Lad mig starte med at slå fast, at kriminelle udlændinge ikke har noget at gøre i Danmark, og det tror jeg sådan set at forslagsstillerne og jeg er meget enige om.
Misbruger en udlænding sit ophold i Danmark til at begå kriminalitet, jamen så er man ganske enkelt ikke velkommen her mere.
Det har derfor også fra dag et været regeringens ambition at sikre, at vi har de bedste muligheder for at udvise kriminelle udlændinge.
Det er også derfor, at jeg den 28.
februar i år fremsatte et lovforslag, der skal skærpe reglerne om udvisning.
Beslutningsforslaget, som vi så skal drøfte her i dag, handler ikke specifikt om udvisning, men om det indrejseforbud, der gives i forbindelse med en dom om udvisning.
Forslagsstillerne foreslår konkret, at en udlænding, der er udvist af Danmark med et indrejseforbud, i en given periode ikke automatisk skal have mulighed for at vende tilbage til Danmark, når indrejseforbuddet er udløbet.
Derimod skal den pågældende igennem en særlig ansøgningsprocedure.
Forslaget giver mig for det første anledning til kort at redegøre for, hvad der egentlig sker, når en udlænding udvises, for det er ikke sådan, som man jo ellers kunne forledes til at tro, når man læser det her beslutningsforslag, at en udlænding, der er blevet udvist af Danmark, blot kan vende tilbage, når indrejseforbuddet, der er blevet meddelt for en periode i forbindelse med udvisningen, er udløbet.
Når en udlænding i dag udvises af Danmark, bortfalder den pågældendes visum eller opholdstilladelse, og den pågældende må ikke på ny indrejse og opholde sig her i landet, når indrejseforbuddet er udløbet, før der eventuelt etableres en ny ret hertil.
En udvist udlænding har altså ikke længere noget opholdsgrundlag i Danmark, heller ikke efter at indrejseforbuddet er udløbet.
Derimod så omfattes en udvist udlænding efter indrejseforbuddets udløb af de almindelige regler for indrejse og ophold i Danmark.
Det betyder også, at udlændingen skal søge om opholdstilladelse på ny, hvis den pågældende ønsker at vende tilbage til Danmark.
Og i den forbindelse følger det af de gældende regler, at en udlænding ikke kan gives opholdstilladelse, f.eks.
hvis udlændingen må anses for at være til fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den offentlige orden, eller hvis der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende har begået en alvorlig ikkepolitisk forbrydelse uden for tilflugtslandet.
Så det er altså ikke sådan, at man blot kan vende tilbage til Danmark, hvis man er udvist og ens indrejseforbud er udløbet.
Tværtimod er det vigtigt for mig at understrege, at man er omfattet af de samme indrejseregler og regler for opholdstilladelse, som gælder alle udlændinge.
Og det omfatter altså også de såkaldte udelukkelsesregler, som jeg netop har nævnt.
Lad mig så vende mig mod den konkrete virkning af et indrejseforbud.
Som nævnt betyder et indrejseforbud, at opholdstilladelsen bortfalder, og at man ikke uden tilladelse må indrejse og opholde sig i Danmark.
Har man et gældende indrejseforbud, skal man altså søge om lov til at indrejse og opholde sig i Danmark, uanset hvor man kommer fra.
Jeg forstår forslaget her som et ønske om, at alle, der udvises, de facto skal have indrejseforbud for bestandig, for det er jo realiteten med det her forslag.
Alle udlændinge, der udvises af Danmark, som omfattes af en særlig dispensationsadgang for at kunne indrejse i Danmark på ny, uanset hvornår det så måtte være, også selv om udlændingen i øvrigt opfylder de betingelser for indrejse og ophold, som gælder i dag, skal have indrejseforbud for bestandig.
Jeg er jo sådan set enig med forslagsstillerne i, at begår man meget alvorlig kriminalitet, skal udvisningen ses som et reelt signal om, at vedkommende, der er blevet udvist, ikke længere er ønsket her i Danmark.
Men det er jo også sådan, at det allerede følger af de gældende regler.
I dag er det sådan, at længden af den frihedsstraf, der bliver givet i forbindelse med en dom om udvisning, automatisk har betydning for, hvor længe et indrejseforbud gælder.
Og reglerne om indrejseforbud er netop udformet sådan, at begår man meget alvorlig kriminalitet, og får man i den forbindelse en ubetinget frihedsstraf af mere end 1 år og 6 måneders varighed, jamen så er udgangspunktet altså, at man udvises med indrejseforbud for bestandig.
Samtidig er det vigtigt at huske på, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at en udvisning skal være proportional med retten til privat- og familieliv.
Og ved den vurdering spiller længden af indrejseforbud også en rolle.
Vi skal selvfølgelig hele tiden se på, om vi kan gøre yderligere både for at udvise kriminelle udlændinge, der opholder sig i Danmark, og for at sikre, at kriminelle udlændinge ikke indrejser i Danmark og misbruger deres ophold til at begå kriminalitet.
Den 28.
februar i år fremsatte jeg derfor også et lovforslag om skærpede regler for udvisning af kriminelle udlændinge.
Lovforslaget, der bygger på de anbefalinger, som arbejdsgruppen, der var nedsat som en del af bandepakke III, kom med, skal sikre, at der i videst muligt omfang kan ske udvisning af kriminelle udlændinge.
Et af elementerne i lovforslaget og en af de ting, som udvisningsarbejdsgruppen pegede på kan være med til at sikre, at der i videre omfang kan ske en udvisning, er at give domstolene mulighed for at meddele indrejseforbud af kortere varighed, end hvad der ellers følger af de gældende regler.
Det lyder måske umiddelbart mærkeligt, når målet er i videst muligt omfang at holde kriminelle udlændinge ude af Danmark, men det foreslår vi, fordi vi altså kan konstatere, at noget af det, som Menneskerettighedsdomstolen lægger vægt på i vurderingen af, om en udvisning er i strid med retten til privat- og familieliv, netop er længden af et indrejseforbud.
For regeringen er sagen altså helt klar:
Vi vil hellere have, at en kriminel udlænding udvises af Danmark med indrejseforbud for en kortere periode, end at den pågældende slet ikke udvises.
Så for afslutningsvis at opsummere:
Jeg deler til fulde forslagsstillernes holdning til, at kriminelle udlændinge jo ikke har noget at gøre i Danmark, og jeg vil derfor også gerne kvittere for det her forslag, og for at vi kan få debatten om det her vigtige emne.
Men jeg mener altså ikke, at forslaget er den rigtig vej at gå.
Regeringen ser løbende på, om der er yderligere, vi kan gøre, for netop at holde kriminelle udlændinge ude af Danmark.
Derfor har jeg også for nylig fremsat et lovforslag netop om skærpede regler om udvisning af kriminelle udlændinge.
Og så håber jeg selvfølgelig på, at vi kan bruge debatten her i dag til at bekræfte hinanden i, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, på det her område, og at vi selvfølgelig også følger området meget, meget tæt.