Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) Forespørgsel nr. F 9:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvad vil regeringen i lyset af FN’s Sikkerhedsråds resolution 2334 fra december 2016 og ny information om danske pensionskassers, investeringsforeningers og kommuners investeringer i virksomheder med aktiviteter i ulovlige bosættelser gøre for at rådgive og hjælpe private aktører og kommuner med at følge den vejledning, Danmark og andre EU-lande har offentliggjort, og leve op til deres internationale forpligtelser beskrevet i FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv?

Af Nikolaj Villumsen (EL), Rasmus Nordqvist (ALT), Martin Lidegaard (RV) og Holger K. Nielsen (SF).

(Anmeldelse 02.11.2017. Fremme 07.11.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 23. januar 2018.

Jeg vil gerne give ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. For præcis et år siden udgav Danwatch rapporten »Forretning på forbudt land«, der dokumenterede, hvordan danske pensionsselskaber og kommuner har omfattende investeringer i de ulovlige israelske bosættelser på besat palæstinensisk land. Vi taler om milliardinvesteringer, der er med til at undergrave en tostatsløsning, investeringer, der strider mod dansk politik, mod OECD's og FN's retningslinjer, retningslinjer, som de fleste af investorerne endda selv angiver at følge.

Siden rapporten udkom, har vi i Folketinget afholdt en høring om ansvarlige investeringer med deltagelse af forskere, erhvervsliv, politikere og andre interessenter. Det har vist sig, at debatten drejer sig om mere end investeringer i ulovlige bosættelser. Det drejer sig om, hvordan Danmark kan tage ansvar for danske virksomheder, hvordan pensionsselskaber og kommuner er klædt på til ikke at kaste brænde på bålet og i konfliktområder ikke at krænke den humanitære folkeret og ikke at overtræde menneskerettighederne. Danmark har et ansvar for at vejlede virksomheder om deres forpligtelser og deres ansvar under gældende internationale love og retningslinjer.

I rapporten fra Danwatch sagde pensionsselskaber, at den vejledning, de får i dag, ikke er god nok til, at de kan forvalte kundernes penge ansvarligt. På høringen kunne vi høre forskere efterlyse et langt større engagement fra europæiske regeringer i forhold til de forholdsregler, der skal tages ved forretninger i konfliktområder som eksempelvis de besatte områder. På høringen fortalte ministeren om de nye retningslinjer, der er under udarbejdelse. Jeg glæder mig til at se den endelige version, men det bekymrer mig, at netop de særlige forholdsregler, der skal tages i konfliktsituationer og særlig i det besatte Palæstina, ikke er nævnt i det udkast, der var i høring i november.

Jeg håber, at vi i dag kan stå sammen om, hvor vigtigt det er, at Danmark tager ansvar og gør sit ypperste for at hjælpe virksomheder og investorer til ikke at bidrage til krænkelser af folkeretten, af menneskerettigheder, og ikke at understøtte en brutal besættelsesmagt. I august skrev Mellemfolkeligt Samvirke i et opråb i Kristeligt Dagblad, at der til trods for generelle fremskridt i pensionsbranchen ikke er et eneste pensionsselskab, der er i mål med at efterleve FN's retningslinjer for ansvarlige investeringer – endnu ikke et pensionsselskab, at der er i mål med at efterleve FN's retningslinjer for ansvarlige investeringer. Og det er ikke småpenge, vi taler om. De danske pensionskassers formuer er 200 gange større, end Danmarks udviklingsbistand var i 2016 – 200 gange større investeringer, der kan gøre gavn eller kan gøre forfærdelig skade.

Der er lang vej igen, og det er afgørende, at regeringen tager ansvar. Det er på den baggrund, at Alternativet, SF, De Radikale og Enhedslisten har kaldt ministeren i salen i dag, så vi i Folketinget kan få regeringens bud på, hvordan man kan tage ansvar for at rådgive og hjælpe private aktører og kommuner med at følge de internationale retningslinjer, som Danmark allerede har forpligtet sig til at følge.

Tak for det. Og så er det udenrigsministerens tur til en besvarelse. Velkommen på talerstolen.

Tak for muligheden for at drøfte den her forespørgsel. Konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er lang og kompliceret, men for Danmark og regeringen står det klart, at den eneste løsning er en tostatsløsning, der tager de skyldige hensyn til både israelerne og palæstinenserne. Israelerne har et legitimt krav på at leve i fred og sikkerhed og palæstinenserne ret til deres egen levedygtige stat.

Regeringen mener ligesom et bredt flertal i Folketinget, at Israel bør indstille sin bosættelsespolitik, fordi bosættelserne underminerer muligheden for en tostatsløsning og er ulovlige efter folkeretten.

Folketinget har senest med vedtagelsen, V 53, i 2016 lagt vægt på, at bosættelserne ikke gennem aftaler mellem Israel og EU eller i kraft af danske offentlige eller private engagementer får legitimeret deres eksistens eller forbedrede økonomiske muligheder. Det er en politisk tilkendegivelse, der ikke er juridisk bindende, for der er ikke vedtaget internationale sanktioner, der forbyder investeringer i eller til gavn for bosættelser. Men engagementer, der gavner bosættelserne, svækker mulighederne for en tostatsløsning.

Derfor fraråder regeringen engagementer og aktiviteter, der er rettet mod at styrke bosættelser. Derfor bakker vi op om de fælles budskaber til borgere og virksomheder i EU, der netop har til formål at skabe opmærksomhed om de risici, der er forbundet med et engagement i bosættelser. Og derfor støtter regeringen opfordringen i FN's Sikkerhedsråds resolution 2334 om at skelne mellem Israel og de besatte områder. EU og Danmark skelner allerede, fordi vi opererer med en territorial klausul for at undgå, at bosættelser kan omfattes af aftaler med Israel. Resolution 2334, som der refereres til i forespørgslen, er vedtaget under kapitel 6 i FN-charteret og indeholder dermed ikke eksplicitte sanktionsmuligheder. Hvordan resolutionen vil påvirke investeringer i bosættelser, vil derfor afhænge af potentielle investorers konkrete vurdering.

Nu har jeg så redegjort for regeringens opfattelse af de grundlæggende politiske og folkeretlige aspekter i forhold til forespørgslen. Lad mig nu komme med et par bemærkninger til den Danwatchrapport fra januar 2017, som forespørgslen bl.a. tager afsæt i. Det gælder først noget om det, skal vi sige friske bruttotal på 3 mia. kr., som 23 danske investorer ifølge Danwatch har skudt i virksomheder med aktiviteter i de besatte områder. Det trak overskrifter ved rapportens lancering i januar sidste år, men der er jo i høj grad tale om investeringer i store verdensomspændende selskaber, hvis aktivitet i bosættelser udgør en forsvindende lille del af deres samlede aktiviteter, så man skal nok spise lidt brød til.

Dernæst konstaterer jeg, at rapporten kaster lys over en problemstilling, som med mellemrum behandles i Danwatch' rapporter, nemlig den etiske problemstilling. Det vil jeg nu sige noget om med et bidrag fra erhvervsministeren, hos hvem retningslinjer om danske investorers samfundsansvar ligger. Erhvervsministeren har oplyst, at finansielle virksomheder, bl.a. institutionelle investorer, ligesom andre virksomheder er omfattet af FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv og OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder. Det gælder, uanset hvor de opererer. FN's retningslinjer gælder for både virksomheder og offentlige myndigheder, herunder kommuner. Retningslinjerne indeholder principper og standarder for ansvarlig virksomhedsadfærd. I retningslinjerne står der, hvad institutionelle investorer og virksomheder bør gøre for at undgå eller om nødvendigt håndtere deres eventuelle negative indflydelse på menneskerettighederne. Det kan f.eks. ske gennem skærpede due diligence-processer eller på dansk gennem den nødvendige omhu.

Retningslinjerne er ikke juridisk bindende for institutionelle investorer og virksomheder, men regeringen arbejder for og forventer, at FN's og OECD's retningslinjer efterleves både i og uden for Danmark. Retningslinjerne bidrager til, at bæredygtig udvikling globalt sker på lige konkurrencevilkår. Der er tale om komplekse udfordringer. FN's og OECD's retningslinjer anerkender, at institutionelle investorer og virksomheders opfølgning på og prioritering af indsatser afhænger af investeringstype, aktivklasse, kontrakt med leverandører m.v. Forskellige sektorer har tilmed hver deres risici og udfordringer. Regeringen støtter derfor OECD's aktuelle indsats for at udbrede OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder til lande uden for OECD og udbrede kendskabet til retningslinjerne over for konkrete sektorer.

Danmark har som andre lande, der har tilsluttet sig OECD's retningslinjer, et nationalt OECD-kontaktpunkt. Det er mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd, kaldet MKI. MKI har til opgave at behandle sager om, hvorvidt danske virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder handler i overensstemmelse med de principper, som er indeholdt i retningslinjerne, og at informere om OECD's og FN's retningslinjer. MKI's mandat omfatter både private og offentlige aktører, og derfor kan både virksomheder, investorer og kommuner indklages for MKI.

Erhvervsministeriet har oplyst, at MKI aktuelt har fokus på netop finanssektorens vejledningsbehov og kendskab til både FN's og OECD's retningslinjer. OECD udgav i foråret 2017 en vejledende sammenfatning af OECD's retningslinjer, som var særlig målrettet institutionelle investorer. Erhvervsministeren har derfor i foråret 2017 nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra bl.a. pensionsselskaber, virksomheder, civilsamfundet og erhvervsorganisationer. Arbejdsgruppen har bl.a. haft til opgave at give input til en opdatering af Erhvervsstyrelsens vejledning om ansvarlige investeringer med afsæt i FN's og OECD's retningslinjer. Arbejdsgruppen overdrog sit input til erhvervsministeren ultimo december 2017, og der arbejdes aktuelt på at følge op på dette input.

Hvad angår de konkrete rammer for pensionsselskabers investeringer, er det et centralt element i regeringens politik at sikre trygheden og tilliden til det danske pensionssystem. Pensionsselskaberne skal derfor investere deres aktiver sådan, at forsikringstagernes interesser varetages bedst muligt, bl.a. ved at sikre det bedst mulige afkast. Der stilles ikke krav om, at forsikringsselskaber og pensionskasser investerer i bestemte kategorier af aktiver. Der er heller ikke begrænsninger i deres muligheder for at fastsætte en investeringsstrategi, der er målrettet f.eks. særlige etiske, miljømæssige eller politiske hensyn, så længe forsikringstagernes interesser varetages bedst muligt. Et selskab fastsætter altså selv sin strategi for investeringer, så længe de er ansvarlige. Herudover er det op til kunderne at stille krav til deres investeringsselskab. Den finansielle sektor i Danmark følger imidlertid i høj grad de FN-støttede principper for ansvarlige investeringer.

Jeg vil slutte mit indlæg med en konkret etisk problemstilling, som Berlingske under overskriften Tobaksrøgen tidligere har fortalt om. Berlingske oplyste med Jyllands-Posten som kilde, at medarbejdere i Kræftens Bekæmpelse gennem deres firmapensionsordning investerede i bl.a. British American Tobacco og Philip Morris. Det havde stået på i mange år. Det pågældende pensionsselskab forklarede, at kun en meget lille del af dets store formue var placeret i tobaksaktier, at selskabets etik lå samme sted som etikken i det danske samfund generelt, og at tobak ikke var et ulovligt produkt – og tilføjede, at de fleste pensionshuse opererede tilsvarende. Kræftens Bekæmpelse forsøgte naturligvis at få pensionspengene kanaliseret bort fra tobakken, men hvordan kunne disse spørgsmål håndteres? Dilemmaet blev meget præcist fremhævet af Berlingske: Må pensionspengene fra Kræftens Bekæmpelse investeres i transportselskaber, der fragter tobakken rundt til rygerne? Må der investeres i virksomheder, der sælger papir til tobaksfirmaerne? Må der investeres i en bank, der har tobaksfirmaer som kunder? Og jeg kunne fortsætte: Må der investeres i selskaber, der sælger tobak, eller i virksomheder, der har en cigaretautomat stående?

Dilemmaerne er unægtelig til at få øje på, og det kan ikke løses gennem et sindrigt offentligt system, der griber ind som øverste smagsdommer. Derfor bakker regeringen op om at fraråde investeringer til fordel for bosættelser. Det er den ramme, staten kan tilbyde – sammen med de omtalte retningslinjer om danske investorers samfundsansvar. Offentligheden må tage den videre, bl.a. med hjælp fra rapporter, der afdækker virkeligheden. Hvis en rapport holder vand, sætter den offentlige gabestok ind; det er der mange eksempler på i forretningsverdenen. Tak for ordet.

Selv tak til udenrigsministeren. Vi går nu over til selve forhandlingen, og det er ordføreren for forslagsstillerne, der indleder debatten, og det er hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten.

For et år siden besluttede den israelske regering, at yderligere 4.000 israelere ulovligt kan bosætte sig på den besatte Vestbred. Det er bare et af mange eksempler på, hvordan Israel systematisk udvider de ulovlige bosættelser på besat palæstinensisk land.

Siden 1990'erne er antallet af bosættelser eksploderet, så der i dag er omkring 600.000 bosættere i Østjerusalem og på Vestbredden. 42 pct. af Vestbredden og 86 pct. af Østjerusalem er kontrolleret af israelske bosættere. Bosættelser i de besatte palæstinensiske områder er ifølge international lov ulovlige. Det har både FN's Sikkerhedsråd, Generalforsamlingen, Menneskerettighedsrådet og Den Internationale Straffedomstol slået fast, og bosættelserne er ikke blot ulovlige, de er også den største hindring på vejen mod en fredsaftale.

Det er vigtigt at huske på, at bosættelser kun kan overleve, bygges og udvides, så længe der er nogen, der investerer i dem. Den israelske regering og bosætterne gør deres for at gøre det lukrativt for udenlandske investorer: De frister med lav skat, lav husleje til bosættelsesindustrizoner, de prøver at skjule, at bosættelser er ulovlige følge international lov, og internationale investorer lokkes til af hurtige penge i den bugnende byggeindustri, der er med til at udvikle bosættelserne. Men både den private sektor og den danske stat er forpligtede til ikke at være medskyldige i overtrædelser af Genèvekonventionen og menneskerettighederne.

I 2016 bekræftede et flertal i Folketinget – alle undtagen Dansk Folkeparti – at Danmark både bilateralt og gennem EU og FN skal arbejde for, at Israel indstiller sin bosættelsespolitik, og at danske offentlige og private engagementer ikke legitimerer israelske bosættelsers eksistens eller forbedrer deres økonomiske muligheder, som udenrigsministeren lige før understregede heroppe fra Folketingets talerstol. Det er derfor helt grotesk, at danske pensionsselskaber og kommuner fortsat har investeringer i ulovlige bosættelser. Både investorerne og den danske regering har et ansvar. Enhedslisten opfordrer investorerne til at trække deres investeringer ud og regeringen til at sætte handling bag ordene ved at vejlede, bakke op om og hjælpe med, at internationale retningslinjer overholdes. Regeringen har desværre ikke været klar i mælet og ikke taget det nødvendige ansvar hidtil. De internationale retningslinjer er ellers ret klare, Danmarks forpligtelser er klare og ansvaret ligeså.

Lad os få rykket på det her, få lavet de nødvendige vejledninger om investeringer på besat land og i konfliktsituationer, lad os få stoppet, at danske virksomheder, pensionsselskaber og kommuner bidrager til Israels brutale bosættelsespolitik. Ikke mindst i en tid, hvor Trump skaber yderligere forhindringer for freden som præsident for USA, er det afgørende, at vi fra dansk side står vagt om international lov og aktivt modarbejder den ulovlige israelske bosættelsespolitik.

Jeg vil tillade mig at læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget henviser til vedtagelse nr. V 53 fra 2016 og noterer sig opfordringen i FN's Sikkerhedsråds resolution 2334 om i relevante handlinger at skelne mellem Israels territorium og de besatte områder. Folketinget opfordrer til, at nye aftaler mellem Danmark og Israel i overensstemmelse med resolution 2334 og EU’s politik tydeligt skal angive ikke at kunne anvendes på disse områder.

Folketinget opfordrer regeringen til at styrke den vejledende indsats over for private og offentlige investorer, så det bliver lettere at identificere engagementer og aktiviteter, der finder sted i eller er til gavn for bosættelser, herunder løbende at opdatere statens vejledning om ansvarlige investeringer med afsæt i FN's og OECD's retningslinjer og udtalelser fra MKI. Folketinget udtaler samtidig sin støtte til OHCHR’s igangværende arbejde på området«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 30).

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så jeg foreslår, at vi går videre til den næste ordfører, nemlig hr. Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet.

Udgangspunktet er jo rigtig nemt: De israelske bosættelser på Vestbredden er ulovlige og gør vejen frem mod at fremme en tostatsløsning længere. Når der investeres i virksomheder, som har aktiviteter i områderne, risikerer man at gøre bosættelserne nemmere og dermed facilitere et brud på folkeretten. Altså skal man holde sig fra at investere i den type virksomheder.

Men som med alt muligt andet er virkeligheden ikke bare sort-hvid. Det fremgår af Danwatchs rapport, som har været springbræt for forespørgselsdebatten i dag, at FN's højkommissariat for menneskerettigheder – det, der er forkortet OHCHR – i marts 2016 besluttede at oprette en database over virksomheder med aktiviteter forbundet med ulovlige bosættelser. Databasen skulle have været præsenteret på Menneskerettighedsrådets 34. session, som lå i februar-marts sidste år, men det blev først udsat til december 2017, og nu er det udsat yderligere.

Hvilke typer forbindelser, der kvalificerer til at blive optaget på listen, er ikke fuldstændig klart. Betyder det f.eks., at der er tale om en eller anden form for bagatelgrænse, således at f.eks. en investering i en indeksfond, der har en beskeden investering i en virksomhed, som har en beskeden aktivitet i et bosat område, ikke vil komme med i databasen, og at det dermed vil være legitimt at investere i den virksomhed? Eller hvad er det, der gør, at listen er så lang tid undervejs?

Problemet er vel, at et eller andet sted rammer man et grænseområde mellem investeringer, som understøtter bosættelserne, og som skal undgås, og noget, som minder om boykot af Israel, som også skal undgås. Og ud over grænsedragningen er der også en række praktiske problemer. En af virksomhederne, som Danwatch har på sin liste over virksomheder, man ikke bør investere i, er Caterpillar, der producerer de her gule maskiner med påskriften Cat. De er på listen, fordi de har leveret produkter til den israelske hær. Men dertil siger Forsikring & Pension om Caterpillar, som i øvrigt er verdens største producent af entreprenørmaskiner og anlægsmaskiner, at de omhandlede maskiner slet ikke er leveret af Caterpillar, men derimod af den amerikanske regering gennem deres government to government-program, hvilket jo på den baggrund gør en boykot af Caterpillar urimelig.

Amnesty International, som ingen vel kan anklage for at have villet støtte de israelske bosættelser, kaster sig også ud i en lang forklaring om PayPal, som i samarbejde med israelske banker tilbyder sine betalingsoverførsler i de ulovlige bosættelser, og bedyrer, at Amnesty International ikke selv bruger PayPal, men at nogle andre Amnestyafdelinger gør det. Og det er man skam gået videre med til den internationale organisation. Det illustrerer jo også problemet.

Hvis man endelig skal gribe i egen barm – hvad med mig selv? Jeg har en leaset Volvo V40 – det er ikke nogen særlig stor og prangende bil, men jeg er glad for den – og nu finder jeg så ud af, at datterselskabet Volvo Buses ejer 26½ pct. af firmaet Merkavim, der leverede pansrede busser til Eggedbuslinjer på den besatte Vestbred, og skal jeg så opsige leasingen af min familiebil? Det er bare for at illustrere problemerne, der er indlejret i forhold til at give konkrete svar på det relativt lette synspunkt, som Folketinget bredt er enige om.

Derfor støtter Socialdemokratiet varmt, at det gøres lettere for private aktører og kommuner at holde sig på dydens smalle vej og ikke medvirke til at facilitere ulovlige bosættelser, og at de derfor kan hjælpes, i forhold til hvilke forretninger de bør holde sig fra. Vurderingen er ikke så nem – det var det, jeg prøvede at illustrere – som den umiddelbart ser ud til at være, hvorfor det også er relevant, at regeringen giver vejledning herom. Det mest operationelle, når OHCHR's liste på et tidspunkt kommer over virksomheder, der profiterer på udviklingen i bosættelserne og de besatte områder, er måske i virkeligheden at bruge den, men den må vi vente på. Givet det, er den i øvrigt fornuftige vedtagelsestekst, som er lavet af et meget bredt flertal i Folketinget, et rigtig godt udgangspunkt for at fastslå Folketingets samlede holdning – bortset fra Dansk Folkepartis – til den her problematik. Tak.

Tak til hr. Nick Hækkerup. Der er heller ingen korte bemærkninger til dette oplæg, så vi går videre til hr. Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Jeg vil starte med lige at spole tilbage til det, som jeg synes jeg hørte udenrigsministeren nævne, og slå fast – og hvis det ikke var det, han nævnte, er det i hvert fald det, jeg har tænkt mig at sige – at FN jo ikke er en lovgivende forsamling. FN-resolutioner har derfor ingen juridisk gyldighed, de er alene en politisk tilkendegivelse. Jeg synes, det ville være rart lige at få det slået fast indledningsvis. Godt!

Forespørgslen her i dag kan jeg jo se er en forespørgsel, der ligger i forlængelse af adskillige tilsvarende forespørgsler igennem tiden, og nu er den så krydret med den hersens FN-resolution 2334, som samlet set jo må siges at bidrage med en meget kritisk linje i forhold til Israel. Jeg anerkender, at det er et følsomt spørgsmål, og jeg anerkender, at der er stærke følelser i spil, dels i forhold til palæstinenserne, dels i forhold til israelerne.

Men det, som jeg samlet set siger, er, at der ikke er den helt store forståelse i det internationale samfund for Israels position som Mellemøstens eneste velfungerende demokrati, trods det dystre forhold, at Israel jo er en nation, der lever omgivet af aldeles fjendtlige nationer, altså lande, som faktisk reelt ønsker Israel udslettet fra landkortet; det er ikke bare en metafor, men fysisk og konkret. Det synes jeg hører med til beretningen om, hvad der foregår i de her områder.

Normalt er det vel sådan, at vi efterlyser investeringer, private investeringer, i områder, som vi gerne ser udviklet, også gerne i konfliktfyldte områder, da investeringer jo samlet set bidrager til en økonomisk udvikling i områderne, de skaber jobs, de udvikler infrastrukturen, og de medvirker i det hele taget til at skabe et fundament for at holde konflikter nede og på sigt at finde fredelige løsninger. Men det princip gælder så ikke i forhold til Israel.

Fra DF's side er vi overbevist om, at enhver investor i hele verden er fuldt ud bevidst om, hvad det er for et område, de investerer i. Hvis de gives yderligere informationspålæg, som man vel kan kalde det, som vi taler om her i dag, opfatter vi fra Dansk Folkepartis side alene som et vink med en vognstang til virksomheder om, at de skal undlade at investere i de omstridte områder. Er det reelt ikke det, man ønsker? Det, tingene handler om, er det egentlig ikke, at man ønsker at isolere Israel, også økonomisk? Det er det, vi ser fra Dansk Folkepartis side.

DF er faktisk også overbevist om, at hvis investorer afholder sig fra at investere, herunder i Gaza og Vestbredden, og eventuelt trækker sig helt ud, vil det forværre forholdene i den realpolitiske verden – helt nede på jorden ser vi det faktisk som et problem. Der vil formentlig komme flere arbejdsløse og en dårligere økonomi, hvilket kan bidrage til at øge frustrationerne og spændingerne i området, og det vil jo ikke gøre det nemmere for en fredelig sameksistens. Tror man for alvor, at det vil løsne spændingerne i de her områder, hvis man trækker penge ud af området? Det synes jeg er et åbent spørgsmål.

Så kort sagt: Fra Dansk Folkepartis side siger vi nej tak til den her vedtagelse. Vi frygter som sagt, at færre investeringer, mindre økonomisk aktivitet i Israel, Gaza og Vestbredden vil undergrave forudsætningerne for videre forhandlinger om en fredelig løsning. Tak.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Man kan sige, at det her jo grundlæggende er et spørgsmål om international lov og folkeret, som slår fast, at et land ikke må besætte et andet land, som slår fast, at et land ikke må bosætte sin egen befolkning i et besat område, og som slår fast, at et land ikke må drage økonomisk fordel af at have besat et andet land. Nu kan jeg så forstå, at Dansk Folkeparti ikke mener, at den israelske besættelse af Palæstina er et problem. Så skal jeg bare forstå Dansk Folkepartis ordfører: Mener man, at det særskilt er Israel, der har lov til at besætte andre lande, eller er det et principielt synspunkt, man har, som også gælder andre lande i verden? Altså, er Israel et særligt tilfælde, der har lov at bryde folkeretten, eller er det generelt, at lande ifølge Dansk Folkeparti har lov til at bryde folkeretten?

Ordføreren.

Jeg vælger simpelt hen at overhøre den her lidt provokatoriske tone, som ordføreren fra Enhedslisten anlægger. Jeg erkender, og jeg anerkender, hvilket jeg også indledte min tale med at sige, at det her er følsomt. Der er stærke følelser på spil. Det er en konflikt, som ser lidt vanskelig ud at løse. Den er ikke sort-hvid, som en tidligere ordfører nævnte for ganske kort tid siden.

Jeg anerkender, at det er problematisk og at vi har en problematisk situation, men det, vi taler om her i dag, er, om man skal skræmme investorerne væk fra området, eller man ikke skal. Og uanset hvad folkeretten måtte sige, uanset hvad FN-resolutionerne måtte sige, og uanset hvilken gyldighed de har, så står der tilbage: Ønsker man at trække penge ud af de her områder, eller gør man ikke? Og hvad vil det medføre, at man trækker penge ud af de her områder og afskærer investeringer i områderne? Det er der, jeg synes, at den her diskussion er relevant.

Vi kan bruge uger og formentlig måneder på at diskutere de juridiske forhold omkring, om det er et besat område. Hvis det er det, der er det folkeretlige, hvorfor er der så ikke faldet nogen domme, hvorfor er der ikke et folkeretligt grundlag at dømme ud fra? Hvis der var det, hvis det var så entydigt, så ville de her resolutioner muligvis også have en anden karakter. Det, vi helt nede på jorden spørger om, er: Hvad vil der ske i de her områder, hvis vi trækker penge ud af områderne og undlader investeringer fremover? Der ser vi, at det kun vil forværre tilstanden. Jeg må tilstå, at det er sådan, vi ser på det.

Spørgeren.

Det var et meget langt svar, som ikke svarede på spørgsmålet. Helt ærligt: Går Dansk Folkeparti ind for, at folkeretten overholdes, og at lande ikke skal have lov til at besætte andre lande? Det er et meget, meget aktuelt spørgsmål. Der har lige været en situation, hvor danske soldater er blevet sendt til Baltikum med Dansk Folkepartis støtte, fordi man var bekymret for, at der kunne komme en russisk militær aggression. Vi har en situation, hvor Rusland har annekteret Krim og er gået militært ind i det østlige Ukraine. Er det her et principielt synspunkt, som Dansk Folkeparti har, at man ikke er helt klar, og at det ikke er sort-hvidt, når man taler om krænkelser af folkeretten, eller er det særlig sådan, at Israel har nogle rettigheder, som andre lande i verden ikke har ifølge Dansk Folkeparti?

Værsgo til spørgeren.

Ordføreren fortsætter så den polemiske tone her. Selvfølgelig er det ikke i orden for nogen lande i generelle vendinger at besætte andre lande. Men jeg vil lige tillade mig at citere professor i international ret Alan Baker, som for nogle år siden udtalte i den her sammenhæng, at de omstridte territorier her hverken er besatte eller palæstinensiske – og så følger der en lang juridisk udredning, som jeg ikke har tænkt mig at citere her. Og han konkluderer: Der er intet juridisk gyldigt grundlag for at tale om besatte områder eller ulovlige besættelser. Det kan vi jo diskutere, hvorvidt man er enig i eller ej, og det er derfor, at jeg anerkender, at sagen her er omstridt, og at der er stærke følelser på spil, ja. Men helt nede på jorden handler det om, hvad der sker, hvis vi trækker investeringer ud af de omstridte områder, og hvis vi sørger for – hvilket man er i gang med – at afholde virksomheder fra at investere der fremover. Vil det blive bedre for palæstinenserne, eller vil det blive dårligere?

Tak. Der er en spørger til. Fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

Det er jo helt fair, at vi kan se forskelligt på de her ting. At fremhæve en person, som siger, at der ikke er tale om besatte områder, at der ikke er tale om det ene og det andet, alt det, som er baggrunden for, at vi diskuterer det her i dag, giver mindelser om klimadebatten, hvor man finder en forsker, der siger, at klimaforandringer ikke er menneskeskabte, mens det så godt kan være, at 99,9 pct. af forskerne siger, at det er det. Det er bare et dårligt udgangspunkt for en diskussion.

Men mit konkrete spørgsmål til ordføreren er: Hvem er den erhvervsmæssige, økonomiske udvikling, der foregår i bosættelserne, til gavn for?

Værsgo.

Helt grundlæggende tror jeg jo, at enhver investering, enhver opblomstring af en økonomi i et hvilket som helst område er til gavn for samtlige. Begge parter i den her konkrete sag er jeg sikker på drager nytte af det her, og jeg er sikker på, at palæstinensere faktisk får et bedre liv, hvis man skal trække det så skarpt op, af, at der er økonomiske aktiviteter i det område, hvor de bor.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Men det gør de ikke, hr. Claus Kvist Hansen – tværtimod. Deres vandforsyning bliver stjålet, deres jord bliver stjålet, og det er ellers ting, der kunne have gjort gavn for de palæstinensere, der bor der. Det er deres frugtplantager, der bliver stjålet, det er deres adgang til deres egen jord, der bliver forhindret. Så det er et nulsumsspil – og endda værre end det. Den jord og de aktiviteter er hele livsgrundlaget for, at de ulovlige bosættelser kan vokse. Er ordføreren fuldstændig uenig i det?

Værsgo.

Så er jeg så tilbage igen ved diskussionen om det her med, at jeg anerkender, at situationen er kompliceret og følsom, og at der er stærke følelser på spil. Men når det kommer til stykket, og hvis ordføreren vil have et direkte svar, vil jeg sige, at uanset hvordan ordføreren måtte opfatte forholdene i de her områder, er det stadig væk vores klare opfattelse, at økonomiske investeringer bidrager til en økonomisk vækst, skaber arbejdspladser generelt, skaber den stabilitet, som vil være gavnlig for en fredelig løsning på længere sigt.

Tak, og tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Indledningsvis vil jeg da gerne understrege, at danske investorer naturligvis bør være opmærksomme, når de foretager investeringer: Hvad de investerer i, og hvilken adfærd virksomheden har. Det glædelige er, at det hører vi faktisk fra de danske pensionskasser, kommuner og investeringsforeninger at de forsøger at gøre. Dermed ikke sagt, at det er nogen enkel eller let opgave. Særlig vanskeligt er det naturligvis, når denne virksomhed har aktivitet på besat område. Men det er en opgave, der skal løses. Herfra skal der ikke herske nogen tvivl, for uanset om der er tale om pensionskasser, investeringsforeninger eller kommuner, bør deres investeringer flugte med de retningslinjer, som er udstukket af bl.a. FN, og som Danmark dermed bakker op om. Målet er selvfølgelig at gennemføre en fredsproces, som kan levere en tostatsløsning, der tilgodeser Israels ret til sikkerhed og palæstinensernes ret til en uafhængig og levedygtig stat. Og vi bør altid arbejde for at fremme fredsprocessen sammen med resten af medlemslandene i EU og støtte FN's skelnen mellem Israel og de besatte områder.

Regeringen er allerede godt i gang med at udbrede både private og offentlige investorers kendskab til FN's såkaldte guiding principles, som nu er indarbejdet i OECD's retningslinjer for multinationale selskaber, og i foråret afholdt det danske OECD-kontaktpunkt et arrangement, og regeringens rådgivende udvalg arbejder på en ny vejledning om ansvarlige investeringer. Retningslinjerne gælder for hele verden, men er særlig relevant på besatte områder, da det skærper kravene til virksomhedernes såkaldte due diligence. Investeringer, som støtter bosættelserne er ikke i overensstemmelse med FN's afgørelser, og derfor er investeringer, som direkte modarbejder denne målsætning, ikke forenelige med det politiske mål, som vi her i Folketinget har været med til at tilslutte os, for så vidt angår Israel-Palæstina-konflikten. Og hvad angår de finansielle investorer, er det derfor væsentligt at bemærke, at FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv i dag er en del af eksempelvis investeringsfondenes screeningsprocedurer – retningslinjer, som efterfølgende er indarbejdet i OECD's anbefalinger som de danske finansielle investorer aktuelt er i gang med at implementere. Så for mig er det vigtigt at huske på, at der er rigtig mange erhvervsaktiviteter i Palæstina, som er inden for rammerne af FN's retningslinjer, og som bidrager til at øge den økonomiske aktivitet. Men der kan også være andre, som måske lever op til Israels lovgivning, men som også lever op til FN's retningslinjer om at beskytte palæstinenserne mod brud på deres menneskerettigheder. Vi ved som lovgivere om nogen, hvor kompleks virkeligheden kan være, selv om principperne er enkle, og derfor er det glædeligt, at FN fremover til bidrage med sin vurdering. Opførelse af mure eller byggeri af nye boliger er naturligvis et brud på reglerne, men der kan være økonomiske aktiviteter som eksempelvis madvarer eller serviceydelser, der er inden for rammerne, og hertil er det vigtigt at bevare en økonomi i de palæstinensiske områder. En automatisk udelukkelse af alle selskaber tror jeg vil kunne påvirke vækst og udvikling i de besatte områder meget negativt, og det burde der ikke være nogen som har en interesse i.

Så spørgsmålet er derfor, hvad det egentlig er, vi diskuterer i dag. For når jeg lytter til interesseorganisationer og investorer og ikke mindst regeringen, hører jeg, at alle jo er enige om, at FN's afgørelser skal efterleves, at palæstinensernes menneskerettigheder skal respekteres, og at efterlevelse af OECD's retningslinjer er en vigtig del af dette. Det er vi jo enige med alle parter om. Det er vigtigt, at man undersøger mulige brud på reglerne, udreder fakta og afgør, om retningslinjer derfor overtrædes i det enkelte tilfælde, og der kan være uenighed i enkeltsagerne, oftest fordi det kan være meget svært at afgøre karakteren af en såkaldt given erhvervsaktivitet, som bl.a. ordføreren fra Socialdemokratiet var inde på. Og her er man forpligtet til på vegne af sine medlemmer at faktatjekke enhver påstand eller information. Så transparens hos de institutionelle investorer giver bedre mulighed for at vælge til og fra, i forhold til hvilke investeringer man ønsker at støtte, og selskaberne bør på den baggrund have mulighed for at tilrettelægge deres investeringsstrategi inden for de givne retningslinjer, og herefter bør det være op til markedet at vurdere, hvilke aktiviteter man ønsker at investere i. Så vi skal kræve, at de danske investorer efterlever FN's retningslinjer, og det vil sige, at de undersøger de virksomheder, der har aktiviteter i Palæstina, og vi forventer, at de er åbne omkring deres arbejde, men vi kan ikke kræve, at alle er enige med alle, men det hører sig vel også fint til i et demokrati som vores.

Til sidst vil jeg på vegne af min konservative kollega hr. Naser Khader, som desværre ikke kan være til stede i salen, sige, at de også støtter den vedtagelsestekst, som vi fra Venstres side også støtter.

Tak. Fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for talen. Jeg ville bare høre – og jeg tror, jeg ved, hvad svaret er, men vil bare gerne have ordføreren til at forklare det – om ordføreren er enig med vores kollegaer i Dansk Folkeparti om, at det samlet set er til gavn for de palæstinensere, der bor i de områder eller lige ved siden af bosættelserne.

Værsgo.

Altså, jeg er, og det tror jeg ikke er nogen stor overraskelse, totalt imod den ulovlige bosættelsespolitik og de ulovlige bosættelser, der foregår i de besatte områder. Det er et brud på folkeretten, og det kan og skal vi ikke være med til at støtte på nogen som helst måde. Det budskab skal også siges klart til israelerne, at det bør stoppe, og at bosættelserne bør tilbageføres. For før de gør det, kan vi ikke få en eller anden form for stabilitet og varig fredsløsning.

Som jeg prøvede at tydeliggøre i talen, hvad jeg også hørte hr. Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet prøve at gøre, er tingene selvfølgelig ikke sorte eller hvide. Det vil sige, at hvis vi gik ind og sagde til alle virksomheder, der har bare en promille af deres produkter inde på de besatte områder, at det nu er forbudt at have det, så kan det have vidtrækkende negative konsekvenser, inklusive for palæstinenserne. Så jeg kommer nok ikke nærmere et klart svar end det.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Det er jo også en debat, vi kan tage, og den vil jeg også gerne tage. Her og nu vil jeg bare høre om netop nogle af de eksempler, som jeg kom med over for vores kollegaer i DF: Hvis man sikrer sig en vandforsyning, der ellers kunne være gået til omkringliggende marker, eller hvis man tager noget jord, der egentlig er nogle palæstinenseres private ejendom, så tager man jo nogle ressourcer, som ellers rettelig tilhører dem, der bor der lovligt, når man som bosætter ulovligt bosætter sig et sted. Så det var en måde at spørge ordføreren på, for lige præcis på det her område er det vel et nulsumsspil. Altså, man tager nogle ressourcer, som tilhører nogle, der bor der i forvejen.

Værsgo.

Det er fuldstændig rigtigt, at i forhold til hele vandingsområdet, som jo betyder rigtig meget, selvfølgelig, i en region som Mellemøsten, men også i forhold til vejadgangen, som også er en udfordring for de palæstinensiske selvstyreområder i forhold til de her ulovlige bosættelser og deres veje, så er jeg meget bekymret. Jeg synes også, at israelerne er gået alt, alt for vidt i forhold til det her. Det har jeg endda også sagt gentagne gange. Og det bør vi selvfølgelig også stå vagt om, for du kan aldrig få en palæstinensisk stat op at stå, hvis ikke du har de her, skal vi sige, forsyningslinjer på plads. Så der tror jeg vi er meget enige.

Selvfølgelig anerkender jeg også, at der er et sikkerhedsaspekt for israelerne, og det skal vi selvfølgelig også tænke ind i det. Så på den måde skal der også være en balance i det. Men den vej, man er gået i forhold til vand og i forhold til veje, synes jeg er langt, langt over stregen fra Israels side.

Hr. Nikolaj Villumsen, værsgo.

Tak for det. Jeg vil sige, at jeg er rigtig glad for den klare opbakning til folkeretten og kritik af de ulovlige bosættelser, som kommer fra Venstres ordfører. Det vil jeg gerne kvittere for.

I forhold til hele den her problematik, som ordføreren rejser, om, at der ligesom kan være reelle investeringer i de palæstinensiske områder, og så kan der være investeringer i bosættelser, som vi er enige om at ville forhindre, vil jeg bare godt høre ordføreren om noget. Det er jo til dels – eller i ret høj grad – et politisk skabt problem, fordi den israelske regering opsætter eksportforhindringer for de palæstinensiske områder og med vilje prøver at skabe en gråzone.

Jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om ordføreren ikke mener, at det er noget, vi også politisk bør adressere fra dansk side for at få fjernet den gråzone, som den israelske regering forsøger at skabe.

Værsgo.

Jamen altså, jeg er jo liberal. Det er ikke, fordi jeg ønsker at sige det igen og igen – eller jo, det gør jeg. Men det er, fordi jeg synes, at det er et vigtigt aspekt at få med ind her, at frihandel kunne være med til at skabe stabilitet i meget højere grad, og derfor kunne mere handel med det palæstinensiske område også være rigtig godt.

Nu siger jeg område, og det bliver en lang debat om, hvordan og hvorledes vi skal gøre i forhold til Hamasstyret, og om vi får en samlingsregering, der kommer til at være varig, og alt muligt andet. Men lad os så sige det palæstinensiske selvstyre. Jeg ønsker i hvert fald helt klart, at vi får et bedre samarbejde med det, og der er ikke nogen tvivl om, for mig i hvert fald, at israelerne i øjeblikket er i gang med sådan et balancespil, som desværre tipper alt for negativt over til at straffe palæstinenserne, så de overhovedet ikke kan agere som et selvstyreområde. Og det er et kæmpeproblem for stabiliteten.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jeg vil bare sige, at nu har vi jo en palæstinensisk samlingsregering, og det gør jo, at det er en oplagt mulighed for, at vi fra dansk side går ind og forsøger at skabe en levedygtig og bæredygtig økonomisk udvikling i de palæstinensiske områder. Så det håber jeg bare at vi kan have et fortsat samarbejde om. Det er jo ikke sådan specifikt emnet for debatten i dag, men det er jo noget, vi kan arbejde videre med her i Folketinget.

Værsgo.

Jeg er selvfølgelig også altid klar til det. Jeg er bare – som jeg også prøvede at sige lidt indirekte, men som jeg så må sige lidt mere direkte – lidt skeptisk over for stabiliteten i den her samlingsregering, og derfor vil jeg gerne lige se det lidt mere an. Lad os sige det på den måde.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance, værsgo.

Tak for ordet. Til jul blev jeg bl.a. begavet med Per Stig Møllers erindringer fra de år, han var udenrigsminister. Dem kastede jeg mig jo selvfølgelig straks over at læse, og jeg kan også sige som en sidebemærkning, at det er umagen værd, så det kan jeg også opfordre andre her i lokalet til.

En af de ting, som Per Stig Møller af gode grunde afsætter rigtig meget plads til at gennemgå, er jo den køreplan for fred, som han og Danmark spillede en meget aktiv rolle i i 00'erne, og der skriver han, at fredsplaner for Mellemøsten er – og jeg citerer – de gode viljers kirkegård. Det er det udtryk, han anvender, altså de gode viljers kirkegård. Det kan man jo være enig med Per Stig Møller i, eller man kan være uenig, men under alle omstændigheder har han jo fuldstændig ret i, at fredsperspektivet i hele regionen og i Israel-Palæstina-konflikten er helt ufattelig vigtigt. Han siger også selv – og det er jeg i hvert fald enig med ham i – at realistisk set er freden jo nok længere væk i dag, end den var for 10 år siden, da han var udenrigsminister.

Men i forhold til fredsperspektivet er man nødt til at fastslå, at en varig løsning jo nødvendigvis må være en løsning, der både respekterer Israels fuldstændig legitime krav på fred og sikkerhed og palæstinensernes mulighed for at skabe en levedygtig stat, og der må begge parter naturligvis tage et ansvar. Jeg har den personlige opfattelse, at palæstinenserne har en væsentlig længere to do-liste end Israel, men det er ikke sådan, at Israel slet ikke har nogen to do-liste i forhold til at komme tættere på freden, og en af de ting, som jeg synes der bør stå på den her to do-liste, er, at den nuværende bosættelsespolitik altså ikke tjener fredens sag, og det er meget store dele af Folketinget jo sådan set enige med mig i, og det er blevet udtrykt i vedtagelse V 53 fra 2016. I den her vedtagelse lægger man jo vægt på, at bosættelser ikke bør have legitimeret deres eksistens gennem aftaler med Israel og EU eller i kraft af danske offentlige eller private investeringer.

Det forslag til vedtagelse, som vi har lavet nu, lægger sig i forlængelse af V 53 og gør jo så samtidig det, at det præciserer det internationale samfunds position. Det er fornuftigt og afbalanceret, og jeg må takke alle de mange ordførere, der har tilsluttet sig forslaget til vedtagelse. Det er godt, at vi får et meget bredt forslag til vedtagelse, som vi jo naturligvis bakker op om. Tak.

Tak for det. Og den næste ordfører er hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg ønsker faktisk rigtig meget i forbindelse med den her debat, at vi sammen går konstruktivt til værks og finder praktiske løsninger på, hvordan vi sikrer, at Danmark gør mest muligt for at håndhæve de folkeretlige principper og den udenrigspolitiske linje, som der jo er et bredt flertal for. Den israelske besættelse er et klokkeklart brud på international lov og medfører voldsomme krænkelser af palæstinensernes menneskerettigheder. Derfor skal besættelsen selvfølgelig stoppes, og Israel skal øjeblikkelig indstille sine bosættelsesaktiviteter. Men det kræver internationalt pres, det kræver international handling.

Danmark bør stoppe import fra, samarbejde med og investeringer i israelske bosættelser, ligesom vi skal anerkende Palæstina. Danmark skal på ingen måde, heller ikke via økonomisk engagement, være med til at understøtte bosættelsernes økonomiske liv og dermed eksistensberettigelse. Det er så vigtigt, at israelske bosættelser ikke gennem aftaler mellem EU og Israel eller gennem danske offentlige eller private engagementer får legitimeret deres eksistens eller forbedret de økonomiske muligheder. EU og Danmark støtter allerede en differentieret samhandelspolitik, men vi skal altså gøre mere for at gøre den til virkelighed.

Fra Alternativets side så vi gerne, at man indførte et reelt forbud imod økonomisk engagement i bosættelser; det er ingen hemmelighed. Men vi synes også, det er ønskværdigt med mildere modeller, hvor Danmark mere proaktivt sikrer, at virksomheder lever op til FN's principper for virksomhedsførelse og danske udenrigspolitiske principper. I Alternativet mener vi ikke, at det kun handler om at sikre, hvad man jo må sige mildest talt er en lidt udfordret tostatsløsning. For os handler det om at overholde international lov og om at sikre menneskerettighederne. Og så handler det om at vælge imellem, i vores optik, rigtig og forkert. Det handler altså også om etik og moral.

Så handler det om, at vi selvfølgelig skal bruge alle de diplomatiske og økonomiske værktøjer, vi har i kassen, til at modarbejde bosættelser og sikre, at vi som tredjeland ikke er med til at understøtte de her ulovligheder. Det er jo helt hovedløst, at vi gang på gang kritiserer Israels bosættelsespolitik, men ikke gør mere for at sikre, at vi ikke er med til at holde den i live. Det giver ingen mening, at vi ikke sætter ind og gør det nemmere for danske virksomheder og investorer at undgå at være aktivt medvirkende til at understøtte den. I min optik handler det blot om, at vi omsætter vores politik til praksis. Hvor der er vilje, er der vej.

Mere bredt handler det om at vise, at vi mener det, når vi siger, at virksomheder skal tage et større samfundsansvar på sig, særlig i en tid, hvor multinationale virksomheder kan operere så forholdsvis ureguleret på tværs af grænser. Vi skal vise, at vi er villige til at implementere FN's retningslinjer for ansvarlig virksomhedsførelse, og at vi som politikere er villige til at tage et ansvar for at sikre, at det bliver lettere at tage det ansvar at være en ansvarlig virksomhed. For jeg tror faktisk, der er rigtig mange virksomheder og investeringsselskaber, som gerne vil tage deres ansvar alvorligt. Det skal vi hjælpe dem med. Vi så f.eks., at Sampension som reaktion på Danwatchundersøgelsen reviderede deres retningslinjer og ekskluderede fire virksomheder med engagement i bosættelserne, bl.a. som konsekvens af klager fra deres medlemmer. Så der er stor lydhørhed. Vi skal hjælpe til.

Det har længe været diskuteret, at den praktiske vej til at sikre overholdelsen af FN-principperne var svær at udmønte i relation til de israelske bosættelser. Det var ligesom svært at indkredse, og det har vi også hørt tidligere ordførere være inde på. Men netop i disse måneder ser det ud til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder snart er klar til at udgive en liste over virksomheder med aktiviteter i de besatte områder. Den er jo blevet udskudt en række gange, fordi der har været et stort pres fra Israel's og USA's side, men nu er en foreløbig liste med 25 virksomheder blevet lækket, og meget tyder på, at vi snart har den liste, som vil gøre det nemmere at undgå de her investeringer.

Jeg håber selvfølgelig, at den liste er offentlig meget, meget snart, så vi kan bruge den som grundlag og værktøj for udmøntningen af en mere konkret investeringspolitik, så vi kan vejlede i praksis, og så vi også kan lave opsøgende rådgivning. For helt grundlæggende må vi jo antage, når vi støtter op om alle de resolutioner, som vi støtter op om, at det arbejde, som FN gør på det her område, er helt i overensstemmelse med de principper, som også den danske udenrigspolitik følger. Tak for ordet.

Der er foreløbig en bemærkning fra hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Lad os nu forestille os, at samtlige investorer ude i det ganske land sidder og lytter med og faktisk føler sig overbevist af, hvad ordføreren fremfører her i dag. Og de beslutter sig for at trække samtlige investeringer tilbage, om ikke i morgen, så på mandag. Og det er ikke alene de 3 mia. kr. fra danske investorer, men de – må jeg formode – ganske, ganske mange øvrige kroner og øre og dollars, og hvad det måtte være, fra resten af verden. Forestiller ordføreren sig, at livet så vil blive lettere for den almindelige palæstinenser i de her omstridte områder, eller vil det blive sværere?

Værsgo.

I de besatte områder ser vi daglig ekstreme krænkelser af menneskerettighederne. De her investeringer er med til at understøtte, at det kan fortsætte, fordi det understøtter livet for de israelske bosættere. Og det er jo det, vi skal gøre noget ved. Det kan vi gøre, hvis vi sørger for, at der ikke er investeringer i de besatte områder. Vi må så i en overgangsperiode – indtil det økonomiske værktøj har hjulpet med til at få Israel tilbage på sporet, hvor man vil løse den her konflikt – understøtte palæstinensernes liv.

Hr. Claus Kvist Hansen.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad ordføreren egentlig konkluderer. Men mener ordføreren det faktisk sådan, at det vil være til gavn for palæstinenserne, at man fjerner jobs, fjerner udviklingen af infrastruktur, hvad enten det gælder det ene eller det andet, altså fjerner det økonomiske fundament, som er ved at blive opbygget i de her områder? Er det sådan, jeg skal forstå det?

Værsgo.

Det, ordføreren skal forstå, er det, jeg siger. Og det er, at det vil være til gavn for palæstinenserne, at de ikke bliver udsat for virkelig alvorlige brud på deres menneskerettigheder gang på gang, fordi der er bosættelser, fordi det er et besat område. Og der skal vi bruge alle værktøjer – også de økonomiske – til at få Israel til at ophæve besættelsen og få gjort noget ved de her bosættelser. Det vil gøre livet lettere for palæstinenserne.

Tak for det. Spørgeren har haft sine to bemærkninger. Så går den ikke længere, man har kun to. Sådan er det. Tak til ordføreren. Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Mange tak. Må jeg ikke starte med at kvittere for det fortrinlige samarbejde, der har været om det forslag til vedtagelse, som alle partier i Folketinget på nær Dansk Folkeparti kan støtte i dag. Det er et forslag til vedtagelse, vi er rigtig glade for i Radikale Venstre. Alle ved, at det her er en konflikt, der har uhyggelig mange år på bagen, som ikke har nogen lette løsninger, og som i øjeblikket er strandet på – som vi ser det – at palæstinenserne ikke har evnen og Israel ikke viljen til at genoptage den fredsproces, der er den eneste farbare vej frem til en tostatsløsning.

Dagens debat handler om en niche, kan man sige, i den store, vanskelige problematik, men en væsentlig niche, som flere ordførere har været inde på, fordi de bosættelser, der ulovligt pågår i øjeblikket fra Israels side, ikke bare er med til at tilspidse konflikten, men også er med til at udhule mulighederne for at finde en fredelig løsning, nemlig den tostatsløsning, som sådan set ligger klar til underskrift på bordet. I den sammenhæng er jeg ikke i tvivl om, at noget af det, der betyder noget, når parterne skal overveje deres stillingtagen, er de økonomiske konsekvenser. Man fristes til at sige, at hvis EU og Europa i det hele taget kunne anvende både den økonomiske gulerod og den økonomiske pisk en lille smule mere konsistent, så ville der måske være en chance for at massere parterne i den rigtige retning.

Hvad angår de ulovlige bosættelser, er der især to ting, vi glæder os over i dagens forslag til vedtagelse. Vi glæder os over, at det står helt knivskarpt, hvor Danmark er i forhold til resolution 2334, og at EU's politik tydeligt skal angive ikke at kunne anvendes på de områder, som den resolution dækker. Det er vi glade for står så umisforståeligt. Så er vi faktisk også rigtig glade for, at vi nu er enige om at styrke den vejledende indsats over for private og offentlige investorer. Det er, fordi det er lidt af en jungle for investorer at finde rundt i det her.

Så der er hensynet til dem, der skal forvalte vores pension og vores investeringer i det hele taget, men så er der også den ekstra finesse i det, at vi nu sikrer, at hver gang der har været en konkret sag i f.eks. MKI i Danmark, altså en konkret fortolkning af OECD's regler eller de aftaler, vi har lavet i eget regi, så vil vi få en helt konkret vurdering, hver gang vi bliver lidt klogere på, om en investering er på den ene eller den anden side af hegnet, altså om den faktisk holder sig inden for eller uden for de aftaler, vi indgår i, og de internationale retningslinjer. Og ligesom vi i det almindelige retssystem, hver gang der er faldet en dom over et eller andet, bliver klogere på, hvordan man skal fortolke det, så kan vi her på samme måde løbende få en større klarhed over, hvad der skal og ikke skal være dækket af den her form for sanktionsregime.

Så på den baggrund synes vi faktisk, at dagens debat allerede har bragt os et skridt videre, og det vil vi gerne takke for har været muligt.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Hvis man har været på Vestbredden og har kørt igennem, vil man mange steder se sådan et lidt goldt landskab, og så dukker der nogle grønne oaser op. Ofte er de grønne oaser jo der, hvor vandet er blevet ledt hen, og det er en ulovlig bosættelse.

Eksemplerne på, hvordan vandressourcer, jord, marker, frugtplantager og alt muligt andet bliver stjålet, ser man over det hele. Når jeg har været af sted, har jeg set mange eksempler på brønde, der bliver ødelagt for palæstinenserne igen og igen, og vandressourcer, der bliver flyttet derhen, hvor man har sine ulovlige bosættelser. Ud over at det er ulovligt, gøres det jo umuligt at opdyrke en selvstændig økonomi, også fordi mulighederne for eksport er så utrolig svære for palæstinenserne, og det gør det endnu sværere at nå derhen, hvor de fleste af os siger at vi gerne vil hen, nemlig til en reel mulighed for en tostatsløsning.

Derfor kunne vi fra SF's side godt tænke os, at vi gik endnu videre i forhold til at sikre, at man ikke understøtter de ulovlige bosættelser økonomisk. Da Villy Søvndal var udenrigsminister under Thorningregeringen, fik han jo en mærkningsordning igennem, en mærkningsordning i forhold til varer, der kom fra de besatte områder på Vestbredden. Det skabte lidt ramaskrig blandt nogle dengang. Efterfølgende er det jo så også blevet en fælles EU-politik, og det er rigtig godt. Problemet er, at mange af de varer alligevel ender i vores supermarkeder, selv om de store supermarkedskæder har en vedtaget politik om ikke at sælge bosættervarer, og det gør de, fordi der bliver fusket med mærkningsordningen. De bliver bevidst mærket som israelske varer, når de bliver eksporteret.

I dag diskuterer vi jo og har et forslag til vedtagelse, som et meget bredt flertal i Folketinget står bag, og det vil jeg virkelig gerne kvittere for. Jeg synes, at det her har været et af de bedste eksempler på samarbejde, hvor vi har kunnet nå hinanden. Jeg anerkender også nogle af de bemærkninger, der har været fra Liberal Alliance og fra Socialdemokratiet om, at nogle gange er der så mange kæder i forhold til virksomheder, der investerer og aktivt understøtter de ulovlige bosættelser på Vestbredden, før det måske når til et meget stort firma – jeg tror, at Socialdemokratiets eksempel var Volvo. Fra SF's side havde vi jo gerne set, at vi gik mere hårdt til værks i forhold til at sige, at med hensyn til dem, der direkte investerer i de ulovlige bosættelser, skal vi have fundet en international fælles forståelse af, at det må man simpelt hen ikke.

Men i dag er vi alligevel blevet enige om at understøtte resolution 2334. Vi er blevet enige om, at der skal gøres en ekstra indsats for at bidrage og hjælpe de virksomheder, som gerne vil leve op til den her politik, vi har, og fra SF's side kunne vi så oven i det også godt tænke os, at FN's højkommissariat for menneskerettigheders database over de virksomheder, der er til stede, blev offentliggjort. Der er faktisk også en lang række prominente israelere, der også ønsker den offentliggjort.

Man kan jo stille sig selv det spørgsmål, at hvis man synes, at det er i orden at investere direkte i ulovlige bosættelser, skulle der vel heller ikke være noget til hinder for, at virksomhederne blev offentliggjort i forhold til det. Men det er noget, vi vil arbejde videre med. Det skal ikke tage noget fra, at vi i dag har så bred en vedtagelsestekst på området, som det er, og det synes vi fra SF's side er et rigtig godt udgangspunkt for at gå videre.

Hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti.

Tak for ordførerens fortælling. I lighed med, hvad jeg spurgte Alternativets ordfører om lidt tidligere, vil jeg gerne høre ordføreren for Socialistisk Folkeparti: Mener man, at hver en krone, der investeres i de her omstridte områder, er til direkte skade for palæstinenserne, eller mener man, at der muligvis er jobs til palæstinensere forbundet med investeringerne?

Ordføreren.

Samlet set er det kun til uendelig stor skade for de mennesker, der rettelig bor der, og det er påført af dem, der ulovligt har besat det område, de mennesker bor i.

Hr. Claus Kvist Hansen.

Ja, jeg har forstået, at det samlet set er sådan, men vil Socialistisk Folkeparti afvise, at der simpelt hen er palæstinensere, som har jobs, som udspringer af de her investeringer?

Værsgo.

Altså, jeg tror, at hr. Claus Kvist Hansen ville se anderledes på det, hvis han havde været på Vestbredden, hvor man tvinger folk ved at tage deres jord, deres levebrød fra dem og endda påfører dem den uendelige ydmygelse, at de, for at de overhovedet kan overleve, så skal tage et arbejde hos nogle, der har stjålet deres jord.

Tak til ordføreren. Der er altså ikke tre korte bemærkninger, jeg beklager meget, heller ikke selv om man prøver at trykke sig ind mange gange.

Så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak for debatten og synspunkterne. Jeg glæder mig over det store engagement og den store interesse, som der er også for den her sag. Jeg glæder mig også over det meget brede flertal, der er i Folketinget for den linje, som Danmark skal stå for og være kendt for, nemlig at bosættelserne er ulovlige og underminerer en tostatsløsning. Uden eksistensen af bosættelserne havde vi jo slet ikke haft dagens forespørgselsdebat.

Folketinget har med bred konsensus flere gange vedtaget tekster, der forholder sig til engagementer i og med bosættelser. Senest var i maj 2016 med V 53. Regeringen står selvfølgelig bag den vedtagelse og fraråder at styrke bosættelser gennem engagementer med dem.

Regeringen bakker aktivt op om EU's og FN's Sikkerhedsråds skelnen mellem Israel og de besatte områder ved at håndhæve territorialklausulen. Og regeringen bakker op om at fortsætte arbejdet med at informere danske og offentlige investorer om regeringens synspunkter. Regeringens konklusion er, at staten med den nævnte politik sammen med de tidligere nævnte retningslinjer for danske investorers samfundsansvar opstiller en brugbar ramme.

Der er stadig dilemmaer, og dem har næsten alle ordførere været inde på i dag, men her må investorer så også stå på mål for egne konkrete dispositioner. Den tekst, som der nu er et bredt flertal for, og som bliver vedtaget om par dage, afspejler meget fint alt dette. Tak for debatten.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Altså, i et vigtigt udenrigspolitisk spørgsmål som det her er det jo sådan, at man kan sige, at udenrigsministerens ord har stor vægt og stor betydning i forhold til at sende et signal. Og derfor kunne jeg bare godt tænke mig at høre om noget. For når udenrigsministeren siger, at danske investorer har en forpligtigelse til at stå på mål for de investeringer, de foretager, har han jo selvfølgelig ret i det. Men vil udenrigsministeren ikke bekræfte, at alle investorer – både private og offentlige myndigheder – også har en pligt til at følge FN's retningslinjer?

Tak. Ministeren.

Det spørgsmål forholdt jeg mig jo til i starten. Vi har også konkluderet, at det, vi har nu, er en ramme. FN er jo ikke lovgivende på den måde. Vi har en ramme, og det er det, som vi også har diskuteret i dag. Og den ramme synes vi fra regeringens side fungerer godt. Så vil der stadig væk være nogle tvivlsspørgsmål, som kan falde uden for eller inden for rammen. Altså, det er jo det, der ligger i, at det er et tvivlsspørgsmål. Og der må det så være investorerne, der står til ansvar i forhold til, hvad for en linje de vælger.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Det er jo helt korrekt, at der ikke er indført sanktioner mod den israelske regering i forhold de her bosættelser, som der eksempelvis er i forhold til den russiske annektering af Krim. Men det ændrer jo ikke på, at det er en del af retningslinjerne, at investorer har en forpligtigelse til at følge dem. Og der vil jeg bare appellere til, at det er noget, som udenrigsministeren aktivt sørger for at få understreget, både på Folketingets talerstol i dag – det er jo ganske let og kan gøres, lige når jeg er færdig med at tale – og fremadrettet i forhold til danske investorer, sådan at der ikke er tvivl om, hvad regeringens linje er. Dermed vil man sende et klart signal, som alle bør lytte til.

Værsgo. Ministeren.

Jeg synes, der bliver sendt et meget klart signal fra et meget bredt flertal i Folketinget i dag. Det er ikke sådan, at man af folkeretten kan udlede et generelt forbud imod investeringer i virksomheder, hvis forretningsområde omfatter de besatte områder. Men det står klart – og det er jo det, som der også blev sendt et klart signal om i dag – at engagementer, der gavner bosættelser, ikke styrker mulighederne for en tostatsløsning, tværtimod. Det er derfor, at regeringen fraråder sådanne investeringer, hvis de styrker bosættelserne. Og så stiller vi samtidig retningslinjer om danske investorers samfundsansvar til rådighed for selskaberne.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak til udenrigsministeren for en klar tale, i hvert fald om Danmarks opbakning til FN-resolutionerne og international lov. Jeg vil gerne høre udenrigsministeren, hvad han tænker om den database, der er udarbejdet i regi af FN's flygtningehøjkommissariat, over de virksomheder, der opererer i de besatte områder.

Værsgo.

Den har jeg ikke gjort mig nogen særlige tanker om.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Betyder det svar, at udenrigsministeren i dag ikke vil sige, om udenrigsministeren og Danmark bakker op om, at der skal være en åben database som den, der er udarbejdet i regi af FN, eller er det uafklaret?

Værsgo.

Vi forholder os til de ting og de retningslinjer, der ligger på nuværende tidspunkt fra FN's side. Hvis jeg skal gå dybere ned i besvarelsen af det her spørgsmål, vil jeg bede om, at der bliver stillet et skriftligt spørgsmål, og så svarer jeg gerne på det.

Tak til ministeren. Hr. Nikolaj Villumsen for en afrunding. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne takke alle for en – synes jeg – god og konstruktiv debat. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi i dag har en situation, hvor vi kan stå sammen bredt i Folketinget om vigtigheden af at understøtte ansvarlige investeringer, både når det gælder de ulovlige bosættelser, men også i andre konfliktsituationer. Det er drønvigtigt, at vi kan være fælles om det her.

Mange virksomheder, kommuner og pensionskasser gør allerede et stort arbejde for ikke at gøre skade og for at overholde internationale retningslinjer, og jeg synes, vi skylder dem at sende et klart signal fra Folketingets side i dag – og det er heldigvis det, vi gør med det forslag til vedtagelse, som alle partier undtagen Dansk Folkeparti er blevet enige om – og vi skylder dem al den hjælp, de behøver, for at kunne tage ansvar. Der skal med andre ord ikke være nogen dårlige undskyldninger for ikke at følge de retningslinjer, som investorer får fra FN. Så det glæder mig, at det i dag er lykkedes at samles om det ansvar, Danmark har for at bidrage til opretholdelse af internationale retningslinjer i forhold til ansvarlige investeringer.

Jeg håber, det kan blive første skridt til, at Danmark kan blive et land, der går foran, når det kommer til ansvarlige investeringer, et land, som kan klæde danske virksomheder, private og offentlige investorer så godt på, at milliarder af pensionskroner og investeringer kan bidrage til en mere retfærdig, fredelig og bæredygtig udvikling rundtomkring i verden, og jeg tror godt, det kan lade sig gøre. Jeg tror godt, vi kan nå til en situation, hvor pensionsopsparere og skattebetalende borgere i kommunerne en dag kan ånde lettet op og være forvisset om, at deres penge ikke bruges imod internationale retningslinjer, men bruges til at løfte et samfundsansvar. Men det kræver en stor indsats. Det kræver, at pensionskunder råber højt, og at kommuner og pensionskasser tager ansvar, men det kræver også, at den danske stat med regeringen i spidsen sørger for, at vores penge ikke bruges til at krænke menneskerettigheder, på at skade klimaet eller på at skabe konflikt.

Jeg tillader mig så lige her til sidst at adressere den påstand, som Dansk Folkepartis ordfører flere gange er kommet med i debatten, nemlig at det skulle være til gavn for palæstinenserne i de besatte områder, at der er israelske bosættelser. Som fru Lisbeth Bech Poulsen var inde på, tror jeg, at alle, der har besøgt de besatte områder, ikke er et sekund i tvivl om, at det ikke er tilfældet, og at det tværtimod er fuldstændig forkert. Jeg har selv været i de besatte områder ad flere omgange, og jeg vil gerne svare hr. Claus Kvist Hansen helt klokkeklart og sige: Nej, sådan forholder det sig ikke. Når man stjæler palæstinensernes land, når man bryder folkeretten, når man bryder den private ejendomsret til private boliger og landbrugsjord, når man stjæler palæstinensernes vand, når man stjæler deres naturressourcer, så kvæler man økonomien. Så nej, det er ikke sådan, at det ville være et økonomisk problem, hvis bosættelserne blev fjernet i morgen. Tværtimod, det er forudsætningen for en økonomisk bæredygtig udvikling i de palæstinensiske områder, det er en forudsætning for en bæredygtig palæstinensisk stat, at bosættelserne fjernes.

Når det så er sagt, har jeg slet ikke sagt, hvad der – kan man sige – så er det daglige problem for palæstinenserne, som jo nemlig er, at de her bosættere gang på gang ustraffet begår voldelige overgreb mod fredelige, uskyldige børn og voksne palæstinensere, som ikke har gjort andet end at gå på en gade eller forsøge at komme i skole. Det sker ustraffet for øjnene af det israelske militær og er dermed en daglig krænkelse af menneskerettighederne, som er fuldstændig uacceptabel, og som er med til at skabe rigtig mange af de spændinger, som vi oplever, og som desværre nogle gange fører til uacceptabel vold. Så nej, det er ikke sådan, at bosættelserne gavner palæstinenserne. Tværtimod, en fjernelse af bosættelserne er en forudsætning for fred.

Hr. Claus Kvist Hansen.

Tak for det. Jeg synes lige, at jeg ville rydde en lille misforståelse af vejen. Jeg har på intet tidspunkt hverken til Enhedslistens eller Socialistisk Folkepartis ordfører talt om eller antydet, at bosættelserne skulle være til gavn for palæstinenserne. Det, jeg har talt om, er, om de investeringer, altså kroner og øre, som investeringsfirmaer lægger i de omstridte områder, kan være til gavn for palæstinenserne. Bare lige for at få det sat på plads.

Værsgo.

Så tror jeg, at vi er mange, der har misforstået Dansk Folkepartis ordfører. Men altså, hvad er det, de her investeringer er? Det, vi taler om, er investeringer i eksempelvis byggeri, som foregår på jord, man bare har tyvstjålet fra palæstinenserne. Man har bare taget en mark, hvor der før var en olivenbonde, der havde sine oliventræer, jævnet træerne med jorden stik imod den private ejendomsret, stik imod international lov, for så at bygge ulovlige bosættelser. Mere ulovligt kan det nærmest ikke blive. Derfor er det selvfølgelig sådan, at de her investeringer er det stik modsatte af noget som helst, der økonomisk vil gavne palæstinenserne. Det er en klokkeklar forbrydelse mod folkeretten, og det er også en total kvælning af mulighederne for at få en bæredygtig palæstinensisk stat, ikke mindst fordi de her bosættelser jo ligger klinet op ad og mellem de palæstinensiske landsbyer og dermed også ødelægger muligheden for at komme frit frem og tilbage inden for de besatte områder, som jo er en forudsætning for at kunne få en levedygtig økonomi.

Tak. Hr. Claus Kvist Hansen? Nej? Jamen så går regnskabet jo sådan nogenlunde lige op.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 23. januar 2018.