Udenrigsministeriet
Folketingets Forsvarsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2017 - 44403
SSP
9. januar 2018
FOU B 50
–
endeligt svar på spørgsmål 6 fra Nikolaj Villumsen
(EL) stillet den 20. december 2017 til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Når Danmark bidrager med øget militær tilstedeværelse, kan det da ikke
anses for at legitimere et irakisk styre, som ikke synes at have intentioner
om at løse de sekteriske problemer i Irak, som ikke sørger for
lønudbetaling til de styrker, som danske enheder træner, og som ikke synes
at tage alvorligt, at irakiske styrker begår overgreb mod fanger?
Svar
De yderligere danske militære bidrag udsendes som del af den
internationale koalitions kamp mod ISIL.
Politisk støtter Danmark, sammen med vores partnere, den irakiske
premierministers inklusionsdagsorden. Derudover støtter Danmark FN’s
forsoningsindsats, som bidrager til at løse de sekteriske problemer i Irak.
Premierminister Abadis muligheder for at gennemføre politiske reformer
er samtidigt udfordret af pro-iranske kræfter både i og uden for den
irakiske regering. Den internationale støtte udgør i denne sammenhæng en
vigtig modvægt til mere konservative shia-islamistiske kræfter.
En normalisering af den irakiske sikkerhedssektor, herunder styrkelse af
den demokratiske kontrol, er en vigtig forudsætning for fredelig bilæggelse
af de aktuelle sekteriske konflikter i Irak såvel som for en kommende
forsoningsproces. Derfor bidrager Danmark gennem UNDP også til at
støtte den irakiske regering i gennemførelsen af reformer i
sikkerhedssektoren i Irak.