Det sidste punkt på dagsordenen er:

50) Forespørgsel nr. F 30:

Forespørgsel til justitsministeren:

Hvad vil regeringen gøre for at forhindre nysgerrige og anmassende personer i at hindre eller besværliggøre redningspersonalets og politiets livsvigtige arbejdsopgaver i forbindelse med ulykker?

Af Peter Kofod Poulsen (DF), Liselott Blixt (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 11.04.2018. Fremme 13.04.2018).

Jeg gør også her opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 31. maj 2018.

Vi skal have begrundet forespørgslen, og det er ved ordføreren for forespørgerne, hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Der findes simpelt hen intet meningsfuldt ved ulykker, men det gør det endnu mere meningsløst, hvis de folk, som skal være der på pletten med hjælpen, som skal nå frem og redde liv, som skal sørge for at værne om de mennesker, der er kommet i vanskeligheder, ikke kan nå frem enten på grund af nysgerrige, der stimler sammen i kødrande, folk, der tager billeder, eller andre, der søger bevidst at genere myndighederne, når de skal nå frem i bestræbelsen på at redde folk på det, der vel kan kaldes den værste dag i ens liv – den dag, man kan blive udsat for en katastrofe, og hvor man har brug for andres hjælp. Det findes der ikke noget meningsfuldt i.

Jeg synes, det er væsentligt, at vi i Folketinget diskuterer den situation, at der jo desværre nogle gange er en tendens til, at det er svært for dem, der skal håndhæve lov og orden, at det er svært for vores myndigheder at nå frem i ulykkessituationer – at de kan have vanskeligt ved det, fordi nogle stiller sig i vejen. Det er et meget, meget stort problem, og det er med til at gennemhulle den tryghed, vi vel alle sammen skal have, både til hinanden, men også til samfundet, den dag, vi selv kommer i vanskeligheder. Der skal i hvert fald være nogle til at tage hånd om det.

Så derfor ser jeg meget frem til den debat her. Man kan sige, at den jo delvis hænger sammen med den forespørgselsdebat, som vi netop har afsluttet. Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi fra Dansk Folkepartis side håber, at Folketinget vil stille sig lige så velvilligt i den her debat, som man gjorde det i den forrige. Det er meget vigtige emner, der diskuteres, så det har vi selvfølgelig en forhåbning om. Men jeg ser frem til debatten og til ministerens besvarelse og til ordførernes indlæg. Tak.

Tak til hr. Peter Kofod Poulsen for begrundelsen. Nu skal vi så have besvarelsen, og det er justitsministeren. Værsgo.

Tak for det. Også denne forespørgsel rejser et rigtig vigtigt emne, hvor en offentlig debat bestemt er gavnlig. Jeg tror ikke, at der er noget nyt i, at ulykker tiltrækker sig den menneskelige opmærksomhed. Det kan jo enten være for at se, om man kan hjælpe til på nogen måde, eller det kan være af ren og skær nysgerrighed. Men det må selvfølgelig aldrig være sådan, at personer i ulykkessituationer hindrer eller hæmmer politiets, ambulancereddernes eller brandfolks arbejde, fordi de står og tager billeder eller lignende.

Det siger sig selv, at det er fuldstændig uacceptabelt og total mangel på respekt for de tilskadekomne, deres pårørende og det politi og redningsmandskab, som har til opgave at hjælpe dem, der er kommet til skade. Det hører ingen steder hjemme, at nogle kan finde på at lægge hindringer i vejen eller besværliggøre arbejdet for de mennesker, der står i frontlinjen, med at udføre et livsvigtigt arbejde for at hjælpe os andre, når vi er i nød. Det er jo dem, der skal passe på os alle sammen og komme til hjælp, når vi har brug for det.

Det kan være strafbart at hindre eller hæmme politiets og redningsmandskabets arbejde. Straffelovens § 119, stk. 3, kriminaliserer hindringen af bl.a. politiets, ambulancereddernes og brandfolks arbejde. Hvis nogen forhindrer deres arbejde, kan det være strafbart efter bestemmelsen, men for at kunne blive straffet, er der et krav: at den gældende har forsæt, som det hedder i strafferetten, til at forhindre udførelsen af arbejdet, f.eks. hvis man gør det med vilje. En overtrædelse af § 119, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Politiets erfaring er, at selv om de oplever stigende udfordringer med nysgerrige personer ved uheldssteder, følger langt de fleste heldigvis politiets anvisninger og afspærringer.

Herudover er det sådan ifølge færdselslovens § 7, stk. 5, at uvedkommende ikke må komme så tæt på et uheldssted eller brandsted, at redningsarbejdet eller slukningsarbejdet, herunder kørsel til eller fra stedet, derved hæmmes. Tilfælde, hvor forbipasserende tager billeder eller optager video af et uhelds- eller brandsted, vil efter omstændighederne kunne udgøre en overtrædelse af færdselslovens § 7, stk. 5, hvis redningsarbejdet af den grund er blevet hæmmet. For at kunne blive straffet efter bestemmelsen i færdselsloven er det et krav, at den pågældende har udvist uagtsomhed. En overtrædelse af færdselslovens § 7, stk. 5, straffes med bøde.

Men uanset hvad der end kræves – for man kan jo blive straffet efter de to bestemmelser – så ændrer det ikke ved, at man skal tænke sig om og grundigt overveje, om man er til gene for de politi- eller redningsfolk, der rent faktisk har noget at gøre på stedet. Vi har alle sammen et personligt ansvar for at udvise den fornødne hensynsfuldhed, respekt og omtanke for de tilskadekomne, og vi skal hver især gøre vores til, at politi og redningsmandskab i en ulykkessituation har de bedst mulige arbejdsvilkår.

Det skal jo ikke være sådan, at politi og redningsfolk skal have fokus på at fjerne nysgerrige og anmassende personer, der stimler sammen omkring et ulykkessted. Politiets primære fokus i ulykkessituationer er rettet mod at redde liv, at løse politimæssige opgaver i direkte tilknytning til ulykken, f.eks. trafikregulering og afskærmning, og at koordinere den samlede redningsindsats.

Når det er sagt, går jeg naturligvis ud fra, at politiet bruger de redskaber, de har. Det gælder også muligheden for at rejse sigtelse, hvis de vurderer, at det er relevant i den konkrete situation.

Som sagt tror jeg ikke, at der er noget nyt i, at ulykker er genstand for den menneskelige nysgerrighed, og trangen til at få det hele med og være tæt på, hvor det sker, kan måske være så stærk, at nogle her glemmer for en stund, hvordan deres adfærd også har konsekvenser, måske endda meget alvorlige konsekvenser for deres medmennesker.

Som jeg også nævnte under den tidligere forespørgselsdebat, brugte politiet i forbindelse med det store motorvejsuheld i marts Twitter til at gøre bilister i nærheden af uheldet opmærksom på, at de skulle give plads til redningskøretøjer. Politiet opfordrede samtidig til, at folk ikke delte billeder af de tilskadekomne på nettet. Politiet er opmærksom på udfordringerne med den uhensigtsmæssige adfærd og med nysgerrige personer ved ulykkessteder, og de har fokus på, hvordan de bedst imødegår udfordringen, når de rykker ud til en ulykke.

Myndighederne er altså allerede opmærksomme på problemet, men der er behov for en yderligere oplysningsindsats. Rigspolitiet vil derfor i dag komme med et oplysningsinitiativ – og igen her vil jeg også sige: Lad os bare kalde det en moralsk opsang – som skal være med til at øge borgernes opmærksomhed på deres adfærd i forbindelse med ulykker og få dem til at tænke mere over konsekvenserne af deres adfærd i sådan nogle situationer. Rigspolitiets vil samtidig generelt vejlede om, at det efter omstændighederne kan være strafbart at hindre eller hæmme politiets og redningspersonalets arbejde i ulykkessituationer.

Igen vil jeg også i denne forespørgselsdebat understrege, at vi alle har et personligt ansvar for at sikre os, at vi i ulykkessituationer respekterer de involverede, deres pårørende og deres brug for hjælp.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Peter Kofod Poulsen. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er engang af en klog mand sagt om den menneskelige natur, at hvis man fyldte et teater op med folk, og hvis man, efter de havde sat sig til rette og gjort sig klar, orienterede dem om, at der var sket et uheld uden for teatret, så ville de alle sammen myldre ud, fordi de hellere ville se uheldet, end de ville se det teaterstykke, de egentlig var gået ind for at se. Det gamle udsagn fortæller jo et eller andet om noget af det grimme ved den menneskelige natur, nemlig at nyheder om andres ulykker og katastrofer til alle tider har været noget, der har fanget vores interesse, og noget, man gerne vil opleve.

Det har desværre skabt nogle kedelige tendenser. Det betyder, at når der er trafikuheld, så ser man de her glokøer, som jeg tror de meget nedsættende kaldes, hvor hastigheden sættes ned, fordi folk vil nå at kigge med, nogle holder måske helt ind og holder stille, der dannes en kødrand af mennesker omkring ulykkesstedet, og det er noget, der i den grad kan være med til at sinke det arbejde, der skal gøres fra myndighedernes side for at sikre, at folk, der måtte være impliceret, hurtigst muligt kan få hjælp.

Der findes altså noget i den menneskelige natur, som i et eller andet omfang betyder, at folk drages af det her og stopper op. Nogle gør det, som ministeren var inde på i sin tale, måske ubevidst, og i det øjeblik, politiet gør dem opmærksom på, at de skal flytte sig, så vil de gerne rette ind og flytte sig. Det er den ubevidste del af det, og den er sådan set slem nok.

Så er der en anden del af det, og det er det, man i de her år ser rigtig meget til i Sverige eller andre europæiske lande, hvor folk måske mere bevidst forsøger at sinke eller genere myndighederne – brandvæsenet, ambulancer, politiet – når de rykker ud, og hvor man møder myndighederne med stenkast i stedet for med åbne arme, som man burde, når folk er i vanskeligheder. Det er den del, vi endnu måske kun sjældent har set noget til i Danmark sammenlignet med andre lande, men den er jo mindst lige så bekymrende, hvis man skal tro på, at udviklingen for resten af Europa på et eller andet tidspunkt også for alvor rykker til Danmark.

Så er der den del, der omhandler udrykningskørsel, hvor nogle benytter sig af muligheden for, at man kan trække efter en politibil eller en ambulance, der kommer i fuldt firspring for at redde liv, fordi det giver noget plads, hvilket også kan være til skade for andre mennesker.

Jeg synes, at når man kigger på, at respekten for autoriteter er faldende i lande som Danmark, så er det noget, vi bliver nødt til på en eller anden måde at håndtere. Som vi ser det i Dansk Folkeparti, er der to veje, man kan gå for at håndtere den her problemstilling.

Den første handler om en mentalitetsændring. Det er lige fra, at man selvfølgelig ikke holder ind og tager billeder, og til, at man selvfølgelig heller ikke nogen sinde kunne finde på at kaste sten efter de folk, der udfører et meget vigtigt stykke arbejde for vores myndigheder.

Den anden er sanktionsfronten. Vi er simpelt hen nødt til i meget høj grad at håndhæve de her regler og sørge for, at folk, der ikke kan finde ud af det her, får et ordentligt klap over fingrene. Vi er nødt til at sørge for, at der uddeles nogle gedigne bøder, og at risikoen for at få dem er stor. Det her må ikke bare være noget, hvor man trækker på skulderen og siger, at det jo nok går endda. Sådan skal det selvfølgelig ikke være.

Jeg synes, at ministeren særligt var inde på en god ting i sin tale, og det var den oplysningskampagne, man vil sætte i gang for at fortælle danskerne, at det her er problematisk. Ros til regeringen for det – det synes jeg er fornuftigt. Jeg synes også, man kunne overveje, om politiet har de redskaber, der skal til, for at man sådan for alvor kan sætte ind over for de her ting. Det kunne jo godt være, at man i langt højere grad, hvis man skal dokumentere nogle af de her ting – dokumentere, at folk står i vejen; dokumentere, at folk går meget tæt på og tager billeder eller generer nogle af dem, der arbejder; Fru Pernille Schnoor havde et godt eksempel på det i den foregående forespørgselsdebat, hvor hun fortalte om en situation, hvor det var lykkedes nogen at gøre det ret svært at lande med en helikopter, der skulle hjælpe en patient, der var kommet til skade – kunne overveje simpelt hen at plastre nogle af vores udrykningskøretøjer til med kameraer og sikre, at folk, der bryder de her regler, bliver stillet til ansvar, og at der er en mulighed for, også efter de er kørt, at man kan finde frem til dem og sende dem et ordentligt bødeforlæg og sørge for, at de kommer til at betale bagefter. Altså simpelt hen sørge for, at det her ændres, ved at der kommer nogle meget, meget klare sanktioner. Det ville vi i Dansk Folkeparti i hvert fald være helt åbne over for, og det er noget af det, vi vil tage op fremadrettet.

Så skal jeg huske at læse et forslag til vedtagelse højt, som heldigvis har vundet ret bred opbakning, idet alle tre regeringspartier, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale og Dansk Folkeparti er med.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger vigtigheden af det personlige ansvar og af, at man udviser hensynsfuldhed, respekt og omtanke i situationer, hvor personer er kommet til skade eller der er risiko herfor.

Folketinget noterer sig, at det efter omstændighederne vil være strafbart at lægge hindringer i vejen for, at ambulancereddere, brandfolk og politiet kan udføre deres arbejde. Folketinget noterer sig desuden, at politiet er opmærksomme på problemet, og at politiet fremover vil arbejde for at øge borgernes opmærksomhed på konsekvenserne af deres adfærd i ulykkes- og andre krisesituationer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 69).

Tak for ordet.

Tak til hr. Peter Kofod Poulsen.

Det oplæste forslag til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger.

Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Morten Bødskov, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er jo igen en forespørgsel, som er vigtig, og hvor det måske, som det har været nævnt, også handler nok så meget om moral, adfærd, værdier og en konstatering af, at i dag er det allerede strafbart, som både forespørgerne og justitsministeren har været inde på, hvis man lægger hindringer i vejen for politi, ambulance eller andet redningspersonale. Der er ingen tvivl om, at det må være forfærdeligt både for dem, som er kommet ud for en ulykke, men jo sandelig også for de myndigheder, som hver eneste dag kæmper for at komme frem til de her uhyggelige situationer, gøre deres arbejde, at de så nærmest skal kæmpe sig igennem den ene kø efter den anden, hvor folk, bevidst eller ubevidst, ikke kan finde ud af at flytte sig, for det handler jo om liv og legeme. Derfor er det godt, at vi får sat fokus på det.

Vi har lige inden forespørgslen her diskuteret en tangent af det, nemlig, at der jo også i de her situationer er folk, som ikke kan finde ud af, at man skal lade være med at stoppe op og tage billeder af de her situationer, og ej heller kan finde ud af, at man skal lade være med at dele dem på de sociale medier og nettet i øvrigt. Det her er jo en afart af det. Der er nogle steder i trafikken problemer med adfærden, og derfor synes jeg, at det er meget godt, det, som justitsministeren gør opmærksom på, at Rigspolitiet nu vil iværksætte en række tiltag, som sætter fokus på, at vi alle sammen har et ansvar for, at det her ikke finder sted. Så vi er meget tilfredse med, at justitsministeren og Rigspolitiet nu sætter de her ting i værk. Det her skal ikke finde sted, og det skal ikke være sådan, at de myndigheder, vi har, der skal passe på os, og som skal komme frem i de her situationer, bliver lagt hindringer i vejen.

Så Socialdemokratiet er helt enige i vigtigheden af at få den her debat. Det kan ikke være på sin plads, at nogen skal lægge hindringer i vejen eller besværliggøre redningspersonalets og politiets arbejde ved ulykker. Det hører ingen steder hjemme, det er ikke acceptabelt, og derfor støtter vi også det forslag til vedtagelse, som allerede nu har flertal i Folketinget, og som forespørgeren også læste op.

Tak til hr. Morten Bødskov. Den næste i rækken er hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Folketinget behandler i dag en forespørgsel om, hvad regeringen vil gøre for at forhindre nysgerrige og anmassende personer i at hindre eller besværliggøre redningspersonalet og politiets livsvigtige opgaver i forbindelse med ulykker.

Der er slet, slet ingen tvivl om, at forespørgselsdebatten her og baggrunden for den stillede forespørgsel har fuld opbakning i Venstre, skal jeg skynde mig at sige. Der er ingen – og jeg gentager ingen – i Danmark, der skal forsøge at forhindre redningspersonalets eller for den sags skyld politiets arbejde, hvad enten det er ved ulykker eller i anden sammenhæng, for vi har altså også set eksempler, hvor politiet ikke bliver modtaget i anden sammenhæng, så der gælder nøjagtig det samme her.

Det skal der skrides ind over for, og for mig er det bare vigtigt at understrege, at grundlaget for en indskriden fra myndighedernes side har vi gudskelov allerede i dag. Vi har straffelovens § 119, stk. 3, hvorefter det er ulovligt at forhindre den her form for arbejde, og vi har færdselslovens regler, hvorefter uvedkommende ikke må komme så nær til et uheldssted eller et brandsted, at redningsarbejdet eller slukningsarbejdet, herunder kørsel til og fra stedet, derved hæmmes. Så der er både regler som sagt i straffelovens § 119, og der er regler i færdselsloven, som forhindrer det.

Det er, som jeg sagde under den tidligere debat, desværre ikke nok, at vi har reglerne. De skal jo altså også føres ud i livet for at have en eller anden form for præventiv virkning. Der er det måske, at det har haltet inden for de senere år, grundet at politiet har måttet prioritere vigtigere ting, bander, terror, grænse og lignende, og det er der ikke noget at sige til.

Dertil kan jeg så bare sige, at i og med politiet nu får tilført bedre ressourcer, håber jeg også, at det her er et område, som man får overskud til at gøre noget ved, for uden en indsats er der ikke meget ved at have de pågældende regler i loven, så har det ikke megen generel præventiv virkning, for at sige det rent ud. Det er vigtigt, at politiet er opmærksom på problemerne, men det er jo bestemt også vigtigt, at borgerne er opmærksom på, at det er ulovligt, hvad enten det sker forsætligt eller uagtsomt, at komme til at hindre politiets arbejde ved ulykker. Derfor hilser jeg med glæde, at der kommer en oplysningsindsats omkring det her, og herunder altså også en oplysningsindsats om, hvor ulovligt det er, og hvad straffen i givet fald vil være, hvis man ikke retter sig efter det.

Så på det grundlag kan jeg sige, at Venstre i enhver henseende kan støtte det forslag til vedtagelse, der allerede har været læst op.

Tak til hr. Preben Bang Henriksen. Den næste er fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg skal nok lade være med at tage så meget af jeres tid, for det burde jo være fuldstændig logisk for alle mennesker, at man selvfølgelig ikke skal forstyrre eller forhindre politiets eller redningspersonalets arbejde, når der er sket en ulykke. Det synes jeg i hvert fald bør være fuldstændig logisk for alle. Når DF rejser den her debat, må det være, fordi det ikke er det, og at Dansk Folkeparti oplever, at der er et problem her. Og hvis der er det, vil jeg da bare sige tak til DF for at rejse debatten.

Jeg vil også sige, selv om det på en eller anden måde virker lidt mærkeligt, når man kommer fra Enhedslisten, at det lyder rigtig godt, som justitsministeren sagde, at der kommer en moralsk opsang fra politiet om, at man selvfølgelig ikke skal forstyrre politiets arbejde, når de er ved at opklare en ulykke – eller redningspersonalets arbejde for den sags skyld. Og de skal selvfølgelig også gøre opmærksom på, at det altså er ulovligt. Det kan være, at der er mange danskere, der ikke ved det – det ved jeg ikke noget om – men altså, det er ulovligt, og man skal ikke gøre det, og det er også, kan man sige, moralsk forkasteligt, synes jeg, at forstyrre nogle, der er i gang med at redde nogle mennesker ved en ulykke.

Så jeg vil egentlig ikke sige så meget mere, andet end at vi også kan bakke op om det forslag til vedtagelse, der er blevet læst op. Og ellers vil jeg sige tak for debatten. Vi må jo så håbe, at det her på en eller anden måde virker, og at redningsarbejde ved ulykker ikke længere vil blive forstyrret.

Tak til fru Rosa Lund. Den næste er hr. Villum Christensen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Selv om jeg nok ikke helt selv forstår det, har ulykker og uheld en stor tiltrækningskraft på nogle mennesker. De skal ligesom have det hele med, og det kan i nogle situationer skabe problemer for de mænd og kvinder, som skal redde liv. Det skal vi selvfølgelig dæmme op for, men jeg må også sige, at det selvfølgelig i sidste ende handler om et ansvar, der ligger hos den enkelte. Det er blevet nævnt tidligere, at det handler om moral, adfærd og værdier, og jeg kunne ikke være mere enig. Og ja, vi skal som samfund naturligvis gøre, hvad vi kan, for at forhindre det, bl.a. ved at straffe overtrædelser af lovgivning, som allerede eksisterer. Men man har altså også et personligt ansvar i det her, og det handler jo, ligesom vi drøftede det under den sidste forespørgselsdebat, på en eller anden måde om dannelse.

Så kan jeg forstå på ministeren, at Rigspolitiet er i gang med en oplysningskampagne – det blev kaldt en moralsk opsang, kunne jeg høre før. Og det kan vel ikke udtrykkes klarere; det er to gode ord, tror jeg, til lige præcis at udtrykke det, som det her handler om.

Så jeg har ikke så meget andet at sige, end at jeg håber på, at den her debat kan være med til at skabe opmærksomhed om problemet, så vi kan komme det her fænomen til livs. Vi støtter selvfølgelig også forslaget til vedtagelse.

Tak til hr. Villum Christensen. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Og tak til DF for at rejse den her debat. Da jeg skulle sidde og forberede mig til debatten, som jo handler om, sådan som forespørgslen lyder, hvad regeringen vil gøre for at forhindre nysgerrige og anmassende personer i at hindre eller besværliggøre redningspersonalet og politiets livsvigtige arbejdsopgaver i forbindelse med ulykker, så googlede jeg det for at finde artikler og episoder, for jeg havde egentlig en oplevelse af, at det her var noget nyt. Nu ved jeg ikke, om jeg er gået langt nok tilbage, men jeg blev overrasket over, at den første artikel, jeg faldt over, var fra 2004. Så det her er jo slet, slet ikke noget nyt, og jeg tror, jeg har en 10-20 artikler her, som viser, at i rigtig, rigtig mange tilfælde forstyrrer og ligefrem hindrer tilskuere politiets og redningsfolks arbejde på de steder, hvor ulykkerne sker.

I den artikel fra 2004 er der et citat fra en klinisk psykolog, Dodo Astrup, som skriver, at beskrivelsen af folks opførsel ikke er overraskende, og så citerer jeg:

»»Vi bliver draget af hverdagsdramaer, og det er et negativt træk hos folk, der gør, at vi vil se vold, blod og ødelæggelse. Man kan ligefrem tale om en tiltrækning af grusomheder,« siger Dodo Astrup. Hun fortæller, at folk i dag er mindre autoritetstro«, og det her er altså tilbage i 2004, »og dermed har mindre respekt for andres grænser. Det kan være forklaringen på, at folk ikke lytter til ordensmagten.« Og så siger hun videre: »Det er ganske enkelt forfærdeligt, at forældrene sørger for, at deres børn kan se ulykkerne. Det kan få store konsekvenser for børnene siden hen - de bliver skræmte og risikerer at blive langt mindre sensitive over for andres lidelser,« siger den kliniske psykolog.«

Det er usmageligt og forkasteligt, at tilskuere forhindrer redningsmandskabets og politiets arbejde, bare fordi de er nysgerrige efter at se en ulykke. Og det siger jo også, at ikke nok med, at redningsfolks arbejde bliver forhindret, men det kan faktisk have utrolig negative konsekvenser, hvis der f.eks. også er børn til stede. Derfor er det en vigtig debat, og jeg vil ligesom den tidligere ordfører for Enhedslisten sige tak til justitsministeren for at bruge udtrykket en moralsk opsang. Lige her er jeg enig med justitsministeren, og det er jo en hel fornøjelse at være.

Så tak til Dansk Folkeparti for debatten. Vi støtter Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse og ser frem til det videre arbejde på området, som forhåbentlig giver en positiv effekt forstået på den måde, at vores redningsfolk og vores politi selvfølgelig kan få lov til at arbejde i fred, når der sker ulykker. Tak for ordet.

Tak til fru Josephine Fock. Så er det fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Der skal også lyde en tak herfra for at rejse debatten. Der er helt sikkert nogle, som måske ikke ligefrem stopper op i en ond mening, men heller i en god mening. Så er der også dem, heriblandt mig selv, som, når der sker noget, nogle gange tænker: Måske er der brug for hjælp, måske virker jeg kynisk og ligeglad, hvis jeg bare går videre. Men det er jo ikke dem, vi prøver at dæmme op for her; det er helt klart dem, som bare gerne vil se, hvad det nu er for noget, og er nysgerrige.

Jeg ved ikke helt, hvordan mulighederne egentlig er i dag for politiet. Man kan jo straffe folk for at forhindre redningsarbejde, men kan man egentlig udstikke en bøde på stedet? Det ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, om der vil være brug for det, og om det vil være et godt redskab for politiet. Det kunne jo godt være, at det som politimand – i stedet for at skulle køre lange retssager – kunne være godt bare at kunne sige: Ved I hvad, nu skal I fjerne jer, for ellers kan jeg altså stikke jer en bøde. Det ved jeg ikke.

Det lyder jo på debatten, som om vi faktisk har de juridiske instrumenter, vi har brug for, men at der måske bare er brug for en større opmærksomhed omkring problemet og en moralsk opsang – og måske også fokus på det fra politiets side. Men når jeg så siger det igen, ved jeg, at der jo er tale om noget, vi siger rigtig tit, og i sådan en situation vil man jo helst have, at politiet bruger deres tid på at hjælpe med redningsarbejdet frem for at rende rundt og snakke med nysgerrige folk og udstikke bøder. Men omvendt kan det jo godt være det, det er nødvendigt for at skabe den ro og også præventivt sende det signal, at hvis der er ulykker og man stopper op, så skal det altså være for at hjælpe og ikke være, fordi man bare er nysgerrig og gerne vil være en del af noget sensationelt, så man kan fortælle det til dem derhjemme eller kollegerne.

Men jeg kan forstå på ministeren og på debatten her, at vi har de lovgivningsmæssige instrumenter, der er brug for; at politiet har de redskaber, de har brug for. Det synes jeg er vigtigt. Ellers vil vi såmænd være villige til også at tage skridt i den retning, men jeg forstår ikke på debatten at der er et behov for det. Så må vi jo ellers gøre, hvad vi kan her fra Christiansborgs side – ikke bare i forhold til at skabe de nødvendige instrumenter, men også i forhold til at komme med den opsang og sende det budskab videre ud gennem de kanaler, vi har, for også at få en mere offentlig og moralsk debat om adfærd i forbindelse med ulykker.

Vi støtter op om forslaget til vedtagelse.

Tak til fru Zenia Stampe. Den næste er hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand, og tak igen til Dansk Folkeparti for endnu en interessant forespørgselsdebat. Det er selvklart, at tilskueres nysgerrighed ikke må stå i vejen for politiets, ambulancefolks eller brandfolks arbejde. Det er uacceptabelt og viser mangel på respekt. Det kan handle om liv og død.

Det er også strafbart i dag i henhold til straffelovens § 119, stk. 3, der kriminaliserer, at man hindrer politiets, ambulancefolks og brandfolks arbejde, hvis det gøres med forsæt, som det hedder. Strafferammen går i dag fra bøde til 1½ års fængsel. Når man spørger politiet om deres erfaringer, siger de, at de fleste borgere har respekt for deres arbejde, anvisninger og afspærringer. At borgere står i vejen, er mere undtagelsen end reglen, og nogle gange sker det ubevidst. Og når det gælder dem, der gør det bevidst, må man bruge de bestemmelser, der er, i forhold til at retsforfølge dem. Det gælder også færdselslovens § 7, stk. 5, som siger, at man ikke må komme for tæt på ulykkessteder og hindre de professionelles arbejde.

Men uanset gældende lovgivning kræver det også, at borgerne tænker sig godt om. Det kræver, at man udøver selvdisciplin i den slags situationer. Politiet og redningsfolk skal ikke bruge kostbare minutter på at fjerne nysgerrige fra ulykkessteder. Dette oplysningsarbejde har jeg forstået politiet vil videreformidle; man forpligter sig til en oplysningsindsats, og det synes vi er fremragende. Så tak for ordet.

Tak til hr. Naser Khader. Det var den sidste i ordførerrækken, og dermed er vi nået til justitsministeren. Værsgo.

Tak. Jeg er rigtig glad for de tilkendegivelser, der er kommet, for ligesom den forrige forespørgselsdebat har den her jo heller ikke haft meget debat, men har mere været en konstatering eller understregning af, at vi står sammen om at være ret enige om det her. Jeg er også glad for, at vi har mulighederne for at kunne sætte ind og kunne straffe. Jeg har også lyttet til hr. Peter Kofod Poulsens udsagn om, hvad vi skal være særlig opmærksomme på fremover. Jeg synes også, han i sin tale her meget klart sætter fingeren på problemet, altså at det skyldes manglende omtanke og den del af den menneskelige natur – bevidst eller ubevidst – der gør, at vi agerer meget underligt nogle gange.

En ting er selvfølgelig det ubevidste, som jeg tror kan ligge dybt i folk – og så skal de bare skynde sig at flytte sig, når de bliver bedt om det – men det er ud over al fatteevne, at folk kan få sig selv til bevidst at genere. Men det har vi så heldigvis også nogle måder at sætte ind over for på.

Ligesom i den tidligere forespørgsel er jeg glad for, at vi står sammen om det. Jeg er glad for, at der er et Folketing her, der siger, at det for det første handler om, at der selvfølgelig skal være en lovgivning på plads, men også at vi for det andet skal tale om det – at der bliver sat den her oplysningskampagne i gang. Det handler om god moral. Jeg ved godt, at det jo ikke er sådan hver dag, vi i Folketingssalen står og taler om en moralsk opsang osv., og det skal man også bruge med omhu, for alt kan jo ikke være en moralsk opsang. Men lige her er en moralsk opsang de rigtige ord, for folk, der forhindrer redningsberedskabets og politiets arbejde, er slet og ret nogle, der har brug for en moralsk opsang. Jeg tror, de fleste af os her nok er opdraget med, at når politiet siger noget, gør man, hvad der bliver sagt. Sådan skal det selvfølgelig gælde for alle.

Så igen tror jeg, det er vigtigt, og jeg tror, ord betyder noget – ligesom med ordene i den sidste forespørgselsdebat, F 29. Jeg tror, det betyder noget, hvad vi siger; jeg tror, det betyder noget med de debatter, vi sætter i gang; jeg tror, det betyder noget, at politiet sætter gang i en oplysningskampagne og man rundt ved middagsbordene og på arbejdspladser og andre steder kommer til at tale om det her. Forhåbentlig er der nogle, der hører om det på den ene eller den anden eller den tredje måde, ved at vi bruger vores tid på at tale om det. Og så kan vi håbe, at det giver stof til eftertanke. Det håber jeg meget, og jeg vil som sagt endnu en gang bare sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her diskussion. Vi kan alle sammen blive enige om, at det er moralsk forkert, men hvornår er det lige, vi får talt om det? Det får vi så gjort her, og det synes jeg fortjener stor anerkendelse.

Tak til justitsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg gør opmærksom på, at det stillede forslag til vedtagelse først kommer til afstemning torsdag den 31. maj 2018.