Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 75:

Forslag til folketingsbeslutning om adgang til at inddrage forældremyndighedsindehavers opholdstilladelse, hvis vedkommende sender sit barn på genopdragelsesrejse i udlandet.

Af Martin Henriksen (DF), Mattias Tesfaye (S) og Karsten Hønge (SF) m.fl.

(Fremsættelse 22.02.2018).

Forhandlingen er åbnet, og vi byder hjertelig velkommen til udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Lad mig fra begyndelsen indlede med at slå fast, at der på ingen måde skal herske tvivl om, at regeringen deler Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF's ønske om en konsekvent linje over for forældre, der sender deres barn på genopdragelsesrejse. Det hører ingen steder hjemme, at forældre, der bor og opholder sig i Danmark, ikke ønsker at følge de regler og værdier, vi i Danmark lever efter, men at de direkte modarbejder deres børns integration i det danske samfund ved at tvinge dem på en genopdragelsesrejse, fordi de er blevet for danske eller på andre måder ikke lever op til forældrenes forventninger.

Regeringen er derfor helt enig med forslagsstillerne i, at det er uacceptabelt, hvis forældre tvinger deres barn på genopdragelsesrejse, og at det også skal have alvorlige konsekvenser for forældrene, når de tager sådan en beslutning. Derfor har regeringen også som et element i parallelsamfundsudspillet fremlagt forslag om netop det her emne. Jeg anerkender fuldt ud, at målet med B 75, som vi behandler lige nu, er det samme, men imidlertid rejser forslaget en række problemstillinger, som gør, at regeringen ikke kan støtte op om forslaget i dets nuværende udformning.

Inden jeg kommer nærmere ind på de problemstillinger, som vi mener man bør kigge nærmere på, vil jeg tegne regeringens forslag op. Vores forslag går ud på, at forældre, der sender deres barn eller børn på en genopdragelsesrejse, der er til alvorlig fare for barnets sundhed og udvikling, skal kunne straffes med op til 4 års fængsel. Forældrenes handling skal med andre ord kriminaliseres. Og er der begået et sådant strafbart forhold af en udenlandsk forælder, skal det kunne medføre udvisning, hvis det er muligt inden for Danmarks internationale forpligtelser. Og det er en helt central pointe i regeringens forslag, at straffen både rammer udenlandske og danske forældre.

Beslutningsforslaget går nemlig alene ud på at inddrage forældrenes opholdstilladelse. Forslaget vil derfor i sagens natur kun ramme udlændinge, der opholder sig i landet på grund af en opholdstilladelse, men ikke dem, der er blevet eller bliver danske statsborgere. Undersøgelsen viser imidlertid, at langt de fleste af de børn og unge, som kommunerne har kendskab til har været eller er på et længerevarende udlandsophold, rent faktisk er danske statsborgere. Et forslag om at fratage forældrenes opholdstilladelse vil derfor i sagens natur ikke ramme forældre, der har et dansk statsborgerskab, og det vil samtidig betyde, at udenlandske forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse, behandles forskelligt i forhold til de forældre, der har et dansk statsborgerskab.

Som det også fremgår af beslutningsforslaget, blev det i 2012 i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslag B 18 vurderet, at ordningen vedrørende inddragelse af en forælders opholdstilladelse ville kunne rejse alvorlige spørgsmål i forhold til diskriminationsforbuddet i artikel 14 i menneskerettighedskonventionen. Svaret på dette er ikke givet alene ved at henvise til, at en inddragelsesregel kun skal anvendes, hvis inddragelsen efter en konkret vurdering kan ske i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Det skyldes, at de spørgsmål, der kan rejses, angår selve reglen som sådan og ikke kun reglens anvendelse. Regeringen kan jo så allerede af den grund heller ikke på nuværende tidspunkt fremsætte et lovforslag i den form, som B 75 lægger op til.

Endelig forstår jeg beslutningsforslaget sådan, at forslagsstillerne håber, at det kan medvirke til at forebygge genopdragelsesrejser, som jo er et overgreb på barnet. Det synspunkt deler jeg et hundrede procent, og regeringens forslag vil derfor først og fremmest have et præventivt sigte.

Men jeg forstår også, at det er forslagsstillernes holdning, at hvis barnet allerede er sendt væk fra Danmark, bør hele familien følge med. Det vil altså betyde, at når en 12-årig pige f.eks. er sendt på genopdragelsesrejse i Somalia, skal hun blive i Somalia, og så følger forældrene og hendes søskende med, fordi deres opholdstilladelser inddrages. I min optik har vi imidlertid en pligt til at beskytte de børn, der udsættes for overgreb, og det skal være med et initiativ, som har den størst mulige effekt. Fokus skal være på at ramme forældrene, men det skal også være på at beskytte børnene.

Uanset de retlige spørgsmål, som beslutningsforslaget rejser, må man derfor også forholde sig nøgternt til, hvilke tiltag der bedst værner mod, at forældre tvinger deres børn på genopdragelsesrejser i udlandet. Og det er altså min opfattelse, at beslutningsforslaget ikke får de tilstrækkelig vidtgående konsekvenser for forældre, som der reelt er behov for.

Efter min opfattelse går regeringens forslag både videre, men det er også et mere målrettet indgreb over for genopdragelsesrejser end det, der er blevet fremsat her med beslutningsforslaget. Jeg har allerede nævnt de uafklarede spørgsmål, der er i forhold til Danmarks internationale forpligtelser, men samtidig vil jeg sige, at det jo er fuldstændig afgørende, at vi kommer de her sager til livs. Jeg anerkender også, at regeringens forslag muligvis vil kunne udbygges og dermed få en større effekt, og derfor vil jeg afslutningsvis sige, at regeringen er indstillet på at undersøge, om der i tillæg til det forslag, som regeringen kommer med i det nye folketingsår, vil kunne peges på andre initiativer som værn imod genopdragelsesrejser end det, der ligger nu.

Så det skal sådan set ses som en invitation til, at vi får kigget hele det her område igennem. Jeg mener som sagt, at regeringens forslag er skarpere end det, der ligger her, men kan vi kombinere tingene, synes jeg sådan set, at det er en væsentlig og god ting, for målet er fælles, og det er, at man ikke skal sende sit barn på genopdragelsesrejse.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg synes selvfølgelig, det er godt, at regeringen også er kommet på banen. Vores forslag lægger jo, som ministeren rigtignok siger, op til, at hvis barnet er sendt ud og man tager barnets opholdstilladelse fra det – det er sådan, reglerne er i dag – så skal man også vurdere, om man kan tage forældrenes opholdstilladelse fra dem, og så skal familien rejse ud af landet. Ikke overraskende synes vi fra Dansk Folkepartis side, at det er et godt forslag.

Men er ministeren ikke enig i, at det må være bedre at kunne udvise dem, som kan udvises, eller udsende dem, som kan sendes ud, med det samme? Det må vel være at foretrække, frem for at de kommer i fængsel, er det i nogle år, at vi så skal betale for det, og at de så måske bliver sendt ud på et eller andet tidspunkt. Er det bedste ikke at sende dem ud, som rent faktisk kan sendes ud? Så kan man selvfølgelig så straffe dem, som man ikke kan sende ud, med fængsel. Er det ikke den mest optimale løsning?

Ministeren.

Altså, problemet er sådan set, som jeg læser det her forslag nu, at dem, som f.eks. har et dansk statsborgerskab, jo får en kæmpestor rabat her. Der sker sådan set ikke særlig meget med dem. Mig bekendt er det omkring tre fjerdedele af de sager, hvor børn er blevet sendt på genopdragelsesrejser, som handler om mennesker, vi dermed ikke kan sende ud af landet. Det synes jeg selvsagt er en kolossal svaghed ved det forslag, som vi behandler her i dag.

Men dermed ikke være sagt, at der ikke er nogle ting, vi kan kigge på i forhold til måske at kombinere de to forslag. For jeg er enig i, at hvis man har begået noget som det her, så vil det være på sin plads at sende de her forældre ud, men jeg mener ikke, at vi skal straffe børnene. Jeg mener, at der skal være en mulighed for, at de her piger f.eks. vil kunne komme hjem igen. Jeg mener ikke, at man skal dobbeltstraffe en somalisk pige, som er blevet for dansk, om man så må sige, ved at hun først bliver sendt på genopdragelsesrejse, og at vi dernæst ikke kan hjælpe hende tilbage til Danmark. Jeg vil straffe forældrene, men jeg vil til gengæld straffe forældrene hårdt, og det mener jeg at vi bedst gør ved først at sætte dem i fængsel, og dem, der ikke er danske statsborgere, vil dermed så kunne blive udvist af landet.

Spørgeren.

Men i dag er det jo sådan, som jeg husker det – så kan jeg tage fejl, men det kan vi undersøge – at der i visse tilfælde er mulighed for, at et barn kan komme tilbage til Danmark. Så det er der mulighed for i dag. Men hvis man helt fjerner 3-månedersreglen, som jeg forstår at ministeren lægger op til, vil jeg tillade mig at mene, at det er en svækkelse af de nuværende regler. For så fjerner man også en del af konsekvensen, nemlig den, der handler om, at forældrene skal se, at det har en klar konsekvens, hvis man sender sit barn af sted, hvilket jo så skal afholde dem fra at sende barnet af sted. Så det vil jeg fraråde, og det vil jeg mene er en svækkelse af de nuværende regler.

Men jeg synes egentlig, ministeren stadig væk skylder at svare på spørgsmålet. For det er helt fint med Dansk Folkeparti, at vi sætter dem i fængsel, som vi ikke kan udvise, men er ministeren ikke enig i, at i de tilfælde, hvor vi kan udvise, hvor vi kan udsende, er det bedre at sende dem ud med det samme, end at vi først sætter dem i fængsel og skal betale for opholdet dér osv.? Så lad dem da komme væk med det samme. De har jo truffet en beslutning om, at deres børn er blevet for danske. Deres familie er ikke en del af samfundet og ønsker ikke at være en del af samfundet, så lad hele familien rejse ud med det samme, og i de tilfælde, hvor vi ikke kan det, fordi de er statsborgere, kan vi så sætte dem i fængsel

Ministeren.

Men det er bare ikke lige præcis det, der ligger i det her forslag i dag. For der ligger jo det i det, at dem, der kan sendes ud, skal sendes ud, og at resten sådan set får en kæmpestor rabat ved det her, og det er det, jeg synes er så forkert ved det her forslag. For vi er i en situation, hvor tre fjerdedele mig bekendt rent faktisk er danske statsborgere og dermed ikke kan sendes ud, og det bliver man jo nødt til at forholde sig til. Som jeg ser det her forslag, vil det ikke vil være hensigtsmæssigt at vedtage det, som det ligger her. Jeg synes tværtimod, at vi skulle tage og sætte os sammen og prøve at se, om vi kan kombinere tingene. For vores mål er nøjagtig det samme, og det er, at vi ikke vil have, at der foregår genopdragelsesrejser, som det sker nu.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark.

Tak for det, og tak for talen. Det afgørende for mig er sådan set ikke, og det er det heller ikke for SF, at det er forslaget, fuldstændig som det ligger, bogstav for bogstav, der bliver vedtaget. Det afgørende for os er ligesom, at man får hjulpet de her børn, der bliver sendt på genopdragelsesrejser i dag, og der oplever jeg bare, at man har været ret sløve i betrækket igennem en årrække i forhold til at få lavet sådan noget lovgivning her.

Nu siger ministeren, at det er, fordi der er nogle spørgsmål ved det her forslag, som det ligger, der gør, at man bør vente, og ministeren siger så også, at man gerne vil kigge på yderligere initiativer. Så kan ministeren forklare, hvad processen frem mod det næste forslag, der så kommer fra regeringen, nu ligesom bliver? Bliver der indkaldt til forhandlinger om at kigge på yderligere initiativer? Og hvornår kan vi forvente at der rent faktisk sker noget?

Ministeren.

Altså, hvis hr. Jacob Mark havde læst regeringens udspil om parallelsamfund, så ville hr. Jacob Mark jo være fuldstændig klar over, at regeringen fremsætter et lovforslag i den nye samling. Så jeg forstår ikke helt, hvorfor hr. Jacob Mark siger, som han gør. For det ligger helt klart, at vi kommer med et forslag, der netop kriminaliserer det her område, og som gør, at man kommer til at straffe forældrene. Dem, der så ikke er danske statsborgere, vil jo i sidste ende kunne blive sendt ud af landet, og dem, som er danske statsborgere, vil få en fængselsstraf, hvis de bliver dømt til det. For vi kan jo ikke se på, at de her unge piger og unge drenge bliver sendt på genopdragelsesrejser.

Men det kommer jo helt an på, hvad der sker her i Folketinget, hvad den kommende proces i det her er. Jeg kan sige, at jeg selv var lidt overrasket over, at lige nøjagtig Socialistisk Folkeparti ønsker, at børn bare skal sendes til Somalia i hælene på deres forældre, i stedet for at beskytte børnene her i Danmark. Det synes jeg sådan set ville klæde også Socialistisk Folkeparti, hvis de mente det.

Spørgeren.

Jeg synes, det er en god del af regeringens forslag, at man får ændret på den del af lovgivningen. Jeg tror dog, at mange forældre helt vil stoppe med at sende deres børn på genopdragelse, hvis man truer med at tage opholdstilladelsen fra dem, så det kommer vi til at støtte regeringen i, og jeg synes, det er et glimrende initiativ. Nu er det jo ikke ensbetydende med, at det altid kommer i salen, når regeringen foreslår det. Lige nu falder mange af regeringens initiativer på stribe, så jeg vil bare være sikker på, at det rent faktisk sker.

Så sagde ministeren, at man sådan ligesom vil kigge på yderligere initiativer. Der er det bare, jeg vil høre: Kommer der en forhandling om det? For jeg tror, der er yderligere initiativer, man kan tage, men det kræver, at vi ligesom sætter os sammen, som ministeren opfordrer os til. Så hvornår kunne det være?

Ministeren.

Nu siger jeg bare lige i al stilfærdighed, at Socialistisk Folkeparti jo selv er medforslagsstiller på det her, og at der i den allersidste sætning i selve forslaget sådan set står:

»Men er barnet allerede sendt væk fra Danmark, bør hele familien følge med«. Det vil altså sige, at man lige sender et 8-årigt barn til Somalia, som ikke har noget som helst med sagen at gøre. Altså, jeg er bare lidt overrasket over, at det lige er SF's holdning til det her. Det er jo fint nok, hvis det er det, men så synes jeg bare, man skal stå på mål for det og ikke stå her i dag og sige: Nej, men vi mener det måske ikke helt alligevel.

Nu ser vi, hvordan den videre proces bliver. Men jeg kan i hvert fald konstatere, at der er en relativt stor og bred opbakning i Folketinget til at gøre noget på det her felt, og derfor kan jeg også bare annoncere, at regeringen kommer med et forslag, men at jeg sådan set helst ser, at vi på en eller anden måde kan kombinere de forslag, der ligger, nemlig B 75 og så det forslag, som regeringen fremsætter, som allerede er beskrevet i det udspil, vi kom med, om parallelsamfund.

Tak til ministeren. Velkommen til hr. Mattias Tesfaye, der er ordfører for Socialdemokratiet.

Tak. For et par uger siden sad der en ung dansk fyr på mit kontor. Hans familie var indvandret fra Pakistan. I løbet af sine teenageår er han blevet efterladt hos slægtninge i Pakistan tre gange. De mener, at han er blevet for dansk, og at han skal opdrages anderledes. Forældrene er særlig utilfredse med, at han er homoseksuel, og de mener, at hvis han læser Koranen nok gange i en pakistansk provinsby, vil hans seksualitet ændre sig.

Hans vurdering var også, at forældrene egentlig ikke opfattede de her genopdragelsesrejser som særlig kontroversielle, nærmest tværtimod. Det virker selvfølgelig fuldstændig vanvittigt, men for den her unge fyr var det også meget alvorligt. Han oplevede de ophold som fængselsophold, og han har egentlig ikke noget problem med at være en ung muslimsk homoseksuel dansker. Socialdemokratiet, ligesom flertallet i Folketinget, står selvfølgelig på hans side i den her diskussion.

Selv om de fleste indvandrere og efterkommere klarer sig rigtig godt i det danske samfund, er der desværre en udbredt modvilje mod, at børnene bliver for danske, hos et mindretal af de indvandrere og flygtninge, der er ankommet til Danmark gennem de sidste årtier. For nylig offentliggjorde Ankestyrelsen en rapport, der viste overraskende mange genopdragelsesrejser. Jeg tror, der stod, at der alene i København er registreret 580 siden januar 2015. Jeg er med på, at opgørelsen i Københavns Kommune er lidt anderledes end i resten af landet, men det er dog alligevel ret overraskende store tal, i hvert fald for mig. Siden har jeg været i diskussion med flere eksperter, folk, der arbejder med det her, og de vurderer egentlig, at både Ankestyrelsens og Københavns Kommunes tal er voldsomt undervurderede.

At gribe ind over for de her overgreb mod børn er derfor helt nødvendigt. Og med det her beslutningsforslag foreslår vi og SF og Dansk Folkeparti, at forældrene i yderste konsekvens skal kunne miste deres opholdstilladelse, hvis de begår sådan et overgreb mod et barn. Forslaget pålægger regeringen at udarbejde et konkret forslag til ændringer af lovgivningen. Vi er overbeviste om, at sådan et forslag vil kunne medvirke til at nedbringe antallet af genopdragelsesrejser. At miste sin opholdstilladelse er så alvorligt, at rygterne hurtigt vil sprede sig i de relevante miljøer og dermed beskytte børnene.

Vi har også noteret os, at regeringen allerede har meddelt, at de vil fremsætte et lignende forslag til efteråret, og det må så kunne danne grundlag for et fælles samarbejde om at komme det her til livs. Jeg bemærkede også i ministerens tale, at der er en invitation på vej til os, og det ser vi selvfølgelig frem til, og vi vil gerne sige ja tak til den.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Marcus Knuth fra Venstre.

Mange tak. Som jeg forstod ordføreren, beskrev ordføreren en situation, hvor en mindreårig med pakistanske rødder var sendt tilbage til Pakistan for at lære, at homoseksualitet var forkert. Mener ordføreren, at hvis det skete, skulle straffen for den her mindreårige være, at forældrene og hele familien også blev sendt til Pakistan, og at de så kunne blive der?

Ordføreren.

Ikke nødvendigvis. Det er derfor, at jeg i min ordførertale siger: i yderste konsekvens. For vi er nødt til at kunne tage en masse forbehold. F.eks. er bare det første forbehold jo, om hans forældre er her på en almindelig opholdstilladelse, eller om de også er danske statsborgere.

Spørgeren.

Er ordføreren så enig i ordlyden i teksten her, som Socialdemokratiet jo er medunderskriver på: »Men er barnet allerede sendt væk fra Danmark, bør hele familien følge med«?

Det er et forholdsvis simpelt ja- eller nejspørgsmål. Er ordføreren enig i den ordlyd, som Socialdemokratiet har skrevet under på?

Ordføreren.

Jeg bemærkede også, at den diskussion var der lige før, og jeg sad lige og kiggede lidt i mine gamle papirer, for jeg kan huske, at vi tilbage i 2012, hvor jeg selv sad i Folketinget, fik ændret lovgivningen på baggrund af en konkret sag med en elev ude fra Ørestad Gymnasium. Og i den forbindelse blev der skrevet ind i udlændingelovens § 9, at der skulle lægges særlig vægt på barnets opvækst samt familiemæssige og sociale netværk her i landet. Og i paragraffen bliver barnets tarv også omtalt.

Jeg synes selvfølgelig, det er væsentligt at lægge vægt på barnets sociale og familiemæssige tilknytning til Danmark. Vi hører også, hvad ministeren siger, og vi er sådan set enige i, at der skal lægges vægt på de børn, der er blevet for danske, og som bliver sendt til Pakistan eller Somalia. Den kvinde, jeg nævnte før, blev sendt af sted, da hun var 17 år, og kom først tilbage, da hun var 25 år, og så fik hun afslag på at få en ny opholdstilladelse i Danmark. Det duer selvfølgelig ikke.

Fru Rosa Lund.

Tak, og tak for talen. Det er jo helt rigtigt, at vi i 2012 diskuterede både lignende sager, men også et lignende forslag, som dengang blev fremsat af Dansk Folkeparti. Tilbage i 2012 var det hr. Morten Bødskov, der var justitsminister, og han sagde dengang med hele Justitsministeriets apparat i ryggen, at det i langt de fleste sager ville være uproportionalt at tage opholdstilladelsen fra forældrene. I det her forslag står der så, at man kun vil gøre det, hvis det ikke er i strid med konventionerne. Risikerer vi så ikke bare, at det her forslag egentlig bare er et slag ud i luften, og at det i virkeligheden ikke kommer til at have en reel betydning?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg ved ikke, hvor mange der vil blive omfattet af det, men jeg tror, at spørgeren har ret i, at det ikke vil være alle, og det tror jeg også at tidligere justitsminister hr. Morten Bødskov havde ret i. Derfor lytter vi jo også til noget af det, udlændingeministeren siger her, nemlig at der også er den mulighed at sige, at det bliver gjort strafbart for alle, altså også for danske statsborgere og også for udlændinge med opholdstilladelse i Danmark, men hvor det vil være uproportionalt at sende dem ud. Det er vi meget interesserede i at diskutere, for vi er interesserede i, at alle forældre bliver mødt af en sanktion og ikke kun dem, hvor det vil være proportionalt at sende dem ud af landet.

Spørgeren.

Jeg har bare et opfølgende spørgsmål: Mener Socialdemokratiet, at det eneste, som forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse, skal mødes af, er sanktioner? Er der ikke andre ting, de skal mødes af, eller andre tiltag, man kan tage? Spørgeren kan måske fornemme, at jeg tænker, at det her er sådan et lidt tomt forslag.

Ordføreren.

Ja, det kan jeg godt fornemme. Men jeg tror, Enhedslisten skal passe på med at undervurdere betydningen af, at man risikerer at miste sin opholdstilladelse, hvis man sender sit barn på genopdragelsesrejse. Det er noget, folk kan forstå, for er der en ting, de har meget kær, så er det deres ophold i Danmark. Jeg tror desværre, at der er mange forældre, der render rundt og har en opfattelse af, at det her egentlig ikke bliver opfattet som særlig kontroversielt af det danske samfund. Hvis Københavns Kommune siden januar 2015 – det er alligevel kun 3 år – har registreret 580 tilfælde, kan det ikke kun være skurke. Så tror jeg også, det er et udtryk for, at mange forældre opfatter det her som en fuldstændig normal og integreret del af det at opdrage børn i Danmark – desværre.

Tak til hr. Mattias Tesfaye. Der er ikke flere korte bemærkninger, og velkommen til hr. Marcus Knuth fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Grunden til, at Dansk Folkeparti ikke har ordet nu, er, at hr. Martin Henriksen er ordfører for forslagsstillerne og derfor får ordet til sidst.

Tak, formand. Det her beslutningsforslag kommer set med mine øjne på et meget, meget besynderligt tidspunkt. Det er ikke lang tid siden, at regeringen fremlagde en ghettoplan, der bl.a. vil sætte hårdt ind over for genopdragelsesrejser. Derudover støtter et bredt flertal – i hvert fald i det store hele – vores ghettoplan, og det gælder jo altså også det at imødegå genopdragelsesrejser. Derfor synes jeg, det er lidt pudsigt at have den her debat nu, når vi sådan set allerede ved, at vi er enige om målet.

I regeringen mener vi nemlig, at det er en god idé at sætte en stopper for genopdragelsesrejser. Det gør vi, fordi børn ofte sendes på de her rejser af deres forældre, fordi de er blevet for danske. Det er jo i mine øjne fuldstændig abnormt. Vi i regeringen kæmper netop for, at udlændinge med ophold i Danmark tilegner sig danske værdier, således at de kan leve et velfungerende liv her i Danmark og bidrage til det danske samfund.

Vi ved, det er helt afgørende at sætte tidligt ind og sikre en god integration allerede fra barnsben. Derfor deler jeg i høj grad ambitionen om at stoppe genopdragelsesrejser. Af den grund ser jeg også frem til at gennemføre punktet, som handler om kriminalisering af genopdragelsesrejser, i regeringens ghettoplan, som jeg ved forslagsstillerne selvfølgelig er bekendt med og støtter bredt op om. I punktet, der fremgår af ghettoplanen, er vi både, som ministeren sagde, mere vidtgående og konkrete, i forhold til hvordan vi skal bekæmpe genopdragelsesrejser.

Som ministeren sagde, har et stort flertal af dem, der bliver sendt på genopdragelsesrejser, allerede et dansk statsborgerskab, og derfor er det forslag, der ligger her, ikke det mest hensigtsmæssige. Vi foreslår derimod bl.a. en strafferamme på op til 4 års fængsel, hvis man sender sine børn på genopdragelsesrejse, og det vil jo altså også have en indflydelse på f.eks. dem, der har permanent opholdstilladelse, og på dem, der ikke er danske statsborgere. Derfor støtter vi det kommende lovforslag, som vi selv fremsætter, om bekæmpelse af genopdragelsesrejser, og vi støtter ikke dette beslutningsforslag, som det ligger her.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. For god ordens skyld: Jeg tror ikke, der er nogen, der har noget imod, at man i de tilfælde, hvor man ikke kan sende folk ud, så sørger for, at de får en straf og kommer i fængsel. Meget fint.

Men er hr. Marcus Knuth ikke enig i, at i de tilfælde, hvor vi kan sende familien ud med det samme, skal vi gøre det? Er hr. Marcus Knuth ikke enig i det, eller er det sådan et principielt synspunkt for Venstre, at vi absolut skal betale for, at de sidder i et dansk fængsel, som jo nogle gange, hvis man kigger på de forhold, der er i de lande, de kommer fra, måske byder på sådan okay forhold? Er det virkelig sådan et kardinalpunkt for Venstre, at vi absolut skal sørge for at betale for, at de sidder i et fængsel i et par år, inden vi så, måske, sender dem ud på et tidspunkt?

Var det ikke bedre, at vi fra de danske myndigheders side bare sagde, hvis det er sådan, at de har truffet den beslutning, at deres barn skal på genopdragelsesrejse: Det kan vi jo klare ret hurtigt; vi tager jeres opholdstilladelse, så kan I tage med jeres børn ud af landet, for I ønsker ikke at leve et liv i dansk kultur og i det danske samfund osv.? Er det ikke at foretrække?

Ordføreren.

Prioriteten for Venstre er, at børn slet ikke bliver sendt på genopdragelsesrejser, og der skal vi jo have kigget på, hvad der er det mest effektive virkemiddel. Hvis det er sådan, at et flertal af dem i statistikkerne allerede har dansk statsborgerskab, jamen så er forslaget, som det ligger her, ikke det mest effektive. Og for dem, som så ville blive berørt af den straf, som vi gerne vil fremsætte forslag om, nemlig op til 4 års fængsel, ville det jo også have en indflydelse på deres ophold i Danmark. Så jeg mener, at vores forslag har en meget, meget bredere og meget mere hensigtsmæssig effekt.

Spørgeren.

Men ligesom ministeren svarer hr. Marcus Knuth ikke på mit spørgsmål, og det er jo fair nok. Nu har hr. Marcus Knuth så en bemærkning mere, og så kan man også lade være med at svare på det der, og så har jeg ikke flere muligheder for at komme tilbage. Sådan er det jo. Men derfor vil jeg da alligevel opfordre hr. Marcus Knuth til at overveje, om ikke hr. Marcus Knuth vil svare på spørgsmålet, som i al sin enkelhed er:

Det bedste er at kombinere de to forslag, det er det mest effektive. Hvis man kombinerer de to forslag, vil det være sådan, at i det tilfælde, hvor vi kan sende familien ud med det samme, så gør vi det. Er det ikke at foretrække, frem for at vi skal have dem siddende i et dansk fængsel i en årrække og så betale for, at de sidder der, altså frem for at de danske skatteydere skal betale for det? Lad os da få en hurtig proces, så det offentlige også kan blive mere effektivt, og så sender vi dem ud med det samme. Er det ikke at foretrække i de tilfælde, hvor det kan lade sig gøre, og at vi så i de tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre, kan give dem en straf, så de kommer i fængsel i Danmark? Er det ikke den bedste løsning, hr. Marcus Knuth?

Ordføreren.

Det mener jeg ikke det er, for at svare mere direkte. Jeg beklager, hvis ikke jeg var direkte nok før.

Der kan jo altså være tilfælde, hvor det ikke er den bedste løsning. Ordføreren lægger i forslagsteksten selv op til, at det gælder i alle tilfælde. Det kan jeg så forstå på Socialdemokratiet at de åbenbart alligevel ikke mener. I alle tilfælde, når barnet først sidder i f.eks. Somalia, så skal hele familien sendes med uden undtagelse, og det synes jeg ikke nødvendigvis er en god idé. Der er også noget, der hedder barnets tarv, og jeg mener, at man risikerer at straffe barnet unødvendigt.

Vi mener, at man skal straffe forældrene hårdest muligt for det her, og det er bl.a. kriminalisering, op til 4 års fængsel. Og hvis det er hensigtsmæssigt, jamen så skal man selvfølgelig også kigge på opholdstilladelsen.

Tak til hr. Marcus Knuth, og velkommen til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Når forældre i Danmark vælger at sende deres børn på langvarige ophold i udlandet for at modvirke en påvirkning fra dansk skolegang, danske venner og dansk kultur i bred forstand, er det et alvorligt problem. Jeg taler ikke her om et par ugers sommerferie i Pakistan eller Tyrkiet, men om langvarige ophold, hvor børnene går glip af vigtig læring i skolen i Danmark og måske endda tvinges i koranskole eller lignende i familiens hjemland. Her mener vi i Enhedslisten at danske myndigheder har et stort ansvar for at sætte ind. Skolen og andre offentlige myndighedsrepræsentanter skal holde et vågent øje med tegn på, at et barn er på vej til at blive tvunget ud på en rejse, som ikke er i barnets interesse. Og alle børn skal vide, at de trygt kan henvende sig til deres klasselærer, deres klubpædagog eller andre voksne, de har tillid til, hvis de har en frygt for, at forældre eller andre i familien har planer om at sende dem på en rejse, som de ikke vil ud på.

I sager, hvor den ene ægtefælle er udsat for socialt pres og kontrol fra den anden ægtefælle eller fra andre familiemedlemmer i forhold til at sende et barn på genopdragelsesrejse, skal myndighederne være klar til at lytte, rådgive og gribe ind, hvis ægtefællen henvender sig for at få hjælp. Og når mistanken opstår, skal myndighederne reagere hurtigt og om nødvendigt involvere politiet og sikre, at samtaler med barnet gennemføres i tillidsskabende rammer uden for forældrenes kontrol, så skolen og de sociale myndigheder eller politiet kan komme til bunds i, om der er grund til at frygte en genopdragelsesrejse, eller om der bare er tale om planer om en kort og helt almindelig sommerferie.

Det er afgørende vigtigt, at genopdragelsesrejser forebygges og forhindres. For er barnet først ude af landet, kan det være svært for danske myndigheder at stille noget op, selv om der heldigvis er gode eksempler på, at børn kommer tilbage til Danmark efter at være sendt på genopdragelsesrejse og trods forældrenes modstand tilkæmper sig den plads i det danske samfund, som de ønsker og har ret til.

Det forslag, vi behandler i dag, lægger sig tæt op af et tidligere forslag fra Dansk Folkeparti. I det forslag, vi behandler i dag, hvor Dansk Folkeparti har fået Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti med som medforslagsstillere i en ny og spændende konstellation, står der, at inddragelse af forældres opholdstilladelse kun skal ske, hvis det kan lade sig gøre i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Det kan det for det meste ikke. Det ved vi fra debatten i 2012, hvor den daværende justitsminister hr. Morten Bødskov fra Socialdemokratiet bl.a. med henvisning til de internationale konventioner redegjorde for, hvorfor SRSF-regeringen ikke kunne støtte Dansk Folkepartis daværende forslag, B 18.

Det aktuelle forslag er begrundet i hensynet til de stakkels børn, som tvinges på genopdragelsesrejser. Men hvis man virkelig er optaget af hensynet til barnet, virker det så at inddrage forældrenes opholdstilladelse? Tager det udgangspunkt i barnets tarv? Nej, det mener vi ikke i Enhedslisten at det gør. Børnene har jo opholdstilladelsen i kraft af deres forældres opholdstilladelse, og hvis man tager opholdstilladelsen fra forældrene, afskærer man jo ikke alene et barn, der er sendt på genopdragelsesrejse, fra sine forældre, men også fra at vende tilbage til Danmark.

I Enhedslisten vil vi meget gerne være med til at styrke både indsatsen for at forebygge og forhindre genopdragelsesrejser og arbejdet med at opspore børn, der er sendt af sted, for at give dem en vej tilbage til Danmark. Men vi vil ikke være med til at tage opholdstilladelsen fra nogen, hverken forældre eller børn. Som I nok har gættet, kan vi i Enhedslisten ikke støtte forslaget.

Tak til fru Rosa Lund, og velkommen til fru Laura Lindahl fra Liberal Alliance.

Forslagsstillerne ønsker, at man skal inddrage opholdstilladelser for udlændinge, som sender deres børn på genopdragelsesrejser. Jeg tror, de fleste kan tilslutte sig målet, for sender man sine børn tilbage til et hjemland, i frygt for at de er blevet for danske, har man med al tydelighed demonstreret, at man ikke hører til i Danmark. I dag kan man kun inddrage opholdstilladelsen for det barn, som har været på genopdragelsesrejse, og det er selvfølgelig en utilfredsstillende retstilstand, at man alene straffer offeret og ikke gerningsmanden.

Det giver intuitivt god mening, at det er forældrene, der skal straffes for det her, men problemet opstår lidt i den måde, man har implementeret muligheden i udlændingeloven for inddragelse af opholdstilladelsen i de her sager på, for reelt straffer man ikke for genopdragelsesrejsen, men for udlandsophold, som varer over 3 måneder, og som forstyrrer undervisning eller integration af den mindreårige. Man straffer altså ikke for det, som foregår i udlandet, men det, der så at sige ikke foregår derhjemme. Det gør man nok, fordi det ikke er ligetil at definere juridisk, hvad en genopdragelsesrejse er, og så har man valgt en væsentlig lettere løsning, hvor forseelsen er langt lettere at konstatere. Men når man så vil straffe forældrene for, at barnet har haft et for langt udlandsophold, som har forstyrret skolegangen, så ryger man ind i nogle konventionsmæssige vanskeligheder.

Jeg har stor forståelse for, at man synes, det er problematisk, men jeg vil påstå, at lige i det her tilfælde giver det os rent faktisk mulighed for at lave en langt bedre lovgivning, end vi har i dag, for det bør få strafferetlige konsekvenser, hvis man sender sit barn på en genopdragelsesrejse, også selv om den varer mindre end 3 måneder eller ikke forstyrrer barnets undervisning derhjemme. Vi har hørt en række forfærdelige historier fra de her rejser, og selvfølgelig skal det straffes med fængsel.

I forhold til delen om fratagelse af opholdstilladelse er det Liberal Alliances politik, at man bør have en meget lille tolerance over for udlændinge, som begår lovovertrædelser i Danmark. Er man ikke dansk statsborger, bør hovedreglen være, at man udvises, når man dømmes for en kriminel handling. For os at se bør man altså stræbe efter at kriminalisere den her slags vanvittig adfærd og så konstant arbejde for en strammere praksis i forhold til udvisning. Der har vi som bekendt en række udfordringer med domstolene, men det arbejdes der også på.

Så vi støtter altså ikke det pågældende forslag, da vi mener, at konsekvensen bør være fængsel, hvis man er med til at arrangere overgreb på børns rettigheder, også selv om de foregår i mindre end 3 måneder hen over skolernes sommerferie.

Tak til fru Laura Lindahl, og hjertelig velkommen til fru Josephine Fock fra Alternativet.

Tak for det. Tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her debat om genopdragelsesrejser, for det er jo en rigtig, rigtig vigtig debat.

Der kom bl.a. en rapport, som gav nogle tal på, hvor mange man formoder der bliver sendt på genopdragelsesrejse, men inden jeg kommer tilbage til den rapport, vil jeg sige, at det jo er helt afgørende, at børn ikke bliver sendt af sted til oprindelseslandet mod deres vilje. Det er helt afgørende, fordi det er afgørende for barnets tarv, at de ikke tvinges til noget, de ikke har lyst til, og derfor kan jeg med det samme sige, at det forslag, der ligger her, hvor man vil inddrage opholdstilladelsen for både voksne, men også barnet, vil vi ikke bakke op om. Det er Alternativet helt klart imod, og det er vi, fordi vi simpelt hen ikke mener, at det er i overensstemmelse med barnets tarv, at det her barn risikerer at få inddraget sin opholdstilladelse, fordi det mod sin vilje er blevet sendt tilbage til noget, som må være helt forfærdeligt.

Der er jo flere historier, som beskriver de her oplevelser, om børn, der bliver sendt tilbage og bliver holdt i fangenskab. Nu har jeg gået noget af det pressemateriale, altså artikler, der ligger, igennem, og af dem fremgår det, at en pige på 14 år, som bor i Danmark og har libanesiske forældre, i foråret 2016 fortæller sin skolelærer, at hun ikke vil på sommerferie med familien i Libanon. Skolen snakker så med pigens forældre, og de siger, at de blot skal på ferie, og det skal skolen overhovedet ikke være bekymret for. Så sker der det, at pigen desværre ikke vender tilbage efter skolesommerferien, og så finder man ud af, at hun stadig er i Libanon. Det skal vi jo kunne gøre op med.

Så noterede jeg mig i ministerens tale i forbindelse med parallelsamfundsudspillet, at det foreslås at kriminalisere de her forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse, men samtidig vil man fjerne bestemmelsen om, at barnets opholdstilladelse kan inddrages efter 3 måneders ophold i udlandet, og det synes jeg er rigtig, rigtig positivt. Jeg synes, det er rigtig, rigtig positivt, at regeringen vil fjerne det, at man kan fjerne netop barnets opholdstilladelse.

Når vi så kommer til regeringens forslag, og der håber jeg meget – SF's ordfører spurgte også ind til – at vi som partier bliver involveret, for en ting er straffen, og nu har vi jo ikke set udspillet, men det at lave en særskilt strafbestemmelse om det her for at synliggøre, at det er ulovligt, tror jeg faktisk at Alternativet måske godt vil kunne bakke op om.

Men det, der er allervigtigst, er forebyggelse, og når man læser alle de sager, der har været, er noget af det, der samstemmende bliver peget på, at det er utrolig vigtigt, at det faglige personale, altså folkeskolelærerne, alle de fodboldtrænere, alle de voksne, som barnet har kontakt med, bliver i stand til at håndtere det her og bliver i stand til at involvere forældrene og sørge for, at barnet ikke bliver sendt tilbage. Det kræver en helhedsindsats, også med forældrene, altså at man, når man bliver opmærksom på de her sager, tager en dialog med forældrene og sørger for, at det ikke kommer til at ske.

Det er jo noget af det, vi også har bakket op om i SIRI, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som har lavet nogle af de her undervisningspakker, som lige præcis opkvalificerer det faglige arbejde. Så det vil være noget af det, vi selvfølgelig vil lægge vægt på, i forbindelse med at regeringen fremsætter sit lovforslag.

Så synes jeg også, der bliver givet mange tal heroppefra. Der er 204 sager i den her rapport, men man kan ikke dokumentere, at det er genopdragelsesrejser. Så er der 130 sager, hvor man kan sige at det har negative konsekvenser, men det har ikke nødvendigvis negative konsekvenser i forhold til det mere religiøse. Det er bl.a., at de kommer bagud i skolen osv., og det er jo slemt nok, synes jeg, men faktisk er der kun 21 sager i 9 kommuner, hvor man er fuldstændig sikker på at det er imod barnets vilje. Uanset de her tal synes jeg, det er en ekstremt vigtig dagsorden, at vi ikke på nogen måde risikerer at sende børn på ferie eller på genopdragelse, eller hvad man skal kalde det – altså rejser, som har negative konsekvenser osv. for barnet.

Når vi så på et tidspunkt skal debattere regeringens forslag i forhold til straffen, er det, at flere jurister spørger, hvad en genopdragelsesrejse egentlig er. Der skal ekstremt meget til for at bevise det, for det kan være et familiebesøg, og det skal jo bevises over enhver tvivl, at det er en genopdragelsesrejse, og det er igen derfor, vi også siger: forebyggelse, forebyggelse, forebyggelse; involvering i familierne, sådan at det her slet ikke kommer til at ske. Og hvis det så kommer til at ske, og det synes jeg er noget af det, regeringen også skal tage fat på, handler det om at ruste ambassaderne ude i landene i forhold til at sørge for, at de her børn hurtigt kommer hjem, hvis de får kontakt med børnene.

Så vi stemmer nej til det her beslutningsforslag, men vi glæder os rigtig meget til at se regeringens forslag, for der er nogle gode takter i det, og så håber vi, vi bliver inviteret til at kunne drøfte det, for noget af det, vi som sagt synes er vigtigt også kommer med i sådan et forslag, er forebyggelse, så det aldrig kommer til at ske, og der ved vi, at det at involvere forældrene på et tidligt tidspunkt hjælper. Så det skulle være mine ord om dette forslag.

Tak for det. Og velkommen til fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Jeg synes, der er sagt mange gode ord, også af Alternativets ordfører her. Vi er i Radikale Venstre også imod det her forslag, men formålet tror jeg vi bredt er fuldstændig enige om. Det er nemlig fuldstændig utilstedeligt at sende sit barn på genopdragelsesrejse og at fratage sit barn muligheden for at være en del af det samfund, som man har sat det i. Det er helt, helt utilstedeligt. Det, der er formålet her, er jo, at vi hjælper de her børn. Og jeg hører invitationen fra ministeren til at kigge hele området igennem. Det synes jeg virkelig er fornuftigt og al ære værd.

Jeg har svært ved at finde fagfolk, der mener, at det alene at fratage opholdstilladelsen løser problemet, og jeg håber, at det er det, vi er her for. Men jeg har det som den tidligere ordfører. Jeg tror, at vi kan være med på meget store dele og forhåbentlig hele regeringens forslag på det her område, især hvis vi kunne supplere med nogle af de ting, som fagfolk siger også vil virke, nemlig at give de her unge mennesker, som det jo meget ofte handler om, mulighed for fortroligt at rapportere til myndigheder, pædagoger, lærere og kommunen. I dag har kommunerne indberetningspligt og skal fortælle det til forældrene, og det er noget af det, der forhindrer det.

På samme måde vil det her forslag desværre i sig selv – i hvert fald ifølge mange fagfolk – betyde, at langt, langt færre unge vil rapportere om de problemer og om den risiko, de er i, for at blive sendt på sådan en helt uacceptabel rejse væk fra deres hverdag.

Et andet forslag, som selvfølgelig også er kontroversielt, er muligheden for, at unge mennesker selv frivilligt kan få opbevaret deres pas, eller at man fratager dem passet i de situationer, hvor der er en tydelig og rapporteret risiko, sådan at det bliver umuligt at gennemføre en sådan genopdragelsesrejse.

Vi vil i hvert fald meget, meget gerne være med til at se på, hvordan vi rigtigt løser problemet, og vi ser frem til, at regeringen forhåbentlig og om muligt inviterer lidt bredere. Vi er meget åbent indstillet over for det. Men det her forslag alene kan vi ikke støtte.

Mange tak til fru Sofie Carsten Nielsen, og velkommen til hr. Jacob Mark fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en god debat, hvor jeg hører at alle partier egentlig er indstillet på både at sætte øget fokus på og flere indsatser i gang imod de her genopdragelsesrejser.

For mig starter hele debatten om genopdragelsesrejser på et meget tidligere tidspunkt end det her beslutningsforslags fremsættelse, nemlig med en historie om en dreng, der hedder Ahmed, som vokser op i et udsat boligområde – et af dem, man diskuterer i forbindelse med parallelsamfundspakken lige nu. Ahmed kommer så til en lille landsbyskole i en lille by, hvor han kommer ind som den eneste indvandrerdreng på en skole med 120 børn, hvor der ellers kun er børn, der er sådan rigtig hvide i huden og har hvidt hår og ligner sådan nogle børn, der aldrig har haft ondt i livet. Der kommer Ahmed så ind. Jeg tror, det er noget, kommunen har bestemt.

Først bliver Ahmed behandlet, som om han var noget fuldstændig unaturligt, for børnene har nærmest aldrig set noget lignende: »Der kommer jo en dreng, der ser anderledes ud end os«. Ahmed var sådan meget intens, han var lidt et problembarn og havde været det længe, og det var også derfor, han var blevet flyttet derud. Han havde sådan nogle vilde øjne, der strålede af liv, men han lavede også meget ballade.

På et tidspunkt begynder han ude på den der skole at rende sammen med nogle drenge i 6. klasse, som er meget, meget stille og rolige, er vokset op ude i det der lille landsbysamfund, elsker at spille fodbold og spille computerspil, og hvad man ellers gør. På et tidspunkt stopper Ahmed med at rende med drengene nede fra parallelsamfundet – det der udsatte boligområde, hvor der er rigtig meget ballade – og i stedet bruger han al sin tid i den lille landsby, og det går rigtig godt på den skole, han går på, indtil han en dag forsvinder.

Så ser vi ham ikke igen før efter 3 år, hvor vi møder ham til en byfest i Køge. Han har mistet al glæde i øjnene, han er en helt anden person: Han har været sendt på genopdragelsesrejse. Vi forstod ikke, hvorfor han tog væk; kommunen forklarede ikke noget; skolen vidste ikke, hvor han var henne; der var ikke nogen, der gjorde noget. Og de øjne, der før havde strålet af liv, strålede lige pludselig overhovedet ikke længere. I dag er han kriminel.

Allerede på det tidspunkt besluttede jeg mig for, at det her ville jeg aldrig nogen sinde se med milde øjne på. Det var da fuldstændig vanvittigt, at man tillod det, men på det tidspunkt vidste jeg jo ikke særlig meget om politik.

Da jeg så kom ind i Folketinget og kunne se, at den her tendens ikke var aftagende – det var ikke sådan, at der var færre børn, der blev sendt på genopdragelsesrejse; det var i hvert fald ikke sådan, at problemet var væk, tværtimod – så tænkte jeg, at nu er vi nødt til at gøre noget ved det. I 2016 fik Etnisk Ung – en anonym rådgivningstjeneste – rigtig mange henvendelser. Det var bl.a. henvendelser fra piger, der havde været sendt på koranskoler i Somalia og Irak, hvor de fik prygl og blev sat til at lave hårdt fysisk arbejde. Alene dét år, i 2016, fik Etnisk Ung 100 henvendelser om genopdragelsesrejser, og det var en ny rekord. 18 af dem kom direkte fra unge, der blev holdt fanget i udlandet af deres egne familier.

Så kan man godt sådan skabe en masse palaver omkring det her: Hvem siger hvad, og hvornår er hvad gjort? Men det, vi ligesom besluttede os for i SF, da vi så de tal, var, at det ville vi gerne gøre noget ved. Kort efter fremlagde vi sammen med S en fælles pakke mod genopdragelsesrejser. Der var et af værktøjerne, at man skulle tage opholdstilladelsen fra forældrene, fordi vi tror, det kan virke forebyggende. Jeg har meget svært ved at se de forældre, der ved, at de mister deres opholdstilladelse, sende deres børn af sted.

Men vores pakke indeholdt også bedre videreuddannelse til at ruste fagpersonale til at spotte de unge. Det var noget af det, der manglede på den skole, jeg gik på. Det kunne også være at styrke lufthavnspersonale i forhold til at spotte de unge. Vi kunne også godt tænke os at undersøge muligheden for, om børnenes pas i højere grad kan inddrages, hvis man har mistanke om, at de skal sendes på genopdragelsesrejse. I det hele taget kunne vi godt tænke os at få nogle mere solide tal på, hvor stort et problem det her er.

Efterfølgende besluttede vi at fremsætte det i salen for at lægge pres på regeringen for at få dem til at gøre noget. For nu har man snakket om det her rigtig længe, men uden at der rigtig er sket noget. Det er også derfor, jeg stille og roligt kan sige, at jeg ikke mener, at det forslag, der ligger her, nødvendigvis er perfekt. Jeg synes faktisk, at mange af de tendenser, der er i regeringens forslag, er skarpere. Sådan er det også typisk, når det kommer fra en regering, der har et embedsværk bag sig. Det, der er vigtigt for mig, er sådan set, at der bliver gjort noget nu.

Derfor er forslaget her i salen, og derfor glæder det mig, at det ser ud til, at det faktisk bliver til virkelighed. Vi glæder os til de forhandlinger, der kommer til efteråret, hvor man kan udvide paletten af værktøjer mod genopdragelsesrejser, for det skal ikke ske for noget ungt menneske, at det bliver sendt på genopdragelsesrejse, ligesom det foregår i dag. Tak.

Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Marcus Knuth fra Venstre.

Mange tak. Må jeg spørge ordføreren, om ordføreren, inden han gik på talerstolen eller inden behandlingen i dag, har nærlæst alle bemærkningerne til forslaget, og om ordføreren dermed selvfølgelig er hundrede procent enig i hele ordlyden i teksten her, herunder den sidste linje: »Men er barnet allerede sendt væk fra Danmark, bør hele familien følge med.«?

Ordføreren.

Ja, det er jeg bekendt med, og det er sådan, at barnets tarv altid står over alt andet, når socialrådgiverne skal vurdere en sag. Så jeg er ikke så bekymret for den formulering, for hvis der nu er børn tilbage i den familie, så vil det ikke være i barnets tarv at blive sendt ned til f.eks. Somalia, eller hvor det kan være. Det, som det her forslag vil betyde, er, at børn ikke bliver sendt på genopdragelsesrejser i fremtiden. Det vil i hvert fald betyde, at væsentlig færre bliver sendt på genopdragelsesrejser i fremtiden, fordi forældrene ikke tør sætte deres egen opholdstilladelse på spil.

Så synes jeg faktisk, at det her med, at man i regeringens udspil vil gøre det sådan, at børn ikke får taget deres opholdstilladelse, er rigtig godt. Jeg troede ikke, at vi kunne skaffe et flertal for det, for at sige det rent ud. Og det var ikke SF, der indførte den regel. Derfor synes jeg også, det er lidt hyklerisk at høre de borgerlige i dag slå det op, som om de er de store frelsere af børnene. Det var de borgerlige selv, der indførte den regel uden at straffe forældrene, da man lavede reglen. Jeg synes, det er glimrende, at man nu vil kriminalisere genopdragelsesrejser. Jeg synes, det er dejligt, at man også siger, at det er børnene tarv, der kommer først, men det er det altså også i det her forslag.

Hr. Marcus Knuth.

Jamen i den sætning, der er her, står der jo intet om barnets tarv, og det undrer mig virkelig, hvis SF går ind for, at hvis barnet allerede er sendt væk fra Danmark, bør barnet straffes, ved at hele familien bliver skibet på det næste fly efterfølgende. Det giver absolut ingen mening, og det hænger jo heller ikke sammen med det, ordføreren siger, om barnets tarv.

Kan ordføreren ikke godt se, hvorfor vi undrer os over det her? Er det virkelig – uden at komme med al mulig udenomssnak om barnets tarv og internationale forpligtelser – SF's holdning, at hvis barnet først er sendt af sted, skal forældrene som automatreaktion også sendes af sted?

Ordføreren.

Altså, det er sådan, når man laver lovgivning, at barnets tarv står over alt andet, og når vi endda har skrevet ind klokkeklart – og det stod der ikke i det tidligere B-forslag – at man skal leve op til sine internationale forpligtelser, så er det endnu tydeligere, at man skal varetage barnets tarv.

Men svaret er ja. I dag er det på grund af det borgerlige flertal sådan, at hvis et barn bliver sendt af sted på genopdragelsesrejse, mister barnet opholdstilladelsen. Der vil vi gerne sende det klokkeklare signal, at hvis forældrene sender barnet af sted, så skal forældrene med. Forældrene skal ikke fredes i det her spil. Jeg synes, det er en forbedring af forslaget, at regeringen nu vil vende det om, men så lad dog være med at dykke ned i sådan en konkret sætning. Vi vil jo det samme.

Fru Rosa Lund.

Tak. Jamen jeg undrer mig også lidt over, hvor barnets tarv er henne i det her forslag, og som vi har været inde på tidligere i dag, havde vi en lignende debat i 2012. Dengang var det fru Anne Baastrup, der var SF's ordfører, og jeg vil bare lige citere lidt af det, hun sagde i debatten, hvor det dengang var Dansk Folkeparti, der alene havde fremsat forslaget:

»Det, som Dansk Folkeparti her kommer med, er så et forkrampet forsøg på at straffe lidt mere. Men er det det, der flytter noget? Er det, som er det centrale for Dansk Folkeparti ikke blot at få fjernet nogle mennesker, der har opholdstilladelse her i landet; er det ikke det, der ligger bag det her forslag? For hvor er hensynet til barnet i det her forslag?«

Nu vil jeg måske lidt flabet sende fru Anne Baastrups spørgsmål videre til hr. Jacob Mark.

Værsgo.

Men jeg mener simpelt hen, det er en fejlvurdering. Altså det, at man vil kriminalisere genopdragelsesrejser, som regeringen foreslår, eller det, at man klokkeklart vil sige til forældrene, at hvis de sender deres børn af sted på genopdragelsesrejser, risikerer de at miste opholdstilladelsen, er at gå op i barnets tarv. Det er for at forebygge, at børn bliver sendt af sted i fremtiden, og jeg håber også, når regeringen kommer med sit udspil, at Enhedslisten så vil være med på det. For jeg tror faktisk, det vil forhindre genopdragelsesrejser i fremtiden.

Spørgeren.

Der er jo så bare alligevel meget fokus på forældrene her. Jeg er jo meget enig i, at vi skal forebygge de her genopdragelsesrejser. Men ville vi ikke gøre det meget bedre ved at sikre, at danske myndigheder, både i Danmark, men også på ambassaderne i udlandet, kan hjælpe de her børn, og ved at det er trygge og rare steder for de her børn at komme og fortælle, hvad det er, der er ved at ske, hvor myndighederne så får en mulighed for at gribe ind? Hr. Jacob Mark siger det selv i sit svar: Det her handler om forældrene, ikke om børnene. Vi savner virkelig barnets tarv i det her forslag.

Ordføreren.

Men jeg mener jo ikke, det er et enten-eller. Altså, jeg forstår godt, at Enhedslisten fokuserer på det, fordi det er lettere, men for mig er det ikke et enten-eller. Vi kan både kriminalisere genopdragelsesrejser – vi kan sige, at forældre, der sender deres børn af sted på genopdragelsesrejse, bryder så meget med danske værdier, at de ikke bør have dansk ophold – og samtidig ruste fagpersonalet ude på skolerne bedre og ruste lufthavnspersonalet bedre og give myndighederne bedre muligheder, og det er også det, ministeren i dag er inviteret til at vi drøfter. Så for mig er det ikke et enten-eller. Men hvis ordføreren spørger mig, om jeg tror, det virker, at man siger til forældrene, at de risikerer at miste opholdstilladelsen, hvis de sender deres barn af sted, vil jeg sige, at det tror jeg på.

Tak til hr. Jacob Mark, og velkommen til hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Hvert år sender forældre mindst 100 unge med ikkevestlig baggrund på længere ophold, oftest i deres oprindelige hjemlande, fordi de unge er blevet for danske. Det viser en kortlægning af de såkaldte genopdragelsesrejser, som Ankestyrelsen har lavet, og vi fik det endda konkretiseret, da TV 2 sidste år viste en dokumentar, der hedder »De forsvundne piger«, der bl.a. følger gymnasieeleven Jasmin Osman fra Vejle, der flygter fra en koranskole i det nordlige Somalia. Her fortæller hun, hvordan hun blev lokket dertil af sine forældre, både med tvang og trusler.

Med andre ord: Det her fænomen skal stoppe, og det skal have nogle konsekvenser. Det skal have konsekvenser for forældrene, og derfor er vi enige med forslagsstillerne i intentionerne, i det principielle i, at der skal ske noget på det her område, og det er faktisk også det, der fremgår af regeringens plan om parallelsamfund. Det fremgår, at forældrenes handling skal kriminaliseres og straffes med op til 4 års fængsel, og hvis forældrene ikke har statsborgerskab, skal de kunne udvises.

Hvorfor kan vi alligevel ikke støtte det her beslutningsforslag, som det er formuleret? Det kan vi ikke, fordi det indebærer et par problemer. For det første vil beslutningsforslaget kun ramme de forældre, der har opholdstilladelse, og ikke dem med statsborgerskab. Det viser sig, at i de fleste sager om genopdragelsesrejser har forældrene statsborgerskab, og det forholder beslutningsforslaget sig ikke til. Og derfor kan der være tale om en forskelsbehandling her.

Et andet problem er, at man, hvis beslutningsforslaget vedtages, kommer til at straffe pigen, som man gerne vil hjælpe – det er ofte piger, men der er også eksempler på drenge – altså hvis man gennemfører det, der står, om, at hele familien skal udvises. Vi vil gerne ramme forældrene og ikke de unge, ofrene.

Vi skal også have bedre mulighed for at inddrage barnets pas, hvis der er grund til at tro, at barnet er ved at blive sendt på genopdragelsesrejse. Sidst, men nok vigtigst, ønsker vi at fjerne bestemmelsen om, at barnets opholdstilladelse kan inddrages efter 3 måneders ophold i udlandet. Der skal nemlig sendes et klart signal til forældrene om, at det er forældrene, der skal straffes, og ikke barnet.

Derfor er vores opfordring til forslagsstillerne: Lad os vente, til det endelige lovforslag kommer fra regeringen, da vi mener, at forslaget om inddragelse af opholdstilladelse ikke kan stå alene. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tusind tak for det. Så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, nemlig hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for ordet. Vi synes jo i Dansk Folkeparti, at ministeren har været lige lovlig lang tid om at reagere på de problemer, der er, med genopdragelsesrejser, og nu har et flertal uden om regeringen lagt et forslag frem. Så kommer regeringen på banen med en række initiativer, og det er jo sådan set godt, i hvert fald hvad angår de initiativer, som vi støtter op om fra Dansk Folkepartis side.

Men formålet med dette beslutningsforslag er at få indført en hjemmel i udlændingeloven til at inddrage opholdstilladelsen hos herboende forældremyndighedsindehavere, som ikke har dansk statsborgerskab, hvis de sender deres barn på genopdragelsesrejse i udlandet.

Udlændingelovens regler om genopdragelsesrejser blev strammet i 2010. I dag kan en mindreårig udlændings opholdstilladelse bortfalde, hvis vedkommende har opholdt sig uden for Danmark i mere end 3 på hinanden følgende måneder på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for skolegang og integration, som det hedder i udlændingelovens § 17, stk. 2.

Vi finder det imidlertid utilstrækkeligt, at det kun er barnets opholdstilladelse, som kan bortfalde, da det alene har indirekte konsekvenser for forældrene, som sender deres barn af sted. Det bør også have konsekvenser for forældremyndighedsindehaverens egen tidsbegrænsede eller permanente opholdstilladelse, hvis vedkommende altså beslutter at sende sit barn på en genopdragelsesrejse i udlandet.

Dansk Folkeparti betragter det som en forbedring af den nuværende retstilstand, at der indføres en adgang til i visse tilfælde at inddrage forældrenes opholdstilladelse, hvis de sender deres barn af sted, og at inddragelsen vil skulle vurderes i hver enkelt sag. Det vil sende et meget klart signal om, at genopdragelsesrejser ikke tolereres af Danmark, ikke tolereres af Folketinget.

Et forældrepars beslutning om at sende deres barn på genopdragelsesrejse træffes ofte, fordi barnet set med forældrenes øjne er blevet for dansk, hvilket vil sige, at barnet opfører sig dansk og tager de normer til sig, som er typiske for danske børn. Denne opførsel fra barnets side er efter vores opfattelse jo ikke udtryk for et problem, men tværtimod udtryk for, at integrationen går i den rigtige retning.

Når forældrene træffer et sådant valg, er det åbenlyst, at de reelt ikke ønsker at leve deres liv i et samfund som det danske, og det bør have konsekvenser, også for forældrene. Dansk Folkeparti håber først og fremmest, at beslutningsforslaget kan medvirke til, at man forebygger genopdragelsesrejser, da det jo er et overgreb på børn og unge. Men er barnet allerede sendt væk fra Danmark, bør hele familien efter Dansk Folkepartis opfattelse følge med.

Det er et godt forslag, og det er et nødvendigt forslag. Dansk Folkeparti fremsatte et lignende forslag i 2012. Her var der desværre ikke andre partier, der ønskede at stemme for. Derfor vil jeg selvfølgelig gerne sige tak til Socialdemokratiet og SF, fordi vi har kunnet tale os til rette om dette forslag, som vi har fremsat i fællesskab. Jeg håber, at regeringen også ender med at støtte forslaget.

Ministeren har så sit eget forslag. Den ene del af det forslag handler om at fjerne 3-månedersreglen, sådan som jeg har forstået det. Der vil jeg opfordre ministeren til at genoverveje den del, da det er en svækkelse og lempelse af de nuværende regler, som jo fjerner noget af den konsekvens, der netop er forbundet med at sende sine børn af sted på en genopdragelsesrejse. Hvis forældrene ved, at barnet kommer tilbage igen, jamen så kan det jo være, at de tænker, at så er der ikke nogen konsekvens ved at sende barnet ud, og derfor kan det så være, at flere vil blive sendt af sted på genopdragelsesrejse, hvis man kan være sikker på, at barnet altid vender tilbage.

Til gengæld vil regeringens forslag om at sætte forældrene i fængsel, altså straffe dem og sætte dem i fængsel, være en styrkelse i de tilfælde, hvor forældrene ikke kan sendes ud af landet med det samme. Så jeg vil tillade mig at mene, at det bedste kompromis er at vedtage dette forslag og så indføre fængselsstraf i de tilfælde, hvor man ikke kan sende folk ud af landet.

Det skal være ordene.

Tak til hr. Martin Henriksen. Der er ingen korte kommentarer. Ønsker flere ordet?

Jeg opfatter tavsheden som et nej, og forhandlingerne er derfor afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.