Tak, formand.
Og tak for en åbenhjertig og frisk og ligefrem debat.
Jeg kan selvfølgelig glæde mig over, at ministeren har været forsigtigt åben og også vil indkalde til drøftelser i efteråret for at se, om der eventuelt er ting, vi kan ændre i Statens Kunstfond.
Den udstrakte hånd tager jeg imod, og vi vil selvfølgelig tage vores beslutningsforslag med, og så vil vi bede om en eller anden form for analyse af, om det kan lade sig gøre, altså ulemper og fordele.
Ministeren kom også ind på, at det måske kunne medføre øget administration, og der er jeg glad for, at hr.
Leif Mikkelsen sagde, at det kunne medføre mindre, og at det ikke behøvede at blive dyre.
Det er jeg faktisk enig i, og så har ministeren også selv sagt, at vi har nogle regionale fonde, som skal i gang nu på baggrund af finansloven.
Jeg glæder mig til at følge arbejdet med dem, og det kan vi jo bruge som springbræt til eventuelt at lave de her statslige regionale fonde.
Jeg er lidt skuffet over Socialdemokraterne, og måske skyldes det, at de er hovedarkitekten bag den nuværende Statens Kunstfond.
Det er deres barn, og de hæger om det.
Det er selvfølgelig det ene, og det andet er, at Socialdemokraterne jo på mange måder er kulturparnassets mand.
Så snart der er den mindste kritik af kulturlivet, er Socialdemokraterne der med det samme og bakker op, uanset næsten hvad synspunkterne er.
Og i Dansk Folkeparti tror vi på kritik.
Vi tror på den åbne debat, og vi tror på, at kunstnere ikke er hellige mennesker, der ikke skal modtage kritik.
Tværtimod bliver de bedre af kritikken.
Det var lidt grotesk at høre hr.
Orla Hav egentlig give et godt argument for at lave regionale kunstfonde.
For som han siger, er der en ensretning i den nuværende Statens Kunstfond, og der er ikke en spredning rent geografisk blandt udvalgsmedlemmerne.
Og det er jo ikke Dansk Folkepartis skyld, og hvorfor er det ikke det?
Jo, det er, fordi hovedparten af udvalgsmedlemmerne jo er udpeget af repræsentantskabet bag Statens Kunstfond, og det er de enkelte kunstnere og kulturorganisationer, der indstiller deres personer, og de kommer alle sammen fra hovedstaden.
Så er der også ministeren, der indstiller, og det er jo som oftest i samråd – selvfølgelig – med ordførerne, men så sandelig også med embedsapparatet.
Og Dansk Folkeparti har ikke mulighed for at indstille en hel masse til udvalgene, og det skal vi jo heller ikke.
Så derfor er det et argument for, at vi bliver nødt til at kigge på en eller anden form for regionalisering.
Det er afgørende for os.
Jeg er glad for både Venstres og Liberal Alliances tilkendegivelser, som jo på mange måder var elegante afvisninger, der lød mere som et ja end som et nej.
Jeg har selvfølgelig forståelse for, at når man er i en regering, bakker man selvfølgelig ministeren og regeringen op.
Det siger sig selv.
Men som jeg hørte ordførerne, var der en imødekommenhed.
Man vil gerne kigge på det, man glæder sig til drøftelserne, man tror på, at en form for regionalisering ikke nødvendigvis kan gøre det dyrere, måske billigere, men vi ved det ikke.
Man vil have en analyse af det.
Det var i hvert fald sådan, jeg hørte hr.
Leif Mikkelsen, som jeg endda hørte sige, at det var nødvendigt med en grundig diskussion.
Og Venstre sagde endda, at det var fornuftigt, hvad der blev foreslået.
Til gengæld kom der en bandbulle fra hovedstadens mand, nemlig hr.
Søren Søndergaard, som diskede op med fordomme om Danmark uden for hovedstaden, og det var jo meget muntert.
Jeg er en stor tilhænger af hr.
Søren Søndergaards taler.
De er altid muntre, men det her var dog lidt over stregen, synes jeg.
Jeg har egentlig dokumenteret, at der er problemer med inhabilitet, ved at henvise til P 1 Eftermiddags undersøgelse, og det er det eneste, vi egentlig kender, ud over kunstnere, der selv har berettet om indspistheden igennem årene.
Og det er jo enormt svært at dokumentere, især i et lille land som Danmark, og især på et område, hvor folk er bange for at fortælle om det netværk, der trods alt findes.
Det er måske ikke overraskende, at Enhedslisten er imod at ændre Statens Kunstfond, for de har det jo lidt på samme måde som Socialdemokraterne, når det kommer til kulturparnasset:
Man vil helst ikke kritisere dem, hvilket jeg ikke forstår.
Men jeg håber da på, at Enhedslisten, som jo normalt opfatter sig som et revolutionært parti, vil være med til en eller anden form for lille revolution inden for Statens Kunstfond.
For det forslag, vi har lagt frem på baggrund af vort udspil, er det mest visionære siden 1964, hvor Statens Kunstfond blev etableret.
Der er ikke andre her i salen, der har foreslået så gennemgribende ændringer, bortset fra fuldstændig at nedlægge det.
Ingen har foreslået så gennemgribende ændringer af Statens Kunstfond, hvor vi på den ene side skaber nyt, men samtidig bevarer en kunststøttemodel.
Og vores anledning er helt enkelt at sikre den folkelige opbakning.
Vi ved fra målinger, at det, borgerne og vælgerne allermindst vil, er at give kunststøtte til kunstnere, og ved at give regionalt ejerskab til borgerne og politikerne og kunstnerne sikrer man også et bedre kendskab til kunststøttemodellen, i stedet for at det er noget, der, som det er nu, foregår derovre i hovedstaden.
Så jeg forstår egentlig ikke, at Enhedslisten – der jo normalt går ind for basisgrupper og det folkelige demokrati og medborgerskab og indlevelse – ikke er med på den her regionalisering.
Så er der Alternativet, som jo ikke længere er alternativt, men temmelig konventionelt.
Altså ligegyldigt hvad Dansk Folkeparti foreslår, hælder man det ned ad brættet.
Ligegyldigt hvor gennemarbejdet det er, er man totalt lukket.
Altså, jeg havde egentlig glædet mig til det, dengang Alternativet kom ind, for så ville der måske være et frisk pust i Folketinget.
Men det er ikke et frisk pust.
Det er tværtimod en ånde, som mangler lidt mint, og jeg synes egentlig, I skulle tage Dansk Folkepartis mintpastiller på det her område og tage imod den udstrakte hånd og være med til de her drøftelser.
For det er godt for Statens Kunstfond at blive pustet igennem, og jeg er lidt skuffet over, at I slet ikke er med på det her.
Så vil jeg bare lige sige, at der jo er tre kriterier for Statens Kunstfond, og det ene er jo selvfølgelig det geografiske kriterie, som Dansk Folkeparti vægtede meget tungt, da vi ændrede på lovgivningen om Statens Kunstråd og Statens Kunstfond.
Og det har bevirket en ændring, og det har også bevirket en ændring, at vi fik en formand i Gitte Ørskov, som er direktør for Kunsten i Aalborg, der havde et helt klart mål med at sprede kunsten mere geografisk.
Og det gjorde hun bl.a.
på baggrund af den kritik, som Dansk Folkeparti har udøvet mod Statens Kunstfond.
Så det nytter at kritisere og komme med nye forslag i stedet for at gøre som Alternativet, der bare læner sig tilbage og siger, at alt bare skal være som i gamle dage.
Det er altså ikke godt nok, hr.
Rasmus Nordqvist.
Til sidst vil jeg sige til SF, at vi håber, at I gerne vil blive klogere, sådan som hr.
Jacob Mark sagde fra talerstolen, hvis der er et problem med Statens Kunstfond – sådan hørte jeg ordføreren.
Og der
er
et problem med Statens Kunstfond.
Der er ingen folkelig opbakning, der er problemer med indspistheden, det er en centraliseret del af statsapparatet, og hovedstadens kunstnerrepræsentanter sender ofte deres egne som udvalgsmedlemmer.
Så der er et problem, og jeg håber da på, at Socialistisk Folkeparti vil være med til at kigge på en lille revolution af Statens Kunstfond.
For hvis vi ikke gør noget, vil der ikke være folkelig opbakning overhovedet i de kommende år.
Med disse ord vil jeg takke for debatten, og der bliver vel et par spørgsmål, vil jeg tro.
Men hvis ikke har det været en fornøjelse at diskutere Statens Kunstfond med mine ærede kolleger.
Tak for det.