Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 21:

Forespørgsel til statsministeren:

Hvad mener statsministeren at der skal til for at genskabe borgernes tillid til de folkevalgte på Christiansborg og øge det politiske og demokratiske engagement hos befolkningen?

Af Uffe Elbæk (ALT) og Carolina Magdalene Maier (ALT).

(Anmeldelse 06.02.2018. Fremme 08.02.2018).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 10. april 2018.

Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Uffe Elbæk, Alternativet, for en begrundelse. Værsgo.

Tak, formand. Jeg har glædet mig til den her debat, hvor vi sammen skal prøve at tage temperaturen på demokratiets tilstand lige i de her tider. Men først vil jeg lige begrunde, hvorfor Alternativet har stillet statsministeren følgende spørgsmål:

»Hvad mener statsministeren at der skal til for at genskabe borgernes tillid til de folkevalgte på Christiansborg og øge det politiske og demokratiske engagement hos befolkningen?«

Grunden til, at vi fra Alternativets side har stillet den her forespørgsel til statsministeren, er primært to ting. Den ene er, at vi kan se, at der er færre og færre danskere, der har lyst til at være medlem af et politisk parti. Vi er helt nede på 4 pct. af befolkningen, der synes, at det giver mening at være medlem af et politisk parti. Og af dem, der så reelt er medlem af et parti, er der færre og færre, der har lyst til sådan aktivt at tage del i det politiske arbejde internt i partierne og stille op til folkevalgte positioner. Og dem, der så endelig gør det, og som også stiller op som folketingskandidater, begynder mere og mere at ligne hinanden på tværs af de politiske partier. Det vil sige, at de har den samme uddannelsesbaggrund og de samme sociale referencer.

To partier herinde, som faktisk gør det rigtig godt – altså med hensyn til det der med at få en større bredde blandt deres kandidater og dermed også de folk, der bliver valgt ind – er Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Altså, der er en langt større mangfoldighed i de to partier, hvilket jeg synes er rigtig, rigtig godt.

Men altså, der er få, der har lyst til at være medlem af et politisk parti. Den anden ting er, at vi kan se, at der er en større og større tillidskløft mellem os folkevalgte og borgerne. Vi ligger allerlavest i tillidsmålingerne.

De to ting tilsammen, altså det, at man lidt firkantet sagt egentlig kan se dannelsen af, hvad der nærmest minder om sådan en politisk klasse, og så det der tillidsgab mellem borgerne og de folkevalgte, synes vi er en giftig cocktail for et sundt demokrati.

Vi har bevidst valgt ikke at lave et forslag til vedtagelse, fordi vi håber på, at den her debat kan blive både nysgerrig og åben. Vi er i hvert fald fra Alternativets side meget nysgerrige efter at høre, hvad I tænker i de andre partier, først og fremmest statsministeren. Altså, hvad er det for nogle former for diskussioner, I i de andre partier har internt om, hvordan I synes demokratiet fungerer i dag, og hvordan vi kan gøre det mere involverende og mere meningsfuldt?

Så jeg glæder mig rigtig meget til, at vi får den her debat. Og personligt glæder jeg mig rigtig meget til at høre statsministeren.

Tak for det. Og så er det statsministeren for en besvarelse.

Tak for det. Tak for ordet. Og tak til Alternativet for at have stillet denne forespørgsel, som jo adresserer et meget vigtigt emne, et emne, som også vedvarende er til diskussion, nemlig tilliden til de folkevalgte, den demokratiske udvikling – det er en vigtig diskussion. Og det er det jo ikke mindst i en tid, hvor demokratiet flere steder er under pres, også i lande tæt på os, hvor demokratiet stadig er ungt.

Jeg husker stadig en formiddag i oktober for 28 år siden, hvor jeg fik det pludselige indfald at ringe til Sólrun og spørge, om hun ikke havde lyst til at hoppe med ind i vores gamle Volvo og tage en tur sydpå til Berlin. Det var ikke for at se fodbold eller gå i butikker, men det var for at opleve Tysklands genforening ved Brandenburger Tor. Og vi tog færgen frem og tilbage, stemplede ind på udturen via Rostock i DDR – jeg har mit pas endnu – og stemplede ud dagen efter fra Bundesrepublik Deutchland. Vi nåede lige frem til midnat. Det var en fantastisk oplevelse, som faktisk kun er 28 år gammel.

Når jeg nævner den, er det egentlig for også at give den her debat et perspektiv. For indtil jeg var midt i tyverne, var halvdelen af Europa stadig brutale diktaturer; lande, hvor man undertrykte sine egne befolkninger, byggede mure – ikke for at forhindre nogen i at komme ind, men for at forhindre folk i at komme ud, at vælge friheden og demokratiet til. Og sådan er det jo heldigvis ikke længere. Men at det er så få år siden, er jo i sig selv et vidnesbyrd om, at vi ikke kan tage demokrati og borgerrettigheder og en velfungerende retsstat for givet. Det ser vi i hele verden, vi ser det også i Europa, og det skal vi huske på, også når vi diskuterer forholdene herhjemme.

Jeg er helt med på, at tilliden til danske politikere er lav, når man måler det sådan op imod andre grupper. Men det rokker ikke ved, at vi har et levende og stærkt demokrati, som er blandt de mest grundfæstede i verden. Danskerne er det folk i EU, som er mest tilfredse med, hvordan deres demokrati fungerer. Og tilliden til Folketinget er blandt de højeste i EU – og højere i dag end i f.eks. 2001 og 2013.

Betyder det så, at vi ikke har et problem? Nej, det gør det ikke. Andre landes problemer skal selvfølgelig ikke skygge for vores egne, og det er alvorligt, når mange vælgere ikke har tillid til politikere og til de politiske partier. Og vi kan jo hurtigt skyde skylden på hinanden eller på nogen andre, men jeg synes, vi skal bruge debatten, når den nu er rejst her i dag, til at kigge indad og spørge os selv, om vi i tilstrækkelig grad er med til at skabe et positivt billede af politik, og om vi ansporer folk, ikke mindst unge, til at engagere sig. Det er vist det, man kalder et retorisk spørgsmål.

Jeg tror, de fleste mener, at der er rigelig plads til forbedring. Det synes jeg også, og jeg vil gerne tage min del af ansvaret. Så er spørgsmålet, hvad vi skal gøre. Og det er jo det spørgsmål, der rejses af hr. Uffe Elbæk og fru Carolina Magdalene Maier. Jeg tror ikke, der er sådan (Statsministeren knipser med fingrene) én hurtig, samlet løsning – selvfølgelig ikke – men jeg vil tillade mig at komme med tre elementer, som jeg synes er vigtige.

For det første skal vi sørge for, at den politiske debat bliver vedkommende. På den ene side er der jo brug for de store visioner om, hvordan Danmark og verden skal se ud på lang sigt. Her har Alternativet selv markeret sig med forslaget om en 30-timersarbejdsuge og ideen om en syvdobling af udviklingsbistanden – det sidste svarer til 100 mia. kr. om året eller 16 nye supersygehuse hvert år. Og det er fint, altså med store visioner. På den anden side må vi jo ikke miste jordforbindelsen, for tillid handler også om tillid til, at de folkevalgte kan løse de helt konkrete samfundsproblemer: parallelsamfund, kræftbehandling, kriminalitet, børn, som ikke får en ordentlig chance.

Så vi skal jo ligesom have begge dele med. Men først og fremmest skal vi holde os for gode til at komme med letkøbte løsninger på komplekse problemer, og det gælder os alle sammen. Selvfølgelig skal vi udfordre det bestående, vi skal skære argumenterne til, ellers sker der ingen forandringer, og ellers kan man heller ikke se forskellene.

Men jeg tror, vi skal passe på med at hævde, at problemer, som vi har tumlet med i årtier, kan løses med et fingerknips. Det er at nedvurdere befolkningen, og det gavner ikke tilliden, hvis vi får skabt et billede af, at store, tunge problemer er nemme at løse – og det er de så ikke, og så bliver de ikke løst, og så skuffer vi forventningerne.

Det fører mig så til et andet perspektiv, nemlig det forhold, at vi nok har en tendens til at forvrænge billedet af virkeligheden, både bevidst og ubevidst. Måske er vi nogle gange lidt for gode til at se på verden med enten røde, blå eller grønne briller – måske særlig, når der er en journalist i nærheden – og så bliver det i virkeligheden ikke rødt, blåt eller grønt. Så bliver det hele sort-hvidt, unuanceret, og sådan har det nok altid været, i den forstand at Christiansborg jo er en politisk kampplads, og at ordet er vores sværd, og at vi er valgt på et mandat.

Men sandheden er jo, at verden jo ikke kun er rød eller blå eller sort eller hvid, den er fuld af nuancer, og dem skal vi have frem. Bare for at eksemplificere det: Et af de områder, hvor nuancerne jævnligt forsvinder, er jo på klimaområdet.

Når man lytter til debatten, kan man få det indtryk, at mit parti fører en nærmest kulsort politik, at Venstre lever på en anden planet, selv om hele pointen er jo er, at vi kun har en planet til deling. Men faktum er, at Danmark har haft Venstreledede regeringer i 12 ud af de seneste 16 år, og at der er ført en energipolitik baseret på brede energiforlig. I år 2000 havde vi 11 pct. vedvarende energi i energiforbruget, nu er vi oppe på 30 pct., og med de nyeste tal forventes 40 pct. i 2030. På gode dage bliver den danske vindmøllestrøm sendt ud af landet, fordi vi simpelt hen ikke kan nå at bruge det hele selv, og inden længe vil regeringen lancere et energiudspil, der leverer endnu mere vedvarende energi.

Så er der nogle, der vil have endnu mere, koste hvad det vil, det er helt fair. Men jeg synes nogle gange, at debatten bliver fordrejet, så jeg nævner det som et eksempel på, hvordan nuancer forsvinder.

Lidt det samme indtryk kan man få, når man lytter til sundhedsdebatten. Her lyder det nogle gange, som om alting er skåret ned, men faktum er jo, at siden jeg selv blev sundhedsminister i 2001, er der ansat næsten 5.200 flere læger i de offentlige sygehuse og næsten 5.900 flere sygeplejersker. Det svarer til, at der hver eneste dag, bortset fra søndag, er blevet ansat en ekstra læge på vores hospitaler, og at der hver eneste dag, inklusive søndage, er blevet ansat en ekstra sygeplejerske.

Når jeg nævner de her to ting, er det blot for at prøve at sætte tingene lidt i perspektiv, for sandheden er jo, at langt, langt de fleste politiske løsninger skabt herinde bliver fundet i fællesskab, i frugtbare, respektfulde diskussioner og med brede flertal. Og tænk, hvis vi kunne tage lidt mere af den slags ud af det lukkede rum og ind i offentligheden frem for stadig at tegne det her billede af, at det er enten-eller, det er enten-eller. Så tror jeg sådan set, at vi ville komme langt, også i genskabelse af tillid.

Det fører mig så til mit tredje og sidste punkt. Hal Koch udtrykte en gang, at demokratiet er samtale. Deri havde han meget ret, og deri ligger jo også en forpligtelse. Hvis vi skal gøre noget ved mistilliden, skal vi folkevalgte være lige så gode til at lytte, som vi er til at tale, for det knytter sig jo ligesom til samtalebegrebet, lytte til befolkningen for at forstå bekymringerne i deres helhed og sammenhæng, lytte til hinanden, ikke kun sådan lidt autopilotagtigt for altid lige at kunne finde modargumentet, men for at finde de bedste løsninger. Det burde jo sådan set være muligt, al den stund at vi alle er udstyret med to ører og en mund.

Så skal vi også blive bedre til at kunne gøre noget, som alle andre mennesker kan, og som vi også hver især jo kan i andre dimensioner af vores tilværelse, nemlig blive klogere og stå ved det, når vi gør det. Det gælder også mig selv.

Jeg er temmelig sikker på, at hvis nogen havde vist mig regeringens udspil mod parallelsamfund for 25 år siden, så ville jeg have været meget, meget skeptisk. Jeg kommer fra et parti, som er rundet af Grundtvig og stolte frihedstraditioner, af Kolds skolesyn, er store tilhængere af vores friskoletraditioner og af, at mennesker skal have lov til at leve, som de vil. Derfor har det helt ærligt været svært at nå den konklusion, at vi nu foreslår at pålægge forældre, at deres børn skal i institution, at vi nu ønsker at blande os i, hvor folk skal bo. For jeg går jo ind for frihed.

Men jeg må også erkende, at nogle af vores frihedsidealer har spillet fallit i den her kontekst, fordi de bliver brugt på en måde, vi ikke kunne forestille os. Derfor må vi tage fat om problemerne på en måde, som jeg egentlig ikke grundlæggende bryder mig om, men fordi jeg simpelt hen mener, at det er nødvendigt. Verden forandrer sig, og også vi må flytte os med den. Og det skal vi måske give hinanden lidt bedre plads til og holde lidt mindre fast på det med, at du sagde engang, og du løber fra noget, du har sagt, og jeg har fundet en debatbog, fra da du var 19 år, og der skrev du sådan, og nu er du 53 og mener noget andet, så der er jo ikke hoved og hale på nogen ting; altså så det ikke bliver et problem at blive lidt klogere. Det tror jeg vil styrke tilliden, i hvert fald på den lange bane.

Det var sådan et forsigtigt forsøg på at lægge tre perspektiver ned over den her udfordring, vi står med. Jeg bilder mig ingenlunde ind, at det er løsningen. Jeg er helt sikker på, at der findes flere og rimeligvis også bedre, og derfor har jeg sådan set tænkt mig så at følge min egen anbefaling og slå ørerne ud og lytte godt efter i dagens debat.

Men inden jeg så sætter mig ned og gør det, vil jeg da gerne slutte af med at rose Alternativet for at tage initiativ til dagens debat. Vi er jo ikke enige om det hele mildest talt, men jeg er sådan set oprigtigt glad for, at hr. Uffe Elbæk og fru Carolina Magdalene Maier og resten af Alternativet har sat det her fokus på emnet. For jeg deler grundlæggende bekymringen, og derfor ser jeg frem til en god debat.

Tak til statsministeren. Så er det hr. Uffe Elbæk, ordfører for forespørgerne.

Tak for det svar, statsminister. Jeg er jo rigtig glad for, at statsministeren også lige inddrog det europæiske perspektiv, det historiske perspektiv. Vi var mange, som syntes, at verden forandrede sig, da Berlinmuren faldt, og vi var glade for, at murene faldt ned, i stedet for at der blev bygget yderligere mure. Og det er jo rigtigt, at lige nu ude i det europæiske rum, men også sådan mere globalt, er de demokratiske institutioner under massivt pres, og vi ser en nationalkonservatisme koblet med et ønske om stærke mænd og kvinder som ledere. En tredjedel af alle unge i Europa ønsker faktisk en stærk leder frem for den demokratiske kultur, vi har i dag. Og det gør jo, at jeg lidt ser det, som om vi er i sådan en demokratisk mellemtid lige nu, hvor vi er på vej fra noget, vi kender, til noget, som vi absolut ikke kender. Der kan så være positive scenarier for, hvad det kunne blive. Lige nu synes jeg primært, at det er de negative scenarier, der tegner sig.

Så det, der lidt er et dilemma for os i Alternativet, er, at vi på den ene side står vagt om vores demokratiske institutioner, som vi kender dem i dag, og på den anden side tænker på, hvordan vi udvikler dem, dvs. hvordan vi bygger en ny sådan demokratisk bro imellem os, der er herinde på Christiansborg, og så borgerne uden for? Og vi er jo dybt optaget af at finde ud af, hvordan pokker vi udvikler nye former for politisk deltagelse.

Altså, hvordan kan det være, at 96 pct. af borgerne ikke har lyst til at være medlem af et politisk parti i dag? De er givetvis politisk engagerede på andre måder, men hvorfor giver det ikke mening for 96 pct. af befolkningen at være medlem af et politisk parti? Så hvordan gør vi det mere aktivt, hvordan åbner vi partierne op, og dermed selvfølgelig også, hvordan åbner vi Christiansborg op?

Vi i oppositionen skrev en fælles kronik lige før åbningen af folketingsåret sidste år i oktober, og der gav vi vores bud på nogle konkrete nedslag, altså hvad man måske kunne tage af initiativer. Nu nævner jeg bare nogle af dem.

Eksempelvis foreslog vi at udvide skolevalget – altså det, som er en kæmpesucces i folkeskolen – til gymnasier og erhvervsskoler. Vi foreslog også et center for demokratiudvikling her på Christiansborg ud fra den, hvad kan man sige, meget enkle logik, at de store, seriøse virksomheder i Danmark i dag selvfølgelig har en udviklingsafdeling. Og hvis vi ser Christiansborg som demokratiets største virksomhed, burde vi også have en udviklingsafdeling, som ved, hvad der sker af spændende demokratiske tiltag rundtomkring i verden, men også herhjemme på kommunalt niveau og regionalt niveau og nationalt niveau og så derfra og ud.

Vi foreslog også, at man virkelig skulle bakke kommunerne op i at bruge borgerdrevne budgetter i højere grad, end tilfældet er i dag. Hvis ikke min hukommelse tager helt fejl, foreslog vi også flere mobile valgsteder. Så det var et bud på, hvordan vi kan komme i gang med at sige, hvordan vi kan vitalisere den demokratiske samtale, men også sikre, at demokratiet hele tiden er noget, som vi generobrer fra generation til generation.

Det, som vi diskuterer nu internt i Alternativet, er, om der ikke er brug for en ny, kan man sige, demokratiudredning. Altså, vi havde en magtudredning tilbage i 2003, dvs. for 15 år siden. Men netop fordi vi ser det, der sker ude i den store verden, altså at de demokratiske institutioner er under pres, og vi ser det også herhjemme, er der så ikke brug for, at vi får lavet en ny demokratiudredning?

Personligt synes jeg, at det var mere end sympatisk, da vi så, at ungdomspartierne var i stand til at formulere et politikerløfte. Og selvfølgelig har vi alle sammen været nede at lægge hånden på grundloven, men det var altså virkelig inspirerende at læse ned over de ting, som ungdomspartierne på tværs af den politiske uenighed, de jo også har, var i stand til alligevel at formulere – de var i stand til at formulere nogle meget, meget fine principper. Og det, som vi så også diskuterer – og måske vil vi også foreslå det – er et egentligt nyt kammer på Christiansborg, nemlig et borgerkammer, for at skabe den demokratiske, hvad skal man sige, vitalitet, som vi nogle gange synes at vi mangler herinde.

På vores helt egen hjemmebane har vi jo selv arbejdet med at åbne vores eget parti op med livestreaming af gruppemøder. Statsministeren ved om nogen, at vi spørger vores medlemmer om det tredje spørgsmål, når vi har spørgetime med statsministeren, og vi diskuterer etiske spørgsmål med dem, når vi selv er usikre på, hvad vi mener i gruppen. Men nu glæder jeg mig bare til at høre, hvad ordførerne fra de andre partier mener. Hvad er det, I diskuterer, når døren er lukket? Synes I, det går godt nok? Hvordan kan vi gøre det bedre?

Tak til ordføreren og for en stilfærdig og god debat på en fredag formiddag. Jeg føler bare anledning til at sige, at for pokker altså er under kategorien snydebandeord. (Uffe Elbæk (ALT): Jeg må lære det på et eller andet tidspunkt). Ja, det skal vi helst afholde os fra at sige.

Hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil også godt takke for, at vi får debatten, og jeg kan forstå, at statsministeren – og det er også noget, jeg selv praktiserer – synes, det er vigtigt at forbeholde sig retten til at blive klogere. Det var lidt uklart for mig, om der lå en erkendelse af at være blevet klogere på noget, der havde med det her at gøre, men det får vi måske lejlighed til at udforske på et senere tidspunkt.

Men i forhold til det dilemma, som der peges på, altså forholdet mellem det at passe på og det at udvikle, synes jeg også, der er et andet dilemma. Jeg tror nemlig ikke, det handler så meget om vores institutioner, som det handler om den måde, vi bruger dem på, og den måde, politik bedrives på. Jeg har i hvert fald en bekymring for, om den høje tillid, vi har til vores institutioner, svækkes, når vi samtidig forsøger at udvikle formerne på den måde, vi gør det på.

Nu har vi set et medieudspil her senest, og medierne er jo også en del af vores demokratiske understøttelse. Jeg vil bare høre: Hvad tænker I i Alternativet om det her med udfordringen af tilliden til vores institutioner, og hvad der er på spil, også når man diskuterer medieforlig?

Værsgo.

Jeg er meget enig i den bekymring, som hr. Morten Østergaard kommer med her. Det, vi nu ser i forhold til medieforhandlingerne, ser jeg helt klart som noget, hvor vi endnu en gang oplever, at en demokratisk vigtig institution i Danmark er under et pres. Men man kan jo også kigge på det i forhold til ombudsmandsinstitutionen, og man kan kigge på det i forhold til rigsrevisorerne. Altså, jeg oplever, at der er en manglende opbakning til og manglende respekt for de helt grundlæggende demokratiske institutioner i dag, og at der er brug for, at vi står op for dem.

Det er også derfor, jeg siger, at det lidt er et dilemma. Det handler på den ene side om at stå op for institutionerne og på den anden side om samtidig at udvikle dem.

Altså, hele den debat, der har været om borgerforslag, er jo et godt eksempel på det. Vi ser det som et element i at vitalisere debatten og relationen mellem os herinde og så borgerne. Det bliver af andre udlagt, som om det er et angreb på det repræsentative demokrati. Og jeg ser det jo som en styrkelse af det, og jeg ser det som en brobygger. Men jeg er meget bekymret for det, der sker lige for øjeblikket, også her på den hjemlige bane, i forhold til at stå vagt om vores helt grundlæggende demokratiske institutioner. Jeg er dybt bekymret.

Tak. Hr. Morten Østergaard.

Det er så en bekymring, som vi deler. Men nu skal det jo ikke være mørke og sortsyn det hele, og derfor vil jeg pege på en anden ting, som jeg ved hr. Uffe Elbæk selv igennem sit virke har haft masser af personlig erfaring med.

Jeg oplever jo faktisk, at der er en enorm grøde i vores civilsamfund i bredeste forstand, at der er en enorm aktivisme. Borgerforslagene er eksempel på det, men faktisk er folk dybt engageret i mange ting, som måske så bare ikke er de politiske partier.

Derfor kunne jeg godt have en bekymring for, at nogle af de ting, vi gør, som f.eks. det med borgerforslag, som jeg støtter, bliver noget ekstra, mens det, der sker, når realpolitikken bedrives – når der f.eks. laves en plan for de udsatte boligområder – er, at så foregår det stadig væk i sådan en sluttet kreds, hvor de mange, der kunne være engageret i det, slet ikke får afløb for deres ideer. Bl.a. fordi magten over de seneste år har lukket sig om sig selv.

Derfor synes jeg, at vi skal passe på med, at det ikke bliver sådan noget, man lægger oven på, men at det bliver de reelle, væsentlige politiske processer, som den aktivisme får del i.

Tak, og værsgo.

På det punkt er vi overhovedet ikke uenige. Jeg synes jo, at jo mere og jo tidligere vi kan inddrage borgerne direkte i de overvejelser, vi gør os, både som enkeltpartier, men også som regering, jo bedre. Det kan jeg kun bakke op om. Så jeg tror, at i hvert fald lige dér løber Radikale Venstre åbne døre ind hos Alternativet. Vi er fuldstændig enige.

Tak. Så er det fru Christine Antorini, Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Vi synes også, det er super spændende at diskutere, hvordan vi kan inspirere hinanden til at tænke i at udvikle vores demokratiske arbejdsformer. Derfor er jeg nysgerrig efter at høre lidt mere om Alternativets idé om en eller en form for et tredje borgerkammer, som jeg forstod det, i forhold til Folketinget.

Jeg er nysgerrig på det, fordi jeg har en oplevelse af, at der er meget fine muligheder for borgere, interesseorganisationer og andre, der har noget på hjerte, til at få adgang til os politikere. Det er både til os som enkeltpersoner, men også i forhold til Folketingets udvalg. Der bliver lavet høringer, og der bliver gjort stor umage med – det er min oplevelse – at invitere borgere ind. Så hvorfor er det nødvendigt at lave et særligt borgerkammer? Hvad skal det repræsentere, som vi ikke har i dag?

Ordføreren.

Det er jo en lang snak, altså om der er et behov for at lave et egentligt nyt kammer. Vi er jo så blevet inspireret af det, de har gjort i Irland og også i Taiwan, hvor de har lagt det, man sådan kunne kalde en demokratisk forstyrrelse – hvis man skal finde et lidt underfundigt begreb på det – ind i den politiske proces. Her har de udvalgt nogle borgere – ligesom man har nævningeting – uden partipolitiske tilhørsforhold til at komme med deres bud på nogle af de samme politiske udfordringer, som eksempelvis bliver diskuteret her i Folketingssalen. Vi har vores eget konkrete eksempel på det, for ... (formanden (Pia Kjærsgaard) : Tak!). Nå.

Ja, vi forsøger at få det til at fungere. Værsgo, fru Christine Antorini.

Men kunne man forestille sig, at vi i fællesskab kunne gøre noget for, at den tænkning om, at borgersynspunkter kunne komme tættere på processer, kunne gøres inden for den demokratiske ramme, at det er i et samspil med udvalgsarbejde og lovprocessen osv.? For min oplevelse er, at der er utrolig mange muligheder, men de bliver måske ikke brugt så ofte. Risikoen ved at snakke om, at der skal laves et egentligt borgerkammer, er, at man giver det et indtryk af, at det er umuligt at nå os i det politiske. Min opfordring er, at vi skal se på, hvad vi kan gøre for at synliggøre, at det har borgerne mulighed for allerede i dag, og se på, om vi kan gøre det på en bedre måde inden for det repræsentative demokratis rammer.

Det er faktisk det, jeg synes er dilemmaet, for vi skal faktisk gøre begge ting på samme tidspunkt. Altså, jeg synes – og der har formanden og Præsidiet jo selv været drivende – at man skal se på, hvordan vi kan udnytte det system, vi rent faktisk har, endnu bedre. Det er også det, jeg hører fru Christine Antorini påpege her. Og jeg synes, vi skal gøre begge ting på samme tid.

Tak. Hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for en spændende ordførertale. Jeg vil gerne udforske ideen om et borgerkammer lidt, for det synes jeg er interessant. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hr. Uffe Elbæk ikke er enig med mig i, at Folketinget jo gerne skulle være selve borgerkammeret, altså kammeret, der består af 179 borgere udvalgt af danskerne fra alle egne af landet i forskellige aldre og med forskellige baggrunde.

Nu kan hr. Uffe Elbæk måske forklare sine tanker om, hvordan sådan et borgerkammer skulle se ud, men kunne det ikke i virkeligheden være en falliterklæring, hvis man kommer frem til, at der er behov for et borgerkammer, fordi det borgerkammer, som vælgerne jo i forvejen har sammensat efter grundige overvejelser, viser sig ikke at være tilstrækkeligt?

Tak. Og værsgo til ordføreren.

Jeg kan godt forstå spørgsmålet, altså om det er udtryk for en kritik af det repræsentative demokrati med den status og det ansvar, som vi har her. Når vi snakker om et borgerkammer, betyder det ikke, at det skal være et besluttende borgerkammer. Altså, det betyder ikke, at det er herinde i Folketingssalen, at borgerkammerets beslutninger bliver truffet. Men vi tror bare på, at der kan være en værdi i at have en dialog med borgerne om vigtige spørgsmål, som vi i sidste ende lander herinde. Så man skal egentlig se sådan et borgerkammer som en opkvalificering, en inspirationskilde til det, der foregår her. Og der skal være en samtale, en dyb, alvorlig samtale mellem os i Folketingssalen og et eventuelt borgerkammer.

Men altså, jeg vil da også sige, at det er en idé, som er på tegnebrættet lige nu. Og hvis vi går videre med det, skal vi nok komme og delagtiggøre alle i, helt nøjagtigt hvordan vi har tænkt det. Men det er som sagt for at komme med et eksempel på, hvordan vi kan forestille os en mere interessant demokratisk struktur end den, vi har i dag. Kan det gøre, at vi får borgerne tættere på, og kan vi gøre det sådan, at borgerne synes, at demokratiet er dybt meningsfuldt, og at det er noget, de har lyst til at involvere sig i?

Hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for svaret. Nu vil jeg stille et andet spørgsmål – ikke om borgerkammeret, men om Christiansborg i forhold til at åbne det op for borgerne. Da jeg blev valgt for snart 3 år siden, blev jeg faktisk overrasket over, hvor åbent Christiansborg var; hvor mange muligheder der var for, at alle mulige folk, der havde noget på hjerte, kunne komme ind; hvor mange arrangementer der blev holdt, og hvor åbne døre der i virkeligheden er her i Folketinget.

Der vil jeg bare høre hr. Uffe Elbæk: Hvad er sådan de konkrete forslag, hvis man gerne vil åbne Christiansborg mere op? For jeg må indrømme, at jeg synes, det er meget åbent, og det synes jeg også er godt. Men det kunne jo være, der var nogle andre forslag fra Alternativet.

Ordføreren.

Nu er tiden jo kort til at svare på det, men altså, vi har jo selv brugt det, vi kalder det alternative parlament. Når der har været diskussioner herinde i Folketingssalen, har vi inviteret op til 100 borgere ind i Landstingssalen for at diskutere det samme emne, som der er blevet diskuteret herinde. Det gjorde vi eksempelvis i forbindelse med kontanthjælpsloftdiskussionen, og det var så demokratisk håbefuldt at opleve, hvordan de her borgere gik til den samme diskussion, som vi havde herinde. Jeg er helt sikker på, at de mennesker oplevede, at Christiansborg pludselig blev åbnet op for dem.

Derudover vil jeg sige, at jeg også har fuldstændig den samme oplevelse som spørgeren, nemlig at mine kolleger på tværs af partierne herinde er meget lyttende og gerne vil henvende sig, og at folk arbejder dybt seriøst. Men stadig væk er det jo sådan, at Christiansborg bliver oplevet som en lukket institution.

Tak. Hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance.

Tak for det, og tak til Alternativet og hr. Uffe Elbæk for at rejse den her vigtige debat. Nu er vi jo i det her hus, og vi er en del af den der statistik, hvor vi ligger lavere end bilforhandlere og, ja, endda lavere end journalister – og det kan man tænke lidt over. Der ligger vi så lige pludselig. Og når jeg spørger hr. Uffe Elbæk præcis til det, er det jo, fordi jeg kender hr. Uffe Elbæk fra tiden, før han kom ind i politik herinde, og for at have en høj troværdighed, et højt aktivitetsniveau og en stor berøringsflade. Pludselig er hr. Uffe Elbæk i det her hus og er så dermed en del af den her statistik.

Jeg fornemmer ikke, at hr. Uffe Elbæk har ændret sig eller opfører sig anderledes. Hvad er det, der ikke kan udfoldes herinde – sådan den menneskelige udstråling – af det, vi måske kom med hver især, der så gør, at vi pludselig er en del af den statistik og ikke kan rokke os ud af det eller ikke kan adskille os eller få skubbet til den i alvorlig grad? For det er jo et spørgsmål om Folketinget, forespørgslen går på, og det er der, det måske er allerlavest – også i forhold til kommunalpolitikere osv. Hvad er det, det hus gør ved os, eller hvad er det, vi glemmer at bringe med herind? Det synes jeg næsten vi kunne søge svar på hver især i de verdener, vi nu kommer fra.

Værsgo.

Ja, det er jo et enormt spændende spørgsmål, og jeg har bare lyst til at stå her og snakke i 15 minutter, men det får jeg nok ikke lov til af formanden. Men jeg synes faktisk, at statsministeren kom med nogle ret gode bud på det. Altså, det her hus er skabt på konflikt. Politik er jo konflikt. Men vi søger den også. Og vores evne til at lytte og indgå i en reel nysgerrig samtale synes jeg mange gange mangler, og det bliver ofte den ene blok over for den anden blok. Der kan jo selvfølgelig være dybt reelle kritiske ting, som man synes man er dybt uenig i, og dem skal man jo stå op imod, og man skal sige, at man ikke synes, det er i orden, at nogle gør det eller det.

Jeg tror, at den måde, vi i det her hus forvalter vores rolle som politikere og som partier på, og den måde, som regering og opposition forvalter deres rolle på, gør, at i hvert fald alle jer, der måske sidder og ser på det her på tv, og jer, der sidder oppe på tilhørerrækkerne, ofte oplever, at det bare er mudderkastning, og at den principielle diskussion forsvinder. Det tror jeg er en af grundene til det, men det er absolut ikke den eneste. Medierne spiller en fantastisk vigtig rolle også på det her område.

Hr. Leif Mikkelsen.

Ja, og så må vi spørge hinanden: Hvordan vrider vi os egentlig ud af det? For det er måske der, kernen ligger. Vi kan jo tale meget om mange ting, udadvendthed osv., men det billede, der tegnes af os – og hr. Uffe Elbæk rørte lige ved det – er jo billedet af konflikten. Og vi har et medieflow nu, som er accelereret de seneste 10 år, og der ligger en undersøgelse, der siger, at det kun er gået ned ad bakke. Der er der vel grund til at spørge: Hvorfor er det så det? De medier, vi har nu, og som er helt anderledes, hvad er det for nogle? Hvordan kan vi gøre noget ved det? Vi er jo alle sammen en del af det, og som politikere spiller vi måske også beredvilligt med, hvor vi af og til skulle sige nej og lade være – eller hvad? Hvordan kommer vi ud af det her? For mediebilledet og -strømmen fortsætter jo – måske også ret ukritisk.

Ordføreren.

Jeg kan kun sige, at jeg er fuldstændig enig. Det er egentlig også derfor, vi foreslår en ny demokratiudredning, hvor der bl.a. bliver kigget på mediernes rolle. Altså at man kigger på den dynamik, der er mellem medier og politik. Hvis vi er konfliktfokuserede, er medierne det jo også. Lige nu har langt de fleste medier jo ikke en forretningsplan, der hænger sammen, så det eneste, de tjener penge på, er, hvis der er mange besøgende på deres netsider. Det vil sige, at der skal være breaking news uafbrudt. Så der er sådan en negativ synergi mellem det politiske konfliktfokus og mediernes behov for breaking news.

Tak. Så er det hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Det, der lige inspirerede mig til at stille et spørgsmål, var hr. Uffe Elbæks fortælling om, at man i Alternativet havde afviklet et møde om kontanthjælp. Men hvad var det, det var et argument for? Var det et argument for, at man skulle have det her borgerparlament, eller var det tværtimod et argument for, at det ikke er nødvendigt, fordi det jo viser, at man bare kan afholde den slags møder? Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Hvordan adskiller sådan et arrangement sig fra de efterhånden rigtig mange arrangementer, vi har holdt om lige præcis kontanthjælpsloftet? Vi har jo fyldt Landstingssalen i forbindelse med store høringer og åbne samråd om lige præcis det her spørgsmål, så hvad var baggrunden for, at hr. Uffe Elbæk nævnte den aktivitet?

Hr. Uffe Elbæk.

Altså, personligt oplevede jeg det som noget af det mest håbefulde, jeg nærmest har oplevet, mens jeg har været herinde på Christiansborg. Samtidig var det også lidt deprimerende, for da man diskuterede kontanthjælpsloftet herinde i Folketingssalen, var det meget voldsomt, og jeg syntes, at konfliktniveauet på alle måder var ekstremt højt. Og så lige 200 m længere nede ad gangen var der 100 mennesker, som diskuterede det samme spørgsmål, og de kom frem til nogle i min optik meget, meget mere seriøse bud på en løsning på de udfordringer, vi også diskuterede den samme dag herinde.

Det var lidt et eksperiment, for man havde inviteret 100 mennesker, hvoraf en tredjedel var kontanthjælpsmodtagere, en tredjedel var socialrådgivere, og en tredjedel var forskere, men inden mødet startede, måtte de ikke sige, hvem de var – altså, man måtte kun sige sit navn. Det vil sige, at der pludselig sad 100 mennesker med lige status, men med erfaringer på det her område, og det skabte en helt unik debat, som jeg ud fra mit subjektive synspunkt syntes lå på et højere niveau end det, der foregik herinde i salen – det må jeg bare sige.

Hr. Karsten Hønge.

Jamen jeg er da oprigtig glad for, at Alternativet har haft et arrangement, de har været glade for. Det lyder som den slags arrangement, jeg har deltaget i rigtig mange af – måske ikke, hvor man ikke fortæller, hvem man er; det gør folk nu ret hurtigt, og ellers kan man hurtigt dechifrere det.

Men jeg fandt ikke rigtig ud af, hvad det var et argument for. Er det et argument for, at man så skal have den her særlige borgerparlamentsagtige ting? Og hvori adskiller det sig fra den åbne høring om præcis det samme tema, hvor vi for kun 1 måned siden fyldte Landstingssalen fuldstændig, og hvor der var en meget konstruktiv stemning? Så hvad er de ting, som hr. Uffe Elbæk bringer banen, et argument for? Det er gode historier, men hvad er de et argument for?

Ordføreren.

Det er selvfølgelig et argument for, at vi skal skaffe os så godt et vidensgrundlag som muligt for at træffe de beslutninger, som vi nu engang skal træffe.

Uden at gå for meget i detaljer med en idé, som jo som sagt er på tegnebordet, hvad jeg også understregede, så vil jeg sige, at det at have et borgerkammer kan være med til at skaffe viden og indsigt og rejse spørgsmål, som kun kan skabes i kraft af, at borgerne ikke er bundet af et partipolitisk bagland. Og den viden skal være med til at inspirere os, når vi træffer vores endelige politiske beslutninger herinde.

Som sagt har man gjort det med gode resultater i Irland og Taiwan. Så vores ønske er selvfølgelig bare at skabe en så god og demokratisk debat som overhovedet muligt.

Tak for det, og tak til ordføreren, og vi går videre i ordførerrækken. Fru Christine Antorini, Socialdemokratiet.

Allerførst oprigtig tak for en vigtig debat, som vi ikke så tit tager, man kan sige i højskolens ånd, her i Folketingssalen, men vi kunne godt tænke os i Socialdemokratiet egentlig at starte med at sige, at vi synes, at det er dejligt at se, hvor velfungerende det danske demokrati er.

Det er ikke det samme, som at der ikke er problemer, men jeg vil alligevel nævne nogle ting. Det er f.eks., at der er høj valgdeltagelse, men hvor vi har konstateret, at de unge vælgere ikke har lige så høj valgdeltagelse. Det betød for nogle år siden, at vi som et bredt flertal besluttede at indføre skolevalg, som ordføreren også fremhævede som et virkelig godt initiativ. Vi har også indført, at man kan brevstemme ude på ungdomsuddannelserne, sådan at man har en demokratisk debat, og så kan man stemme dér op til valg.

Det er bare for at sige, at der er en stor åbenhed for, hvordan vi, på trods af at vi har et velfungerende demokrati, hele tiden gør noget for, hvordan vi kan udbrede det endnu mere. Det synes jeg skal nævnes, fordi det ville være ærgerligt, hvis vi kommer til at tale vores demokrati ned. Og dermed vil jeg også pege på nogle af de ting, som vi så til gengæld synes er en stor udfordring. For det har ikke noget at gøre med at udvikle arbejdsformer, det vil vi utrolig gerne. I Socialdemokratiet gør vi det også.

Vi har det problem, som alle andre har, at vi også gerne vil mobilisere flere, der har lyst til at være en del af vores arbejde, hvad der faktisk er lykkedes gennem systematisk netværkssamarbejde, åbne eksperimentarier, nogle gange også med lidt inspiration fra, hvad Alternativet har gjort. Det betyder, at vi nu i løbet af de sidste par år for første gang har oplevet en nettotilgang af medlemmer, fordi de oplever, at man har en mulighed for at diskutere politik rundtomkring med lokale socialdemokrater.

Det, der er dilemmaet, er måske, hvordan vi opfører os som politiske partier. Da vi havde valget i 2015, stod vi i en helt unik situation på den dårlige måde, at der faktisk kun var tre partier, der gik til valg på, at de var parat til at tage regeringsmagten. Det er bøvlet, men det er der jo nogle der skal. Det var Socialdemokratiet, det var Venstre, og det var Det Radikale Venstre.

Det er en udfordring, fordi det jo er med til at fremme den polariserede debat, hvis ikke man er parat til at sige, okay, vi tror altså bare på det her demokrati, og vi vil gøre os umage med at prøve at gå ind og lave brede samarbejder og ikke lave blå linjer, røde linjer eller grønne linjer, som statsministeren sagde, men hvordan vi virkelig kan diskutere de her ting med hinanden.

Det ændrede sig så. Etpartiregeringen med Venstre blev til en mindretalsregering med tre partier, så det ændrede sig dog. Men det er første gang, vi har set, at der var så få partier, der var parat til at tage regeringsmagten.

Vi kaster også et blik på USA, for vi synes, at nogle af de tendenser, der er dér, er skræmmende. Jeg har to kollegaer her i salen, som var med på samme FN-delegationshold som jeg, nemlig hr. Peter Kofod Poulsen fra Dansk Folkeparti og hr. Karsten Hønge fra SF. Og derovre blev vi præsenteret for nogle virkelig skræmmende tendenser.

For det første, hvis man kigger på medierne: 65 pct. af den voksne befolkning i USA får deres hovednyhedskilde fra Facebook. De tapper ind på nogle medier, hvor de bliver bekræftet i det, de mente i forvejen. Dét er bekymrende. Det er jo derfor, vi diskuterer, hvorfor vi skal bevare public service her i Danmark. Det er, fordi vi har brug for nogle steder, hvor vi også har den diskussion med hinanden, og vi abonnerer altså ikke på, at det er journalisternes skyld, at der er den her polarisering. Det er et politisk ansvar, at vi ikke er med til at tegne forskellige deloffentligheder.

Det er jo desværre også rigtigt, som ordføreren sagde i forhold til debatten her, at i USA kan vi se, at 60 pct. mener, at der er brug for en stærk præsident, der er villig til at bryde reglerne, fordi man oplever et politisk system, der er låst, hvor demokraterne og republikanerne ikke diskuterer konstruktivt med hinanden, men kun mod hinanden.

Dét er vores store opgave, for det, der skaber populisme, politikerlede og at man ikke tror på os, er, hvis vi ikke kan finde ud af og har lyst til at indgå i en bred dialog med hinanden og vel at mærke også vil lave nogle brede aftaler. Så hvad kan vi gøre for det? Der skal vi passe på med, at vi i den bedste sags tjeneste ikke kommer til at lave nogle nye institutioner, hvor vi egentlig giver mistillid til os selv, altså at vi ikke er i stand til at udvide og udvikle de demokratiske arbejdsformer. Vi er en del af løsningen, og vi kan desværre også være med til at skabe problemer, hvis vi ikke er bedre til at udvikle de arbejdsformer.

Så med de ord synes jeg måske, at man skulle kigge på kommunalvalget. Det var til gengæld opløftende, fordi hvad skete der dér? Igen stor borgerdeltagelse, masser af diskussioner og faktisk mange brede aftaler rundtomkring, hvor vi sagde, at vi giver hinanden håndslag på lokalt, at vi vil prøve at løfte den opgave sammen, også i løbende dialog med borgerne.

Så vi glæder os til, at vi kan diskutere forskellige former for at udvide demokratiet, men med respekt for, at vi er borgerparlamentet her og der altså er 4 millioner mennesker, der har mulighed for at sammensætte de politikere og de partier, som de tror kan bære politikken igennem, og som også ved et valg kan sige: Det synes vi ikke at I gjorde godt nok. Men det er alligevel 4 millioner mennesker, og det er dem, vi skal aktivere i fællesskab, og der betyder det altså noget, at vi udvikler en politisk kultur, hvor vi holder fast i det bedste ved det danske demokrati. Vi er mange partier, der har en lang tradition for at samarbejde og forhåbentlig lave brede forlig, fordi ellers får vi en situation, hvor befolkningen ikke tror på os længere.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier for en kort bemærkning eller et spørgsmål. Værsgo.

Tusind tak for ordførertalen, og tak for også at pege på nogle af de ting, som nemlig er rigtig gode ved det danske demokrati. Skolevalget er også noget af det, vi selv har fremhævet som et rigtig godt eksempel på, hvordan vi kan finde ud af at involvere vores unge mennesker i demokratiet.

Men jeg synes måske ikke, at ordføreren kom så meget ind på den udfordring, der ligger i det her med tilliden til politikerne, altså hvorfor vi ligger så lavt i de her tillidsmålinger. En af teorierne kunne jo være, at vi politikere nogle gange har en tendens til at tegne et billede af samfundet, som folk ude i virkeligheden, var jeg ved at sige, ikke kan identificere sig med. Statsministeren nævnte det her med, at der er kriminalitet, og at vi har udfordringer med parallelsamfund.

Men hvis vi kigger på statistikkerne, bliver kriminaliteten mindre i Danmark, og uddannelsesniveauet blandt nogle af dem, der lever i de socialt udsatte boligområder, stiger. Men herinde fra Christiansborg peger vi på sorte huller og øget kriminalitet. Så jeg tror, at noget af grunden til, at der er den her politikerlede, faktisk er, at der er rigtig mange borgere, som hører os fortælle nogle historier, som de slet ikke kan genkende fra deres hverdag. Kan ordføreren være enig med mig i, at det også kan være en del af problemet?

Værsgo.

Jeg synes, at et af dilemmaerne er, at vi er gået fra at være, kan man sige, klasse- og socialgruppeorienterede partier til, at der er kommet flere identitetspartier. Og identitetspartier er kendetegnet ved, at man f.eks. er grøn. Enten er man grøn, eller også er man ikke grøn. Det kan også være, at danskheden fylder noget. Så enten er man rigtig dansker, eller også er man forkert dansker. Og dilemmaet ved identitetspolitikken er, at der er det sværere at indgå kompromiser i forhold til det, der overhovedet betyder mest for en. Der må man sige, at de gamle klasse- og socialgruppebaserede partier var afhængige af, at man skulle samarbejde på tværs. Man vidste , at der var forskellige grupper med forskellige interesser, og man havde en interesse i at prøve at lave et flertal.

Jeg synes, at identitetspartiernes fordel er, at de faktisk har fat i nogle dagsordener, som betyder noget for grupper i befolkningen. Men det gør, at vi alle sammen skal gøre os umage med at sætte det positivt i spil, i stedet for at man kommer til at lave et os-og-dem. Vi har ikke brug for enten-eller. Altså, jeg synes, at det smukke ved dansk demokrati er, at vi som regel gør os umage med både-og.

Tak. Der er en bemærkning til fra fru Carolina Magdalene Maier.

Men noget af det smukke ved det danske demokrati er vel netop også, at vi har en grundlov, som sikrer, at vi alle sammen har de samme rettigheder. Noget af det, som jeg også kan blive bekymret for, og som jeg også tror er en af grundene til, at vi står her i dag, er jo, at vi politisk er begyndt at udfordre rammerne for grundloven lidt mere. Nu er vi begyndt at diskutere, om noget kan lade sig gøre inden for rammerne af grundloven.

Jeg var i salen i forgårs, hvor vi diskuterede, om det, at Justitsministeriet vurderer, at et beslutningsforslag stiller væsentlige spørgsmål ved grundlovens § 70, skal tolkes som, at det er i strid med grundloven eller ej. Men det, at noget stiller væsentlige spørgsmål til grundlovens paragraffer er dog i sig selv en stor demokratisk udfordring. Så kan ordføreren ikke også være enig med mig i, at vi bevæger os lidt på kanten af grundloven, altså at det, der sikrer vores alle sammens rettigheder, begynder vi at italesætte som noget, vi sådan skal udfordre?

Værsgo. Ordføreren.

Det ligger selvfølgelig helt grundlæggende som en del af vores politiske virke, at når vi kommer med forskellige forslag, uanset om det er de store visioner eller i forhold til noget, der kan blive konkret politik, så skal vi selvfølgelig leve op til grundloven. Når jeg siger det på den her måde, er det jo, fordi vi faktisk havde en diskussion om det med borgerforslag, som Alternativet foreslog, og som nu kører som et forsøg her i Folketinget.

For der blev jo også rejst en berettiget bekymring for, om det kommer til at stride mod grundloven, for ville der pludselig være borgere, der kunne fremsætte et forslag, som måske stødte ind i, at det kunne blive opfattet som diskriminerende, racistisk, andet? Derfor arbejdede vi meget for, hvordan man så kunne få det tilpasset sådan, at man var helt sikker på, at det var inden for grundlovens rammer.

Så det er bare for at sige, at det er en kerneopgave for os at sikre os, at det er inden for grundlovens rammer. Sådan har det altid været. Sådan vil det være fremadrettet. Og borgerforslag stødte faktisk også ind i den diskussion.

Jeg kan bare lige tilføje, at der ikke bliver fremsat lovforslag her, som er i strid med grundloven – det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Vi taler om beslutningsforslag, men ikke lovforslag – det kommer ikke til at ske.

Hr. Uffe Elbæk, Alternativet. Værsgo.

Jeg har to spørgsmål til fru Christine Antorini. Det ene er faktisk i forhold til borgerforslag. Nu har det været oppe flere gange, og vi to har jo også diskuteret det i forskellige sammenhænge. Noget af det, der undrer mig, er, at vi kun har behandlet ét forslag i salen, og nu er nummer to så på vej, men alligevel er der en masse, der allerede mener, at det er helt forkert, og at det er dybt problematisk og alt muligt. Og det undrer mig virkelig, for vi er jo ikke engang kommet i gang med det. Så kunne fru Christine Antorini sige noget om, hvorfor folk, inklusive ordføreren selv, har været ude at melde så markant ud, at det her kan være dybt problematisk, før vi overhovedet rigtig har afprøvet det?

Værsgo.

Det er jo, fordi vi her kommer til at diskutere forskellen på repræsentativt demokrati og direkte demokrati – hvad er fordele og ulemper ved det? Så i stedet for at se det som bekymrende, at Socialdemokratiet går ind og tager den diskussion, håber jeg, at Alternativet vil tage det som en gave for den demokratiske samtale, der skal være. Det er jo også derfor, at vi går ind positivt og diskuterer: Et borgerkammer – er det en god idé eller ej? Når vi kan være i tvivl om det, er det, fordi det kan være med til at give et indtryk af, at der ikke er ordentlige demokratiske vilkår med det folkekammer, som vi egentlig er her.

Det er bare for at sige, at den måde, som Alternativet gik ind og svarede på mit indlæg om bekymringen for borgerforslag på, var, at gode demokrater burde elske borgerforslag. Den var stilet til mig, og så tænkte jeg: Okay, det vil sige, at jeg er en dårlig demokrat, fordi jeg er bekymret for, at det er nogle demokratiske mekanismer, der går uden om os folkevalgte. Og det er ærgerligt, at vi får den diskussion.

Tak. Og tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Jo, det var der, men så skal man være så venlig at trykke sig ind. Værsgo.

Jeg har altid et spørgsmål mere!

Jeg sætter overhovedet ikke spørgsmålstegn ved, om fru Christine Antorini er en god demokratisk borger – det er jeg fuldstændig sikker på at hun er. Jeg synes også, det er interessant at diskutere det; altså, jeg synes, det er en fuldstændig legitim diskussion. Jeg synes bare, det var underfundigt, at man diskuterede det, inden vi nærmest var gået i gang med det.

Så har jeg et spørgsmål, som handler om det, fru Christine Antorini sagde om klassepartier. Og det, man jo kan se lige nu, er, at medlemmer fra de gamle klassepartier, altså fra Venstre som landbrugsparti og fra Socialdemokratiet som arbejderparti, jo netop er nogle af dem, som ikke er her længere, som ikke er valgt ind som folketingsmedlemmer. Så altså, hvordan ønsker Socialdemokratiet at vi får en mere mangfoldig repræsentation, der afspejler den befolkning, der er ude i samfundet?

Værsgo.

[Lydudfald] ... partier i Folketinget, så der er jo en vis mangfoldighed i muligheden for at føle sig repræsenteret.

Jeg synes faktisk, at det er en virkelig god og vigtig kombination, når, kan man sige, de gamle klassepartier kan samarbejde med identitetspartierne, for der kan man noget forskelligt, hvis man anerkender, at man kan bruge hinanden til at prøve at arbejde for nogle brede kompromiser. Det, der er dilemmaet med identitetspolitikken, er, at der kan være mange følelser i det. Det kan blive sådan, at hvis ikke man får det grønne, man gerne vil have, eller hvis man ikke får den danskhed, man gerne vil have – som er de to eksempler, jeg brugte – så kan det blive et »os mod dem«. Og vi skal arbejde for, at det bliver et »vi« – ikke et »os mod dem«.

Tak til ordføreren, der er ikke flere kommentarer. Hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er jo et meget, meget stort spørgsmål, der stilles i dagens debat, altså både hvordan vi får styrket demokratiet, borgernes interesse for at deltage i demokratiet og være med i politiske partier, men jo også spørgsmålet om tilliden til os, de folkevalgte. Og det er med garanti et emne, der kan skrives meget lange udredninger om, men det er også et meget vigtigt tema, og jeg sikker på, at det interesserer os alle sammen rigtig meget. Derfor vil jeg gerne starte med at sige tak til Alternativet for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Jeg tror, det handler om en hel del ting, og jeg vil i min ordførertale forsøge at berøre dem kort med konkrete eksempler.

Jeg tror som det første, at befolkningen forventer, at der skal være klar sammenhæng mellem de valgløfter, der udstikkes inden et valg, og det, der er det efterfølgende resultat. Det kan eksempelvis være, at man går til valg på at stramme udlændingepolitikken. Danskerne foretrækker den vej, som de gjorde ved sidste valg, og så skal der selvfølgelig efterfølgende også ske noget. Man lover noget, og det gennemføres – det er godt, for det kan man stole på.

Så tror jeg, det også handler om, at der skal sikres gennemskuelighed i lovgivningsprocessen, så det bliver nemt for borgere, interessenter og pressen at følge med i, hvad det i virkeligheden er, vi går og foretager os på Christiansborg, og hvad det er, regeringen foretager sig. Et eksempel på det – desværre et kedeligt et – var, da man for nogle år siden lavede offentlighedsloven om. Det er noget, jeg faktisk tror fylder mere i befolkningen, end man måske skulle tro. For hvorfor var der egentlig behov for regler, der gjorde det sværere for den frie presse og befolkningen at følge med i, hvad det var, der foregik her på Slotsholmen? Jeg tror, det fik mange til at tænke: Hvad er det, vi ikke må vide? Hvad er det, vi ikke må være en del af? Det er nok også derfor, at den her lov har fået det lidt kedelige øgenavn mørklægningsloven. Lovgivning som det tror jeg medvirker til at gøre danskernes tillid mindre, og jeg tror, det kan have en kedelig, langsigtet negativ effekt.

Så er der spørgsmålet om politikerne og de politiske partier. Jeg vil sige, at hvis man som politiker, måske særlig som minister, siger noget soleklart, så skal man også efterfølgende være opmærksom på at følge det til dørs – ellers er det skidt, for det handler om vores tillid. Lad mig give et par eksempler, som jeg selv huskede, da jeg sad og skrev den her ordførertale.

Lige så glad jeg blev, da landets justitsminister for noget tid siden på et konservativt landsråd slog fast, at en bestemt meget kriminel bandeleder skulle smides ud af Danmark, lige så skuffet blev jeg, da jeg fandt ud af, at han fik lov til at blive her. Eller lige så modigt, som jeg syntes det var, da udlændinge- og integrationsministeren ønskede at jævne Grimhøjmoskeen med jorden, lige så skuffet blev jeg, da jeg fandt ud af, at det ikke rigtig var et synspunkt, der gjaldt i Folketinget, men det gjaldt alle andre steder end i Folketinget.

Nu er det ikke for, at jeg skal hænge lige præcis de to ministre ud, som så ikke er til stede i dag. Det var bare, fordi det var to eksempler, jeg kunne huske.

Så er der et andet væsentligt aspekt, og det er mig selv. For det er jo nemt nok at stå her og pege fingre; det er nemt nok at sige, at alle de andre ikke gør det godt nok. Laver man så også selv fejl? Ja, det håber jeg søreme vi alle sammen gør. Det, der måske bare er det afgørende, er, om man lærer af dem og man står ved dem. Gør jeg så selv altid det? Nej, det er jeg bange for at jeg ikke altid får gjort. Men jeg vil faktisk sige, at det er ret væsentligt, for jeg oplever, at befolkningen generelt har meget stor respekt for og tillid til politikere, når de siger: Hov, det var en øvsag, den fik jeg ikke lige ramt rigtigt. Jeg var ikke lige helt så frisk, da jeg fik taget den telefon og sagt de der ord. Og lige pludselig kører det bare. Så jeg vil faktisk sige, at et væsentligt aspekt i den her debat bør være en selv. Hvad gør jeg selv, før jeg tænker på, hvad andre gør?

En anden væsentlig ting er de kandidater, der stiller op, det er de medlemmer, der er i det her Folketing, som jeg vil tillade mig at kalde for et borgerting. For det er jo det, det er, det er borgerne, der har sammensat os. Da jeg første gang besøgte den amerikanske kongres og så, hvordan politikerne optrådte, og hvor mange penge de skulle samle ind bare for at komme i nærheden af en plads i kongressen, kunne jeg ikke lade være med at blive rigtig stolt over den måde, det danske demokrati hænger sammen på. Jeg tror, der findes rigtig mange gode eksempler på medlemmer af det her Ting, som ikke har haft politik i blodet eller fået det med hjemmefra, men som bare har følt, det var rigtigt, og som har haft muligheden, fordi Danmark er et demokratisk meget unikt land. Og det skal faktisk være min afslutning. Selv om der er ting, vi givetvis kan være uenige om, og elementer, der kan gøres bedre eller smukkere, synes jeg, vi skal holde fødderne på jorden og konstatere, at Danmark altså stadig væk er et skønt land og en demokratisk ledestjerne.

Tak for ordet.

Tak for det. Fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det, og tak for en fin ordførertale. Nu er det jo mildt sagt sjældent, at vi indholdsmæssigt er enige, hvis jeg skal citere statsministeren, men det er jo en måde at være politiker på, som er meget tydelig for befolkningen. Det tror jeg mange vil være enige med mig i, altså at politikere fra Dansk Folkeparti er meget tydelige, og Dansk Folkeparti siger som oftest lige ud af posen, hvad man mener.

Det, som så er interessant ved Dansk Folkeparti, er, når man kigger på, hvor mange medlemmer Dansk Folkeparti har, for så er det noget, der ligner 9.000 eller sådan noget. Jeg tror, det var i 2016. Jeg tjekkede, og tallet ligger deromkring. Venstre, som er et mindre parti i Folketinget, har nogle og 30.000 medlemmer.

Er det et problem set fra Dansk Folkepartis perspektiv, at man har så forholdsvis få medlemmer? Det er ikke en kritik, men et reelt spørgsmål. Altså, mener man internt, at det er et problem? Er det noget, som man i Dansk Folkeparti mener er en del af et demokratisk succeskriterium, at man får flere medlemmer end de forholdsvis få, som man har, når man tager partistørrelsen i betragtning?

Værsgo.

Hvis ordføreren vil høre, om jeg gerne vil have nogle flere medlemmer i Dansk Folkeparti, kan jeg fuldstændig klart sige, at folk er velkomne. Vi vil mægtig gerne have mange flere medlemmer i Dansk Folkeparti. Sidst jeg tjekkede medlemstallet, lå det nu på omkring 15.000, i hvert fald i det leje, som jeg også synes er pænt. Men det må bare betyde, at vi overpræsterer til folketingsvalgene, og det kan jeg jo også kun være tilfreds med.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Jeg beklager, for der står også 15.000 på mit papir. Der stod 9.000, men det har jeg streget over, for jeg havde skrevet forkert. Det rigtige tal er altså 15.000. Det er stadig væk forholdsvis få.

Når jeg spørger, er det også, fordi man kan sige, at når Dansk Folkeparti er så dygtige til de her tydelige budskaber, er spørgsmålet, om det er den rigtige måde at føre politik på i Danmark. Man sætter sit kryds hvert fjerde år ved nogle politikere, som er meget tydelige i deres retorik, og de har selvfølgelig også en politisk dagsorden, som vælgerne jo så – må man antage – er enige i. Men det virker ikke, som om der foregår særlig meget indimellem, altså imellem de 4 år, hos et parti som Dansk Folkeparti, i forhold til aktivt at involvere borgerne i at diskutere nuancerne af politikken, så den ikke fremstår som meget simple budskaber, men at man også giver en mulighed for at sige: Lad os komme ind og diskutere, hvad det er for nogle underliggende værdier, der ligger her, og hvad er det for nogle grundpræmisser, som vi diskuterer politik på? Så det er egentlig også for at spørge, om ikke ordføreren kan være enig i, at lige præcis hos Dansk Folkeparti kunne det være noget, som man måske godt kunne udfolde lidt mere.

Værsgo.

Nej, det er jeg faktisk ikke enig i. Det må jeg sige. Jeg synes, det er meget friskfyrsagtigt, at spørgeren indlader sig på et meget langt spørgsmål om de sådan interne processer i Dansk Folkeparti. Jeg kan sige, at jeg har været medlem af det her parti, siden jeg var 14 år, og jeg har altid følt, at der blev lyttet til mig og mine ideer, også dengang jeg startede, hvor jeg gik i skole og havde samfundsfagstimer og begyndte at interessere mig rigtigt for politik. Så jeg burde jo være det levende eksempel på lige præcis det modsatte af det, som spørgeren måske tror om Dansk Folkeparti.

Tak. Hr. Morten Østergaard, værsgo.

Et af de steder, som jeg er blevet klogere på, kan man sige, og som jeg er blevet mere enig med Dansk Folkeparti og hr. Peter Kofod Poulsen i, er jo om offentlighedsloven. Jeg tror, det er afgørende, at de, der forvalter magten, også tillader, at der er gennemsigtighed, med hensyn til hvordan det foregår, og at der også er det i højere grad, end det er tilfældet i dag, og det er jo, bl.a. fordi vi så kan få en kritisk offentlighed og en kritisk presse.

Derfor forstår jeg ikke, at Dansk Folkeparti med den ene hånd uddeler midler og siger, at det er vigtigt med offentlighedsloven, og så i øjeblikket med den anden hånd er i gang med at skære ned på den frie og kritiske presse og foretage en kraftig neddrosling på public service-området i Danmark. Hvordan hænger de to ting sammen? Hvis vi skal have en aktiv og kritisk presse, skal den jo have vilkår til at kigge os efter i kortene, men der skal også være nogen til at gøre det. Og en 20-procentsbesparelse på DR, som man vist nok mener er lige i underkanten, og yderligere besparelser på en lang række af de andre statsfinansierede public service-medier bidrager vel ikke ligefrem i noget større omfang til kritisk offentlighed.

Tak. Værsgo.

Vi har et meget bredt, alsidigt mediebillede i Danmark, og det er sådan set godt. Der er rigtig mange private aktører, som gør det godt, og så er der et meget stort Danmarks Radio, som altså findes her på nogle favorable vilkår og jo altså støttes af befolkningen igennem licensen. Og jeg må bare sige, at jeg ikke kan presse nogen tårer ud af øjenkrogen, når det handler om et medie, som bliver finansieret med offentlige midler på den facon, som Danmarks Radio bliver det, og som stadig væk efter det, der lægges op til, vil få over 3 mia. kr. om året. Det har jeg meget svært ved at klemme tårer ud af øjenkrogen over. Det må jeg simpelt hen indrømme.

Jeg er helt sikker på, at det faktisk kunne være rigtig godt for Danmark at få en højere grad af mangfoldighed og flere nuancer i det landskab af medier, der er, og særligt af private medier.

Morten Østergaard.

Personligt har jeg svært ved at forstå, hvorfor man synes, at en af de institutioner, der samler danskerne, skal erstattes af private foretagender med andre interesser end det at samle danskerne, men det kan vi så være uenige om.

Det, der også bekymrer mig i forhold til den her debat, er jo det, vi ser, nemlig nogle aggressive forsøg på at påvirke vores sind, vores hjerter, så vi går i den modsatte retning og altså vender os imod vores egne institutioner, imod EU og imod vores demokrati. Det foregår jo i den mangfoldighed og det virvar af medier, som er tilgængelige i dag. Og derfor synes jeg altså, at Dansk Folkeparti egentlig skylder os et svar på, hvorfor det her tidspunkt er et velvalgt tidspunkt i danmarkshistorien og verdenshistorien at drosle ned på, hvad angår den uafhængige og offentligt finansierede produktion af nyheder, kritisk journalistik og debat, når man i stedet for kunne vælge at omdistribuere, hvis man ønskede det.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det vil jeg altså ikke sige. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem det at ville ønske et Danmarks Radio, der faktisk fylder mindre, og det, at det stadig væk får over 3 mia. kr. om året. Der kan du ikke sætte lighedstegn, når du siger, at vi skal have en mindre kritisk presse. Dansk Folkeparti har tværtimod et ønske om, at vi får et bredere mediebillede, hvor jo altså også private aktører som danske dagblade, der jo spiller en kæmpe rolle i den demokratiske debat, kommer til at få nogle flere muskler og fylde mere og der også bliver råd til nye ting som digitale platforme og andre løsninger, der kan få flere danskere, som i dag ikke er involveret i politik, til at tage del i debatten. Så jeg kan simpelt hen ikke følge spørgeren – det kan jeg ikke.

Hr. Uffe Elbæk, Alternativet.

Jeg tror, jeg vil følge op på Morten Østergaards spørgsmål. Hvis man kigger ud i verden, ud i Europa, så kan man se, at dér, hvor man har stærke public service-institutioner, også er dér, hvor man har højest valgdeltagelse. Så der er åbenbart en relation mellem en stærk public service-institution, og at man har en kritisk, vidende og nysgerrig befolkning.

På nogle af strækkene i medieforliget er jeg fuldstændig enig med Dansk Folkeparti, nemlig at man ønsker at støtte de regionale stationer og de lokale medier. Men jeg forstår faktisk heller ikke – som Morten Østergaard også spurgte ind til – hvorfor man specifikt ønsker, at Danmarks Radio skal skæres 20 pct. Altså, Dansk Folkeparti gik jo selv ud med 25 pct. Men nu bliver det 20 pct. – hvorfor lige nøjagtig det? Jeg forstår det heller.

Ordføreren.

Jamen det er vores klare formodning, at der findes et fedtlag, der kan tæres på, samtidig med at det vil give mulighed for, at andre medier kan få mere plads i den offentlige debat. Det ville sådan set kun være glædeligt.

Jeg synes i øvrigt også, at det er meget at give Danmarks Radio æren for – skulle jeg til at sige – den høje valgdeltagelse, altså at det lige præcis var public service-mediet Danmarks Radio, der skulle have en fortjeneste af det. Jeg tror, det er langt mere nuanceret, hvorfor danskerne er så gode til at stemme.

Jeg er sådan set ikke så bekymret for det her, for jeg vil sige, at et medie, der får over 3 mia. kr. om året i offentlige midler, står ikke i nogen dårlig situation. Jeg kan slet ikke forstå, at det at få over 3 mia. kr. om året skulle være en straf eller en ydmygelse – det køber jeg ikke.

Hr. Uffe Elbæk.

Alternativet synes, at det, der sker lige nu i forhold til Danmarks Radio, er dybt problematisk, men den diskussion kan vi tage på et andet tidspunkt.

Men jeg vil spørge Peter Kofod Poulsen, om ordføreren kan give os andre nogle gode råd i forhold til at få en mere mangfoldig repræsentation af folketingsmedlemmer. Altså, jeg tager virkelig hatten af for, at Dansk Folkeparti har været i stand til at tiltrække kandidater og dermed i sidste ende folketingsmedlemmer, som har en bredere social baggrund, altså at folk er faglærte. Det store flertal herinde er jo akademisk uddannede personer, og jeg holder virkelig meget af, at Dansk Folkeparti sammen med Enhedslisten har været i stand til at få en bredere rekruttering. Er der nogle gode tip?

Ordføreren.

Det var også et meget stort spørgsmål, og jeg kan jo sige – bare til orientering – at jeg selv er skolelærer; så jeg tænker, at jeg passer meget godt ind i den folketingsgruppe, jeg sidder i. Men det var et meget, meget stort spørgsmål, og ja, hvad skal man lige svare på det?

Jeg kan måske sige, at nogle af os går med nogle tanker om, hvis jeg skal kigge på Alternativet, at det måske er lidt et københavnerparti eller et storbyparti – københavnerparti var for forsimplet – men altså på mange måder et storbyparti, mens jeg jo egentlig synes, at en af tingene, jeg glæder mig over ved at være DF'er, er, at når man kommer rundt i alle afkroge af landet, så møder man danskerne, som de er flest rundt omkring. Altså, man møder smedelærlingen, og man møder hende, der er frisør, og man møder pensionisten, og man møder ham, der læser til lærer. Og det synes jeg er skønt ved at komme rundt i vores lokalforeninger i hvert fald.

Tak for det. Så er det slut med denne ordfører, og så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til Alternativet, hr. Uffe Elbæk og fru Carolina Magdalene Maier, for at tage initiativet til den her debat. For danskernes tillid til os som folkevalgte er lav, og den er for lav, og det er en udfordring, som risikerer at udvikle sig til et decideret problem, hvis vi ikke gør noget ved det. I sidste ende handler det jo om tilliden til demokratiet, og det er noget, som vi hver især bærer i vores hjerte, at den må vi ikke sætte over styr.

Derfor har vi debatten i dag, derfor holdt vi sidste år på formandens initiativ et godt seminar med gode kollegaer på KolleKolle, og derfor mødes repræsentanter fra alle partier her på mandag med repræsentanter fra den fjerde statsmagt – der jo sandt at sige lider lidt under den samme mistillid – for at tale åbent og frit og uden for citat om denne fælles udfordring. Og den er fælles; vi – politikerne og pressen, der ikke er her – kan ikke bare pege fingre af hinanden. Det har vi nok begge parter fra tid til anden en tendens til, og jeg tror ikke, det øger borgernes tillid til nogen af os. Derfor vil jeg lade journalisterne slippe indtil på mandag, og de er her jo heller ikke. Det er muligt, de kaster benzin på bålet, men når alt kommer til alt, er det nok os, der har tændt det. Så lad os se på os selv, for dels er det med sig selv, at man for alvor kan gøre ændringer her i tilværelsen, dels er det jo os, der bestemmer.

Hvad er det så, vi som politikere kan gøre bedre? Statsministeren sagde det glimrende før, og jeg ved ikke, om jeg kan bidrage med så meget nyt, men jeg kan sige det på min egen måde. Jeg skal heller ikke bilde nogen ind, at det her er hele svaret, eller at jeg har patent på sandheden. Men i bund og grund synes jeg egentlig, det er nemmere at formulere det og helt åbenlyst vanskeligere for os alle sammen så at efterleve det i praksis. Uanset om man repræsenterer gamle traditionsbundne partier eller nye, som egentlig er opstået med et ønske om en ny politisk kultur, er der én ting, der er fælles for os alle sammen, og vi ved det godt: Vi skal opføre os ordentligt. Vi skal opføre os ordentligt over for os selv, over for hinanden og over for vælgerne.

Vi skal minde os selv om, hvorfor vi gik ind i politik. Vi skal minde os selv om vores prioriteter for vores politiske virke, for de er næppe så forskellige på tværs af partiskel. Vi er alle sammen gået ind i politik, fordi vi gerne vil gøre en forskel. Vi er gået ind i politik for at sikre et endnu bedre Danmark til næste generation. Og så er vi også gået ind i politik, fordi vi tror, at lige netop den indsats, som vi hver især bidrager med, er vigtig, og at vi selv er den allerbedste til at gøre det. For det handler ikke om ambitioner, det handler ikke om spænding, og det handler ikke om spillet. Det handler om at gøre det, som vi tror på er det rigtige for Danmark. Så vi skal vise respekt for os selv – også hvis vi gennem årene bliver lidt mere kyniske.

Vi skal opføre os ordentligt over for hinanden. Vi skal lade være med at kaste anklager mod hinanden, når de ikke er berettigede og vi egentlig godt ved det. Vi skal lade være med at tillægge hinanden synspunkter og bevæggrunde, som vi godt ved er forkerte. Vi skal lade være med at antyde, at det arbejde, vi har påtaget os herinde, ikke er det vederlag, vi modtager, værd, for det er det. Vi skal holde op med at udstille hinanden som griske, dovne, selviske, og hvad vi ellers kan finde på, når vi egentlig godt ved, at kollegaerne herinde også fra tid til anden har svært ved at få hverdagen og et bare nogenlunde harmonisk familieliv til at hænge sammen. Vi skal vise respekt for hinanden, også når kameraerne ruller.

Så er der vælgerne. Vi skal lade være med at foregøgle vælgerne, at der findes nemme løsninger på komplicerede udfordringer. Vi skal lade være med at forsøge at bilde vælgerne ind, at man kan føre politik på enkeltsager, uden at det har konsekvenser andre steder. Vi skal lade være med at skabe en illusion om, at Danmark er et samfund, der lever i en lille boble, hvor resten af verden kan holdes ude eller ignoreres. For så taler vi ned til vælgerne, og det gør man ikke til sin opdragsgiver. Man skal kunne regne med, hvad vi siger, at vi faktisk kæmper for at få Danmark i den retning, vi siger. Jeg ved godt, at vi er bundet af en parlamentarisk virkelighed, og at ingen herinde kan få det, som man vil have det – jeg havde nær sagt heldigvis – men det går ikke, at vi stiller vælgerne sådan et tillokkende Utopia i udsigt, hvis vi godt ved, at det ikke kan føres ud i livet. Vi skal vise respekt, også for vælgerne, og også, når vi øjner muligheden for en hurtig, men kortsigtet gevinst i den næste måling.

Det er meget nemt at stå og sige det her, og som hr. Peter Kofod Poulsen sagde det før: Lever jeg så selv op til alle de her regler? Nej, jeg bestræber mig på det. Det var egentlig derfor, jeg kom herind, men det lykkes ikke altid. Det gør det ikke for nogen af os, ingen af os, men vi skal bestræbe os på det. Og derfor er det godt, at vi har sådan en debat som den, vi har i dag, for vi skal lige minde os selv og hinanden om det en gang imellem. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Også tak herfra, fordi jeg opfatter ordføreren netop som en politiker, der opfører sig ordentligt i de politiske debatter, og som en venlig sjæl, der gav mig et lift for et halvt års tid siden, da jeg var strandet i Brøndby Hallen og ikke kunne komme hjem. Og det er jo noget af det, jeg tror gør en rigtig stor forskel for borgerne og heriblandt jo i høj grad også vores unge mennesker – altså det der med, at vi som politikere også viser, at vi faktisk godt kan finde ud af at tale ordentligt sammen og behandle hinanden ordentligt og hjælpe hinanden, når der er brug for det.

Nu talte vi tidligere, da fru Christine Antorini var på talerstolen, om skolevalget som en måde, hvorpå vi i skolerne prøver at forberede vores unge mennesker til at blive aktive demokrater. Er der andet, vi kan gøre? Jeg kan godt blive en lille smule bekymret for, om vi er dygtige eller gode nok rollemodeller for vores unge mennesker.

Jeg har selv nogle stykker derhjemme, som er teenagere, og som en gang imellem har lidt for meget tendens til at sige, at det ved de ikke, eller at det er lige meget, eller noget i den stil, hvor jeg bare har det sådan: Nej, nu må du tage stilling; når jeg spørger dig om noget, må du have en holdning; det kan godt være, at jeg ikke er enig i den, men du må tage stilling.

Så jeg oplever også selv blandt mit eget afkom nogle unge mennesker, som måske svæver lidt rundt og ikke rigtig tager stilling til deres liv og deres omgivelser og alt det, de befinder sig i. Er vi dygtige nok i skolerne til at forberede de her unge mennesker til, at de altså skal overtage samfundet efter os andre på et eller andet tidspunkt?

Værsgo.

Det oplagte svar er jo selvfølgelig nej, og det er ikke en underkendelse af den indsats, der bliver gjort i skolerne. Jeg havde i går besøg af to handelsskoleklasser fra Aarhus. Hr. Uffe Elbæk gik forbi os lige her uden for salen, og det gav mig anledning til – det var i øvrigt ikke meningen, at hr. Uffe Elbæk skulle høre det – at sige nogle pæne ting om hr. Uffe Elbæk. Det kom meget bag på de unge mennesker, altså ikke, at der var noget pænt at sige om hr. Uffe Elbæk, men at jeg gjorde det, at vi har den kollegiale form, som vi har herinde. Og det bekymrer mig meget.

Det bekymrer mig meget, at størstedelen af de unge mennesker, der kommer herind, bliver overraskede, når vi fortæller dem, at vi virkelig godt kan lide vores kolleger. Jeg mener, at der er lige lidt under halvdelen af dem, der virkelig tager fejl i utrolig mange ting, men jeg kan rigtig godt lide dem. De er gode mennesker, de er dejlige mennesker, de er ordentlige mennesker, og de er mennesker, som vier deres liv til et bedre Danmark. Så kan jeg så prøve at gøre dem klogere.

Men det tror jeg er det første sted at tage fat, nemlig at vise det her med, at vi faktisk godt kan tale sammen, og at der ikke er et entydigt fokus på konflikten.

Værsgo.

Tak for det. Jeg er af gode grunde meget enig. Jeg kunne tænke mig at stille et spørgsmål, som er i en lidt anden boldgade, men som også handler om det her med, hvilke rollemodeller vi er, eller hvordan vi viser os som demokrater. I forbindelse med debatten om borgerforslagene er det jo et enigt Folketing, som har stemt selve modellen igennem, og efterfølgende har vi så her på det seneste oplevet en stærk kritik af ideen om at have borgerforslag i Folketinget, særlig fra uddannelses- og forskningsministeren, som også er et af Venstres folketingsmedlemmer, og det er decideret blevet beskrevet som noget pjat.

Så tænker jeg: Kan det ikke også være noget, der forvirrer borgerne, at vi som folketingsmedlemmer går i Folketingssalen og siger ja til noget, og bagefter går man ud på Twitter og taler noget meget ned, som man selv har været med til at stemme igennem? Altså, jeg tænker bare, om der ikke også er et eller andet dér, i forhold til hvilke signaler vi sender til borgerne om, hvad det egentlig er, vi står op for som politikere, og hvad vi tror på.

Værsgo.

Jeg havde sådan håbet, at det ikke skulle komme til den her slags. Men dét, som fru Carolina Magdalene Maier laver nu, er jo et eksempel på at tage et udsagn og fordreje det og gøre det til noget andet. Det var det, jeg advarede mod før. Venstre er imod borgerforslagsordningen, men som et ansvarligt parti stemte vi for implementeringen. Men hvis man ikke har forstået herinde, at Venstre er lodret imod borgerforslag, og at vi synes, at det er noget pjat, så har man ikke hørt efter i timen.

Vi havde beslutningsforslaget fra Alternativet, og vi var meget imod det. Jeg har været ude og tale voldsomt imod det. Jeg synes, det er udtryk for en ringeagt for det repræsentative demokrati, men når det nu skal indføres, er vi med til at sikre, at det bliver indført på en ordentlig måde. Det er, fordi vi sådan set er meget bevidste om vores ansvar herinde. Det er, fordi vi er et ansvarligt parti.

Jeg er ked af, at det skal tage den her drejning, men jeg bliver bare nødt til sådan at gå lidt i rette med det helt forkerte synspunkt. Vi er imod den ordning; vi synes, det er noget pjat.

Hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for talen, som jeg i store træk er enig i. Altså, jeg tror, at det er utrolig vigtigt, at vi, når vi bedriver folkestyret, også er med til at øge agtelsen. Men jeg synes alligevel, man bliver efterladt med et indtryk af, at det primære budskab var ting, vi skal holde op med, altså tale grimt og opføre os forkert osv. Men er der ikke nogen overvejelser om ting, der måske alligevel kunne være med til at øge tilliden og fremme sagen? Offentlighedsloven har været nævnt tidligere, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvorfor Venstre står så stejlt på ikke at ville øge gennemsigtigheden af den måde, magten forvaltes på. Hr. Jakob Ellemann-Jensen og jeg tilhører jo begge partier, som gerne vil have regeringsmagt, og det ærgrer mig egentlig, at vi er kommet så langt fra hinanden i diskussionen om, hvad man må stå på mål for, når man får det privilegium, det er at have magten og udøve den. Og jeg ville ønske, at det var en af overvejelserne, altså at man måske kunne blive lidt klogere på noget, der kunne skabe en øget gennemsigtighed.

Tak, og værsgo.

Jeg kan godt se, at man kan bruge sådan en debat som den i dag til at tage fat i alle mulige forhold at kritisere hinanden for. Jeg tror egentlig ikke, det var det, der var Alternativets hensigt. Jeg tror, at hensigten med den her debat var, at vi skulle tale om en fælles udfordring, vi har. En del af den udfordring kommer, som jeg sagde før, når man tillægger andre nogle synspunkter og motiver, som de ikke har. Og der kan jeg ikke lade være med at hæfte mig ved, at hr. Morten Østergaard, som det også blev nævnt før, jo var tilhænger af den her offentlighedslov, da det var hr. Morten Østergaard selv, der skulle kigges i kortene. Men pudsigt nok er man ikke tilhænger længere, når det ikke er hr. Morten Østergaard, der skal kigges i kortene. Er det den debat, vi skal til at have nu? For det kan vi godt.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg forstår svaret sådan, at hr. Jakob Ellemann-Jensen ikke synes, man skal tillægge andre motiver, de ikke nødvendigvis har, hvorefter han så tillægger Radikale Venstre en række motiver til, hvorfor vi har den holdning, vi har, til offentlighedsloven. Jeg tror, det er velkendt, at det var en stor diskussion også internt i vores parti, dengang debatten kørte. Og problemet er jo, at hvis vi skal gøre, som statsministeren opfordrer til, altså ikke låse os og være bastet og bundet til synspunkter, vi engang har indtaget, og dermed nægte at lade os anfægte af virkeligheden eller den kritik, der er, af den måde, de ting, vi har lagt stemmer til, udarter sig i praksis, så tror jeg ikke, vi styrker tilliden. Og derfor var det egentlig et oprigtigt og åbent spørgsmål, om der ikke er noget, som Venstre mener vi aktivt kan gøre for at fremme tilliden, i stedet for bare at tale om ting, man skal lade være med.

Værsgo.

Ved enhver handling er der jo en undladelse og i enhver undladelse er der en handling. Altså, om man siger, at man skal lade være med at tale grimt til hinanden, eller om man siger, at man skal tale pænt til hinanden, er vel ret beset to sider af samme mønt. Vedrørende spørgsmålet om offentlighedsloven vil jeg sige, at jeg altså synes, det er vigtigt, at vi finder en balance, hvor vi på en og samme tid kan arbejde effektivt sammen, både på tværs af partier og internt i partier, samtidig med at offentligheden kan kigge os i kortene. Og det er jo det, man forsøger gennem den der offentlighedslov. Og så synes jeg, at overskriften for den her debat gør, at vi måske ikke skal gå ydeligere ind i den polemik. Lad os gemme det til en anden dag.

Hr. Uffe Elbæk, Alternativet.

Jeg har et helt andet spørgsmål i en helt anden retning. Og jeg har ikke nødvendigvis selv svaret på det, som jeg nu spørger ordføreren om. Men noget af det, som jeg tror også skaber kritik ude i offentligheden, er den der enorme blokdannelse, altså den ene blok over for den anden blok. Og når vi skal frem til et folketingsvalg, er det enten Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, altså de der præsidentvalgslignende valgkampagner. Og det er noget, vi i Alternativet diskuterer for øjeblikket. Altså, jeg er fuldstændig overbevist om, at alle partier herinde i Folketingssalen kan stille med en egnet statsministerkandidat. Og med hensyn til det der med at dele partierne op i dem, som ønsker regeringsansvar, og dem, der ikke ønsker det, tror jeg egentlig, at alle partier ønsker regeringsansvar, hvis ellers de kan være enige i det politiske grundlag. Men i forhold til hele den her dynamik med, at vi er endt der, hvor landsvalgkampene i sidste ende handler om enten den ene eller den anden, er det ikke for fattigt?

Værsgo.

Jo, det bliver i hvert fald meget hurtigt for unuanceret. Og en af de ting, jeg i hvert fald oplever, når jeg rejser i udlandet, er den her store undren over, hvordan i alverden man får det til at fungere i et parlament, hvor der er så utrolig mange partier, og hvor regeringen sjældent har et flertal bag sig. Og jeg synes måske, at vi har en tendens til selv at tale det lidt ned, for sammenligner vi os med meget store dele af verden, har vi et meget broget, sammensat parlament.

Så er det rigtigt, at i valgkampene ender det meget ofte med at blive det her lidt præsidentvalgkampsagtige. Og det kan jeg især godt forstå modviljen imod, når man ikke repræsenterer et af de to partier, der har en af de to kandidater. Men jeg synes faktisk, at vi er mere brogede, end vi selv udlægger det som. Jeg synes, at når vi taler så meget om blokpolitik, er vi slemme til selv at italesætte blokpolitikken, når vi står med et kamera foran os. For virkeligheden, når vi sidder herinde – det kan vi jo se på den måde, vi stemmer på – er jo altså ikke helt lige så sort-hvid eller rød-blå.

Hr. Uffe Elbæk.

Altså, når man kigger tilbage i historien, har der jo været perioder, hvor små partier er endt med at få statsministerposten – altså, om det var Schlüter eller radikale statsministre. Der har den politiske dynamik bare været helt anderledes i forbindelse med regeringsdannelsen.

Altså, har ordføreren et bud på, hvordan vi er endt i det, man jo lidt kan kalde amerikanske tilstande, hvor der er to blokke og kun valgmulighed mellem to statsministerkandidater? Hvorfor er vi endt der?

Værsgo, ordføreren.

Hr. Morten Østergaard sad og nikkede ivrigt før, da tanken faldt på en radikal statsminister. Det fik ikke den samme reaktion fra min side. Og jeg har ikke noget ønske om, at Venstre skal blive et lille parti, men derimod skal vi stadig væk holde fast i statsministerposten.

Altså, jeg har ikke noget bud på, hvordan det er kommet dertil. Jeg ved godt, hvornår det gjorde det; det gjorde det i 1998. Ja, jeg tror, det opstod dengang, og så er det noget, der er hængt ved. Og så er vi jo i Venstre traditionen tro partiet, der stiller med en troværdig statsministerkandidat, og det har vi altså tænkt os at blive ved med for tid og evighed.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Så er det fru Maria Reumert Gjerding. Værsgo.

Tak. Undersøgelse på undersøgelse viser, at tilliden til os politikere er faldende. Vi er i en demokratisk tillidskrise. Når vi møder vælgerne ude i landet og på sociale medier, er jeg overbevist om, at vi alle sammen uanset partifarve møder de samme fordomme og beskyldninger: Vi er uærlige, korrupte og fulde af spin.

De beskyldninger er jeg egentlig meget ærgerlig over, for helt grundlæggende er jeg ikke enig i den karakteristik af vores arbejdsplads. Jeg synes faktisk, at vi i Danmark har et ganske velfungerende demokrati, for når vi kigger ud i verden, findes der så mange lande, der har et mere velfungerende politisk og demokratisk styresystem end os? Nej, det gør der næppe.

Når det kommer til os 179 folketingsmedlemmer, må jeg egentlig helt ærligt sige, at nej, jeg oplever ikke generelt mine folketingskollegaer som hverken korrupte, uærlige eller fulde af spin. I mine 3 år som folketingsmedlem har jeg egentlig oplevet det modsatte. Politisk er vi uenige om meget, og heldigvis for det. Men jeg oplever egentlig, at det, som udgør den største fællesmængde for os alle sammen, er et oprigtigt ønske om at skabe det bedst mulige samfund.

Men hvorfor oplever vi så den voldsomme tillidskrise? Det tror jeg simpelt hen vi gør, fordi vi ikke gør os umage nok, og fordi vi måske lidt for ofte glemmer at stå vagt om det særlige ved vores demokrati og invitere vælgerne med inden for dørene på Christiansborg. I stedet for at skabe mere åbenhed og give vælgerne bedre mulighed for at se os efter i sømmene, lukker vi døren i hovedet på dem. Det gælder offentlighedsloven, og med den nye partistøttelov giver vi ikke vælgerne mulighed for at kigge os politikere efter i kortene og se, hvem der faktisk finansierer vores valgkampe, hvilke økonomiske særinteresser der gemmer sig bag os.

Demokrati og åbenhed kan godt være omkostningsfuldt, og det kan godt være besværligt, men hvis vi har som fælles mål at få bugt med den mistillid, som hersker, til politikere, er det nok prisen værd at åbne døren mere for befolkningen og skabe mere åbenhed. For vi skal død og pine i gang med at genoprette tilliden til folkestyret, og vi bør ikke have noget at skjule herinde. Har vi det, skal alle advarselslamper blinke.

Det danske folkestyre er helt grundlæggende så godt, at det fortjener mere gennemsigtighed, så vælgerne får bedre muligheder for at følge med i, hvordan politik skabes. Og når det så kommer til folketingspolitikere, tror jeg, at vi nok også skal være bedre til at tale hinanden op. Vi kan være politisk uenige, også så det slår gnister, men vi bør insistere mere på at tage den ideologiske, politiske debat frem for at fedte rundt i fnidder og detaljer, og det tror jeg egentlig vi har rigtig gode forudsætninger for. For helt ærligt så synes jeg, at vi er bedre end vores rygte.

Det er meget velkendt, at vi i Enhedslisten ønsker mere åbenhed, at vi ønsker en ændring af offentlighedsloven. Vi ønsker fuld åbenhed om pengestrømmene i dansk politik og mere gennemsigtige og fair løn- og pensionsvilkår – men det gør det selvfølgelig ikke alene. Hverken jeg eller Enhedslisten skal tage patent på løsningsforslag, for der er ikke noget quickfix.

Derfor vil jeg i dagens anledning blot glæde mig over, at vi nu tager debatten her i demokratiets fineste sal, for det er måske nok den bedste måde at starte genopretningen af tilliden til os politikere på, hvis vælgerne kan se, at vi tager deres bekymringer alvorligt. Tak for ordet.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der ser ikke ud til at være korte bemærkninger. Den næste i rækken er hr. Leif Mikkelsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak til formanden for det. Det er en vigtig debat, og dermed tak til Alternativet for at rejse den. Det kommer jo ikke ud af den blå luft, og vi kan måske også nævne her, at Præsidiet i forlængelse af den konference, der blev nævnt, har igangsat en grundig kulegravning eller undersøgelse af politikeres troværdighed, fordi der faktisk er en alvorlig bekymring for den udvikling. Og så skal man spørge sig selv hvorfor og hvordan.

Jeg stillede et spørgsmål til hr. Uffe Elbæk, og man kan jo somme tider godt blive klogere af at gribe i egen barm. Jeg har tilbragt det meste af mit liv i det frivillige foreningsarbejde og bilder mig egentlig ind, at jeg nød en vis tillid i forbindelse med troværdighed og det at holde aftaler og den slags; at man kunne regne med mig. Nu kan det være, der kunne laves undersøgelser om, at jeg ikke har ret i, at jeg nød den tillid, men jeg tror nu alligevel på det. Og det mener jeg faktisk er værdier, jeg har forsøgt at tage med mig herind, altså at have de samme spilleregler, som førte frem til den placering.

Alligevel er man så en del af det billede, der er herinde, uanset om man har gjort sig skyldig i det eller bidraget til det, for åbenbart er der et eller andet ved formidlingen af de billeder, der kommer ud af det her hus, og derfor tror jeg ikke, vi kan snakke udenom. Det er meget diplomatisk at sige, at det er vores egen skyld alt sammen og sådan noget, men jeg synes, vi er nødt til at snakke ærligt om, at de billeder, der formidles, jo altså formidles af den presse, der ruller døgnet rundt, og som formidler konflikten. Statsministeren var inde på det, altså at det jo ikke er det samarbejdende folkestyre, der formidles. Det er jo ikke sådan, at det giver store overskrifter, at i dag har Folketinget med bredt flertal vedtaget lovforslag. Det er jo konflikten, der formidles, og det bliver den næsten konstant.

Vi bidrager sikkert også selv til det, og det skal jeg ikke undskylde, for det gør vi, og vi stiller måske også af og til op til noget, som vi ikke skulle stille op til, fordi vi ikke har modet til at sige nej, og når vi bidrager, er der eksempler på det. Det seneste medieforlig, som der blev spurgt ind til, blev jo lækket til pressen, næsten inden det var vedtaget af regeringen. Som ordfører står man lidt måbende tilbage og tænker: Hvad er det, der sker her? Hvad er formålet med det? Det betyder jo, at man får en række øjebliksbilleder ud, brudstykker, og i stedet for en sammenhængende plan, som jo var meningen, får man det serveret i bidder, og så kan man nå at forarges over de elementer, og så har de bidt sig fast, nemlig at nu har de også vedtaget det der, og det er tåbeligt. Så står det tilbage, og så skal der bruges mange kræfter på at ændre det billede. Så der er vi jo selv skyld i det, fordi vi måske skal fodre pressen eller have noget til gode eller bytte-bytte med en journalist, eller hvad pokker det nu er, der er gang i, når nogen føler sig kaldet til at gøre den slags ting.

Der er flere faktorer, der, tror jeg, påvirker den situation, vi er i. I den her periode, hvor vi siger det er gået ned ad bakke, har de sociale medier også udviklet sig voldsomt. Her i dag er der foregået en vældig debat om ministres pensioner på Facebook, hvor man jo i hvert fald ikke er belastet af fakta, så man bidrager godt til janteloven ved at rode rundt i en lovgivning, der er 10 år gammel, og kører den op til nutiden, og man tager slet ikke højde for, at det i mellemtiden er ændret indtil flere gange her i Folketinget. Og det, at folketingsmedlemmer får stillet bolig til rådighed, fordi vi bor langt væk, bliver stadig væk fremstillet, som om man får tilskud, selv om det kun er nogle få, der gør det, og selv om det er en udfasningsøvelse. Så der er det svært at få fakta på, og det kører lystigt, og man kan forarges, og det er de hurtige bemærkninger, som man hurtigt kan se, og så er det også de der politikere, som så rager til sig selv.

Så der er flere veje til, at det her billede er skabt, og debatten i dag bidrog til politikerleden, når man også i dag lykkes med at fremstille det, som om en minister også i dag bare kan gå på pension som 36-årig og få pension resten af sine dage. Det er altså længe siden, man har kunnet det. Men det bliver ikke rettet i sådan en proces, så der er en ny situation, kan man sige, i den periode, vi taler om her.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen var inde på, at man faktisk oplever mennesker, der kommer ind i det her hus, der så bliver positivt overrasket, og det er rigtigt. Nu kan vi jo nok ikke få hele befolkningen med på rundvisninger herinde, for vi oplever det jo alle sammen. Jeg bruger faktisk al den tid, jeg overhovedet kan finde, til rundvisninger, som jeg siger ja til, især skoleklasser, som så får et andet billede af folkestyret end det, som tegnes til daglig, med konflikter, for sådan er vi sådan set ikke, og vi hilser på hinanden, joker med hinanden og har det hyggeligt og kan godt lide at være sammen.

Det er det billede, der står tilbage, når de er gået lidt rundt med os herinde. Så det er sådan set rigtig godt, og hvis det overhovedet er muligt at udvide det, er det vigtigt. Det er vigtigt for folkestyret, at de faktisk kommer tættere på end det billede, der tegnes. Og så er jeg selvfølgelig igen tilbage ved, at det jo er pressen, der formidler billedet, og ikke os selv på den måde, og derfor diskuterer vi også med pressen i øjeblikket, hvordan vi får fjernet nogle af de dårlige billeder, som pressen er enig med os i der er. Det kunne være, når man ser en flok journalister løbe bag en politiker og trænger vedkommende op i et hjørne med 10 mikrofoner, eller det kunne være, når nogen ikke har nogen kommentarer, så har man allerede sendt noget af sted, selv om vedkommende har sagt, at de ingen kommentarer har, og så står vedkommende tilbage der og bliver opfattet som en, der vil skjule noget.

Så der er mange billeder, og det tager vi sådan set alvorligt, og vi diskuterer det med pressen, altså hvordan vi får de her dårlige billeder fjernet her i huset. Nu har vi så fået de her røde snore, som ligner et større trafikuheld, når de er stillet op, men det kan dog måske alligevel holde bedre orden, end det kunne før.

Men det er jo kommet af, at de her billeder har været dårlige, og det er sådan set en fælles interesse, tror jeg, og det vil jeg gerne udtrykke glæde over, altså at vi har en dialog med pressen her i huset i øjeblikket om, hvordan vi i fællesskab kan gøre noget ved det. For jeg fornemmer nemlig også, at pressen heller ikke selv er interesseret i, at det skal fortsætte.

Der er både glæde og bekymringer. En glæde er, at de her undersøgelser viser, at der faktisk er tillid til vores demokratiske system, for man er faktisk glad for det, og man tror på det, og det er så åbenbart dem, man putter ind i systemet, man er lidt utilfreds med. Det, der så kan bekymre mig, er, at især unge mennesker er skeptiske over for politikeres troværdighed. Det kunne så tyde på, at vi kan risikere om 10 år at få undersøgelser, der er værre end dem, vi har set nu, hvis ikke vi får gjort noget alvorligt gjort ved det. Jeg tror ikke, vi kan finde svarene her i dag, men jeg mener bare, vi er nødt til at diskutere ud fra det, vi selv ser og tror på er problemet, og så i fællesskab forsøge at finde løsninger. Og nu er det vist på tide, at jeg holder, kan jeg se. Tak.

Tak for det, ordfører. Der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Tak for ordførertalen. Da jeg for efterhånden 1 ½ år siden, tror jeg, var til Mette Frederiksens 40-års reception her nedenunder, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil noget i en tale, som jeg bed meget mærke i. Hun sagde, at i de 20 år, hun havde været i politik, er den største forskel, at hvor man i gamle dage, når man blev ringet op af en journalist, fik et par dage til at tænke over det, man skulle svare på, og således kunne sætte sig ind i tingene, så skal man i dag svare mere eller mindre i telefonen.

Det taler jo ind i det, som ordføreren siger i forhold til de sociale medier og det hurtige tempo. Da Socialdemokraterne lancerede deres udlændingeudspil for nogle måneder siden en søndag aften, hvor der ligesom bare blev åbnet op for, hvad der var i det, og så var der pressemøde mandag kl. 11, aftalte vi internt i Alternativet, at vi først ville udtale os efter pressemødet, når vi havde læst udspillet, hvilket betød, at vi overhovedet ikke var nævnt nogen steder i pressen efterfølgende i forhold til, hvordan partierne forholdt sig til udspillet. Det er jo også det, der bliver vilkårene.

Kunne man forestille sig, at vi også kunne kigge hinanden i øjnene herinde og give hinanden mere tid til at reagere på politiske udspil, udmeldinger, og hvad der sker ude i verden? Altså at vi også på en eller anden måde herinde kunne blive enige om, at vi ikke bare løber med, fordi pressen løber derudad, men at vi også tager ansvaret på os?

Ordføreren.

Vi kunne jo forære os selv noget tid ved at indrette os anderledes her i huset i en række situationer. Hvis man siger, at man ikke har nogen kommentarer til pressen, der står og venter uden for gruppeværelset, så er det det, der bliver sendt, og så bliver man jo mistænkt for at have noget at skjule. Og ellers er det allerede sendt med det samme. Og det giver jo nogle billeder. Derfor er det jo ikke nogen hemmelighed, at der har været talt om, om man skulle finde bestemte områder, som pressen skulle være i. Andre ting kunne man så aftale, og jeg vil stadig væk gerne diskutere, om det ikke kunne være muligt at tage nogle skridt i den retning, så vi får de der dårlige billeder væk. Og så er det helt rigtigt, at vi godt selv kunne bidrage noget mere til at sige: Det der vil jeg gerne lige tænke over, eller jeg melder tilbage, eller noget andet, i stedet for at man altid står parat. Det er fuldstændig rigtigt. Men det er måske konkurrencen mellem politikerne, der gør, at man endelig skal først, for ellers kommer man måske slet ikke med.

Spørgeren.

Tak for svaret. Hr. Jakob Ellemann-Jensen nævnte, at der på mandag jo er et møde, hvor vi skal mødes med pressen, og der kan vi i hvert fald tage nogle af de tanker med videre, hvis det er, at der er opbakning til det.

Jeg har et helt andet spørgsmål i en anden liga. Ordføreren nævnte her til sidst, at en af de største bekymringer, som han har, er, at de unge har så lidt tillid til politikerne. Det er bare et spørgsmål, jeg ved det ikke, men er det ikke også lidt meningen måske, at unge skal have en mistro til politikerne for at kunne gå ud og skabe forandring og ligesom ruske i os, i forhold til at vi nogle gange har brug for gøre tingene på en ny måde?

Ordføreren.

Jo, det kan godt være, de skal være mere skeptiske. Men når det er en vurdering af politikerleden, er det jo bekymrende, at den allerede er veludviklet hos de unge, at man allerede er træt af de politikere, men nu har valgt. Jeg synes faktisk, at det er lidt mærkeligt, for præcis det her hus bliver jo i højere og højere grad sammensat af politikere, kan man sige, på deres egen alder, altså yngre og yngre, som de kunne identificere sig med, skulle man synes. Så det er underligt. Jeg hæfter mig bare ved det og synes, det er bekymrende. Hvis det fortsætter, bliver resultatet af undersøgelserne dårligere og dårligere.

Den næste spørger er hr. Morten Østergaard, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Selv om det irriterer hr. Jakob Ellemann-Jensen, vil jeg alligevel forfølge spørgsmålet om offentlighed i forhold til den måde, som magten bedrives på. For jeg ved, at vi jo her har indtaget et synspunkt, som minder meget om det, som Liberal Alliance har haft i forhold til offentlighedsloven. Nu er Liberal Alliance jo så i regering og får prøvet, kan man sige, også den side af sagen. Derfor vil jeg egentlig spørge, om partiets grundholdning til offentlighedsloven er uforandret nu, hvor man har prøvet det, om man så må sige.

Ordføreren.

Jeg skal ikke kunne svare hr. Morten Østergaard, om alle de enkelte ministre har præcis den samme holdning til det. Det har vi ikke sådan afdækket. Men jeg kan sige, at partiet har ikke ændret synspunkt eller fået en anden holdning til det, heller ikke efter vi kom i regering.

Spørgeren.

Det synes jeg jo er positivt, for jeg synes, at vi måske krabber os lidt langsomt frem i de diskussioner, der er. Derfor håber jeg, at vi så kan bruge den enighed til at se, om ikke vi kan komme lidt videre. Jeg tror, det vil være et rigtig stærkt svar på nogle af de problemstillinger, som vi ser her.

Så vil jeg også spørge til det med medierne. Er det Liberal Alliances opfattelse, at der er for meget public service, altså at der er for stor en statsfinansieret kritisk offentlighed? Er det det, der er ærindet med det udspil, man har lavet, altså at man ønsker mindre statsfinansieret kritisk journalistik?

Ordføreren.

Vi ønsker en spredning, og det vil den pulje, der bliver lavet, jo så bidrage til. Det gør vi ud fra en helt nøgtern vurdering af Danmarks Radio og muligheden for, at man kunne bruge pengene bedre og få mere for pengene. Så vi er sådan set ikke i tvivl om, at det er en fuldt forsvarlig løsning, der er peget på nu, og at det bliver rigtig godt. Der kommer flere aktører, der er flere, der kan komme i nærheden af det, fordi den pulje er tilgængelig for andre aktører. Så det håber vi meget kan lykkes.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste i rækken er hr. Morten Østergaard som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak til Alternativet for at sætte dette tema på dagsordenen i dag. Inspireret af statsministerens indledning kom jeg til at tænke på, at jeg på et tidspunkt var valgobservatør i Albanien, hvor valgstyreformanden startede med at fortælle, at i Danmark stemte man med blyant. Alle slog en hånlatter op, for det giver jo ikke mening, at man kan stemme med blyant, for så kan man jo viske det ud og ændre stemmerne efterfølgende. Det gav simpelt hen ikke mening for dem. Og i Danmark gør vi det jo, for at blækket ikke smitter af, så det ser ud, som om der er to krydser. Og det jo så en anden historie. Men pointen er bare, at det i Danmark jo er helt utænkeligt at forestille sig, at nogle ville gå ind og begynde at ændre stemmesedlerne på den måde, og derfor er den løsning fin og gangbar. Det fortæller jo et eller andet om vores samfund. Og for mig er det, det fortæller, at grundstoffet i det fællesskab, vi har etableret, er tillid – tillid til hinanden, imellem befolkningsgrupper, tillid til de demokratiske institutioner.

I den sammenhæng er det jo også vigtigt, at der så er tillid til dem, der udgør folkestyret en persona, altså de folkevalgte. Og der vil jeg starte med at sige, at jeg egentlig oplever en lidt underlig diskrepans, når man ser de her målinger, som også har været taget frem i dag, der viser, at politikere som sådan har troværdighed som en brugtvognsforhandler, eller hvad det er, man plejer at sige. Så undrer det mig lidt, for det synes jeg aldrig jeg møder sådan på gader og stræder. Jeg synes faktisk altid, jeg møder en meget stor respekt fra folk, der siger: I er travle folk, sikke I rigtig hænger i, det må være hårdt at være politiker; I skal så meget og skal stå til rådighed altid. Og det synes jeg da egentlig også vi gør – altså hænger i. Så det er jo ikke sådan en disrespekt, jeg møder på det personlige plan.

Vi kan også se, at der stadig væk er stor tillid til de demokratiske institutioner. Det tror jeg er rigtig vigtigt at værne om. Og derfor tror jeg, at den mistillid mere handler om den måde, politik bedrives på – altså ikke nødvendigvis personerne, ikke institutionerne, men den måde, vi udfylder rammerne på i vores fællesskab. Og derfor synes jeg, det er så afgørende, at vi egentlig alle sammen lader os gribe lidt af den stemning, der så er opstået i dag, med, at det er okay at lade sig anfægte af virkeligheden og blive klogere undervejs. Den kontraktpolitik, som jeg synes var en svøbe om politik, og som blev etableret i starten af det her årtusind, synes jeg har været plagsom, fordi det jo gjorde, at politikerne var mere optaget af at holde hinanden op på kontrakter end på egentlig at løse problemer, også selv om vi godt ved, at det at stemme på en person jo er en fuldmagt til at træffe beslutninger om sager, som man ikke på det tidspunkt, hvor man stemmer, kan vide hvad handler om, fordi verden kan udvikle sig.

Derfor synes jeg, det er afgørende at diskutere åbent og ærligt, hvordan vi kan komme ud over det. Og der tror jeg der er et ydre pres – altså, der er nogle, der ønsker at skabe mere mistillid iblandt os. I gamle dage var der fra Sovjetunionens side et ønske om, at vi alle sammen skulle blive kommunister eller noget, der mindede om det, men i dag er der jo bare et ønske om, at vi skal gå op i limningen, og at vi skal miste tilliden til vores demokratiske institutioner, til vores fællesskab i EU. Og der er en enorm aktivitet, bl.a. fra Ruslands side, for at understøtte det. Og derfor synes jeg faktisk, det er ret vigtigt, at vi står vagt om den kritiske offentlighed i Danmark, om vores public service som en vigtig måde at sikre, at der er nationale holdepunkter, steder, hvor man føler man kan få nyheder, debat af høj troværdighed.

Derfor er jeg dybt bekymret over det udspil, der er fra regeringen, i forhold til om det i virkeligheden gør nogle af de problemer større, eller om vi i forhold til dem udefra, der har ondt i sinde, gør deres ærinde lettere. I hvert fald er det jo velkendt, at det er et mønster, man ser – på tværs af lande, rundtomkring i Europa og også uden for Europas grænser – at der er et angreb i gang, hvor man svækker nogle af de her institutioner. Og jeg mener, at den kritiske offentlighed er en meget vigtig del af vores demokrati og en vigtig demokratisk institution.

Det andet handler så om, hvordan vi selv bedriver det, altså det indre pres. Der synes jeg det er sådan et dem og os-syndrom, der præger det. Jeg kunne egentlig bedst illustrere det med debatten ved Folketingets åbning. Få dage før havde dansk erhvervsliv haft det ene af deres store årsmøder, nemlig det i Dansk Industri, og der havde temaet været FN's verdensmål. Hele dagen havde man diskuteret, hvordan Danmark kan klare sig godt ved at gøre godt og hjælpe både herhjemme og ude med at løfte levestandarden i verden i bredeste forstand ud fra FN's verdensmål. Så mødtes vi her i landets fornemste sal, brugte 12 timer på at diskutere, og det, der kom ud af debatten, var et burkaforbud, som der så i går blev lavet et forlig om.

Altså, jeg synes, det er med til at skabe et billede af, at mens virkeligheden passerer forbi, diskuterer vi nogle ting herinde, som ikke har ret meget med virkelighedens verden at gøre, men som mere handler om en positioneringskamp. Og det er selvfølgelig, fordi jeg er uenig i burkaforbuddet, og det er jo en ærlig sag, at man kan have en anden holdning, men jeg synes, at det forløb udstiller en del af det dem og os-problem – at vi kan lukke os om os selv i en osteklokke og diskutere nogle meget små ting, mens vi overlader de store spørgsmål til andre af samfundets aktører at diskutere. Og jeg håber, at vi kan bruge det som en anledning til at overveje, om vi også der kunne blive lidt klogere.

Tak til den radikale ordfører. Den næste i rækken er hr. Karsten Hønge som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Det, vi gør i dag, er jo en god idé, altså det med at vende tankerne om, hvordan vi breder demokratiet ud, og som debatten allerede har vist, er der jo ikke lige nogen nemme løsninger.

Som jeg ser det, er den største udfordring den ekstremt socialt skæve rekruttering af politikere. Der har øjensynlig gået hen og udviklet sig en sådan nærmest ekskluderende politisk kultur, hvor den helt almindelige faglærte og ufaglærte arbejder er gået hen og blevet sociologiens truede dyreart i dansk politik. 65 pct. af befolkningen har altså fortsat i dag en uddannelsesbaggrund som faglært eller ufaglært, men er i Folketinget repræsenteret af ca. 18 pct., mens de 8 pct., som er akademikere i befolkningen, i Folketinget er repræsenteret med over 60 pct. Det er jo ikke kun en udfordring for Folketinget og for partierne, men da i høj grad også for folk i fagbevægelsen. Som jeg så tit siger til dem: I skal ikke finde jer i, at jeres medlemmer bliver kørt over i partiforeningerne. For det at få en bredere social sammensætning har stor betydning for, både hvilke emner vi diskuterer, og hvordan vi diskuterer dem.

Så er der en anden ting, nemlig at jeg faktisk tror vi kan blive bedre til at vise uenigheder på en klar og en konstruktiv måde, blive bedre til klar politik og klar tale, hvor man kan sige, at det varme vand skal være varmt, og at det kolde vand skal være koldt. Jeg synes, der er for meget taktisk sammenklumpning på midten for at få flest mulige stemmer, der er for meget talen i politiske koder, som kan være svære at dechifrere for folk uden for den politiske boble, og så tænker jeg: Skulle vi ikke blive bedre til også at være åbne over for den uenighed, der selvfølgelig er, i regeringer og i forligskredse?

Selvfølgelig kan en regering kun have én politik, men måske skulle vi i virkeligheden ikke være så rigide. Ja, jeg ved godt, at det peger tilbage på oppositionen, hvor det selvfølgelig altid er enormt sjovt at forsøge på at slå kiler ind mellem partier i en regering, men vi ved jo alle udmærket, at der er uenigheder, alle i befolkningen ved det, og så er det, som om det pludselig skal blive sådan nærmest politisk kriminelt, at der fortsat er uenighed, fordi nogle partier træder sammen i en regering.

Jeg tror faktisk, at det ødelægger arbejdet både i en regering, det ødelægger arbejdet for at få partierne til at få lyst til at blive en del af en regering, og så løber man sådan lidt om hjørner med vælgerne, som jo udmærket ved, hvad der er på spil, og som udmærket ved, at der er forskel på partierne. Men i regeringen lader man, som om det er ophævet, og den samme sådan lidt ødelæggende logik gælder nogle gange i forhold til forligskredse. Jeg tror faktisk, det vil løfte troværdigheden, hvis vi bliver lidt mere åbne og tolerante over for uenigheder både i regeringer og i forligskredse.

Et godt funderet demokrati forudsætter uafhængige medier, og det er derfor, at public service betyder så meget. Et skrækscenarie for os alle sammen må da være de lande, hvor befolkningerne er delt op uden en fælles offentlighed, og derfor kan det godt være bekymrende, hvis det lykkes for regeringen med de voldsomme nedskæringer over for f.eks. Danmarks Radio, og hvad det kan få af konsekvenser for demokratiet.

Så jeg vil alligevel sige: Ja, vi har udfordringer, men min hovedkonklusion er nu, at det ikke er så ringe alligevel.

Tak til SF's ordfører for den afsluttende positive bemærkning. Så går vi videre til fru Mette Abildgaard som ordfører for Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og mange tak til Alternativet for at have rejst den her debat i dag. Det her med tillid til politikere er jo noget, der fylder meget i den offentlige debat, men det er ikke nødvendigvis noget, der har fyldt så meget herinde i Folketingssalen på Christiansborg. Med hensyn til formålet med den debat, I rejser i dag, peger I på to ting: Hvordan genskaber vi tilliden til de folkevalgte, og hvordan øger vi det politiske og demokratiske engagement? Det er to meget store spørgsmål, og jeg synes i virkeligheden, at alle de taler, der har været i dag, vidner om, at der ikke er noget simpelt svar på de meget, meget svære spørgsmål, men der er mange gode bud.

Jeg har set en undersøgelse, der blev lavet i 2017 af Radius Kommunikation, og det er også en af dem, hvor man bliver lidt deprimeret over deres konklusioner i forhold til tilliden til politikere. Der får vi den laveste tillid blandt 25 faggrupper. 67 pct. mener i høj grad eller i meget høj grad, at politikere udgør en vigtig del af samfundet. 6 pct. er kun i meget høj grad eller i høj grad imponeret over det arbejde, der udføres i Folketinget. Det er ikke en særlig høj tilfredshed, må man nok sige, med det arbejde, der udføres herinde. Jeg tror ikke, der var mange på en anden arbejdsplads, der ville være tilfredse med, at kun 6 pct. var tilfredse med kvaliteten af det arbejde, de laver.

Et af de tal, som også gjorde mig lidt eftertænksom, da jeg så det, var et tal, der viste, at kun 15 pct. i høj grad eller i meget grad mener, at politikere taler et sprog, der er til at forstå, og det er da noget, vi kan gøre noget ved. Det er da håndgribeligt, det er noget, vi kan ændre på, uden at det kræver det helt store. Det kræver bare, at vi taler lidt mere ud af posen.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt blev præsenteret for en undersøgelse, som viste, hvordan danskerne forstod ordet outsourcing, og det er jo et ord, der har været brugt rigtig meget i den politiske debat. Der havde man spurgt nogle af de danskere, som havde, jeg tror, det var en kort og en mellemlang uddannelse: Hvad betyder ordet outsourcing? Det, som der var flest, der gættede på, var, om det var noget tilbehør til kinesisk mad, altså en eller anden form for sovs, som blev spist i forbindelse med kinesisk mad. Prøv at tænke på, hvor ofte politikere taler om outsourcing, altså fuldstændig hen over hovedet på de mennesker, som lytter til den politiske debat, og det er bare ét eksempel.

Som ordfører på det grønne område taler jeg ofte om biodiversitet. Jeg er ikke sikker på, at min mor og far ved, hvad »biodiversitet« betyder. Jeg tror godt, at de forstår, at det er vigtigt, at der er regnorme og biller og sommerfugle og alt muligt andet, fordi det er vigtigt for hele vores system, men jeg er ikke sikker på, at de forstår, hvad biodiversitet nødvendigvis er, og der har vi altså bare en udfordring herinde. Vi taler hen over hovedet på folk, og det er så ærgerligt, fordi det er så nemt at gøre noget ved.

I forbindelse med grundlovsdag sidste år studsede jeg over en artikel, som Kristeligt Dagblad havde lavet. Der havde de kigget lidt på det her med politikerlede, og der havde de fundet Niels Bankes Politisk ABC fra 1953 frem. Den allerførste sætning deri lyder: Der er mange mennesker, som oplever lede ved politik. Det var en bog, som handlede om politikerlede i 1953. Det viser jo, at det ikke er noget nyt fænomen med politikerlede, men der er jo kommet nogle andre platforme til at give udtryk for den her politikerlede. Engang var det måske i forsamlingshuset, man kunne udtrykke frustrationen. Nu er det blevet på Facebook og på Twitter. Det er blevet lidt nemmere lige at sende en hurtig svada af sted, man reagerer hurtigere og mere impulsivt, og det tror jeg gør, at det er blevet mere tydeligt for os med den her politikerlede og med den her manglende tillid, selv om den måske i virkeligheden har eksisteret i mange år.

Jeg har også set en undersøgelse fra Epinion i forhold til årsagerne til politikerlede. 32 pct. svarer, at årsagen til, at de har politikerlede, er, at politikere kommer med utroværdige løfter og løftebrud. 17 pct. mener kun, at politikere tænker på egeninteresser. Den er næsten det der gør mig allermest ked af det. Så er der 15 pct., der svarer, at det er tonen i den politiske debat, og 15 pct. mener, at det er, fordi politikere ikke svarer på spørgsmål. Det er jo meget interessant, for der har vi nogle af svarene på, hvorfor der ikke er tillid til politikerne, og af dem, der er anvist her, er det klart det med egeninteresser, som bekymrer mig allermest.

Jeg har meget respekt for det arbejde, der blev lavet af nogle af de politiske ungdomsorganisationer for et år siden, den 22. marts. Hr. Uffe Elbæk var også lidt inde på det. Det var alle de politiske ungdomsorganisationer, som pegede på syv politikerløfter. Jeg synes, der ligger meget perspektiv i de syv løfter. Jeg skrev også selv under på, at jeg ville overholde dem: Det her med at indrømme, når man tager fejl; være ærlig omkring, at de resultater, man opnår, er udgangspunkt for kompromiser, det er resultatet af kompromiser; og det her med at søge indflydelse og resultater er jo grundvilkår for alle os politikere. Vi skal nok blive bedre til, som der også var en, der var inde på tidligere, at tage mere udgangspunkt i ideologiske forskelle, turde stå ved, at vi kan se forskelligt på sagerne med udgangspunkt i de forskellige syn på samfundet, vi nu engang har.

Der findes ikke noget simpelt svar på, hvordan vi kommer det her til livs. I Det Konservative Folkeparti valgte vi at bakke op om de her borgerforslag, fordi vi synes, det var et spændende initiativ, det var en nytænkning i forhold til vores demokrati. Det var ikke uden overvejelser. For kan det så give mere politikerlede, når der bliver stillet et borgerforslag om eksempelvis afskaffelse af uddannelsesloftet og Det Konservative Folkeparti står på som forslagsstillere, men ikke bakker op om forslaget i sidste ende? Der har vi også et ansvar over for hinanden i forhold til at respektere, at man kan være medforslagsstiller uden nødvendigvis at bakke op om selve indholdet i det enkelte borgerforslag.

Jeg tror, at vi alle sammen skal starte med os selv, og det er der jo i virkeligheden rigtig mange, der har sagt meget, meget rigtigt og meget, meget klogt om i dag. Der er jo ikke nogen af os, der ikke begår fejl. Der er ikke nogen af os, der ikke bidrager til politikerlede en gang imellem, men hvis vi starter med os selv, så er vi i hvert fald godt i gang, for ingen af os er fejlfrie. Tak.

Tak. Og der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Og tak for en rigtig fin ordførertale. Det er godt med nogle eksempler på, at ordet politikerlede har fandtes i mange år.

Noget af det, som man kan rose Enhedslisten for, er jo deres rotationsprincip, altså det her med, at man, når man har været en periode i Folketinget, skal ud og iltes lidt. Det er ikke noget, vi selv gør i Alternativet, og det ved jeg heller ikke om vi kommer til på et tidspunkt, men ideen om, at man skal ud i virkeligheden og tale med nogle – i gåseøjne – rigtige mennesker, er i hvert fald ikke fremmed for os.

I forhold til det, ordføreren siger, om, at nogle tror, at en politiker er herinde blot for egen vindings skyld, tror jeg også et eller andet sted, at det ville hjælpe lidt, hvis man talte noget mere med vedkommende. For tit er det sådan, at når man kommer tæt på mennesker, så finder man ud af, at det enkelte menneske har noget på hjerte eller brænder for en større sag.

Så mit spørgsmål er egentlig mere: Kunne man forestille sig, at vi sammen kunne arbejde videre med nogle modeller for, hvordan vi i højere grad kommer ud til befolkningen? Det kunne være, man en gang imellem skulle tage en måneds orlov, eller hvad ved jeg. Jeg har slet ikke noget, som ligger færdigt. Men med hensyn til ideen om, at vi politikere i højere grad alle sammen skal ud i samfundet, er ordføreren så enig med mig i, at det kunne være noget, vi kunne kigge på?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en utrolig spændende tanke. Min egen mand var på et tidspunkt ansat et sted, hvor de optjente sabbat for hvert år, de havde været ansat. Og den brugte mange på eksempelvis at videreuddanne sig. Det, jeg siger nu, er udtalt fuldstændig frit fra leveren og ikke drøftet med min folketingsgruppe, men jeg synes, det kunne være fantastisk spændende, hvis man, når man havde siddet herinde i 4 år, havde optjent 1 måneds orlov, som netop skulle bruges på at komme ud og besøge mennesker, besøge miljøer, blive klogere, suge til sig, måske videreuddanne sig på nogle områder, som kan være vigtige for ens politiske arbejde. Det er jo noget af det, der er svært at få tid til i hverdagen herinde.

Nogle gange må jeg også bare sige: Det kan godt nok også være ubarmhjertigt at være politiker, fordi vi bliver kritiseret som stand, når der kun sidder ti mennesker i salen. Og hvis man kan se, at ikke alle er der til en afstemning, bliver vi også kritiseret for det. Men vi bliver altså også kritiseret, når vi ikke kommer ud i landet, og når vi ikke kommer ud og besøger folk. Og det er altså et skisma, som også nogle gange gør det svært at være politiker. Men jeg synes, det er spændende at tænke i det her med, at man på en eller anden måde optjente sabbat eller orlov, som netop skulle bruges på at dygtiggøre sig.

Spørgeren har ikke trykket sig ind og har ikke flere spørgsmål. Den næste spørger er hr. Morten Østergaard, Det Radikale Venstre.

Yes, og med hr. Jakob Ellemann-Jensens tilladelse vil jeg fortsætte lidt med interessen for, om vi også skal gøre noget nu, hvor vi har hygget os med at tale om det her til formiddag. Og jeg er også enig i alle de ord, som fru Mette Abildgaard sagde på Det Konservative Folkepartis vegne.

Vi havde jo, synes jeg, et fantastisk arrangement omkring offentlighedsloven, før Det Konservative Folkeparti indtrådte i regeringen. Det var for mig at se også et eksempel på, at vi egentlig prøvede at møde op ikke med en fiks og færdig løsning, men inviterede til, at vi i fællesskab byggede en bro mellem dem, der er meget afhængige af offentlighedsloven, nemlig journalisterne, og os politikere, som kigges efter i kortene, uden at resultatet var givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt med den type af processer også på andre områder, så man altså, uanset om det handler om udsatte boligområder eller noget andet, er i dialog med dem, det handler om.

Men jeg vil egentlig stille det samme spørgsmål, som jeg gjorde til Liberal Alliances ordfører, nemlig om Det Konservative Folkeparti har den samme opfattelse i dag som dengang, vi havde det arrangement. Jeg har stor respekt for, at man skal finde kompromiser i regeringen, men jeg vil egentlig bare spørge til partiets grundholdning til offentlighedsloven: Er den den samme i dag, som den var dengang?

Ordføreren.

Det Konservative Folkeparti mener fortsat, at nogle af de stramninger, der blev lavet i forhold til offentlighedsloven dengang, var at gå for vidt. Jeg var selv en af dem, der stod på slotspladsen hernede og demonstrerede. Det var før, jeg blev valgt til Folketinget, og i øvrigt også den eneste demonstration, jeg har deltaget i i mit liv.

Der har været nogle politiske forhandlinger om det her, og der er nogle partier, der har ønsket at ændre en del, andre har ønsket at ændre mindre.

Jeg må også sige, at vi har en partiformand, som er blevet minister, og som jeg tror også har fået, hvad kan man sige, en forståelse for, at der er nogle af processerne, der kan være svære, og at der er behov for det her arbejdsrum. Og det skal der også være plads til. Men Det Konservative Folkeparti mener fortsat, at der blev strammet for meget dengang. Vi vil gerne være med til at rulle så meget af det, der nu engang kan opnås enighed om i forligskredsen, tilbage. Men vi har også respekt for, at der er en forligskreds.

Spørgeren.

Ja, det er jo det, der er, og det har vi sandelig også respekt for. Derfor er overvejelsen selvfølgelig, om man kan blive enige, eller om man skal beslutte sig for at lade forligskredsen gå til grunde og så diskutere det efter et folketingsvalg. Jeg er altid optaget af at prøve at holde sammen på tingene og se, om man kan nå nogle resultater sammen.

Men jeg synes også, at når vi så har sådan en diskussion som den her i dag, bliver det også naturligt at koble det til den her diskussion om medierne. En af grundene til, at fru Mette Abildgaard og siden hen Det Konservative Folkeparti var så kritiske over for offentlighedsloven, var jo, at det gav medierne ringere vilkår. Kan fru Mette Abildgaard i dag med hånden på hjertet sige, at det medieudspil, regeringen er kommet med, ikke på tilsvarende vis giver ringere vilkår for dem, der skal kigge os efter i kortene – de statsfinansierede public service-medier, som nu skal skæres så dramatisk ned, uanset om de hedder DR eller i øvrigt hedder noget andet?

Ordføreren.

Jeg mener, det på alle mulige måder bør være muligt at levere god kvalitet og kritisk journalistik for de 3 mia. kr., som Danmarks Radio kommer til at få fremadrettet. Med den øvrige del af udspillet bliver der flyttet rundt på nogle midler, ja, og der bliver fjernet midler fra nogle steder, men der bliver så sandelig også tilført andre steder, bl.a. med den her seksdobling af public service-puljen.

Men jeg bliver også nødt til bare lige at sige en ting: Vi diskuterer tillid til politikere i dag og politikerlede. For at være helt ærlig, vil jeg sige, at jeg ikke tror, at det er sådan noget som den diskussion, vi har haft om offentlighedsloven, der giver politikerlede. Jeg tror, det giver journalisterne politikerlede, fordi de synes, vi besværliggør deres arbejde. Men jeg tror ikke, at hr. og fru Danmark derude har politikerlede, fordi de er uenige i den revidering af offentlighedsloven, der blev lavet – bare for at være helt ærlig. Jeg tror, der være nogle helt andre ting på spil i deres syn på politikere.

Tak til den konservative ordfører. Og så har alle partier fået ordet heroppe, og derfor giver jeg ordet til statsministeren.

Tak for det og for en god debat. Tak til Alternativet endnu engang for at tage initiativ til den. Fru Mette Abildgaard sagde, at noget af det, der fremkalder måske ikke tilstrækkelig agtelse ude i befolkningen, er, når vi kun sidder ti i salen. Men jeg er glad for, at jeg kunne tælle mig frem til, at vi er tolv, og presselogen er tom. Men det er jo udtryk for, at vi lever i en ny og moderne virkelighed, og jeg havde overvejet, om jeg skulle gøre et nummer ud af det her med, at den fjerde statsmagt interesserer sig for den her vigtige samfundsdebat. Men jeg kan så se, at det gør de. Ritzau har faktisk refereret fra debatten, så det kan godt lade sig gøre, selv om vi ikke er så mange fysisk til sted, og godt for det.

Vi er kommet ret vidt omkring og har diskuteret borgerforslag og regeringsparathed, hvor jeg er fuldstændig enig med fru Christine Antorini i, at det sådan set også betyder noget, om vi kan holde fast i den tradition, der sådan set altid har været i det danske parlament for, at partier, som de er flest, og ikke et mindretal af dem, vil byde sig til og tage ansvaret. For af det følger jo også, at man ikke bare kan stå på rene, klare synspunkter, men sådan set pr. definition må søge kompromiset, og at man ikke kun kan tilbyde lette løsninger på komplekse problemer. Og jeg tror selv, at en del af det, vi slås med, hidrører fra det forhold, at hvis vi får skabt et forventningsbillede af, at problemer kan knipses væk, hvad de ved gud ikke kan, og vi derfor heller ikke får dem væk, så møder vi ikke forventningerne. Og der gælder vel det helt generelle, at kvalitet handler om at indfri forventninger, og derfor tror jeg også, at folks billede af os som politikere handler om det samme, altså om vi lever op til og gør det, vi siger. Leverer vi på det, vi har lovet? Hr. Peter Kofod Poulsen gjorde det også til en pointe, altså at man skal holde, hvad man lover.

Respekt har været et andet nøgleord, der er gået igen i alle sammenhænge, selvrespekt, respekt over for kollegaerne, respekt over for kompleksitet, samspillet med pressen. Der har været rigtig mange vinkler på den her sag, og man fristes jo til at sige, at for en gangs skyld ser det ud til, at vi alle sammen har været enige, i hvert fald i analysen. Og til analysen hører vel i virkeligheden også et billede af, at så ser det heller ikke værre ud. Altså, tillad mig at bringe den nuance ind nu, hvor vi har en sådan åben debat.

Det slår mig i hvert fald, at når man spørger danskerne, om de er tilfredse med den måde, demokratiet fungerer på – og sidst, man gjorde det, var i efteråret 2017 – så er der 92 pct. af danskerne, der siger det. Det er den højeste andel i EU, som udtrykker generel tilfredshed med den måde, demokratiet fungerer på. Og vi er jo en del af den måde, demokratiet fungerer på, altså de politiske partier, Folketinget, os politikere, og derfor er det selvfølgelig en lidt sjov ting, at der er stor tilfredshed med demokratiet, men der er mindre tilfredshed med demokratiets hovedaktører. Det kan vi så tænke lidt over, men det skal bare ikke skygge for, at vi jo på mange måder har et rigtig velfungerende demokrati.

Jeg deler også – man tør jo næsten ikke sige det – den vurdering, hr. Morten Østergaard havde, altså en personlig oplevelse af et skisma mellem noget statistik og noget mistillid, og så det billede, man møder, når man møder danskerne selv. Og der har jeg også selv generelt en oplevelse af, når jeg taler med danskerne – det kan selvfølgelig være, at de bare er venlige – at de generelt udtrykker sig pænt om jer, altså om folketingsmedlemmerne, altså at der generelt er respekt for den indsats, der ydes, for, hvor hårdt der arbejdes. Det har jeg hørt mere end en gang, når jeg er kommet rundt i erhvervskredse; og sammenligner løn og vilkår i øvrigt. Der står der stor respekt om den arbejdsindsats, som folketingsmedlemmerne yder.

Derfor er der jo et eller andet sted et skisma mellem det og så tallenes tørre tale – og her viderebringer jeg hr. Morten Østergaards oplevelser og tilføjer så mine egne, som jeg tror deles af flere her i salen. Det er blot for at sige, at vores udgangspunkt måske ikke er så ringe endda.

Det rokker ikke ved, at der er en udfordring, og spørgsmåler er jo så, hvad vi skal gøre. Vi har vel ikke fundet de endegyldige svar på det i debatten her i dag. Men omvendt hører jeg heller ikke, at enigheden dør ud – som den ellers normalt gør. Der er sådan set ret meget, man kan tage med. Der er en erkendelse af, at vi alle sammen har et ansvar for at værne om demokratiet og skabe en sund politisk kampplads. Det er jo en af de pointer, der også er gået igen. Altså at det er tilladt at være uenige, og at vi ligesom skal afholde os fra at skyde hinanden forkerte motiver i skoene af den grund. Det er i orden, at meninger brydes. Det er sådan set helt legitimt, og det er jo det, demokrati og folkestyre handler om, og vi har hver især et ansvar for at sikre, at det kan udleves, uden at vi afsporer debatterne på den ene eller den anden måde.

Mens jeg selv sad og lyttede, tænkte jeg på, at jeg sådan set har stor tillid til alle, der har deltaget i debatten her i dag. Og sådan oplever jeg generelt, at vi har det her i Folketinget. Jeg er meget enig med hr. Morten Østergaard, som sagde, at tillid i virkeligheden er grundstammen i det danske demokrati. Jeg har det sådan, at jeg stoler på, at når vi indgår forlig eller politiske aftaler, så står vi ved dem. Det er et grundvilkår, og det har jeg fuldstændig tillid til, og det er uhyre sjældent, at den tillid bliver svigtet. Sandheden er jo, at Christiansborg slet ikke kunne fungere, hvis ikke vi havde den her tillid til hinanden.

Det har flere også talt om som noget, der virker overraskende, altså når vi åbner Borgen op og inviterer grupper ind; det samkvem og den tone, der er mellem folk herinde; det kollegiale sammenhold ved siden af debatterne. Det overrasker, men burde jo ikke gøre det, for det er jo bare et grundvilkår, ligesom det også er et grundvilkår i samfundet som sådan, for uden tillid ville Danmark slet ikke fungere så godt, som det faktisk er tilfældet.

Derfor er der jo en masse positive ting at tage med fra debatten her i dag, herunder altså også glæden over, at vi på trods af udfordringer sådan set er den nation i EU, der har den mest tillidsfulde befolkning i forhold til vurderingen af, om demokratiet faktisk er velfungerende.

Så jeg skal ikke trække stærke konklusioner ud af det, og jeg tror heller ikke, det har været Alternativets forventning. Der er heller ikke fremsat nogen forslag til vedtagelse, men det er altså et pusterum og en mulighed for at vende nogle ord og nogle tanker, som betyder noget for os alle sammen, og jeg håber og tror, at vi alle sammen er blevet en lille smule klogere, end da vi kom. Og jeg tror også, at vi alle kan tage de mange vigtige pointer, som jeg her har forsøgt at antyde i stikord, med fra dagens debat og ind i det videre arbejde. Og gør vi det, og er der bare lidt, der sætter sig, så har det jo været en rigtig god debat og en god måde at slutte ugen på.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard. Værsgo.

Statsministeren refererede flere gange til, at tilliden i Danmark var meget høj i forhold til andre europæiske lande, men et af de steder, hvor vi måske har en udfordring, er, at det jo ikke er altid, at tilliden til det europæiske samarbejde er lige høj. Jeg har med en eller anden form for tilfredshed – uden helt at ville lægge hovedet på puden og hvile på laurbærrene – konstateret, at der ser ud til at være en stigende opbakning til vores medlemskab i lyset af Brexitdiskussionen, men et eller andet sted synes jeg, at der er en tendens til, at i det store demokrati, det, der involverer flere lande, det, der er det internationale retssamfund, står det lidt mindre godt til med tilliden til de demokratiske aftaler og det store fællesskab. Har statsministeren nogle tanker om, hvad vi kunne gøre anderledes, end vi har gjort hidtil, for i det mindste at øge tilliden til de demokratiske principper, som jeg synes i mere end nogen andre internationale organisationer gør sig gældende i EU?

Statsministeren.

Også her har vi egentlig et fornuftigt udgangspunkt, fordi danskerne jo sådan set også har pæn tillid til EU og EU's institutioner. Man skal altid passe på, og specielt fra Folketingets talerstol, med at stå og øse ud af noget, man tror er paratviden. Men jeg mener at have set sådan en graf, hvor man plotter tillid til det nationale demokrati og EU ind, og så får man jo egentlig sådan en ideel akse, altså, har man lige meget tillid til begge dele, eller har man meget mere tillid til EU, end man har til sit nationale parlament. Hvis jeg ikke husker det helt skævt, ligger Danmark sådan nogenlunde spot on på den her midterakse og pænt langt oppe som en nation, der sådan set grundlæggende har tillid både til det nationale og det europæiske demokrati.

Jeg glæder mig også over på en meget trist baggrund, nemlig Brexit, at den her opbakning er øget, og det viser måske en pointe, nemlig i det her med kompleksitet og lette løsninger. Der har jo været en tid, hvor EU bare er vokset og vokset, altså i medlemskredsen, gevinsterne er også fulgt med, men vi har ikke rigtig anprist dem. Vi har kunnet vende blikket mod Bruxelles og bureaukrati og red tape, og først på det tidspunkt, hvor Storbritannien begynder at trække sig ud, begynder det at stå klart for alle, hvor komplekst det i virkeligheden er, hvis man ikke er med. Dermed får man også et spejlbillede af, at alle de der enkle paroler om, at det er EU's skyld og at det er EU's ansvar, netop er letkøbte. På en eller anden lidt trist baggrund fornemmer jeg, at opbakningen er stigende.

Det er jo også med det afsæt, og det kan jeg ikke nå at sige mere om nu, at jeg har tilkendegivet, at regeringen agter at ville tage kontakt til Folketinget inden længe og initiere en lidt bredere og fornyet europæisk politisk debat i Danmark, for det har vi brug for.

Spørgeren.

Det spørgsmål, jeg har gemt til sidst, og det er altså ikke for at ødelægge den gode stemning, er om det, som jeg også nævnte i starten: Er der et sted, hvorom statsministeren i dag kan sige, at statsministeren er blevet klogere? Det kunne jo lige præcis godt være i forbindelse med det her med de nemme løsninger på EU-området. Jeg husker, at der var noget med en børnecheck og nogle jordbærplukkere, og da man så var kommet i regering, kunne det med børnechecken vist alligevel ikke rigtig lade sig gøre. Derfor vil jeg egentlig bare stille det som et åbent spørgsmål, hvis ikke lige det om EU fænger an: Er der i dag en erkendelse hos statsministeren af, at der i forhold til nogle af de ting, som vi drøfter her, er noget, som man skulle have gjort anderledes?

Statsministeren.

[Lydudfald] ... blive klogere enten derved, at erfaringer, jeg har draget, bekræfter mig i det, jeg hele tiden har ment, eller ved, at det, jeg mener i dag, er nuancer af noget, jeg har ment tidligere. Så jeg er blevet klogere på alle parametre.

Til det her om børnechecken er det jo stadig væk regeringens ambition at arbejde for en indeksering af den velfærdsydelse. Det synes jeg også der er tegn på at vi har noget fremdrift på. Jeg har bl.a. med stor tilfredshed noteret mig, at den nye tyske regeringskonstellation har indtaget det her synspunkt, således at vi nu også har en tysk alliancepartner om bord i det her synspunkt, som er den danske regerings, nemlig at ydelser, der eksporteres, bør indekseres efter købekraften i de lande, de eksporteres til.

Tak til statsminister. Så giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Uffe Elbæk, Alternativet.

Jeg vil bare sige tak for en rigtig, rigtig god debat. Jeg oplevede oprigtigt, at der har været nysgerrighed, at der har været lydhørhed og der har været mange bud på, hvad vi kan gøre bedre. Og det var det, der var hele ambitionen med at tage den her samtale. Der skal ikke konkluderes. Jeg er fuldstændig enig med statsministeren. Selvfølgelig skal der ikke konkluderes efter sådan en debat, som vi har haft i dag. Det her er en on going-samtale, og det er bare et eksempel på, at demokratiet skal generobres igen og igen og igen.

Jeg vil helt afslutningsvis give noget bonusinformation til jer, for noget af det, der også gjorde, at jeg fik lyst til at invitere til debatten, var, at jeg læste den bog, der hedder »How Democracies Die«, som jo så tager afsæt i en amerikansk virkelighed. Men det, der sådan var lidt en øjenåbner for mig, var, at de eksempler på, at man ser demokratiske sammenbrud rundtomkring i verden, langt hen ad vejen ikke er på grund af militærkup eller andre former for voldelig overtagelse af de demokratiske institutioner, men faktisk er, fordi demokratiet dør indefra. Det er, fordi man gennem demokratiske valg underminerer de demokratiske institutioner. Det er bare sådan lidt en bonusoplysning. Jeg kan virkelig anbefale bogen. Og så vil jeg bare sige oprigtigt tak for den samtale, vi har haft i dag.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, og hermed er også forespørgslen sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)