Tak for det, og først og fremmest tak for en god debat her de sidste 5 timer.
Det vidner jo om et stort engagement i rigsfællesskabet og en interesse for at diskutere de udfordringer og muligheder, vi har.
Jeg synes, det har været spændende at lytte til, og jeg synes, der har været mange nuancer.
Jeg synes også, det har været rart at få foldet ud, at det her ikke bare er sådan en diskussion mellem Danmark, Grønland og Færøerne, men det er også en diskussion mellem Danmark og Grønland, mellem Danmark og Færøerne og mellem Færøerne og Grønland.
Der har været mange nuancer, og det er også blevet tydeliggjort, at de to andre lande i rigsfællesskabet, Færøerne og Grønland, står helt forskelligt og har et forskelligt udgangspunkt og dermed også forskellige udfordringer.
Og det er måske godt at tage ned.
For jeg er sådan set meget enig med hr.
Christian Juhl, som lidt uvant for mig lagde ud med en ros, som jo i virkeligheden gik på, at vi skulle have en konkret tilgang til tingene.
Hr.
Christian Juhl nævnte, at når man læste den redegørelse, jeg har oversendt forud for drøftelserne her i dag, så er den jo i virkeligheden rig på en række små og store tiltag, som har fundet vej fra tanke til virkelighed.
Fru Aaja Chemnitz Larsen var egentlig i det samme spor med en række sådan konkrete eksempler på ting, der betyder noget i virkeligheden.
Og jeg kan sådan set godt lide den tilgang.
Jeg er helt med på, at den her debat har forskellige dimensioner.
Hr.
Magni Arge sagde var jo tydeligst af alle ved i virkeligheden at udfordre, om vi overhovedet har et rigsfællesskab; det er et såkaldt rigsfællesskab, sagde han.
Det er jo sådan den ene yderlighed i debatten, og det kan man teoretisere meget længe over.
Det andet hjørne er jo det mere praktiske og konkrete, og jeg kan godt lide den tilgang.
For små to uger siden stod jeg ret mange meter under Atlanterhavet mellem Streymoy og Eysturoy, hvor der er et tunnelbyggeri i gang, som bl.a.
betyder, at man kommer til at anlægge den eneste rundkørsel under Atlanterhavet, et ret imponerende projekt, som, når det er færdigt, følges op af endnu en tunnel fra Streymoy til Sandoy – et projekt til vel omkring et par milliarder kroner.
Det svarer vel i løse tal til noget, der ligner 10 pct.
af det færøske bruttonationalprodukt – ganske imponerende.
Og det fik mig egentlig til at tænke over de oplevelser, jeg selv har haft på Færøerne de sidste ca.
30 år.
Jeg kan jo huske de første besøg.
Når man landede i Vágar, skulle man med færge, og nu har man så en oplevelse af et færøsk samfund, der hænger sammen – med en fantastisk udvikling til følge.
Hvis man erindrer sig den historie, kan man også erindre sig, hvordan der faldt muntre bemærkninger i den danske debat i 1980'erne og 1990'erne om disse færinger, som ikke kunne se et fjeld uden at bore hul i det, om verdens største blokfløjter, og hvordan det ellers blev betegnet.
Men her bagefter må man jo bare konstatere, at der er skabt en infrastruktur, som har haft en ufattelig betydning for udviklingen af det færøske samfund.
I forhold til den debat – og jeg vender tilbage til det om lidt – der nu pågår i Grønland om lufthavne, så er det jo virkelig tankevækkende, at der altså for tiden er et konstruktionsarbejde i gang på Færøerne, der modsvarer 10 pct.
af det færøske BNP, uden at vi overhovedet så at sige har hørt om det i Danmark eller diskuteret det i Danmark.
Det er håndteret af Færøerne selv, og det er endda uden egentlig garanti fra den færøske landskasse.
Det er midler, der er skaffet på det åbne finansieringsmarked, men jo altså dekoblet, sådan at der ikke er nogen kobling mellem investorer og ejerkreds og der derfor også kan være en tryghed på Færøerne over for, at den her meget centrale infrastruktur ikke pludselig er på nogle hænder, hvor man ikke selv kan kontrollere det.
Hvorfor nævner jeg det?
Det nævner jeg, fordi jeg sagtens kan forstå, at der i det grønlandske samfund er en tilsvarende ambition – omend med en helt anden geografi, for tunneller rækker ikke, afstandene er for store, men der er det så lufthavne – om at udvikle en infrastruktur som en forudsætning for at få økonomisk vækst.
Jeg forstår det til fulde.
Det konkrete projekt i Grønland er så, kan man sige, dobbelt så stort, både målt på den ene og den anden parameter.
Det er vel i omegnen af 3,6 mia.
kr.
modsvarende 20 pct.
af det grønlandske bruttonationalprodukt.
Det er et kæmpe projekt.
Men jeg har stor forståelse for, at man tænker de tanker.
Når jeg så har tilladt mig i dagens debat og også forud for dagens debat at hejse et lille flag for at fremme en eftertanke i Grønland, er det, fordi jeg tror, det er ualmindelig vigtigt, at man i udviklingen af det grønlandske samfund og specielt i en situation, hvor man øjensynlig har selvstændighed som ambition, tænker:
Hvordan udvikler vi uden i virkeligheden at gamble med vores selvstændighed ved at risikere at komme i en situation, hvor andre får fordringer på en?
Jeg siger selvfølgelig i høj grad det her til fru Aleqa Hammond, som i ret markante vendinger gik i rette med mig.
Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg på den ene side fuldstændig anerkender behovet for de her investeringer i infrastruktur, for det er en vigtig forudsætning for erhvervsudvikling og nye arbejdspladser, og det er noget, som Grønland har brug for – det færøske tunneleksempel tjener som et eksempel på, hvad det kan betyde – men jeg er på den anden side bare nødt til at gentage også her ved afslutningen af debatten, at afhængigt af finansiering og eksterne samarbejdspartnere kan investeringer i lufthavnsprojekter have udenrigspolitiske perspektiver.
Det må vi insistere på at drøfte med det grønlandske landsstyre, og det er ikke et udtryk for, sådan som det blev antydet, dobbeltstandarder, overhovedet ikke.
Både Danmark og Grønland og Færøerne og alle mulige andre lande kan have meget godt ud af et samarbejde med f.eks.
Kina.
Det siger sig selv.
De fleste lande, og det gælder også Danmark, tager gerne imod investeringer, men mange lande har samtidig indført mekanismer, der kan forhindre udenlandsk opkøb i særlig strategiske sektorer.
Det gælder USA, det gælder Tyskland, og der foregår også i øjeblikket i Europa en diskussion om investeringsscreening og særlige investeringsscreeningsmekanismer.
Det er en debat, vi også er nødt til at have i Danmark og ikke kun i Danmark-Danmark, men i rigsfællesskabet Danmark.
Det er et arbejde, vi har sat i gang, og vi håber naturligvis, at både Grønland og Færøerne vil engagere sig i det.
For på den ene side skal vi være åbne over for investeringer, men på den anden side skal vi ikke være naive, for ikke alle udenlandske investeringer er nødvendigvis gavnlige eller gode investeringer.
Så valg af eksterne samarbejdspartnere kan have udenrigspolitiske perspektiver.
Det er så også i det lys, at jeg ikke bare i dag, men gentagne gange på vegne af min regering har signaleret en interesse i at have en dialog med Grønland om, hvordan vi i fællesskab kan fremme den udvikling, som man ønsker sig i Grønland, i forhold til erhvervsudvikling og infrastruktur.
Så når fru Aleqa Hammond sådan lidt frit citeret, for jeg fik ikke skrevet det hele ned, sagde, at man har brug for udenlandske investeringer, og at der er en interesse derude – jeg tror, at Kina blev nævnt – og sagde, at det samme desværre ikke gælder fra dansk side, er jeg simpelt hen nødt til at anholde det, for det er positivt forkert.
Så sent som eller for så lang tid siden, kunne man sige, som forud for en tilsvarende debat, vi havde i maj måned sidste år her i Folketingssalen, skrev jeg en kronik, som efter min bedste erindring både blev bragt i Jyllands-Posten og i Grønlandsposten, hvor jeg skrev, og jeg citerer:
»Det fremgår af koalitionsaftalen« – det er så den koalitionsaftale, der var for den regering, der var på det pågældende tidspunkt – »at Naalakkersuisut ønsker, at der oprettes en fælles dansk-grønlandsk udviklingsfond til investeringer i rentable anlægs- og infrastrukturprojekter i Grønland.
Regeringen er naturligvis parat til at drøfte det spørgsmål, hvis Naalakkersuisut henvender sig.«
Jeg har så ikke fået nogen henvendelse, og jeg gentager budskabet her i dag.
Jeg tror ikke, at jeg kan sige det meget tydeligere, end jeg nu har gjort det, at jeg fuldstændig anerkender behovet for og ambitionen om at lave infrastrukturinvesteringer, der kan fremme en erhvervsudvikling, fremme en turismeudvikling og fremme en mere bæredygtig økonomi.
Jeg anerkender fuldstændig behovet for, at det fordrer investeringer, der også kommer udefra.
Men jeg har også nu i flere debatter sendt det meget klare signal, at det indgår den danske regering gerne i en drøftelse med den grønlandske regering om.
Hvis det ikke har stået klart før, håber jeg, at det står helt klart nu.
Så har jeg i øvrigt ikke tænkt mig at stå og kommentere på hele debatten, for der er egentlig ikke noget i debatten, der gør, at mit første indlæg ikke kan blive stående, men måske komme med en enkelt kommentar om det med sproget, som har fyldt lidt.
Og det tankevækkende er, at det fylder sådan lidt på to fronter, for der bliver bl.a.
rejst spørgsmålet om deltagerbetaling for danskundervisning til grønlændere og færinger, altså i Danmark, og det er jo relevante spørgsmål og noget, vi skal se på.
Og det ligger mig sådan set også personligt meget på sinde, for vi skal passe på, at vi ikke skaber sprogbarrierer.
Men det er måske alligevel lidt tankevækkende, at diskussionen om deltagerbetaling for danskundervisning i Danmark bringes op, samtidig med at prioriteringen af det danske sprog i Grønland er til debat.
Jeg er helt på det rene med, hvad der også blev sagt fra fru Aleqa Hammonds side, nemlig at det sådan set er en grønlandsk beslutning.
Men i en åben og ærlig debat, hvor der også er en fordring på, at vi skal udvikle rigsfællesskabet og samarbejdet, er vi nødt til at være ærlige over for hinanden.
Og jeg bliver nødt til at sige, at diskussionen om det danske sprogs placering i Grønland bekymrer mig dybt.
Danmark står åben for alle grønlandske unge, der har lyst til at dygtiggøre sig – for alle grønlandske unge, der har lyst til at dygtiggøre sig – men forudsætningen for at kunne tage det spring er nu engang, at man mestrer det danske sprog, ligesom chancerne for, at man lykkes, når man har taget springet, afhænger af, om man kan håndtere det danske sprog.
Og derfor må jeg sige, at jeg er meget på linje med fru Aaja Chemnitz Larsen, der, som jeg lyttede mig frem til, sådan set udtrykte en bekymrethed over, hvordan en eventuel nedprioritering af det danske sprog i det grønlandske skolesystem vil sætte sig igennem i forhold til at give unge grønlændere mulighed for et uddannelsesløft.
Jeg deler de holdninger, der kom frem i den her diskussion fra hr.
Karsten Hønge, fra hr.
Martin Lidegaard, fra hr.
Marcus Knuth og fra hr.
Rasmus Jarlov, som jeg i hvert fald med sikkerhed noterede mig havde den samme bekymrethed, som jeg her giver udtryk for.
Og jeg er helt på det rene med, at det ikke er noget, jeg har nogen formel indflydelse på, men jeg vil bare gerne bruge lejligheden her til at understrege vigtigheden af, at man får tænkt sig om, og at man ikke i en symbolik i virkeligheden får lukket døren for det, man gerne vil, nemlig ruste sin befolkning kompetencemæssigt til at kunne stå på egne ben med det ultimative ønske og den ultimative ambition nede bagved:
at ruste hele samfundet til at stå på egne ben.
Selvstændighed er jo ikke noget absolut.
Suverænitet er ikke noget absolut.
Vi lever i en tid og på en klode, hvor ingen jo kan alting selv, og hvor man er nødt til, uanset om man er et stort eller et lille land, at alliere sig og dele beslutningskompetence med andre.
Det gælder Danmark som medlem af Den Europæiske Union, som medlem af Nordisk Råd, det gælder Færøerne, og det gælder også Grønland, og det kommer til at gælde både Færøerne og Grønland ind i evigheden – ind i evigheden.
Det er jo ikke nødvendigvis det samme, som at organisationen skal være den samme som i dag, men det kommer til at gælde ind i al evighed, at ingen kan stå i kraft af sig selv.
Jeg har været glad for, at der har været flere her i debatten, der frem for at blive i det her lidt mere teoretiske hjørne – om, hvilke rammer grundloven sætter for selvstændighed; hvad det er for en tidsplan, man skal forfølge; hvordan processerne er; om Danmark har markeret eksternt i forhold til FN, at vi anerkender det færøske folks selvbestemmelsesret; og den slags sådan mere teoretiske ting – har haft, for at sige det ligeud, snuden i sporet på det, det handler om, nemlig:
Hvad skal der til, for at man altså reelt står på egne ben i den betydning, at man har en bæredygtig økonomi, at man har en bæredygtig samfundsmodel, at man har lige værd i sit samfund, at man ikke efterlader nogen på perronen, og at man har en ordentlig gennemsnitlig levestandard?
Det er jo det, der betyder noget.
Derfor vil jeg bare slutte af med sådan en appel om – idet jeg gerne vil gentage, at det ultimative spørgsmål om grønlandsk eller færøsk selvstændighed er beslutninger, der tages hos det færøske eller det grønlandske folk – at man har lyst til at samarbejde om at fremme det, der ligger nede bagved, altså det, der betyder noget, nemlig at folk har noget at stå op til, at man kan tjene sine egne penge, at man ikke er gået i en rentefælde hos nogle, som tænker meget langsigtet og meget strategisk, så man i virkeligheden fremmer det, det handler om, altså at man kan bære sig selv, uanset hvilken formel juridisk ramme det så udleves i.
Jeg tror, jeg vil indskrænke mig til at sige dette, og stiller mig så naturligvis til rådighed for spørgsmål.