Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 37:

Forespørgsel til statsministeren:

Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?

Af Mette Frederiksen (S), Kristian Thulesen Dahl (DF), Britt Bager (V), Pernille Skipper (EL), Christina Egelund (LA), Carolina Magdalene Maier (ALT), Morten Østergaard (RV), Pia Olsen Dyhr (SF), Mette Abildgaard (KF), Aaja Chemnitz Larsen (IA), Aleqa Hammond (NQ), Magni Arge (T) og Sjúrður Skaale (JF).

(Anmeldelse 15.05.2018. Fremme 17.05.2018).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse ikke udsættes.

Vi skal have en begrundelse for denne forespørgsel, og jeg giver derfor ordet til fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det er jo lige om at nyde de få sekunder, hvor man får lov at tale på vegne af hele Folketinget, af os alle sammen, når jeg hermed skal begrunde, hvorfor vi har indkaldt til forespørgslen.

Det er jo på det her tidspunkt af folketingsåret en stærk tradition, at vi gør status på det folketingsår, der er gået, og derfor stiller vi i fællesskab traditionen tro en forespørgsel til landets statsminister, hvor vi beder om en redegørelse for både den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske situation, som Danmark står i.

Tak til fru Mette Frederiksen. Forespørgslen er hermed begrundet, og så er det sådan set statsministeren, der skal besvare denne forespørgsel, og dermed giver jeg ordet til statsministeren. Værsgo.

God morgen. Jeg synes, vi skal starte med nogle tal: 98, 150, 3.500, 9.200, 130.000 og 4 millioner. Er det bare nogle tal? Nej, det er nogle tal, der viser, at politik gør en forskel. 98: 98 er det antal kommuner, hvor beskæftigelsesfrekvensen er steget siden folketingsvalget. Det er også det antal kommuner, vi har i Danmark. 150: De seneste 2 år har regeringen givet økonomisk støtte til, at et areal, som svarer til 150 fodboldbaner om dagen, kan blive omlagt til økologisk brug. 3.500: Det er det antal asylansøgere, vi modtog i 2017. Det er det laveste antal i 9 år. Danmark er ikke længere en af EU's mest attraktive asyldestinationer. 9.200 – kroner, kunne man tilføje – er det velstandsløft, der har været i Danmark siden folketingsvalget, målt ud pr. indbygger. 130.000: Det er det antal private arbejdspladser, der er skabt i Danmark siden regeringsskiftet. 4 millioner: Ja, siden valget har regeringen tilført sundhedsvæsenet 4 mio. kr. ekstra om dagen. Politik gør en forskel.

Danmark er tilbage i topform. Det giver os mulighed for at forme fremtiden. Jeg ønsker et Danmark, der rækker ud efter mulighederne, giver de begejstrede medvind og de bekymrede nyt håb. Jeg vil leve i et land, hvor ældre ikke skal bekymre sig om, om der er hjælp, hvis de falder; hvor alle voksne, der kan, har et arbejde, forsørger sig og sine og er en del af fællesskabet; hvor unge kan udfolde deres talent; hvor forældre kan aflevere deres børn om morgenen i trygge rammer med ro i maven og smil på læben; og hvor alle børn, voksne og ældre har mulighed for et friere, et rigere og et tryggere liv.

Det kræver, at alle får en god start på livet. Jeg er grundlæggende optimist. Jeg glæder mig over, at langt de fleste danske børn og unge tager en uddannelse og klarer sig godt. Så meget desto mere trist er det, at det ikke gælder alle. Der er børn, der vokser op i familier uden overskud til omsorg, og som kæmper med et svært udgangspunkt. Derfor har regeringen gennemført en samlet indsats for børn og unge, som har det svært. Derfor har vi styrket landets dagtilbud med særlig fokus på de børn, som har flest udfordringer. Derfor har vi styrket folkeskolen med en skolepulje på 0,5 mia. kr., som går målrettet til skoler, som løfter fagligt svage elever. Derfor har vi forbedret overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse for de unge, som har brug for ekstra støtte, og ryddet op i uoverskuelige tilbud, en jungle af tilbud, som møder de unge. Derfor har vi styrket erhvervsuddannelserne, bl.a. med en trepartsaftale, som skal give flere praktikpladser, og ved hjælp af nye fordelsuddannelser og øget tilskyndelse for virksomhederne til at oprette praktikpladser.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke både arbejdsgivere og fagbevægelse, for det virker. Nu søger flere ind på en erhvervsuddannelse. Det kan vi være glade for, og det kan vi også være lidt stolte af, men det skal vi ikke stille os tilfreds med. Derfor har vi også fremlagt et bud på, hvordan vi får flere praktiske elementer i folkeskolen, så eleverne oplever, at undervisningen også peger frem mod en erhvervsuddannelse. Og derfor kan jeg i dag sige, at regeringen til efteråret vil komme med et nyt udspil til, hvordan vi får endnu flere unge til at søge og gennemføre en erhvervsuddannelse.

Danmark strutter af talent. Det ser jeg alle de steder, jeg kommer: i Odense, hvor jeg mødte børn på Syddansk Universitet, som går til robot i deres fritid; til DM i skills i Herning, hvor hundredvis af unge kæmpede om at blive Danmarks bedste inden for netop deres fag; på Holbæk By Skole, hvor dygtige og nysgerrige børn har kastet sig over naturvidenskab; og så sent som i mandags, hvor jeg havde besøg på Marienborg af 5. A fra Fjordlandskolen i Frederikssund, fordi deres dygtige lærer havde lovet dem en overraskelse, hvis de tog et ordentligt ryk i læsning, og det gjorde de.

Vi skal ikke kæmpe imod udviklingen. Vi skal omfavne den og forme den, samarbejde om at gribe mulighederne, for det er dem, vi skal leve af. Det er afsættet for Disruptionrådet, hvor regeringen lige nu samler de mange gode input fra virksomheder, fagbevægelse, iværksættere og forskere og mange flere. Det er baggrunden for den aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer, som vi har indgået sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, med 15 mia. kr. til bl.a. en stærkere iværksætter- og aktiekultur. Tak til begge partier, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, for at tage ansvar, når det gælder.

Det er målet med den nye teknologipagt, hvor regeringen, virksomheder og uddannelser i fællesskab vil løfte det digitale Danmark. Det er udgangspunktet for den nye aftale om deleøkonomi, som kan forbedre både miljøet, privatøkonomien og samfundsøkonomien. Og med aftalen får vi nu også styr på skattebetalingen, sådan at vi kan bruge moderne forretningsideer, når de vel at mærke formes efter den danske model.

Det er helt grundlæggende også udgangspunktet for de skattelettelser, vi har givet borgerne i Danmark, så det nu bedre kan betale sig at arbejde, bedre kan betale sig at drive virksomhed og bedre kan betale sig at blive iværksætter. For vi tror på danskerne. Vi tror på, at vi alle sammen har potentiale til mere, og at vi alle bliver rigere, når vi får flere muligheder. Derfor er det ikke et spørgsmål om enten velfærd eller skattelettelser, det er et både-og.

Fremgang er noget, vi skaber, og fremgang er en forudsætning for velfærd, og jeg ønsker en tryg kernevelfærd. Gratis uddannelse, gratis sygehuse, et socialt sikkerhedsnet og en værdig ældrepleje, det skal vi kunne levere. Derfor skal vi passe ordentligt på vores offentligt ansatte. Efter sommerferien vil regeringen fremlægge en sammenhængsreform, som bl.a. vil se på, hvordan vi får bedre ledere i det offentlige, og hvordan offentligt ansatte får mere frihed og bedre mulighed for at levere den kvalitet, som både danskerne og medarbejderne selv ønsker. Også her skal vi forløse potentialet. Samtidig synes jeg, at vi på den anden side af de offentlige overenskomster – et meget langt forløb, som ikke er afsluttet endnu; der er stadig afstemninger i gang – har brug for en dialog om, hvad forløbet kan give anledning til af overvejelser. Er systemet optimalt, som vi kender det i dag? Den refleksion tror jeg sådan set der er brug for hele vejen rundt.

En offentlig sektor er en forudsætning for, at borgerne kan få ordentlig velfærd. Der skal ikke kun være god hjælp til dem, som brækker et ben, men også til dem, som snubler i livet. Vi har pænt styr på det første, men jeg er bekymret for, om vi har styr på det sidste. Antallet af danskere med psykiske lidelser stiger. Det bekymrer mig. Stigningen er særlig stor blandt børn og unge. Det bekymrer mig dybt, og vi må spørge os selv om, hvad det er udtryk for – om det måske også er de rammer, vi tilbyder børnene, som har brug for en diagnose. Der findes ikke én enkelt løsning, og jeg tror heller ikke, at der findes flere enkle løsninger, men der skal være hjælp til dem, som mister grebet, og en tidligere og stærkere indsats, så problemerne ikke udvikler sig. Siden valget har vi løftet psykiatrien, så der i 2018 er godt 400 mio. kr. mere. Efter sommerferien kommer regeringen med en samlet plan, som skal styrke psykiatrien yderligere. Det har vi brug for.

Vi vil også komme med en samlet sundhedsreform. For godt et årti siden lavede vi den sidste sundhedsreform med frit valg, behandlingsgaranti og supersygehuse, og vi erstattede amterne med regioner. Den sundhedsreform har løftet sundhedsvæsenet enormt til nu at være i toptre i Europa ifølge en svensk tænketank. Nu er tiden ved at være kommet til den næste sundhedsreform for at løfte vores sundhedsvæsen yderligere og sætte retningen for de kommende 10 års forbedringer, og en af de væsentligste indsatser bliver at styrke det nære sundhedsvæsen.

Mange ting er blevet bedre. Siden jeg blev sundhedsminister i 2001, er der i gennemsnit ansat en ekstra læge og en ekstra sygeplejerske hver dag – undtagen om søndagen. I samme periode er middellevetiden steget med 4 år, og langt flere danskere overlever nu kræft. Det er godt. Nu skal vi tage det næste skridt. Nu skal vi forbedre forbindelsen mellem det store sygehus og det lokale lægehus, mellem det, der sker på de højtspecialiserede afdelinger, og det, der er tættest på borgerne, så patienterne ikke bliver tabt i systemet. For vi har et sundhedsvæsen som fungerer godt, man kan vel udtrykke det på den måde station for station, men det kniber stadig med at forbinde stationerne, og vi skal sikre, at ingen patienter bliver tabt; vi skal skabe et sundhedsvæsen, som hænger sammen.

I det hele taget skal vi sørge for, at ting hænger sammen. Jeg ønsker et Danmark i bedre balance – socialt, kulturelt og geografisk. I min nytårstale tog jeg hul på udfordringen med parallelsamfund. Vi ser jo heldigvis ikke de samme tilstande herhjemme, som man ser i visse andre europæiske lande, men vi har åbenlyse problemer.

Jeg har sagt det før, og jeg vil også gerne gentage det her i dag: De fleste med udenlandsk baggrund bidrager positivt til Danmark. Bliv ved med det! Men selv om flertallet gør det godt, er der for mange, som klarer sig skidt, og det er jo først og fremmest resultatet af fordums slappe udlændingepolitik, hvor der blev lukket flere ind, end man magtede at integrere, hvor der blev stillet for få krav. Det har regeringen rettet op på. Mange stramninger, styrket indsats i EU har fået tilstrømningen ned til det laveste, vi har set i 9 år. Betyder det, at vi ikke skal gøre mere? Nej, det betyder det ikke, for vi skal hele tiden holde øje med udviklingen, ligesom vi skal holde øje med nye tiltag i landene omkring os, for Danmark skal også i fremtiden have styr på asyltallet, og det er denne regering en garant for.

Samtidig skal vi udnytte de lave asyltal til at genoprette balancen i vores udsatte boligområder – områder, hvor unge tvinges til at gifte sig med en, de ikke elsker, hvor kvinder regnes for mindre værd end mænd, hvor alt for mange mennesker med de samme problemer er klumpet sammen. Regeringens mål er lysende klart: I 2030 skal Danmark være fri for ghettoer.

Vi har indgået en række brede aftaler: 21 initiativer bundet sammen på tværs af 8 ministerier. Det er godt. Nu skal det følges til dørs. Det kræver vedvarende fokus, og derfor kan jeg i dag offentliggøre navnene på de tre særlige repræsentanter, som på regeringens vegne skal sikre fremdrift og følge op over for kommunerne og over for boligorganisationerne, så vi når de mål, vi nu bredt har besluttet. Det bliver tidligere regionrådsformand og forhenværende formand for Danske Regioner Bent Hansen, tidligere direktør i Dansk Arbejdsgiverforening og forhenværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen og tidligere direktør i Dansk Industri og Børnefonden Bolette Christensen. Jeg er glad for, at alle tre har takket ja til at påtage sig denne betydningsfulde opgave, ligesom jeg er glad for opbakningen til regeringens strategi her i Folketinget. Den vil jeg gerne kvittere for. Tak for det.

Der er ikke én løsning. Der er mange, og en af de vigtigste er, at mennesker, der kommer til Danmark, skal forsørge sig selv, når de kan. De skal have et arbejde. De skal ikke klientgøres. De skal stå på egne ben. Det er baggrunden for, at regeringen har indgået en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter og en topartsaftale med kommunerne om bedre integration. Også her har vi faktisk rykket hegnspæle. Andelen af flygtninge, som er i job efter 3 år i Danmark, er steget fra hver femte til mere end hver tredje, og det glæder mig oprigtigt, for det har vi brug for. Tak til både kommunerne, virksomhederne og fagbevægelsen for at tage ansvar.

Men vi er ikke i mål. Det er baggrunden for, at jeg har inviteret til integrationstopmøde 2.0 på Marienborg på næste fredag, den 8. juni, hvor vi følger op der, hvor vi slap ved det første integrationstopmøde. Sammen med virksomheder, iværksættere, kommuner, fagbevægelse, eksperter og frivillige – en bred kreds – skal vi tage de næste skridt fremad, for vi skal have integrationen til at lykkes. Ellers risikerer vi, at lysten til at lukke verden ude, vokser, og det har vi ikke brug for.

Danmark skal være åbent for dem, som kan og vil, for det gør Danmark rigere. Hvis ikke vi formår at tiltrække dygtige udenlandske medarbejdere, risikerer vi, at Danmark sakker agterud. Derfor ærgrer det mig, at et flertal uden om regeringen har valgt at hæve grænsen i beløbsordningen og på andre måder bevidst gjort det så bøvlet som muligt for virksomhederne at anvende den. Derfor ærgrer det mig, at vi så sent som i går endnu en gang så et folketingsflertal, som var imod, hvad man ellers signalerede omvendt for måneder siden: at gøre det lidt enklere for folk, der har arbejdstilladelse i Danmark, også at bijobbe.

Det har vi ikke brug for. Vi har brug for det modsatte. Vi har brug for at holde arbejdsmarkedet åbent for dem, der kan og vil. Med regeringen og et folketingsflertal, regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, som står vagt om, at vi ikke er åbne for dem, der ikke vil, så har vi også mulighed for at gøre det. Det vil regeringen adressere med et udspil om udenlandsk arbejdskraft, som er på trapperne. Der skal være en ordentlig balance.

Det gælder i øvrigt for hele Danmark, at der skal være en ordentlig balance. For mig er der ikke et Hovedstadsdanmark og et Udkantsdanmark. For mig er der ikke et blåt Danmark, et rødt Danmark, et grønt Danmark eller et gult Danmark. I min optik er der kun er et Danmark, et land, hvor vi vokser i fællesskab, og hvor fremgangen skal komme alle til gode.

Derfor har vi moderniseret planloven, så den giver yderkommunerne mere plads til at skabe udvikling og arbejdspladser og fremdrift. Derfor har vi sænket færgetaksterne, så det er billigere at komme til og fra danske øer. Derfor har vi udvidet motorveje, forhøjet fartgrænser og sænket taksterne over Storebælt, og derfor er vi ved at gennemføre den største udflytning af statslige arbejdspladser i nyere tid – i alt op mod 8.000 arbejdspladser ud af hovedstaden og ind i landet. Samtidig sætter vi gang i udviklingen af hovedstaden med et udvalg, som skal se på, hvordan vi styrker hovedstaden frem mod år 2030. For vi ønsker en reel balance, hvor vi løfter i flok, hvor alle får del i fremgangen, hvor vi styrker fællesskabet, og hvor vi har overskud til at glæde os på hinandens vegne.

Det sidste gælder hele kongeriget, også vores nordatlantiske familie. Jeg ønsker et rigsfællesskab, som er til gavn for befolkningen både på Færøerne, i Grønland og i Danmark. Tre lande, tre unikke lande, som deler historie, venskaber og familiebånd. Et fællesskab med plads til forskellighed, og hvor vi hjælper hinanden. Vi havde en endog meget grundig debat om rigsfællesskabet i fredags. Jeg vil ikke gentage pointerne her i dag, men sige tak for en god debat. I næste måned skal jeg mødes med lagmanden og landsstyreformanden til det årlige rigsmøde, denne gang på Færøerne. Jeg ser meget frem til et gensyn med øerne, storslåede og hjemlige på en og samme tid, og jeg ser ikke mindst frem til at drøfte de emner, som vi alle er optaget af.

Friere, rigere, tryggere. Det er vores mål for Danmark, og det er vores mål for kommende generationer. Det er blevet sagt, at den næste generation er den første, som for alvor vil opleve klimaforandringerne, og den sidste generation, som kan stoppe dem. Men det kan vi jo ikke vente på eller satse på. Vores generation er selv nødt til at handle, og det skal vi gøre. Jeg ønsker, at Danmark fortsat skal være et grønt foregangsland. Det tror jeg i virkeligheden at vi alle ønsker. Det er jo derfor, at vi de sidste mange år har indgået brede energiaftaler, som har løftet Danmark. I 13 ud af de 17 år, hvor mit eget parti har haft statsministerposten, men også i de mellemliggende 3 ½ år, hvor Socialdemokratiet havde den, har vi løftet Danmark og gjort Danmark grønt. Det glæder mig, ligesom jeg glæder mig over opbakningen til regeringens ambition, som er, at mindst 50 pct. af energiforbruget i 2030 skal komme fra vedvarende energi.

Hvorfor har vi sat det mål? Ja, det har vi jo, fordi vi ønsker at tage det næste vigtige skridt i den grønne omstilling, vise verden og måske særlig vise de store lande, at grøn omstilling er mulig. Hvordan gør vi så bedst det? Ja, det gør vi jo ikke ved at sige, at mere grøn energi kan betale sig. Det gør vi ved at vise det. Ved at gøre den grønne energi billigere og mere konkurrencedygtig. Derfor er vi kommet med et energiudspil, hvor vi både investerer i danmarkshistoriens største havvindmøllepark, afsætter yderligere 0,5 mia. kr. årligt fra år 2025 til mere havvind eller andre grønne løsninger og samtidig sænker elafgiften og elvarmeafgiften, gør det billigere at være dansker og mere attraktivt at bruge grøn strøm. For på den måde siger vi ikke kun, at det grønne kan betale sig. Vi viser det. Det er skelsættende, både herhjemme og i udlandet.

Derudover har vi taget initiativ til det, vi kalder P4G, Green Growth for the Global Goals – eller oversat til godt dansk: grøn vækst og verdensmål. Det er et initiativ, vi har sat i søen fra dansk side for at levere på FN's verdensmål og på klimaaftalen fra Paris, og efter sommerferien vil regeringen lancere en klimaplan, som skal trække i en endnu grønnere retning.

Jeg håber, at vi igen kan få en bred aftale om fremtidens energipolitik, for det har Danmark brug for. Jeg kan så forstå, at der er andre, som ikke vil bruge af råderummet til den grønne omstilling i energiforhandlingerne, men kun bruge råderummet på andre former for offentligt forbrug. Til det må jeg sige, at det er et synspunkt, som i mine øjne er helt uforeneligt med oppositionens påståede højere grønne ambitioner. Betyder det, at man vil slække på ambitionerne, fordi man ikke vil finansiere dem, eller betyder det, at man vil finde pengene et andet sted, og hvor er det så? Det ser jeg rigtig meget frem til at blive meget klogere på i dagens løb.

Regeringen ønsker et højt ambitionsniveau, og vi har lavet en bred politisk aftale, hvor vi har faset PSO'en ud, hvilket betyder, at den grønne omstilling nu skal prioriteres i finansloven på linje med alt muligt andet, men der er så nogen, der pludselig melder sig ud og siger, at det ikke skal prioriteres op, men åbenbart prioriteres ned. Jeg håber, at vi kan få en aftale inden sommerferien, for jeg synes, at den her sag er for vigtig til at blive ramt af politisk spilfægteri, og tiden er knap. Vores erhvervsliv, danskerne, omverdenen har brug for klar dansk besked. For Danmark kan gøre en forskel, hvis vi vil, og hvis vi står sammen.

Det gælder også ude i verden. Jeg ønsker et Danmark, hvor vi dropper forestillingen om, at vi altid selv ved bedst, er bedst og ikke behøver input udefra, altså det, der nogle gange måske næsten kan tendere til storhedsvanvid. Det klæder os ikke. Men det omvendte, mindreværdskomplekset, altså forestillingen om, at vi alligevel nok er for små til at gøre en forskel og derfor bare skal putte os, så længe vi kan, klæder os heller ikke. Vel skal vi ej putte os, for vi kan og skal trække Danmark i den rigtige retning, vi skal træde stien, specielt i en situation, hvor nogen begynder at træde ved siden af. Når andre viser underskud, skal vi vise overskud. Det gør vi ved at fastholde ulandsbistanden på 0,7 pct. som et af kun fem lande i verden, og det er i en tid, hvor andre skærer ned. Det har vi gjort som formand for Europarådet med en Københavnererklæring, hvor vi blandt andet slår fast, at ansvaret for at overholde menneskerettighederne ligger hos de enkelte lande, og hvor vi har fået igennem, at der vil blive slået hurtigere og hårdere ned på dem, som åbenlyst og systematisk ikke overholder menneskerettighederne.

Os kan man regne med. Vi, Danmark, gør en forskel, og det skal vi gøre i en verden, der forandrer sig. Det gælder et Rusland, som optræder mere og mere aggressivt, et Kina, der fylder stadig mere økonomisk og politisk, et Tyrkiet tæt på, som vender ryggen til europæiske værdier, et Mellemøsten, hvor konflikter og fattigdom sender mennesker på flugt, mod drømmen om et bedre liv, og et USA – drømmenes land – som nu drømmer om mindre frihandel, drømmer om mere af bare sig selv, færre internationale forpligtelser, flere sanktioner. Det er så sandelig og mildest talt nye tider, og spørgsmålet er derfor, hvor vi bedst varetager vores interesser.

For mig peger pilen ét sted hen: Europa! Vi er en lille åben økonomi, og omkring 60 pct. af vores vareeksport går til det indre marked, så Danmark har brug for Europa, og Europa har brug for Danmark, og det samme har resten af verden. Det handler om et stærkt Europa, som både har vilje og tyngde til at gå forrest og vise vejen – ja, undskyld mig, til at være den voksne i klassen. I 45 år har vi nydt godt af det europæiske fællesskab, og vi nærmer os et guldbryllup. I år fejrer vi sølvbryllup for det indre marked – det indre marked, som giver et LO-ægtepar i ejerbolig en direkte årlig merindtægt på 65.000 kr., og som hundredetusindvis af danske arbejdspladser er afhængig af. Alligevel har vi herhjemme en tendens til at gemme det europæiske af vejen og kun støve det af, når vi skal stemme ja eller nej til noget. Man kan spørge sig selv om, hvorfor vi sådan går og putter med det.

Samtidig har der sneget sig en eller anden myte ind i debatten: Hvorfor skal EU bestemme det? kan man høre nogen sige. Jeg vil gerne sige, at jeg bestemt ikke er enig i alt, hvad der kommer ud af EU's beslutningsproces, bestemt ikke, ligesom vi jo heller ikke er enige om alt her i Folketinget. Men vi skal passe på med ikke altid at komme til at give EU skylden, når noget ikke går vores vej. EU er ikke en stat og skal aldrig være det, hvis man spørger mig; EU er et samarbejde mellem selvstændige lande, som laver aftaler i fællesskab, og i et samarbejde mellem 28 lande er det et fælles ansvar at nå til kompromisser og træffe svære beslutninger – også på områder, hvor vi ikke ser ens på tingene. Lad os begynde at tale Danmark op, Europa op, lad os begynde lidt tydeligere at stå ved det kontinent og det samarbejde, vi er en del af, og diskutere Europa uden en folkeafstemning i horisonten. Det tror jeg vil være godt.

Danmark kan gøre en forskel, og vi gør en forskel. Det så jeg, da jeg for et par uger siden besøgte de danske soldater ved NATO’s styrke i Kosovo. Det er et område, hvor der, snart 20 år efter Europas seneste borgerkrig brød ud, stadig er brug for fredsbevarende styrker. Det leverer Danmark, og det kan vi godt være stolte af – det er jeg stolt af. Tak til vores udsendte i Kosovo, og tak til alle vores udsendte rundtomkring i verden, hvad enten de bærer uniform eller ej. I gør Danmark stolt.

Samtidig skal vi huske, at et friere, rigere og mere trygt Danmark ikke kommer af sig selv. Derfor har vi indgået et forsvarsforlig med et substantielt løft til forsvaret, derfor har vi lavet en strategi for cyber- og informationssikkerhed, og derfor har vi ikke kun danske soldater i Kosovo, men vi har også udstationeret danske soldater til NATO's fremskudte tilstedeværelse i Estland – dygtige folk, som jeg selv har haft fornøjelsen at besøge. Vi tager ansvar. Vi gør en forskel, og det skal vi blive ved med, for det er i vores egen interesse.

Friere, rigere og tryggere – det er historien om Danmark siden valget. Men det er ingen naturlov, for fremgangen kommer kun, hvis vi kæmper for den, og det gør regeringen dag for dag, og sammen med jer ønsker vi at forløse Danmarks fulde potentiale.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for det gode samarbejde i årets løb til alle partier her i salen. Fra åbningsdebatten i oktober til afslutningsdebatten i dag har vi indgået 57 politiske aftaler. Det svarer til mere end en om ugen, og langt, langt de fleste er indgået med et bredt flertal hen over midten. Politik gør en forskel. Vi har ikke altid det samme udgangspunkt, men sammen får vi Danmark fremad; det gælder herinde, og det gælder i hele Danmark.

Tak til statsministeren. Og skulle der have sneget sig et enkelt ønske om spørgsmål ind, så må det vente til senere på dagen. Vi går nemlig i gang med forhandlingen. Og det er ordføreren for forespørgerne, fru Mette Frederiksen, der får lov til at lægge ud. Værsgo.

Nå, da jeg skulle i gang med at skrive min tale til i dag og gøre status over endnu et folketingsår, kom jeg i tanker om en god historie: historien om Don Quixote. Der er sikkert mange, der kan huske navnet, men hvad er det nu lige, historien handler om?

Don Quixote er sådan en noget virkelighedsfjern adelsmand. Han har siddet i sit studerekammer og læst utrolig mange gode ridderromaner. Nu vil han så selv ud på eventyr. Hans tro væbner, Sancho, følger sådan lidt modvilligt med på sit æsel. Gang på gang forsøger han at tale Don Quixote fra sine mystiske indfald. På et tidspunkt, mens de rider af sted, får Don Quixote øje på 40 kæmper med arme så lange som vinger på en vindmølle, og han tænker, at nu skal slaget stå. Han sænker sin lanse og sætter i fuld galop mod fjenden. Med fuld brag ryger han ind i den første kæmpe og bliver fluks kastet ud af sadlen. Sancho er sådan set ikke så overrasket over Don Quixotes nederlag. Han har prøvet at advare ham om, at han nok ser syner; det er slet ikke kæmper, han forsøger at bekæmpe, det er vindmøller. Og se, det eneste, der er mere absurd end at slås imod vindmøller, fordi man tror, at de er kæmper, er at slås imod vindmøller, når man udmærket godt ved, at det er vindmøller, man slås imod.

I har selvfølgelig allerede gættet, hvorfor jeg er kommet i tanker om den her gode, gamle historie. Nu vil det selvfølgelig være lidt frækt at sammenligne statsministeren med Don Quixote, men statsministeren er slået til ridder, set på en hest op til flere gange og glad for at slås imod vindmøller, bogstavelig talt, desværre. Regeringen har nemlig tidligere forsøgt at aflyse de planlagte havvindmøller ved Vesterhavet. Ca. 6.000 arbejdspladser var i fare, den grønne omstilling ville blive sat tilbage, utrygheden begyndte at brede sig i dansk erhvervsliv. Var Danmark overhovedet et godt land at investere i? Sammen med SF og Det Radikale Venstre lykkedes det os at bevare de kystnære havvindmøller.

I det hele taget må man sige, at vi har brugt et folketingsår på at forhindre regeringen i at føre sin egen politik, og det er egentlig gået ret godt – ikke mindst takket være vores samarbejde med Dansk Folkeparti og med stærk opbakning fra vennerne i rød blok. Det kan lejerne i den almene boligsektor være glade for, det kan dem med de hårdeste job, dem, der er mest nedslidte på vores arbejdsmarked, være glade for. Den førte politik i Danmark er lige nu bedst, når regeringen kommer i mindretal. Og sådan må vi så arbejde i det nuværende Folketing. Det går for en stund, men det ville være bedre for Danmark, for sammenhængskraften, for vores velfærdssamfund, for de offentligt ansatte, for alle dem, der mangler uddannelse, for den grønne omstilling, om vi kunne få lov til at bruge vores mandater og vores tid på at udvikle Danmark i stedet for.

Miljø- og klimaforandringerne har allerede nu alvorlige konsekvenser. Og vi må lægge til grund, at de bliver værre endnu. Oversvømmelser nogle steder, tørke, sult, skovbrande – det er et stadig vildere og mere uforudsigeligt vejr. Hvert år dør mere end 3.000 danskere tidligt på grund af luftforurening, ikke mindst her i København. Der bliver færre og færre af de dyr, som vi synger om for vores børn, når vi synger godnatsange. Tag bare bestanden af lærker, som er halveret på 40 år. Haren er nu en truet dyreart i Danmark, og næsten 3 millioner fugle er forsvundet. Udviklingen vender ikke sig selv – det er vores opgave. Og vi skal give en bæredygtig verden videre til de næste generationer. Det er ikke kun det rigtige at gøre, det er også det klogeste at gøre. Markedet for grønne løsninger og nye teknologier kommer til at vokse eksplosivt i de kommende år. Fremtidens vækst og arbejdspladser bliver grønne, ja, sådan er det faktisk allerede i dag.

For at nå målene i klimaaftalen fra Paris skal verdens lande investere 90.000 mia. kr. over de næste 12 år – 40 gange Danmarks BNP. Danmark har i dag en førerposition, men vi taber den førerposition, hvis ikke vi her i Folketinget evner at opstille nye mål og nye visioner. Det er derfor, Socialdemokratiet har fremlagt et samlet klima- og miljøudspil. Jeg kan ikke nå at komme omkring alle de forskellige forslag, men jeg har tre nedslagspunkter.

For det første skal Danmark være uafhængig af fossile brændstoffer allerede i år 2045. Vi ønsker 500.000 grønne biler – el, brint og hybrid – en grøn forskningsmilliard og tre nye havvindmølleparker.

For det andet skal Danmark oprette en global, grøn fremtidsfond. Den fond skal finde svarene på de allerstørste og sværeste spørgsmål, de spørgsmål, hele verden spørger om. Hvordan brødføder vi en voksende verdensbefolkning uden at belaste vores klima? Og hvordan producerer vi nok grøn energi, til at væksten ikke ødelægger vores jordklode? Fremtidsfonden vil blive en af verdens største satsninger på bæredygtige løsninger.

For det tredje skal Danmark være renere og sundere. Vi foreslår en markant indsats imod plastikforurening, vi vil udfase dieselbilerne, vi vil have mere urørt skov i Danmark og 15 nye naturparker, hvor naturen kan få lov til at vokse vildt. Det er en stor opgave, vi står over for, og den kræver politisk vilje.

Udgangspunktet kunne være bedre, for regeringen har valgt at skære ned på energiforskningen, og da regeringen kom til, skrottede den målene om at udfase kul og reducere CO 2 -udledningen. Nu skal vi så forhandle et nyt energiforlig. For os Socialdemokrater handler energipolitik først og fremmest om at få mere ren energi. For regeringen handler energipolitik mest om at sænke elafgiften. Jeg håber selvfølgelig på, at vi kan få et bredt forlig på energiområdet med flere havmøller, renere biler, bygninger, hvor varmen ikke suser ud igennem utætte vinduer – med andre ord en anden politik end den, regeringen fører i dag.

Klima- og miljøpolitik handler om, hvad vi skal leve af i fremtiden. Men det handler også om Danmarks sikkerhed og Danmarks tryghed. Historisk mange mennesker er på flugt – sådan vil det også være i fremtiden, også på grund af klimaforandringerne – fra krig, fra ufred og fra fattigdom. Der er ikke noget, der tyder på, at de store migrantstrømme vil aftage. Asylsystemet er de facto brudt sammen. Det kan ikke klare presset, det ved vi allerede. Vi ved også, at vi ikke kan hjælpe alle, hverken i Danmark eller i Europa, men vi skal stadig hjælpe flere ude i verden. Hvordan hjælper vi bedst?

Socialdemokratiet har fremlagt et udspil til en samlet udlændingepolitik. Vi foreslår bl.a., at Danmark skal oprette et modtagecenter uden for Europa. Asylansøgere, som søger asyl ved den danske grænse, skal sendes til et modtagecenter og have deres sag behandlet der. Til gengæld skal vi igen tage kvoteflygtninge fra FN.

Først var regeringen imod ideen, og så viste det sig, at regeringen allerede var i gang med at realisere noget, der ligner. Sammen med andre europæiske lande undersøgte regeringen, om de kunne etablere modtagecentre for asylansøgere i tredjelande. Siden den diskussion har vi ikke hørt noget fra regeringen; det er snart 4 måneder siden. Derfor stillede jeg et spørgsmål til statsministeren sidste onsdag sammen med hr. Kristian Thulesen Dahl. Desværre havde statsministeren ikke mulighed for at svare, og derfor spørger jeg i dag: Hvad er status for det arbejde? Indtil vi får det svar, skal vi have integrationen til at fungere bedre herhjemme. Derfor er jeg glad for de aftaler, vi har lavet, om at bekæmpe parallelsamfund i Danmark. Det er blot endnu et eksempel på, at udlændingepolitikken ligger fast.

Om senest et år er vi i valgkamp. Vi ved, at Venstre vil gøre, hvad de kan for at så tvivl om udlændingepolitikken. Og mon ikke vi ser en enkelt skræmmekampagne eller to. Lad mig derfor slutte af med i korthed at sige: Hvis danskerne betror os ansvaret, vil en ny socialdemokratisk ledet regering kunne gøre to ting: for det første fastholde den stramme udlændingepolitik forankret i et bredt flertal her i Folketinget og for det andet føre en mere retfærdig og en grønnere velfærdspolitik sammen med de partier, der ligesom os ønsker en ny retning for Danmark.

Så skal jeg have lov at læse et forslag til vedtagelse op fra Socialdemokratiet, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringen har skruet ned for Danmarks grønne ambitioner til skade for både klima, borgere og erhvervsliv. Folketinget pålægger regeringen at gå forrest i EU og føre en energi- og klima- og miljøpolitik, der understøtter Parisaftalen og FN's 17 verdensmål og derved bringer Danmark tilbage på et ambitiøst spor gennem brede politiske forlig.

Folketinget opfordrer regeringen til at ændre kurs, så Danmark igen kan blive en grøn stormagt. Det kræver bl.a. flere havvindmølleparker, et ambitiøst mål for energieffektivisering, udbredelse af elbiler, flere midler til energiforskning, omlægning af mindst halvdelen af al statsskov til urørt skov, øget bekæmpelse af plastikforurening, prioritering af rent drikkevand samt flere, store og sammenhængende naturområder, der understøtter biodiversitet.

Folketinget konstaterer, at den grønne omstilling har brug for ambitiøse og langsigtede rammebetingelser, så vi i fremtiden får flere grønne arbejdspladser i Danmark.

Folketinget pålægger desuden regeringen at mindske uligheden og bekæmpe fattigdom.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 70).

Tak til fru Mette Frederiksen.

Så har vi en lang liste af medlemmer, der kunne tænke sig at spørge den socialdemokratiske leder, og det tager jo tid. Der er afsat tre kvarter, og jeg vil bare nævne, at vi jo har nogle taletider her i Folketingssalen. Bare lige for at minde om det, er der 1 minut til første spørgsmål, og det næste er så det sværeste, nemlig at der kun er ½ minut til spørgsmål to. Det kan godt være, at det at prøve at overholde taletiderne fra min side fuldstændig er som at kæmpe mod vindmøller, men nu har jeg alligevel nævnt det.

Den første spørger er hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak. Det er jo altid trist at skulle starte efter sådan en formaning, men jeg skal alligevel forsøge at holde mig inden for den tildelte taletid.

Jeg synes selvfølgelig, og det kan jo ikke overraske nogen, at noget af det, som fru Mette Frederiksen var inde på, der er rigtig interessant, er det her synspunkt om at stoppe for muligheden for at kunne søge asyl direkte i Danmark, men i stedet for være forpligtet til at komme og få behandlet sin sag i givet fald i et center eksempelvis i Nordafrika. Jeg synes selvfølgelig i lighed med fru Mette Frederiksen, at det ville være interessant, at statsministeren også i løbet af dagen, måske når han forbereder sin svartale senere på dagen, kommer ind på lige præcis det spørgsmål.

Det, jeg godt kunne tænke mig forinden at høre fru Mette Frederiksen om, er selvfølgelig lidt mere om, hvordan Socialdemokratiet tænker sig, at det i praksis vil kunne laves, hvordan vi kan komme videre med det, og også, om man ikke, indtil det så i givet fald står klart, skulle starte med den ene del af det, nemlig det her med, at man så ikke har mulighed for, efter at man har transporteret sig igennem 6-7 sikre lande, at søge asyl i Danmark. For der kunne vi jo starte. Det kan vi selv styre, inden vi i givet fald måtte have en opbakning også fra andre lande til at have et center eksempelvis i Nordafrika, hvortil folk så kan henvises.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes jo, at det her er den eneste farbare vej for Europa. Det er i mine øjne aldeles uholdbart, at så mange mennesker sætter deres liv på spil, når de krydser Middelhavet, og inden da har mange krydset Saharaørkenen og er ad anden vej nået frem til det, der så er den forjættede kyst. Der er så mange liv, der går tabt, og der er så mange børn, der udsættes for overgreb, og kvinder ligeså, at man ikke længere kan påstå, det er humant at opretholde det flygtningesystem, vi har i dag. Derfor bliver vi nødt til så at sige at få flyttet Europas grænse fra at være nord for Middelhavet til at være syd for Middelhavet, så de flygtninge, der har et beskyttelsesbehov, bliver beskyttet, men at det er uden at skulle udsætte sig selv for den farefulde færd, som vi ser i dag.

Samtidig med det er det selvfølgelig også vigtigt for mig at understrege, at vi ikke kan blive ved med at modtage så mange mennesker i Europa, som vi har set igennem de seneste år, for integrationen kan ganske enkelt ikke følge med.

Hvordan gør vi så det her i praksis, og kan jeg nå at svare på det inden for den tilladte taletid? Det kan jeg nok ikke. Men jeg mener, at det må være muligt bl.a. i et samarbejde med FN, som allerede i dag driver også ret velfungerende flygtningelejre, at få etableret modtagecentre, som vi selvfølgelig har ansvaret for som land, hvor vi kan yde den beskyttelse, vi skal, til flygtninge, men altså uden at man så kan søge spontan asyl i Danmark.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det ville bestemt være at foretrække, og så er spørgsmålet jo, hvordan vi får det flyttet fra at være en diskussion til en reel handling. Det er jo klart, at det måske kan have lidt lange udsigter at få oprettet hele det her system sammen med andre, om det er via FN-systemet i givet fald, det ville være helt oplagt at gøre, men det kan godt have lidt tid i sig, før det er en realitet.

Vi har jo grænsekontrol nu, og det er noget, vi har haft et par år. Det er jo dejligt, og det håber jeg vi vil komme til at have fremover også, og man kan jo bruge den grænsekontrol til at stille sig selv det spørgsmål, om det er rimeligt, at man kan vandre op igennem hele Europa, igennem 6-7 sikre lande, hvor man ikke er forfulgt, og så have retten til at droppe ned i Danmark og sige: Så vil jeg i øvrigt gerne søge asyl i Danmark. Der kunne vi jo starte, der har vi jo en mulighed for at sige, at den mulighed bør ikke være til stede. Altså, man kommer jo ikke direkte fra et land, hvor man er forfulgt og dropper ned i Danmark. Man kommer jo igennem mange andre lande inden. Den del er der jo også i Socialdemokratiets udspil, nemlig at så skal man ikke længere have mulighed for at søge asyl direkte i Danmark, og jeg synes jo, at det er interessant, om vi kan arbejde videre med det spor, før vi måske om mange år har fået det andet system på plads.

Ordføreren.

Det vil jeg gerne være med til at diskutere. Derudover er der to ting. For det første glæder jeg mig også over, at vi har en velfungerende grænsekontrol, og for mig er det helt naturligt, at vi ved, hvem der kommer ind i Danmark, og hvilket ærinde man har, fordi der er en del af det kriminalitetsbillede, vi ser i dag, der har at gøre med folk, der kommer udefra – desværre.

For det andet kan jeg ikke forstå, at det her tager så lang tid. Det er jo ikke, fordi jeg påstår, at det er nemt, det kunne jeg ikke drømme om, men den diskussion, vi har, om flygtningesituationen i Danmark, har man jo også i andre europæiske lande, og for mig er det faktisk uforståeligt, at de europæiske ledere ikke for længst har sat sig sammen og fundet en vej at gå. Så er der dem, der vil sige: Er det helt urealistisk? Mon ikke også mange sagde det om den flygtningeaftale, der er indgået med Tyrkiet for få år tilbage, og som jo i dag er et meget, meget vigtigt instrument i, at vi overhovedet har styr på, hvem der kommer til Europa. Så jeg mener, at det her kan lade sig gøre. Jeg påstår ikke, at det er nemt, men det kan lade sig gøre. Det kræver et politisk lederskab, og det er selvfølgelig derfor, at jeg stiller spørgsmål til statsministeren i dag.

Tak, og så er det fru Britt Bager, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke fru Mette Frederiksen for en god tale, hvor der var flere ting, som vi i Venstre er enige i. Bl.a. at vi stadig væk skal være ambitiøse på klima- og miljødelen.

Når det så er sagt, er der selvfølgelig også nogle ting, der bekymrer mig dybt, bl.a. at vi i dag står foran to oppositioner. En opposition, der består af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, og så en opposition, som består af Radikale Venstre og Alternativet. Og når fru Mette Frederiksen så står og forsikrer os om, at hun i fremtiden vil føre en stram udlændingepolitik, så er jeg alvorligt bekymret. Jeg er alvorligt bekymret for, at vi igen kan komme til at se, at en måske kommende regering – forhåbentlig sker det ikke – vil lempe på udlændingepolitikken 45 gange, ligesom den forrige regering gjorde.

Så hvordan kan fru Mette Frederiksen stå og give os en garanti for, at der stadig væk vil være en fast udlændingepolitik uden lempelser, såfremt Socialdemokratiet kommer til magten?

Ordføreren.

Altså, jeg har det jo sådan, at når vi samarbejder her i Folketinget, og det er vi heldigvis bedre til, end vores ry tilsiger – det synes jeg også statsministeren lige fik sagt til sidst – så må det jo være sådan, at partier selvfølgelig kan søge indflydelse. Men der er ikke et mindretal, der kan påtvinge flertallet deres holdninger. Og det har I jo – skulle jeg til at sige – i de borgerlige partier gjort jer jeres egne erfaringer med igennem de seneste år, og sådan må det også være på udlændingeområdet. Altså, den udlændingepolitik, der føres i dag, har opbakning fra omkring 75 pct. af mandaterne her i Folketinget, og i hvert fald det samme i befolkningen. Og jeg ser overhovedet ingen tegn på himlen på, at det skulle ændre sig efter næste folketingsvalg. Tværtimod tror jeg, at med de stadig enormt store problemer, der er på integrationen, og en meget, meget urolig verden, så vil danskerne også ved næste folketingsvalg give et ubetinget mandat til, at der føres en udlændingepolitik, hvor vi har styr på, hvor mange der kommer til Danmark, så vi faktisk også får dem integreret, der er her. Og sådan kommer det selvfølgelig også til at være efter næste valg.

Britt Bager.

Jeg er slet ikke bekymret for, hvor danskerne står i det her. Jeg er bekymret for, hvor Socialdemokratiet står. Jeg er bekymret for, at Socialdemokraterne lader sig overtale endnu engang af de fire partier, der er rundt om dem. Jeg står her med en artikel, hvor hr. Morten Østergaard siger: Vi skal have indflydelse på alle områder, også på udlændingepolitikken. Fru Mette Frederiksen står da med et kæmpe problem. Hvordan har fru Mette Frederiksen tænkt sig at løse det?

Værsgo.

Jeg synes egentlig, at svaret giver sig selv, fordi mandaternes logik er den eneste lov, der ikke kan ophæves på Christiansborg. Sådan er det i dag i Folketinget, og sådan bør det også være efter et folketingsvalg. Danskerne har talt klart, når det gælder udlændingeområdet, og jeg ligger i øvrigt fuldstændig på linje med danskerne i den her sag. Der er kommet for mange til Danmark med ikkevestlig baggrund, vi ikke har evnet at integrere. Vi ser i dag enormt store integrationsudfordringer med manglende sprogkundskaber, for høj arbejdsløshed, for høj kriminalitet og tilvækst af parallelsamfund. Der er ingen grund til at lempe udlændingepolitikken, når vi ikke engang har evnet at integrere dem, der er kommet hertil. Socialdemokratiets politik ligger fast. Danskerne må tale ved næste valg, og hvis der efter valget fortsat er et så massivt flertal bag udlændingepolitikken, som der er i dag – og det tror jeg der er, jeg kan ikke forestille mig andet – så er det den, der står fast. Og det er i øvrigt det, vi vil arbejde for.

Tak. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for en tale, som jeg er enig i dele af. Sådan må det jo være. Der er to aftaler, som jeg gerne vil have fru Mette Frederiksens kommentarer til.

Socialdemokraterne har jo sammen med regeringen og Dansk Folkeparti og nogle andre partier indgået flere aftaler, der handler om det, man nu kalder parallelsamfund, som før hed ghettoer, men i virkeligheden bare er udsatte boligområder. To af aftalerne handler om eller truer med måske at sende børnefamilier ud i yderligere fattigdom ved at tage børnechecken fra dem. Det er noget med tvang i daginstitutioner, eller hvis børnene har for meget fravær. Hvis man spørger eksperterne, hvis man spørger pædagogernes fagforening, BUPL, hvis man spørger Børns Vilkår, siger de alle sammen, at tvang ikke er vejen frem, at den ikke kommer til at gavne børnene, at det er dårligt for forældresamarbejdet, det er helt essentielt. Og i øvrigt får udsatte familier, som ikke evner at få deres børn i skole eller ikke sender deres børn i daginstitution, det i hvert fald ikke nemmere, hvis de får færre penge mellem hænderne.

Jeg synes egentlig også, at Socialdemokraterne plejer at sige, at vi ikke skal straffe børnene gennem forældrene, og bl.a. derfor har vi været enige om at være imod kontanthjælpsloftet, vi har kæmpet mod børnefattigdom, og nu står vi så med nogle aftaler her, hvor Socialdemokraterne straffer børnene gennem forældrene.

Ordføreren.

Jeg vil svare sådan, at jeg egentlig altid selv har været imod, at vi tager fra børnechecken, når forældre ikke lever op til deres forældreevne, for så vil jeg hellere have afdækket, hvorfor forældreevnen ikke er der. Og er den der ikke, er det sådan set – forstå mig ret – bedre at fjerne børnene fra familien, for der er nogle familier, der ikke formår at give deres børn de opvækstbetingelser, som de skal. Når vi nu alligevel ender med at lave den her aftale, og jeg synes, det er en god aftale, vi har lavet, er det, fordi udfordringerne i dag er så store, at vi er tvunget til at finde nye svar. Der er så mange, især drenge, med ikkevestlig baggrund, der forlader vores skole som det, man kalder funktionelle analfabeter; de kan ikke læse, skrive og regne, og en del af dem har så dårlige kundskaber, at de ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Når du står i dag som ung med ikkevestlig baggrund og uden at have basale færdigheder på plads, uden en ungdomsuddannelse, så får du et svært liv i Danmark, for kravene på arbejdsmarkedet er kun taget til. Derfor bliver vi nødt til at få det her vendt.

Der må jeg sige, at jeg tror, at noget af det, der er afgørende, er, at de mindste børn kommer i vuggestue, for vi kan se, at hvis barnet ikke kommer i vuggestue og ikke kommer i børnehave og starter i børnehaveklasse uden at kunne tale dansk og uden at have den begrebsverden, der ligger til grund for meget læring i det danske skolesystem, så er de så meget bagud på point, at du næsten kan skrive deres livshistorie på forhånd, og det vil jeg ikke være med til, for det er så uretfærdigt. Derfor skal vi have børnene i vuggestue og børnehave. Vi havde selv stillet et forslag om, at alle børn obligatorisk skal opskrives til vuggestue, men det kunne vi ikke få flertal for, så det her er den politiske aftale, vi har kunnet indgå, og jeg tror, den kommer til at virke for de børn.

Fru Pernille Skipper.

Jeg synes ærlig talt, det er en lille smule tyndt at håbe på, at det bare virker, og at man ikke kommer til at komme ud i at tage børnechecken fra nogle familier. For det første siger eksperterne, at det gør det formentlig ikke, og at det for øvrigt er en dårlig idé. For det andet svarer fru Mette Frederiksen ikke på, hvad konsekvenserne for de børn, som forældrene ikke sender i daginstitution, bliver, og hvor forældrene med de sociale problemer, de har, ikke formår at få børnene til at komme i skole, når børnechecken ryger. Så straffer man børnene gennem forældrene, og det har fru Mette Frederiksen altid været imod.

Jeg ved, at fru Mette Frederiksen godt ved, hvad konsekvenserne af bare 1 år i børnefattigdom er, for det er nemlig, at alle de chancer, som fru Mette Frederiksen står og taler om hun gerne vil give de her børn, bliver ringere. Bare 1 år i børnefattigdom, så er uddannelseschancerne ringere, så er livschancerne ringere. Men det er man så ude i at være villig til at risikere for noget, man tror virker, i modsætning til, hvad alle eksperter og børneorganisationer siger.

Ordføreren.

For det første har vi jo prøvet så ufattelig mange tiltag igennem de seneste 30 år, hvoraf nogle har virket, mens mange ikke har. Vi og jeg kan ikke blive ved med at se på, at vi sender det ene barn efter det andet med ikkevestlig baggrund i det her samfund ud i ingenting, fordi vi ikke evner at kompensere for de problemer, der er i hjemmet. Derfor bliver vi nødt til at sadle om. Det her kunne jo også betyde, at de forældre, der krampagtigt holder fast i enten en afstandstagen til det danske samfund for nogles vedkommende, massive sociale problemer for nogles vedkommende eller for andres vedkommende et ønske om, at mor skal være derhjemme med de mindste børn, får udfordret deres tankegang. Hvis der er tale om så massive sociale problemer, at forældrene ikke magter at følge barnet af sted, så skal der jo en social indsats til, og – om nødvendigt – at barnet slet ikke skal være i den familie.

Derfor bliver man også nødt til at spørge om, hvad alternativet er, for alternativet er ikke at fortsætte, som vi har gjort i mange år. De sociale uligheder i Danmark har fået en etnisk overligger, og min vurdering er, at vi har ganske få år til at få det rettet op.

Tak. Den næste er fru Christina Egelund, Liberal Alliance.

Tak for det. Og også tak fra Liberal Alliances side for en fin ordførertale. Der er jo i rød blok ret velkendte uenigheder, når det kommer til udlændingepolitikken, og derfor var det et fuldstændig relevant spørgsmål, som fru Britt Bager stillede, nemlig: Hvad kan man egentlig forvente sig af den udlændingepolitiske kurs, skulle Mette Frederiksen overtage regeringsmagten efter næste valg? Hvad kan man egentlig regne med? For der er jo velkendte uenigheder, så det synes jeg sådan set er et legitimt spørgsmål. Det svar, som fru Mette Frederiksen kom med, var sådan noget med mandaternes logik og det bredere samarbejde i Folketinget – og det tolker jeg betyder, at man agter at føre udlændingepolitikken med blå blok. Det må være det, det betyder. Jeg kan se, at formanden nikker.

Jeg skal bare forstå det helt rigtigt: Betyder det, at fru Mette Frederiksen har en aftale med Det Radikale Venstre, med Enhedslisten, med Alternativet om, at skulle fru Mette Frederiksen blive statsminister, så får de ingen indflydelse på udlændingepolitikken, for den fører man med blå blok?

Ordføreren.

Jamen det her er jo ikke et spørgsmål om, om partier kan søge indflydelse eller ej. Det kan alle partier i Folketinget. Indgår man i brede forhandlinger, plejer det at være sådan, at vi finder hinanden, men hvis ikke man har et ønske om at understøtte den førte udlændingepolitik, så tror jeg slet ikke, man går ind i forhandlingslokalet. Og ja, så må vi lave det hen over midten, nøjagtig som vi gør det i dag.

Når vi nu taler om uenigheder – for der er uenigheder på udlændingeområdet i rød blok, og jeg er glad for, at Socialdemokratiet står, hvor Socialdemokratiet står, for det er der, hvor danskerne er – vil jeg høre: Hvordan går det egentlig i blå blok? Er I enige om skattepolitikken? Er I enige om EU-politikken? Er I enige om den økonomiske politik?

Jamen det er da mageløst, at I to sidder og nikker – I er da uenige om senere tilbagetrækning, I er uenige om topskattelettelser, I er uenige om omprioriteringsbidraget.

Så ja, der er uenigheder i rød blok, og der er uenigheder i blå blok. Ergo kan et samarbejde hen over midten på nogle afgørende politikområder i hvert fald være en del af vejen frem.

Spørgeren.

Altså, jeg tolker ordførerens svar sådan, at vi skal være betrygget af, at i et eventuelt nyt rødt flertal er de andre røde partier fuldstændig på det rene med ikke at skulle have nogen indflydelse på udlændingepolitikken. Det bliver spændende at høre dem om det senere i dag, det får vi heldigvis lejlighed til.

Jeg vil gerne bruge mit andet spørgsmål til at spørge om noget helt andet, nemlig om fru Mette Frederiksens syn på de frie skoler, for der er kommet lidt kedelige meldinger, synes jeg og vi i Liberal Alliance, over det sidste års tid fra Socialdemokratiet, når det kommer til de frie skoler. Punkt 1: Man vil sænke koblingsprocenten – det vil sige, at det bliver dyrere for den enkelte familie at sende sit barn i friskole. Punkt 2: Man har en underlig målsætning om, at det kun skal være 10 pct. af skoleeleverne, som kan få lov at gå i en friskole, hvor det i dag er næsten 20 pct., som går der.

Så mit spørgsmål er egentlig: Hvem er de omkring 40.000 skoleelever, der i dag har valgt et alternativ til folkeskolen, har valgt en friskole – det kan der være mange gode grunde til – som så skal tvinges tilbage i folkeskolen? Hvem er det, som ikke skal have det frie valg?

Ordføreren.

Der er tre ting, jeg gerne sige om de frie skoler. For det første er det godt, at vi har dem – det er en del af den danske skoletradition.

For det andet bliver de nødt til at påtage sig et større socialt ansvar og integrationsansvar. Det er uholdbart, at vi i dag har folkeskoler, hvor 90 pct., op imod 100 pct., af børnene har ikkevestlig baggrund eller i hvert fald indvandrerbaggrund, og så har vi nogle fri- og privatskoler, hvor andelen af børn med minoritetsbaggrund er forsvindende lille. Jeg synes, at alle skoler i Danmark skal pålægges at tage et ansvar, så vi kan få integrationen til at fungere.

For det tredje har Liberal Alliance vundet en sejr ved at hæve det beløb, der gives til fri- og privatskoler, samtidig med at der føres en økonomisk politik, der mange steder sætter folkeskolen under pres. Det er selvfølgelig uholdbart. Det er selvfølgelig uholdbart, for det er fint, at familier kan vælge, men det er ikke fint at føre en politik, der bevidst undergraver folkeskolens muligheder for at være en god folkeskole, samtidig med at man favoriserer nogle andre skoler, og det har vi sagt fra over for. Det var de tre ting, jeg ville sige.

Tak. Næste spørger er fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale – en fin grøn tale. Vi er rigtig glade for i Alternativet, at Socialdemokraterne har valgt så stærkt et grønt fokus. Jeg håber også, at det er noget, vi kommer til at snakke rigtig meget om her i salen i dag. Derfor har jeg også et par grønne spørgsmål.

Fru Mette Frederiksen sagde, at Danmark har en førerposition, og at den skal vi bevare. Det er jo sådan, at vi er ved at miste den. Vi har faktisk allerede mistet den på nogle områder. Bl.a. er der i hvert fald fire lande i verden, Costa Rica, Frankrig, Belize og Irland, der allerede har forbudt national produktion af fossile brændsler. Det vil sige, at de simpelt hen har forbudt, at man må bore efter olie, både til havs og til lands, i deres lande. Det er jo noget af det, som vi godt kunne tænke os vi i Danmark også gjorde. Så hvor står Socialdemokratiet lige præcis der? Er Socialdemokratiet enige med os i Alternativet i, at vi i Danmark også skal hen til et fuldstændigt forbud mod produktion af olie, ikke kun til lands, som vi jo har, men også til havs?

Ordføreren.

Jeg tror, at vi er enige i rigtig meget, når det handler om den grønne omstilling: behovet for, at Danmark sætter sine ambitioner højere, at vi bruger vores mandater her i Folketinget til at tage de næste skridt, og at det haster. Vi har jo gjort det meget klart, at vi ønsker, at Danmark skal være uafhængigt af fossile brændstoffer i år 2045. Ved det fremrykker vi jo så tidspunktet 5 år i forhold til, hvad der har været målet tidligere. Det er det, vi vurderer kan lade sig gøre, når vi samtidig skal have alle tingene til at gå op i en højere enhed, herunder vores produktion i landet, vores erhvervsliv, som også er vigtigt i den grønne omstilling.

Så for at gøre en lang historie kort: Det er det, der er vores mål. Jeg tror, at Alternativet gerne vil gøre det endnu tidligere. Det har vi ikke set et troværdigt svar på kan lade sig gøre, uden at det vil have en for stor omkostning i forhold til dansk erhvervsliv, men det er i hvert fald her, vi står.

Spørgeren.

Tak for det. En anden ting, som vi jo ved bidrager rigtig meget til CO 2 -udledningen, er kødproduktionen, og Danmark er et af de mest kødspisende lande i verden. Hvis vi overhovedet skal tage den grønne omstilling alvorligt, bliver vi altså også nødt til at kigge på det her område. Vi har foreslået bl.a. en klimaafgift på oksekød og kødløse dage eller grønne dage i offentlige institutioner, som jo også rammer forbrugerne.

Jeg tror, at vi på en eller anden måde også er der, hvor vi alle sammen bliver nødt til at sige: Ja, det er et politisk ansvar; det er også et forbrugeransvar at bidrage til den grønne omstilling, og det kan godt være, at vi alle sammen skal spise en bøf mindre. Bl.a. kunne det være en CO 2 -afgift, som også rammer forbrugerne, når man køber varer, som udleder meget CO 2 , når de bliver produceret. Hvor står Socialdemokraterne der? Er Socialdemokratiet enig med os i, at vi også bliver nødt til måske at turde tale om, at den enkelte forbruger også skal tage et ansvar for den grønne omstilling?

Ordføreren.

Ud over at det ville være utrolig pinefuldt for mit eget vedkommende at skulle undvære kød, og det er jo lettere for spørgeren, som er vegetar, at tage den her diskussion, må jeg sige, og det er selvfølgelig absolut det vigtigste, at jeg simpelt hen mener, at det her vil ramme alt, alt for socialt skævt. Hvis man sidder som enlig mor og er ved at skrive indkøbslisten og har tre drenge, der spiller fodbold, så kommer man altså langt på en omgang spaghettikødsovs, og det tror jeg er billedet i rigtig, rigtig mange familier. Det med at gøre helt almindelige dagligvarer dyrere rammer i mine øjne for socialt skævt. Så det mener jeg ikke er en farbar vej.

Men jeg mener, at vi skal tage ansvaret her. Jo, det er godt, at man slukker for vandet, når man børster tænder, og at man som forbruger tænker sig om. Det tror jeg egentlig de fleste danskere gerne vil, men det er et politisk ansvar, og det er der, vi kan rykke. Det er der, vi virkelig kan rykke, eksempelvis ved at få omlagt vores bilpark, så vi ikke kører rundt i diesel- og benzinbiler, men får flere grønne biler og får flere elbusser, får elektrificeret vores togbane, tager de næste store skridt. Det er der, vi for alvor rykker, og det håber jeg vi kan få et flertal for.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard. Værsgo.

Jeg glæder mig altid til afslutningsdebatten, og jeg går sådan og gearer op til dagen, der kommer, og dagen efter kan man så gå en tur i Kvickly, og så undrer man sig over, at ingen ude i den virkelige verden rigtig har taget anfægtelse af, at man har siddet herinde i 12 timer og debatteret, så blodet springer. Nu har jeg lyttet til debatten her den første halve times tid, og så tænker jeg: Det er måske derfor. Altså, fru Mette Frederiksen siger, at det går bedst, når vi forhindrer regeringen i at føre sin politik, og alle spørgsmålene fra regeringsblokken er så: Hvordan kan man forhindre fru Mette Frederiksen eller det flertal, der måtte bringe hende til magten, i at føre sin politik efter et valg?

Imens står virkelighedens problemer så uløste tilbage. Derfor er jeg også nødt til at spørge om noget. Når fru Mette Frederiksen i starten af valgperioden til sit parti på sin kongres sagde, at nu skulle det være slut med »symbolpolitik, forslag om lejre i Kenya og straksopbremsninger«, og så i dag står vel stort set og siger til hr. Kristian Thulesen Dahl, at det er det, der nu er behov for, så er mit spørgsmål bare: Stopper det ved det? Vi så burkaforbuddet ved årets begyndelse. Det var også et DF-inspireret forslag, der blev overtaget. Er der flere holdningsskift på vej? Hvad med paradigmeskiftet, at flygtninge slet ikke skal integreres? Er det også noget, som Socialdemokratiet overvejer at overtage fra Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Jamen lad os prøve at tage udgangspunkt i virkeligheden, for der skete jo i virkeligheden det – både i den virkelige virkelighed og i virkeligheden – at der, fra jeg holdt den kongrestale til nu, kom mange flere mennesker til Europa, end noget land kunne integrere. De lande, der var størst i slaget – Tyskland, Sverige – står i dag med problemer, der er af en sådan karakter, at de knap nok selv kan se en udvej. Heldigvis var vi klogere i Danmark, fordi vi fik strammet op og fik ændret i noget af lovgivningen. Men der kan gå hul på det igen.

Vi har et Mellemøsten, der står i brand, og hvor der er et meget tungere konfliktmateriale end det, vi ser, og som er rimeligt i sig selv: Klimaforandringerne i Afrika, befolkningstilvæksten vil jo, i hvert fald så langt mit øje rækker, betyde, at tusinder, millioner af afrikanere vil forsøge at komme til Europa. Derfor er svaret, at vi bliver nødt til at lave lejre i nærområderne. Det er ikke symbolpolitik; det er et, synes jeg, ædrueligt bud på, hvordan vi langsigtet kan løse en flygtninge- og migrantkrise, som er kommet for at blive.

Burkasagen handler om ligestilling. Den handler om, at jeg aldrig vil understøtte et styre, en tankegang, en religion, der ønsker at fjerne det ene køn fra gadebilledet, og som ikke ønsker, at kvinden skal kunne leve sit liv på lige fod med alle andre. Det at udviske det ene køns identitet er så langt væk fra det, jeg tror på, vedrørende ligestilling og ligeværd. Vi har forsøgt at bekæmpe burkaen i Afghanistan. Nu er den kommet til Danmark, og selvfølgelig skal kvinder med ikkevestlig baggrund i Danmark kunne gå frit på danske gader.

Hr. Morten Østergaard.

Det er jo et uangribeligt synspunkt, som alle vel må dele. Det var bare sådan, at da Folketinget åbnede, var der mig bekendt kun ét parti, måske to, der gik ind for, at det så skulle klares med et forbud. Og inden åbningsdebatten var ovre, var det både Venstres og Socialdemokratiets synspunkt.

Jeg siger bare, at det vel ikke er svært at fortænke folk i, at de oplever, at der sker et holdningsskred. Nu spurgte jeg til paradigmeskiftet, og jeg fik vist ikke rigtig svar på det. Men kan fru Mette Frederiksen fortænke nogen i at føle, at Socialdemokratiet gerne vil komme til magten ved hjælp af stemmer fra resten af oppositionen og egentlig at føre en politik, der er inspireret af det parti, der har bragt den regering, vi har nu, til magten, og at folk derfor er efterladt uden en fornemmelse af, at de egentlig har et reelt valg?

Ordføreren.

Egentlig synes jeg, det er bemærkelsesværdigt, at det skal være problematisk, at man som politiker skifter holdning. Jeg blev selv valgt til Folketinget, da jeg var i starten af 20'erne. Der er gået snart 20 år. Selvfølgelig har jeg ændret holdning på nogle områder. Mig bekendt har spørgeren det også. For nylig var der vel en rejse ud i den virkelighed, der gælder i nogle af parallelsamfundene i Danmark. Jeg hørte også Det Radikale Venstre i den anledning skifte holdning til bandepakken, hvad jeg hilser utrolig velkommen, for der har politiet behov for nogle skrappere midler i forhold til den organiserede kriminalitet.

Ja, når det handler om udlændingepolitikken, er der i dag en bred enighed i Folketinget, heldigvis. Jeg håber, at den enighed ad åre vil omfavne endnu flere politiske partier, for jeg tror faktisk, det er vigtigt for et land, at der er en samklang mellem den førte politik og befolkningen. Der er vi kommet meget tættere på, end vi var tidligere. Men så er der jo også andre politikområder.

Jeg går ud fra, jeg håber, og jeg tillader mig egentlig også at lægge til grund, at den grønne tale, jeg holder i dag, ligger meget, meget tættere på Det Radikale Venstre end en påstået ny grøn profil hos en regering, der har gjort alt det modsatte de første 3 år af sin regeringstid.

Tak. Så er det hr. Jacob Mark. Værsgo.

I SF er vi lidt bekymrede over, at vi kan se, at der er flere børn og unge i det her land, der ikke har det godt. Vi kan se, at der er flere børn og unge i daginstitutionerne, i folkeskolerne og på ungdomsuddannelserne, der mistrives, og det er jo en stor debat, hvad vi gør ved det. Men noget af det, som vi i hvert fald ved presser børnene helt nede i vuggestue- og børnehavealderen, er, hvis de ikke kan få den omsorg, de har brug for. Det ved man simpelt hen presser børnene, hvis de ikke kan få den tid sammen med pædagogen, som de gerne vil have.

Der er lavet en undersøgelse af BUPL, som viser, at tre ud af fire pædagoger i gennemsnit står alene med 17 børn i løbet af en dag i ca. 56 minutter – 17 børn til én pædagog. Det har i hvert fald fået SF til at tænke, at vi er nødt til at indføre minimumsnormeringer, sikre, at der er pædagoger nok ude i landets daginstitutioner, så vores børn kan få den omsorg, som de har brug for. Hvad tænker Socialdemokratiet om det forslag?

Ordføreren.

Jeg tænker grundlæggende, at det er et utrolig sympatisk forslag, og jeg er en til en enig i det, spørgeren rejser her. Hvis ikke der er rum, faglighed og økonomi til relationsarbejdet voksen og barn imellem, er meget af alt det andet, vi taler om, en saga blot. Og det er præcis i barnets første år, at hele grundlaget for resten af dets liv i virkeligheden bliver lagt. Mange pædagoger løber for stærkt, og det har konsekvenser for børnene; det har konsekvenser for lydniveauet, det har konsekvenser for stressniveauet. Det har selvfølgelig også konsekvenser for børnenes afledte evne til at lære at koncentrere sig – tingene hænger sammen.

Så er spørgsmålet: Hvad for et virkemiddel tror vi så mest på? Er det minimumsnormeringer, som er noget, vi har diskuteret igennem mange år, eller er det grundlæggende at søge danskernes opbakning til at føre en økonomisk politik, hvor der er råd til at føre vores velfærdssamfund på en måde, så man i den enkelte kommune kan prioritere daginstitutioner? Og der hælder jeg til den sidste model.

Spørgeren.

Jeg er sådan set glad for, at vi deler erkendelsen af, at det er vigtigt, at der er pædagoger nok til børnene i daginstitutionerne. Men jeg tror ikke, det er nok bare at overlade det til økonomien og så håbe på forbedringer. For hvis man kigger på statistikkerne, kan man se, at der er blevet færre voksne til børnene over de sidste 30 år, og det er ikke bare i én kommune, det er i gennemsnit sådan i hele det danske land, at der simpelt hen er blevet færre voksne til børnene.

I folkeskolen har man jo et klasseloft. Det formoder jeg at Socialdemokratiet er enig i, og det har man jo, fordi man siger, at der simpelt hen er en grænse for, hvor mange elever der skal være til én lærer. Hvorfor kunne det så ikke give mening med en minimumsnormering, der på samme måde siger, at der simpelt hen er en grænse for, hvor mange børn der skal være til én pædagog, hvis man skal kunne nå hele vejen rundt?

Ordføreren.

Jamen igen vil jeg sige, at jeg synes, at spørgerens ord giver god mening, og jeg afviser ikke noget på forhånd. Jeg må samtidig sige, at vi jo i Socialdemokratiet går i rigtig, rigtig store overvejelser om, hvordan vi begynder at blande os lidt mindre fra Christiansborgs side i al detailledelse og -styring ude i den offentlige sektor. Altså, når man ser på den offentlige sektor i dag, er den jo styret på en måde, som snart ikke er helt begribelig, med et enormt bureaukrati og med utrolig mange lovfæstede krav og oven i det krav fæstet i den enkelte kommune. Og derfor leder jeg mere efter nogle metoder, hvor vi med den førte politik kan sikre, både indholdsmæssigt, men i særdeleshed økonomisk, at rammerne er til stede. Nu fik vi i Socialdemokratiet et ualmindelig godt kommunalvalg i november måned, og jeg vil garantere her fra talerstolen, at der ikke er en eneste af vores borgmestre – og der kom rigtig mange flere socialdemokratiske borgmestre ved valget – der har lyst til at skære ned på børneområdet, tværtimod. Og derfor tror jeg mere, det handler om, at der begynder at blive ført en politik her i huset – og det kniber med den her regering – der sikrer, at der er penge nok til velfærden.

Tak. Så er det hr. Rasmus Jarlov. Værsgo.

Tak for en god tale. Det er utrolig glædeligt, at Socialdemokratiet har fået en strammere udlændingepolitik, så vi ikke kommer til at tage imod lige så mange indvandrere, som bliver en byrde for det danske samfund både økonomisk og i forhold til ulighed, sociale problemer osv. Vi er også hos De Konservative rigtig glade for, at der har været det kursskifte.

I den anden ende af skalaen har vi i forhold til indvandring af kvalificeret arbejdskraft et håb om, at vi måske kunne lokke Socialdemokratiet med på at åbne op for, at der kommer noget mere af den højt kvalificerede arbejdskraft, som Danmark har så meget brug for. Vi har rekordhøj beskæftigelse i øjeblikket, og alle lige fra vismændene til virksomhederne siger, at vi har behov for mere arbejdskraft.

Det her med at tage højt kvalificeret arbejdskraft ind er jo ikke noget, der ligger statskassen til last på nogen som helst måde. Vi har omkring 6.000 mennesker på beløbsgrænsen, og ifølge Finansministeriet giver de et overskud til samfundet på ca. 1 mia. kr. om året, så det er altså en kæmpegevinst for dansk økonomi. Derfor har det jo ærgret os lidt, at Socialdemokratiet har været med til at sætte beløbsgrænsen op, så vi i mindre grad får den her store gevinst fra kvalificeret arbejdskraft. Er der nogen mulighed for en bevægelse hos Socialdemokratiet på det område, så vi kunne åbne lidt mere op i en tid, hvor vi er ved at have meget, meget lav arbejdsløshed, og hvor vi virkelig har behov for større bidrag fra udlandet?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, som jeg faktisk opfatter som værende stillet med de allerbedste intentioner om at sikre, at den vækst, der heldigvis er ved at være godt i gang i dansk økonomi, kan få lov til at fortsætte. Og ja, vi vil komme til at se områder – og vi gør det faktisk allerede nu – hvor der mangler kvalificeret arbejdskraft. Spørgsmålet er så, hvad det bedste svar på det er.

Jeg vil jeg bare lige få en enkelt ting på plads inden den videre diskussion. Hvis du er en almindelig, velfungerende dansk virksomhed – og dem har vi jo rigtig mange af – og har behov for højt specialiseret arbejdskraft, så har du rigtig gode muligheder for at tiltrække den arbejdskraft i dag. Der er en fast track-ordning, som jeg i øvrigt selv indførte, da jeg var beskæftigelsesminister, der er en beløbsordning og forskellige andre ordninger, du kan benytte dig af.

Det, vi bl.a. sammen med SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti siger, er, at vi ikke vil være med til at importere arbejdskraft udefra, som undergraver det danske arbejdsmarked. Og der, hvor jeg for alvor har min bekymring, er jo, hvis beløbsgrænsen ryger så langt ned, at den kommer til at omfatte helt almindeligt faglærte, fordi jeg også har det sådan som socialdemokrat, at det må være muligt i vores samfund at uddanne vores egne til at bestride de job, der er. Vi har rigtig mange ufaglærte danskere, som aldrig har fået en uddannelse. Hvis ikke vi sørger for, at de får en uddannelse, risikerer vi, at de ryger ud af arbejdsmarkedet, og jeg vil hellere bruge tid på og investere penge i dem end bare at gentage noget, vi har gjort tidligere.

Spørgeren.

Tak for svaret. Der er jo ikke ligefrem tale om social dumping med en beløbsgrænse som den, vi havde tidligere, på 375.000 kr. Det er jo over 30.000 kr. om måneden, hvilket er en ret høj løn, så det er jo ikke sådan, at man går ind og undergraver, og at lavtlønnede får frataget deres job med den ordning. Og antallet er jo altså ret begrænset – det er omkring 6.000, vi i øjeblikket har på den ordning.

Jeg tænker lidt, at hvis man ikke nu, i en situation, hvor vi har en rekordhøj beskæftigelse, og hvor der ifølge den seneste økonomiske redegørelse er udsigt til, at der bliver endnu højere beskæftigelse her i de kommende år, kan åbne lidt op for det, så vil man jo aldrig gøre det. Det ærgrer mig lidt, hvis Socialdemokratiet kategorisk kan sige, at de ikke kan bruge det redskab, som er så stor en gevinst for dansk økonomi, og som helt entydigt gavner alt det, som Socialdemokratiet vil med hensyn til velfærd og et rigere Danmark.

Ordføreren.

Jeg vil bare sådan for almindelig folkeoplysnings skyld berette om, at hver gang vi har forhandlet de her ordninger, var der, også da der var lavkonjunktur og arbejdsløshed, et stærkt ønske fra nogle af Folketingets partier om at udvide antallet af udenlandske arbejdstagere i Danmark. Så det er ikke kun en konjunkturdiskussion – jeg hørte det også, dengang vi havde høj arbejdsløshed herhjemme.

Så skal man altså huske på, at det, spørgeren og andre – også statsministeren, kan jeg forstå – beder om, jo er udenlandsk arbejdskraft fra tredjelande. Der er et helt åbent europæisk arbejdsmarked. Vi har vel, hvis jeg husker ret, omkring 20 millioner arbejdsløse europæere, og jeg tror, det er omkring en femtedel af dem, der har en videregående uddannelse af en eller anden art. Især i Sydeuropa er arbejdsløsheden stadig væk høj.

Jeg tænker, også belært af mange års erfaringer med integrationspolitikken i Danmark, at det er lettere at rekruttere arbejdskraft fra de sydeuropæiske lande til det danske arbejdsmarked, end det er at blive ved med at søge til Indien og Bangladesh – for det er tredjelande, vi taler om. På det europæiske arbejdsmarked kan man vandre frit, og vi kan så i øvrigt diskutere, om alt det, der foregår omkring arbejdskraftens fri bevægelighed, er klogt, men det er jo anden diskussion.

Tak. Den næste er fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak for talen. Som ordføreren selv var inde på, er der jo valg om et års tid. I 2015 gik Inuit Ataqatigiit til valg på at være Grønlands frie stemme her i Folketinget. Vi vil gerne samarbejde bredt og på tværs af alle Folketingets partier. Nu kan det jo være sådan, at ordføreren ender med at blive statsminister efter et valg, og derfor vil jeg gerne sådan helt åbent og nysgerrigt spørge ind til Socialdemokratiets holdning til rigsfællesskabets fremtid. Hvordan vil ordføreren være med til at forny og videreudvikle rigsfællesskabet?

Ordføreren.

Først og fremmest tak for spørgsmålet og tillykke med en veloverstået valgkamp i det grønlandske. Jeg holder utrolig meget af rigsfællesskabet, og det er det, der er vores udgangspunkt, når spørgeren spørger ind til vores holdning til rigsfællesskabet. Men jeg må også sige, at det jo er et rigsfællesskab, som ikke er skrevet i granit, og som heller ikke skal være det. Det er et foranderligt fællesskab, og det er præcis et fællesskab, synes jeg, mellem tre ligeværdige parter. Det er min tilgang til det her spørgsmål. Og det er tre ligeværdige parter, som kan have forskellige interesser, og som kan se forskelligt på rigsfællesskabet. Det skal rigsfællesskabet kunne håndtere og rumme.

Jeg lytter meget til ikke mindst diskussionen i det grønlandske samfund om, hvordan mange grønlændere ser landets egen fremtid, og har meget, meget stor forståelse for et yderligere ønske om at være sig selv. Det er jeg meget villig til at diskutere, men det er i den rækkefølge, at vores udgangspunkt er rigsfællesskabet, som vi kender det, og som vi holder af det, og så skal det selvfølgelig kunne rumme, at vi kan se forskelligt på det og tage diskussionen med det afsæt.

Spørgeren.

Mange tak for de kommentarer. Det er jo sådan, at jeg ved, at ordføreren også tidligere har udtalt sig i en bog, Martin Breums bog om det her med rigsfællesskabet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi også bruger noget tid på at forny rigsfællesskabet og videreudvikle det for at kunne bevare det.

Inuit Ataqatigiit ønsker selvstændighed, men er også realistiske, i forhold til at det kommer til at tage lang tid, før vi når dertil. Derfor synes jeg også, der ligger en stor opgave i hele tiden at forny og være med til at sikre, at vi får nogle positive historier ind i stedet for kun nogle negative historier, som er bundet meget til historien. Så derfor handler det om at se fremad og se, hvordan man kan samarbejde fremadrettet om nogle positive historier. Det håber jeg at Socialdemokratiet vil være med til.

Ordføreren.

Det er endnu de klogeste ord, der er sagt, så jeg kan nøjes med at erklære mig enig.

Næste spørger er hr. Martin Henriksen. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt spørge lidt ind til udenlandsk arbejdskraft, som fru Mette Frederiksen også var inde på i et tidligere svar. Der er jo et rekordstort antal udlændinge, som arbejder i Danmark i dag, og jeg kan forstå, at regeringen vil have endnu flere udlændinge til Danmark for at arbejde, og den vil så komme med et udspil, som skal tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft. Mit spørgsmål er så, om Socialdemokratiet vil stå fast på de ting, som Socialdemokratiet har vedtaget sammen med bl.a. Dansk Folkeparti, bl.a. i forhold til greencardordningen og i forhold til beløbsordningen.

Ordføreren.

Det korte svar er ja. Og så synes jeg, vi skal dvæle en lille smule ved dette øjeblik i dagens debat, for det må være lidt ærgerligt for Venstres tropper, som jeg kan høre virkelig har sat alt ind i dag på at gøre uenigheden i rød blok på udlændingeområdet, som er velkendt for alle, til det store problem. Og hvor ender vi så nu? Der er ikke gået ret lang tid – halvanden time – og så har vi uenigheden i blå blok på udlændingeområdet for fuld udblæsning. Så står det nok nogenlunde lige, ikke?

De ønsker, Dansk Folkeparti har, hvad angår udenlandsk arbejdskraft, kræver et samarbejde med Socialdemokratiet, for der er stærke kræfter i blå blok, som ønsker at åbne mere op for det danske arbejdsmarked, end hvad klogt er. Derfor er jeg glad for samarbejdet her. For selvfølgelig skal det være muligt for Novo Nordisk, det skal være muligt for LEO Pharma, det skal være muligt for LEGO at hive højt specialiseret arbejdskraft ind til Danmark, men det skal foregå kontrolleret. Greencardordningen er ikke en god ordning. Den blev de facto en import af arbejdskraft, hvor mange endte med at lave ufaglært arbejde i Danmark fra tredjelande, og det har vi altså ikke behov for på det danske arbejdsmarked.

Så det korte svar var ja. Det længere svar var for at understrege, at uenighederne også er i blå blok, må man sige.

Spørgeren.

Det tror jeg de fleste har opdaget, uden at fru Mette Frederiksen nævner det. Men det går jo nok.

Tak for svaret. Jeg kvitterer. Det synes jeg, nok ikke overraskende, er et rigtig godt svar, for jeg synes, det er nogle meget fornuftige tiltag, som vi har lavet i fællesskab over for udenlandsk arbejdskraft.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge videre den vej. Vi har beløbsordning, og vi har forskellige andre ordninger. Vil fru Mette Frederiksen og Socialdemokratiet være med på en ordning, som lægger et ekstra lag ind over det og gør, at virksomhederne kan lov til at hente arbejdskraften på de forskellige ordninger, der nu er, hvis de kan dokumentere, at de har forsøgt at finde arbejdskraften i Danmark først? Hvis virksomhederne f.eks. ønsker at hente en udenlandsk medarbejder ind på beløbsordningen, skal virksomheden dokumentere, at de rent faktisk har søgt efter arbejdskraften iblandt personer, som har en lovlig opholdstilladelse i Danmark. På den måde sikrer man, at den udenlandske arbejdskraft, der kommer, eksempelvis på beløbsordningen, kun er arbejdskraft, som vi rent faktisk har brug for.

Ordføreren.

Først en kommentar af lidt mere principiel karakter: Jeg tror, jeg efterhånden er nået dertil, at jeg synes, vi lovgiver for meget i Folketinget og med for stor en hast. Resten af samfundet har svært ved at følge med i de enormt mange ændringer, vi hele tiden foretager herinde. Vi har netop foretaget en ændring af beløbsordningen. Den synes jeg skal have lov til at arbejde.

Og så vil jeg måske bare lige tilføje en enkelt ting: Jeg ved fra samtaler med mange af de danske virksomheder, der i dag er blevet globale, altså har underafdelinger og produktioner i andre lande, at det er vigtigt for dem, eksempelvis ISS og andre, at de kan tage en medarbejder fra et andet land til hovedkontoret i Danmark for også at oplære vedkommende i den danske tradition, der er omkring virksomheden. Det er jeg bange for at man vil forhindre med lige præcis den der ændring. Men lad os holde fast i de forandringer, vi allerede har skabt. Jeg tror, de er gode.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tusind tak for det. Jeg vil gerne fortsætte den lange række af folk, der har rost fru Mette Frederiksens tale. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er den næstbedste tale, jeg har hørt fra Folketingets talerstol i dag. Det er dog noget.

Jeg synes også, det er rigtig fint, at man har fået lavet et forslag til vedtagelse, og at der er indtil flere partier, der er med. Man mangler godt nok Alternativet og Radikale Venstre, men nu er der kun et år til valget, så det kan jo nås endnu. Jeg kan forstå, at fru Mette Frederiksen simpelt hen ikke ved, hvem Alternativet er, for vi har flere gange hørt hende sige: Hvad er Alternativet? Der kan jeg så sige, at det jo er et politisk parti, der sidder dernede. Men Det Radikale Venstre er jeg helt sikker på at fru Mette Frederiksen kender, for dem har man nemlig tidligere været i regering med, og man ved også, hvordan de ligesom plejer at få en hel del at skulle have sagt, ganske ofte mere, end deres antal mandater tilsiger. Er det virkelig rigtigt, at Socialdemokratiet denne gang er lykkedes med at få Det Radikale Venstre helt med på, at de overhovedet ikke får noget at skulle have sagt i udlændingepolitikken, hvis fru Mette Frederiksen skulle blive statsminister?

Ordføreren.

Jeg tror, at De Radikale står lige præcis der, hvor De Radikale står, og det må De Radikale jo selv redegøre for. Men det er jo en interessant diskussion. For I kunne jo ikke blive enige i blå blok om skattepolitikken. Selv om Anders Samuelsen kravlede op i træer og fik stiger til hjælp og blev deroppe i utrolig lang tid, var det jo ikke sådan, at I blev enige om topskatten. For der var Dansk Folkeparti mere enige med os. Og nej, selvfølgelig skal der ikke gives kæmpestore topskattelettelser, når vi har et velfærdssamfund, der har behov for flere midler. Jeg tror, vi er oppe på nu, at det er cirka hver fjerde kræftpatient, der ikke får sin behandling til tiden. Hvad er det egentlig for en prioritering at blive ved med at tale om skattelettelser – statsministeren gjorde det også i dag – når vi har kræftpatienter i Danmark, der ikke får deres behandling til tiden? Var det ikke klogere, var det ikke bedre, var det ikke mere retfærdigt at bruge de penge på sundhedsområdet?

I kunne jo ikke blive enige om lejerne – ikke lejrene, det er heller ikke sikkert, I kan blive enige om det, men heller ikke om lejerne. Venstre, Liberal Alliance, De Konservative mente: Vi kan sagtens tage 13 mia. kr. fra Landsbyggefonden og landets lejere. Heldigvis sagde Dansk Folkeparti nej. Her var Dansk Folkeparti mere enige med os. I kan ikke blive enige om udenlandsk arbejdskraft. Der er uenigheder i blå blok, der er uenigheder i rød blok. Jeg tror, vi skal vænne os til det, venner.

Jeg synes ellers, jeg fylder godt i landskabet. Men når jeg rejser mig op, er det, fordi tiden er gået. Jeg vil nemlig ikke gerne forstyrre jer – jeg vil bare gerne signalere, at her er tidsrammen.

Spørgeren.

Det synes jeg var et rigtig, rigtig flot svar. Altså, øv bøv, I kan selv være uenige. Det siger jo meget.

Men jeg skal så forstå, at vi kan forvente træklatring i udlændingepolitikken osv., efter at fru Mette Frederiksen måtte blive statsminister. Det var sådan, jeg måtte forstå det svar eller forsøg på et svar, som jeg fik.

Ordføreren.

Jeg kan ikke redegøre for, hvad andre partier gør. Jeg kan redegøre for, hvad Socialdemokratiet gør. Og ja, vi har flyttet os på udlændingeområdet, og det er godt. Det er godt for Danmark. Jeg er faktisk meget enig i hr. Rasmus Jarlovs ord. For det er uholdbart at vedblive med at tage så mange mennesker til Danmark, at vi ikke kan integrere dem, der kommer her. Derfor er jeg faktisk ikke helt enig i det, statsministeren fik sagt før, om, at Danmark skal være åben for alle, der vil. For vi ønsker jo faktisk et loft over, hvor mange med ikkevestlig baggrund der kommer til Danmark. For for os er det ikke kun et spørgsmål om arbejdsmarked og uddannelse. For os er det også et spørgsmål om demokratiske værdier, sammenhængskraften, sproget, vores evne til at drive et samfund. Måske er spørgsmålet – nu rejser formanden sig op, så nu skal jeg stoppe – om der også er nogle muligheder i, at blokpolitikken er i opløsning, for jeg tror, det er det, vi kommer til at se og allerede har set.

Tusind tak til fru Mette Frederiksen for dagens indsats indtil nu. Og hjertelig velkommen til hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Tak for ordet. Og tak til statsministeren for talen her til morgen. Det er jo rigtigt, at det er en af de bedste, der er blevet holdt indtil nu i dag, det er fuldstændig godt set. Når jeg kigger tilbage på det folketingsår, som vi jo har afslutningsdebatten om, og lige skruer tiden tilbage til december måned, må jeg nok erkende, at vi havde noget af et lavpunkt. Vi kan lige så godt få det frem og få talt ud om tingene. Vi havde noget af et lavpunkt i forbindelse med vedtagelsen af finansloven, for regeringen kunne ikke rigtig blive enig med sig selv, om den skulle stemme for, men det lykkedes til sidst at få et flertal for finansloven for i år, og det er vi glade for, fordi finansloven for 2018 indeholder rigtig mange gode ting.

Omvendt, når jeg kigger på folketingsåret, der er gået, synes jeg, at der var et højdepunkt i sidste uge. Kronprinsen fyldte 50 år, og Danmark fejrede kronprinsen, og når jeg nævner det som et højdepunkt i folketingsåret, der er gået, er det jo, fordi det vidner om et fællesskab og en samhørighed i Danmark, som er vigtig. Hvis vi skal have et stærkt land også fremover, kræver det, at vi har nogle stærke symboler, vi kan stå sammen om. Der er kongehuset en meget, meget vigtigt institution, og fejringen af kronprinsen i den forgangne uge har vist, at danskerne bakker op, uanset om det er ved løb eller det er på Slotspladsen, hvor man flager og råber hurra, eller det er ved simpelt hen at følge med i fjernsynet eller på anden vis. Så der blev jeg stolt.

Sammenlagt, når man kigger over folketingsåret og tager det hele med, er det jo rigtigt, som statsministeren er inde på, at det går meget godt på mange områder, og jeg fik faktisk tanken, om ikke vi ville få en debat her i dag, hvor venstrefløjen ville glæde sig rigtig meget over de landvindinger, der er skabt. Altså, jeg tænker specielt på, at de partier, der støttede den tidligere regering før valget i 2015 og var kede af, må jeg gå ud fra, at der var minusvækst i kommunerne, eksempelvis færre penge til kernevelfærd, er glade for, at der igen, efter at Dansk Folkeparti er kommet ind i en afgørende central rolle i dansk politik, er vækst i kommunernes økonomi, så de har bedre mulighed for at levere ældrepleje osv., altså den kernevelfærd, som mange herinde jo er optaget af. Vi er gået fra minusvækst til vækst på ældreområdet, på sundhedsområdet, og der kommer flere politibetjente. Alt sammen er det ting, der er vigtige for os i Dansk Folkeparti.

Det 2 pct.s årlige sparekrav på sygehusene er søreme kommet væk nu. Det var ikke væk før 2015, det er nu kommet væk her i 2018. Det er nødvendigt, for de dygtige medarbejdere, vi har på vores sygehuse, fortjener anerkendelse og respekt, og det får de jo bl.a. ved, at vi laver et system, der regulerer deres økonomi på en meget bedre måde end det, man har kendt hidtil.

Så skal vi selvfølgelig videre, og jeg er enig med statsministeren i, at vi skal have lavet en sundhedsreform II. Vi skal kigge på, hvordan vi sikrer, at danskere bliver hjulpet så tæt på deres hjem som overhovedet muligt; hvordan vi sikrer, at sygehusene er et sted, man kommer i ganske kort tid, men at det er forebyggelsen, og det er genoptræningen efter en hospitalsindlæggelse, der jo er det afgørende, og at det finder sted i kommunerne tæt på, hvor borgeren bor.

I de kommende år bliver der nok at gøre og specielt i forhold til ældreområdet. Vi får en situation frem til 2025, hvor der vil være 80.000-100.000 flere ældre på 80 år og derover. Når de bliver så gamle, bliver mange af dem også ramt af demens, og det kræver, at vi har dygtige medarbejdere i vores ældrepleje, der kan håndtere hele den her opgave. Derfor har vi med finansloven jo også afsat midler til at kunne tiltrække flere til ældreplejen og i det hele taget gøre den afdeling af vores velfærdssamfund mere attraktiv for de dygtige unge, som vi får brug for i fremtiden til at hjælpe vores ældre.

Pensionisternes rådighedsbeløb i forhold til modregningsregler og lignende skal vi også kigge på. Det er en øvelse for os til efteråret. Vi har jo med skatteaftalen set på, hvordan det bedre kan betale sig at få folk i arbejde og ud i arbejdslivet, så de fortsætter med at arbejde og ikke får en for stærk modregning, når de så går på pension. Vi synes, der er et hængeparti i forhold til pensionisterne, altså dem, der er blevet pensionister, og dem skal vi huske at komme tilbage til i efteråret og sørge for, at de får forbedret deres vilkår.

Når det går bedre i Danmark, er det jo i høj grad på grund af de stramninger af udlændingepolitikken, som er gennemført de seneste par år. Nu har De Radikale været lidt i fokus her i dag, og det synes jeg jo er ganske udmærket, for De Radikale er jo på mange måder modsætningen til det, Dansk Folkeparti står for, og det, som et stort flertal her i Folketinget jo så har ytret i de seneste år. Da De Radikale svingede taktstokken, f.eks. i 2014, kom der 14.792 asylansøgere til Danmark. Nu er der gået et par år, hvor vi andre i højere grad har fået lov til at svinge taktstokken, og sidste år, som statsministeren nævnte, kom der så 3.500 asylansøgere – det er det laveste antal i 9 år, og der er fortsat et fald i år.

Det er en helt nødvendig udvikling for at sikre Danmark i fremtiden, og det betyder også, at de 45 lempelser, som Det Radikale Venstre, ja, jeg tror endda hr. Morten Østergaard selv benævnte som forbedringer, som De Radikale mente der var i udlændingepolitikken i 2011-2015, som altså var lempelser, så er afløst af næsten 100 stramninger nu.

Jeg vil gerne her fra Folketingets talerstol i dag sige, at når vi når nr. 100, giver vi kage. Der skal ikke være nogen smalle steder. Udlændinge- og integrationsministeren er selvfølgelig også velkommen og også andre af regeringens ministre. Hvis man ikke føler, det er fint at spise kage der, hvor man nu selv er, kan man komme til Dansk Folkeparti og få kage, når vi runder stramning nr. 100. Jeg tror, det sker inden for de kommende dage.

Men vi skal selvfølgelig også videre på udlændingeområdet. Vi skal sikre det paradigmeskifte, vi har diskuteret i løbet af folketingsåret. Paradigmeskiftet går jo i al korthed ud på, at når man kommer til Danmark og udgangspunktet er, at man kommer til Danmark for at være her midlertidigt, indtil man kan vende tilbage til sit hjemland, skal udgangspunktet også være, at man er her midlertidigt. Sådan er det ikke i dag. Hvis man kommer til Danmark og får asyl, er udgangspunktet altovervejende, at så er man her permanent. Det skal vi selvfølgelig have vendt om, så man reelt er her midlertidigt og bliver hjulpet hjem til sit hjemland og er med til at genopbygge det, når muligheden er for det.

Vi skal også have kigget på det med loft over familiesammenføringer. Det er noget, jeg har taget op i forskellige, jeg tror tre, spørgetimer siden januar her i Folketinget over for statsministeren. Tyskland indfører et loft over familiesammenføringer nu med virkning fra den 1. august. De siger 12.000 om året af dem, der er på midlertidigt ophold, under de vilkår, som vi også kender og har en flok af i Danmark – altså, der siger de simpelt hen, at de vil give familiesammenføring til 1.000 af dem om måneden. Hvis vi overfører det til danske forhold, er det sådan en 65-67 om måneden eller lignende, vi så kan have som loft. Men det er klart, at når Tyskland kan lave sådan et loft, er vi fra Dansk Folkepartis side selvfølgelig også interesserede i, at vi får indført sådan et loft her i Danmark. Og vi glæder os over, at statsministeren har lovet drøftelser om, hvordan vi kommer videre ad det spor.

Vi synes jo også, som fru Mette Frederiksen var inde på i sit ordførerindlæg, at det her med at lave centre i Nordafrika, altså at man stopper for muligheden for at søge direkte asyl i Danmark, er en fuldstændig rigtig tanke. Vi anerkender så også, at der selvfølgelig er et stykke vej fra den tanke, til at det rent faktisk er etableret, og har selvfølgelig meget fokus på, hvad vi så gør i den mellemliggende periode. Det her med, at man kan gå igennem seks-syv sikre lande og så pludselig komme til Danmark og så have en rettighed til at søge asyl i Danmark, er i vores øjne en absurditet. Vi forhandler indfødsret, altså statsborgerskab – under hvilke vilkår man kan få det – og jeg vil gerne sige i den forbindelse, at noget af det, der er vigtigt for Dansk Folkeparti, er, at vi får set på indførelsen af en karensperiode.

Regeringen er inde på, at der er nogle kriminelle gerninger, som, hvis man begår dem, forud for at man søger statsborgerskab, kan gøre, at man aldrig vil kunne få statsborgerskab. Det er selvfølgelig fuldstændig rigtig set, at man går den vej. På tilsvarende vis vil vi gerne have en situation, hvorefter man, hvis man så får statsborgerskabet, så er det betinget af, at man ikke i en efterfølgende periode begår de samme kriminelle gerninger. Så skal man have frataget statsborgerskabet igen, eksempelvis i op til 10 år efter man har fået statsborgerskabet. Det vil vi meget gerne have drøftet videre med regeringen og andre partier, der er interesserede i netop det, og finde ud af, hvordan vi juridisk kan få det sat sammen.

Jeg skal lige sige, at statsministeren jo har grund til glæde i dag. Jeg tænker selvfølgelig på, at Altinget i forgårs bragte en artikel om, at statsministerens chance for genvalg nu er større end tidligere. Det er godt nok paradoksalt, fordi regeringen ikke er kommet igennem hele sin politik, fordi Dansk Folkeparti og andre partier har sagt nej til pensionsreform, topskattelettelser, flere penge fra den almene sektor. Men jeg tænkte bare, at det jo måtte gøre statsministeren glad, at han på den måde er blevet hjulpet af Dansk Folkeparti. Så når kommentatorer og andre spørger, om Dansk Folkeparti egentlig er et rigtig støtteparti for regeringen, om vi nu er der for at hjælpe regeringen, så må svaret efter Altingets artikel jo være: Så absolut, vi er statsministerens bedste ven.

Så mit råd til statsministeren er selvfølgelig, at han så også i fremtiden lytter til Dansk Folkeparti. Så skal det nok gå statsministeren godt, både når det handler om en ordentlig velfærdspolitik, når det handler om en stram udlændingepolitik, men også når det handler om EU, hr. statsminister, hvor Venstre jo ser ud til at have genfundet den tidligere formands EU-sokker. Vi har brug for en kritisk sans over for EU, og der vil jeg bare sige, at det synes jeg egentlig også den sidste udvikling i Italien viser. Det er pudsigt, som man kan kritisere Ungarn, Polen og andre lande, hvis de går i en EU-kritisk retning. Hvis Italien er på vej i en EU-kritisk retning, sørger nogen et eller andet sted for, at de får lov til at prøve at vælge om, så de kan finde nogle mere EU-positive politikere.

Det kan vi komme tilbage til. Min tid er gået, og jeg skal bare afslutningsvis læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Det går økonomisk bedre end længe. Siden folketingsvalget er der truffet en lang række beslutninger, som trækker Danmark i den rigtige retning. Der er skabt omkring 130.000 flere private arbejdspladser, næsten 50.000 færre fuldtidspersoner er på offentlig forsørgelse. Der er positiv udvikling i alle regioner, men der skal fortsat tages initiativer for at sikre et Danmark i balance. Vi er optaget af at sikre et bedre klima og miljø til de kommende generationer. Der er gennemført helt nødvendige stramninger af udlændingepolitikken. Retningen skal fastholdes, så eksempelvis asyltallet holdes på et lavt niveau, herunder ved at sikre, at midlertidigt ophold også er midlertidigt. Folketinget ser frem til de bebudede drøftelser om initiativer i forlængelse af Tysklands loft over familiesammenføringer. Den positive udvikling betyder, at det har været muligt at løfte velfærden markant, bl.a. med flere læger og sygeplejersker i sundhedsvæsenet, et løft af ældreområdet og flere ressourcer til politiet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 71).

Tak for det. Så går vi over til spørgerne, og den første er fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Tak til ordføreren for talen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til det her med statsborgerskab, som bliver nævnt. Jeg har det jo sådan, at det at opnå dansk indfødsret, dansk statsborgerskab, er et ualmindelig stort privilegium. Det kan aldrig være en rettighed, men det er noget, man gør sig fortjent til, og jeg ved, at det er noget, mange af dem, der kommer hertil, sætter utrolig højt. Det kan man jo mærke, når man står her på statsborgerskabsdagen. Det er mennesker, der er kommet hertil, som har lært vores sprog, er kommet ind i foreninger og har fået arbejde. Nej, hvor er de stolte og glade over det danske statsborgerskab!

Så er der jo også folk, der får statsborgerskab, som ikke svarer ret pænt tilbage på, at de har fået det statsborgerskab, og som eksempelvis begår kriminalitet, eller som ikke er enige i de grundlæggende demokratiske værdier, hvorpå vores lovgivning står. Derfor tror jeg jo, at den her tanke om en karensperiode eller det, som jeg selv vil kalde et betinget statsborgerskab – altså at man, hvis man lever op til kravene, kan nyde det privilegium at få dansk statsborgerskab, men at man, hvis man eksempelvis er involveret i kriminalitet efterfølgende, også kan miste det igen – vil give et yderligere incitament til at opføre sig ordentligt. Det er altid godt, men jeg synes også, der vil være noget ret og rimeligt deri, og derfor er mit spørgsmål til hr. Kristian Thulesen Dahl: Er det noget af det, vi kan stå sammen om i de aktuelle forhandlinger, hvad angår statsborgerskab, altså at sikre, at man eksempelvis i forbindelse med kriminalitet skal kunne miste sit statsborgerskab igen?

Ordføreren.

Ja, det kan vi helt bestemt, og jeg håber også, at debatten omkring det her vil vise, at regeringen vil gå meget aktivt ind i den her diskussion. For der er jo netop nu forhandlinger om de her ting, og man kan jo sige, at logikken også har det for sig. Hvis vi siger, at der er nogle ting, der betyder, at man ikke vil kunne få statsborgerskab, altså at man simpelt hen har mistet sin ret til at få tildelt et efterfølgende statsborgerskab, hvis man har begået bestemte former for kriminalitet, hvorfor skal man så kunne begå de samme former for kriminalitet efterfølgende og så beholde sit statsborgerskab?

Så er der en masse juridiske spidsfindigheder osv., men jeg synes jo, det må være muligt, hvis det ved tildelingen af statsborgerskab her i Folketinget står klart, at det er på den betingelse, at man ikke efterfølgende begår nogle af de her forskellige former af kriminalitet, for så mister man det, også efterfølgende at kunne tage et statsborgerskab fra folk igen. Der er ingen tvivl om, at retsfølelsen i befolkningen vil blive øget, hvis man laver sådan noget her. For man synes selvfølgelig, det er et misbrug af muligheden for statsborgerskab – som det jo er en gave at få, som fru Mette Frederiksen rigtigt siger – hvis man i virkeligheden kan træde på Danmark på den måde, at man, når man har fået det, så begynder at begive sig ud i bandekriminalitet eller andre alvorlige former for kriminalitet.

Spørgeren.

Så har jeg bare et spørgsmål om noget helt andet. Jeg synes jo, det er lykkedes – og det vil jeg også gerne kvittere for her – sammen med Dansk Folkeparti på mange afgørende områder at forhindre regeringen i at føre sin egen politik, og det er rigtig godt. For den politik, der lægges frem, er sjældent til gavn for hele Danmark, men ofte kun for nogle få. Vi kan bare tage et eksempel, og jeg ved godt, at jeg ofte bruger kræftområdet. Jeg er selv pårørende – og det er mange danskere jo – og jeg kan simpelt hen ikke forstå, når vi er i en situation, hvor rigtig mange kræftpatienter ikke får deres behandling til tiden, og vi ved, at det kan have alvorlige konsekvenser, at vi så har en regering, der bliver ved med at tale skattelettelser. Altså, var det der ikke naturligt, at vi fortsatte vores udmærkede samarbejde, så vi faktisk kunne sikre, at kræftpatienterne får deres behandling til tiden, i stedet for at vi bliver ved med igen og igen at høre om de skattelettelser, som der jo åbenlyst ikke er råd til, hvis vi skal sørge for et ordentligt velfærdssamfund?

Ordføreren.

Altså, det er fuldstændig afgørende for Dansk Folkeparti, at der er plads i vores økonomi til hele tiden at sikre bl.a. sundhedsområdet. Det er et af de allervigtigste områder i vores velfærdssamfund sammen med ældreområdet, og det er helt afgørende for os, at der er ressourcer til at styrke sundhedsområdet i fremtiden. Det er jo også derfor, vi har været så optaget af det indtil nu, som vi har, bl.a. det her 2-procentssparekrav hen over sygehusene, som gjorde, at de ansatte skulle løbe stadig hurtigere, også på en meget uigennemtænkt måde i mange situationer. Det har vi gjort op med og sagt, at man simpelt hen bliver nødt til at styre sygehusene på en anden måde, der giver mere respekt for de ansatte. Det er jo de ansatte, der leverer den hjælp til bl.a. vores kræftramte, som også er nødvendig for, at de kan tilrettelægge nogle forløb, som er helt præcis efter, hvad de sygdomsramte har behov for. Og det vil vi blive ved med, også i de situationer, hvor regeringen så er lidt ærgerlig over, at der ikke er så mange penge til skattelettelser, som den gerne vil have. Men vi vil fortsætte ad præcis det spor.

Fru Britt Bager.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil egentlig gerne kvittere for hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkepartis samarbejde, især det samarbejde, vi har haft om kontanthjælpsloftet og om integrationsydelsen. Var det ikke op til blå blok, havde vi jo ikke haft et loft over kontanthjælpen, og vi havde ikke haft en integrationsydelse, og jeg antager, at hr. Kristian Thulesen Dahl er enig med mig i, at det bidrager til, at vi får flere ud på arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg høre hr. Kristian Thulesen Dahl, om han deler min bekymring for, at færre kommer ud på arbejdsmarkedet, hvis den røde blok skulle komme til magten igen og rulle det her tilbage.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen har haft en effekt, i forhold til at flere er kommet ud på arbejdsmarkedet. Det har givet nogle et kærkomment skub i retning af arbejdsmarkedet. Så det vil jeg gerne kvittere for, og selvfølgelig er jeg nervøs for nogle af de ting, som er sket i løbet af de seneste år. Altså, vi ved i hvert fald, at der er en række partier herinde, der har været meget modstandere af de ting, og hvis de får magt, som de har agt, vil det jo blive rullet tilbage. Det er jo åbenlyst, og det er så spørgsmålet, om de får magt, som de har agt. Det må vi jo så også diskutere med danskerne frem til et folketingsvalg.

Jeg har så den tilføjelse, at det for mig jo også er vigtigt, at virksomhederne og også den offentlige sektor er åbne over for den del af vores ledige, som i første omgang har haft lidt sværere ved at gå ind og køre hundrede kilometer i timen, og der synes jeg somme tider, at den der diskussion om, at man bare kan løse tingene ved at hente mere udenlandsk arbejdskraft, er lidt betænkelig. For hvis virksomhederne – og vi har også diskuteret det i forhold til praktikpladser og lignende – også skal påtage sig det ansvar at få uddannet de mennesker, som ellers har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, så kræver det somme tider også, at vi lige trykker lidt på virksomhederne. Det er jo den balance, som vi synes der så skal være i det, og som vi jo selvfølgelig også ofte møder forståelse for fra regeringens side.

Spørgeren.

Tak for det svar. Nu vil jeg egentlig lige skifte emne og så tale lidt om det, som vi også har været meget fælles om, nemlig at sikre et Danmark i bedre balance. Det er jo noget, vi i Venstre er utrolig optaget af, og jeg kan høre, at det også er noget, der optager hr. Kristian Thulesen Dahl. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Har ordføreren gjort sig konkrete tanker om, hvordan vi også fremadrettet kan sikre, at Danmark forbliver i bedre balance?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en utrolig vigtig dagsorden, og jeg er glad for, at Venstres ordfører kommer ind på det i dag. Der har nok været nogle rundtomkring, der har tænkt, at en hovedstadskommission måske var udtryk for, om man nu havde opgivet tanken om et Danmark i balance, og så synes jeg, det er forfriskende, hvis vi bruger dagen i dag til at få bekræftet hinanden i, at det er en dagsorden, der fortsætter. For os handler det jo både om lige økonomiske muligheder rundtom i landet, altså at man eksempelvis kan levere en offentlig service i alle dele af landet, der er tilfredsstillende. Det kan ikke nytte noget, at man, når man bliver et ældre menneske, skal til at overveje, om man skal skifte kommune for eksempelvis at kunne få en ordentlig ældrepleje, eller at man, hvis man tænker på sine børns skolegang, skal tænke: Hvilken kommune skal jeg bosætte mig i, der har råd til at give en god skolegang? Der skal vi sikre at der er nogle lige muligheder. Så er der selvfølgelig en fortsat diskussion om statslige arbejdspladser, også i forhold til det medieforlig, vi skal indgå: Er der en balance i forhold til den mediedækning, der er i Danmark osv. osv.? Der er masser af områder, som vi logisk kan tage fat på dér.

Hr. Pelle Dragsted.

Her i går aftes meldte regeringen sådan lidt som en tyv om natten ud, at man ville komme med et nyt angreb på vores dagpengesystem og dermed jo på danskernes sociale tryghed. Det skal straffes hårdere, hvis man vælger at forlade sin arbejdsplads, f.eks. fordi der er urimelige vilkår. Selv om man f.eks. har betalt til sin a-kasse i årtier, skal man altså rammes af hårdere sanktioner og stå uden indkomst i længere tid.

Dansk Folkeparti har jo en lidt kedelig historie, når det kommer til forringelser af vores dagpengesystem, og derfor tror jeg måske, at mange danskere godt kan sidde derude og være bekymrede for, om vi skal se en gentagelse med nye forringelser af vores dagpengesystem. Men den bekymring kan ordføreren jo gøre til skamme ved klart at tilkendegive i dag, at Dansk Folkeparti ikke den her gang kommer til at medvirke til nye forringelser af dagpengesystemet.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. I efteråret 2015, altså kort tid efter det sidste folketingsvalg, var vi nogle, der satte os sammen, tog ansvaret og forligede os omkring hele dagpengediskussionen på en måde, der i virkeligheden lige siden har skabt ro omkring dagpengesystemet. Det har vi i Dansk Folkeparti syntes var godt, for dagpengesystemet er jo en del af, som hr. Pelle Dragsted er inde på, det her sikkerhedsnet, der skaber tryghed på arbejdsmarkedet, og er en del af den her berømmede flexicuritymodel i Danmark. Så vi synes, at den ro, der er omkring dagpengesystemet, som vi skabte i efteråret 2015, har været god. Den har vi ingen som helst ønske om skal forstyrres af, at der er nogle, der finder på ideer til, hvordan man så på forskellig vis kan lave om på dagpengesystemet.

Jeg tror også i forhold til det oplæg, der kom fra regeringen i går, at vores ordfører var meget hurtigt ude med en meget klar melding. Han mente helt bestemt, at det måtte være skrevet af nogle, der ikke selv havde stået i den situation, at de måske som ufaglærte pludselig blev ledige. Det kan vi jo tage en diskussion med beskæftigelsesministeren om på et tidspunkt. Men Dansk Folkepartis ordfører var jo meget klar i mælet i går omkring det her. Det synes jeg var helt på sin plads.

Så er det spørgeren.

Tak for det. Det tager jeg som en tilkendegivelse af, at det ikke er noget, Dansk Folkeparti kommer til at lægge stemmer til. Så håber vi det holder stik. Men når vi nu er i gang med at kaste den slags blik ud i fremtiden, kunne jeg godt tænke mig at drøfte arveafgiften. Det er jo et andet spørgsmål, hvor Dansk Folkeparti måske har været lidt vævende i deres udmeldinger. Kan vi få sådan en relativt klar melding i dag: Vil Dansk Folkeparti være med til f.eks. at sænke procenten på arveafgiften, selv om vi jo ved, at vi ved et sådant indgreb for det første vil blive finansieret af penge, som ellers skulle være brugt til velfærd, og at det for det andet har en meget ulighedsskabende profil, da det altså er de meget, meget rige danskere, der vil få den absolut største gevinst ud af et sådant indgreb?

Ordføreren.

Da jeg hørte den der diskussion omkring arveafgiften, lænede jeg mig tilbage i min stol ovre i Provianthuset, og så tænkte jeg: Er det virkelig det store problem, vi har i Danmark, at vi har arveafgiften indrettet, som den er? Og så nåede jeg frem til, at jeg simpelt hen ikke kunne få mig selv til at mene, at det skulle være et kæmpe stort problem, at arveafgiften er indrettet, som den er. Det betyder jo også, at de partier, der mener, at arveafgiften skal sættes ned, mere mener det ud fra en almindelig ideologisk holdning om, at vel alle skatter skal sættes ned. Vores ordfører besvarede det jo fint ved at sige, at det jo altid er sådan, når man snakker om at sænke skatter: Hvor kommer pengene fra, og hvordan er finansieringen? Det er jo klart, at når man så tager finansieringen fra eksempelvis det råderum, der skal bruges på ældrepleje, sygehuse osv., er Dansk Folkeparti vel efterhånden ret kendt for at sige fra og sige, at vi værner om, at der også skal være råd til, at vi har en ordentlig offentlig velfærd – også i fremtiden.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Der var en ting, som bekymrede mig for nogle måneder siden her i Folketingssalen, hvor Dansk Folkeparti havde et beslutningsforslag om at fratage friskoler, som havde over 50 pct. tosprogede, statstilskuddet. I den anledning bad ministeriet Justitsministeriet lave en vurdering af forslaget, og Justitsministeriets vurdering var, at det her beslutningsforslag rejser væsentlige spørgsmål i forhold til grundlovens § 70. Det anførte vi selvfølgelig over for ordføreren, og til det fik vi et svar tilbage om, at det jo er det samme som at sige, at der ikke er nogen problemer med det i forhold til grundloven – at det må man gerne.

Det bekymrer mig, at den tolkning af noget, der siger, at det rejser væsentlige spørgsmål i forhold til grundloven, åbenbart hos Dansk Folkeparti betyder, at det er okay – det skal vi ikke tage notits af. Så jeg har bare brug for at vide, om det er der, Dansk Folkeparti står, når vi får den vurdering fra Justitsministeriet om et hvilket som helst politisk forslag, at det rejser væsentlige spørgsmål i forhold til grundloven. Vil det sige, at DF mener, at det er der så ikke nogen grund til at tage yderligere notits af?

Ordføreren.

Hvad dygtige mennesker kommer til os med, også juristerne i Justitsministeriet, tager vi selvfølgelig dybt alvorligt. Samtidig må jeg også bare blankt erkende, at vi er politikere, og at vi er Folketinget, og at vi sætter loven her i landet. Når vi har en klar politisk holdning til et emne, skal vi selvfølgelig også være parate til at udfordre de jurister, der i givet fald tænder en advarselslampe.

Vi har jo også tidligere set, når der har været juridiske vurderinger af, hvad man kunne i forhold til internationale konventioner – altså ikke alene grundloven, men også internationale konventioner – at det jo over tid har rykket sig, hvad man egentlig mente man kunne. Da vi gik fra 1 til 3 år i forhold til, hvornår man kunne få familiesammenføring til Danmark, var udgangspunktet jo, at det kunne man ikke, og det blev til, at det kunne man nok godt. Højesteret har sagt, at det kunne man godt.

Det vidner vel om, at jura ikke er sådan noget med to streger under. Det er til løbende diskussion. Det er også derfor, at når der er retssager, er der en typisk en repræsentant for begge sider, og så kan de jo stå og duellere på juridisk viden, og så er der nogen, der på et eller andet tidspunkt må skære igennem og sige: Det her er den juridiske vurdering i den her konkrete situation. Sådan ville det også være, hvis der kom et stridsspørgsmål, som domstolene skulle finde ud af. Så ville de jo også ende med at skulle træffe sådan en afgørelse.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg vil bare til enhver tid anfægte, at en politisk holdning skulle trumfe vores grundlov.

Jeg har et andet spørgsmål, jeg gerne vil stille. Nu har vi haft statsministeren oppe at tale om et helt Danmark, ét Danmark. Vi har haft fru Mette Frederiksen oppe at tale om et grønt Danmark. Og så kommer hr. Kristian Thulesen Dahl op og taler lidt om at fejre udlændingestramninger i en dem og os-retorik. I forhold til det grønne, som hr. Kristian Thulesen Dahl jo slet ikke kom ind på i sin tale, vil jeg høre, hvad Dansk Folkepartis visioner egentlig er for den grønne omstilling. Vi står over for et folketingsvalg. Vi ved, at det er et af de vigtige emner, som befolkningen også gerne vil have vi politisk tager stilling til. Så hvor står Dansk Folkeparti i forhold til behovet for, at vi politisk, måske radikalt, snart sætter ind for at styrke den grønne omstilling?

Ordføreren.

Jeg skal lige først sige, at jeg ikke sagde, at en politisk holdning trumfer grundloven. Det sagde jeg faktisk ikke. Jeg sagde, at der er forskellige juridiske vurderinger over tid, og at man ikke kan sætte to streger under, hvad en juridisk vurdering nødvendigvis er. Det kan også flytte sig. Jeg troede egentlig, at den nuancering af debatten kunne man godt trænge igennem med i en folketingsdebat, men det var måske for ambitiøst at tro det.

I forhold til den grønne dagsorden: Jeg synes, det er fuldstændig rigtigt, at Danmark er et land, der i stigende grad baserer sig på vedvarende energi. Det, vores aktie har været i hele den her debat, har været at sikre, at det sker nogenlunde i pagt med, at vi også ser andre lande gøre det – også fordi der selvfølgelig er en diskussion omkring omkostningerne. Det er jo præcis den diskussion, vi nu har i forbindelse med de forhandlinger, der er netop nu.

Vi synes, det er fint, at der kommer mere strøm fra f.eks. vindmøllesiden. Vi ser bare, at det i højere grad end nu skal være offshore, altså på havet, hvor det ikke generer danskerne, i stedet for at man bliver ved med at sætte de her meget, meget store industrivirksomheder, som en vindmølle jo er, op i folks baghaver og dermed generer folk. Så vi er helt med på den her dagsorden. Vi går aktivt ind i den, også i de forhandlinger, der finder sted nu, men vi har på den måde nogle mærkesager, som vi forsøger at forfægte.

Hr. Morten Østergaard.

Ja, og det kan godt være, at der skal være plads til et smil på læben og sådan noget, men jeg har det på en eller anden måde alligevel lidt svært ved det der med, at der så skal spises kage, fordi man har talt et antal lovforslag, som i sidste ende handler om mennesker, som er i ulykke, på flugt fra humanitære katastrofer. For mig hænger det ikke rigtig sammen, men det er nok, som hr. Kristian Thulesen Dahl siger, en del af forskellen, at vi fejrer ikke andre menneskers ulykke. Sådan kan vi være forskellige.

Det, jeg måske synes er mere vigtigt at få afklaret her, er i forhold til europapolitikken, for Dansk Folkeparti har jo tidligere sagt eller lovet, at man vil sikre danskerne en afstemning om en tilknytning til EU, der svarer til den, som Storbritannien måtte forhandle sig frem til på et tidspunkt. Jeg oplever det sådan ... [Lydudfald] ... en sådan afstemning og hvornår omtrent?

Ordføreren.

Når vi er klar til at feje stramninger af udlændingepolitikken, er det, fordi vi synes, at det er nødvendige stramninger for at bevare det Danmark, vi holder af. Så det er simpelt hen et spørgsmål om, at hvis vi vil bevare vores fædreland og vi gerne vil have, at de værdier, som vi har fået lov til har været en del af vores opvækst, også er der for de kommende generationer, er det nødvendigt at passe på Danmark. Det kræver stramninger på udlændingeområdet, og jeg forstår godt, at hr. Morten Østergaard har svært ved at forstå det, for de der 45 lempelser i sidste valgperiode, som De Radikale stod fadder til, var jo forbedringer i hr. Morten Østergaards øjne. Der er jo lagt lidt ud for, hvad hr. Morten Østergaard vil kæmpe for i de kommende år, og sådan er det; sådan er de politiske holdninger forskellige.

Med hensyn til EU synes vi, at det er helt oplagt, når briterne har forhandlet deres aftale på plads omkring Brexit, at det vil være på sin plads, at danskerne får lejlighed til at blive spurgt om, i hvilken retning deres politikere, altså vi, skal arbejde, for det kunne for første gang give os muligheden for at få en folkeafstemning. Og statsministeren har i virkeligheden selv sagt, at vi skal have en europadebat – og det vil vi rigtig gerne – og få en debat om, i hvilken retning vi skal arbejde, i stedet for at det altid bliver en defensivt orienteret folkeafstemning, der handler om, at et flertal herinde vil have fjernet et forbehold, og så handler det om, om vi kan få fastholdt, at EU ikke skal bestemme mere. Tænk, hvis danskerne pludselig kunne få en diskussion om, hvilken retning det skal være, på baggrund af en aftale, som briterne har opnået med EU. Det kunne da være forfriskende. Det burde hr. Morten Østergaard da glæde sig over.

Spørgeren.

Når jeg spørger, er det, fordi Dansk Folkeparti jo var meget skuffede over statsministerens tale til Europadagen og den efterfølgende udtalelse fra forsvarsministeren. Jeg tror, at hr. Søren Espersen skiftede mellem at være massivt skuffet og være kæmpe skuffet, som var de udtryk, der kom frem. Men så blev hr. Søren Espersen spurgt om, om det havde nogen betydning for Dansk Folkepartis drømme om at kunne være i regering med Venstre efter et valg, at man har et noget andet synspunkt på EU og jo faktisk ønsker, at Danmark skal meldes ud og have en anden tilknytning til EU. Så siger hr. Søren Espersen: Nej, nej, fordi det fastlægges i Europaudvalget, og der må man jo bøje sig for det flertal, der er.

Så jeg skal bare forstå det, for det er sådan lidt et paradeforslag med sådan en afstemning. Det er ikke noget, man sådan rigtig mener, det er noget, man synes, men Dansk Folkeparti kan sagtens sidde i en regering og føre den europapolitik, som et flertal i Folketinget ønsker.

Ordføreren.

Nu står jeg ikke her ved en afslutningsdebat for et folketingsår og forhandler regeringsgrundlag. Det er noget, man tager efter et valg og kun, hvis vælgerne giver opbakning til, at man er i en situation, hvor det er relevant. Det er den ene ting af det.

Den anden ting er, at når vi er skuffede over forsvarsministerens og regeringens linje i forhold til EU-forbehold, handler det selvfølgelig om, at vi synes, at det altid er et spørgsmål om, at når der er gået lidt tid efter en EU-afstemning, en folkeafstemning om et forbehold, prøver man lige igen, og det kommer altid til at handle om, at man skal have et forbehold fjernet, så EU kan bestemme noget mere. Det er jo altid den her destruktive måde at forholde sig på, hvor befolkningen altid føler, at man kommer snigende, og nu skal man lige prøve at få det næste hug. Det har man forsøgt med euroen, det har man forsøgt med det retlige forbehold, og nu er der diskussioner om, at man vil forsøge sig med forsvarsforbeholdet. Jeg synes ikke, at det er en måde at drive EU-politikken videre på i et land, hvor man ved, at der er en stor del af danskerne, der er dybt skeptiske over for at tildele EU mere magt.

Hr. Jacob Mark.

Tak. Jeg deler sådan set hr. Kristian Thulesen Dahls synspunkt, med hensyn til at der er brug for stærke danske institutioner, og det kan være mange ting. En af de institutioner, vi har i Danmark, som jeg synes er stærk, er TV 2. TV 2 laver rigtig god public service, TV 2 er danskernes foretrukne kanal, TV 2 er en af de kanaler, der laver mest dansksproget tv, TV 2 når ud til hele Danmark i sit samarbejde med TV 2-regionerne, og derudover er TV 2 også en rigtig god forretning – synes jeg – for sådan nogle som os, fordi vi ikke betaler til TV 2, men til gengæld leverer de rigtig meget public service ud til danskerne hver evig eneste dag.

Regeringen vil jo gerne sælge TV 2, engang ville de sælge det hele, og nu vil de sælge noget af det, og det er jeg bekymret for, fordi jeg er bange for, at et salg vil betyde, at TV 2, som er danskernes foretrukne kanal, lige pludselig vil ryge på udenlandske hænder. Jeg har haft meget svært ved at lure, hvad Dansk Folkepartis position er i det spørgsmål. Engang var man for et salg. Hvad mener man om det i dag?

Ordføreren.

Jeg deler mange af de ting, som bliver nævnt her, som altså er positive ting om TV 2. Jeg tror også, at vi som land har gavn af, at vi har to store tv-stationer, som kan levere public service på nyhedssiden til danskerne. Så jeg hører bestemt til dem, der er tilhænger af, at TV 2 har en stærk position også fremover, også med hovedsæde i Odense, så det hele ikke nødvendigvis skal ligge i København. Vi er jo ikke sprunget ud og har sagt, at nu er det bare om at få solgt TV 2. Vi behandler det i de forhandlinger, der er, med den skepsis, der skal til, både i forhold til om det er godt at få en strategisk partner ind på kort sigt i forhold til at få udviklet TV 2 i fremtiden, men også i forhold til om der skal ligge nogen forpligtelse efterfølgende til, at TV 2 ryger på helt private hænder, som jo i givet fald ville kunne betyde, i den verden vi lever i, at det kan være folk udefra med andre hensigter i forhold til medievirksomhed, der så i givet fald ender som køber. Så de bekymringer, der bliver rejst her, har vi jo også, og dem bærer vi ind i forhandlingslokalet i den diskussion, der finder sted netop nu.

Spørgeren.

Det er jeg glad for. Grunden til, at jeg spørger, er jo, at Dansk Folkeparti engang har været for et salg af TV 2, det kan man simpelt hen læse. Der er faktisk en del partier, SF, Socialdemokratiet og flere andre partier på venstrefløjen, som har sagt, at det her synes vi er en dårlig idé af de årsager, jeg lige har listet op. Jeg ved jo, at hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti ikke har noget imod at trække tæppet væk under de planer, som regeringen fremlægger, som Dansk Folkeparti synes er dårlige. Så når vi nu – det lyder i hvert fald sådan – er enige om, at det er en rigtig dårlig idé at sælge TV 2, hvorfor er det så ikke bare, at hr. Kristian Thulesen Dahl fra talerstolen siger, at det skal vi ikke?

Ordføreren.

Jeg har udtrykt glæden over TV 2. Jeg har udtrykt skepsis over for en vej omkring salg, der kan betyde, at TV 2 ender på nogle hænder, som vi ikke bryder os om osv., og så er der jo forhandlinger. Når der er forhandlinger, der er lige nu, skal man vel et eller andet sted også lade de forhandlinger pågå. Der er jo partier, der deltager, spørgerens eget parti deltager, Socialdemokratiet deltager osv., og der har man jo også mulighed for at ende med at være deltager i et medieforlig og dermed også få indflydelse på ting, som bl.a. fremtiden for TV 2. Jeg håber da meget, at det kan lykkes at nå den situation.

Hr. Anders Johansson fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Og tak for en rigtig god tale. Jeg synes også, det er en af de allerbedste taler, der har været holdt i dag, så tak for det. En af de ting, som jeg gerne vil spørge lidt ind til, vedrører erhvervspolitikken. For et område, som vi har haft et rigtig godt samarbejde med Dansk Folkeparti om, er jo erhvervspolitikken, hvor vi bl.a. har lavet den her store erhvervs- og iværksætterpakke, hvor vi har lempet afgifter og skatter for erhvervslivet for 14,7 mia. kr.

En del af den aftale, vi lavede dengang, handlede om afgiftslempelser, bl.a. på de her varer, som er meget følsomme i forhold til grænsehandel. Jeg hørte, at hr. Kristian Thulesen Dahl i sin tale nævnte, at vi skal gøre lidt for pensionisterne her til efteråret, og så tænkte jeg straks, om det måske kunne være en idé at prøve at kigge på nogle flere afgiftslempelser i forhold til nogle af de grænsehandelsvarer, for det gavner jo også dansk erhvervsliv, det gavner pensionisten, som skal betale mindre for varerne nede i det lokale supermarked, osv. osv.

Kunne det i det hele taget være et spor at arbejde ud ad, altså at se på, om vi kunne få gjort noget mere ved de her varer, som er meget følsomme over for grænsehandel, så vi kunne skabe noget mere aktivitet i den danske detailhandel?

Ordføreren.

Det var elegant. Altså, det må jeg komplimentere. At få gjort en diskussion om, hvordan man kan gøre noget for pensionisterne og deres rådighedsbeløb, modregningsregler osv. til en debat om, at vi skal sænke afgifter på grænsehandelsfølsomme varer, fordi dem køber pensionisterne jo også, synes jeg var elegant; det vil jeg godt indrømme.

Jeg vil nok tro, det er godt at tage de diskussioner hver for sig. Når det kommer til bekæmpelse af grænsehandelen, står vi jo fuldstændig ved, at det har vi gjort i fortiden, og det ønsker vi også at have et meget stærkt fokus på i fremtiden. Og det virker, når vi tager nogle varegrupper ud, altså når vi siger, hvad det for nogle varegrupper, der primært trækker grænsehandelen, og så gør noget ved de afgifter. Det har vi kunnet se har haft en positiv effekt, i forhold til hvad der så handles i danske butikker, og det gavner dansk beskæftigelse osv. osv.

Så herfra et tilsagn om, at vi går videre ad den vej og i det gode samarbejde, der er, også med den pakke, der blev lavet med finansloven for 2018 – det var en af de grunde, der også var til, at det var godt, at vi fik den vedtaget der tilbage i december, altså fordi der var nogle gode ting omkring afgifter, som vi var enige om.

Spørgeren.

Jamen tak for det, det vil jeg gerne kvittere for. Det glæder mig, at vi kan prøve at kigge på, hvordan vi kan få lempet nogle af de afgifter. Jeg hørte også, at fru Mette Frederiksen sagde – og det er jo fuldstændig rigtigt – at de her afgifter på helt almindelige fødevarer er noget, der rammer socialt skævt, altså i forhold til det her med, om vi skulle til at have afgifter på kød.

Så det glæder mig i hvert fald, hvis vi kan arbejde videre ud ad et spor, hvor vi kan gøre det billigere at være dansker, altså ved at få lempet nogle af de her punktafgifter, der er på mange helt almindelige fødevarer. Nu har vi jo i hvert fald fået lempet en del, f.eks. nøddeafgiften, afgiften på regntøj, så måske vi skulle prøve at arbejde lidt videre i forhold til nogle af de andre afgifter, som vi har, sådan at vi kan få gjort det billigere at være dansker, men også få fastholdt noget handel i Danmark. Særlig Sønderjylland er jo hårdt ramt i forhold til grænsehandel.

Ordføreren.

Det har været et problem i rigtig mange år, og det vil jo også være et problem i de kommende år, men det der billede af, at så kan vi ikke gøre noget ved det, deler vi ikke. Altså, selvfølgelig kan vi gøre noget ved en kultur, der handler om, at man tror, man sparer en masse penge ved at køre over grænsen og købe ind, for der er jo også en del, der gør det, uden at de sparer det store, hvis nu de tæller alle omkostninger med.

Men det er klart, at jo flere gange vi er inde at kigge på bestemte varegrupper, med hensyn til hvilke der trækker grænsehandelen, og kan fortælle danskerne, at nu kan det i hvert fald ikke betale sig at køre efter den vare, jo mere grænsehandel fjerner vi også.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg var egentlig glad for det svar, som hr. Kristian Thulesen Dahl gav tidligere vedrørende arveafgiften, men jeg har alligevel brug for en bekræftelse, for vi skal jo ikke længere tilbage end til finansloven for 2016, hvor Dansk Folkeparti lagde stemmer til, at man gik ind og lettede arveafgiften, hvad angik familieejede virksomheder. Der røg jo så en milliard kroner, som vi ellers kunne have brugt på velfærd. Derfor har jeg brug for at høre fra Dansk Folkepartis side i forbindelse med det, som Liberal Alliance og De Konservative har lagt frem, om Dansk Folkeparti forestiller sig at lægge stemmer til en yderligere lettelse af arveafgiften, eller om det er et fuldstændig lukket kapitel, for set gennem mine briller er det jo bare topskattelettelser i forklædning.

Ordføreren.

Jeg synes i virkeligheden, at der er en reel forskel på det, vi gjorde dengang, og det, der diskuteres nu. I de her familieejede virksomheder handler det jo også – uanset at man kan have en diskussion om, hvem der så får gavn af det – om, at man bevarer de virksomheder i Danmark og deres interesse i Danmark. Og der er jo en tendens til, at de her familieejede virksomheder faktisk også har bidraget meget til det danske samfund, også i de områder, hvor de er, om det er i Billundområdet, eller det er på Als osv. Det skal man også bare lige huske på.

Den næste diskussion, vi har her om arveafgift, handler så om, om vi skal ændre på de almindelige vilkår for, hvornår man betaler arveafgift. Det er der, hvor jeg også bare kan gentage det, som jeg sagde før, nemlig at når jeg lænede mig tilbage dernede i provianthuset i min kontorstol, så kunne jeg simpelt hen ikke få øje på, at det var et stort problem, at vi har den arveafgift, som vi har i dag. Jeg synes ikke, at der er grund til at ændre på den og bruge provenu på det, for det vil jo i givet fald være et provenu, som vi ellers kan sidde og bruge i en finanslov på at sikre vores pensionister, eller vi kan sikre bedre forhold inden for sundhedsvæsenet osv. Og der vil vi altså prioritere de midler frem for at sænke arveafgiften.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det glæder mig for så vidt, men der er sådan nogle sprækker i det, hvor jeg bliver bekymret for, om hr. hr. Kristian Thulesen Dahl i dag alligevel læner sig lidt for blødt tilbage i stolen ovre i provianthuset. Mener Dansk Folkeparti så, at det kan være sådan, at man får en del af de her arveafgiftslettelser igennem fra Konservative og Liberal Alliances side? Altså, når hr. Kristian Thulesen Dahl siger, at det ikke er noget stort problem, så hører jeg ikke hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at det ville være et problem at bruge pengene på den måde. Altså, en ting er, at det ikke er noget stort problem, at noget er indrettet på en bestemt måde, men der kan jo fremkomme ønsker fra regeringspartierne, som hr. Kristian Thulesen Dahl lader sig overbevise af i forhandlingslokalet, så pengene dermed ikke bliver brugt på sundhed og de ældre. Det er ellers er et stærkt ønske fra Socialdemokratiets side, og det er et stærkt ønske, at vi kan gøre det i fællesskab.

Ordføreren.

Men er det ikke altid sådan, også for Socialdemokratiet, at når man går ind i et forhandlingslokale, så skal man meddele danskerne, hvor det er, man står, og hvad det er, man går efter – og hvad ens holdning er. Og det har jeg klart givet udtryk for. Vi synes ikke, at der er grund til at sænke de almindelige arveafgifter og bruge penge på det. Der vil vi hellere bruge pengene på ældre, sundhed osv. Og så kan vi jo måles og vejes på de kompromiser, vi laver, om vi er kommet igennem med vores politik. Men er det ikke også sådan, Socialdemokratiet arbejder, altså at man i virkeligheden skal meddele sig meget tydeligt til befolkningen om, hvor det er, man står, når man går ind i forhandlingslokalet? Så kan man blive målt og vejet på, om man har levet op til det, man sagde, om man er lykkedes med det i forhandlingslokalet. Det er sådan, jeg altid har arbejdet politisk, og det er egentlig mit indtryk, at det er den måde, man kommer længst på herinde. Det kan vi se på andre partier, der måske har prøvet andre metoder til at fremme deres politiske synspunkter.

Det er jo sådan, at partierne stikker os en liste over, hvem de helst vil have prioriteret først, når formanden vi skal videregive ordet, men I skal lige huske, at dem, der vil have ordet, formelt set skal trykke sig ind alligevel, for ellers får man ikke ordet, selv om man er prioriteret nok så meget som partiformand.

Vi tager lige en socialdemokrat mere. Hr. Peter Hummelgaard Thomsen, værsgo.

Tak for det. Min bemærkning er i virkeligheden i forlængelse af en bemærkning fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil, for hr. Kristian Thulesen Dahl har jo fuldstændig ret i, at det også er sådan, vi i Socialdemokratiet arbejder, altså prøver at opstille, hvad det egentlig er, vi gerne vil have ud af de her forhandlinger, og hvad vores position er. Og grunden til, at jeg så lige spørger uddybende, er, at det jo også er meget rart at vide, hvor det så er, hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti måske kunne give sig i forhold til det ønske, man har i hele regeringen om at lempe arveafgiften, som vi jo ved udelukkende kommer de rigeste til gavn og primært de mennesker, der bor i Nordsjælland; det kommer ikke dem, der bor i Vestsjælland eller i Sønderjylland osv., til gavn. Har hr. Kristian Thulesen Dahl noget overblik over, hvor der kunne handles? Altså, hvis der skulle handles i en forhandling, hvad skulle der til, for at hr. Kristian Thulesen Dahl medvirkede til en yderligere ulighedsskabende sænkelse af arveafgiften?

Ordføreren.

Altså, har vi i Dansk Folkeparti de seneste år haft for vane sådan at have indstillet os på forhånd på at skulle give os, eller har billedet været det modsatte, altså at vi nok har stået rimelig fast på vores synspunkter? Vi har jo taget nogle drabelige slag. Jeg nævnte hele decembersituationen i det folketingsår, vi nu bevæger os ud af, hvor der var noget drama, fordi vi stod fast på vores synspunkter.

Så vi er jo ikke tilbøjelige til før en forhandling at begynde at give os. Altså, vi har vores klare synspunkter, og vi lægger dem frem, også når der bliver spurgt om dem her i Folketingssalen – så ved man, præcis hvor vi står, også i spørgsmålet om, om vi bør sænke arveafgiften. Det synes vi ikke at vi behøver at bruge penge på. Vi vil gerne bruge pengene andre steder. Og så giver det mulighed for, når der er forhandlinger, at prøve at holde os op på det. Og det kan jo godt være, at det bliver med en vis succes – det er da i hvert fald min agt, inden vi går ind i forhandlingslokalet. Men i forhold til det der med på forhånd at have fortalt – godt nok i den her snævre kreds, så det bliver her og alt det der – præcis hvordan man forhandler, og hvordan man tilrettelægger det, og hvor man i givet fald er parat til at give sig, vil jeg sige: Skal vi ikke tage den tilbage til åbningsdebatten, og så kan vi jo fortsætte udvekslingen af synspunkter omkring det? Jeg synes, det er lige tidligt nok.

Spørgeren.

Det er sådan set også helt fair, og det vil jeg også gerne kvittere for, mest af alt fordi – hr. Kristian Thulesen Dahl nævnte det selv i sin ordførertale, og fru Mette Frederiksen nævnte det også i sin – at vi på en lang række punkter har haft et velfungerende velfærdsflertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og for det meste også Alternativet, som jo har forhindret en højere pensionsalder til mest skade for de nedslidte, har gjort fælles tiltag for at bekæmpe social dumping, lavet en fælles indsats mod, at man ikke lempede skatten i toppen yderligere, end hvad der var behov for, og vi har gjort, hvad vi kunne, for at investere i fælles velfærd. Det vil jeg sådan set gerne kvittere for, og det er også derfor, at vi er mange, der har haft behov for at høre hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at der ikke er noget behov for at lempe arveafgiften for de mennesker i det her land, som har de allerallerhøjeste indkomster, og at der måske i højere grad er brug for i fællesskab at se på, hvordan vi kan finde nogle flere penge til at sørge for, at folk også oplever velfærdsforbedringer derude i hverdagen.

Ordføreren.

Jamen altså, det ser vi jo så ret ens på. Jeg mener, der er nogle oplagte områder i vores velfærdssamfund, hvor vi har brug for at optimere tingene, og jeg nævnte bl.a. ældreområdet. Hvis der kommer 80.000-100.000 flere ældre over 80 år i løbet af perioden frem til 2025, har vi i den grad brug for at sætte ind i forhold til at sikre, at vi har de rigtige folk i ældresektoren, der kan hjælpe alle de her mennesker, som får et behov for hjælp. Og det er ikke en given ting; det kommer ikke af sig selv. Så det er jo et stykke arbejde, der er sat i gang med den finanslov, der er nu – men der er også sat penge af. Sådan nogle ting skal der være penge til – vores sundhedssektor har jeg været inde på, flere politibetjente. Der er masser af opgaver, som vi har brug for at løse i vores velfærdssamfund, og som i vores øjne klart kommer før, at man tager en seriøs debat om at sænke arveafgiften.

Hr. René Gade.

Jeg vil gerne spørge hr. Kristian Thulesen Dahl, om han ser det som et problem, at vi kunne lande i en situation, hvor Folketingets formand har en ægtefælle, der bliver formand for Statsrevisorerne. Er det for ordføreren et demokratisk problem; er det et problem for vores institutions habilitet?

Jeg er selv som gruppeformand i Alternativet blevet stillet spørgsmålet af en journalist for nylig. Og jeg synes, det er et svært spørgsmål, for jeg har et godt samarbejde med vores formand her i Folketinget. Jeg har aldrig hørt dårligt om ægtefællen, der kan blive formand for Statsrevisorerne. Men er der et problem; er det for tæt på? Det er jo et principielt spørgsmål, og det er meget aktuelt lige nu.

Så hvis vi ellers kan hæve os over det, er det ikke et spørgsmål om de personer, der er involveret, men et helt generelt og principielt spørgsmål, der faktisk er vigtigt at få svar på, synes jeg.

Ordføreren.

Altså, jeg mener ikke, der er et problem. Det er jo rigtigt, at jeg har været stillet det spørgsmål før, og derfor har jeg også haft lejlighed til at tænke over det. Så det er ikke bare noget, der kommer nu. Jeg synes faktisk ikke, der er noget principielt problem, og det er der flere årsager til.

Den ene er, at folketingsmedlemmer jo ikke kan være inhabile. Altså, vi folketingsmedlemmer må jo gerne forfægte de synspunkter, som vi måtte have, på vegne af de vælgere, vi nu er valgt af, og en landmand herinde må f.eks. gerne forfægte landbrugsinteresser. Altså, sådan er det. Så der er ikke tale om inhabilitet.

Den anden er, at Statsrevisoratet jo er Folketingets folk, der i virkeligheden skal undersøge regeringen. Så der er jo heller ikke noget problem i forhold til det. Så efter at have gennemgået det er vi nået frem til, at vi simpelt hen ikke kan se, at der er nogen principielle problemer i det overhovedet.

Hvis der er nogle, der gør det til et principielt problem, skyldes det måske andre ting, f.eks. at man netop ikke kan hæve sig over det. Så skyldes det måske netop, at man begynder at forholde sig til personerne frem for at forholde sig til det principielle i spørgsmålet.

Spørgeren.

Der kan jeg så lægge hovedet på blokken og sige, at jeg i hvert fald personligt intet har med de enkelte personer at gøre. Jeg har stor respekt for dem begge to, selv om det kun er den ene, jeg kender sådan personligt.

Men jeg synes bare ikke, at svaret er helt udtømmende, måske fordi jeg normalt ville anse både ordføreren og Dansk Folkeparti som nogle, der virkelig ville kigge en ekstra gang, hvis der sad en formand for Statsrevisorerne, der faktisk skal holde os herinde i ørerne, og var ægtefælle til formanden for vores institution. Det er for os i Alternativet et spørgsmål, som vi ikke har et klart svar på endnu.

Men som jeg husker det, var også Folketingets formand inde i debatten om, hvorvidt Statsrevisorerne skulle flyttes her fra institutionen eller ej. Og der tænker jeg, at det godt nok er tætte linjer. Og hvis ordføreren slet ikke ser noget principielt problem i det, er det jo bare sådan, det er.

Men altså, jeg synes ikke, debatten er slut endnu. Det er meget svært for mig at kommunikere ud, at det her er den måde, vi skulle bygge det op på, hvis vi fik chancen for at starte på ny. Så spørgsmålet til ordføreren er: Hvis ordføreren fik chancen for at bygge institutionen på ny, skulle det så være en ægtefælle, der var formand for Folketinget og formand for Statsrevisorerne?

Ordføreren.

Nej. Altså, jeg mener virkelig ikke, der er et problem – og jeg beskylder ikke spørgeren for at beskæftige sig med det her spørgsmål ud fra en interesse i forhold til personerne her. Nu har jeg selv siddet som formand for Finansudvalget i en 10-årsperiode, og man skal huske, at Finansudvalget jo er det udvalg herinde, der modtager Rigsrevisionens beretninger via Statsrevisorerne – det er dem, der oversender de her beretninger til Folketinget.

Statsrevisorerne og Rigsrevisionen er Folketingets instrument til at holde regeringen i ørerne. Altså, det er lidt påfaldende, at det nu nærmest lyder, som om Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er sat i verden for at holde Folketinget i ørerne. Det er de altså ikke. Det er for at holde regeringen – den udøvende magt – i ørerne. Det er ministerierne, de går ud i og laver undersøgelser i forhold til at få afdækket eventuelle problemer. Så afleverer de jo beretningen til Folketinget, som så skal diskutere, hvad vi gør på baggrund af den viden, vi får fra de her beretninger.

Det er derfor, jeg ikke ser nogen interessekonflikt overhovedet i det her, selv om der er et folketingsmedlem, der har en ægtefælle, som er blandt Statsrevisorerne – eller for den sags skyld er formand for Statsrevisorerne, fordi man har en ordning om, at den længst siddende typisk beklæder formandsposten. Så derfor synes jeg ikke, der er noget principielt problem.

Så kan man have alle mulige andre dagsordener – det beskylder jeg ikke spørgeren for – men det er derfor, jeg når frem til det her svar. Nu håber jeg, at den her del af svaret har været mere fyldestgørende. Så jeg mener virkelig ikke, der er noget principielt problem i det her.

Og vi kan nå en enkelt mere i den her runde, og det bliver fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg vil gerne lige vende kort tilbage til diskussionen om arveafgift. Jeg synes jo egentlig, at ordføreren, Dansk Folkepartis formand, har svaret ret klart i dag, nemlig at det ikke er Dansk Folkepartis politik at bruge ret mange penge på at ville sænke arveafgiften. Det ville jo også være et beløb, der skulle gå fra råderummet, som Dansk Folkeparti også har sagt meget klart skal bruges til at fremtidssikre vores velfærd. Men jeg savner dog stadig væk en klokkeklar forsikring herinde – og vi vil jo meget gerne samarbejde med DF for at sikre den fremtidige velfærd – om, at der altså ikke i en politisk forhandling skal indgå en sænkelse af arveafgiften.

Ordføreren.

Fru Lisbeth Bech Poulsen siger, at jeg skulle have sagt, at vi ikke vil bruge ret mange penge på at sænke arveafgiften – ikke bruge ret mange penge på at sænke arveafgiften. Jeg tror, jeg egentlig flere gange indtil nu har fået formuleret mig på den måde, at vi sådan set ikke på nogen måde agter at bruge nogen penge på at sænke arveafgiften. Det er slet ikke på vores liste over ting, vi synes er nødvendige at foretage os. Jeg kan love for, at der er så mange ting, der står før, på vores ønskeseddel, før man måtte komme ned på et punkt, der hedder at bruge penge på at sænke afgiften. Jeg har forklaret det på forskellige måder, og jeg håber, at alle tilstedeværende, der har ønsket at lytte med på den her debat, i hvert fald ved, hvor Dansk Folkeparti står i det her spørgsmål nu.

Så kan der jo pågå forhandlinger, og regeringen er i sin gode ret til at foreslå, lige hvad de vil, sådan har den jo gjort før, og det har den selvfølgelig også ret til i forhold til efterårets finanslov, og så ved man nu, hvor Dansk Folkeparti står i det her spørgsmål, og så vil man kunne se, hvordan det i givet fald skrider hen over scenen der i efteråret i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Men vi kommer med det budskab til regeringen, at vi skal bruge pengene på andre ting end at sænke arveafgiften.

Spørgeren.

Det er jeg også glad for hr. Thulesen Dahl slår fast. Hvis jeg formulerede mig lidt forkert, var det jo netop, fordi det ikke er så lang tid siden, de rigeste virksomhedsarvinger i det her land har fået nogle ret store skatterabatter i form af en lavere arveafgift. Men nu skal vi se fremad, som man siger, og det, jeg hører hr. Kristian Thulesen Dahl sige, er, at det ikke bliver med Dansk Folkepartis stemmer, at arveafgiften skal sænkes. Tak for det.

Ordføreren.

Og så vil jeg bare lige erindre om, som jeg også sagde tidligere, at jeg fuldstændig forstår den politiske diskussion også i forhold til de ændringer, der er foretaget i forhold til familieejede virksomheder. Jeg respekterer, at man har en anden holdning til det spørgsmål end den, der blev skabt aftale om tilbage i, jeg tror, det var 2016. Men jeg mener også, at det er en diskussion om noget andet end det, vi taler om nu, for nu taler vi om generel sænkelse af arveafgiften, mens vi dengang talte om, hvordan familieejede virksomheder kunne bestå i fremtiden, også i det danske samfund. Jeg mener faktisk også, at de tilfører meget til de områder af landet, hvor familieejede virksomheder er store, men den diskussion kan vi komme tilbage til, hvis spørgeren ønsker det.

Der er mange spændende spørgsmål, der ligger og venter på hr. Christian Thulesen Dahl, men der er desværre ikke tid til det. Tusind tak for i dag – eller i hvert fald for nu. (Christian Thulesen Dahl (DF) : Ja, jeg går ikke hjem endnu!) Og hjertelig velkommen til fru Britt Bager fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for ordet. Nu er det her jo min første afslutningsdebat som politisk ordfører, og jeg kan godt afsløre, at jeg har glædet mig rigtig meget til at stå her i dag og til at fortælle om alle de gode ting, Venstre har bidraget til. Jeg har glædet mig til at synliggøre nogle af de mange aftaler, vi har landet i fællesskab, og til at debattere de uenigheder, vi har som de ni forskellige partier, vi nu engang er. Jeg er særdeles glad for de aftaler, vi har været fælles om. Men det ville alligevel være en kende for kedeligt, hvis jeg brugte hele min taletid på det. Så det vil jeg undlade.

Når vi taler politik, taler vi ofte om farver: Man kan være blå eller rød. Nogle bliver kaldt sorte, nogle bliver kaldt lilla, og andre har forsøgt at tage patent på at være grønne. Vi kan sætte os sammen i forhandlinger og male med hele paletten og lave et forlig. Eller vi kan skilles i døren, fordi farverne ikke passer sammen. Sandheden er vel, at vi alle sammen indeholder forskellige farver, måske lige så mange farver som regnbuen, og den har jeg ladet mig inspirere af i dag.

Vi starter med farven rød. Rød var engang en farve, der symboliserede smældende faner, socialisme og solidaritet. I dag er det en farve, der symboliserer en blok i splittelse. De Radikale vil have kvoteflygtninge, det vil Socialdemokratiet ikke. Enhedslisten og Alternativet vil indføre en 30-timers arbejdsuge. Det vil De Radikale til gengæld ikke. Og Alternativet og SF vil fjerne kontanthjælpsloftet – det vil Socialdemokraterne ikke svare på om de vil. I det hele taget mangler vi en hel del svar. Skal skatte- og afgiftslettelserne rulles tilbage? Hvor mange gange skal udlændingepolitikken lempes? Og hvad skal der ske med integrationsydelsen, hvis de røde igen skulle komme til magten? Sådan kunne jeg blive ved: I rød blok skal man lede længe efter svar og længe efter den røde tråd.

Den næste farve er orange. Orange signalerer varme, og her kommer jeg til at tænke på vores økonomi. Det er en økonomi, som vi skal holde varm, uden at den bliver overophedet, for en stærk økonomi er vigtig. Den er grundlaget for vores velfærdssamfund. Derfor skal vi give det økonomiske opsving flyvehøjde og flyvelængde. Det gør man ved at føre en ansvarlig økonomisk politik, så der er styr på rigets finanser. Det gør man ved at gøre det mere attraktivt at yde en indsats, så flere går fra kontanthjælp til arbejde. Og det gør man ved at møde udlændinge med høje krav og helt klare forventninger. Alle de forskellige greb har regeringen taget, så Danmarks økonomi kan forblive varm uden at brænde på.

Det leder mig videre til farven gul, som er farven på gode tilbud og lave priser, og lave priser er der kommet flere af. Vi har nemlig gjort det billigere at være dansker. Det har vi gjort, samtidig med at vi har løftet velfærden, præcis som vi lovede før folketingsvalget i 2015. Vi har sænket registreringsafgiften flere gange, så eksempelvis en familiebil som en VW Passat er blevet 100.000 kr. billigere. Vi har sænket prisen på at krydse Storebælt og på færgebilletterne til øerne, så det er lettere at komme rundt i hele Danmark. Og vi har gjort boligjobordningen permanent, så vi giver de danske familier en ekstra håndsrækning i hverdagen. Og sidst, men ikke mindst, har vi givet danskere med små arbejdsindkomster en skattelettelse, så det bedre kan betale sig at arbejde.

Det er vi stolte af i Venstre, det er jeg stolt af, og jeg er særlig stolt af, at det har kunnet lade sig gøre, samtidig med at vi har investeret massivt i kernevelfærd. Vi har bevist, at politik ikke er sort-hvidt. Vi har bevist, at politik ikke er et enten-eller, vi har bevist, at flere penge til velfærd og gode, gule priser ikke er hinandens modsætninger. Når Venstre leder landet, er politik et både-og.

Regnbuens næste farve har jeg virkelig glædet mig til, det er nemlig grøn. Og er der noget, der kan få oppositionen op i det røde felt, er det, når det blå Venstre bekender kulør som et grønt parti. Det går rigtig godt med den grønne omstilling i Danmark. Det er en grøn omstilling, som Venstre har haft ansvaret for i 13 ud af de seneste 17 år. Andelen af grøn strøm er mere end tredoblet i den periode, og den overopfylder vores klimamål. Regeringen vil nu udbygge den indsats, og derfor er vi kommet med et ambitiøst klimaudspil. Vi investerer i danmarkshistoriens største havvindmøllepark, og vi anviser vejen til målet om mindst 50 pct. vedvarende energi i 2030.

Jeg ønsker, at Danmark skal være et grønt foregangsland, og jeg ønsker, at min søn skal vokse op i et land, hvor han fortsat kan drikke vand af hanen, bade i havet, rulle sig i sandet på stranden og gå en aftentur i skoven. Og jeg ønsker, at hans børn skal få de samme muligheder. Derfor skal vi fortsætte med at være ambitiøse, og vi skal fortsætte med at være det i fællesskab.

De sidste farver i regnbuen er blå og lilla, og jeg vil tillade mig at bruge ekstra tid på den blå og springe den lilla over. Blå er nemlig en stærk farve, som fortjener mere tid og anerkendelse end de andre farver. Det er farven på en blok af partier, som har leveret det ene resultat efter det andet. Før folketingsvalget i 2015 opsatte statsministeren fire pejlemærker. Dem er der leveret på hver og en.

Siden valget er der skabt omkring 130.000 private arbejdspladser. Vi har danmarksrekord i beskæftigelse, der er jobfremgang i hele landet, og dermed har vi leveret på pejlemærke nummer et: flere private arbejdspladser.

Siden valget er antallet af offentligt forsørgede faldet med 50.000, og siden vi indførte kontanthjælpsloftet, er antallet af personer på kontanthjælp faldet med 23.000. Dermed har vi også leveret på pejlemærke nummer to: At færre skal forsørges af det offentlige, og at flere skal forsørge sig selv.

Sundhedsområdet er løftet med 4,4 mia. kr. Politiet er styrket med 1,3 mia. kr. på den seneste finanslov. Kommunernes økonomiske ramme er løftet med 1½ mia. kr., ældreplejen er styrket flere gange, senest på finansloven for 2018, hvor der blev afsat 2,7 mia. kr. Daginstitutionerne er styrket med ½ mia. kr., vi har oprettet en skolepulje på ½ mia. kr., og dermed har vi leveret på pejlemærke nummer tre: en stærkere kernevelfærd.

Vi har også leveret på pejlemærke nummer fire, nemlig udlændingepolitikken. Vi har vedtaget 76 stramninger, og de stramninger har medvirket til, at Danmark har det laveste antal asylansøgere i 9 år. Det står i skærende kontrast til de 45 lempelser, som den tidligere regering lavede.

Som I nok kan høre, er jeg stolt af vores blå regerings resultater, og jeg forstår faktisk godt, hvis I røde dernede sidder og bliver helt grønne af misundelse. Og vi er slet ikke færdige med arbejdet. Vi har en række ambitiøse udspil på vej, og vi vil bl.a. præsentere en langsigtet plan for psykiatrien, en sammenhængsreform for den offentlige sektor og et nyt udspil, så endnu flere tager en erhvervsuddannelse. Og et nyt klimaudspil, så Danmark kan udbygge sin grønne førerposition.

Jeg har efterhånden været igennem hele farvespektret. Sidste del af valgperioden skal nok blive lige så farverig. Jeg glæder mig til at skabe flere resultater, og jeg glæder mig til at finde guldet for enden af regnbuen. Tak for ordet.

Selv tak. Så går vi over til spørgerne, og den første er hr. Nicolai Wammen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og også tak til Venstres politiske ordfører for talen, og velkommen i forreste linje i forsvaret for regeringen. Det er ikke nogen nem opgave, men jeg ønsker held og lykke. Også tak for en farverig palet af holdninger til, hvordan verden ser ud. Der er to af de farver, som jeg er lidt optaget af, når det gælder regeringens politik. Venstre taler om det grønne, men har handlet sort. Og når vi kigger tilbage, kan vi se, at det under den her regering har været nogle år, hvor man har sat ambitionsniveauet ned på det grønne, hvor man var lige ved at opgive en havvindmøllepark, hvilket kunne have bragt tusindvis af arbejdspladser i fare. Så det er ikke nogen god historie, som Venstres ordfører skal forsvare bagudrettet.

Nu står vi så med energiforhandlinger, og der vil jeg bare i al stilfærdighed spørge Venstres ordfører: Når man lægger et energiudspil frem, hvorfor er det så, at mere end to tredjedele af de penge, man vil bruge, skal gå til afgifts- og skattelettelser og mindre end en tredjedel skal bruges til grønne initiativer? Hvor er den grønne førertrøje i det? Det vil jeg meget gerne høre Venstres ordførers svar på.

Ordføreren.

Jeg er meget glad for, at hr. Nicolai Wammen spørger ind til det grønne, og jeg vil gerne minde hr. Nicolai Wammen lidt om historien i forhold til det grønne område. Den er nemlig, at vi siden 1970'erne har indgået brede aftaler på det her område. Venstre har haft regeringsmagten i de seneste 13 ud af 17 år, så vi har været med i de aftaler, der er blevet lavet på det grønne område. Så vil jeg også gerne minde hr. Nicolai Wammen om, at vi overopfylder de klimamål, EU har sat; at vi overopfylder de mål, som den tidligere SR-regering satte for reduktion af CO 2 ; at vi overopfylder de mål, som den tidligere regering satte for vedvarende energi. Den aftale, som hr. Martin Lidegaard kaldte den mest ambitiøse aftale, overopfylder vi. Så jeg vil sige til hr. Nicolai Wammen, at Venstre så sandelig er et grønt parti.

Spørgeren.

Det er jo dejligt, at Venstre har den opfattelse af sig selv. Jeg tror ikke, den deles af så mange andre. Det energiudspil, der er kommet her senest, og hvor jeg spurgte til, hvorfor man vil bruge mere end to tredjedele af de penge, der er afsat, til afgiftslettelser i stedet for grønne tiltag – det fik jeg i øvrigt ikke noget svar på, men det håber jeg at ordføreren vil give sig tid til at svare på her i anden omgang – er jo et udspil, hvorom dansk erhvervsliv har været ude at sige: Vi risikerer at miste vores førerposition, hvis regeringens politik bliver gennemført. Det er et udspil, hvorom formanden for Klimarådet, som er nedsat for at rådgive regeringen, nemlig Peter Birch Sørensen, siger:

»Der er ikke det store klimaperspektiv i at sænke afgiften på det generelle elforbrug, faktisk kan det på kortere sigt være lidt problematisk.«

Fra alle sider kan man se, at det, regeringen har spillet ud med, er utilstrækkeligt. Vil Venstres ordfører ikke bare forklare stille og roligt, hvorfor Venstre som de eneste her har set lyset, når kritikken hagler ned over det, der er kommet?

Ordføreren.

Med det klimaudspil, vi har fremlagt, vil vi jo gerne have flere til at gå over til vedvarende energi, og det er ikke en ulempe, synes jeg, at vi samtidig kan sige til borgerne, at de får en lavere elregning. De to ting går hånd i hånd i Venstre. Det var jo også det, jeg redegjorde for i min ordførertale, nemlig at lempe dér, hvor det er sund fornuft at gøre det. At få folk til at gå over til at bruge mere vedvarende energi er da sund borgerlig politik. Det ene udelukker ikke det andet. Men jeg kunne da godt tænke mig at høre, hvad Socialdemokratiet vil på det her område. I har fremlagt et energiudspil. I har copy-pastet meget af det, vi har skrevet i vores. Kom nu til forhandlingsbordet, lad os nu lave en aftale, lad os være ambitiøse på Danmarks vegne frem for at lade det her føre til politisk splid.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det. Tak for en god og spændende kulørt tale, og velkommen til også herfra som politisk ordfører. Mit spørgsmål retter sig mod debatten om Danmark i balance. Det gør det, fordi mange danskere jo har syntes, at vi i de sidste par år har gjort en rigtig stor god gerning i forhold til at sørge for, at Danmark er kommet mere i balance end tidligere, og har måske også opfattelsen af, at det er sådan en dagsorden, som er årelang og ikke noget, man lige gør et par år, og så sadler man om. Derfor er der måske nogle, der kunne blive lidt forvirrede over en melding, der kom her for et par uger siden, om en hovedstadskommission, som gav indtrykket af, at nu ville regeringen satse mere på hovedstaden som det store vækstlokomotiv og dermed i virkeligheden komme til at glemme debatten om et Danmark i balance. Så jeg vil gerne høre, hvad ordførerens reaktion er på det, og hvordan vi skal tolke den position, der i hvert fald i Venstre er omkring det her nu.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg glæder mig jo over, at vi har været i stand til at udflytte så mange statslige arbejdspladser, som vi har, i den her regeringsperiode. Først udflyttede vi 3.900, nu er vi i gang med at udflytte 4.000, eller skal i gang med det i nærmeste fremtid. Og det er da sund fornuft. De statslige arbejdspladser er ikke kun Københavns, det er hele Danmarks. Så det er jeg meget, meget glad for. Og så vil jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, at jeg egentlig ikke tror, at han skal være så bekymret. For et stærkt Danmark kræver en stærk hovedstad, og en stærk hovedstad kræver et stærkt Danmark. Den balance skal vi sikre, og den balance har vi været med til at sikre, mens vi har haft regeringsmagten.

Tak. Så er det fru Pernille ... Undskyld. Værsgo.

Jeg må godt følge op ½ minut, er det ikke sådan? ( Fjerde næstformand (Leif Mikkelsen): Det går lige.) Det er bare lige for at sige, at for mig at se handler et Danmark i balance jo ikke om på nogen måde at underkende, at hele Danmark har gavn af, at vi har en velfungerende hovedstad. Selvfølgelig er det sådan. Men lige så vel som da hovedstaden havde problemer – helt tilbage i starten af 90'erne var der jo faktisk en periode, hvor hovedstaden var under administration fra Indenrigsministeriet på grund af økonomiske problemer, og der kom resten af Danmark selvfølgelig og hjalp hovedstaden – så handler det jo også om nu, når der er andre dele af Danmark, der ikke kører så stærkt som hovedstaden, at man i hovedstaden er parat til at give en hjælpende hånd til de andre områder i Danmark, hvor tingene måske ikke går helt så stærkt. Det er det, jeg taler om, når vi taler Danmark i balance – ikke én region mod en anden region. Det er klart. Hovedstaden buldrer jo derudad. Byggekranerne er over det hele, man bygger lejligheder på lejligheder – millionlejligheder rundtomkring, hvor man kan finde jord til det. Så der er vel ikke på den måde noget, der indikerer, at dampen er ved at gå af væksten i hovedstaden. Så et Danmark i balance handler vel om at fortsætte bestræbelsen på at sikre, at væksten og lysten til at bo er funderet i hele landet. Det er vel det, Danmark i balance handler om. Det er det for os i Dansk Folkeparti. Jeg håber også, det er det for Venstre.

Ordføreren.

Det kan jeg jo ikke være uenig med spørgeren i overhovedet. Vi har jo også gjort mange andre ting for at sikre et Danmark i balance. Lad mig bare nævne 16-punktsplanen på landbrugsområdet, liberaliseringen af planloven, og så har vi jo afsat 19,5 mia. kr. til at investere i infrastruktur. Vi har allerede nu brugt penge på at investere i udvidelsen af den østjyske motorvej, udvidelsen af motorvejen hen over Fyn. Vi har 19,5 mia. kr. mere. Det er lige præcis 19,5 mia. kr. mere end Socialdemokratiet. Så jeg forestiller mig da ikke, at vi stopper nu. Men selvfølgelig skal vi også have et København i balance. Det ene udelukker ikke det andet.

Så er det fru Pernille Skipper. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne fortsætte lidt, hvor andre har sluppet, for diskussionen går jo meget på, hvorvidt Venstre er et grønt parti, og ikke mindst om Danmark stadig væk er i førertrøjen, når det kommer til den grønne omstilling. Det står fru Britt Bager meget skarpt på. Men der er også 301 forskere, der siger noget andet. 301 forskere – det er jo vel at mærke en slat mennesker, for sige det mildt, som på en gang har samlet sig om ét debatindlæg, hvor de påpeger, at Danmark i virkeligheden ikke har særlig meget at prale af. For Danmark er stadig væk også et af de lande i verden, der sætter det allerstørste CO 2 -aftryk. Derfor synes jeg faktisk, det er lidt på sin plads at rette en fejl, som fru Britt Bager fik sagt før om, at Venstre eller regeringen skulle have fremlagt en klimaplan. Det er ikke en klimaplan, det er en energiplan. Der er nemlig ikke fastsat klimamål, og det er et kæmpe problem. For faktum er, at hvis resten af verden gjorde som Danmark, når det kom til vækst og forbrug, landbrug og transport, så ville vi være i endnu større problemer, end vi er lige nu – hvis man faktisk fulgte Danmarks eksempel.

Hovedpointen hos de her 301 forskere er nemlig, at vi bliver nødt til at tale om den der vækst. Vi bliver nødt til at sænke stigningen i forbruget, og vi bliver nødt til klart at prioritere, at væksten i forbrug kommer i anden række af hensyn til klimaet, hvis vi skal have en klode at give videre til vores børn og børnebørn. Så mit helt korte spørgsmål er: Er Venstre enig med de 301 forskere?

Ordføreren.

Det kan jeg jo meget nemt svare på: Det er vi ikke. Jeg er da også helt sikker på, at hvis jeg havde vidst, at spørgsmålet var kommet, kunne jeg have siddet og gravet forskere frem, der mente det modsatte. Sådan er det jo ofte med forskere og eksperter. Der kommer ét udsagn fra den ene side og ét udsagn fra den anden.

Og så vil jeg gerne have lov til at rette: Ja, jeg kom til at sige klimaudspil i stedet for energiudspil, og fru Pernille Skipper ved jo også godt, at vi kommer med vores klimaudspil på de ikkekvotebelagte sektorer efter sommerferien.

Men når nu fru Pernille Skipper siger, at vi ikke interesserer os for klima, hvad tror fru Pernille Skipper så grunden er til, at vi i vores energiudspil laver Danmarks største havvindmøllepark? Har fru Pernille Skipper overvejet det? Og kan fru Pernille Skipper forklare mig, hvorfor Danmark er blevet kåret til at have verdens bedste energisystem; hvorfor Danmark er blevet kåret til at få en grøn iværksætterpris? Er det ikke, fordi vi er i førertrøjen?

Fru Pernille Skipper.

Det kan jeg forklare rigtig kort: Det har primært noget at gøre med, hvad det tidligere flertal vedtog, før I kom til magten.

Der er ikke nogen tvivl om, at det energiudspil, I har fremlagt, sænker farten på udbygningen af den vedvarende energi. Og ja, I siger, I vil komme med et klimaudspil, men I vil ikke klart svare på, at I også kommer med et reelt klimamål.

Jeg synes, det, der er det fantastiske ved svaret på det egentlige spørgsmål – og spørgsmålet var, om Venstre er enig med 301 klimaforskere – er, at det er I ikke; forskning kan man bare afvise, det er bare lige meget. Konklusionen om, at kloden ikke kan holde til den voldsomme vækst, vil I slet ikke høre på. Altså, kan man bare vækste frit? Er der ingen begrænsning på forbruget i forhold til klimaet?

Tak. Ordføreren.

Nu har jeg godt nok ikke været så lang tid i Folketinget, men jeg har dog været her længe nok, eller kan min historie godt nok til at vide, at vi har siddet i regering de sidste 13 ud af 17 år. Så når fru Pernille Skipper påstår, at vi ikke har aktier i den førerposition, vi har i Danmark, så er det simpelt hen faktuelt forkert – faktuelt forkert . Det er simpelt hen ikke korrekt.

Vi overopfylder alle de mål, som var i den tidligere aftale; vi overopfylder den aftale, som hr. Martin Lidegaard kaldte for historiens mest ambitiøse. Så jo, vi er et grønt parti.

Jeg kan godt gentage, hvad jeg sagde lige før: Jeg anerkender simpelt hen ikke det, Pernille Skipper siger, om de 301 forskere.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror snart, vi har brug for at tage en debat i Folketinget om, om Danmark stadig væk har den gule førertrøje i det grønne. Det tror jeg nemlig vi meget hurtigt kan påvise at vi ikke længere har. Men det var sådan set ikke det, jeg ville spørge om.

Først et varmt velkommen også fra mig til Venstres nye politiske ordfører – velkommen i klubben. Det er ikke nødvendigvis sjovt at stå deroppe for første gang, det mærkede jeg sidste år. Så tak for en fin tale.

Nu sagde ordføreren, at i rød blok skal man lede længe efter svar – det var det, ordføreren sagde. Så kom jeg til at sidde at tænke på, at i blå blok skal man lede længe efter liberalismen, for det er jo sådan, at vi har set en indskrænkning i vores frihedsrettigheder hen over det seneste år. Hjemløse må ikke længere tigge på gaden; nu skal børn, der bor i særlige boligområder, tvinges i vuggestue; der er kommet et beklædningsforbud; og nogle mennesker må ikke engang selv bestemme, hvor de skal bo.

Hvordan kan Venstre som Danmarks liberale parti forsvare sådan en udvikling i forhold til danskernes frihedsrettigheder?

Ordføreren.

Jamen tak for et rigtig godt spørgsmål. Jeg tror, vi ser forskelligt på det at være liberal – eller det kan jeg jo høre at vi gør – for hos mig handler det her ikke om, at vi tvinger børn i en daginstitution. Det handler om, at vi hjælper dem bedre på vej i livet; at vi hjælper dem til at tale det danske sprog ordentligt og tilstrækkeligt, når de skal starte i folkeskolen. Og det handler om, at kvinder – for jeg går ud fra, at det, som ordføreren taler om, er maskeringsforbudet – ikke skal tvinges til at gå iklædt en sort dragt fra top til tå, og at kvinder også kan komme ud på arbejdsmarkedet, for ordføreren vil vel give mig ret i, at det trods alt er temmelig svært, hvis man er iklædt en burka eller en niqab.

Spørgeren.

Men hvem har givet os lov til at bestemme, hvad der er frihed for de familier, hvis børn nu skal gå i vuggestue, bare fordi vi tror, at det er det bedste for dem? Hvornår er det blevet sådan, at frihed handler om, at der er nogen, der skal bestemme, hvad andre skal gøre, og hvordan andre skal leve deres liv?

Jeg kan godt fortælle, hvad jeg forstår ved liberalisme – og så kan jeg spørge, hvad liberalisme er for ordføreren – og det er jo, at enhver har ret til den mest udstrakte grad af frihed, så længe den er forenelig med, at alle andre tildeles den samme grad af frihed . Det er jo lige præcis det, det handler om. Vi må gerne have frihed, så længe vi også giver den samme frihed til alle andre grupper i samfundet – og det gør vi jo ikke med de her nye regler og forbud, som netop går ud over nogle grupper i samfundet, mens vi andre har en større grad af frihed.

Er ordføreren ikke enig med mig i, at liberalismen handler om, at vi alle skal have den samme grad af frihed?

Ordføreren.

Det, vi er oppe imod her, er jo, at frihedsrettighederne i visse områder af vores land er sat ud af spillet. Vi taler om parallelsamfund, og i statsministerens nytårstale sagde statsministeren: Vi skal gøre op med de sorte pletter i Danmark. Det er jo derfor, vi fremlagde den her parallelsamfundsstrategi, der favner så bredt. Det er jo derfor, at vi ønsker at gøre op med det, der sker i parallelsamfundsområderne.

Så jeg tror, vi tolker det her med frihed en smule forskelligt. Vi har en ambition om, at vi skal løfte de områder, og vi mener, at vejen til at gøre det er ved at hjælpe børnene i daginstitutionerne og ved at hjælpe kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Jeg er godt klar over, at der er en politisk forskel på Alternativet og Venstre – det er bare sådan, det er.

Tak. Så er det Morten Østergaard. Værsgo.

Jeg synes da helt i forlængelse af det, at et godt liberalt princip også er, at man er lige for loven, at de samme regler gælder for mennesker i den samme situation, uanset hvem de er og vel også hvor de bor. Er det ikke korrekt, at på den måde, som man nu griber ind i forhold til børnehaveklassebørn, kan vi have børn gående på den samme skole – ja, vel i den samme klasse – som har nøjagtig de samme udfordringer med det danske sprog, men hvor der gælder ét sæt regler for dem, der bor et bestemt sted, og et andet sæt regler for nogle andre børn? Er det liberalt? Er det lige for loven? Er det ligeværd?

Ordføreren.

Jeg er optaget af at løse de problemer, der er ude i samfundet. Jeg er optaget af, at vi bliver bedre til at integrere. Og så bliver vi nødt til at reagere på, at der er sorte områder i Danmark, hvor integrationen ikke er lykkedes. Vi bliver nødt til at handle på det her, og det er jo også derfor, at vi faktisk nu har landet samtlige aftaler om parallelsamfund. Det er derfor, vi lagde sådan en ambitiøs plan frem, som gik på mange ben. Vi ønsker faktisk at gøre op med det her, og det troede jeg egentlig også hr. Morten Østergaard gjorde, efter at han havde haft to overnatninger ude i Gellerupparken.

Morten Østergaard.

Jo, men spørgsmålet er jo, fru Britt Bager, om man skal opgive sine liberale grundprincipper. Er det betingelsen for at få integration, at man skal opgive alle de principper, vi siger vi kæmper for i det her land: at vi er lige for loven, at vi har ligeværd, at vi hjælper dem, der har behov for det, uanset hvor i landet de bor, og at vi straffer folk ens, uanset hvor i landet de bor?

Jeg synes, det er skævt, og jeg forstår ikke, at man efter en i øvrigt fin og kulørt tale med mange farver på paletten, kan komme frem til at sige: Vi forsvarer vores ideer ved at opgive dem. For sandheden er jo, at virkeligheden bliver sådan, at der gælder særlige regler for beboere i særlige områder. Børn med de samme problemer i den samme klasse kan være underlagt helt forskellige vilkår afhængigt af deres forældres interesser, og det er så det, der skulle være den moderne blå liberalisme.

Ordføreren.

Vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i virkeligheden, og vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i de problemer, der er, og vi bliver nødt til at finde nye løsninger på de problemer, vi ikke har løst, og det er det, vi gør her.

Så vil jeg bare spørge hr. Morten Østergaard: Hvad er det for nogen frihedsværdier, hr. Morten Østergaard synes lever i vores parallelsamfund? Er det ligeværd? Er det ligestilling? Er det tolerance? Jeg ser ikke de værdier gro, spire, blive respekteret i vores parallelsamfund. Det gør jeg bare ikke, og det er derfor, at vi sætter ind med nye planer, nye metoder simpelt hen for, at de områder er Danmark fri af i 2030.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr. Værsgo.

Tak. Og velkommen til Venstres nye politiske ordfører. Jeg kan se, at vi deler kærligheden til grøn, og som Danmarks grønne parti vil jeg jo gerne spørge ind til det grønne – ikke klima, ikke energi, men hele naturområdet.

Nu nævnte ordføreren selv, at hun gerne så sin søn danse rundt i sandet og se naturen. Og når vi kigger på naturområdet, stikker regeringens landbrugspakke jo lidt i øjnene. Når ordføreren siger, at Venstre er meget grønne, bliver det lidt falsk markedsføring, når man kigger på landbrugspakken. For det, man reelt gør, er jo, at man tager 23.000 ha Natura 2000-områder ud og erstatter det med 5.000 ha. Og jeg tror, at selv ordførerens søn kan regne ud, at det bliver en mangel på 18.000 ha. Er det mere eller mindre natur? Er det mere eller mindre grønt?

Ordføreren.

Altså nu er min søn 3 år, så jeg er faktisk ikke helt sikker på, at han vil kunne lave det regnestykke alligevel.

Altså, da vi fik regeringsmagten, havde vi et landbrug, der blødte. Og det var jo derfor, vi besluttede os for at rette op på det. Det her skal jo være en balance mellem at sikre vores erhverv og samtidig sikre vores natur. Det er jo også derfor, vi har vedtaget en naturpakke, som sikrer bedre dyreliv, som sikrer bedre planteliv, og som investerer i friluftsliv i byerne.

Jeg har noteret mig, at SF ikke er helt tilfredse med den udbygning, der bliver lavet i forhold til Natura 2000. Jeg har noteret mig, at det er noget, fru Pia Olsen Dyhr går temmelig meget op i. Og jeg må også sige, at jeg er ret sikker på, at vores nye miljø- og fødevareminister kigger på lige præcis det her. Men jeg må også bare sige, at når jeg ser på nogle af de områder, som hører til Natura 2000, kan jeg se, at det altså ikke er områder, som bør høre til der. Vi har områder, hvor der står en gylletank. Altså, vi kan vel for hulen blive enige om, at en gylletank ikke er natur. Der skal jo også være balance i det her. Vi kan jo heller ikke have en række områder under Natura 2000, som virkelig ikke er natur.

Spørgeren.

Vi kan kigge på de områder, der er tale om. Det er bl.a. Tøndermarsken, og det er nogle af de hektar, man har valgt at tage ud. Det er områder, hvor viben jo yngler. Og som ordføreren sikkert ved, yngler viben kun en gang om året, og viben yngler på jorden. Og det vil sige, at hvis der bliver pløjet på den jord, får viben ingen unger. Hvad er konsekvensen af det? Ja, vi kan allerede se den. Vi har mistet ca. 55 pct. af viberne i Danmark – en fugl, som vi faktisk forbinder med Danmark. Det er en tilbagegang for biodiversiteten, det er en tilbagegang for naturen.

Det er jo derfor, jeg synes, at det er meget fair, at ordføreren siger: Vi skal afbalancere landbrug og natur, og her har vi valgt landbruget, og det vil sige, at her er vi mindre grønne, men vi er sådan set villige til at kigge på erstatningsnatur. Jeg hører næsten, at regeringen åbner op for flere hektar end de 5.000 ha, man har sagt tidligere. Er det 23.000 ha? Er det det, ordføreren lover på talerstolen i dag?

Ordføreren.

Bare lige for at korrigere fru Pia Olsen Dyhr: Jeg sagde ikke, at vi havde foretrukket landbruget – på ingen måder. Jeg siger, at det her er en balance mellem landbruget og naturen. Vi har jo også udlagt 13.300 ha skov til urørt skov for at sikre biodiversiteten, for at sikre et rigt planteliv, et rigt dyreliv, som jeg også kan høre fru Pia Olsen Dyhr går op i.

Jeg kan ikke stå her og garantere, hvad det ender med med Natura 2000-arealerne. Det kan jeg simpelt hen ikke. Men jeg kan love dig, at vores nye miljø- og fødevareminister har lovet at se på det, og han har lovet at finde en aftale, der er balanceret.

Tak. Så er det hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, og også fra min side velkommen til fru Britt Bager som politisk ordfører.

Jeg vil godt vende tilbage til den del af det grønne, der handler om energi. Jeg fulgte selvfølgelig også nøje med i den næsten Pia Raugske gennemgang af palettens farver og regnbuens farver. Jeg kan måske bedre lide Pia Raugs sang. Men ikke desto mindre er det, jeg synes er interessant, at hvis man sådan på den måde blander alle palettens farver sammen til én, bliver det jo desværre ikke grønt, men derimod brunt.

Når vi kommer til forhandlinger med regeringen – og vi møder jo altid op, når vi bliver inviteret – så er der næsten altid en skjult dagsorden, der handler om skattelettelser et eller andet sted. Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at vide: Kan ordføreren ikke lige sige, hvad der egentlig er vigtigst for Venstre i forbindelse med energiudspillet? Er det vigtigste den store del, der handler om at fjerne nogle af de forskellige energiafgifter, eller er det vigtigste den lille del, altså det, der handler om de grønne investeringer i fremtiden?

Jeg vil bare lige sige, at man normalt sagtens kan høre den side af salen, men det kniber lige lidt nu. Så man skal lige tale lidt højere, hvis man vil regne med at få svar, og så man kan høre det herfra. Tak.

Jeg tror da, at vi bliver nødt til at lægge ud med et lille farvekursus, for det er faktisk sådan, vil jeg sige til hr. Benny Engelbrecht, at hvis man blander blå og grøn, får man den smukkeste turkis. Hvis man blander rød og grøn, får man en meget, meget mudret brun – meget mudret brun.

Hvis vi så lige skal gå videre med vores klima- og energiudspil, skal jeg indrømme, at jeg faktisk ikke hørte, præcis hvad det var, men jeg antager, at ordføreren spørger ind til finansieringen af vores nye energiudspil. Nej? Men det er så det, jeg svarer på, for jeg hørte simpelt hen ikke, hvad ordføreren sagde. Vi har jo fremlagt et energiudspil, hvor vi afsætter 15 mia. kr. til nye initiativer. Jeg synes, det er et meget ambitiøst udspil.

Jeg så også, at Socialdemokratiet fremlagde et udspil. Det synes jeg også er ambitiøst. Jeg synes faktisk, det er et rigtig godt udspil. Derfor undrer det mig også, at vi ikke kan sætte os ned og forhandle om en aftale på det her område. Det har vi tradition for i Danmark. Vi har tradition for store klimaaftaler, store aftaler, der sikrer, at vi også i fremtiden har et grønt Danmark. Det vil jeg bare opfordre Socialdemokratiet til: Kom nu ind til forhandlingsbordet, lad os nu endnu en gang vise, at vi står sammen om et grønt Danmark.

Spørgeren.

Jeg lover formanden, at jeg nok skal være lidt mere rock 'n roll-agtig, sådan at det klart og tydeligt fremgår, også for fru Britt Bager, hvad det er, jeg spørger om. Det, jeg spurgte om – for vi ved jo, at Venstre og regeringen ofte har skjulte skattelettelser med ind til forhandlingsbordet, og vi kommer altid til forhandlingsbordet, når vi bliver inviteret – var: Hvad er det vigtigste for Venstre? Er det den store del af energiudspillet, som handler om lettelser af afgifter, eller er det den lille del af udspillet – den, der handler om de vigtige grønne ambitioner?

Der er ingen tvivl om, at for Socialdemokratiet handler det selvfølgelig om, at et energiudspil skal være ambitiøst på den grønne fremtid.

Ordføreren.

Jamen jeg kan bare sige til hr. Benny Engelbrecht, at jeg da står ved, at vi sænker afgifterne i vores klima- og energiudspil. Det står jeg da fuldt og fast ved, for som jeg sagde i min tale, kan det her jo godt gå på to ben. Vi skal motivere flere til at bruge grøn energi, så det giver jo ganske god mening. Det giver ganske god mening at lempe de afgifter.

Det er jo i øvrigt også det, vismændene anbefaler. De anbefaler også, at vi lemper de afgifter. Men hvad er det, Socialdemokratiet vil? Hvad med Socialdemokratiets finansiering? Hvor vil I tage pengene fra til jeres store forkromede plan? Det mangler vi stadig væk svar på.

Tak. Vi bliver i samme side af salen. Det er hr. Jesper Petersen. Værsgo.

Tak. Jeg tror nu nok, at det er sagt mange gange, og Venstre burde jo selv vide det, at der er rigelige midler i den PSO-aftale, vi har lavet, til at lave et ambitiøst energiforlig, som faktisk vil bringe os meget længere end det, regeringen lægger op til. Fru Britt Bager måtte rette sig selv, i forhold til at det var et klimaudspil, regeringen havde fremlagt. Det var det nemlig ikke. Jeg kan godt hjælpe lidt på vej. Det er faktisk mest af alt et skatteudspil, man igen har fremlagt. Så det synes jeg at man skulle kalde det. Jeg formår at fremkalde lidt munterhed på talerstolen, men fru Britt Bager må vel erkende, at faktisk en meget, meget stor del af det udspil, der er lagt frem, slet ikke handler om klima, men om at nedsætte elafgifter. 4,5 mia. kr. alene til at sænke den generelle elafgift. Det er vi enige om, kan jeg se, for der bliver nikket.

Vil fru Britt Bager så ikke bare også bekræfte, at formanden for Klimarådet faktisk siger, at det rent klimamæssigt ikke er nogen særlig god idé. Så det er både dyrt – man vil tage det fra velfærdspengene – og formanden for Klimarådet siger, at det faktisk ikke er nogen særlig god idé rent klimamæssigt at gøre, som regeringen foreslår. Kan fru Britt Bager ikke bekræfte, at det er det, der er sagen her?

Ordføreren.

Men nu bliver jeg bare sådan lige pludselig i tvivl, om Socialdemokratiet ikke er indstillet på, at vi i langt højere grad skal overgå til vedvarende energi. Er Socialdemokratiet ikke indstillet på, at i 2030 skal mindst 50 pct. af danskerne være overgået til vedvarende energi? Synes Socialdemokratiet ikke, at det er en god idé, at vi laver et teknologineutralt udbud, hvor vi sidestiller sol og vind? Synes Socialdemokratiet ikke, at det er en god idé, at vi udbygger, så vi har danmarkshistoriens største havvindmøllepark? Eller er det eneste, Socialdemokratiet er interesseret i, hvor pengene skal komme fra? Jeg hører simpelt hen ikke et ambitiøst Socialdemokrati på det her område. Jeg hører et Socialdemokrati, der vil æde af råderummet og slække på ambitionerne.

Spørgeren.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde med den besvarelse fra fru Britt Bager. Vi må få den skrevet ud bagefter, fordi der er utrolig mange fejlslutninger og mærkværdige kommentarer i den besvarelse, som fru Britt Bager gav.

Lige før fik Socialdemokratiet ros for at være kommet med et meget ambitiøst udspil, der i øvrigt også indebærer tre havvindmølleparker, hvor regeringen foreslår en; som indebærer energispareindsats, hvor regeringen vil have den droppet; som indebærer væsentligt flere midler til energiforskning end der, hvor regeringen sætter ind, nemlig hvor man vil have færre midler. Så jo, det er et væsentlig mere ambitiøst udspil end det, regeringen lægger frem. Vi forhandler meget gerne, men vi vil forhandle klimapolitik. Vi vil ikke forhandle elafgiftslettelser, som er det, regeringen vil bruge penge på, ikke bare fra det, vi kan kalde det grønne råderum, men fra de penge, statsministeren selv har siddet ved en nytårstale, kigget danskerne ind i øjnene og lovet skulle gå til velfærd. Nu vil man bruge de penge på at sænke elafgiften i stedet for. Man har fremlagt et skatteudspil, man har færre ambitioner på nærmest samtlige punkter end det, vi har lagt frem. Og vi har styr på finansieringen på det grønne område. Fru Britt Bager har chancen nu for at rette op på de mange fejl, der blev givet i svaret for lidt siden.

Tak. Ordføreren.

Jeg ved simpelt hen ikke, hvordan der kan være fejl, når jeg stillede et spørgsmål. Jeg sluttede jo ikke noget som helst. Jeg spurgte, om Socialdemokratiet ville være med. Så jeg sluttede ikke noget som helst. Jeg stillede et åbent spørgsmål, som hr. Jesper Petersen havde mulighed for at svare på, og det gjorde han ikke.

Det er jo fuldstændig korrekt, at vi i vores energiudspil vil have en havvindmøllepark. Det er også fuldstændig korrekt, at Socialdemokratiet vil have tre. Forskellen er bare, at vi har sagt en frem til 2022, og at vi der vil tage stilling til, om der skal udbygges endnu mere. Det synes jeg da er god fornuft. Afvent og se, hvad der sker. Vi har sagt en frem til 2022. Det betyder jo ikke, at der ikke kommer flere havvindmølleparker – tværtimod. Og så ved hr. Jesper Petersen godt, at når det angår det klimapolitiske udspil på de ikkekvotebelagte sektorer, kommer det efter sommerferien. Så det kan jeg selvfølgelig ikke stå og løfte sløret for her.

Tak. Så er det fru Jette Gottlieb, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil skifte spor. Jeg vil gerne spørge Venstres ordfører om situationen på vores sygehuse. Ordføreren fremlagde en solstrålehistorie, men virkeligheden ude på sygehusene på afdelingerne er jo ganske anderledes, og vilkårene for de ansatte er jo ikke strålende. Vi ved alle sammen, at de ansatte efter årelange såkaldte effektiviseringer løber stærkere og stærkere. Jeg tror også, vi alle sammen ved, at når det handler om samspillet mellem mennesker og omsorg, er det at løbe stærkere ikke en kvalitet, nærmere det modsatte. Derfor er jeg dybt, dybt bekymret. Vi har lige været igennem et overenskomstforløb, hvor de offentligt ansatte var i en situation, der måtte vække til virkelig dyb eftertanke.

For nej, man kan nemlig ikke bruge den gyldne farve, når man beskriver situationen på sygehusene. Danske Regioner blev nødt til at undtage 292 hospitalsafdelinger fra nødberedskab, fordi det på mange afdelinger simpelt hen svarede til det normale fremmøde. For omkring en femtedel af dem var man slet ikke i stand til at stille det fornødne nødberedskab. Og ser man videre på hverdagen, er der også store problemer med overbelægning. På hver femte sygehusafdeling i marts, altså lige for nylig, var der alt for mange patienter til for få senge, og vi ved, det er veldokumenteret, at overbelægning ikke bare er ubehageligt, men det er også direkte livsfarligt. Jeg vil derfor spørge Venstres ordfører, om Venstre også ser nogle faresignaler her.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet, og tak fordi vi skifter emne nu og taler om noget af det, der jo også er meget vigtigt for vores samfund, nemlig sundhedsvæsenet. Det er da væsentligt, at vi får det diskuteret, og det er også væsentligt, at vi får fremført, hvad der vil ske, både hvis Venstre beholder regeringsmagten, men så sandelig også hvis vi i Danmark skulle være så uheldige, at den skulle skifte.

Vi har i den tid, vi har haft regeringsmagten, styrket sundhedsvæsenet med 4,4 mia. kr. Vi har også som noget af det første, vi gjorde, da vi overtog regeringsmagten, lavet en akutpakke til 415 mio. kr. for netop at komme overbelægningen til livs, fordi man selvfølgelig ikke som syg – ja, heller ikke som pårørende – kan være tjent med, at der ligger patienter på gangene. Det var jo også det, fru Helle Thorning-Schmidt gik til valg på, nemlig at afskaffe at have patienter liggende på gangene. Vi har så gjort noget ved det. Vi har investeret 415 mio. kr. for at komme det her problem til livs.

Jeg er godt klar over, at opgaven ikke er fuldendt. Jeg er godt klar over, at der stadig væk er udfordringer derude. Men jeg må også bare sige, at regionerne også må se til hinanden. De dårlige regioner må se, hvad det er, de gode gør. Vi har lagt det her ud til regionerne, og de bliver også nødt til at påtage sig den opgave at planlægge det her bedre.

Spørgeren.

Jo, men det er jo sådan, at selv om der er bevilget ekstra penge, og det er der jo forsøgt ad mange omgange, så gælder det ikke pr. patient, og sagen er, at der bliver flere og flere patienter. Og det forekommer mig ikke, at der ligger nogen som helst forslag til løsning, når man kan se, at bare for et par måneder siden kunne man gøre op, at der stadig væk var alt, alt for mange på gangene, og når man stadig kan gøre op, at det ikke kan lade sig gøre at lave nødberedskab i en konfliktsituation, fordi de daglige bemandinger er så svage, som de er, fordi der simpelt hen ikke er personale nok. Og der mener jeg der må gøres en meget, meget større indsats, og det vil jeg spørge Venstre om hvad de så har tænkt sig at gøre ved. Efter at de har bevilget de mange penge, efter at de har løst alle problemerne, efter at de har bedt regionerne om at løse problemerne yderligere, hvad skal der så gøres? For problemerne er ikke løst.

Ordføreren.

Jamen jeg synes faktisk, at den her diskussion bliver nødt til at omhandle regionernes ansvar. For det kan jo ikke nytte noget, at vi sidder her i Folketinget og siger, at vi vil bestemme alt i regionerne. Vi har regionerne; det er deres ansvar. De dårlige regioner må kigge til de gode. Fire ud af fem af regionerne er ledet af Socialdemokratiet. Vi investerer massivt i vores sundhedsvæsen. Vi vil gerne komme det her problem til livs, men der er altså også et ledelsesansvar derude; der er en ledelse, der må træde i karakter.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg deltager gerne i jagten på guldet for enden af regnbuen. Men jeg vil gerne fortsætte lidt i samme spor, og jeg vil godt gå tilbage til 2015. Der var Venstre jo ude med et sundhedsudspil, og den nuværende statsminister sagde, at regionerne fik den her valgperiode til at bevise deres værd. Det er jo sådan i dag, at der flere steder i landet er lange ventelister, og bl.a. på høretabsbehandlingsområdet er der 123 ugers ventetid, altså over 2 år, på at få et høreapparat og få behandlet sit høretab. Et af Venstres syv mål var jo netop, at ventetiden på diagnose og behandling skulle nedbringes. Så jeg vil høre ordføreren, om ordføreren mener, at regionerne har levet op til deres ansvar, og om, hvad der så skal ske med regionerne efter et valg.

Ordføreren.

Det er jo en spændende diskussion, den her diskussion om regionerne, og den dukker op i tide og utide. Det er jo, fordi regionerne løfter så stort et ansvar, som de gør, så stort et område, som de gør, noget, der er vigtigt for os alle sammen. Altså, vi har i Venstre lige nu ingen aktuelle planer om at afskaffe regionerne, men jeg synes da, det er en spændende diskussion, og det er da også en, vi med jævne mellemrum skal sætte os ned og tage, og der vil jeg da også gerne indbyde Dansk Folkeparti til at komme ind i den diskussion og tage en snak om, hvad fremtiden er for regionerne. Men som det ser ud lige nu, har vi altså ingen planer om, at de skal afskaffes.

Spørgeren.

Så jeg skal forstå ordføreren sådan, at ordføreren er tilfreds med det, som regionerne leverer. Det var netop det, man satte et mål for. Man satte bl.a. syv mål for regionerne, hvis Venstre kom til regeringsmagten i den her valgperiode, og det gjorde de jo. Men vi har ventelister, og her i sidste uge, den 24. maj, var sundhedsministeren ude at skælde regionerne ud for, at de netop også svigtede de psykisk syge. Så derfor er det jo vigtige spørgsmål at stille. Mener Venstre, at regionerne lever op til deres ansvar? Og hvad skal der ske med regionerne efter et valg? Altså, der er gået 3 år, siden Venstre var ude at sige, at så måtte regionerne nedlægges, hvis de ikke levede op til deres ansvar.

Ordføreren.

Jamen altså, det her med behandlingstiden er jo et meget, meget relevant spørgsmål, og det er jo heldigvis noget, vi har leveret på. I 2001 var ventetiden på behandling 90 dage, i dag er den 43 dage. Altså, det er jo markant bedre, det må man bare sige. Dermed ikke sagt, at der ikke skal gøres mere, for selvfølgelig skal der gøres mere, men vi har jo også frataget regionerne produktivitetskravet. De skal jo også leve op til deres ansvar. Jeg synes da, der er mange ting, man kan gøre bedre derude - rigtig mange ting.

Men jeg må bare endnu en gang sige, at diskussionen om, hvorvidt regionerne skal nedlægges, synes jeg vi skal tage stille og roligt. Jeg kan ikke stå og sige her fra Folketingets talerstol, at det har Venstre tanker om.

Tak. Den sidste spørger til ordføreren for Venstre, fru Britt Bager, er hr. Christian Rabjerg Madsen. Værsgo.

Tak for det. At følge Venstre i debatten om det grønne er lidt som at se en utrolig lang udgave af 1980'er-klassikeren »Ud at køre med de skøre«; det sejler fra den ene side til den anden. Først bruger man 3 år på at skære ned på alt det grønne, og fem minutter i lukketid bliver man så enig med sig selv om, at man hellere må prøve at levere noget på det her område, og så iklæder man sig pludselig grønne klæder. Jeg tror godt, danskerne kan gennemskue, at det ikke er troværdigt. Men det er fair nok.

Hvis det pludselig er vigtigt for Venstre med det grønne, skulle vi så ikke prøve sammen at løfte den grønne forskning og ikke bare udfylde det hul, som Venstre har skabt med de massive besparelser på den grønne forskning siden 2015?

Ordføreren.

Tak for igen at bringe det grønne emne op. Altså, jeg synes jo også, forskning er vigtigt, og det synes vi helt generelt i Venstre. Vi lever jo også op til det krav, vi har procentuelt om, at skulle investere i forskning. Vi afsætter også med vores energiudspil, jeg mener faktisk, det er 580 mio. kr., til at investere i grøn forskning. Så selvfølgelig vil vi forskning, vil jeg sige til hr. Christian Rabjerg Madsen, og vi kan da godt stå her og konkurrere om, hvem der er mest grønne, og hvordan farverne bliver blandet. Men det, jeg er bekymret for, og det, jeg er optaget af, er, at vi får landet den her aftale, og at Danmark stadig væk efter næste folketingsvalg har lavet en bred aftale om det her. Det har vi gjort siden 1970'erne, og det skal vi selvfølgelig også gøre nu.

Spørgeren.

Jo, men det er bare ikke helt troværdigt, og det her er jo ikke nogen konkurrence. Der er jo en virkelighed, i forhold til om vi skaber fundamentet for de grønne arbejdspladser, som jeg tror vi deler ambitionen om at skabe. Regeringen vil afsætte 580 mio. kr. til den grønne forskning, og da vi forlod regeringsmagten i 2015, havde vi afsat over 800 mio. kr. til det samme område. Så man kan jo ikke prøve at overbevise danskerne om, at man på den ene side ønsker at være grøn og har ambitioner på det grønne område og på den anden side skære så massivt. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Ordføreren.

Vi kan jo godt stå her og hive enkelte parametre ud af aftaler; det er der jo ingen der bliver klogere af. Det her skal ses i en sammenhæng, og som jeg sagde lige før, lever vi op til alt det, den tidligere SR-regering satte af mål. Den aftale, hr. Martin Lidegaard kaldte den mest ambitiøse i historien, lever vi op til. Det er da ikke helt skidt. Så kom nu ind til bordet, og anvis, hvor I synes pengene skal komme fra.

Tak til Venstres politiske ordfører, fru Britt Bager. Så kan vi sige velkommen til fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak. For nylig fandt man en stor, flot hval inde ved vandkanten ved den norske kyst. Den var svømmet på grund, og kystvagten prøvede så flere gange at få den her hval til havs igen, men hvalen blev ved med at svømme ind igen af sig selv, og så lå den der i vandkanten og blev mere og mere afkræftet. Til sidst aflivede de hvalen, og da zoologerne så åbnede maven på den, fandt de ikke mindre end 30 plastikposer filtret sammen i maven på den her fine hval. Den havde bogstavelig talt ædt sig ihjel i vores affald. Mængden af affald, forurening og CO 2 -udledning, som vi mennesker står for, er godt i gang med at undergrave kloden, som vi kender den, fuldstændig, og hvis vi ikke i fællesskab får rettet kursen op, bliver den hvals mavesæk billedet på den arv, vi giver videre til vores børn og børnebørn. Det kan vi slet og ret ikke være bekendt.

Selv om regeringen her i dag frejdigt bliver ved med at påstå, at den er åh så grøn – jeg tror endda, man har kaldt sig den grønneste nogen sinde – og at vi også generelt i Danmark hele tiden bryster os af at være et foregangsland, så er det desværre ikke hele sandheden. For det første: Udbygningen af vedvarende energi er i praksis gået helt i stå. Regeringen blokerer for højere ambitioner i EU og har selv fremlagt et udspil, som sætter os bag i bussen, når det kommer til den grønne omstilling. For det andet: Der, hvor Danmark og den rige del af verden stadig væk sidder solidt i førersædet, er, når det kommer til aftrykket, vi sætter på kloden, og det er med vores forbrug, vores landbrug og vores transport.

Hvis alle andre i verden rent faktisk tog det bogstaveligt og gjorde, som vi gør, så ville vi have rigtig store problemer. Lige nu har vi også den varmeste maj nogen sinde, og forskerne er krystalklare: Vi skal inden for de næste ganske få år have vendt udviklingen, og de danske og internationale udledninger skal til at falde drastisk og ikke bare en lille smule. Det er nødvendigt, hvis det ikke skal have fatale konsekvenser for vores klode og for de kommende generationer, som skal bo her. Det betyder altså, at vi gør klogt i at blive ved med at diskutere den grønne omstilling, for det næste valg er det afgørende. Det er det næste valg, som skal være klimavalget.

Derfor er det også godt, at der er gået sådan en grøn konkurrence i gang herinde. Det handler stadig væk mest om at være dygtig til at genere mennesker på flugt fra krig og terror, men nu handler det så også om at være grønnest. Jeg vil sige, at særlig jeg og folk i min højde ikke rigtig har kunnet undgå at bemærke, hvor ivrige især Venstre har været efter at være en del af den her grønne konkurrence, for når man er ca. 1,65 m høj, har man klima- og energiministerens slips sådan lige i øjenhøjde, og det slips har været rigtig grønt på det seneste. Men han har ikke været den eneste. Jeg har bemærket, at lige deromkring, da udspillet kom, var alle sejl sat, og man havde simpelt hen slipsekoordineret i regeringen – og så ved vi, at man mener det, ikke? Jeg er lidt ked af, at det ikke har gentaget sig i dag. Det kommer, får jeg at vide af statsministeren. Der bliver slipsekoordineret igen senere med de grønne slips.

Men det kan jo ikke gøre det. Altså, det kan ikke gøre det at vifte med et slips og farve logoerne grønne. På sin vis minder statsministeren og holdet af ministre i virkeligheden om orkestret på Titanic. Båden tager vand ind, og hensynet til kortsigtede løsninger, skattelettelser og den her blinde økonomiske vækst betyder, at man snakker grønt – men man handler ikke grønt. Derfor er det også tydeligt, at vi har brug for en ny regering. Det er hos oppositionspartierne, man finder de rigtig høje ambitioner, og det er vi glade for. Som andre har bemærket, er det ikke altid, at vi er enige i blokken, men her har vi virkelig noget at stå sammen om. Det er også her, man finder de partier, der ligesom Enhedslisten insisterer på, at det ikke skal være underklassen, der skal betale gildet, mens de rigeste fortsætter med det høje forbrug og meget mere, end jorden kan holde til.

Heldigvis kan og skal den grønne omstilling gå hånd i hånd med en mere retfærdig fordeling af ressourcerne. Nu er det på tide, at vi tager et ansvar herinde, det er der mange der gør uden for Christiansborg, det skal vi også. Men vi mangler også at løfte ansvaret for de udsatte boligområder, og det skal ikke mindst handle om de mennesker, der bor der. Vi tager et lille skift, for i det her forår har de mennesker, der bor i udsatte boligområder, igen måttet lægge ryg til mangt og meget, for at partier herinde har kunnet få sig selv forrest i overskrifterne og er kommet til at virke handlekraftige. Det har ført til aftaler om stopprøver i 0. klasse, om tvangsmæssige læringsforløb om grundloven til børn, som knap har lært at gå og slet ikke kan sætte en sætning sammen endnu, og det har også ført til en aftale om, at udsatte familier skal trues med yderligere fattigdom i form af en frataget børnecheck, hvis børnene ikke møder i skole, samtidig med at de samme familier så kan læse i aviserne, at de skal være bekymrede for, om det er deres lejligheder, der skal rives ned eller sælges fra til private.

Egentlig går det faktisk fremad i de udsatte boligområder. Kriminaliteten rasler ned, uddannelsesniveauet stiger, og det er, fordi der er beboere, der engagerer sig, det er, fordi der er en stærk boligsocial indsats, heldigvis, og det skal vi fortsætte med. Men svaret fra regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF har været, at så har man ændret ghettokriterierne. Så er man helt sikre på, at man har noget at pege fingre ad igen en anden gang, selv om udviklingen egentlig er positiv med hensyn til kriminalitet og uddannelse. Og det vidner egentlig kun om, hvor lidt det handler om beboerne i de udsatte områder, og hvor meget det handler om Christiansborgs »lad os være hårdest ved udlændinge«-mediecirkus.

Der er problemer i de udsatte boligområder, men det er gennemgående for de aftaler, der er indgået, at problemer med arbejdsløshed, fattigdom og sprog ikke er det, man går i gang med egentlig at løse. Aftalerne opnår på en god dag at skubbe problemerne rundt og på en dårlig dag at forværre dem. De beboere, der har brug for hjælp, mødes af trusler og tvang. Hvis man gennemfører planerne om at rive lejligheder ned og sælge almene lejemål fra, så kan vi komme til at mangle op imod 11.000 familieboliger. Det er sådan set ministeriets egne tal. Men der er ikke et eneste af aftalepartierne, som har en plan for, hvor de mennesker, der i dag har deres hjem der, spiser deres aftensmad der, putter deres børn i de lejligheder, så skal bo henne. Og hvis man gennemfører forbuddet mod at lade mennesker på kontanthjælp flytte ind, ja, så er det endnu et angreb på mennesker, der er ramt af arbejdsløshed, sygdom, handicaps, som i årevis er blevet jagtet.

Men kære aftaleparter, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, SF, Liberal Alliance og Konservative, det er utroligt, men desværre nødvendigt, at vi påpeger det en gang til: Man rejser sig ikke fra sygesengen, man tryller ikke et handicap væk, fordi man bliver presset på pengepungen. Og mennesker ramt af arbejdsløshed, psykisk sygdom eller tunge sociale problemer, for den sags skyld, forsvinder altså ikke fra Danmarks territorium, fordi I river deres boliger ned. De skal også have et sted at bo, de skal også være her. Det er vanvittigt, at der er et behov for at sige det, men det er der. De skal også have et sted at bo, de skal også have lov at være her.

Jeg vil bruge mit allersidste minut på at sige, at det desværre er lidt af en tendens, at der nærmest ikke går en dag, hvor statsministeren ikke ligesom bruger chancen til at minde os alle sammen om, hvor godt det går for dansk økonomi. Her i morges var det heller ikke rigtig nogen ny pointe, der kom fra statsministeren, om, at Danmark er tilbage i topform, må vi forstå. Men uanset om vi er i topform eller i krise, så er der nogle arbejdsløse mennesker, der skal jages. Beskæftigelsesministeren har også i dag fremlagt endnu en pose med rigtig dårlige nyheder for arbejdsløse og især de arbejdsløse, som har en eller anden form for skavank, sygdom, et handicap, sociale problemer, der gør, at de ikke sådan bare lige kan tage et arbejde. Når der er krise og tusindvis af mennesker mister deres job, så skal de arbejdsløse betale med en kortere dagpengeperiode. Når det går godt, som nu, så skal de arbejdsløse også jages. De skal piskes af sted, og man skal nægtes trygheden i at vide, at man faktisk godt kan sige op uden at miste hus og hjem, hvis man arbejder under dårlige forhold. Det er, som om man ikke rigtig kan lade være i regeringen. Det er en eller anden form for tvangstanke, man ikke kan slippe.

Men, skal jeg sige som min allersidste sætning, vi kan faktisk gøre det anderledes. Der er råd, det er muligt at vælge at sikre et velfærdssamfund for de mange med tryghed og med grøn omstilling.

Det er der en række der gerne vil spørge lidt ind til. Vi lægger ud med hr. Torsten Schack Pedersen. Værsgo.

Tak for det. Enhedslisten har jo vedtaget nye parlamentariske principper: at man ikke vil garantere støtten til en socialdemokratisk ledet regering. Hvis der er ting, som Enhedslisten synes er for meget, så er man klar til at trække tæppet væk. Derfor synes jeg sådan set, det kunne være rart at få et klart svar på spørgsmålet:

Hvis fru Mette Frederiksens ord her i dag skal stå til troende, hvordan vil Enhedslisten så agere, hvis der måtte være et flertal, der peger på Mette Frederiksen efter næste valg, og en regering ledet af Mette Frederiksen fører en udlændingepolitik, som er i stik modsat retning end det, som Enhedslisten står for? Vil det være et af de elementer, som Enhedslisten vil kunne bruge til at trække tæppet væk under en eventuel socialdemokratisk ledet regering?

Ordføreren.

I Enhedslisten har vi rigtignok, som det bliver sagt, vedtaget nogle nye parlamentariske værktøjer, og de ligger så trygt og godt dernede i værktøjskassen helt uden at blive anvendt i hypotetiske situationer, men klar til at blive det i konkrete. Og så har jeg sådan set også svaret på det spørgsmål, som bliver stillet, og som der sikkert er flere der har forberedt sig på at stille på andre kringlede måder.

Vi kommer til at vurdere i konkrete situationer, hvornår de bliver anvendelige. Det kommer vi ikke til at foretage en hypotetisk vurdering af. Betyder det, at når vi har lavet de her nye parlamentariske værktøjer, skal vi bestemme alting under en forhåbentlig ny regering? Nej, det gør det ikke, men det betyder i al stilfærdighed, at vi regner med, at alle de partier, som lægger stemmer til en ny regering, også bliver hørt, og det gælder selvfølgelig også på udlændingeområdet. Vi skal ikke bestemme det hele, men selvfølgelig skal vi også høres.

Spørgeren.

Jo, men skal Enhedslisten mere end høres? Eller kræver Enhedslisten indflydelse? Og hvis Enhedslisten ikke får indflydelse, vil man så aktivere de nye parlamentariske principper?

Det er lidt interessant, når Socialdemokraternes formand taler om mandaternes logik og matematik, for det eneste, der har ændret sig siden folketingsvalget i 2011, hvor budskabet fra Socialdemokratiet var præcis det samme – at man ikke ville lempe udlændingepolitikken – og hvor mandaternes logik, som er det udtryk, den socialdemokratiske formand nu ynder at bruge, var præcis den samme, som den måtte være efter et valg, måtte flertallet skifte, er, at Enhedslisten har skiftet principper. Så hvor meget værdi tillægger Enhedslisten Socialdemokratiets formands udsagn om mandaternes logik, når det gælder udlændingepolitikken?

Ordføreren.

Enhedslisten har haft selvransagelse såvel som kritik at dele ud af efter den tidligere regering, og jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, hvad det var for en skattereform, der gjorde, at vi var meget oppe at skændes for at sige det, som det er. Der var lærerlockouten, hvor lærerne blev tromlet, og der var mange diskussionspunkter. Det gjorde, at vi vurderede, om vi skulle have nogen nye parlamentariske værktøjer klar i kassen. Ja, det skal vi.

Vi kan stille krav til en socialdemokratisk regering. Det kan også komme så langt ud og komme så langt væk, at vi vil trække tæppet væk. Betyder det, at Enhedslistens politik på udlændingeområdet, på uddannelse, på klima, på energi skal være fuldstændig gennemført en til anden? Nej, det gør det ikke. Hvornår de her værktøjer skal tages i anvendelse, vil ske efter en konkret vurdering i de konkrete situationer, men det er et signal om, at man kan komme så langt væk, at det kan blive nødvendigt, men samtidig, skal jeg huske at sige, er det et signal om, at vi selvfølgelig ikke forventer at få alting gennemført på alle punkter.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Jeg tror, det var salige Svend Auken, der engang sagde om Det Radikale Venstre, at det at få hold på radikal politik var lige så svært som at sømme budding op på en væg. Jeg kom bare til at tænke på det nu, hvor fru Pernille Skipper skulle redegøre for de her nye parlamentariske principper. Jeg ved ikke, om der er nogen her i salen, der er i stand til at redegøre for, hvad de gik ud på. Magen til væveri skal man da lede længe efter. Og er der noget, Enhedslisten altid er ude efter i forhold til os andre, er det klare svar – nu skal vi virkelig kunne stå til ansvar og fortælle, præcis hvad det er, vi mener om alt muligt mellem himmel og jord. Men når det så kommer til, hvad det egentlig er for nogle parlamentariske principper, Enhedslisten bygger sit fremtidige arbejde på, svæver det godt nok i det uvisse. Det er noget med: selvransagelse, vi har haft en kritik, og der var en skattereform engang, og vi vil ikke afvise, at vi måske på et tidspunkt kunne finde på, hvis vi har støttet en regering, at trække tæppet væk under den igen. Er det det klareste svar, fru Pernille Skipper er i stand til at give i dag på det spørgsmål?

Ordføreren.

Undskyld, jeg tror simpelt hen, at hr. Kristian Thulesen Dahl også brugte det der billede med buddingen, sidste gang vi havde en debat. Det kunne være, hr. Kristian Thulesen Dahl lige skulle få opdateret repertoiret en lille smule. Svaret bliver det samme. Enhedslisten har meget klart sagt, at vi kan komme så langt væk, når vi lægger stemmer til et nyt flertal, at vi må spørge vælgerne igen. Gælder det på udlændingeområdet? Ja, det gør det også. Forventer vi at blive hørt på alle områder? Selvfølgelig gør vi det. Når vi lægger mandater til et flertal, forventer vi at blive hørt. Forventer vi, at der skal være total enighed om alle ting? Nej. Jeg tror, det er fuldstændig det samme som det forhold, der er ovre i den højre side af salen. Fuldstændig.

Spørgeren.

Jeg kan godt stille i udsigt, at jeg sandsynligvis vil komme til at bruge citatet igen. Det er et godt citat, og det bliver mere og mere rigtigt, efterhånden som jeg hører fru Pernille Skipper, for det er altså svært at finde hoved og hale i det her, og jeg tror, det er lige så svært, som hvis jeg skulle sømme budding op på en væg. Hvis vi nu tager udlændingeområdet som et eksempel. Det er jo et område, som rigtig mange danskere går op i, også i forbindelse med hvad der sker i fremtiden. Kan man forestille sig den situation, at Enhedslisten ikke får nogen lempelser igennem på udlændingeområdet og alligevel støtter en regering? For at tage det som et helt konkret eksempel: Kan man forestille sig, at der ikke kommer nogen lempelser – eller »forbedringer«, som De Radikales leder, hr. Morten Østergaard, plejer at sige – på udlændingeområdet og man så alligevel støtter en regering?

Ordføreren.

Jeg har en anden vending, jeg har brugt før. Min farfar havde sådan en vending, hvor han sagde, at man kunne være vil-døv. Det kunne være, at hr. Kristian Thulesen Dahl skulle tænke en lille smule over det. Svaret er, at jeg ikke kommer til at tage stilling til hypotetiske situationer. Det bliver en konkret vurdering i den konkrete situation. Sådan er politik. Jeg tror i øvrigt, at hr. Kristian Thulesen Dahl ville svare præcis det samme. Hr. Kristian Thulesen Dahl har måske en liste hjemme i sin skuffe over de præcise steder, hvor statsministeren kan forvente at blive væltet, hvis han træder over dem, men hr. Kristian Thulesen Dahl lægger den jo ikke frem, vel?

Tak. Så er det fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil skifte spor. Det er jo ingen hemmelighed, at der er nogle områder, hvor Enhedslisten og Liberal Alliance ikke er enige, men der er også nogle områder, hvor vi er enige. Et af dem er faktisk legalisering af cannabis, og så ville jeg høre ordføreren nu, hvor der blæser nye vinde i Socialdemokratiet med Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, som i sin nye bog plæderer for legalisering af cannabis, om ordføreren har haft tid til at tale med Socialdemokratiets Mette Frederiksen om de her nye vinde, den her nye fornuft, der i hvert fald er i nogle dele af Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Vi har sikkert haft tid til det, men vi har ikke vendt lige præcis det forslag konkret, altså jeg selv og formanden for Socialdemokraterne. Jeg har desværre haft tid til at se hr. Nicolai Wammen i fjernsynet reagere på det, og det var da lidt ærgerligt. Jeg vil så samtidig sige, at det er rigtigt, at Liberal Alliance og Enhedslisten faktisk har haft et samarbejde på det her i nogle år, en god sjat år, og jeg tror, at vi sammen skal se de udtalelser, som også er kommet fra dele af Socialdemokraterne, som et rigtig godt tegn på, at det blæser i den rigtige retning. Det gør det også internationalt, hvor man flere og flere steder er begyndt at lave kontrolleret hashsalg, så man kan få det væk fra de kriminelle bander. Flere stater i USA gør det, der er også lande i Europa, hvor man afkriminaliserer narkotika, og vi har herhjemme gode erfaringer med heroinordninger og fixerum. Altså, vi skal en anden vej på narkotikapolitikken, og det kommer vi også.

Jeg er faktisk tilbøjelig til at sige, hvis vi havde en hemmelig afstemning i Folketinget om det her, ville det blive indført. Det er bare et spørgsmål om tid.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det, tak for en rigtig fin tale. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til noget af det grønne igen. Vi deler jo rigtig mange ambitioner på det grønne område. Nogle gange bliver det lidt stillet op, som at det enten kun er et politisk ansvar, eller også er det kun et personligt ansvar at bidrage til at begrænse klimaforandringerne, og et eller andet sted tror jeg bare ikke, vi kan se de to adskilt fra hinanden, for vi bliver nødt til på en eller anden måde at agere politisk og på en måde, sådan at man også som forbruger bliver hjulpet til at tage det ansvar. Og der kunne jeg godt tænke mig at spørge Enhedslisten, hvordan man ser på det, altså, om vi kan finde ud af at forene det her, og om vi kan komme omkring eller komme over det punkt, hvor vi bliver ved med at sige, at det kun er os politikere, der skal beslutte noget, og så kan forbrugerne ellers bare leve, som de plejer, eller er det på en eller anden måde for at se det i et større helhedsperspektiv?

Ordføreren.

Det er rigtigt nok, at det er her, vi står med et af dilemmaerne på den grønne omstilling. På den ene side er der mange, som skubber ansvaret fra sig politisk og fortæller, at det handler om, at forbrugerne skal stemme med fødderne, og hvad ved jeg, men omvendt er der nogle, som siger, at det slet ikke har noget med individets forbrug at gøre. Sandheden ligger jo et sted midtimellem.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi holder fast i, at Danmark er et af de rigeste lande i verden, og kloden er sådan set også rigtig, rigtig rig, men de goder, der er, er fordelt meget, meget ulige, og hvis man bliver ved med at insistere på, at især den øverste del af befolkningsgrupperne, både i Danmark og i resten af verden, skal blive rigere og rigere og ikke skal dele ud af det i højere grad, kan kloden ikke holde til det på sigt. Det er den ene ting. Så der er altså noget omfordeling i det her, som vi bliver nødt til at holde fast i det skal gå hånd i hånd med.

Samtidig skal vores forbrug omlægges, og vi kan gøre rigtig meget selv, som sådan set ikke mindsker vores levestandard, med genbrug og anderledes forbrug, og så skal vi altså også nudge herindefra, f.eks. fjerne momsen på økologiske fødevarer, for at komme i den retning og også give mennesker med ikke særlig mange penge en mulighed for at købe lidt sundere og grønnere.

Spørgeren.

Tak, og det er vi jo fuldstændig enige i. Jeg vil gerne bruge mit andet spørgsmål på noget andet. Det havde jeg ikke forberedt, men det var, fordi der i morges dukkede en mail op i min indbakke om, at Børnerådet har lavet en ny undersøgelse med overskriften: Samfundet nedbryder børn og unge med præstationspres og drukner dem i mistrivsel. Der er simpelt hen lavet en ny undersøgelse, der viser, at der i dag er rekordmange børn og unge, som simpelt hen mistrives. Der er så mange børn i skolealderen, der føler sig presset hver dag, og mange gør det også en gang imellem. Men der er 21 pct. af de unge i 8. klasse, der føler sig presset hver dag. Statsministeren sagde i sin tale i morges, at der også bliver afsat nogle flere penge til psykiatrien, og det er jo fint, men jeg tror bare, at det grundlæggende er nogle andre ting, der er galt med vores samfund, når der er så mange unge, der har det dårligt. Kan Enhedslisten ikke give sit bud på, hvad vi gør forkert her i Danmark, siden de her tal er noget, vi ser på en dag som i dag?

Ordføreren.

Jeg er jo sådan set enig i, at vi har store problemer i psykiatrien, men det er jo ikke forebyggelse. Altså, vi har et problem med stress og pres, især hos de unge piger, men vi må ikke glemme de unge drenge. Og jeg tror, at en stor del af roden til alt det her findes i vores uddannelsessystem. Det er fremdriftsreformer, det er karakterræs og regler om at gange karaktererne. Og jeg tror faktisk også, at det begynder at gå op for flere og flere, at man ikke kan blive ved med at presse unge mennesker til at have et evigt fokus på at være de bedste og løbe hurtigst og få det rigtige job og træffe de rigtige valg med det samme, uden at det også har en konsekvens for deres liv og deres sundhed og deres glæde. Så derfor tror jeg bare, jeg vil sende en venlig tanke til hr. Søren Pind, som har forladt Folketinget, men som sluttede af med at sende et lille svirp også til sit eget parti i den anledning.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard. Værsgo.

Jeg vil gerne tale med fru Pernille Skipper om råderummet. Altså den økonomi, der er tilvejebragt gennem beslutninger over tid, og som gør, at vi kan se frem til muligheder for at prioritere ting som øget velfærd og grøn omstilling, og hvad vi nu måtte finde ud af i de kommende år. Og det kan man jo forvisse sig om ved at kigge i de publikationer, der kommer fra regeringen, om, hvordan det nu ser ud. Og så har vi selvfølgelig den kendte politiske diskussion om, hvad der skal prioriteres højest.

Jeg tror, at vi på nogle stræk er enige om, at uddannelse og grøn omstilling er prioriteret for lavt nu og her. Men det, der er fælles for alle de fremskrivninger, er jo, at de baserer sig på, at der er mange, der kommer til Danmark for at arbejde. Altså at der er en tilgængelighed til udenlandsk arbejdskraft. Hvis ikke den udenlandske arbejdskraft var her, ville der heller ikke være det råderum. Og derfor er mit spørgsmål til fru Pernille Skipper:

Når Enhedslisten medvirker til at gøre det sværere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og vel har en skepsis over for den frie bevægelighed, er man så også opmærksomme på, at hvis man kom igennem med sin politik, ville det reducere adgangen til velfærd for danskerne, fordi råderummet så ville blive mindre?

Ordføreren.

Det mener jeg ikke er en korrekt konklusion. Det er fuldstændig rigtigt, at Enhedslisten har en vis skepsis over for, at man importerer udenlandsk arbejdskraft eller – lad mig sige det helt korrekt – lader virksomheder importere udenlandsk arbejdskraft uden om ordentlige, ordnede danske forhold. For det betyder løndumping og et pres på de løn- og arbejdsvilkår, vi har i Danmark, hvis det ikke sker under ordnede forhold. Det betyder ikke, at man ikke er velkommen i Danmark som arbejder. Det betyder bestemt heller ikke, at vi ikke også har brug for udenlandsk arbejdskraft inden for specifikke fag – måske også hvis man kommer til at mangle hænder i fremtiden. Vi har brug for det, men det skal være under ordnede forhold. Og det er derfor vi er skeptiske over for den frie bevægelighed, som hr. Morten Østergaard siger, fordi den for frie bevægelighed i høj grad og i mange tilfælde forhindrer os i at stille krav til de virksomheder, som har brug for udenlandsk arbejdskraft.

Spørgeren.

Jeg sad ellers her lige på kanten af stolen parat til at ryge op og sige: Yes, vi er enige. Jeg synes, det var så fornuftigt lige indtil sidst, hvor fru Pernille Skipper så alligevel får skabt tvivl om, hvad Enhedslisten egentlig mener. Det, jeg har brug for at høre, er, om der er en forståelse for, at de mere end 250.000 udlændinge, der er i Danmark, skaber velfærd via deres arbejde og deres skattebetaling, og at det derfor er sådan, at hvis det lykkes et flertal i Folketinget at gennemføre en politik, der reducerer tilgangen af udenlandsk arbejdskraft i de kommende år, så vil der være mindre velfærd.

Jeg er enig i, at det skal være på ordnede vilkår, men hvis man skærer spørgsmålet ind til benet: Hvis vi kunne sikre, at det altid foregik på overenskomstmæssige vilkår, var fru Pernille Skipper så klar til at få endnu mere velfærd ved at invitere endnu flere dygtige udlændinge til Danmark, som kan betale vores høje skat og bidrage til vores sygehuse, vores uddannelser og alt det gode, vi gerne vil, med den grønne omstilling?

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg vil have mig frabedt, at man insinuerer, at vi i Enhedslisten ikke respekterer eller værdsætter mennesker fra andre lande, der arbejder i Danmark og betaler deres skat og deltager i samfundet. Der er for mange i det her rum, som ikke respekterer mennesker fra andre lande på rigtig, rigtig mange måder – Enhedslisten er ikke en af dem.

Der, hvor vi har en stor disrespekt, er for arbejdsgivere, som misbruger fattige mennesker i andre lande ved at importere dem til Danmark og få dem til at arbejde under ikkeordnede forhold her – og dermed ikke kun er til skade for de mennesker, der arbejder, men også for løn- og arbejdsvilkårene her i Danmark. Det har vi et problem med. Vores mål er at sikre ordnede forhold for alle, og så er vi faktisk fuldstændig ligeglade med, hvor de kommer fra.

Tak. Så er det SF og hr. Karsten Hønge. Værsgo.

Enhedslisten har jo gennem årene givet EU skylden for alverdens ulykker og ondskab. Det er lige fra triste finanslove med asociale nedskæringer til den beklagelige tilstand for ålegræs i Det Sydfynske Øhav og til den vigende hårgrænse blandt landets pensionister. Og når man nu tror på, at det er så rædselsfuldt, så er det jo klart, at man gerne vil ud af suppedasen, ud af EU. Det er jo ikke så mærkeligt.

Beruset og opstemt af, at englænderne vil forlade EU, foreslog Enhedslisten jo også, at vi skulle have en afstemning om forholdet til EU, og den skulle faktisk finde sted grundlovsdag i år, altså allerede i næste uge. Hvordan går det? Hvornår skal vi have den folkeafstemning efter Enhedslistens mening?

Ordføreren.

Forhåbentlig ikke i næste uge da. Enhedslisten vil gerne have en afstemning om det danske forhold til EU. Der er ikke i nærheden af at være et flertal for det lige nu, så det står jo ikke lige for. Og jeg er jo i øvrigt også glad for, at hr. Karsten Hønge meldte sig på banen, nu når jeg ikke kan se Holger K. Nielsen i salen, for det plejer tit at være mig og ham, der har den her lille EU-dans.

Enhedslisten ønsker et stærkt internationalt samarbejde. Vi ønsker et internationalt samarbejde, der sætter hensynet til miljø, mennesker, evnen til at håndtere klimaudfordringer og miljøproblemer og flygtninge i fællesskab forrest og over hensynet til markedet og den frie bevægelighed for virksomheder. Det er vores grundlæggende håb.

Kan man få det ved at ændre traktatgrundlaget og EU indefra? Og kan man derigennem også få et mere demokratisk internationalt samarbejde, ja, så arbejder vi for det, og så er vi med på den vogn. Det tror vi ikke på, og det er også derfor, vi gerne vil prøve at opbygge noget andet.

Jeg synes egentlig, at det ville klæde SF, at man ikke igen og igen snakker om, hvad Enhedslisten vil, men bruger tiden på at ændre EU indefra, som SF altid siger man kan, men ikke er lykkedes med.

Spørgeren.

Det er på mange måder måske et interessant svar, selv om jeg nu mest synes, at det var fyldt op med sniksnak. Måske kunne fru Pernille Skipper nu i anden omgang faktisk nærme sig at svare på det, jeg spørger om, nemlig hvornår vi skal have den her folkeafstemning. Jeg mener bare, at det jo kun er et år siden, man var meget opstemt over det, og at vi nu skulle have den her afstemning. Man havde oven i købet sat en dato på, og det skulle være i næste uge. Nu bliver til en gang snak om, at SF skal holde sig til sin egen politik.

Men det drejer sig altså om, at jeg stiller fru Pernille Skipper spørgsmål om, hvornår vi skal have afstemningen. Hvad er det, Enhedslisten vil? Det kan jo ikke nytte, at man annoncerer en afstemning og så bare trækker i land. Og den forklaring, som fru Pernille Skipper nu giver, nemlig at der ikke er flertal for det, afholder normalt ikke Enhedslisten fra at fremsætte beslutningsforslag, selv om man på forhånd ikke ved, om der er flertal for det. Det er ikke det, der er historien i Folketinget.

Så spørgsmålet er: Should we stay or should we go now?

Ordføreren.

Enhedslisten ønsker en afstemning om Danmarks forhold til EU. Det har vi sagt højt. Der er ikke flertal for det lige umiddelbart; det er ikke noget, der står lige for. Og svaret er jo, at sådan en afstemning kan man ikke som ét parti annoncere. Så så længe der ikke er flertal for det, kommer der ikke en afstemning. Hvornår skal vi have den? Når der er flertal for det.

Med disse ord afbryder jeg mødet, for at vi kan afholde den efterhånden længe ventede frokost.

Vi genoptager mødet kl. 13, og første spørger kl. 13 er hr. Orla Østerby. Fru Pernille Skipper skal selvfølgelig også være klar kl. 13.

Mødet er udsat. (Kl. 11:59).

Mødet er åbnet.

Vi går videre i forhandlingen af forespørgsel nr. F 37. Det er fru Christina Egelund, Liberal Alliance – eller hvordan er det? Nej, der er stadig spørgsmål til fru Pernille Skipper. Hr. Orla Østerby, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Enhedslisten præsenterede i april 2018 en plan for, hvad de ville ændre i Danmark de første 100 dage, hvis man fik agt, som man havde magt. I noget af planen står der, at man vil afskaffe kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen. Der står i teksten, at kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen, integrationsydelsen og den særlige lave kontanthjælp for unge arbejdsløse afskaffes.

Nu kan jeg forstå på fru Pernille Skipper, at den nye parlamentariske værktøjskasse er opgraderet. Så skal jeg lige høre: Vil Enhedslistens støtte en rød regering, som ikke vil afskaffe kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen, som Enhedslisten skriver i 100-dagesplanen?

Fru Pernille Skipper.

Tak. Jeg tror, ordføreren kom til at bytte rundt og sige: hvis vi havde agt, som vi havde magt. Så ville Enhedslisten være et langt kedeligere parti, end vi er. Planen hedder »100 dage med Enhedslisten«, og den handler om, hvad vi ville gøre, hvis vi fik magt, som vi har agt, og så bliver det sjovt. Den viser nemlig, at vi kan komme rigtig, rigtig langt – at det er muligt og realiserbart at udbygge vores velfærdssamfund, være ordentlige ved mennesker på flugt og samtidig komme rigtig langt med den grønne omstilling og klimamålene.

Så er det rigtigt, at det, vi så har sagt vi ville gøre de første 100 dage, hvis vi havde magten, var at afskaffe nogle af de her urimelige fattigdomsydelser – nogle, som desværre er kommet til under den tidligere socialdemokratiske regering, nogle, som er kommet til under den her, og som primært handler om, ja, at jagte mennesker, som har mistet deres arbejde eller har en sygdom eller et handicap og dermed ikke fuldt kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Så bliver der igen spurgt til de her parlamentariske værktøjer, og som jeg sagde før: Hypotetiske situationer forholder de værktøjer sig ikke til. Det er nogle, vi kan bruge i konkrete situationer, hvis vi vurderer, at det er korrekt. Det er også fuldstændig rigtigt, at en ny regering, som støttet Enhedslisten ... jeg er løbet tør for tid.

Ja. Værsgo.

Jeg prøver lige en gang mere. Hvis Enhedslisten får magt, og det ser jo ud til, at det kunne blive sådan efter et valg, hvis vi skulle være så uheldige at få en rød regering, så tænker jeg, om vi kunne stå over for en situation, hvor vi ser Enhedslisten, som vi så dem under den sidste røde regering, hvor de var meget utilfredse med regeringen, men ikke tog konsekvensen, men alligevel var dem, som stemte for selv de allerværste tidsler. Og derfor spørger jeg bare endnu en gang: Vil Enhedslisten støtte en rød regering, som ikke vil afskaffe 225-timersreglen og integrationsydelsen? Vil man støtte en regering på de her områder, hvis det er sådan, at regeringen ikke afskaffer dem i overensstemmelse med jeres 100-dagesplan?

Værsgo.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at rette igen, og den her gang lidt mere alvorligt: Enhedslisten har ikke stemt for en eneste af de ting, som vi kritiserede den tidligere Thorningregering for. Ikke en af dem, som ordføreren kalder tidsler, blev gennemført med Enhedslistens stemmer. Alle de tidsler var noget, som højrefløjen i Folketingssalen lagde stemmer til. Det var skattereformer med topskattelettelser, det var lærerlockouten – alle de ting. Ikke én af de ting var med Enhedslistens stemmer. Og nej, jeg kan love dig for, at Enhedslisten heller ikke i fremtiden kommer til at lægge stemmer til sådan nogle ting. Det er der ikke nogen tvivl om.

Får vi alt igennem under en ny regering? Nej, det gør vi ikke, men vi kommer aldrig til at lægge stemmer til sådan nogle ting.

Vi taler ikke direkte til hinanden.

Værsgo, hr. Rasmus Jarlov, Konservative Folkeparti.

Det var jo ikke helt det, spørgsmålet fra hr. Orla Østerby gik på. Spørgsmålet gik på, om Enhedslisten bare har tænkt sig at affinde sig med, at de bliver sat uden for indflydelse. Under den tidligere regering blev der lavet lettelse på lettelse på lettelse – altså den tidligere røde regering. Nu har vi fået en regering, hvor man, hvis man går ind på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, kan se sådan et strammometer, som måler, hvor mange gange vi har strammet udlændingepolitikken. Det har vi gjort 76 gange, og jeg kan afsløre, at vi ikke er færdige endnu. Vi har tænkt os at blive ved med at føre en meget stram udlændingepolitik.

Socialdemokraterne har i dag tilkendegivet, at det har de tænkt sig at støtte os i. Selv hvis de får magten, har de tænkt sig at føre udlændingepolitik uden om Enhedslisten sammen med os. Så det bliver ikke fru Pernille Skipper eller fru Zenia Stampe, der kommer til at føre udlændingepolitik. Det bliver Inger Støjberg, det bliver Marcus Knuth, Naser Khader, jeg selv og Martin Henriksen. Har Enhedslisten tænkt sig at acceptere det? Det synes jeg er vigtigt for vælgerne at vide.

For sådan at være helt korrekt benævner man jo ministre med ministertitlen.

Værsgo.

Det går godt. Om Enhedslisten har tænkt sig at finde sig i at blive sat uden for indflydelse: Når Enhedslisten har sagt, at vi bliver nødt til at lægge nogle nye parlamentariske værktøjer i værktøjskassen, er det jo, fordi man rigtig nok som ny regering siddende på Enhedslistens mandater kan komme så langt væk fra det, der burde være et fælles projekt, at vi bliver nødt til at sige, at så må vi spørge vælgerne. Hvornår det konkret er tilfældet, må man vurdere i den enkelte situation. Jeg tror, jeg har sagt i hvert fald en del gange fra talerstolen, også i dag: Hypoteserne kommer jeg ikke til at stå her og forholde mig til. Det bliver konkrete vurderinger i konkrete situationer.

Men det er klart, at det jo også er et budskab om, at alle, der lægger stemmer til et nyt flertal, skal høres, og det gælder også på udlændingeområdet. Betyder det, at en ny regering ikke må lave nogen aftaler med andre end os? Nej. Betyder det, at det bliver Enhedslistens 100-dagesplan, der bliver gennemført? Nej. Jeg ville ønske, det var sådan. Men det er jo altså desværre ikke virkeligheden.

Hr. Rasmus Jarlov.

Men når Enhedslisten ikke vil sætte nogen røde linjer op, er det jo også frikort til Socialdemokraterne til, at de kan lave udlændingepolitik sammen med os, lige så meget de vil. Det synes jeg er rigtig godt, for det er jo nødvendigt for Danmark, at vi fører en stram udlændingepolitik. Men jeg synes, det er synd, hvis man går til valg og så foregøgler vælgerne, at man kommer til at få indflydelse på udlændingepolitikken, når det helt tydeligt ikke bliver tilfældet. Tilfældet bliver, at Enhedslisten bliver sat ud på et sidespor. Så kan man stå og være utilfreds, man kan brokke sig, man kan sige alle de ukvemsord, man vil, om Socialdemokraterne, men der kommer ikke til at være nogen indflydelse på udlændingepolitikken. Det synes jeg bare man skal være ærlig om over for vælgerne i stedet for at foregive, at man kommer til at gøre en hel masse. Hvis ikke man vil erkende det, må man sige nu, at der er nogle røde linjer. Så må man fortælle, hvad det er, man ikke vil finde sig i, i stedet for bare at åbne op for, at de gør, som de vil.

Så er det fru Pernille Skipper.

Der er bestemt ikke tale om noget frikort. Lad mig sige det sådan her: Enhedslisten forventer, at en regering, vi støtter, er en regering, som har lyst til at føre politik sammen med os og sammen med de andre partier, der lægger stemmer til et flertal, og vi skal høres på alle områder, det er klart. Det betyder ikke, at vi kan bestemme alting eller forhindre dem i at lave aftaler med andre end os – desværre, havde jeg nær sagt, men sådan er virkeligheden. Og vi kommer til at kæmpe for at få en ordentlig og human udlændingepolitik gennemført tue for tue hele tiden, ingen tvivl om det. Det er sådan, det er.

Kan Socialdemokratiet og eventuelle regeringspartnere komme så langt ud også på udlændingeområdet, at vi siger, at de må finde sig et andet flertal, eller at man må spørge vælgerne igen? Ja, og det kan de også med hensyn til miljø og skattepolitik. Der er mange hypoteser, men jeg har simpelt hen ikke tænkt mig at forholde mig til dem, før de forhåbentlig ikke bliver til virkelighed.

Så er det hr. Martin Geertsen, Venstre.

Tak for det. Jeg vil prøve at slå endnu et søm i den nok så omtalte budding fra før frokostpausen med et spørgsmål på det udlændingepolitiske område. Andre har været andre veje omkring det her spørgsmål, så lad mig spørge helt specifikt: Har Enhedslisten indgået en aftale med Socialdemokratiet om, at Enhedslisten ikke får indflydelse på udlændingepolitikken under en regering ledet af fru Mette Frederiksen?

Værsgo til fru Pernille Skipper.

Nej.

Hr. Martin Geertsen.

Det er også derfor, at det bliver en lille smule interessant, hvad det så er, Enhedslisten egentlig havde tænkt sig at bruge de her mandater til, som man vel potentielt også kan risikere at få efter næste folketingsvalg.

Lad mig spørge på en anden måde: Har Enhedslisten fået en opfattelse hos Socialdemokratiet af, at Socialdemokratiet, for nu at nævne to specifikke eksempler, vil eliminere integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet?

Værsgo.

Nej, desværre ikke. Altså, jeg er med på, at Socialdemokratiet stemte imod kontanthjælpsloftet sammen med Enhedslisten, men vi har jo adskillige gange råbt op om, at vi gerne vil have et løfte om, at det rent faktisk bliver fjernet, og vi har også været rigtig kede af, at man har lavet et forslag om at sætte en form for ydelseskommission sammen i stedet for at sørge for at løfte mennesker ud af fattigdom, for det har de gudhjælpemig da godt nok brug for. Der er tusindvis af mennesker, herunder børn, der er endt i fattigdom, uden at det har haft en nævneværdig effekt med hensyn til at få folk i arbejde.

Herinde prøver vi at klare os uden Guds hjælp på en eller anden måde. Vi skal i hvert fald ikke påberåbe os de højere magter.

Så er det fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak, og tak til fru Pernille Skipper for en, synes jeg, rigtig god tale. Men jeg må indrømme, at der er noget i fru Pernille Skippers svar, som jeg simpelt hen ikke kan få til at passe med den fru Pernille Skipper, som jeg synes jeg kender, og den Enhedslisten, jeg kender, for i forhold til det her med, hvordan man vil søge indflydelse, hvor meget man vil søge indflydelse, skulle man komme i den situation, at man var parlamentarisk grundlag for en ny regering, virker det nærmest, som om det er en selvstændig pointe for fru Pernille Skipper at understrege, at man søreme ikke har tænkt sig at kræve indflydelse på noget som helst. Det er bare ikke sådan, jeg rigtig kender Enhedslisten, så mit spørgsmål er: Kan det virkelig passe, at Enhedslisten her i dag ved Folketingets afslutningsdebat gør en dyd ud af, nærmest som var man på Valium, at sige, at de ikke kommer til at kræve noget som helst af fru Mette Frederiksen?

Værsgo, ordføreren.

Jeg er rigtig ked af, at fru Christina Egelund har det på den måde, fordi pointen med overhovedet at tage den snak, vi har taget i vores parti, er jo netop at sige, at der er nogle erfaringer fra den tidligere regering, som vi ikke vil gentage. Jeg vil så også bare samtidig i al stilfærdighed sige, at vi ikke lever i en hule for os selv. Vi lærer også af andres fejl, og vi har set, hvad man kan rode sig ud i, hvis man f.eks. er parlamentarisk grundlag og hedder Liberal Alliance, og det lærer vi selvfølgelig også af.

Fru Christina Egelund.

Jeg er glad for at høre, at man trods alt lægger valiumen på hylden og har tænkt sig at søge indflydelse. Lad os så lade processen ligge, for det næste og det interessante er jo så selvfølgelig den politiske substans, og hvilke områder Enhedslisten vil søge indflydelse på og med hvilken politik. Altså, hvor er det substantielt, Enhedslisten gerne vil have en socialdemokratisk ledet regering hen?

Værsgo, fru Pernille Skipper.

Vi forventer, som jeg også har sagt et par gange, at når man lægger stemmer til et nyt flertal, bliver alle hørt svarende til de mandater, man kommer med. Det betyder selvfølgelig, at jo flere der stemmer på partier som Enhedslisten i en ny flertalskonstellation, jo mere kan vi trække i den retning. Substantielt er det jo primært klimaet. Vi ønsker en meget, meget ambitiøs klimapolitik, som faktisk formår at opfylde de målsætninger, der er, for at holde konsekvenserne for Jorden inden for det overskuelige. Dernæst er uligheden et enormt vigtigt emne for Enhedslisten, det at få velfærden og hensynet til de mange sat i højsædet. Og ja, vi skal også have indflydelse på udlændingepolitikken.

Så er det hr. Mads Fuglede, Venstre.

Jeg kan godt forstå, at man i Enhedslisten er ked af at tale om hypoteser. De er jo i sagens natur meget hypotetiske. Men så lad os gå til noget konkret. Denne regering har vedtaget 76 stramninger på udlændingeområdet. Er der en eneste af de stramninger, som Enhedslisten vil kæmpe for at bevare, hvis I skulle få den indflydelse, som I ønsker at få?

Værsgo.

Altså bevare dem? Det er noget andet; den havde jeg ikke lige set komme. Jeg må sige det sådan, at det kan jeg faktisk ikke sådan lige svare på på stående fod. Det kan godt være, at der er noget i den der liste, som man i blå blok kalder for stramninger, og som så ligesom kommer ind i et kagefejringsøjemed, som har en eller anden positiv effekt på f.eks. løndumping. Men jeg må umiddelbart sige, at der ikke er noget som helst i den tilgang, at man fejrer at genere mennesker på flugt fra krig og terror, som jeg synes er specielt positivt. Så nej, der er ikke noget, jeg kan nævne.

Hr. Mads Fuglede.

Er det rigtigt forstået, at Enhedslisten ikke ønsker at bevare nogen af de 76 stramninger, regeringen har fået indført på det udlændingepolitiske område? Er det den rigtige udlægning?

Værsgo.

Jamen undskyld, det er simpelt hen en liste, man selv har lavet. Jeg ved ikke, hvad de 76 stramninger dækker over. Det kan jeg simpelt hen ikke svare på. Hvad der bliver defineret som stramninger, om der er en eller to, som vi vil bevare, ved jeg ikke. Det kan godt være, at jeg har misset noget, men den der liste med de 76 stramninger har jeg simpelt hen ikke siddet og gennemgået. Jeg vil meget gerne gøre det. Men min umiddelbare reaktion er, at det kan jeg ikke forestille mig, men jeg kan da heller ikke fuldstændig afvise det. Jeg ved ikke, hvad det er for en liste. Det er nogle andres liste.

Hr. Carl Holst, Venstre.

Er der noget på den liste – i forlængelse af debatten med hr. Mads Fuglede – over stramninger, som fru Pernille Skipper tror at Socialdemokratiet vil kæmpe for at få fjernet? Og i forlængelse af det vil jeg høre, hvordan ordføreren for Enhedslisten har det med det faktum, at vi gang på gang i dag har oplevet fru Mette Frederiksen give udtryk for, at det i hvert fald ikke er på flygtninge- og udlændingepolitikken, at det røde parlamentariske grundlag – SF, Enhedslisten, Alternativet og ikke mindst Det Radikale Venstre – får indflydelse. Hvilke følelser vækker det hos det parlamentariske grundlag, som fru Pernille Skipper kommer fra?

Værsgo.

Det kilder ikke så meget i maven, nej, det gør det ikke. Altså, jeg har simpelt hen ikke set den der omtalte liste. Det kan godt være, at jeg har misset noget, at jeg burde have set den, at den har været omdelt i udvalgene, at jeg ikke har lavet mine lektier. Jeg har simpelt hen ikke set den liste, så derfor kan jeg ikke forholde mig til den.

Dernæst vil jeg, med hensyn til hvilke følelser det vækker hos os, sige: Prøv at høre, det, at Enhedslisten og Socialdemokratiet er uenige i udlændingepolitikken, er der vel forhåbentlig ikke nogen herinde, der er ved at falde ned af stolen over; det er der ikke. Vi er hamrende uenige. I Enhedslisten synes vi, det er fuldstændig langt ude at begynde at tale om at sende mennesker, som er flygtet fra Islamisk Stat, krig og terror, ud i lejre og være ligeglade med dem. Vi synes, man skal have lov til, når man er kommet hertil og har søgt beskyttelse, på flugt fra krig, at få sine børn i sikkerhed. Ja, det gør vi. Der er vi ikke enige med Socialdemokratiet, og vi kommer til at kæmpe med næb og kløer.

Det eneste, jeg kan sige, er bare: Jeg håber, at der er rigtig mange, der stemmer på os og partier, som er enige med os i det, sådan at vi kan få mere indflydelse på det.

Hr. Carl Holst.

Tak for det. Omkring listen vil jeg sige: Lad nu være med at forholde dig til en liste, som du måske kender eller ikke kender, men forhold dig til det faktum, at der ikke er en eneste af de stramninger, der er vedtaget siden 2015, som I vil kæmpe for at bevare, og at der ikke er en eneste af de stramninger, som Socialdemokratiet vil kæmpe for at få afskaffet. God fornøjelse med det parlamentariske grundlag. Jeg anerkender, at I er hamrende uenige. Vi ønsker bare at få boret ud, hvem der skal danne det parlamentariske grundlag for en kommende regering ledet af fru Mette Frederiksen.

Derfor har jeg et stilfærdigt spørgsmål: Vurderer Pernille Skipper, at de røde partier i dag er mere enige her et lille år før valget, end de var på tilsvarende tidspunkt, forud for at fru Helle Thorning-Schmidt blev statsminister?

Værsgo.

Der var mange spørgsmål i det der. Det ved jeg ikke. Altså, prøv at høre, jeg går ikke og laver lister, det lader jeg være op til jer andre at gøre. Jeg laver ikke lister over, hvor meget jeg enig med Socialdemokratiet, eller hvor meget jeg er uenig med Socialdemokratiet. Jeg kan også afsløre, at vi havde nogle såkaldte beefs med hr. Morten Østergaard under den tidligere regering og også med hans forgænger – det var heller ikke ligefrem kærlighed hele vejen igennem – og sådan vil det blive ved med at være.

Vi er uenige på mange punkter, og det går på kryds, og det går på tværs. Det, vi er enige om, er, at vi rigtig gerne vil have en anden statsminister, fordi vi gerne vil være grønnere og forhåbentlig også gerne være rødere. Og ja, i Enhedslisten kommer vi også til at kæmpe for, at vi bliver ordentligere ved mennesker, der kommer hertil på flugt fra krig og terror, for det synes vi ikke det nuværende flertal er.

Så er det fru Louise Schack Elholm, Venstre.

Tak. Jamen mange af spørgsmålene har jo dels kredset omkring udlændingepolitikken, dels omkring Enhedslistens parlamentariske principper. Og jeg har også prøvet på at kigge på de her parlamentariske principper. Det, jeg kan se, er, at man bruger eksemplet fra skattereformen som værende det, man ligesom ikke vil prøve at opleve igen.

Men grunden til, at mange jo her vælger at tage det op i forhold til udlændingepolitikken, er jo, at Socialdemokratiet så tydeligt prøver at signalere, at de har tænkt sig at køre udlændingepolitik uden om Enhedslisten. Så derfor synes jeg, det vil være rimeligt nok, at man forholder sig til, om man vil leve med at blive sat uden for indflydelse på et område, som jeg tror Enhedslisten vægter relativt højt, altså udlændingepolitikken. Kan man leve med helt at blive sat uden for indflydelse på et område, hvis man skal støtte en regering?

Værsgo.

Jeg siger bare igen, at Enhedslisten forventer, at alle partier, der lægger stemmer til et forhåbentlig nyt flertal, bliver hørt. Vi forventer at blive hørt på miljø, klima og natur, vi forventer at blive hørt på velfærd, vi forventer at blive hørt på sundhed, på daginstitutioner, på integration og på udlændingepolitik. Så vi forventer at blive hørt. Og vi forventer også, at de andre partier i blokken skal høres. Det er ligesom det, der er forudsætningen for, at man kan samarbejde.

Kan man forestille sig, at en ny regering kan komme så langt væk fra det, der burde være i hvert fald en fælles retning, selv om der ikke er enighed om alt, så vi er nødt til at sige, at man bliver nødt til at finde sig et andet parlamentarisk grundlag eller vi må spørge vælgerne igen? Ja, det kan man. Det kan man også i forhold til udlændingepolitikken. Men det er hypoteser. Og sker det i den konkrete situation, ved I hvad, så lover jeg, at I ikke bliver de første, der får det at vide, men at I nok skal opdage det. Undskyld, jeg må ikke tale direkte. Beklager, formand.

Fru Louise Schack Elholm.

Tak. Jamen altså, det lyder jo rigtig, rigtig fint. Men det bliver hele tiden pakket ind i de her vage formuleringer, altså sådan at så vil man gøre noget. Men det er jo ikke så konkret igen, hvad det så er, man vil gøre. Jeg ved godt, der bliver truet med forskellige ting, men det er ikke mere konkret end det. Og hvis man nu kigger tilbage på, hvad der skete, dengang skattereformen faktisk blev vedtaget under Helle Thorning-Schmidt, kan man se, at der også var mange trusler om alverdens ting, men der skete jo ikke rigtig noget. Så hvorfor er det, at vi skal tro mere på det denne gang? Er det, fordi det hedder noget andet, eller hvad ligger der i det?

Værsgo.

Jeg er simpelt hen bange for, at jeg er begyndt at tale sådan et eller andet andet sprog. For det er jo det, der er min pointe, altså at det ikke er konkret. For vi tager ikke stilling til hypotetiske situationer, der ikke har fundet sted. Vi tager stilling i de konkrete situationer, når de bliver til virkelighed. Og så skal vi nok formulere det vældig konkret, det kan jeg love for.

Men Enhedslisten siger i al stilfærdighed, at i et nyt flertal skal alle høres. Og ja, man kan som regering siddende på Enhedslistens mandater komme så langt væk, at man så må finde sig et andet parlamentarisk grundlag. I virkeligheden er det ikke specielt opsigtsvækkende. Sådan er det. Det er et nyt værktøj, vi har lagt i værktøjskassen. Og så forventer vi, at vi bliver hørt. Det er ikke konkret, og vi svarer ikke på hypotetiske spørgsmål.

Tak for det. Og så er tiden gået for Enhedslistens ordfører. Vi går videre til næste ordfører, som er fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg har en god kollega. I kender ham godt; han hedder Henrik Dahl. Og han er klog. Han har engang skrevet en bog, som hedder »Hvis din nabo var en bil«. Så bliver man inspireret, når man sådan står her og kigger ud på Folketingets medlemmer, på Folketingets partier: Hvad nu, hvis I var en bil?

Jeg kan i hvert fald få øje på en partybus med discokugle og høj musik, højt til loftet og nogle gange fuldstændig uden loft. Jeg kan også se en ellert, en danskproduceret original. Det var den i hvert fald, da den kom på gaden – altså original. Ellerten blev aldrig nogen succes, men det gjorde partiet. Siden er den blevet kopieret i mange versioner. Og så er der den gode gamle landbrugets ven, traktoren, som ikke længere rigtig har lyst til at være traktor, medmindre, selvfølgelig, at man kan være en grøn traktor.

Se, det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Liberal Alliance er glade for, at bilerne er blevet billigere. Hele tre gange har vi været med til at sænke registreringsafgiften, til trods for at mange mente, vi var vanvittige, da vi foreslog det første gang for snart mange år siden. Men med tiden modnes meget, også politiske dagsordener. For billigere biler giver borgerne større frihed, når de skal have hverdagens helt banale logistik til at hænge sammen.

Det fortæller mig, at politiske kampe er værd at tage, at det nytter noget, og at politik faktisk flytter noget; at holdninger, planer og gode argumenter er værd at bruge sit liv på. Det handler egentlig ret banalt om at påvirke og udvikle samfundet og vores dejlige land med mere frihed, med mere selvbestemmelse og med mere af det, som vi betragter som værdi.

Jeg har også noteret mig, at flere af vores forslag i Liberal Alliance så småt er ved at finde opbakning andre steder; at vi som parti er med til at modne væsentlige samfundsdebatter; at vi med vores 13 mandater flytter noget. Når jeg f.eks. hører den socialdemokratiske hr. Henrik Sass Larsen pludselig tale om legalisering af cannabis, bliver jeg glad. Når jeg hører samme hr. Henrik Sass Larsen tale om, at der bruges for mange ressourcer på unødvendigt papirhalløj i den offentlige sektor, bliver jeg også glad. For så hører jeg faktisk et ekko af det, som vi i Liberal Alliance har sagt i snart et årti.

Når jeg åbner Børsen og læser, at den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon plæderer for at sænke bilafgifterne yderligere, er det jo lige før, at man bliver rørt – jeg bliver i hvert fald glad. For han har jo ret, og at både han og hr. Henrik Sass Larsen offentligt skulle plædere for Liberal Alliances politik, havde jeg faktisk ikke helt regnet med ville komme til at ske. Alle tre eksempler handler om sund fornuft, og alle tre eksempler er dagsordener, som vi i LA har sat, og som andre nu også bakker op om. Og tak for det.

Jeg vil egentlig gerne dvæle lidt ved det der med cannabis, for her er der behov for at gøre noget nyt. Lad os sammen tage et opgør med den forbudspolitik, som helt åbenlyst ikke virker, og som har så ødelæggende konsekvenser. For uanset hvor forbudt cannabis er, er der et stort, lukrativt illegalt marked, som vi i dag har overladt til samfundets allermest forråede kriminelle. Som magthavere må vi tage ansvar for, at det ikke er de kriminelle, som skal stå bag den handel, som åbenlyst eksisterer. Selv på Christiania har de tilsyneladende fået nok. Vi bør gøre noget her, som ikke bare er mere af det samme.

Nå, men jeg vil vende tilbage til det, som vi rent faktisk har gjort. Skridt for skridt sørgede den her regering og mit parti for, at Danmark gik i en mere liberal retning. Vi gør det i debatten, men vi gør det også med klare politiske resultater. Og jeg er glad for, at vi i Liberal Alliance er en del af en regering, hvor vi kan sige, at vi rent faktisk gør en forskel. Vi giver danskerne større frihed, vi giver dem retten til eget liv, vi giver dem mulighed for ikke bare at være et produktionsapparat for staten Danmark.

Vi har aftalt at få nedsat taksten over Storebælt; vi har givet de socialt udsatte en fremstrakt hånd til at få en fod inden for på arbejdsmarkedet med det sociale frikort; vi har øget tilskuddet til friskolerne, så forældrenes egenbetaling er blevet mindre; vi har taget et opgør med den rigide målstyring i folkeskolen; vi har gennemført en forsøgsordning med medicinsk cannabis; vi har nedsat forbrugsafgifter på øl, sodavand og vin; vi har fjernet nøddeafgiften; vi har afskaffet skatten på fri telefon og på internet; vi har afskaffet udligningsskatten på pensioner; og så har vi sænket skatten for helt almindelige danskere. Faktisk er skatter og afgifter blevet lettet med ca. 15 mia. kr.

Takket være arbejdsmarkedsreformer og skattereformer har vi sunde offentlige finanser. Beskæftigelsen er historisk høj, færre er på offentlig forsørgelse, og den private sektor vokser hurtigere end den offentlige sektor. Det er vigtigt, at vi tør fortsætte reformdagsordenen. Reformer er den bedste socialpolitik, når vi lykkes med at flytte mennesker fra et liv i lediggang til et liv i arbejde. Reformer skaber fremdrift, reformer flytter Danmark fremad, og reformer virker – punktum. Jeg vil gerne advare imod det, som vi hører fra nogle politiske kanter, altså at nu er behovet for reformer der ikke længere, vi kan sætte os i sofaen og betragte verden, væksten skal nok komme fuldstændig af sig selv; snip snap snude, så er de reformer ude-agtigt. Helt ærligt, det er jo ikke rigtigt, at vi bare kan læne os tilbage og vente på, at f.eks. arbejdsudbuddet fuldstændig stiger sig af selv, for det gør jo det ikke. Jeg savner faktisk Bjarne Corydon, når jeg hører den slags.

Man kan forestille sig to biler, som begge hedder Danmark. Den ene vil køre i garage, slukke lygterne og trække porten ned, tage en pause og gå i hi, mens de andre biler kører videre udenfor. Den anden bil kører lystigt fremad, den insisterer på at køre i reformsporet og følge med og helst overhale de andre biler. Det kan aldrig blive en farbar vej for et land at køre ind i garagen, og derfor er det vigtigt, at vi sammen holder reformsporet. Faktisk er det sådan, at skattetrykket er faldende. Det forventes i år at nærme sig det laveste niveau i 20 år, og det er også velfærd. Det er også velfærd, når borgere får lov til at beholde flere af deres egne penge.

Skattetrykket er stadig væk for højt. En høj skat hæmmer væksten og begrænser friheden. Sådan er det jo. Det er faktisk helt utroligt så kreative politikere i Danmark har været, når det handler om at beskatte alt muligt fra A til Z. Vi kunne begynde fra en ende: A for arveafgift, B for bundfradrag, C for CO 2 -afgift, D for dødsboskat, E for ejendomsværdiskat, F for fondsskat, G for grundskyld, H for hensættelsesafgift, I for indkomstskat eller I for iskonsumafgift og J for jubilæumsgratialeskat. Alfabetet er langt som en ond liste over dumme skatter, der flot slutter med Å for den skat, ålefiskerne må slippe, når de skal have sig et fisketegn, og Å for »åh«. For åh, hvilken bil er Liberal Alliance så egentlig? Jeg ved godt, at vi nok vil blive skudt i skoene, hvis fordommene sådan får frit løb, at vi er sådan en Porsche 911 Cabriolet, men det har vi slet ikke råd til. Det har Ekstra Bladet skrevet, og så må det jo være rigtigt. Så svaret må nærmere være, at vi er sådan en slags flot kassevogn. Den befinder sig godt på vejen, og den kan godt komme op i høj fart, men når den er kommet op i høj fart, så er den ikke supergod til at skifte retning. Tak for ordet.

Tak. Der er en lang række kommentarer og spørgsmål. Først hr. Morten Bødskov, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Det kan godt være, at jeg faldt lidt hen, men jeg må sige, at det vel var den af dagens taler, som indeholdt mindst om klimaet og de udfordringer, som alle andre ordførere har brugt hele dagen på at tale om. Det er vel meget rammende for Liberal Alliance, at når det handler om den grønne omstilling, kan det ligge på et meget, meget lille sted, og alt, som vi også kunne høre – det var lige fra alfabetet til meget andet – handler om skatte- og afgiftslettelser. Så hvorfor ikke bare sige det? Når andre i regeringen påstår, at det er danmarkshistoriens mest grønne regering, vi har, er det i hvert fald ikke en hjælpende hånd, der kommer fra Liberal Alliance.

Værsgo.

Jeg er sikker på, at hr. Morten Bødskov har opdaget, at Liberal Alliance er en del af en regering, som har fremlagt historiens mest ambitiøse energiplan, og at vi har bebudet, at der kommer en klimaplan på den anden side af sommerferien – det er jeg helt sikker på hr. Morten Bødskov har opdaget – og den politik står vi selvfølgelig på mål for. Når jeg så talte om noget andet i min tale, var det ikke, fordi jeg ikke synes, at klima, den grønne omstilling og en fornuftig energipolitik er vigtigt. Så er det sådan set, fordi jeg også synes, det andet er vigtigt. Sådan er politik jo. Det er ikke et enten-eller, men et både-og.

Når det kommer til klimapolitikken, er vi jo fuldstændig på det rene med, at der er udfordringer. Vi skal lægge os i selen for at mindske CO 2 -udledningen, og vi skal gøre det på en måde, hvor vi får mest mulig vedvarende og bæredygtig energi for pengene, fordi vi jo er, når det kommer til sådan nogle ting, et snusfornuftigt parti. Derfor er jeg egentlig glad for, at der i det udspil, som regeringen er kommet med, jo ud over ambitionsniveauet, som er højt, også er den del, som går ud på, at når vi skal investere i vedvarende teknologi og vedvarende energi, skal vi gøre det på en måde, hvor vi ikke i forvejen har udpeget, hvilken teknologi som er den rigtige – altså et teknologineutralt udbud. I alt for lang tid har vi i Folketinget bildt os ind, at det er os, der er eksperter på teknologi. Det er vi ikke, men det er os, der har ansvaret for at sætte rammerne for, at dem, der er eksperter, kan udfolde deres teknologier.

Er der en bemærkning til? Ja, værsgo.

Tak for det, formand. Jeg tror, vi alle sammen kan høre, at det med klimaet er svært at få ud over rampen, når man er politisk ordfører for Liberal Alliance.

Det er jo rigtig nok, at der er masser af skatte- og afgiftslettelser i den energiplan, som regeringen har fremlagt. Problemet for Liberal Alliance er jo bare, at hvis man gerne vil gøre noget godt for klimaet, hvorfor giver man så skatte- og afgiftslettelser, som med formanden for Klimarådets egne ord godt nok er skatte- og afgiftslettelser, men ikke er noget, der gavner klimaet? Er det ikke bare sagens kerne, at når det handler om Liberal Alliance og klimaet, er det en meget, meget svær sag? Det handler om skatte- og afgiftslettelser, og man har sågar ordførere, som er til stede i salen her i dag, som har betvivlet, at hovedparten af klimaforandringerne overhovedet er menneskeskabte.

Værsgo.

Men jeg synes ikke, det her er svært, og jeg betvivler ikke, at klimaforandringerne er menneskeskabte – bare for at få det fuldstændig slået fast.

Så er det rigtigt, at der i det udspil, som regeringen er kommet med, også er indlagt elafgiftslettelser. Det handler helt banalt om rimelighed, og det handler også om, at det skal være attraktivt at købe den grønne strøm. Når danskerne modtager deres elregning derhjemme, kan de se, hvor mange kilowatt-timer de har brugt, og hvad det koster, og vi er det land i Europa, hvor den største andel af prisen, vi betaler pr. kilowatt-time, udgøres af afgifter. Det kan man selvfølgelig godt synes er rimeligt. Det rammer socialt skævt, fordi energi, el, jo er noget, vi alle sammen bruger, og jo dyrere prisen er, jo flere afgifter vi lægger på den, desto hårdere rammer det sådan set dem, der sidst på måneden har færrest penge tilbage til sig selv at gøre godt med. Det er så åbenbart Socialdemokratiets politik. Det synes jeg vi skal tage et opgør med.

Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak, og tak til fru Christina Egelund for talen. Jeg var især glad for den del, der handlede om legalisering af cannabis. Det er jo et sted, hvor vi i Enhedslisten og Liberal Alliance er enige.

Et andet sted, hvor vi i hvert fald, kan man sige, plejede at være enige, er i spørgsmålet om retten til privatliv og retten til personlige oplysninger. Med den nye persondatalov er det blevet muligt for forvaltninger at dele oplysninger. Og regeringen har jo besluttet i sin såkaldte aftale om parallelsamfund, at det nu skal være muligt at dele oplysninger om borgere uden borgernes godkendelse – at dele oplysningerne og bruge dem til noget andet end det, de var indsamlet til. Der vil jeg bare gerne spørge fru Christina Egelund, om Liberal Alliance virkelig mener, at det kan være rigtigt, at staten på den måde skal lave et indgreb i borgernes privatliv.

Værsgo.

Men spørgeren glemmer jo en væsentlig del af det, som spørgeren remser op, netop at vi jo lige før, altså nærmest 2 minutter før, at den lov skulle vedtages, fik ført ind, at når der skal ske samkøring af registre til formål, som er uforenelige med det, som de oprindelig var indsamlet til, så er det jo ikke noget, en regering eller en minister bare kan gøre efter sit forgodtbefindende, så er det faktisk noget, som der skal være et flertal for i Folketinget. På den måde er der demokratiske kontrol også med den proces, og sådan må det jo være.

Der er det da klart, at når vi så bliver stillet over for de spørgsmål i Retsudvalget eller i andre relevante fagudvalg og en minister kommer og beder om retten til at samkøre registre, tror jeg da egentlig, at Liberal Alliance og Enhedslisten ofte vil se ens på, hvor langt man skal gå, hvor meget man skal tillade i de modsatrettede hensyn, som der jo er imellem på den ene side retten til privatliv, beskyttelse af ens private data, og på den anden side jo hensynet til også at have en effektiv offentlig sektor.

Fru Rosa Lund.

Så vil jeg bare gå lidt videre og spørge Liberal Alliance, hvor langt de er villige til at gå, for Liberal Alliance er jo sådan set en del af en regering, en del af en aftale, der handler om, at man for at beskytte eller kunne opspore socialt udsatte børn skal kunne dele data. Det, som vi i Enhedslisten endnu ikke har kunnet få svar på, er, hvad det er for nogle børnefamilier, det her drejer sig om, hvad det er for nogle børn, det her drejer sig om. Derfor vil jeg gerne høre Liberal Alliance: Hvor langt er I villige til at gå?

Værsgo.

Når det kommer til spørgsmålet om datasikkerhed, og hvad vi kan tillade, at offentlige myndigheder bruger vores data til – altså til hvilke formål – har vi i Liberal Alliance det fuldstændig principielle udgangspunkt, at de dataspor, vi hver især efterlader os, i takt med at vi lever vores liv mere og mere digitalt, i udgangspunktet er vores egne. Jeg vil gå så langt som til sige, at de er omfattet af den private ejendomsret. Det er vores . Det er så den ene side af det.

Så er der den anden side. Ved indsamling af data kan man f.eks. komme langt i forhold til forskning, og man kan også komme langt i det, som fru Rosa Lund spørger til, nemlig at hjælpe socialt udsatte familier. Så er det en politisk vurdering, hvad man så synes er et legitimt formål. Der synes jeg f.eks., at det er et legitimt formål at ville hjælpe udsatte børn. For hvis det system, vi har i dag, med indberetninger, altså så at sige manuelle indberetninger, fungerede, ville vi ikke have så mange børn, som vokser op under de dårlige vilkår, som det jo så desværre er tilfældet i Danmark. Derfor synes jeg, at der er behov for en indsats over for de børn.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det, og tak til fru Christina Egelund for talen. Der var også elementer, jeg var glad for, nogle mere end andre. Noget af det, jeg var glad for, var, da fru Christina Egelund sagde, at vi skal have mere frihed, mere selvbestemmelse. Nogenlunde sammenfaldende med at Liberal Alliance havde siddet i regeringen i 1 år, nemlig i slutningen af 2017, udtalte Louise Holck, som er vicedirektør i Institut for Menneskerettigheder dette her, og jeg citerer:

»Men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet så mange eksempler på, at grundlæggende frihedsrettigheder tilsidesættes, som det vi har set det seneste år.«

Louise Holck nævner jo så opholdsforbud, zoneforbud, lejrforbud, tildækningsforbud, og jeg kunne jo så supplere med de nye forbud, nemlig forbuddet mod at bo, hvor man vil, hvis man er på særlige overførselsindkomster, og nu også tvungen vuggestue til 1-årige i særlig udsatte boligområder. Hvordan kan Liberal Alliance stå på mål for en regering, som i den grad indskrænker vores frihedsrettigheder?

Værsgo.

Som liberal vågner jeg ikke hver morgen med et hedt ønske om at indføre et nyt forbud eller en ny tvangsforanstaltning et eller andet sted. Nu opremsede fru Carolina Magdalene Maier en række eksempler. I forhold til det sidste eksempel om det her med institutioner ville jeg da ønske, at vi ikke stod i en situation, hvor det var nødvendigt at tage sådan nogle midler i brug. Helt ærligt, det ville jeg. Men det er jo bare det, tilfældet er, for når det kommer til integration og til at gøre op med de lommer af parallelsamfund, som vi har i Danmark, er det jo sådan noget, vi har talt ufattelig meget om. Vi har snakket og snakket og snakket om det i efterhånden flere årtier. Vi har faktisk talt så meget om det, at tonen i sig selv på et tidspunkt blev et politisk issue. Så nej, i den ideelle verden vil jeg da helst leve i et samfund, hvor det ikke var nødvendigt, men jeg savner bare svar, også fra spørgerens parti, på, hvad man så gør. For vi kan heller ikke bare blive ved med at snakke og snakke og snakke og sidde i rundkreds og tale om, at det godt nok også er synd for de her børn, uden at vise vilje til at gøre noget ved det.

Værsgo til fru Carolina Magdalene Maier.

Jeg kan garantere for, at vi er kommet med rigtig mange forslag til, hvad vi kunne gøre i stedet for, bl.a. jo Socialdemokratiets gode forslag om obligatorisk opskrivning, men ikke obligatorisk indskrivning, altså at alle danske børn og ikke kun dem i særlig udsatte områder skal opskrives til vuggestue, når de bliver født. For vi har ikke prøvet alt muligt andet. Det er 500 børn om året, vi taler om, det er 500 familier om året, vi taler om. Vi har ikke prøvet at sætte os rundt om bordet i et forhandlingslokale og blive enige om at sige, at vi da skulle gå ud til de 500 familier med en virkelig målrettet opsøgende indsats og sige: Værsgo, her er der et tilbud til jer. Vi vil meget stærkt anbefale, at I tager det, for det er godt for jeres børn. Det ville jeg meget hellere gå med til. Så min pointe er bare, at vi ikke har prøvet alt muligt andet først. Man har grebet til tvang og forbud med det samme, og det er sådan set det, jeg anfægter.

Værsgo.

Men det er jo ikke rigtigt, at man ikke har prøvet andet først. Helt ærligt, hvis jeg kunne nummeret på, hvor mange forskellige integrationsprojekter, der har været forsøgt, både fra statens side, men også ud i kommunerne – altså, man har prøvet, og desværre er resultatet bare, at man ikke er lykkedes. Ville jeg ønske, vi stod i en anden situation, hvor det ikke var nødvendigt at tage de virkemidler i brug, som vi ved kommer til at virke? Ja, det ville jeg da ønske, men det er bare ikke der, vi er. Nogle gange må man også bare tage bestik af den virkelighed, som vi lever i.

Så vil jeg egentlig bare tilbage til det, som var spørgerens oprindelige pointe i forhold til det her med at være liberal. Jeg har noteret mig, at fru Carolina Magdalene Maier i de sidste par dage på Twitter har hævdet, at hun repræsenterer et liberalt parti. Der vil jeg bare sige, at det ikke er foreneligt med at være liberal, at man vil afskaffe den private ejendomsret og indføre tvungne kødfrie dage i den offentlige sektor osv. osv.

Ja tak! Vi skal prøve at overholde taletiden – nu lyder jeg snart som Jacob Haugaard. Men vi skal prøve at overholde taletiden, for ellers bliver det en meget, meget lang dag. Det gør det nok alligevel, men lad os prøve.

Så er det hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre.

Jeg ved ikke helt, hvordan man skulle tolke svaret til fru Carolina Magdalene Maier, for det blev sådan lidt, at i Liberal Alliance er man liberal, indtil man synes, at nu har man snakket nok, og så er værdierne ikke længere så vigtige – eller hvordan skulle det forstås? Altså, når det skal stå sin prøve i virkeligheden, er værdierne ikke så vigtige, at det gør noget. Så kan man godt lige indføre lidt tvang og lidt forbud hist og pist.

En af de problemstillinger, som jeg synes er åbenlyse på det område, men som er udeladt, er jo det med at få os til at mødes på kryds og tværs. Det lykkedes os at få en delaftale omkring daginstitutionerne, men hvad med skolerne, og hvad med gymnasierne, som endda var en del af regeringens udspil?

Altså, hvad er det, der gør, at vi fra undervisningsministerens side, som jo er fra Liberal Alliance, hele tiden møder en modstand eller en tøven over for det helt oplagte, nemlig at i stedet for at behandle folk forskelligt, afhængig af hvor de bor, så få folk til at mødes på kryds og tværs, sådan at vi ikke oplever, at dem, der ikke har dansk som modersmål, går på de samme skoler og de samme gymnasier – men at vi mødes, får tillid til hinanden, lærer af hinandens normer, sprog og kultur.

Det er da et godt liberalt synspunkt, at vi mødes som lige folk og behandles ligeværdigt, i stedet for at basere det på, hvad vores adresse er.

Værsgo.

Nogle gange er ord simpelt hen så taknemmelige. Det lyder jo fint, for det er da dejligt, at man så skal mødes på kryds og tværs med de forskelligheder, man har, og sætte sig sammen og sådan noget. Det er fuldstændig umuligt at være uenig i. Hvis man så dykker ned i det, der ligger bag det, hr. Morten Østergaard siger, så handler det jo om at ophæve det frie gymnasievalg, altså at gøre op med gymnasieelevernes rettighed til selv at bestemme, hvor de gerne vil gå i gymnasiet.

Så handler det om fordeling efter etnicitet. Altså, prøv lige at smage på det: fordeling efter etnicitet. Helt ærligt: Det er ikke sådan et samfund, jeg har lyst til at leve i. Derfor skal vi jo have en tilgang, hvor vi går ind på de gymnasier, hvor der er konkrete problemer, fordi der er gymnasier, hvor der er problemer, i stedet for at vi så laver et generelt opgør med det frie gymnasievalg. Lad os da løse problemerne dér, hvor de er, i stedet for over en bred kam at fratage alle danske gymnasieelevers ret til selv at bestemme, hvor de går i skole.