Det her er jo sådan blevet en lidt mere generel debat om Kina, og det synes jeg bestemt der kan være meget grund til at vi tager her i Folketinget.
Hvis man f.eks.
ser på, hvordan reaktionen i Danmark og andre europæiske lande har været i forhold til Rusland på det sidste med hjemkaldelse af diplomater og sanktioner osv., må jeg sige, at jeg synes, det er velbegrundet, at man har gjort det.
Men når man så sammenligner Rusland med Kina, er det jo svært at argumentere for, at Kina er i en bedre situation, end Rusland er, med hensyn til eksempelvis menneskerettigheder.
Det er også svært at argumentere for, at Kina fører en mindre imperialistisk udenrigspolitik, end Rusland gør.
Det Udenrigspolitiske Nævn var for nylig på Filippinerne, og jeg kan garantere for, at de kinesiske bøllemetoder i det Sydkinesiske Hav er noget, der virkelig giver anledning til bekymring i en række af de lande, som ligger der.
Og det forhold, at Kina, om jeg så må sige, får mere og mere magt – den kinesiske økonomiske vækst er voldsomt stor, og især Xi har meget store ambitioner om at gøre Kina til en global spiller; det er Kina ikke i dag, men der er ingen tvivl om, at der er en ambition om, at man skal være det – må da give anledning til nogle overvejelser, også om, hvordan vi håndterer det.
For der er jo tale om verdens største land.
Der kan man så sige, at det jo ikke er, fordi der bliver tænkt meget ud af boksen i den danske regering, i hvert fald hvad det angår.
Men der synes jeg i og for sig at det kunne være nyttigt med en større debat om det.
Jeg synes så bare ikke, det skal være på grundlag af Falun Gong, og det er der, jeg synes at de her Kinadebatter kører lidt af sporet.
Det er det, som bliver det grundlæggende i det.
Jeg er fuldstændig enig med dem, der kritiserer Kinas behandling af Falun Gong.
Men Falun Gong er ikke de eneste, der bliver behandlet dårligt.
Der er muslimske mindretal, der bliver det, og man har Tibet, og man har interventionen i Hongkong osv.
Der er mange forskellige problemstillinger, som skal diskuteres dér, og det kan ikke reduceres til Falun Gong.
Under alle omstændigheder synes jeg, at en Kinapolitik må funderes mere solidt end det, som vi har været vidner til her i dag, også fra regeringens side, også med den måde, Folketinget diskuterer de her ting på.
Vi står bag det forslag til vedtagelse, som et flertal i Folketinget fremsætter.
Vi kunne såmænd også godt, hvis der var afstemning, stemme for det, der er fremsat af et mindretal – det har mange udmærkede elementer i sig.
Men vi synes sådan set, der ligger et vigtigt signal i, at Folketinget kritiserer den kinesiske håndtering af Falun Gong og også organdonation, og det er det, man gør her.
Der bliver sagt fra Enhedslistens, Alternativets og Dansk Folkepartis side, at man er fuldstændig passiv i forhold til kineserne.
Men i det forslag til vedtagelse, som et flertal står bag, er man jo ikke passiv.
Der er jo tale om en tydelig kritik af de kinesiske myndigheder, og jeg synes i og for sig, at det er vigtigt, at et klart flertal i Folketinget – gerne hele Folketinget – markerer, at den her kritik står vi bag.
Så kan vi have nogle forskellige uenigheder om den såkaldte kritiske dialog.
I SF er vi sådan set tilhængere af den.
Man kan jo ikke komme uden om den, hvis man overhovedet skal have nogen som helst form for indflydelse, og man er selvfølgelig også nødt til at gøre det sammen med andre EU-lande osv.
osv.
Men det centrale er jo da i hvert fald, at man i det her forslag til vedtagelse kritiserer Kina for deres håndtering af Falun Gong og kritiserer Kina for deres håndtering af organtransplantation.
Så derfor synes jeg, der er god fornuft i, at Folketinget står bag det forslag til vedtagelse.
Det er jo også karakteristisk, at da man sidst havde en debat her i Folketingssalen om Kina og Falun Gong, stemte de partier, der havde andre forslag til vedtagelse, i sidste ende for det forslag til vedtagelse, som et flertal fremsatte.
Det ved jeg ikke om man vil i dag, men i hvert fald synes jeg, at Folketinget bør sende et samlet klart signal om, at vi ikke synes, at det, som foregår i Kina på det område, er tilfredsstillende.