Tak for det.
Hvor meget overvågning skal vi acceptere?
Hvad skal forholdet være mellem hensynet til, at politiet skal have gode muligheder og vilkår for at opklare kriminalitet og stille forbrydere til ansvar, og hensynet til, at vi også skal kunne leve et uforstyrret liv så meget som muligt?
Jeg synes, spørgsmålene er centrale, og jeg tror, at debatter kommer til at handle om det her emne, og de vil måske også blive flere i løbet af de kommende år – dels fordi mulighederne bliver flere, og fordi teknikken bliver endnu mere udviklet i de kommende år, dels tror jeg, det er et emne, som har alles interesse.
Det er derfor, jeg synes, vi skal debattere det her.
I DF har vi aldrig nogen sinde været i tvivl om, at nummerpladescannere er en glimrende idé.
Det er et rigtig godt redskab, og mange kan se et stort potentiale for politiet i at bruge dem.
Hvis man har besøgt politistationer rundtomkring i Danmark, som jeg er sikker på at de fleste retsordførere har med jævne mellemrum, så er jeg ret overbevist om, at man får det klare indtryk, at nummerpladescannere er et virkelig godt redskab – altså noget, politiet gerne vil bruge endnu mere, end tilfældet er i dag.
Jeg kan så høre, at det også bliver udvidet nu.
For os i Dansk Folkeparti er det så vigtigt, at vi har et politi, der kan følge med os, og et politi, der teknisk set er udrustet til fremtiden.
Anpg, som er det meget lidt mundrette navn for nummerpladescannere, er et af de værktøjer.
Det giver en rigtig god mulighed for at følge med i, hvad bestemte mennesker, som politiet måtte interessere sig for, foretager sig – dermed altså ikke, om hr.
Hansen flere gange har været nede i Tyskland og hente billige øl, eller om fru Olsen besøger en mand, der ikke lige er hendes egen.
Men det kan også bruges til meget mere, hvis man får lov til at opbevare billederne fra de kameraer i længere tid.
Så dybest set handler det om to ting i den her debat:
Skal vi have flere af de her automatiske nummerpladelæsere rundtomkring?
De sidder allerede ved grænserne og udvalgte steder og også på nogle politibiler.
Vil vi øge antallet af de scannere?
Fra Dansk Folkepartis side er der ikke nogen tvivl:
Det er et klart ja til det spørgsmål.
Skal vi så gøre noget ved de frister, der findes i dag, for, hvornår man skal slette billederne, som genereres af de kameraer?
Det bliver altså også et klart ja fra os.
Som det er i dag, kan man gemme billederne i 30 dage, når det handler om grænseområderne eller nogle særlig interessante områder.
Men for andre områder gemmer man kun billederne i omkring 24 timer, som jeg har forstået det.
Vi synes altså, at politiet skal have lov til at gemme de her billeder noget længere – rigtig meget længere end i dag.
Så det gælder egentlig både det forhold, at vi gerne vil give politiet nogle øgede muligheder for at jagte bestemte typer kriminelle med det her redskab, samtidig med at vi generelt ønsker, at oplysningerne gemmes i længere tid, så man kan bruge dem f.eks.
ved eftersøgning af forsvundne personer eller i tilfælde af alvorlig kriminalitet, hvor politiet f.eks.
ved lokalisering af et gerningssted ville have lettere ved at indsnævre kredsen af interessante personer, hvis de måtte gemme oplysningerne længere.
Derved skulle antallet af kameraer selvfølgelig øges betragteligt.
Vi har altså ikke noget imod, at vi går et skridt i retning af mere overvågning på det her bestemte område, hvis det betyder, at vi potentielt kan opklare flere alvorlige forbrydelser.
Hvordan stiller det så alle os, der ikke begår kriminalitet; os, der egentlig bare gerne vil have lov til at leve stille og roligt og fredeligt?
Det er jo der, debatten går højt en gang imellem.
Der kører i debatten nogle gange de her falske fortællinger om, at det skulle være overgreb mod privatlivets fred.
Jeg må indrømme, at jeg altså ikke føler mig spor utryg, hvis det er sådan, at politiet tager et billede af mig, når jeg kører til og fra arbejde.
Det skulle da lige være, hvis jeg kom til at trykke lidt for meget på speederen.
Men sådan er det.
Når jeg færdes i trafikken, må de hjertens gerne følge, hvor jeg er, og gemme de oplysninger.
Det føler jeg mig ikke utryg ved, overhovedet ikke.
Jeg ville føle mig meget mere utryg, hvis det var sådan, at jeg eller nogle, jeg kendte og holdt af, en dag blev udsat for grov kriminalitet og politiet stod uden muligheder eller med meget ringe muligheder for at opklare sagen og stille de ansvarlige til ansvar.
Det ville jeg være rigtig ked af.
Jeg synes også, debatten om overvågning generelt er lidt skæv.
For det er lidt pudsigt, at det i debatten meget ofte er mere kontroversielt, hvis politiet tager et billede af en nummerplade, som i øvrigt slettes igen, end hvis de sociale medier ved, hvad folk spiser til morgenmad, kender deres nøjagtige position hele tiden, gemmer deres samtale, profilerer dem osv.
osv.
– og vel at mærke ikke for at gøre folk trygge, men for at tjene penge på at sælge annoncer, målrettet den enkelte person.
Det undrer mig såre.
Måske vi kunne nå frem til en lidt anden balance, hvor politiet må lidt mere, end man må i dag, og de private internetgiganter må lidt mindre.
Det ville sådan set slet ikke gøre mig noget.
Jeg skal sluttelig læse følgende forslag til vedtagelse op på Dansk Folkepartis vegne:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget konstaterer, at anpg-kameraer er et vigtigt redskab for dansk politi.
Folketinget opfordrer regeringen til at øge antallet af anpg-kameraer betragteligt, ligesom Folketinget pålægger regeringen at arbejde for at øge det tidsrum, som politiet må opbevare billeder taget af anpg-kameraer i, betragteligt.
Folketinget noterer sig, at den teknologiske udvikling indebærer, at politiet – i bestræbelsen på at holde Danmark trygt – i højere grad end tidligere vil komme til at arbejde med data, kameraovervågning, ny teknologi og it.«
(Forslag til vedtagelse nr.
V 53).