Fremsat 18-01-2018
1. behandlet/henvist til udvalg 23-02-2018
Betænkning afgivet 24-04-2018
2. behandlet/forkastet 15-05-2018
Ministerområde:
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Formålet med beslutningsforslaget er at oprette sprogcentre eller styrke de allerede eksisterende sprogcentre på alle de danske universiteter.
Sprogcentrene skal højne de studerendes skriftlige kvalifikationer i dansk, men også forbedre de studerendes forståelse og navnlig beherskelse af sproget inden for de akademiske genrer. Centrene skal derudover fungere som konsulterende instans for underviserne i deres formidling på dansk, ligesom de studerende kan modtage råd og vejledning om sproget undervejs i deres studie.
Det ville desuden være en stor fordel, hvis alle udenlandske medarbejdere på universiteterne fik mulighed for at deltage i danskkurser fra deres start på universitetet, og indtil de nåede en beherskelse af dansk, som gjorde det muligt for dem at undervise og eksaminere på dansk og deltage i møder og administrativt arbejde på dansk.
Forslaget blev forkastet. For stemte 22 (DF), imod stemte 83 (S, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), hverken for eller imod stemte 0.