Folketingets Forsvarsudvalg
Christiansborg
FORSVARSMINISTEREN
Folketingets Forsvarsudvalg har den 20. december 2017 stillet følgende spørgsmål nr. 1
vedrørende B 49 til forsvarsministeren og udenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Nikolaj Villumsen (EL).
Spørgsmål nr. 1:
”Ministrene
bedes redegøre for, hvordan og efter hvilke retningslinjer, det danske bidrag
skal håndtere nødstedte flygtninge på Middelhavet. Skal opsamlede nødstedte flygtninge
håndteres efter danske asylregler, eller skal de sættes i land og i så fald, hvor kan de sæt-
tes sikkert i land og hvordan vurderes det ombord, hvor de kan sættes sikkert i land?”
Svar:
Forsvaret skal i sit virke respektere Danmarks nationale og internationale forpligtelser, her-
under menneskerettighederne. Muligheden for at overdrage eventuelle nødstedte personer
til et tredjeland vil afhænge af en konkret vurdering i hver enkelt situation, herunder om det
kan ske i overensstemmelse med non-refoulement-princippet i bl.a. Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention.
Ved en eventuel indsættelse i Operation Sea Guardian i Middelhavet vil der
–
på samme
måde som ved øvrige indsættelser
–
blive udarbejdet et missionsspecifikt direktiv, som
blandt andet vil fastlægge procedurer for håndtering af eventuelle opsamlede nødstedte,
herunder nødstedte flygtninge. Forsvarsministeriet vil efter inddragelse af relevante myn-
digheder, herunder Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet, i konkrete
tilfælde tage stilling til, hvor nødstedte flygtninge opsamlet under Operation Sea Guardian
kan ilandsættes.
_______________________________________________________________________________________________________________________________________________
HOLMENS KANAL 9
1060 KØBENHAVN K
TELEFON: 72 81 00 00
TELEFAX: 72 81 03 00
WEB: www.FMN.DK
CVR: 25-77-56-35
EAN: 5798000201200