Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 62:

Forslag til folketingsbeslutning om modregning i eftervederlag til borgmestre og regionsrådsformænd.

Af Pelle Dragsted (EL) og Kirsten Normann Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 17.01.2018).

Forhandlingen er åbnet. Økonomi- og indenrigsministeren.

Det beslutningsforslag, vi nu skal behandle, vil pålægge regeringen i indeværende folketingsår at indføre regler om modregning i eftervederlag til borgmestre og regionsformænd svarende til reglerne for folketingsmedlemmer og ministre. Forslagsstillerne henviser bl.a. til, at eftervederlaget til et forhenværende folketingsmedlem nedsættes med vederlag for andre politiske hverv og en række øvrige former for indtægter, bl.a. al lønindkomst m.v. Forslagsstillerne henviser endvidere til, at der gælder tilsvarende regler for ministre.

Jeg vil indlede med at sige, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Hvis vi lægger ud med at se på reglerne for eftervederlag, kan jeg oplyse, at borgmestre og regionsrådsformænd for hvert påbegyndt hele år optjener ret til halvanden gang det sidst ydede månedlige vederlag i eftervederlag – dog højst svarende til 12 gange det sidst ydede eftervederlag. Altså svarer det maksimale eftervederlag til borgmestre og regionsrådsformænd til 1 års vederlag. Jeg vil gerne understrege her, at man ikke har pligt til at modtage eftervederlaget. Man kan, men der er ikke tale om en pligt.

Regelsættet for eftervederlag til borgmestre og regionsrådsformænd adskiller sig på i hvert fald et par punkter fra reglerne om eftervederlag til folketingsmedlemmer og ministre. For det første er der forskellige regler for, hvornår man kan få fuldt eftervederlag, og for eftervederlagets maksimale størrelse. En borgmester og en regionsrådsformand vil efter 8 år have optjent fuld ret til eftervederlag svarende til 1 års grundvederlag. Til sammenligning optjener et folketingsmedlem på 4 år ret til eftervederlag svarende til 2 års grundvederlag for et folketingsmedlem. Ministre optjener på 6 år ret til eftervederlag svarende til 3 års ministervederlag. For det andet er der forskellige regler om modregning. Efter de gældende regler ydes der ikke eftervederlag til fratrådte borgmestre og regionsrådsformænd, hvis disse tiltræder som folketingsmedlem, minister, borgmester eller regionsrådsformand. Jeg var lige ved at sige i en anden kommune eller i regionsrådet i stedet for i kommunen og i kommunen i stedet for regionsrådet – bare for fuldstændighedens skyld. Der sker ikke modregning i eller nedsættelse af eftervederlaget til en fratrådt borgmester eller regionsrådsformand, hvis vedkommende samtidig oppebærer andre indtægter.

For folketingsmedlemmer og ministre sker der derimod modregning på forskellig vis også for andre indtægter end for varetagelsen af øvrige fuldtidspolitiske hverv, som forslagsstillerne også henviser til. For folketingsmedlemmer sker der ikke modregning i indtægter op til 135.900 kr., for ministre gælder sådan en regel ikke. Eftervederlagsordningen til borgmestre og regionsrådsformænd er således på flere punkter forskellig fra den eftervederlagsordning, der gælder for både folketingsmedlemmer og ministre, og den eftervederlagsordning, der gælder for folketingsmedlemmer og ministre, er heller ikke ens. Når forslagsstillerne alene vil sætte fokus på modregningsreglerne, der skal gælde for eftervederlaget, vælger forslagsstillerne altså et enkelt element af eftervederlagsordningen i stedet for at se på, om man så laver en fuld ligestilling. Det er man måske bevidst om, men der er i hvert fald den ting at være opmærksom på.

Tilbage i januar måned 2016 færdiggjorde Vederlagskommissionen sit arbejde og fremlagde kommissionens anbefalinger til den samlede vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre. Efterfølgende blev der lavet et par aftaler, der samlede op på Vederlagskommissionens anbefalinger. Det skete henholdsvis den 9. maj og den 3. oktober 2016, da den daværende Venstreregering indgik stemmeaftaler med Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance om ændring af fuldtidspolitikeres vederlæggelse. Aftalerne vedrørte ændringer i den samlede vederlæggelse af både borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre. Aftalen vedrørte derfor også en bred vifte af elementer i vederlæggelsen.

For så vidt angår eftervederlag til borgmestre og regionsrådsformænd, medførte aftalerne konkret, at der med virkning fra den 1. januar 2017 ikke længere ydes eftervederlag til en fratrådt borgmester eller regionsrådsformand, hvis denne bliver medlem af Folketinget eller udnævnes til minister. Tidligere gjaldt dette kun, hvis vedkommende efterfølgende tiltrådte en anden post som borgmester eller regionsrådsformand.

Det er regeringens synspunkt, at der med indgåelse af de brede politiske aftaler forrige år om ændring af vederlæggelsen for fuldtidspolitikere er fundet en samlet løsning for borgmestre og regionsrådsformænd. Med dette beslutningsforslag ønsker Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti nu at se på, om man alligevel skulle gøre noget vedrørende et enkelt element, nemlig eftervederlaget i forhold til de to nævnte grupper. Ændringerne for vederlæggelse af borgmestre og regionsrådsformænd trådte som sagt i kraft den 1. januar 2017, og regeringen er ikke indstillet på allerede igen at se på et enkelt element af vederlæggelsen til de to grupper. På den baggrund kan regeringen som sagt ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Pelle Dragsted.

Det er jeg selvfølgelig ked af at høre, for jeg synes på en eller anden måde lidt, at det her burde være en formssag. For ikke særlig mange år siden lavede vi jo herinde med et bredt flertal en opstramning af reglerne for eftervederlag for ministre og for folketingsmedlemmer, fordi der var en bred tilslutning til, at det ikke var fair – jeg tror, det var på baggrund af den her Malou Aamund-sag – at man kunne gå ud til et meget højt lønnet direktørjob og så samtidig hæve folketingsløn i et helt år eller i 2 år, som det tidligere var tilfældet. Derfor strammede man op og sagde, at man allerede skulle modregnes fra det første år og modregnes fuldt ud fra det andet år. Når man gjorde det, måtte det jo være, fordi der var et flertal herinde, der havde den opfattelse, at det alligevel var lidt for gavmildt og måske også unyttigt, at man skulle bruge skatteydernes kroner til at betale et meget højt vederlag til nogle, som sådan set tjente gode penge i forvejen. Derfor er mit spørgsmål egentlig bare: Hvis man mente det i det tilfælde, hvorfor skal det så ikke også gælde for borgmestre og regionsformænd?

Ministeren.

Man kan jo sagtens have det synspunkt, at man bør belønne politikere i større grad, mens de varetager deres aktive hverv, og i mindre grad, efter at de har varetaget deres aktive hverv, og det kan man have gode diskussioner om, og det tror jeg også hr. Pelle Dragsted og jeg har haft ved tidligere lejligheder. Det, der er tilfældet her, er, at der var en eftervederlagskommission. Uden at skulle håne nogen var der ikke mange partier, der var indstillet på bare at tage eftervederlagskommissionens anbefalinger en til en. Derfor valgte den daværende Venstreregering at tale med Folketingets partier og prøve at se, hvordan de kunne skabe et flertal for nogle fremtidige vederlæggelsesregler. Der lavede de et par aftaler med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre og de to nuværende øvrige regeringspartier, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Kunne det være sådan, hvis hr. Pelle Dragsted og jeg alene skulle have lavet reglerne, at der havde været ting i den aftale, der havde været anderledes? Det kan man jo aldrig afvise. Kunne det være, at det var blevet på en anden måde, hvis det havde været nogle andre grupper af partier, der havde lavet aftalen? Det ved man heller ikke. Nu har vi lavet den aftale, som er. Det var den, der kunne samles flertal for, og det er den, vi står på mål for.

Hr. Pelle Dragsted.

Det er selvfølgelig svært at svare på. Men jeg har hele tiden tænkt, at der var tale om en forglemmelse. Altså, man prøvede jo på en lang række andre områder. Man kiggede også på borgmestrenes løn, og man satte den ret betydeligt op, med 33 pct., så vidt jeg husker, i den her aftale. Jeg må indrømme, at jeg simpelt hen ikke var klar over den her forskel, før de her sager rullede derudad lige før jul. Jeg opfattede det som et klart hul i lovgivningen, at borgmestre og regionsformænd ikke blev modregnet på samme måde, som alle andre fuldtidspolitikere gør. Men skal jeg forstå det her sådan, at det var med åbne øjne, at flertallet sagde: Vi skal have helt forskellige regler for, hvad der gælder for et folketingsmedlem, og hvad der gælder for en borgmester? Eller er det en forglemmelse?

Ministeren.

Der er i hvert fald helt forskellige regler, ikke alene for, hvad der gælder for en borgmester og en regionsrådsformand og et folketingsmedlem, men også hvad der gælder for et folketingsmedlem og en minister og dermed også mellem en minister og et regionsrådsmedlem og en borgmester. Så der er ligesom forskellige måder at gøre det her på. Må jeg bare endnu en gang understrege, også med henvisning til de problemer, hr. Pelle Dragsted selv tager op, at det er frivilligt, om man modtager. Så man kan sådan set bare takke nej. Det, der er lavet aftaler om, er nogle samlede lønpakker for forskellige grupper. Dem kan man mene skal være anderledes. Det kan jeg også have nogle personlige meninger om. Dem tror jeg hr. Pelle Dragsted kender, og det må vi jo så tage på et senere tidspunkt.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg vil også rigtig gerne være med i den der lille klub, der skal være med til at kigge på de fejl og mangler, der måtte være tilbage, når vi kigger på eftervederlag. Jeg synes i virkeligheden, det er svært at se på, at så mange mennesker hvert fjerde år bliver tvunget til at skulle forholde sig til deres egen situation mere, end hvad der sådan er gængs og gælder. Jeg synes, der har været nogle folkedomstole undervejs, som jeg i hvert fald ikke synes at vi som folkestyre kan være tjent med bare at lade stå på.

Så et er, at man godt kan selv, men noget andet er, at jeg nu stadig væk synes, det ser ud, som om der i forhold til de her regler er sket en forglemmelse. Det var en fejl, at man glemte at få borgmestrene og regionsrådsformændene med. Er ministeren ikke enig i, at det ser ud, som om vi bare glemte at sørge for, at reglerne også kom til at omfatte borgmestre og regionsrådsformænd, og kunne det ikke give anledning til at få ryddet op og få rettet på den fejl?

Ministeren.

Men der er jo tale om, at der er tre forskellige sæt af regler. Det var der også før, og det er der nu. Jeg ved ikke, om man forestiller sig, at alle tre sæt så skal være ens, eller det kun er to af de tre regler, der skal være ens, sådan som jeg umiddelbart havde forstået det. Jeg synes, at det, som spørgeren siger, er godt, nemlig at man ikke skal se på det her på sådan en folkedomstolslignende måde, men at man skal se på, hvordan man mest ideelt indretter de vederlæggelsespakker, der er for forskellige politikertyper, altså om det er borgmestre, regionsrådsformænd, ministre eller folketingsmedlemmer. Der er jo så et flertal i Folketinget, der har sagt: Okay, det er sådan her, vi ser det. Det er sket i den her valgperiode, og derfor er min indstilling, at det ikke er noget, vi umiddelbart gør mere ved i denne valgperiode.

Tak for det. Der er ikke ønske om endnu et spørgsmål. Tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrunden, og den første er hr. Troels Ravn, Socialdemokratiet.

Tak. SF og Enhedslisten foreslår med det her beslutningsforslag, at der indføres regler om modregning i eftervederlaget til borgmestre og regionsrådsformænd svarende til reglerne for folketingsmedlemmer og ministre.

I 2016 kom Vederlagskommissionen med deres rapport – Vederlagskommissionen, som uafhængigt af Christiansborg har analyseret alle elementer i vederlæggelsen af borgmestre, regionsformænd, folketingsmedlemmer og ministre. Og som en opfølgning på Vederlagskommissionens rapport blev der så i 2016 indgået en stemmeaftale mellem den daværende Venstreregering, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Aftalen indebærer altså bl.a., at ministre får afkortet deres mindsteperiode for eftervederlag fra 18 til 6 måneder og folketingsmedlemmer får afkortet deres mindsteperiode fra 12 til 6 måneder. Aftalen indebærer også, at man fremadrettet ikke kan få eftervederlag fra sit tidligere hverv som borgmester eller regionsformand, samtidig med at man modtager vederlag som minister eller folketingsmedlem, altså en opstramning af reglerne om eftervederlag.

Kommissionen havde ikke nogen anbefaling om modregning i eftervederlaget andet end vederlaget for et andet politisk fuldtidserhverv. Det er Socialdemokratiets holdning, at spørgsmålet om vederlag og eftervederlag til borgmestre og regionsformænd og for den sags skyld også til folketingsmedlemmer og ministre skal ses i en samlet vurdering. Det er kun lidt over 1 ½ år siden, at vi indgik den her stemmeaftale med et flertal i Folketinget om ændring af politikeres vederlæggelse, og den aftale står vi naturligvis ved. Socialdemokratiet kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget fra Enhedslisten og SF.

Der er en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted.

Det, vi foreslår her, er ikke et brud på den stemmeaftale, der blev indgået dengang. Det er en tilføjelse til den. Det er heller ikke rigtigt, at Vederlagskommissionen ikke beskæftigede sig med modregning i eftervederlaget. Den var faktisk delt på spørgsmålet, så den beskæftigede sig faktisk intenst med spørgsmålet om modregning i eftervederlag, som det også fremgår af bemærkningerne.

Men i forhold til det her med, at det er en samlet lønpakke, vil jeg sige, at ja, men da man lavede de seneste regler, hævede man jo altså borgmestrenes løn med, så vidt jeg husker, 30 pct., uden at der skete forringelser af borgmestrenes vilkår i øvrigt – bortset fra hvis de blev valgt til Folketinget, men det er trods alt få borgmestre, der bliver det. Så hvis man nu ser det her som en samlet pakke, vil det så ikke være fair nok, når man hæver lønnen så markant, at man samtidig siger: I får en højere løn, mens I er her, men hvis I går ud i et andet vellønnet direktørjob bagefter, skal der altså ikke være skatteyderne, der finansierer et års løn. Det er jo i mange tilfælde over 1 mio. kr., man så får oven i den indkomst, man træder ud i. Mener ordføreren, at det er rimeligt?

Ordføreren.

Det var sådan, at til gengæld foreslog kommissionen i forhold til afgående borgmestre, at der som minimum ydes eftervederlag svarende til 6 måneders vederlag. Det er en borgmester nemlig ikke nødvendigvis garanteret i dag, hvis man har været borgmester i mindre end 4 år. Forslaget kom heller ikke med i den politiske aftale.

Så pointen er, at der blev strammet op med den her stemmeaftale. Og vi har altså for relativt nylig indgået den her brede aftale i Folketinget. Forud for den havde borgmestrene faktisk ikke fået lønforhøjelse i 22 år. Jeg mener, at der er al mulig grund til lige at lade de her vilkår træde i kraft. Jeg synes, vi skal se dem an, inden vi begynder at ændre på dem igen.

Endelig, som det også allerede er blevet sagt i debatten, kan en afgående borgmester, som går ud i et andet job, jo vælge den mulighed, at vedkommende kan frasige sig sit eftervederlag. Så alt i alt synes jeg, at vi har fået en stemmeaftale, der er i balance.

Hr. Pelle Dragsted.

Problemet ved den her individuelle tilgang til at frasige sig, er jo, at man kun kan frasige sig det hele. Går du f.eks. ud og får et job efter 2 måneder eller mister dit job efter 2 måneder, kan du altså ikke bare vælge, som det gælder for folketingsmedlemmer, at der bliver afregnet efter 1 år, og så bliver du modregnet den løn, du har haft. Så det er rigtig svært at løse det her på et individuelt niveau.

Ordføreren siger, at det her skal prøves. Det må man nok også sige at det er blevet, og det rejste i hvert fald en relativt bred debat, at der var borgmestre fra en række partier, herunder mit eget, som altså fik en ret stor løn, samtidig med at de trådte ud i et job. Er ordføreren ikke enig i, at det her kan være med til sådan at øge den her berømte politikerlede?

Ordføreren.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi træffer nogle beslutninger, som så også får lov til at træde i kraft, og at vi ser tiden an og ikke ændrer i tide og utide. I alt fald er der kun gået 1 ½ år. Jeg ser altså også grundlæggende eftervederlaget som en del af politikeres samlede løn. Det er vigtigt at se det her i en helhed. Det er en afvejning af flere ting, selvfølgelig, for på den ene side skal staten ikke have en vederlagsudgift, som ikke er nødvendig eller rimelig, og på den anden side er det en del af din løn som borgmester, at den fortsætter i ½ år. De to ting skal afvejes i forhold til hinanden.

Tak til hr. Troels Ravn. Vi går videre i ordførerrækken til fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Vi står her i dag for at behandle et beslutningsforslag om at modregne i eftervederlag til borgmestre og regionsrådsformænd. Og uanset om man, når man er politiker, går fra et politisk hverv til et andet, eller om man går fra at være politiker til et erhverv, uanset om det så er i den offentlige sektor eller på det private arbejdsmarked, så må der gælde samme regler, nemlig at man ikke modtager dobbelt løn i form af fuldt eftervederlag, samtidig med at man har lønindtægter fra andet hverv. Derfor kan jeg indlede med at sige, at Dansk Folkeparti støtter beslutningsforslaget.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi en gang for alle også får lavet nogle klare regler lige nøjagtig på det her område, sådan at man ikke får den her diskussion i medierne gang på gang, hver eneste gang der er et nyvalgt byråd eller regionsråd – og så skal den enkelte politiker tage stilling til, hvad vedkommende så gør. Og som ministeren sagde, er man ikke forpligtet til det. Men vi så jo også i Københavns Borgerrepræsentation, at politikere blev stillet over for de her valg, og at de blev hængt ud offentligt. Så kan det være, at Enhedslisten og hr. Pelle Dragsted i det her tilfælde godt kunne ønske sig, at beslutningsforslaget blev vedtaget, sådan at ens partifæller efterlevede ens partis politik, men lad det nu være en anden ting. Jeg er i hvert fald glad for, at Dansk Folkeparti gik forrest med et godt eksempel og sagde, at selvfølgelig skal man ikke have eftervederlag, hvis man har et andet job.

Men jeg synes, det er problematisk, at politikerne skal stilles over for det her hver gang. Det er jo et simpelt forslag, som ligesom lukker et hul, for ifølge forslagsstillerne står der jo bare, at dette forslag ene og alene skal have til formål at lade borgmestre og regionsformænd omfatte af de regler, som modregner aktuelt, og som gælder for folketingsmedlemmer og ministre. Og det må da være såre enkelt.

Det er, som om flertallet i Folketinget har taget de bedste ting fra den her Vederlagskommissions anbefalinger og ser bort fra nogle af de ting, som skulle opveje en stor lønstigning til borgmestre og andre, nemlig at borgmesteren får indtægten, men at man så undlader de andre ting. Og det er helt rimeligt, at borgmestre og regionsrådsformænd får eftervederlag efter en given periode, hvor de ikke genvælges, så vedkommende har tid til at finde et andet job på lige fod med andre. Men det hører ingen steder hjemme, at man bruger borgernes skattekroner til at forgylde en tidligere borgmester, der er gået direkte fra et borgmesterembede til et andet erhverv. Så Dansk Folkeparti er helt enig med de her to forslagsstillere, og vi tilslutter os selvfølgelig beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Pelle Dragsted.

Mange tak for det. Det havde jeg egentlig også regnet med, for man må sige, at selv om Enhedslisten og Dansk Folkeparti står langt fra hinanden på andre politiske spørgsmål, plejer vi, lige præcis når det gælder de her såkaldte politikerprivilegier, at stå på samme side.

Jeg har bare lige en lille korrektion: Enhedslistens afgående borgmester har taget præcis det samme skridt, som Dansk Folkepartis afgående borgmester har taget, nemlig frasagt sig dobbeltlønnen. Men altså, det er jo svært, og det gælder også Dansk Folkepartis afgående borgmester, for man kan ikke frasige sig dele. Så hvis man står uden indkomst i en periode, får man pengene, og så bliver man beskattet af dem, og det er det, der gør det meget kompliceret at løse det her. Derfor ville det jo være rart at få regler, som gjaldt for os alle sammen, så det ikke er den individuelle, der står med den her udfordring, og som jo også kan risikere at blive hængt til tørre i medierne for det.

Ordføreren.

Jamen jeg kan kun opfølgende sige, at har vi nogle retningslinjer, så der ikke opstår den her tvist om, hvorvidt man selv kan til- eller fravælge, er man også fri for gang på gang at skulle tage den her diskussion, der heller ikke ligefrem fremmer opbakningen til politikere. Så klare, enkle regler vil også gøre den del af sagen meget nemmere. Det kan jeg kun være enig i.

Tak til Susanne Eilersen. Så går vi videre til den næste ordfører, Carl Holst, Venstre.

Tak, formand. Hvad angår folkevalgtes vederlag, var intentionen i sin tid, at man bredt politisk ville nedsætte en Vederlagskommission, hvor man sagde: Her forsøger vi med armslængde at få nogle kriterier, hvor ikke de folkevalgte selv, men nogle udefra på et fælles oplyst grundlag skulle se på, hvordan man fastlægger vederlag, og hvad der er retfærdigt. Man så på skatteforhold, man så på pensionsforhold og på eftervederlag, hvor man netop som en del af kommissoriet for kommissionsarbejdet tog udgangspunkt i, at aflønningen var en samlet pakke i form af pension, eftervederlag og den faste månedlige gage.

Vi ved så alle, hvad der skete efter det arbejde, i forhold til at flertallet i Vederlagskommissionens samlede indstilling var, at det skulle være en samlet pakke og en helhed, men at det endte med at blive en mellemting. Man tog noget, og man lod nogle andre anbefalinger være. Men det ændrer ikke ved, at man i maj og oktober i 2016 lavede to stemmeaftaler, to forlig, hvor man netop fastlagde, hvordan man på daværende tidspunkt så på det. Og jeg mener ikke, at forslaget i dag behandler et spørgsmål, som blev glemt, for det blev decideret anbefalet af et flertal i kommissionen, at man ikke skulle gøre det. Så det er ikke en forglemmelse. Det er en del af en politisk aftale.

I den sammenhæng er det Venstres udgangspunkt, at skal vi se på det igen, skal vi gøre det i en helhed og ikke som en enkelt sag. Hvad med de menige byrådsmedlemmer og regionsrådsmedlemmer, der fratræder, og som jo også får eftervederlag? Hvad er det for et regelgrundlag, der er, i forhold til hvad der er muligt i dag, og hvad der har været intentionerne? Hr. Pelle Dragsted har et par gange sagt, at man ikke kan frasige sig dele af et eftervederlag. Det er ikke korrekt, det er der faktisk eksempler på at man godt kan.

For mig illustrerer det meget godt, at vi måske skulle have et fælles oplyst grundlag for at se på en fremtidig aflønning i en helhed og ikke enkeltsagsmæssigt, ikke mindst i lyset af at vi to gange i 2016 lavede forlig om det, og at de nuværende regler om borgmesterlønningerne trådte i kraft den 1. januar 2017 og reglerne om eftervederlag den 1. april 2017.

Der er en kort bemærkning til hr. Pelle Dragsted.

Når jeg snakker om, at det her er en forglemmelse, så tænker jeg på den lovændring, der, så vidt jeg husker, blev lavet tilbage i 2012, hvor vi ændrede reglerne for modregningen af eftervederlag for andre fuldtidspolitikere. Jeg kan bare for mit eget vedkommende sige, at jeg ærgrer mig over, at vi heller ikke i Enhedslisten dengang stillede et ændringsforslag, der også lod det omfatte borgmestre og regionsformænd, for så havde vi været fri for meget. Jeg blev faktisk overrasket over, at der gjaldt de her forskellige regler.

Jeg tror egentlig, at det for mange mennesker derude er fair nok, at folk modtager et eftervederlag af en rimelig størrelse, for der kan komme et valg, og så er man ude og skal have noget at leve af i en periode. Men hvis man træder direkte ud i et job som f.eks. direktør, tror jeg at det på mange virker mærkeligt, at man samtidig skal have et helt års løn, som for en borgmesters vedkommende måske svarer til over 1 mio. kr. – og vores løn er jo skatteydernes kroner, ligesom det gælder for alle andre offentligt ansatte, kan man sige.

Altså, jeg kan godt forstå det her med, at man vil have en samlet pakke, men bør man ikke også lytte til den kritik, der kommer fra mange borgere, omkring det her spørgsmål?

Ordføreren.

Det er rigtigt, som ordføreren nævner, at man lavede en lovændring i forhold til folketingsmedlemmernes eftervederlag i 2012. Men det, vi taler om her, er noget, der var en del af kommissoriet, en del af anbefalingerne fra Vederlagskommissionen i 2016, altså hvor et flertal i Vederlagskommissionen klart anbefalede ikke at gøre det, som beslutningsforslaget går ud på. Det var bare lige for at lave en stilfærdig præcisering af det.

I forhold til hvordan vi skal aflønnes, og det med helhed over for enkeltsager, vil jeg sige, at det jo netop er det, der er problemet, altså at når vi laver lovgivning på baggrund af tilfældige mediemæssige luner, med hensyn til hvem det er, man skal hænge ud, og hvem det er, man ser igennem fingrene med får det, så får vi ikke et retfærdigt system. Det retfærdige system får vi ved at se det i en helhed og ikke med udgangspunkt i enkeltsager. Det er det, der er mit udgangspunkt.

Hr. Pelle Dragsted.

Men problemet her er jo, at vi har en situation nu, hvor man kan få den her dobbeltløn, som der jo er tale om, hvis man træder ud i et andet job. Og det er der mange mennesker, som – med rette, synes jeg – synes er mærkeligt. Altså, det, der er særligt for os, den her gruppe af lønmodtagere, som befinder sig inde i den her sal, er jo, at vi lovgiver om vores egen løn og om vores kollegaers løn ude i kommunerne. Det synes jeg bare fordrer en meget større forsigtighed og opmærksomhed, i forhold til om der er noget, der ikke er rimeligt. Og det er jo derfor, at vi har fremsat det her forslag, som vi egentlig havde håbet på vi kunne få opbakning til. For hvis ordføreren er enig i, at der skal ses på det hele, hvornår mener ordføreren så det skal ske?

Ordføreren.

Altså, jeg mener, at man burde have set på det som en helhed i forbindelse med Vederlagskommissionens arbejde. Det var der så ikke politisk opbakning til. Men jeg havde gerne set, at man da havde taget Vederlagskommissionens samlede, overordnede anbefalinger og ikke havde plukket enkelte ud. Det var en proces, der var, en politisk proces, og sådan var det bare.

Men når jeg ikke mener, at der skal laves enkeltsagsbehandling af det, er det, fordi man kan spørge: Hvad er så det næste? Jeg kan undre mig lidt over, at man ikke har en større bevågenhed, med hensyn til om det er en højt betalt udvalgsformand – dog ikke borgmester eller regionsformand – der bliver folketingsmedlem, altså at man ikke mener, at der skal ske en modregning i det eftervederlag, de får. Det omfattes ikke af beslutningsforslaget, og det undrer mig. Og det fortæller mig noget om, at I ikke ser det som en helhed.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg vil da ikke afvise, at der skulle være andre områder, man kunne kigge på. Nu ved jeg jo, at ordføreren selv har prøvet at stå i en situation, hvor det ligesom var folkets stemme, der var afgørende for, hvad det var for en moralsk beslutning, som ordføreren selv kom til at træffe, og jeg tror på, at det har været en ubehagelig situation at være i. Samtidig tænker jeg, at ja, man kan godt tilbagebetale vederlag. Men vi ved også, at når det først er gået ind på kontoen, er der også trukket skat osv., og det er i virkeligheden en ret kompliceret proces at komme til at betale de her penge tilbage. Hvis vi – de fleste af os – er enige om, at det faktisk ikke er rimeligt, at man kan hæve dobbelt hyre på skatteborgernes regning, når man har været folkevalgt, er det så ikke rimeligt, at vi overvejer, hvordan vi kan få det lavet om, også inden det næste valg?

Ordføreren.

Ordføreren mener, at jeg har kendskab til ubehageligheden ved folkets stemme. Nej, jeg har mere kendskab til ubehagelighederne ved politiske udgydelser, repræsenteret af SF og Enhedslisten, i forbindelse med at selv om man overholder loven og reglerne, bliver man kaldt grisk og alt mulig andet. Det er det ubehagelige, og det er det, der skaber folkets stemme. Det er den politiske debat, der jo ikke går på, hvordan reglerne er og bør være, men hvad enkeltpersoner gør, og hvor SF kan sige: Vi siger ikke noget, når det drejer sig om en SF-borgmester, men vi siger noget, når det drejer sig om andre. Jeg siger det bare som refleksion på ordførerens spørgsmål om, om jeg ikke kendte lidt til folkets stemme. Nej, jeg kender lidt mere til partipolitiske modstanderes stemme.

Omkring bemærkningerne vedrørende at frasige sig og tilbagebetale: Det er to vidt forskellige ting. Det, jeg refererede til over for hr. Pelle Dragsted, var påstanden om, at man ikke kan frasige sig eller delvis frasige sig. Det er der eksempler på at man kan. I forbindelse med en tilbagebetaling er det korrekt, at det ikke er nemt.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Nu kan jeg heldigvis fuldstændig sige mig fri for at have brugt udtryk som, at nogle er griske. Jeg har faktisk ret stor respekt for, hvordan reglerne er lige nu. Det ændrer ikke ved, at den almindelige borger tænker, at det ikke er rimeligt, at man kan oppebære to gange pæne lønninger på samme tid. Men omvendt: Når det er op til den enkelte at tage stilling til, om man skal modtage de her penge eller ej, så kan det faktisk få nogle ganske besværlige konsekvenser, også rent skatteteknisk. Vil ordføreren ikke give mig ret i, at det er urimeligt, at man skal stå i den situation, at man skal arbejde med så store besværligheder for at få lov til at betale sit vederlag tilbage?

Ordføreren.

Hvis man vælger at frasige sig et vederlag fuldt og endeligt, er det ikke skattepligtigt, og det er ganske ukompliceret.

Tak for det. Jeg havde forstået, at hr. Pelle Dragsted ønskede at afslutte debatten. Det forstår jeg også er tilfældet, og derfor går vi videre til næste ordfører, som er hr. Villum Christensen, Liberal Alliance.

Tak til Enhedslisten og SF for endnu en gang at rejse debatten om vederlag til borgmestre og regionsrådsformænd. Det er jo ikke første gang, vi skal diskutere det her emne i Folketingssalen, og det bliver måske nok heller ikke sidste gang. Så derfor kommer jeg nok til at gentage mig selv lidt. Det må I bære over med.

Vi lavede jo en aftale for 2 år siden, eller en række aftaler, om den samlede vederlæggelse af borgmestre og regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre. De aftaler er Liberal Alliance en del af, og vi synes faktisk, det er en rigtig god løsning, vi kom frem til. Hvis vi endelig skulle tage endnu et kig på ordningen, giver det ikke mening, synes vi, at pille enkeltelementer ud og justere på dem. Så må vi kigge på vederlæggelsen i sin helhed. Det giver næsten sig selv.

Det mener jeg dog som sagt ikke er nødvendigt, for vi kom frem til en god og holdbar løsning, og den har jo næsten lige været rundet her i salen. Så vi kan ikke rigtig se, hvad formålet er med, at vi skal drøfte det endnu en gang.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted.

Jeg blev overrasket over den begrænsede længde af indlægget – det var derfor, jeg ikke nåede at trykke mig ind. Altså, med hensyn til det her argument om, at man skal kigge på det hele, vil jeg sige, at nu har jeg fulgt den her debat i ret mange år, og det bider sig selv sådan lidt i halen. I mange år prøvede vi f.eks. at kigge på politikernes pensionsalder, sådan at den ikke var meget lavere end alle andre danskeres pensionsalder. Og så stod der ordfører efter ordfører heroppe og sagde: Jo, men vi kan ikke se på ét element; vi skal se på alle elementerne. Og så skød man det ligesom ud; der gik 1 år, der gik 2 år, der gik 4 år, der gik 5 år, og så kom Vederlagskommissionen, som til at starte med var en syltekrukke, men som jo kom med et resultat.

Så lavede man en aftale, men der gik man jo netop ikke rundt i alle hjørnerne. Der valgte man jo f.eks. at se bort fra det her spørgsmål. Man valgte også at se bort fra nogle andre spørgsmål og ikke at følge, hvad Vederlagskommissionen anbefalede på en række områder. Generelt valgte man i hvert fald på det kommunale område at tage det, der var til gavn for politikerne, og de ting, der generede dem, valgte man ikke at gøre noget ved. Så hvorfor kan man ikke rette op på et hjørne, hvis det hjørne er åbenbart urimeligt?

Ordføreren.

Nu var Liberal Alliance faktisk et af de partier, som tilsluttede sig Vederlagskommissionens anbefalinger og dermed også et synspunkt om, at det er rigtig vigtigt at se de her ting i en sammenhæng og ikke selektivt. Altså, man kan altid finde et eller andet, der kan give nogle dilemmaer, og det er jo netop derfor, man nedsætter kommissioner til sådan noget arbejde. Og så vidt jeg forstår, er det sådan, at hvis man piller det her element ud, så vil nogle jo også kunne sige: Ja, men folketingsmedlemmer og også ministre optjener jo hurtigere retten til vederlag end borgmestre, og hvad så med det forhold osv. Og det viser jo netop, at man er nødt til at se det i en helhed og ikke kan pille enkeltelementer ud.

Hr. Pelle Dragsted.

Men da man i 2012 gik ind og ændrede det for folketingsmedlemmer og ministre, altså indførte en modregning i eftervederlaget ved anden indkomst, pillede man jo også et enkeltelement ud. Altså, der forholdt man sig til ministre og folketingsmedlemmer, men glemte at beskæftige sig med borgmestre og regionsrådsformænd, selv om jeg ikke ved, om man glemte det eller bevidst undlod at beskæftige sig med det. Og det betyder så, at vi står i den her mærkelige situation, hvor der er forskellige regler i forhold til det her. Så man havde jo altså en holdning om, at det ikke var helt fair at kunne modtage dobbeltløn, men hvorfor er det så fair, at det gælder for borgmestre og regionsrådsformænd?

Ordføreren.

Jeg har sådan set ikke så meget andet at tilføje, end at jeg synes, at man ikke skal undersøge den slags ting selektivt. Dem kigger man på i deres helhed. Og det var også det, vi gav udtryk for i den runde, vi havde om ministre og folketingsmedlemmer.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jamen jeg vil egentlig bare høre, om ordføreren vil svare sådan mere præcist på, om Liberal Alliance synes, det er rigtigt, at borgmestre og regionsrådsformænd kan oppebære dobbelt løn, når de fratræder deres hverv.

Ordføreren.

Som vi også har hørt her i debatten, har man jo mulighed for selv at tage stilling til det. Hvis man ikke synes, det er korrekt, kan man sige nej. Og så vil jeg bare henholde mig til det, jeg svarede tidligere, nemlig at pille enkeltelementer ud giver et misforhold i sådan nogle diskussioner som de her, netop fordi der kan være andre balancer, som jeg nævnte før. Optjeningen af vederlagsmulighed for folketingsmedlemmer er jo anderledes, end de er for borgmestre.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg synes nu mere, det ser ud, som om det var en fejl, at vi kom til at glemme at tage os lige præcis af det her problem. Og hvis det var det, det var, burde vi så ikke rette op på det, inden at nye borgmestre og regionsrådsformænd måske kommer til at stå i den samme situation om 4 år, og vil Liberal Alliance være med til at løse problemet inden den tid?

Ordføreren.

Vi vil gerne være med til at kigge på det her problem, når vi næste gang kigger på den her sag i sin helhed og måske nedsætter en kommission og får kigget lidt bredere på det. Så er jeg sikker på, at det her element vil dukke op igen.

Tak til hr. Villum Christensen. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

I Alternativet synes vi, det er et fint forslag fra Enhedslisten og SF. Vi kan ikke se, hvordan vedtagelsen af det her forslag på nogen måde skulle ændre uhensigtsmæssigt ved den samlede balance i forbindelse med vederlag til folketingsmedlemmer og ministre og til borgmestre og regionsformænd og -kvinder. Så når der nu er den her uoverensstemmelse, hvor borgmestre og regionsformænd og -kvinder kan tjene penge, som ikke bliver modregnet i eftervederlaget, og folketingsmedlemmer og ministre ikke kan, så lad os da regulere det på plads på en måde, så det kommer skatteyderne til gode, nemlig ved at fratage borgmestre og regionsformænd og -kvinder retten til at tjene de her ekstra penge oven i deres eftervederlag.

Jeg synes også, det ligner et hul, altså en forglemmelse. Det virker ulogisk, at det her ikke er på plads. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke bare lukker det her hul. Og det ærgrer mig lidt, at typisk er sådan en stemmeaftale eller andre typer af aftaler og forlig ofte sådan en type musketered, der ligesom spærrer for, at man kan foretage nogle småjusteringer, selv om de faktisk både er rimelige og logiske. Hvor ville det da egentlig være fint, hvis det var sådan, at man kunne bruge de her beslutningsforslag til at rette lidt op på små hjørner og kanter af forlig og aftaler, som ikke er hensigtsmæssige, som alle godt kan se ikke er hensigtsmæssige, i stedet for vi skal have den her lange smøre om, at det skal ses i en sammenhæng, og at der ikke er gået tid nok, og alt det her. Lad os da fikse det, lad os løse det, hvis vi kan, når det er småting af den her slags.

Så kan man sige, at der også er andre ting. Ja, så ekspederer vi også dem. Altså, vi er jo Folketinget. Så jeg ville egentlig synes, det vil være en fin anledning til at få rettet op på den her lille ting, og Alternativet støtter forslaget.

Tak til hr. Torsten Gejl. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Andreas Steenberg, Radikale Venstre.

I Radikale Venstre kan vi også støtte forslaget. Vi synes, det er fair nok, at ministre og folketingsmedlemmer, borgmestre og regionsrådsformænd får et eftervederlag. Det kan være svært at finde et job, umiddelbart efter at man eksempelvis ikke er blevet genvalgt, men vi synes også, det er fair, at lønindtægten, hvis man så får et job, bliver modregnet i det eftervederlag, man har fået. Sådan er det for ministre og folketingsmedlemmer, men ikke for borgmestre og regionsformænd, og vi kan ikke se nogen grund til, at der er en forskel. Derfor er vi enige med forslagsstillerne i, at det bør være det samme, nemlig at lønnen bliver modregnet i eftervederlaget også for regionsrådsformænd og borgmestre, og derfor kan vi støtte forslaget.

Tak til hr. Andreas Steenberg. Vi går videre til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Kan man fratræde sit hverv som borgmester eller regionsrådsformand og modtage eftervederlag, selv om man tiltræder et andet godt lønnet hverv eller job? Ja, det kan man, som reglerne er i dag. Er det rimeligt? Nej, selvfølgelig er det ikke rimeligt, og hvis nogen skulle være i tvivl, så lyt til folkedomstolen. Det er for den almindelige borger komplet uforståeligt, at folkevalgte skal stilles bedre end en almindelig funktionær.

I SF mener vi, at folkevalgte skal kompenseres for det arbejde, de udfører, men debatterne om dobbeltløn er altoverskyggende for, at vi også på rimelig vis tager hensyn til folkevalgte, som ikke opnår genvalg, og som ikke uden videre kan gå ud og finde et andet job. At være folkevalgt pynter nemlig ikke i alle tilfælde lige meget på cv'et. Omvendt er det uomtvisteligt også vanskeligt at forsvare, at den folkevalgte måske endda selv har valgt et andet lønnet hverv eller erhverv og også skal modtage eftervederlag fra det tidligere vellønnede job.

I SF vil vi gerne forebygge, at flere skal gennem pressens vridemaskine, hvor de afkræves svar på, om de har samvittighed til at modtage eftervederlaget, som i visse tilfælde jo bare tikker ind på kontoen, for sådan er reglerne. Men det er også en urimelig kompliceret proces at tilbagebetale penge, som allerede er gået ind på kontoen, og som der er trukket skat af. Vi skylder kort og godt os selv og andre en gang for alle at få løst den her opgave, og det åbenlyst rigtige svar er naturligvis at sikre, at regionsrådsformænd og borgmestre gives eftervederlag efter nøjagtig de samme regler, som gælder for folketingspolitikere og ministre.

For vores alle sammens skyld håber jeg at forslaget kan nyde opbakning, eller at vi i det mindste i udvalget kan få en god drøftelse af, hvordan vi får lukket et åbenlyst hul i loven.

En kort bemærkning fra hr. Carl Holst.

Jeg kan undre mig lidt over, at man går så meget op i, at man har styr på helheden, men at der her lige er et enkelt element, man gerne vil se på. Derfor undrer det mig, at forslagsstillerne fokuserer på det her element. Det har man ret til. Men hvad med det faktum, at der er uensartethed, i forhold til at et folketingsmedlem får eftervederlag, hvis man ophører i forbindelse med et valg, men ikke midt i en valgperiode, i modsætning til hvis man er borgmester eller regionsrådsformand? Hvad med det faktum, at et menigt byrådsmedlem, som jo også kan være højt betalt, kan gå direkte fra byrådsarbejdet over i et velbetalt job og får eftervederlag, som man til gengæld ikke kan frasige sig? Mit spørgsmål er: Hvorfor har I så ikke ladet det være omfattet af det, når I nu er så optaget af, at danskerne, folket, folkedomstolen ikke forstår det?

Ordføreren.

Jeg synes, der er åbenlys forskel på at være borgmester i et fuldtidshverv eller regionsrådsformand i et fuldtidshverv og være menigt byrådsmedlem med de udvalgsposter, som det nu måtte medføre. Og det er jo det, som det her forslag handler om. Det handler om mennesker, som har et fuldtidshverv som borgmester eller som regionsrådsformand – og så kan jeg faktisk ikke komme i tanker om andre, som vi har glemt at tage højde for i lovbehandlingen oprindelig.

Spørgeren.

Der findes ikke borgmestre, der via udvalgsformandsposter, viceborgmesterposter og andet får en løn, der er på niveau med lønnen for en ministerpost i dag. Det er lidt et udtryk for fejlinformation at give udtryk for, at det her kun drejer sig om fuldtidslønnede borgmestre, for menige har jo ikke en lønindkomst, der berettiger til, at der kan fremsættes et beslutningsforslag, der skal gøre op med, at man kan få dobbeltløn.

Ordføreren.

Nu har jeg simpelt hen ikke kendskab til, hvad det er for et menigt byrådsmedlem, og hvad det er for en udvalgspost, der resulterer i, at man kan opnå en løn, der svarer til en ministers, tror jeg at spørgeren nævnte.

Det her forslag handler om at tage højde for, at der er mennesker, der vælges til fuldtidslønnede hverv i en periode, og jeg synes også, det er rimeligt at sige, at det er dem, som det her forslag handler om.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Vi går videre til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Det er jo sådan kutyme, at man takker forslagsstillerne for at fremsætte forslaget, nok mest af alt af høflighed. I dag vil jeg også gerne takke forslagsstillerne. Det vil jeg gøre af oprigtig taknemlighed, fordi det her faktisk gav anledning til, at vi fik nogle drøftelser i den konservative folketingsgruppe om, hvordan vi ser på nogle af de her ting. Det er ellers ikke noget, vi sådan bruger størstedelen af vores gruppemøder på lige at diskutere. Det er sådan noget, der dukker op en gang imellem, når der netop kan være et beslutningsforslag som det her. Det var ikke noget, vi aktivt havde taget stilling til før, altså om vi mente, at der burde gælde de samme regler for borgmestre og regionsrådsformænd som for ministre og folketingsmedlemmer. Men den drøftelse, vi havde i vores folketingsgruppe, førte faktisk frem til, at vi var enige om, at vi mener, der bør gælde de samme regler, altså at der bør være tilsvarende regler, uanset om man har været borgmester eller regionsrådsformand, eller man har været folketingsmedlem.

Når vi så ikke kommer til at bakke op om det her beslutningsforslag, er det udtryk for, at vi er en del af en regering og selvfølgelig loyalt har en fælles regeringsposition, og så er det udtryk for, at vi er en del af den stemmeaftale, som ligger tilbage fra 2016, hvor det hele har været et stort forhandlingsforløb. Nogle har vægtet nogle elementer højt, andre har vægtet andre elementer højt, og i respekt for det kompromis, der blev indgået dengang, ville det ikke være fair, hvis vi nu gav os til at justere på de her ting. Så derfor kommer vi ikke til at bakke op om det beslutningsforslag, der ligger her, men jeg vil gerne give klart udtryk for den principielle holdning, at vi mener, at det bør være for regionsrådsmedlemmer og borgmestre, som det er for folketingsmedlemmer og ministre i dag.

Så blev der fremført det her argument om, at man skal se på det som en helhed. Det argument kan jeg også sagtens følge, men når vi omvendt kigger på eftervederlag, så har det jo en selvstændig funktion. Eftervederlaget skal jo tjene et formål, og det er nemlig at være en garanti for, at alle mennesker tør kaste sig ind i politik, uanset hvilket job de har, uanset hvordan deres jobudsigter ser ud bagefter, og der mener jeg faktisk, at det grundlæggende er det samme, om man har været folketingsmedlem, eller om man har været borgmester eller regionsrådsformand.

Så derfor synes jeg, at det er fair at lave ensartede regler, men jeg synes også, at det er fair at diskutere eftervederlag isoleret fra resten af lønnen, fordi jeg mener, at eftervederlagene skal tjene et særligt formål. Det er ikke bare en måde at give lidt ekstra løn på. Eftervederlaget tjener et formål, ellers mener jeg slet ikke, at vi kan forsvare at have dem. Så er det rigtigt, at der bliver peget på det her med, at der jo er kommet de her anbefalinger fra Vederlagskommissionen. Nogle steder fulgte vi dem, og andre steder fulgte vi dem ikke. Det var ikke det kønneste forløb, må jeg helt ærligt indrømme. Jeg synes også, at Liberal Alliances ordfører havde nogle pointer om det spørgsmål. Som jeg husker det, var en af anbefalingerne fra Vederlagskommissionen, at borgmestre og regionsrådsformænd skulle modregnes i de bestyrelsesposter, som de havde qua deres rolle som borgmestre og regionsrådsformænd. Det valgte vi ikke at gøre i den aftale, der blev indgået, og man kan argumentere for, at hvis man skulle følge deres anbefalinger i det her område, så ville jeg også mene, at man i hvert fald skulle gøre det i det andet område.

Det var bare sådan lidt ærlige betragtninger fra de drøftelser, vi har haft om det her beslutningsforslag. Lad mig understrege, at vi ikke kommer til at bakke det op, men det har givet anledning til nogle drøftelser hos os, og vi mener, at der bør gælde de samme regler for eftervederlag for de her to grupperinger. Tak for ordet.

En kort replik fra hr. Pelle Dragsted.

Tak for det. Jeg er rigtig glad for, at det har ført til en drøftelse og ikke sådan en rygmarvsafvisning, som det desværre nogle gange har været tilfældet fra en række partier, når vi har haft de her debatter igennem tiden. Så det er rigtig godt at høre, at man tager debatten alvorligt i Det Konservative Folkeparti.

Bare rent praktisk: Der er blevet henvist til den her stemmeaftale. Jeg forstår godt det her med, at man er med i regering, og så beslutter man i regeringen, hvordan man stemmer – det er jo sådan, det som regel er, selv om jeg kan se, at der er nogle undtagelser lige for tiden, når det gælder, hvilken påklædning man kan gå med, men lad nu det ligge. Men den her stemmeaftale er jo ikke et forlig, det er vel en stemmeaftale. Så hvor længe er Det Konservative Folkeparti bundet af den her stemmeaftale? Nu havde vi ikke Socialdemokratiet med, så det betyder ikke så meget, men i nogle tilfælde vil det jo betyde noget, hvor De Konservative lægger sig. Så hvor længe er man i ordføreres øjne bundet af den her stemmeaftale, og hvornår må man kigge på enkeltelementer igen?

Ordføreren.

Jamen det er et meget godt spørgsmål, som jeg ikke kan give noget klart svar på. Jeg kan simpelt hen ikke huske, om der er nogle formuleringer i den aftaletekst, som blev lavet dengang. Det forestiller jeg mig ikke at der er. Der er en, der nikker, og som signalerer til mig, at der ikke er nogen deadline på. Så på den måde er det jo et spørgsmål om, hvornår der er partier, der går sammen og bliver enige om, at der er ting, der skal revideres. Jeg vil mene, at når man gør det på et tidspunkt, skal man justere mere end den her ene ting. Altså, der er blevet peget på andre steder, hvor der også er uhensigtsmæssigheder. Så jeg synes, at man skal samle det til en pulje og gøre det samlet på et eller andet tidspunkt.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Som det også er fremgået af debatten, handler det forslag, som vi har fremsat sammen med SF, om at sidestille reglerne for modregning i eftervederlag, sådan at borgmestre og regionsrådsformænd bliver omfattet af samme regler som dem, der gælder for folketingsmedlemmer og ministre, nemlig at eftervederlaget er en slags, kan man sige, meget gavmilde dagpenge: Det er noget, man får, hvis man ikke har et arbejde. Hvis man får et arbejde, bliver de til gengæld modregnet, så man ikke får en dobbelt løn. Det er reglerne for folketingsmedlemmer og ministre, men det er ikke reglerne for regionsrådsformænd og borgmestre. De kan tværtimod oppebære f.eks. et eftervederlag på 1 mio. kr., hvis man er borgmester, samtidig med at de fra dag et træder ud i et vellønnet job på det private eller offentlige arbejdsmarked, altså en dobbelt løn.

Baggrunden for den her debat er selvfølgelig, at der efter det seneste kommunalvalg opstod en voldsom debat om det her, fordi det kom frem, at en række afgående borgmestre, herunder også en af Enhedslistens afgående borgmestre, stod i den her situation, hvor man både kunne modtage op til 1 mio. kr., hvis der var tale om to embedsperioder, samtidig med at man altså trådte ud i et job og egentlig ikke havde brug for det her eftervederlag. Det var der mange der var forargede over, og det synes jeg egentlig er meget forståeligt.

Jeg synes, det er rimeligt, at der er et eftervederlag. Jeg synes egentlig, at fru Mette Abildgaards argumenter var rigtige. Altså, man skal turde at kaste sig ud i at blive borgmester eller politiker, også hvis man har en højere løn. Man kunne selvfølgelig godt overveje, om det var fint bare at være omfattet af dagpengesystemet som andre. Men man kan jo sige, at det i hvert fald udbreder kredsen af mennesker, som tør kaste sig ind i det, at der er et eftervederlag i en periode. Det synes jeg er fair nok. Til gengæld synes jeg ikke, det er fair, at man får eftervederlaget, selv om man ikke har brug for det. Det er jo trods alt skatteydernes penge, og derfor virker det mærkeligt.

Derfor var det faktisk også en overraskelse for mig, da den her sag opstod. Jeg ville rigtig gerne have været forberedt på, at reglerne var sådan, lad mig bare sige det sådan helt stilfærdigt. Jeg troede faktisk, at der gjaldt de samme regler for regionsrådsformænd og borgmestre. Vi har været meget optaget i mange år i Enhedslisten af det her med at prøve at få nogle rimelige lønvilkår, som ikke indebar nogen urimelige privilegier for politikere. Jeg kan huske, dengang vi strammede op på modregningsreglerne for folketingsmedlemmer og ministre. Jeg var sådan set helt sikker på, at de samme regler også gjaldt for borgmestre og regionsrådsformænd. Men det viste sig, at det gjorde de ikke. Der er et hul. Jeg har meget svært ved at se, hvad argumentet skulle være for, at der skal være den forskel i reglerne. Formålet med eftervederlaget må jo være det samme i begge tilfælde, altså både når det gælder borgmestre og regionsrådsformænd, og når det gælder folketingsmedlemmer og ministre.

Derfor havde jeg egentlig også forventet, at det ville være lidt en formssag at få ændret det her. Det kan jeg jo så høre på debatten at det ikke er – at hverken regeringspartierne eller Socialdemokratiet desværre vil støtte forslaget. Jeg synes til gengæld ikke, jeg har hørt nogen særlig gode argumenter for det. Der er blevet snakket om det her med, om man kan tage sådan et enkelt element her ud. Men det har man jo gjort før. Da man lavede nogle ændringer med udgangspunkt i Vederlagskommissionens rapport, var det også cherry picking – det ved jeg ikke engang hvordan man siger på dansk; altså, at man valgte de dele af det, der var fordelagtige i de fleste tilfælde, og lod de andre ligge. I forhold til det her med, om det så skulle indebære en fuldstændig ligestilling af alle forhold: Nej, det synes jeg ikke det behøver. Det er forskellige hverv, men principperne bør være nogenlunde matchende, altså principperne om, at eftervederlag har et formål, og det er at sikre en en indkomst i den periode, hvor man er ude at lede efter et nyt job, efter at man måske er blevet stemt ud af vælgerne eller selv har valgt ikke at genopstille.

Så er der blevet sagt det her med, at man bare kan sige nej. For det første synes jeg egentlig – og det var det, som SF's ordfører meget rigtigt var inde på – at det altså sætter den enkelte politiker i lidt af en kattepine, at de så over for den ene eller den anden eller den tredje skal argumentere for, hvorfor de lige synes at de skal have lov at beholde pengene. Det er ikke gavnligt, at det er den måde, den her slags sager bliver afgjort på. Vi stemte også nej fra Enhedslistens side, dengang Socialdemokratiet i et ændringsforslag foreslog, at man også skulle kunne frasige sig folketingslønnen. Det er ikke en god idé. Det er heller ikke en god idé, at politikere kan gå til valg på at sige: Jeg er billigere end hr. Simon Emil Ammitzbøll-Bille, for jeg skal ikke have noget eftervederlag. Det er ikke en god idé.

For det andet er det faktisk heller ikke så enkelt. Lad os tage et eksempel: Man er afgående borgmester, man har ikke noget arbejde, men efter en måned får man et arbejde. Så har man fået udbetalt sit eftervederlag for det første halve år eller år – jeg kan ikke huske det præcist. Det er blevet skattebelagt, og så kan man jo ikke bare betale det tilbage. Det er det, der har ført til, at både Dansk Folkepartis afgående borgmester og Enhedslisten er endt ude i noget med humanitære organisationer, som så får de penge. Det er jo ikke optimalt. Omvendt kan der også være en situation, hvor man frasiger sig det, fordi man har fået et job, og så får man en fyreseddel efter et par måneder. Så står man der uden nogen indkomst, heller ikke dagpenge. Så det er ikke tilstrækkeligt, at man frivilligt kan frasige sig de her penge. Vi bør have fælles regler.

Jeg skal til at slutte af. Der er jo stadig væk – jeg ved, det sker sjældent – en chance for at ændre holdning i løbet af udvalgsbehandlingen. For det her spørgsmål handler jo grundlæggende om befolkningens tillid. Vi lovgiver i modsætning til alle andre om vores egen løn og om vores kollegaers løn og arbejdsforhold ude i kommunerne. Det er jo lidt sært. Det gør andre mennesker jo ikke – måske, hvis man er direktør, men det gør man jo ikke engang, for der er det bestyrelsen, der bestemmer lønnen. Men hvis man er direktør i sin egen virksomhed, kan man bestemme sin løn. Men det er meget usædvanligt, at man bestemmer sin egen løn. Men det gør vi herinde, vi lovgiver om vores egen løn. Men det kræver altså bare efter min mening en ekstremt stor agtpågivenhed over for, hvad der er urimelige privilegier. Og jeg synes, det er et urimeligt privilegium, at man kan hæve 1 mio. kr. i eftervederlag, selv om man er trådt ud i et vellønnet job.

Så hvis ikke vi kommer igennem med det den her gang, er jeg sikker på, at vi kommer til at drøfte det igen, for de her sager har det med at dukke op igen og igen, fordi befolkningen med rette siger, at der altså skal være rimelige forhold for aflønningen af politikere.

En kort bemærkning fra hr. Carl Holst.

Tak for det, og tak til ordføreren for at rejse debatten og spørgsmålene. Vi ser bare så forskelligt på det. Jeg undrer mig over – det er måske lige så meget en bemærkning, som det er et spørgsmål, men så lad det være et indslag i debatten – at ordføreren tidligere i debatten sagde, at hvorfor ikke lige kigge på det her hjørne, underforstået at her er et hul, her er en forglemmelse. For ordføreren bør være bekendt med, at det ikke er en forglemmelse. Vederlagskommissionen anbefalede, at man ikke gjorde det, som beslutningsforslaget går på. Jeg siger ikke, at man skal være enig med Vederlagskommissionen. I andre sammenhænge har man bare henvist til Vederlagskommissionen i forhold til at finde argumenter for at fremme sin politiske sag.

Hvorfor forholder man sig ikke til, at eftervederlaget for folketingsmedlemmer er, hvis man holder i forbindelse med et valg? Borgmestre og regionsrådsformænd er midt i en valgperiode. Hvorfor forholder man sig ikke til det eftervederlag, der er, i forhold til menige byråds- og regionsrådsmedlemmer, som kan være højtlønnede? Hvorfor forholder man sig ikke til, at i det tilfælde kan de ikke frasige sig det, og hvorfor forholder man sig ikke til, at dét bare at sige nej er noget forkert, for vil det sige, at ordføreren for Enhedslisten mener, at det ville være umoralsk, hvis man som parlamentariker mente, at andre folk var umoralske, hvis de tog imod penge?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Det sidste forstod jeg ikke helt, men lad mig prøve at svare på noget af det andet. Der er givetvis andre ting, man kunne kigge på. Jeg vil meget, meget gerne sætte mig ned sammen med hr. Carl Holst, som jo har en stor indsigt i de her kommunale lønforhold, og snakke om, hvad man ellers kunne gøre. Jeg synes, at der, som SF's ordfører også var inde på, er lidt forskel på den definition, som Vederlagskommissionen opererer med, nemlig at der er fuldtidspolitikere, og så er der dem, som ikke er fuldtidspolitikere. For i de fleste tilfælde vil folk så have et job ved siden af.

Så er der det med, at borgmestre kan træde ud midt i en periode. Det er rigtigt, men hvis vi indførte det her modregningsprincip, som vi foreslår – der har f.eks. været en sag med SF's afgående borgmester ude i Lejre, så vidt jeg husker, som er gået ud i et job – så ville det jo også blive modregnet. Så der ville vi løse det problem. Så kunne det selvfølgelig være, at folk træder ud og ikke får et arbejde, og så vil de stadig væk få. Men modregningen ville sådan set løse det problem, som ordføreren rejser der, også for dem, der går ud midt i en periode.

Jeg må tage det næste i næste runde.

Værsgo.

Jeg anerkender, at det kunne være svært at forstå det sidste, for det var uforståeligt. Jeg kunne se på formanden, at nu skulle jeg begrænse mig, og det lykkedes så ikke.

Ordføreren siger sammen med medforslagsstilleren fra SF, at det ikke kan være rigtigt, at det er den enkeltes moral, der skal være afgørende for, hvad man beslutter. Samtidig er der partifæller fra ordførerens eget parti, der har gjort sig til moralske dommere over andre mennesker. Jeg undrer mig lidt og synes, at det lyder hult.

Så refererer ordføreren til kendskab til andre hjørner af det her. Det har jeg såmænd ikke. Jeg har bare læst rapporten fra Vederlagskommissionen, I selv refererer til i jeres forslag.

Værsgo.

Så lad mig lige tage fat i det med Vederlagskommissionen. Altså, Vederlagskommissionen foreslår rent faktisk, at der slet ikke skal ske nogen modregning for folketingsmedlemmer, heller ikke det andet år. De foreslår så faktisk, at eftervederlagsperioden skal forkortes til 1 år frem for 2 år, og så skal der overhovedet ikke ske nogen modregning. Så man har i det her tilfælde hverken valgt, kan man sige, at følge Vederlagskommissionens forslag den ene eller den anden vej. Men en mindretalsudtalelse i Vederlagskommissionen, som det også fremgår af forslagets bemærkninger, foreslog jo, at man skulle gøre det på den måde, vi har fremsat forslag om. Så det var der altså en uenighed om i Vederlagskommissionen.

I forhold til det sidste spørgsmål vil jeg sige, at jeg synes, at det her bør være noget, der bliver reguleret ved lov. Jeg synes ikke, at det bør være noget, den enkelte skal tage stilling til i alle tilfælde.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.