Det næste punkt på dagsordenen er:

16) Forespørgsel nr. F 14:

Forespørgsel til sundhedsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om arbejdet med at vurdere, om regionernes varetagelse af sundhedsområdet er tilfredsstillende på baggrund af regeringens frist til regionerne om at bevise deres berettigelse inden udløbet af denne valgperiode?

Af Liselott Blixt (DF) og Karina Adsbøl (DF).

(Anmeldelse 07.12.2017. Fremme 12.12.2017).

Værsgo til fru Liselott Blixt.

Hvad er begrundelsen for den her forespørgsel? I 2011 besluttede VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti og De Konservative, at regionerne skulle nedlægges. Der blev nedsat to udvalg, der skulle se på en løsning, men desværre kom der er et valg, der satte en stopper for udvalgenes arbejde, og en rød regering kom til.

I Dansk Folkeparti har det hele tiden været meningen, at regionerne kun var midlertidige, efter at amterne blev nedlagt. Meningen med regionerne var, at der skulle sikres en ensartet udredning og behandling af alle danskere, uanset hvor de boede henne i landet. Den ensartethed er desværre aldrig kommet.

Da Venstre vandt sidste valg, havde man dog trukket i land med beslutningen, og man gav derfor regionerne syv krav, de skulle leve op til, for at de kunne bevares. Vi er nu mere end halvvejs i den her valgperiode, og derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at vi nu må kigge de syv krav igennem, så man i regeringen kan gøre klar til nedlæggelse af regionerne.

I Dansk Folkeparti er vores ønske stadig at nedlægge regionerne, da der er alt for store forskelle regionerne imellem. Vi imødeser debatten og håber, at vi kan få en god og konstruktiv dialog. Tak.

Tak til fru Liselott Blixt. Så går vi til sundhedsministeren. Værsgo til en besvarelse.

Tak for forespørgslen. Fra regeringens side prioriterer vi sundhedsvæsenet højt, og det ved jeg også Dansk Folkeparti gør, og vi har også i fællesskab taget en række initiativer og løftet den økonomiske bevilling til sundhedsområdet.

Siden sommeren 2015 har vi løftet sundhedsområdet med 4,4 mia. kr. ekstra, så det samlede budget for regionerne i dag er på ca. 112 mia. kr., som netop skal være med til at sikre sundhedsydelser og høj kvalitet over hele landet. Der er blevet ansat flere læger, flere sygeplejersker i vores sundhedsvæsen, og hver eneste dag, undtagen om søndagen, er der sådan i gennemsnit blevet ansat en læge ekstra, og hver eneste dag i ugen en sygeplejerske mere siden 2001. Det betyder, at vi i dag har flere ansatte i vores sundhedsvæsen, flere varme hænder til at hjælpe patienterne, sikre en god behandling, og at vi også samlet set bruger flere penge på vores sundhedsvæsen, end vi nogen sinde har gjort tidligere.

Vi har lavet en række aftaler til gavn for danske patienter, både med Dansk Folkeparti alene, men også bredt med Folketingets partier. Det gælder bl.a. en udrednings- og behandlingsret, en national handlingsplan for en styrket indsats for den ældre medicinske patient, en national demenshandlingsplan, kræftplan IV, en national strategi for personlig medicin, en ny national diabeteshandlingsplan og et løft og en styrkelse af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen – for bare at nævne et par af de initiativer, som vi har taget.

Men vi skal videre, og vi har flere ambitioner for vores fælles sundhedsvæsen. Vi har store ambitioner om, at fremtidens sundhedsvæsen skal blive nærere, at vi skal have løftet kvaliteten, og at vi skal have gjort op med den geografiske ulighed. Derfor vil vi også her i 2018 lancere et større sundhedspolitisk udspil og en samlet plan for udviklingen af psykiatrien i Danmark. Det gør vi for at skabe bedre forhold for patienterne, for de pårørende og for det sundhedspersonale, der hver dag gør en kæmpe indsats for patienterne i Danmark. Det gør vi for at sikre, at vores sundhedsvæsen hele tiden udvikler sig og bliver stærkere og bliver bedre.

Vores prioritering af sundhedsområdet i dag følger i høj grad op på den prioritering af sundhedsvæsenet, som vi, både som parti og også som regeringsparti har haft gennem tiden. Helt fra indsatsen op igennem 00'erne, hvor VK-regeringen tog fat, og igen fra sommeren 2015, hvor vi igen indtrådte i regeringskontorerne, har vi prioriteret sundhedsområdet, løftet det økonomisk og gennemført reformer og initiativer til forbedring for patienterne, for pårørende og for vores medarbejdere.

Hvis vi sådan kigger tilbage, overtog vi på mange måder, da VK-regeringen trådte til tilbage i 2001, et sundhedsvæsen – hvor der var garanti for at vente, kan man sige – med lange ventetider og med en udsultet kræftbehandling, som var på et uacceptabelt lavt niveau. Vi indførte patientrettigheder, vi gennemførte omfattende reformer af sundhedsområdet, vi indførte det udvidede frie sygehusvalg, og vi gjorde op med ventetiderne. Vi gjorde kræft til en akutsygdom, indførte kræftpakker, så alle kræftpatienter kunne få en hurtigere og bedre behandling; vi styrkede hjerteområdet, og vi lavede en historisk investering i de supersygehuse, som vi nu ser skyde op rundtomkring i landet.

Vi sikrede også med en ny specialeplanlægning, at den rette kvalitet og ekspertise er til stede, når der er behov for specialiseret behandling. Og vi tegnede i høj grad et nyt danmarkskort med fem regioner og store kommuner, som også kunne være med til at afløse de 14 amter og sikre en højere prioritering af sundhedsområdet.

I dag kan vi konstatere, at den høje prioritering af sundhedsområdet på mange måder har givet pote. Chancerne for at overleve f.eks. hjerte- eller kræftsygdom er forbedret markant i Danmark. Vi har også fået knækket de alt, alt for lange ventelister, der var. Ventelisterne tilbage i starten af 00'erne på 90 dage er reduceret til 47 dage i 2016.

Jeg tillod mig da i hvert fald at glæde mig over den flotte placering, som Danmark den anden dag fik på en rangliste over europæiske sundhedsvæsener, hvor Danmark blev kåret til at have det tredjebedste sundhedsvæsen. Vi er på et år rykket seks pladser op og kan ifølge undersøgelsen bryste os af, som sagt, at have det tredjebedste sundhedsvæsen i Europa.

Det betyder jo ikke, at vi skal hvile på laurbærrene; det betyder jo ikke, at der ikke steder, hvor der er rum for forbedring. Det er der i høj grad. Vi skal videre, men vi kan i høj grad også godt glæde os over, at vi er kommet videre, at vi har fået gjort op med for dårlig overlevelse på kræftområdet, at vi har fået gjort op med for lange ventelister, at vi i høj grad har et veluddannet og dygtigt sundhedspersonale, som vi kan takke for, at det også på en række områder går frem og er gået frem i Danmark. Det er et sundhedspersonale, som hver dag behandler, plejer og hjælper og trøster alle, som bruger sundhedsvæsenet, uanset om det er i hverdagen, juleaften eller midt i industriferien.

Man kan også sige, at uden dem ville alverdens initiativer og prioriteringer falde til jorden, og derfor fortjener de også en kæmpe ros for deres store indsats.

Som sagt er vi nået langt, men vi skal også videre. Der skal ske mere på området. Det var også baggrunden for, som forespørgeren også fremhæver, at Venstre og Venstres formand, den nuværende statsminister, tilbage før folketingsvalget i 2015 formulerede syv konkrete krav til regionerne, syv krav om, at regionerne skulle bevise, at de kunne leve op til deres ansvar om at sikre et godt sundhedsvæsen med netop kortere ventetid, mere lighed, bedre kræftbehandling, reduceret overbelægning, patientansvarlige læger, som holder vores patienter i hånden, fokus på demens og kroniske sygdomme og en hurtig og effektiv genoptræning. Det er syv krav og dermed også forventninger, som vi har til regionerne, og som vi fortsat har til regionerne, og som også har stor betydning for at sætte patienten i centrum.

Regionernes formand, Bent Hansen, sagde på det tidspunkt, at det var realistiske krav, og det synes jeg jo sådan set så man skal holde dem op på. Nu er der gået to et halvt år, siden vi formulerede de syv krav, og vi følger op, som der bliver spurgt til. Det gør vi med de otte forpligtende nationale mål for sundhedsvæsenet, som vi har fastlagt sammen med Danske Regioner og KL. De otte nationale mål sætter en klar retning for, hvordan sundhedsvæsenet skal udvikles, og udgør en drivkraft for det lokale arbejde for kvalitetsforbedringer, som der er behov for. Det altoverskyggende mål for kvalitetsarbejdet er, at patienten er i centrum, at der er en geografisk ulighed i sundhed, og at vi løfter kvaliteten i den behandling, som vi modtager. Vi følger løbende op i dialog med kommuner og regioner, og hvis vi kigger på statusrapporten for 2007 i juni måned, så viser den også, at regionerne har taget målene til sig og også arbejder med dem i det løbende kvalitetsarbejde.

Men der er jo også steder, hvor det skal gøres bedre. Tag bare genoptræningsområdet, hvor vi har syntes, at det har haltet, og hvor vi derfor som regering har foreslået og også med finansloven aftalt med Dansk Folkeparti, at der nu skal indføres en rettighed til genoptræning, så vi sikrer, at folk, der bliver udskrevet med en genoptræningsplan i hånden, også modtager den genoptræning, og hvis de ikke inden for 7 dage oplever, at kommunen sikrer, at genoptræningen er til rådighed, så har man muligheden for at gå et andet sted hen. Det er, fordi vi skal løfte genoptræningen mere, end vi gør i dag. Det er, fordi vi skal sikre, at vellykket behandling ikke følges op af dårlig genoptræning, for så ved vi godt, at den enkelte patient ikke nødvendigvis genvinder de færdigheder og genvinder den hverdag og det liv, man gerne skal have den pågældende tilbage til.

Jeg vil også sige, at når vi kigger på regionerne, kan vi se, at det går fremad, men der er også et men. Jeg synes også, at det er på tide, at regionerne påtager sig det samlede populationsansvar. Det er sådan set et ansvar, som regionerne fik allerede tilbage i 2007, og hvor vi kan se, at der nogle steder er for dårlig sammenhæng. Jeg kan også konstatere, at der stadig er vej igen, hvis vi vil opnå et sundhedsvæsen med patienten i centrum og uden den her geografiske og sociale ulighed i sundhed.

På nogle punkter taler tallene for sig selv. Bare for at tage et par stykker af dem, så kan vi desværre se, at udredning af børn og unge i psykiatrien i Region Hovedstaden i gennemsnit har en varighed på 61 dage, mens den gennemsnitlige udredningstid i Region Midtjylland er på 20 dage. Endnu et eksempel på en meget stor geografisk forskel er, at andelen af gennemførte på forløb for brystkræft inden for en standardforløbstid er på 79 pct. i Region Midtjylland, mens den er på 92 i Region Syddanmark, at i Region Hovedstaden blev udredningsretten kun overholdt for under halvdelen af patienterne i det seneste kvartal i 2017, hvor det i Region Nordjylland var for mere end ni ud af ti patienter.

Kigger vi på ventetiden til operation, så er den i Region Nordjylland næsten dobbelt så høj, som den er i Region Midtjylland. Kan man så sige, at det er godt nok, når det trods alt går den rette vej? Ja, det er jo skønt, at det heldigvis går fremad også mange steder i landet, men det er ikke godt nok. Det er ikke godt nok for den enkelte patient, at vi ser de her store geografiske forskelle. Vi skal sikre et godt sundhedsvæsen i hele Danmark for alle patienter, uanset hvilken region de bor i.

Fra regeringens side og sammen med Dansk Folkeparti har vi med finanslovene derfor også løftet økonomien, og i fællesskab har vi herinde også taget nogle målrettede initiativer bl.a. på lægedækningsområdet, hvor vi også kan se, at der er geografiske forskelle og særlige udfordringer i nogle dele af landet.

Regeringen vil her til foråret også komme med et sundhedsudspil, som skal være med til at sikre mere lighed, bedre kvalitet og mere nærhed og sammenhæng på sundhedsområdet. Det har vi også i fællesskab med Dansk Folkeparti afsat penge til med finanslovsaftalen.

Vi skal også se på en ny styring for sundhedsvæsenet. Med økonomiaftalen fra 2017 blev det aftalt, at der skal arbejdes på en ny styringsmodel frem mod økonomiforhandlingerne det her forår. Sammen med Dansk Folkeparti udfasede og suspenderede vi 2-procentsproduktivitetskravet, som jo i en lang årrække sådan set har bidraget til, at ventelisterne er blevet kortere og har frigjort penge i vores sundhedsvæsen, der har kunnet bruges andre steder, fordi 2-procentskravet ikke har trukket penge væk fra sundhedsvæsenet, men frigjort penge, man kunne bruge inden for sundhedsvæsenet.

Men vi har jo også kunnet se, at det ensidige fokus på aktivitet i de senere år har betydet, at mange i vores sundhedsvæsen har følt, at de skulle løbe stærkere og stærkere og måske ikke altid følt, at meraktivitet var det rigtige for patienterne. Det var også baggrunden for, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti i efteråret besluttede at suspendere 2-procentskravet og lave en ny økonomimodel for sundhedsvæsenet.

Jeg vil gerne i den sammenhæng kvittere over for Dansk Folkeparti for det positive samspil, vi havde på området, og også, fordi Dansk Folkeparti tager ansvar både i forhold til det økonomiske løft, men også i forhold til at sige, at de steder, hvor vi kan se, at der skal tænkes nye modeller, hvor vi skal videre, vil man også godt være med til at løfte ansvaret.

Med det kommende sundhedsudspil vil regeringen også udvikle det nære sundhedsvæsen. Det tog vi allerede hul på med udspillet »Sundhed, hvor du er«, som vi fremlagde i december måned, hvor vi allerede har taget skridt til både at styrke læge- og sundhedshusene, hvor vi sætter gang i arbejdet med en ny national kvalitetsplan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, som Sundhedsstyrelsen skal være med til at udforme, og som skal løfte niveauet i landets kommuner, både på forebyggelsesområdet, men også i forhold til at sikre en mere geografisk lighed.

Det næste og et endnu større ryk bliver her til foråret, hvor vi går helt ind i kernen af sundhedsvæsenets maskinrum, hvor vi skal tale om den fremtidige styring af sundhedsvæsenet. Regeringen ønsker et sundhedsvæsen, der er tættere på borgerne, og som er indrettet efter de sygdomsbilleder og de sundhedsmæssige udfordringer, som vi står over for nu, og som kommer i årene fremover, hvor vi kan se, at der bliver flere ældre, hvor der bliver flere kronikere, og hvor vi stadig væk med stor bekymring kan se en gruppe af særlig unge mennesker, der kæmper med psykisk sygdom.

Hvis vi skal sikre dem den bedst mulige støtte og behandling, er vi også nødt til at sikre en ny økonomimodel, som ikke kun fokuserer på aktivitet, men i højere grad fokuserer på kvalitet, på nærhed og på, hvordan vi sikrer, at behandlingen bliver foretaget på en måde, hvor borgeren kommer endnu mere i centrum.

Det betyder også, at behandlingerne skal spredes ud i et mere fintmasket sundhedsvæsen, hvor de praktiserende læger og kommunerne skal løfte en betydelig større del af de behandlinger og de indsatser, der i dag foregår på sygehusene, både fordi det er mest trygt og mindst indgribende i den enkeltes hverdag, men også fordi mange borgere med de nye, moderne og specialiserede sygehuse har fået længere til sygehuset.

Vi kan gøre det uden at gå på kompromis med kvaliteten, fordi udviklingen, både digitalisering og teknologi, i dag betyder, at vi kan tilbyde behandling i folks eget hjem eller tæt på, hvor de bor, med en høj kvalitet, som vi tidligere kun kunne have på de specialiserede sygehuse. På den måde kan vi indfri vores ambitioner for fremtidens sundhedsvæsen, løfte kvaliteten i det nære sundhedsvæsen og styrke sammenhængen i den enkelte patients behandling.

Så når Dansk Folkepartis ordfører og forespørgerne, spørger, om vi er i mål, eller om der er leveret på alt, vil jeg sige, at vi er godt undervejs, men vi skal videre. Vi skal sikre et endnu stærkere sundhedsvæsen, hvor vi får taget livtag med de store geografiske forskelle på sundhedsområdet, og hvor der i høj grad er behov for handling, og hvor der i høj grad er behov for også at sætte politisk retning.

Jeg håber på, at vi med debatten i dag kan få en god diskussion om, hvordan vi sikrer alle danskere en god og sammenhængende sundhedsbehandling, uanset hvor i landet de bor, og hvor vi også kan diskutere, hvordan vi udvikler fremtidens sundhedsvæsen og ikke bare, at vi skal bevare nogle strukturer, som er der i dag, men som ikke nødvendigvis er dem, der giver danskerne den bedste behandling og det bedste sundhedsvæsen fremover.

Tak. Der er lige en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Mange tak til ministeren, og i og for sig også rigtig mange tak til Dansk Folkeparti for at have indkaldt til den her forespørgselsdebat. Jeg kan se på forespørgslens formulering, at Dansk Folkeparti simpelt hen ønsker at anholde det, hr. Lars Løkke Rasmussen, den nuværende statsminister, tidligere gav udtryk for, for det var jo meget, meget klar tale dér i juni måned 2015. For da blev der stillet krav. Der er meget stor forskel på krav og forventninger. I dag hører jeg kun sundhedsministeren tale om forventninger, og derfor er jeg meget interesseret i at høre, om jeg virkelig hører det, jeg ønsker at høre, eller om det, jeg hører, er det rigtige. Derfor vil jeg spørge ministeren om det, som hr. Lars Løkke Rasmussen formulerede i juni 2015:

»Hvis regionerne efter denne valgperiode ikke er i stand til at løfte kvaliteten af dansk sundhedsbehandling til et nyt niveau i verdensklasse, så må andre påtage sig den opgave. «

Tak. Jeg tror lige, at hr. Flemming Møller Mortensen benyttede sig af min uopmærksomhed, men jeg synes lige, at ministeren alligevel skal have lov at svare. Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Jeg imødeser også, at vi får en spørgerunde lidt senere i debatten. Jeg skal i hvert fald nok gå på talerstolen, når vi har haft forhandlingen, så vi også får lejlighed til at få debatten.

Altså, vi har jo hele tiden sagt fra Venstres side, og det var sådan set også det, statsministeren sagde på det tidspunkt, at vi driver sundhedsvæsen for patienternes skyld, for borgerne i det her samfund, og at det er dem, der er udgangspunktet og omdrejningspunktet. Og derfor nytter det jo ikke noget, hvis kvaliteten ikke er god nok, at man så siger: Strukturen er helt fantastisk, styringsmodellen er helt fantastisk, men patienterne dør.

Derfor er vores udgangspunkt stadig væk, at vi skal holde regionerne, som er dem, der er driftsherrer i sundhedsvæsenet i dag, op på, at de skal levere resultater. Og hvad angår de syv punkter, som vi satte op dengang, og som er omformuleret i de otte nationale mål, kan vi jo se på statusrapporten, at det går fremad på en lang række punkter, men der er stadig væk steder, hvor det skal blive endnu bedre. Vi kan ikke acceptere stilstand i vores sundhedsvæsen. Vi skal da udvikle. Det tror jeg sådan set også patienterne forventer af os.

Tak. Så står den 1-1.

Så tror jeg, vi ringer af til frokostpause. Vi begynder her igen kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:52).

Mødet er genoptaget.

Vi er i gang med forespørgsel nr. F 14, som er en forespørgsel til sundhedsministeren om, hvorvidt regionernes varetagelse af sundhedsområdet er tilfredsstillende. Det er af fru Liselott Blixt og fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Vi er nået til forhandlingen, og det er ordføreren for forslagsstillerne, der lægger ud nu. Det er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Først vil jeg starte med at rose vores personale, som vi har ude på vores sygehuse. Det er jo i bund og grund dem, det handler om, men det er jo ikke det, de skal tage til sig. Det her handler om regionernes måde at forvalte det på. Vi hører sjældent om alle de gode historier. Jeg var rigtig glad, da jeg i mandags var ude at møde nogle dedikerede læger på Herlev Hospital, som arbejdede med immunterapi, og hvor de ikke havde nogen problemer. Man kunne faktisk arbejde sammen med to regioner og praktiserende læger og sådan noget. Det kunne være rart, hvis vi kunne få nogle flere af den slags historier. Jeg starter med at sige det, fordi jeg selvfølgelig vil komme med en masse kritik bagefter. Tak til vores sundhedspersonale.

I sommeren 2005 kom den mest gennemgribende strukturreform, og den blev vedtaget af et flertal i Folketinget bestående af Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti. Reformen betød sammenlægning af de daværende 13 amter til 5 regioner. Den centrale begrundelse for deres oprettelse var at få fem regioner, der skulle sikre en ensartethed i behandlingskvaliteten og udjævne de geografiske forskelle. Vi anerkender, at de har haft et stort arbejde med specialreformen, etableret en sygehusstruktur med færre sygehuse, overholdt budgettet og sikret produktivitetsstigninger. Men når det er sagt, har det ikke været uden problemer.

I forhold til supersygehusene, der skulle etableres, gik der sognepolitik i valg af nye sygehuse; planer, der overskred budgetterne; nedlukning af alt for mange sygesenge i forhold til de patienter, der var; sygehuse bliver bygget uden køkkener; og der er flere besparelser i de nye projekter. Hver region tænker mere på, hvad den kan tilbyde, end de ser på, hvordan de kan løse de samlede udfordringer. Lægerne samles i de store byer. Regionerne samarbejder ikke for at sikre en bedre og bredere lægedækning. Der er flere eksempler på, at man er sig selv nærmest. Region Sjælland, som ikke har alle specialer, skal så finde ud af, hvem der skal og kan tage nogle af de patienter, der kommer derfra. Region Hovedstaden forlanger en pris, der er for høj, og derfor bliver de sendt til Odense i stedet for, fordi Region Syddanmark er billigere. Altså, det er ét land, vi har.

I august 2017 afslørede data fra Sundhedsdatastyrelsen, at hver fjerde kræftpatient ikke blev behandlet til tiden, og fra første kvartal i 2017 har der været et overraskende fald på landsplan fra 84 pct. til 77 pct. i antallet af patienter, der blev behandlet til tiden. I august 2017 udtaler Kræftens Bekæmpelse, at man i Region Hovedstaden har lange ventetider på behandling af kræftpatienter, og at nogle patienter bliver uhelbredeligt syge, mens de venter på deres operation – som en patient med kræft i bugspytkirtlen, der mistede muligheden for en helbredende operation på grund af for lang ventetid. Det er desværre ikke det eneste eksempel, vi har haft, på lange og livstruende ventetider. Det giver endnu en gang et opråb om et behandlingssystem, der på mange områder fungerer lige så slemt som for 10 år siden. Desværre er det et generelt problem i Region Hovedstaden. Noget af det skyldes Sundhedsplatformen, men det står ikke alene, for de kritisable forhold har jo været kendt, allerede inden Sundhedsplatformen blev indført.

En anden sag, der har optaget os, er de allergicentre, som alle regioner skulle have. Der er tre regioner, der har oprettet dem. Jeg har jo spurgt ministeren, der siger, at regionen har et ansvar. De lever ikke op til det. Der nedlægges psykiatriske sengepladser, så vi står med store udfordringer med patienter, som udskrives alt for hurtigt og ikke får den nødvendige behandling. Overbelægning skulle løses, ja, man prøver med en ny opgørelse, der så rigtig fin ud – de havde fået senge væk fra gangene – indtil vi fandt ud af, at det var talmagi. Der er stadig overbelægning, og det er bare ikke godt nok.

Burde regionerne ikke også være dem, der nedbrød de faglige grænser mellem faggrupperne? Man nedlægger lægesekretærstillinger og social- og sundhedsassistentstillinger, så sygeplejerskerne nu ansvarsfraskriver sig, før de går på arbejde, som i Holbæk. Burde regionen ikke sikre flere kompetencer, så de hver kunne bruge deres kompetencer, hvor de er bedst? Jeg kunne opremse flere af disse skævvridninger, men problemet er også, at ansvaret bliver skubbet fra den ene til den anden. Når jeg går til sundhedsministeren, siger sundhedsministeren, at det er regionen, der har ansvaret. Og når jeg går til regionen, siger regionen, at det er ministeren, der har ansvaret. Borgerne er for langt væk fra regionspolitikere. De er meget tættere på sundhedsminister og politikere herinde i Folketinget. Derfor mener vi, at det er sundhedsministeren, der skal være den ansvarlige, som man kan gå til, når der mangler noget i sundhedsvæsenet.

De krav, der skulle leves op til, var, at ventetider til en diagnose og behandling skal nedbringes. Det er de blevet på nogle områder, men ikke på alle områder, og heller ikke alle steder. Mere lighed i sundhed er det heller ikke blevet til. Vi har stadig væk meget stor ulighed, specielt geografisk. Mindre overbelægning, ja, nogle steder måske, men som vi hører, skal vi nok se at få nogle nye tal på det, for vi kan jo ikke rigtig regne med de tal, vi har fået. Rettidig kræftbehandling: Nogle regioner kan leve op til det, men andre ikke.

Der skal indføres patientansvarlig læge eller læger. Man er startet så småt i kræftbehandlingen, men jeg tror ikke, at man når det, inden den her regeringsperiode udløber. Og så en hurtigt, effektiv genoptræning, som vi håber man med de ekstra midler, der er sat af, kan leve op til. Men det er de krav, man skal tage stilling til.

Jeg vil læse vores vedtagelsestekst op. Den er af Liselott Blixt (DF), Jane Heitmann (V), May-Britt Kattrup (LA) og Brigitte Klintskov Jerkel (KF):

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at regionerne på flere parametre har leveret en god indsats på sundhedsområdet, herunder samling af specialiserede sygehusfunktioner, etablering af en ny sygehusstruktur, overholdelse af budgetterne og levering af produktivitetsstigninger.

Folketinget konstaterer, at der fortsat er uacceptable geografiske forskelle mellem regionerne, bl.a. inden for overholdelse af udredningsretten og behandling af kræftpatienter og mennesker med psykiske lidelser.

Regionerne har dermed ikke levet op til målsætningen om at levere ensartet høj kvalitet i hele landet.

Folketinget kræver, at regionerne lever op til deres populationsansvar og sikrer samme høje kvalitet og sammenhængende sundhedstilbud på tværs af landet.

Folketinget pålægger derfor regeringen at vurdere, om regionernes varetagelse af sundhedsområdet er tilfredsstillende på baggrund af de nationale mål for sundhedsvæsenet. Venstres syv krav til regionerne fra 2015 er afspejlet i disse mål.

Folketinget imødeser i den forbindelse statusrapport om de nationale mål og afrapportering af styringseftersynet af sundhedsvæsenet til foråret 2018.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 38).

Tak for det. Først vil jeg sige, at forslaget til vedtagelse naturligvis indgår i debatten fremadrettet.

Jeg gør igen opmærksom på, at eventuel afstemning om forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 20. februar.

Der er et par spørgsmål, og det første er fra hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til ordføreren. Det undrer mig egentlig, at ordføreren kan stå og læse sådan en vedtagelsestekst op, som jo egentlig langt hen ad vejen også har en ros med til den struktur, man har med de fem regioner i dag, for når jeg lytter til ordførerens tale her, var det godt nok meget negativt, på nær lige den første strofe, som var en ros til personalet. Derfor vil jeg spørge ordføreren om noget: Anser Dansk Folkeparti det for at være en kompliceret opgave at drive sygehusvæsenet i Danmark? Det er det første spørgsmål. Hvilken model, hvis Dansk Folkeparti stadig går ind for den totale nedlæggelse af den struktur, vi har i dag, taler Dansk Folkeparti så positivt for – hvad skal afløse regionerne?

Ordføreren.

Der er ikke noget, der er let, og der er meget, der er kompliceret. Jeg tror, at ordføreren skulle have hørt efter, da jeg læste op, at der har været et stort arbejde med specialreformen og etableringen af en sygehusstruktur. Det er taget direkte fra min tale, der også afspejler sig i den tekst, der blev læst op, og som jeg selv har udarbejdet.

I forhold til hvad vi vil have i stedet for, kan man spørge, hvad det er, vi bruger det politiske lag til. De ved faktisk ikke ret meget om, hvad der foregår i sygehusvæsenet, det er en ekstra udgift, og det er ikke der, beslutningerne bliver taget alligevel. Det, der er vigtigt for os, er, at sundhedsministeren er den, der sidder ved bordenden. Vi har Lægemiddelstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og andre styrelser, og der kunne også være en ny hospitalsstyrelse, hvor de laver retningslinjer. Andet skal der ikke være.

Spørgeren.

Held og lykke, sundhedsminister. Det er noget af en opgave. Jeg synes, vi pålægger sundhedsministeren opgaver nok her fra Folketingets side, men det kan være, at en sundhedsminister fra Dansk Folkeparti vil kunne løse den opgave til fuld tilfredshed for alle i Danmark og have fuldstændig styr på den geografiske forskellighed, den geografiske ulighed. Der synes vi i Socialdemokratiet, og der tror vi på, at dem, der er demokratisk valgt i Region Sjælland eller i Region Nordjylland, har bedst styr på det og står til ansvar over for den befolkning, som bor lige omkring regionsrådsmedlemmerne.

Et andet spørgsmål til ordføreren er: Den geografiske ulighed siger ordføreren – den geografiske ulighed. Hvad er det, Dansk Folkeparti har med sig af redskaber til, at en sundhedsminister skulle kunne gribe den anderledes? Hvor skal forskellen være – er der andre redskaber? Og et meget konkret spørgsmål: Anser Dansk Folkeparti de folkevalgte regionsrådspolitikere for at være uansvarlige og inkompetente politikere, der ikke er demokratiske? Sådan lyder det jo. Dansk Folkeparti synes ikke, det er et demokratisk og kompetent led.

Ordføreren.

Hr. Flemming Møller Mortensen lægger mig mange ord i munden og tror, at jeg mener noget andet end det, jeg siger. Hvis man går ud og spørger borgeren, hvor mange af deres regionspolitikere de kender, så vil de svare, at de ikke kender ret mange af dem. Man kan også se det, når der er valg, for så er der ikke ret mange, der stemmer til regionsrådsvalget. Når vi spørger de politikere, vi har, der sidder ude i regionen – for Dansk Folkeparti har også politikere, der sidder derude – er der ikke ret meget, de kan gøre. De sidder der, ja, de får nogle sager på bordet, men de er også afhængige af, hvad der sker inde på Christiansborg. Så de får nogle beføjelser, men alligevel kan de ikke gøre noget. Det er den magtfordeling, der er for skæv. Jeg tror på, at en sundhedsminister kigger på hele Danmark og ikke blot på en enkelt region. Når vi f.eks. taler om at rykke arbejdspladser ud fra hovedstaden, har det været ensidigt, for man har puttet alt ind et sted i stedet for at kigge på det sammenhængende, og det er da i hvert fald noget af det, det går ud på for regeringen, altså at vi skal have et sammenhængende Danmark. Og jeg tror da også på, at en sundhedsminister i det lange løb ville kigge på, hvordan vi kan få et sammenhængende sundhedsvæsen i hele Danmark.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Sundhedsordføreren for Dansk Folkeparti og jeg har flere gange stået og raset imod 2-procentsproduktivitetskravet, som jo er og bliver en besparelse i regionerne. Jeg tænker, om ordføreren mener, at regionerne er kompenseret for de stigende udgifter til flere ældre og børn, nye behandlingsformer og ny medicin. Eller mener ordføreren måske også, at det her er en økonomisk udfordring?

Ordføreren.

Først og fremmest er jeg rigtig glad for, at det var Dansk Folkeparti, der fik presset så meget på, at vi fik 2-procentsproduktivitetskravet væk. Jeg var på et tidspunkt også ude at tale med regionsformændene og spurgte: Hvad kunne I bedst tænke jer, hvis I skulle ønske noget? Og det var så at få 2-procentsproduktivitetskravet væk. Det var rigeligt, for så havde de frie hænder.

Med hensyn til den anden ting med, hvor mange penge der er tilført, har den her regering sammen med Dansk Folkeparti sat nogle flere penge af end den tidligere røde regering, som SF var en del af på et tidspunkt.

Spørgeren.

Nu siger fru Liselott Blixt jo ganske vist frie hænder, samtidig med at jeg hører ordføreren svare hr. Flemming Møller Mortensen, at regionerne ikke kan gøre ret meget, at de faktisk næsten ikke kan rokke med ørerne, og at de ikke har ret meget råderum. Er løsningen så en nationalisering, eller er det at give regionerne friere hænder og større råderum til at løse de lokale udfordringer, der måtte være i de enkelte regioner?

Ordføreren.

Regionerne kan jo gøre mange ting; det er de enkelte politikere, der har svært ved at gennemskue, hvordan det hele er skruet sammen. Derfor handler det ikke bare om ressourcer, men gælder om, hvordan man kan strukturere det. Og det er der, man mange gange ikke har de vilkår, så man kan ændre noget af det. Det kan en minister, men det kan den enkelte regionspolitiker ikke.

Med det siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand, og tak til forespørgerne. Den her diskussion er altid meget væsentlig at få, for vores sundhedsvæsen er en utrolig væsentlig brik i det at drive en velfærdsstat, en velfærdsstat, hvor der skal være fri og lige adgang for alle i vores sundhedsvæsen, en velfærdsstat, hvor sundheden, når sundhed kommer på dagsordenen og borgerne bliver spurgt, så som regel falder ud som det allervigtigste punkt for alle. Ja, er det, at der er en fri og lige adgang, en geografisk dækning, et sundhedsvæsen, hvor ingen borgere og patienter kan fejle noget forkert eller fejle noget forkert på et forkert tidspunkt, et sundhedsvæsen, som giver reel sikkerhed og giver reel tryghed til hele befolkningen, uanset bosted, økonomi, uddannelse, ikke noget af det, som omverdenen beundrer Danmark for at have bygget op? Det tror jeg, det tror vi som socialdemokrater, og derfor er det her et utrolig vigtigt punkt at forsvare og videreudvikle. Jeg føler, at al den diskussion og det, der er baggrunden for at stille forespørgslen her i dag, er, at der er nogle, der truer konstruktionen, stabiliteten, det, vi kender, det, vi tror på, det, der fungerer rigtig godt. Jeg synes, det er rigtig vigtigt at slå det fast. Dansk Folkepartis ordfører slår fast, at det sundhedsfaglige personale gør det rigtig godt. Det kan jeg kun bakke op. Jeg synes, vores patientorganisationer gør det rigtig godt, og jeg synes, vores politikere på alle fire niveauer gør det rigtig godt for at forsvare den samfundsmodel og den struktur, som er et særkende for Danmark.

Vi skal have tryghed om velfærden, og vi har et rigtig godt sundhedsvæsen. Jeg er meget enig med ministeren, når ministeren siger, at det dog er jublende lykkeligt, når vi bliver placeret på en tredjeplads blandt de europæiske lande, i forhold til hvordan vores sundhedsvæsen fungerer, og hvad det giver til borgerne, og derfor kan jeg slet ikke forstå de partier her i Folketinget, der synes, at vi skal have en anden konstruktion. Det er Dansk Folkeparti, det er Liberal Alliance, og det er Det Konservative Folkeparti, som har tonet rent ud i årevis, at de hellere ønsker at se hælen end tåen af den konstruktion, vi har med de fem regioner. Jeg forstår det ikke. Jeg er da helt enig i, at der stadig væk er kampe, der skal tages ude i regionerne for at gøre tingene endnu bedre, og jeg synes da, målet skal være, at Danmark kan nå yderligere op på rangstigen fra at være det tredjebedste, hvor vi har taget et tigerspring på seks point i forhold til landene. Der er stadig væk en førsteplads at gå efter.

Der tror jeg bare, at I, der vil nedlægge regionerne og ikke engang kan formulere, hvad det er, vi skal have i stedet for, risikerer et rigtig stort værditab for alle borgere, og der vil jeg sige som socialdemokrat, at jeg tror, det vil gå værst ud over dem, der står svagest i vores samfund. Vi skal naturligvis have regioner, der lever op til målsætninger, med en rigtig god drøftelse ind til Folketinget, vi skal have regioner, der stadig væk understøttes økonomisk, og den ene regering efter den anden har understøttet sundhedsvæsenet i den ene økonomiaftale og den ene finanslov efter den anden, fordi det her er et højt prioriteret område. Vi skal da naturligvis have en bedre styring, og det var en lykke for Socialdemokratiet, at vi fik fjernet 2-procentsproduktivitetskravet, efter at vi havde en regering, der blev presset rigtig meget af et flertal her i Folketinget.

Vi ønsker som socialdemokrater, at regionerne sammen med kommunerne skal have endnu mere fokus på forebyggelse og sygdomsreduktion. Sygdom gør borgere ufrie og forringer livskvaliteten. Derfor skal vi fortsætte med at videreudvikle regionerne, og vi skal naturligvis kigge på strukturer, men jeg fatter ikke, hvorfor nogle vil kigge på strukturer uden at have tænkt på, hvilket alternativ der er til den model, vi har i dag, dem, der taler om yderligere centralisering og at give al magten til en sundhedsminister, som har nok at gøre, og som da ikke skal spekulere i, hvordan ambulanceberedskabet skal være i Region Sjælland eller i Region Nordjylland på det konkrete niveau, og dem, der taler for en yderligere privatisering.

Jeg synes, der er gode takter, jeg synes, der er noget at bygge videre på, og jeg synes rent faktisk, at vi har et fantastisk godt udgangspunkt. Jeg glæder mig over den her debat. Der er bare for lidt tid på talerstolen, når man har fået ordet.

Jeg har ikke mere tid, men jeg skal læse et forslag til vedtagelse op, en tekst, som Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Det Radikale Venstre står bag, og som lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at regionerne på flere parametre har leveret en god indsats på sundhedsområdet, herunder samling af specialiserede sygehusfunktioner, etablering af en ny sygehusstruktur, overholdelse af budgetterne, stigende behandlingskvalitet og historisk lav ventetid.

Folketinget bemærker, at Danmarks sundhedsvæsen for nylig blev kåret som det tredjebedste i Europa, og at ingen sammenlignelige lande har en organisering af deres sundhedsvæsen, der giver mindre geografiske forskelle, end regionerne i Danmark leverer.

Folketinget konstaterer dog, at der er for store geografiske forskelle mellem regionerne, bl.a. inden for overholdelse af udredningsretten og behandling af kræftpatienter og mennesker med psykiske lidelser.

Folketinget pålægger på den baggrund regeringen at igangsætte en dialog med regionerne om en bedre og mere ensartet opfyldelse af de nationale mål for sundhedsvæsenet som aftalt med KL og Danske Regioner.

Folketinget imødeser i den forbindelse statusrapport om de nationale mål og afrapportering af styringseftersynet af sundhedsvæsenet til foråret 2018«. Tak.

(Forslag til vedtagelse nr. V 39).

Tak for det. Også dette forslag til vedtagelse indgår i den videre debat.

Der er et enkelt spørgsmål til ordføreren. Det er fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg er så flink, at jeg gør det sådan, at hr. Flemming Møller Mortensen kan få lidt mere taletid. Nu kommer hr. Flemming Møller Mortensen selv fra Nordjylland – et af de steder, som er i bekneb med læger, speciallæger; der er lange ventetider osv. Der kan remses mange uhensigtsmæssigheder op. Mener hr. Flemming Møller Mortensen, at de danske regioner i fællesskab har gjort nok for at løfte de regioner, som har det svært i forhold til det geografiske?

Ordføreren.

Jeg mener rent faktisk, at Danske Regioner har forstået, at vi ikke kan leve med et land med den ulighed og den forskellighed, der er. Mit motto i sundhedspolitik og politik i det hele taget er, at Danmark ganske enkelt er for lille til store forskelle. Det er jo ikke ordføreren ubekendt, at vi har haft mange diskussioner om Region Sjælland og Region Nordjylland som de to absolut mindste regioner og de mest udsatte i forhold til fastholdelse og rekruttering. Vi har normalt en meget stor enighed om, at det er fuldstændig urealistisk at tro på, at vi kan få de to mindste regioner til at komme op på niveau med de tre andre, uden at der gøres en særlig indsats.

Jeg synes, regionerne har grebet bolden. Det har de gjort i forhold til speciallægeansættelser på sygehuse. Her er det rigtig godt, at vi har regionerne, der arbejder i deres platform, og så skal de stå til ansvar over for regeringen, over for ministeren, som fastholder dem på det, der ligesom er aftalegrundlaget. Derfor tror jeg, at konstruktionen med de fem regioner med det lokale, nære geografiske kendskab, det nære kendskab til udfordringerne med fastholdelse og rekruttering af det sundhedsfaglige personale er den bedste konstruktion, fordi de geografiske udfordringer og det med, at de yderste provinser altid har de største udfordringer, ikke blot kendes fra Danmark; det kendes fra hele verden, når vi går ned i de enkelte nationers sundhedsvæsen.

Spørgeren.

Nu sagde hr. Flemming Møller Mortensen, at han var glad, fordi vi er kommet højere op på listen som et af verdens bedste sundhedsvæsener. Det kunne jo også være tilfældet, at de andre blot var blevet dårligere. Er det det, vi skal måle os på? I Dansk Folkeparti ønsker vi at måle os på, hvad vi gør for vores patienter, hvor mange der venter, hvor mange der dør, inden de får en behandling. Det er ikke lang tid siden, der blev lavet en undersøgelse, som vi også fik forelagt i vores Sundheds- og Ældreudvalg, der viste, at på nogle parametre, på nogle diagnoser lå vi helt nede ved Uruguay eller andre lande og var dårlige. Er det det, der gør, at man mener, at vi har et godt sundhedsvæsen, og er stolt af det? For så ligger man på en liste, der gør, at man er i toppen. Men hvis det viser sig, at det er, fordi de andre ikke har gjort noget, og det er dem, der er rykket nedad, er det så tilfredsstillende?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er et godt spørgsmål. Jeg ville da ønske, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet som henholdsvis det næststørste og største parti her i Danmark kunne stå sammen om den her vigtige dagsorden. Det kan vi jo langt hen ad vejen i forhold til at opsætte målene. Jeg ville bare også ønske, at vi kunne gøre det i forhold til den struktur, som vi synes er god, men som naturligvis skal videreudvikles. Men den skal også forsvares. Jeg mener, det har skadet vores regioners omdømme og også deres handlekraft og deres attraktion som et sted, folk gerne vil vælges til som politikere, fordi risikoen for deres nedlæggelse har hængt over hovedet på dem, fordi hr. Lars Løkke Rasmussen opsatte syv krav, som var ultimative, for at de skulle overleve og der ikke skulle findes en anden struktur. Jeg ønsker noget stabilitet på det her område.

Til ordføreren vil jeg sige: Nej, vi skal måle på reelle kvalitetsmål for borgerne. Ventelister er et rigtig godt mål, men vi skal også måle på, hvor glade de er for det, hvad de siger, når de bliver spurgt til det. Det lokale sundhedsvæsen fylder rigtig meget i langt de flestes tilfælde.

Jeg vil slutte af med at sige, at Region Sjælland og Region Nordjylland jo tager overskrifter; det vælter vores regionale TV 2-stationers program om aftenen, hvis der bliver ansat en børnepsykiater. For én børnepsykiater eller én voksenpsykiater, i forhold til hvor vedkommende ligger, kan være afgørende for, hvor lang ventetid der er. Det er ikke tilfredsstillende. Det skal vi gøre noget ved.

Der bliver rig lejlighed til en uddybning, for der er nemlig yderligere spørgsmål.

Tak for det. Og tak for ordførerens tale. Ordføreren er jo rigtig glad for den struktur, vi har i dag, og det er vi jo nok heller ikke i tvivl om i Dansk Folkeparti, når ordføreren siger, om vi kunne arbejde sammen om det.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om han mener, at der er en klar ansvarsfordeling med den struktur, vi har. Altså, når ordføreren har en problematik og gerne vil gå et eller andet sted hen, så er ordføreren ikke tvivl om, hvor han skal gå hen. Synes ordføreren så også, at man tager ansvaret dér, hvor ordføreren mener det skal være?

Ordføreren.

Som udgangspunkt synes jeg, at ansvars- og opgavefordelingen er meget klar. Det er også meget klart, at de fem regioner ikke selv kan udskrive skat. Så det er også meget klart, hvilken ramme de har at handle inden for.

Er jeg tilfreds med ansvars- og opgavefordelingen, som den er? Jeg vil sige, at jeg gerne ville have haft en bedre evaluering af kommunalreformen. Der synes jeg vi har svigtet politisk; det har både den, den anden, den tredje og den fjerde regering gjort. For når man laver så store forandringer, kan der også godt være ting, der er uhensigtsmæssige.

Jeg vedkender mig, at man på den sidste finanslov har flyttet nogle ting fra kommuner over til regioner. Det er dybt fornuftigt, og det er den måde, vi skal strukturere det her på. Derfor ville jeg ønske, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i højere grad kunne gå sammen om at finde ud af, hvor der eventuelt er nogle ting i ansvars- og opgavefordelingen, som ikke er fornuftige, fordi det er lige før, at vi i – i hvert fald sådan som det står nu – næsten kan have et flertal for at gøre tingene.

Jeg vil række hånden ud og sige: Lad os dog konstruktivt prøve at kigge på, hvor Dansk Folkeparti synes der er nogle ømme tæer, som kan påkalde sig en opmærksomhed med henblik på forandring.

Tak, spørgeren.

I Dansk Folkeparti har vi den fornemmelse, når vi har samråd med ministeren om nogle ting, vi ikke synes er i orden, at vi får den tilkendegivelse, at det er regionernes ansvar, og det må de tage sig af. Hvis der eksempelvis er et ambulancefirma i Syddanmark, der går konkurs osv., er det regionens opgave at tage sig af det.

Synes ordføreren ikke, at man nogle gange mangler, at et ansvar for noget så vigtig som sundhedsområdet, burde ligge entydigt et sted, så når man stiller spørgsmål, får man også svar derfra, hvor ansvaret ligger?

Ordføreren.

Nu er det ikke ordføreren ubekendt, at jeg også er en af dem, der stiller ret mange samrådsspørgsmål, også om det her emne, til skiftende ministre. Det er jo vores opgave, det er vores forpligtelse her i Folketinget at gøre det.

Jeg har haft situationer, hvor jeg også har syntes, at skiftende sundhedsministre bare hugger nedad og ikke påtager sig ansvaret, men lige nøjagtig det synes jeg jo ikke er regionernes problem. Det synes jeg er skiftende sundhedsministres problem og ansvarsfraskrivelse. Jeg synes faktisk, at regionerne bærer deres ansvar.

Vi kunne måske også godt i højere grad fra Folketingets side, fra Sundhedsudvalgets side være i dialog med regionerne om det. Det er vi en gang om året, hvor vi mødes og diskuterer væsentlige dagsordener. Men jeg tror da, at dialogen godt kunne være bedre, og den kunne godt skabe en endnu større forståelse.

Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Ministeren sagde i sin tale, at man havde knækket kurverne over de lange ventelister på kræftområdet, men sådan ser det desværre ikke ud på alle områder. I december havde vi bl.a. en forespørgselsdebat om høreomsorgen, og der er op til 2 års ventetid på det område. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren tænker om det, og hvordan Socialdemokratiet vil få nedsat de her ventelister. Vi vedtog jo et fælles forslag til vedtagelse, men må også erkende, at ordførerens regering, kan man sige, har været med til, at vi har de her lange ventelister i dag, fordi der med L 59 ikke var taget højde for de 7.000, der ville gå fra det private over i det offentlige. Så hvad vil Socialdemokratiet gøre ved den del?

Ordføreren.

Jeg vil takke fru Karina Adsbøl rigtig mange gange og takke Dansk Folkeparti for at stille så mange spørgsmål til mig, for det giver mig virkelig mulighed for at uddybe den socialdemokratiske holdning. Og til det sidste spørgsmål her skal jeg jo sige, at økonomi betyder noget. Altså, jeg har lyttet mig til, at regionsrådsformænd og regionsrådspolitikere fra skiftende partier har sagt, at de godt nok er spændt for nogle meget snævre budgetter i forhold til de store opgaver, de har. Og her skal alle partier inklusive Dansk Folkeparti bære et ansvar for, om man giver skattelettelser eller man bruger pengene på et forbedret sundhedsvæsen. Og der må man jo så mærke på sin egen samvittighed, hvor man står henne i det spil. I hvert fald er den socialdemokratiske holdning fuldstændig klar.

Så vil jeg sige til fru Karina Adsbøl, at det her med høreomsorgen jo også er et sted, hvor Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er i en fælles kamp, for det er helt klart urimeligt. Men her skal vi også kigge på – og det har vi haft mange diskussioner med ministeren om – at der igen bare er stor geografisk forskellighed. Det er rigtig svært at skaffe de speciallæger. Jeg ser, hvordan regionerne nu opretter klinikker ude i de yderste hjørner af regionerne og prøver at gøre det attraktivt og skabe tilbud derude. Vi er politisk enige om at udnytte både den private og den offentlige kapacitet så godt som overhovedet muligt.

Jeg kan forstå, at ordføreren glæder sig meget over taletiden. Jeg glæder mig, hvis man overholder taletiden, men nu er det så fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Jeg synes, det er lidt interessant med det svar om skattelettelser, for nu var det jo sådan, at i 2012 indførte den daværende regering en markant skattereform, hvor man netop tog fra overførselsindkomster og andet. Og hvis man sammenligner med den lille skatteaftale, der er indgået nu, så tror jeg, at direktøren under den daværende regering fik 12.000 kr. i skattelettelser, hvor direktøren på nuværende tidspunkt kun får 3.000 kr. Så hvis man kigger på den del, synes jeg ikke, det argument holder. Det må jeg sige.

Men hvad angår ventelisterne, har vi altså en fælles udfordring i forhold til høreomsorgen, og derfor vil jeg i hvert fald godt appellere til, at Socialdemokratiet også følger op på den del, så vi kan skabe handling i fællesskab. For 2 år er uacceptabelt, og det skal vi have rettet op på.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg er på et punkt fuldstændig enig med fru Karina Adsbøl: Det var vel nok en lille skatteaftale. Det er korrekt.

Så vil jeg sige om ventelister, at nu har jeg været igennem den seneste opgørelse over ventelister, der er kommet fra de fem regioner, hvor man både ser den nationale indikator og så ser alle fem regioner. Og jeg har bidt mærke både i det, sundhedsministeren har sagt, og det, der faktisk stod i den vedtagelsestekst, der blev læst op af fru Liselott Blixt, nemlig at vi har historisk lave ventetider i Danmark. Det er et faktum, men der er nogle terapiområder, nogle kliniske områder – reumatologi, høreområdet og andre – hvor manglen på læger bare er stor, og det er den faktisk over hele landet.

Tak. Så er det fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg lyttede med interesse til ordførerens vedtagelsestekst, og jeg vil da bare sige, at jeg deler den begejstring for det danske sundhedsvæsen, som jeg kan forstå både Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Alternativet giver udtryk for i deres forslag til vedtagelse. Ordføreren siger, at økonomi betyder noget. Det udgangspunkt deler vi også fuldstændig i Venstre. Det er jo derfor, vi har løftet sundhedsvæsenet med 4,4 mia. kr., for det betyder noget, hvor mange midler der er til rådighed.

Nu havde jeg i går fornøjelsen af at overvære en debat, hvor den socialdemokratiske ordfører deltog. Den handlede om den præhospitale indsats i Region Sjælland, som DF's ordfører jo også nævnte her. Region Nordjylland og Region Sjælland er særlig udfordret. Jeg hørte også ordføreren nævne i går i forbindelse med den præhospitale indsats, at koste, hvad det koste ville, så skal mulighederne løftes, så den præhospitale indsats i Region Sjælland kommer på niveau. Og jeg vil bare spørge den socialdemokratiske ordfører, hvor meget man er villig til at investere.

Ordføreren.

Det var en virkelig fin debat, vi havde i går, om hjerteområdet, både den akutte del og rehabiliteringen, et område, som jo også fuldstændig flugter med det, sundhedsministeren er inde på. Det er virkelig et af de områder, hvor kurverne bare er gået den rigtige vej. Men som DF's ordfører siger, er der nogle regionale forskelle, der virkelig er til at tage og føle på. Og det er jo dem, vi skal tage fat i sammen; det er det, der er udfordringen.

Jeg stod i går og sagde meget bramfrit, at det præhospitale beredskab, som giver reel tryghed og sikkerhed for borgerne, uanset hvor man bor henne i Danmark, skal være stærkt, og det er vi villige til at investere i. Vi har fra socialdemokratisk side understøttet øremærkede midler på det her område mange gange. Det er der også andre partier der har gjort, og hvorfor har man det? Det har man, fordi det her er reel sikkerhed, det er reel tryghed. Og jeg vil godt være bramfri her på talerstolen også og sige, at efter kommunalreformen var det, som om Region Sjælland var født forkert. Jeg har sagt det mange gange.

Jeg har også sagt til forslagsstillerne, at vi i Socialdemokratiet faktisk er villige til at prøve at kigge på, om der er nogle særlige ting, vi kan gøre for Region Sjælland, for at Region Sjælland hurtigere kan komme op på linje med de andre fire regioner. Den region, jeg kommer fra, som er den mindste, er sårbar på nogle punkter, men på andre punkter ikke sårbar, fordi vi har fået en lægeskole. Vi har et universitetshospital, og det ligger lige midt i regionen. Alle 11 kommuner støtter den konstruktion. Region Sjælland er udfordret.

Så svaret til Venstres ordfører er: Jeg sætter ikke beløb på her, men tag det dog fra Venstres side og fra regeringens side som et udgangspunkt for, at det er et område, vi prioriterer højt. Og her vil vi gerne være med til at drøfte, hvad vi kan gøre.

Fru Jane Heitmann.

Det var i hvert fald en ærlig udmelding, i forhold til at den socialdemokratiske ordfører ikke sætter beløb på. Hvis den socialdemokratiske ordfører skulle løfte det, hvad ville den økonomiske prioritering så være?

Ordføreren.

Jamen fru Jane Heitmann ved jo godt, at det kan jeg ikke stå her som sundhedsordfører og sige. Men mit mandat, hvad den præhospitale indsats angår, går helt ned til noget så konkret som at sige, hvordan man kunne indrette strukturen i forbindelse med akutlægebiler, altså akutbiler med en læge, som kan komme hurtigt ud, hvis det er en hjertepatient eller et traume eller andet livstruende. Det ville give reel tryghed og sikkerhed, og det ville være en spidskompetence med det samme. Vi har sagt, at vi gerne vil være med til at kigge på det og stille nogle krav op. Det kan være kilometerkrav i forhold til et akutsygehus, så vi har en reel høj spidskompetence at tilbyde de borgere, der bor længst væk fra et akutsygehus, og så vi kan være hurtigt fremme, hvis skaden sker.

Så slap spørgsmålene til hr. Flemming Møller Mortensen op. ( Flemming Møller Mortensen (S): Det var ærgerligt, men tak, formand. Det var en fornøjelse). Det var godt.

Så er det fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten om regionernes varetagelse af sundhedsområdet. Vi lever i en brydningstid. Det betyder, at vi sætter spørgsmålstegn ved det etablerede og den måde, som vi hidtil har gjort tingene på – tænk bare på Brexit eller valget af Donald Trump til præsident i USA. Også herhjemme sætter vi spørgsmålstegn ved den måde, som vi hidtil har gjort tingene på. Det kan være sundt, at man indimellem ryster posen og tænker ud af boksen eller blot spørger sig selv, om man kunne gøre tingene på en smartere, mere effektiv eller mere hensigtsmæssig måde.

Det gælder også på sundhedsområdet, og vi ryster posen. Tænk bare på sundhedsministerens suspendering af 2-procentskravet og det iværksatte styringseftersyn af hele sundhedsområdet og ikke mindst vores fælles model for det risikobaserede tilsyn, og om kort tid sætter vi en ny retning for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det er fire eksempler på, at vi har spurgt os selv, om vi kan gøre tingene på en bedre måde og sikre en bedre og mere sammenhængende hverdag for morgendagens patienter og personale.

For os i Venstre er det afgørende, at vi hele tiden er skarpe på at få mest sundhed for pengene. Om det er den ene eller den anden struktur, er ikke nødvendigvis afgørende, men uanset hvad vi vælger, har det højeste prioritet for os i Venstre, at vi sætter patienten først, for uanset om vi taler om behandlingsventetider eller om geografisk og social ulighed på sundhedsområdet, er det patientens perspektiv, som vi i Venstre tager udgangspunkt i.

Den kendte struktur, vi har i Danmark, hvor stat, kommuner og regioner på forskellig vis løser forebyggelses- og behandlingsopgaver, er på en gang en utrolig simpel og alligevel kompleks struktur. Alt for ofte oplever vi, at patienter falder ned mellem to stole, og at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Det kan vi ikke være bekendt, for det er ikke at have blik for patienten.

Vores fem regioner er helt centrale for opgaveløsningen i vores sundhedsvæsen. Tilbage i 2015 lancerede vi i Venstre syv pejlemærker for regionerne. Pejlemærkerne blev lanceret op til folketingsvalget. Vi fulgte dem op efter valget ved at omsætte dem til otte nationale mål, som blev indført i 2016. Og vores klare mål er, at sundhedsvæsenets aktører arbejder i én retning, og at vi med målresultaterne langt mere præcist bliver i stand til at identificere udfordringer. Målene skal bidrage til, at de kendte aktører arbejder med udgangspunkt i et fælles sigte, og det er fra sygehuse og kommuner til de almenpraktiserende læger.

Man har taget godt imod de nationale mål. Den første årlige statusrapport for 2017 viser, at der er fremgang på to tredjedele af de punkter, der er målt på. Og hvad der er mindst lige så vigtigt, er, at rapporten viser, at de nationale mål bliver brugt i den daglige ledelse. Flere steder er målene lokalt forankrede, helt ude på sygehusafdelinger og i de specifikke tilbud, man har ude i kommunerne. Det tør jeg godt kalde en succes.

Betyder det så, at alt er godt? Nej, for vi støder stadig på udfordringer i det danske sundhedsvæsen. Jeg bliver forarget, når jeg kan læse, at kræftpatienter i Region Hovedstaden syltes, og jeg er målløs over, at det har været nødvendigt for sundhedsministeren at indføre skærpede indberetningskrav. Jeg bliver rystet, når jeg kan læse, at børn og unge i gennemsnit må vente i 8 måneder i Region Nordjylland på at komme til en psykiater, mens det for bornholmere og for børn og unge i Region Syddanmark kun er 2 måneder. Begge eksempler fortæller mig, at man i regionerne, for så vidt angår den geografiske ulighed, endnu har et stykke arbejde at gøre. Og der må ikke være så store regionale forskelle, at det reelt er postnummeret, der er styrende for patienternes behandlingstilbud. Uanset om man bor på Frederiksberg eller i Faaborg-Midtfyn, skal man kunne forvente samme behandling og behandlings- og udredningskadence.

I Venstre har vi en ambition om et sundhedsvæsen i verdensklasse, og jeg blev da også rigtig glad, da jeg forleden kunne læse, at vi er på en europæisk tredjeplads, kun overgået af sundhedsvæsenerne i Holland og Schweiz. Men vi har også investeret massivt i danskernes sundhedsvæsen. Siden valget i 2015 har vi løftet sundhedsvæsenet med 4,4 mia. kr. ekstra. Det er historisk, og det er markant. Det er med en ny kræftplan IV, en fødselspakke, en handlingsplan for den ældre medicinske patient, nye patientrettigheder og behandlingsgaranti for de danske patienter – for nu blot at nævne nogle få af de initiativer, vi har igangsat. Jeg er ikke i tvivl om, at vi er godt på vej. Nu er opgaven for regionerne at holde fast i de gode takter og løfte sig det sidste stykke, så vi også får bugt med bl.a. den geografiske ulighed.

Jeg nævnte indledningsvis, at vi lever i en brydningstid. Det betyder jo ikke, at vi skal bryde med det hele, men det betyder, at vi hele tiden skal stille skarpt på nye udfordringer og være villige til at finde nye løsningsmodeller, hvor vi fortsat har fokus på, hvad der giver værdi for patienten. Venstre kan støtte det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkepartis ordfører læste op. Og jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at det kan de også.

Tak til ordføreren. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Mange tak for det. Tak til ordføreren. Jeg er rigtig glad for, at ordføreren på Venstres vegne siger, at regionerne er godt på vej, og at de skal løfte sig det sidste stykke, for det er i mine ører andre toner, jeg hører fra Venstre, end da jeg hørte hr. Lars Løkke Rasmussen komme med ultimative krav, der skulle opfyldes og vurderes inden for denne valgperiode, for ellers ville man sætte noget andet i stedet for regionerne.

Så mit første spørgsmål er: Er det sådan, at den trussel, Venstre tidligere har italesat, er væk, i forhold til at konstruktionen ikke tænkes at skulle skiftes ud med noget andet?

Mit andet spørgsmål går på det, ordføreren siger om, at der er geografisk ulighed. Kan jeg ikke få ordføreren til at erkende, at der også er forskellige udgangspunkter i de fem regioner? Med hensyn til al den snak, vi har haft om lægedækning, ville man så ikke, hvis det bare var lige så let for os at få læger til nedsætte sig i alle de fem regioner, som det eksempelvis er tilfældet i de to største regioner, være mange udfordringer kvit?

Ordføreren.

Tak for det. Jeg er faktisk ærgerlig over, at ordføreren her bruger ordet trussel. Det synes jeg faktisk er et lidt trist ord i en ellers god debat. Det, som vi fra Venstres side har tilladt os at gøre i forhold til regionerne, er at stille krav, og det har vi sådan set gjort på patienternes vegne. Vi har stillet krav om, at vi vil have et sundhedsvæsen i verdensklasse. Vi vil have, at patienterne bliver behandlet til tiden, at de bliver udredt, at vi får bugt med de regionale forskelle for bare at nævne et par eksempler.

Jeg synes, det er helt legitimt, at man tillader sig at stille krav til den hovedaktør, som der er i det danske sundhedsvæsen, nemlig regionerne. Det her handler jo om patienten, og det handler om at se tingene fra patienternes perspektiv. Jeg glæder mig over, at vi med den seneste afrapportering kan konstatere, at regionerne faktisk har løftet sig med hensyn til to tredjedele af målepunkterne.

Det er på den baggrund, jeg tillader mig at sige, at det går den rigtige vej, men at vi stadig mangler det sidste lille stykke. Og uanset hvilken struktur der er, vil vi i Venstre aldrig stoppe med at stille krav.

Spørgeren.

Jeg er rigtig glad for, at ordføreren føler sig pikeret over, at jeg brugte ordet trussel, for nu skal jeg læse op, hvad Venstre skrev i juni 2015:

»Derfor får regionerne nu én chance mere for at bevise, at de er stand til at løfte kvaliteten i vores sundhedsvæsen til et nyt niveau.«

Det er det ene citat. Det andet citat lyder:

»Hvis regionerne efter denne valgperiode ikke er i stand til at løfte kvaliteten af dansk sundhedsbehandling til et nyt niveau i verdensklasse, så må andre påtage sig den opgave.«

Hvis det ikke skal tolkes som en kniv for struben, og hvis ikke en kniv for struben er en trussel på livet, så ved jeg simpelt hen ikke, hvordan man skal tolke retorikken, men Venstre tolker den åbenbart helt anderledes, end vi gør i Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Det synes jeg måske mere var en kommentar fra den socialdemokratiske ordfører. Jeg vil stadig væk tillade mig at sige, at vi har stillet krav til regionerne, og det har vi bl.a. gjort i forhold til overbelægning, behandling, kræftbehandling, patientansvarlige læger, fokus på demens, kroniske sygdomme – jeg behøver ikke at læse det hele op. Men for os i Venstre er det vigtigt og afgørende, at man tør stille krav til hinanden. Det her handler jo om, at patienter skal tages vare på, og ja, det er, lige præcis som ordføreren siger: Venstre har en ambition om, at vi skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse, og det får vi kun, hvis vi er modige og har modet til at gå forrest og stille krav til hovedaktørerne på sundhedsområdet.

Så er det fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak. Noget af det, vi taler rigtig meget om, og som alle ministre – i min tid i hvert fald – også har talt om, er lighed i sundhed, som så skal gøre, at uanset hvilket postnummer man har, bør man kunne få den samme behandling. Vi har fem regioner, og nu holder jeg mig så til den region, vi er i lige nu, Region Hovedstaden, som mange gange gør nogle andre ting, som har nogle konsekvenser for brugerne. Jeg kan blot nævne 1813. Der tænker jeg: Er det det samme tilbud, man giver Region Hovedstadens borgere, som man giver borgerne i de andre regioner?

Vi kan nævne implementeringen af en sundhedsplatform, som gjorde, at man startede med at fyre lægesekretærer, så lægerne skulle have mere arbejde og tilse færre patienter, og derved skal regionen så også bruge endnu flere læger til skade for nogle af de andre regioner, der venter. Det er bare to af de store ting, der har været for nylig, som gør, at der bliver en utrolig stor skævvridning og forskel på det, man tilbyder i regionerne. Er det den geografiske lighed, som man bør have, eller mener ordføreren ikke, at det netop er nogle af de punkter, man bør slå ned på?

Ordføreren.

Vi har kommunalt selvstyre i Danmark. Det værner vi om i Venstre. Regionerne har næsten ligesom kommunerne – man kunne godt lave en lille sammenligning – jo også i vid udstrækning mulighed for at tilrettelægge indsatser, tage initiativer, som ikke nødvendigvis er en del af et landsdækkende initiativ. Det er jo på en gang det smukke ved den måde, vi har organiseret både kommuner og regioner på, men samtidig er det jo også akilleshælen. Når ordføreren her fra Dansk Folkeparti nævner lige præcis Sundhedsplatformen og 1813, tror jeg da, at det er åbenlyst for enhver, at der er udfordringer. Vi har jo igen og igen, også fra Venstres side, adresseret de udfordringer til ledelsen i Region Hovedstaden, altså at det er regionens formand, som skal gå forrest, tage ansvar og naturligvis også sikre, at udfordringer, der er i regionen, bliver løst.

Spørgeren.

Jeg kunne forledes til at tro, at ordføreren mente, at det er helt i orden, at man har de her forskelle, fordi så får vi aldrig det samme, og så er det jo usandt, hvis man siger, at man gerne vil have lighed, uanset hvor man bor i Danmark. I Dansk Folkeparti mener vi det. Det er også derfor, vi siger, at vi mener, at vi skal have en ensartethed i Danmark, uanset hvor man bor. Når man kigger ned over Danmark, skal det være hele Danmark, man kigger på, og sørger for, at man lægger sygehuse og læger, så det er vigtigt for den enkelte, at man kan arbejde på tværs og man sikrer en god fordeling.

Det er nok det, vi mangler, altså at Danske Regioner tager det ansvar på sig og sørger for, at de fem regioner lever op til det. Det ville da have været strålende, hvis ordføreren også mente det, fordi så var der da et yderligere pres på dem, men hvis Venstres holdning er, at regionerne bare skal have lov til at gå enegang og tage alle de læger, de selv vil, og tage deres måde at gøre tingene på, er det jo sådan, det er.

Ordføreren.

Det kan jeg da godt forstå, for det er da fristende at sige, at en enstrenget statslig struktur ville løse alle problemer. Jeg tror bare ikke, at det er sådan ude i virkelighedens verden. Jeg tror, at det er fuldstændig, som jeg sagde, nemlig, at der er fordele ved, at regionerne selv kan tage initiativer, men det er også samtidig en akilleshæl. Det, der er vigtigt for mig, er jo lige præcis, at man ude i regionerne tager det ansvar på sig, som det er, f.eks. i forhold til 1813 og Sundhedsplatformen, og får løst de åbenlyse udfordringer, som der er og har været.

Vi siger tak til fru Jane Heitmann og går videre til fru Stine Brix. Værsgo.

Tak for det. For Enhedslisten og for mig er det helt afgørende, at vi har en demokratisk og lokalt forankret styring af sundhedsområdet. Vi mener ikke, at man skal overlade vores sundhedsvæsen alene til staten eller til udpegede bestyrelser bestående af professionelle, som befolkningen ikke har stemt på og ikke har indflydelse på. Der er væsentlige geografiske hensyn at tage i forhold til planlægningen af vores sundhedsvæsen, og det er vigtigt, at der er et lokalt og regionalt kendskab med i de beslutninger. Og så er det meget vigtigt, at der er et demokratisk mandat. Som en af de foregående ordførere sagde meget rigtigt, er sundhedsområdet jo igen og igen det område, som borgerne her i landet svarer de er absolut mest optaget af, når det gælder politik. Så det ville være fuldstændig tosset, at man ikke også havde en demokratisk indflydelse på dem, der sidder og planlægger vores sundhedsvæsen.

I bund og grund handler den diskussion, som vi har her i dag, om, om man tror, at det vil blive bedre af sådan en centralisering, eller om det er nogle helt andre ting, vi skal gøre, for at sikre et bedre sundhedsvæsen. For det er klart, at det nemmeste i verden er at pege på, at der eksisterer problemer i vores sundhedsvæsen. Ja, det gør der, og vi skal blive bedre. Der er udfordringer med ulighed, både geografisk, men i høj grad også socialt. Der er masser af områder, som vi ikke løfter godt nok i dag. Så spørgsmålet er: Hvad gør vi ved det?

Der er sket en centralisering af vores sundhedsvæsen og de beslutninger, der træffes omkring det. Der er sket en magtkoncentration, og i mange henseender træffes beslutninger, som vedrører dagligdagen ude på sygehusene, ude på afdelingerne også i virkeligheden langt væk fra dem, der praktiserer, og de borgere, det berører. Så der er ingen tvivl om, at der også, når det gælder demokratiet, er rigtig meget at gøre.

Vi var ikke med til at opfinde den konstruktion, vi har, omkring regionerne i dag. Det var som bekendt den blå side af Folketinget, der gjorde det. Og vi kritiserede dengang, at man lavede en konstruktion med langt hen ad vejen begrænset indflydelse. Regionerne har som bekendt ikke mulighed for selv at påvirke de indtægter, de har, f.eks. ved at udskrive skat. De er underlagt en stram styring fra statens side, og de har ringere muligheder, end kommunerne har, også end de tidligere amtskommuner havde, for at tage initiativer selv. Så vi så gerne, at regionerne havde en større grad af indflydelse, og at den indflydelse matchede de forventninger, der er til regionerne. Jeg synes f.eks., det er helt tosset, at vi har et anlægsloft, som er så stramt, at vi igen og igen oplever, at regionerne må sidde med store pengekasser, som de ikke må bruge – selv om de faktisk havde ønske om eksempelvis at bygge køkkener på nogle af de nye supersygehuse eller på anden måde at udvide. Men det styres meget stramt fra statens side, hvordan man må bruge de penge, man rent faktisk har, i regionerne.

Helt overordnet synes jeg, at regionerne langt hen ad vejen sammen med sundhedspersonalet har løftet de opgaver, som de har fået udstukket. Det, der har været overskrifterne for regionernes arbejde, har jo været en stor centralisering og specialisering af vores sundhedsvæsen, fokus på produktivitet, kortere ventelister og stram budgetstyring. Nogle af de ting synes jeg har været rigtig fornuftige, mens der er andre områder, hvor vi synes det er gået alt, alt for vidt. Det gælder f.eks. det enøjede fokus på produktivitet og aktivitet, der også er på områder, hvor vi synes at centraliseringen af vores sundhedsvæsen er gået alt, alt for vidt. Det gælder f.eks. på fødeområdet og på organiseringen af vores akutte område, hvor jeg synes der mangler nærhed. Og så har vi et stort problem – det er vi heldigvis enige om – med, at det nære sundhedsvæsen slet ikke har fulgt med, når nu der har været så voldsom en centralisering af vores sygehuse. Det er slet ikke udbygget i tilstrækkeligt omfang, så der kommer vi haltende efter.

Vi har nogle store problemer i vores sundhedsvæsen. Det gælder f.eks. det medicinske område, som er hårdt belastet. Det er velkendt for os alle sammen, at det desværre ikke er usædvanligt, at man indlægger ældre mennesker på gangene. Vi har et dårligt arbejdsmiljø i nogle dele af vores sundhedsvæsen. Og vi har en psykiatri, som er stærkt underprioriteret. Der er stor ulighed i sundhed, ringe sammenhæng, mangel på forebyggelse af sundhedsfremme – I kender dem alle sammen. For mig at se er de problemer jo udtryk for flere ting, men det er ikke et spørgsmål om strukturen omkring regionerne, og det er det væsentlige i den her sammenhæng. Jeg synes egentlig, det er et udtryk for, at der er tale om komplekse problemstillinger, som er vanskelige at håndtere, men egentlig også et udtryk for, hvad der har været hovedfokus, nemlig nogle andre områder. Det har været produktiviteten, det har været kræftområdet, og det har været operationer, som har været hovedfokus, mens nogle af de andre områder har været prioriteret lavere.

Jeg synes egentlig, det kunne have været rigtig interessant at diskutere det, som vi alle sammen ved kommer til at ske her i foråret, nemlig en ny styring af regionerne og sygehusene. Indtil videre er det en diskussion, som er pakket ind i nogle lukkede rum, hvor Folketinget ikke ved hvad der foregår. Der bliver lavet analyser, vi ikke har kendskab til. Jeg synes, det ville være helt oplagt, at vi tog en diskussion her.

Jeg vil bare slutte af med at sige, at det, jeg synes er rigtig vigtigt, når vi diskuterer en fremtidig styring af sygehusene, er, at vi styrer mindre. Jeg synes, at der overstyres fra statens side, og diskussionen om produktivitetskravet handler især om det, altså at man har taget muligheden for, at regionerne selv kunne få en indflydelse på tilrettelæggelsen, væk på det her område.

Derfor vil jeg slutte af med på vegne af EL at fremsætte følgende forslag til vedtagelse, som handler om noget, der kunne være en retning for, hvordan vi skulle styre i fremtiden:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at regionerne på flere parametre har leveret den indsats på sundhedsområdet, som de er blevet pålagt, herunder samling af specialiserede sygehusfunktioner, etablering af en ny sygehusstruktur, overholdelse af budgetterne, stigende behandlingskvalitet og historisk lav ventetid.

Folketinget bemærker, at den økonomiske styring med sygehusområdet, som skiftende regeringer har stået for, har været medvirkende til, at der mangler ressourcer, så f.eks. patienter bliver indlagt på gangene og arbejdsmiljøet på mange sygehuse er belastet.

Derfor pålægges regeringen at sikre, at en ny styringsmodel hos sygehusene giver mere spillerum til regionerne. Sygehusene skal ikke underlægges nye produktivitets- eller effektivitetskrav fra staten. I stedet skal det sikres, at regionerne har en økonomisk ramme til sygehusene, som gør det muligt at følge med den demografiske udvikling og nye behandlingsmuligheder. Regeringen skal desuden understøtte, at regionerne i højere grad arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Tak for det. Også dette forslag til vedtagelse indgår i debatten.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre i rækken. Det er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil da fortsætte min linje med korte, klare og ærlige budskaber resten af dagen. Så jeg vil lægge ud med at sige, at i Liberal Alliance har vi jo længe ment, at man bør nedlægge regionerne. Selv om der heldigvis har været flere gode resultater og sundhedspersonalet gør en stor indsats, har der efter vores opfattelse været truffet en række dårlige beslutninger, og vi mener, at regionerne ikke tilfører den værdi, som man godt kunne tænke sig.

Vi mener, at det grundlæggende er et problem, at vi på Christiansborg komplet dikterer økonomien for regionerne, imens nogle andre politikere så må tage ansvaret for udførelsen. Det skaber en situation, hvor bolden placeres imellem to stole, hvor regionerne til hver en tid kan brokke sig over, at de ikke får penge nok, uafhængigt af hvordan økonomien rent faktisk ser ud, og hvor vi herinde kan kritisere en række driftsbeslutninger.

Men til syvende og sidst må det handle om, hvad der rent faktisk bliver leveret. Er driften effektiv nok? Er kvaliteten høj nok? Er forholdene for patienter og personale gode nok, og kan vi få en geografisk lighed i sundhedsvæsenet? Disse forhold må man selvfølgelig grundigt evaluere, inden man træffer en meget vidtrækkende beslutning om organisering af det danske sundhedsvæsen.

Vores indstilling er, at problemerne er for store til at kunne løses i den nuværende organisationsform. Men når man nu har stillet en række mål op, bør vi se på, hvor langt regionerne rent faktisk er kommet, og hvis vi tager helt fejl, er det jo kun glædeligt. Liberal Alliance støtter den tekst, som er læst op af fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Mange tak til ordføreren. Det var dog den mest spændende lille flig, der kom her til allersidst, hvor ordføreren siger: hvis Liberal Alliance tager helt fejl. Den vil jeg bære med mig.

Ordføreren siger: Ja, klart, nedlæg Danske Regioner, der er blevet truffet dårlige beslutninger i Danske Regioner. Der vil jeg gerne høre: Hvilke dårlige beslutninger har Danske Regioner truffet?

Dernæst vil jeg gerne høre, hvad det er for en værdi, ordføreren taler om, når ordføreren siger, at Danske Regioner ikke har tilført den ønskede værdi.

Ordføreren.

Først kan jeg jo give to gode eksempler på dårlige beslutninger fra Region Hovedstaden, som hedder 1813 og Sundhedsplatformen.

Med hensyn til værdi, ja, så har Venstre jo opstillet syv mål for sundhedsvæsenet, som jeg godt kan tilslutte mig. Der er få af de mål, som er blevet indfriet indtil videre. Vi har stadig væk problemer med ventetid til diagnose og behandling. Vi har stadig væk store problemer med lighed i sundhedsvæsenet. Vi har stadig væk problemer med kræftpatienter, som skal behandles til tiden. Vi har stadig væk problemer med overbelægning, som skulle reduceres. Så er der indført patientansvarlige læger. Yes, tjek. Og så står der her: større fokus på demens og kroniske sygdomme. Der er også kommet større fokus på det. Man kunne så måske stadig væk godt spørge, hvor resultaterne i det er henne. Så der er egentlig masser af eksempler på, at man har nogle værdier, som ikke er blevet tilført i den grad, som vi kunne ønske os.

Spørgeren.

Tak for det. Det er klar tale. Kan ministeren bekræfte ... ( May-Britt Kattrup (LA): Jeg er kun ordfører.) Sådan er det at være medlem af et regeringsparti, der er ikke stor forskel.

Det er meget let for ordføreren stå og sige, at Region Hovedstaden i forhold til 1813 og Sundhedsplatformen har begået fejl, men kan ordføreren ikke bekræfte, at et meget bredt politisk flertal har truffet de her innovative, udviklende nye tiltag, og er det ikke også et af kravene, man stiller til regionerne? Er det ikke også et af målene, at man hele tiden driver fremefter? Kan ordføreren ikke også bekræfte, at ventetider og overbelægning hænger sammen med, både hvilken økonomi man har stillet til rådighed, og i hvilket omfang det er muligt at rekruttere og fastholde det sundhedsfaglige personale? Jeg synes jo, vi har haft en meget bred debat her i dag, som lige nøjagtig har illustreret, at det kattensparkemig er de udfordringer, regionerne har, og det er i høj grad det, der giver den geografiske ulighed.

Ordføreren.

Jeg kan starte med at sige, som jeg også sagde i min tale, at der heldigvis har været gode resultater derude, og det anerkender vi, og at sundhedspersonalet derude gør en kæmpe indsats. Men lige præcis de problemer, som hr. Flemming Møller Mortensen adresserer, hænger netop sammen med de ting, som jeg også sagde i min ordførertale, og som er problemet med den her konstruktion, nemlig at vi herinde fra Christiansborg bestemmer de økonomiske rammer. De bliver aftalt sammen med regionerne, men de bliver dikteret herindefra. Så vi siger, at der er så og så mange penge, og det er nogle andre politikere, som skal føre resultaterne ud i livet. Det er den kombination: Vi kan hele tiden herinde sidde og sige, at der er penge nok, og de kan hele tiden sidde derude og sige, at der ikke er penge nok, og vi kan hele tiden brokke os over, at resultaterne ikke bliver ført godt nok ud i livet, fordi den konstruktion er svær.

Med det siger vi tak til ordføreren. Den næste i rækken er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Alternativets ordfører, Pernille Schnoor, er blevet forhindret, så hun har bedt mig om at læse følgende tale op:

Tak til Dansk Folkeparti for at sætte emnet om regionernes varetagelse af sundhedsvæsenet til debat. Nogle af de ting, der har været sagt de seneste par år, har handlet om de udfordringer, som regionerne har. Jeg citerer: Området har ikke fået det bedre og er et af de områder, der er mere udfordret efter regionsdannelsen, da opgaver som botilbud, distriktspsykiatri m.m. er havnet i kommuner, hvor de måske ikke skulle være havnet. Bedre sammenhæng har det ikke skabt. Citat slut. Det har sundhedsøkonom Jakob Kjeldberg sagt i november 2017.

En anden førende sundhedsøkonom, Jes Søgaard, har udtalt – citat: Psykiatrien er blevet mindre prioriteret end somatikken, kan vi se. Når vi ser på forbrug af sundhedskroner på patientgrupper, er der faktisk sket et fald i psykiatrien. Citat slut.

Der er ingen tvivl om, at vi har udfordringer i regionerne, også når det kommer til brug af tvang i psykiatrien, hvor det ikke går helt så hurtigt som forventet med at nedbringe brugen af det. Samtidig er der for store regionale forskelle. Men når det er sagt, mener vi, at regionerne overordnet set leverer en god indsats, ikke mindst set i lyset af 2-procentseffektiviseringskravene, som de har været pålagt i en årrække. På flere parametre har de leveret en god indsats, herunder samling af specialiserede sygehusfunktioner, etablering af en ny sygehusstruktur, overholdelse af budgetter, stigende behandlingskvalitet og historisk lav ventetid. Den seneste status fra december 2017 viser, at sundhedsvæsenet fortsætter den positive udvikling med fremgang på 19 ud af 31 indikatorer.

Regionerne udgør et vigtigt demokratisk organ. Vi tror på, at det er fornuftigt, at beslutningerne træffes så tæt på borgerne som muligt. Regionsrådene har et lokalkendskab, som gør det muligt at tilpasse løsningerne til de lokale forhold. Alternativet tror heller ikke, ligesom fagfolk og andre sundhedsaktører, på, at en statslig styringsmodel vil kunne gøre det markant bedre. Det vil blive en voldsom centralisering, som kan ende med et alt for stift system. Det britiske sundhedsvæsen har store problemer med bl.a. at overholde budgetterne. Det norske bruger markant flere penge end Danmark på sundhed, og dertil kommer, at den centrale styring har medført et kæmpemæssigt bureaukrati, fordi forsøg på ensartet kvalitet og service har givet en enormt ressourcekrævende detailregulering.

Vi har en opgave med at få formidlet, hvad regionernes opgave er. Mange danskere ved desværre ikke, hvad regionerne laver, og det skyldes nok til dels, at medierne ikke finder det særlig interessant og overvejende skriver negative historier.

Så overordnet set er vi tilfredse. Regionerne løser en kæmpe opgave, og vi er klar over, at der er udfordringer, som vi skal tage os af.

Tak til ordføreren. Så er vi nået til Det Radikale Venstre, og den radikale, jeg kan se i salen, er hr. Andreas Steenberg. Værsgo.

Ja, og det er fru Marlene Borst Hansen, der normalt er ordfører, men jeg skal læse vores stillingtagen op i hendes fravær.

I Radikale Venstre er vi glade for regionerne. Vi mener, det er godt og sundt at have et folkevalgt organ til at styre sundhedsvæsenet, som også er lokalt forankret. Vi vil også gerne give regionerne anerkendelse på en lang række områder, hvor de har leveret en god indsats: Ventetiden er faldet; flere patienter føler sig inddraget i deres behandlingsforløb; flere overlever kræft end tidligere. Vi vil også gerne minde om, at vi er i gang med en af de største forandringer i sundhedsvæsenet nogen sinde. Her fra Christiansborg stiller vi løbende krav om nye ændringer: behandlingsgarantier, udredningsgarantier, nye kræftpakker, nye kræftplaner, behandlingsansvarlige læger, en ny plan for et sammenhængende sundhedsvæsen – og alt mulig andet. Det skal regionerne have tid til at føre ud i livet.

Der er naturligvis også udfordringer. Nogle patienter har længere og komplekse behandlingsforløb, og de oplever desværre nogle gange udfordringer i forhold til overgangen fra regionen til kommunen og retur igen. Regioner og kommuner skal uden forbehold kunne håndtere overgangene mellem regioner og kommuner bedre, og der skal være mindre såkaldt tabt viden. Vores fælles ambition er at skabe et sundhedsvæsen, der for den enkelte opfattes sammenhængende. Bedre behandling og sundhed for patienterne er i fokus for alle partier, og i Radikale Venstre mener vi, at regionerne på nuværende tidspunkt er den bedste garant for at sikre opgaveløsningen på sundhedsområdet. Regionerne har et stort ansvar. Deres ansvar er at sikre borgerne en sundhedsbehandling i verdensklasse, og det er det, de skal bruge deres tid på, og ikke bruge kræfter på at berettige deres eksistens.

Vi kan selvfølgelig støtte det forslag til vedtagelse, som vi er med til at fremsætte, og som Socialdemokratiets ordfører læste op.

Tak til hr. Andreas Steenberg. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil så starte med at bekræfte, at SF også bakker op om det forslag til vedtagelse, som er fremført af den socialdemokratiske ordfører. Der er set med SF's øjne ingen tvivl om, at regionerne har løst endog meget store og udfordrende opgaver på meget vanskelige betingelser og over en meget kort årrække. Vi har glædet os over, at der endelig var opbakning til at fjerne 2-procentsproduktivitetskravet, men vi er også bevidste om, at der stadig ikke er taget højde for den økonomiske kompensation, når regionerne eksempelvis er presset af både nye behandlingsformer og ny medicin, men også af flere ældre og flere børn.

Skønt vi er et lille land, er der alligevel store forskelle på forskellige landsdele, som også forudsætter forskellige indsatser fra den ene ende af landet til den anden. Særlige misbrugsproblemer i en enkelt del af landet forudsætter eksempelvis en særlig indsats, som ikke nødvendigvis skal igangsættes i andre dele af landet. Det lokale demokrati er derfor fortsat vigtigt for ligeværdigheden i sundhed, mens regeringen og Folketinget til gengæld har ansvaret for at sikre de nødvendige rammer.

Vi skriver nu februar 2018, og jeg vil især fremhæve den sidste sætning i forslaget til vedtagelse: »Folketinget imødeser i den forbindelse statusrapport om de nationale mål og afrapportering af styringseftersynet af sundhedsvæsenet til foråret 2018«. Det er nemlig mit håb, at begge dele kan give anledning til en kvalificeret debat om, hvordan vi også i fremtiden sikrer regionerne de bedste betingelser for at varetage ansvaret for et godt og meget gerne bedre sundhedsvæsen.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Og så har vi ikke flere i den række. Så er vi faktisk nået til sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for kommentarerne til debatten. Jeg lagde jo sådan set ud med at gennemgå regeringens holdning på området, og den vil jeg ikke gentage. Jeg føler mig egentlig bare kaldet til at sige, at jeg synes, det er sådan ret symptomatisk for den debat, der har været, at der hos visse partier er en tendens til ligesom at sige, at strukturen, som den er i dag, er perfekt, og at den skal man slet, slet ikke sætte spørgsmålstegn ved. Hvis man gør det, er det, fordi man ligesom vil omkalfatre hele det danske sundhedsvæsen og så tvivl om den behandling og det stærke danske sundhedsvæsen, vi har.

Der må jeg bare sige, at det synes jeg er en underlig tilgang at have. Altså, min tilgang som sundhedsminister er sådan set, at vi skal lave det bedste sundhedsvæsen for patienterne. Vi skal sikre nogle ordentlige forhold for vores medarbejdere i vores sundhedsvæsen. Og hvad enten det hedder amter, det hedder regioner, eller om det hedder en styringsmekanisme, som forholder sig til 2-procentskravet, som vi nu har suspenderet sammen med Dansk Folkeparti; hvad enten det gælder det nye styringssystem, som vi sidder og udvikler, og som der jo også kommer input til fra mange gode og kvalificerede sider; hvad enten det er faglige organisationer, eller det er aktører, der sidder og laver analyser, der kan bruges i arbejdet, så skal vi da hele tiden forholde os kritisk til struktur og til systemer.

Vi skal da sætte borgeren, patienten, før systemet. Vi skal da turde sætte spørgsmålstegn ved de steder, hvor der ikke leveres en høj nok kvalitet i vores sundhedsvæsen. Vi skal da turde som sundhedspolitikere at sige, at den geografiske ulighed, der er, vil vi ikke acceptere, og at vi selvfølgelig også – både politisk i forhold til initiativer, vi tager, og styringsmæssigt – skal kunne følge det op, hvis vi ikke er tilfredse med de resultater, der bliver leveret. Det er i hvert fald den tilgang, regeringen har, og det er jo sådan set også den tilgang, vi har, når vi skal i gang med forhandlinger med regionerne om en ny styring af sundhedsvæsenet og også en dialog med Folketingets partier – ikke mindst Dansk Folkeparti – som følge af den aftale, vi lavede i efteråret, hvor vi skal kigge på, hvordan vi sikrer et endnu bedre dansk sundhedsvæsen – et sundhedsvæsen, der er der for patienterne, og som sikrer nogle ordentlige arbejdsvilkår for vores medarbejdere.

Så vil jeg egentlig bare gerne sige tak for debatten. Jeg synes faktisk, det har været sådan ret tydeligt, at der er forskellige synspunkter i forhold til, hvor stor tålmodighed og accept man skal have af, at der ikke bliver leveret de resultater, som patienterne kan forvente af vores sundhedsvæsen. Og det er måske så der, hvor der er nogle forskelle, i forhold til hvor meget man så bare skal sige, at det er, fordi vi har regioner eller vi har et decentralt ansvar, at borgerne i den ene region eller den anden region skal acceptere mindre, end man skal i andre regioner. Jeg synes, vi skal have ambitioner for vores sundhedsvæsen, og jeg synes, vi skal have en klar ambition om at gøre op med den geografiske ulighed, vi ser på sundhedsområdet.

Foreløbig tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger, den første er fra hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Tak for det, minister. Ja, Socialdemokratiet har i hvert fald også ambitioner for sundhedsvæsenet, og vi er også enige i det, ministeren siger, nemlig at vi naturligvis altid skal have en kritisk tilgang til struktur og system. Jeg gav netop udtryk for, at vi rigtig gerne vil være med til at forsvare det, der er rigtig godt. Og den måde, vi bedst forsvarer det på, er ved hele tiden at evaluere og lave justeringer der, hvor behovet er. Lad os samles om det.

Jeg fik jo lige lejlighed til tidligere på dagen at ventilere det lidt, men statsministeren var jo ude i forbindelse med valgkampen i 2015 at sige, at der altså var de her ting, som skulle opfyldes, hvis ellers vi skulle holde fast i strukturen. Nu siger ministeren så, at de syv punkter, Venstre dengang lavede, er afløst af otte nationale mål, som skyldes, at Socialdemokratiet tog initiativ til at fjerne den danske kvalitetsmodel, så noget andet skulle sættes i stedet for. Her har Socialdemokratiet og Venstre også haft et eller andet fint forløb som dem, der ville tage ansvar for vores land og stå i spidsen for en regering.

Mit spørgsmål til ministeren drejer sig om, at ministerens partifælle, hr. Carl Holst, her for 3 måneder siden var ude at sige, at »der er ingen aktuelle overvejelser om at finde på noget andet end de fem regioner«. Er det Venstres og regeringens holdning, der her gives udtryk for? For så er det et skifte fra det, der også har været årsagen til, at Dansk Folkeparti har fremsat den her forespørgselsdebat med baggrund i netop de syv punkter, som jeg henviser til her.

Ministeren.

Jamen ordføreren har jo selv stået heroppe og sagt det, og andre ordførere har jo også bekræftet det. Altså, det er da ikke nogen hemmelighed, at Venstre på en række punkter har en anden holdning til regionernes overlevelse end Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Det var sådan set også det, der kom til udtryk, da den nuværende statsminister formulerede de syv krav, hvor vi sagde, at vi ikke vil bevare regionerne for enhver pris. Det kommer an på, om de kan levere resultater for patienterne. Vi opstillede de syv krav, som nu er omformuleret til de otte nationale mål med underindikatorerne, hvor vi kan se, at det heldigvis går fremad på nogle punkter, men hvor det jo også halter gevaldigt med udviklingen på nogle af de andre punkter.

Enhedslistens ordfører nævner psykiatrien som et af de punkter, hvor der er behov for udvikling. Det nævnte jeg også selv i min indledende tale. Så der skal da leveres bedre resultater på en række punkter, og det er jo sådan set også den debat, vi skal tage. I forbindelse med det styringseftersyn, vi har, har vi da gjort det klart, at vi skal kigge efter, hvor det er, styringen ikke fungerer i dag. Hvorfor har regionerne ikke løftet populationsansvaret tilstrækkeligt, sikret en ordentlig sammenhæng i behandlingen, prioriteret forebyggelsen og den indsats bedre for patienterne? Og hvorfor er det nødvendigt at lave en genoptræningsgaranti for egentlig at sikre, at patienterne får den genoptræning, som de har ret til og krav på, og som de har stående i en genoptræningsplan, når de bliver udskrevet?

Det er da nogle af de steder, hvor vi som regering og sammen med Dansk Folkeparti har valgt at sige, at vi ikke bare kan sidde og vente, for det går ud over patienter hver dag. Derfor forventer vi mere, og derfor kæmper vi hver dag for at udvikle vores sundhedsvæsen til at blive endnu stærkere og endnu bedre.

Spørgeren.

Jeg er faktisk rigtig glad for det svar, ministeren giver, i forhold til Venstres holdning – det vil jeg gerne kvittere for. Det tror jeg kan give lidt ro derude, og det tror jeg både personale og patientorganisationer har meget brug for, så lad dog endelig Venstre blive i regeringen, så længe vi skal have en borgerlig regering.

Jeg har et par spørgsmål til ministeren, fordi ministeren adresserer et par udfordringer. Ministeren siger, at der skulle have været lavet mere forebyggelse; ministeren siger, at der skal laves noget bedre og mere i forhold til genoptræning – det sagde ministeren også i sin første tale.

For mig at se ligger den helt primære forebyggelsesopgave i kommunerne. For mig at se ligger problemet i det med, som ministeren siger, at der nok bliver lavet genoptræningsplaner, men at de ikke bliver fulgt op ude i kommunerne. Det er for mig at se også et primært kommunalt problem. Så er det ikke et par eksempler, ministeren hiver op, som i og for sig ikke rigtig er den store regionale opgave, men det er det, vi arbejder med, og som gør det til en kæmpe udfordring at få skabt sammenhæng mellem det regionale og det kommunale?

Set med mine øjne er det her et par rigtig gode eksempler på, at det er den kommunale opgaveløsning og løft af det kommunale ansvar, der i hvert fald på de her punkter står svagere end den regionale. Er ministeren enig eller ikke enig med mig i det?

Ministeren.

Jeg synes også, at der er regionale svagheder – det må jeg sige. Jeg synes også, at jeg i min indledende bemærkninger gennemgik en række områder, hvor vi ser uacceptabel geografisk ulighed. Det er jo rigtigt, at der også kommuner, der skal løfte en større del af ansvaret.

Det er sådan set også det, der fremgår af det udspil – »Sundhed, hvor du er« – som vi fra regeringens side kom med tilbage i december måned. Nu er Sundhedsstyrelsen også blevet sat i gang med at lave den nære kvalitetsplan, som jo reelt set er specialeplanen for kommunerne, og som skal sikre, at vi får gjort op med den situation, vi har i dag, hvor postnummeret nogle gange er afgørende for, om du får den ene eller den anden type behandling og tilbud, så vi får en større geografisk ensartethed på området. Det gælder også på genoptræningsområdet, hvor vi nu også lovmæssigt her i salen skal behandle rettigheder på området.

Så det handler om sammenhæng, men det handler også om, at man skal levere alle steder, og at regionerne skal leve op til deres populationensansvar.

Tak for det. Fru Stine Brix, værsgo.

Tak for det. Der er jo et styringseftersyn i gang, og regeringen har aftalt med Danske Regioner, at man skal kigge på, hvad der skal være principperne for den fremtidige økonomiske styring. Ministeren sagde, at der er mange, der bliver inddraget i det arbejde, og at der er konsulenter, der arbejder med det. Jeg har sådan lidt en fornemmelse af, at det nok er Folketinget, der er mindst inddraget og ved mindst om, hvad der foregår på det her område.

Derfor er mit spørgsmål til ministeren: Har ministeren tænkt sig at inddrage Folketinget i de drøftelser, der handler om, hvordan man i fremtiden vil styre sygehusene? Det kommer jo til at blive meget, meget vigtigt for fremtidens sundhedsvæsen og især for sygehusene. Derfor synes jeg selvfølgelig, at det er helt relevant at inddrage Folketinget bredt i sådan en diskussion.

Ministeren.

Vi har lavet en aftale med Dansk Folkeparti tilbage i efteråret, da vi også traf politisk beslutning om at suspendere 2-procentskravet. Der lavede vi jo et politisk aftalepapir, som også tegner nogle sigtelinjer for, hvad en fremtidig styringsmodel skal kunne. Den sætter patienten mere i centrum og fokuserer også på, hvad det er for nogle arbejdsforhold, der er for medarbejderne, og fokuserer mere på kvalitet end aktivitet. For det er jo der, vi har set at 2-procentskravet sådan set var effektivt til at få de ventelister, som var massive i start-00'erne, væk. Men den har jo også på mange måder overlevet sin tid, og vi har nu behov for at få skabt en større nærhed.

Vi kommer til at tage en drøftelse med Dansk Folkeparti som aftaleparti, og vi kommer til at tage en drøftelse med regionerne i økonomiforhandlingerne, ligesom det jo ligger i den forhandlingsmodel, der er. Der er da også elementer, som der vil ske en dialog med Folketingets partier om. Men der er jo, som der ofte er, når man laver aftaler, en anden inddragelse af aftalepartierne end af de andre partier. Det synes jeg da egentlig også opfordrer til at man nogle gange tager ansvar, for man bliver dermed også lukket mere ind i beslutningsprocesser og informationer, end man måske gør, hvis man som parti ikke tager ansvar og ikke er en del af en aftalekreds.

Fru Stine Brix.

Det sidste synes jeg var decideret plat. For sandheden er jo den – og det ved ministeren godt – at der ikke var nogen mulighed for at blive en del af den aftale. Jeg tror, at der er rigtig mange partier her i Folketinget, som gerne vil være en del af en aftale om at afskaffe produktivitetskravet. Vi har jo ment det væsentlig længere end ministeren selv og har over lang tid presset på. Så hvis man skal stå og sige sådan noget med, at det handler om, at man ikke vil tage ansvar for en aftale, så skal der jo være en eller anden form for realitet bag det, i det mindste.

Sådan som jeg hører ministeren er svaret: Nej, man har ikke tænkt sig at inddrage Folketingets partier bredt i drøftelser fremadrettet. Det synes jeg er ærgerligt. Som sagt kommer det til at blive meget, meget afgørende for, hvordan fremtidens styring skal være, og jeg synes da, det er ærgerligt, hvis man baserer sig på den smallest mulige konstellation i Folketinget. Så hvis ministeren mener den sætning om at tage ansvar, kan man jo sådan set bare åbne op for, at andre partier kan tiltræde den aftale og dermed også indgå i de drøftelser, der så skal være fremadrettet.

Tak. Ministeren.

Det var sådan set ikke det, jeg sagde. Jeg sagde bare, at det jo sådan set påhviler de partier, der tager ansvar, også at være med i nogle mere intensive drøftelser på nogle områder. Det gælder både i forhold til finansloven, hvor man så efterfølgende udmønter pengene til f.eks. det sundhedsudspil, vi kommer med til foråret, hvor vi jo i finansloven sammen med Dansk Folkeparti har afsat 845 mio. kr. til at løfte det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og netop styrke den indsats, der både ligger ude i kommunerne, men jo også i regionerne og i den almene praksis.

Det handler om at være med til at sikre, at vi i langt højere grad sørger for nærhed i behandlingen af folk, så der ikke er så mange, der oplever, at de skal køre ind til et specialiseret sundhedsvæsen. Det siger jo sig selv, at de penge, som vi har afsat i finansloven sammen med Dansk Folkeparti, betyder, at der vil være en tættere dialog med det aftaleparti, der har været med til at afsætte pengene. Det betyder jo ikke, at der ikke også vil være en drøftelse med det brede Folketing. Det kommer vi da til, altså at tage de forhandlinger, så jeg synes egentlig ikke, der er noget plat i at sige, at når partier tager ansvar, giver det også en anden mulighed for at kunne påvirke udmøntningen efterfølgende.

Så er det fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak. Noget af det, som bekymrer Dansk Folkeparti og mig selv, er jo de her forskelle, forskelle mellem regionerne, det geografiske, i forhold til lighed i sundhed, social sundhed, og alt det, der bare ruller. Vi har talt om det i rigtig mange år. Man prøver nu med at rykke nogle statslige arbejdspladser ud, måske ikke helt ud, hvor vi ønsker det, men vi kan jo også se, at flere borgere rykker fra storbyerne ud på landet, fordi de nærmest bliver skubbet derud. Kommunerne fortæller, at nu kan vi købe en billig bolig på Lolland, så der kommer flere og flere af dem her, der måske er mest syge, der er på social indkomst, til de områder, hvor der er færrest læger, langt til sygehusene og ikke den rigtige hjælp, som de har brug for.

Der kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren: Var det ikke netop der, at Danske Regioner skulle have løftet og sikret, at man netop havde den her ensartethed eller man hjalp hinanden noget mere i stedet for blot at tænke på sig selv, fastholde læger, bruge dem til mange andre ting, end hvad de måske har kompetencer til?

Ministeren.

Jo, jeg er på en række områder enig med ordføreren både i forhold til behovet for et Danmark i bedre balance, som vi jo også fra dag et både som Venstreregering og også som trekløverregering har gjort hvad vi kunne for at understøtte både med udflytningen af statslige arbejdspladser, men jo også den aftale, vi har lavet på sundhedsområdet om bedre lægedækning, som i høj grad også skal tage højde for de geografiske forskelle. Der er jeg enig med ordføreren i, at på nogle punkter kunne man jo godt tænke sig et stærkere samarbejde regionerne imellem. Det kunne være på lægedækningen, hvor de jo har lavet en aftale, men hvor man da godt på en række områder kunne have ønsket sig en endnu større solidaritet.

Hvad angår Region Hovedstaden og Region Sjælland og den nærhed, der er mellem dem, kunne det jo sådan set også være med til at understøtte, at nogle af de speciallæger, der er i hovedstadsområdet, kunne bidrage til at dække nogle af de udfordringer, vi har i sundhedsvæsenet i Region Sjælland, hvortil der måske er mindre end 1 times pendlingstid. Det ville da være skønt, hvis man kunne se nogle aftaler, der er forpligtende på tværs af regionerne, eller på andre områder. Nu kan vi tage den skærpede indberetningspligt, som Venstres ordfører også nævnte, hvor jeg jo synes, det er paradoksalt, at når vi kigger på de patienter, der selvvalgt venter for længe, er 36 ud af 49 fra Region Hovedstaden. Hvorfor gør man ikke mere for at sige til patienterne: Nu skal vi hjælpe dig videre til vores gode kollegaer i Aalborg, i Odense eller på Skejby, sådan at du inden for vores tidskritiske kræftformer får en behandling til tiden? Det er da der, hvor jeg godt kunne ønske mig et langt stærkere samarbejde i det lille land, vi jo alt andet lige er.

Spørgeren.

Men jeg tænker: Er det så ikke ærgerligt, at man sidder som sundhedsminister og ikke kan trække i de tråde, man gerne vil, fordi der sidder nogle regioner, som man skal aftale det med, og som så alligevel ikke gør det, man siger til dem? Det mener jeg at det må være. Jeg tænker også, når der er andre ordførere, der taler om, hvad man skal gøre, og ministeren er så tæt på, og det er kompliceret: Er det værre end at være forsvarsminister og have den direkte kontakt med forsvaret? Eller der kan være andre ministerområder, hvor man er meget nær det, man beslutter, og det, man har ansvar for. Jeg synes, at det er en hellig plads som sundhedsminister, fordi man er urørlig, for man kan altid bare give regionen skylden. Jeg tænker netop også her, om ministeren synes, at det er tilfredsstillende i Region Hovedstaden, hvor Kræftens Bekæmpelse går ud og siger, at vi er 10 år tilbage i tiden, når vi kigger på ventelister, og at der er folk, der dør på ventelister. Det må da være bekymrende for en sundhedsminister.

Ministeren.

Der er ingen tvivl om, at de tal og det dyk, vi så i andet kvartal, var bekymrende. Det var jo også derfor, at jeg med det samme iværksatte en række initiativer med en skærpet indberetningspligt sammen med Sundhedsstyrelsen, der gik aktivt ind, med et forpligtende nationalt samarbejde på områderne, for netop at undgå det, vi nu ser og har fået bekræftet med den skærpede indberetning: at der er et for dårligt samarbejde i forhold til at sikre, at hvis man ikke selv har kapacitet til at behandle sine kræftpatienter i tide, så laver man forpligtende samarbejder regionerne imellem, sådan at det ikke er den enkelte patient, der kommer til at vente for længe. Altså, vi sætter patienten før systemet.

Jeg har også tidligere takket DF's ordfører for tiltroen til, at alt ansvaret skulle ligge på sundhedsministerens skuldre. Jeg synes jo sådan set også, at det er vigtigt, at vi, når vi har den struktur, som vi har i Danmark, holder regionerne op på det driftsherreansvar, som de har, og den forpligtethed, der så ligger i, at de som den aktør, der er tæt på borgerne, løfter opgaven. Og ja, det kan da være frustrerende nogle gange, men på den anden side synes jeg også, at regionerne på en række punkter har vist deres værd, og det var også det, jeg sagde i mine indledende bemærkninger.

Så er det fru Susanne Eilersen. Værsgo.

Tak for det. I Dansk Folkeparti kan vi jo være utrolig kede af, at statsministeren trak fuldstændig i land, dengang han blev statsminister og opfandt de her syv krav, der nu er blevet til nogle andre mål, otte mål osv., og jeg hører sundhedsministeren sige, at det er ærgerligt, og at hun heller ikke synes, det er tilfredsstillende og alt muligt andet.

Så kunne jeg bare godt tænke mig at stille et simpelt spørgsmål: Hvor stor tålmodighed har Venstre med regionerne? Hvornår forventer ministeren at regionerne lever mere op til de otte mål? Er der nogen deadline, eller er det bare noget, der sådan forsvinder ud i den blå luft?

Ministeren.

Det var jo sådan set noget af det, jeg gennemgik i min indledende tale, da vi startede forespørgselsdebatten, og det vil være for omfangsrigt at gentage det hele. Men der er en række punkter, hvor det heldigvis går fremad. Og i forhold til de otte mål og de underliggende indikatorer kan vi jo se på den seneste statusrapport, at det går fremad på ca. to tredjedele af områderne.

Hvis man kigger på kræftbehandlingen i Danmark, kan man se, at vi står langt bedre, end vi nogen sinde har gjort. Vi er næsten oppe på niveau med vores nordiske nabolande, efter at vi har ligget helt i bund. Vi har fået en overlevelse, hvor mere end seks ud af ti overlever, hvor det tidligere var under fem ud af ti, der overlevede. For nogle kræftformer, prostatakræft, har vi fået en fremgang i overlevelsen på 35 pct. Og det er jo takket være kræftpakkerne; det er takket være nogle af de initiativer, som vi tog op gennem 00'erne, og som statsministeren og Danske Regioners formand, Bent Hansen, jo også blev hædret for af Kræftens Bekæmpelse i søndags på World Cancer Day.

Så det går fremad på en række områder. Der er også nogle steder, hvor vi synes det går for langsomt; der er nogle steder, hvor det slet ikke er godt nok. Og det er jo den dialog, jeg som sundhedsminister løbende tager med Danske Regioner, fordi patienterne har krav på, at vi gør det endnu bedre.

Susanne Eilersen.

Det er jo fint, at det går fremad på nogle punkter, som ministeren også har redegjort for. Men er der sådan et eller andet niveau for det? Hvad nu, hvis den der fremgang stagnerer, eller det går tilbage – hvad så? Er ministeren og regeringen tilfreds med de resultater, som regionerne har leveret, fra man gik fra amter til regioner? Eller havde ministeren gerne set, at de var længere fremme? Og er der en deadline, så regeringen vil sige, at hvis det ikke går fremad om 3, 4, 10 år, vil man tage regionernes overlevelse, hvis man kan sige det sådan, op til genovervejelse?

Ministeren.

Man kan sige, at det jo præcis er det, forespørgslen går på, altså hvad status er, nu her 2½ år efter at statsministeren formulerede de syv krav, som vi har omsat til de otte nationale mål. Og man må jo sige, at ud fra den seneste statusrapport går det fremad i forhold til to tredjedele af målene og indikatorerne. Vi kan se på en række områder, at regionerne har været med til at løse opgaven, men der er også nogle steder, det ikke går godt nok, og hvor der er store geografiske forskelle. Psykiatrien i Region Midtjylland, som vi har talt om selvstændigt til forespørgselsdebatter herinde, er ikke et område, hvor jeg synes det går særlig godt, og det er ikke et område, hvor jeg har særlig stor tålmodighed. Og det er der, hvor der skal løftes. Så det er derfor, vi konkret går ind og kigger på: Hvor går det fremad, og hvor går det ikke fremad? Og der har vi den dialog med regionerne.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det fru Liselott Blixt for at afslutte forhandlingerne.

Jeg vil gerne takke for debatten. Jeg synes, det en gang imellem er forfriskende, at vi får sat de her debatter i gang, som man jævnligt går og taler om. I hvert fald nævner vi tit fra Dansk Folkepartis side, at vi gerne vil have nedlagt regionerne, og derfor er det også meget rart at høre, hvor andre partier står, hvor man ser nogle udfordringer, og hvordan man tænker at løse dem i fremtiden. Jeg er rigtig glad for, at vi har fået ministeren og regeringspartierne med til at få kigget på de krav, der ligger, at vi får kigget på de kvalitetsmål, og det varer ikke længe, så jeg glæder mig til, at vi fortsat kan arbejde videre med det. Derfor synes jeg, vi har opnået lidt ved at have den her debat i dag. Tak.

Tak til fru Liselott Blixt.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil finde sted tirsdag den 20. februar 2018.