Det næste punkt på dagsordenen er:

49) Forespørgsel nr. F 29:

Forespørgsel til justitsministeren:

Hvad vil regeringen foretage sig for at forhindre, at personer offentliggør billeder og film fra ulykkessteder på nettet, inden de pårørende til ofrene er underrettet om ulykken, og at billeder og optagelser afslører ansigter, nummerplader og andre personfølsomme detaljer?

Af Liselott Blixt (DF), Peter Kofod Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 11.04.2018. Fremme 13.04.2018).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 31. maj 2018.

Jeg giver ordet til fru Liselott Blixt til begrundelse. Værsgo.

Mange tak. Jeg har jo tilladt mig at lave en forespørgsel til justitsministeren – jeg siger »tilladt«, fordi jeg normalt ikke er i det pågældende udvalg, hvor ministeren er minister – fordi jeg har fået nogle henvendelser, bl.a. fra nogle mennesker i min bekendtskabskreds, og fordi man i regionen har kunnet se, at der ved ulykker har været mennesker, der står og filmer, tager billeder, lægger dem ud på Facebook uden at bekymre sig om, hvem det er, de tager billeder af. Der er mange, der har været rigtig bestyrtede over det, og jeg tror, vi er i en tid, hvor vi bliver nødt til at se på, hvordan vi får italesat det her med, hvad man bruger sit kamera til, som alle efterhånden har ved hånden, fordi det ligger i ens telefon.

Derfor har vi stillet forespørgslen til justitsministeren om, hvad regeringen har tænkt sig at gøre for at forhindre de her ting. Hvad er det, vi kan gøre, for at man ikke offentliggør billeder, at man ikke står og filmer? Hvordan kan vi sørge for, at der ikke er noget, der bliver offentliggjort, før man i det mindste har fået underrettet pårørende, i stedet for at de skal finde det på nettet? For det er der, man kan se mange af de her ulykker. Hvordan forhindrer vi, at der er Facebookgrupper, der lover chokolade til de første, der kommer med et billede af en ulykke, og at man på den her måde får det værste op i folk og får dem til at sige: Jeg vil jo gerne have den her chokolade, så kan jeg være den første, der tipper om en ulykke og sender nogle gode billeder, så er det, jeg gør?

Jeg tror, det er noget, vi alle sammen bliver nødt til at tage op og få udbredt – at det her er forbudt. Men hvordan sikrer vi, at der også kan fældes dom over det? Hvordan kan vi sikre, at vi får italesat, at det ikke er noget, man gør; at der er almindelig pli og almindelig empati over for de mennesker, det her drejer sig om? Der sidder nogle pårørende derude, der ikke ved, hvad der er sket, når de ser de billeder.

Det er begrundelsen for, at jeg har stillet forespørgslen, og jeg glæder mig til at høre, hvad ministeren siger.

Tak for det. Så er det justitsministeren til besvarelse af forespørgslen. Værsgo.

Som jeg ser det, er kernen i den debat, som spørgeren rejser med den her forespørgsel, den digitale dannelse eller den digitale kultur og mere generelt: respekten for vores medborgere. De fleste af os ved jo heldigvis godt, hvordan vi skal opføre os og behandle andre mennesker. Men vi må jo også være ærlige og sige, som forespørgeren er inde på, at den digitale tidsalder og udbredelsen af de sociale medier giver os nogle nye udfordringer, som vi bliver nødt til at forholde os til.

Jeg er helt enig med spørgeren i, at det er uetisk og fuldstændig uacceptabelt, når borgere tager billeder af eller filmer ulykker med tilskadekomne eller omkomne og lægger billederne op på nettet. Jeg går ud fra, at vi alle er enige om det personlige ansvar og vores forpligtelse til at bruge de sociale medier med omtanke i situationer, hvor nogle er kommet til skade. Jeg synes, at de, der er fristet til at lægge den slags billeder på nettet, skal prøve at sætte sig i de tilskadekomnes sted eller forestille sig, at det var deres mor, far, ægtefælle eller barn, der var omkommet eller kommet til skade.

Noget andet er, hvad lovgivningen på området siger. Det kan jo også være strafbart. Hvis en person offentliggør et billede på internettet af f.eks. et offer for et færdselsuheld, så kan det være en overtrædelse af straffelovens § 264 d. Det er således strafbart uberettiget at videregive meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Det gælder også døde personer. Hvis den person, der er afbildet, giver samtykke til videregivelsen, er handlingen selvfølgelig ikke strafbar.

Som eksempel på, hvordan bestemmelsen er blevet anvendt, er et ugeblad blevet dømt for at have bragt et foto af en mand liggende på en båre, efter at han netop var omkommet ved en drukneulykke. Ugebladet blev også dømt for at have bragt fotos af den omkomne mands hustru, som så ud over bølgerne, mens eftersøgningen af hendes mand stod på. Billederne af hustruen var ledsaget af udtalelser om hendes reaktioner under eftersøgningen.

I forhold til at sikre, at det har konsekvenser, når man offentliggør billeder og film fra ulykkessteder på internettet uden samtykke fra de pågældende, ja, så kræver lovgivningen, at den krænkede selvfølgelig anmelder sagen til politiet, før politiet kan påbegynde efterforskningen. Baggrunden for det er, at den krænkede som udgangspunkt bør forskånes for, at anklagemyndigheden fører en straffesag, hvis han eller hun ikke selv ønsker det. Der vil jo være tale om billeder af private forhold, som ved en straffesag kan blive yderligere eksponeret.

Hvis en person offentliggør optagelser eller billeder af identificerbare personer fra et ulykkessted uden samtykke, f.eks. et billede af en person, der har brækket et ben ved et trafikuheld, så kan det også udgøre en overtrædelse af de databeskyttelsesretlige regler.

Når vi taler om massemedier, skal deres indhold og handlemåde være i overensstemmelse med god presseskik. De vejledende regler om god presseskik indebærer bl.a., at medierne efter omstændighederne ikke må offentliggøre billeder af genkendelige personer eller nummerplader i forbindelse med ulykker.

Som jeg lige har redegjort for, findes der allerede bestemmelser, der kan bringes i spil afhængigt af de konkrete omstændigheder. Når det så er sagt, må vi jo nødvendigvis forholde os til det faktum, at vi lever i en moderne, digital verden, og internettet gør, at privatlivskrænkelser ofte er mere alvorlige, end de var for nogle år siden, fordi en krænkelse kan spredes meget vidt og meget hurtigt og næsten være umulig at få slettet igen. Derfor er der behov for en styrket og mere tidssvarende beskyttelse af den enkeltes privatliv.

Det er netop det lovforslag, vi lige har drøftet, L 240, et udtryk for. Med det lovforslag foreslås jo en tredobling af bødestraffen for overtrædelser af straffelovens bestemmelser om fredskrænkelser i bl.a. § 264 d, og for ansvarshavende redaktører hos massemedier foreslås bødestraffen femdoblet, ligesom vi foreslår at styrke forholdene for ofrene ved at tredoble det nuværende niveau for tortgodtgørelse, som også er en del af det lovforslag.

Jeg vil også nævne, at regeringen med den nye databeskyttelseslov har skærpet straffen i forhold til den tidligere persondatalov.

Jeg synes, det er vigtigt med en debat om det her emne, både her i Folketinget, i den bredere offentlighed og ikke mindst rundt om middagsbordet derhjemme i familierne.

Politiet er opmærksom på udfordringerne med den uhensigtsmæssige adfærd, hvor personer tager billeder af ulykkessituationer. Politiet har oplyst, at de har fokus på, hvordan de bedst imødegår udfordringen, når de rykker ud til en ulykke. I forbindelse med et stort motorvejsuheld i marts brugte politiet Twitter til at gøre bilister i nærheden af uheldet opmærksomme på, at de skulle give plads til redningskøretøjer. Politiet opfordrede samtidig til, at folk ikke delte billeder af de tilskadekomne på nettet.

Der er altså allerede opmærksomhed på problemet, men der er behov for en yderligere oplysningsindsats. Rigspolitiet vil derfor senere i dag komme med et oplysningsinitiativ, lad os bare kalde det en moralsk opsang, som skal være med til at øge borgernes opmærksomhed på deres adfærd i forbindelse med ulykker og få dem til at tænke mere over konsekvenserne af deres adfærd i sådan nogle situationer. Rigspolitiet vil samtidig generelt vejlede om, hvornår videregivelse af billeder og film af andre personer kan være strafbart. Så forventer jeg naturligvis, at politi og anklagemyndighed udnytter lovgivningens muligheder for at retsforfølge overtrædelser af lovgivningen.

Til slut vil jeg gerne benytte lejligheden til igen at understrege, at vi alle har et personligt ansvar for at sikre os, at vi i ulykkessituationer respekterer de involverede og deres pårørende. Den digitale tidsalder giver nogle nye udfordringer, som vi skal være os bevidste. Vi har desværre set nogle sørgelige eksempler på folks adfærd i ulykkessituationer, hvor de har taget billeder eller optaget video af de biler eller personer, der har været involveret.

Med både strafskærpelser, en debat om emnet i det offentlige rum og rundt om middagsbordet derhjemme og en oplysningsindsats fra politiets side kan vi forhåbentlig vende denne triste tendens. Tak.

Selv tak til ministeren. Så går vi i gang med forhandlingerne, og da det er en forespørgsel, er det først ordføreren for forespørgerne, nemlig fru Liselott Blixt, der har ordet. Værsgo.

Mange tak for ministerens besvarelse. Jeg er også rigtig glad for, at ministeren siger, at der senere i dag bliver taget et initiativ, så man ligesom gør opmærksom på de her ting. For jeg tror faktisk ikke, at folk ved, at det er ulovligt, og hvis vi italesætter det lidt mere og kommer ud med det, tror jeg faktisk også, at der er mange, der måske vil tænke sig om. Jeg tror faktisk heller ikke, at folk i det hele taget tænker på, hvor meget det kan påvirke andre mennesker.

F.eks. var der her den 17. marts i år en frygtelig tragedie med en 4-årig dreng, der fik en vindrue galt i halsen. Familien prøvede at få liv i den lille dreng, mens de ventede på ambulancen. Der gik 20 minutter, og i de 20 minutter kom der rigtig mange folk til, og de folk, der så stod der og ikke hjalp til, tog billeder og filmede. De stod altså og tog billeder og filmede, mens der var nogle, der kæmpede for at få liv i en lille 4-årig drengs krop. Og desværre døde han. Men det er bare ikke acceptabelt, og slet ikke når de pårørende bagefter får at vide, hvad der er sket. I situationen opdagede de det ikke selv, fordi de var optaget af drengen. Der synes jeg at vi bliver nødt til at tale til de her borgere og sige: Gå væk, og lad folk arbejde.

Der var også en anden episode, som en kvinde skrev til mig om. Hendes mand havde været ude at køre. Hun bliver ringet op og får at vide, at han har mistet styringen over motorcyklen og er kørt ind i et træ og er død. De regner med, at det skyldtes et ildebefindende, så det var et naturligt dødsfald på en motorcykel. Hun kører hen for at se til stedet og manden, og hvordan det går med ham, og imens de er der, er der så nogle, der tager billeder af bil og motorcykel og lægger dem op på Facebook.

Der er en gruppe på Facebook, som jeg talte om tidligere, hvor man kan få chokolade, hvis man er den første til at tippe det. Der bliver så lagt et billede af en genkendelig bil og motorcykel op, før de kan nå at fortælle de pårørende om, hvad der var sket. Den her kvinde spurgte mig, om ikke det var noget, vi blev nødt til at se på. Hun var ikke den, der var ude på de sociale medier, men hendes børn og hendes bekendte kunne se, at der var sket en ulykke, inden hun i det hele taget nåede at fortælle børnene, at faderen her var død.

Det fik mig til at tænke: Én ting er, at det er ulovligt; noget andet er, hvordan vi får folk til at tænke over, hvad det er, de gør, og hvordan sikrer vi, at man, når det er ulovligt, ved, at man kan melde det videre, og at politiet så må tage sig af det. Når jeg har spurgt justitsministeren, hvor mange bøder der er faldet, har jeg fået det svar, at der jo ikke rigtig er faldet nogen bøder. Spørgsmålet er, om det er, fordi vi ikke selv er bekendt med det. Skal vi også selv tage affære og sige, at når vi ser nogle, der tager billeder, så må vi jo melde det videre? Spørgsmålet er så, om man må tage et billede af dem og sende det videre og sige, at det er dem, der har taget billedet. Så har vi jo også selv gjort noget. Det skal jeg lade være med at bore i. Men det primære i det er, at vi bliver nødt til at italesætte, at det er ulovligt. Bliver der taget billeder af ens bil eller andet køretøj, eller hvad det nu er, så melder man de personer, sådan at der også er nogle, der bliver dømt for det. For så bliver det måske også mere troværdigt, at der sker noget.

Jeg ønsker jo selvfølgelig også, at man netop hos politiet sikrer, at man, når man kommer ud til de her steder, tager sig af de mennesker, som man ser står der. Jeg tror ikke på, at politiet har været derude og har set nogen stå og tage billeder eller filme og så bare har ladet det passere. Så derfor er jeg jo glad for, at der i hvert fald sker det, at man får lavet den her kampagne og sikrer, at der i hvert fald kommer noget op omkring det. Og så håber jeg selvfølgelig også, at man fra ministerens side vil kigge på den her facebookgruppe. Jeg har sendt navnet videre, jeg behøver ikke at gøre reklame for den her. Men det er en gruppe, hvor man faktisk lover chokolade til den første, der henvender sig. Der er billeder, hvor man bl.a. kan se en mand, der ligger på en båre. Og ja, man prøver også at sløre nogle nummerplader, men mange gange er det jo ikke nok til at gøre en personbil ikkeidentificerbar.

Så jeg håber i hvert fald, at det er noget, man vil arbejde videre med, og jeg glæder mig til debatten. Jeg er glad for, at man støtter op om det forslag til vedtagelse, som vi har lavet sammen. Det er samtlige partier, der støtter forslaget til vedtagelse.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger vigtigheden af det personlige ansvar og særlig omtanke ved brug af de sociale medier i situationer, hvor personer er kommet til skade. Folketinget tager særlig afstand fra adfærd, hvor personer lægger fotos eller filmoptagelser af tilskadekomne, køretøjer eller andre kendetegn, som gør det muligt at identificere personer på sociale medier, uden de pågældendes samtykke.

Folketinget noterer sig, at en sådan adfærd efter omstændighederne vil være strafbar, og opfordrer politi og anklagemyndighed til at udnytte lovgivningens muligheder for at retsforfølge overtrædelser. Folketinget noterer sig desuden, at Justitsministeriet i denne måned har fremsat et forslag om bl.a. skærpelse af bødestraffen for freds- og ærekrænkelser. Folketinget opfordrer myndighederne til at være opmærksomme på problemet og noterer sig samtidig, at politiet fremover vil arbejde for at øge borgernes opmærksomhed på konsekvenserne af deres adfærd i ulykkes- og andre krisesituationer.«

(Forslag til vedtagelse nummer V 68).

Selv tak til fru Liselott Blixt, og velkommen til hr. Morten Bødskov fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Som ordføreren for forespørgerne har sagt, er det her på mange måder et vigtigt emne at få debatteret. Det er vigtigt, at vi også her fra Folketingets side sender et klart signal om, hvad vi mener er rigtigt, og ikke mindst om, hvad vi i de her sammenhænge mener er helt forkert. Jeg tror, at vi alle sammen har det sådan med de sager, der har været, som fru Liselott Blixt nævner, at man må sige, at man undrer sig såre over, at folk ikke har nogen grænser i de her situationer. Derfor er det vigtigt, at vi sætter fokus på det også ved debatten her, for det skal ikke være sådan, at man, hvis ens nærmeste, familiemedlemmer eller andre har været udsat for en ulykke, kan risikere at opleve at se det på de sociale medier, hjemmesider og andet, inden man får det her opkald fra politiet. Derfor er det vigtigt, at der bliver sat fokus på det.

Det her handler jo også om det, vi diskuterede før: Hvad er det for en adfærd, vi mener er rigtig, og særlig hvilken adfærd der er forkert på de sociale medier? Før diskuterede vi spørgsmålet om freds- og æreskrænkelser, og det her ligger jo fint i forlængelse af det. Derfor er det godt, at vi har forespørgslen her, for der må være grænser for, hvad vi som samfund mener man kan gøre, også når det handler om at gebærde sig på de sociale medier og på nettet i øvrigt.

Jeg tror jo ikke, at dem, der gør det, er ondsindede, men jeg tror, at der er behov for, at vi sammen sætter fokus på det, således at folk ved, hvordan det påvirker, hvilken skade det gør på ikke mindst de nærmeste til dem, der har været udsat for en ulykke. Derfor er først og fremmest debatten om det her måske det vigtigste, for man kan jo håbe, at alene debatten vil medføre, at der er færre, der vil stoppe op, tage billeder og dele billeder på de sociale medier med den hast, som det sker i dag. Det kan vi jo så håbe kan være med til at dressere folk, om man vil, til en ordentlig adfærd på de sociale medier.

Så samlet set synes vi, det er godt, at debatten bliver rejst. Vi synes, det er vigtigt, at vi får sat fokus på det. Og som det også blev sagt af ordføreren for forespørgerne, kan Socialdemokratiet støtte det forslag til vedtagelse, som blev læst op lige før. Tak for ordet.

Selv tak, hr. Bødskov. Velkommen til den længe ventende hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Der var tidligere andre tider, hvor det gik lidt hurtigere med at komme til. Den forespørgselsdebat, der rejses her i dag, er fra Dansk Folkeparti, som ønsker at vide, hvad regeringen vil foretage sig for at forhindre, at personer offentliggør billeder og film fra ulykkessteder på nettet, inden de pårørende er underrettet om ulykken, og at billeder og optagelser afslører ansigter, nummerplader og andre personfølsomme oplysninger.

Jeg kan sige det på dansk: Det er noget ufatteligt svineri, for nu at sige det helt ærligt. Jeg synes, at fru Liselott Blixts eksempel fortæller alt. Jeg vil ikke gengive det her. Det gik faktisk lige ind i hjertet på de fleste mennesker. Det skal der sættes en stopper for, og derfor synes jeg også, det er glimrende, at vi får debatten her i dag, for man må bare sige, at uanset hvor gode ting, man forudsætter om folk, så er der altså en stor del af befolkningen, som ikke har nogen grænser, og hvor nok aldrig nogen sinde bliver nok. Jeg må beklageligvis sige, at de sociale mediers fremmarch altså på en eller anden måde har gjort det nemmere at viderekolportere eksempelvis de her billeder. Det var jo ligesom noget andet, da de skulle fremkaldes og i en kuvert osv. osv. Derfor er der al mulig grund til at hilse debatten her velkommen.

Spørgsmålet er, hvad der gøres ved det, og dertil må jeg sige, at der jo allerede er regler, der tager højde for det her. Det er ikke mindst straffelovens § 264 d om uberettiget at videregive meddelelser eller billeder vedrørende en anden persons private forhold eller billeder, der under pågældende omstændigheder åbenbart kan forlanges unddraget for offentligheden. Det er en bestemmelse, som kan og vil ramme de her tilfælde. Ministeren har herudover henvist til databeskyttelsesregler og til god presseetik. Om § 264 i straffeloven, som her er den centrale bestemmelse, er det værd at påpege, at vi jo lige netop, og så vidt jeg kunne høre med det samlede Folketings billigelse, har førstebehandlet et forslag, der sætter straffen væsentligt i vejret for overtrædelser af den her bestemmelse. Det er glædeligt, og det vil man også få glæde af i den relation, vi taler om her. Herudover har man jo med den nye databeskyttelseslov også skærpet straffen i forhold til persondataloven. Det får vi sikkert også at se eksempler på i fremtiden.

Lovgrundlaget er i orden, men det er jo altså ikke nok. Det er altså også vigtigt, at der ud fra lovene også efterforskes, og at det fører til domfældelse, ellers er der jo ikke ret meget ved at have dem. Der må jeg bare sige, at i hvert fald i den situation, dansk politi har været i i de senere år, kan man nok ikke fortænke politiet i, at det her har været sager, som er blevet nedprioriteret, for nu at sige det på dansk. For faktum er, at opprioriterer man noget, ja, så nedprioriterer man under de samme midler noget andet. Det her har givet været nedprioriteret. Jeg håber, at det kan blive opprioriteret. Mere vanskeligt er det jo heller ikke, i hvert fald kan man på det officielle net gå ind og se, hvem det er, der bryder loven og offentliggør de her billeder.

Ministeren henviste til, at Rigspolitiet iværksætter en vejledende indsats. Det tror jeg egentlig også der er behov for. Jeg kunne godt frygte, at de fleste mennesker måske har en fornemmelse af, at det moralsk ikke er helt rigtigt, men at der strafferetligt ikke er noget til hinder for det. Og den sidste del af opfattelsen er i hvert fald forkert. Det glæder jeg mig til at få præciseret over for befolkningen som helhed i håb om, at nogle tager det til efterretning, og dem, der ikke gør det, i øvrigt bliver taget og bliver retsforfulgt.

Med hensyn til teksten, som er læst op af en tidligere ordfører, kan jeg bekræfte, at den kan Venstre støtte.

Tak til hr. Preben Bang Henriksen, og velkommen til fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak. Jeg vil også gerne sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten. Der er ikke nogen tvivl om, at det er meget alvorligt, når man deler billeder af ulykker og af tilskadekomne. Det er selvfølgelig noget, man ikke skal gøre.

Jeg er helt enig i, at det er meget moralsk forkasteligt, og hvad der ellers er blevet sagt heroppefra i løbet af den her debat. Jeg mener så også, at det her må følges op af en eller anden form for fokus på digital dannelse. Det her er jo desværre ikke det eneste eksempel, vi har, på, at billeder deles, hvor det kan skabe meget problematiske og alvorlige situationer for dem, der bliver delt billeder af. Senest har vi jo her i Folketingssalen diskuteret hævnporno, altså billeder, der bliver delt uden samtykke. Så ud over, at vi kan tilslutte os den vedtagelsestekst, som en tidligere ordfører læste op, synes jeg også, det er rigtig godt, hvis politiet kommer med det, som jeg tror ministeren kaldte en moralsk opsang, om, at man selvfølgelig ikke deler billeder fra ulykkessteder og fra ulykkessituationer.

Derudover håber jeg, at det kan bidrage til, at vi tager en debat om, hvordan vi skaber den her digitale dannelse, hvornår det er okay at dele et billede, og hvornår det ikke er okay at dele et billede. Mange af de her ting løses ikke kun af politiet eller gennem straffeloven. Jeg tror, at mange af de her ting også løses af, at pædagoger, lærere og andet fagpersonale, som er omkring særligt de unge mennesker, som bruger de her medier meget, bliver uddannet til at tage en snak med de unge mennesker om, hvornår det er okay at dele billeder, og hvornår det ikke er okay.

Men når det er sagt, vil jeg bare sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten, og at vi kan tilslutte os det førnævnte forslag til vedtagelse.

Tak til fru Rosa Lund, og velkommen til hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance.

Tak for det. Den digitale tidsalder, vi lever i, stiller store krav til os som borgere. Når man sidder bag en computerskærm, er ens medmennesker pludselig meget langt væk, og man kan nemt glemme sin gode opdragelse, og at der er mennesker i den anden ende og ikke kun nuller eller ettaller, hvis man kan sige det på den måde. Det er, som om vi som borgere ikke har fulgt med den her udvikling. Den digitale dannelse er gledet i baggrunden, og vi trykker gladelig selv på et billede, som aldrig nogen sinde skulle være delt, uden at skænke de mennesker, der kan få deres grundlæggende rettigheder krænket, en tanke.

For det er en alvorlig krænkelse at få delt billeder uden samtykke, og det er ligegyldigt, om det er private billeder eller det, som vi diskuterer her, er billeder af trafikofre eller ofre for forbrydelser. Men vi skal som lovgivere naturligvis også følge med, og det er jo den diskussion, som ligesom er rejst her. Som justitsministeren har redegjort for, er det jo allerede strafbart at dele billeder i dag uden samtykke, og lige før den her forespørgselsdebat har vi jo som sagt netop behandlet et lovforslag om en skærpelse i forhold til freds- og æreskrænkelser. Jeg har fuld tiltro til, at den stramning sammenholdt med den opmærksomhed, der jo må siges at have været i offentligheden her i den senere tid på den type lovovertrædelser, og politiets indsats vil betyde, at vi ser en ændring i folks adfærd. Det må vi virkelig håbe, for langt hen ad vejen handler det jo dybest set om ubetænksomhed.

Vi mener ikke, at det udelukkende er lovgivers ansvar, men at man som individ også bærer en stor del af ansvaret for at styrke denne digitale dannelse. Vi tilslutter os naturligvis den foreslåede tekst.

Tak til hr. Villum Christensen, og velkommen til fru Pernille Schnoor fra Alternativet.

Tak. Der er ingen tvivl om, som den tidligere ordfører, der lige var på inden mig, var inde på, at der er kommet helt nye spilleregler for vores adfærd og vores relationer til hinanden. Det er en helt anden måde, vi er på i forhold til hinanden, det er nogle helt andre former for konflikter, vi får, det er nogle andre former for konflikter, vores børn og unge har, når det foregår på de sociale medier, end dem, som vi oplevede, da vi var små børn.

Når jeg læser det her – »Falck til forstyrrende tilskuere:- Træk jer tilbage« fra december 2016, »Opråb fra ambulanceredder: Det bliver værre og værre, Ambulanceredder Dennis Thorbeck Christensen måtte tilkalde politiet, fordi nysgerrige mennesker blandede sig, da han behandlede en kritisk syg«, »Anne kvæstet i uheld: Nysgerrige fotograferede hende. Masser af bilister vælger at fotografere trafikuheld i vejkanten«, og »Tilskuere til bilulykke overfusede ambulancefolk«, og »Politiet til bilister: Læg ikke billeder fra dødsulykker på sociale medier« – så er jeg da også forundret over, at man kan finde på at gøre sådan noget.

For jeg vil sige, at det ikke nødvendigvis er en del af min forståelse af, hvordan vi er gode mod hinanden, at gøre sådan nogle ting. Men jeg tror bare, at det kan være svært at gennemskue konsekvenserne, for mange af dem, der gør det her, er ikke opdraget til, hvad det er, der sker, når vi gør sådan nogle ting, hvor vi faktisk hindrer redningsfolk i at komme frem. I den ene sag kunne akutlægehelikopteren i en konkret ulykke slet ikke komme frem – det var på en sønderjysk motorvej – fordi der simpelt hen var så mange, der var i gang med at fotografere den her dødsulykke. Det er jo faktisk helt trist, at vi er kommet dertil. Så det kan man undre sig over, og derfor også tak for at rejse den her debat. For vi skal selvfølgelig have rigtig meget fokus på, hvad det er, vi gør ved det. For det er respektløst og det er krænkende at publicere billeder af ofre og af deres pårørende, som er en del af en ulykke, og derfor skal vi have fokus på det, sådan som vi har i dag.

Jeg tror, og vi tror i Alternativet, at en af løsningerne også er, at man simpelt hen skal have mere undervisning i skolerne om de her nye sociale fællesskaber, der foregår, og om de ting, der sker på sociale medier. Det er jo nye fællesskaber, og hvordan opfører vi os i dem? Hvad kan vi tillade os? Hvad gør vi selv, hvis vi bliver udsat for den form for krænkelser på de sociale medier? Det er der rigtig meget brug for, og det vidner de her historier om. For det er ikke onde mennesker, der lægger de her billeder på nettet. Det er nogle, som simpelt hen ikke kan gennemskue konsekvenserne og ikke tænker over, hvad det gør ved de mennesker, som er en del af den ulykke.

Så derfor støtter vi vedtagelsesteksten, som blev læst op af Dansk Folkepartis ordfører. Tak for ordet.

Selv tak til fru Pernille Schnoor, og velkommen til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for at rejse den her forespørgselsdebat. Jeg blev også meget berørt af fru Liselott Blixts ordførertale og de eksempler, der blev nævnt, og der har helt sikkert også været mange andre at tage af.

Vi har, lyder det fra justitsministeren, efter al sandsynlighed den rette lovgivning, så vi kan straffe de mennesker, der gør det her, men der er også nogle gange behov for, at man prikker politiet på skulderen og siger: Husk så også at bruge den lovgivning. For det er jo helt alment kendt i Folketinget her, at politiet har rigtig meget at se til, og det er en svær prioritering. Men det er nok også udmærket at køre nogle af de her sager, måske ikke til skræk og advarsel, men for lige at håndhæve de normer, vi rent faktisk har i samfundet, og det er jo vores opgave som lovgivere.

Men vi ser jo ikke alt, og gudskelov for det, og politiet ser ikke alt, og derfor er der nogle gange også behov for, at vi lige puster ordensmagten i nakken og siger: Husk lige at håndhæve de her regler. For det er faktisk virkelig vigtigt, at vi får markeret, hvad det er for nogle normer, vi har i samfundet. Jeg var faktisk ikke klar over, at det er strafbart at tage billeder i de her situationer, og det er jeg rigtig glad for at finde ud af, men det er så også vigtigt, at der bliver ført nogle sager, så folk ved det.

Jeg ved ikke, hvad det er, der motiverer folk til at være så hensynsløse i de her situationer. Jeg tror ikke nødvendigvis, det er ondskab, men måske en eller anden trang til, at vi alle sammen skal rende rundt og være Ekstra Bladet eller være den, der har billedet, fordi det er attraktivt at være der og se det, være den første og være den, der har billedet osv., og der tror jeg, det er rigtig vigtigt, at vi herindefra får sendt et signal om, at det altså ikke er ens opgave som borger. Lad nu medierne om det – de ved jo i øvrigt, hvilke regler der gælder, og det tror jeg måske de ved lidt bedre end borgerne – og lad så os andre vise os som medmennesker, der viser det hensyn, som selvfølgelig er påkrævet, og som også burde være forventet i de her situationer.

Så vi bakker fuldt ud op om forslaget til vedtagelse og synes også, det er vigtigt, at vi netop får sendt et signal til vores ordensmagt, politiet, om, at de måske så også skulle rejse nogle af de her sager, så vi lige får markeret for alle, hvad der er reglerne, og hvad der er normen på det her område. For normen er, at vi i de her situationer viser os som medmennesker og tager hensyn, og at vi ikke render rundt og tror, at det er vores opgave at dokumentere og sælge billeder eller prale af, at vi var der og så det. Det kan man godt pakke sammen. Så tak for at rejse debatten, og tak for en vedtagelsestekst, som vi også kan se os selv i.

Tak til fru Zenia Stampe, og velkommen til hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til Dansk Folkeparti for forespørgselsdebatten – det er en vigtig debat – og også tak til ordførerne for de mange eksempler, som blev fremhævet i talerne. Det er nemlig sådan, at den digitale dannelse og respekten for vores medborgere er enormt vigtig.

Mine erfaringer med de sociale medier er, at de fleste borgere er ordentlige og gør tingene på en ordentlig måde uden at overtræde grænser. Men der er nogle, der ikke gør, og vi er enige med Dansk Folkeparti i, at det er uetisk og uacceptabelt, når borgere filmer ulykker med tilskadekomne og lægger det på nettet uden folks samtykke. Det er en uskik, og det er vigtigt, at man ikke gør det. Det handler først og fremmest om en ændring af adfærd og en holdningsændring, og det er vigtigt, at det sker i hjemmet, og at det sker i skolerne, og det handler også om oplysning om, at det kan have nogle konsekvenser, som mange ikke er klar over.

De unge og andre borgere skal vide, at det er strafbart at offentliggøre fotos af ofre og døde personer på nettet ifølge § 264 d, hvis ikke personen, der vises på fotoet, har givet samtykke, og der er faktisk faldet flere domme på området. Et ugeblad, som justitsministeren nævnte i sin tale, blev dømt, fordi de viste nogle billeder, hvor dem, der blev vist, ikke havde givet deres samtykke. Så med andre ord findes der bestemmelser, der bruges i dag til at retsforfølge personer og medier, der krænker privatlivets fred ved ulykker, og reglerne bliver nu også opdateret ved det lovforslag, som vi behandlede tidligere, nemlig L 240.

Med L 240 tredobles bødestraffen for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om fredskrænkelse i bl.a. § 264 d med en femdobling for chefredaktører. Så der er med andre ord opmærksomhed på udfordringen, og der er lovgivning på området, der nu bliver skærpet, men der er, som justitsministeren har været inde på, også behov for en oplysningsindsats om de eksisterende muligheder, en indsats, som politiet skal være opmærksom på og videreformidle.

Så alt i alt tak for forespørgselsdebatten. Den er interessant, og det er vigtigt, at vi er opdateret på det område.

Tak til Naser Khader. Så slutter vi af med justitsministeren, men vi plejer også at give ordføreren for forespørgerne en mulighed for at komme op til sidst. Men det er først justitsministeren. Værsgo.

Tak for det. Vi kan vel ikke rigtig sige tak for en god debat, for vi er heldigvis enige om det her. Det er jo en glæde. Jeg hørte fru Liselott Blixt sige i sin indledning, at folk ikke ved, at det er ulovligt. Det tror jeg er hele humlen i det her. Man ved det ikke, og man tænker sig ikke om. Det er nok de to ting, der er rigtig vigtige. Det er jo helt uacceptable eksempler, der blev gennemgået.

Jeg kan sætte mig ind i det. Jeg havde selv den ikke så spændende oplevelse i september sidste år, hvor jeg på den Fynske Motorvej oplevede, at der blev bremset ned, og bang, var der en kassevogn, der ramte ind i ministerbilen. Jeg var også så uheldig, at vi forhindrede hr. Martin Henriksen og hr. Christian Langballe i at komme til årsmødet i Dansk Folkeparti til tiden, for vi blev tilfældigvis skubbet op i deres bil. Efter sådan en ulykke står man og er lidt forvirret – for nu at sige det, for det er man jo – men der gik ikke lang tid, før der er meldinger om et uheld, og der gik heller ikke lang tid, før der var billeder af det. Og jeg kunne jo godt regne ud, at når der stod nogle mennesker, ville der nok være nogle, der på et tidspunkt ville fortælle, hvem der også stod der. Man står i situationen og har derudover det stress med, at nu må man godt nok hellere se at få ringet til sin bedre halvdel og ens forældre, inden der er en eller anden gul bjælke, der begynder at køre et eller andet sted. Det var i hvert fald en øjenåbner for mig om, hvor hurtigt det her går.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det er strafbart, og med det, vi før behandlede om krænkende medier, giver vi det faktisk et ekstra nøk med det lovforslag, vi behandlede, lige før vi gik i gang med den her forespørgselsdebat. Men jeg tror, at oplysningskampagnen, de forebyggende initiativer, og det, at vi taler om det og bliver bedre til at italesætte det, er det, der for alvor skal gøre noget ved det. Vi kan vedtage alle de love, vi vil, og vi kan så straffe nogle, men det er jo ikke sikkert, at det gør, at folk ved mere om det. Derfor synes jeg, det er rigtig godt, at der kommer oplysning om det. Jeg er også enig med dem, der har sagt, at vi ikke en til en kan lovgive os ud af det her. Det her handler også om god moral. Det handler om noget så basalt som god moral, at man tænker sig om, i forhold til hvad man byder andre mennesker.

Så jeg er rigtig glad for, at vi har haft meningsudvekslingen her, og at vi har et forslag til vedtagelse, som hele Folketinget bakker op om. Det viser jo, at vi samles om at tage afstand fra det her. For mig handler det her ikke så meget om politik – det er selvfølgelig politik – men om helt almindelig medmenneskelighed og den måde, vi opfører os på og er sammen på. Så jeg synes, det har været rigtig godt at få det drøftet i dag. Skal vi ikke håbe på, at det så kan være startskuddet til, at vi får en bredere diskussion om det alle steder, i skoler, på arbejdspladser og hjemme hos familierne? Og vi skal måske lige nogle gange minde hinanden om, hvis man ser noget, at spørge: Hov, hvad har du gang i der? Det kan vi nok alle sammen have lidt svært ved. Men vi lever bare i en tid, hvor vi i stedet for at se det gennem vores egne øjne ser rigtig meget igennem skærmen, når vi tager billeder med telefonen. Det gælder også her. Så jeg tror, det er vigtigt, at vi har startet debatten, og det vil jeg gerne sige rigtig mange tak til ordføreren for forespørgerne for.

Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak, og tak til ministeren, også for svaret og for den imødekommelse, der har været. Noget af det, jeg også har påpeget i det her, er, at der er nogle hjemmesider eller facebooksider, der tilskynder borgere til at tage billeder af ulykker og sende ind. Hvis de er den første, får de en plade chokolade. Er det noget, ministeren har tænkt sig at få kigget på med hensyn til, om man kan gøre noget ved det, om der er noget strafbart ved at tilskynde folk til at tage billeder af ulykker?

Ministeren.

Jeg vil rigtig gerne kigge på, hvordan vi kommer det til livs, ligesom vi i øjeblikket kigger på noget, der er i en helt anden boldgade, nemlig at man på de sociale medier f.eks. nærmest kan melde sig ind i en eller anden indbrudsgruppe et geografisk sted, hvor man kan bestille indbrud. Her taler vi om, om vi skal kigge på politiets muligheder for agentvirksomhed. Det er bare for at fortælle, at der foregår meget af sådan noget, og så er der også sådan noget her. Jeg synes, at det giver anledning til at kigge på det. Jeg kan ikke lige sige, hvad det vil betyde, men jeg vil i hvert fald gerne kigge på det.

Med det siger vi så tak til ministeren. Og da der ikke er flere, der har bedt om ordet – det har ordføreren for forslagsstillerne, fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er det, at man jo også skal huske at sige tak, når man har haft en rigtig god snak herinde i salen. Det er rigtig vigtigt.

Det her er jo nogle nye ting, der sker netop med de digitale medier, og hvis nogen skal være opmærksomme på det, så er det jo netop os, der sidder herinde. Vi skal også sikre, at vi melder ud til de borgere, der er derude, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvad der er strafbart, og hvad der ikke er, og hvad det er, man forhindrer, når man går ud og er til gene og udstiller andre mennesker på den måde.

Som sagt tror jeg ikke – som der også er nogle, der har været inde på – at der er nogen, der gør det i en ond mening. Jeg tror faktisk, at de gør det, fordi de ikke tænker sig om, og at det er blevet en del af hverdagen, at man tager billeder og lægger ud. Jeg er rigtig glad for, at der også er andre, der bakker op om, at man burde tage nogle sager på det for at vise, at det her er ulovligt, at det medfører bødestraf. Så jeg håber, at man kunne tage nogle af dem, der er derude, og få det til at være en advarsel for andre og dermed fortælle, at det her altså er ulovligt. Men tak for snakken - eller debatten. Tak.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg gør opmærksom på, at det fremsatte forslag til vedtagelse som nævnt først vil komme til afstemning torsdag den 31. maj 2018.