Tak for det.
Tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her debat om genopdragelsesrejser, for det er jo en rigtig, rigtig vigtig debat.
Der kom bl.a.
en rapport, som gav nogle tal på, hvor mange man formoder der bliver sendt på genopdragelsesrejse, men inden jeg kommer tilbage til den rapport, vil jeg sige, at det jo er helt afgørende, at børn ikke bliver sendt af sted til oprindelseslandet mod deres vilje.
Det er helt afgørende, fordi det er afgørende for barnets tarv, at de ikke tvinges til noget, de ikke har lyst til, og derfor kan jeg med det samme sige, at det forslag, der ligger her, hvor man vil inddrage opholdstilladelsen for både voksne, men også barnet, vil vi ikke bakke op om.
Det er Alternativet helt klart imod, og det er vi, fordi vi simpelt hen ikke mener, at det er i overensstemmelse med barnets tarv, at det her barn risikerer at få inddraget sin opholdstilladelse, fordi det mod sin vilje er blevet sendt tilbage til noget, som må være helt forfærdeligt.
Der er jo flere historier, som beskriver de her oplevelser, om børn, der bliver sendt tilbage og bliver holdt i fangenskab.
Nu har jeg gået noget af det pressemateriale, altså artikler, der ligger, igennem, og af dem fremgår det, at en pige på 14 år, som bor i Danmark og har libanesiske forældre, i foråret 2016 fortæller sin skolelærer, at hun ikke vil på sommerferie med familien i Libanon.
Skolen snakker så med pigens forældre, og de siger, at de blot skal på ferie, og det skal skolen overhovedet ikke være bekymret for.
Så sker der det, at pigen desværre ikke vender tilbage efter skolesommerferien, og så finder man ud af, at hun stadig er i Libanon.
Det skal vi jo kunne gøre op med.
Så noterede jeg mig i ministerens tale i forbindelse med parallelsamfundsudspillet, at det foreslås at kriminalisere de her forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse, men samtidig vil man fjerne bestemmelsen om, at barnets opholdstilladelse kan inddrages efter 3 måneders ophold i udlandet, og det synes jeg er rigtig, rigtig positivt.
Jeg synes, det er rigtig, rigtig positivt, at regeringen vil fjerne det, at man kan fjerne netop barnets opholdstilladelse.
Når vi så kommer til regeringens forslag, og der håber jeg meget – SF's ordfører spurgte også ind til – at vi som partier bliver involveret, for en ting er straffen, og nu har vi jo ikke set udspillet, men det at lave en særskilt strafbestemmelse om det her for at synliggøre, at det er ulovligt, tror jeg faktisk at Alternativet måske godt vil kunne bakke op om.
Men det, der er allervigtigst, er forebyggelse, og når man læser alle de sager, der har været, er noget af det, der samstemmende bliver peget på, at det er utrolig vigtigt, at det faglige personale, altså folkeskolelærerne, alle de fodboldtrænere, alle de voksne, som barnet har kontakt med, bliver i stand til at håndtere det her og bliver i stand til at involvere forældrene og sørge for, at barnet ikke bliver sendt tilbage.
Det kræver en helhedsindsats, også med forældrene, altså at man, når man bliver opmærksom på de her sager, tager en dialog med forældrene og sørger for, at det ikke kommer til at ske.
Det er jo noget af det, vi også har bakket op om i SIRI, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som har lavet nogle af de her undervisningspakker, som lige præcis opkvalificerer det faglige arbejde.
Så det vil være noget af det, vi selvfølgelig vil lægge vægt på, i forbindelse med at regeringen fremsætter sit lovforslag.
Så synes jeg også, der bliver givet mange tal heroppefra.
Der er 204 sager i den her rapport, men man kan ikke dokumentere, at det er genopdragelsesrejser.
Så er der 130 sager, hvor man kan sige at det har negative konsekvenser, men det har ikke nødvendigvis negative konsekvenser i forhold til det mere religiøse.
Det er bl.a., at de kommer bagud i skolen osv., og det er jo slemt nok, synes jeg, men faktisk er der kun 21 sager i 9 kommuner, hvor man er fuldstændig sikker på at det er imod barnets vilje.
Uanset de her tal synes jeg, det er en ekstremt vigtig dagsorden, at vi ikke på nogen måde risikerer at sende børn på ferie eller på genopdragelse, eller hvad man skal kalde det – altså rejser, som har negative konsekvenser osv.
for barnet.
Når vi så på et tidspunkt skal debattere regeringens forslag i forhold til straffen, er det, at flere jurister spørger, hvad en genopdragelsesrejse egentlig er.
Der skal ekstremt meget til for at bevise det, for det kan være et familiebesøg, og det skal jo bevises over enhver tvivl, at det er en genopdragelsesrejse, og det er igen derfor, vi også siger:
forebyggelse, forebyggelse, forebyggelse; involvering i familierne, sådan at det her slet ikke kommer til at ske.
Og hvis det så kommer til at ske, og det synes jeg er noget af det, regeringen også skal tage fat på, handler det om at ruste ambassaderne ude i landene i forhold til at sørge for, at de her børn hurtigt kommer hjem, hvis de får kontakt med børnene.
Så vi stemmer nej til det her beslutningsforslag, men vi glæder os rigtig meget til at se regeringens forslag, for der er nogle gode takter i det, og så håber vi, vi bliver inviteret til at kunne drøfte det, for noget af det, vi som sagt synes er vigtigt også kommer med i sådan et forslag, er forebyggelse, så det aldrig kommer til at ske, og der ved vi, at det at involvere forældrene på et tidligt tidspunkt hjælper.
Så det skulle være mine ord om dette forslag.