Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 78:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af princip om udtrapningsplan ved udskrivelse af psykofarmaka.

Af Trine Torp (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 27.02.2018).

Forhandlingerne er åbnet, og vi lægger ud med sundhedsministeren. Værsgo.

Tak, og tak til forslagsstillerne for at fremsætte det her beslutningsforslag, som jo giver os en anledning til igen at få sat psykiatri på dagsordenen, også her i Folketingssalen. Der er ingen tvivl om, at indsatsen for mennesker med psykiske lidelser står højt på regeringens dagsorden, og derfor vil jeg egentlig også gerne gentage det, jeg slog fast her i salen for knap en måned siden i forbindelse med B 59 om medicinfri tilbud i psykiatrien og i forbindelse med forespørgselsdebatten tilbage i december måned sidste år. Der er behov for at opprioritere psykiatrien i Danmark, og det var sådan set også baggrunden for, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti i december sidste år i forbindelse med vedtagelsen af det forslag til vedtagelse, der var i forespørgselsdebatten under F4, blev enige om at udarbejde en samlet plan for udviklingen af psykiatrien, bl.a. på baggrund af den styringsgennemgang af psykiatrien – kulegravningen, som den også hedder i folkemunde – som vi iværksatte fra regeringens side tilbage i januar måned sidste år.

Mennesker med psykiske lidelser skal lige så vel som mennesker med somatiske lidelser tilbydes en sammenhængende indsats af høj og ensartet kvalitet. På den baggrund finder jeg sådan set forslagets præmis om et tæt samarbejde mellem den enkelte patient og lægen ved behandling med psykofarmaka sympatisk, og jeg er også enig i, at det gode samarbejde er afgørende, når udtrapning af psykofarmaka påbegyndes. Men jeg er langt fra enig i, at læger skal pålægges altid at udarbejde en ned- og udtrapningsplan ved behandling med psykofarmaka, og at man skal gøre det, allerede når man iværksætter behandlingen.

Ikke to patienter er ens, heller ikke patienter med psykiatriske lidelser, og derfor skal psykiatrien kunne tilbyde patienterne forskelligartede indsatser, ikke ensrettede, stive, standardiserede løsninger, som kommer til at føles som pligter, når vidt forskellige mennesker med forskellige sygdomme og behov skal presses ned i den samme ufleksible skabelon. Derfor handler det sådan set også om at have tillid til vores sundhedspersoner i forhold til at kunne lave den individuelle vurdering af, hvornår det er relevant at lave en nedtrapningsplan. Skal det allerede være, når man iværksætter behandlingen med psykofarmaka, og hvornår er der behov for ligesom at se, om der overhovedet er en effekt af behandlingen, før man begynder at tale om en nedtrapningsplan, og hvornår er der behov for, at man løbende justerer og dermed også har en dynamisk nedtrapningsplan, hvor man har en dialog mellem patienten og sundhedspersonen?

Regeringen kan ikke støtte forslaget om, at alle patienter skal have en obligatorisk udtrapningsplan allerede ved opstart af psykofarmaka, netop fordi vi jo mange gange ikke kender effekten af medicinen på den pågældende patient, allerede inden behandlingen iværksættes.

Hvis vi sådan skal dykke ned i nogle af grundene, også mere fagligt, til, at regeringen ikke ønsker at støtte beslutningsforslaget, så er den primære grund for det første i høj grad faglig. Ifølge Sundhedsstyrelsen vil en obligatorisk udtrapningsplan udarbejdet allerede ved behandlingsstart ikke forbedre kvaliteten af et behandlingsforløb. F.eks. er det sjældent muligt ved behandlingsstart at forudsige, hvor lang tid en depression vil vare, og dermed hvor lang tid behandlingen med psykofarmaka bør strække sig. Nogle lidelser, f.eks. angstlidelser, kan være livslange. Det væsentlige er, som jeg også sagde før, at behandlingen iværksættes efter de gældende retningslinjer og på baggrund af en grundig udredning, og at behandlingen også følges og revurderes løbende.

For det andet kan patienten som udgangspunkt allerede i dag til hver en tid kræve udtrapning af sin medicin. Kun patienter, der tvangsmedicineres, har ikke umiddelbart den ret. Og vurderer en læge sig til at være uden de fornødne kompetencer til at gennemføre en konkret udtrapning, har lægen mulighed for at henvise til eller konferere med en speciallæge i psykiatri.

For det tredje findes kravet til behandlingsplan også allerede mange steder, f.eks. ved indlæggelse af en patient på en psykiatrisk afdeling. Her har den behandlingsansvarlige overlæge ansvaret for, at der skal opstilles en behandlingsplan for patienten. Det følger af psykiatriloven. Planen skal også fungere som vejledning til patienten omkring formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt udsigterne til bedring, og heri ligger der også en stillingtagen til en eventuel afslutning af behandlingen, udtrapning af medicin og lignende.

Om behandling af børn og unge fremgår det af Sundhedsstyrelsens vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser fra 2013, at der for denne gruppe skal udarbejdes en behandlingsplan. Den skal bl.a. indeholde en plan for behandlingens forventede varighed, kontrol og eventuel slutdato, og derudover præciseres det, at speciallægen efter 3 og 6 måneder samt derefter hver sjette måned skal tage stilling til den fortsatte medikamentelle behandling.

Formålet med behandlingsplanen er dermed det samme som en eventuel udtrapningsplan, men behandlingsplaner er mindre rigide og kan bedre møde patienten der, hvor patienten er i sit behandlingsforløb. Derfor finder jeg det heller ikke hensigtsmæssigt, at patienter skal have en obligatorisk udtrapningsplan, allerede når de starter i behandling med psykofarmaka. Fagligt giver det ikke mening, og administrativt vil det optage tid for sundhedspersonerne og give besvær derude.

Jeg ser det i stedet som en grundlæggende ret, at alle patienter skal inddrages og høres undervejs i deres behandlingsforløb og derudfra tilbydes det nødvendige medicinske forløb med relevante justeringer undervejs. Beslutninger om patienten eller patientens behandling skal tages sammen med patienten, og det er også slået fast i sundhedslovens kapitel om patienters medinddragelse. Det er sådan set et princip i både somatikken og psykiatrien, at sundhedsvæsenet er til for patienterne og skal tage udgangspunkt i, hvad der skaber værdi for patienten. Det er sådan set også derfor, vi arbejder bredt set med vores sundhedsvæsen med PRO-data i forhold til netop at sikre, at patienten kommer i centrum for behandlingen i langt højere grad, end tilgangen måske har været tidligere.

For det fjerde og sidste må vi huske på, at udviklingen i forbruget af psykofarmaka heldigvis går den rigtige vej, både hos børn, unge og voksne. Eksempelvis er antallet af børn, der opstartes i behandling med antidepressive midler, fra 2010 til 2016 faldet med knap 50 pct. Også børn og unges forbrug af antipsykotika er faldet, mens deres forbrug af ADHD-medicin er stagneret. For voksne ses en tilsvarende udvikling, hvor antallet af personer i behandling med psykofarmaka under et fra 2010 til 2016 er faldet med 10 pct. svarende til, at 741.200 voksne patienter modtog det i 2010 mod 667.400 i 2016.

Jeg synes sådan set, det vidner om, at der er et øget fokus på brug af alternativer til psykofarmaka og også en bedre inddragelse af patienterne, og at de her debatter, vi har, nogle gange sådan lidt kan tegne et forkert billede af, hvad udviklingen egentlig er i psykiatrien, og hvad det er for en dialog og virkelighed, der er blandt læger og patienterne. Jeg synes også, at tallene bekræfter, at der er en stigende opmærksomhed fra lægernes side på, at medicinsk behandling af psykiske lidelser ikke skal være førstevalg i de fleste tilfælde, og at der findes en række alternativer til medicinsk behandling. Det synes jeg er en positiv udvikling, som vi også har skønnet på, og som vi skal skønne på, og det er en udvikling, som glæder mig.

Så af de grunde kan regeringen ikke støtte forslaget om, at der som princip laves en obligatorisk udtrapningsplan ved udskrivelse af psykofarmaka, og derfor finder jeg heller ikke anledning til, at det skulle være et element, der indgår i den samlede handlingsplan for psykiatrien. Men tak til ordføreren for igen at sætte psykiatrien på dagsordenen.

Tak. Det gav anledning til en kort bemærkning fra fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Det her handler jo hverken om for eller imod medicin – det handler sådan set om retten til at fastholde håbet om at blive rask. Og det er meget i tråd med den recovery-tanke, som i øvrigt præger psykiatrien, heldigvis, altså at det netop er ens egen deltagelse i behandlingen og håbet om at blive rask, som er med til at få folk til at få det bedre.

Når nu der er så mange, der oplever bivirkninger ved medicinen og oplever manglende virkning af medicinen, hvorfor kan det så ikke blive en dialog fra starten af? Altså, jeg hørte godt ministerens svar om, at der ligger en behandlingsplan, men man ændrer jo i forvejen mange ting i en behandlingsplan – det kan man jo hele tiden gøre, alt efter hvordan det udvikler sig. Men det er det der med at starte med at sige: Nu får du noget medicin, som skal hjælpe der lige nu og her, men det skal du ikke have altid. Det er jo den dialog, som jeg gerne ville have til at starte allerede i det øjeblik, man udskriver psykofarmaka.

Tak, ministeren.

Jamen jeg synes, at den store forskel er, om man gør det obligatorisk og siger, at det her er noget, der skal udfyldes for alle patienter, og at man ikke kan starte psykofarmakabehandling, uden at man har lavet en udtrapningsplan, allerede når man giver det første gang. Altså jeg synes, det bliver firkantet. Jeg synes, det bliver en papirtiger, som medarbejderne skal forholde sig til, i stedet for at det netop er dialogen med patienten, hvor man kigger hinanden i øjnene og netop taler om håbet for, at man er godt på den anden side af sit sygdomsforløb, hellere hurtigere end langsommere.

Men det er også anerkendelsen af, at fordi man har den samme diagnose, er ens sygdomsforløb ikke det samme. For nogle kan det måske endda blive sådan et pres, hvis de ikke er trappet ud af medicinen, at, uha, så må det være, fordi det går dårligere, end det skulle. I stedet skulle man anerkende, at for nogle er det et mere langvarigt forløb, hvor man skal have medicin, og for andre er det et kortvarigt forløb, hvor man jo skal kunne iværksætte en udtrapningsplan så relativt hurtigt, hvis man kan se, at der sker en ændring.

Så det er den her tilgang, som jeg synes bliver for firkantet og for lidt individorienteret; det er ikke et spørgsmål om, at man ikke skal have en recovery-tilgang i vores psykiatri i Danmark.

Tak, fru Trine Torp.

Jeg tror ikke, at jeg har talt for, at det skulle være sådan en standardiseret udtrapningsplan. Jeg har talt for, at det indgår som en del af den behandlingsplan, man i øvrigt lægger, at man også skal trappes ud af medicinen. Jeg går ikke ud fra, at ministeren sådan mere generelt opfatter behandlingsplaner som papirtigre, men at de tværtimod er et redskab til at beskrive et forløb, som kan komme til at ændre sig, fordi tilstanden kan ændre sig – alle mulige ting kan ændre sig. Så det er jo et spørgsmål om at få skrevet det ind som en helt naturlig del af behandlingsplanen, at nu sætter man noget i værk, og at det ikke skal vare evigt.

Jeg vil gerne stille et spørgsmål, for ministeren siger det her med, at det jo kan være, at det varer længe, og at man derfor skal have det. Jeg vil bare lige høre: Sætter ministeren varigheden af en lidelse lig med varigheden af den medicinske behandling?

Ministeren.

Nej, det gør jeg ikke, men der er nogle patienter, der har behov for en medicinsk behandling i længere tid, og der er nogle, der har behov for den i kortere tid. Og jeg tror sådan set, at man skal forholde sig til mennesker som de individer, de er, og med de forskelle, der også er i deres sygdomsforløb, desuagtet at de har den samme diagnose. Det er jo sådan set det, der ligger i hele tilgangen, nemlig at den skal være individuel.

Så må jeg bare sige, at jeg opfatter det her som en papirtiger i den forstand, at vi jo så herinde skulle forholde os til, om der nu er lavet en udtrapningsplan for alle patienter helt fra starten af. Har psykiateren, har den almenpraktiserende læge, der udskriver, nu lavet det her? Og det mener jeg ikke er den måde, de skal bruge deres ressourcer på.

Jeg synes, at behandlingsplanen er et rigtig godt redskab til også at kunne have den løbende dialog, og jeg synes, at udviklingen i forhold til også at inddrage patienterne mere, herunder at bruge PRO-data, er rigtig vigtig til at udvikle både vores psykiatri og vores somatik i Danmark.

Tak for det. Dermed er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Vi går videre og tage hul på rækken af ordførere. Det er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Jeg vil gerne starte med at takke SF for, at vi igen får bragt psykiatrien til debat her i Folketingssalen. Det er nødvendigt, og det er godt. Dermed ikke være sagt, at jeg er enig med SF i deres fremsatte beslutningsforslag, og det vil jeg naturligvis uddybe. Men en ting er i hvert fald sikkert, og det er, at der påhviler os et meget stort fælles ansvar for, at vi også får fulgt op med primært ressourcer, men også politisk opbakning til psykiatrien. For vi har udfordringer i psykiatrien, både i den regionale behandlingspsykiatri, men også ude i den kommunale del i landets 98 kommuner. Så vi skal fokusere på det.

Jeg vil sige, at jeg måske ikke synes, at beslutningsforslaget her fokuserer på det, som vi i Socialdemokratiet synes er de største problemer, og det flugter egentlig lidt med det, som sundhedsministeren allerede har sagt om behandlingsplaner. Den socialdemokratiske holdning til selve behandlingsprincipperne hviler naturligvis på, at man skal gøre brug af de højeste faglige standarder og den bedste viden på hele psykiatriområdet. Det er det ene punkt.

Det andet punkt – og det er det primære og helt ufravigelige – er, at når man indleder en behandling, så indleder man den med et samtykke fra patientens side. Det vil sige, at man har en læge, psykiater, og det kan også være en specialpsykolog eller andre, der indgår i drøftelsen med den psykiatriske patient om, hvilke behandlingsmuligheder der er, og hvilken forventet effekt der vil være af den behandlingsstrategi, der lægges. Men man vil naturligvis også, hvis det handler om medicin – der er mange, der har bivirkninger af medicin, og der er også nogle, der bliver afhængige af medicin – fokusere på at få taget den drøftelse med patienten fra starten af. Det er et ufravigeligt grundelement i det at have samtykke og oppebære tilliden at have drøftelsen mellem den behandlende læge, psykiateren, og patienten.

Når SF så fremsætter beslutningsforslaget her om at lave en obligatorisk udtrapningsplan, tolker jeg det lidt, som om der er en skepsis over for brug af psykofarmaka. Den skepsis har vi i og for sig ikke i Socialdemokratiet, for det bygger på en fagligt velfunderet handling og beslutning, og der pågår en drøftelse mellem psykiater og patient om, hvorvidt man skal starte en behandling med psykofarmaka. Heri skal indgå en drøftelse, hvis man starter en medicinsk behandling, af, hvordan og hvornår man tager stilling til en eventuel udtrapning eller et stop for den medicinske behandling. Det er jo en løbende vurdering, der skal til, og der er rigtig mange, der opstiller i handlingsplanerne, hvornår man skal drøfte det igen og finde ud af, om der har været den ønskede effekt, eller om bivirkningerne er for store, om der skal laves justeringer i medicindosen, eller om patienten eventuelt skal trappe helt ud. Så vi har ikke en grundlæggende skepsis over for psykofarmaka, men vi har den holdning, at der ikke er nogen patienter, der skal have enten for meget eller for lidt medicin. Man skal have det, som er den bedste behandling, og det er jo altså den, der beror på en tæt drøftelse mellem patienten og den behandlende læge.

I forhold til om man skal lave noget obligatorisk, har vi den frygt, at hvis man får tingene gjort for rigide og lagt ind i for faste systemer, så giver man ikke et større ansvar, men så fjerner man måske en større del af den behandlende læges ansvar over for den enkelte patient. Det er altså altid samarbejdet mellem patienten – og det kan også være sammen med de pårørende – og lægen, der munder ud i, hvilken plan og hvilke justeringer og evalueringer der skal være på det her område. Hvis man laver alt for fastsatte obligatoriske udtrapningsplaner, er det, jeg siger, at så tilsidesætter man måske lige nøjagtig den faglige refleksion, der altid skal være der, og som vi aldrig må fratage den enkelte behandlingsansvarlige læge. For det ansvar påhviler den enkelte konstant.

Så vores udgangspunkt er, at det er fagligheden, der skal råde. Vi er med på, at Sundhedsstyrelsen skal følge området tæt. Ministeren har været inde på det, og det gør man, og det beror jo også på tidligere politiske drøftelser om medicinforbruget i det hele taget i vores sundhedsvæsen. Det gælder jo i særdeleshed, hvis vi har med nogle produktgrupper at gøre, der også kan være vanedannende og skabe en afhængighed, eller hvis man finder ud af, at bivirkningerne måske ligefrem får en anden karakter end det, man troede, da man startede med at ordinere medicinen.

Men endnu en gang mange tak til SF for at bringe det op. Jeg synes ikke, at det her er et område, vi skal prioritere at pålægge en ny politisk ramme i forhold til de fagprofessionelle. Vi er naturligvis med på, at vi skal følge det meget tæt, men vi synes ikke, at det her kalder på, at vi skal handle politisk for nuværende.

Tak. Så er det fru Trine Torp for en kort bemærkning.

Jeg kunne bare godt tænke mig lige at sammenligne det med nogle af de andre behandlingsindsatser, som er i psykiatrien. De har jo også en slutdato. Altså, med rigtig mange af pakkeforløbene ved man, hvor lang tid de varer, og hvornår de slutter – dem har man så ikke brug for at blive afvænnet fra på samme måde, men der er dog en eller anden tidshorisont på det. Og det, jeg på en eller en måde er optaget af, er at få fastsat, at det er noget, man skal tage stilling til.

Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, om han kan anerkende, at det der med at have en slutdato får både patienten og lægen til at tænke i andre behandlingsformer, fordi man ved, at det skal erstattes af noget andet.

Ordføreren.

Nej, jeg har faktisk ikke forståelse for slutdatoer, men jeg har meget stor forståelse for, at man laver evalueringsstopdatoer, sådan at man får kigget på, om man har opnået den ønskede effekt, om patienten har en reel forståelse for, hvad det er, den medicinske behandling gerne skulle gøre, og om patienten har en reel forståelse for at være opmærksom på, hvilke bivirkninger der kan være. Det synes jeg er dybt fornuftigt, men det ligger jo allerede i behandlingsplanerne og strategierne. Man sætter noget i værk, fordi psykiateren og patienten bliver enige om det, idet der jo er meget psykofarmaka, som har en meget lang indsættende virkning, hvilket betyder, at der måske skal gå adskillige måneder eller et halvt år, inden man kan se, om der har været en ønsket effekt, er det dybt fornuftigt og også nødvendigt og afgørende, at man får fastlagt de datoer. Det tror jeg kan give en rigtig god tillid mellem de to, det kan give en god tryghed for patienten, og så kan man lave nødvendige justeringer, hvis der er behov for det. Men at kalde det en slutdato i en behandlings- og strategisammenhæng, som måske skal stå på i mange år, giver ikke ret meget mening for mig.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i rækken, og det er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil også starte med at takke Socialistisk Folkeparti for at fremsætte forslaget, så vi får lejlighed til at debattere, hvordan vi sikrer, at lægen ikke blot har fokus på at ordinere medicinen, men også har fokus på at lave en plan, der sikrer, at man som borger ikke bliver medicinafhængig. Men når det er sagt, kunne vi godt tænke os i Dansk Folkeparti, at man havde taget hele medicinområdet med i forslaget, og at det var yderligere uddybet, at der er nogle borgere, som ikke har brug for udtrapning, og som lever et godt liv med deres medicin. Hver gang vi diskuterer medicin, og jeg har været en af de største forkæmpere for at reducere medicinmængden og i stedet for bruge terapiformer, får jeg altså også nogle henvendelser fra folk, der siger: Nu har jeg fået min antidepressive medicin i nogle år, og jeg vil ikke af med den. Så vi skal huske, at nogle menneskers livskvalitet afhænger af at blive ved med at tage deres medicin.

Vi hører så også, at der er nogle, der siger, at det er staten, der gør folk afhængige af medicin, og der er desværre ikke rigtig nogen hjælp til dem, når de gerne vil ud af det misbrug, som det er blevet til. Vi har i dag rygeafvænningskurser, vi har behandlingsgaranti for alkoholmisbrug, vi har hjælp til heroinmisbrugere osv. osv., men vi har faktisk ikke noget til medicinafhængige, der er blevet misbrugere i stedet for at være brugere. Det synes jeg faktisk vi skulle gøre noget ved. Derfor foreslår jeg, at vi sætter os sammen og laver en beretning på det her område i det hele taget, uanset om det handler om sygehusregi eller om almen praksis, og uanset hvilken medicintype der er tale om.

Der kan man godt genbruge nogle af de forslag, der står i teksten, som Socialistisk Folkeparti har skrevet. Der står jo, at forslagsstillerne ønsker, at der indføres et nyt princip i forbindelse med udskrivning af psykofarmaka. Her kunne der f.eks. stå i forbindelse med udskrivningen af medicin. Forslagsstillerne foreslår, at der ved udskrivning af medicin altid skal følge en målrettet ned- eller udtrapningsplan med. Det kunne man jo gøre til en plan. Altså, hvis man modificerede nogle af de her ting, tror jeg faktisk, at vi ville ramme meget mere bredt og ramme mere generelt. Vi ville også sikre, at vi ville yde en hjælp til de mennesker, der virkelig har brug for at komme af med deres medicin. De kæmper i dag, for der er ikke nogen hjælp at hente. Det synes jeg faktisk er et kæmpe stort problem – også set i forhold til at få noget medicin, der hjælper.

Jeg er også enig med ministeren, der talte om, at det ikke lige er i de akutte situationer, at man sætter sig ned og laver en plan. Der får man jo noget medicin, fordi man måske er aggressiv eller er ved at skade sig selv. Der må man få noget akutmedicin her og nu. Det kan være i et par dage, at man får medicinen, og så er det jo ikke nødvendigt at gå ind og lave en plan. Det må være, når der gives medicin over en længere tid, at man går ind og siger, at der skal foreligge en plan. Men det skal også gælde opioider, sovemedicin osv. Jeg ved, at der er strammet op på lovgivningen, og derfor kunne det være rart at se, hvordan lovgivningen er nu med hensyn til udskrivning af medicin. Vi får også rigtig mange henvendelser fra folk, der er rigtig irriterede over, at de skal op til lægen, hver eneste gang de skal have en recept. Har vi strammet lovgivningen for meget den vej?

Derfor synes jeg, det er en rigtig fin og en rigtig vigtig debat, vi tager, men jeg ser gerne den bredt ud til hele medicinområdet.

Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp. Værsgo.

Tak for det. Og tak for en meget konstruktiv respons – jeg synes da, det lyder interessant at kigge lidt bredere på medicinafhængighed.

Jeg vil også bare høre, om ordføreren allerede selv har gjort sig nogle tanker om, hvad det var for nogle tiltag, man kunne sætte i værk, som kunne hjælpe. For ordføreren påpeger det her med, at der ikke er noget hjælp at hente, hvis man gerne vil ud af sin medicinafhængighed. Har ordføreren selv nogle ideer eller gjort sig nogle tanker om det?

Ordføreren.

Vi har gjort os rigtig mange tanker om det, og det var også derfor, vi på et tidspunkt foreslog en medicinfri afdeling, der så er blevet til der, hvor man hjælper folk i psykiatrien til at nedtrappe eller komme ud af deres medicinforbrug. Men det er jo mange gange kun dem, der har været i sygehusregi. Der er rigtig mange patienter, der har været oppe hos deres almenpraktiserende læge eller en speciallæge, og som ligesom ikke kommer derud. Og jeg ønsker, at det skal favne dem alle sammen. Der er mange, der ikke kan få hjælp, når de har været oppe hos deres almenpraktiserende læge og fået antidepressiv medicin og ikke rigtig kan komme ud af det.

Tak til fru Liselott Blixt. Vi går videre i ordførerrækken til fru Jane Heitmann, Venstre.

Hvis man har ondt i ryggen, kan det lindre med en pille mod en stikkende smerte, men det kan også være godt at massere det ømme punkt. Hvis man har nældefeber, kan en pille lindre en kløende arm, men det kan også være godt med et koldt bad. Hvis man har en depression, kan en pille lindre et trist sind, men det kan også være godt med fysisk aktivitet. Sådan er det med mange sygdomme, både fysiske og psykiske – der kan være flere behandlingsmuligheder.

Uanset om man vælger medicin eller et alternativ, er det afgørende for os i Venstre, at valget tages på baggrund af dialogen med lægen, og at man sammen finder ud af, hvilken model, om man så må sige, der passer bedst til den sygdom, man har, og det menneske, som man nu er. Nogle mennesker vil intuitivt have en alternativ løsning som første valg, andre vil uden at blinke lige så intuitivt vælge en mere konventionel behandlingsform. Men uanset hvad, må det være i den enkeltes interesse at vælge den behandling, der har bedst chance for at gøre en rask.

Jeg vil gerne takke forslagsstillerne fra SF for at sætte fokus på et vigtigt område, medicinering i psykiatrien. Der er sket meget i brugen af psykofarmaka de seneste år. For børn og unge er behandlingen med psykofarmaka faldet betydeligt. Fra 2010 til 2016 er der sket et fald på næsten 50 pct. i antallet af børn, der starter i behandlingen med antidepressive midler. Og blandt de voksne er der også en positiv udvikling. Her viser tallene, at der i samme periode, altså fra 2010 til 2016, er 10 pct. færre i behandling med psykofarmaka. Udviklingen er set fra min stol positiv, for det betyder, at et øget fokus på medicinforbrug i psykiatrien har båret frugt.

Vi har i dag en række alternative behandlingstilbud, kognitiv terapi, lysterapi og mindfulness, for nu blot at nævne nogle få. Og det er vigtigt at understrege, at medicin ikke altid bør være første valg, ligesom det er vigtigt at understrege, at medicinsk behandling fint kan gå hånd i hånd med ikkemedicinske tilbud.

Forslagsstillerne ønsker, at vi fra Folketingets side indfører et princip om en obligatorisk udtrapningsplan, hver gang en patient i psykiatrien får udskrevet psykofarmaka. I Venstre er vi helt enige i, at der skal være et tæt samarbejde mellem læge og patient under hele behandlingen med psykofarmaka, også når patienten begynder at trappe ud af medicinen. Vi mener imidlertid ikke, at en obligatorisk udtrapningsplan er det rette værktøj, hverken for patienter eller behandlere. Og det er der flere grunde til.

Et psykiatrisk sygdomsforløb er sjældent forudsigeligt. Derfor mener vi i Venstre, at man skal være meget forsigtig med at sætte en slutdato på forløbet allerede fra starten. En udtrapningsplan vil ikke nødvendigvis være et redskab, der forbedrer kvaliteten af behandlingen. Og jeg kan godt være bekymret for, om en sådan plan snarere bidrager til unødigt bureaukrati i sundhedsvæsenet og måske endda spænder ben for, at patienten får den rette behandling på det rette tidspunkt. Vi har jo i dag behandlingsplanen.

Derimod er det afgørende, at patienten bliver fulgt tæt under sit forløb og kender de muligheder, der findes, for at få hjælp til at trappe ud. Og det er vigtigt at huske på, at man altid som patient kan bede om at blive trappet ud af medicinen, hvis man altså ikke lige er tvangsmedicineret, ligesom det er helt naturligt, at den behandlingsansvarlige læge tager snakken med patienten, når man laver behandlingsplanen, om, hvordan forløbet skal være, og hvad målet for behandlinen er. Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at understrege, at også medicinsk behandling følger et mindste middel-princip.

I Venstre er vi optaget af at sikre et godt sundhedsvæsen på tværs af somatikken og psykiatrien. Vi har siden regeringsskiftet løftet sundhedsvæsenet med 4,4 mia. kr., og det er penge, som er kommet både psykiatrien og somatikken til gode. Særlig børn og unge i psykiatrien har en plads i mit hjerte. Derfor er jeg også glad for, at vi i forbindelse med dette års satspuljeaftale prioriterede mere end 200 mio. kr. til en fremskudt regional indsats, som skal sikre, at vi i langt højere grad får øje på de børn og unge, som af den ene eller den anden grund viser tegn på mistrivsel, så vi kan give dem et tilbud om hjælp, før de bliver patienter i psykiatrien.

Jeg ved, at det er et stort ønske fra SF at tilbyde gratis psykologhjælp til unge, og derfor er det også rigtig fint, at vi også med den seneste satspuljeaftale prioriterede midler til gratis psykologhjælp til unge mellem 18 og 20 år. Det er indsatser, som giver meget mere mening for mig, forebyggelse, for ad den vej kan vi på sigt sikre, at færre bliver patienter i psykiatrien og dermed undgår at stifte bekendtskab med psykofarmaka.

Sidst, men ikke mindst, ser jeg frem til den kommende handlingsplan for psykiatrien, som sundhedsministeren arbejder på i øjeblikket. Vi har i Venstre ambition om en bedre psykiatri, også bedre end den, vi har i dag.

Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget, men er enig i det udgangspunkt, som forslagsstillerne taler for i bemærkningerne til beslutningsforslaget, altså at behandlingen skal tage afsæt i det enkelte menneske.

Jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de heller ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Trine Torp. Værsgo.

Tak for det. Alt det om det forebyggende er jeg jo rigtig meget enig i. Jeg tror heller ikke, det her forslag løser alle udfordringer i psykiatrien. Men der er rigtig mange patienter, som oplever, at de ikke får det bedre, og at de får rigtig mange bivirkninger.

Ordføreren siger, at der ikke er nogen, som er ens, og det er jeg fuldstændig enig i. Men hvordan skal man som patient vide, at man rent faktisk har en mulighed for at blive trappet ud af sin medicin, hvis det ikke ligger som en obligatorisk del af behandlingsplanen?

Ordføreren.

Jamen det er da helt afgørende, når lægen og patienten sammen laver behandlingsplanen, at man også tager snakken om, hvad konsekvenserne kan være ved at starte op på en medicinsk behandling. Hvad kan man forvente at forløbet skal være; hvad kan patienten måske forvente af bivirkninger? Jeg synes, det vil være helt naturligt, at lægen fortæller patienten om både fordele og ulemper – og der hører bivirkninger jo til – men også, at man tager snakken om, hvor langt man kan forvente at sådan et behandlingsforløb skal være.

Der synes jeg jo også det er helt naturligt, at man i den forbindelse også tager snakken om, hvordan et udtrapningsforløb kunne være, uden at man dog har sat en slutdato på. For som jeg sagde i min ordførertale, er psykiatriske behandlingsforløb ofte svære at forudse i detaljer.

Spørgeren.

Jamen det er jo lige præcis det. Jeg er fuldstændig enig i, at man som patient netop skal involveres i, at det også skal gå den vej; at man på et tidspunkt skal kigge på at blive udtrappet af medicinen igen. Så jeg forstår ikke helt modstanden. Når nu det er så naturligt, hvad skyldes så den store modstand mod, at det også skal indgå som en obligatorisk del af den behandlingsplan, man skal lave?

Ordføreren.

Jamen det, jeg siger, er, at for os i Venstre ligger det som en naturlig del af behandlingsplanen, at læge og patient tager snakken i forhold til, hvad det er for et behandlingsforløb, man står over for. Hvad er fordele, hvad er ulemper, og hvad kan man forvente som patient? Det er jo sådan set det, der ligger i det informerede samtykke.

Tak til fru Jane Heitmann. Vi går videre i ordførerrækken til fru Stine Brix, Enhedslisten.

Tak for det. Tak til SF for at stille det her beslutningsforslag om, at der ved udskrivelse af psykofarmaka i psykiatrien altid skal medfølge en målrettet udtrapningsplan for patientens medicinske behandling.

Jeg vil gerne starte med at sige, at vi fra Enhedslistens side deler SF's holdning om, at det er helt centralt, at den enkelte patient selv har muligheden for at vælge at trappe ud af psykofarmaka, at man kan få hjælp til at håndtere symptomerne, i tilfælde af at man trapper ud af medicin, der giver bivirkninger, og at der selvfølgelig også skal være støtteforanstaltninger klar omkring patienten, som kan hjælpe og understøtte patienten, når man begynder sin udtrapning.

For mig hører det tæt sammen med det informerede samtykke, at der på tilsvarende vis også er en ret for patienten til at få en udtrapningsplan, hvis man ønsker det. Det er ikke nødvendigvis det samme, som at det i alle tilfælde skal laves som en obligatorisk øvelse. Jeg synes, det er vigtigt, at der er en sammenhæng med, at patienten rent faktisk efterspørger det. Man kunne overveje, om man skulle indføre et krav til, at man skulle følge op på det efter noget tid, hvis det ikke sker. For det er jo som bekendt ikke meningen med langt det meste psykofarmaka, at man skal være i behandling i lang tid.

Jeg er også enig med SF i – som der står i bemærkningerne, og som vi også har diskuteret tidligere – at der i psykiatrien i dag lægges alt for stor vægt på medicin og på den biomedicinske tilgang til sygdom og behandling og for lidt vægt på andre tilgange og på andre former for behandling, f.eks. psykoterapeutisk psykologbehandling osv.

Så derfor må jeg sige, at jeg i den her debat måske nok ligger lidt på samme linje som Dansk Folkepartis ordfører. Jeg synes, der er nogle elementer i forslaget og en tanke i forslaget, som er god, men jeg er ikke sikker på, at det er det rigtige at indføre en obligatorisk udtrapningsplan. Der er også andre grupper, som jeg også synes er relevante at tage med. Dansk Folkeparti nævnte de patienter, som er blevet afhængige af smertestillende medicin. Der er også andre medicintyper, man bliver afhængig af – f.eks. sovemedicin, beroligende medicin, som også kan være stærkt vanedannende, og som også kan give rigtig stærke abstinenssymptomer, hvis man trapper ud.

Der er jo i princippet mulighed for at få hjælp til misbrug ved vores misbrugscentre. Men jeg synes, at sådan en diskussion her også bør tage stilling til, hvordan den misbrugsbehandling reelt fungerer. Det er mit indtryk, at der er meget svingende kvalitet på de forskellige misbrugscentre, og at der også er meget, meget forskellig tilgang. Nogle steder rapporterer folk f.eks. om tvungen udtrapning, som er meget ubehageligt, og som også har helt andre konsekvenser. Så det handler jo også om, hvordan man praktiserer den misbrugsbehandling, der allerede er.

Så jeg vil sige, at vi er positive over for tanken i forslaget, men det her med at indføre en obligatorisk plan er vi mere skeptiske over for.

Jeg skal også hilse fra De Radikale, hvis ordfører er til forhandlinger på samme tid som det her møde. Hun sagde, at hun er positiv over for forslaget og meget gerne vil deltage i et samarbejde om problemstillingen, men hun synes, at problemstillingen er større end det, der er skitseret i det her beslutningsforslag, og mere kompleks end det, der er rummet i det her beslutningsforslag. Hun synes, det vil være en god idé at have en diskussion om en beretning. Så med det korte resumé af De Radikales holdning håber jeg, at de også føler sig repræsenteret.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp. Værsgo.

Jeg kredser lidt om det, som ordføreren siger om en ret til en udtrapningsplan som en del af det informerede samtykke, og det kan jeg jo sådan set godt følge et langt stykke hen ad vejen. Der, hvor jeg har en bekymring, og årsagen til, vi har formuleret det som sådan en obligatorisk del, er, at der også er nogle patienter, der faktisk ikke tror, at de kan leve uden. Altså, de tror ikke, det er muligt at komme ud af deres medicinafhængighed. Så hvem skal tage det initiativ? Det er ligesom derfor, vi også har prøvet at skrive ind, at det skulle være obligatorisk. Det er den ene ting.

Den anden ting er i forhold til det her med misbrug. Jeg vil bare gerne have en bekræftelse på, at der trods alt er forskel på en afhængighed, der er skabt af en behandling, og så en afhængighed, der er skabt af et forbrug.

Ordføreren.

Til det sidste vil jeg sige, at så er der jo også mange andre typer af afhængighed, som er skabt af behandling, end afhængighed af psykofarmaka, altså eksempelvis sovemedicin, beroligende medicin, smertestillende medicin, men som behandles på misbrugscentrene, som så også tager sig af f.eks. stofmisbrug. Så det er bare for at sige, at jeg synes, at diskussionen om, hvordan misbrugscentrene går til behandling, hører med til det, for jeg hører nogle dybt bekymrende ting indimellem, f.eks. om tvungen udtrapning, som er meget problematisk i den måde, det foregår på. Så det er bare for at sige, at jeg også synes, det er en problemstilling, der hører med.

I forhold til det andet kan jeg sagtens forstå den indvending og den bekymring om alene at lade det være op til patienten. Det er også derfor, jeg nævnte, at jeg godt synes, man kan diskutere, om der skulle være en eller anden pligt til at se på det undervejs. Men jeg må sige, at jeg deler den bekymring, flere andre har givet udtryk for, om, at hvis man lægger det som et rigidt krav i alle sammenhænge, får man ikke noget, der hjælper patienterne, altså at det bliver sådan et automatskema, man udfylder – at man ikke opnår det formål, man egentlig vil opnå. Jeg tror, vi egentlig er enige om, hvad vi gerne vil her, og derfor synes jeg, det kunne være en god idé at tage en videre diskussion i Sundhedsudvalget om, hvordan vi så når det mål. Hvad kunne være de rigtige ting at gøre? Skal der skrues på sundhedsloven i den her sammenhæng i forhold til at styrke patientens rettigheder og lægens pligter, eller er det noget andet, der skal til?

Vi siger tak til ordføreren og går videre til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Forslagsstillerne ønsker med det her forslag, at man ikke bruger psykofarmaka unødigt, ved at der udarbejdes en obligatorisk nedtrapningsplan, når psykofarmaka udskrives.

At fokusere på at nedbringe brugen af psykofarmaka og i højere grad bruge alternativer er virkelig en god idé – det er jeg meget enig i at det er – men det er faktisk også så god en idé, at andre allerede har fået den. Man arbejder allerede systematisk med at sikre andre tilbud for mennesker, der er ramt af psykiske lidelser, og man kan se, at brugen af psykofarmaka er faldende. Men derfor er jeg stadig væk enig i, at vi fortsat skal have fokus på det her vigtige område.

Forslagsstillerne lægger til grund, at en stor grad af systematik i nedtrapningen er vigtigt, fordi processen kan være forbundet med abstinenser og tilbagefald. Det tror jeg at sagkundskaben er helt enig i. Det er vigtigt, at man ikke bare hopper på og af psykofarmaka. Men omvendt er det ikke altid meningsfuldt at lave en nedtrapningsplan, samtidig med at man udskriver medicinen.

Der kan være store individuelle forskelle på, hvordan man reagerer på medicinen. I nogle tilfælde prøver man nogle forskellige præparater for at finde et, som maksimerer effekten og minimerer bivirkningerne for patienten. Andre gange bliver man nødt til at vente og se, hvordan patienten udvikler sig med præparatet, før det er meningsfuldt at planlægge nedtrapningen. Nogle vil skulle bruge psykofarmaka resten af livet. Men i alle tilfældene, som jeg lige har nævnt her, vil en obligatorisk nedtrapningsplan være en bureaukratisk byrde, som ikke gavner patienten – tværtimod.

Det er godt at have fokus på at begrænse brugen og på at lave en gennemtænkt nedtrapning, og det skal vi gøre meget ud af fremad, men jeg mener ikke, at det her er en farbar vej. Så Liberal Alliance stemmer imod forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp.

Jeg hæftede mig bare ved en enkelt ting, som ordføreren sagde, og som jeg er meget enig i, nemlig det der med, at det er meget risikabelt sådan at hoppe af og på behandling. Problemet er bare, at en del patienter, når de oplever det der ubehag ved at bruge medicinen over længere tid eller de simpelt hen gerne vil ud af det, fordi der er så relativt mange bivirkninger ved det eller de ikke oplever, at det virker, som de kunne ønske sig, så gør det af egen kraft, og det er sådan set også den del af det, jeg er lidt bekymret for. Så hvordan kan vi så hjælpe dem til at kunne trappe ud?

Ordføreren.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at man, hvis man oplever de her bivirkninger som patient, taler med sin læge om det, og at der er en god dialog om det. Jeg synes også, at lægen har en pligt til at være opmærksom på de her ting, altså om der er bivirkninger for den her patient, og at man så har en inddragende proces, hvor man taler med patienten, og hvor de sammen finder ud af, hvad der er bedst at gøre, altså om det er bedst at nedtrappe medicinen, om det er bedre at prøve at finde et andet produkt, eller hvad det bedste er i den her individuelle aktuelle situation, og det skal være en faglig, lægelig vurdering, der ligger til grund for det.

Spørgeren.

Jeg tror, at nogle af dem, som gør det af egen drift, gør det, fordi de ikke har oplevet at få støtte til det, at de ikke har oplevet, at der er nogen, der har anerkendt deres behov for at trappe ud af det. Det kunne være en af grundene. Så det er mere et spørgsmål om, hvordan vi egentlig sikrer, at den enkelte patient er klar over, at det er en mulighed at komme ud af det her igen.

Ordføreren.

Jeg synes, det er en meget relevant problemstilling, og jeg vil igen sige, at det, der er vigtigt, er, at patient og læge taler meget sammen. Nu kommer der jo snart en samlet plan for psykiatriens udvikling, og jeg mener, at vi i den plan skal have fokus på de her ting og understrege, hvor vigtigt det er, både at patienten fortæller lægen om sine ønsker og bivirkninger, og at lægen er opmærksom på det, og at man sammen finder ud af, hvad den bedste udvikling for den her patient er.

Tak til fru May-Britt Kattrup. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak. Alt for mange mennesker i Danmark tager psykofarmaka, alt for mange ældre og alt for mange børn får antipsykotisk og antidepressiv medicin. Ifølge Bedre Psykiatri var 7 pct. af Danmarks befolkning – eller godt 414.000 danskere – i 2016 på antidepressiv medicin, og ifølge Bedre Psykiatri virker psykosociale behandlingsmetoder i gennemsnit fire gange bedre end medicin over for depressioner blandt børn og unge.

Det er derfor vigtigt for os i Alternativet, at vi har mere fokus på forebyggelse, og at de tilbyder andre metoder end de medicinske i psykiatrien, og at der er mulighed for at få hjælp til at trappe ud af den medicinske behandling. Så beslutningsforslaget, som vi behandler i dag, er på mange måder i tråd med Alternativets sundhedspolitik. Vi ønsker et andet fokus end det, der er i dag, nemlig et fokus, hvor patientens sundhed betragtes i et helhedsperspektiv.

Psykiatrien ligger mit hjerte meget nær og særlig i forhold til børn og unge. Det ligger også mit hjerte nær at få indført et nyt syn på sygdomme og behandling i psykiatrien, at vi får ligestillet andre metoder med medicin, naturterapi, musikterapi, kropsterapi, og at vi anerkender, at et meningsfuldt liv betyder meget for forebyggelse og for behandling. Det ser vi f.eks. i projektet Frirum i Psykiatrien, der har fokus på at give et godt og dejligt indhold i hverdagen med blomster, bøger og nærvær.

Forslaget om udtrapningsplaner for psykofarmaka er derfor som udgangspunkt i Alternativets ånd. Vi ønsker et sundhedsvæsen med mange flere alternativer til medicin. Sidste år stod jeg selv i salen med et lignende forslag, B 125, hvormed vi ønskede at pålægge regeringen at oprette rådgivningsteam, der skulle understøtte og vejlede kommunale og regionale sundhedshuse i at etablere komplementære og alternative behandlingsformer.

Så vi er som sagt positive over for tankerne i SF's forslag. Alligevel har vi nogle spørgsmål, ligesom vi hørte de tidligere ordførere har, som meldte sig, da vi læste beslutningsforslaget. Vi ønsker at give flere muligheder. Vi ønsker ikke nødvendigvis at lave planer for alle, uanset deres situation. SF skriver lidt kryptisk, at udtrapningsplanen er obligatorisk, men samtidig står der, at den skal fungere som et tilbud. Så jeg er lidt i tvivl om, hvad SF mener der.

Nu er ministeren gået, tror jeg, men jeg ville faktisk sige, at i dag er en stor dag, for jeg er enig i nogle af de ting, som ministeren sagde i den indledende tale, nemlig at vi ikke skal have et standardregime, hvor ting bliver udløst som standard, altså hvor standardbehandlinger og standardmetoder automatisk bliver udløst, for alle mennesker er forskellige, og de skal ses og behandles som sådan. Vi skal væk fra, at en diagnose udløser en standardbehandling og en standardprocedure. Så i forhold til det konkrete forslag spørger vi også os selv – jeg tror, at Dansk Folkepartis ordfører var lidt inde på det – om det kun er psykofarmaka, det i så fald skal omfatte, eller om det også skal omfatte overforbrug og afhængighed af f.eks. sovemedicin og smertestillende præparater.

Det korte af det lange er, at vi bakker op om mange af intentionerne og tankerne bag beslutningsforslaget. Vi vil gerne arbejde sammen om at finde nogle gode løsninger, der tager udgangspunkt i det enkelte menneske og helhedsperspektivet, og vi vil gerne skabe nogle løsninger, der imødekommer en fornuftig balance mellem medicin og komplementær behandling som f.eks. ikkemedicinsk behandling.

Så tak til SF for forslaget. Vi vil gerne være med til at finde en fælles løsning, for vi er enige i intentionen, men lige umiddelbart kan vi hverken sige ja eller nej til det her konkrete forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Torp.

Tak for det, og tak for en god debat og for rigtig mange fine perspektiver, synes jeg, undervejs i den. Forslaget handler jo om at indføre et princip om, at der ved udskrivelse af psykofarmaka i psykiatrien altid skal medfølge en udtrapningsplan, og der er flere årsager til, at vi mener, at sådan et forslag er relevant og nødvendigt.

For det første ser vi i dag, at den biomedicinske behandlingstilgang ofte er den herskende tilgang inden for behandlingen af psykiatriske patienter. Vi ønsker at udfordre ideen om, at medicin skal være den primære og eneste løsning på menneskers psykiske tilstand. Vi ved også godt, at der foregår rigtig meget anden behandling i det, men rigtig mange oplever, at det kan være svært at finde vej til de alternativer. Det er helt afgørende, at patienter får en ret til selvbestemmelse og bliver inddraget i beslutningen om medicinsk behandling, ligesom det også er grundintentionen i den recoveryorienterede tilgang, som gennemsyrer psykiatrien i dag. Det vil et princip om udtrapningsplaner efter vores mening være med til at understøtte. For det vil betyde, at patienten såvel som lægen skal forholde sig til udtrapning, når behandlingen igangsættes.

For det andet er det også helt afgørende, at udtrapningen tænkes ind helt fra begyndelsen af den medicinske behandling. Vi ved, at hjælp, rådgivning og vejledning ved udtrapning er altafgørende for, hvordan udtrapningen går. Patienten har ret til og brug for at blive fulgt tæt under udtrapning, hvor potentielle og alvorlige abstinenssymptomer opstår. Et trygt og sikkert miljø og et tæt samarbejde mellem patient og læge er vigtigt, når patienter skal dosisreduceres eller helt udtrappes af psykofarmaka, og det vil det her forslag også kunne imødekomme.

For det tredje skal udtrapningsplaner være med til at sikre, at alle patienter uanset social eller økonomisk baggrund har den viden om den hjælp, de rent faktisk kan få til udtrapning. Så når både patient og læge skal forholde sig til udtrapning ved udskrivelsen af psykofarmaka, vil det nødvendigvis også betyde mere oplysning og en øget opmærksomhed på, at medicineringen ikke nødvendigvis er en langvarig eller evig tilstand, og det er vigtigt for patientens håb om bedring.

Så når vi i SF er optaget af anvendelsen af psykofarmaka i psykiatrien, handler det ikke om, at vi er imod medicinering. Intentionen med det her forslag og vores tilgang til det her område generelt er at starte en reel debat og en bevægelse, der fokuserer på, at medicin ikke altid skal være den primære og eneste løsning. Jeg har lyttet mig til rigtig mange gode input, og jeg tror måske godt, at vi på en eller anden måde kan samles om en eller anden beretning, som kan summere nogle af de gode perspektiver op, der har været i den her diskussion. For jeg kan jo også godt lytte mig til, at det ikke giver meget mening at sende et forslag til afstemning, som ikke nogen har bakket op om sådan fuldt og helt.

Så det har jeg selvfølgelig helt forståelse for, og jeg synes faktisk, at bl.a. det, som både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet har fremhævet, nemlig hvorfor ikke tage flere typer medicin med, er en rigtig god idé. Jeg vil også bare sige, at det her med det obligatoriske betyder, at det er obligatorisk, at man skal have snakken om det. Altså, det er jo obligatorisk, at man skal planlægge; det er ikke sådan, at det er den samme udtrapningsplan eller det samme forløb, som er obligatorisk for alle. Det er sådan set for at få det til at være en helt integreret del af behandlingsplanerne, at vi foreslår det.

Men jeg synes, det kunne være spændende at kigge på, om vi på en anden måde kan sikre os, at borgerne får en bedre indsigt i, hvad deres muligheder er for at udtrappe, og en bedre adgang til hjælp, når de skal trappes ud. Så det håber jeg på at vi sådan i den videre udvalgsbehandling kan samles om. Men tak for en god debat.

Vi siger tak til sundhedspolitikerne.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Så går vi i gang med en række punkter på retsområdet.