Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 61:

Forslag til folketingsbeslutning om voksenattester til personale, der arbejder med mennesker, som har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 17.01.2018).

Forhandlingen er åbnet. Og det hr. børne- og socialministeren.

Tak, formand. I beslutningsforslag B 61 bliver det foreslået, at regeringen skal fremsætte de nødvendige lovforslag og lave de nødvendige administrative ændringer, som kan sikre, at personer, som arbejder med mennesker med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, skal give samtykke til, at der indhentes en attest, der viser, at de pågældende ikke er dømt for overtrædelse af en række nærmere bestemte paragraffer i straffeloven. Det bliver også foreslået, at de paragraffer, som man ikke må være dømt for en overtrædelse af, skal afgrænses ved forhandling med Folketingets partier. Beslutningsforslaget er inspireret af børneattesterne, som det er obligatorisk at indhente ved ansættelse og beskæftigelse af personer i visse tilbud efter serviceloven og i frivillige sociale organisationer og foreninger.

Regeringen er fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at det er vigtigt at forebygge seksuelle overgreb, vold, røverier, tyverier og andre straffelovsovertrædelser mod mennesker med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Det er simpelt hen borgere, vi har et ansvar for at passe på, og de sårbare borgere, det kan være ældre, det kan være mennesker med handicap, og det kan være mennesker med psykiske lidelser, er dybt afhængige af andres hjælp i hverdagen. Derfor vil regeringen også starte med at sige, at vi mener, at hensynet, der ligger bag forslaget, er både sympatisk og vigtigt. Men der er også en række forhold i det konkrete forslag, som gør, at regeringen alligevel ikke kan støtte forslaget.

Først og fremmest vil jeg nævne, at vi som sådan ikke har nogen stor viden om omfanget af overgreb begået af personale mod mennesker med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, og det er også vores opfattelse, at antallet af tilfælde er begrænset.

Derudover kan regeringen ikke støtte forslaget af følgende grunde:

For det første finder regeringen forslaget meget vidtgående. Forslaget kan forekomme at være uproportionalt, og man kan være bekymret for, at det også kan ende med at blive bureaukratisk. Som vi ser det, er der ingen sammenhæng mellem det bureaukrati, som forslaget altså skaber, og de problemer, som man har til hensigt at løse. Arbejdsgiverne kan allerede i dag bede de personer, der ansøger om job, om at give samtykke til, at der bliver indhentet en straffeattest, og det er jo en mulighed, det er ikke en pligt, som arbejdsgiverne har, og det vil dermed være op til arbejdsgiveren selv at beslutte, om der skal indhentes straffeattest.

Hvis beslutningsforslaget vedtages, vil det altså overgå til at være arbejdsgivernes pligt at indhente voksenattest, hver gang der skal ansættes medarbejdere, dvs. medarbejdere på plejehjem, i hjemmehjælpen, på bosteder, i psykiatrien, læger og det øvrige personale i sundhedssektoren, og dermed får vi skabt et meget stort bureaukrati. Der må man bare overveje det og afgøre med sig selv, om det vil stå i rimeligt forhold til de alligevel få sager, der har været, vedrørende medarbejdere, der rent faktisk tidligere har begået en relevant overtrædelse, f.eks. et seksuelt overgreb mod en borger, der er udviklingshæmmet. Det gælder især, når man tager antallet af voksenattester, som man ville skulle indhente, i betragtning, for alene på det offentlige arbejdsmarked vil det efter vores vurdering dreje sig om mindst 62.500 attester om året, og hertil kommer der altså et ukendt antal attester på det private arbejdsmarked, som vi altså ikke har tal for. Så selv om vores vurdering er forbundet med en stor usikkerhed, bliver det et stort bureaukrati, det bliver voldsomt og også uproportionalt, da der ikke vil være sammenhæng mellem den bureaukratiske pligt og de relativt få tilfælde, som vi formoder rent faktisk vil blive opdaget.

For det andet vil forslaget let kunne skabe en falsk tryghed for såvel arbejdsgivere som de mennesker, som har en funktionsnedsættelse, for hverken den nuværende mulighed, som arbejdsgiveren har, for at bede om at se en straffeattest, eller for den sags skyld en ren voksenattest, som det står beskrevet i beslutningsforslaget, udelukker jo, at ansøgeren har begået strafbare forhold, som altså ikke er opdaget. Med andre ord kan der altså godt være skeletter i skabet, selv om både straffeattest og en eventuel voksenattest er uplettet. Så på samme måde giver voksenattesten jo også kun et øjebliksbillede, der dækker det tidspunkt, hvor attesten indhentes, og dermed er der heller ingen garanti for, at ansøgeren senere holder sig på dydens smalle sti. Og endelig må en ren dansk voksenattest heller ikke tages som udtryk for, at der altså ikke er begået kriminalitet i andre lande.

Så regeringen finder altså ikke, at indførelsen af obligatoriske voksenattester vil skabe den tryghed, som det er intentionen med forslaget.

Ydermere harmonerer indførelsen af voksenattester ikke med resocialiseringstankegangen. Der lægges op til, at voksenattesterne skal indeholde oplysninger om flere typer af lovovertrædelser, end børneattesterne gør, men at en afgrænsning skal ske ved politisk forhandling. I bemærkningerne til beslutningsforslaget bliver der altså nævnt seksuelle overgreb, der bliver nævnt vold, der bliver nævnt røverier og tyverier som de lovovertrædelser, det er vigtigt at forebygge ikke sker, og forslaget må derfor opfattes sådan, at de forbrydelser som udgangspunkt altså bør medtages på en voksenattest. På den måde vil voksenattesterne komme til at rumme et langt bredere spektrum af lovovertrædelser, end børneattesterne gør i dag, fordi børneattester i dag alene oplyser om sædelighedsforbrydelser.

Samtidig lægges der op til, at lovovertrædelserne skal fremgå af voksenattesten i længere tid, end det fremgår af straffeattesten, nemlig i mindst 10 år, hvor udgangspunktet for de private straffeattester er 2, 3 eller 5 år og udgangspunktet for de offentlige er 10 år. Det er ret indgribende for den enkelte, og det vil som nævnt altså i sidste ende kunne spænde ben for resocialisering. Lad mig bare give et enkelt eksempel. Det vil jo blive umuligt at få et job på et plejehjem, hvis man har begået et butikstyveri for 9 år siden, selv om man har udstået sin straf, har taget relevant uddannelse i mellemtiden og i øvrigt har fået genoprettet sin tilværelse og altså ikke har haft tilbagefald af nogen art.

Så er der det økonomiske aspekt ved forslaget. Forslagsstillerne forventer, at forslaget vil være udgiftsneutralt, da eventuelle merudgifter altså vil udligne det, som der bliver sparet ved at undgå fremtidige sager. Den vurdering erklærer regeringen sig ikke enig i. Hvis vi tager udgangspunkt i de 62.500 attester pr. år, som jeg altså nævnte lige før, så vurderes forslaget at medføre merudgifter på ca. 10 mio. kr. årligt, og det tal omfatter jo kun attesterne for det offentlige arbejdsmarked. Derudover har vi attesterne for det private arbejdsmarked, som der jo også skal betales for. Når man så samtidig ser på størrelsen af den her merudgift sammenholdt med de få sager, som jeg indledningsvis nævnte der må antages at være på området, er det svært at forestille sig, at den merudgift vil blive udlignet af modgående besparelser.

Så for lige at opsummere det vil jeg sige, at vi i regeringen sådan set er enige i hensynet og enige i vigtigheden af, at forbrydelser mod den gruppe af sårbare borgere, som forslaget er rettet imod, forebygges. Vi synes sådan set også, at forslaget i udgangspunktet er sympatisk, men som jeg har redegjort for, ser vi også forslaget som værende vidtgående og uproportionalt, og at der er risiko for, at det vil skabe bureaukrati og falsk tryghed, og at det altså ydermere risikerer ikke at harmonere med resocialiseringstankegangen. Dertil vil det også kræve en finansiering, som der altså ikke bliver anvist her. Og på den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

I sidste samling behandlede vi jo det her beslutningsforslag, som nu foreligger i en moderniseret udgave, og der bakkede regeringspartierne op om det og syntes, at det var vigtigt. Hvad har ændret sig siden? Nu sidder den tidligere opposition i regering, og så støtter man ikke længere forslag om voksenattester.

Ministeren.

Det er jo vigtigt at sige, at det ikke er det samme forslag. Det er et noget bredere forslag. Dels er det bredere i sin form, således at det lægger op til flere forskellige typer af kriminalitet, eksempelvis tyveri, det er også bredere i sin form på den måde, at det vil dække flere. Som jeg lige husker beslutningsforslaget fra dengang, var det møntet på botilbud og plejehjem – noget mere afgrænset, end det altså er for nuværende. Så det er simpelt hen et bredere spektrum. Derfor er vurderingen i sidste ende, at det vil medføre en omkostning på 10 mio. kr. årligt, som regeringen i alt fald ikke ser nogen mulighed for at kunne finansiere på det foreliggende grundlag.

Fru Karina Adsbøl.

Så skal jeg bare forstå ministeren korrekt. Hvis vi fremsætter det andet, vi havde, og ikke tager den moderniserede udgave, som bl.a. har været ønsket fra Ældre Sagen, som netop også ønsker, at ældre skal inkluderes i forhold til det med voksenattester, men hvis vi nu tager den tidligere udgave og fremsætter her i Folketingssalen, skal det så forstås sådan, at så vil regeringen støtte den?

Ministeren.

Altså, man er altid velkommen til at tage det op i en forhandling. Det vil jo være en rigtig god mulighed at tage det op eksempelvis i en satspuljeforhandling, hvor man altså kan skabe opbakning og tilslutning til, at man får sat et arbejde i gang. Men at stå her og sige, at jeg som repræsentant for regeringen vil støtte et forslag, som ikke engang er beregnet, og som jeg dermed ikke ved hvad koster, bliver lige frisk nok, vil jeg sige. Jeg erklærer mig sådan set altid villig til at lave beregninger. Man kan bare stille et folketingsspørgsmål, så laver vi meget gerne beregningerne konkret, og så kan man gribe muligheden, når der altså også er en mulighed for at finansiere. Det vil typisk være via satspuljen. Det vil også være en mulighed at finansiere via finansloven.

Tak for det. Der er ikke flere bemærkninger lige nu til ministeren. Så er det hr. Orla Hav, Socialdemokratiet. Værsgo.

Lad det være sagt som en præmis for dette indlæg, at det er en særdeles vigtig indsats, vi som samfund skal yde for at sikre optimal tryghed for grupper, der har svært ved at beskytte sig selv. Så for os handler det ikke om, om vi skal beskytte og forebygge, men om, hvordan vi gør det optimalt. Efter vores bedste overbevisning ligger ansvaret for at sikre samfundets svageste hos den ledelse og det personale, som er nærmest borgeren i dagligdagen. De skal sørge for, at man lever op til at beskytte de borgere gennem en aktiv personalepolitik og et aktivt lederskab i institutioner og tilbud til borgerne.

Dertil kommer, at en høj etik er vigtigt, og det er vel også det, som en del af de organisationer, der har udtalt sig om emnet, positivt har forudsat, nemlig at det her absolut ikke kan stå alene – der skal noget andet til. Og for os er det at have et velfungerende uddannelsessystem, som sikrer, at de mennesker, som vi stiller til rådighed for at servicere den her gruppe, som beslutningsforslaget vedrører, har den højest mulige etik. Etikken skal udgå fra et højt uddannelsesniveau og en involverende personalepolitik og en aktiv ledelse i det daglige.

Vi frygter, at en attest kan blive en sovepude for dette og indgyde falsk tryghed, som ministeren også omtalte, frem for at vi har at gøre med årvågne organisationer, med en aktiv personalepolitik og en engageret ledelse.

Vi har selv spillet ud med et reformforslag og overvejelser i forhold til den offentlige sektor under overskriften »Fingrene væk«, der netop lægger op til, at ansvaret for opgavernes betryggende løsning ligger tæt på borgerne – så tæt på borgerne som overhovedet muligt.

Så af de grunde synes vi ikke, at man rammer skiven rigtigt med det her forslag. Dertil kommer så, hvilket ministeren jo har været inde på, at der ikke er redegjort for økonomien omkring det. Vi ser positivt på, at forslagsstillerne indregner såkaldte dynamiske effekter, og det vil vi da gerne være med til at kigge på i andre sammenhænge, men vi synes ikke, der rigtig er redegjort for, hvor man vil skaffe finansieringen. Hvis ikke man kan få pengene til at passe, ja, så skal Folketingets partier se på det, og Folketingets partier har jo som bekendt mange forskellige prioriteringsønsker, så det kan blive en svær øvelse.

Vi deltager gerne i en fortsat diskussion om, hvordan man sikrer samfundets svageste, og har det udgangspunkt at bruge positive virkemidler. Det tager vi gerne del i, både i salen, men for den sags skyld også gerne i forhandlinger og i udvalgsbehandlingen. Så med de her ord vil jeg sige, at vi ikke kan støtte det forslag, som ligger her i dag, men vi er bestemt optaget af emnet.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Anerkender ordføreren, at det her kan være et forebyggelsesværktøj, hvad flere organisationer har været ude at sige det er, og som netop kan forebygge gentagelsestilfælde? Så kunne jeg godt tænke mig at høre, om ordføreren ikke også anerkender, at der er lagt op til forhandling, at der er lagt op til dialog, og at der er lagt op til at finde løsninger sammen med Folketingets partier med det her beslutningsforslag.

Værsgo.

Jeg anerkender, at det her er udtryk for, at Dansk Folkeparti tror på, at det her kan være med til at forebygge. Det skal der ikke herske tvivl om. Det er fair nok, og det skal man have lov til at give udtryk for. Vi synes så til gengæld, at de elementer, der ligger ved siden af, som man i stedet for kunne have valgt, er stærkere og kunne have virket bedre i den retning. Men det er så vores vurdering af det.

Til spørgsmålet om at tage det med ind i forhandlingerne vil jeg sige, at det er vi åbne over for, og det ser vi gerne på, men vi er altså ikke klar på det på det foreliggende grundlag.

Fru Karina Adsbøl.

I forbindelse med uddannelse, etik og moral og voksenattester vil jeg sige, at det ene jo ikke udelukker det andet, så man kan godt kigge på bedre uddannelse og den del af det. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om noget. Vi har børneattesterne på børneområdet, og finder ordføreren, det er vigtigt at have dem på børneområdet, når vi samtidig skal sikre mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse? Jeg tænker da, at ordføreren går ind for børneattesterne, så hvilken forskel gør det, at vi også har voksenattester på voksenområdet?

Værsgo.

Jeg synes faktisk, at ministeren på fin vis har redegjort for, hvor stor en risiko der er for, at det her får en bureaukratiseringsgrad ud over det, vi bryder os om. Vi vil faktisk hellere være med til at fastholde de ledelser og det personale, der er rundtomkring, til at være med til at sikre det, der er deres opgave i dagligdagen, nemlig at skabe en tryg og en god hverdag for de borgere, som har behov for at få en hjælpende hånd.

Jeg har godt har set, at der er en del af organisationerne, der har udtrykt positive tilkendegivelser over for forslaget her, men må jeg så ikke godt sige, at fælles for dem er, at de har sagt, at det her ikke er noget, der kan stå alene, at det forudsætter, at vi har et velfungerende uddannelsessystem, at det forudsætter, at vi har en velfungerende ledelse, og at vi har en velfungerende personalepolitik i de enkelte tilbud. Derfor er vores bekymring i forbindelse med diskussionen om indførelse af en attest, at det bliver en sovepude eller vil give en falsk tryghed, som ministeren også gav udtryk for.

Tak. Nu er der ikke flere bemærkninger. Venstres ordfører er ikke til stede, og så er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Det er vigtigt, at vi sikrer, at der er regler og rammer for at arbejde med mennesker med fysiske og psykiske funktionslidelser, som bedst muligt sikrer, at borgerne oplever en tryg hverdag. Det er vigtigt, at borgere, der har brug for støtte, for praktisk hjælp, for pleje og for omsorg, kan have tillid til det personale, der er ansat til at udføre opgaverne. Det handler efter min opfattelse først og fremmest om at ansætte personale med de fornødne kompetencer, sådan at de er i stand til at varetage arbejdet på en betryggende måde. Ansættelse af kompetent og også meget gerne tilstrækkeligt personale kan f.eks. være med til at forebygge unødvendig magtanvendelse over for borgerne, fordi mulige konfliktsituationer kan forudses, de kan forebygges, og de kan håndteres professionelt, hvis de opstår.

Borgerne skal naturligvis også kunne have tillid til, at de ikke kommer til at opleve krænkelser, overgreb eller misbrug fra medarbejdere, som de er helt afhængige af i deres hverdag. Derfor er det jo allerede i dag en særdeles udbredt praksis, at botilbud, plejecentre og ældreplejen i øvrigt ved nyansættelser anmoder om at få en straffeattest fra de pågældende medarbejdere. Med forslaget her lægger forslagsstillerne så op til, at det ikke bare forbliver en udbredt praksis, men at den ansættende myndighed faktisk forpligtes til at indhente en voksenattest med henblik på at sikre, at de pågældende ikke er dømt for overtrædelse af en række nærmere bestemte paragraffer i straffeloven. Der er jo – som allerede bemærket – i forslaget ikke foretaget en afgrænsning af de paragraffer, altså hvilke paragraffer der forudsættes medtaget, men at det ligger til forhandling mellem Folketingets partier.

Der har jo været lignende beslutningsforslag fremsat tidligere her i Folketingssalen. Det er allerede blevet nævnt af fru Karina Adsbøl. Jeg har bemærket, at i det forslag, som vi behandler i dag, er der taget højde for en række af de her kritikpunkter, som blev rejst af flere af partierne ved behandlingen i folketingsåret 2014-15. Jeg synes, det er positivt, at der er blevet lyttet til kritikken, så forslaget på flere områder er blevet ændret eller præciseret. Det er godt.

Jeg har også noteret mig, at forslaget umiddelbart er blevet særdeles positivt modtaget af Ældre Sagen, af Landsforeningen LEV, altså de pårørende til mennesker med udviklingshæmning, og af personaleorganisationer som FOA og SL. Det gør selvfølgelig et betydeligt indtryk.

Der er elementer i forslaget, som alligevel gør os betænkelige, og som vil være afgørende, hvis vi på et tidspunkt skal tage stilling til et konkret lovforslag om voksenattester. Vi synes, det er en fornuftig tilgang, når der i forslaget skrives, at der først på et senere tidspunkt skal tages stilling til, hvilke paragraffer i straffeloven der skal være omfattet af den nye voksenattest, men så nævnes der jo alligevel nede i bemærkningerne en række straffelovsovertrædelser af meget forskellig karakter. Det er meget vigtigt for os, at det meget nøje overvejes, hvilke typer af straffelovsovertrædelser der skal være omfattet, og hvor længe tidligere lovovertrædelser skal fremgå af de nye attester.

Vi synes derfor, at forslagets bemærkninger om, hvilke typer af lovovertrædelser der skal være omfattet af attesterne, er problematiske, som de ligger. Det er efter vores opfattelse uhyre vigtigt, at der ved en eventuel indførelse af voksenattester bliver skelnet mellem forskellige typer af forbrydelser. Jeg synes f.eks. ikke, at det virker rimeligt, at lovovertrædelser som tyveri og seksuelle krænkelser nævnes i en fælles oplistning. Jeg synes, der er meget stor forskel – og det går jeg ud fra at alle ordførere vil synes – på den type af forbrydelser, og jeg tror, vi skal være varsomme med, hvilke af dem vi skriver ind, for i forbindelse med en sådan indskrivning må vi sikre, at der er en rimelig balance mellem hensynet til borgernes sikkerhed og tryghed og den resocialiseringsmulighed, samfundet bør give mennesker, der har udstået deres straf.

Sammenfattende vil jeg sige, at Enhedslisten anerkender intentionen i forslaget, og vi har som nævnt indledningsvis noteret os, at der er sket en række ændringer i forhold til det forslag, som Folketinget behandlede for 3 år siden. Vi er alligevel betænkelige ved at tilslutte os forslaget, som det ligger, og jeg vil derfor pege på den mulighed, at vi måske kunne udarbejde en fælles beretning, som kan bringe os videre i en proces, der kan opfylde de intentioner, der ligger i forslaget.

Tak til ordføreren. Og der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak til ordføreren for en pæn tale om forslaget. Ordføreren lægger op til, at vi kan lave en beretning, men det er jo sådan, at beslutningsforslag kan man ændre i, så det var også en mulighed. Hvordan forholder Enhedslisten sig til, at man kunne lave et ændringsforslag eller andet?

Jeg ved ikke, om Enhedslistens ordfører så, at der i går var en sag på Ritzau, hvor overskriften var »Hjemmehjælper bestjal ældre kvinde ved at bedøve hende«. Og derfor synes jeg også, det er væsentligt, at vi diskuterer de straffelovsovertrædelser. Vi har i forhold til tyveri og lignende tænkt, at det selvfølgelig er begået i den faggruppe og over for de mennesker, man har været ude ved, og at man derfor ikke skal kunne gentage det, hvis man først har berøvet, bestjålet en person, man skulle tage vare på og have omsorg over for.

Så hvordan forholder Enhedslisten sig til eventuelt at kigge på en justering af forslaget?

Værsgo.

Det vil jeg ikke på forhånd udelukke. Jeg er også glad for bemærkningerne om berigelseskriminalitet, som i hvert fald ændrer det, definerer det nærmere i forhold til de bemærkninger, der ligger her. Men jeg har også noteret mig, at ministeren rejste problemstillingen for et øjeblik siden, og at det er en problemstilling, der også er blevet vendt og drejet i de tidligere behandlinger her.

Så jeg tror, at vi skal være meget forsigtige med at tage berigelseskriminalitet med i sådan en lovgivning. Det ligger der – bare for en ordens skyld – naturligvis ikke andet i, end at vi må have en maksimal afstandtagen til mennesker, der kan finde på at bestjæle folk, der har brug for deres hjælp i hverdagen. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det skal med i sådan en type voksenattester.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om noget. I 2016 var Ældre Sagen ude at sige, at de ønskede sig, at kommende ansatte i hjemmeplejen og på plejehjem skulle have en attest. De kaldte det så en ældreattest, og jeg synes jo, at Dansk Folkepartis forslag om voksenattester rummer noget mere, men som sagt er det også lagt op til forhandling.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens holdning til Ældre Sagens ønske om en attest på samme måde, som man har det på børneområdet. Anerkender ordføreren det?

Værsgo, ordføreren.

Jamen det anerkender jeg fuldstændig. Jeg nævnte faktisk også Ældre Sagen i min tale, altså at det ville være mærkeligt, hvis de bemærkninger, der kommer fra Ældre Sagen, ikke gjorde indtryk på os, der skal lovgive. Jeg nævnte også Landsforeningen LEV, altså organisationen for pårørende til de udviklingshæmmede. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi er meget opmærksomme på, hvad repræsentanterne for de borgere ønsker, altså dem, som beskæftiger sig med det her, ligesom jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi lytter rigtig grundigt til repræsentanterne for de organisationer, der udfører arbejdet. Vi skal naturligvis først og fremmest tage et hensyn til de borgere, der er i det offentliges varetægt, men vi skal jo også gøre det på en sådan måde, at vi behandler de ansatte ordentligt og anstændigt, og det er derfor, at vi også skal sikre den her balance og proportionalitet i et eventuelt forslag.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer. Så er det fru Laura Lindahl. Og jeg kan forstå, at fru Laura Lindahl også dækker Venstre og Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Det er rigtigt. Tak for det. Det er fuldstændig korrekt, at jeg skal hilse fra Venstre og Det Konservative Folkeparti og meddele, at de ikke støtter beslutningsforslaget.

Forslagsstillerne her ønsker, at man skal lave en voksenattest parallelt med børneattesten, og at den skal sikre, at man ikke kommer til at arbejde med udviklingshæmmede, handicappede eller på anden måde udsatte voksne, hvis man har begået forbrydelser mod denne gruppe. Tanken bag synes jeg er rigtig, rigtig god. Når det offentlige tager ansvar for en borger på den her måde, er det jo et kæmpe svigt, når en medarbejder misbruger sin stilling. Det er ødelæggende for tilliden til systemet, og det skal bekæmpes så godt, som man nu engang kan.

I forhold til om det giver mening at have en ny, selvstændig attest, synes jeg, at der er nogle overvejelser, man bør gøre sig. Børneattesten er jo blevet en succes, og det tror jeg at den er blevet, fordi den ret smidigt er blevet en del af processen ved ansættelser på skoler, i daginstitutioner og i det frie foreningsliv. Vi så en ret stor mængde af sager, og så fandt man et ret fornuftigt værktøj til at håndtere det. Hvis man opretter nye attester, er min bekymring, om man kan udbrede sådan det samme universelle kendskab. Altså hvis man segmenterer for meget, kan det være, at man ikke kan bevare den her indhentelse af attesterne som en helt smidig og naturlig del af ansættelsesprocessen. I dag har vi to forskellige straffeattester, og vi har en børneattest, og hvis man vil udvide det yderligere, skal man efter min opfattelse kunne vise, at de eksisterende attester ikke er dækkende værktøjer – altså også straffeattesten – og så skal der også være tale om en eller anden relativt stor gruppe af sager, for at det kan holdes op imod den mængde af bureaukrati, som det vil medføre.

Der er ingen tvivl om, at ét overgreb imod den her gruppe mennesker er ét overgreb for meget. Det er heldigvis en type overgreb, som er relativt sjælden, og det er man bare nødt til at holde op imod det store antal ansættelser, der er inden for området. Jeg tænker, at man ved at have et krav om, at man vil se en straffeattest, når man ansætter, må kunne komme den her problemstilling til livs langt hen ad vejen. Så det kunne man jo opfordre til at man gør noget mere. Og på den baggrund kan Liberal Alliance ikke støtte forslaget.

Der er en kommentar fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Sidste gang vi behandlede det her beslutningsforslag, var det Thyra Frank, der stod på talerstolen, og hun skulle også hilse fra De Konservative og sige, at de støttede det. Derfor kunne jeg også tænke mig at høre Liberal Alliances ordfører: Hvad har ændret sig, fra dengang vi behandlede det her om voksenattester i Folketingssalen, hvor Liberal Alliance jo bakkede op om det og bakkede op om, at der skulle gøres noget, og så frem til den videre forhandling?

Værsgo.

Jeg tror lidt på linje med det svar, som ministeren også måtte give, at det her er et bredere forslag. Vi er bekymrede for, hvad det reelt vil kræve, når der er så mange ansættelser på det her område og der er så relativt få – meget ulykkelige, men trods alt relativt få – sager. Så det er sådan set ikke, fordi jeg ikke anerkender problemstillingen, når sagerne rammer. Det er heller ikke, fordi jeg ikke synes, at det er vanvittig vigtigt at sætte ind over for det her, men jeg tror bare ikke, det her er den rigtige måde. Jeg vil rigtig gerne sikre, at der ikke er nogen medarbejdere, der forgriber sig på nogen borgere, hverken børn eller udviklingshæmmede eller handicappede eller andre, men kunne man ikke finde en anden måde end at skulle rulle attester ud i så mange ansættelser?

Værsgo.

En anden måde? Altså, jeg tænker da, at ordføreren anerkender, at vi har børneattesterne på børneområdet, og synes, at det er et rigtig godt forebyggelsesværktøj, så derfor undrer det mig dybt, at man ikke også synes, at det vil være et rigtig godt forebyggelsesværktøj på voksenområdet. Hvad er det andet, ordføreren vil have vi skal tale om i forhold til det her? Det er jo et forebyggelsesværktøj. Og med beslutningsforslaget er der jo lagt op til forhandling – netop forhandling. Det her beslutningsforslag er jo ikke mejslet i granit; der er lagt op til forhandlinger, netop også i forhold til at tage andre parametre med, eller i forhold til hvilke straffelovsovertrædelser der skal gælde.

Værsgo.

Jeg anerkender, at børneattesten er en succes. Og jeg tror, at børneattesten er en succes, fordi den på en eller anden måde blev en løsning på et problem, som var større – mængden af sager på børneområdet var større. Derfor synes jeg også, der var en større rimelighed i at kræve det her på det område. Og der er det så bare, vi kan se, det er blevet en helt naturlig del af ansættelsesprocesserne. Jeg er bange for, om det også vil blive det, hvis man ruller det ud på flere områder. Og så er der jo straffeattesten i dag. Man kan som leder på et plejehjem, når man ansætter, bede om at se en straffeattest, og så vil man jo få det frem, hvis pågældende har forbrudt sig mod en borger tidligere.

Tak. Så er der ikke flere kommentarer. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. I Alternativet synes vi, at det her forslag har en rigtig god intention. Det handler om at forebygge vold, seksuelle overgreb, tyverier og lignende mod mennesker med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Det skal gøres ved at etablere en ordning med voksenattester, ligesom vi har børneattester for mennesker, der arbejder med børn, altså en ordning, hvor man skal indhente oplysninger om visse forbrydelser begået af voksne, der skal arbejde med f.eks. udviklingshæmmede mennesker, mennesker med fysiske lidelser eller psykiske lidelser eller ældre på plejehjem.

Man kan hurtigt finde en masse argumenter imod det her forslag, men i Alternativet finder vi ikke anledning til at skyde det ned fra starten. Vi vil gerne gå ind i videre forhandlinger om at afklare behovet nærmere og se på, hvordan forslaget eventuelt skal indhegnes for at give mening, altså hvilke målgrupper forslaget skal rettes mod, hvilke forbrydelser der skal medtages på en eventuel attest osv. F.eks. vil vi ikke gå med til, at fordi man i et supermarked stjal en Marsbar for 9 år siden, kan man ikke arbejde med ældre. Vi vil ikke gå med til at lave noget, der er så meget ude af proportioner, at det mistænkeliggør en masse dygtige frontmedarbejdere overalt i det offentlige system.

Vi vil også være med til at sikre, hvis det her skal have ben at gå på, at man ikke opretter et kæmpestort bureaukrati omkring det her. Det er klart, at det også gør indtryk på os, at – som Enhedslistens ordfører pointerede – både Ældre Sagen, LEV, FOA og SL også støtter det her varmt.

Men nu er det her jo et beslutningsforslag, og det betyder rent teknisk, at hvis det lykkes at skaffe flertal for det, pålægges regeringen at udarbejde et lovforslag om det. Og i den proces føler vi os i Alternativet ikke bundet af at støtte forslaget, hvis det bliver for omfattende og for stramt og for uproportionalt eller – på den anden side – for udvandet. Men hvis det kan sikres ved hjælp af det her forslag, at færre udsatte voksne bliver udsat for krænkelser, vold osv., synes vi da i høj grad, at det er værd at kigge nærmere på. Så fra Alternativets side er vi som udgangspunkt positive over for forslaget.

Tak. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for ordførertalen, og tak, fordi Alternativet ser positivt på det her forslag. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Alternativet synes der ikke skal være i det her beslutningsforslag. Hvad er det, der skal udtages af beslutningsforslaget, for at Alternativet kan støtte det?

Værsgo.

Jeg vil ikke stå her og helt konkret skulle udforme et detaljeret beslutningsforslag fremsat af DF. Jeg glæder mig rigtig meget til at høre, hvad DF vil foreslå i de videre forhandlinger på baggrund af hele den her debat. Men som jeg sagde, må det ikke komme ud af proportioner. Vi skal ikke komme i en situation, hvor vi synes at meget små lovovertrædelser efter lang tid skal forhindre folk, som er kommet fuldstændig ind på det rette spor, i at tage bestemte jobs. Så vi vil f.eks. kigge på, om det bliver for stramt.

Fru Karina Adsbøl.

Hvis man f.eks. arbejder i pleje- og omsorgsfaget og har bestjålet en ældre dame, finder ordføreren så, at man skal kunne arbejde i det samme fag, altså kunne gå over til et vikarbureau og så blive ansat der, altså i forhold til at man tidligere har begået f.eks. tyveri? Hvordan er det, at det ifølge Alternativet skal indhegnes i forhold til tyveri?

Værsgo.

Det vil jeg ikke stå her og blive helt tydelig i forhold til, men jeg synes, det er et af de steder, hvor DF har en pointe. Altså, hvis man har begået kriminalitet mod lige præcis den målgruppe, som man skal ind og arbejde med, for nylig, så kan det jo godt være, at en voksenattest vil kunne forhindre, at den type kriminalitet bliver begået mod den målgruppe igen. Det er også derfor, vi er positive.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. I Det Radikale Venstre finder vi det faktisk relevant, at der kan og skal indhentes voksenattester, der kan sikre, at personer, der arbejder med mennesker med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, ikke har begået overtrædelser af bestemte paragraffer i straffeloven. Hvilke paragraffer det er, mener vi, som der også står i beslutningsforslaget, selvfølgelig skal forhandles. Der kan være mange argumenter for det ene og det andet, men det, der for mig at se er vigtigt på det her tidspunkt, er, at vi jo skal huske, at det her drejer sig om ældre mennesker, det drejer sig om mennesker, der er udviklingshæmmede, mennesker med handicap og mennesker med psykiske lidelser. Det er altså voksne, som ikke er i stand til at værge for sig og ikke er i stand til at håndtere situationer, hvor de udsættes for overgreb af et menneske, som har ansvar for dem på det pågældende tidspunkt.

Derfor noterer vi også med interesse, at Ældre Sagens og LEV's tilkendegivelser har været meget positive, og at FOA også har udtalt sig positivt om det. En voksenattest skal jo ses parallelt med de velkendte børneattester. Voksenattesten skal sikre, at den pågældende voksne ikke er straffet for de relevante bestemmelser i straffeloven, som vi kan blive enige om det er, når vi skal lave en aftale. For mig er det bl.a. oplagt, at det er vold, røveri, blufærdighedskrænkelser og seksuelle overgreb af tilsvarende karakter. Der skal være fuldstændig klarhed over, hvilke overtrædelser af straffeloven der skal oplyses om. Tilsvarende skal der være fuldstændig klarhed over, hvilke personalegrupper der skal være omfattet, og der er selvfølgelig en lang række ting, der skal afklares i løbet af den proces, der fører til, at vi får en lovgivning, der indfører en voksenattest.

Jeg står fuldstændig uforstående over for de argumenter, jeg har hørt indtil nu, om, at det er meget bureaukratisk, og at det er meget mere omfattende, end man skulle tro. For det bestemmer vi jo som lovgivere selv, afhængigt af hvad vi mener behovet er. Og jeg forstår simpelt hen ikke, at man ikke kan se, at en børneattest også kan kræve en voksenattest. Det er jo den samme sårbare gruppe, der er tale om, bare på nogle andre områder, end børneattesten nødvendigvis dækker. Så Det Radikale Venstre vil gerne støtte arbejdet om at udmønte forslaget til lovgivning.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Skal man tvinge kommuner til at indhente attester forud for ansættelse af medarbejdere, som arbejder med de svageste voksne i vores samfund? Det er dyrt, og det er bureaukratisk, men det skal naturligvis ikke afholde os fra netop den løsning, hvis den er den rigtige. For hvis forslaget betyder, at vi i fremtiden er fri for brutale og fuldstændig uacceptable overgreb på svage borgere, så er det naturligvis helt oplagt at svare ja. Men voksen- og for den sags skyld børneattester er desværre ikke altid en sikkerhed for, at vi i fremtiden kan undgå overgreb. Attesterne risikerer til gengæld at blive en sovepude for ledelser og kolleger, men også for os, altså en slags: Så har vi som samfund i hvert fald ryggen fri.

Dansk Folkeparti har med det her forslag vedlagt eksempler på, hvad attesterne kan forebygge. Desværre fremgår det ikke af eksemplerne, om attesterne ville have forhindret de pågældende, som heldigvis er behørigt straffet, i at begå de omtalte overgreb. For fakta er, at det eneste, der kan forhindre overgreb, er tydelig og nærværende ledelse.

Jeg har i mange år repræsenteret nogle af de medarbejdere, som det her forslag vedrører, og jeg er desværre også enkelte gange stødt på konkrete sager, hvor en medarbejder er blevet sigtet for overgreb eller tyveri eller lignende. Jeg har også set, hvordan kommuner og regioner i stigende grad indhenter straffeattester, når de skal ansætte nye medarbejdere, men uden at jeg nødvendigvis har set en egentlig effekt. Men det giver naturligvis mening, at en medarbejder, som tidligere er straffet for seksuelle overgreb, ikke opnår ansættelse, hvor man har ansvar for svage borgere. Men har den unge mand, som desværre i sin ungdoms kådhed og brandert blev involveret i – og straffet for – et værtshusslagsmål, for evigt fortabt sin mulighed for at arbejde med de ældre, som han trivedes så godt sammen med? Eller skal kvinden, som sammen med en kriminel kæreste blev straffet for tyveri, for altid miste muligheden for at arbejde med mennesker, uagtet at straffen netop var medvirkende til, at hun fik smidt kæresten ud og etableret sig med en ny omgangskreds? Er det ikke netop det, som straf også skal, altså resocialisere os og gøre os til bedre mennesker, uagtet at jeg erkender, at det ikke altid lykkes så godt, som vi ønsker det? De to unge mennesker her er nogle, som jeg igennem tiden har mødt og også har kæmpet for, desværre uden held. For vi er rigtig forskrækkede for den der straf, som vi også skal modtage, når vi engang imellem kommer til at gøre noget forkert.

Omvendt mødte jeg desværre også medarbejdere, som jeg personligt for altid ville formene adgangen til arbejdet med mennesker, også om 15 år. Fælles for et par af eksemplerne var, at ingen af dem var tidligere straffet, men jeg havde gerne set en dom, som havde taget psykiaterens ord for pålydende, hvorefter man for altid kunne have forbudt ansættelse eller omgang med børn og svage borgere. Fælles for de to sager var også, at nogle kolleger og pårørende havde ytret mistanke om, at der var noget galt, men desværre over for en tonedøv ledelse og i et konkret tilfælde også for politiet, som ikke tog anmeldelsen alvorligt. Jeg vil ikke give ledelsen en sovepude, jeg vil ikke give kommuner og regioner et pålæg om, at de altid skal indhente diverse attester, skønt det langtfra altid giver mening, men jeg ved i parentes bemærket også, at man på mange offentlige områder allerede har indhentet de her straffeattester, hvor det altså giver mening.

Jeg vil i stedet foretrække en opfordring til relevante ministre og KL og Danske Regioner om i samarbejde at sætte overgreb på dagsordenen på en måde, hvor vi sikrer, at en mistanke altid tages alvorligt og undersøges, at man i de respektive personalegrupper taler åbent om, at man desværre ikke altid kan skue hunden på hårene, men også taler åbent om, hvordan man kan sikre, at personalet kan beskyttes mod de uretmæssige beskyldninger, som desværre også til tider er en af de alvorlige arbejdsmiljøbelastninger, som personalet udsættes for, netop når vi oplever de her sager. Og så er og bliver en tydelig og tilstedeværende ledelse altså den bedste forudsætning for, at der i de enkelte områder ikke kan ske overgreb.

Jeg vil derfor også rigtig gerne række en hånd ud til Dansk Folkeparti med henblik på en videre drøftelse i udvalget om, hvordan vi kan blive bedre til forebyggelsen, men som forslaget ligger her, støtter SF det ikke.

Tak. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren. Som jeg tidligere har sagt, er der med beslutningsforslaget her lagt op til en forhandling. Derfor synes jeg faktisk, det er meget tragisk at høre nogle af de ordførere, der står på talerstolen i dag, sige, at de ikke kan støtte det foreliggende forslag, når der netop er lagt op til forhandling.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om det med gentagelsestilfælde. Der har været en række sager i medierne, bl.a. fordi straffeattesten ikke går langt nok tilbage. Hvis man har udøvet krænkelser eller seksuelle overgreb eller tyveri over for den her målgruppe – det er jo det, det handler om, altså om den her målgruppe – håber jeg da, at ordføreren er enig i, at man ikke skal arbejde inden for det fag igen eller kunne få ansættelse i et privat firma.

Ordføreren, værsgo.

Jeg er fuldstændig enig i det, men problemet er, at man i mange tilfælde heller ikke vil kunne se så langt tilbage. Jeg tror, det er en god idé, at vi sætter os ned og taler om, hvordan man kunne gøre det. Jeg kunne f.eks. godt forestille mig, at det var justitsministeren, der skulle være med til at diskutere, hvordan man kan sikre, at voksne, som begår seksuelle overgreb på voksne eller for den sags skyld på børn, måske som en del af en personlighedsforstyrrelse eller andet, for altid har en anmærkning om, at de aldrig nogen sinde skal arbejde med børn, svage voksne eller for den sags skyld have med børn at gøre.

Det kunne man faktisk godt gøre. Jeg har set nogle af de anmærkninger i folks retssager, og jeg har tænkt, at her kunne det godt have været rimeligt, at man havde sørget for, at den anmærkning for altid ville gå igen. Det er i de situationer, hvor man f.eks. har at gøre med uhelbredelige pædofile.

Fru Karina Adsbøl.

Hele udfordringen er netop også, at man ikke kan se så langt tilbage, og det er jo derfor, at Dansk Folkeparti har fremsat det her beslutningsforslag om voksenattester. Det er også, fordi der, i forhold til hvor langt det skal gå tilbage, er forskel på, hvor man arbejder henne, om man arbejder i hjemmeplejen, eller om man arbejder på botilbud. Det her er jo et forslag, der skal rette op på de ting. Derfor er jeg meget ærgerlig over, at SF ikke kan støtte det og ikke er mere imødekommende over for det. Det er netop også, fordi flere organisationer ønsker det her. Og vi har jo i den sidste tid set de her gentagelsestilfælde i medierne, fordi man ikke kan gå så langt tilbage. Derfor har en tidligere dømt krænker kunnet fortsætte sine seksuelle overgreb over for beboerne. Det er jo tragisk.

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kender de sager, som fru Karina Adsbøl henviser til. For mig er det vigtigt, at vi gør noget seriøst i forhold til krænkere eller for den sags skyld i forhold til folk, som begår overgreb over for svage borgere. Jeg tror bare ikke på, at voksenattester er en løsning, for oftest har de mennesker, der har de her problemer, ikke en dom i forvejen. I de sager, jeg selv har kendskab til, har der ikke ligget en forudgående dom. Den er først kommet efterfølgende, hvorefter man så har kunnet tage affære derfra. Og jeg har ikke kendskab til, at man herefter pr. definition ansætter den slags mennesker igen. Så jeg tror, at løsningen er en anden. Jeg tror, at vi skal ind trinnet foran, så det faktisk lykkes at forebygge, at det nogen sinde kommer til at ske igen. Det synes jeg er vigtigere, end at vi arbejder bagudrettet og løser problemet, efter at skaden er sket.

Tak til SF's ordfører. Vi går nu over til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti. Hun har ret til at bruge talerstolen heroppe ved siden af formanden.

Tak for det. Jeg vil lige hurtigt benytte lejligheden til at ønske formanden tillykke med fødselsdagen.

Dansk Folkepartis beslutningsforslag er en moderniseret genfremsættelse af et tidligere beslutningsforslag, som vi har behandlet her i Folketingssalen, og som dengang også mødte opbakning fra flere partiers side. Dansk Folkeparti ønsker at sikre, at personer, der arbejder med mennesker med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, f.eks. ældre udviklingshæmmede, mennesker med handicap og mennesker med psykiske lidelser, skal give samtykke til, at der kan indhentes en attest, der viser, at de pågældende ikke er dømt for overtrædelse af en række nærmere bestemmelser i straffeloven. Afgrænsningen af disse er der også lagt op til selvfølgelig skal ske i forhandling med Folketingets partier – det er jo netop det, vi har lagt op til med det her beslutningsforslag.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er rigtig mange dygtige og kompetente medarbejdere i pleje- og omsorgsfaget med hjertet på det rette sted, som hver dag gør en kæmpe forskel og en kæmpe indsats i dagligdagen, og som har det som et kald at hjælpe andre mennesker, og voksenattesten vil på ingen måde berøre dem, og de kan fortsætte deres gode arbejde og indsats i pleje- og omsorgsfaget. Det, at der kan blive begået seksuelle overgreb, tyveri og lignende fra en omsorgsperson, er meget tabubelagt og ikke noget, man taler højt om, men det, at man ikke taler om det, er jo ikke ensbetydende med, at det ikke sker, og vi skal tage debatten, også selv om den kan være svær og tabubelagt. Dansk Folkeparti er også bekymret for, at der på dette område kan være et stort mørketal, som aldrig kommer frem, netop på grund af at det er et tabubelagt emne. Når en omsorgsperson begår noget kriminelt eller opfører sig ansvarsløst, begår seksuelle overgreb eller lignende, så rammer det en hel faggruppe, og derfor mener vi, at der er behov for dette forebyggelsesværktøj, så vi kan sortere brodne kar fra. Man kan også undre sig over, hvorfor man ikke på samme måde, som man med en børneattest forebygger og beskytter i forbindelse med børneområdet, ikke også beskytter mennesker med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Ældre Sagen har tidligere været ude at sige, at der skal være den samme kontrol af plejepersonalet for ældre, som der er for personale, der arbejder med børn, altså et rutinemæssigt tjek af kommende ansatte i hjemmeplejen og på plejehjem, så man er sikker på, de ikke har domme for vold, seksuelle krænkelser eller berigelseskriminalitet. Det er vi i Dansk Folkeparti helt enige i, og derfor har vi justeret vores beslutningsforslag til også at kunne omhandle ældre.

Desværre har vi været vidne til en række tilfælde, herunder i dokumentaren på P1 »Sexkrænkeren i hjemmeplejen«, hvor det afsløres, hvordan det alligevel lykkes for en mand, der er uddannet social- og sundhedsassistent, og som tidligere har afsonet en fængselsstraf for et voldeligt seksuelt overgreb i 2000, at få et job i hjemmeplejen i Roskilde i 2009, hvor han så begår yderligere seksuelle overgreb på to kvinder. Også i går beskrev Ritzau historien om en hjemmehjælper, hvor overskriften var: »Hjemmehjælper bestjal en ældre kvinde ved at bedøve hende med medicin«. Landsforeningen LEV's tidligere formand har udtalt, at der er et hul i lovgivningen på det her område, og har sagt, at det er et tag selv-bord ud over alle grænser, og at vi må få gjort noget ved det. Da den udtalelse kom for et par år siden, blev den også bakket op af Ældre Sagen og de sindslidendes organisation SIND. Vi har i Dansk Folkeparti hentet inspiration fra børneattesten, som vi kender fra børneområdet, til at lave det her beslutningsforslag, og voksenattesten skal netop være et forebyggelsesværktøj, så man får mulighed for at sortere brodne kar fra og får mulighed for at forebygge, at der sker gentagelsestilfælde. Dansk Folkeparti ønsker, at det skal være en pligt at indhente en voksenattest, når man arbejder med mennesker, der har en psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse.

Der er i dag forskellige regler vedrørende straffeattester. Når kommuner ansætter plejepersonale til botilbud eller dagtilbud, f.eks. udviklingshæmmede eller psykisk syge, kan man indhente en straffeattest, der går længere tid tilbage, men når kommunen ansætter personale til hjemmeplejen, der skal tage sig af borgere i eget hjem, kræves det kun, at straffeattesten går 5 år tilbage i tiden, og derfor kan personer, der tidligere er dømt for bl.a. seksuelle overgreb, alt for let få job som hjemmehjælper og dermed blive sendt ud til nogle af de svageste borgere og begå nye overgreb. Vi er godt klar over i Dansk Folkeparti, at en voksenattest ikke kan udelukke, at borgerne kan udsættes for overgreb, tyveri eller lignende, men som Landsforeningen LEV også har været ude at sige, kan det være med til at forebygge gentagelsestilfælde.

Vi tror på i Dansk Folkeparti, at vi kan få nogle sorteret fra, som ikke skal arbejde inden for pleje- og omsorgsfaget. Vi har også tidligere fået svar fra det tidligere Social- og Indenrigsministerium, som har oplyst, at der netop ikke er fastlagt særlige regler i serviceloven eller i øvrig lovgivning under den daværende social- og indenrigsminister om indhentelse af straffeattester i forbindelse med kommunernes ansættelse af personale til bo- eller dagtilbud eller personale til hjemmeplejen, som netop skal tage sig af borgerne i eget hjem, og at der kun er særlige regler på det område for netop børneattesterne.

Så har der været en stor diskussion i dag om økonomidelen, hvor vi har ment, at der også vil være en besparelse i, at vi kan forebygge de her sager. Det er så ikke regnet med i det, ministeren siger. Da vi havde den her diskussion om børneattesterne, stod der i lovforslaget, at udgifterne for stat og kommuner ved at skulle indhente en børneattest blev vurderet til at være meget begrænsede, bl.a. fordi indhentelse af børneattester i et vist omfang allerede finder sted, stod der, så der var tale om en beskeden øget sagsbehandlingsmængde hos de ansættende myndigheder. Derfor vurderede man fra lovgivers side dengang, at det ville koste 5 mio. kr. Det er derfor, at vi i Dansk Folkeparti med det her beslutningsforslag har lagt op til forhandlinger på det her område.

Der har været meget tale om, at det er for få sager. Det ved vi faktisk ikke. Vi ved faktisk ikke, hvor mange sager der er på det her område, og hvor mange domfældelser der har været. Jeg synes, at det, det handler om, er at forebygge og sikre, at vi har nogle dygtige medarbejdere. Som der har været talt om i debatten her, så mener jeg jo ikke, at det ene udelukker det andet. Det udelukker jo ikke, at man stadig væk skal have synlig ledelse, og at det stadig væk er kvalificerede medarbejdere, at man stadig væk skal have en god uddannelse og alle de her ting. Det ene udelukker jo ikke det andet.

Jeg vil også gerne sige tak, bl.a. en stor tak for de gode og positive tilkendegivelser, vi har mødt i dag, bl.a. også fra De Radikale, som anerkender, at der er et behov for at kigge på det her område. Også Enhedslisten havde en god og positiv tilkendegivelse og talte det op, talte om at finde løsninger frem for at tale beslutningsforslaget ned. Det synes jeg at jeg gerne vil kvittere for. Mit håb er så, at vi i fællesskab kan finde løsninger, netop fordi det er os, Folketinget, der selvfølgelig skal sikre og hjælpe og styrke den indsats, der også gøres i hjemmeplejen, på plejehjem og i botilbud. Jeg er selv uddannet social- og sundhedshjælper, og da jeg blev valgt til Folketinget, læste jeg til pædagog. Jeg synes jo, at det er rimeligt, at vi har nogle kvalificerede medarbejdere og også, at vi kan vise, at vi har en ren attest. Jeg så jo også gerne, at den gik lidt længere tilbage end 5 år. Det tænker jeg jo også at andre ansatte i hjemmeplejen, pædagoger og andre, godt kan se det fornuftige i.

Så jeg vil sige tak for ordet. Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen af beslutningsforslaget.

Men så let går det ikke. Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne lige igen understrege, at problemet også set med SF's øjne er rigtig alvorligt. Jeg nævnte i min ordførertale et par eksempler, hvor der ikke kunne være blevet forebygget med en attest, og jeg tror heller ikke, at den hjemmehjælper, som ordføreren henviser til, der stjal fra en borger efter tilsyneladende at have bedøvet den pågældende borger, er tidligere dømt.

Har ordføreren overblik over, om der i de eksempler, som ordføreren fremhæver – altså med undtagelse af et enkelt – er noget, der tyder på, at en attest faktisk ville have gjort en forskel? Eller anerkender ordføreren, at vi risikerer, at testene faktisk i mange tilfælde ikke vil kunne dæmme op for problemet, fordi der er tale om, at de mennesker, der begår forbrydelserne, ikke tidligere er dømt?

Ordføreren.

Det vil jo være svært at vurdere, hvis personen ikke er tidligere dømt. Det her går jo bl.a. på gentagelsestilfælde og dem, der er registreret. I forhold til de eksempler, vi har hørt, vil jeg sige, at det her jo ville have gjort en forskel, bl.a. i sagen fra Roskilde, som jeg henviste til i min ordførertale, hvor man havde med en tidligere dømt at gøre, og hvor man ikke kunne gå tilbage og se, at vedkommende var tidligere dømt, fordi straffeattesten kun gik 5 år tilbage – det er også det, der er blevet beskrevet i Jyllands-Posten – og så blev vedkommende ansat i hjemmeplejen igen og begik så det overgreb. Det er jo fuldstændig uacceptabelt. Derfor synes jeg, at det her er et vigtigt forslag, og jeg tror også på, at der, som flere forskere også har været ude at sige, er et mørketal på det her område, fordi det er noget, man ikke taler om.

Så jeg tænker, at det her i hvert fald ville kunne forebygge gentagelser, og jeg er helt klar på, at en attest ikke kan stå alene – det gør børneattesten jo heller ikke – men det skal også ses på den måde, at ligesom vi har børneattester, så får vi også voksenattester, så vi i hvert fald kan forebygge og beskytte på voksenområdet.

Spørgeren.

Jeg er enig i, at det ene eksempel, som ordføreren fremhæver igen og igen, er uacceptabelt, men anerkender ordføreren ikke også, at vi, hvis vi generelt siger, at alle, som har begået nogle af de her kriminelle handlinger, aldrig vil kunne arbejde inden for området, så også risikerer at ramme de resocialiserede eller folk, som vi ikke skulle have ramt med det her?

Jeg bemærker, at ordføreren siger, at det her er meget tabubelagt, men er det så i virkeligheden ikke det, vi skal gøre noget ved, altså at sikre, at det bliver mindre tabubelagt, og at det faktisk er noget, man får italesat ude på institutionerne, så man løser problemet, før det sker, i stedet for når problemet er opstået?

Ordføreren.

Det ene udelukker jo ikke det andet, kan man sige. Og der er også flere sager – der er ikke kun det ene tilfælde, jeg nævner. Der var også en psykiater, som var anklaget for at have haft sex med en psykisk syg kvinde – han havde arbejdet i Norge, men kom så til Danmark og begik handlingen. Så der er flere eksempler. Det er gudskelov ikke noget, man hører om dagligt, men der er også flere domfældelser på det her område inden for pleje- og omsorgsfaget, og det er selvfølgelig også noget, vi skal have gravet yderligere i.

Så det, at man forebygger og selvfølgelig har nogle gode medarbejdere, men samtidig har en attest, vil jo være rigtig godt, og dermed kan vi også bedre sikre de mennesker, som har allermest behov for hjælp i vores samfund.

Tusind tak til fru Karina Adsbøl for dagens indsats.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, og forhandlingen er derfor sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.