Det næste punkt på dagsordenen er:

25) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 93:

Forslag til folketingsbeslutning om forsøg med frie a-kasser med dagpenge uden modkrav.

Af Torsten Gejl (ALT) m.fl.

(Fremsættelse 15.03.2018).

Forhandlingen er åbnet. Beskæftigelsesministeren, værsgo.

Tak for det. Med beslutningsforslag B 93, som vi skal behandle her i dag, ønsker Alternativet jo at etablere et 2-årigt forsøg med frie a-kasser. Med forsøget skal de tvungne regler for ledige om ret og pligt erstattes af valgfri tilbud, og dermed kommer ledige til at modtage dagpenge uden modkrav.

Der er et par ting, som jeg synes fortjener at blive diskuteret her i dag. Lad mig starte med i hvert fald to helt afgørende ting. Og lad mig starte med det positive først: Jeg er helt enig med Alternativet i, at beskæftigelsesindsatsen i dag drukner i besværlige og ulogiske regler og alt for stive proceskrav. Til trods for at vi har rigtig, rigtig mange detaljerede krav, har vi jo desværre været vidne til gennem den kortlægning, som Folketingets Beskæftigelsesudvalg selv har set, gennem gentagne spørgsmål og svar fra min side, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem et meget bureaukratisk system og så sikkerheden for, at borgeren får den indsats, som borgeren er stillet i udsigt i forhold til lovgivningen.

Det er jo også bl.a. derfor, regeringen har fremlagt et ambitiøst udspil for at lave en gennemgribende forenkling af beskæftigelsesindsatsen og tage et opgør med det her meget snørklede bureaukrati. De her forhandlinger har været i gang igennem længere tid og er stadig væk i gang, og det er jo stadig væk mit håb og min forventning, at vi kan lande en bred politisk aftale, som kan være med til både at forenkle reglerne, rydde op i bureaukratiet og frigøre ressourcerne i kommunerne til at hjælpe ledige folk i job. Det er absolut voldsomt tiltrængt. Ingen tvivl om det. Og det kræver, som Alternativet jo også anfører, at vi gør noget nyt, prøver nogle andre løsninger. Deri er jeg faktisk et hundrede procent enig. Man kan vel fristes til at sige, at det kræver en lidt alternativ tilgang til området.

Det andet, som jeg også gerne vil nævne her i dag, er jeg på ingen måde villig til på den måde at gøre til genstand for en politisk debat, nemlig diskussionen om at slække på rådighedsforpligtelsen. Ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og leve op til de regler, der stilles. Det har vi som grundprincip i Danmark – at vi hjælper folk, der er uden for arbejde, med at komme ind på arbejdsmarkedet igen, og hvis man i en periode ikke kan forsørge sig selv, er samfundet med de regler, vi har, villig til at være en fast grund under den enkelte. Men samfundet kræver så til gengæld, at man står til rådighed for det danske arbejdsmarked, deltager i samtaler og tilbud, der kan hjælpe en tilbage i beskæftigelse. Det er jo ikke for at gøre noget med ond vilje; det er i respekt for, at alle har bedst af at have et arbejde.

Der er ingen tvivl om, at i en tid, hvor beskæftigelsen er rekordhøj, og hvor vi har slået indtil flere danmarksrekorder og stadig flere virksomheder slås om at rekruttere de almindelige medarbejdere, er det ekstra vigtigt, at vi nu gør vores ypperste for, at ledige også lever op til deres rådighedsforpligtelser og søger job bredt. Aldrig har der vel været et større behov for, at dem, der i dag ikke er på arbejdsmarkedet, bliver hjulpet ind på arbejdsmarkedet. Sandheden er også den, som jeg har gentaget i utallige samråd, at det skylder vi os. Vi skylder at gøre en ekstraordinær indsats.

Det udspil, regeringen har lagt op, til bygger jo på tillid og færre proceskrav. Det bygger på, at vi vil give kommunerne større frihed til at tilrettelægge lokale og effektive løsninger, hvor den ledige er i centrum. Sagsbehandleren skal i langt højere grad have frihed til og mulighed for at lytte til de lediges egne ønsker og tilrettelægge et individuelt forløb – jo alt sammen noget, som jeg i hvert fald tidligere har lyttet mig til også er ting, Alternativet er optaget af. Men det er også vigtigt, at ledige bliver mødt af krav og regler, der er til at forstå, og som virker rimelige for den enkelte. Målet skal være en bedre og mere effektiv indsats, som samtidig giver en større tilfredshed over hele linjen, både for den enkelte medarbejder, men for den sags skyld også for den ledige.

Jeg vil også gerne understrege, at forenklingen ikke skal betyde, at ledige skal have en mindre indsats, for det kunne man måske også godt tro og lave den kobling, men det betyder alene, at kommunerne får frihed til at tilrettelægge den indsats, de vurderer er den bedste for den ledige.

Jeg er helt enig med Alternativet i, at flere regler ikke på nogen måder er ensbetydende med, at flere kommer i arbejde, snarere tværtimod, uden at der er forskningsmæssig dokumentation for det. Men sandheden er jo, at des flere vanskelige proceskrav, man stiller op, des større er risikoen, sandsynligheden også for, at medarbejderne ikke forstår reglerne eller decideret mister den lyst, der er til at være en del af arbejdspladsen. Jeg er jo optaget af, at man i højere grad stiller medarbejderne fri og tror mere på sine medarbejdere, frem for at detailstyre dem. Jeg synes også, det er vigtigt at sige, at man jo så heller ikke bare skal lade det være tilfældigt og lade den ledige sejle sin egen sø. Derfor er det også vigtigt, at vi understøtter de tiltag, som vi ved virker, og det er netop udgangspunktet for vores udspil.

Vi skruer op for de ting, vi ved virker. Vi ved f.eks., at samtaler, særlig i starten af ledighedsforløbet, er et de bedste midler til at få ledige i beskæftigelse, og en tidlig og intensiv opfølgning har en positiv beskæftigelseseffekt. Derfor lægger vi op til et nyt kontaktforløb med tæt kontakt i starten, og efter 6 måneder skal samtalerne afholdes efter behov. Jeg tror, vi alle kan blive enige om, at vi skal have mindsket bureaukratiet og frigjort ressourcerne til at gøre en indsats for at hjælpe folk ind på arbejdsmarkedet.

Et centralt spørgsmål er dér: Hvor langt skal vi gå for at opnå det? Her ophører enigheden med Alternativet så. Jeg må ærligt tilstå, at jeg undrer mig ret meget over, at Alternativet direkte lægger op til at fjerne kravet om, at ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få dagpenge. Forskning på området viser, at udsigt til aktivering og sanktioner, hvis ledige ikke lever op til deres rådighedsforpligtelse, har en positiv beskæftigelseseffekt. Søger ledige smalt, betyder det, at de kommer langsommere i beskæftigelse, og at der er virksomheder, som får sværere ved at rekruttere den nødvendige arbejdskraft, og jeg synes altså ikke, at tiden er inde til på nogen måder at slække på det, som vi ved virker. Det er kun rimeligt, at der bliver stillet krav til den, der i dag ikke er inde på arbejdsmarkedet, hvis man ønsker at modtage dagpenge.

Når det er sagt, ser jeg jo også hele tiden på, om rådighedsreglerne er tidssvarende, og om der er mulighed for at forenkle reglerne. Det er også en del af øvelsen. Jeg har løbende i min tid som beskæftigelsesminister taget indtil flere initiativer, hvor vi i højere grad nu har rettet op på nogle af de børnesygdomme, der har været, hvilket vi har følt har været nødvendigt for også at give en mere ret og rimelig forståelse af reglerne. Jeg vil også gerne oplyse, at der også er igangsat en foranalyse, som bl.a. skal se på mulighederne for at forenkle en række regler, og det gælder også rådighedsreglerne. Sammen med relevante interessenter, a-kasser og borgere, skal det kortlægges, om reglerne opleves som for stramme, for indviklede eller for uforståelige, og det vil jo så måske også være med til at give os en inspiration til at finde nogle andre løsninger. Så hvor bringer det regeringen?

For regeringen er det vigtigt, at vi i første omgang afventer et resultat af de igangværende forhandlinger om beskæftigelsesindsatsen samt foranalysen på dagpengeområdet, inden der igangsættes yderligere politiske tiltag. Men uanset hvordan det hele ender, holder vi fast i, at ledige dagpengemodtagere skal stå til rådighed og leve op til deres forpligtelser. Og det er så også derfor, regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget, selv om jeg gerne vil anerkende de grundtanker, der også er en del af det her forslag, nemlig at der er brug for en ny metode for at sikre, at flest mulige mennesker kommer ind og bliver en del af det arbejdende fællesskab.

Tak for det. Og så er der en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for en god tale – også i den ånd, som jeg håber der vil være i den her debat. Jeg er egentlig ikke kommet for at gøre det hele sort-hvidt og sige, hvem der tager fejl, og hvem der har ret. Jeg synes, det er meget mere spændende med en debat om, hvordan vi kan få flere folk i arbejde, eventuelt ved at gøre det lidt enklere i beskæftigelsessystemet.

Ministeren siger, at man ikke vil ophæve rådighedsforpligtelsen, og der er det, jeg bare vil høre, hvor tæt vi er på hinanden lige i den sammenhæng. For i vores forsøg, altså det forsøg, vi foreslår med fem a-kasser i 2 år, skal man faktisk tage et job, hvis man får det tilbudt. Og man skal også registrere sig på Jobnet. Det vil sige, at der er en vis rådighedsforpligtelse, som vi bibeholder. Det er alt det andet, vi fjerner, for i stedet for at bruge ressourcerne på en service, der mere aktivt kan få folk i arbejde. Hvor langt tænker ministeren at vi er fra hinanden der?

Værsgo.

Jeg tænker, at vi da kommer tættere på hinanden under debatten, alt efter hvordan man læser beslutningsforslaget, men jeg er i hvert fald af den opfattelse, at man nærmest havde opgivet det at stille krav til folk på dagpenge. Og derfor må jeg jo sige, at jeg er optaget af, at der er en ret og en pligt, når man modtager offentlige ydelser, i forhold til at man så også skal være til rådighed for at tage de jobs, der er – i særdeleshed i en situation nu, hvor der er akut mangel på arbejdskraft. Men det gælder uanset hvad.

Nu kan man jo ikke i en debat som den her om et beslutningsforslag stille spørgsmål til forslagsstillerne, men jeg tror, jeg har brug for at stille nogle spørgsmål til de bemærkninger, der er her, for at forstå rækkevidden af forslaget. Det ændrer ikke på, at regeringen ikke kommer til at støtte forslaget, men der er som sagt mange gode og spændende tanker heri.

Hr. Torsten Gejl.

De to a-kasser, som rigtig gerne vil lægge ryg til det her forsøg, har begge to pointeret over for mig, at vi er nødt til at få folk registreret på Jobnet, og de kan ikke gå så langt lige nu som til at sige, at folk ikke skal tage et arbejde, hvis de får det tilbudt. Vi var gerne gået længere, men det var ligesom rammerne. Det håber jeg at jeg har fået beskrevet tydeligt nok i beslutningsforslaget.

Men derudover er der jo masser af de proceselementer, som ministeren forklarer om, som vi helt fjerner. Altså, hvis man kun skal tage et job, hvis man får det tilbudt, hvilket man jo sjældent gør, og man skal registrere sig på Jobnet, så er der f.eks. for Min A-kasses vedkommende 40 stillinger, man kan flytte fra kontrol og tvang over i service og jobsøgning. Hvad tænker ministeren om det perspektiv?

Værsgo.

Altså, jeg tror generelt set, at langt de fleste mennesker gerne vil have et job, heldigvis. Og det er jo også derfor, jeg mener, at man generelt skal møde folk med tillid og ikke det modsatte, altså at man tror, at folk ikke ønsker et arbejde. Men omvendt tror jeg også, man skal tænke sig meget godt om, i forhold til hvordan man måtte udforme det forslag, som Alternativet lægger op til. Men jeg har også noteret mig af den debat, der har været, at det jo ikke er en ny ting, at a-kasserne mener, at de skal have et større politisk råderum inden for det her område, og det er jeg også villig til at diskutere.

Tak for det. Og så venter vi med resten af forhandlingen til efter frokostpausen.

Mødet er udsat til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:58).

Mødet er genoptaget.

Vi fortsætter behandlingen af beslutningsforslag nr. B 93, og vi er nået til at tage hul på ordførerrækken. Det er hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil starte med at sige, at jeg tager godt imod den her debat. Jeg er faktisk meget enig i mange af de ting, Alternativet påpeger i det her forslag. Jeg er fuldstændig enig i, at der er alt for mange sider i den her beskæftigelseslovgivning. Den er utrolig tung, og der er stort set ikke nogen, der forstår den. Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg er også enig i, at man skal have tillid til de arbejdsløse og tillid til a-kasserne, men man skal selvfølgelig også stille krav – der skal være krav, men man skal også have tillid til folk. Jeg er også enig i, at den enkelte altid skal være med inde over de tiltag og tilbud, der er, når man nu er arbejdsløs. Men det mener jeg rent faktisk godt man kan i dag; det mener jeg a-kasserne og kommunerne har rimelig frie hænder til at tage den enkelte med ind i.

Men grunden til, at vi alligevel ikke kan støtte det her forslag, er især to ting. Nu ved jeg godt, at ministeren har blødt lidt op, og at Alternativet og ministeren er blevet lidt bedre venner i løbet af debatten – det er ikke sikkert, jeg havde set det komme, men det er jo rart, at det kan ske.

For det første virker det for mig, som om man vil afskaffe nogle af de tvungne regler og dermed slække på rådighedsreglerne, og der er jeg også nødt til lidt at lægge mig i strømmen bag ministeren og sige, at det er vi generelt bare ikke enige i. Vi mener, det er vigtigt, at man står til rådighed og bidrager for at komme tættere på arbejdsmarkedet – men der skal selvfølgelig også være den fleksibilitet for at få mennesker tættere på arbejdsmarkedet.

For det andet sidder vi jo lige nu med forligsparterne og kigger på en forenkling af beskæftigelsesprocessen, som i øvrigt er en meget, meget spændende proces. Der er tale om meget spændende forhandlinger om forenklingsprocesser i forhold til både jobcentre og a-kasser, så begge parter, der jo er en del af beskæftigelsesindsatsen, vil mærke en klar forenkling.

Så her skal det ikke være nogen hemmelighed, at Socialdemokratiet gerne vil give a-kasserne en større rolle i forhold til beskæftigelsesindsatsen og dermed også være en del af hele forenklingsprocessen, altså så a-kasserne, der i dag spiller en stor rolle og gør det rigtig godt, selvfølgelig også er en stor del af forenklingsprocessen.

Samtidig lægger vi jo også op til – og det diskuterer vi selvfølgelig også – at lave en gennemskrivning af lovgivningen, så alle bedre kan forstå den. Det gælder selvfølgelig for de ansatte, der skal administrere den her lovgivning, men også for almindelige mennesker, som bare en gang imellem gerne vil forsøge at forstå lovgivningen, og det i sig selv kan jo godt være vanskeligt; det kan det også for os andre, selv om vi er vant til at læse de her ting.

Så med de her ord mener jeg, at den her diskussion er meget relevant, er meget god, er meget spændende. Derfor ser jeg frem til debatten, men også til den forenklingsproces, der nu ligger ovre vil ministeren, og som vi efterhånden har kørt et stykke tid. Jeg forventer også og håber, at den lander rigtig godt, og at den imødekommer – hvilket jeg faktisk tror den gør – mange af de problemstillinger, som Alternativet peger på.

Der er et enkelt spørgsmål, og det er fra hr. Torsten Gejl.

Det synes jeg var en god tale, for hvis man tog konsekvensen af mange af de ting, som hr. Leif Lahn Jensen sagde, så ville vi allerede have et langt bedre beskæftigelsessystem. Så det er en fin debat at tage.

Det, jeg tænker på, er, hvor langt fra hinanden vi mon er, for med vores beslutningsforslag skal man stadig væk tage et job, hvis man får det tilbudt, man skal stadig væk registrere sig på Jobnet, og der er nogle af rådighedsforpligtelserne, man stadig væk skal opfylde. Hvor meget af det andet kunne man efter ordførerens mening fjerne? Altså, der er jo tvungne samtaler, tvungen praktik, tvungen aktivering – der er mange ting, som tit kommer i vejen for borgernes mulighed for at søge job. Hvor tæt er vi på hinanden?

Hr. Leif Lahn Jensen.

Jeg tror faktisk ikke, vi er så langt fra hinanden, men jeg tænker mig bare altid om, når vi taler om at afskaffe nogle af rådighedsreglerne, fordi jeg stadig væk mener, det er vigtigt at stå til rådighed. Men det er klart, at hvis vi har nogle regler, der gør, at det er meget ufleksibelt – hvis der er for mange samtaler, for mange ting, hvad ved jeg, som man taler om både i a-kasserne og jobcentrene, og som kun gør det hele meget sværere og egentlig ikke fører noget med sig – så skal der jo kigges på det, og det gør vi også i forligskredsen.

Så når jeg skal svare på det spørgsmål, holder jeg mig selvfølgelig altid for øje, om rådighedskravene bliver reduceret så meget, at folk ikke kommer i gang, for jeg mener rent faktisk, at når man står til rådighed, skal man også holdes i gang og få sig et job, og samtidig skal vi også sikre os, at det er enkelt nok. Så det er sådan en balance, man hele tiden er nødt til at forholde sig til, når man får sådan et spørgsmål.

Hr. Torsten Gejl.

Nu er der jo to a-kasser, der godt vil vove pelsen, nemlig Min A-kasse og Magistrenes A-kasse. De siger simpelt hen, at de gerne vil prøve en model, hvor de slækker fuldstændig på reglerne bortset fra de ting, jeg nævnte før, og så overfører alle ressourcerne til en meget stærkere jobrådgivningsindsats, til i meget højere grad at kvalificere deres medlemmer til arbejdsmarkedet. Ville det være noget, simpelt hen at gøre det forsøg og springe ud på 10.000 favne vand og lade dem betale forsøget? Hvordan forholder ordføreren sig til den mulighed, som man så bagefter kunne evaluere på for at se, hvordan det virkede?

Hr. Leif Lahn Jensen.

Når man springer ud på så dybt vand, skal man være sikker på, at man kan svømme, og med de ord mener jeg rent faktisk, at i stedet for at give opgaven til nogle enkelte a-kasser, vil jeg faktisk hellere – som jeg også ved nogle har ønsket – stille nogle krav til, hvad de her a-kasser skal kunne, og dem, der så kan overholde de krav, kan så få opgaven. Jeg vil faktisk hellere stille nogle krav og forventninger til en a-kasse i stedet for at smide nogen, der ikke kan svømme, ud på dybt vand. Det er mere den diskussion, jeg vil have.

Tak til hr. Leif Lahn Jensen. Næste er hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Det her forslag er sådan et lidt specielt forslag, vil jeg sige. For det er et forslag om en forsøgsordning, der skal give nogle bestemte a-kasser helt frie hænder til selv at styre, hvad for en indsats der skal laves eller ikke laves over for de ledige. Og som jeg tolker det her, skal meget af den indsats, der skal laves over for de ledige, helt væk. Sådan har jeg forstået det. Der er nævnt de tre punkter, hvor man stadig væk skal melde sig som ledig på jobnet og oplyse om ferie og tage imod eventuelle jobtilbud, som man modtager i perioden. Ja, selvfølgelig skal man det.

Men altså, jeg tror, at det er lidt forkert at sige, at vi skal lempe indsatsen over for ledige dagpengemodtagere, også set i forhold til, at der lige nu – jeg tror, jeg læste om det her i dag – er 6.000 ledige dimittender bare i København, der går i for lang tid og ikke kommer ud på arbejdsmarkedet. Jeg kan godt se for mig, at hvis de er med i den der frie a-kasse, hvor de ikke skal gøre en indsats, så bliver de jo ved med at gå ledige.

Det, jeg egentlig tror vi skal satse mere på, er, at der skal mere direkte, håndholdt jobhjælp til nogle af de ledige, hvor vi skal have mange flere jobkonsulenter og virksomhedskonsulenter til at, hvad skal man sige, parre de ledige med de virksomheder, der har ledige job, altså at det er den vej, vi skal gå, og ikke bare sige, at nu får a-kasserne lov til at droppe al indsatsen. Det er i hvert fald ikke noget, som vi i Dansk Folkeparti synes om. Der er mange ting i det, som Alternativet skriver, om den belastning, der er med alle de sider, der er. Det er fuldstændig rigtigt, og det er også det, vi arbejder på i forenklingsindsatsen at få bragt ned.

Men jeg tror, det vil være skadeligt, hvis vi gik helt over til at sige, at nu får I frie hænder til at lade være med at lave noget. Det er sådan set det, beslutningsforslaget går ud på, og så vil det være op til den enkelte selv at finde ud af: Hvilke attraktive tilbud er der, og hvilke kurser skal jeg have? Ja tak, det har de egentlig haft med 6 ugers selvvalg, hvor folk valgte rigtig mange kurser, der ikke gav job.

Det, jeg vil hen til, er, at man skal have nogle kurser, der giver job, og at man skal have nogle mere kontante aftaler med arbejdsgiverne om, at når man har taget det kursus, har man et job. Det er den vej, vi skal gå ad. Det er i hvert fald det, som Dansk Folkeparti arbejder for, og ikke det her med, at man så kan tage et kursus, som man selv finder meningsfyldt. Hvad hjælper det, hvis man selv finder et kursus og siger: Det er meget meningsfuldt for mig – altså hvis det ikke giver et job? Så har man spildt tiden på det. Det er det, vi sådan set skal have gjort op med.

Men nu sidder vi jo ovre ved ministeren og forhandler om forenklingsindsatsen, og der kommer det her selvfølgelig også til at indgå i det om a-kasserne. Og selv om det da er, hvad kan man sige, positivt, at Alternativet tænker på, at det vil kunne hjælpe den enkelte ledige, så tror jeg bare ikke på det. Der er vi nok uenige, og det er fair nok. Altså, jeg er enig med Alternativet i, at der skal ske noget med a-kasserne, og at vi skal se på de regler og den administrative byrde, de har med at lave de tiltag. Er det de rigtige tiltag, de laver og alt det her? Det er jeg fuldstændig enig med Alternativet i vi skal se på.

Men jeg tror ikke på, at det er den rigtige vej at gå at lave et forsøg, som Alternativet foreslår her. Det tror jeg tværtimod vil gøre, at der er for mange a-kassemedlemmer, der så lige pludselig vil komme og sige: Hov, nu er der kun ½ år, til jeg mister dagpengene, så nu er det vist på tide, at jeg selv begynder at være aktiv. Det skulle de jo gerne være fra dag et. Det er jo egentlig det, der ligger i det. Og a-kasserne kan jo lave rigtig mange tiltag i dag. Der er ikke et eneste sted i lovgivningen, hvor der står, at a-kasserne ikke selv må lave nogle initiativer.

Men det, jeg kan forstå, hvis jeg forstod det rigtigt på nogle af de spørgsmål, der blev stillet til en foregående ordfører, er, at de frie a-kasser så skulle have midler fra jobcenteret til at lave den indsats i forhold til job, som de skulle. Men det kan godt være, jeg har misforstået det, men det kan være, at hr. Torsten Gejl kan rette op på det, hvis jeg har misforstået den procedure. Det er ikke altid, man lige fanger det hele, og hvad meningen er med det. Men altså, som det er nu, kan vi ikke støtte forslaget, og som sagt har mange af de ting her været med i de forhandlinger, der foregår ovre i ministeriet.

Det får vi måske opklaret, for der er et spørgsmål fra hr. Torsten Gejl.

Tak for en god tale. Det er jo helt fair med politisk uenighed. Jeg kan oplyse om, at de ressourcer, man i a-kasserne gerne vil flytte fra kontrol og tvang over i service, ligger internt i a-kasserne. I f.eks. min a-kasse er det 40 stillinger, som man bruger til at kontrollere med osv., men som man hellere ville bruge til at servicere for. Det, man mener i de to a-kasser – nu kan jeg jo ikke udtale mig detaljeret på vegne af dem, men jeg refererer egentlig bare det, de har sagt i Jyllands-Posten – er, at man simpelt hen tror, at man får flere folk i arbejde på den her måde, altså ved at skrue ned for al den tvang og kontrol og skrue op for service. Så hvis man lavede sådan et forsøg her, ville den ledige opleve flere tilbud, en større hjælp, mere jobfokus, for det er jo det, a-kasserne skal, og det er det, de kan. Så jeg opfatter a-kasserne som meget, meget seriøse i forhold til at få folk i arbejde via denne ordning.

Så hvad tænker ordføreren om, at man f.eks. i min a-kasse vil flytte 40 stillinger, som man bruger meget til at kontrollere og administrere med, over til aktiv jobhjælp? Tror ordføreren måske, at det alt i alt vil betyde, at der kommer flere i arbejde?

Ordføreren.

Jamen jeg er da sikker på, at det, hvis den der a-kasse bruger nogle flere folk til aktiv jobsøgning, altså til at opsøge virksomheder for at få deres ledige i job, også har en virkning. Vi kan se på andre a-kasser, f.eks. Dansk Metal. De har en meget stærk opsøgende indsats over for virksomheder, og de får mange af deres medlemmer i job ad den vej. Det kan min a-kasse også gøre på samme måde, som Dansk Metal kan, uden at vi behøver at lave en lovgivning om frie forsøg for a-kasser. Det kan man gøre i dag, altså flytte rundt på det hele. Det har måske også noget at gøre med, hvad man betaler for at være med i a-kassen og den slags, det skal jeg så lige lade være usagt. Det kan godt være, at det har noget med det at gøre. Men der er a-kasser, der gør en meget stor indsats for at hjælpe deres ledige i job, og som har kontakt til virksomheder, og det mener jeg også min a-kasse kan gøre.

Hr. Torsten Gejl.

Det er klogt af Dansk Metal, og det er jo det, vi gerne vil forstærke yderligere, gøre det endnu tydeligere, gøre det endnu stærkere ved at bruge penge, der bliver brugt til kontrol og administration osv. Mit sidste spørgsmål handler om min opfattelse af, at man lidt har været bange for, at nogle ikke ville stå til rådighed, at nogle ville snyde. På den måde har man måske gjort lovgivningen så stram og så kontrollerende, at det bliver svært for alle dem, som gerne vil. Risikerer vi ikke, at det bliver det samme, som hvis man i lufthavnen skulle tjekke alle kufferter, fordi der var nogle få, der smuglede? På den måde risikerer vi måske at tage energien og glæden ved at søge arbejde fra rigtig, rigtig mange mennesker, fordi de oplever sådan et kontrolapparat, som de synes mistænkeliggør dem.

Ordføreren.

Jamen jeg synes da, det ville være på sin plads, at a-kasserne lavede den samme indsats for deres medlemmer, uanset om det var a, b, c, d eller e a-kasser, altså at det var den samme hjælp, man fik fra a-kassen. Man betaler trods alt til sine dagpenge, og så betaler man et administrationsgebyr til den indsats, som a-kassen skal lave for en. Det kunne da være formålstjenligt, hvis man kunne sige, at det skulle være ens for alle a-kasser. Så havde vi heller ingen konkurrence. Men så var vi måske tilbage der, hvor vi tidligere har haft diskussionen – det var før, hr. Torsten Gejl kom ind – hvor der var nogle, der mente, at vi skulle have én statslig a-kasse til at styre det hele. Det har Dansk Folkeparti ingen interesse i. Hvis det er sådan, at a-kasserne bliver totalt ens, så kan man lige så godt lave en statslig a-kasse. Det bliver så ikke med Dansk Folkepartis hjælp. Det tror jeg heller ikke er det, hr. Torsten Gejl vil.

Tak til hr. Bent Bøgsted. Så er det hr. Hans Andersen, der står i rækken. Det er Venstres ordfører. Værsgo.

Tak for det. Tak til Alternativet for at fremsætte det her beslutningsforslag, for det giver om ikke andet anledning til en debat om, hvilke indsatser vi skal have flere af, og hvilke vi skal have færre af for at hjælpe ledige hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet. Og lad mig starte med det. Venstre er enig med forslagsstillerne, altså Alternativet, i, at der er for meget bureaukrati i beskæftigelsesindsatsen. Vi har alt for mange overflødige regler og proceskrav. Derfor har regeringen allerede fremsat et ambitiøst udspil, der skal rydde op i junglen af regler, så der bliver frigjort mere tid til det væsentlige, netop at hjælpe ledige i arbejde.

Men så hører enigheden måske også op, for i Venstre mener vi, at en tidlig og målrettet indsats er helt afgørende, for vi ved, at det virker. Det hjælper ledige hurtigere i job, og det er der bred dokumentation for. For Alternativet, hvis jeg forstår beslutningsforslaget korrekt, vil jo ikke bare rydde ud i overflødige regler, men vil også fjerne de regler og indsatser, der faktuelt hjælper ledige hurtigt i arbejde. Og ikke nok med, at forslagstillerne ignorerer al den viden, vi har om dagpengemodtagere. For hvad ved vi om den gruppe, altså ledige på dagpenge? Vi ved, at vi skal sætte ind med en tidlig, målrettet, aktiv indsats. Det ved vi fra den ekspertgruppe, som den tidligere SR-regering nedsatte i 2013 med henblik på at udbrede den aktive beskæftigelsesindsats, og vi ved det fra tidligere forsøg som »Hurtigt i gang 1« og »Hurtigt i gang 2«., som sort på hvidt anbefaler følgende:

Tag en hurtig kontakt til nye ledige, fasthold intensiv og hyppig kontakt med et klart jobfokus, indtil de ledige er kommet i job. Baggrunden for opfordringen er enkel: Vi ved, at det virker. Det er et dokumenteret faktum, at en tidlig indsats får flere til at finde beskæftigelse hurtigere.

Derudover ved vi fra samme studier, at en tidlig og aktiv indsats også virker præventivt. Det motiverer simpelt hen lønmodtagere til at blive i arbejde i stedet for at melde sig ledige. Så når Alternativet nu foreslår, at man populært sagt skal smide stort set alt, hvad der hedder regler og krav ud med badevandet, så har vi altså dokumentation for, hvad det vil medføre. Det vil medføre, at flere melder sig ledige, og det vil medføre, at ledighedsperioden for den enkelte ledige vil stige.

Endelig kan jeg jo kun tage afstand fra, at vi begynder at udbetale dagpenge i blinde, som jeg må forstå at Alternativet ønsker. For hvis dagpengemodtagere ikke skal udfylde et dagpengekort, øger det jo altså risikoen for fejludbetalinger betragteligt.

Men lad mig understrege, at Venstre er helt enig i, at der i dag findes alt for mange regler på beskæftigelsesområdet. Vi skal have ryddet ud i de mange overflødige regler, og det har regeringen som sagt allerede fuld fokus på, og det er jo dejligt, at Alternativet også støtter det initiativ. Men vi skal jo absolut holde fast i de regler og krav og indsatser, der har dokumenteret effekt, for det hjælper ikke nogen at overlade ledige til sig selv. Så på den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Tak for endnu en god tale. Vi ved ikke, om det ville virke at sætte mennesker helt fri i det her system, for vi har ikke prøvet det. Så det er svært at spå om, hvad der egentlig ville ske, hvis man lavede et reelt forsøg med dagpenge uden modkrav. Men er ordføreren opmærksom på, at hvis man gjorde det her, så kunne man f.eks. i min a-kasse – nu er det så min egen mening, og jeg kan ikke citere min a-kasse for det her – tage 40 stillinger, som bliver brugt til kontrol og regler og administration og alt det her, og flytte dem over i at forstærke den tidlige indsats, forstærke alt det, der duer, skabe mere af det, som vi ved bringer folk i arbejde? Den eneste forskel ville være, at det ville være et tilbud. Så dagpengemodtagerne vil blive mødt af flere tilbud om tidlig indsats på et tidligt tidspunkt, altså alt det, ordføreren gerne vil have, får vi mere af. Det er så frivilligt. Så det, som dagpengemodtageren kan se ikke fører direkte mod job, vil man så kunne melde fra over for og derimod tage imod det, som for den enkelte person virkelig har jobperspektiver.

Ordføreren.

Jeg tror bestemt, vi er enige om, at de samtaler, vi skal have med de ledige, skal foregå hurtigt og tidligt i perioden, og indholdet skal bestemt også være reelt og jobfokuseret, med henblik på at den ledige kommer tilbage i job. Jeg er helt enig i, at vi skal bruge færrest mulige ressourcer på kontrol, og jeg tror bestemt også, at it-teknologien kan hjælpe os til det, således at vi bruger færrest mulige ressourcer på kontrol. Men jeg må også sige, at der jo skal være kontrol med, at man faktisk står til rådighed for arbejdsmarkedet, når man modtager dagpenge. Det mener jeg sådan set ikke vi kan komme uden om. Der er, mener jeg, en fornuftig sammenhæng mellem ret og pligt i dagpengesystemet, og pligten består altså i, at man er jobsøgende. Det skal a-kasserne jo også have styr på. Tak.

Hr. Torsten Gejl.

I det her forslag ligger jo også, at hvis man får tilbudt et job, skal man tage det. Så vi har ikke gjort det helt frit. Mit sidste spørgsmål går til ordførerens liberale hjerte. Nu, hvor det er sådan, at vi har et samfund, der er så meget baseret på tillid, måske det samfund i verden, der er mest baseret på tillid, hvorfor har vi så midt i det tillidssamfund et dagpengesystem, der er så utrolig meget baseret på tvang? Frister det ikke ordføreren en gang imellem at se, hvad mennesker kunne få ud af det, hvis man simpelt hen lod dem handle ud fra deres egen frie vilje og gav dem al den støtte, som alle dem, som gerne vil i arbejde, har brug for, men at man altså lod det være ud fra deres egen frie vilje?

Ordføreren.

Vi går bestemt i den retning med regeringens udspil om en forenkling af beskæftigelsesindsatsen. Det går jo i retning af, at de samtaler, der skal holdes, skal holdes, når det giver mening for den ledige, og det synes jeg sådan set er med til at give større frihed, for der har været for meget med proceskrav, og der har været ufrihed, i forhold til hvordan vi har administreret beskæftigelsessystemet. Derfor er jeg enig i intentionen med at skabe større frihed i beskæftigelsessystemet. Vi skal bare holde fast i, at der også er en ret og pligt, når man er på en offentlig forsørgelse, også når det handler om dagpenge.

Tak for det. Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fra Enhedslisten, og det er fru Jette Gottlieb. Værsgo.

Enhedslisten mener, at det er et sympatisk og meget nyttigt forslag, vi her snakker om. Vi deler Alternativets opfattelse af, at der foregår en del unyttigt skemalagt bureaukrati ude i a-kasserne, og det kan vi jo høre de fleste ordførere er med på, altså at det er sådan. Vi oplever, at medarbejderne i a-kasserne river sig i håret, når de for tredje gang på et år skal samtale seriøst med en bygningsarbejder, der bare er vejrligshjemsendt, eller med en vinterfyret gartner, som i øvrigt har fast ansættelse. I det hele taget er langt det meste af dagpengeregelsættet udformet på basis af årelange funktionæransættelser, som er dem, paragrafskaberne kender. Men sådan er det danske arbejdsmarked ikke overalt, og det er vigtigt at være opmærksom på. Derfor er det en rigtig god idé at lave forsøg, så at sige reagensglasforsøg, i nogle a-kasser, hvor man etablerer alle de arbejdsmarkedspolitiske redskaber som tilbud, som den arbejdsløse kan vælge, hvis det er meningsfyldt. Men det er jo ikke meningsfyldt for en vejrligshjemsendt tømrer at skulle i praktik som et eller andet helt andet, hvis han ved, at han kommer i arbejde igen om 10 dage. Det er der, hvor ikke alt passer med det, som man kender i regelsættet.

Men et forsøg af den art ville jo give os et indblik i, hvad der virker i praksis, og hvad der ikke virker. Vi kunne måske endda få en bedre fornemmelse af, om gartneren får arbejde, fordi han har været til samtale, eller om gartneren får arbejde, fordi frosten er gået af jorden.

Så læser jeg forslaget på en bestemt måde, men jeg hører mange sige, at sådan er det ikke. Men jeg læser altså forslaget, som om der ikke skæres ned på rådighedsforpligtelsen. Det betyder, at arbejdsmarkedet står til rådighed for den arbejdsløse, og at den arbejdsløse selvfølgelig er forpligtet til at tage et arbejde, der bliver tilbudt den pågældende. Sådan ser jeg forslaget, og sådan håber jeg også det er ment, for jeg synes ikke, der er grund til at ændre på det forhold. Derfor er det ikke farligt at foreslå et forsøg af den her karakter. Det bryder ikke med rådighedsopfattelsen, som jeg kan høre alle ordførerne deler.

Vi vil altså støtte forslaget, og så vil jeg i øvrigt appellere til alle de øvrige ordførere om, at de viser det mod, der skal til, for at prøve sig lidt frem, inden man kaster sig ud i nogle yderligere lovændringer. I øjeblikket er vi på mellem 20.000 og 30.000 siders lovstof, som den enkelte arbejdsløse i princippet skulle sætte sig ind i, og når jeg siger lovstof, så mener jeg både lovparagraffer, bekendtgørelser, vejledninger og dertil hørende afgørelser af forskellig slags. Det er mellem 20.000 og 30.000 sider, som den enkelte arbejdsløse skal sætte sig ind i for at være fuldt opmærksom på sine rettigheder og pligter.

Der er en kort bemærkning. Hr. Torsten Gejl.

Ja, det er mest en bemærkning, for det er simpelt hen så pragtfuldt, når der er nogen, der læser sådan et forslag her præcis, som det var tænkt – og tænker videre i det og ser, hvad det er for en værdi, det kunne skabe at sætte folk fri. For når folk får lov til at sige nej, er det vores opfattelse, at de begynder at sige ja, for så får man sin personlige vilje tilbage, og så handler mennesker, så gør de det, de gerne vil – og det er jo for langt, langt de fleste at arbejde.

Så det er egentlig en kvittering for det og også en kvittering for, at Enhedslisten i det fine 100-punktsprogram, man har vedlagt, også har åbnet for muligheden for måske at forsøge sig i kontanthjælp uden modkrav-genren.

Så tak for det, og tak for det indlæg.

Ordføreren.

Det kræver vist ikke andre kommentarer, end at vi nok skal stemme for det.

Tak. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Overordnet set synes jeg, det er et spændende forslag fra Alternativet, og jeg vil sådan set gerne kvittere Alternativet for at skubbe lidt til os ved at foreslå nogle nye ting, så vi kan få nogle debatter om, hvad det er for en måde, vi vil gøre tingene på, og hvad vi synes er det rigtige. Som man også kan høre, er vi jo alle sammen enige i intentionen om at nedbringe bureaukratiet.

Jeg har nogle konkrete bekymringer. Det, jeg kunne være bange for, hvis man gav a-kasserne fuldstændig frit lejde, ville være, at de ville bruge for mange ressourcer på at lede efter og hjælpe den ledige med at finde det ideelle job, f.eks. det, man er uddannet til. Jeg har jo et ønske om, at man, hvis man er ledig, og også hvis man er på dagpenge, gerne må tage et andet job, indtil man finder drømmejobbet. Det er måske ikke drømmejobbet, og det er måske ikke det, der gør, at man springer ud af sengen om morgenen, men som trods alt gør, at man forsørger sig selv og ikke ligger andre skatteydere til last. Der ville min bekymring være, hvis vi fjernede alle krav, at man ville bruge for mange ressourcer og holde folk for længe ude af arbejdsmarkedet i en søgen efter det helt rigtige job. Det er jo ikke, fordi jeg ikke godt kan forstå, at man drømmer om det helt rigtige job, og det er ikke, fordi jeg ikke synes, at man skal gå efter det, men jeg synes, man skal gå efter det, mens man måske har et mindre rigtigt job for én og forsørger sig selv. Det er min ene bekymring.

Så kan vi jo læse, og det var sådan set også det, vi hørte ministeren sige, at der er en forventning om, at det vil svække beskæftigelsesgraden. Det hænger måske netop sammen med det, min bekymring går på, nemlig at man vil holde folk lidt ude fra arbejdsmarkedet. Det ved jeg ikke, men jeg ville i hvert fald også være bekymret for den del lige nu, hvor vi har gevaldig brug for arbejdskraft. Så jeg er ikke tilhænger af initiativer, som trækker i den modsatte retning og svækker beskæftigelsesgraden.

Uanset hvad man mener er positive elementer, som der kunne dykkes mere ned i, tror jeg ikke, at Alternativet havde en forventning om, at vi bare sagde, at det her gør vi. Det er et oplæg til debat om, om vi kan gøre noget her. Der sidder vi jo, som andre også har sagt, lige nu og forhandler om en forenkling af systemet. Jeg vil i hvert fald gerne for mit og Liberal Alliances vedkommende færdiggøre de forhandlinger og se, hvor de lander, og se, om det så tegner et eller andet billede af, at der stadig væk er et eller andet, der skal gøres på den her bane.

Så jeg kvitterer for forslaget og synes, det er godt med nye og spændende ideer, men lige nu støtter vi ikke forslaget. Vi vil gerne afslutte de pågående forhandlinger, før vi kan tage endelig stilling til, om det er noget, vi vil støtte.

Tak. Det gav anledning til en bemærkning fra hr. Torsten Gejl.

Vi er jo sikre på, at det her vil styrke beskæftigelsen, men det er en fair holdning, hvis man er i tvivl om det, men vi gør kun det her for at få flere mennesker i arbejde. Ordføreren tager fat på en utrolig spændende debat. Det er det der med, hvor meget man skal arbejde med noget, der passer til ens uddannelse, og hvor meget man ikke skal. Det var noget, vi også debatterede meget. Jeg har selv haft masser af jobs som slikpasser under min uddannelse og er ikke bleg for det på nogen som helst måde, men jeg er meget optaget af at få folk ind på deres rigtige hylde. Nogle gange tænker jeg, at hvis de måske får lov til at vente en måned længere eller halvanden måned længere, er der måske større chance for, at de kommer ind på den rigtige hylde og på den måde bliver længere på arbejdsmarkedet, og måske får vi det igen på den lange bane, hvis vi lige giver os lidt længere, i forhold til at folk bliver rigtig placeret. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg synes, at det er interessante refleksioner, og der er jo desværre på det her område ikke noget facit, og jeg kan ikke sige, at det tror jeg ikke vil ske. Jeg kan heller ikke sige, at jeg tror, at det modsatte vil ske. Så derfor synes jeg, at det, vi måske skal have politisk mod til, er at kaste os ud i nogle forsøgsordninger og prøve nogle ting af, så vi kan blive klogere på, hvilken effekt det vil have. Helt grundlæggende er der nok ikke nogen her, der er i tvivl om, at det, der er allervigtigst for Liberal Alliance, er, at man er forsørger sig selv. Men jeg anerkender også, at der både kan være et kort og et langt perspektiv, og hvor er snittet i forhold til det?

Spørgeren.

Nu er Liberal Alliances ordfører måske det allermest liberale hjerte, vi har stående på den talerstol i dag, så jeg kan ikke dy mig for at spørge: Når Liberal Alliance vil give den frihed til den enkelte, som jo er en grundlæggende del af Liberal Alliances politik, altså troen på, at vi godt kan, hvis vi får muligheden, og så at vi har sådan et beskæftigelsessystem midt i vores velfærds- og tillidssamfund, liberale samfund, som er baseret på tvang. Er det ikke nogle gange sådan, at ordføreren fristes til at prøve at sige: Prøv at vise os, at I godt kan, også de ledige, at I godt vil arbejde, og så give dem opbakning i stedet for nogen som helst type tvang.

Ordføreren.

Hvis det her var et privat system, hvor der ikke var nogen offentlige midler, ikke nogen skattekroner involveret i det, ville jeg jo slet ikke have noget behov for at regulere eller kontrollere eller stille krav, så ville man bare kunne køre det helt selv. Jeg har intet behov for at stille krav til, hvordan man forsikrer sig i sit eget hjem, for jeg er sådan set ligeglad. Det må man selv styre med et forsikringsselskab. Men når jeg har en interesse i at stille krav her, er det jo, fordi man belaster de offentlige kasser, skatteyderne, ved at være ledig, og det er sådan set derfor, at jeg har behov for at stille krav på det her område.

Der er en enkelt kort kommentar mere. Fru Jette Gottlieb.

Jeg bemærkede, at ordføreren sagde, at det måske var en løsning, at man forsøgte sig lidt frem, og det er jo sådan set det, der ligger i forslaget, så det synes jeg da var en meget opmuntrende betragtning, men jeg blev også nysgerrig, fordi det lød, som om man ikke havde tid, råd eller lyst til at forsøge på et tidspunkt, hvor ledigheden var meget lav. Betyder det, at ordføreren mener, at det ville være meget bedre at gennemføre det her forløb eller det her forsøg, hvis der var tale om en høj ledighed, altså en lavkonjunktur af en slags?

Ordføreren.

I hvert fald er det svært for mig ikke at tage højde for, at ministeriet vurderer, at det her vil svække beskæftigelsen. Det er jeg simpelt hen nødt til at forholde mig til, når det er det, vi får at vide. Så det er ikke et udtryk for andet, end at det er en bekymring hos mig i en tid, hvor vi har brug for arbejdskraft, at man så skulle tage initiativer herindefra, som trækker arbejdskraft ud af arbejdsstyrken.

Fru Jette Gottlieb.

Men så vil jeg bare forstå det, der blev sagt før, nemlig, at vi ikke kan vide, hvad resultatet er. Nogle siger, at det vil trække arbejdskraft ud, andre siger, at det gør det ikke. Lad os dog forsøge. Mit spørgsmål til ordføreren er: Skal vi så ikke bare forsøge – og se, hvad der sker?

Ordføreren.

Jeg tror, at den udveksling, jeg havde med forslagsstilleren var, at der er noget, der hedder på kort sigt, og der er noget, der hedder på lang sigt, og jeg tror sådan set også, at jeg godt hører forslagsstilleren sige, at på kort sigt kan det godt være, at man bliver en måned eller to væk fra arbejdsmarkedet, fordi det kan åbne noget, som gør, at man kommer ind på den rette hylde, som gør, at man ikke bliver ledig på sigt. Så der er noget, der hedder på den korte bane og på den lange bane, og lige nu synes jeg også, at vi er nødt til at have betragtninger om den korte bane med, fordi vi står i en situation, hvor vi har mangel på arbejdskraft.

Med det siger vi tak til fru Laura Lindahl. Den næste ordfører i rækken er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Da den radikale ordfører, fru Sofie Carsten Nielsen, ikke kan være her i dag på nuværende tidspunkt, skal jeg sige følgende på partiets vegne. Vi siger ja til forsøg med frie a-kasser, og jeg håber, at forslagsstillerne godt ved, at netop det tema er et stærkt radikalt ønske. Vi mener, at a-kasserne skal spille en langt større rolle i de første måneder, hvor deres medlemmer er ledige, for de kender allerede de medlemmer, som bliver ledige, og de kan sætte meget tidligere ind, end det ellers sker. Det vil betyde en reel forenkling i modsætning til det, der sker i dag, hvor de ledige skal møde op både hos a-kassen og i jobcenteret. Det er netop et af vores krav i de forhandlinger om forenkling, der foregår i øjeblikket, med regeringen, og som Alternativet desværre ikke deltager i.

Men hvis man samtidig ønsker dagpenge uden modkrav, er det efter vores opfattelse ikke noget, man kan kalde frie a-kasser. Jeg hører ikke, at de store a-kasser efterspørger, at de ikke må stille krav. I så fald ville der også være tale om en form for borgerløn, og det er en anden debat end den om a-kassernes rolle i beskæftigelsesindsatsen. Derfor er vi imod dette beslutningsforslag, men stærke fortalere for mere frie a-kasser og en langt større rolle til a-kasserne i beskæftigelsesindsatsen end det, vi kender i dag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl.

Det ville være et utrolig værdifuldt skridt og give en kæmpe værdi til mange af de mennesker, som føler, at administration står i vejen for at finde et job. De Radikales arbejdsmarkedsordfører sagde faktisk på et tidspunkt, at man ville foreslå et frit a-kasse-forsøg ...

Der skal tales lidt højere, for at det kan høres på talerstolen. (Torsten Gejl (ALT): Gerne! Må jeg starte forfra?). Ja, gerne.

Godt. Jeg ser jo på den radikale ordfører med et særlig kærligt blik, fordi den radikale arbejdsmarkedsordfører, i forlængelse af at vi i Jyllands-Posten sammen med to a-kasser foreslog det her a-kasse-forsøg, var ude at sige, at I i de forhandlinger, der er i gang, og som vi desværre ikke er blevet inviteret til, ville foreslå et frit a-kasse-forsøg for to a-kasser. Er ordføreren opdateret på, hvordan det går med det?

Ordføreren.

Nej, det er jeg faktisk ikke, men nu vil jeg bringe det videre til fru Sofie Carsten Nielsen, og så må hun jo prøve at kommunikere det ud i den store offentlighed.

Tak. Hr. Torsten Gejl.

Så vil jeg bare nøjes med at takke for den dialog, vi har på det her område. Jeg ved godt, at borgerløn er et helt andet skridt at tage, og jeg vil aldrig sige, at det er noget, Radikale har sagt, I går ind for. Men tak, fordi man vil debattere den retning. Så tak for det.

Selv tak.

Så er der takket for det. Så er det hr. Karsten Hønge, SF, som måske vil takke. Værsgo.

Ikke endnu da. Beskæftigelsesområdet er begravet i bureaukrati. Det er helt uoverskueligt for den enkelte og for virksomhederne. Men det er værre, at det faktisk også ofte er uoverskueligt for de professionelle i a-kasserne og på jobcentrene.

Der er i den grad brug for at gøre afstanden mellem den arbejdsløse og virksomhederne med ledige jobs kortere. Vores fokus skal være på resultatet, altså at få folk i arbejde. I dag bruges der alt for mange kræfter på processer, at man overholder formelle procedurer og firkantede regler. SF deltager i de løbende forhandlinger, der foregår, om at forenkle loven om aktiv beskæftigelsespolitik.

SF har sympati for tankerne bag forslaget fra Alternativet, altså de tanker, der går på at give mere frihed til den enkelte arbejdsløse. Men vi er kritiske over for – sådan oplever vi det – at ophæve mere eller mindre alle forpligtelser. Det er sådan, at den stærke ledige såmænd nok skal klare sig og sagtens kan finde vej hen til et job. Men mange andre – rigtig mange andre – med knap så mange ressourcer vil have brug for at blive fulgt tæt. Der er mange krav i loven, men ofte er det jo også et udtryk for rettigheder til den enkelte arbejdsløse. Det er slet ikke alle, der kan bruge sådan et frit valg; de kan tværtimod have brug for klare regler, præcise krav og tæt opfølgning. En samtale med a-kassen eller et møde på jobcenteret kan for nogle opleves som spild af tid, ja, nogle gange er der nogle, der kan opleve det som nærmest provokerende, fordi de jo er på vej til et andet job. Men for andre arbejdsløse er det faktisk vejen til job.

Jeg er ikke så vild med overskriften på Alternativets forslag. Der står »dagpenge uden modkrav«. Selvfølgelig skal der da stilles krav til den arbejdsløse. Det er jo hele samfundskontrakten. Der betales understøttelse til ledige, der uden egen skyld har mistet deres job. Til gengæld skal den ledige aktivt prøve at få et nyt job og i øvrigt tage de jobs, der bliver anvist af a-kassen eller jobcenteret.

SF arbejder på en forenkling af loven. Vi mener, man skal bruge den enkeltes ressourcer bedre. Vi synes, at a-kasserne skal spille en meget større rolle. Og vi vil også sige, at det kunne være interessant, hvis man på et afgrænset, indhegnet område kunne lave et forsøg med friere rammer for a-kassen og for den arbejdsløse. Men det er på det niveau, vi umiddelbart kan sige noget om det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl.

Tak for endnu en god tale. I det her forslag ligger jo, at man stadig væk skal melde sig som ledig på jobnet.dk, og der ligger, at man skal oplyse om særlige omstændigheder såsom ferie i udlandet og start af egen virksomhed, og at man skal tage imod eventuelle jobtilbud, som man modtager i perioden. Det er en forpligtelse. Er det nok for SF til i fremtiden måske at kunne støtte sådan en type forsøg – jeg ved godt, man sidder i forhandlinger, så lige nu kan man ikke – eller hvad skal der mere til?

Ordføreren.

Som sagt kunne det være spændende at lave nogle forsøg i nogle afgrænsede områder, og jeg er også sikker på, at det hos nogle arbejdsløse vil kunne være svaret. Men nu er jeg desværre belastet af i mange år faktisk at have været formand for en a-kasse, og der vil jeg bare konstatere, at der er rigtig mange arbejdsløse, der ville fare vild i det med, at der ikke er nogen ret klare retningslinjer eller en ret klar og tæt opfølgning. De stærke skal såmænd nok klare sig, men min erfaring vil være, at man vil tabe rigtig mange ved mere eller mindre at sige, at det er uden modkrav.

Hr. Torsten Gejl.

Nu er det her jo noget, som to a-kasser har foreslået, og de vil gerne skære helt ned for sanktionerne, når man undtager det, jeg nævnte før, og bruge alle de ressourcer til at øge den hjælp, der skal sende de ledige i job. Gør det som gammel a-kasse-formand ikke indtryk på ordføreren, at det lige præcis er to a-kasser, som er klar til at vove pelsen på det her og selv betale det, fordi de regner med at kunne få endnu flere i arbejde?

Ordføreren.

Jo, jo, den ene a-kasse er jeg ikke så overrasket over, for det er Magistrenes A-kasse, der typisk har meget ressourcestærke medlemmer, så de skal såmænd nok klare sig. Der er rigtig mange andre, der vil have betydelig sværere ved det. Jeg kan godt se interessen for i hvert fald at lave nogle forsøg med det, og min a-kasse er en mere bredt sammensat a-kasse og vil også have medlemmer, som ikke bare lige klarer sig uden. Til det her, som bliver opfattet som proceskrav og som en belastning, altså at man skal til en samtale, vil jeg sige, at det for rigtig, rigtig mange arbejdsløse faktisk er at få en hjælpende hånd til at komme i retning af et job. Det ikke at have modkrav er at efterlade dem, og det går SF aldrig med til.

Med det siger vi tak til SF's ordfører. Den næste i rækken er den konservative ordfører, og det er hr. Rasmus Jarlov.

Tak. Jeg må også meddele, at vi desværre ikke kan støtte beslutningsforslaget. Vi synes, det går for vidt, at man skal fjerne alle modkrav eller størstedelen af dem, som der står i beslutningsforslaget. Men jeg vil godt understrege, at jeg har stor sympati for sigtet om, at der skal være færre detaljerede krav til de ledige i a-kasserne.

Jeg var selv arbejdsløs for 7 år siden, for efter folketingsvalget i 2011 blev jeg ikke genansat af min arbejdsgiver, vælgerne, og jeg fik 4 år ude. Det første stykke tid har man selvfølgelig sådan en eftervederlagsordning som folketingsmedlem, men da det udløb, var jeg egentlig dagpengeberettiget, men jeg orkede simpelt hen ikke at skulle igennem det system, hvor der er så mange krav om møder med jobcenter og jobkonsulenter, hvor man skal stå skoleret og man skal indsende uærlige ansøgninger til job, som man ikke er interesseret i, altså alle de krav, som vi kender, men som ikke bringer folk tættere på job. Derfor valgte jeg selv at tage ud på en køreskole i Brøndby og tage et buskørekort og begynde at køre bus i stedet for, altså fordi jeg simpelt hen bare ikke gad det der system.

Jeg synes egentlig også, at når vi i de senere år har ændret på reglerne, således at man ikke kan få dagpenge i lige så lang tid længere, og vi har også indført et kontanthjælpsloft, som gør, at der i dag er en klar økonomisk motivation for at tage selv lavtlønnede jobs i forhold til at være på passiv forsørgelse, det giver mening, at vi så kan afskaffe nogle af de krav, som er indført, fordi der tidligere ikke har været en klar økonomisk gulerod ved at tage et job i forhold til at være på passiv forsørgelse. Når vi har indført alle de her krav til de ledige, er det jo, fordi der har været en mistanke om, at der måske er nogle ledige, som vælger aktivt at være på dagpenge eller kontanthjælp, fordi det er lige så godt som at have et lavtlønnet arbejde, og derfor bliver de bare på passiv forsørgelse i stedet for at søge de jobs, der måtte være.

Det har vi så rettet ret meget op på i de senere år, således at der nu er en større økonomisk motivation for selv at tage lavtlønnede jobs, som måske ikke er det, man drømmer om, men er bedre økonomisk end at være på passiv forsørgelse. Så synes jeg også, det giver mening at skrue ned for nogle af de krav, som er blevet indført, fordi vi ikke i lige så høj grad nu kan have en mistanke om, at der er folk, der vælger at sidde på passiv forsørgelse, fordi det er lige så godt for dem økonomisk. Så vi vil meget gerne være med til at skrue ned for nogle af kravene, og det skal så også siges, at vi rent faktisk sidder i nogle forhandlinger om det lige i øjeblikket, hvor vi ser på, hvordan vi kan forenkle noget af vores beskæftigelseslovgivning.

Så sigtet er vi sådan set enige i, men til det her om, at man skal fjerne hovedparten af reglerne for dagpengemodtagerne, vil jeg sige, at vi synes, det er bedre at tage reglerne hver for sig og se på, hvilke regler det giver mening at fjerne, for ellers får det meget karakter af, at det her måske i virkeligheden er en form for borgerløn i forklædning, som Alternativet forsøger at snige ind med det her beslutningsforslag, altså at man simpelt hen bare giver penge til folk, uden at der er nogen som helst krav, og det er alligevel at gå for vidt efter vores opfattelse.

Tak. Så er det hr. Torsten Gejl.

Jeg synes, det er en interessant problemstilling, ordføreren rejser i forhold til, at man skaber større incitamenter til at tage et job. Det er så ikke vores politik, men når man nu gør det, burde man så i virkeligheden ikke også, hvis man regner med, at det virker, skrue ned for kravene? Det er jo egentlig en god logik. Og jeg tænker så – for at blive lidt konkret, og jeg ved ikke, om ordføreren er i stand til at svare så detaljeret på det, men så er det også okay: Hvad er det så, man skal skrue ned på? Ordføreren talte selv om at tage det en for en og sådan noget. Men når man bliver ledig, skal man registreres på Jobnet, søge et bestemt antal jobs om ugen, udfylde ydelseskort, lave cv, opdatere cv, komme til møder både i a-kassen og jobcenteret og komme i aktivering og praktik. Er der sådan, hvis ordføreren skulle bestemme, nogle af de ting man godt kunne begynde at skære ned på?

Ordføreren.

Ud fra det, der bliver nævnt her, kan jeg i hvert fald sige, at jeg selv synes, det er meningsløst, at der er det her krav om, at man skal søge et antal jobs. Nu er jeg så netop i dag blevet informeret om, at det faktisk slet ikke er et lovkrav, men det er et krav, a-kasserne selv stiller. Men jeg synes, det er meningsløst, og det er meningsløst både for den arbejdssøgende og faktisk også drønirriterende som arbejdsgiver. Jeg ved selv som arbejdsgiver, at når vi slår et job op i den lille virksomhed, som jeg har opbygget i den periode, hvor jeg var arbejdsløs, så er der rigtig mange af ansøgerne, som bare sender ansøgninger, fordi de skal. Nogle af dem er så høflige, at de skriver det til os direkte, altså sådan: Jævnfør dagpengereglerne skal jeg sende en ansøgning, så her, værsgo. Så ved man, at dem behøver man ikke læse og bruge tid på. Andre skriver det ikke, og så sidder man og bruger lang tid på at læse de der ansøgninger, og så forsøger man måske at få fat i dem, fordi man egentlig synes, de virker kvalificerede, og så vender de aldrig tilbage, fordi de slet ikke er interesserede i jobbet. Det er spild af arbejdsgiveres tid.

Så det synes jeg bestemt er et krav man burde skrue ned på, men det ligger altså så i a-kasserne. Og der er også andre af de ting, som hr. Torsten Gejl nævner, som jeg også godt synes man kunne skrue ned for.

Tak. Så nåede Torsten Gejl lige at få en kommentar mere. Værsgo.

Tak, og tak for svaret. Jeg har selv en lille virksomhed med fire ansatte, og jeg oplever faktisk det samme. Når vi engang imellem søger efter arbejdskraft, kommer der hundredvis af ansøgninger, og vi kan godt se, at mange af dem er tvangsansøgninger. Der er mange, der er meget kritiske over for, at der er nogle, der faktisk gør det, som ordføreren siger, altså ulejliger sig med at skrive, om det er en rigtig ansøgning eller ej. Jeg synes, det er en fair måde at gøre det på, og det giver faktisk mig som virksomhedsleder mulighed for at sortere i dem, som bare er tvunget til at søge noget, som de hverken kan eller vil, og så dem, som faktisk er reelle. Så synes ordføreren, det er okay at gøre det sådan? Jeg er nemlig lidt bange for, at man kunne begynde at sanktionere dem, som er så ærlige.

Ordføreren.

Jeg forestiller mig, uden at kende de regler, som a-kasserne stiller op for, hvordan man skal sende de ansøgninger, at det nok ikke er okay, at man sender en ansøgning, hvor man så samtidig lige skriver: I øvrigt mener jeg det ikke. For det er jo det, man skriver, når man gør opmærksom på, at man kun sender en ansøgning, på grund af at der er nogle krav for at kunne modtage dagpenge. Så det er jo nok ikke i orden ifølge reglerne, men det er derfor, jeg synes, vi skal kigge på de regler. For som arbejdsgiver sætter man bare pris på, at man ikke skal sidde og bruge tid på at læse hundredvis af ansøgninger igennem, som ikke er ærligt ment.

Tak. Så er det fru Jette Gottlieb for en kort bemærkning.

Jeg vil spørge ordføreren om noget. Den rigtige formulering i loven er jo, at man skal søge arbejde hele tiden. Det vil sige, at der er et krav om arbejdssøgning. Det, der ikke står i loven, er, hvor mange, hvornår og hvordan. Jeg husker meget tydeligt for nogle år tilbage en beskæftigelsesminister, der krævede, at man søgte fire job om ugen, men som blev belært af sit eget bagland og især af virksomhederne, om, at det nærmest var virksomhedschikane, og det er jo også sådan, det fremtræder i dag. Men det er altså ikke a-kasserne, der sætter et krav om, at folk søger job. Det står faktisk i loven, og de er nødt til at gøre det, for ellers bliver de ikke anerkendt som stående til rådighed. Så det står i loven. Det skal så laves om i loven, hvis det skal laves om. Men det kan jo komme an på en prøve, når der skal laves forenklinger.

Ordføreren.

Det er så noteret. Så er jeg ikke blevet helt korrekt informeret om, hvad der står i loven. Men det er bestemt også en mulighed, at det kan være sket, at jeg har misforstået det.

Det kunne tyde på indviklet lovgivning, som man her debatterer – om man kunne fjerne noget af det. Det var måske en ret god idé i virkelighedens verden.

Men tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Tak. Mon ikke vi kunne barbere de første 20.000 sider væk ved at indføre dagpenge uden modkrav!

Når vi som mennesker mister vores arbejde, kommer vi i en enormt sårbar situation. Vi har økonomiske udfordringer, vi mister en del af vores identitet, vi mister kolleger, et socialt netværk, og vi mister noget at stå op til. Derfor er det utrolig vigtigt, at det system, vi har betalt skat til, mens vi arbejdede, bl.a. beskæftigelsessystemet, møder os på en respektfuld måde og en meningsfuld måde – på en måde, der gør, at vi kan beholde vores værdighed, selv om vi bliver ledige.

Desværre er der mange mennesker, der oplever præcis det modsatte. Midt i alle de udfordringer, vi har, når vi mister vores job, kommer der en udfordring, der hedder beskæftigelsessystemet. Og for mange er den første udfordring at være reduceret til et nummer i et system, det vil sige at opleve et system, hvor alle skal det samme, selv om vi mennesker er så utrolig forskellige. Det næste er mistænkeliggørelsen – at det første, man nærmest får at vide, er, hvilke sanktioner man bliver mødt med, hvis man snyder. Og så kommer meningsløsheden. Den har form – sidst jeg hørte tallet – af 29.331 siders beskæftigelseslovgivning, og der er sikkert kommet flere til. Du skal registreres på Jobnet, søge et bestemt antal jobs om ugen, udfylde ydelseskort, lave et opdateret cv, komme til møder i a-kassen og på jobcenteret, sendes i aktivering og i praktik osv. osv. Og hvis du ikke gør det hele i den rigtige rækkefølge og på de rette tidspunkter, bliver du skåret i dagpengene.

For et menneske, der har været 10 eller 20 eller 30 år eller endnu flere på arbejdsmarkedet, virker det system fuldstændig absurd – både fordi det er så præget af mistillid og kontrol, og fordi det for mange mennesker besværliggør jobsøgningen med så mange meningsløse aktiviteter. Derfor er det heller ikke svært at finde mennesker, som føler, at beskæftigelsessystemet nærmest virker kontraproduktivt i forhold til at komme videre, eller undersøgelser, der viser, at jo mere kontrol og mistillid ledige udsættes for, jo sværere får de ved at komme i job.

Jeg har i den seneste tid snakket med mange af dem og portrætteret nogle af dem på Facebook. Det er f.eks. Heidi, som gerne vil være iværksætter. Hun er blevet arbejdsløs, og hun har en god idé til at starte sin egen virksomhed og skabe arbejde til sig selv og til andre, men hun må kun skabe en virksomhed, hvis hun gør det uden for kontortid, og hvis det ikke er med henblik på fuldtidsbeskæftigelse. Jeg ved ikke, hvor mange af jer der har startet virksomhed, men jeg har, og jeg kan love jer, at det er umuligt, hvis man ikke må ringe til kontakter og kunder i arbejdstiden, og det er særlig umuligt, hvis det ikke må blive fuldtidsbeskæftigelse. Så tænk sig, at vi forhindrer mennesker i at skabe arbejde til sig selv og til andre lige præcis i en periode af deres liv, hvor de er blevet ledige og har en chance for at gå i gang med det. Altså, det synes jeg er absurd.

Jeg har også snakket med Ole. Han er 60 år, og han har arbejdet et helt liv. Han er blevet ledig, og han synes, det er totalt grænseoverskridende at blive kørt ind i et system, hvor man ikke har kontrol over sit eget liv. Han vil bare gerne have lov til at være i fred i systemet, så han kan koncentrere sig om at søge arbejde. Men nu skal Ole i praktik, og som han siger: Det er helt meningsløst at sende mig i praktik for at lære mig at arbejde – jeg kan godt finde ud af at arbejde; jeg har arbejdet hele mit liv.

Så har jeg snakket med Niels, som holder sig i gang med frivilligt arbejde, mens han søger job. Han fatter ikke, at det frivillige arbejde ikke bliver anerkendt i dagpengesystemet. Han siger: Jeg arbejder f.eks. frivilligt som kameramand og bestyrelsesmedlem på en produktionsskole, og hvorfor tæller de timer ikke i dagpengesystemet, og hvorfor må jeg ikke holde gratis foredrag om rettigheder for mennesker med handicap?

Til sidst er der Else – ja, der er mange, mange flere, men jeg har kun 10 minutters taletid, så jeg slutter med Else – som ikke kan forstå, hvorfor hendes uopfordrede ansøgninger ikke tæller med blandt det faste antal ansøgninger, hun ifølge sin a-kasse skal udfylde hver uge. Det er jo faktisk de uopfordrede ansøgninger, hun regner med vil give hende et job på et tidspunkt.

Man kan finde portrætter af de her fire personer på min politikerfacebookside, og der har været masser af kommentarer fra mennesker, der støtter op om de her mennesker, eller mennesker, der har oplevet samme problemer. Så er der også en del reaktioner, hvor nogle siger, at sådan er reglerne ikke hos dem, og at det der ikke passer, og at det er fortolket for stramt, og at det må hun gerne. Og jeg vil bare sige, at det her er personlige beretninger fra virkelige mennesker, som har oplevet de her ting og haft modet til at stå frem og fortælle om dem. Og det er forskelligt, om de har oplevet, at reglerne er blevet fulgt og bare i sig selv er meningsløse, eller om reglerne er blevet fortolket forkert eller for stramt. De oplever i hvert fald en stærk meningsløshed i forhold til et enormt regelsystem, som de pludselig skal navigere i, hvis de mister deres job.

Det allerværste er al den kontrol og tvang og meningsløshed, som så mange dagpengemodtagere oplever. Den er skabt, fordi man tror, at nogle vil snyde, og så behandler man alle som snydere. Medierne har sammen med politikerne skabt rollemodeller som Dovne Robert, hvilket bevirker, at mange faktisk tror, at danskerne ikke vil arbejde. Og når man lovgiver efter de meget få, som snyder, gør man livet til et mareridt for alle dem, der gerne vil. Det er det samme, som hvis man undersøgte alle kufferter ude i lufthavnen, fordi man tror, at der er nogle, der smugler. Det ville man jo aldrig gøre – det ville være absurd. Men man må gerne gøre det med mennesker, der er blevet arbejdsløse, selv om arbejdsløsheden ikke er deres skyld. Arbejdsløsheden er simpelt hen en del af vores markedsøkonomi. Der har været arbejdsløshed de sidste 50 år. Jeg skal medgive, at den i 2008 var helt nede på 1,9 pct., men det var jo ikke på grund af en stram beskæftigelsespolitik; det var, fordi det var den største højkonjunktur i mands minde. De sidste 50 år viser, at arbejdsløsheden er en del af vores økonomiske system, og det vil sige, at arbejdsløshed ikke er de arbejdsløses skyld.

I forhold til dagpengeområdet er det allerværste næsten at tænke på, hvor meget støtte og hjælp man kunne give de ledige til at finde et job, hvis man anvendte alle de ressourcer, man anvender på kontrol og tvang og administration, på at hjælpe folk i arbejde. Jeg er i dialog med adskillige a-kasser, som meget gerne vil skrue helt ned for sanktioner, tvang og kontrol og flytte alle de ressourcer, de bruger på det, over til service og hjælp til deres dagpengemodtagere i forhold til at komme i job. Det handler om at give deres ledige medlemmer en individuel service, der passer til den enkeltes muligheder for at komme i arbejde, i stedet for sådan en one size fits all-løsning, hvor en stor del er ens for alle, og hvor det er tvunget og sanktioneret.

Jeg har f.eks. været i dialog med Magistrenes A-kasse og dem, der hedder Min A-kasse. Begge a-kasser vil gerne deltage i et fri a-kasse-forsøg med dagpenge uden modkrav. Hos Min A-kasse vil man gerne anvende 40 fuldtidsstillinger, som i dag bruges på kontrol og administration, til service og støtte i forhold til at få de ledige i arbejde. Derfor er det, kære minister og kære forligskreds, der netop nu sidder og arbejder med at reducere bureaukrati og administration, at jeg har fremsat det her beslutningsforslag om at give fem a-kasser lov til at lave et fri a-kasse-forsøg med dagpenge uden modkrav, hvor de flytter stort set alle de ressourcer, de bruger på tvang og kontrol, over til individuel service og hjælp til at finde arbejde.

Jeg ville meget gerne have været med i de forhandlinger, men Alternativet er ikke blevet inviteret. Det er igen et eksempel på, at en forligskreds egentlig bare kan holde nye partier ude, og det synes jeg er en uskik, når vi er et parti med gode ideer, der gerne vil bidrage loyalt til lovgivningen. Men i stedet for at vente på at vi kommer med i forhandlingerne, vil jeg gerne prøve at inspirere forligskredsen til at gøre plads til et forsøg med fem a-kasser med dagpenge uden modkrav – nu, da I alligevel sidder og arbejder med en afbureaukratisering. Jeg har personligt foreslået det til ministeren, før forhandlingerne gik i gang. Jeg har skabt kontakt mellem Min A-kasse og ministeren og i det hele taget lanceret ideen om et fri a-kasse-forsøg med dagpenge uden modkrav i alle de sammenhænge, det har kunnet lade sig gøre. Nu håber jeg, at ministeren eller et af forligspartierne vil tage ideen op og sikre, at danske dagpengemodtagere kan få lov til at bevise, at de gerne vil arbejde uden at være tvunget. Jeg er sikker på, at der vil komme flere i arbejde, hvis man udskifter tvang og kontrol med tillid, service og individuel jobrådgivning.

Jeg vil gerne pointere, at jeg på ingen måde tager den forligskreds, der arbejder med reduktion af bureaukrati i beskæftigelsessystemet, lige nu, til indtægt for, at beskæftigelseslovgivningen er blevet til et regelbjerg, der nogle gange virker kontraproduktivt i forhold til at få folk i arbejde. Det har taget lang tid for skiftende regeringer at lave et regelbjerg på næsten 30.000 sider. Man har puttet lov på lov på lov på, og man har langsomt bygget en mastodont. Men nu sidder der et flertal og forhandler om en reduktion af bureaukratiet, som faktisk kan tænke helt nyt og vise borgerne en tillid, som i den grad mangler i beskæftigelsessystemet. Jeg håber, I finder plads til en af Alternativets mærkesager, ja, jeg vil sige helt grundlæggende signatursager, nemlig dagpenge uden modkrav. Jeg er sikker på, at det vil skabe flere arbejdspladser end tvang og kontrol-regimet. Jeg tror, at forligskredsen vil få stor ære af sådan et forsøg, og i Alternativet vil vi bare gerne se resultater. Og en af de ting, jeg for længst har lært her på Christiansborg, er, at hvis man er ligeglad med, hvem der får æren, så kan man stort set gøre hvad som helst.

Vi er i Danmark kendt for at være et tillidssamfund. Vi stoler mere på hinanden og statens institutioner, end man gør i andre lande. Der er ligefrem forskere, der kalder den tillid, vi har i samfundet til hinanden, for en særlig kapital, der er med til at sikre vores velfærdssamfund. Midt i det tilidssamfund har vi et beskæftigelsessystem baseret på tvang. Det skal vi lave om. Vi vil få bedre resultater i et beskæftigelsessystem baseret på tillid. Danskerne vil gerne arbejde, og derfor skal de have hjælp til at finde arbejde i stedet for mistillid og kontrol.

Tak til hr. Torsten Gejl.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)