Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 67:

Forslag til folketingsbeslutning om at give forældre beslutningskompetence til at udsætte deres børns skolestart.

Af Carolina Magdalene Maier (ALT) m.fl.

(Fremsættelse 26.01.2018).

Forhandlingen er åbnet. Undervisningsministeren.

Tak, og tak til Alternativet for beslutningsforslag B 67 om skoleudsættelse. Helt konkret foreslår I, at regeringen inden skoleåret 2018-19 fremsætter et lovforslag, der giver forældre mulighed for egenhændigt at udsætte deres barns skolegang med 1 år, vel at mærke hvis forældrene har en god grund til at gøre det, og det er et sympatisk forslag.

Regeringen kan dog ikke støtte det. Først og fremmest bygger beslutningsforslaget på den misforståelse, at reglerne blev ændret i 2008, så forældre mistede retten til at træffe beslutning om, at deres barn skal skoleudsættes. Lad mig slå fast, at det altid har været kommunalbestyrelsen, der traf denne beslutning. Regelændringerne fra 2008 handlede om, at undervisningspligten blev udvidet fra 9 til 10 år, og at børnehaveklassen dermed blev obligatorisk. Da der tidligere havde været en mere lempelig praksis for skoleudsættelse, sendte man i forbindelse med lovændringen i 2008 et politisk signal om, at udgangspunktet er, at barnet skal starte i skole det år, som det fra politisk side er besluttet.

En ændring af de nuværende regler kan forventes at medføre, at væsentlig flere børn får udsat deres skolestart. Vi ved, at der i en del år har været omkring 3 pct. af børnene, der har gået børnehaveklassen om. Det forventes, at forslaget vil medføre væsentlige offentlige merudgifter, og hvis Alternativet ønsker det, kan partiet overveje at bringe emnet op i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

Lad mig understrege, at det for regeringen ikke er et succeskriterium, at mange børn får udsat deres skolestart. Det er klart, at den nuværende ordning bygger på en forudsætning om, at der er en god og tæt dialog mellem forældre, kommune, dagtilbud og skole. Forældrene skal føle sig trygge ved at sende deres barn i skole, og de skal føle, at deres bekymringer bliver taget alvorligt, når de ønsker skoleudsættelse for deres barn. For jeg deler Alternativets bekymring for sygeliggørelse af børn, hvis der stilles rigide krav om, at barnet skal have en diagnose eller lignende, før det kan komme i betragtning til at få udsat skolestart. Vi ved, at lidt flere drenge end piger får udsat skolestart, og at det typisk er drenge, der er født sidst på året. Det kan tyde på, at der mange steder netop er en dialog om børnenes skoleparathed.

Jeg vil gerne endnu en gang sige tak til Alternativet for at fremsætte beslutningsforslaget. Det er vigtigt, at vi løbende kan få debatteret, om reglerne er skruet sammen på en måde, så de giver bedst mulig mening for borgerne, det vil sige forældrene og eleverne. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tusind tak til ministeren for talen og for – kan man sige – den venlige tilgang til beslutningsforslaget, omend man ikke støtter det. Det er jo helt rigtigt, at vi givetvis har formuleret os forkert i forhold til udsættelse, men det handler jo om, at man har udvidet skoleretten. Så hvor man tidligere skulle starte i skolen, når man var 7 år, altså i 1. klasse, skal man starte i skolen, når man er 6 år, medmindre kommunen selvfølgelig giver tilladelse til en udsættelse, og det handler om rigtig mange børn. Der er flere undersøgelser, der viser – og det er jo det, der bekymrer os – at der er mange børn, som simpelt hen ikke er skoleparate. 3 ud af 20 børn, der starter i skole – vurderer den seneste rapport fra DEA – er ikke parat til at starte i skole, og det er børnehaveklasselederne, der vurderer det.

Så mener ministeren ikke, at det i sig selv er en bekymrende udvikling? Nu kan vi snakke om økonomi bagefter – for jeg er med på, at det giver merudgifter – men er det ikke en bekymrende udvikling, at der er flere børn, der nu vurderes til at være ikkeskoleparate, når de starter i 0. klasse?

Ministeren.

Det synes jeg er et vanskeligt spørgsmål. Der sker jo forskellige udviklinger i samfundet. Bl.a. kommer der jo flere for tidligt fødte børn, og det gør, at der er mange forskellige årsager. Det er noget med fertilitet og kunstig befrugtning og alt muligt, som måske kan have en betydning her. Er det godt eller skidt? Jeg synes jo grundlæggende, det er rigtig godt, at vi kan hjælpe barnløse med at få børn. Det giver så flere for tidligt fødte børn og kan måske også have en effekt i forhold til det her. Men min holdning er nu også, at man klarer at samle mange af de børn op, og de kommer op på niveau i løbet af de første år, og nogle af dem måske først, når de er startet i skolen. Så er der flere og flere børn, som har migrantbaggrund, og der er også nogle af dem, som både socialt og fagligt har nogle udfordringer. Det er bl.a. noget af det, vi tager fat på i regeringens parallelsamfundsudspil.

Så der er sådan forskellige ting, der spiller ind. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det er bekymrende, men i hvert fald kan vi se, at der sker en udvikling, som vi på forskellig vis kan tage hånd om.

Spørgeren.

Tak for det. Det gør vi gerne sammen med regeringen. Men jeg er helt med på, at det givetvis koster nogle penge, og vi har ikke stillet et finansieringsforslag med det her beslutningsforslag. Det ved jeg godt, så i givet fald ville det kræve, at man eventuelt skulle finde ud af, hvem der skulle betale de eventuelt ekstra penge, det ville koste.

Men det, der bekymrer os, er jo, at flere undersøgelser peger på det her med, at det sådan set ikke så meget er de sproglige kompetencer, som de her børn ikke mestrer, når de starter, men at det er de sociale og personlige, altså, kan man sige, en hentydning til, at der simpelt hen er nogle, der modenhedsmæssigt ikke er klar til at starte i skole. Vi kan være bekymret for, at når man først er kommet galt af sted, når man er startet i skole, følger det en i lang tid bagefter. Så hvis nu vi også snakker finansiering, vil regeringen være åben for at diskutere det her på en længere bane?

Tak for det. Så får vi svar fra ministeren. Værsgo.

Som jeg sagde, er det sådan i dag, at det er kommunens beslutning, hvordan man håndterer det her, og hvordan man har dialogen med forældrene. Hvis man ønsker at lave nogle ændringer sådan nationalt, så er det i finansloven, hvor man tager det op. Alternativet kan tage det op i de forhandlinger. For gør man det nationalt, vil det have en væsentlig udgiftstung side.

Så er det fru Julie Skovsby. Værsgo.

Tak for det, og tak for ministerens ord. Jeg vil gerne spørge ind til det her med, at såfremt der ændres praksis og det så betyder, at flere børn vil starte lidt senere i 0. klasse, så skal man ud og finde økonomien dertil. Der vil jeg gerne spørge ministeren: Er det regeringens holdning, at det er økonomien, der er det helt centrale? Er det ikke vigtigt, at børn starter på det rigtige tidspunkt – om det så for nogle betyder, at de faktisk starter tidligere, for nogle, at de starter senere, og for de fleste, at de starter det år, hvor de fylder 6 år?

Ministeren.

Socialdemokratiet er jo det, man kalder et regeringsparti. I sidder nogle gange i regering, og derfor ved I også, at uanset hvad man gerne vil og hvilke hensigter man har, og uanset om det handler om forbedringer inden for psykiatrien eller skole- eller sundhedsvæsen eller ældrepleje, skal det finansieres. Derfor prioriterer man de ønsker, man har, og dem drøfter man så, ofte i forbindelse med finansloven. Og det kan man jo også gøre i Socialdemokratiet, hvis man mener, der skal ske en ændring på det her område.

Spørgeren.

Vi er et regeringsparti, og vi ønsker at komme i regering igen. Men det, jeg spurgte ind til, var nu den siddende regerings holdning til det her spørgsmål om, hvornår børn skal starte i skole. Og vi mener fra Socialdemokratiets side, at det er vigtigt, at børn starter på det rigtige tidspunkt, altså det, der er det rigtige tidspunkt for det enkelte barn. Og derfor vil jeg bare spørge igen: Er det økonomi, der er det afgørende argument? Nu ved jeg ikke, om ministeren vil fremlægge de økonomiske beregninger, men man kunne vel også sætte det anderledes op og sige, at det, at der ikke er børn, der skal gå en klasse om eller andet, kan der måske også være noget økonomi i.

Så skal vi have et svar fra ministeren. Tak til spørgeren, værsgo til ministeren.

Jamen den siddende regering er fuldstændig enig med Socialdemokratiet i, at børn grundlæggende skal starte, når de er klar til det, og det er en dialog, der foregår ude i kommunerne hver eneste dag. Og skal man ændre på de rammer, der er for det, nationalt, så ville det være en væsentlig økonomisk omprioritering. Og igen, det kan Socialdemokratiet, når de kommer i regering, jo ændre på. De kan også tage det op i finanslovsforhandlingerne, men indtil man ændrer på det nationalt, og det har vi ikke nogen planer om i regeringen, så er det kommunerne, der tager den afvejning, og det gør de rigtig godt mange steder.

Tak til undervisningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går i gang med ordførerrækken, først er det fru Julie Skovsby, Socialdemokratiet.

I Socialdemokratiet ønsker vi, at alle børn, der starter i skole, også er klar til det, både fagligt, socialt og personligt. Det er helt afgørende for, at de nye elever får en god skolestart og får lagt fundamentet til en god skolegang. Sådan er det heldigvis også for langt de fleste i dag. Desværre er der også tilfælde, hvor det ikke nødvendigvis er sådan. Derfor vil vi også gerne takke Alternativet for at sætte dette spørgsmål på dagsordenen, ligesom SF tidligere har gjort det. Vi deler nemlig bekymringen for, om systemet i dag altid tager godt nok hensyn til det enkelte barns behov.

I beslutningsforslaget henvises til tænketanken DEAs undersøgelse, »Klar, parat, skolestart«, fra den 1. december 2007. Heri kan man læse, at 43 pct. af indskolingslederne i landenes 15 største kommuner vurderer, at 8-9 ud af 10 0.-klasseelever var rustet til at gå i skole i 2016. I en klasse med 20 elever svarer dette til, at ca. 17 af eleverne var rustet til at gå i 0. klasse. Det er bekymrende, for vores mål er selvfølgelig, at samtlige 20 elever skal trives i børnehaveklassen. Alle skal med, det er den socialdemokratiske vision.

Vi tror selvfølgelig, at alle landets kommuner vil gøre det så godt som muligt for deres borgere, ikke mindst børnene. Derfor skal forklaringen på de udfordringer, vi ser, nok først og fremmest findes i den pressede kommunale økonomi. Samtidig er vi heller ikke sikre på, at den bedste løsning er bare at lade beslutningen være egenhændigt op til forældrene. Vi ser helst, at et barns skolestart besluttes i tæt dialog mellem forældre, dagtilbud og skole, så man kan få en samlet vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Derfor vil vi heller ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger i dag og behandles i dag. Vi vil ikke afvise, at man skal kigge på lovgivningen, men der er behov for en mere grundig analyse af, hvad der er på spil, ligesom vi bliver nødt til at tage kommunernes økonomi i betragtning.

Lad mig give et eksempel: Hvis vi har en stor skoleklasse for altså ikke 20 elever, men 27-28 folkeskoleelever; en overvægt af drenge i klassen og altså mange 5-årige; klasselokaler, som er bygget til langt færre skoleelever; en presset kommunal økonomi; før-SFO den 1. marts for alle børn, som skal starte i skolen; og i det her konkrete eksempel så tilmed også gårdtoiletter, ja, så er risikoen for, at børn kommer i klemme, utrolig stor. Og situationen kræver handling, både lokalt og nationalt.

Som sagt stemmer Socialdemokratiet imod det her beslutningsforslag, men det betyder ikke, jævnfør ordførertalen og det konkrete eksempel, at vi er færdige med at diskutere rammerne for børns skolestart og skoleudsættelse, for vi har en fælles forpligtelse til at sørge for, at alle børn får en god skolestart, og at dem, der har behov for lidt ekstra tid, bliver klar.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i rækken til fru Dorthe Ullemose, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg kan også med det samme sige, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte forslaget. Vi mener, at en skoleudsættelse skal vurderes på et fagligt grundlag og gennem et tæt samarbejde mellem forældre, dagtilbud og skole. Som det er i dag, og som det fremgår af folkeskoleloven, skal alle børn starte i skole i det år, hvor de fylder 6 år. I 2008 gjorde et flertal i Folketinget børnehavepladsen obligatorisk. Forældre kan søge om udsættelse af skolestart, men det skal godkendes af kommunen. Alternativet ønsker med dette beslutningsforslag, at loven skal ændres, så en eventuel beslutning om udsættelse af skolestart alene ligger hos forældrene, men det mener vi ikke alene forældrene skal afgøre, for det må være i samarbejde med dagtilbudslederen og skolelederen. Hvis barnets vanskeligheder er af en sådan art, at skoleudsættelse vil være det bedste for barnet, kan forældre i samarbejde med skolelederen beslutte det. Og sådan synes vi fortsat det er bedst at gøre det. Vi mener, det er vigtigt med en faglig vurdering, inden man udsætter børns skolegang, og det ser vi ingen grund til at ændre på.

Som det er i dag, har forældrene en klar stemme, når det handler om, hvornår deres barn skal starte i skolen. De nuværende regler understøtter, at forældre og det pædagogiske personale i dagtilbud er i dialog om barnets udvikling og modenhed. Der er i dag god balance i forhold til at sikre, at børns skolestart ikke udsættes uden grund, og at barnets skolestart på den anden side kan udsættes, hvis der er behov for det. Der er en ret stor fleksibilitet i dag i loven, både i forhold til sen skolestart og i forhold til tidlig skolestart, men det ændrer ikke på, at loven som sådan ikke giver forældrene en vetoret, men jeg går ud fra, at den måde, man forvalter det på, er i god samklang med forældre, skole og kommune. Dansk Folkeparti kan derfor ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Jeg er måske lidt mindre optimistisk i forhold til forældrenes vetoret, for det er helt korrekt, at det jo i den optimale verden er et samarbejde, hvor man i fællesskab finder ud af, om det her barn så skal vente 1 år med at gå i skole. Men i praksis er der jo kommuner, som tager den beslutning egenhændigt. Rudersdal Kommune – som vi også har skrevet i bemærkningerne til forslaget – skriver jo, at ansøgninger kun kan imødekommes, såfremt der ligger en anbefaling fra PPR om skoleudsættelse. Det vil sige, at barnet skal have været igennem en PPR-vurdering, og der skal ligge en anbefaling fra PPR, selv om forældrene ikke måtte være enige.

Kunne Dansk Folkeparti så støtte et forslag, som hed, at der skulle være en enighed mellem de tre, altså forældrene, daginstitutionerne og kommunen, frem for at kommunen er dem, der ligesom tager den endelige beslutning?

Værsgo.

Vi vil gerne i udvalgsarbejdet være med til at se på andre måder at gøre det på, men ligefrem at give forældrene vetoret synes vi ikke er den rigtige vej at gå. Jeg forventer, at kommunerne lytter til forældrenes vurderinger, da hverken de eller skolerne er interesseret i, at børn starter for tidligt i skole og dermed risikerer at skulle gå et år om. Men det er først og fremmest en fagprofessionel vurdering, der skal foretages af, om barnet er skoleparat, og her skal de fagprofessionelle naturligvis i samarbejde med forældrene være gode til at finde ud af, hvilke elever der får nytte af udsat skolestart.

Men vi vil gerne være med til at diskutere i udvalget, om det er andre end lige forældrene, der skal have vetoret.

Spørgeren.

Jamen tak for det. For det, vi kan være bekymret for, er, om det bliver en faglig vurdering i sidste ende ude hos nogle af kommunerne, eller om det bliver en økonomisk vurdering, der ligger til grund for, at man vælger at sige nej til nogle forældre. Så det var sådan set bare en kommentar til det.

Men tak for det, og vi glæder os til at arbejde videre med det.

Ordføreren.

Tak for den kommentar.

Tusind tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i rækken til fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak for det. Og først og fremmest tak til Alternativet for at rejse debatten om børns skolestart her en fredag eftermiddag i Folketingssalen.

Jeg vil gerne starte med at sige, at Venstre ikke kommer til at stemme for det her forslag, for vi mener faktisk, at som reglerne er i dag, er de også med til at understøtte, at forældre, kommune og for den sags skyld også pædagogisk personale i dagtilbuddene og daginstitutionerne sammen – jo forhåbentlig i dialog om børns udvikling og modenhed – kan være med til at træffe en beslutning om, hvorvidt et barn skal have lov til at vente 1 år med at starte i skole.

Det mener jeg faktisk er en fornuftig måde at gøre det på, for på den måde sikrer man jo egentlig også, at fagpersoners pædagogiske indsigt og for den sags skyld også forældrenes vurdering – forhåbentlig i dialog – kan være med til at sikre, at der træffes den bedste beslutning om barnets start i skolen. I Venstre er vi enige om, at et barn ikke skal begynde i skole, alene fordi det er 6 år gammelt, fordi der jo er børn, som har brug for at vente lidt længere. Derfor ser vi heldigvis også, at der er rigtig mange steder, man har glidende skolestart og optager børnene løbende hen over året, alt afhængigt af om man vurderer, at der er tale om børn, som er klar til at starte, eller for den sags skyld børn, der vil have gavn af at vente lidt. Og den her gode balance mener vi faktisk i Venstre også at vi har. Jeg anerkender også gerne, at vi af og til, desværre, ser nogle eksempler, hvor det ikke er godt nok, men der vil jeg mene man i stedet for bør tage fat og tage dialogen og snakken med eventuelt de kommuner, som måske ikke håndterer det her hensigtsmæssigt.

Alt i alt må jeg sige, at jeg egentlig mener, at det langt, langt hen ad vejen fungerer optimalt i dag, og derfor vil vi ikke stemme for det her beslutningsforslag. Jeg har også lovet at hilse fra De Konservative og sige, at de heller ikke kan støtte forslaget.

Tak til fru Anni Matthiesen. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

I Enhedslisten synes vi, det er et godt forslag, Alternativet har fremsat. Jeg er ikke i tvivl om, at det imødekommer et stort ønske hos rigtig mange forældre, der har oplevet vanskeligheder med at få deres barns skolestart udskudt, selv om de som forældre har haft en meget klar opfattelse af, at deres barn ikke var klar til at starte i skole. Det er, synes jeg, i bemærkningerne til forslaget udmærket beskrevet, hvordan kommunerne opstiller barrierer for forældrenes ønske om udskydelse af skolestarten, og man kan jo sige, at resultatet fremgår meget tydeligt, også af de tal, der er i bemærkningerne til forslaget, i det store fald i antallet af børn, der får udsat skolestarten.

Jeg synes, det er meget klart, at det er blevet sådan efterhånden, at der skal meget tungtvejende grunde til at få udsat skolestarten, og det indebærer efter alt at dømme, at der er alt for mange børn, der får en dårlig skolestart. Der er i bemærkningerne refereret til rapporten fra evalueringsinstituttet, og jeg lagde i øvrigt mærke til, da den kom, at der er det interessante fænomen i en bibemærkning, at der er meget forskellige vurderinger hos de pædagogiske konsulenter i kommunerne og hos børnehaveklasselederne. Børnehaveklasseledernes opfattelse er jo meget tydeligt den, at der er store problemer, idet hver anden af børnehaveklasselederne tilkendegiver, at der er blevet flere børn, som ikke er skoleparate, og de sammenligner det med, hvordan situationen var 5-8 år tidligere, det vil sige før vi fik lovændringen i 2009.

Kigger man på DEA-rapporten, er problemet, som fru Julie Skovsby allerede har nævnt, det, at der skulle sidde typisk op til tre børn i en skoleklasse, som ikke er skoleparate, og det er da simpelt hen tre børn for meget. Det er rigtig synd for de børn, der oplever at måtte tage børnehaveklassen om. Det er relativt få, kan man sige – ministeren nævnte procenten – men det er dog 1.600-1.700 børn, som oplever at skulle tage børnehaveklassen om. Det kan ikke være morsomt, ikke for børnene, men heller ikke for forældrene. Og blandt mange af dem, der måtte blive hængende, er der rigtig mange, der kommer til at opleve alvorlige nederlag ved skolestarten, og vi ved, at oplever man alvorlige nederlag ved skolestarten, kan det forplante sig videre gennem skolegangen og helt op i voksenlivet.

Det her er vel et resultat, tænker jeg, af årelange politiske bestræbelser på at få trykket skolestartalderen ned. Det her er ét fænomen, vi diskuterer, men det har jo været en generel tendens, at skolealderen med djævelens vold og magt skulle presses ned. Der blev fremlagt lange rapporter om sagen helt tilbage i 1980'erne, og der er en del af partierne her i Folketinget, der har forfulgt en meget klar målsætning der. Der kan være forskellige motiver til det, og jeg skal bestemt ikke skære alle over en kam – sådan skal man ikke høre det – men der har jo været et par tendenser. Der har været den her hurtigere igennem-trend, som jo har præget uddannelseslivet på mange måder, også på det her område. Og så er der vel også en økonomisk problemstilling, hvor jeg undrer mig lidt, men vi må få kigget på tallene – det er jeg sikker på ordføreren for Alternativet vil tage initiativ til – og se på, om det skulle være særlig dyrt at foretage det her. Jeg nåede, lige inden jeg gik herop, at kigge på en KORA-rapport fra for 3 år siden, hvor man kunne se, at de gennemsnitlige udgifter for et barn i en børnehaveklasse er væsentlig større end de gennemsnitlige udgifter for en skoleelev. Og det, der helt oplagt er tendensen rundtomkring i kommunerne, er, at man skubber børnene hurtigere opad, fordi børnehaven er billigere end vuggestuen og skolen er billigere end børnehaven. For os handler det her ikke om økonomi, det handler om barnets tarv, men at det her skulle være særlig dyrt, har jeg svært ved at få øje på. Men lad os få afdækket det.

Det korte af det lange er, at vi i Enhedslisten synes, det er rigtig godt, at der med det her forslag bliver skubbet i en anden retning end den, som vi har oplevet har været den herskende på bjerget og her i salen. Vi skal ikke have det sådan, at forældre skal acceptere, at deres børn presses for tidligt i skole. Vi skal tværtimod hjælpe forældrene, støtte forældrene, sådan at de træffer det valg for deres barn, som er bedst netop for deres barn. Og på den baggrund synes vi, at Alternativets forslag er et rigtig godt bidrag til det, og derfor kan vi støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre i rækken til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for det. Det er ikke særlig tit, jeg bruger min taletid som ordfører på at komme ind på det, man kan kalde for parlamentarisk proces-spørgsmål, men det vil jeg faktisk gøre i behandlingen af beslutningsforslag nr. B 67. For når det drejer sig om den måde, som skolevæsenet er indrettet på, så er der en lang tradition her i Danmark for, at det er noget, der bliver fastsat i nogle meget brede forlig. Det er typisk, men ikke altid, forlig mellem de nuværende regeringspartier, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF.

I beslutningsforslaget står der formelt, at Folketinget skal pålægge regeringen at iværksætte forslaget, men i realiteten står der jo noget andet, for der står, at Alternativet pålægger folkeskoleforligskredsen at gøre, hvad Alternativet siger. Jeg er jo godt klar over, at Alternativet ønsker sig en ny politisk kultur, men den klassiske politiske kultur, som jeg godt kan lide, har også lov til at mene noget, og den har også lov til at præsentere et modtryk. Som repræsentant for den klassiske politiske kultur vil jeg sige, at jeg synes, at Alternativet skulle tilmelde sig den klassiske politiske kultur, som jeg har omtalt, og det vil altså sige tilslutte sig de forlig, der er indgået.

For at være en del af en forligskreds, er ligesom at være i familie. Man kan – og det ved alle, som har en familie – jo godt undertiden ærgre sig lidt over hinanden, og man kan også have nogle meget intense diskussioner. Men det ender jo med, at man taler sig til rette og finder frem til nogle løsninger, som måske ikke er de bedste, hvis det kun var en part, der skulle have sin vilje, men som til gengæld er nogle løsninger, som alle kan gå tilbage til deres gruppeværelse og fortælle om med glæde – og så kan man deltage i de her forlig.

Så jeg har faktisk svært ved at acceptere Alternativets forsøg på at gøre sig selv til det, man vist også på dansk kalder en free rider i forhold til forligssystemet. Desuden er jeg selvfølgelig enig med ministeren i alt det, som ministeren har sagt, så det skal jeg ikke gentage, men derfor kan Liberal Alliance ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Carolina Magdalene Maier.

Har Liberal Alliance, i tiden før Liberal Alliance blev en del af folkeskoleforliget, fremsat beslutningsforslag på undervisningsområdet?

Ordføreren.

Det har jeg ingen anelse om.

Spørgeren, værsgo.

Det kunne være, at ordføreren skulle have undersøgt det, inden han rettede sin kritik mod Alternativet. Men det vil jeg så undersøge efterfølgende. Tak for det.

Ordføreren.

Det var vist mere en kommentar.

Det går jeg ud fra. Så er der et spørgsmål mere til hr. Henrik Dahl. Hr. Jakob Sølvhøj, værsgo.

Min tanke faldt også på de sidste dages hellige ved at høre ordførerens tale i forhold til Liberal Alliances deltagelse i folkeskoleforligskredsen og det at diskutere skole uden at være medlem af forligskredsen. Mener ordføreren ikke, at det er ganske sundt for demokratiet, at også partier, der er uden for en forligskreds, har mulighed for at deltage i en dialog om folkeskolen i Folketingssalen?

Ordføreren.

Jo, naturligvis, det er ganske rigtigt. Men der er jo også noget mærkeligt ved på skrømt at have en diskussion om, hvem der her i salen er for og imod osv. osv., når faktum jo bare er, at de faktiske forhold i skoleindustrien er, at det er enighed i forligskredsen, der gør, at det her forslag kan komme videre.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jamen vi har jo den forligstradition, vi har her i Folketinget. Men vil ordføreren ikke give mig ret i, at det jo vil være en sund kultur for Folketinget, hvis ikke det er sådan, at når der er indgået et forlig på et givent område, har man udelukket resten af Folketinget fra at deltage i en dialog om det? Det er ikke, fordi vi ikke anerkender den forligskultur, der er, og de rammer, vi nu har sat op for det, men er det ikke sundt for kulturen her i Folketinget, at der er en åben debat, hvor også partier, der ikke er medlemmer af forligskredsen, kan deltage?

Ordføreren.

Jo, det er det helt bestemt, og med min familiemetafor prøvede jeg også at angive, at man også nogle gange godt kan bande lidt under hånden over de langstrakte diskussioner, man har i sådan en forligskreds. Så det er faktisk rigtig godt. Men hvis vi skal holde fast i realismen, er det jo også bare sådan, at vi kan sige, hvad vi vil i Folketingssalen, for det ender jo med, at det her forslag er noget, som en forligskreds skal tage stilling til.

Tak til hr. Henrik Dahl. Vi går videre i rækken til fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre.

Tak. Det blev, som vi allerede har hørt, besluttet i 2008, at børn skulle starte i det kalenderår, hvor de fylder 6 år og dermed komme i børnehaveklassen, som så også blev obligatorisk i 2008. På det tidspunkt var hverken Det Radikale Venstre eller SF medlem af forligskredsen omkring folkeskolen, men det blev begge vores partier så i 2011, hvor vores partier gik i regering under Helle Thorning-Schmidt, og traditionen er så her, at man arver, om man så må sige, de forlig, som regeringen repræsenterer. Det betyder ikke, at man ikke kan diskutere de forlig og arbejde på også at skabe nogle ændringer i dem, men som udgangspunkt er vi bundet af de beslutninger, der er truffet, inden vi kom ind i forligskredsen igen, som vi i øvrigt i fællesskab forlod i 2002. Det nævner jeg kun af historiske årsager.

Men i forbindelse med den konkrete situation med børn, der skal i skole i det år, hvor de fylder 6 år, vil jeg godt nævne nogle tal for at illustrere, hvad noget af problemet er, for der er i realiteten stor forskel på et barn, der f.eks. er født i december måned og derfor begynder skolegangen i august 2017 i en alder af 5½ år, og så det barn, der er født i januar næste år og kommer i skole i 2018 i en alder af 6½ år. Det er helt klart, at det års forskel betyder noget. Samtidig ved vi også – og jeg ved det som tidligere lærer – at i forvejen er der meget store udviklingsforskelle i de yngste skoleår, for der kan være helt op til 2-3 års forskel i børns udvikling, selv om de går i samme klasse. Det kræver jo rigtig meget, både af familierne og af børnene og af lærerne og af skolen som helhed. Derfor er der faktisk rigtig gode grunde til at overveje en fleksibilitet omkring børns skolestart, og det er der jo også formelt mulighed for, men det er bare rigtig svært at få det til at virke som en fleksibilitet i hverdagen. For det er muligt, at forældrene kan tale med skolens ledelse og kommunen om, at et barn har bedre af at vente i en periode, inden det kommer i skole. Der er jo også lavet undersøgelser og frembragt forskningsresultater, der påviser nogle af de problemer, der er afledt af den her måde at lave skolestart på. Der er bl.a. en artikel, som jeg vil nævne titlen på, fordi den er meget anskuelig, og den er kommet fra SFI – altså, det gamle Socialforskningsinstitut – i oktober 2015, og den hedder: »Vil du klare dig godt i skolen og til fodbold - så er du forhåbentlig fra januar«. Hvis man ser på verdensmesterskaber og europamesterskaber og sådan noget, vil man se, at dem, der virkelig vinder, er født i januar og februar måned. Det er noget, vi alle sammen kan konstatere, det er ikke bare noget, vi står og finder på, fordi vi synes, det er noget, vi kan bruge i den her sammenhæng.

Jeg skal igen understrege, at da Det Radikale Venstre er med i forligskredsen om folkeskolen, er det her en overvejelse af en sådan karakter, at vi må tage det op i forligskredsen og drøfte det der. Og på grund af, at vores fælles kollega, hr. Jacob Mark, er på vej i flyver til Island, skal jeg hilse fra ham og sige, at han netop har rejst det spørgsmål i forligskredsen. Så det er under behandling, kan man sige, i ministeriet. Sagen undersøges, som det hedder, og det afventer vi. Men vi er interesseret i at bidrage til en lødig debat om udfordringerne her.

Tusind tak til fru Marianne Jelved. Så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet.

Tak for det. Og først vil jeg gerne sige tak både til ministeren og til ordførerne for bemærkningerne til det her beslutningsforslag. Tak for den venlige modtagelse, både hos dem, der støtter, og dem, der enten ikke støtter holdningsmæssigt eller af sådan lidt mere praktiske årsager.

Der er nogle, der siger, at de synes, at det egentlig fungerer godt nok, som det er i dag. Det er jeg uenig i. Når vi fremsætter det her beslutningsforslag, er der jo en grund til det, og det er, at vi ser den her rapport fra DEA, som peger på, at 3 ud af 20 børn faktisk ikke er skoleparate. Vi ser undersøgelser, som peger på, at det ikke at være skoleparat faktisk kan forfølge en i længere tid op i skoletiden.

Vi ved også alle sammen – i hvert fald os, der har børn – at når de starter i skolen, er det, som om børnene ligesom skal finde deres plads i det her hierarki og i strukturen, og så sætter strukturen sig på en eller anden måde. Så selv om man fagligt, socialt, emotionelt måtte komme efter, hvad man har af umodenhed, så kan det være, man er blevet sat fast i en position som den, der har svært ved at sidde stille, eller den, der ikke er så dygtig, eller et eller andet. Det kan være rigtig svært at bryde det mønster, selv om man personligt udvikler sig, fordi klassefællesskaberne har en tendens til at sætte sig fast. Det er ikke nogens skyld, men sådan fungerer skoleklasser bare. Så derfor er det jo så vigtigt, at vi sikrer alle børn, der starter i skolen, det bedst mulige udgangspunkt, når de starter i skolen. Det mener vi jo så ikke at de har i dag, fordi kommunerne kan sige til forældrene: Nej, jeres barn skal ikke have udsat skolestarten.

Så snakker vi tal. Jeg tror, der er flere, der har nævnt de tal, som vi har talt om. Det er helt rigtigt, at i 2010 og 2011 var der 53 pct. af børnehaveklasselederne, der i en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut vurderede, at der var blevet flere børn, der ikke var skoleparate, i forhold til i 2004-05. Jeg tror, det var hr. Jakob Sølvhøj, der nævnte de tal. Halvdelen af børnehaveklasselederne mener, at der i den her periode på 10 år er kommet flere børn, der ikke er skoleparate. Det synes vi er mange, og det skal vi tage alvorligt. Vi har hørt det tal, at 3 ud af 20 børn vurderes ikke at være skoleparate.

Så kan jeg også sige, at i 2004-05 var der 21 pct. af børnene, der fik udsat deres skolegang, og i 2016 var det 6 pct. Det er en stor forskel. Og det er klart, at hvis man laver økonomiske beregninger, som siger, at hvis forældrene i dag havde lov til at udsætte deres barns skolestart 1 år, ville det gå tilbage op til de 21 pct. Det tror jeg sådan set er en forkert antagelse, for de 21 pct., som fik udsat skolegangen i 2004-05, fik det jo, før man indførte den obligatoriske 0. klasse. I dag er udgangspunktet, at man starter i 0. klasse. Så vil der være nogle, der ikke starter i 0. klasse. Det vil ikke være 20 pct. – det forventer vi ikke – men det vil givetvis være mere end de 6 pct., der får udsat skolestarten i dag. Så i forhold til den økonomiske beregning skal vi nok kigge på det.

Vi vil stille nogle spørgsmål til ministeren om det, heri også indberegnet det, vi kan kalde de dynamiske effekter, nemlig om de børn, der så skal tage 0. klasse om, hvilket man må formode de måske ikke ville have behøvet, hvis de startede 1 år senere. Hvad er det for nogle penge, vi sparer der? Der er jo lige lavet en undersøgelse, som har regnet på de dynamiske effekter, hvis man kigger på investering i uddannelse, så efterhånden kan vi vel begynde at kigge på at regne dynamiske effekter med i investeringer i uddannelse i det hele taget.

Så vil jeg sige til både Dansk Folkeparti og de øvrige, som har erklæret sig kritiske eller skeptiske over for det her, om det skal være forældrene, der skal have lov til at have vetoret eller tage den endelige beslutning. Det synes vi i Alternativet, men det er jo også en politisk holdning. Hvem er det, der ligesom har kompetencen, myndigheden til at tage den endelige beslutning om, hvorvidt ens barn skal starte i skolen som 6-årig eller 7-årig. Vi mener helt klart, at forældrene bør være dem, der har den bedste viden om og fornemmelse for, om deres barn er klar til at starte i skole. Og vi har ikke nogen grund til at antage, at de af forskellige årsager måtte ønske, at barnet skulle vente med at starte i skole, såfremt barnet var klar til det. Så vi har egentlig stor tillid til, at forældrene kan træffe den beslutning.

Vi er slet ikke afvisende over for at kigge på en model, hvor man i højere grad kunne kigge på et samspil mellem forældre, daginstitution og kommune. Problemet i dag er bare, som også eksemplet er med Rudersdal Kommune, at der tager man sig retten til at sige nej, selv om forældrene måtte mene noget andet, og man tager sig også retten til at lade et barn køre igennem en PPR-vurdering, hvilket i sig selv kan føre til en stigmatisering af de her børn. Så der er noget lovgivning i dag, som vi synes er problematisk. Det kan godt være, at vi ikke skal helt derover, hvor vi foreslår, nemlig at det kun skal være forældrene, men at det skal være i et samspil. Det vil vi gerne være med til at kigge på i hvert fald i forhold til at få forbedret den model, som der er i dag.

Men jeg vil gerne afslutte med at sige, at vi synes, at der er et problem, og vi synes, at vi skylder vores børn at få den bedst mulige skolegang, og det gør vi altså, ved at vi giver dem den bedst mulige start og den mindste risiko for, at de kommer i gang med deres skolegang på en måde, som er uhensigtsmæssig, fordi vi ved, hvor meget det forfølger et barn, når det først har fået sat nogle mærkater på ryggen.

Så vi vil gerne gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe børnene her. Vi vil meget gerne gå ind i de videre drøftelser med Folketingets partier. Jeg ved godt, at det er forligskredsbelagt, og nu har vi løftet debatten i Folketingssalen, og det ser jeg absolut intet processuelt galt i. Det kan man så være uenige i, eller man kan skifte mening, efterhånden som man bevæger sig tidsmæssigt eller statusmæssigt videre i det parlamentariske arbejde, men vi er kun glade for at løfte problemstillingen her i salen, og vi ser frem til det videre samarbejde.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jeg vil høre, om der er flere af jer, der ønsker at få ordet. Det ser ikke ud til at være tilfældet.

Så er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Undervisningsudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.