Det næste punkt på dagsordenen er:

17) Forespørgsel nr. F 1:

Forespørgsel til udenrigsministeren og udlændinge- og integrationsministeren:

Hvad er regeringens vurdering af, hvilke konsekvenser Danmarks stop for kvoteflygtninge vil få for vores internationale samarbejde – herunder af, hvad det vil betyde for kvoteflygtningeordningen, hvis flere lande i kølvandet på det danske stop vælger at indstille deres deltagelse i kvoteflygtningeordningen, og af, hvordan Danmarks stop for kvoteflygtninge harmonerer med regeringens fokus på, at den nuværende situation med historisk mange flygtninge skal løses gennem styrket internationalt samarbejde?

Af Josephine Fock (ALT), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Sofie Carsten Nielsen (RV) og Holger K. Nielsen (SF).

(Anmeldelse 04.10.2017. Fremme 10.10.2017).

Mødet er genoptaget.

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til onsdag den 20. december 2017.

Så hører vi allerførst en begrundelse fra ordføreren for forespørgerne, fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Alternativet har sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre og SF indkaldt udenrigsministeren og udlændinge- og integrationsministeren til en forespørgsel om, hvad regeringens vurdering er af, hvilke konsekvenser Danmarks stop for kvoteflygtninge vil få for vores internationale samarbejde – herunder af, hvad det vil betyde for kvoteflygtningeordningen, hvis flere lande i kølvandet på det danske stop vælger at indstille deres deltagelse i kvoteflygtningeordningen, og af, hvordan Danmarks stop for kvoteflygtninge harmonerer med regeringens fokus på, at den nuværende situation med historisk mange flygtninge skal løses gennem styrket internationalt samarbejde.

Som det første land har Danmark besluttet at indføre et stop for modtagelse af kvoteflygtninge. Mens andre lande øger optaget af kvoteflygtninge, fordi de anerkender behovet for at styrke den fælles globale indsats, ja, så vælger Danmark at gå i den fuldstændig stik modsatte retning. Dermed vender vi som land det internationale samfund ryggen i en tid, hvor der mere end nogen sinde er behov for et internationalt samarbejde, der bygger på globalt ansvar og solidaritet med verdens svageste. Vi står i dag med et historisk højt antal mennesker, der er tvunget på flugt – mennesker, der har et akut behov for beskyttelse. Det kræver opbakning til at styrke og udvide FN's kvoteflygtningesystem – et system, der om noget bekæmper menneskesmuglere, og som aflaster de nærområder, der lige nu huser størstedelen af verdens flygtninge. Kvotesystemet og FN-samarbejdet er bygget på at skabe et alternativ til farlige og umenneskelige flugtveje, et alternativ til menneskehandel, druknedød, overgreb, kidnapning og tortur, som i dag er en meget nærværende del af livet for mennesker på flugt.

Regeringen har selv meldt ud, at flygtningekrisen skal løses gennem en velfungerende kvoteordning i FN-regi, og at man ønsker at styrke og udvide den indsats. Det skete eksempelvis, da den danske statsminister underskrev New York-deklarationen ved FN's store flygtningetopmøde i New York sidste år. Statsministeren skrev under på, at et styrket bidrag til kvotesystemet og sikre genbosætningsprogrammer er den vej, vi som samfund skal gå for at besvare den største humanitære krise siden anden verdenskrig. Men siden den dag og siden den underskrift har Danmark ikke taget en eneste kvoteflygtning – ikke én. Det sender et stærkt signal til vores omverden og det internationale samfund om, at Danmark ikke vil tage del i en fælles international indsats. Det er ikke kun usolidarisk, det er også en beslutning, som kan få alvorlige konsekvenser både for Danmark, for vores internationale samarbejde generelt og ikke mindst for de flygtninge, der ikke får hjælp. Det er den debat, vi lægger op til at tage her i dag i Folketingssalen.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Vi skal så have en besvarelse fra udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak for det. Man kan sige, at så er vi endnu en gang samlet for at tale om kvoteflygtninge og en række spørgsmål, som vi jo før har diskuteret. Men det er selvfølgelig sådan, at både jeg selv og resten af regeringen jo altid stiller op, også til at besvare spørgsmål, som vi har diskuteret efterhånden mange gange. Jeg vil besvare en del af spørgsmålene, og så vil jeg herefter give ordet videre til udenrigsministeren, som forespørgslen jo også er rettet til.

Jeg vil starte med at sige, at der jo ganske enkelt er lagt en forkert præmis ind i spørgsmålene, for det er forkert, når der står, at Danmark har lavet et fuldstændigt stop for kvoteflygtninge. Det er rigtigt, at vi skubbede den resterende del af kvoten for 2014-2016, og det er også rigtigt, at vi ikke tager kvoteflygtninge her i 2017, men regeringen har ikke, som jeg også af flere omgange har sagt, lavet et fuldstændigt stop for kvoteflygtninge. I de senere år er der kommet historisk mange asylansøgere til Danmark, og alene i 2015 kom der over 21.000 asylansøgere, og i 2016 kom der over 6.000 asylansøgere til Danmark. Kurven er altså umiddelbart knækket, men vi har jo altså stadig væk et efterslæb. Vi har simpelt hen nået et niveau for antallet af asylansøgere og jo ikke mindst familiesammenføringer til de mange, der har fået opholdstilladelse her i Danmark, som betyder, at vi som samfund er udfordret. Vores myndigheder har været og er stadig væk efterladt med en betragtelig opgave i forhold til bl.a. asylbehandlingen og selvfølgelig ikke mindst også den integration, der for en dels vedkommende skal ske efterfølgende. Det gælder særlig kommunerne, der er efterladt med en meget, meget stor opgave med at integrere de mange, der er kommet hertil, og det har selvfølgelig også betydning for, om Danmark kan tage imod kvoteflygtninge, og hvor mange vi kan tage imod. Det siger jo sig selv. Derfor har vi sat modtagelsen af kvoteflygtninge på pause, men det betyder ikke, at vi ikke har hjulpet verdens flygtninge. Man kan hjælpe på rigtig mange måder, og det har vi gjort hele tiden, og det vil vi også blive ved med at gøre, det gælder bl.a. i flygtningenes nærområder, for Danmark har et ansvar for at hjælpe mennesker, der er på flugt.

Vi har også et ansvar for, at vort land hænger sammen både økonomisk, socialt og også kulturelt, og det er vi som regering meget, meget bevidst om, og derfor har regeringen bl.a. også fremsat lovforslag om en ny kvoteordning, som skal tredjebehandles i morgen. Formålet med lovforslaget er, at det årlige antal kvoteflygtninge kan fastsættes med den størst mulige fleksibilitet under hensyntagen til den sociale og økonomiske kapacitet her i landet. Formålet med lovforslaget er altså ikke at indføre et permanent stop for kvoteflygtninge, men lovforslaget giver mulighed for, at vi kan skabe den rette balance imellem antallet af flygtninge, som Danmark samlet set modtager, og så vores evne til at integrere. Det er samtidig vigtigt at understrege, at Danmark fortsat skal genbosætte flygtninge, og at Danmark altså også fremadrettet skal støtte den globale genbosætningsindsats for en del af verdens flygtninge. Vi tror som regering på løsninger på internationalt og europæisk plan. Det er vigtigt, at vi har holdbare og effektive måder at håndtere udfordringerne på, både i Danmark og på europæisk og internationalt plan.

I forhold til spørgsmålet om, hvordan pausen for modtagelsen af kvoteflygtninge harmonerer med regeringens fokus på, at flygtningekrisen skal løses igennem internationalt samarbejde, kan jeg blot sige, at de to ting efter min opfattelse harmonerer helt fint med hinanden. Vi skal naturligvis hjælpe i verden, men vi skal også samtidig kunne tage vare på vores værdier og velfærd her i Danmark – det er nødvendigt at sikre den rette balance. Regeringen fører en politik, hvor vi hjælper flest mulige i nærområderne, og hvor vi aktivt forebygger migrationsstrømme.

Grundlaget for menneskesmuglerne skal fjernes, og det skal ske ved at dæmme op for tilstrømningen af spontane asylansøgere til Europa. Lykkes det, vil Danmark have langt større mulighed for selv at styre tilstrømningen her til landet. Vi har i år set en nedgang i indrejsetallet, men det er endnu for tidligt at konkludere, om det er en permanent tendens. Men jeg kan sige så meget, at vi naturligvis følger det nøje.

Med et markant reduceret pres på EU's ydre grænser og tilstrømning af asylansøgere og migranter til Danmark kunne vi gøre brug af UNHCR's genbosætningsprogram som et instrument til at løfte vores del af ansvaret for håndteringen af udfordringerne i verdens brændpunkter. Vi er en nær samarbejdspartner til bl.a. EU og FN og selvfølgelig herunder også UNHCR. Vi yder rigtig meget til FN med et fokus på at hjælpe flygtningene i deres nærområder. For sagen er jo, at vi kan hjælpe langt, langt flere flygtninge for de samme penge ved at fokusere på nærområderne, og samtidig bliver det nemmere for flygtninge at komme hjem og genopbygge deres land, når der igen bliver fredeligt. Men det vil udenrigsministeren sige meget mere om lige om lidt.

I forhold til spørgsmålet om, hvad det vil betyde for kvoteflygtningeordningen, hvis flere lande vælger at indstille modtagelsen af kvoteflygtninge, kan jeg kun sige, at jeg som udgangspunkt forholder mig til situationen her i Danmark. Og som jeg har sagt tidligere har vi stået i en helt, helt særlig situation, og det gør vi til dels stadig væk. Det har derfor været nødvendigt at sætte modtagelsen af kvoteflygtninge på pause. Kvoteflygtningeordningen er kun én måde at hjælpe på, og som jeg allerede har sagt, gør vi rigtig meget andet. Så det er efter min opfattelse også værd at bemærke, at det kun er i omegnen af ca. 40 lande, der er med i kvoteflygtningeordningen, så langt hovedparten af FN-landene tager slet ikke kvoteflygtninge overhovedet. Så jeg deler ikke umiddelbart spørgerens bekymring i forhold til kvoteflygtningeordningen.

Så er det udenrigsministerens tur.

Tak til udlændinge- og integrationsministeren. Som nævnt går ordet hermed videre til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak til udlændinge- og integrationsministeren for ordet og til formanden for ordet, og tak til forespørgerne for den store interesse i Danmarks internationale arbejde, en interesse, som jeg selvfølgelig deler fuldt ud. Jeg vil indledningsvis slå fast, at Danmark har en lang tradition for på forskellige måder at påtage sig et medansvar for den globale udvikling, for stabilisering af kriser og konflikter, for udvikling globalt og ikke mindst for verdens flygtninge.

Dette er på linje med et af hovedbudskaberne i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, nemlig at et stærkt internationalt engagement er en meget vigtig prioritet for regeringen. Når jeg møder andre landes ministre og ledere af internationale organisationer, står der altid respekt om den store internationale indsats, som et trods alt mindre land som Danmark yder for at bidrage til en mere fredelig, en mere sikker og en rigere verden. Og det vurderer regeringen ikke at lovforslaget om en ny kvoteordning vil ændre på.

Det er klart, at UNHCR gerne havde set, at Danmark blot fortsatte med at modtage et fast antal kvoteflygtninge som hidtil, andet ville da være underligt. Det er blevet italesat over for Danmark ad flere omgange som et bekymringspunkt, men det ændrer altså ikke ved, at Danmark fortsat er en højt værdsat samarbejdspartner for UNHCR i arbejdet med at sikre varige løsninger på langvarige flygtningekriser. Danmark tror på løsninger på internationalt og europæisk plan, og vi handler derefter. Danmark er en nær samarbejdspartner med FN, hvor vi bl.a. markerer os med militære bidrag til FN's fredsbevarende styrker, og vi leverer personel og materiel til stabilisering i en række globale konfliktsituationer.

Vi leverer også til EU's indsatser både personale og finansiering, f.eks. til EU's trustfond for Afrika. Danmark er en af de største statslige donorer til FN's fonde og programmer. Det gælder også til FN's flygtningehøjkommissariat, hvor vi i 2017 er blandt de ti største statslige donorer. I 2016 var Danmark målt i forhold til indbyggertallet det femtestørste humanitære donorland i verden og blandt de største statslige humanitære donorer i relation til krisen i Syrien.

Når vi taler om den internationale flygtningesituation, er regeringens fokus, som udlændinge- og integrationsministeren også understregede, bl.a. på at hjælpe flygtninge i deres nærområder, for en styrket indsats i nærområderne er nødvendig i bestræbelserne på at finde en holdbar og en effektiv løsning på de udfordringer, som verdens flygtninge lever med hver dag, ellers risikerer vi også, at mange tusinde flere flygtninge og migranter vil søge mod Europa og Danmark. Sagen er jo, at vi kan hjælpe langt flere flygtninge for de samme penge ved at fokusere på nærområderne, og samtidig bliver det nemmere for flygtninge at komme hjem og genopbygge deres land, når der igen bliver fred.

Det er også baggrunden for, at regeringen med finansloven for 2018 har afsat 2,5 mia. kr. til humanitær bistand, det største humanitære budget nogen sinde for Danmark, ligesom der skete en styrkelse af indsatsen i 2016 og 2017. Vi prioriterer samtidig de langsigtede udviklingsindsatser i flygtninges nærområder i stadig højere grad. Regeringens beslutning om ikke at tage kvoteflygtninge i 2017 eller lovforslaget om en ny kvoteordning er således på ingen måde et udtryk for manglende vilje til at påtage sig et internationalt ansvar. Tak for ordet.

Tak til udenrigsministeren. Og så starter vi talerrækken, og den første er ordføreren for forespørgerne, fru Josephine Fock – selv om man dermed kan sige, at hun går igen!

Tak. Jeg går heldigvis meget fysisk igen!

Jeg vil gerne takke udenrigsministeren og udlændinge- og integrationsministeren for at møde op i dag og tage den her debat. FN's kvoteflygtningesystem er som bekendt en frivillig ordning, og siden 1989 har Danmark valgt at genbosætte 500 kvoteflygtninge årligt. Det er den ordning, man nu vil afskaffe, og det finder jeg og Alternativet er dybt problematisk.

Danmark har tidligere gået med i forreste række for at styrke det internationale samarbejde og den fælles humanitære indsats. Det har gjort, at Danmark har været et forbillede for mange lande, særlig på det menneskeretlige og humanitære område. Og det mener jeg at vi med den her beslutning om at stoppe for kvoteflygtninge er godt i gang med at nedbryde. Når vi gang på gang lader indenrigspolitiske særinteresser sætte den udenrigspolitiske dagsordenen, sender vi et signal til verdenssamfundet om, at vi ikke vil det globale samarbejde. Og jeg kunne godt tænke mig at vide, om det helt generelt er regeringens politik, at vi skal vende os væk fra det internationale samarbejde, så snart de internationale systemer er under pres. Mener regeringen ikke, at vi har et medansvar her, og at vi særlig i krisesituationer bør give opbakning til internationale organisationer som FN?

Jeg har svært ved at se, hvordan regeringen fremadrettet vil varetage Danmarks udenrigspolitiske interesser, når man så konsekvent svigter det internationale FN-system. Og det hænger heller ikke sammen med den udenrigspolitiske linje, som regeringen har lagt. Som jeg nævnte i min indledning til debatten her i dag, har vores statsminister underskrevet New York-deklarationen, og med den lovede vi vores medborgere i verdenssamfundet, at vi ville tage vores del af ansvaret for verdens flygtninge. Men i stedet for løb regeringen fra en klar aftale – en aftale om at styrke og øge FN's kvotefordelingsordning. Det mener jeg ikke styrker Danmarks position internationalt, tværtimod. For hvordan kan vi forvente at blive taget seriøse i internationalt regi, når vi træffer beslutninger, som undergraver det internationale samarbejde?

I regeringsgrundlaget og i den nye udenrigspolitiske strategi fra juni i år understreger regeringen betydningen af et stærkt internationalt engagement og peger bl.a. på FN som en vigtig aktør i forhold til at komme med svar på migrationsudfordringen. Bl.a. står der i den udenrigspolitiske strategi, at, og jeg citerer: Internationale organisationer – EU, NATO, FN og WTO – er kommet under pres. Det gør det vanskeligere at opbygge international konsensus og tackle de globale udfordringer.

Så er det, jeg godt kunne tænke mig udenrigsministerens svar på, hvordan det hænger sammen med Danmarks udtrædelse af kvoteordningen. Og i regeringsgrundlaget nævner regeringen også, at Danmark er afhængig af et velfungerende internationalt samarbejde i multinationale fora og organisationer, herunder FN. Skal vi forstå det sådan, at regeringen har skiftet holdning?

De flygtninge, som genbosættes gennem FN's kvoteflygtningesystem, er mennesker, der har akut behov for beskyttelse. Udlændinge- og integrationsministeren har selv sammen med regeringen givet udtryk for, at man ønsker at bekæmpe menneskesmuglere og hjælpe i nærområderne, og det hørte vi da også ministeren sige nu her i talen. Men når ministeren fokuserer på nærområderne, er det jo lige præcis vigtigt at forstå, at nærområderne er brudt sammen. Kvotesystemet er netop til for at sikre, at nærområderne kan absorbere de mennesker, der er på flugt, uden at folk begiver sig ud på en farefuld flugt. Og det er det, FN's kvoteflygtningesystem bevirker.

Så lad os nu bruge det system, der virker – lad os styrke opbakningen til FN's kvotesystem. Det er et system, som skaber lovlige og sikre alternativer til den dødsensfarlige rejse over Middelhavet, som mennesker dagligt føler sig tvunget til at tage. Det er et system, som aflaster nærområderne, som lige nu er hårdt pressede og på sammenbruddets rand. Og det er derfor, at en velfungerende kvoteordning er afgørende.

Vi taler om, at flygtningestrømmen er historisk høj, og det er den også, men i fremtiden vil vi se endnu større strømme af flygtninge. Vi vil se en strøm af klimaflygtninge, som langt overgår den nuværende flygtningestrøm. Derfor er der kun én løsning, og det er en fælles global indsats. Intet land kan løse udfordringen alene. Det er derfor, vi er nødt til at bakke op om FN's kvoteflygtningesystem.

Så vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Alternativet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen at genoptage modtagelsen af kvoteflygtninge samt indlede en dialog med UNHCR om at hæve antallet af kvoteflygtninge som konsekvens af de mange mennesker, som er tvunget på flugt i verden – helt i forlængelse af hvad en lang række andre modtagerlande har gjort. Et stop for modtagelsen af kvoteflygtninge vil være et brud på den udenrigspolitiske linje, som statsministeren hidtil har lagt, bl.a. med underskrivelsen af The New York Declaration.

Folketinget konstaterer, at Danmarks beslutning kan bidrage til, at flere lande kan trække sig fra samarbejdet. FN's kvoteflygtningesystem spiller en helt afgørende rolle i opgaven med at håndtere flygtningesituationen. Kvoteflygtningesystemet er en måde at komme uden om menneskesmuglere, at hjælpe dem, der har størst behov, og at aflaste nærområderne. Folketinget opfordrer regeringen til aktivt at arbejde for, at flere lande deltager i FN's kvotefordeling, og at antallet af mennesker, som genbosættes gennem kvoteflygtningesystemet, øges.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 14).

Tak for det. Det fremsatte forslag til vedtagelse indgår i forhandlingerne.

Der er en række spørgere, og den første er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for indlægget. Jeg skal spørge: Ville der i princippet kunne opstå en situation, hvor det ville være nødvendigt at lukke for tilgangen af kvoteflygtninge? Jeg kunne godt tænke mig, at besvarelsen bare mundede ud i et ja eller nej.

Ordføreren.

Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener, at kvoteflygtningesystemet er helt afgørende for at kunne være med til at aflaste nærområderne ved at tage de svagest mulige flygtninge og forhindre, at de er nødt til at gå via menneskesmuglere osv.

Hr. Henrik Dahl.

Så uanset hvor store de økonomiske og sociale omkostninger er for de mennesker, der bor i Danmark, skal vi altid tage kvoteflygtninge?

Ordføreren.

Ja. Jeg mener, at kvoteflygtningesystemet er helt afgørende for, hvordan vi får løst flygtningeproblematikken fremadrettet.

Så er det hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg må godt nok sige, at hvis vi nu skal have en saglig folkelig debat om det her emne, ville det godt nok klæde debatten, hvis ordføreren lod være med at lade propagandamaskinen køre og bulldoze hen over faktuelle forhold, som man slet ikke gør rede for, og foregive, at der er en situation, som overhovedet ikke eksisterer.

For det første påstår ordføreren, at Danmark er udtrådt af kvotesystemet. Det mangler jo totalt sagligt belæg. Hvor kommer det fra? Altså, det er, som om man fra ordførerens side – og sådan er det jo gerne med propagandister – gerne vil have en virkelighed, som passer til ens eget billede af den, og så bare stiller en masse præmisser op, som overhovedet ikke har nogen gang på jorden. Hvor står det henne, at Danmark er udtrådt af kvoteordningen?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. De facto er Danmark jo udtrådt af kvoteordningen. Vi har sagt nej til at modtage kvoteflygtninge i 2016 og 2017, og nu har vi fået en ordning, som vi tredjebehandler i morgen, som gør, at ministeren selv enerådigt kan vurdere, om hun synes, der skal flere kvoteflygtninge til Danmark. Regeringen har klart meldt ud, at det skal der ikke. Så i øjeblikket er vi udtrådt af kvoteflygtningeordningen.

Så er det hr. Christian Langballe.

Jamen det er jo simpelt hen forkert. Altså, kvoteordningen er suspenderet midlertidigt – det er det, der er forholdet. Så tag da og sig det.

Det, jeg så godt kunne tænke mig at vide noget om – altså hvis vi endelig skal diskutere fakta, og det kan da være, at de på et eller andet tidspunkt kommer på bordet, så vi kan få en ordentlig debat – er, om ikke der er noget hensyn at tage til Danmark og danskerne i forhold til at modtage flygtninge? Hvem bestemmer, hvor mange flygtninge vi skal modtage? Jeg vil mene, at det gør vi her i Folketinget. Jeg vil mene, at det er danskerne. Og jeg vil mene, at det ikke bare er sådan et lille tåbeligt, latterligt indenrigspolitisk anliggende, men at det faktisk er væsentligt, at vi i et folkestyre er med til at bestemme, hvilken flygtningepolitik der bliver ført herhjemme, og at den ikke bare lægges i overnationale organer som FN og EU.

Ordføreren.

Jeg synes jo lige præcis, at det er rigtig vigtigt, at vi lægger nogle af de her beslutninger i internationale organer, for kun på den måde kan vi få en fælles løsning globalt. Der er så mange mennesker på flugt i dag, at det kan Danmark ikke klare alene. Vi er nødt til at samarbejde med andre lande om at finde ud af, hvordan vi håndterer flygtningekrisen. Og der er kvoteflygtningesystemet et rigtig, rigtig godt system, som lige præcis i lokalområderne screener, hvad det er for nogle flygtninge, man kan sende direkte til lande som f.eks. Danmark, som kan tage imod de her mennesker, så vi undgår, at de kaster sig ud i de flugtruter, hvilket jeg også håber at ordføreren for Dansk Folkeparti er enig i ikke er særlig hensigtsmæssigt.

Så jeg er helt klart af den opfattelse, at internationale systemer på det her område er helt afgørende, også for Danmark.

Næste spørger er hr. Marcus Knuth, Venstre.

Jeg synes helt ærligt, at det grænser til en direkte fornærmelse af de rigtig, rigtig mange danskere, der yder en enorm indsats – ofte med livet som indsats – i nærområderne at sige eller i hvert fald insinuere, at regeringen er ved at vende sig mod det internationale samarbejde.

Altså, vi har rigtig, rigtig mange gode folk fra vores Udenrigsministerium og fra forsvaret, der er i og omkring Irak, der er i og omkring Syrien, og som yder en banebrydende indsats – ikke bare ved, at Danmark støtter op omkring de mange internationale organisationer, der hjælper i området, men ved, at vi har danskere, der decideret personligt er engageret i den her indsats. Det gør jo altså, at Danmark er, hvis ikke det førende land i forhold til vores størrelse, et af de førende lande i verden i forhold til at hjælpe i nærområderne. Så at insinuere, at vi ikke vil hjælpe internationalt, synes jeg er en direkte fornærmelse.

Nu ved jeg ikke, om ordføreren lyttede til udenrigsministerens opsummering af de punkter, der soleklart viser, at hvis man ser på fakta, er vi i et af de lande i verden, der yder mest. Kan ordføreren bekræfte, at Danmark er et af de lande i verden, der yder mest i nærområderne?

Ordføreren.

Det, jeg gerne vil bekræfte, er, at jeg ikke har hørt et eneste af de mennesker, som hr. Marcus Knuth omtaler, altså de danskere, som yder en kæmpe indsats med at hjælpe i nærområderne, og som er derude i frontlinjen, bakke op om, at det er en god idé, at Danmark siger nej til kvoteflygtninge, snarere tværtimod, så har jeg hørt rigtig mange, der siger, at det er rigtig, rigtig vigtigt – også i den her tid, og særligt i den her tid – at bakke op om FN's kvoteflygtningesystem.

At Danmark så yder en rigtig stor indsats – stadig væk, heldigvis – er jeg fuldstændig enig med ordføreren om. Der er rigtig mange mennesker, der gør det rigtig godt, og vi yder også en stor økonomisk indsats. Men det her – og det er jo derfor, vi indkalder til den her forespørgselsdebat – er et meget, meget stort skridt at tage i den forkerte retning, fordi det signalerer, at man kan begynde at sige nej til kvoteflygtninge. Man kan begynde at sige nej til at tage kvoteflygtninge direkte op til lande som vores, og det er det, jeg synes er så problematisk ved den her beslutning.

Spørgeren.

Jamen jeg er glad for, at ordføreren i det mindste anerkender den kæmpeindsats, som rigtig, rigtig mange danskere yder på vegne af bl.a. det Folketing, som vi har her. Vil ordføreren så rette sig selv, når nu jeg siger, at det er forkert at sige, at regeringen er ved at vende sig mod den internationale indsats? Er ordføreren enig med mig i, at det simpelt hen er en lodret forkert formulering?

Ordføreren.

Nej, det vil jeg ikke indrømme, jeg synes jo snarere tværtimod. Jeg synes, at det er meget mærkeligt, at vi har en statsminister, der skriver under på New York-deklarationen om, at kvoteflygtningesystemet og genbosættelsesindsatsen skal styrkes, og så modtager vi ikke selv nogen kvoteflygtninge – det er da hykleri.

Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er, som om vi er på hver vores planet, at ordføreren er i én verden, og at vi andre er i en anden verden, og ordføreren snakker rigtig meget om, at det sender nogle dårlige signaler. Altså, hvad er vigtigst, de signaler, der bliver sendt, eller hvordan borgerne i Danmark har det? For kan ordføreren ikke anerkende, at det har nogle virkelig store konsekvenser, særlig økonomisk, men jo også kulturelt, for Danmark, når vi modtager så ufattelig mange flygtninge og asylansøgere til Danmark? Hvis vi så oven i det også skal have ekstra kvoteflygtninge, kan ordføreren ikke anerkende, at det faktisk har nogle rigtig store konsekvenser for de danske borgere?

Ordføreren.

Det, som den her debat går ud på, er lige præcis at holde de indenrigspolitiske konsekvenser op mod de udenrigspolitiske konsekvenser. Det, Danmark gør i øjeblikket, er at sige, at de indenrigspolitiske konsekvenser gør, at vi lukker af for et udenrigspolitisk samarbejde, som vi har haft i rigtig, rigtig mange år, og det mener jeg er meget problematisk. Og nej, jeg er ikke enig med ordføreren. Jeg mener godt, at Danmark kan holde til at tage de 500 kvoteflygtninge hvert år, som vi har taget i rigtig mange år, og jeg mener også, at vi har råd til at tage flere.

Spørgeren.

Det kunne Danmark meget vel også både have råd og overskud til, hvis det var, at vi ikke havde så mange andre flygtninge og asylansøgere, og det er jo derfor, man har valgt at sætte det hele på standby lige nu. Så synes jeg jo bare, det er oplagt at spørge: Hvor i alverden vil Alternativet finde alle de mange milliarder, det koster, til alle de flygtninge og asylansøgere og kvoteflygtninge, der skal komme ind? For der er tilsyneladende ikke nogen øvre grænse i ordførerens verden for, hvor mange der kan komme ind i Danmark.

Ordføreren.

Til det første spørgsmål om andre flygtninge, og hvis vi ikke modtager dem: Det er jo lige præcis det, der er med kvoteflygtningesystemet. Hvis man i virkeligheden helt globalt kunne blive enige om et kvoteflygtningesystem, så ville vi ikke have nogen spontane flygtninge i Danmark. Kvoteflygtninge er en måde at tage flygtninge til Danmark på, som er screenet fra det pågældende land af FN.

I forhold til finansieringen håber jeg, at ordføreren deltager i finanslovsdebatten på fredag. For jeg kan jo fortælle ordføreren, at Alternativet har fremlagt et fuldt finansieret finanslovsforslag, hvor vi siger ja til at modtage kvoteflygtninge og mere end 500, som er fuldt finansieret. Så ja, det handler fuldstændig om, hvordan man prioriterer midlerne her i Danmark.

Med det siger vi tak til ordføreren for forespørgerne. Så tager vi hul på ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Da jeg blev født, havde 1 pct. af befolkningen en ikkevestlig baggrund ligesom min far, og sidste år blev 22 pct. af alle børn her i landet født af kvinder, der er indvandrere eller er efterkommere af forældre fra ikkevestlige lande. Befolkningen ændrer sig altså, og det går forholdsvis stærkt. Medborgere med rødder i Congo, Syrien eller Somalia er hverken værre eller bedre mennesker end alle os andre, men som lovgivere har vi et ansvar for at vurdere de samlede konsekvenser for samfundet af den her ændring i befolkningssammensætningen, og her kan vi ikke tillade os at fortabe os i vores flinke nabo, der læser jura, eller den hårdtarbejdende grønthandler nede på hjørnet.

Vi kan ikke være ligeglad med statistikker over beskæftigelsesfrekvens, udgifter til forsørgelse, træk på sundhedsvæsenet, kriminalitetsstatistikker, anbringelsessager og diskrimination. Vi skal være i stand til at sikre praktiserende læger til alle og en ordentlig modtagelse i vores skoler. Vi skal sikre danskundervisning, at der er boliger, et foreningsliv med overskud til at modtage familierne og alt, hvad der ellers kræves for at omplante en familie til det danske samfund. Alt det må vi nok erkende at vi har undervurderet. Det er Socialdemokratiets opfattelse, at vi i mange år har uddelt for mange nye opholdstilladelser, og at det har slidt på solidariteten. Vi er derfor glade for, at der er en stigende politisk opmærksomhed på, at samfundets kapacitet ikke er uendelig. Vi skal kunne følge med. Vi skal løse flere problemer, end vi skaber, for ellers skaber vi bare flere kultursammenstød, flere udsatte boligområder, større økonomiske udfordringer og får flere børn, der vokser op i Danmark uden den nødvendige hjælp.

Så til den mere konkrete diskussion om kvoteflygtninge. Socialdemokratiet har den grundlæggende holdning, at Danmark skal modtage kvoteflygtninge. Derfor er vi også glade for, at der fortsat budgetteres med modtagelse af kvoteflygtninge. Vores holdning er, at Danmark som udgangspunkt skal genbosætte 500 kvoteflygtninge om året. Baggrunden for, at Socialdemokratiet alligevel støtter det midlertidige stop for modtagelse af kvoteflygtninge, er, at Danmark i de seneste år har taget imod et ekstraordinært stort antal spontane asylansøgere og heraf følgende familiesammenføringer. Alene i de sidste 3 år er der kommet næsten 30.000 asylansøgere til Danmark, og i de næste 3 år kan vi forvente over 10.000 familiesammenføringer.

Med den seneste lovændring vil det konkrete antal blive fastsat efter en vurdering af den øvrige asyltilstrømning, familiesammenføringerne og af, hvordan det går med integrationen mere generelt. Det skaber en fornuftig sammenhæng mellem samfundets kapacitet og vores humanitære forpligtelser. For Socialdemokratiet er begge hensyn vigtige.

Det vil desuden være fornuftigt, hvis den her vurdering af kvoten ikke kun skal fastsættes snævert af regeringen, men skal ske efter forudgående drøftelse med Kommunernes Landsforening, som sidder med størstedelen af integrationsansvaret i praksis. Endelig vil det efter vores mening være fornuftigt, at den lille gruppe af de svageste flygtninge – dem med behandlingskrævende sygdomme – altid kan modtages af Danmark. Her må der kunne findes en løsning, som ikke nødvendigvis skal være den samme, som gælder for den store gruppe af kvoteflygtninge.

Vi har forfattet et forslag til vedtagelse, som jeg gerne vil læse op på vegne af Socialdemokratiet, og det er identisk med det forslag til vedtagelse, som senere vil blive fremsat af regeringspartierne, men dog med en lille tilføjelse til sidst om at modtage twenty or more-flygtninge, altså dem med behandlingskrævende sygdomme. Den lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark har en lang tradition for at påtage sig et medansvar for nogle af verdens flygtninge ved bl.a. at modtage kvoteflygtninge, men at antallet af asylansøgere de senere år har stillet det danske samfund over for en række udfordringer, der har medført, at regeringen har suspenderet modtagelsen af kvoteflygtninge.

Folketinget konstaterer endvidere, at der er bredt flertal bag lovforslaget om en ny ordning for kvoteflygtninge.

Folketinget konstaterer herudover, at regeringen har tilkendegivet, at Danmark fortsat skal genbosætte flygtninge og dermed også fremadrettet støtte den globale genbosætningsindsats for en del af verdens flygtninge.

Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at søge at nedbringe antallet af spontane asylansøgere, der kommer til Danmark, og integrere de mange, der allerede er kommet hertil, med henblik på at Danmark igen kan genbosætte kvoteflygtninge.

Folketinget opfordrer regeringen til fra 2018 at genoptage modtagelsen af de særlig behandlingskrævende kvoteflygtninge – de såkaldte twenty or more.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 15).

Også dette forslag indgår i forhandlingerne.

Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg har to spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører. For det første er der de her cirka 20 kvoteflygtninge årligt, som vi i en lang årrække har taget, de såkaldte twenty or more, der er særlig behandlingskrævende, og som Socialdemokratiet altså mener at vi fortsat skal tage. Det vil sige, at vi ifølge Socialdemokratiet ikke bare skal tage 0 kvoteflygtninge om året, men at vi skal tage cirka 20 kvoteflygtninge om året, nemlig særlig behandlingskrævende kvoteflygtninge. Mit spørgsmål er, om Socialdemokratiet vil være med til at fremsætte et beslutningsforslag her i salen om, at Danmark fortsat og altså hvert eneste år skal tage de såkaldte twenty or more.

Det andet spørgsmål er: Det er jo totalt uklart for alle og enhver, hvornår Danmark igen ifølge regeringspartierne skal begynde at tage kvoteflygtninge. Det er også uklart for mig, hvornår Socialdemokratiet mener at Danmark er klar til igen at tage imod kvoteflygtninge. Har Socialdemokratiet diskuteret, hvad der skal til, for at Danmark igen kan tage kvoteflygtninge, og hvad er man kommet frem til? Altså, hvornår mener Socialdemokratiet helt konkret at Danmark igen vil være i stand til at give beskyttelse til cirka 500 kvoteflygtninge årligt?

Ordføreren.

Tak. Til det første spørgsmål vil jeg sige, at det ikke er vores holdning, at Danmark skal tage 20 kvoteflygtninge. Vores holdning og vores udgangspunkt er, at vi skal tage 500, ligesom vi har gjort det i mange år. Vi har støttet et midlertidigt stop, og mens det midlertidige stop er der, synes vi så, at vi skal tage imod de 20-30 stykker, der er kommet hertil på den her særlige twenty or more-ordning. Hvis der viser sig et flertal i Folketinget – det kan jeg så ikke lige få øje på, men hvis der gør det – som gerne vil støtte, at Danmark skal tage imod de her 20-30, altså twenty or more, med særlig behandlingskrævende sygdomme, så vil vi meget gerne være med til at vedtage det. Men jeg kan bare ikke lige få øje på det flertal.

På det andet spørgsmål om, hvorvidt vi har diskuteret, hvornår vi helt konkret kan modtage dem, er svaret: Nej, det har vi ikke. Altså, vi har ikke nogen fast formel, som vi kan putte en masse faste kriterier ind i og så trykke på knappen, og så står der, hvornår vi kan tage hvor mange kvoteflygtninge. Men vi synes egentlig, at det lovforslag, der ligger, og som lægger op til, at 500 er udgangspunktet, men at man ud fra det både kan skrue op og ned, hvis der kommer nogle særlige omstændigheder, lyder meget fornuftigt.

Spørgeren vil åbenbart godt lige stille et nyt spørgsmål.

Det er jo let nok at sige, at man synes, at udgangspunktet skal være, at Danmark tager imod kvoteflygtninge, men bare ikke lige nu. Det er især let, hvis man så ikke vil svare på, hvad der skal til, for at Danmark igen kan give beskyttelse til kvoteflygtninge. Og jeg kan forstå, at det har Socialdemokratiet ikke diskuteret. Man er i hvert fald ikke kommet frem til noget svar på, hvad der skal til, for at Danmark kan give beskyttelse til kvoteflygtninge. Så må jeg jo spørge til ordførerens holdning. Kan ordføreren løfte sløret for, hvad der skal til, for at Danmark igen kan give beskyttelse til kvoteflygtninge? Ordføreren og Socialdemokratiet er jo kommet frem til, at på nuværende tidspunkt kan Danmark ikke give beskyttelse til kvoteflygtninge. Så må ordføreren og Socialdemokratiet jo også have en eller anden idé om, hvad det er, der skal til, for at Danmark igen kan gøre det, som Anker Jørgensen startede i 1979, nemlig fast at tage imod kvoteflygtninge.

Ordføreren.

Til det sidste vil jeg sige, at Enhedslistens ordfører spurgte, om vi var kommet frem til, hvad der helt konkret skulle ligge til grund for, at vi kunne modtage kvoteflygtninge. På det vil jeg svare: Nej, det er vi ikke kommet frem til helt konkret. Men vi ved da godt, hvad det er for nogle kriterier, der skal vejes op imod hinanden. Et af dem er jo, hvor stor den spontane asylstrøm er. Et andet er, hvor mange familiesammenføringer der er, og et tredje er, hvordan det går med integrationen. Men det behøver ordføreren jo ikke spørge mig om. Det kan ordføreren læse ud af det lovforslag, vi skal tredjebehandle i morgen.

Så siger spørgeren, at det er let nok at stå og sige det, jeg sagde. Næh, det synes jeg da ikke. Altså, det er da ikke let nok. Det er da en udfordring for det danske samfund at modtage flygtninge. Vi kommer i år til at tage omkring 10.000 flygtninge og familiesammenførte, og Enhedslisten kan selvfølgelig godt mene, at det skal være 10.500, og at det da er let nok. Men jeg tror, at hvis du kigger ud i det danske samfund, vil du se, at det ikke bare er let nok at modtage en masse mennesker. Det giver en masse udfordringer for det danske velfærdssamfund, for den kulturelle sammenhængskraft og for vores økonomi. Jeg synes, at det påhviler os alle sammen herinde at turde prioritere, og det indbefatter også at turde anerkende, at antallet har en betydning, og at der ikke bare kan være åbne sluser, men at vi er nødt til at kunne regulere tilstrømningen til vores samfund.

Tak. Der bliver rig lejlighed til at komme af med alle synspunkter også inden for den tid, der er afsat. Så er det hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil begynde med at rose ordføreren for vores gode samarbejde. Vi kom jo næsten i hus med en tekst til et forslag til vedtagelse, som vi kunne enes om, men også kun næsten. Socialdemokratiet valgte en lidt mere lempelig udgave, men fred være med det.

Det, der bekymrer mig mere i forhold til vores fremtidige samarbejde med Socialdemokratiet, er, at ja, vi har et godt samarbejde med ledelsen, men der er jo ikke nogen kæde, der er stærkere end det svageste led. Nu kunne jeg så for lidt siden læse i nyhederne, at der åbenbart er fire socialdemokrater, Mette Gjerskov, Yildiz Akdogan, Daniel Toft Jakobsen og Kirsten Brosbøl, som ikke vil stemme for kvoteloven, når den bliver tredjebehandlet i morgen. Det bekymrer mig lidt, fordi så begynder man at tænke: Hvad er det egentlig for et Socialdemokrati, vi samarbejder med? Er det et splittet Socialdemokrati? Hvordan skal vores fremtidige samarbejde være, hvis man ikke ved, hvad det egentlig er for et parti, vi taler med? Er det her et kursskifte, altså at fremover er socialdemokrater generelt fritstillede, når det kommer til udlændingespørgsmål i afstemninger?

Ordføreren.

For det første vil jeg sige, at det ikke er noget kursskifte. Socialdemokratiet har i lang tid ment, at det var fornuftigt, at vi havde et midlertidigt stop for kvoteflygtninge, men vi har også sagt i lang tid, at vi synes, at den her særlige gruppe med behandlingskrævende sygdomme burde vi finde en løsning på. Vi har også rejst det over for regeringen, og vi har så ikke kunnet blive enige om det. Så på den måde er det ikke noget stort kursskifte.

Til det andet, om det er et splittet Socialdemokrati, vil jeg sige: Nej, det er det ikke. Vi stemmer sammen om det her lovforslag. Der er ikke nogen, der stemmer imod det lovforslag, der skal vedtages i morgen. Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi har diskussioner om de her ting i Socialdemokratiet, ligesom jeg ved, at man i Venstre også kan have diskussioner, men også på et tidspunkt må drage en konklusion og træffe en beslutning.

Så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det. I dagens Berlingske kan man læse, at Socialdemokratiet overordnet set deler tankerne om, at man fremover skal kunne søge asyl i lejre i flygtningenes nærområder og dermed vil færre sætte deres liv på spil for at kæmpe sig til Europa og søge asyl. Og så er hr. Mattias Tesfaye citeret for at sige:

»Vi er nødt til at indrette et system, hvor man får beskyttelse i nærområderne, og dem, der så kommer til Europa, kommer igennem FN's kvoteprogrammer og bliver udvalgt efter nogle kriterier, som vi har besluttet. Fjerde.«

Hvordan hænger det citat sammen med, at hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiets ordfører, står på talerstolen i dag og er enig i, at man skal lave det her stop for kvoteflygtninge, og at Socialdemokratiet også har tænkt sig at stemme for det lovforslag, der er i morgen, om, at man skal kunne lave et stop for kvoteflygtninge?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det synes jeg hænger godt sammen. Jeg synes, at jeg i min tale redegjorde meget godt for, at vi mener, at der er en sammenhæng mellem samfundets kapacitet til på den ene side at modtage folk og så vores humanitære forpligtelser på den anden side. Det er klart, at jo flere, der kommer til Europa og til Danmark og søger asyl gennem en spontan asylansøgning, jo færre kan vi tage igennem genbosætningsprogrammer.

Det synes jeg er fuldstændig indlysende og logisk, og i nogle år, hvor der har været for mange, der er kommet hertil spontant, har vi været nødt til at lukke ned for det andet. Det er det, vi har sagt i lang tid, og jeg synes, at der er en indlysende sammenhæng i det. Det er klart, at hvis vi ender i en situation, hvor vi kan få stoppet for den spontane asylansøgning, synes vi jo ikke, at Danmark skal modtage nul kvoteflygtninge. Så synes vi jo, at det skal være den måde, man kan komme til Europa på. Det synes jeg da er en smuk og en human og en ordentlig mission for det danske samfund. Jeg synes faktisk, at det er det eksisterende asylsystem, som burde få os til at græmme os og skamme os over den måde, Europa har indrettet asylpolitikken på, nemlig at asylansøgerne er dem, der har penge til at betale menneskesmuglerne, og dem, der har kræfter og ressourcer til at begive sig over Middelhavet. Mange af dem har ikke noget beskyttelsesbehov og ender, selv om de egentlig får afvist deres asylansøgning, stadig væk med at være i Europa. Vi bruger masser af penge på dem, selv om der er masser af andre mennesker, der har brug for de ressourcer, vi har på vores kontinent. Så jeg synes, at det hænger meget godt sammen.

Spørgeren.

Det synes jeg så ikke det gør, for vi har jo et meget, meget lille antal spontane flygtninge, der kommer til Danmark p.t. Jeg kan så forstå, at ordføreren hæfter det op på sådan et eller andet om, at alle skal være fuldt integreret. Så spørger jeg: Er det det samme som at sige, at vi aldrig mere skal kunne tage kvoteflygtninge? Det tror jeg ikke at Socialdemokratiets ordfører vil sige.

Men hvad skal der til? Hvad skal der reelt til, for at Socialdemokraterne faktisk udlever de tanker, som ordføreren, hr. Mattias Tesfaye, er citeret for at sige i dag i Berlingske? Ellers er det jo bare et bluffnummer at sige, at vi gerne vil tage imod kvoteflygtninge. Mit spørgsmål er: Om hvor mange år?

Ordføreren.

For det første vil jeg sige, at jeg ikke synes, det er et bluffnummer. Det er en politisk vision, som jeg tror der er behov for, hvis Europas asylpolitik skal vendes på hovedet, og det trænger den i den grad til.

Så siger Alternativets ordfører, at Socialdemokratiet mener, at alle skal være fuldt integreret. Det har jeg ikke på noget tidspunkt sagt. Jeg har sagt, at den spontane asylstrøm, familiesammenføringerne og hvordan det i det hele taget går med integrationen, må være de kriterier, der ligger til grund for, hvordan vi indretter kvoteflygtningesystemet. Det er det, forespørgslen handler om, og det bakker vi op om.

Så siger Alternativets ordfører, at vi ikke har taget mange spontane asylansøgere. Det synes jeg er helt, helt forkert. Vi har taget rigtig mange – rigtig mange. Man kan ikke bare kigge på det enkelte år. Det danske samfunds evne til at modtage folk og integrere folk er jo ikke noget, der svinger fra år til år. Det afhænger jo af, hvor mange vi har taget de sidste 5, 10, 15, 20 år. Derfor mener jeg ikke, at man bare kan sige, at der er kommet få i 2017, og så er alle problemer løst – desværre.

Den næste spørger er fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Ordføreren siger, at udgangspunktet for Socialdemokratiet er de her 500 kvoteflygtninge om året, og at det er det, man synes er et godt udgangspunkt. Nu kan jeg så forstå, at Socialdemokratiet har tænkt sig at støtte op om L 80 i morgen, når det skal tredjebehandles. Anerkender ordføreren så, at når man vedtager det, vil det være op til den til enhver tid siddende minister at bestemme, hvor mange kvoteflygtninge der skal ind, og at grænsen så måske pludselig bliver hævet fra 500 til 10.000?

Ordføreren.

Som jeg har forstået lovforslaget og særlig de svar, der er kommet på nogle spørgsmål i forbindelse med lovforslaget, så er det også den nuværende regerings udgangspunkt, at man vil budgettere med 500 kvoteflygtninge. Og jeg vil i hvert fald gerne sige fra vores partis side, at det bliver vores udgangspunkt, hvis vi på et tidspunkt sidder i regering, at det ikke vil være 10.000, det vil heller ikke være 0. Det vil være 500.

Så er det hr. Holger K. Nielsen, SF.

Jeg er sådan set enig med den socialdemokratiske ordfører i, at det er værd at diskutere den europæiske flygtningepolitik, og at det bør man også gøre på en ny måde, så det ikke bliver sådan, som det er i øjeblikket, hvor det er dem, der har penge, der får chancen. Men behøver det hænge sammen med, at man skal sige nej til de her 500 kvoteflygtninge, som vi modtager i øjeblikket? Det er den sammenhæng, jeg synes ikke nødvendigvis behøver være der.

Jeg taler med mange socialdemokrater, også mange på min egen alder eller lidt ældre, og jeg kan garantere for, at er der en ting, de alle sammen er uenige i, så er det den her beslutning fra Socialdemokratiets side. Jeg har stort set ikke mødt en eneste socialdemokrat, som synes, det er en god idé. Hvorfor ikke? Fordi det ligger dybt i den socialdemokratiske politik, at vi skal have den her internationale solidaritet.

For det handler om international solidaritet. Det handler om respekt for FN, og det, at man fjerner sig fra det, er så langt fra, hvad der har været traditionen i den socialdemokratiske flygtningepolitik. Det er derfor, jeg ikke forstår, at 500 kvoteflygtninge, som man ikke vil tage imod, skal få den konsekvens, at Socialdemokratiet på den måde helt melder sig ud – for det er realiteten – af den internationale solidaritet.

Ordføreren.

Tak, og tak for analysen af det socialdemokratiske bagland. Jeg vil sige, at jeg selv bruger en del tid på at rejse rundt til medlemsmøder i vores parti. Det er et bredt parti, der spænder vidt, og jeg oplever som regel, at der både er folk, der står på den ene side af folketingsgruppen og kræver, at der bliver trukket endnu hårdere i håndbremsen, og nogle, der står på den anden side. Så jeg føler egentlig, at jeg står meget godt midt i mainstream af, hvad flertallet i vores parti mener.

Om den internationale solidaritet vil jeg sige, at måske bortset for årene 1945, 1946 og 1947 har jeg svært ved at forestille mig nogen tid i danmarkshistorien, hvor vi har hjulpet flere og mere, end vi har gjort de sidste par år. Jeg kan ikke komme i tanker om det. Vi har brugt rekordmange penge på humanitær bistand i nærområderne. Vi har modtaget rekordmange flygtninge hertil på forholdsvis få år. Jeg synes ikke, det danske samfund har noget at skamme sig over, og jeg synes nogle gange, når man lytter til partierne til venstre for Socialdemokratiet, at der bliver pisket en stemning op, som om danskerne skal krybe langs panelerne. Det synes jeg faktisk ikke vi burde gøre. Jeg kan ikke komme i tanker om noget tidspunkt, hvor det danske samfund har hjulpet så mange, som vi har gjort de sidste par år.

Holger K. Nielsen.

Nej, nej, vi skal da ikke skamme os, det er der jo ingen der siger. Det er ikke det, det her handler om. Det handler om at få nogle løsninger på det enorme flygtningeproblem. Hvis man har været i flygtningelejre i nærområderne, ved man, hvad det er for udfordringer, meget fattigere lande står over for. Det betyder jo ikke, at jeg hermed siger, at vi skal gøre det samme, som man gør i Jordan og i Kenya osv. Det er ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at vi er nødt til at se det her relativt, også i forhold til hvad der sker andre steder i verden.

Det er derfor, den her internationale solidaritet gennem FN-systemet er så fantastisk vigtig og har været en fuldstændig fast integreret del af den socialdemokratiske politik. Og det er derfor, jeg synes, at Mattias Tesfaye måske godt kunne reflektere lidt mere systematisk over – det ved jeg han kan; han kan reflektere, det ved jeg – om det her nu også er klogt i forhold til flygtningepolitikken.

Ordføreren.

Jeg vil starte med at sige, at FN's kvoteflygtningesystem fortsat er en fuldstændig integreret del af den socialdemokratiske politik. Og vores vision er egentlig at komme hen til en situation, hvor det kan fylde noget mere. Men jeg tror også, det er vigtigt at få sagt, at hver gang der er en person, der står på dansk jord og siger asyl, så koster det omkring 200.000 kr. Og hver gang vi bruger 100 kr. på vedkommende, bruger vi, som situationen i Vesten er lige nu, 1 kr. på flygtninge, der opholder sig i nærområderne.

Jeg synes også, det bør være de venstreorienteredes opgave at stille sig selv det kætterske spørgsmål: Er vi virkelig sikre på, at det er de flygtninge, der ankommer til Europa, der skal afgøre, hvorvidt Socialdemokratiet eller resten af Folketingets partier lever op til den internationale solidaritet?

Jeg mener faktisk, at det, at det i de sidste par år er lykkedes os at nedbringe den spontane asylstrøm, og at vi så til gengæld har skruet op for den humanitære bistand, i virkeligheden er langt mere solidarisk. Flugter det ikke langt mere med arbejderbevægelsens internationale solidaritet og de historier, der ligger i den? Det mener jeg faktisk det gør.

Næste spørger er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg kan forstå, at ordføreren mener, at ordningen med kvoteflygtninge er fin nok; Danmark skal bare ikke løse sin del af opgaven og tage 500, som vi ellers har taget i årevis.

Så spørger jeg ordføreren: Er det så godt eller skidt for kvoteordningen som sådan, at Danmark på ubestemt tid siger nej til at tage de 500, vi plejer at tage imod? Man kan også spørge på en anden måde: Vil det være godt eller skidt, hvis flere lande gør ligesom Danmark?

Ordføreren.

Jeg vil godt lige anholde, at Danmark har truffet en beslutning på ubestemt tid. Der er truffet en konkret beslutning i to konkrete år, som vi har bakket op om. Er det så godt eller skidt for FN's kvoteflygtningeprogram med den beslutning? Det har selvfølgelig været skidt. Det ville jo være helt idiotisk at påstå, at det har været godt for det program. Det er også derfor, jeg mener, at vi bør arbejde os hen imod en situation, hvor kvoteflygtningeprogrammet kommer til at fylde noget mere, og hvor den naturlige måde som flygtning at bosætte sig på i Europa, bliver som kvoteflygtning og ikke gennem den spontane asylstrøm. Der kunne jeg godt nogle gange savne Enhedslisten i diskussionen og i opbakningen til den politik, der ville være i stand til at begrænse den asylstrøm, for jeg synes nogle gange, når jeg diskuterer det her med Enhedslisten, at partiet på den ene side ikke ønsker at være med til at vedtage lovgivning, der begrænser den spontane asylstrøm, men på den anden side ønsker – må jeg så forstå på det forslag til vedtagelse, der er læst op – endnu flere kvoteflygtninge. Det er det, jeg mener er uansvarligt og i sidste ende ikke noget, der kan være særlig gennemtænkt.

Hr. Finn Sørensen.

Det får ordføreren jo lejlighed til at diskutere med vores ordfører, når hun kommer på talerstolen. Jeg tror bare, vi lige skal skære ud i pap, at Enhedslisten såmænd bare ønsker at fortsætte med at gøre det, vi altid har gjort på det her område i forhold til at tage de 500, vi har forpligtet os til. Men tak for ordførerens erkendelse af, at det er skidt for kvoteflygtningeordningen, at Danmark gør, som vi gør.

Så siger ordføreren, at det ikke er på ubestemt tid. Kan ordføreren så ikke hjælpe mig ud af det store spørgsmålstegn, jeg befinder mig i, for ordføreren blev for ikke så længe siden spurgt om, hvornår vi så kan sige vi lever op til vores forpligtelse. Det vil ordføreren jo ikke svare på. Så kunne jeg spørge på en anden måde ud fra ordførerens tale om, at det åbenbart bliver hængt op på antallet af indvandrere og flygtninge: Hvor mange færre indvandrere med ikkevestlig baggrund skal der være i Danmark, hvor mange færre flygtninge skal der være i Danmark, før vi kan leve op til et beskedent krav om at tage 500 kvoteflygtninge om året?

Ordføreren.

Hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten spørger om hvornår. Til det vil jeg sige, at sådan som lovforslaget er skruet sammen nu, er det en beslutning, der skal træffes hver sommer af den til enhver tid siddende minister, og den beslutning, der er truffet den her sommer af den nuværende udlændingeminister, har vi bakket op om. Til næste sommer er det forhåbentlig en anden udlændingeminister, og hvis det er en socialdemokrat, vil vores udgangspunkt være 500 til næste sommer.

Men når jeg siger, at det er som udgangspunkt, er det jo, fordi vi endnu ikke ved, hvordan det ser ud med de kriterier, vi tillægger værdi. Vi ved, at de næste 3 år vil der komme 10.000 familiesammenføringer, og det trækker i hvert fald ned i den ene vægtskål, men til gengæld er det, der ligger i den anden vægtskål, at den spontane asylstrøm er bremset gevaldig op i løbet af de sidste 2-3 år. Så der er noget, der taler for, og der er noget andet, der taler imod, og det vil jo være op til den minister, der sidder som minister på området til sommer, at træffe en beslutning.

Næste spørger er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Jeg vil egentlig gerne bede ordføreren blive lidt konkret på noget, Socialdemokraterne har sagt flere gange om det her forslag om stop for kvoteflygtninge. Socialdemokraterne har flere gange sagt, at de støtter regeringens lovforslag, under henvisning til at vi har »brug for et pusterum«, at vi skal kunne »følge med« og den slags formuleringer. Jeg kunne egentlig godt bare tænke mig at spørge ind til, hvad det lige præcis er, problemet er. Altså helt konkret: Hvad er det, der går galt i Danmark lige nu, og som de her 500 kvoteflygtninge er årsag til? Og hvad er det, man med et stop for kvoteflygtningeordningen kan løse af problemer ude i samfundet?

Når jeg kigger ud ad vinduet, kan jeg ikke se de store problemer, og vi hører kommunerne, som i dag huser, tager imod kvoteflygtninge, sige: Vi har ikke nogen problemer. Så kan ordføreren ikke fortælle helt konkret, hvad det lige præcis er for nogle problemer, som vi har brug for et pusterum fra?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at det er nogle forskellige vinduer, vi kigger ud ad, for når jeg kigger ud på det danske samfund og konstaterer, at tredjegenerationsindvandrere ikke klarer sig bedre i skolen end andengenerationsindvandrere, så får det alarmklokkerne til at ringe i mit hoved. De otte kommuner, der har flest tredjegenerationsindvandrere, er de otte kommuner, der ligger på den københavnske vestegn, hvor jeg selv er valgt. Hvis jeg stadig væk kan møde børn på 3-4 år på legepladsen – som jeg ved er født i Danmark, og det er deres forældre også, og deres bedsteforældre er indvandret hertil i 1960'erne – der ikke er i stand til at gennemføre en samtale med min søn på 4 år, så bliver jeg da skræmt.

Det er et udtryk for, desværre, at vi skaber flere integrationsproblemer, end vi løser, i det her samfund. Når vi går rundt om juletræet på søndag, er der flere integrationsudfordringer i det her samfund, end der var, da vi gik rundt om juletræet sidste år. Derfor mener jeg, at der er brug for et – og nu er det ministerens ord – pusterum. Jeg mener, der er brug for i en årrække at løse flere problemer, end vi skaber.

Lige nu kan vi ikke engang betale renterne på gælden, og derfor vokser gælden hvert år. Vi skal ind i en situation, hvor vi kan betale renterne og en del af gælden, og det kræver, at vi holder tilstrømningen nede og får forbedret integrationen. Begge elementer er vi nødt til at tage alvorligt, og det med kvoteflygtninge handler om det første.

Det ville være dejligt, hvis man trykkede sig ind, hvis man ønsker ordet igen. ( Carolina Magdalene Maier (ALT): Nåh, det glemte jeg, undskyld). Ja. Værsgo.

Det vil sige, at jeg skal forstå, at det, at der er udfordringer med anden- og tredjegenerationsindvandrere, som læser dårligere og klarer sig dårligere i skolen end etnisk danske børn, er kvoteflygtningenes skyld, eller hvad? Altså, kan ordføreren dokumentere, at de her indvandrere, der læser dårligere og klarer sig dårligere i skolen, er kvoteflygtninge, og vil ordføreren i givet fald fremlægge den dokumentation for os andre?

Ordføreren.

Først og fremmest er skyld et moralsk begreb, ikke? Vi er politikere. Jeg er ikke ude på at klistre mærkater i panden på nogen og sige: Det er din skyld, at der er noget, der går godt eller dårligt i det danske samfund. Men jeg mener, det er fuldstændig uomtvisteligt, at de mennesker, som er indvandret – uanset om folk er kommet hertil som indvandrere eller som flygtninge – fra det, som Danmarks Statistik kategoriserer som ikkevestlige lande, er de mennesker, der har sværest ved at falde på plads i det danske samfund.

Jeg mener, det er fuldstændig naivt at forestille sig, at vi kan opretholde den eksisterende indvandring til det danske samfund, uden at det vil få voldsomme konsekvenser, særlig for de mennesker i Danmark med de korteste uddannelser og de laveste lønninger, som har børn, som går i de her skoler og vokser op i de her boligområder. Det kan godt være, at man i nogle andre dele af det danske samfund ikke rigtig kan få øje på det her, men hvis man kigger ud ad vinduet på vestegnen, ser man, at det er virkeligheden. Det har jeg tænkt mig at tage seriøst, og det er også Socialdemokratiets udgangspunkt.

Så siger vi tak til hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet, og går videre til hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Når man sådan hører debatten om FN's kvoteflygtninge, som den er blevet ført på den yderste venstrefløj her i dag – og her tænker jeg også på Alternativet – så lyder det, som om hele FN-systemet er ved at rasle fra hinanden, hvis vi i Danmark et år eller to eller tre tillader os at sige nej til 500 kvoteflygtninge, som vi normalt tager. Jeg synes simpelt hen, det er det rene nonsens, og jeg synes, at den her debat har været meget, meget usaglig.

Forespørgselsdebatten i dag tager udgangspunkt i, at ministeren som følge af den flygtninge- og migrantkrise, som kulminerede i 2015 med over 20.000 flygtninge og migranter, valgte at suspendere FN's kvoteordning rent midlertidigt. Efterfølgende har ministeren så forsøgt at få lovhjemmel til sin beslutning ved at lave en nyordning, der gør, at det er den til enhver tid siddende minister, der beslutter sig for, hvor mange eller hvor få kvoteflygtninge Danmark skal modtage årligt. Debatten rejser tre spørgsmål.

Det første er, hvorvidt vi i Folketinget kan beslutte os til at sige nej til at modtage kvoteflygtninge. Kan vi tillade os at sige nej? Det andet spørgsmål er, om ministerens foreslåede ordning er et fremskridt. Det tredje spørgsmål er en væsentlighedsbetragtning. Hvad er mest væsentligt og formålstjenligt: at diskutere kvoteordningen eller at få løst de massive udfordringer, som vi har med spontanflygtninge og immigranter?

Svaret på det første spørgsmål er selvfølgelig, at vi i Danmark selv bestemmer, hvor mange eller hvor få flygtninge vi vil modtage. Sådan er det nemlig med et folkestyre: Man overlader de væsentlige beslutninger og spørgsmål, inklusive flygtninge- og migrantpolitikken, til folket. Folketinget er repræsentativt for folket, og derfor er det også i sidste ende Folketinget, der bestemmer, hvor mange flygtninge landet kan tage imod. Det, som er diskussionen her i dag, hvor den yderste venstrefløj indtager ét synspunkt, og vi i Dansk Folkeparti indtager et andet, er, om vi selv kan bestemme indvandringen, eller om det er på EU-plan og FN-plan, al beslutningskompetence skal ligge. Det siger vi nej til. Jeg vil også sige, at det, som slet ikke spiller en rolle i dag, og som aldrig spiller en rolle på den yderste venstrefløj, er hensynet til fædrelandet, hensynet til danskerne. Aldrig nogen sinde spiller det nogen rolle, fordi det ikke interesserer en; det er sådan et lille tåbeligt, pjattet indenrigspolitisk anliggende, hvis man skal tro Alternativets ordførers ord. Det er helt legitimt, at kvoteordningen kan suspenderes, hvis et flertal i Folketinget er for det.

Det andet spørgsmål er så, hvorvidt den af ministeren foreslåede nyordning, hvor ministeren selv bestemmer, hvor mange eller hvor få kvoteflygtninge vi skal modtage, er et fremskridt. Det må vi sige at detsiger vi nej til; det er ikke noget fremskridt. Det er formålstjenligt, at denne beslutning ligger i Folketinget. Det har vi argumenteret for her i salen, og der er vi så uenige med regeringen.

Det tredje spørgsmål er så, hvad der aktuelt er det mest væsentlige og påtrængende: at diskutere kvoteordningen eller at få løst problemet med spontanflygtninge og migrantstrømmen, der går i en stadig strøm mod Danmark og Europa. Her ligger vægten selvfølgelig på det sidste for os. Vi mener simpelt hen – ligesom Socialdemokratiets ordfører også var oppe at sige – at der skal laves en nyordning, hvor man begynder at hjælpe i nærområderne og så får lukket af ved grænserne. Jeg er sådan set mere af det synspunkt, at det ikke er kvoteordningen, der i sig selv er problemet, men når der nu er kommet så mange mennesker til Danmark, og når det nu lykkes så dårligt med at løse integrationsproblemerne, så bliver vi da nødt til at gøre noget, hvis vi ellers vil opføre os ansvarligt.

Vi har i Danmark en selvdestruktiv lovgivning på flygtningeområdet, der gør, at personer, når de først er kommet til Danmark, har fået asyl, ja, at de stort set næsten aldrig bliver sendt hjem til deres fædreland, men med tiden modtager permanent opholdstilladelse og til sidst statsborgerskab. Tænk på de irakere, der kom hertil som følge af Irakkrigen i 2003. I løbet af de sidste år har langt flertallet af de mennesker fået statsborgerskab. Og hvorfor egentlig?

Hvorfor skal de ikke tilbage og hjælpe med at bygge deres land op? Hvornår er det blevet en straf at tage tilbage til sit eget fædreland? Ja, jeg spørger bare. Men sådan som lovgivningen er bygget op nu, og sådan som mentaliteten er, må vi påregne, at de ca. 20.000 syrere plus familiesammenførte, som vi ikke engang ved hvor mange kommer til at være, i 2026 eller deromkring vil få statsborgerskab. Det er et ødelæggende system for Danmark, som vi har fået indrettet, og hvis vi fortsætter, vil Danmark kulturelt og demografisk blive transformeret til ukendelighed i løbet af de næste 50 år, og så tror jeg ikke, at der er meget tilbage af det Danmark, som vi kender i dag.

Vi mener, at man bør lægge kræfterne i at få stoppet tilstrømningen af spontanflygtninge og immigranter, som for alles vedkommende har haft penge nok til at betale menneskesmuglere og krydse adskillige landegrænser med sikre lande imellem for at nå til Danmark. Den trafik skal selvfølgelig stoppes.

Hertil kommer, at det må være en klar og uomgængelig forudsætning, at flygtninge, der er kommet og kommer til Danmark, skal sendes hjem til deres eget land og hjælpe med at bygge det op igen. Hvornår har det været en straf at blive sendt tilbage til sit eget land? Det vil sige, at flygtninge er her på midlertidigt ophold, hvor hjemsendelse hele tiden er formålet.

Vi har efterlyst et paradigmeskifte – et virkeligt paradigmeskifte – og et nybrud i flygtninge- og migrantpolitikken, og det er så det, vi sidder og forhandler med regeringen om nu. Det er kompliceret stof, men det skal lykkes. Tak for ordet.

Jeg har et forslag til vedtagelse fra Dansk Folkeparti, som jeg gerne vil læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark har modtaget titusindvis af asylansøgere gennem de seneste årtier, hvilket har skabt en lang række uløste problemer. I forlængelse heraf har regeringen suspenderet modtagelsen af kvoteflygtninge.

Folketinget konstaterer, at regeringens lovforslag om en ny kvoteordning indebærer den risiko, at ministeren uden om Folketinget kan forhøje kvoten, hvilket er utilfredsstillende.

Folketinget konstaterer endvidere, at der er brug for et paradigmeskift i asylpolitikken, og opfordrer regeringen til at arbejde for, at Danmark kun giver asyl til personer, der kommer direkte fra lande, hvori de er truet, samt sikrer, at herboende flygtninge vender tilbage til deres hjemlande, så snart forholdene i hjemlandet muliggør dette«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 16).

Tak.

Tak. Også dette forslag indgår i de videre drøftelser.

Og da der ikke er nogen korte bemærkninger, siger vi tak til Dansk Folkepartis ordfører og går videre til Venstres, nemlig hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Mange tak, formand. Tak for ordet. Med forespørgslen ønsker forespørgerne en debat om konsekvenserne af Danmarks pause med kvoteflygtninge. Det er en debat, vi har haft før, men vi tager den selvfølgelig gerne igen. Men inden jeg går i gang med det egentlige emne, vil jeg gerne begynde med faktisk at understrege det samme, som integrationsministeren understregede, nemlig at det jo er en fuldstændig skævvridning af debatten, når forespørgerne i teksten begynder at tale om et stop for kvoteflygtninge. Der er ikke tale om noget stop for kvoteflygtninge, der er tale om en pause. Og allerede her synes jeg, at man afsporer hele debatten, hvilket jeg synes er rigtig, rigtig ærgerligt, for den her debat er ikke særlig meget værd, hvis det ikke er en saglig debat. Vi i Venstre er nemlig glade for, at Danmark har lange og gode traditioner for at bidrage internationalt på en lang række områder, herunder også at tage hånd om nogle af verdens flygtninge.

Danmark vil og skal fortsætte med at hjælpe internationalt fremover, og det vil altid have Venstres opbakning. Selvfølgelig havde det internationale samfund måske gerne set, at vi fortsatte med det samme antal kvoteflygtninge som hidtil. Men jeg har det sådan rent personligt, at man ikke bare skal fortsætte med noget for at fortsætte det for dets egen skyld. Det her er nogle systemer, som blev sat i søen i 1980'erne, og som man fortsatte med i 1990'erne og i 00'erne, men den integrationsopgave, som vi havde dengang, var en helt, helt anden end den, vi har i dag. Derfor skal man selvfølgelig løbende se på den her indsats med friske øjne.

Derudover er jeg sikker på, at den samlede danske internationale indsats fortsat vil være en af verdens førende, og at vi fortsat vil blive anset som en af verdens bedste samarbejdspartnere internationalt. Det var også derfor, at jeg før blev så stødt, da ordføreren fra Alternativet insinuerede, at regeringen er ved at vende sig fra det internationale samarbejde. Intet kunne være længere fra sandheden. Det her er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi vil hjælpe, eller hvorvidt Danmark skal være blandt verdens førende, for det er vi. Det her er et spørgsmål om, hvordan vi hjælper. Og der har et flertal i det her Folketing heldigvis et synspunkt, som ligger meget tæt på mit.

Jeg vil fortælle en lille anekdote: Jeg kan huske, at da jeg selv arbejdede med vores indsats i Afghanistan og med vores indsats i Syrien, skulle jeg på et tidspunkt med en overfyldt amerikansk helikopter fra Kandahar i Afghanistan og ned til Helmandprovinsen. Ligegyldigt hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke komme om bord, og da jeg så spurgte den øverstbefalende amerikanske chef, om der var et eller andet, han kunne gøre, og han hørte, at jeg var dansker, sagde han: Er du fra Danmark? Selvfølgelig finder vi en plads til dig, for I danskere kæmper altid over jeres vægtklasse, når det kommer til at hjælpe internationalt. Det blev jeg meget, meget stolt af, og det er måske også derfor, at jeg bliver så stødt, når ordføreren fra Alternativet insinuerer, at den danske regering ikke deltager i det internationale samarbejde.

Pausen for vores optag af kvoteflygtninge skal ses i lyset af den store integrationsopgave, som kommunerne fortsat har, fordi historisk mange asylansøgere er kommet til Danmark de seneste år. Asyltallene er dalende, men det er jo ikke et udtryk for, hvorvidt vi er i mål med integrationen eller ej. Integrationen tager desværre meget, meget lang tid, nogle gange flere generationer, hvad ordføreren fra Socialdemokratiet så fint også var inde på.

I Venstre mener vi derfor, at vi er nødt til at tage ansvar for vores eget samfund, så vi ikke ender med en opgave, som vi ikke kan håndtere. Og en gang til vil jeg rose ordføreren fra Socialdemokratiet for den opsummering, som ordføreren kom med om børn fra anden og nogle gange tredje generation, som stadig væk ikke kan dansk. Det synes jeg understreger problemet rigtig, rigtig fint. For som vi ser det, har antallet en betydning.

Antallet, der kommer hertil fra ikkevestlige samfund, og som har svært ved at blive integreret, har betydning, også selv om Margrethe Vestager fra Det Radikale Venstre på et tidspunkt mente, at antallet ikke har en betydning. Det mener vi så i Venstre at det har.

Vi ved alle, at integration er en krævende opgave, som presser vores samfund både økonomisk, socialt og kulturelt. Derfor skal vi kunne følge med, og derfor har vi sat optaget af kvoteflygtninge på pause. Af samme årsag behandler vi i morgen lovforslaget om en ny kvoteordning, således at vi med størst mulig fleksibilitet løbende kan tage hensyn til sammenhængskraften i vores samfund og dermed skabe en balance mellem at hjælpe flygtninge og tage ansvar for det danske samfund. Kvoteordningen er således ikke kun én måde at bidrage på, for vi bidrager fortsat på en lang række områder, og det er værd at huske, inden spørgerne tegner et billede af Danmark som et land, der ikke deltager internationalt.

Så vil jeg læse teksten til vores forslag til vedtagelse op på vegne af Venstre, Konservative og Liberal Alliance:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark har en lang tradition for at påtage sig et medansvar for nogle af verdens flygtninge ved bl.a. at modtage kvoteflygtninge, men at antallet af asylansøgere de senere år har stillet det danske samfund over for en række udfordringer, der har medført, at regeringen har suspenderet modtagelsen af kvoteflygtninge. Folketinget konstaterer endvidere, at lovforslaget om en ny kvoteflygtningeordning betyder, at antallet af kvoteflygtninge fremover fastsættes med den størst mulige fleksibilitet under hensyntagen til den sociale og økonomiske kapacitet i samfundet. Folketinget konstaterer herudover, at regeringen har tilkendegivet, at Danmark fortsat skal genbosætte flygtninge og dermed også fremadrettet støtte den globale genbosætningsindsats for en del af verdens flygtninge. Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at søge at nedbringe antallet af spontane asylansøgere samt fokusere på flygtninges integration og selvforsørgelse, så længe de er i Danmark, med henblik på at Danmark igen kan genbosætte kvoteflygtninge.«

(Forslag til vedtagelse nummer V 17).

Tak for det. Det var så det fjerde forslag i rækken, der indgår i forhandlingerne.

Det affødte i hvert fald en række korte bemærkninger, som jeg har noteret her, og den første er fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak til ordføreren for Venstre. Jeg vil også rigtig gerne sige tak til de mange mennesker, der yder en fantastisk indsats udeomkring. Og når man spørger dem, om Danmark skal tage kvoteflygtninge, siger de: Ja, det skal vi, for det er helt afgørende.

Jeg vil spørge ordføreren, om det slet ikke berører ordføreren, at FN's Flygtningehøjkommissariat har problematiseret, at Danmark ikke mere vil tage kvoteflygtninge, lige præcis fordi det kan anspore yderligere lande til også at sige nej og dermed undergrave FN's kvoteflygtningesystem.

Ordføreren.

Først og fremmest kunne det være interessant at høre ordføreren, hvem det er, ordføreren har talt med af de danskere, der hjælper ude i nærområderne. Jeg ved ikke, om ordføreren har lavet en rundspørge blandt de danske soldater på Al Asad-basen om, hvorvidt de ønsker kvoteflygtninge eller ej. Det ville overraske mig, hvis ordføreren har gjort det. Så jeg synes, det lyder som et lidt spinkelt grundlag.

Jamen selvfølgelig lytter vi til FN, men jeg mener som folkevalgt dansk politiker, der sidder her i det danske Folketing, at mit fornemste ansvar er at værne om det danske samfund. Og jeg er glad for, at det her lovforslag, som vi stemmer om i morgen, ser ud til at blive stemt igennem med et meget, meget bredt flertal. For jeg tror, der er en meget, meget bred opbakning i den her folkevalgte forsamling til det synspunkt, at vi har så store integrationsproblemer, at tiden lige nu ikke er til at tage endnu flere mennesker ind fra ikkevestlige samfund, som med stor sandsynlighed også vil ryge ind i nogle af de integrationsproblemer, som ordføreren fra Socialdemokratiet skitserede før.

Fru Josephine Fock. Værsgo.

Tak. Det, som UNHCR siger, er, at genbosættelse af kvoteflygtninge er en humanitær aktivitet og bør begrundes med forpligtelsen til at yde beskyttelse og varige løsninger til flygtninge. Der er et afgørende behov for flere pladser til genbosættelse af kvoteflygtninge, især hvis vi ønsker at reducere sekundære bevægelser og bekæmpe de kriminelle netværk af menneskesmuglere. Er ordføreren uenig i det?

Ordføreren.

Jamen jeg var sådan set inde på i begyndelsen af min ordførertale, at når ordføreren for Alternativet og de andre spørgere her lægger op til, at vi ønsker et stop for kvoteflygtninge, så er det jo lodret forkert. Vi har sagt igen og igen: Kvoteflygtninge er en rigtig, rigtig god ting, men det forudsætter nu bare, at der ikke kommer så mange ind ad bagdøren, at vi ikke kan håndtere situationen.

Det er derfor, vi arbejder så benhårdt på at nedbringe antallet af spontane asylansøgere til et niveau, hvor vi forhåbentlig kan åbne op for kvoteflygtninge igen. Men de tiltag, som vi kommer med, der skal nedbringe antallet af spontane asylansøgere, bliver jo også modarbejdet af ordføreren fra Alternativet. Det giver jo ingen mening.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten.

Jeg kan forstå, at Venstre mener, at Socialdemokratiet er en, og jeg tror udtrykket var utroværdig samarbejdspartner, fordi der er nogle medlemmer i den socialdemokratiske gruppe, som vil stemme imod det forslag, som giver mulighed for at forlænge stoppet for kvoteflygtninge.

Jeg vil spørge, om ordføreren for Venstre kan bekræfte, at Venstre havde en splittet, for nu at bruge ordførerens eget ord, folketingsgruppe i spørgsmålet omkring homoseksuelles mulighed for adoption og i spørgsmålet omkring homoseksuelles mulighed for at blive viet i kirken. Det vil sige, at der findes – man kan sikkert finde flere – adskillige eksempler på, at man i Venstres gruppe har stemt forskelligt til lovforslag. Det ene spørgsmål er, om ordføreren kan bekræfte det. Det andet er, om Venstre dermed er en utroværdig samarbejdspartner.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Først og fremmest er jeg helt sikker på, at jeg ikke sagde, at Socialdemokratiet er en utroværdig samarbejdspartner. Jeg stillede et åbent spørgsmål, der gik ud på, om Socialdemokratiet fremover fritstiller deres medlemmer, når det kommer til udlændingespørgsmål.

For selvfølgelig har vi da, jeg tror i alle partier, interne debatter, og af og til har vi også debatter i Venstre, hvor alle ikke ser ens på tingene. Men det, at der er hele fire navngivne medlemmer, der går ud i pressen – i hvert fald som jeg kunne se det på min computerskærm før – og siger, at de ikke stemmer for et forslag, er lidt ud over det, man ofte ser, hvor man af og til har måske et enkelt eller to medlemmer, som bag lukkede døre siger: Okay, jeg holder mig lidt i baggrunden, jeg beder om at blive fritstillet.

Altså det, at så mange går ud i pressen, synes jeg går langt længere end det, man plejer at se hos andre partier, der måske har en enkelt eller to, som ikke ønsker at deltage i en afstemning.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Arh, jeg mener nu, at det var mere end en enkelt eller to, der stemte for homoseksuelles ret til adoption f.eks. og for homoseksuelles mulighed for at blive viet i kirken. Og min pointe er jo blot, at noget, som hr. Marcus Knuth står her og forsøger at gøre til noget meget stort og meget splittet, findes der adskillige eksempler på i ordførerens eget parti. Man lad nu det ligge.

Et spørgsmål til det om kvoteflygtninge. Håber ordføreren, at andre lande lader sig inspirere af Danmark? Vil det være godt eller skidt, hvis andre lande, der tidligere har modtaget kvoteflygtninge, gør som Danmark og – for nu at bruge ordførerens eget ord – suspenderer tilslutningen til kvoteflygtningeordningen?

Ordføreren.

Hvis jeg lige må kommentere det første: Jeg må være ærlig at sige, at når det kommer til præcis homoseksuelles rettighed til adoption, mener jeg ikke er noget, som er blevet behandlet, mens jeg har været i Folketinget – i hvert fald har jeg ikke selv været med til det. Så jeg kan ikke kommentere den præcise situation.

Men det er jo alment, at når der er religiøse og etiske spørgsmål, bliver gruppen i visse partier fritstillet, og det er jo set ske før, og det var jo netop det, mit spørgsmål til ordføreren for Socialdemokratiet drejede sig om, nemlig at når man ser så mange enkeltpersoner i et parti, der ikke ønsker at følge partiets retningslinjer, betyder det så, at man fremover vil fritstille enkeltpersonerne, når det kommer til udlændingespørgsmål. Der var svaret så nej.

Men som jeg husker det, er jeg også sikker på, at der har været situationer, hvor Venstre af religiøse eller etiske hensyn har fritstillet gruppen. Det gør vi så ikke på udlændingespørgsmål.

Til det andet spørgsmål, altså om jeg mener, at andre lande bør gøre som Danmark, vil jeg være ærlig at sige: Hvis svenskerne med de massive, massive integrationsproblemer, som de har, gik ud og sagde, at de også havde brug for et pusterum i forhold til kvoteflygtninge, så ville jeg have fuld forståelse for det.

Men jeg ønsker da ikke, at vi skal holde op med kvoteordningen. Jeg ønsker, at vi skal få styr på de ydre grænser; vi skal få styr på antallet af spontanasylansøgere; vi skal få styr på integrationen. Og derefter skal vi se på kvotesystemet igen.

Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. I udgangspunktet er vi vel alle tilfredse med den kvoteordning, der er. Der var et loft på 500, men det har regeringen så valgt at suspendere midlertidigt, og det er vi sådan set enige i i Dansk Folkeparti. Der, hvor uenigheden opstår, er i forbindelse med tilgangen til flygtninge og indvandrere i det hele taget, hvor vi har den holdning, at det hele skal vendes på hovedet, altså at det ikke, som ordføreren siger, skal tage flere generationer at integrere, men at vi slet ikke skal integrere, men arbejde på at sende hjem. Det er hovedproblemet i det.

Men lad os nu lave et tænkt eksempel her. Vi hørte før Alternativets ordfører, og der var ikke nogen øvre grænse for, hvor mange kvoteflygtninge eller asylansøgere der kunne komme til landet. Når man så vedtager L 80 i morgen, bliver det jo den til enhver tid siddende minister, der har beføjelsen til at ændre på loftet, og lad os så forestille os, at ministeren kommer fra Alternativet. Hvad forestiller ordføreren fra Venstre sig så kommer til at ske?

Ordføreren.

Det er jo netop derfor, vi har skruet det her lovforslag sammen på den måde, vi har. Jeg kan ikke ordlyden udenad, men som jeg husker det, kan man i enkelte tilfælde, ikke permanent, men i enkelte tilfælde – f.eks. som del af et internationalt samarbejde eller en international aftale, der har til formål at nedbringe antallet af asylansøgere – lave en undtagelse, fordi det er noget, som vi forventer vil nedbringe antallet i det store og hele. Og det synes jeg faktisk er rigtig fint.

Den aftale, som EU har lavet med Tyrkiet, har virkelig markant været med til at nedbringe antallet af dem, der kommer ad den rute ind i Europa – jeg tror, man er helt nede på 10 pct. af, hvad der kom i de perioder, hvor der kom flest. Og jeg tror, at hvis man kunne lave en eller anden form for tilsvarende aftale, hvor man virkelig fik lukket af for en primær rute, mod at der indgår noget andet i den aftale til gengæld, vil jeg sige, at så synes jeg, det er vigtigt, at vores statsminister har fleksibilitet til at kunne gøre det, så længe det foregår i en ramme, hvor man markant nedbringer antallet, der kommer til Danmark i det store hele.

Spørgeren.

Problemet er jo bare, at der kan være andre, der har en anden holdning til, hvad der er godt og hvad der er skidt. Den til enhver tid siddende minister får jo sådan set også mulighed for at tilpasse dansk asylpolitik til international asylpolitik, og på den måde får man jo med den lov, der bliver vedtaget i morgen, sneget sådan en overnational ordning ind ad bagdøren via EU.

Ordføreren.

Jamen det er jo faktuelt forkert. Hvis det her var en overnational ting, som blev sneget ind ad bagdøren, ville det jo sige, at vi ikke selv kunne træffe beslutningen. Hvis det var sådan, at vi sagde: Fint nok, så kan Europa-Parlamentet eller Kommissionen – eller hvad ved jeg – i en særlig situation fastsætte et eller andet hen over hovedet på Danmark, så ville det have overnational karakter. Men det er der jo ikke tale om.

Det her er noget, som giver den til enhver tid siddende regering mulighed for at lave en særlig undtagelse én gang – ikke over flere år. Hvis det er noget, der skal ændres permanent, kræver det, at man går i Folketinget. Og det er jo netop også derfor, jeg ikke er så bekymret, for jeg har svært ved at se den situation for mig, at det skulle være en fra Alternativet, der var integrationsminister, men lad os nu for dialogens skyld tage det eksempel.

I den yderste konsekvens kunne den minister tage en enkelt beslutning med opbakning fra regeringen, hvilket også i sig selv ville være et ret drastisk tiltag, hvis det var sådan, at der virkelig blev åbnet op. Men det ville jo altså kun være et enkelt tilfælde – derefter skulle det via Folketinget.

Så det er begrænsninger med hensyn til det vindue, som man giver den til enhver tid siddende regering.

Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Nu hørte vi den foregående ordfører fra Socialdemokratiet sige, at han mente, at en af grundene til, at vi skal have det her midlertidige stop for kvoteflygtninge, er, at der er en integrationsudfordring i forhold til bl.a. børn i skolerne, som ikke kan læse og skrive ordentligt.

Er ordføreren enig med hr. Mattias Tesfaye i, at det væsentligste kriterium for, hvorvidt vi skal have kvoteflygtninge eller ej, er et integrationskriterium?

Ordføreren.

Jamen jeg er enig i de kriterier, som står i lovforslaget – dem er jeg sikker på at ordføreren har liggende foran sig eller meget hurtigt kan skaffe. Der står meget, meget fint skitseret, hvad det er for nogle kriterier, som den til enhver tid siddende integrationsminister skal kigge på for at kunne åbne op for kvoteflygtninge igen. Og det er en blanding af elementer som det økonomiske pres, integrationsindsatsen i det store hele, og herunder, tænker jeg uden at have teksten foran mig, hvordan det går med det danske sprog, hvordan det går i skolerne, hvordan det går med kriminalitet osv., og selvfølgelig antallet af spontane asylansøgere, der kommer til Danmark. Det er i hvert fald nogle af de ting, som vi har diskuteret i forbindelse med lovforslaget. Så det er et helhedsbillede af integrationen, man skal tage stilling ud fra.

Spørgeren.

Det er jo så her, paradokset kommer frem. Nu har ordføreren lige i sin ordførertale stået og sagt, at Danmark stadig bakker op om det internationale samarbejde, og at det bestemt ikke er sådan, at vi ikke er en vigtig brik i det internationale samarbejde og FN-systemet og den ordning, som kommer af FN, og som vi jo faktisk selv var med til at vedtage i sin tid under FN – det var en af Venstres tidligere statsministre, der stod for det.

Ifølge FN er det jo af humanitære årsager, man har den her ordning; det er humanitære årsager, der skal betinge, at et land siger ja til kvoteflygtninge. Men nu står ordføreren og siger, at det ikke er af humanitære årsager, men af integrationsårsager. Og så står ordføreren stadig væk og siger: Vi bakker op, vi er stadig væk en vigtig del af det internationale samfund og de forpligtende aftaler.

Men det er jo ikke rigtigt, for vi kan jo ikke være en vigtig del af de internationalt forpligtende aftaler, når vi bare selv bestemmer de kriterier, der skal ligge til grund, og ikke henholder os til dem, der står i FN's konvention.

Ordføreren.

Jamen årsagen til, at vi støtter op om kvotesystemet, bl.a. af humanitære årsager, er jo netop det, som blev vedtaget. Men man kan jo ikke kun se på det ud fra det perspektiv om, hvordan det går ude i verden, hvor dårligt det går, hvor mange flygtninge der er derude. Man er også nødt til at se på, hvad situationen i Danmark er, hvad vi har kapacitet til, hvor godt eller dårligt det går med den igangværende integration, hvor mange spontane asylansøgere der kommer hertil. Man er nødt til at kigge på, hvordan situationen er både ude og hjemme, og vi mener selvfølgelig, at når der bliver bedre styr på situationen hjemme, skal der åbnes op for kvoteflygtninge igen. Det har vi gjort meget klart.

Den næste spørger er hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Sagligt set er den her diskussion jo sådan set meget principiel, for det handler om, hvem der egentlig bestemmer den danske udlændingepolitik. Hvem bestemmer den danske udlændingepolitik? Og der har man fra Alternativets og de øvrige forespørgeres side åbenbart den idé, at det slet ikke er noget, vi skal bestemme i Danmark. Det er noget, andre skal bestemme for os. Jeg vil så mene, at folkestyret i forhold til de grundlæggende spørgsmål, inklusive flygtninge- og udlændingepolitikken, går ud på, at det altså er danskerne, der bestemmer. Det er danskerne, der bestemmer, hvordan den danske udlændingepolitik skal føres, og det er dem, der sammensætter Folketinget på en sådan måde, at det også er den politik, der bliver ført.

Der vil jeg så bare spørge: Forholder det sig så også sådan for Venstre, at det, der faktisk er udgangspunktet, er, at det er os i Folketinget, der bestemmer den danske udlændingepolitik, og at den ikke bare uden videre skal henlægges til overnationale organer som EU og FN, uden at danskerne skal spørges?

Ordføreren.

Det er et rungende ja.

Spørgeren.

Den her kvotediskussion er jo sådan noget underligt noget. Det er, som om vi ikke kan beslutte os for at sige nej, og som om vi i øvrigt skal ud og blande os i, hvor mange flygtninge andre lande tager. Hvorvidt de tager deres kvote eller ej, er da ikke noget, som vi skal bestemme i Danmark. Det er da noget, som er et anliggende for det enkelte land. Det er da sådan, det må være – hvis man altså ikke mener, at udlændingepolitikken og folkestyret ikke har noget med hinanden at gøre. Det kan man jo godt beslutte sig for. Men det er klart, hvor Dansk Folkeparti står i det spørgsmål.

Ordføreren.

Jeg tror, at det mere var en kommentar end et spørgsmål, men jeg er helt enig. Den danske asylpolitik skal altid fastlægges i det danske Folketing og besluttes af det danske Folketing. Det skal ikke udliciteres til andre overnationale organer, institutioner osv. Der tror jeg at vi ser meget, meget ens på tingene.

Den næste spørger er fru Mette Gjerskov, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg vil måske gerne starte med at sige, at jeg ligesom ordføreren har stor respekt for vores soldaters arbejde udeomkring i verden. Jeg kan ikke reklamere med, at jeg har været med forsvaret i Kandahar, og det er måske heller ikke helt relevant for den her diskussion.

Det, der måske er mere relevant, er, at jeg har været i FN-flygtningelejre både i Jordan og i Sydsudan. Og det forslag, som Socialdemokraterne lægger frem i dag, handler om at tage imod den lillebitte gruppe af de allerallermest sårbare mennesker i verden, som sidder derude – ikke som migranter, men som FN-flygtninge i FN-flygtningelejre – og er i en helt særlig situation, der gør, at de har behov for at blive evakueret snarest muligt.

Det kan være, at de er torturramte. Det kan være gravide kvinder med komplicerede graviditeter, som har brug for akut lægehjælp. Det er den slags mennesker, som Socialdemokratiet nu foreslår at vi genoptager modtagelsen af i 2018. Der er tale om i størrelsesordenen 20-30 stykker. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at Venstres ordfører ikke kan sige: Selvfølgelig, det accepterer vi. Det er ikke det, der vælter læsset.

Ordføreren.

Jeg har stor sympati for det, som ordføreren siger. For nogle uger siden, måske lidt længere tid siden, var jeg selv i en af de nordlige enklaver i Nordafrika med et af vores udvalg, Integrationsudvalget, hvor vi hørte fra nogle af de lokale nødhjælpsorganisationer, at ikke næsten alle, men alle – det var det, vi fik at vide – var blevet misbrugt eller havde været udsat for menneskehandel, inden de nåede over hegnet eller rundt om hegnet og var endt der i lejren, og det var primært afrikanske migranter. Så desværre er vi altså i en situation, hvor hvis ikke alle, så rigtig, rigtig mange af dem, der enten kommer som migranter eller som flygtninge, har været forfærdelige ting igennem.

Jeg ville ønske, at vi bare kunne åbne armene og sige: Vi vil gerne hjælpe alle. Det vil vi også gerne, men vi vil bare ikke hjælpe dem ved at tage dem til Danmark, fordi det har vi set føre til nogle uoverskuelige integrationsproblemer. Så kan man sige: Jamen hvad så, hvis vi tager nogle få eller nogle fra det område eller nogle fra det område? Men der mener vi, at integrationsopgaven i Danmark er så omfattende lige nu, at vi er nødt til at tage et helt generelt pusterum og så være stolte af den indsats, som vi yder udeomkring i verden.

Spørgeren.

Jeg er helt enig i, at situationen er forfærdelig i flygtningelejre. Det er bestemt ikke nogen morsom ting at sidde i en flygtningelejr et eller andet sted. Seksuelle overgreb er meget, meget almindelige, og det er de i det hele taget i mange lande. Det, vi snakker om her, er folk, der har behov for akut evakuering, folk, der har behov for akut lægehjælp – det er det, twenty or more dækker over – altså ting, som er behandlingskrævende, og som ikke kan klares der, hvor de er, og hvor det ikke bare er tilfældige mennesker. Det er FN, der peger på, at her er der den her lille gruppe i verden, som vi simpelt hen har brug for at der er nogle lande der tager imod. Kunne Venstre dog ikke tage imod den lille gruppe? Det er da en måde at bakke op om det internationale system på.

Ordføreren.

Jeg ville ønske, at situationen var så nem, at hvis vi sagde, at vi gjorde det, så havde vi gjort en større forskel for situationen som helhed. Hvis man tager Libyen og den forfærdelige situation, der er – ikke bare for de mange, som sejler ud og i nogle tilfælde så drukner, men for dem, som vandrer op igennem Nordafrika – så er det jo forfærdelige historier, man hører.

Der mener jeg, at vi i stedet for at gøre en stor indsats for at få en lille gruppe til Danmark skal gøre en stor indsats for at bremse folk – og det er også det, vi er i gang med lige nu sammen med EU – så de slet ikke vandrer op igennem Nordafrika, så de slet ikke vandrer op igennem Mellemøsten, så de slet ikke sætter sig ud på både, hvor en del af dem drukner. Altså, vi skal have stoppet hele systemet i stedet for at fokusere på at få én lille gruppe hevet til Danmark. Der mener vi, at man kan bruge vores ressourcer bedre og hjælpe flere mennesker ved at sætte ind for simpelt hen at bremse strømmen, der vandrer mod nord.

Den næste spørger er fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Hvis jeg nu spørger Venstres ordfører på en lidt anden måde, hvor det ikke kræver et ja eller nej på stedet, kunne Venstres ordfører så tilkendegive, at der er en særlig udfordring i forhold til den gruppe, der er omfattet af begrebet twenty or more, og at vi måske efterfølgende godt kunne drøfte, hvordan vi hjælper dem bedst muligt?

Ordføreren.

Selvfølgelig er der forskellige udfordringer for forskellige grupper, og det er jo også derfor, at vi i forhold til asyl har 7,1-, 7,2- og 7,3-kategorierne, hvor nogle har konventionsbeskyttelse, nogle har midlertidig beskyttelse, fordi de er individuelt forfulgte, nogle har været udsat for overgreb, og andre flygter, fordi der generelt er ufred i deres område.

Så der er ikke to flygtninge, der har den samme historie, og hver evig eneste historie, man hører, er jo hjerteskærende, og man ville ønske, at man kunne sige: Vi har plads til alle; det er intet problem at komme til Danmark; der er ikke integrationsproblemer, så I kan bare komme hertil.

Men sådan er virkeligheden ikke. Altså, der er udfordringer med folk, der kommer hertil, og sådan er det bare. Og med de udfordringer, som vi har med integrationen, er vi bare nødt til at sætte en streg i sandet og sige: Fra nu af tager vi altså en pause, indtil vi har fået bedre styr på integrationen.

Spørgeren.

Jamen vi er jo som partigruppe enige i, at vi skal gøre alt vores bedste for at få bedre styr på integrationen, at man skal have vendt den asylpolitik, der har præget Europa, hvor der ikke har været enighed, og hvor det måske ikke er de mest trængende, der når mest sikkert i havn i Europa. Vi er jo enige om alle de mål.

Så det, jeg prøvede at appellere til, var, at vi skulle lade være med at tale os væk fra hinanden, sådan at der også efter i dag måske kunne være nogle bilaterale drøftelser om, hvordan vi hjælper nogle af de her mennesker bedst muligt, så man også har nogle flere kræfter i flygtningelejrene til at hjælpe de øvrige.

Ordføreren.

Hele den her diskussion er svær for os alle sammen. Den er også svær for os i min folketingsgruppe, og vi ville jo ønske, at vi ikke var i en situation, hvor vi var nødt til at tage en pause i forhold til kvoteflygtningene. Men lad os sige, at vi så sagde: Fint nok, så laver vi en undtagelse for de her 20 mennesker, for så kan vi lidt bedre se os selv i spejlet og sige, at den beslutning, vi har taget, ikke har været lige så svær. Altså, jeg vil ikke kalde det symbolpolitik, men det ville være lidt derhenad.

Jeg mener, at man skal sige: Selvfølgelig er den her gruppe særlig udsat, men det er der jo tusindvis, titusindvis, hundredtusindvis rundtomkring i verden der også er. Og der mener jeg at man skal kigge på, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe ude i verden i sin helhed, i stedet for at vi fokuserer på en undtagelse for plus/minus 20 mennesker.

Jeg siger tak til Venstres ordfører. Den næste ordfører i rækken er fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

Vores asylsystem er helt åbenlyst dybt uretfærdigt. Rigtig, rigtig mange af de mennesker, som har brug for beskyttelse rundtomkring i verden, har ikke råd til at flygte, de har ikke råd til at betale en menneskesmugler. Og flugt er betydelig farligere for nogle end for andre; f.eks. er det sådan, at kvinder er i markant større fare, hvis de flygter, end mænd. Vi ved også, at børns chance for at klare sig helskindet igennem en flugt er betydelig mindre end voksnes, vi ved, at ældre mennesker, at syge mennesker har markant sværere ved at flygte end raske unge mænd. Betyder det så, at de flygtninge, som kommer til Danmark, ikke har et behov for beskyttelse? Nej, men det betyder, at der også er andre rundtomkring i verden, som blot ikke har muligheden for at bevæge sig til f.eks. den danske grænse. Og der er nok også nogle af dem, som har et endnu større behov, men som helt er afskåret fra at flygte.

Heldigvis er der et system, som gør det problem, de uretfærdigheder, lidt mindre. Der er et system, som skaber en smule mere retfærdighed i den katastrofale globale flygtningesituation, hvor mere end 60 mio. mennesker på verdensplan er tvunget på flugt. Det er et system, som giver mulighed for genbosætning i et sikkert land, i hvert fald for en lille del af de mennesker, som ifølge FN's professionelle vurdering har allermest brug for beskyttelse. Det system hedder FN's kvoteflygtningesystem.

FN's kvotesystem er en måde at komme uden om de menneskesmuglere, som samtlige partier – med rette – siger, de ønsker at bekæmpe. FN's kvoteflygtningesystem er en måde at aflaste de nærområder på, som samtlige partier taler om der er behov for at aflaste. Og når det er en måde at aflaste nærområder på, er det, fordi man f.eks. ved at hente mennesker, som f.eks. tilhører en etnisk minoritet eller en seksuel minoritet, og som derved har et særligt behov for beskyttelse i en lejr eller i et nærområde, frigiver ressourcer til at passe på det store flertal af flygtninge, som befinder sig i de her nærområder.

Desværre har regeringen – og desværre, vil jeg sige, jo også med opbakning fra Socialdemokratiet – besluttet at stoppe med at tage kvoteflygtninge. Så ved jeg godt, at Venstre har brugt mange kræfter på at sige: Jamen vi har ikke stoppet det, vi har bare suspenderet det. Okay, men resultatet er jo det samme, nemlig at Danmark p.t. ikke tager imod kvoteflygtninge.

Allerede i 2016 kunne man ellers se, at antallet af asylansøgere i Danmark faldt markant, og siden er antallet af mennesker, som har søgt asyl her i landet, faldet endnu mere. Ministeren på området har selv kaldt det historisk med så få flygtninge, der faktisk kommer til Danmark lige nu. At 500 kvoteflygtninge skulle være et uoverstigeligt problem for så ressourcestærkt et land som Danmark, er for mig ubegribeligt. Danmark er da også det eneste land – og jeg understreger: det eneste land – af de lande, som tager imod kvoteflygtninge, der har valgt at reagere på flygtningekrisen ved at sige: Vi stopper, vi tager ikke imod kvoteflygtninge for en periode. Det er en periode, som det er helt umuligt at få at svar på hvor længe skal vare. Og når det er umuligt, er det jo, fordi der ikke er nogen, der vil svare på, hvad det er, der skal til, før Danmark igen ifølge Socialdemokraterne og ifølge regeringen magter at tage imod kvoteflygtninge.

Vi er fire partier, som har rejst den her debat i dag, og når vi ikke bare har rettet den til udlændingeministeren, men også til udenrigsministeren, så er det, fordi det her spørgsmål jo også handler om, hvordan Danmark skal agere i verden i forhold til flygtningesituationen, altså hvilken rolle Danmark skal spille, og det har været oppe i debatten, om Danmark skal skamme sig. Nej, jeg synes, Danmark gør fantastisk mange gode ting på flygtningeområdet. Jeg synes, at vi på mange måder har grund til at være stolte af det arbejde, vi gør, både i verden og i Danmark, i forhold til mennesker på flugt Men den her beslutning, lige præcis den her beslutning, om at stoppe med at tage imod kvoteflygtninge er jeg dybt uenig i, og jeg mener, at den er ødelæggende for at skabe et mere retfærdigt flygtningesystem, asylsystem, i verden. Og jeg håber ikke, at der er nogen, der på det her punkt lader sig inspirere af Danmark.

Heldigvis er der jo en mulighed for at rette op på det, for man kan bare stemme for det forslag, som Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF har fremlagt. Man kan beslutte sig for at lade sig inspirere af Anker Jørgensens linje. Det var Anker Jørgensen, som i 1979 sagde: Danmark skal tage imod kvoteflygtninge. Eller man kunne beslutte sig for at lade sig inspirere af Poul Hartlings linje, da han efter sin statsministertid som FN's højkommissær for flygtninge fra 1978 til 1985 stod i spidsen for genbosætningen af hundredetusinder af kvoteflygtninge fra mange dele af verden. ( Anden næstformand ( Kristian Pihl Lorentzen ): Vi skal til at runde af). Og det vil jeg gøre.

Muligheden er der lige nu; man skal bare stemme for det forslag, vi har lagt frem. Selvfølgelig kan Danmark magte at tage imod 500 kvoteflygtninge om året, og selvfølgelig kan vi spille den rolle i verden.

Der er en række korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Sandsynligheden for at blive kvoteflygtning i Danmark, hvis man ser på det totale antal af flygtninge i verden, er dårligere end 1:100.000. Hvorfor er det en god idé at have et system, der har så dårlige odds – for at sige det lige ud?

Ordføreren.

Der er faktisk tidligere nogle, der har spurgt mig, om 500 ikke bare er sådan en dråbe i havet. Altså at der er så mange mennesker i verden, som er i fare, som har brug for beskyttelse. Danmark tager 500, og er det ikke en ligegyldig dråbe i havet? Men man må jo i hvert fald sige, at for de 500 mennesker er det jo ikke en ligegyldig dråbe i havet, og man må jo også spørge sig selv: Er det bedre at hjælpe ingen, når nu man ikke kan hjælpe alle? Det synes jeg ikke.

Det her handler også om, hvad det er for en retning, vi ønsker at verden bevæger sig i. Jeg ville sådan ønske, at vi havde et globalt asylsystem, hvor færre søgte spontant asyl, og hvor flere blev genbosat gennem FN's kvoteflygtningesystem. Det ville være så meget mere retfærdigt. Men sådan et system bevæger vi os jo væk fra, når Danmark trækker støtten – i hvert fald for en periode, som altså er udefinerbar – til det her system.

Spørgeren.

Jeg læste forleden dag i Berlingske et interview med den internationalt anerkendte ekspert i flygtninge Paul Collier, og hvis hans tal står til troende, kan man hjælpe 135 gange så mange flygtninge for et givent beløb. Det er 135 gange så dyrt at hjælpe en flygtning her i Europa, som det er at hjælpe en flygtning i nærområdet. Er det ikke helt irrationelt at bruge 135 gange så mange penge, når der findes et fornuftigt alternativ?

Ordføreren.

Jeg vil sige to ting. For det første er det sådan, at langt, langt størstedelen af de mennesker, som er på flugt, befinder sig enten i nærområderne eller er internt fordrevne. Så vidt jeg husker, er det over 95 pct. af verdens flygtninge, der er internt fordrevne eller er i nabolandene, så selvfølgelig er hovedopgaven at hjælpe mennesker på flugt i nærområderne.

Men for det andet: En måde at aflaste de nærområder er faktisk også at genbosætte gennem FN's kvoteflygtningesystem. Og årsagen til det er jo bl.a., at der er nogle mennesker, som det kræver særlig mange ressourcer at beskytte. Jeg talte på et tidspunkt med Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp, som fortalte om en kvinde i en congolesisk flygtningelejr, hvor alle de andre havde besluttet sig for, at hun var en heks. Det krævede ualmindelig mange ressourcer at beskytte den kvinde. At genbosætte hende gennem FN's kvoteflygtningesystem er altså en måde at frigive ressourcer i de nærområder, som ganske rigtigt løfter langt størstedelen af opgaven med beskyttelse af mennesker på flugt i verden.

Næste spørger er hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Først lige noget til de historiske referencer til Poul Hartling og Anker Jørgensen: Jeg tror nu, at Enhedslisten alt andet lige må være mere tilfredse med den eksisterende lovgivning end den, der var i 1970'erne før vores udlændingelov fra 1983. Det er i hvert fald en lovgivning, der giver asylansøgere og flygtninge mange flere rettigheder, end de havde dengang.

Så siger Enhedslistens ordfører, at hun håber, at der ikke er nogen, der lader sig inspirere af Danmark. Lad os nu antage, at andre lande faktisk blev inspireret af Danmark, altså at de havde et asylsagsbehandlingssystem som os med et flygtningenævn; at man havde et retskrav på at få en bolig; at man internationalt set fik ret høje overførselsindkomster; at man fik læger og psykologer stillet til rådighed; at der var skoler til børnene; at man kunne bruge vores sygehuse fra dag et, selv om man aldrig havde betalt en krone i skat i landet; at der var integrationsprogrammer; at man fik arbejdstilladelse; at et land betalte 0,7 pct. af BNP i ulandshjælp, og at der var soldater, der satte livet på spil i krigsområder.

Lad os nu antage, at resten af verden lande gjorde sådan. Altså, ville verden så ikke være et bedre sted? Skulle vi ikke tværtimod håbe, at andre lande lod sig inspirere af dansk flygtningepolitik?

Ordføreren.

Arh, hr. Mattias Tesfaye; enten er ordføreren ekstremt polemisk, eller også har ordføreren ikke hørt efter – og jeg håber på det sidste. Jeg gjorde meget ud af i min tale at sige, at jeg synes, at Danmark gør alle mulige ting, også på flygtningeområdet, som vi har grund til at være stolte af, og hvor jeg da i den grad håber at resten af verden ville lade sig inspirere, f.eks. i forhold til at yde udviklingsbistand m.v.

Det punkt, jeg taler om, er det punkt, som den her debat handler om, nemlig kvoteflygtningesystemet. Og lige på det punkt håber jeg da ikke, at flere lande vil lade sig inspirere af Danmark. For Danmark er mig bekendt – medmindre der er sket nyt på området, siden jeg sidst tjekkede det – det eneste af de lande, som tager imod kvoteflygtninge, der har valgt at reagere på flygtningekrisen ved at sige, at nu stopper vi med det. Og det synes jeg er så ualmindelig ærgerligt, og det håber jeg ikke at andre lande også vil gøre.

For derved bevæger vi os væk fra det, som jeg tror hr. Mattias Tesfaye og jeg er enige om, nemlig et mål, der hedder: Tænk, hvor ville verden være et mere retfærdigt sted, hvis færre søgte spontant asyl og flere blev omfordelt, genbosat gennem et organiseret system med FN i spidsen.

Spørgeren.

Til at starte med vil jeg sige, at i de sidste mange år op til, at vi havde asylansøgere, der gik på motorvejene, tog EU samlet set mellem 4.000 og 8.000 kvoteflygtninge, og af dem tog Danmark 500. Altså, i årevis har vi taget omkring 10 pct. af det samlede antal kvoteflygtninge, der kom til EU; det tror jeg også er en væsentlig del af diskussionen.

Jeg kan så forstå på Enhedslisten, at det ikke er den generelle flygtningepolitik i Danmark, som vi skal håbe der ikke er andre lande der kopierer – det er bare lige det enkelte element. Men er det ikke lige præcis det, der er problemet? Altså, hvis opgaven er at hjælpe folk, der er på flugt, og folk, der har brug for beskyttelse, så er det vel den samlede mængde af politikker, der vedtages i det her rum, som er det interessante. Og der er vi i en historisk situation i de her år. Vi har aldrig nogen sinde kunnet hjælpe så mange mennesker, som vi har gjort de sidste par år. Det er da egentlig interessant, altså at vi i de sidste par år – bortset fra nogle få år efter anden verdenskrig – aldrig nogensinde har hjulpet så mange mennesker, som vi gør i de her år.

Ordføreren.

Ordføreren for Socialdemokratiet siger, at det bare lige er det her enkelte element. Jeg synes ikke, at FN's kvoteflygtningesystem bare lige er et enkelt element. For mig at se er FN's kvoteflygtningesystem en helt, helt afgørende nøgle til den globale opgave, som verden står over for, nemlig at forsøge at hjælpe de mange, mange millioner mennesker, som er på flugt, og skabe et mere retfærdigt flygtningesystem.

Det er ikke et lille ligegyldigt element, det er et helt afgørende element. Og der er det fuldstændig rigtigt, at mange lande i verden ikke tager kvoteflygtninge. Det er et problem, det er et kæmpemæssigt problem. Vi skal lægge pres på de lande, og vi skal inspirere de lande til at tage imod kvoteflygtninge, så vi kan få et mere retfærdigt fordelingssystem i verden. Hvordan gør man det bedst? Jamen det gør man da ikke ved at sige, at nu vil Danmark ikke længere tage kvoteflygtninge.

Den næste spørger er hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil begynde med at sige, at jeg er glad for, at ordføreren i hvert fald roste en god del af den internationale indsats, som Danmark yder. Det var den nuance, jeg manglede lidt i talen fra Alternativet.

Men når det kommer til kvoteflygtninge, blev det her system jo sat i søen i 1979, som ordføreren selv siger, og kørte op igennem 80'erne og 90'erne osv. Det var jo en helt anden verden, vi havde dengang. Der var ikke tusindvis af spontane asylansøgere, der vandrede op igennem Europa for at søge asyl i Danmark i det antal, vi har set de seneste år. Der var ikke de integrationsproblemer – massive integrationsproblemer – som er vokset frem over de sidste et, to, tre årtier.

Kan ordføreren ikke – uagtet lovforslaget, vi skal behandle i morgen, uagtet det, vi taler om her i dag – se en eller anden logik i at revurdere et system, som blev sat i søen for 40 år siden, idet det er nogle helt andre udfordringer, vi står over for i dag?

Ordføreren.

Der er i den grad brug for at revurdere systemet med blik for den situation, vi står i lige nu. Og den situation, vi står i lige nu, er, at markant flere mennesker er på flugt i verden. Den situation, vi står i lige nu, er, at behovet for FN's kvoteflygtningesystem måske er større end nogen sinde før. I sådan en situation er det mindst fornuftige, man kan gøre – jeg har lyst til at sige det dummeste, men det synes jeg næsten er for plat et ord – for mig at se at sige, at nu stopper vi med at tage kvoteflygtninge.

Altså, netop i en situation, hvor så mange mennesker er tvunget på flugt, er der da behov for, at vi skaber veje uden om menneskesmuglerne, og at vi finder måder at genbosætte flygtninge på, hvor det ikke er sådan, at fordi du er kvinde, har du markant mindre chance for at klare den, og hvor det ikke er sådan, at fordi du er barn, har du markant mindre chance for at klare den, og hvor det ikke er sådan, at fordi du er et ældre menneske eller er ramt af sygdom, har du markant mindre chance for at klare den. De opgaver har FN's kvoteflygtningesystem netop til formål at håndtere. Så ja, tiden er en anden; der er i den grad, og i endnu højere grad end måske nogen sinde før, behov for et kvoteflygtningesystem.

Spørgeren.

Det er jo fuldstændig selvmodsigende. Lige før sagde ordføreren, at vi har behov for en reformation af et system, der går helt tilbage til slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne. Men alligevel holder ordføreren hundrede procent fast i, at det skal være det samme, uændret i forhold til dengang.

Vi ønsker jo netop en reformation af systemet, hvor man siger: Integrationsbyrden er så stor, fordi så mange er kommet hertil. Der sætter vi det på pause, og i stedet sætter vi massivt ind i nærområderne. Vi sætter massivt ind for at bremse den migrantstrøm, der vandrer op igennem Afrika. Vi støtter op om, at man bremser dem, der sejler over Middelhavet med livet på spil, således at der er færre, der drukner.

Vi kan ikke bare holde fast i et eller andet system fra 1979 og sige, at hvis bare vi gjorde ligesom i 1979, var hele verden er perfekt sted.

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen ikke på, at ordføreren ikke forstod, hvad jeg sagde. For ordføreren er jo altså et almindelig godt begavet menneske. ( Marcus Knuth (V): Tak.) Selv tak.

FN's kvoteflygtningesystem skal ikke være, som det var i 1979. FN's kvoteflygtningesystem har behov for en markant opgradering, en markant udbygning. Der er behov for, at markant flere lande i verden giver beskyttelse til kvoteflygtninge, der er behov for, at antallet af mennesker på flugt, som får mulighed for genbosætning igennem kvoteflygtningesystemet, øges – netop fordi så mange mennesker er på flugt, netop fordi asylsystemet er så uretfærdigt. Alle de uretfærdigheder, vi alle sammen er enige om findes, kan vi bekæmpe gennem kvoteflygtningesystemet. Og hvis man ønsker det, er det den forkerte vej at gå at sige: Nu tager vi ikke længere kvoteflygtninge.

Tak til Enhedslistens ordfører. Og den næste taler i rækken er hr. Henrik Dahl som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Der er ikke nogen nøgterne personer, som tror, at der om 10 år vil være mere ytringsfrihed, mere forsamlingsfrihed, mere religionsfrihed, mere offentlig orden, mindre antisemitisme, mindre homofobi og færre overfald på kvinder, end der er i dag. Hvorfor er der ikke nogen seriøse mennesker, som tror det? Det skyldes, at integrationen af mennesker fra det, man kan kalde Stormellemøsten, er slået fejl. Selv om der helt bestemt er mange af dem, som kommer hertil fra Stormellemøsten, som gør det rigtig godt, så er den samlede virkning af indvandringen, at vores samfund i disse år ændrer sig på en måde, som det store flertal i befolkningen ikke ønsker. Vores samfund bliver mindre liberalt, og her mener jeg ikke i økonomisk forstand, men i politisk forstand. Voldsparate mennesker er de facto i stand til at nedlægge veto imod, at fredelige borgere nyder deres rettigheder i fuldt omfang.

Det er en meget alvorlig trussel imod det liberale demokrati, som er opstået på grund af den mislykkede integration af personer fra Stormellemøsten, og det er selve forudsætningen for dansk udlændinge- og flygtningepolitik, at denne situation er opstået. En anden er selvfølgelig de økonomiske omkostninger. Tidligere i år viste en undersøgelse, at fejlslagen integration i året 2014 kostede 33 mia. kr. Det er et meget troværdig tal. Det flugter fuldstændig med tidligere danske analyser og med, hvad det norske Brochmannudvalg er nået frem til i et land, der på mange måder ligner vores.

Så den samlede danske udlændinge- og flygtningepolitik – og vi kan jo ikke diskutere kvotesystemet uden at diskutere den samlede danske udlændinge- og flygtningepolitik – er motiveret af rettidig omsorg for det liberale demokrati og for statsfinanserne, og den er langt hen ad vejen også motiveret at den højeste sagkundskab. Så sent som den 14. december antydede den internationalt anerkendte ekspert i flygtningepolitik Paul Collier i Berlingske, at den overordnede europæiske flygtningepolitik er absurd. Han sagde bl.a., at det koster 135 dollar for hver person, der dukker op her, mod 1 dollar for hver person, vi hjælper lokalt.

Derfor er det faktisk sådan, at det er Danmark, der viser vejen ved at dreje hjælpen, og det er jo en meget, meget stor og generøs hjælp, hvad flere allerede har været inde på, i retning af hjælp lokalt og ved – og det anbefaler Paul Collier faktisk også – at fjerne så mange som overhovedet muligt af de forkerte incitamenter i det nuværende system, som udløser økonomisk migration og menneskesmugling.

Jeg kan godt forstå, at der er nogle individer og nogle stater, der ikke er lige så meget på forkant som Danmark, der brokker sig, men det tager jeg ikke særlig tungt. Vores politik er dikteret af fornuft, rettidig omhu og indsigtsfuld forskning, og derfor fører vi den rigtige politik. Som både integrationsministeren og udenrigsministeren har redegjort for, gør Danmark i international sammenligning en kæmpe indsats for at redde verdens flygtninge på den bedste måde. Det havde jeg også selv lejlighed til at opleve i september måned, da jeg var delegeret til FN's Generalforsamling. Der tales med meget stor respekt om det danske internationale engagement alle steder, man kommer frem.

Derfor vil jeg konkludere ved at sige, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at den danske flygtningepolitik i hovedsagen er den rette flygtningepolitik.

Tak, og der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tror, at Liberal Alliance deler ambitionen om, at færre mennesker er tvunget til spontant at flygte, spontant at søge asyl, og om at flere omfordeles gennem et organiseret system. Og det system, der findes i verden, er jo altså FN's kvoteflygtningesystem. Jeg tror, Liberal Alliance deler den ambition. Er den beslutning, Danmark har truffet, om at suspendere tilslutningen til kvoteflygtningesystemet, god eller dårlig med hensyn til muligheden for at få udbygget, styrket og opgraderet FN's kvoteflygtningesystem?

Ordføreren.

Hele det internationale flygtningesystem er i en kæmpestor krise, fordi det har den her mærkelige karakter af at være et lotteri, som jeg også var inde på i mit spørgsmål til ordføreren, når vi ser på FN-systemet, og fordi EU-systemet i det hele taget bare er i en kæmpestor krise. Så jeg tror, at om 10 år har vi ikke et flygtningesystem, der på nogen måde ligner det system, vi har internationalt. Vi har nok mere et system, der ligner det, som f.eks. Paul Collier anbefaler.

Spørgeren.

Hvad er Liberal Alliances holdning til FN's kvoteflygtningesystem?

Ordføreren.

Det bakker vi selvfølgelig op om, og det er også derfor, vi ikke afskaffer det, men udsætter ordningen. Men jeg siger også bare fuldstændig realistisk, at om 10 år vil hele systemet se anderledes ud, fordi det, vi har, er ved at være temmelig gammelt.

Den næste spørger er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for talen. Hele den tankegang, som forskeren Paul Collier, tror jeg han hedder, fortalte om på DR2, er jo netop den, at man i fremtiden skal hjælpe flere i nærområderne for så ikke at hjælpe så mange, der kommer spontant op til f.eks. de europæiske lande. Det siger han vi har været for længe om at indse.

Men den tankegang hviler jo også på ideen om, at man er nødt til at aflaste nærområderne. Altså, hovedparten skal hjælpes i nærområderne, ja, men man er også nødt til at aflaste nærområderne, for de kan ikke løfte det hele. Er ordføreren så ikke enig i, at når man nu lukker for den her kvoteflygtningeordning, og hvis andre lande gjorde det samme, så ødelægger man faktisk fundamentet for ideen om et nyt asylsystem, hvor man hjælper mere i nærområderne?

Ordføreren.

Altså, jeg er nødt til at udfordre den præmis, at vi afskaffer kvotesystemet. Det er sådan, at der er en midlertidig suspension af kvotesystemet. Det er selvfølgelig klart, at hvis man vil have noget at skulle have sagt i internationale organisationer, skal man i et eller andet omfang også bakke deres formål op, og det gør vi selvfølgelig også i Danmark. Vi bakker det økonomisk op, og vi bakker det op i ord. Jeg er bare helt overbevist om, at om 10 år er vi nødt til at have noget, der ser meget anderledes ud end det, vi har i dag, og hvor vi hjælper meget mere i nærområderne og på en anden måde, end vi gør i nærområderne, og hvor vi får fjernet de forkerte incitamenter, der er så mange af i det system, vi har nu.

Spørgeren.

Den opfattelse deler jeg faktisk. Jeg tror også, at der på langt sigt kommer ændringer i den måde, vi indretter vores asylpolitik på. Men hvis det skal hvile på den her tankegang om, at man skal hjælpe mere i nærområderne, så er jeg fuldstændig overbevist om, at det også kræver, at de europæiske lande er med til at aflaste nærområderne. Er ordføreren enig i det?

Derudover kunne jeg godt tænke mig at høre: Imens man suspenderer det, vil nærområderne, altså hvis alle lande gjorde det samme, komme under et voldsomt pres, fordi de ikke fik aflastning. Er der egentlig grænser for, hvor meget nærområderne kan løfte?

Ordføreren.

Som jeg antydede i mit spørgsmål til fru Johanne Schmidt-Nielsen, er det nuværende system en slags lotteri, hvor oddsene er langt dårligere end 1 til 100.000 for f.eks. at komme til Danmark – jeg vil ikke hænges op på tallene, men det er omkring 1 til 150.000. Og selv om vi ser på hele det samlede kvotesystem – hr. Mattias Tesfaye var lidt inde på det med 4.000-8.000 – så aflaster det jo meget, meget lidt, når man ser på de mængder af flygtninge, der er. Det system, vi har, er så dysfunktionelt. Vi skal selvfølgelig bakke op om de organisationer, vi er i, fordi det er vores politik, men vi er nødt til at forstå, at det er tænkt i en helt, helt anden tid.

Den næste spørger er fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak til ordføreren. Altså, jeg er egentlig glad for at høre, at ordføreren ikke afviser kvoteflygtningesystemet. Og jeg er også enig i, at vi på sigt, tror jeg, kommer til at se et helt andet system, for sådan som det hele er skruet sammen i dag, er det hele ved at bryde sammen, og vi er nødt til at finde ud af, hvad vi gør for at kunne støtte i nærområderne på en rigtig god måde.

Men indtil da, altså indtil vi laver et nyt system, hvorfor er det så, ordføreren ikke ønsker at bakke op om det nuværende kvoteflygtningesystem, når jeg også hører ordføreren sige, at det er vigtigt i forhold til de internationale organisationer, vi er medlem af, at vi sender det signal? Hvorfor er det, ordføreren ikke i den her mellemliggende periode også ønsker at bakke op om kvoteflygtningesystemet?

Ordføreren.

Det er, som jeg sagde i min ordførertale, fordi man ikke kan se på kvotesystemet uden at se på det samlede, overordnede billede. Og der er så store udfordringer – økonomiske, sociale, boligsociale, kriminalitetsmæssige, skolemæssige osv. – som følge af mislykket integration, at vi ikke kan gå længere ad den vej.

Spørgeren.

Vil ordføreren heller ikke være villig til at tage de flygtninge, som er helt særligt udsatte, som Socialdemokratiet nævner i deres vedtagelsestekst? Altså de helt dårlige, de ekstra handicappede, kvinderne, som har haft svært ved at føde normalt osv., dem, som har brug for akut lægehjælp, og som man kalder twenty or more, altså de +20. Kunne ordføreren være indstillet på at tage imod dem?

Ordføreren.

Jeg er grundlæggende meget, meget imod det vilkårlige, lotteriagtige system, vi har, hvor en meget, meget mikroskopisk brøkdel af flygtninge kan vinde i lotteriet og f.eks. komme til Danmark. Vi er nødt til at finde en løsning, hvor vi hjælper på anden vis. Og der er mange andre løsninger, end at man lige præcis kommer til Danmark, og som er fuldt lige så gode. Og dem vil jeg klart foretrække at man vender sig mod først.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Sofie Carsten Nielsen, som ordfører for Radikale Venstre.

Danmark tager som bekendt imod nul kvoteflygtninge, og det er det, vi debatterer her: Der kommer ikke en eneste kvoteflygtning til Danmark. Der er også andre ordførere, der har været inde på, at Danmark er det eneste land i FN, der har indført sådan et stop for kvoteflygtninge, i alt fald ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat.

I morgen skal vi stemmer om, at Danmark ikke længere skal leve op til den aftale, vi har indgået i FN, og jo ikke bare udsætte, men reelt udtræde af den aftale, vi hidtil har været en del af. Det er jo derfor, der skal en ny lov til, for hvis ikke den lov vedtages i morgen, så skal regeringen leve op til aftalen og modtage kvoteflygtninge. Det bekræftede ministeren, sidst vi havde debatten. Men det er jo så ikke, fordi regeringen er imod FN's kvoteflygtningeaftale, siger ministrene. Danmark er jo med i kvoteordningen. Vi tager bare ikke imod kvoteflygtninge, og der vedtages i morgen en lov, der giver regeringen mulighed for at undgå at modtage kvoteflygtninge. Jeg ved ikke, om I kan følge med derude, men for mig giver det ikke meget mening.

Regeringen siger jo så på Danmarks vegne, at Danmark er det eneste land, der højt og tydeligt siger til alle de andre: Os kan I ikke regne med. Og jeg har også sagt tidligere, at for mig og Radikale Venstre er det faktisk det allerværste ved det her. Selvfølgelig vil det gøre en kæmpe forskel for de 500 kvoteflygtninge, som vi tog, men det gør, som flere har argumenteret med, ikke en forskel for kvoteflygtning nummer 501, hvis hun skal blive i lejren.

Men hele sammenhængen i det her er jo ligesom, at hvis hun bliver hjulpet af et andet land, som også tager sin andel af kvoteflygtninge, så gør det en meget stor forskel for hende. Men det gør også en meget stor forskel for det nærområde, som vi aflaster – hvad debatten her i høj grad handler om – fordi det i forvejen tager et kæmpestort ansvar for nabolandets flygtninge. Og det er jo det samarbejde, det er de fælles aftaler, det handler om.

Så når Danmark, regeringen, flertallet, siger, at Danmark ikke er et land, man skal regne med, jamen så kan vi heller ikke med nogen som helst legitimitet kræve noget af andre lande. Det blev også slået fast, at det skal vi ikke kunne. Man skal ikke kunne sige til andre lande, at vi forventer noget af dem. Men når man så indtager den position, er man vel logisk nok også rede til at sige: Så må det samarbejde falde fra hinanden. Og det er for mig det allermest tragiske ved den beslutning, som vi skal stemme om i morgen, og den debat, vi har. For et flertal er rede til at lade det samarbejde gå i opløsning; et samarbejde, som man jo så samtidig siger er af afgørende vigtighed for verden.

Nu er der så heldigvis en række andre europæiske lande, der trækker i den modsatte retning og tager imod flere kvoteflygtninge, og det er det, vi mener er den rigtige vej at gå, nemlig at lave fælles, bindende aftaler, for vi kan ikke løse nogen af de her problemer hver for sig. Det fremgår også helt tydeligt af debatten: Vi kan ikke løse nogen som helst af de her problemer hver for sig. Så vi får ikke et tryggere, et stærkere, et bedre Danmark ved at overlade ansvaret i verden til andre alene. Vi har brug for mere internationalt samarbejde, ikke mindre, og vi har brug for flere, der tager ansvar for at holde fælles aftaler, ikke færre. Sådan er vores skønne land og nation blevet et så stærkt samfund, sådan er vi blevet et så fantastisk land, som andre i hele verden har kunnet regne med, men det tager flertallet et stort skridt væk fra, når vi stemmer i morgen.

Jeg vil gerne tilbage på sporet. Mit Danmark er et Danmark, man kan regne med, og det vil jeg da arbejde for kommer til at ske igen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Nu ved jeg, at Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet har den samme opfattelse af, at Danmark jo desværre ikke kan hjælpe alle, der har brug for beskyttelse. Jeg ved også, at vi er enige om, at det, selv om vi ikke kan hjælpe alle, så ikke er nogen undskyldning for ikke at hjælpe nogen. Og så er udfordringen jo: Hvordan hjælper vi flest?

Her vil jeg bare stille det spørgsmål, om Det Radikale Venstre ikke er enige i, at de sidste 2-3 år er de år i danmarkshistorien, hvor vi har været i stand til at hjælpe flest. Vi har aldrig nogen sinde brugt så mange penge på humanitær bistand som nu. Vi er det land i verden, der bruger femteflest penge på udviklingshjælp. Alene i år har vi givet opholdstilladelse til 10.000 flygtninge og familiesammenførte. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen perioder i danmarkshistorien, hvor vi har hjulpet så mange som nu. Og årsagen til, at vi er kommet derhen, årsagen til, at vi to en gang imellem kan åbne vores indbakke og læse, at nu er der blevet givet yderligere 100 mio. kr. til den humanitære bistand, er jo, at vi har været i stand til at holde asyltilstrømningen nede. Og det er altså bl.a., fordi vi har truffet nogle beslutninger, som Det Radikale Venstre stemte imod. Så det, der egentlig er mit spørgsmål, er:

Er det ikke på trods af og ikke på grund af Det Radikale Venstres politik, at Danmark i de her år er i stand til at hjælpe så mange mennesker?

Ordføreren.

Nej. Jeg synes, det er meget tydeligt, at det, man beslutter, ikke altid hænger sammen med, hvordan man bruger pengene. Altså, i øjeblikket modtager vi færre og færre flygtninge, men der bliver skåret kraftigt på velfærden. Der bliver skåret ned på uddannelse, og der bliver skåret ned på ydelser. Vi har nu fattigdomsydelser. Der er flere fattige børn i Danmark, til trods for at der kommer langt færre. Så der er ikke den sammenhæng. Det er jo politiske beslutninger, som man har truffet.

Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at det er ude i verden og i nærområderne, at den største hjælp skal foregå. Netop derfor, altså for at det skal blive legitimt, og for at flere vil bidrage med det – for det er jo den eneste måde, det kan løses på – er det så afgørende, at vi holder de forpligtende aftaler, vi har, om at tage 500 kvoteflygtninge om året. For ellers kan man jo ikke regne med os. Og hvorfor skulle andre så?

Spørgeren.

Vi deltager altid gerne i diskussionen om udviklingen af den danske velfærdsstat. Men grunden til, at jeg bad om ordet, er jo, at der er skabt en sammenhæng i Danmark, en mekanisme, som gør, at i de tilfælde, hvor der er færre, der søger asyl, bruger vi flere penge på udviklingsbistand. Det er ikke noget, der har stået i alle aviser. Jeg synes faktisk, det er en af de mest fornuftige beslutninger, der er truffet i Danmark i mange år, for det gør, at vi er i stand til at hjælpe flere mennesker. Vi hjælper flere mennesker, fordi vi holder den spontane asylstrøm nede, og det er jo virkelig, virkelig godt.

Men det er en mulighed, vi har, på trods af de beslutninger, Radikale Venstre har truffet her i Folketingssalen – ikke på grund af dem. Og det har ikke noget med nedskæringer på uddannelse og alt muligt andet at gøre. Er det ikke en god mekanisme, fordi den jo tvinger os til hele tiden at forholde os til, hvordan vi egentlig hjælper flest mulige mennesker for de penge, vi har til rådighed? Er det ikke det, vi politikere lige præcis skal? Vi skal tvinge os selv til at forholde os til de svære spørgsmål, og den mekanisme, der er besluttet ovre hos ministeren for udviklingssamarbejde, gør jo lige præcis det. Og det er derfor, vi er i stand til at hjælpe så mange mennesker på trods af Det Radikale Venstre – ikke på grund af Det Radikale Venstre.

Ordføreren.

Det er jeg helt uenig i. Og dengang, vi havde en højere udviklingsbistand og ikke havde den koblet til, hvordan vi hjalp mennesker, som boede i Danmark, var i Danmark og havde ophold i Danmark – de havde måske endda været her i årevis – hjalp vi også rigtig, rigtig mange ude i verden.

Ser verden anderledes ud nu? Ja, det gør den i høj grad. Men det, vi debatterer her, er, hvorvidt det kræver et fælles, forpligtende internationalt ansvar at løfte den opgave, det er at hjælpe flest mennesker. Det er en hård prioritering, man skal tage stilling til. Når man går fra kvoteflygtningesystemet – og uanset hvor længe man suspenderer den beslutning – så går man fra det ansvar ude i verden, vi har indgået. Og i morgen stemmer vi om at udtræde af at skulle modtage efter den forpligtende aftale, vi har indgået – det er det, vi stemmer om i morgen. Det er et ansvar, der handler om at hjælpe flest mulige.

Den næste spørger er hr. Marcus Knuth fra Venstre. Værsgo.

Mange tak. En af de ting, som bekymrer Venstre, som bekymrer mig, er antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark, og antallet af asylansøgere, der får opholdstilladelse i Danmark. Jo flere der kommer hertil, jo sværere er integrationen, som vi ser det. Ordførerens tidligere partiformand har jo på et tidspunkt for ikke så lang tid siden sagt: Jeg tror ikke, at vi deler den tankegang, når jeg hører Dansk Folkeparti sige, at antallet af udlændinge betyder noget. Er ordføreren enig i Margrethe Vestagers udsagn?

Ordføreren.

Nej, jeg tror, at jeg har sagt meget tydeligt, at antallet selvfølgelig betyder noget, og netop derfor skal man tage sit internationale ansvar på sig og modtage kvoteflygtninge, for ellers beder man ikke andre om det, og så bliver der anarki i verden, og så kan vi ikke styre antallet.

Spørgeren.

Tak. Hvis det er sådan, at antallet betyder noget, er der så en øvre grænse for Det Radikale Venstre for, hvornår man vil sige, at nu er der kommet så mange hertil gennem bagdøren, at vi ikke også kan tage kvoteflygtninge gennem fordøren? Hvis det var svenske forhold, hvor der kom op mod 200.000, ville ordføreren så stadig væk sige: Fint nok, vi holder fuldstændig blindt fast i antallet af kvoteflygtninge, uagtet hvor mange der kommer til Danmark ind gennem bagdøren?

Ordføreren.

Den bedste måde at regulere antallet på er ved at indgå forpligtende internationale aftaler, der har kontrollen og fordeler ansvaret. Der mangler jeg stadig at se et konkret forslag fra Venstre. Jeg har ikke set et forslag til, hvordan vi fordeler ansvaret i verden. Der er en nedre grænse for, hvordan vi synes vi kan behandle mennesker, der er i Danmark, fordi det har omkostninger – også for os selv.

Jeg siger tak til den radikale ordfører. Vi går videre i rækken, og den næste ærede taler er hr. Holger K. Nielsen som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Der er flere, der har været inde på, at vi bliver nødt til at diskutere, hvordan flygtningemodtagelsen finder sted i Europa, og at det nuværende system er uretfærdigt og uhensigtsmæssigt, og det er en diskussion, som jeg personligt synes det er vigtigt at man går ind i, hvori også ligger, at vi gør en langt mere målrettet indsats for, at flere mennesker bliver i nærområderne.

Bag det ræsonnement ligger jo også, at flygtningesituationen er så stort et problem, at vi er nødt til at arbejde med internationale løsninger på det. Det gælder i EU, hvor der pågår en diskussion om, hvordan man får håndteret Europas grænser i forhold til det migrationspres, der er, men det gælder jo også mere globalt, fordi flygtningene og flygtningeproblemet også er et globalt problem. Det er ikke bare et spørgsmål om Europas grænser, men det er et problem, der er mange andre steder i verden. Der er vi nødt til at have som udgangspunkt, at FN må spille en stærk rolle – efter min mening også en stærkere rolle, end FN gør i øjeblikket – hvis vi overhovedet skal have en chance for at kunne håndtere det her internationale problem. Det har altid været dansk politik – det har været dansk udenrigspolitik og sikkerhedspolitik, men også flygtningepolitik – at FN skal have en central rolle at spille i den sammenhæng, og deri indgår kvotesystemet jo som en helt, helt central faktor.

Derfor må jeg sige, at jeg synes, at man spiller meget højt spil med det danske engagement og med den tænkning, der er i forhold til FN's rolle i flygtningepolitikken. For man kan sige, at 500 fra eller til jo ikke er det, som løser flygtningeproblemet. Det tror jeg vi alle sammen kan være enige om det selvfølgelig ikke er. Men problemet er jo, hvis det breder sig. Okay, vi har da problemer i Danmark, det har vi, men vi er jo ikke det land i verden, der er værst stillet økonomisk og socialt – det kan man jo ikke påstå at vi er – og hvis et land som Danmark nu ikke længere vil være med i den her solidariske politik, kan andre spørge: Hvorfor skal vi andre så? Så er det jo, at man kan frygte, at der sker en dominoeffekt, hvor flere andre også trækker sig fra det her internationale samarbejde. Jeg anerkender fuldstændig de argumenter, der siger, at der er store udfordringer i Danmark, også med hensyn til indvandring og flygtninge, og at der er integrationsproblemer, som skal håndteres – det anerkender jeg fuldstændig – men at, om jeg så må sige, betale prisen i form af, at man går ud af det internationale samarbejde, der er, er efter vores mening en for høj pris at betale.

Så siger man så, at vi kan vende tilbage igen på et senere tidspunkt. Det må man da håbe at vi gør, men jeg synes helt ærligt, at det smukkeste nu ville være, at Danmark på et tidspunkt, hvor der er et meget, meget stort pres på de internationale institutioner af forskellige grunde, og i den situation, Danmark er i, med den historie, Danmark har, og den tradition, Danmark har, var et land, der ligesom kunne stå imod det pres. Hvis ikke Danmark har den her solidaritet, er det jo svært at forestille sig, at alle andre så vil have det. Vel har vi det da svært her i Danmark på mange måder, men det har man jo også i andre europæiske lande som Tyskland, Spanien, Italien, Frankrig osv. Men det er jo ikke steder, hvor man vil opgive at tage imod kvoteflygtninge, i hvert fald ikke mig bekendt. Norge tager også stadig væk imod kvoteflygtninge og Sverige gør det også, så jeg synes ikke, at man kan bruge det argument til at sige, at vi så helt skal forlade det der internationale solidariske samarbejde, som det her er. Derfor håber vi meget på, at Folketinget vil komme til besindelse, og at man opgiver, at vi skal forlade det internationale solidariske samarbejde om flygtninge.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for talen. Jeg kender jo ordføreren fra mange sammenhænge som en utrolig tænksom og analytisk person. Der er noget, jeg simpelt hen ikke kan forstå, og som jeg gerne vil have oplyst, og det er: Hvorfor er det så afgørende at have et økonomisk meningsløst lotteri med en gevinstchance dårligere end 1:100.000 frem for at have et økonomisk effektivt system, som kan hjælpe de flygtninge, som vi er enige om skal hjælpes?

Ordføreren.

Hvis spørgeren tænker på, at det vil være bedre at hjælpe i nærområderne, og det tror jeg at det er, så er jeg da er fuldstændig enig i, at det bør man gøre. Det er også det, som jeg tror at de fleste partier i Folketinget bestræber sig på. Men jeg tror da også, at vi er enige om, at kvotesystemet jo også i en vis forstand er en hjælp til nærområderne. Det, at man kan løse alle problemer i nærområderne, tror jeg er for naivt. Dertil kommer så, og det er sådan set et meget, meget centralt argument for mig i alt det her, at der jo er opbygget et internationalt samarbejde igennem FN på hele det her område. Det blev i sin tid i høj grad startet af nogle danskere. Det er noget af det, som faktisk fungerer. Derfor synes jeg da, at det har en værdi, at vi holder fast i FN's engagement i flygtningearbejdet, både i nærområderne – det er jeg da fuldstændig enig i – men jo også omkring at kunne tage flygtninge til vores del af verden.

Spørgeren.

Men 500 personer set i forhold til 60 millioner eller 65 millioner mennesker er jo der, hvor det ikke engang er en metafor at sige en dråbe i havet, det er jo der, hvor det er henne i retning af at være virkelighed. Ville det ikke være meget bedre at interessere sig for at få fjernet alle de forkerte incitamenter, der er, til at udsætte sig selv for livsfare, til at hjælpe menneskesmuglere osv.?

Ordføreren.

Jo, jeg er fuldstændig enig. Det synes jeg da skal være den primære opgave. Men når der bliver sagt, at 500 udgør en dråbe i havet: Ja, men jeg sagde også, at det jo ikke er det, der gør hverken fra eller til, men at det er sammenhængen, det sker i. Det betyder jo, at den samlede indsats svækkes. Hvis et land som Danmark går, så går andre lande også, og så falder hele den FN-indsats fuldstændig til jorden. Og kan vi være tjent med det? Det synes jeg altså ikke. Det er så der, vi er uenige. Vi synes faktisk, at det er vigtigt, at man har den indsats.

Jeg siger tak til SF's ordfører. Vi går videre i talerrækken, og den næste er hr. Naser Khader som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand. Vi i Det Konservative Folkeparti er store tilhængere af kvotesystemet, vel at mærke som den eneste måde at komme til Danmark på. Vi har foreslået en reform af, hvordan man kommer til Danmark som flygtning, og det er at sige stop for spontane asylansøgere, men at forhøje kvoten til Danmark. Det kan være 2.000 eller 3.000 eller 5.000 – det kan man blive enige om politisk. På den måde henter man folk, der vitterlig har brug for hjælp, fra flygtningelejrene; man henter familier, så der ikke er behov for familiesammenføringer bagefter; man underminerer menneskesmuglernes aktivitet. Det er jo en stor forretning at smugle mennesker. Jeg så her forleden, at det på arabisk YouTube blev annonceret, at man kunne købe et rumænsk pas og id-kort for 15.000 euro. Man underminerer i hvert fald menneskesmuglernes forretning, og så bliver folk ikke udsat for seksuelle overgreb eller drukner i Middelhavet m.m. på vejen hertil. Det mener jeg vil være det mest solidariske, det mest retfærdige, det mest fair: at sige stop til dem, der kommer selv, og som har forbindelser og råd til det, og så hente folk fra lejrene. Så den dag, vi får stoppet for folk, der kommer selv, kan vi forhøje antallet af kvoteflygtninge til Danmark. Det er i hvert fald det, vi har foreslået flere gange.

Det, vi gør nu, er jo ikke – og det vil jeg understrege – et totalt stop for kvoteideen. Det, vi siger, er, at der er kommet en hel del her de senere år. I 2015 kom der omkring 20.000, i 2016 omkring 6.000, og mange af dem skal familiesammenføres. Det presser samfundet generelt, og det presser vores velfærdssamfund og integrationssystem, og derfor siger vi: Lad os holde en pause midlertidigt, og så kan vi vurdere, om vi skal genindføre kvoterne i forhold til det lille antal, vi har haft hidtil. Jeg mener, at det giver god mening at sige stop her og nu.

Påstanden om, at Danmark kommer til at blive set ned på, at Danmarks omdømme m.v. bliver ødelagt, synes jeg er noget vrøvl. Vi er en humanistisk supermagt. Vi kan godt være det, vi præsterer internationalt i forhold til det humanitære arbejde, i forhold til flygtninge og asyl m.v., bekendt, så jeg mener ikke, det kommer til at påvirke Danmarks omdømme. Jeg oplever en forståelse for, at det, vi gør, giver god mening. Så alt i alt synes vi, det er en god idé, og vi bakker op om ideen om at holde en pause med kvotesystemet og så forhøje kvoten den dag, der ikke kommer flere spontane asylansøgere til Danmark. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Det var til ordførerens sidste bemærkning om, at ordføreren ikke mente at opleve nogen som helst former for kritik i forhold til det her eller nogen bemærkninger. Og så vil jeg bare spørge ordføreren, om ordføreren er bekendt med, at FN's flygtningekommissariat, UNHCR, i sit høringssvar til det lovforslag, vi skal stemme om i morgen, om at suspendere kvoteflygtningeordningen siger, at antallet af asylansøgere og integration ikke bør have nogen betydning for, hvor mange kvoteflygtninge Danmark tager imod. Genbosættelse af kvoteflygtninge er en humanitær aktivitet og bør begrundes med forpligtelsen til at yde beskyttelse og varige løsninger til flygtninge, siger talskvinden for UNHCR i Danmark. Hun siger også, at der er et afgørende behov for flere pladser til genbosættelse af kvoteflygtninge, især hvis vi ønsker at reducere sekundære bevægelser og bekæmpe de kriminelle netværk af menneskesmuglere.

Så det er jo ikke korrekt, når ordføreren siger, at der ikke er kritik af det lovforslag, vi skal stemme om i morgen.

Ordføreren.

Jo, der er da kritik fra FN-systemet. Det, jeg taler om, er Danmarks omdømme generelt og internationalt. Det, vi skal huske på, er, at vi jo ikke er det eneste land, der ikke tager imod kvoteflygtninge. Det er der mange andre lande i verden der heller ikke gør. Tag hele Mellemøsten, Nordafrika, Japan og Sydkorea. Der er mange lande, der ikke tager imod kvoteflygtninge. Men jeg kender ikke nogen, der boykotter japanske varer, fordi Japan ikke tager imod kvoteflygtninge.

Spørgeren.

Det svarer jo til ligesom at sige, at fordi andre folk kører over for rødt, kan vi også godt gøre det. Altså, der er til gengæld ikke nogen lande, som plejer at tage kvoteflygtninge, og som ikke gør det mere – Danmark er det eneste land, der gør det. Er ordføreren ikke enig i, at vi skal tage FN's kritik alvorligt?

Ordføreren.

Jamen der er lande, der stadig væk tager imod kvoteflygtninge, men vi tager faktisk imod mange flere spontane asylansøgere end nogle af de lande, der er på listen over dem, der tager imod kvoteflygtninge. (Josephine Fock (ALT): Det er vist ikke helt rigtigt).

Jeg siger tak til den konservative ordfører. Den næste på talerstolen er udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak for det. Indledningsvis vil jeg gerne takke for endnu en god debat om kvoteflygtninge. Danmark har, som jeg jo har sagt flere gange, stået i en helt særlig situation med historisk mange asylansøgere, fordi der gik hul på Europa, og et niveau for antallet af opholdstilladelser, som også har været historisk højt. Og det har ærlig talt udfordret vort samfund, særlig i forhold til integrationen. Det har efter regeringens opfattelse betydning for, om Danmark i en periode også skal tage kvoteflygtninge. Vi skal passe godt på Danmark. Vort land skal hænge sammen; det skal hænge sammen økonomisk, det skal hænge sammen kulturelt, det skal hænge sammen socialt. Men det betyder jo ikke, at vi ikke har hjulpet verdens flygtninge, tværtimod. Man kan hjælpe på rigtig mange måder, og det har vi gjort hele tiden, og det skal vi blive ved med. Det gælder bl.a. i flygtningenes nærområder, som udenrigsministeren jo også har redegjort for i sin tale tidligere i dag. Vi er en stor bidragsyder til FN set i forhold til vores størrelse, og der er grundlæggende stor respekt om Danmarks internationale indsats.

Jeg deler således ikke forespørgernes bekymring i forhold til Danmarks anseelse ude i den store verden. Og som jeg har nævnt i min tale, er det jo værd at bemærke, at langt hovedparten af FN-landene slet ikke modtager kvoteflygtninge. Og som jeg også har sagt tidligere, er pausen for modtagelse af kvoteflygtninge jo ikke et permanent stop. Danmark skal fortsat genbosætte flygtninge, men altså også fremadrettet støtte den globale genbosætningsindsats for en del af verdens flygtninge.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil gerne spørge ministeren, om ministeren enten formelt eller uformelt har fået henvendelser fra andre lande om Danmarks beslutning om at suspendere modtagelsen af kvoteflygtninge. Og hvis ja: Hvem er de henvendelser kommet fra? Det kan både være skriftlige henvendelser, og det kan også være, at ministeren har deltaget i internationale møder eller har haft samtaler med ministre fra andre lande, som er kommet med bemærkninger til Danmarks beslutning.

Ministeren.

Nej, det har jeg mig bekendt ikke.

Spørgeren.

Er ministeren bekendt med, om andre ministre i regeringen har fået den slags henvendelser, eller om der på embedsmandsniveau har været kontakter vedrørende den danske beslutning om at suspendere tilslutningen til kvoteflygtningesystemet?

Ministeren.

Nej, det er jeg ikke.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til udlændinge- og integrationsministeren og giver ordet videre til udenrigsministeren.

Jeg vil også gerne takke ordførerne for bemærkningerne og for en engageret debat. Jeg er meget enig i udlændinge- og integrationsministerens generelle beskrivelse af Danmarks indsatser og udfordringer på selve flygtninge- og migrationsområdet.

Selvfølgelig er det klart, at spørgsmålet om kvoteflygtninge er et emne, der også kommer op i de møder og samtaler, som jeg har. Og der er fokus på, at alle lande bidrager til at løse de udfordringer, som migrations- og flygtningestrømmen og -krisen stiller os over for. Men som jeg også sagde indledningsvis, står der grundlæggende stor respekt om Danmarks indsats internationalt. Vi leverer i stor udstrækning i nærområder, udviklingspolitisk, militært til stabilisering og i forhold til FN, EU og andre. Det klare indtryk, som også jeg får, er, at det er der stor respekt om. Og med det lovforslag, der skal tredjebehandles i morgen, står det også klart, at Danmark ikke indfører et permanent stop, men fortsat skal kunne genbosætte flygtninge. Det forhold, at regeringen har besluttet at sætte modtagelsen af kvoteflygtninge på pause for at sikre, at vores eget land kan hænge sammen økonomisk, socialt og kulturelt, ændrer ikke ved, at Danmark fortsat er helt i toppen af feltet i det internationale samarbejde, og at vi respekteres for det. Tak for ordet.

Tak, og der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak til udenrigsministeren. Jeg vil gerne spørge udenrigsministeren, hvordan det hænger sammen med vores udenrigspolitiske strategi fra juni her i år, 2017. Der understreger regeringen betydningen af et stærkt internationalt engagement og peger bl.a. på FN som en vigtig aktør i forhold til at komme med svar på migrationsudfordringen. Og bl.a. står der i den udenrigspolitiske strategi, og jeg citerer:

Internationale organisationer, EU, NATO, FN og WTO er kommet under pres. Det gør det vanskeligt at opbygge international konsensus og tackle de globale udfordringer.

Jeg vil gerne have udenrigsministerens svar på, hvordan de her ting hænger sammen. Tak.

Ministeren.

Det hænger rigtig, rigtig fint sammen, for situationen er jo ikke den, at det her er det eneste område, hvor der er internationalt samarbejde, og hvor Danmark er engageret. Der er rigtig mange andre områder, og vi ligger fuldstændig i front, i toppen, på rigtig, rigtig mange områder. Derfor kan man godt gøre både det, som vi gør her, og så samtidig være med til at styrke det internationale samarbejde ved at gå forrest og vise, hvordan man hjælper bedst muligt.

Spørgeren.

Jeg synes jo ikke, at det hænger sammen, og jeg synes heller ikke, det hænger sammen med, at vores statsminister har skrevet under på New York-deklarationen, hvor man jo lige præcis har sagt, at en velfungerende kvoteordning i FN-regi er helt afgørende. Hvordan hænger det sammen, at vi har en statsminister, der skriver under på den deklaration, og så kommer vi med et lovforslag her i Danmark, der siger, at nu vil vi have et stop for kvoteflygtninge?

Ministeren.

Svaret er det samme.

Den næste spørger er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Det er lidt uklart for mig, hvad udenrigsministeren sagde indledningsvis i sit indlæg her, så jeg vil bare lige for at være helt sikker høre: Har udenrigsministeren fået henvendelser fra andre landes ministre, eller har embedsværket i Danmark fået henvendelser fra andre embedsværk, har regeringen fået henvendelser fra andre regeringer vedrørende den danske beslutning om at suspendere tilslutningen til kvoteflygtningesystemet? Hvis jeg hørte korrekt, sagde udenrigsministeren, at det er blevet påtalt, men det kan være, jeg misforstod. Hvad er det i så fald, der er blevet sagt?

Ministeren.

Nej, det var en misforståelse. Det er ikke, sådan som jeg erindrer, tilfældet, men jeg skal gerne gå tilbage og søge i dokumenter og sende svar over til Folketinget. Men det, jeg siger, er bare, at selvfølgelig er kvotesystemet et emne, som berøres.

Spørgeren.

Jeg vil naturligvis følge op skriftligt, men det vil sige, at ministeren altså siger i Folketingssalen, at ministeren ikke, hverken formelt eller uformelt, har fået henvendelser fra andre lande vedrørende den danske beslutning om at suspendere tilslutningen til kvoteflygtningesystemet?

Ministeren.

Nu er »andre lande« jo et meget, meget vidt begreb, og jeg skal da ikke afvise, at der ligger en mail et sted fra en borger fra et andet land eller andet. Det kan jeg jo selvfølgelig ikke afvise. Men det er ikke noget, jeg sådan erindrer, altså at der er en anden minister, altså en ministerkollega til mig, der er kommet hen og har henvendt sig til mig og har rejst det her specifikke spørgsmål. Men som sagt går jeg gerne tilbage og kigger i referater og ser, hvorvidt det skulle være tilfældet. Men hvis jeg skal svare her på stående fod, er det ikke noget, jeg erindrer.

Den næste spørger er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak. Og tak til ministeren. Ministeren støtter jo kvoteordningen som sådan. Det er selvfølgelig meget godt. Det er så mindre godt, at man ikke selv vil løfte sin del af opgaven, i øjeblikket i hvert fald, og på ubestemt tid. FN har jo meget klart sagt, at der er langt flere mennesker, som har behov for genbosætning, end der er pladser i det her kvoteflygtningeprogram, totalt set. Så mit spørgsmål er, om ministeren ønsker og håber, at der er flere lande, der vil vælge at tilslutte sig FN's kvoteflygtningesystem og give beskyttelse til kvoteflygtninge.

Ministeren.

Jeg har ikke sådan en umiddelbar holdning til, hvad andre lande skal gøre i forhold til det her. Det, vi diskuterer i dag, er Danmarks forhold til det system.

Spørgeren.

Tak. Jeg havde frygtet det svar, for det smager jo, synes jeg, en lille smule af ansvarsforflygtigelse, for ministeren må vel erkende, at det nok ikke er ligegyldigt, hvad Danmark gør i den her forbindelse. Så jeg må spørge ministeren: Tror ministeren, at Danmarks beslutning om på ubestemt tid at annullere modtagelse af kvoteflygtninge er noget, der gavner, eller er det noget, der svækker det kvoteflygtningesystem, som ministeren ellers synes er i orden?

Ministeren.

Det faktum, at vi er – og fortsat er – tilknyttet det her system, er selvfølgelig et signal om, at vi grundlæggende set synes, at der er fornuft i at have sådan et system. Men på den anden side vælger vi så den model, som vi gør nu, og som vi har gjort i de her år. Det er jo et udtryk for, at vi føler, at der er et behov for det, fordi vi har et behov for at få fokuseret på de problemer og udfordringer, som vi står med herhjemme. Gør det så en forskel, at Danmark træffer den beslutning, som vi gør? Det vil jeg lade andre om at vurdere.

Den næste spørger er hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Jeg vil godt for mit eget vedkommende sige, at jeg har et afslappet forhold til konventioner og deslige. Jeg mener faktisk, at vi har taget langt flere flygtninge, end vi burde have taget, i forhold til hvad landet kan bære. Sådan er det. Men jeg synes, at jeg i saglighedens interesse bliver nødt til at stille nogle spørgsmål. Det er blevet sagt her i Danmark, at Danmark står alene med sit nej til kvoteflygtninge. Passer det? Altså, jeg synes, der er sagt mange ting i den her debat, som virker som forløjet propaganda, hvor man prøver at fremstille en virkelighed, der ikke eksisterer. Er Danmark det eneste land i FN-systemet, der ikke modtager kvoteflygtninge? Det er mit første spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Er Danmark med den suspensionsordning trådt ud af kvoteflygtningeordningen, sådan som fru Josephine Fock påstod? Altså, det er bare to punkter, som vi godt kunne få et klart svar på. Jeg vil bare høre, hvad regeringens holdning er til det.

Ministeren.

Til det første spørgsmål: Medmindre jeg er blevet fuldstændig misinformeret, vil jeg sige, at sådan som jeg er blevet informeret – jeg tror ikke, at jeg er misinformeret – er svaret selvfølgelig, at nej, vi er ikke det eneste land. Til det andet spørgsmål er svaret selvfølgelig det samme.

Er der opfølgende spørgsmål? Det er der ikke. Næste spørger er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig godt lidt tilbage til det her med opbakningen i forhold til FN-systemet. For jeg ved jo, at man netop i regeringens udenrigspolitiske strategi siger, at fordi vi er et lille land, har vi en interesse i at have stærke multilaterale organisationer, hvor der træffes fælles beslutninger.

Mener ministeren, at det, at vi siger stop for kvoteflygtninge, er med til at bakke op om stærke multilaterale organisationer, der træffer fælles beslutninger på flygtningeområdet?

Ministeren.

Jeg har svaret på det spørgsmål, og mit svar var, at man ikke kan nøjes med at se på ét felt isoleret. Man skal se på Danmarks samlede indsats. Og Danmarks samlede indsats er dybt imponerende, og det er der bred international enighed om. Jeg har faktisk ikke hørt fra nogen lande – og jeg har i øvrigt heller ikke hørt det i debatten i dag fra nogen partier – at der er nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt Danmarks indsats generelt er dybt imponerende på det internationale samarbejdsområde.

Spørgeren.

Nu er det kvoteflygtningesystemet, som jo er en multilateral aftale, vi snakker om, og styrker det den aftale omkring kvoteflygtninge, når et land som Danmark siger stop for det? Det er egentlig det, vi spørger om. Vi spørger ikke om Danmarks internationale omdømme i forhold til alt arbejdet i FN. Jeg kender udmærket til alle de gode eksempler, der er der. Men i forhold til den multilaterale aftale i kvotesystemet, styrker det så det, at vi siger stop?

Ministeren.

Jeg har svaret.

Næste spørger er fru Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt lige starte med at bede udenrigsministeren om at bekræfte, at blandt de lande, der hidtil har modtaget kvoteflygtninge, er Danmark det eneste land, der nu stopper modtagelsen af kvoteflygtninge.

Ministeren.

Jamen det var ikke det samme spørgsmål, jeg fik stillet før. Så det kan jeg da godt bekræfte – altså, ifølge mine informationer.

Et opfølgende spørgsmål? Spørgeren.

Tak. Beklager – jeg skal lige have lært det der med at trykke sig ind anden gang.

Godt, så fik vi det på plads. Det er Danmark. Det ville også være mærkeligt, hvis FN's Flygtningehøjkommissariat havde forkerte oplysninger. Men så er det på plads.

Det næste spørgsmål er om regeringens udenrigspolitiske strategi, ministerens udenrigspolitiske strategi, som jo handler meget om stærke multilaterale organisationer, der er under pres. Derfor vil jeg bare høre udenrigsministeren om det. For Socialdemokratiets ordfører sagde det jo egentlig meget ligeud. Den her beslutning fra et flertal i Danmark svækker selvfølgelig hele FN's kvoteflygtningesystem, og det vil svække det, hvis andre lande følger trop. Derfor vil jeg spørge ministeren om, hvordan det at bygge konsensus og at tackle globale udfordringer i fællesskab og det, at multilaterale organisationer er under pres, hænger sammen med Danmarks beslutning. Er udenrigsministeren enig med Socialdemokratiets ordfører i, at det vil svække systemet, hvis andre lande træffer de samme beslutninger?

Ministeren.

Altså, på en eller anden måde er det billede, vi taler om her – hvis vi nu virkelig skal gøre det til et eller andet billede – at Danmark er deltager i et løb, hvor der er rigtig mange deltagere. Vi ligger forrest i feltet eller er blandt nogle af de allerforreste, og vi er langt foran midterfeltet og især foran det bageste felt. Og så på ét kort stræk sætter vi tempoet en lille smule ned, men vi er fortsat langt foran alle andre.

Svækker det så vores position i forhold til at være langt foran alle andre? Ja, relativt set, kan man sige, men vi er stadig væk langt foran alle andre, og det er sådan set det, der er det afgørende for mig. Vi er med til at vise vejen, fordi vi går forrest generelt set, og det gør vi stadig væk.

Jeg siger tak til udenrigsministeren. Og den næste på talerstolen er ordføreren for forespørgerne, fru Josephine Fock fra Alternativet.

Tak. Jeg skal ikke trække debatten særlig meget længere i langdrag. Jeg vil gerne sige tak til alle partierne for at have deltaget rigtig aktivt i dag. Det har været rigtig godt, synes jeg, at få en rigtig grundig diskussion af kvoteflygtningesystemet. Der er ikke nogen her i salen, der skal være i tvivl om, at vi fire partier, som har rejst forespørgselsdebatten i dag, synes, at det er ærgerligt, at der kommer det her stop i kvoteflygtningeordningen.

Jeg er en lille smule overrasket over udenrigsministerens meget kortfattede svar. Jeg synes faktisk ikke, at vi i dag fik et tilfredsstillende svar på, hvordan den her beslutning hænger sammen med den udenrigspolitiske strategi, som lige er vedtaget. Og det, strategien siger, er jo, at regeringen understreger betydningen af et stærkt internationalt engagement og bl.a. peger på FN som en vigtig aktør i forhold til at kunne komme med svar på migrationsudfordringen. Der står bl.a., at internationale organisationer – EU, NATO, FN og WTO – er kommet under pres. Det gør det vanskeligere at opbygge international konsensus og at tackle de globale udfordringer.

Jeg ville jo ønske, at vi kunne få flertal for vores forslag til vedtagelse, som signalerer, at det er vigtigt på alle niveauer og på alle måder fuldgyldigt at støtte op om FN i forhold til at fortsætte med at tage kvoteflygtninge. Men jeg skal endnu en gang sige tak til alle partier for at deltage så aktivt i debatten, og også tak til ministrene for at møde frem.

Jeg siger tak til ordføreren for forespørgerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted onsdag den 20. december 2017.