridende politi, så er det også bare ærgerligt, for vi er dem, vi er. Hvordan skal man løse udfordringen med manglende arbejdskraft, hvis vi er dem, vi er?

Tak. Og værsgo.

Jamen hvis man kigger på arbejdsløshedstallene inden for EU's grænser og f.eks. tager en tur til Spanien og Italien, vil man jo se, at der er masser af arbejdskraft at få inden for Europas grænser. Og det er da påfaldende, at De Radikale mener, at den bedst kvalificerede arbejdskraft, man kan få, er folk, der kommer fra krigshærgede områder; at folk, der har ptsd og andet, og som er flygtet og kommet hele vejen til Danmark, er den bedste arbejdskraft, man kan få. Var det dog ikke en idé at hjælpe de mennesker, så de ikke skal ud på den der lange, lange rejse, altså hjælpe dem i deres nærområder, i stedet for at tro og påstå, at det skulle være den bedst kvalificerede arbejdskraft, man får til Danmark? Det er ikke den bedst kvalificerede arbejdskraft. Det er mennesker, som har haft en lang rejse til Danmark, og det er ikke dem, der er behov for på arbejdsmarkedet.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Ordføreren – eller hestehviskeren, om man vil – kritiserede i sin tale, at SF har stillet et ændringsforslag om at afskaffe kontanthjælpsloftet. Han sagde rigtigt nok, at der jo er forskel på, hvad vi prioriterer at bruge pengene på. Og derfor skal der dog lyde en lille tak for, at de massive, historiske skattelettelser, vi hørte om, ikke blev til noget den her gang. Det kan jo så være, at det bliver til noget i januar, men nu må vi se.

Men der er jo også nogle knaster i den her finanslov og i de aftaler, der lægger op til den. Hvordan hænger det sammen med DF's profil, at man har lavet en erhvervspakke, hvor 90 pct. af befolkningen får under 200 kr. og de rigeste 1.000 får næsten 80.000 kr., og så også den her aftale om fri telefon, hvor langt de fleste af pengene går til topskatteydere? Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren, værsgo.

Der vil jeg bare sige, at det simpelt hen er faktuelt forkert. I forhold til aftalen om fri telefon er det faktisk sådan, at hovedparten af folk med fri telefon i dag er dem, der tjener under topskattegrænsen. Når man bliver beskattet af 2.800 kr., der jo er en forholdsvis stor beskatning, og det så nu bliver fjernet for fremtiden – man kan jo også spørge i forhold til de 2.800 kr.: Hvad koster en telefon i dag, hvad koster det at have et abonnement i dag, hvad koster det at ringe i dag? – forventer og tror vi på, at det vil komme ned i systemet, altså at en ganske almindelig lønmodtager får det som en del af sin lønpakke, at man eventuelt også kan få fri telefon eller fri it. Men det er sådan, at det er 48 pct. af dem, der har fri telefon, der betaler topskat, og det vil så sige, at der er et flertal af dem, der har fri telefon, der ikke betaler topskat.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Altså, der er et svar fra skatteministeren, hvor der står, at to tredjedele af gevinsten ved fri telefon tilfalder topskatteydere. Men vi kan godt blive ved. Faktum er, at de skattelettelser, som ligger i de aftaler, der lægger op til finansloven, har en klokkeklar skæv profil.

Jeg bliver bare nødt til at spørge ordføreren om noget igen. For ordførerens kollega hr. Hans Kristian Skibby har sagt, at man må tage det søde med det sure eller det sure med det søde. Men DF har stadig væk lagt stemmer til en finanslov, der giver nogle af de allermest skæve skattelettelser i nyere tid ifølge en lang række økonomer og eksperter.

Ordføreren, værsgo.

Den påstand, der kommer dér, vil jeg ikke stå på mål for, altså at det her skulle være en meget, meget skæv finanslov. Det er det bestemt ikke. Det er en finanslov, som afspejler, at der er en regering, som har nogle prioriteter, og så er der et støtteparti, Dansk Folkeparti, der har nogle prioriteter. Og der har vi fundet hinanden, og jeg vil gerne sige, at vi kan stå på mål for alt, der står i den her finanslov.

Der er selvfølgelig nogle ting, som man kan sige ikke har været ønsker, som Dansk Folkeparti har haft, men vi har selvfølgelig justeret det, så vi kan stå på mål for det – både i forhold til erhvervspakken, men så sandelig også i forhold til de andre ting, som er kommet i finansloven. Så vil jeg gerne gøre opmærksom på, at noget, der har betydet noget for Dansk Folkeparti, bl.a. er, at ældreområdet nu bliver løftet, og for første gang i 10 år har vi det største beløb nogen sinde, bl.a. til ældreområdet.

Tak for det. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

For 61.000 danskere kan det ikke betale sig at gå på arbejde. De rammes nemlig af en arbejdsulykke eller af en erhvervssygdom, som gør dem helt eller delvis uarbejdsdygtige. Det koster samfundet 84 mia. kr., penge, som ryger ud til noget, vi alle sammen gerne ville spare. Hvorfor i alverden går Dansk Folkeparti med til at skære på Arbejdstilsynet igen næste år og igen i 2019? 14 stillinger ryger der næste år, 16 stillinger ryger der i 2019. Hvad er meningen med det, når vi har fået tilsagn fra hr. Bent Bøgsted og fra fru Marlene Harpsøe gang på gang hele efteråret om, at det ikke vil ske? Hvorfor er det sket?

Værsgo.

Når man ser på de penge, der bliver sat af til bekæmpelse af social dumping eller til lige og fair konkurrence, er det faktisk sådan, at vi nu ligger på det niveau, der var i 2016. Vi tilfører sådan set området penge. Der kommer 11 mio. kr. mere til området, end der var i 2017. Hvis man kigger på de tal, der var for 2015 – og det er nok det tal, som man går ud fra hos Enhedslisten – så var der nogle helt særlige tilfælde, hvor vi havde nogle store puljer, som toppede i 2015. Men det niveau, der bliver i 2018, er højere end det, der var i 2017. Jeg er sådan set helt enig i den første del af ordførerens indlæg her, nemlig at det er et vigtigt område. Vi skal have Arbejdstilsynet på grund af to ting, både for at have et ordentligt arbejdsmiljø for dem, der er derude, og selvfølgelig også fordi vi skal have en ordentlig og fair og lige konkurrence, når virksomhederne byder ind.

Hr. Christian Juhl.

Det passer jo ikke. Arbejdstilsynets del, som sørger for at forebygge arbejdsulykker og erhvervssygdomme, bliver beskåret. Der er blevet skåret 40 stillinger i år, der bliver skåret 14 stillinger næste år, der bliver skåret 16 stillinger i 2019. Det kan man ikke komme udenom, det står i jeres eget materiale. Det har Dansk Folkeparti lovet at de ville forhindre, i hvert fald de to næste år. Det har man ikke gjort, man har bare accepteret nedskæringerne af Arbejdstilsynets personale med tilsammen 30 stillinger i de næste 2 år. Så kan vi jo ikke lave forebyggende arbejde, hvis det er den måde, vi skal arbejde på.

Ordføreren.

Jeg vil sige det sådan: Det, Dansk Folkeparti har gjort, er, at vi har set på, hvad det er for en økonomi, der har været i forhold til social dumping. Og når vi ser på den økonomi, der har været i forhold til social dumping, kan vi konstatere, at vi i 2018 tilfører området yderligere 11 mio. kr., hvilket betyder, at vi har et højere niveau i 2018, end vi havde i 2017, og at vi er på samme niveau, som vi var på i 2016. Og jeg vil gerne sige, at når jeg har talt med dem, som arbejder med det, så er de faktisk ganske godt tilfredse med det her. De er faktisk ganske godt tilfredse med, at vi når op på det her høje niveau, som vi var på i 2016, og at vi selvfølgelig kan holde et højt kontroltryk i forhold til de virksomheder, som arbejder derude, også set i lyset af at vi har så mange statslige projekter i gang, altså omkring supersygehuse, Storstrømsbro osv. osv.

Tak for det. Så er det hr. Nick Hækkerup, Socialdemokratiet.

Tak for det. Og tak for talen. I virkeligheden er noget af det, som fylder en del, uanset hvordan man vender og drejer det og hvilke ord man sætter på det, sådan set rækkefølgen af tingene, sådan som vi vil have dem eksekveret. Man kan sige, at Socialdemokratiet og en stor del af rød blok har den opfattelse, at velfærden kommer først, og hvis der så er penge tilovers, kan vi snakke om skattelettelser. Blå blok har i virkeligheden bare den modsatte rækkefølge, nemlig at skattelettelserne kommer først, og når de så er givet, kan vi se, om der er nogle penge til velfærd.

Hvis ordføreren nu skulle sige, hvordan Dansk Folkeparti placerer sig i det rækkefølgespørgsmål, hvordan ser ordføreren så på det?

Værsgo,

Jamen der placerer vi os i det felt, hvor – og det er jo ikke finansloven, det handler om, men de forhandlinger, vi skal i gang med nu, om det råderum, der er frem mod 2025 – vi gerne vil starte med at tilgodese velfærden, altså det her demografiske træk, der er, på 0,65 eller 0,7 pct., og at man altså tager de 25 eller 26 mia. kr. ud først og siger, at de er til rådighed, og det, der så er tilbage, vil vi gerne tage en diskussion om med hensyn til skattelettelser.

De skattelettelser, der skal være, skal så være i bunden, og vi vil sådan set også gerne diskutere – og det bliver så med regeringen – om det råderum kan gøres større, om der kan findes besparelser andre steder. Der bruges 33 mia. kr. årligt på ikkevestlig indvandring, og hvis det tal kommer ned, sætter det jo selvfølgelig nogle penge i spil, og man kan så diskutere, om de skal gå til øget velfærd ud over de 26 mia. kr., om de skal gå til skattelettelser eller andet, og det er selvfølgelig den debat, som vi gerne vil tage med regeringen i det tilfælde.

Hr. Nick Hækkerup.

Det svar er jeg glad for, og det var vel i virkeligheden også det, jeg havde forventet. Når jeg alligevel syntes, spørgsmålet var værd at rejse, var det, fordi jeg synes, der er nogle elementer, hvor man kan spørge sig selv, om det så også er den måde, som Dansk Folkeparti agerer på i praksis. Som det seneste eksempel havde vi forleden dag beslutningsforslaget om, at den offentlige vækst som minimum skal følge det demografiske udgiftspres – det er altså ikke noget med, at velfærden skal vokse, men bare at vi skal kunne levere den samme velfærd de kommende år, som vi har haft de foregående år. Det var et forslag, som Dansk Folkeparti ikke kunne stemme for. Vi har jo også i dag været omkring de besparelser, der af den finanslov, der givet bliver vedtaget, vil følge på erhvervsuddannelserne.

Derfor kunne jeg bare godt tænke mig, at ordføreren ville give et håndslag på, at man ikke vil stemme for skattelettelser, før pengene til velfærden er der.

Værsgo.

Jeg kan i hvert fald sige, at man jo også skal måles på sine handlinger. Og hvis man ser på den finanslov, der skal stemmes om her om nogle timer, kan man konstatere, at den jo faktisk giver en offentlig vækst i 2018 på 1 pct. og ikke kun 0,7 pct. Så er der selvfølgelig nogle, der vil sige, at det er, fordi alle pengene ikke er blevet brugt i 2017, og det er sådan set rigtigt, men der er øget velfærd i den finanslov for 2018, der ligger. Og man kan selvfølgelig være helt sikker på – for det er en af grundpillerne i Dansk Folkepartis politik – at vi, når vi skal i gang med nogle skatteforhandlinger, også vil arbejde for det; så vil vi være med til at se på, hvordan velfærden sikres først. Men vi er jo ikke et parti, som er imod skattelettelser; vi er ikke imod, at SOSU-hjælperen eller tømreren får lidt mere ud af at gå på arbejde, og derfor vil vi gerne tale om, hvordan man så kan bruge det resterende beløb til at lave skattelettelser for dem, der har mindst.

Tak. Så er det hr. Erik Christensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Jeg vil gerne følge op på det, som Nick Hækkerup var inde på. Med hensyn til at øge velfærden eller øge det offentlige forbrug vil jeg gerne i forhold til et forsvarsforlig, som venter lige rundt om hjørnet, vide, om det så er sådan, at DF regner det med i væksten i det offentlige forbrug, eller om forsvarsudgifterne er oveni.

Ordføreren.

Tak for det. Der blev lige skiftet stemme her.

Det er faktisk sådan, at jeg er helt enig i det, der ligger i spørgsmålet om det offentlige forbrug. Altså, vi skal først sikre, at det offentlige forbrug kan stige. Og det er jo en lille, moderat stigning, som vi taler om. Det er jo ikke, fordi der skal være guldvandhaner på alle plejecentrene; det er sådan set, fordi vi lever længere, bliver flere ældre og bliver en større befolkning. For hvis der er højkonjunktur, bliver der sådan set også født flere børn. Det vil sige, at der er brug for flere daginstitutioner osv., og det bliver man jo nødt til at finansiere.

Så der er jo ikke tale om et løft, men egentlig bare om at bevare det velfærdssamfund, som vi kender i dag, og det er jo det, man kalder individuelt offentligt forbrug. Så er der det, man kalder kollektivt offentligt forbrug. Og der er det rigtigt, at i det ligger jo bl.a. politi og forsvar, og det ligger ude på den anden side. Det er sådan set delt op i to dele, kan man sige. Den ene del er det individuelle, og det er nok det, vi alle sammen kender som det, hvor vi som borgere er brugere. Og så er der den anden del, hvor vi selvfølgelig også er brugere, men det er mere i fællesskabets tegn.

Spørgeren.

Tak for det. Bare for at være helt sikker: Betyder det, at når vi på et eller andet tidspunkt er færdige med anden halvleg af det her med en skatteaftale, et forsvarsforlig osv., så er forklaringen fra Dansk Folkeparti ikke, at væksten i det offentlige forbrug er 0,7 pct. iberegnet forsvaret, men at forsvaret skal lægges oveni, hvis jeg forstår ordføreren rigtigt.

Ordføreren.

Nej, det er faktisk sådan, og det har jeg også forståelse for at Socialdemokratiet mener, at når Socialdemokratiet siger, at der skal være et træk på 0,7 pct. fremadrettet til det demografiske træk, kan man selvfølgelig mene det på to måder. Hvis man kun tager det individuelle offentlige forbrug, er det faktisk sådan, at det er på 0,71 pct., og det er 21,7 mia. kr. Hvis man så lægger det kollektive offentlige forbrug oveni, som er på 4,3 mia. kr., kommer man op på de 26 mia. kr. og de 0,65 pct. Så det ligger sådan set formentlig inde i de 0,7 pct., som Socialdemokratiet kører med. Vi kører så med 0,6 pct., og der er bare sådan tale om lidt decimalregning op og ned, op- og nedrunding.

Men der ligger altså begge dele i det. Men når Socialdemokratiet opererer med et beløb på 25 mia. kr., har jeg en forståelse af, at Socialdemokratiet selvfølgelig også opererer med, at det kollektive offentlige forbrug ligger deri, for ellers kan man jo begynde at tage rigtig meget ud; så skal man også tage politiet ud, så skal man tage vejnettet ud. Der er jo mange ting, man så skal pille ud af det.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Nu sagde ordføreren tidligere, da fru Josephine Fock spurgte til det grønne og ambitionerne på det grønne område i finansloven, at det mente ordføreren bestemt at der var masser af. En af konsekvenserne af finansloven er, at man skrotter det grønne nationalregnskab, som jo netop er et redskab, som vi har i Danmark, til at måle på vores udvikling på det grønne område. Så hvordan synes ordføreren det harmonerer med de grønne ambitioner, som han selv taler for, at man faktisk vælger at skrotte udviklingen og opdateringen af det grønne nationalregnskab, som er et helt enestående redskab, vi har i Danmark, også til at vise udlandet og ikke mindst FN, hvad angår bæredygtighedsmålene, hvordan vi faktisk udvikler os på det grønne område?

Ordføreren.

Det kunne også være, at det er, fordi man tænker på, hvordan man bruger pengene. Vi taler herinde hele tiden meget om varme hænder, og så er vi hele tiden i gang med at skabe kolde hænder. Altså, vi skal måle og veje alt. Vi ved jo godt, ligegyldigt hvilket ståsted vi har, hvad det er, der gavner den grønne omstilling. Undskyld, jeg siger det, men vi behøver jo sådan set ikke at ansætte 15, 20, 30 mand til at skrive det ned på et stykke papir, og så kan vi en gang om året sidde og måle på det og sige, at vi gør det rigtig godt, og klappe hinanden på skulderen. Vi ved jo godt, hvad det er, der skal til.

Så må vi jo også sige, at når vi ser på den finanslov, der ligger her, så er det da rigtigt, at der er nogle ting, der er pillet ud, men der er bestemt også nogle ting, der er lagt ind. Det er også et spørgsmål om prioritering, hvordan vi bruger midlerne. Det er ikke kun ude i kommunerne og ude i regionerne, de skal prioritere. Det skal vi sådan set også inde i Folketinget.

Spørgeren.

Men vi har forpligtet os på 17 bæredygtighedsmål fra FN. Vi har i Parisaftalen forpligtet os på at overholde en temperaturstigning på maks. 2 grader. Altså, vi har som land forpligtet os på en masse mål, og så står ordføreren og siger, at vi ikke behøver at kunne måle på det, for det er ikke vigtigt. Det virker jo kontraproduktivt, at man tager det væk, som giver mulighed for, at vi kan måle på vores grønne udvikling, og at det budskab, vi går ud i verden med, er: Vi vil gerne gå foran i Danmark, men vi kan i øvrigt ikke måle på det, så vi tror nok, det virker. Så mit spørgsmål er: Hvor seriøst tager ordføreren og ordførerens parti egentlig – kan man sige – muligheden for, at Danmark stadig væk er og bliver ved med at være det grønne foregangsland ude i verden?

Ordføreren.

Vi tager det sådan set meget alvorligt, at vi er et grønt foregangsland. Vi tager det også meget alvorligt, at vi sådan set også gør noget ved det. Vi vil gerne gøre noget ved det og selvfølgelig også kunne dokumentere det, vi gør, og det kan vi også sagtens. Uden at have et grønt nationalregnskab kan vi godt dokumentere, hvad vi gør ved det. Det er selvfølgelig den prioritering, der ligger i det. Altså, klimaforandringer kræver aktiv handling.

Tak. Så er det hr. Per Husted, Socialdemokratiet.

Tak for ordet, og tak for en tale om en finanslov, som ordføreren betegner som fantastisk god. Jeg vil lige komme tilbage til det med erhvervsuddannelserne. Vi kan jo konstatere, at der reelt bliver sparet 100 mio. kr. på erhvervsuddannelserne. Jeg har læst Marlene Harpsøe, erhvervsuddannelsesordfører for DF, udtale:

»Vi er ikke i mål, før besparelserne er fuldstændig afskaffet.«

Det siger hun til Altinget her den 12. december. Der kunne jeg godt tænke mig at høre, om der er en konkret plan for, hvordan man vil få de penge tilbage.

Ordføreren.

Ja, og det står der sådan set også i finansloven. I første halvår af 2018 skal vi evaluere, hvordan det ser ud på erhvervsskolerne, for der er flere udfordringer for erhvervsskolerne ud over besparelserne. Der er også den udfordring, at der er for få unge, der vælger en erhvervsuddannelse til. Vi vil sådan set også gerne kigge på, hvad det er for nogle muligheder, der er. Det er ikke, fordi vi skal styre det hele herinde fra Christiansborg, men det undrer mig, at der f.eks. ikke er flere ude i kommunerne, der lægger deres 10.-klassecentre på en erhvervsskole for at kunne give et bedre grundlag for at få elever derover.

Jeg tror, at rigtig mange unge måske vælger det mere sikre gymnasium til. Man kan også se, hvis man kommer ud til nogle af de arrangementer, der er, at det er svært at konkurrere med sådan et gymnasium, som fortæller om fredagsbar og alle de spændende ting, der sker på et gymnasium, også rejser ude i verden, når man ude på erhvervsskolen skal stå og fortælle om, at man har den nye drejebænk. Der mangler noget ungdomskultur på erhvervsskolerne. Der har vi så sagt, at der vil vi, gerne i samarbejde med en bred kreds, i første halvdel af 2018 vurdere, hvordan vi kan være med til at understøtte erhvervsskolerne fremadrettet. Herunder er det selvfølgelig også vores ambition at fjerne besparelserne på de 2 pct., altså de sidste 100 mio. kr.

Spørgeren, værsgo.

Jeg synes nu nok, at erhvervsskolerne også er gode til at tilbyde andre ting end lige det uddannelsesmæssige og til at fortælle, at det også er et spændende sted at gå, så jeg tror egentlig ikke, at det er dér, udfordringen er. Men vi må konstatere, at der er ca. 70.000 unge, som ikke er i uddannelse, og en stor del af den gruppe har erhvervsskolerne historisk netop været dygtige til at få fat i. Det bliver endnu sværere for dem med de her besparelser. Hvordan indgår det i DF's overvejelser?

Ordføreren.

Det indgår på den måde, at vi tager erhvervsskolerne meget alvorligt. Vi er store fortalere for, at erhvervsskolerne er der, og erhvervsskolerne har også et tilbud, som er utrolig vigtigt. De uddanner faktisk den arbejdskraft, der bliver efterspurgt. Erhvervsskolerne havde så på et tidspunkt den anke, at der simpelt hen kom for mange elever, der ikke havde de kompetencer, der skulle til. Deres grundskole, altså folkeskolen, havde ikke været god nok. Derfor lavede man erhvervsskolereformen, hvor man sagde, at nu skulle eleverne i hvert fald kunne læse og regne på niveau to i dansk og matematik. Det har så gjort, at der er en del, som ikke kommer på erhvervsskolen. Så skulle man jo mene, at frafaldsprocenterne skulle være nærmest nul, for nu er det jo ikke det, der er udfordringen. Det er de desværre stadig væk ikke, og derfor tror jeg, at det, hvis man tager erhvervsskolerne alvorligt – og det gør vi i Dansk Folkeparti – faktisk kræver lidt mere end kun at fjerne de 2 pct. Det kræver faktisk en større dialog, og den tager vi i foråret 2018.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen. Værsgo.

Dansk Folkepartis ordfører har nu flere gange på talerstolen sagt, at det er et problem, at så få unge vælger erhvervsskolen – eller i hvert fald at det ville være dejligt, hvis der var flere, der valgte at gå på erhvervsskolen. Og det tror jeg egentlig at alle partier er enige i. Men I skærer jo med den her finanslov, som kun kommer igennem på grund af Dansk Folkepartis stemmer, 100 mio. kr. på erhvervsskolerne. Og der er jo ingen tvivl om, at selvfølgelig kan man ikke skære 100 mio. kr., uden at det går ud over kvaliteten – altså, det vil betyde større hold, det vil betyde, at der skal fyres lærere, og det vil sandsynligvis også betyde noget, i forhold til om der er råd til at købe nye maskiner, altså i forhold til kvaliteten af uddannelsen.

Jeg er da ikke et sekund i tvivl om, at det vil betyde, at chancerne for at få flere unge til at vælge erhvervsskolen falder. Og jeg tror da også, at vi risikerer, at der er flere, der falder fra. For selvfølgelig forringer det kvaliteten, når man skærer 100 mio. kr. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen med det, ordføreren siger. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Det hænger sammen på den måde, at erhvervsskolerne har lavet et budget, hvor de skal spare 270 mio. kr. Nu skal de spare 100 mio. kr., og det vil sige, at de har 170 mio. kr. mere i 2018, end de sådan set havde budgetteret med. Det er den del af det.

Men jeg vil også gerne sige, at hvis man skal tage erhvervsskolerne alvorligt, handler det her ikke kun om 100 mio. kr. fra eller til. Så handler det om, hvad det er for en udfordring, erhvervsskolerne står over for, hvad det er for en konkurrence, de er i, og hvordan det ser ud, i forhold til at vi kan give de her unge mennesker en større sikkerhed for, at de faktisk også kan færdiggøre deres uddannelse. Det er det, man har prøvet med erhvervsskolereformen, men det er jo ikke lykkedes helt. Og derfor er der jo rigtig mange unge, som vælger gymnasiet – det er sikkert, det er forholdsvis nemt at vælge til, man ved, hvad man skal de næste 3 år, og man ved også, hvornår man er færdig. Og når vi skal evaluere erhvervsskolerne, altså i forhold til de 2 pct., som vi ønsker at komme af med, er vi jo sådan set enige. Vi kommer nok bare først til at gøre det 1 år senere, end Enhedslisten gerne vil – så bliver det altså ikke i 2018, men fra 2019, at de sidste 100 mio. kr. forsvinder. Men det handler også om: Hvad er det for erhvervsskoler, vi skal have fremadrettet, hvad er det, de skal tilbyde, og hvordan skal de gøre det?

Spørgeren.

Det er virkelig politikerlogik af værste slags, når man siger, at det ikke er så slemt at skære 100 mio. kr., for man havde sagt, at der skulle skæres meget mere. Altså, så kan man jo få alle problemer i verden til at forsvinde. Så kan man bare starte med at sige, at nu gør man noget meget, meget slemt, og så gør man det lidt mindre dårligt, og så siger man: Jamen så er det vel ikke et problem.

Selvfølgelig kan det da mærkes, vil jeg sige til hr. René Christensen, på vores tekniske skoler, når man skærer 100 mio. kr. Selvfølgelig kommer det da til at gå ud over kvaliteten. Selvfølgelig får det da en betydning for eleverne. Og ordføreren har sagt igen og igen på talerstolen: Flere unge bør vælge erhvervsskolen. Ordføreren siger: Der er sådan en konkurrence om eleverne. Hvordan kommer erhvervsskolerne til at stå i den konkurrence: bedre eller dårligere efter Dansk Folkepartis finanslov?

Ordføreren.

Det, der var påfaldende, var, at det i finansloven for 2017 var sådan, at det jo som udgangspunkt var 270 mio. kr., og da hørte jeg faktisk ikke, at erhvervsskolerne sagde noget – der var så ingen problemer på erhvervsskolerne dengang. Der er jo en stor udfordring ude på erhvervsskolerne, som handler om andet end penge. Jeg anerkender selvfølgelig, at 100 mio. kr. kan man mærke på erhvervsskolerne, selvfølgelig kan man da det. Det er bare ikke alene et spørgsmål om penge. Og det er det, der nogle gange går galt, altså at man tror, at man kan købe alting for penge. Det kan man ikke altid. Her er der sådan set en anden udfordring. Og jeg anerkender selvfølgelig, at 100 mio. kr. kan man mærke. Men jeg er da glad for, at det er lykkedes for Dansk Folkeparti at få de 270 mio. kr. til at blive 100 mio. kr., altså at det gør mindre ondt ude på erhvervsskolerne i 2018.

Så er det hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg har taget ordet, fordi jeg vil gøre opmærksom på en fejl, som jeg tror Dansk Folkeparti har lavet, og som jeg håber at vi kan få rettet op på hurtigst muligt. Vi har nemlig været sammen om at lave en ny forberedende grunduddannelse. Der har vi haft et rigtig godt samarbejde, og vi blev i den aftale enige om at hæve skoleydelsen, når den nye forberedende grunduddannelse går i gang. Det har vi gjort, både fordi de her elever skal have et ordentligt levegrundlag, men også fordi vi skal have flere elever over på FGU'en og væk fra kontanthjælp eller uddannelseshjælp.

Så har man faktisk i finansloven – og ros for det – taget højde for, at man ikke havde hævet skoleydelsen allerede fra 2018 og fundet en løsning på det, men man har glemt en ting. Man har nemlig med hævelsen glemt at indføre, at der også kommer et forsørgertillæg på den hævede skoleydelse allerede fra 2018. Det vil sige, at mens man i 2019, når man laver den nye FGU, har forsørgertillæg på skoleydelsen, har man det ikke 2018, hvor man ellers allerede har vedtaget at hæve skoleydelsen. Det vil betyde, at de forsørgere, som kunne have rigtig meget brug for den her hjælp, og som vi jo er enige om skal have hjælpen fra 2019, ikke får det forsørgertillæg.

Det er meget, meget få penge, det drejer sig om, og det er en lille gruppe, men det er en lille gruppe, der har alvorlig brug for hjælpen. Så kunne vi ikke være enige om at stille et ændringsforslag om at sørge for, at det her forsørgertillæg kommer med, når man hæver skoleydelsen?

Ordføreren.

For det første er det rigtig ærgerligt, at man ikke fik lavet det her første gang, da man lavede FGU-aftalen, og sagde, at det skulle gælde fra 2018.

Jeg synes egentlig, at der er to ben at gå på her. Det ene handler faktisk om, at eleverne skal have et forsørgelsesgrundlag, og det andet handler om, at vi skal kunne fastholde de lærerkræfter og de kompetencer, der er på særlig produktionsskolerne. Man skal jo huske, at mange af dem er håndværksmæssigt uddannede lærere, som så har taget noget pædagogisk ovenpå, og det er altså dem, der efterspørges nu. De kan lige i øjeblikket gå ud og få nogle ret gode lønninger. Hvis vi ikke sørger for, at der kommer elever på produktionsskolerne, kan vi risikere, at de går ud og tager deres gamle job som smed eller som tømrer tilbage, og er vi så sikre på, at vi kan få dem tilbage i 2019, når vi skal udrulle FGU'en? Derfor er vi rigtig glade for, at vi har fået sat ydelsen op, og det har vi så valgt at gøre for den store gruppe, altså de unge ikkeforsørgere, og det er det, der er sat penge af til. Det er korrekt.

Spørgeren.

Men vi har jo været enige om, at der skulle være et forsørgertillæg, og det har faktisk også været noget, Dansk Folkeparti har været ret aktive i kampen for, og det har man så sammen med os andre fået indført for 2019, og det er godt. Så har man nu valgt at hæve skoleydelsen allerede fra 2018, hvad der også er godt, men nu er vi så i den situation, at forsørgere ikke kan få den ekstra hjælp allerede fra 2018, og vi er også i den situation, at forsørgere kan gå ned på kommunen og spørge, om de får mest ud af at være på uddannelseshjælp eller tage en FGU, og få svaret: Du får mest ud af at være på uddannelseshjælp.

Det er meget få penge, og vi stiller os gerne til rådighed for at finde finansiering til det her. Kunne man ikke være med på at finde det i et ændringsforslag, når vi hæver skoleydelsen her igen om lidt?

Ordføreren.

Det er sådan, at vi faktisk forventer, at de forsørgere, der er – og det er rigtigt, at det faktisk ikke er så stor en gruppe – også er nogle, der har evnen til at reflektere over, hvad det er for en situation, de står i. Man skal huske, at det tilbud, som man får bl.a. på en produktionsskole, faktisk er et ret godt tilbud, som både er et socialt tilbud, men også et uddannelsestilbud, hvor de bliver klar til at komme i gang med en kompetencegivende uddannelse. Vi forventer sådan set, at den gruppe godt kan se, at selv om der skulle være en økonomisk forskel på at være i et uddannelsesforløb og være på passiv forsørgelse, er gevinsten ved at være i et uddannelsesforløb stor. Så der har vi simpelt hen foretaget den vurdering, at det for et enkelt år nok ikke er det, der gør den store forskel. Det vil det gøre på den lange bane, og derfor er vi helt enige i, at det selvfølgelig skal være der fra 2019.

Men vi har simpelt hen valgt at sige, at i den her overgangsperiode fra 2018 til 2019 drejer det sig om den anden gruppe, og det er de yngste, altså dem, som – for at sige det lidt hårdt – måske ikke får reflekteret så meget over, hvad det egentlig er for en værdi, de får af at gå på produktionsskolen. Det skal i hvert fald ikke være det økonomiske, der holder dem væk.

Tak. Den sidste spørger i denne omgang er hr. Anders Stjernholm, Alternativet. Værsgo.

Nu var ordføreren jo i forbindelse med spørgsmålene fra fru Carolina Magdalene Maier inde på, at vi ikke behøver målingerne på den grønne udvikling i Danmark, fordi vi ved, hvad der skal til. Og så er det, jeg bliver glad og optimistisk og tænker: Fedt, hvad er det da, der skal til for at stoppe de store klimaflygtningestrømme i fremtiden?

Ordføreren.

Det er netop ikke kun det, man gør i Danmark – det er, hvad der sker på globalt plan. Det, som det også handler om, er, at vi også skal teknologiudvikle, og det gør vi jo også i Danmark. Altså, det er jo ikke sådan, når man kigger på den finanslov, der er her, at fordi vi ikke har et grønt nationalregnskab, stopper udviklingen.

Vi kan også bare se på vindenergi. Kriegers Flak er jo et meget godt eksempel. Nu kan vi se, at den næste vindmøllepark, vi får til havs, nok bliver uden offentligt tilskud, og det vil jo sige, at tingene også flytter sig.

Nu skal vi til at arbejde videre, og det gør vi også, både i forhold til vind og i forhold til sol. Det næste, der kommer, er nok geotermisk varme osv. Så der er masser at tage fat på, og der vil jeg bare sige, at et nationalt grønt regnskab ikke ændrer på det.

Så vil jeg gerne sige: Det er jo ikke, fordi vi går ind for, at vi ikke skal måle på det her. Det vil vi selvfølgelig også fortsætte med at gøre, men det bliver i en anden skala og på en anden måde, end man ville gøre, hvis man havde et grønt nationalregnskab.

Spørgeren.

Jamen det er da fuldstændig rigtigt, at der er rigtig mange private initiativer på det her område – og heldigvis for det, især når de politiske initiativer halter en smule.

Nu var ordføreren jo inde på, at vi er i gang med at elektrificere vores tognet i en større grad. Hvorfor ikke i samme ombæring også skubbe til udviklingen af elektrificeringen af vores bilpark?

Ordføreren.

Vi er nu ikke så bange for, at det ikke skal komme, og der taler man selvfølgelig om, hvorfor der skal være afgift på elbiler. Det mener vi der skal være, fordi man ikke på den måde skal tilgodese et enkelt produkt. Og der er det jo også sådan, at det, man foreslår, er rene elbiler; hybridbiler er jo faktisk også et rigtig godt og grønt produkt. Hvorfor skulle de så ikke være en del af det? Så der er vi sådan set helt enige i forhold til den situation, vi står i nu, hvor elbiler er ligestillet med andre biler. Og man må jo også sige ligesom med alt mulig andet: Det skal nok flytte sig.

Det danske marked er ikke det, der flytter elbilproduktionen sådan på verdensplan. Og når vi ikke er et bilproducerende land, må man sige, at så er det nok ikke det, der flytter hele udviklingen.

Tak. Så nåede vi gennem rækken af korte bemærkninger til hr. René Christensen. Vi siger tak til Dansk Folkepartis ordfører og går videre til Venstres ordfører, hr. Torsten Schack Pedersen. Værsgo.

Tak for det. Snart kimer det til julefest og til en finanslov, der bliver vedtaget, akkompagneret af formandens klokke – og indrømmet: Vi har ventet. Men ligesom enhver julekalender i fjernsynet igennem min barndom har været opbygget, så skal man så meget igennem, inden det rigtig bliver jul. Julen er truet, bliver det nu også rigtig jul i år? Og ja, inden det bliver den 24. december, skal man så meget igennem, inden tingene falder på plads, og også i år bliver det jul.

Indrømmet, tilløbet har været lidt anderledes end i tidligere forløb. Dramakurven har fået lidt ekstra stejlhed – jeg tror, at selv DR's dramaafdeling kan blive helt misundelig – men resultatet er heldigvis det samme. Det bliver dog ikke jul i republikken, men det bliver jul i kongeriget. For tillader man sig at være optaget af substans og ikke proces, og det er vi i Venstre, så er der med årets finanslovsaftale rigtig meget at glæde sig over.

I Venstre gik vi i 2015 til valg på fire pejlemærker for den retning, som vi ville sætte os i spidsen for at bevæge Danmark i: Vi vil have flere private arbejdspladser; vi ønsker, at flere skal forsørge sig selv; vi skal have en bedre kernevelfærd; og vi skal have en konsekvent og realistisk udlændingepolitik.

Vi skal som sagt have flere private arbejdspladser, for forudsætningen for velfærden er og bliver vækst og velstand. Derfor har vi også lavet en ambitiøs aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer – en aftale, som fjerner bøvlede afgifter, som mindsker grænsehandelen, og som fremmer investeringslysten og gør det lettere at rejse kapital til investeringer i vores virksomheder. I alt 14,7 mia. kr. frem mod 2025 bruges til at sikre bedre vilkår for vores iværksættere og attraktive vilkår for danske virksomheder.

Vi gør også boligjobordningen permanent – en ordning, som giver familierne i Danmark bedre mulighed for at gøre hverdagen lidt lettere. Det er en ordning, der mindsker sort arbejde, og vi sikrer altså trygheden om en ganske populær ordning. Og jo, det lovede vi faktisk også før sidste valg.

Vi letter bilbeskatningen, så det bliver billigere at anskaffe sig en tryg og sikker familiebil, og vi sikrer udbygningen af infrastrukturen over Fyn, og vi sikrer lavere brotakster over Storebælt. Vi øger mobiliteten ved forsvarligt at hæve hastighedsgrænserne på udvalgte lande- og motorveje. Det kræver en opgradering af vejene, og det afsætter vi penge til med finanslovsaftalen.

I Venstre vil vi et Danmark i bedre balance. Derfor har vi gennemført en lang række initiativer for at understøtte det: Vi har liberaliseret planloven; vi har udflyttet statslige arbejdspladser, og flere er på vej; vi har gennemført en fødevare- og landbrugspakke; vi har sikret bedre realkreditbelåningsmuligheder ved køb af sommerhus; og vi har lavet bredbåndspuljen, så flere kan få adgang til hurtigt internet, og meget, meget mere. Også med finansloven sikrer vi penge til en række gode projekter rundtomkring i hele landet, som understøtter den udvikling.

Ifølge de seneste tal tror jeg at det er 93 ud af 98 kommuner, der nu har fremgang i beskæftigelsen, og boligpriserne stiger i hele landet. Det bliver altså ikke bare ved snakken; vi leverer på vores politiske visioner.

Så skal flere forsørge sig selv, og det skal bedre kunne betale sig at arbejde. Ja, det skal faktisk være lettere at være dansker. Derfor fjerner vi bl.a. skatten på fri telefon, for for rigtig mange er en telefon i dag et naturligt arbejdsredskab, som mange har fået stillet til rådighed. Og ligesom den tidligere socialdemokratiske regering fjernede multimedieskatten, fjerner vi nu den sidste rest. Argumenterne er sådan set de samme som i 2011, men når det er den nuværende regering, der fremfører budskaberne, ja, så er Socialdemokratiet imod i dag, til trods for at man tidligere var for. Det giver ikke meget mening.

For at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, er det ikke nogen overraskelse, at vi ønsker at sænke skatten, særlig på små arbejdsindkomster, og det skal også bedre kunne betale sig at spare op. Derfor vil vi i det kommende år forhandle videre om en skattereform i forlængelse af aftaler om jobreformen og om aftalen om flere år på arbejdsmarkedet – aftaler, som allerede har frigjort penge til at sænke skatten på arbejde, både for at løse de såkaldte samspilsproblemer, så vi sikrer, at det bedre kan betale sig at spare op, og også den centrale udfordring, at det for mange mennesker kun i beskedent omfang eller slet ikke kan betale sig at arbejde. Vi har som sagt aftaler i bagagen, der sikrer finansiering til at gå i gang.

Vores ambitioner er naturligvis større. For det skal kunne betale sig at arbejde. Det er vores klare udgangspunkt. Det er kun fair og rimeligt, og det burde alle i Folketinget vel grundlæggende kunne bakke op om, for det er i mine øjne helt centralt for at sikre en bred opbakning til vores velfærdssamfund; dem, der kan arbejde, ja, de skal arbejde til deres eget og deres familiers bedste og til det fælles bedste. Men det sikrer også fundamentet under væksten fremadrettet.

Dansk økonomi har det godt. Den private beskæftigelse er steget med over 100.000 siden sidste valg, der er 16.200 færre på kontanthjælp siden indførelsen af kontanthjælpsloftet, og det er tæt på at være et rekordlavt antal danskere, der er på offentlig forsørgelse. Flere har glæden ved selv at tjene deres egne penge og forsørge deres egen familie og sikre en større frihed over egen tilværelse. Det fundament skal vi styrke. Det kræver en økonomisk politik, der er balanceret, og at vi sikrer, at der er de hænder, som heldigvis efterspørges af vores dygtige virksomheder, for de må ikke havne i en situation, hvor manglen på medarbejdere betyder, at man ikke kan levere de kommende år. Derfor skal vi fortsat have reformer, der øger arbejdsudbuddet, for det er en forudsætning for at forlænge opsvinget og fastholde opsvinget. Vi kan selv vælge, om vi ønsker overophedning, ny krise og stagnation, eller om vi ønsker at tage de skridt, der sikrer, at væksten kan fastholdes på et højt niveau.

Vi prioriterer fortsat kernevelfærden. Vi afsætter med finansloven 2 mia. kr. til sundhedsområdet, for vi vil et sundhedsvæsen i verdensklasse, uanset hvor man bor i Danmark, et sundhedsvæsen, hvor alle er sikret en god behandling. Derfor vil der bl.a. ske en styrkelse af helikopterberedskabet med en ekstra akutlægehelikopter. Vi har styrket indsatsen mod kræft gennem Kræftplan IV, vi prioriterer det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, trygge rammer for børn med livstruende sygdomme, bedre sorgorlov for begge forældre, en bedre HPV-vaccine og styrket genoptræning med frit valg.

Regeringen og Dansk Folkeparti har med de seneste finanslove prioriteret ældreområdet ganske betragteligt, og denne indsats fortsættes med næste års finanslov. 2,7 mia. kr. i ekstra løft i antallet af varme hænder, mere frit valg, styrket indsats mod plejepersonalets sygefravær, aflastning af pårørende og en værdig død. Vi skal øge kvaliteten i vores indsats over for de ældre, for der er ikke en en til en-sammenhæng mellem ressourceforbrug og den oplevede kvalitet. Vi skal være bedre til at lære af det gode eksempel, og det arbejde vil vi fortsætte i de kommende år, det er en del af aftalen.

Lad mig også bare slå fast, at regionernes og kommunernes servicerammer øges næste år – modsat eksempelvis kommunernes serviceramme, som faldt under den regering, som Socialdemokratiets formand, fru Mette Frederiksen, var en del af. De servicerammer løftes næste år.

Vi ønsker en konsekvent udlændingepolitik, hvor dem, der kan, også bidrager til det danske samfund, mens dem, der væmmes ved og forbryder sig mod vores værdier og normer, ikke skal være her. Derfor laver vi en række stramninger om udvisning af kriminelle udlændinge og flygtninge, der rejser på ferie i deres hjemland, vi etablerer et hjemrejsecenter, vi styrker nærområderne med indsatsen i verdens brændpunkter, vi afsætter det højeste beløb nogen sinde – 2,5 mia. kr. – næste år til humanitære indsatser i nærområderne.

Vi skal styrke trygheden i Danmark, og derfor prioriterer vi med finanslovsaftalen en markant styrkelse af dansk politi, et løft på 1,3 mia. kr. over de kommende år. Vi frigør betjente fra transportopgaver til synligt politiarbejde, vi øger optaget af betjente på politiskolen til et niveau langt over, hvad den tidligere socialdemokratiske regering præsterede. Vi sikrer en større indsats mod bandekriminalitet, ungdomskriminalitet, cyberangreb, og der er økonomisk dækning til at hæve straffen for grov vold, indbrud, når beboerne er hjemme, og straffen for digitale sexkrænkelser.

Den største økonomiske prioritering er dog skattevæsenet, for det kræver, at der er tillid til vores skattevæsen. Siden sidste folketingsvalg er der afsat over 10 mia. kr. til at styrke skattevæsenet, både for at få pengene i kassen, men som sagt også for at sikre, at der er tillid til, at alle betaler den skat, som de skal. For tillid til, at alle betaler den korrekte skat, er vigtigt, det er kun rimeligt, og det er altså også kun fair over for alle de borgere og virksomheder, der overholder de fælles spilleregler. De skal ikke udkonkurreres af svindlere, snydere og plattenslagere.

Det går godt i Danmark, men det kræver en fortsat fast hånd på rattet. Men vi har gennem reformer sikret et godt udgangspunkt. Der er faktisk råd til både bedre kernevelfærd og til at lette skatten, og det er i øvrigt heller ikke i modstrid med hinanden. Det mente Socialdemokratiet heller ikke, da de sad i regering, men det mener de altid i opposition. Det er lidt trist.

Jeg glæder mig over konkrete resultater med den her aftale, som viser danskerne, at vi tager deres problemer alvorligt, og som viser, at vi arbejder for at gøre Danmark til et endnu bedre samfund, ikke bare næste år, men også i årene fremover. Alt godt kommer til den, der venter, lyder et gammelt ordsprog. Sådan er det også op til jul. Tålmodigheden bliver spændt til det yderste, men så bliver glæden desto større, når resultatet foreligger.

Tak til Venstres ordfører. Jeg har en lang liste over medlemmer, der ønsker korte bemærkninger. Det er jo sådan en fælles anstrengelse at overholde taletiderne, og så kan vi nå meget langt i den liste.

Vi starter med hr. Nicolai Wammen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og også tak til Venstres ordfører, der jo nærmest sådan læste et juleevangelium op over regeringens fortræffeligheder, og det skal være ham vel undt. Det er nok de færreste, der har set det helt på den måde i det forløb, der har været, men selvros er jo den eneste ros, man kan være sikker på her i tilværelsen. Så det er helt i orden.

Men hvis man nu skal honorere alt det, som regeringspartierne går og lover, bl.a. LA's krav om historisk store skattelettelser, og man samtidig også skal finde penge til forsvaret for at sikre Danmark bedst muligt i en tid, hvor regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har gjort det klart, at man skal imødegå det, der kaldes det demografiske pres – altså det, at der kommer flere ældre og børn, og det er der selvfølgelig nogle udgifter forbundet med, selv om det er dejligt – så er vi jo også i den situation, at der mangler penge i kassen. Finansieringen hænger ikke helt sammen, og derfor er det jo også interessant at se, hvor pengene til Venstres julegaver skal komme fra.

Derfor har vi hæftet os lidt ved, at Venstres næstformand, som jo også er identisk med finansministeren, til Avisen Danmark den 25. november i år går ind og siger, at planerne om at sænke dagpengene fortsat er på bordet, og at det er Venstres politik. Jeg skal derfor bare for en god ordens skyld nu, hvor gaverne er blevet delt ud fra talerstolen, så lige få bekræftet, at den regning, man skal sende ud til borgerne, når julestemningen skal brede sig, bl.a. er til dagpengemodtagerne, altså at det er Venstres politik, at der skal skæres i dagpengene.

Ordføreren.

Jeg ved godt, at Socialdemokratiet har vanskeligt ved at konstatere, at vi har en regering, der sikrer en økonomisk politik, så der er et økonomisk råderum, både til at sikre investeringer i kernevelfærd og til at lette skatten på arbejde, og det undrer mig egentlig lidt, at Socialdemokratiet bliver ved med at gribe den debat. For for bare 2½ år siden havde vi en socialdemokratisk regering, og der førte man en politik, hvor eksempelvis kommunernes serviceramme blev skåret ned, og man gav skattelettelser, og dengang var det ikke et problem, at kommunernes serviceramme blev sat ned, det kostede ikke velfærd. Nu er vi i en situation, hvor der både er råd til investeringer i kernevelfærd og til, at hårdtarbejdende danskere kan få lidt flere af deres egne penge udbetalt, når de går på arbejde. Det må være ærgerligt som socialdemokrat at se, at det er muligt at gøre begge dele.

Spørgeren.

Nej, det, der er ærgerligt, er, at jeg stillede et meget konkret spørgsmål, som ordføreren padlede fuldstændig uden om at svare på. Virkeligheden er jo den, at der mangler at blive anvist for mere end 5 mia. kr. finansiering til alle de løfter, som ordføreren netop har stået og talt så varmt om, og derfor stiller jeg så spørgsmålet helt konkret igen, og jeg har fuld forståelse for, at ordføreren gerne vil prøve at angribe til højre og venstre. Men jeg tror faktisk, at dem, som kan komme i skudlinjen, nemlig dagpengemodtagerne, er lidt optaget af: Er det fortsat Venstres politik, som finansministeren gav udtryk for det den 25. november, at der kan skæres i dagpengene for at finansiere alle de løfter, som ordføreren kommer med?

Så lad være med at komme med en lang tale om, hvad ordføreren mener at Socialdemokratiet mener om stort og småt, men giv i stedet for et svar på spørgsmålet: Er Venstre klar til at skære på dagpengene, ja eller nej?

Ordføreren.

Der er ikke noget forslag om at reducere i dagpengesatserne. At Socialdemokratiet ønsker at angribe debatten på den måde – fred være med det. I den diskussion, der har været både til åbningsdebatten og til førstebehandlingen af finansloven, er der jo eksempelvis gentagne gange blevet svaret på, at nogle af de elementer, som kan bruges til at frigøre yderligere ressourcer til et økonomisk råderum, er en videre indførelse af optjeningsprincipper, det er et loft over antallet af børn, man kan modtage børnefamilieydelse til, og det er det øgede brug af eksempelvis egenbetaling for danskundervisning. Jeg ved, at Socialdemokratiet har fået svaret mange gange, og det får de så en gang mere her.

Den næste spørger er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak. Nu blev der ikke nogen stor skatteaftale her før jul, men Venstre har jo ikke opgivet at få vedtaget sådan en aftale, og i forbindelse med hele det her cirkus Samuelsen, eller hvad vi skal kalde det, som har kørt, blev der også lækket dele af den her aftale – hvilke elementer der ligesom er hovedaftalen – og det har statsministeren også været ude at bekræfte. Og der er jo én ting, der i hvert fald skinner i øjnene, og det er, at der er en gruppe danskere, som igen helt skal forbigås, når de her skattelettelser skal deles ud, og det er 1 million danske folkepensionister. De er blevet snydt, hver gang der er blevet givet skattelettelser, og det skal de åbenbart også i Venstres øjne den her gang. Vi fik, tror jeg, mange af os et brev fra en folkepensionist forleden, som skrev:

Jeg opfatter ikke folkepensionen som en overførselsindkomst. Jeg opfatter det sådan, at jeg har betalt og sparet op og arbejdet hele mit liv, og derfor forstår jeg ikke, hvis der er et rum til skattelettelser, hvorfor jeg så skal forbigås.

Det synes jeg er et rigtig godt spørgsmål, som jeg håber vi kan få et svar på fra ordføreren.

Ordføreren.

Årsagen til, at vi ønsker at sænke skatten på arbejde, er, at vi synes, det er afgørende, at det bedre kan betale sig at arbejde, og at vi gør noget ved det problem, som rammer for mange danskere, nemlig, at det slet ikke eller kun i beskedent omfang kan betale sig at gå på arbejde, og at det ikke kan betale sig at yde en ekstra indsats. Det synes jeg er så væsentligt at vi håndterer – at der er en grundlæggende forståelse i det her samfund for, at selvfølgelig skal man have mere ud af at være i beskæftigelse end ikke at være det, og hvis vi havde et ubegrænset pengebeløb til rådighed, har jeg da ikke noget imod at kunne give lavere skat til endnu flere, men vi bruger skatten som et instrument til at sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde, at det bedre kan betale sig at spare op, at vi får flere hænder til rådighed på arbejdsmarkedet, så vi sikrer, at der er den arbejdskraft til rådighed, som vores virksomheder efterspørger.

Jeg ser altså ikke for mig, at vi skal bruge vores skattepolitik til at få 84-årige i beskæftigelse. Jeg synes, at de skal have lov til at nyde deres otium. Det er velfortjent. Omvendt laver vi jo med finanslovsaftalen en række initiativer, som skal løfte kvaliteten over for ældre, der eksempelvis har brug for hjemmehjælp.

Spørgeren.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Har den ene million folkepensionister i Danmark ikke arbejdet hele deres liv, knoklet for vores samfund, gjort en ekstra indsats? Det har de da, og derfor er det helt uforståeligt, at hvis der er et overskud – det kan man så diskutere om der er – hvor der er råd til, at danskerne skal betale lidt mindre i skat, så skal den her gruppe, som er en af de fattigste i Danmark, som har knoklet og bygget vores samfund op, igen hægtes af udviklingen, så skal de igen se resten af samfundet løbe fra dem, så der bliver færre penge til julegaver til børnebørnene, mens andre får flere. Det er jo forskellen, der vokser mellem gruppen af folkepensionister og så alle andre. Jeg synes ikke, at det er fair, og jeg synes ikke, at det var et fair svar, som ordføreren kom med.

Ordføreren.

Hvis man kigger lidt længere tilbage, kan man se, at vi jo i tidligere finanslove sammen med Dansk Folkeparti eksempelvis har indført en ældrecheck, så de ældre, der havde mindst, fik nogle ekstra midler, men når det gælder om at bruge et skatteinstrument, er det jo for at opnå nogle resultater, nemlig at det bedre kan betale sig at arbejde, at vi får flere hænder ud på arbejdsmarkedet. Og jeg synes, det er helt centralt, at vi har et skattesystem, som understøtter den grundlæggende fortælling i vores velfærdssamfund, at folk, der har mulighed for at være i beskæftigelse, også skal have en økonomisk gulerod ud af at være i beskæftigelse.

Tak. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg synes, at det grønne, miljøtiltag osv., igen, er helt fraværende – også i ordførerens tale. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at regeringen ikke vil fokusere mere på det. Noget af det, som jeg gerne vil fokusere på i mit spørgsmål, er, at regeringen har skåret 802 mio. kr. af den danske klimabistand målt i forhold til 2014 – i forhold til at vi jo ved, at der vil være rigtig, rigtig mange mennesker på flugt. Derfor er vi nødt til både at gøre noget i forhold til klimaet herhjemme, vi er nødt til at være foregangsland, men også globalt, og det er jo ejendommeligt, at vi sænker vores klimabistand. Så det vil jeg egentlig gerne høre ordførerens kommentar til.

Ordføreren

Man kunne jo godt ønske sig, at man havde mere taletid til sit ordførerindlæg. Jeg synes jo, at Alternativet skulle læse en række af de aftaler, som er indgået. Finanslovsaftalen sikrer eksempelvis, at der er en økonomisk ramme, som sikrer, at hvis efterspørgslen i forhold til omlægning til økologisk landbrug fortsætter, er der ressourcer til det. Vi sænker elvarmeafgiften med vores erhvervs- og iværksætterpakke, som er med til at understøtte den grønne omstilling. Det har været et stort ønske fra mange, fordi det er meget virkningsfuldt i forhold til at sikre den grønne omstilling, at vi sænker elvarmen – vi har sådan set brug for, at en større del af vores strømforbrug kommer fra el i stedet for andre energiformer.

Så der er en lang række instrumenter, som bestemt understøtter den grønne omstilling.

Spørgeren.

Jo, men det er lige præcis de ting, som ordføreren nævner, som er i finanslovsaftalen. Og så bliver jeg nødt til at sige: Det er jo småpenge. Altså, i forhold til økologi er det 30 mio. kr. i 2019, 20 mio. kr. i 2020 og 10 mio. kr. i 2021. Og det er jo positivt med den grønne naturpulje, men det er bare langtfra nok – langtfra. Det er 20 mio. kr. årligt. I forhold til elvarmeafgiften er det jo rigtigt, men det, som ordføreren jo slet ikke svarer mig på, er i forhold til klimabistanden. Hvordan søren er det, vi skal sikre, at vi ikke fortsætter med at have 23,5 millioner mennesker drevet på flugt på grund af klimaet, klimaflygtninge, som der var i 2016?

Ordføreren.

Jamen det er en stor opgave, og det er også en opgave, hvor jeg bestemt mener vi lever op til vores internationale forpligtelser og er aktive i den indsats globalt. Vi spiller en central rolle i en ambitiøs klimaindsats globalt. Forleden var det klima- og energiministeren, der i de europæiske forhandlinger forsøgte at løfte ambitionsniveauet. Det var der desværre ikke flertal til. Så vi leverer både konkrete resultater i finansloven – og det var ikke dem alle, som fru Josephine Fock fik med – men også i forhold til vores indsats globalt.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre.

Tak for talen. Venstre gør jo en del ud af at være et parti, der gerne vil bringe balance i Danmark og binde Danmark sammen igen, by og land. Hvordan har ordføreren det egentlig med, at samtidig med at regeringen med den ene hånd har flyttet ca. 3.900 statslige arbejdspladser ud til landdistrikterne, har man med den anden hånd skåret det, der svarer til 17.000 stillinger, væk inden for uddannelsessektoren uden for de store byer i Danmark? Altså, man gennemfører besparelser på uddannelsesområdet, der rammer kirurgisk allerhårdest der, hvor man i forvejen har svært ved at drive skole, fordi man har mangel på unge, der søger ind osv. Er der et eller andet sted en smertegrænse for, hvor længe Venstre vil blive ved med at skære i landets fremtid, blive ved med at gøre det sværere at være barn og ung i landdistrikterne uden for de store byer?

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for, at Det Radikale Venstre anerkender den indsats, som regeringen har gjort, og som vi i Venstre har været bannerfører for, nemlig at sikre et Danmark i bedre balance. Jeg ved ikke præcis, hvor tallet 17.000 kommer fra. Vi har jo i mange, mange år haft en tilgang, hvor vi sagde, at den offentlige sektor nok også godt kan blive lidt mere effektiv: 2-procentskravet. Det har så først været gældende for uddannelsesområdet fra sidste år. En række af midlerne er jo også ført tilbage. Der er eksempelvis ekstra penge til et løft af nogle af vores udsatte folkeskoler, og jeg mener, det er vigtigt, at vi altid sikrer, at vi bruger skatteborgernes penge bedst muligt. Og det er for mig at se en mulighed, at man også inden for uddannelsesområdet kan bruge pengene lidt mere effektivt, end man hidtil har gjort. Det er et krav, vi generelt har stillet til den offentlige sektor, og det er så et krav, vi har indført sidste år og fremadrettet til uddannelsessektoren.

Spørgeren.

Vi anerkender Venstres ønske om et Danmark i balance, men vi anerkender ikke resultaterne, for den sidste opgørelse viser jo, at der er færre statslige arbejdspladser i landdistrikterne, end der var, da regeringen startede på sin politik. Og det skyldes jo, at man på den ene side ganske vist udflytter nogle statslige arbejdspladser, men på den anden side skærer man flere statslige arbejdspladser derude. Og det er bl.a. på uddannelsesområdet, som jo er det, Danmark skal leve af. Det er vores unges fremtid, og det er grunden til, at vi er et velfærdssamfund, at vi har dybt kvalificerede unge. Når man skærer på erhvervsskoler og gymnasier og professionshøjskoler, underminerer man jo mulighederne for i hele Danmark at få den nødvendige kvalificerede arbejdskraft både til den private sektor og til den offentlige sektor.

Det kan godt være, at man ét år kan skære 2 pct. for at få en mere effektiv administration, men det punkt er vi langt over. Det er jo 2 pct. det første år, det andet år, det tredje år, det fjerde år – det bliver 10 pct. i regeringens levetid. Jeg ved ikke, hvor mange der er blevet fyret derude, men man har skåret det, der svarer til 17.000 stillinger i landdistrikterne, altså på uddannelsesområdet alene. På et eller andet tidspunkt har man skåret så meget ned på undervisning, at man skærer ind i benet, i livsnerven. Hvornår når Venstre det punkt?

Ordføreren.

Jeg tror stadig væk, at de 17.000 harmonerer meget dårligt med de tal, som man ellers forholder sig til.

Jeg synes jo, at det er vigtigt, at vi sørger for, at der er en kvalitet i vores uddannelse. Det siger sig selv. Derfor laver vi en kvalitetspulje med den her finanslovsaftale på 170 mio. kr. til erhvervsskolerne. Det kan selvfølgelig også frustrere et medlem af den tidligere regering, at den her regering kan lave trepartsaftaler, som bl.a. også giver et markant løft til voksen- og efteruddannelsesområdet. Og der synes jeg bare, det er vigtigt at have med i hele fortællingen, at generelt omprioriterer vi, ved at vi sætter lidt penge til side ved at sige, at alle må prøve at effektivisere en smule, og til gengæld kan vi så bruge pengene politisk målrettet, hvor vi ønsker, at der skal være et styrket fokus, og hvor vi prioriterer en styrket indsats.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Er Venstre enig med Liberal Alliances partileder og udenrigsminister i, at råderummet skal betragtes som for meget betalt skat?

Ordføreren.

Råderummet er den økonomi i de offentlige budgetter, der er til rådighed, når vi kigger fremad. Det skyldes jo en lang række ting. Det skyldes jo, at vi har lavet en række reformer, så vi har sikret, at flere mennesker er ude på arbejdsmarkedet, at der er en udvikling, og at virksomhederne er effektive. Det er, kan man sige, de penge, der er til rådighed til enten at bruge til investeringer, offentlige investeringer, til offentligt forbrug, eller til at lade danskerne beholde nogle flere af deres penge. Og hvad den specifikke årsag mest er, kan man nok slås længe om, men råderummet er de penge, der ligger og er til rådighed, uden at vi skal foretage os yderligere, når vi skal lave en finanslov hvert eneste år.

Spørgeren.

Tak for den lektion. Det tror jeg at de fleste herinde er klar over. Et ja- eller nejspørgsmål: Er råderummet det, som er fremkommet ved en række reformer, forringelser af dagpenge, efterløn, arbejdsmarkedsreformer, alle mulige ting, alt det, som de almindelige danskere har været med til at bidrage med under forudsætning af – som de blev lovet – at så ville man tage vare om den fremtidige velfærd? Er det det, råderummet er blevet frembragt af?

Det er jo et andet synspunkt, end at råderummet er for meget betalt skat. Derfor må jeg bare spørge igen: Er Venstres holdning den samme som LA's formands, nemlig at råderummet er et udtryk for for meget betalt skat?

Ordføreren.

Det bliver en semantisk diskussion. Det er penge, der er til rådighed, og det kan være penge, der er til rådighed, fordi der er skabt mere aktivitet, så indtægterne er større, og hvis skatten var lavere, var der ikke det samme råderum. Altså, det bliver en semantisk diskussion, og den kan man sikkert få meget ud af. Men det er penge, der er til rådighed, som man så kan anvende til forskellige formål.

Tak. Så er det hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg vil også prøve at tage fat i de besparelser, der har været på erhvervsskoleområdet. Jeg kan huske, at da jeg selv gik på teknisk skole, skulle vi på et tidspunkt op og besøge et teglværk i Randers. Og der så vi, der blev gravet ler op, og vi så formene og ovnene, og vi forstod, hvad forskellige slags ler var og sådan noget. Den tur kan jeg huske den dag i dag. Og når jeg ser en mursten i dag, kan jeg på en eller anden måde bedre forstå, hvad det har betydet, nemlig at der har været en brændingsproces, og jeg ved, hvor man har gravet leret op og sådan noget. Jeg tror, det styrker uddannelsen, at man kommer ud og oplever nogle ting.

Uden et omprioriteringsbidrag ville staten have betalt 114.000 kr. om året til at uddanne en mekaniker. Med omprioriteringsbidraget budgetterer regeringen med, at vi skal betale 107.000 kr. om året for at uddanne en mekaniker. Vi skal nok blive ved med at uddanne mekanikere – jeg står ikke her og siger, at alle skolerne braser sammen og det hele går fallit. Jeg siger bare, at det ekstra lille overskud til at tage ud og besøge en virksomhed eller komme ud og opleve noget uden for skolen er det, der forsvinder i de her år. Og så får eleverne A4-arks-undervisning, hvor de skal lære om, hvordan man brænder en mursten. Og det er ikke noget, de kommer til at huske 20-30 år efter.

Derfor synes jeg, det er en farlig vej, Venstre er slået ind på. Og jeg tror også, det er derfor, at både erhvervsorganisationer og fagbevægelsen og alle andre, der arbejder med det her område, har været så kritiske her de sidste par uger. For de siger, det er en dårlig finanslov på det her område. Regeringen er fuldstændig omringet af eksperter, der siger, at det en dårlig finanslov.

Nu kan vi så læse i finansloven, at regeringen forventer, at omprioriteringsbidraget skal fortsætte helt ud til det sidste overslagsår, altså 2021. Det vil betyde, at det skal koste 101.000 kr. at uddanne en mekaniker. Det her slider på kvaliteten. Så derfor er spørgsmålet til Venstre egentlig: Hvornår skal det her stoppe? Skal vi hvert år åbne finansloven og bare se, at de 2-procentsbesparelser fortsætter og fortsætter? Har det ingen bagkant?

Ordføreren.

Jeg tror jo, den bedste medicin over for vores erhvervsskoler – og det prøver vi faktisk også at adressere med den kvalitetspulje på 170 mio. kr., vi afsætter – er at sørge for, at vi øger antallet af unge mennesker, der søger en erhvervsuddannelse. For hvis vi får flere elever ind, som lever op til den målsætning, som vi har i fællesskab, om, at flere skal tage en erhvervsuddannelse, så øger det jo økonomien på erhvervsskolerne.

Med trepartsaftalen har vi som sagt afsat en kvalitetspulje på 150 mio. kr. – som fagbevægelsen og arbejdsgiverne jo så af gode grunde må have syntes var en god idé – og den løfter vi så yderligere med 20 mio. kr. Og det synes jeg sådan set igen er et bevis på, at der selvfølgelig skal være en sammenhæng. Og jo, jeg tror, at man godt kan omprioritere 2 pct. Og så prioriterer vi eksempelvis bedre udstyr på erhvervsskolerne, så man i sit uddannelsesforløb har adgang til de nyeste maskiner, den nyeste teknik, som er så tæt som muligt på den virkelighed, som man møder, når man er færdig med sin uddannelse.

Spørgeren.

Jamen jeg er fuldstændig overbevist om, at Venstres ordfører udmærket godt ved, at det er noget sludder og vrøvl, vi hører fra talerstolen nu. Der bliver skåret 270 mio. kr., og så bliver der tilført 170 mio. kr. Det kræver ikke nogen studenterhue at regne ud, at det ikke er noget, der styrker kvaliteten på erhvervsskolerne. Så alt det der snak om nye maskiner og sådan noget er svært at tage seriøst.

Derfor stiller jeg spørgsmålet igen. Vi kan læse i finansloven, at helt ud til overslagsåret 2021 forestiller regeringen sig at omprioriteringsbidraget bare skal fortsætte og fortsætte. De sidder nu og skriver fyresedler ude på SOSU-skolerne og på tekniske skoler. Der skal en ny fyringsrunde i gang. Og nu spørger vi så Venstre: Kan vi forvente, at det her nogen sinde har en ende, eller skal den danske uddannelsessektor bare indstille sig på ud i al fremtid at spare 2 pct. om året, hvis Venstre har magt, som de har agt?

Ordføreren.

Nu er det jo relativt nyt. Det her er et omprioriteringsbidrag, der blev indført sidste år. Ellers har det her område været friholdt for et omprioriteringsbidrag.

Jeg må sige, at jeg ikke helt forstår den socialdemokratiske retorik, for på spørgsmålet fra Det Radikale Venstre om, hvorvidt Socialdemokratiet ikke vil fjerne omprioriteringsbidraget på det øvrige uddannelsesområde, svarede man nej. Det ville man ikke. Man mente ikke, det skulle fjernes. Og der må Socialdemokratiet jo så mene, at det er fint med et omprioriteringsbidrag.

Vi mener, det er vigtigt, at vi altid prøver at få mest muligt ud af pengene, og at omprioriteringsbidraget sådan set kan være et ganske godt instrument til at sikre en højere grad af effektivitet og frigøre ressourcer, som vi så kan prioritere.

Så er det hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet.

Tak. Hvis man skal prøve at kigge tilbage på dagpengene, som hr. Nicolai Wammen kom ind på, er jeg nødt til at sige, at der sådan set er et citat af statsministeren fra før valget, der siger: Vi kommer ikke til at skære i dagpengene. Så ser vi et citat fra finansministeren fra den 25. november om, at det stadig væk er en del af Venstres politik at ændre på det – altså på dagpengene.

Jeg må sige, at det ikke kun er alle os herinde, der ikke forstår, hvad Venstre og statsministeren siger. Det gør aftaleparterne jo sådan set heller ikke, kunne vi se i hele det forløb, der har været. Jeg synes sådan set, at hr. Benny Engelbrecht har sagt det ganske godt med ordene om julekalenderen »Hullet i jorden«: Ingen vidste, hvad der skete, ikke engang dem, der var der, og der er sådan set ikke kommet nogen slutning.

Jeg er bare nødt til at høre: Er det Venstres politik at skære i dagpengene, eller er det ikke?

Ordføreren.

Vi har ikke noget forslag om at skære i dagpengesatsen, nej.

Spørgeren.

Så er jeg nødt til spørge: Hvorfor har finansministeren så sagt det, og hvorfor stod det så i Venstres 2025-plan for et år siden? Ønsker man ikke det mere? Er det fuldstændig gået væk? Hvis man ikke ønsker det mere, vil det sige, at vi ikke kan regne med, hvad der stod i Venstres 2025-plan, og vi kan heller ikke regne med, hvad finansministeren siger.

Ordføreren.

Jo, men der har ikke været noget forslag om, at niveauet for dagpenge generelt skal sænkes.

Det gik meget kvikt med spørgsmål og svar, og det er et eksempel til efterfølgelse, for så når vi langt ned i listen, vil jeg bare sige. Nu er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Når man kigger på Venstres hjemmeside og kigger på det, der står om uddannelse, kan man se, at der står, at i en globaliseret verden, skal viden og kompetencer sikre Danmarks såvel konkurrenceevne som omstillingsparathed. Det synes jeg jo sådan set lyder meget fornuftigt. Problemet er bare, at vi lige nu står i en situation, hvor regeringen har skåret milliarder af kroner ned på uddannelse og systematisk hvert år fjerner 2 pct. af økonomien for vores universiteter, vores professionshøjskoler, vores gymnasier og vores erhvervsskoler. Det kan altså godt mærkes rundtomkring ude i landet, og det kan mærkes, ved at der bliver fyret undervisere, det kan mærkes, ved at folk sidder på meget større hold og at der i øvrigt bliver nedlagt en masse fag og uddannelser rundtomkring. Så det her er meget alvorligt, mener jeg. Jeg kunne godt tænke mig spørge: Hvordan tror ordføreren at den her udvikling vil påvirke Danmarks position i verden?

Værsgo.

Vi ligger som et af de lande i verden, der bruger allerflest penge på uddannelse. Det er med til at sikre, at alle har mulighed for at tage en uddannelse, få de kompetencer og skabe sig de muligheder i tilværelsen, som de har lyst til. Der er vel heller ikke noget land i verden, der bruger så meget på uddannelsesstøtte, som vi gør.

Hvis man kigger på tallene, kan man se, at budgetterne er vokset med omkring 30 pct., vil jeg tro, inden for de sidste 8-9 år. Så er det for mig at se også ganske muligt at sige: Med så store budgetter er det også muligt at prøve at lægge en lille smule af et omprioriteringsbidrag på 2 pct. ind.

Spørgeren.

Jeg vil bare sige, at det er ca. 2 mia. kr. om året, der bliver fjernet fra sektoren. Det er sindssyg mange penge, og det giver en dårligere kvalitet. Man kan sige, at effekten af skattelettelser, som regeringen jo hellere vil prioritere, er mildest talt tvivlsom. Men vi har faktisk mange studier, der viser, at der er en helt åbenlyst god sammenhæng mellem at investere i uddannelse og forskning og at få en bonus for samfundsøkonomien. Det er simpelt hen godt for os alle sammen.

Derfor vil jeg godt spørge ordføreren: Anerkender ordføreren ikke, at investeringer i uddannelse og forskning faktisk er en rigtig god forretning for os alle sammen?

Ordføreren.

Jo, og det er der vel også et godt eksempel på i finansloven, for der løftes forskningsbevillingerne med 400 mio. kr. næste år. Der har været en stor forskningsreserve, som vel, hvis jeg husker nogenlunde korrekt, næsten alle Folketingets partier, hvis ikke alle Folketingets partier, har været med til at udmønte. Vi har en ambition om, at vi leverer 1 pct. af vores bruttonationalprodukt til offentligt finansieret forskning, det er den såkaldte Barcelonamålsætning, og den fastholder vi med aftalen om næste års finanslov. Og det betyder, at forskningsbevillingerne løftes med 400 mio. kr. ekstra næste år.

Så er det hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet. Værsgo.

En del af hr. Torsten Schack Pedersens tale omhandlede den økonomiske situation, hvor det jo heldigvis går fremad med beskæftigelsen og har gjort det i en årrække. Og den handlede også om, hvad der så skal til, for at opsvinget ligesom kan blive ved, så vi kan have en fortsat vækst i økonomien. Det ønske deler vi. Meget af det handlede så om arbejdsudbud. Der må man jo sige, at det, der så sker i de kommende år, faktisk også er, at mængden af arbejdskraft vokser. Men det, der til gengæld bliver mangel på, er en bestemt type arbejdskraft, ikke mindst faglært arbejdskraft – færre faglærte til rådighed, flere ufaglærte, der har svært ved at kæmpe sig til en fast plads på arbejdsmarkedet. Så det er kvaliteten af arbejdskraften, det handler om, og hvilken type arbejdskraft der er, hvis vi skal sikre øget vækst og beskæftigelse. Det er også det, der skal til, for at vi i det hele taget kan gavne dansk erhvervsliv.

Så er det bare, det undrer mig, at regeringen konsekvent går efter erhvervsskolerne, og at de gør det igen med den her finanslov. Ordføreren må gerne bekræfte, at der til næste år vil være 1.000 kr. mindre pr. elev at drive erhvervsskole for i Danmark, og at det selvfølgelig har konsekvenser for den kvalitet, som man kan tilbyde på erhvervsskolerne.

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender, at den samlede opgørelse, når man kigger på omprioriteringsbidrag og kvalitetspulje, giver et mindre budget. Til gengæld sikrer vi faktisk et løft af den investeringsramme, som ellers kunne have reduceret erhvervsskolernes mulighed for at foretage de investeringer, med 0,25 mia. kr.

Jeg kan igen selvfølgelig godt forstå, at det må være lidt trist at være socialdemokrat og være vidne til, at vi har en regering, der kan levere trepartsaftaler om eksempelvis bedre voksen- og efteruddannelse, hvilket netop sikrer, at der er bedre mulighed for at opkvalificere sig for de mennesker, der mangler det. Socialdemokratiet er kommet med et udspil, og det ville da være rigtig positivt, hvis hr. Jesper Petersen ville bekræfte, at det faktisk ville koste arbejdsudbud på kort sigt.

Hr. Jesper Petersen.

Jamen hr. Torsten Schack Pedersen bliver ved med at snakke udenom og forsøger at få det til at handle om noget andet. Konsekvensen af den finanslov, man laver nu, er, at der sker yderligere forringelser på erhvervsskolerne, og så bliver man ved med at sige noget om, at de bare skal trække nogle flere elever til, for så får de også nogle flere penge ind at drive skole for. Men det her bider sig jo i halen, for hvis man bliver ved med at gøre det vanskeligere for erhvervsskolerne at levere en høj kvalitet og gøre noget, som gør, at der er et attraktivt miljø for de unge at komme ind på, jamen så lokker man da ikke flere til. Så bliver vi ved med at mangle de faglærte, som skal sikre vækst og beskæftigelse i fremtiden. Vi skal sørge for en styrket dansk økonomi, at danske virksomheder kan tage imod ordrerne, og at de unge har et fast og godt arbejde.

Hvorfor forringer regeringen erhvervsskolerne med den her finanslovsaftale?

Ordføreren.

Jeg gentager, at det må være, fordi hr. Jesper Petersen ikke hørte efter. Når man tager omprioriteringsbidrag og kvalitetspulje, giver det et mindre beløb. Så giver vi mulighed for at forhøje den investeringsramme, som ellers ville have betydet, at erhvervsskolerne ikke kunne foretage de investeringer, de ville. Det er nu bare den rette sammenhæng, og de tal er jeg helt sikker på at hr. Jesper Petersen kan få bekræftet, hvis han vil læse lidt nøjere på det.

Vi siger jo også, at det er vigtigt, at vi kommer i mål med vores ambitioner på erhvervsskoleområdet – nogle af de ting, vi er fælles om – for vi har en ambition om, at flere skal tage en erhvervsuddannelse, og vi har også sagt, og det står i aftalen, at det tager vi en status på i løbet af næste år for at se, hvordan det forløber med de ambitioner, vi har i fællesskab, om at få flere til at tage en erhvervsuddannelse.

Så er det hr. Christian Poll, Alternativet.

Tak for ordet. Mit spørgsmål handler om det grønne nationalregnskab. Mener ordføreren virkelig, det er fornuftigt at skrotte opdateringen og udviklingen af det grønne nationalregnskab? Jeg tænker jo, at det ikke hjælper så meget bare at skabe vækst i økonomien, hvis vi samtidig undergraver vores natur, vores ressourcer og ikke får stoppet klimakrisen. Desuden er Danmark med tilslutningen til FN's verdensmål jo forpligtet til at måle vækst på en række andre parametre end blot de økonomiske. Sådan hvordan tænker ordføreren at vi næste år skal måle vækst på særlig den sociale og den grønne bundlinje?

Ordføreren.

Vi måler rigtig meget på det grønne område, på vores klimaindsats. Vi har lavet en lang række initiativer det seneste år: udbud af VE i større konkurrence, så vi får mere for pengene; via erhvervs- og iværksætterpakken eksempelvis en sænkning af elvarmeafgiften og elafgiften, så vi får mere el ind i vores energiforsyning; en sikring af, at der er penge til omlægning til økologi.

Hvis man skal bruge ordførerens partiformands tilgang til det, kan man sige, at når vi fjerner beskatningen af fri telefon, begrænser vi jo også ressourcerne, for i stedet for at man skal have to mobiltelefoner – hvis man har en arbejdsgiverbetalt og sin egen – kan man nøjes med en. Jeg ved godt, at man i Alternativet mener, at et af de der store ofre, man må gøre for at bekæmpe klimaudfordringen, er, at man må nøjes med at skifte iPhone hvert andet år. Det tror jeg der er rigtig mange danskere der ikke har mulighed for, men det var så Alternativets løsning på klimakrisen, og til det kan jeg sige, at med finanslovsaftalen sikrer vi, at man ikke behøver at have to telefoner, hvis man har en arbejdsgiverbetalt mobiltelefon. Det er da sådan set en ganske fornuftig måde at begrænse forbruget af ressourcer på.

Hr. Christian Poll.

Tak. Det var en række meget mærkelige svar på noget, jeg slet ikke spurgte om. Det, jeg forsøgte at spørge til, var, at der jo er skåret ned på hele udviklingen af det grønne nationalregnskab. Det er jo en ting, vi står over for at skulle arbejde seriøst med nu og fremover, bl.a. som følge af FN's verdensmål. Så hvordan tænker ordføreren, regeringen og Venstre at vi kan arbejde seriøst med det her område, når nu vi stopper udviklingen af det her måleværktøj, altså af måleværktøjet og ikke alle de forskellige indsatser?

Ordføreren.

Det kan vi, fordi vi har en lang række andre måleværktøjer og ikke mener, at det grønne nationalregnskab er afgørende for vores klimaindsats. Det er sådan set de konkrete initiativer, som måles og beregnes i alle mulige andre sammenhænge. Det behøver vi ikke det konkrete værktøj til, for det kan vi så rigelig mange andre steder. Og så tillod jeg mig bare at gøre opmærksom på nogle af de konkrete initiativer, som vi leverer, for det tror jeg måske er mere interessant, altså hvad det er, vi gør aktivt for at bekæmpe klimaforandringerne. Det tror jeg sådan set er mere relevant, end hvordan vi måler det, for det måler vi på mange måder, og det gør vi fortsat.

Så er det hr. Bjarne Laustsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Det er en mærkelig finanslov, og det har også været et mærkeligt forløb. Man forsøger at løse nogle problemer, som er ikkeeksisterende, og til gengæld er der en lang række andre ting, som jeg i hvert fald har fået mange mail om, og det er jo det her med Produktionsdanmark. Hvordan sikrer vi nok arbejdskraft? Hvordan sikrer vi, at erhvervsskolerne og andre AMU-centre har midler nok til at kunne sørge for at uddanne de unge, således at de kan komme ud på arbejdsmarkedet, og sørge for den her omstilling?

Jeg forstod på et tidligere svar, som Venstres ordfører gav, at det var godt, at der blev sparet på erhvervsskolerne. Hvorfor sparer man så ikke noget mere, hvis det er sådan, at man tror, at der kommer flere på erhvervsskolerne, hvis man sparer så meget, som man gør? Det, der vil være virkeligheden, er det forhold, at man kommer til at afskedige medarbejdere ude på erhvervsskolerne, man kommer til at skære ned på alt undervisningsmateriale. Tror Venstres ordfører virkelig, at unge mennesker vil søge hen et sted og få en erhvervsuddannelse, hvor man hver eneste dag fra morgen til aften taler om nedskæringer i stedet for at sørge for, at der er de midler, der skal være til rådighed, for at folk kan få en god uddannelse, som også erhvervslivet efterspørger?

Ordføreren.

Jeg synes grundlæggende, at det er en rigtig god finanslov. Jeg synes, at det er en finanslov med mange rigtig positive initiativer, som jeg vel heller ikke rigtig forestiller mig at Socialdemokratiet er imod – man får lidt det indtryk. Altså, når vi prioriterer 2 mia. kr. til sundhed, 2,7 mia. kr. til ældre, 1,3 mia. kr. til politiet, tror jeg da alligevel, at Socialdemokratiet er enig i det.

Jo, vi laver et omprioriteringsbidrag på erhvervsskolerne. Det gør vi også på det øvrige uddannelsesområde, og det har jeg faktisk bidt mærke i at Socialdemokratiet åbenbart synes er en god idé, for på spørgsmål fra Det Radikale Venstre, var svaret fra den socialdemokratiske finansordfører, at det havde man ikke prioriteret. Så man mener, at det kan lade sig gøre på det øvrige uddannelsesområde og ikke på erhvervsskolerne.

Vi er sådan set også med på, at når vi så laver et omprioriteringsbidrag, skal pengene også føres tilbage til der, hvor de kan gøre gavn, og det er derfor, at vi laver en kvalitetspulje, og det er også derfor, vi har sagt, at i forhold til de ambitioner, vi har, om at øge aktiviteterne på erhvervsskolerne med flere elever, hvilket vi er fælles om, holder vi nøje øje med det, og det tager vi også en status på næste år. Det er en del af vores aftale.

Hr. Bjarne Laustsen.

Jeg vil gerne rose ordføreren for at svare udenom. Han svarer overhovedet ikke på det spørgsmål, jeg stiller, og derfor bliver det jo lidt noget andet. Jeg spurgte om, hvordan det kan være, at Venstre vil skære ned, så der skal fyres nogle folk på erhvervsskolerne og skæres ned i undervisningsmaterialer, alt det, der gør, at de folk – alt for få endda – der vælger en erhvervsuddannelse, får en ringere uddannelse, frem for at sørge for, at erhvervsskolerne får de midler, de skal have, således at erhvervslivet, Produktionsdanmark, får de mennesker, som det efterspørger. Det vil sige, at der ikke er noget uddannelsesspild, de kommer simpelt hen i arbejde. Hvorfor er det lige nødvendigvis, at Venstre vil skære ned på det område, som har så stor betydning for det, vi skal leve af i fremtiden? Det er det, jeg spørger om.

Ordføreren.

Det var i al beskedenhed også det, jeg brugte den sidste halvdel af min tid på at give et svar på, for vi tror, som man har gjort i store dele af den offentlige sektor i mange år, at det godt kan lade sig gøre at få lidt mere ud af kronerne, at man kan opnå effektiviseringer, og det mener vi også at man kan på erhvervsskolerne. Og igen, jeg bliver bare så forundret. Da Socialdemokratiet sad i regering, opererede man i sin 2020-plan med et moderniseringsbidrag på 12 mia. kr., fordi man godt mente, at man kunne få pengene til at række lidt længere. Det mener vi også at man kan på erhvervsskolerne.

Det er bare mærkeligt, hvorfor Socialdemokratiet mener, at man kan lave et moderniseringsbidrag, når man sidder i regering, men at man ikke kan lave et 2-procentsbidrag, når man sidder i opposition. Det er bare svært at se sammenhængen. Jeg siger ikke, at det er nogen nem øvelse – bestemt ikke – men det kan lade sig gøre, og derfor ville jeg bare ønske, at der var en lidt større sammenhæng i, hvad Socialdemokratiet gjorde, når de sad i regering, og hvad de siger, når de er i opposition.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Alt godt kommer til dem, der venter, og det skal være lettere at være dansker. Vil ordføreren ikke godt svare på mit spørgsmål, når jeg nu stiller det her: Hvad med de 61.000 danskere, der får ødelagt deres helbred på arbejdspladsen, fordi der findes arbejdsgivere, som er ligeglade med fair konkurrence og bare har et dårligt arbejdsmiljø? Hvorfor skærer ordførerens parti og regeringen ned på Arbejdstilsynet, som skal kontrollere de her arbejdsgivere? De bliver jo beskåret med 40 ansatte i år, næste år med 14 ansatte og næste år igen med 16 ansatte. Vi kan jo ikke kontrollere de banditter, som har dårligt arbejdsmiljø, hvis vi ikke har et ordentligt Arbejdstilsyn. Hvad er meningen?

Ordføreren.

Jeg er grundlæggende enig i, at vi skal sørge for, at der er ordentlige forhold på arbejdsmarkedet, og at medarbejdere trygt kan gå på arbejde hver dag.

Med aftalen for næste år er der 146 mio. kr. til indsatsen for at sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet, og det er faktisk 11 mio. kr. mere, end der var afsat i år. Så er der nogle mellemregninger, som jeg ikke tror det egner sig at gå ind i detaljer omkring, men jeg vil blot også sige, at der jo er en langt større risikobaseret tilgang i dag, hvor man har større fokus på de virksomheder og de brancher, hvor der er størst fare for medarbejderne. Det gør faktisk også, at indsatsen kan gøres lidt mere effektiv. Men jeg synes bare, det er vigtigt at understrege, at indsatsen omkring ordnede forhold på arbejdsmarkedet er der 146 mio. kr. til i 2018, og det er 11 mio. kr. mere, end der er afsat i år.

Christian Juhl.

Ja, det var også et svar på et spørgsmål, jeg ikke stillede. Nu må jeg prøve at spørge helt klart, for hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti veg også udenom. Der er blevet skåret ned på Arbejdstilsynet år efter år, og hvis den her regering fortsætter til 2021, har vi skåret 25 pct. af Arbejdstilsynets antal ansatte væk, og det er det, jeg spørger om. Det koster os 84 mia. kr. om året – om året! – at de her 61.000 mennesker får ødelagt deres helbred. Det er penge, vi kunne have sparet. Det er fråds at bruge så mange penge på det, når man kan forebygge.

Jeg vil gerne spørge endnu en gang: Er det rigtigt eller forkert, at Arbejdstilsynet i år er beskåret med 40 årsværk, og at det næste år beskæres med 14 årsværk, og at det næste år igen beskæres med 16 årsværk? Er det rigtigt eller forkert?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg kan ikke tallene i mindste detalje, men med den entusiasme, som hr. Christian Juhl lægger for dagen, virker det, som om hr. Christian Juhl har fuldstændig styr på det. Men som jeg siger, laver vi et løft på en række områder, og vi laver en mere risikobaseret tilgang, som også gør, at vi kan få mere for den indsats, der sker, for der er jo ikke nogen af os, der er uenige i, at vi skal have et arbejdsmarked, hvor man trygt kan gå på arbejde. Tilsynet skal medvirke dertil. Hovedansvaret ligger naturligvis på den enkelte arbejdsplads hos den enkelte arbejdsgiver, der har ansvaret for, at medarbejderen trygt kan gå på arbejde hver dag, og for at sikre det, ja, så skal vi have et tilsyn, der kan kigge særlig dem, der er i højrisiko for at overtræde reglerne, grundigt over skuldrene.

Så er det hr. Jacob Mark, SF. Værsgo

Tak for det. Jeg ville egentlig også have spurgt til uddannelse, men eftersom jeg nok ville være den 15. i rækken til at konstatere, at det er vanvittigt at spare på vores uddannelser, så vil jeg spørge om noget andet.

Vi skal jo have medieforhandlinger næste år, og nu er der efterhånden en del partier, der har været ude at sige, at man synes, tiden er løbet fra licensen. Den er både administrativt tung, den er socialt uretfærdig, og den er lidt dum, for hvis man bor tre mennesker sammen, betaler man mere, end en familie gør, fordi man betaler hver især.

Så der har været flere partier ude at sige, at man var klar til afskaffe licensen, men jeg har haft meget svært ved at lure, hvad Venstres holdning egentlig er, og det kommer til at spille en afgørende rolle måske allerede i forbindelse med den skattereform, der skal diskuteres, kan jeg forstå. Så hvad er egentlig Venstres holdning til licensen – skal den afskaffes?

Ordføreren.

Det er et spørgsmål, vi har diskuteret mange gange i Venstre, og det tror jeg også der historisk har været sådan forskellige opfattelser af. Det drøfter vi gerne internt i Venstre. Og jeg er også bekendt med, at det kan være et element i flere sammenhænge, og så tager vi den selvfølgelig til den tid.

Jeg anerkender jo sådan set det, som hr. Jacob Mark siger, altså at hvis man kigger på det, er en husstands forbrug af medier vel uafhængig af, hvor mange der er i husstanden, og at licensen på den måde er relativt dyrere for en person, der bor alene, end hvis man er en familie på fem. Det synes jeg sådan set er et helt legitimt synspunkt i den debat. Så jeg kan sagtens se argumenterne for at fjerne licensen, og det er også noget af det, vi diskuterer i Venstre, altså om det ville være mere hensigtsmæssigt at finansiere det over skatten.

Spørgeren.

En af grundene til, at vi mener, man skal afskaffe licensen og lave en medieskat eller lave en skattefinansieret model, som er flerårig, så der er et armslængdeprincip, er, at det vil være mere socialt retfærdigt, at kontanthjælpsmodtageren ikke betaler nøjagtig det samme som direktøren, for at sige det sådan.

Vores kulturminister har tidligere ment, at der var brug for en abonnementsordning, og der jeg har tidligere hørt nogle Venstrefolk tale for en skattefinansieret model. Jeg synes, at det her bliver en af nøglerne til at få lavet et bredt medieforlig. Så har Venstre eller regeringen eller nogle, der styrer det her land, en holdning til licensen?

Ordføreren.

Jeg ved, at vi har interne drøftelser i Venstre omkring vores position til et kommende medieforlig. De drøftelser har vi ikke afsluttet endnu, og derfor vil det nok være lidt unfair, hvis jeg sådan ligesom kortslutter det og siger, at her ligger det endelige udspil fra Venstre. Men det er noget, vi drøfter, altså hvordan vi sikrer, at der er en finansiering til public service-området. Vi har også en udfordring i forhold til folk, der gør brug af medier, men som ikke betaler for det. Men hr. Jacob Mark må have lidt tålmodighed, til vi fra Venstres side kommer med vores medieudspil.

Så er det fru Astrid Krag, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil lige et smut forbi det her med erhvervsskolerne, fordi Venstres ordfører står på talerstolen og er meget forundret over, at man kan kritisere, at erhvervsskolerne skal spare. Men jeg tror, at når vi går lidt op i det her i debatten, er det, fordi den fortælling, der levede i de første timer og måske ligefrem det første døgn oven på finansloven, jo var, at regeringen havde løftet erhvervsskolerne. Det havde man også sagt tidligere at man ville; det ville man gerne love at gøre. Så var der jo nogen, der satte sig ned og regnede efter – og jeg er enig med hr. Mattias Tesfaye i, at det ikke var, fordi det var den store regnemaskine, man behøvede at have frem for at kunne se, at på bundlinjen står altså for 100 mio. kr. besparelser på erhvervsskolerne. Jeg tror sådan set, det er den forundring og skuffelse, der står tilbage, ikke bare her, men også rundtomkring på erhvervsskolerne – jeg kommer selv på SOSU-skolerne som ældreordfører – og i kommunerne, hvor der jo er bragende mangel på uddannede SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter. Det er altså en af de helt store udfordringer for vores ældrepleje, vores kernevelfærd i fremtiden, at vi ikke har nok uddannede. Derfor skriger det jo til himlen, at man så vælger at spare på den måde på de uddannelser.

Det var bare lige en kommentar. Mit spørgsmål går på noget, som ordføreren svarede min gode kollega hr. Leif Lahn Jensen tidligere. Vi kan forstå på Venstres ordfører, at Venstre ikke har nogen planer om generelle besparelser på dagpengeområdet. Nogle gange skal man jo høre efter, hvad det egentlig er, folk siger, for det er kun et delvist svar på det, hr. Leif Lahn Jensen spurgte om. Så jeg må følge op og spørge Venstres ordfører: Er der så nogen områder, hvor Venstre faktisk planlægger at spare på dagpengene?

Ordføreren.

Jeg svarede på spørgsmålet om, om vi ville reducere dagpengenes niveau, og der har vi sagt: Nej, det har vi ikke nogen planer om. For jeg synes, det er vigtigt, at vi har et system, hvor man kan forsikre sig mod ledighed og få en tryghed for, at der er et ordentligt niveau. Det er selvfølgelig lidt spøjst igen at få spørgsmålet fra en socialdemokrat, som var med til at sikre en skatteaftale i 2012, hvor man reducerede overførselsindkomsterne, herunder dagpengene. Men sådan er der jo selvfølgelig så meget. Om man møder uhensigtsmæssigheder og ting undervejs, som gør, at man kan gøre tingene bedre og mere effektive, tror jeg altid man skal holde sig åben over for. Men som sagt har vi ikke et forslag om, at dagpengeniveauet generelt skal sættes ned, nej.

Tak. Det bliver så det sidste spørgsmål til Venstres ordfører. Værsgo.

Jamen så kom vi måske lidt nærmere et svar. Det var ikke noget, der sådan betryggede mig. Derfor må jeg så bare prøve at spørge helt konkret: Alle de ting, Venstres ordfører står og siger nu, om, at man ikke vil sænke dagpengesatsen og ikke har nogen planer om det, betyder det også, at Venstre kan afvise, at man vil skære på dimittendsatsen på dagpenge? Det ville jo, lige her før Venstres ordfører skal ned fra talerstolen, være nemmest med et meget kort svar. Det kan jo faktisk besvares med et ja, man kan garantere, at man heller ikke vil røre ved dimittendsatsen på dagpenge, eller et nej, det kan man ikke garantere, det har man faktisk planer om. Ja eller nej?

Ordføreren.

Som jeg sagde, synes jeg, det er vigtigt at slå fast: Vi har ikke et forslag om at sænke niveauet for vores dagpenge. Er der ting, som kan justeres for at gøre tingene bedre? Det vil jeg da aldrig sige aldrig nogen sinde kan lade sig gøre. I det udspil og den finanslov, som vi vedtager nu – det håber jeg Socialdemokratiet er enig i – ligger der ikke ændringer i vores dagpengesystem. Det står ganske tydeligt, og jeg synes, vi har landet en finanslovsaftale, som leverer det, som er væsentligt, nemlig både en indsats for bedre kernevelfærd og for at sikre, at fundamentet for væksten også bliver styrket. Det er vel sådan set det bedste, man kan gøre: at sikre, at der er arbejdspladser og et sted, hvor folk kan være i beskæftigelse. Det er det bedste svar at give til folk, der mangler et arbejde, og det er finansloven her en del af svaret på. Det svar har vi desværre til gode at få fra Socialdemokratiet, for der er ikke meget vækst og fremgang fra Socialdemokratiets side.

Med det siger vi så tak til hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre. Så går vi videre i rækken, og det er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten, som finansordfører. Værsgo.

I går kunne man i Århus Stiftstidende læse om Ib Gustafsen. Ib er 93 år gammel, og han bor i Malling, som er en lille by syd for Aarhus. Ib fra Malling har klaret sig selv hele sit liv, og han har sat en ære i det, fortæller han i interviewet. Men alderen er begyndt at trykke – det er måske meget naturligt, når man er 93 år – og han bliver let forpustet, når han skal løse huslige opgaver. Derfor henvendte Ib sig her i sommer til kommunen for at få lidt hjælp til at støvsuge og gøre rent. Men fra Ib henvendte sig til kommunen, og til der er sket noget i sagen, er der gået 5 måneder, og han har stadig ikke fået den hjælp, han gerne vil have. Det er simpelt hen ikke rimeligt, siger Ib i interviewet. Og han har fuldstændig ret, det er simpelt hen ikke rimeligt.

Det er overhovedet ikke rimeligt, at mennesker, som har arbejdet hele livet, som har bidraget til fællesskabet i årti efter årti, som har betalt deres skat, som har bygget vores velfærdssamfund op, skal vente i 5 måneder på et svar, når de beder om hjælp, fordi de er blevet gamle og ikke kan klare sig selv, eller som det desværre er tilfældet for mange, aldrig får den hjælp, de har brug for. Nej, Ib, det er ikke rimeligt.

Ib Gustafsens historie er desværre et meget godt billede på situationen i vores land efter det sidste årtis økonomiske krise. Der er blevet skåret dybt i vores velfærd, og det har ramt hårdt, særlig blandt vores ældre. Der er skåret 6 millioner hjemmehjælpstimer væk siden 2008 i en periode, hvor der er kommet flere ældre, der har brug for hjælp. Det er de timer, som bl.a. Ib fra Malling nu snydes for. Vi hører historier om plejepersonale, der er alene på nattevagt med op til 40 ældre, mange af dem demente.

Men det er jo ikke kun de ældre, der er blevet ramt. Det er også mennesker med handicap. Det er vores børneinstitutioner, hvor vi igen og igen hører historier om, at pædagogen står alene med 20 børn i ydertimerne, når de morgentrætte unger skal afleveres. På vores hospitaler er der blevet effektiviseret så voldsomt, at de ansatte ofte ikke har tid til at løse basale opgaver som f.eks. at tale med pårørende til mennesker, som har fået en diagnose på en livstruende sygdom. Vi oplever, som vi har hørt i den her debat, at der skæres dybt i vores uddannelser, af det, vi skal leve af i fremtiden. Som Ib fra Malling siger: Det er ikke rimeligt.

Men det gode er, at vi kan gøre noget ved det. Danmark er jo ude af krisen. Det går fremad i økonomien, der er kommet nye arbejdspladser, der bliver betalt mere i skat. Bankerne betaler bugnende overskud til deres aktionærer, og eksporten boomer. Så vi har råd til at få ryddet op. Vi har råd til, at Ib fra Malling ikke skal vente 5 måneder på at få den hjælp, han har brug for. Vi har råd til at ansætte nogle flere kollegaer til de dygtige SOSU'er, pædagoger og sygeplejersker, som arbejder for vores velfærd. Vi har råd til at investere i uddannelse og i grøn omstilling. Vi har også råd til at sikre en ordentlig tryghed for de lønmodtagere, der bliver ramt af sygdom og arbejdsløshed, og til at sørge for et godt arbejdsmiljø for dem, der er i arbejde. Vi kan tage det valg, hvis vi vil.

Problemet er bare, at det vil regeringen ikke. I stedet for at bruge de gode tider på at få genoprustet vores velfærdssamfund efter krisen er man manisk besat af at sænke skatten og først og fremmest skatten for dem, der har nok i forvejen. Hvert år sine skatterabatter til dem, der har mest. De rigeste familier har fået nedsat deres arveafgift, luksusbilerne er blevet billigere, og det fortsætter med den finanslov, vi debatterer. Der er blevet brugt milliarder på en såkaldt erhvervs- og vækstpakke, som giver store skatterabatter til danske virksomheder.

Lad os bare se på et enkelt af elementerne, det såkaldte investorfradrag, som giver store fradrag for dem, der har kapital til at investere i virksomheder. Jeg har spurgt skatteministeren, hvem der egentlig får glæde af den skatterabat. Får de 10 pct. fattigste nogen gavn af det? Nej. Hvad så med de 30 pct. laveste indkomster? Heller ikke. Så lad os prøve med de 60 eller de 80 pct. af os, som ikke ligger helt i top – får vi nogen glæde af det? Nej. Den eneste gruppe, der får glæde af den her skatterabat, tilhører gruppen af de 10 pct. rigeste danskere, og selv inden for den her gruppe er det dem helt i toppen, den ene procent, der løber med den helt store gevinst. Så bliver det vist ikke meget mere skævt. Og skævheden gælder jo alle de skatterabatter, der er med i den her finanslovsaftale. Man afskaffer udligningsskatten, som kun betales af dem med de allerstørste pensionsopsparinger. Man afskaffer skatten på den del af lønnen, der udbetales som adgang til telefon. Og nej, det ikke 3F'eren, der nu får et skattefrit gode. Det er juristen, det er direktøren.

Men vi har slet ikke set det værste endnu, for selv om regeringen og Dansk Folkeparti ikke lykkedes med de historisk store skattelettelser, som vi ellers blev lovet til jul, og uanset hvor meget rabalder der kom fra cirkus Samuelsen, så er det jo stadig væk planen, at det skal ske i det nye år. Og sagen er, at den skattesænkning, som regeringen ønsker, er der ganske enkelt ikke råd til, hvis vi skal have et godt velfærdssamfund i fremtiden; der er ikke råd, hvis Ib fra Malling og mange af de andre mennesker, der i de kommende år går ind i deres tredje alder, skal have den hjælp, som de fortjener.

Der er blevet talt meget om råderummet, og man har næsten fået indtryk af, at der bare ligger milliarder og venter på at blive brugt, og at der er rigeligt med penge til både velfærd og lavere skat. Men det passer ikke. Hvis vi ønsker, at vores velfærdssamfund skal følge med både det demografiske træk – altså at der kommer flere ældre – men også med den almindelige velstandsudvikling i vores samfund, så vi f.eks. har råd til de nyeste behandlingsformer, så mangler der faktisk penge i råderummet frem mod 2025. Selv hvis vi brugte hver eneste krone og hver eneste øre i det råderum, der er nu, ville det ikke være nok til at sikre, at danskerne oplever et tidssvarende velfærdssamfund frem mod 2025.

Der sidder måske nogen og tænker – hvis de tænker – om det ikke bare er de socialister, der altid tegner et skræmmebillede. Nej, det er det ikke. Det er faktisk nogle af landets fremmeste økonomer, der absolut ikke tilhører venstrefløjen. Det er bl.a. tidligere overvismænd. De skriver i et indlæg i Berlingske, og jeg citerer:

»Det er selvsagt politisk fuldt legitimt at ønske en mindre offentlig sektor og et højere privatforbrug. Men det er vigtigt, at man står ved sin politik og erkender, at hvis det offentlige forbrug stiger med mindre end 1,1 pct. pr. år, vil kvaliteten af den offentlige service ikke kunne følge med velstandsudviklingen.«

Der mangler over 10 mia. kr. i råderummet, for at vi bare kan have et velfærdssamfund, der, som det historisk har gjort, følger med. Lad os sige, at vi f.eks. derhjemme oplever en stigende kvalitet i det, der omgiver os – det kan f.eks. være, at vi får computere. Jamen hvis vi ikke havde haft den udvikling, at velfærden skulle følge med udviklingen i årene frem til i dag, så havde der ikke været computere på en eneste skole. Så nej, der er ikke råd til både historisk store skattelettelser og til et ordentligt velfærdssamfund i fremtiden. Det er et enten-eller.

Ovre i Malling siger Ib Gustafsen om sin lange venten på at få hjælp: Sådan troede jeg slet ikke det skulle være. Sådan troede han slet ikke det skulle være. Og det kan jeg godt forstå. For Danmark er jo netop bygget på en social kontrakt, en generationskontrakt, der betyder, at vi betaler en, ja, relativt høj skat gennem alle vores arbejdsår. Til gengæld forventer vi også, at vi har et trygt og godt velfærdssamfund, og at vi får en hjælpende hånd, når vi bliver syge eller ramt af arbejdsløshed eller bliver gamle, sådan at når vi ligesom Ib fra Malling ikke længere kan klare det hele selv – og han har endda klaret det, til han var 93 – så står fællesskabet parat til at hjælpe; så får vi noget tilbage af alt det, vi har ydet gennem vores liv. Sådan regnede Ib fra Malling med at det skulle være. Og sådan skal det også være i Danmark.

Hvis vi endelig skal snakke om danske værdier, så er det her i mine øjne en af de allervigtigste. Det er noget af det, der er kendetegnende for os som folk og som land. Men den her finanslov og den her regering fører os væk fra det Danmark og væk fra de værdier, som er så vigtige for os. De taler om velfærd og tilmed nogle gange om solidaritet. Men deres politik fører os i den modsatte retning.

Lad mig slutte af med at give Ib Gustafsen fra Malling ordet en sidste gang. Han slutter med at sige: Jeg vil bare gerne have lidt hjælp, så der bliver energi til at nyde livet så godt som muligt i min alder. Og kære Ib: Den hjælp fortjener du. Den hjælp skylder vi dig, og den hjælp skal du ikke vente 5 måneder på at få. For den forventning om, at vi er der for hinanden, når vi har brug for hjælp, er så meget vigtigere end tusind skattelettelser. Og jeg kan love, at Enhedslisten vil arbejde benhårdt for, at det bliver den vej, vi går, uanset hvilken regering der sidder på magten i Danmark.

Tak. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre. Værsgo

Det er jo rigtigt, at vi kommer til at skulle bruge flere penge på velfærd i fremtiden på grund af hele den demografiske udvikling. Men når det nu ligger Enhedslisten så meget på sinde, at vi kan tilbyde den hjælpe til vores ældre, som de har behov for, hvordan forholder Enhedslisten sig så til den anden del af problemstillingen?

Den ene del er spørgsmålet om, om der er penge nok. Den anden er, at vi mangler hænder. Bare på SOSU-assistentområdet har de sidste 4 måneder budt på 300 stillinger, der ikke kunne besættes, simpelt hen fordi manglen på arbejdskraft i både den private, men faktisk også i den offentlige velfærdssektor, er virkelig voldsom. Hvordan man skaffer de hænder er for os også et meget stort spørgsmål. Uddannelse og hjemlige indsatser er selvfølgelig én ting, men det, jeg gerne vil spørge Enhedslisten om, er: Hvordan forholder man sig egentlig til at få hjælp i form af arbejdskraft udefra? Det er selvfølgelig under forudsætning af, at man lever op til danske overenskomster osv., men er man egentlig imod arbejdskraftens frie bevægelighed? Er man imod at tilkalde hjælp udefra, når man nu ikke kan besætte stillingerne, eller er man egentlig for?

Ordføreren.

Vi er bestemt ikke imod, at man kan hente arbejdskraft udefra. Vi synes, det er et stort gode, at man kan flytte til andre lande og arbejde. Men de EU-regler for arbejdskraftens frie bevægelighed, der findes, synes vi i alt for høj grad er blevet et våben i hånden på arbejdsgiverne til at presse løn og arbejdsvilkår. Og derfor er vores tilgang, at man skal have nye regler for arbejdskraftens bevægelighed, som sikrer, at man kan garantere, at i de job, som besættes på den her måde, arbejder folk på de samme vilkår, og at fagbevægelsen har konfliktret.

Det er jo bl.a. derfor, at vi for kort tid siden behandlede et forslag om en social protokol, som heldigvis vinder stigende opbakning her i Folketinget, altså at Danmark skal arbejde for en social protokol i EU, der sikrer, at de her hensyn går foran. Enhedslisten har ikke noget imod, at man henter arbejdskraft udefra, hvis vi selv mangler arbejdskraft herhjemme. Og i Europa kan vi jo se, at der er en kæmpe reserve af arbejdskraft – hvis man kan snakke sådan om mennesker – så jeg er ikke så bekymret for, at det ikke skal lykkes.

Spørgeren.

Jeg er glad for at høre, at man principielt set ikke har noget imod det. Så er der hele EU-sporet, og vi er jo ikke enige i, at der er så store problemer dér, men lad nu det ligge, for det tager under alle omstændigheder lang tid at ændre.

Det, vi så selv er herrer over, er dem, der kommer udefra, altså fra lande uden for EU. Og når jeg stiller det her spørgsmål, er det jo, fordi Enhedslisten sammen med Dansk Folkeparti og andre har været med til at gøre det meget sværere at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Især hvis man ikke tjener så meget i løn, er det blevet sværere at komme ind på det danske arbejdsmarked. Selv om vi faktisk mangler hænderne og ikke har SOSU-assistenter og sygeplejere nok, er det blevet sværere for danske hospitaler og plejehjem at hente hjælp udefra, når de ikke kan få arbejdskraft herhjemme. Hvordan hænger det så sammen? For hvis Ib, som hr. Pelle Dragsted henviste til, står og mangler hjælp, hvorfor skulle han så ikke kunne få den, selv om det måske er en fra Filippinerne, der hjælper til i en periode?

Ordføreren.

Så vidt jeg husker, er vores tilgang til arbejdskraft fra det, man kalder for tredjelande, at hvis du kan komme hertil og kan få en kontrakt på et arbejde på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og hvis det i øvrigt er et område, hvor vi mangler arbejdskraft i Danmark, så er vi ikke principielt modstandere af det. Det er klart, at vi også har et hensyn, der handler om, at der stadig væk er mange uden for arbejdsmarkedet herhjemme. Og jeg bryder mig ikke om de arbejdsgivere, der ringer til et vikarbureau i Litauen, fordi de kan få noget billig arbejdskraft, mens der går masser af ledig arbejdskraft rundt i deres egen kommune, altså fordi de kan få noget billig arbejdskraft udefra, som måske ikke er organiseret i en fagforening. Så for mig at se handler det om at finde en balance mellem på den ene side at sikre, at arbejdsgiverne ikke spekulerer i det her, og at dem, der bor herhjemme og er her, har mulighed for at få et job og ikke bliver underbudt, men at man på den anden side også kan hente den arbejdskraft, hvis det er nødvendigt.

Den næste spørger er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Tak. En diskussion, som vi jo har både i SF og i Enhedslisten og også bredt set, er forholdet mellem private skoler, friskoler og folkeskolen. Vi kan se en udvikling, hvor mange fravælger folkeskolen. Der er mange årsager til det – for mange til at komme ind på her. Men der er jo også den årsag, at regeringen ad flere omgange har hævet tilskuddet til friskolerne. Så vi vil fra SF's side bare gerne være helt sikre på, hvor Enhedslisten står henne i den her diskussion, for det handler jo ikke om, at der ikke skal være friskoler i det her land – friskoler er en rigtig god idé mange steder – men der skal være en balance i det.

Så er Enhedslisten enig i, at vi skal tilbage på det niveau, der var, før regeringen trådte til, altså 71 pct.?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er et stort problem, at vi ser nærmest en flugt fra vores folkeskole. Det tror jeg skyldes rigtig mange ting. Jeg tror i høj grad, at det skyldes den skolereform, som ordførerens parti vist også selv var med til at gennemføre, og som har betydet lange skoledage og andre ting, som gør, at vi ser det her. Det er en udvikling, som vi skal have bremset. Jeg er i øvrigt også helt enig i, at vi intet har imod friskoler i Enhedslisten. Vi synes, det er en vigtig del af vores tradition, af vores historie, at der er skoler, som byder på andre pædagogiske muligheder. Men vi skal ikke have en ulige udvikling.

Hvad skal man så gøre ved det? Handler det om at få skåret i tilskuddene til friskolerne, eller handler det om at få løftet folkeskolen? Vi vil nok sætte vores kryds ved det sidste. Vi skal ikke gøre det her til en kamp mellem friskoler og folkeskolen. Vi skal sikre, at folkeskolen får de nødvendige ressourcer – det var bl.a. det, jeg snakkede om. Det kræver altså også, at vi har et råderum, så vi kan følge med demografien, og så skal vi sikre, at skolerne har nogle ordentlige forhold. Det tror jeg måske er det allerallervigtigste.

Spørgeren.

Alt det er jeg jo enig med hr. Pelle Dragsted i, altså at der er rigtig mange ting, der skal sættes ind med. Forleden var der jo også en stor undersøgelse omkring toiletforholdene, hvor man jo virkelig blev rystet over, at det i dagens Danmark kunne være så – undskyld udtrykket – klamt derude i skolerne. Der skal sættes ind med mange ting.

Det her er ikke en kamp mod friskolerne, men det er simpelt hen for at sikre, at der er den rette balance imellem friskoler og folkeskoler. Fra SF's side synes vi ikke, at det er en besparelse, at man kommer tilbage på det niveau, som der har været. Det vil det jo selvfølgelig blive, jo mere man sætter det op. Men bare igen helt konkret: Vil Enhedslisten være med på at sætte niveauet der, hvor det har været i mange år, nemlig på 71 pct.?

Ordføreren.

Nu er jeg ikke uddannelsesordfører, men så vidt jeg husker tilbage fra genopretningsplanen, skar man i koblingsprocenten, og så blev den sat op igen. Jeg kan ikke huske, hvad det historiske niveau er. Men vi stemmer ikke – hvis det er det, spørgsmålet går på – for SF's ændringsforslag til finansloven om at skære i friskolernes økonomi.

Vi mener, det er forkert at gøre det her til en kamp mellem folkeskole og friskole. Vi mener, at folkeskolen skal løftes. Vi mener, at vi først og fremmest skal have ryddet op efter den reform, som ordførerens parti selv var med i, over for det indgreb mod lærerne, som var utilstedeligt, og som har betydet rigtig meget for, hvordan vores folkeskole fungerer.

Så er der en lang diskussion om, hvordan vi kan organisere vores friskoler, om de kan tage et større socialt ansvar og alt muligt andet. Den ville jeg gerne gå ind i, hvis jeg havde mere tid, men det har jeg ikke.

Den næste spørger er hr. Erling Bonnesen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Vi har jo tidligere ved flere lejligheder set, at Enhedslisten har meldt ud, at man kun ville støtte en ny S-ledet regering, hvis man fik garantier for, at der blev lempet på udlændingepolitikken. Er det noget, der stadig væk står ved magt?

Ordføreren.

Det tror jeg nu ikke du har set os citeret for. Men lad mig svare på den her måde: Vi er en del af oppositionen; vi vil gerne have en ny regering, og lige nu er Socialdemokratiet det største parti i den blok – det ser det ud til at det er efter et valg – og det vil være naturligt, at vi peger på Mette Frederiksen som forhandlingsleder.

Men det er klart, at vi sammen skal diskutere, hvad det er for en politik, den regering skal føre. Vi kommer ikke med ultimative krav til den snak, men det er klart, at den politik, som den regering skal føre, selvfølgelig også skal afspejle de partier, som bakker op om den – lidt ligesom Dansk Folkeparti selvfølgelig også forventer, at den regering, de støtter, skal afspejle det, de står for. Nu må vi se, om de står fast til foråret. Men det er der sådan set ikke så meget hokuspokus i.

Ordføreren bedes huske at tiltale spørgeren i tredje person – vi bruger ikke ordet du her i salen.

Spørgeren, værsgo.

Tak for det. Jeg ved ikke, om ordføreren lider af sådan erindringsforskydning eller almindelig småglemsomhed, men det er da rimelig tydeligt for de fleste, at man har haft en debat i Enhedslisten om det, og den politiske leder har da også meldt ret kraftigt ud, at man var temmelig træt af det, man var udsat for under den tidligere S-ledede regering, hvor man jo helt tydeligt blev kørt over nogle gange, f.eks. i forbindelse med at den tidligere S-regering gennemførte topskattelettelser og også sørgede for, at de kommunale budgetter kunne hænge sammen. Og der var faktisk en minusvækst i de kommunale budgetter under en SR-regering, som står noget i kontrast til det, vi hører nu.

Der har man da også i forbindelse med de debatter fra Enhedslistens side tydeligt meldt ud: Hvor er de røde linjer i forhold til Enhedslisten? Og en af dem har da lige præcis været det her – man har tordnet imod de stramninger, vi jo har foretaget sammen med f.eks. Dansk Folkeparti i forhold til udlændingepolitikken. Og det skulle der i hvert fald laves om på. Så det står ret klart, at det var nogle af de ting, man ville trække meget hårdt op. Men jeg kan så høre nu, at der vakler man måske lidt. Eller er det stadig væk det, der står ved magt? Vil man pege på det, eller vil man bare sige: Det er o.k., kør bare videre?

Ordføreren.

Altså, jeg kan love dig for (Anden næstformand (Kristian Pihl Lorentzen) : Der var den igen!), beklager, spørgeren for, at Enhedslisten vil kæmpe fra hus til hus for at få forandringer, også på det udlændingepolitiske område. Og et oplagt spørgsmål er jo f.eks. det spørgsmål, som har været drøftet de seneste dage om kvoteflygtninge. Det er da helt klart, at det bliver et afgørende spørgsmål for os, at en ny regering stopper den pinlige situation, at Danmark som det eneste land i verden ikke tager imod kvoteflygtninge. Der er også rigtig meget, der kan gøres på integrationsområdet og mange andre steder. Vi vil på alle politiske områder selvfølgelig kæmpe for vores indflydelse. Og så er det jo vælgerne, der i forbindelse med at valg afgør, hvordan Folketinget er sammensat, og hvor langt vi kan komme med det, som vi kæmper for.

Den næste spørger er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne spørge Enhedslisten om, hvor højt skattetrykket skal være i Danmark. Vi har jo det højeste skattetryk i hele OECD. Enhedslisten er altid imod det, når vi laver nogle mindre skattelettelser, også selv om vi kun fastholder skattetrykket på status quo og ikke for alvor har fået det sænket i de senere år. Hvis vi havde fulgt Enhedslistens politik, havde vi haft et langt højere skattetryk, end vi har i dag, for så ville alle de skattelettelser, vi har lavet, ikke være kommet igennem. Så hvor højt skal vi op i skattetryk? Skal vi lægge afstand ned til nr. 2, og i så fald, hvor meget over 50 pct. skal vi være?

Ordføreren.

For det første er det her med, at vi har verdens højeste skattetryk, omtvistet, for det er en diskussion om, hvad man indregner. Vi betaler f.eks. skat af overførselsindkomster, og det trækker vores skattetryk op, omvendt er børnechecken hos os en check i stedet for skat, og sådan er der ting, der trækker i den forkerte retning.

Men egentlig synes jeg, at diskussionen om skattetryk er lidt fjollet, hvis ikke man snakker om, hvad man får for pengene. Altså, du kan da godt sætte skatten ned, men hvis du så indfører brugerbetaling, når du skal på hospitalet eller sender dine børn i skole eller på uddannelse, så kalder du det ikke længere skattetryk, men for den enkelte er det da ligegyldigt. Jeg tror, det var Martin Thorborg, en serieiværksætter, som havde boet nogle år i USA, som sagde, at når han gjorde sine udgifter op – han havde børn, han skulle betale sundhedsforsikring, han skulle betale for deres uddannelse – så slap han billigere i Danmark, end han gjorde i USA, fordi der var så meget brugerbetaling. Så derfor synes jeg, at den der debat om skattetryk er lidt fjollet. Man bliver nødt til at spørge: Hvad er det, vi får for de penge, vi betaler? Og så skal man i hvert fald også indregne alt det, der er brugerbetaling på i andre lande, når man sammenligner det.

Spørgeren.

Skattetrykket er noget helt specifikt og veldefineret, som OECD har nogle klare definitioner på. Det er ikke sådan, at man kan sidde og sige, om man skal regne det ene ind, eller om man skal regne det andet ind. Det er fuldstændig veldefineret. Det nytter ikke noget, at hr. Pelle Dragsted ryster på hovedet, for det er det, og vi kan ikke diskutere, om vi har det højeste skattetryk i OECD, for det har vi. Det siger OECD, og de må vel være autoriteten, i forhold til om vi har det højeste skattetryk i OECD. Det må jo være OECD, som laver de opgørelser. Så man kan ikke tale udenom og sige: Jamen der er alt muligt andet, man kunne regne ind, hvis man havde lyst. Kan hr. Pelle Dragsted bekræfte, at der ligger en definition på skattetrykket, og at OECD opgør, at Danmark har det højeste skattetryk i verden?

Ordføreren.

Jeg synes, ordføreren skal google skattetryk og finde den side på Skatteministeriets hjemmeside, der beskriver skattetrykket, og som lige præcis beskriver de her spørgsmål, som jeg er inde på, f.eks. spørgsmålet om, om man betaler skat af overførselsindkomster eller ej, og hvordan det påvirker skattetrykket i f.eks. to lande, sådan at de i det ene land udbetaler overførselsindkomsterne uden skat og de i det andet land udbetaler overførselsindkomsterne og man har betalt skat af dem. Det vil påvirke skattetrykket, og derfor kan man ikke bare sammenligne de to lande en til en. Det er ikke noget, jeg står og opfinder. Det er sådan, det er.

Men lad mig bare tage fat i det principielle spørgsmål: Synes vi, at skattetrykket er for højt? Nej, det synes vi ikke. Synes vi, at der er nogen i Danmark, der kunne fortjene skattelettelser? Helt sikkert, men dem synes vi så skal betales ved at bede nogle af dem, der har fået de rigtig store rabatter, om at betale lidt mere til fællesskabet igen.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til Enhedslistens ordfører. Den næste taler i rækken er hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Efter et langt, opslidende og indædt forhandlingsforløb er det nu glædeligt, at en historisk stor skatteaftale endelig er faldet på plads – en historisk aftale, der både indeholder en sænkelse af selskabsskatten og skatten på den sidst tjente krone. Det er faktisk den mest omfattende skatteaftale i over 30 år. For os er det selvfølgelig en lille streg i regningen, at den er vedtaget i USA. Men selv om finansloven måske ikke helt lægger op til skattelettelser i omegnen af 1.500 milliarder dollars, indeholder den faktisk en lang række gode elementer, som jeg gerne vil fremhæve.

Vi fjerner beskatningen af arbejdsgiverbetalt telefon og internet. Det betyder, at knap 500.000 lønmodtagere fra 2020 ikke længere skal beskattes, fordi de får stillet et arbejdsredskab til rådighed. Jeg mener generelt, at Folketinget skal afholde sig fra at opkræve den slags særskatter. Det er et levn fra en tid, hvor det var meget eksklusivt at have telefon. Tiden er simpelt hen løbet fra den ordning. For de fleste er en arbejdsgiverbetalt telefon ikke en gave, men en opgave. Det indbefatter, at man skal stå til rådighed, også uden for normal kontortid. At det tilmed skal særbeskattes så hårdt, er vi glade for at få ændret på.

Statens første og vigtigste opgave er at garantere borgernes sikkerhed. Politiets og forsvarets budgetter skal stå mål med den opgave. Budgetterne skal ikke være større end nødvendigt, men nu er det nødvendigt, at budgetterne bliver større. Bander skyder i gaderne, og tidligere stormagter rasler med sablen. Sikkerhedstruslen mod Danmark har nået et niveau, som vi ikke har set i årtier. Derfor er der med den her finanslov en styrkelse af politiet, og forsvaret vil forventeligt blive styrket i forbindelse med indgåelsen af et nyt forsvarsforlig, og det er vi meget tilfredse med.

I dag står de offentlige kasser åbne, når bandemedlemmer kommer ud af fængslet. Det er for blødsødent. Med denne finanslov sikrer vi, at man ikke kan modtage en række ydelser, efter at man er blevet løsladt for bandekriminalitet. Det skal have hårde konsekvenser at deltage i den destabilisering af samfundet, som banderne udgør.

I Liberal Alliance gik vi i 2015 til valg på at gøre det billigere at køre over Storebælt. Det er et godt princip, at det er brugeren, der betaler, men Storebæltsbroen har udviklet sig til en pengemaskine. Når prisen lige pludselig langt overstiger omkostningerne, er der ikke længere tale om brugerbetaling, men om ekstra beskatning. Der er ikke noget godt argument for, at bilister på Storebæltsbroen skal betale mere i skat end alle andre. Så nu sænker vi prisen for at krydse Storebælt med 25 pct. til gavn for de mange pendlere og virksomheder, som er afhængige af at bruge broen hver dag. Det er et rigtig godt element, som vi har arbejdet for i mange år.

Vi får også gjort op med den misundelsesskat, som blev indført i 2011, nemlig den såkaldte udligningsskat. Man straffede simpelt hen borgere, som havde sparet meget op til deres alderdom, med en ekstraskat. Det har vi hele tiden været stærkt imod, fordi vi da skal tilskynde folk til at spare op, så de kan tage vare på sig selv, også når de ikke længere kan arbejde. Den misundelsesskat får vi endelig fjernet med denne finanslov.

Med aftalen hæves koblingsprocenten for fri- og privatskoler igen i år. Med finanslovene for 2016 og 2017 er koblingsprocenten allerede blevet hævet fra 71 til 75 pct., og med denne aftale hæves den til 76 pct. Tilskuddet er målrettet elever med særlige behov. Vi må ofte høre på, at friskolerne undergraver folkeskolen. Jeg har meget svært ved at se, at friskolerne skulle være skyld i dårligdommene i en reformramt folkeskole. Forældrene flytter deres børn, fordi de ikke oplever, at det offentlige tilbud er i orden. Problemet er ikke, at fri- og privatskolerne leverer en for god skolegang, men at folkeskolen ikke leverer en, der er god nok. Grunden til denne udvikling er jo nok politisk snarere end ressourcemæssig. Modstandere af en højere koblingsprocent fremfører ofte, at friskolerne kun tager børn af velstillede forældre. Det hænger bare ikke særlig godt sammen med, at eleverne på friskolerne socioøkonomisk ligner eleverne i folkeskolen fuldstændig. Der er ikke den sociale kløft, som det påstås der er. Der er tværtimod et privat- og friskolesystem, som løser en vigtig samfundsmæssig opgave. Med finansloven understøtter vi, at de i stadig større grad kan hjælpe de svageste elever.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil give Liberal Alliance særlig gode stilkarakterer oven på forhandlingen af den her finanslov. Vi har begået fejl, som har medvirket til, at forløbet er blevet uskønt. Det kommer vi nok til at tage nogle fortjente tæsk for, og jeg forestiller mig, at nogle af dem bliver uddelt i dag. Men når alt kommer til alt, bør politik handle om politisk indhold, ikke proces. Det er politisk indhold, som gør en forskel i danskernes hverdag, og som bestemmer, hvor velstående og succesfuld en nation Danmark skal være.

Vi ønsker, at skatten skal være lavere i Danmark. Lavere skat i Danmark er et middel til mere personlig frihed. Det er mig en gåde, at venstrefløjen har fået et så anstrengt forhold til lavere skatter. I tredje vers af Internationale, den gamle røde kampsang om arbejderklassen, lyder det: Og vi flås af skattens skarpe klo.

I Danmark har vi verdens højeste skattetryk. Intet sted trænger skattekloen dybere ind. I den skatteforhandling, som vi snart genoptager, kan man tage et vigtigt skridt, som vi egentlig synes alle borgerlige partier og også partier på venstrefløjen burde kunne se sig selv i. I anerkendelse af at det kun er en tredjedel af Folketinget, som ønsker at sænke skatten på den sidst tjente krone, er det element pillet ud. Det er dog for mig en gåde og helt uforståeligt, at der ikke kan samles et flertal for at sænke skatten på den sidst tjente krone. Det er stadig væk helt almindelige lønmodtagere som metalarbejdere og sygeplejersker, som betaler hele 56 pct. af den sidst tjente krone. De arbejder altså mere for velfærdsstaten, end de gør for sig selv. Alligevel er lavere marginalskat pakket væk, og tilbage står der to centrale søjler.

For det første skal man gøre noget ved samspilsproblemet. Det er jo en bunden opgave. Det skal kunne betale sig at spare op til egen alderdom. Vi har i Danmark lavet en række særydelser målrettet ældre uden midler til at klare sig selv for. Det er sympatisk, men ved enhver målretning opstår der et modsatrettet problem, for pludselig kan det være attraktivt at sikre sig, at man er i den gruppe, der bliver målrettet mod. Folk er ikke villige til at spare op, hvis de både skal betale en høj skat og bagefter opleve at miste retten til ydelser, så der samlet set ikke er nogen gevinst ved opsparing. Det her er en vigtig økonomisk dagsorden. Staten har simpelt hen ikke råd til at give de særlig store ydelser til alle, og statsfinanserne hænger ikke sammen, hvis ikke folk sparer op til egen alderdom. Men det er også en vigtig moralsk dagsorden. At straffe dem, der sparer op, og bruge ressourcerne på dem, der ikke gør det, er grundlæggende urimeligt.

Den anden søjle handler om at sænke skatten for folk i arbejde. Vi har haft en lang diskussion om, om det skal kunne betale sig at arbejde. Det er Liberal Alliances klare opfattelse, at den nuværende forskel mellem overførselsindkomst og arbejdsindkomst er for lille. Der skal være en mærkbar forskel i levevilkår for den, der går på arbejde, i forhold til den, der sidder hjemme i sofaen. Den enkelte skal kunne se meningen med at gå på arbejde. Det handler om rimelighed, og det handler om beskæftigelse. Men for Liberal Alliance handler det også om, at borgeren får lov til at disponere mere og staten mindre, og at familierne i Danmark helt simpelt får flere og bedre muligheder, end de har i dag.

Det danske privatforbrug som andel af BNP er det syvendelaveste i OECD, og forbrugerpriserne er de højeste i EU. Lytter man til, hvordan vi snakker om privatforbrug i Danmark, så forstår man det godt. En bare lidt mindre vanvittig overbeskatning af biler kaldes straks en Ferrarireform. Og samtalekøkkenet er blevet det ultimative symbol på det moralsk fordærvede overforbrug. Nogle gange kan man godt tænke, at den politiske samtale i Danmark minder lidt om et ekstremt træls forældremøde i 9. B. Ingen vil beskyldes for at være en dårlig forælder. Der piskes en stemning op om mindre alkohol og mindre rygning, sundere kost og færre lommepenge. I dansk politik er der meget lidt plads til en ambition om, at det også godt må være lidt sjovt at være her, og at målet med tilværelsen ikke blot er, at vi lever længst muligt og betaler mest muligt i skat. Vi må ikke reduceres til tandhjul i velfærdsstatens store maskineri.

Vi synes, det er et enormt fremskridt, at almindelige mennesker over tid har fået et lidt større forbrug, der gør dem i stand til at rejse, at køre bil, at drikke rødvin og ja, at snakke sammen under madlavningen. Står det til os, er det netop det, vi skal have mere af. Der skal være et større rum at udfolde sig i, også økonomisk. Mindre stat, mere samfund. Det vil Liberal Alliance naturligvis fortsat kæmpe for i 2018. Tak.

Tak. Der er en række korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at stille et helt principielt spørgsmål. Hvordan har ordføreren det egentlig sådan helt nede i maven med den forhandling, der foregår mellem Dansk Folkeparti og regeringen, altså den der form for byttehandel eller krejlen, eller hvad man vil kalde det? Jeg ved godt, at man i politik nogle gange bytter. Men hvordan har ordføreren det egentlig nede i maven med, at for at få nogle sænkelser af skatten, og man får jo ikke engang det, man gerne ville have i Liberal Alliance, så skal man være parat til at acceptere noget på et helt andet område, som slet ikke har noget med skattepolitik at gøre, og som f.eks. kan betyde – nu ved vi ikke, hvad det ender med – at flygtningebørn skal vokse op i nogle lukkede lejre uden forbindelse til andre mennesker måske i rigtig mange år? Har ordføreren det bare godt med det nede i maven, altså det er fint, at det er sådan, det foregår, altså at så får man lidt i forhold til skat, og så til gengæld får Dansk Folkeparti lov til at lukke nogle børn inde i nogle lejre?

Ordføreren.

Jamen politik handler jo om, at man indgår nogle kompromiser med hinanden. I forhold til hele flygtningedagsordenen er det jo sådan, at vi alle sammen i blå blok trækker i den rigtige retning. I modsætning til på venstrefløjen, hvor jeg fornemmer der er stærke og store uenigheder, fra Enhedslisten til Socialdemokratiet, om, hvilken retning man skal trække i, er det faktisk sådan, at vi lige på det område sådan set er enige om retningen. Vi ønsker sådan set en strammere udlændingepolitik.

Jeg synes personligt, at det er helt rimeligt, at man, når man har nogle flygtninge i Danmark på midlertidigt ophold og man konstaterer, at folk i andre lande og i nærområderne begynder at vende tilbage til de områder, som de flygtninge, som er her i Danmark, er flygtet fra, kigger på, hvordan man så får en proces i gang, så de også vender hjem igen. For det har jo aldrig været meningen, at det at få asyl i Danmark, have midlertidigt ophold, skulle være sådan en vej ind til at få permanent ophold i Danmark. Så jeg synes da, det er fornuftigt, at vi ser på det i fællesskab.

Spørgeren.

Det kan sagtens lyde fornuftigt, problemet er bare, at mange af de konflikter tager 10, 15 eller 20 år. Det betyder altså, at vi har mennesker, som kommer til f.eks. at bo i lejre i 10, 15, 20 år og måske aldrig vender tilbage, og så er de ikke integreret, og så står vi med problemet. Så det er ikke så enkelt.

Men det var egentlig mere i forhold til det principielle. Jeg kan ikke helt genkende det der billede af en blå blok, der bare trækker i samme retning – jeg tror ikke lige, det er det indtryk, danskerne har fået igennem den sidste måneds tid. Men jeg synes sådan set, det er fair nok, hvis det er sådan, ordføreren faktisk har det nede i maven, altså at man faktisk synes, at det, Dansk Folkeparti kræver, er okay, at det er man sådan set enig i. Og ja, politik handler om kompromiser, men tit inden for de samme områder – det er det, jeg har det lidt svært med. Hvad mener ordføreren om den her byttehandel, hvor man accepterer noget helt ovre på ét område for at få noget på et andet område?

Ordføreren.

Jamen er det ikke det, kompromiser er nogle gange? Det er byttehandler. Der er noget, der er vigtigere for nogle, og så giver de noget på et andet område. Sådan er politik jo. Jeg ved ikke, hvordan det fungerede, da Enhedslisten var støtteparti for en socialdemokratisk regering, og hvor meget indflydelse Enhedslisten så egentlig fik. Nogle mener vel, de ikke fik særlig meget, det skal jeg ikke kloge mig på. Jeg konstaterer bare, at på en lang række områder trækker vi sådan set i den rigtige retning. Selvfølgelig er der forskelle, for ellers ville vi ikke være i forskellige politiske partier. Men på de der områder trækker vi sådan set i den rigtige retning, og det har jeg det rigtig godt med.

Den næste spørger er hr. Morten Bødskov, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Når man sådan har fulgt debatten her de seneste uger, kan man jo godt have lidt ondt af Liberal Alliance. Først skulle topskattelettelsen hele vejen op og med stålsatte øjne ned med 5 pct., og det lykkedes så ikke. Så kom man i regering, og så troede man, at man kunne klare det derfra. Så fik man lov til at forsøge at gennemføre en finanslov, som vi med ordførerens egne eskapader på Twitter måtte forstå kun blev vedtaget, hvis der kom en tilsvarende stor skatteaftale med historiske skattelettelser, de største skattelettelser i mands minde.

Derfor er spørgsmålet til ordføreren sådan set meget enkelt: Tror man stadig væk på, at man får gennemført topskattelettelser med den her regering?

Ordføreren.

Nej, vi tror ikke på, at der bliver gennemført topskattelettelser. Det er jo lagt væk for lang tid siden, og det synes vi er ærgerligt. Da hr. Morten Bødskov sad i regering, var han jo med til at stemme igennem, at topskattegrænsen blev ændret, og at mange mennesker blev trukket helt ud af topskattegrænsen. Det var det ene element i den skattereform, som hr. Morten Bødskovs regering gennemførte, som øgede beskæftigelsen allermest. Så derfor er det jo helt underligt og mærkeligt, at Socialdemokratiet nu har fået sådan en aversion mod, at der er nogle, der skal betale mindre i topskat. Men det er jo ligesom blevet taget af bordet, bl.a. også fordi Socialdemokratiet lægger sig i hængekøjen, når de er i opposition.

Der er to Socialdemokratier i Danmark: Det, der er i regering, og som godt kan finde ud af at tage ansvar indimellem og også lave skattereformer, der sænker skatten på den sidst tjente krone, og så det, der er i opposition, hvor man ikke vil være med til noget som helst. Og det synes jeg jo er superærgerligt.

Spørgeren.

Det var jo et klart svar: Partiet, som har kæmpet allermest indædt og har lovet danskerne historisk store skattelettelser, i hvert fald de største i mands minde, siger nu helt klart her i debatten i dag, at der ikke kommer topskattelettelser.

Det næste spørgsmål til ordføreren er jo så: Hvis man skal lave en skattereform, vil man så sikre, at skattelettelserne – dem, man kæmper for – går til de nederste grupper i vores samfund?

Ordføreren.

Først vil jeg gerne kvittere for, at det efter ordførerens opfattelse – hvilket jeg er fuldstændig enig i – er Liberal Alliance, der har kæmpet allermest indædt for at sænke skatten på den sidst tjente krone. Det er jeg fuldstændig enig i, og det mener jeg er rigtigt. Men det har altid været sådan, at det har været et element i den politik, vi selv har lagt frem – og som vi fik gennemregnet af Bjarne Corydon, da han var finansminister. Altså, vi har altid ønsket at sænke skatten i bunden, og derfor synes jeg også, at den her diskussion om historisk store skattelettelser nogle gange bliver en lille smule underlig. For man kan jo bare konstatere, at vil man løse samspilsproblemet, altså at det skal kunne betale sig at spare op til pension – det fatter jeg ikke at Socialdemokratiet ikke synes at det skal kunne – og vil man sænke skatten i bunden for dem med de laveste indkomster, så koster det naturligvis ret mange penge, fordi det drejer sig om ret mange mennesker. Men Socialdemokratiet vil altså ikke være med til at sænke skatten for dem med de laveste indkomster, må vi forstå. Der er ikke meget arbejderparti over Socialdemokratiet.

Den næste spørger er hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. En af de væsentligste ændringer i forhold til det, vi forhåbentlig vedtager senere på dagen, i forhold til det udspil, som regeringen kom med, er jo de mange flere penge, der bliver brugt på ældreområdet. Jeg skal bare høre Liberal Alliances ordfører, om det er en af de ændringer i forhold til regeringens udspil, som man er særlig tilfredse med i Liberal Alliance, eller om det var noget, man helst havde været foruden.

Ordføreren.

Nej, det er vi da glade for.

Spørgeren.

For at forstå ordføreren helt klart: Når regeringsudspillet ikke var mere ambitiøst, var det simpelt hen, fordi Venstre og Det Konservative Folkeparti sad og trak i Liberal Alliance og sagde: Nu skal der ikke bruges flere penge i det offentlige, I må dæmpe jer lidt i Liberal Alliance, jeres ambitioner om mere offentligt forbrug skal simpelt hen ikke være så høje?

Ordføreren.

Det ligger helt fast, at vi sådan set ønsker, at man effektiviserer den offentlige sektor. Det har vi Produktivitetskommissionens ord for godt kan lade sig gøre. Produktivitetskommissionen nævnte specifikt ældreområdet som et område, hvor den samme service kan leveres med færre penge, og det synes vi er den opgave, man skulle tage fat på først. Men i vores egen 2025-plan, som vi fik gennemregnet af Finansministeriet før valget, har vi også taget højde for det demografiske pres. Altså, man bør jo gå i gang med at effektivisere og i en anerkendelse af, at der kommer flere ældre, må man selvfølgelig tilføre nogle penge svarende til det demografiske træk. Så det skal man gøre. Her tilfører man så penge, så man kommer op på det demografiske træk.

Men det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at vi da også synes, man skulle gå i gang med at se på, om man ikke kunne få noget mere ud af de godt 0,5 bio. kr., som man bruger på offentligt forbrug.

Den næste spørger er fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg har heldigvis set her i dag, er der jo faktisk ikke har været ret meget debat om processen i forhold til skatteforhandlinger kontra udlændingestramninger, og det synes jeg egentlig er rigtig godt. Jeg har stor respekt for, at Liberal Alliance gerne vil have skattelettelser – det er jo noget af det, Liberal Alliance er gået til valg på.

Men jeg vil gerne spørge ordføreren, om man alligevel ikke kan gå for meget på kompromis. Altså, når man ser på de krav, der er kommet fra Dansk Folkeparti til udlændingestramninger, så er de jo i fuldstændig modstrid med det, Liberal Alliance står for. For det, Liberal Alliance står for, sådan som jeg har opfattet Liberal Alliances flygtningepolitik, er jo lige præcis, at de flygtninge, der kommer til Danmark, skal have lov til at arbejde. De skal ikke sidde og sygne hen i flygtningecentre. De skal ud at arbejde med det samme.

Nu vil jeg ikke sige »ordret«, men det er næsten det, der står ordret i Liberal Alliances eget flygtningeudspil. Derfor spørger jeg ordføreren: Er det ikke et problem, at skattelettelser og så de her meget ekstreme krav om udlændingestramninger er blevet sat så markant op over for hinanden? Hvordan har ordføreren det med det?

Ordføreren.

Jamen jeg er jo i den situation, at det ikke kun er Liberal Alliance, der mener, at flygtninge i Danmark skal være selvforsørgende, når de er her. Vi skal sørge for, at de er i beskæftigelse, for er de ikke i beskæftigelse, jamen så koster det jo bare endnu mere at have flygtninge i Danmark. Vi taler om de her berømte 33 mia. kr., som indvandrere fra tredjelande koster den danske statskasse hvert år, svarende til det, vi bruger på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Derfor er det jo enormt vigtigt, at den regning bliver bragt ned, og derfor er det vores klare opfattelse – og det er også regeringens opfattelse – at selvfølgelig skal flygtninge i videst muligt omfang være selvforsørgende. Det skal bare ikke være sådan, at det at være selvforsørgende bliver en indgang til, at man kan få permanent opholdstilladelse i Danmark. Der skal det være sådan, at man skal forsørge sig selv; men når man kan vende hjem til det land, man er flygtet fra, så skal man gøre det, og der skal det ikke tælle ekstra, at man har været i beskæftigelse, mens man har været i Danmark.

Spørgeren.

Et af de krav, der har været på bordet, sådan som man kan forstå det via medierne, er jo lige præcis, at flygtningene ikke må komme ud at arbejde. Det er jo et grundelement i Liberal Alliances politik, at man skal have mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene – og det kan ikke gå hurtigt nok – for det er lige præcis der, de har mulighed for at blive integreret. Det er også det, der står i Liberal Alliances eget partiprogram.

Så det er jo ikke rigtigt, at der er overensstemmelse i blå blok omkring den her politik. Altså, Liberal Alliance må da have det rigtig, rigtig dårligt med, at man vil lade mennesker sygne hen i asylcentre, uden at de har mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet. Man må da have det rigtig dårligt med, at IGU'en bliver sat til forhandling, trods det at den faktisk har en rigtig god effekt på, at flygtninge kommer i arbejde.

Ordføreren.

Lige præcis med hensyn til IGU'en stemte vi imod den, da den i sin tid blev vedtaget, for vi mente ikke, at det, at man kom til Danmark, at man kom ind på IGU'en og dermed kunne komme på dagpenge, var den rigtige måde gøre tingene på. Så det kan vi sagtens være med til at tale om.

Men der er selvfølgelig politiske forskelle mellem regeringspartierne og regeringens støtteparti på det her område, altså om, hvorvidt flygtninge skal være i beskæftigelse, når de er her, eller om de ikke skal være i beskæftigelse.

Den næste spørger er hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig gerne fortsætte i samme spor, især efter det, som hr. Joachim B. Olsen lige sagde. Står Liberal Alliance bag den trepartsaftale, som er indgået mellem de danske arbejdsgivere og lønmodtagere og staten, som jo er et forsøg på at lave en hurtigere og bedre integration, og som jo faktisk er lykkedes? Det er hver tredje af de flygtninge, der kom i 2015, der, som jeg forstår det, nu er i arbejde og kan forsørge sig selv og deres familier. Det kan jeg kun forestille mig at vi er enige om er den helt rigtige vej at gå. Det er godt for dansk erhvervsliv, det er godt for flygtningene selv, det er godt for integrationen.

Jeg vil bare lige sikre mig, og der har IGU'en også været inde i det, at Liberal Alliance støtter den trepartsaftale og selvfølgelig fortsætter med at støtte den trepartsaftale, regeringen har indgået.

Ordføreren.

Som regeringsparti er vi jo helt automatisk en del af de aftaler, som de øvrige regeringspartier er en del af. Men det skal jo ikke forhindre mig i at stå og sige det, der er helt faktuelt, nemlig at dengang IGU'en blev behandlet i Folketingssalen, og hvor vi ikke var et regeringsparti, stemte vi imod. Så Liberal Alliances holdning er, at vi er fuldstændig enige i intentionen, at flygtninge skal være selvforsørgende. De skal ikke ligge nogen til last. Der skal være lave ydelser, og folk skal ud på arbejdsmarkedet og klare sig selv.

Men IGU'en betragter vi ikke som nogen særlig stor succes. Det er relativt bureaukratisk, det har ikke ført til særlig høj beskæftigelse, og vi synes ikke, der bør være sådan en ordning, som bliver et springbræt ind i et dagpengesystem. Og hvis man først kommer ind i det som flygtning, er der ikke længere nogen gevinst ved at have et lavtlønsarbejde.

Spørgeren.

Men nu er der så indgået en trepartsaftale, så lad mig spørge lidt mere direkte: Er ordføreren ikke enig i, at hvis regeringen pludselig begynder at løbe fra den trepartsaftale, få måneder efter at den indgået, vil det sådan set ud over at kunne få ret fatale økonomiske konsekvenser i form af en dårlig integration og menneskelige konsekvenser, i form af at de mennesker så skal gå på offentlig forsørgelse i stedet for at få lov til at bidrage til fællesskabet, faktisk også få konsekvenser for hele den måde, vi tilrettelægger arbejdsmarkedspolitikken i det her land på? Altså, jeg er sådan set bare ude efter at høre – for vi ved jo godt, at Liberal Alliance vil give rigtig meget for skattelettelser – om ikke der er en grænse, hvis det handler om at bombe en trepartsaftale?

Ordføreren.

Der er grænser for alting. Men nu pågår der jo en forhandling, som starter her efter nytår, bl.a. også om udlændinge. Så må vi jo se, hvor det fører hen. Der er det jo så bare velkendt, at der er nogle forskellige synspunkter blandt regeringspartierne, hvad jeg egentlig også tror der er blandt de røde partier og i rød blok. Så må vi prøve at få løst det på bedste måde.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Nu citerede hr. Joachim B. Olsen jo »Internationale«, men han glemte et par linjer. For ud over at vi flås af skattens skarpe klo, kan den rige også sove, og guldets konger har aldrig haft et andet mål end at tære på proletarens arbejdskraft. Jeg tror ikke, at det var det sidste, hr. Joachim B. Olsen nævnte.

Men når han siger, at venstrefløjen har et anstrengt forhold til skattelettelser, passer det ikke i forhold til den tid, den sang er skrevet i. For der var det jo en rigtig og revolutionær opgave at slås imod de her skatter, som kun kom en lillebitte elite til gode – kongen, adelen – og byrderne lå på de smalleste skuldre. Så fik vi heldigvis et andet samfund, hvor man sagde, at de bredeste skuldre skulle bære mest, og at vi indbetaler til et fælles samfund, hvor også dem, der ikke er født med en guldske i munden, kan få uddannelse osv.

Mit spørgsmål er: Mener hr. Joachim B. Olsen virkelig, at de skattelettelser, der kom i f.eks. erhvervspakken, kommer den almindelige dansker til gode?

Ordføreren.

Jamen jeg glemte helt sikkert mange linjer i »Internationale«. Jeg glemte også den, der lyder: »Vi knuges under stat og love«.

Jeg mener helt klart, at den erhvervspakke da er til gavn for helt almindelige mennesker. Altså, nu er det ikke, fordi jeg går lige så højt op i sådan resultatlighed, som fru Lisbeth Bech Poulsen gør, altså at vi alle sammen åbenbart skal ende med at have den samme indkomst. Jeg går bestemt ind for, at det er de bredeste skuldre, der bærer de tungeste byrder. Sådan vil det også være med Liberal Alliances skattepolitik. Der vil det være sådan, at en topskatteyder betaler syv gange så meget i skat som en, der har en lav indkomst. Altså, sådan vil det også være med vores skattesystem – også hvis man helt fjernede topskatten. Og sådan skal det være.

Men ja, noget af det, der øger uligheden mindst, er jo, når man sænker afgifter. Det synes jeg også man skal gøre, ikke på grund af uligheden, men fordi jeg synes, det er rigtigt, at man sænker nogle af de vanvittige afgifter som nøddeafgift og andre ting. Og det er jeg da lidt ked af at fru Lisbeth Bech Poulsen problematiserer.

Spørgeren.

Nu startede hr. Joachim B. Olsen med at længes efter den amerikanske skattereform. Det er en reform, der angiveligt giver Warren Buffett, en af verdens rigeste mænd, en skattelettelse på 200 mia. kr. – en skattelettelse, han desuden har frabedt sig. Så galt står det heldigvis ikke til her i Danmark.

Men hr. Joachim B. Olsen siger, at erhvervspakken er til gavn for almindelige mennesker. Jeg kan så oplyse ordføreren om, at 90 pct. af danskerne får under 200 kr. ud af den, hvorimod de 1.000 rigeste får knap 80.000 kr. Altså, er der proportioner i det? Der er jo ikke engang arbejdspladser i det, har vi hørt. Altså, er det noget, der kommer almindelige mennesker til gode?