Mange tak.
I Enhedslisten synes vi jo, det er rigtig fint, at udlændinge kan komme her til landet for at studere.
Vi synes såmænd også, det er fint, hvis nogle af dem vælger at blive boende og får så meget tilknytning, at de også søger dansk statsborgerskab.
Vi skal ikke være et lille lukket land, vi kan lære noget af de fremmede, ligesom de forhåbentlig også kan være noget af os.
Vi synes også, det er fint, at udlændinge kan opnå ret til dansk su, hvis vi vel og mærke selv styrer reglerne, sådan som vi jo gør i forhold til udlændinge fra tredjelande.
Men der skal være orden i tingene, og det er der ikke.
Baggrunden for det forslag, som vi behandler her, er jo den kendsgerning, som alle i Folketinget er opmærksomme på, nemlig at udenlandske studerende tilsammen skylder de danske skatteydere en hel del penge.
Jeg blev lidt forvirret over ministerens tal og måtte lige tjekke nogle svar, vi har fået, og jeg er altså kommet frem til, at det drejer sig om over 400 mio.
kr.
i su-lån, som ikke er blevet betalt tilbage af udenlandske studerende, og at studerende fra EU-lande tilsammen skylder 123 mio.
kr.
i det, der hedder misligholdt su-gæld.
Det står i svaret på spørgsmål 164.
Vi kan jo også konstatere, at gælden er voksende.
Og hvad værre er, må vi konstatere, at den danske stat åbenbart ikke har effektive inddrivelsesmuligheder – og det er da trods alt positivt, at vi her i Folketinget er enige om, at det har vi ikke.
Det er jo dejligt, at vi kan diskutere, hvad vi så gør.
Så har vi det specielle problem i forhold til EU, at vi kan konstatere, at det ikke er det danske Folketing, der styrer reglerne for, hvor mange EU-borgere og hvilke der skal have adgang til dansk su.
Det er EU, der har bestemt det.
Det har vi i realiteten afgivet indflydelse på.
Det, der er problemet der, er jo, at nogle ganske få timers arbejde om ugen kan give status af det, der på EU-sprog hedder vandrende arbejdstager, og når man opnår den status, har man ret til dansk su.
Problemet er jo så også, at Kommissionen åbenbart er ret ligeglad med, om vi har mulighed for at inddrive den misligholdte gæld.
Det kan måske komme på tale om 4-5 år, hvor det måske, måske ikke kan komme med i en eller anden revision af en forordning.
Måske kan det slet ikke lade sig gøre, som ministeren antyder, på grund af retsforbeholdet.
Det er jo simpelt hen ikke godt nok.
Vi har i Enhedslisten bemærket, at ministeren her til morgen har orienteret om en række initiativer, som han vil sætte i værk, altså skatteministeren.
Vi synes, de er udmærkede.
Enhedslisten har deltaget i drøftelsen af de initiativer, så det er godt, at de bliver sat i værk.
Men det er altså vores opfattelse, at de ikke er så effektive som det princip, der foreslås her af Dansk Folkeparti, og som vi så synes er et udmærket forslag.
Vi synes, det er en god idé at indføre et midlertidigt stop for studielån til udenlandske studerende, til der kommer en effektiv løsning på de problemer, enten i form af nogle gensidige aftaler om gældsinddrivelse med de enkelte lande eller, når det drejer sig om EU-lande, med nogle klare, fælles retningslinjer.
Så bliver der sagt:
Jamen det vil jo bryde med EU-lovgivningen.
Ja, det er da muligt, men kunne vi ikke engang imellem i det her Folketing sætte nogle ting i værk, som ville sætte skub i systemet?
Jeg tror, det er sådan noget, der skal til, når vi taler om EU.
De enkelte lande skal sige:
Her har vi altså et problem, som EU har skabt for os, og hvis ikke EU kan finde ud af at løse det, må vi jo selv tage nogle mere effektive skridt.
Vi kan ikke bare gå og vente på, at vi får EU-systemet til at løse et problem, som vi selv kan løse.
Så bliver der sikkert en farlig ballade, og Domstolen kommer på banen, og hvad ved jeg:
Lad os dog tage det, når det kommer, i stedet for på forhånd at pålægge os al den der underdanige selvcensur, så vi af frygt for, at EU måske vil skælde ud på os, ikke tør foretage noget, som faktisk er helt rimeligt i alles øjne.
Vi har bare nogle forudsætninger, vi gerne vil have opfyldt, for at vi kan støtte det her forslag.
Jeg håber ikke og tror egentlig ikke, at Dansk Folkeparti er uenige, men det er lidt vigtigt for os at få understreget, at det ikke må ramme udenlandske studerende, som allerede
har
fået tilkendt retten til su.
Der har vi lavet en aftale med åbne øjne, og den skal vi stå ved.
Forslaget skal ikke ramme herboende flygtninge og deres familier med opholdstilladelse eller midlertidig opholdstilladelse eller for den sags skyld fremtidige flygtninge.
Forslaget skal ikke ramme udenlandske studerende fra lande, med hvilke Danmark eventuelt allerede har en aftale om inddrivelse af misligholdt studiegæld.
Det tror jeg i hvert fald Dansk Folkeparti er enig i.
Endelig skal det kun føre til et midlertidigt stop for udbetaling af su.
Lånemuligheden skal derfor genoptages for udenlandske statsborgere, så snart der er indgået en aftale med moderlandet om en mulig inddrivelse af gælden.
Hvis vi kan få præciseret de ting, vil vi med glæde stemme for forslaget.