Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 57:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Af Marie Krarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 11.01.2018).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til undervisningsministeren. Værsgo.

Dansk Folkeparti har med B 57 fremsat et forslag, som pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte et lovforslag om forbud mod bederum på alle offentlige uddannelsesinstitutioner. Forslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag B 54, som vi behandlede her i Folketinget for et år siden.

Lad mig starte med at slå fast, at regeringen fortsat ikke kan støtte forslaget. Forslagsstillerne begrunder beslutningsforslaget med, at der visse steder er store problemer forbundet med, at muslimske grupper samler sig med det formål at udøve social og religiøs kontrol over andre. Lad mig gøre det helt klart, at regeringen lægger stor vægt på, at de danske uddannelser hviler på grundlæggende principper om frihed, ligeværd og demokrati. De offentlige uddannelsesinstitutioner har en vigtig opgave med at forberede eleverne og de studerende til at leve i et demokrati med frihed og folkestyre.

Uddannelsesinstitutionernes rolle er at uddanne eleverne og de studerende og skabe en dansk uddannelseskultur, hvor institutionerne er tydelige omkring danske og vestlige værdier, bl.a. ved at holde fast i normer som demokrati, tankefrihed og religionsfrihed. Religionsfrihed betyder ikke, at den enkelte borger til alle tider og på alle steder og i alle sammenhænge har ret til aktivt og i offentlighed at praktisere den pågældendes religion.

Regeringen mener imidlertid ikke, at udfordringen med religiøs kontrol bedst håndteres via et nationalt forbud mod bederum. Institutionens beslutning og ageren skal naturligvis til enhver tid holde sig inden for lovgivningens rammer og uddannelsernes formål.

Uddannelses- og forskningsministeren og jeg sendte i juni 2017 et brev til de offentlige uddannelsesinstitutioner. I brevet har vi pointeret, at der er tale om en vigtig dagsordenen, som vi forventer alle uddannelsesinstitutioner tager alvorligt og handler på, hvis der opstår problemer. Det er afgørende, at elever og studerende ikke oplever, at de presses til at få lavet et rum, fordi andre ønsker at anvende rummet til bøn, og at anvendelsen af rummet i det hele taget ikke medvirker til forsøg på negativ social kontrol, f.eks. ved at elever og studerende presses til at deltage i bøn eller anden religiøs aktivitet.

Det er min opfattelse, at uddannelsesinstitutioner primært er et sted for læring, dannelse, fordybelse, ikke religionsudøvelse og under ingen omstændigheder religiøs kontrol. I hyrdebrevet opfordrer vi derfor institutionerne til at overveje, om anvendelse af lokaler til religionsudøvelse er forenelig med en uddannelseskultur baseret på frihed og folkestyre og ikke modvirker trivslen for den samlede gruppe af elever og studerende.

Med andre ord, jeg ser ikke noget behov for at indrette bederum på danske gymnasier, erhvervsskoler, VUC'er eller FGU'er. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Marie Krarup. Værsgo.

Jeg vil godt kvittere for det hyrdebrev, som ministeren har sendt ud; det synes jeg er på sin plads. Men jeg synes jo, det er ærgerligt, at man ikke i stedet vil gå med på vores beslutningsforslag, for der er jo stadig væk bederum. Altså, hyrdebrevet har jo desværre ikke fået folk rundtomkring på uddannelsesinstitutionerne til at lukke bederum.

Så derfor synes jeg, det er fint, at man har sendt det ud, men når der ikke er nogen større effekt af det, så skal man jo måske overveje at bruge lidt stærkere midler, og det er det, vi lægger op til ved at fremsætte det her beslutningsforslag.

Ministeren.

Min holdning er, at alle rektorer, som har det øverste ansvar for et uddannelsessted, selvfølgelig har et ansvar for, hvad der foregår i undervisningen, men jo også for, hvad uddannelsesstedet bliver brugt til. Og det, som uddannelsesstedet bliver brugt til, skal jo være i oplysningens ånd og i den vestlige dannelsestraditions ånd. Det ansvar skal forvaltes lokalt, men der skal også være en opbakning, kan man sige, fra politisk hold, og det er den opbakning, som jeg har ønsket at være med til at give i hyrdebrevet.

Spørgeren.

Men i de tilfælde, hvor der rent faktisk er problemer på skoler, som ikke nødvendigvis kommer til rektors viden, vil man jo stadig væk have de her bederum. Det er derfor, jeg mener, det er bedre med et forbud mod overhovedet at have bederum. I sagens natur går de elever, der er udsat for den her form for social kontrol, hverken til offentligheden eller til rektor og siger det, fordi det for dem er en dyb hemmelighed, at de føler sig forfulgt eller kontrolleret.

Så derfor synes jeg ikke, det er tilstrækkeligt blot at sige: Nå, rektor har ikke opdaget noget problem, så derfor er der ikke et problem. Det er ikke sikkert, at det forholder sig sådan.

Ministeren.

Min opfattelse er, at de steder – der er jo heldigvis mange steder, hvor det her slet ikke finder sted – hvor der er religiøs kontrol, kan det handle om meget mere end nødvendigvis et bederum. Det kan handle om påklædning, social ageren og aktiviteter i det hele taget.

Så derfor er det vanskeligt, kan man sige, bare at forbyde sig ud af det. Jeg mener, at det er noget, vi skal bestyrke rektorerne i og bekæmpe med alle de midler, der nu engang ligger i uddannelsessektoren. Og hvis elever presser andre eller udviser truende adfærd, har de jo slet ikke ret til at gå på den pågældende uddannelsesinstitution.

Med det siger vi så tak til ministeren. Så er vi klar til ordførerrækken, og det er hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet, der står for tur – og som nu er på vej mod talerstolen, kan jeg se. Værsgo.

Unge danske muslimer praktiserer deres religion på mange forskellige måder, og det skal de have lov til. Nogle beder fem gange om dagen, og andre gør ikke; nogle går med tørklæde, og andre gør ikke; nogle drikker alkohol, og andre gør ikke. Og den her frihed til at praktisere sin religion, som man vil, er helt central i et demokratisk samfund.

Det sagde jeg også for 1 år og 1 dag siden, da vi sidst behandlede et beslutningsforslag, der ligner det her. Og derfor bør vi også være opmærksomme på, at mange unge oplever at blive udsat for et pres fra religiøse jævnaldrende, der fortæller dem, at de skal gå med tørklæde, deltage i bøn eller undlade at få ikkemuslimske kærester. Og det ønsker vi selvfølgelig ikke på danske uddannelsesinstitutioner. Forkyndelse styrker den her kontrol på skolerne. Skolerne skal ikke være antireligiøse, men de skal være ikkereligiøse skoler, og derfor hilser vi diskussionen velkommen.

Dansk Folkeparti ønsker at forbyde bederum på offentlige danske uddannelsesinstitutioner. Da vi behandlede forslaget i Folketingssalen for et år siden, var Socialdemokratiet åbne over for forslaget. Vores holdning var, at lokaler på offentlige uddannelsesinstitutioner ikke bør bruges til forkyndelse og bøn. Det er stadig vores udgangspunkt. Men vi havde også en række betænkeligheder ved det fremsatte forslag, og derfor valgte vi hverken at ville stemme for eller imod forslaget. I stedet bad vi regeringen om at undersøge, hvor mange bederum der er på danske skoler og universiteter. Det fik vi svar på nogle måneder senere, og vi kan nu konstatere, at bederum eller fordybelsesrum eller stillerum, eller hvad de bliver kaldt, eksisterer i et meget begrænset omfang. Vi ser derfor ikke noget grundlag for et egentligt lovindgreb. Det ser ud til, at ledelserne på uddannelsesinstitutionerne er i stand til at håndtere problemet selv.

Vi vil dog godt understrege, at vi ikke mener, at der skal stilles lokaler til rådighed, hverken til forkyndelse eller bøn. Det er vores holdning, og som Grundtvig sagde: Skolen skal ikke være kirke, og kirken skal ikke være skole. Derfor: Hvis ledelserne viser sig ikke at være i stand til at håndtere problemet og der opstår bederum på skolerne i et større omfang, vil vi ikke afvise, at der kan være behov for et lovindgreb. Med de kommentarer fastholder vi vores gule stemme, altså hverken et ja eller et nej.

Tak. Der er et enkelt spørgsmål fra fru Marie Krarup. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg har jo set frem til den her tale med stor spænding. Det er selvfølgelig ærgerligt, at Socialdemokraterne ikke ønsker at gøre noget. For så længe der bare er én person, der bliver generet af det her – og sådan nogle personer har jeg personligt mødt – og som føler, at de har svært ved at være på en uddannelsesinstitution, fordi de bliver overvåget og kontrolleret, så mener jeg, at vi har et problem, som vi som lovgivere bør gøre, hvad vi kan, for at løse.

Som jeg sagde til undervisningsministeren før, er det jo et meget følsomt område. Det er jo ikke bare et område, som man selv – som den person, der føler sig forfulgt og kontrolleret – kan løse ved at rejse en sag på skolen. Det kan man lige præcis ikke. Derfor er det tit, at hverken skolens ledelse eller andre elever på skolen ved, at det her problem eksisterer. Det er noget, man får at vide i fortrolighed. Derfor er jeg lidt skuffet over, at Socialdemokraterne ikke ønsker at gå ind og gøre noget for at hjælpe de her folk, som føler sig forfulgt på det her område.

Ordføreren.

Tak for kommentaren. Dansk Folkepartis ordfører siger, at så længe der bare er én person, som føler sig udsat for det her pres, så bør vi som politikere gribe ind. Jeg vil også sige, at sådan nogle personer har jeg også nødt, endda mange af, og jeg har også snakket med skoleledelser, som anser det her for at være et problem.

Men jeg synes også, vi har et ansvar for som politikere ikke nødvendigvis at gribe til lovgivning, hvis der bare er en enkelt eller en håndfuld eller 20 personer, der er udsat for det her pres. Vi må også lige holde hovedet koldt og blive enige med hinanden om, at før vi griber til lovgivning, der skal regulere hele samfundet, skal der også være et problem af et vist omfang. Derfor synes jeg, det er rimeligt nok på baggrund af en undersøgelse, som viser, at der er meget få steder, hvor det bliver brugt som decideret bederum, at vi lige overvejer, om der er behov for at regulere det her gennem lovgivning, eller om der er behov for, at et bredt politisk flertal på Christiansborg i virkeligheden bakker det brev op, som ministrene har sendt sammen med uddannelsesministeren, og siger, at det sådan set er den politiske tilkendegivelse, og at vi regner med, at skoleledelserne er i stand til inden for rammerne af det at håndtere eksisterende lovgivning og styre deres institutioner.

Spørgeren.

Jeg synes selvfølgelig, det er lidt ærgerligt, at man fra Socialdemokratiets side melder meget bastant ud, at nu ønsker man at løse de her integrationsproblemer, men ikke når det så kommer til, at der faktisk er folk, som gerne vil den danske integration og forhindres i det, fordi vi på uddannelsesinstitutioner – heldigvis ikke så mange, men nogle uddannelsesinstitutioner – stiller en kulisse til rådighed, som kan bruges til social kontrol. Altså, det er jo det, vi gør, når der er et bederum. Vi laver simpelt hen forholdene på en måde, så der kan holdes øje med, om folk lever op til de obligatoriske bønner, der skal bedes, hvis man vil leve en ortodoks islamisk tilværelse. Det vil sige, at andre kan holde øje med, om man gør det. Hvorfor skal vi stille sådan nogle kulisser til rådighed, hvis vi samtidig mener, at det er vigtigt at blive integreret i det danske samfund? Jeg synes, det virker usammenhængende. Hvis man virkelig vil integrationen, og hvis man virkelig vil hjælpe den enkelte person, som gerne vil integreres i Danmark, burde man afskaffe den form for kulisser, der lige præcis befordrer sådan en kontrol.

Ordføreren.

Tak. Vi har det sådan, at de offentlige institutioner ikke bare er serviceorganer, der skal levere service til borgerne. Det er også demokratiske institutioner, som ikke bare skal være apolitiske. De skal ikke være partipolitiske, men de skal være politiske; de skal nemlig forsvare og udbygge demokratiet. Derfor mener vi også, det er vigtigt, at skoler og uddannelsesinstitutioner bredt ikke bare lærer folk engelsk og fysik og biologi, men at de også kæmper for demokratiet, og i det omfang, der opstår diskussioner om, hvorvidt nogle af eleverne f.eks. tilslutter sig de demokratiske frihedsidealer, så skal skolen også kunne rumme at kæmpe for demokratiet. Det er vigtigt i danskundervisningen, hvis der er nogen, der ikke vil læse noveller med seksuelt indhold, og det er vigtigt, hvis det får betydning for, hvad der bliver serveret i kantinen, og det er også vigtigt, hvis der er nogen, der siger, at piger ikke må sige noget i undervisningen, og det er også vigtigt, hvis der begynder at opstå kulisser for social kontrol, som Dansk Folkepartis ordfører siger. Det, vi diskuterer her, er ikke, om Socialdemokratiet støtter sådan nogle kulisser. Det, som vi diskuterer, er, på hvilket niveau det skal løses, og vores vurdering er, at det niveau, som løser det nu, nemlig de lokale skoleledelser, i alt overvejende omfang sagtens er i stand til at håndtere det. Derfor ser vi ikke noget grundlag for et lovindgreb.

Med det siger vi tak til hr. Mattias Tesfaye og går videre i ordførerrækken til fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. I forbindelse med at vi i dag behandler B 57, kan jeg starte med at sige, at Venstre stemmer imod det her beslutningsforslag.

Med det her beslutningsforslag foreslår Dansk Folkeparti at lave et forbud mod, at uddannelsesinstitutioner kan indrette bederum. Som det også tidligere er blevet nævnt, er det jo omkring et års tid siden, vi sidst drøftede et lignende beslutningsforslag, og Venstre har ikke skiftet holdning siden sidst. Vi mener fortsat, at det skal være op til den enkelte institution at beslutte sig, men ministeren sendte jo for godt ½ år siden et hyrdebrev ud for at understrege, at selvfølgelig har institutionerne en opgave i at bekæmpe eventuel social kontrol. Derfor synes jeg jo egentlig, at vi på det her område faktisk er nået rigtig langt.

I mellemtiden er der jo også lavet en undersøgelse for simpelt hen at finde ud af, hvor mange bederum det egentlig tyder på man har rundtomkring på institutionerne, og som jeg har fået oplyst, var der omkring 1.200 institutioner, som valgte at svare på den her undersøgelse, og herudaf var der ca. 15, hvor man havde et fast lokale til rådighed. Blandt de 15 institutioner blev der peget på, at de lokaler især blev stillet til rådighed til kristne elever.

Alt i alt synes jeg faktisk ikke, at der er grundlag for at begynde at lave lovgivning på det her område. Jeg har tillid til, at også rektorerne, skolelederne osv. tager et ansvar her og går ind og bekæmper det, hvis der forekommer social kontrol på institutionerne.

Med det kan jeg meddele, at Venstre stemmer imod beslutningsforslaget, og så skal jeg også lige huske at sige, at jeg skulle hilse fra De Konservatives ordfører og sige, at de også stemmer imod.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Marie Krarup.

Det her forslag går på at forbyde, at der er et rum, som er fast sat af til bøn. Det går ikke på, om der må være bøn på skolen, for det må rektor, direktøren eller skolelederen selv bestemme, men det går på, at der ikke på nogen dansk offentlig uddannelsesinstitution bør være et rum, som kun er beregnet på bøn. Hvorfor skal der overhovedet være sådan et rum på en skole? Vi ved, at den kulisse, man sætter frem, når man laver sådan et bederum, fører til social kontrol. Det kan næsten ikke gøre andet, fordi det er tydeligt, hvem der går ud og ind, og det bliver der holdt øje med. Så mit spørgsmål er: Hvordan kan man begrunde, at der på nogen offentlig uddannelsesinstitution i Danmark er et bederum?

Ordføreren.

Jeg vil sige igen, at så ønsker vi ikke at begynde at gå ind og simpelt hen detaillovgive på det her område. Jeg bakker fuldt ud op om også det hyrdebrev, som blev sendt ud, og jeg mener helt klart, at vejen, man skal gå i forhold til at prøve at præge de her ting, er, som ministeren også valgte at gøre, at understrege, hvordan reglerne er, understrege vores holdninger, og så er det de enkelte skoleledere, rektorer, som må tage det her ansvar på sig i forhold til at ændre de steder, hvor der eventuelt er et bederum.

Spørgeren.

Men hvorfor det? Hvorfor er der behov for et bederum på en dansk uddannelsesinstitution? Det er ikke noget, man har haft tidligere, det er en ganske ny foreteelse. Vi ved jo udmærket, at det bliver brugt til islamisk bøn og til kontrol, indbyrdes kontrol blandt muslimer. Så hvorfor overhovedet have det tilladt? Ville ordføreren stemme for en lov i dag, der sagde, at man selv må bestemme, om man vil indrette bederum i danske uddannelsesinstitutioner i dag?

Ordføreren.

Det er sådan, at uanset om det drejer sig om vores uddannelsesinstitutioner eller på arbejdspladser – det er i hvert fald det, jeg oplever – er der nogle steder, man indretter fordybelsesrum eller bederum, som DF's ordfører også nævner. Jeg har det stadig væk sådan, at hvis vi her på Christiansborg skal til at blande os i de detaljer, kunne mit spørgsmål – nu er det jo ikke mig, der har muligheden for at stille spørgsmål her fra talerstolen – godt være: Hvordan skal vi så føre kontrollen efterfølgende? For så må der jo følge noget med, hvis Dansk Folkepartis beslutningsforslag blev til lov. Hvem er det, der skal ud at kontrollere, og skal vi så også have lavet noget omkring, at der skal være et korps, der tager rundt og fører tilsyn med, hvad der foregår i lokalerne osv.? Jeg må sige, at jeg har tillid til, at rektorerne, skolelederne påtager sig det her ansvar, og det er egentlig der, vi står i Venstre.

Med det siger vi tak til fru Anni Matthiesen. Vi giver ordet videre til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Efter Enhedslistens opfattelse skal der ikke laves lovgivning, der fastlægger, hvorvidt der skal indrettes bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner eller ej. Vi mener ikke, at Folketinget skal forbyde bederum, og vi mener for den sags skyld heller ikke, at der pr. definition skal være et krav om indretning af et bederum, selv om der måtte være religiøse elever, som måtte ønske, at der blev etableret et sådant.

Vi kan konstatere, at der i dag er et ganske lille antal institutioner, hvor der er bederum. Det giver efter alt at dømme generelt set – jeg vil ikke udelukke, at der kan findes enkelte eksempler – ikke anledning til problemer eller konflikter der, hvor der er bederum. Og i det omfang, der er det, er det jo åbenlyst, at det håndteres af skoleledelserne. Vi kan også konstatere, at uddannelsesinstitutionerne ikke efterspørger et forbud som det, Dansk Folkeparti ønsker at indføre.

Alt i alt vil jeg egentlig bare kort sige – vi har jo behandlet det for nylig – at jeg ikke opfatter det sådan, at sigtet er at løse reelle problemer på vores uddannelsesinstitutioner, men at det vel rent ud sagt er led i, hvad der kunne minde om et politisk felttog mod borgere med et bestemt religiøst tilhørsforhold. Det bryder vi os ikke særlig meget om i Enhedslisten. Så kort og godt: Vi mener, at man trygt kan overlade det til skoleledelserne at tage stilling til, hvorvidt der skal være bederum på de enkelte uddannelsesinstitutioner, og vi stemmer imod forslaget.

Det gav anledning til en kort bemærkning fra fru Marie Krarup.

Jeg kan høre, at ordføreren har misforstået, hvad forslaget går ud på. Det er jo sådan, at jeg har været i kontakt med folk, der føler sig forfulgt, og jeg kan ikke forstå, at man ikke skal forsøge at forsvare den slags elever, der føler, at de bliver overvåget, der føler, at deres frihed er indskrænket, der har problemer med at komme på en uddannelsesinstitution. Jeg mener ikke, at det danske samfund kan være bekendt at indrette nogle omgivelser, som gør det vanskeligt for en lille gruppe af elever, og her taler vi altså om muslimer, så jeg vil gerne sige, at jeg gør det her for at forsvare nogle muslimer, som ønsker at være muslimske på en måde, som ikke alle synes er den rigtige måde. Det kan jeg ikke forstå at ordføreren ikke vil støtte, og jeg kan ikke forstå, at ordføreren skal komme med sådan nogle insinuationer om, at vi skulle være ude på at genere nogle bestemte religiøse grupper. Nej, vi gør det for at forsvare nogle muslimer.

Ordføreren.

Enhedslisten er absolut imod social og religiøs kontrol. Det mener vi ikke bare at man skal tage afstand fra, men at man også skal gribe ind over for. Jeg underkender ikke, at ordføreren kan have fået indberetning om et problem eller måske nogle enkelte problemer, det vil jeg slet ikke underkende, det har jeg jo ingen forudsætning for at modsige. Vi mener bare, at det at knytte det til spørgsmålet om bederum ikke giver nogen som helst anledning til, at vi laver et generelt forbud som det, der er foreslået.

Spørgeren.

Det synes jeg jo er sørgeligt. Det er også sådan en svær meddelelse at give til de personer, som har de her problemer, og som i sagens natur ikke kan rejse dem offentligt. Det er jo derfor, at vi kender til så få, altså fordi de skal komme anonymt til nogle og fortælle om det, før vi får det frem. Derfor er det besynderligt, at man fra ordførerens side ikke ønsker at være med til at skabe nogle omgivelser, hvor alle religiøse grupper kan føle sig trygge og ikke føle sig overvåget og tvunget ind i en bestemt form for livsførelse, når vi nu ved, at der er folk, der har de her problemer.

Ordføreren.

Jeg underkender ikke, at der kan være enkelte, der oplever problemer. Det synes jeg ikke man skal negligere. Det er da så vigtigt, at de pågældende henvender sig til skolelederen eller den offentlige myndighed, der nu har med den pågældende uddannelsesinstitution at gøre, men det er jo ikke ethvert problem, vi støder på i vores samfund, som vi bør besvare ved at lave generel lovgivning her i Folketinget. Så vi stemmer imod forslaget.

Så siger vi tak til hr. Jakob Sølvhøj og giver ordet videre til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Da Folketinget sidste år behandlede et tilsvarende forslag fra Dansk Folkeparti, var jeg også ordfører på sagen, og jeg sagde bl.a., at jeg havde det udgangspunkt, at offentlige institutioner i princippet skal være sekulære. Jeg nævnte dengang – og det vil jeg gøre igen – domstolene som eksempel, og jeg nævnte hospitalerne. Jeg nævnte også, at uddannelsesinstitutionerne bør have et verdsligt præg, og det gjorde jeg i øvrigt, vel vidende at både fru Marie Krarup og jeg selv er studenter fra en skole, der hedder Ribe Katedralskole. Den er ikke desto mindre på trods af sit navn en fuldstændig verdslig skole, hvor den frie og kritiske og rationelle tanke kan herske. Derfor er det jo selvfølgelig vigtigt, at vi værner om, at vores statslige institutioner skal være sekulære. Det kan vi ikke blive uenige om.

Så er der spørgsmålet om, hvordan man forvalter på en proportional måde. Skal man indføre et centralt forbud, eller skal man lade beslutningen om indretningen af institutionerne være op til de lokale ledelser? Sådan som situationen er i 2018, tror jeg, at et centralt forbud er ude af proportioner med problemets omfang, og det tror jeg jo ikke mindst i lyset af at ministeren siden sidste år, som ministeren også gjorde opmærksom på, nu har udsendt et hyrdebrev. Det er altså ikke en grundlæggende uenighed om institutionernes verdslige præg, som skiller os ad, men det er spørgsmålet om, om man i den situation, der er, i den konkrete situation, der foreligger, skal vedtage en lov, udarbejde en bekendtgørelse, sende den ud og håndhæve loven, som også fru Anni Matthiesen var inde på, der er det springende punkt. Der er jo ingen, der kan vide, om situationen vil stille sig anderledes i fremtiden, og så synes jeg, at vi skal tage sagen op igen. For det, der er uproportionalt i dag, kan jo sagtens være proportionalt på et senere tidspunkt. Men indtil videre synes jeg, at de lokale ledere bør træffe beslutningen om at bevare deres institutioner sekulære, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak for det. Fru Marie Krarup for en kort bemærkning.

Tak for indlægget, og tak for det her lille halmstrå, som Liberal Alliance klamrer sig til for at få deres forklaring til at hænge sammen, altså at det er en administrativ byrde. Det er også en kæmpe administrativ byrde at se, om der er et rum eller ej. Hallo, det er altså ikke noget, der skal udfyldes mange formularer om. Der skal faktisk ikke udfyldes nogen. Det er et spørgsmål om, at der fysisk er et rum, som er sat af til bederum. Det her forslag omhandler ikke rektorens eller skolelederens ret til at bestemme, om der skal være bøn på skolen i andre rum, men det omhandler et forbud imod at have et rum stående, der fast bruges til bøn. For det er det, der giver den her sociale kontrol.

Den anden del af det, altså om der overhovedet skal være bøn på en skole, er et andet spørgsmål, som jeg mener skal afgøres lokalt. Men det handler om, at man har ret til at have et rum, som kun er indrettet på det, og hvor vi erfaringsmæssigt ved, at hvis man har det, bliver det brugt til islamisk bøn, og det bliver brugt til social kontrol. Det er ikke en administrativ byrde at overskue, om der er sådan et rum. Det kan selv Liberal Alliance bare ikke påstå i seriøsitet.

Ordføreren.

Selv meget små eksempler på bureaukrati er jo også bureaukrati. Så det må vi jo prøve at bekæmpe, hvor det forekommer.

Værsgo.

Ja, ja, og det er halmstrået, der knækker kamelens ryg, ikke? Men jeg tror måske, det dækker over, at vi er enige om, at der ikke bør være bederum, men at der så er nogle administrative ting, der gør, at Liberal Alliance ikke kan stemme for det her, og det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt. Det viser jo også nogle af de problemer, vi står med her, altså at der er nogle, som egentlig ikke melder helt klart ud på de her områder, hvor de har en masse rigtige holdninger, men desværre ikke sætter dem igennem der, hvor der er behov for det. Det lider integrationen under, og det er der så nogle af de mere sekulære, de såkaldte moderate muslimer, der især lider under, fordi de har det problem, at de får sværere ved at få lov til at leve det frie liv, som vi i virkeligheden ønsker her i Danmark. Der tror jeg helt sikkert at Liberal Alliance også ønsker at de skal have mulighed for at leve det frie liv, som vi normalt er vant til i Danmark.

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min ordførertale, er vi jo ikke særlig uenige om det principielle, og jeg lagde også vægt på, at det, som måske er en kende uproportionalt i 2018, sagtens kan være proportionalt i 2019 eller 2020. Og da et godt beslutningsforslag jo ikke kan fremsættes for tit, kan vi måske fremsætte det igen, og så kan vi nå frem til noget andet.

Så siger vi tak til hr. Henrik Dahl og giver ordet videre til fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg var ude at rejse i vinterferien og var i flere lufthavne, og jeg lagde mærke til, at de fleste lufthavne efterhånden har stillerum, refleksionsrum – altså rum, hvor de rejsende kan gå ind og få en pause, bede, eller hvad de nu har lyst til. Det er jo en respekt over for de rejsende, der benytter sig af lufthavnene.

Da jeg for efterhånden nogle år tilbage arbejdede et par år i Tryg – det var dengang, Stine Bosse var der – byggede man hele organisationen om, altså huset derude i Ballerup. Noget af det, der blev lagt vægt på var vigtigt, var faktisk, at der skulle indrettes et stillerum, et refleksionrum, til medarbejderne. Da jeg nogle år efter i en årrække var på Rigshospitalet, arbejdede jeg tæt sammen med præsterne og imamen, og vi havde også stor fokus på, at der skulle være et rum til rådighed for patienterne, som de kunne bruge til at trække sig tilbage for at bede eller bare have en stille stund. Det er sjovt, at så kommer jeg i Folketinget, og så står vi her og diskuterer, om Folketinget skal beslutte, at offentlige uddannelsesinstitutioner ikke må have bederum, refleksionsrum eller stillerum.

Så jeg synes, der er flere ting i det her, hvoraf den ene selvfølgelig er det liberale princip om, at man som uddannelsesinstitution selv bør beslutte, hvorvidt der skal være et bederum, et stillerum eller et refleksionsrum, eller hvad man nu kalder det, på institutionen. Det synes vi i Alternativet er en lokal beslutning, og derfor stemmer vi tydeligvis også nej til det her beslutningsforslag. Det gjorde vi også, da vi stod her for et år siden. Det er primært, fordi det altså er en autonom beslutning, som vi mener ligger i de offentlige uddannelsesinstitutioner og ikke hos os her i Folketinget.

Noget helt andet er, at hele ideen om, at man stiller et rum til rådighed for eleverne, hvor de elever, der måtte have glæde af det og brug for det, kan få en stille stund, faktisk er enormt sympatisk. Dermed er det ikke sagt, at vi ikke anerkender, at der kan være problemer nogle steder, og de steder, hvor der er problemer, skal der selvfølgelig tages hånd om dem, og de skal selvfølgelig løses, men det kan ikke være en løsning, som består i, at vi i Folketinget gør det forbudt at lave de her rum. Det må være noget, der foregår lokalt. Så vi siger nej til beslutningsforslaget.

Foreløbig tak. Der er et kort spørgsmål fra fru Marie Krarup.

Jamen jeg vil bare gerne have uddybet, hvordan det kan være sympatisk at stille nogle omgivelser til rådighed, som vi altså ved i mange tilfælde bliver udnyttet til at kontrollere og undertrykke nogle mennesker, der ønsker at leve et anderledes liv. Hvordan kan det være sympatisk? Der er ikke nogen, der siger, at man skal være forhindret i at bede en bøn, men det betyder ikke, at der skal være et bestemt rum, der er sat af til det, og hvor nogle kan kontrollere, hvem der kommer ind og beder sin bøn på en bestemt måde. Jeg forstår ikke, hvordan man kan synes, at det er sympatisk at lave sådan nogle omgivelser, som vi ved bliver brugt til det her.

Hvordan kan vi som lovgivere acceptere, at vores offentlige uddannelsesinstitutioner har lov til at lave nogle omgivelser, som vi ved er ineffektive i forbindelse med integration; som vi ved gør det svært for nogle muslimer, der ønsker at leve sekulært, at være til stede på sådan en uddannelsesinstitution? Det har jeg svært ved at se kan være sympatisk.

Ordføreren.

Tak for det. Det er jo nogle voldsomme generaliseringer, som fru Marie Krarup kommer med: Vi ved, at de er til skade for integrationen; vi ved, at de her rum bliver brugt kontraproduktivt, i forhold til hvad der er hensigten.

Men Undervisningsministeriet har jo lavet en undersøgelse, der viser omfanget, altså hvor mange rum der er. Og jeg vil bare bede om, at man, når man kommer med så voldsomme påstande, også dokumenterer dem. Så det vil være mit svar tilbage.

Noget andet er, om det er sympatisk at stille de rum til rådighed. Ja, selvfølgelig er det da sympatisk. Er det sympatisk, hvis man misbruger dem? Nej, det er det ikke.

Spørgeren.

Det synes jeg er en manglende respekt for de mennesker, som føler det som et pres. Der har været artikler i dagbladene. Ordføreren for Socialdemokratiet nævnte, at vedkommende kendte til eksempler. Jeg kender til eksempler. Men det er ikke noget, der nødvendigvis kommer op på skolelederens bord, fordi det er meget, meget følsomt, og det er meget, meget svært at sige det i sin egen sociale sammenhæng, for det er der, man bliver udsat for det pres. Så jeg synes, det er meget overfladisk bare at affeje det, som at der ikke er nogen problemer. Det er der faktisk. Og hvis der er bare ét problem, så synes jeg, at man bør sætte spørgsmålstegn ved, om vi som lovgivere skal sørge for, at der stilles omgivelser til rådighed, sådan at man bedre kan udføre en social kontrol, som de fleste af os faktisk synes er forkert.

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg slet ikke tror, at det ville løse de problemer, som fru Marie Krarup taler om, hvis man gjorde det forbudt at lave bederummene, for så ville folk givetvis lave de ulovligheder et andet sted. Det er sådan et perspektiv. Men noget andet er, om vi her i Folketinget bør lave politik på, at vi kender til eksempler. Jeg vil bare som politiker, som også er valgt til at forsvare vælgernes interesser og i det hele taget sikre en eller anden form for demokratisk substans i vores arbejde, aldrig være en politiker, der stiller sig op og siger, at jeg vil lave politik på baggrund af, at jeg kender til eksempler. Altså, det er fair nok, at vi kender til eksempler, og selvfølgelig skal vi også tage højde for dem, men det må jo ikke være det, som vi baserer vores nationale lovgivning på.

Her siger vi tak til Alternativets ordfører og går videre til fru Marianne Jelved, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Danmark hviler på en række grundlæggende frihedsrettigheder og en udstrakt decentralisering til lokalsamfund og institutioner lokalt. Det har vi haft en tradition for gennem århundreder. Religion er som bekendt en samvittighedssag og dermed en personlig sag, og derfor vedrører den enkeltes religiøsitet ikke andre. Og derfor kan man selvfølgelig problematisere indretning af f.eks. bederum på offentlige uddannelsessteder, som forslagsstillerne til det beslutningsforslag, vi behandler nu, B 57, gør.

På den anden side skal vi altså ikke have et samfund med overstyring. Det, man kan håndtere lokalt, skal vi selvfølgelig lade folk håndtere lokalt. Der kan være masser af forhold, som spiller ind på det lokale niveau, og som vi ikke kan sidde og kende til her i Folketinget. Og de studerende, der færdes lokalt på uddannelsesstederne, må forholde sig til det, der sker omkring dem, og derfor også bidrage til at få løst de problemer, der eventuelt kan være. Det skal vi ikke som Folketing blande os i. Der er studerendes råd, der er elevråd, der er alle mulige former for organisationer, der kan tage den type problemstillinger op, som B 57 behandler, og hvis et rum bruges eller kan bruges til bederum, må de studerende tage det op, hvis de mener, det fører til noget, som det ikke skulle føre til, nemlig kontrol af den enkelte.

Så det er meget enkelt: Vi skal have tillid til vores medmennesker rundtomkring i samfundet. Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Marie Krarup. Værsgo.

Det er meget sødt og meget godt. Selvfølgelig skal vi have tillid, men når det nu er en situation, hvor det er nogle meget sårbare unge mennesker, som føler sig presset, er det så sandsynligt, at de rejser det her i et elevråd eller går op på rektors kontor og taler om det? De bliver jo betragtet, når de går derop. Alle vil spørge dem: Hvad snakkede du med rektor om? De folk, jeg har talt med, har slet ikke kunnet gøre det. De er milevidt fra det. Derfor er det forkert, at vi fra lovgivningens side tillader, at man har nogle omgivelser, som gør det meget nemmere at udføre den her form for social kontrol.

Selvfølgelig vil vi aldrig nogen sinde kunne løse alle problemer med social kontrol. Det her er jo bare en lillebitte del af det. Men vi er med til at gøre det muligt. Vi giver skolerne lov til at opbygge en kulisse, der bliver brugt til et spil, som vi synes er forkert. Og så tror vi, at eleverne selv kan løse det, men det kan de lige præcis ikke, fordi de er så sårbare i den her situation.

Ordføreren.

De er åbenbart ikke så sårbare, at de ikke kan henvende sig til fru Marie Krarup og fortælle om deres sårbarhed og det, de oplever. Og derfor ville jeg være rigtig, rigtig taknemmelig – og jeg mener det faktisk dybt alvorligt – over at møde nogle af de unge, som er kommet til fru Marie Krarup for at beklage sig over den situation, som de oplever på deres uddannelsessted. Jeg ville rigtig, rigtig gerne tale med nogle af dem. Jeg har bare ikke mødt dem.

Marie Krarup.

De folk, der kommer med sådan nogle problemer her, gør det i dybeste hemmelighed. De er bange for, at der er nogen, der opdager, at de sætter det her på dagsordenen. Der er en meget, meget stor angst for at blive afsløret, fordi det har så store konsekvenser for deres private liv. Men som ordføreren hørte før, er der også andre ordførere her, der har oplevet, at folk bliver udsat for det her. Det eksisterer, selv om det ikke er noget, som folk tør stå frem og sige i det åbne rum.

Jeg vil da håbe, der er nogle, der henvender sig til fru Marianne Jelved om det her problem, men det kræver jo, at de har dyb tillid til, at det ikke går videre – og det er jeg selvfølgelig også sikker på at de godt kan have. Men problemet eksisterer; vi er flere, der har mødt det. At fru Marianne Jelved ikke har mødt det, er ikke det samme, som at det ikke eksisterer.

Ordføreren.

Med det kendskab, jeg har til uddannelsesinstitutioner – og det er faktisk et ret stort kendskab igennem rigtig mange år – så har jeg stor tillid til ledelsen på sådanne institutioner. Og hvis der sker den type overskridelser af, jeg havde nær sagt ens personlige grænser som studerende, så håber jeg sandelig, at der er både lærere og rektorer og inspektører, og hvad ved jeg, som har sans for den slags ting. De går midt imellem de unge, og de unge har jo også kendskab til hinanden.

Derfor, fru Marie Krarup: Det hører til i et demokrati, at man også er i stand til at forholde sig til det, der generer en, og det, der generer andre, og som man gerne vil lave om. Det er jo også det, vi skal lære her, og det må vi hjælpes ad med. Og jeg er en meget glad lytter til nogle, der har haft de problemer, som der blev gjort rede for i forbindelse med fru Marie Krarups indlæg her.

Tak til fru Marianne Jelved. Og så går vi videre til fru Tina Boel, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. I SF har vi stærkt fokus på problemerne med social og religiøs kontrol, og derfor har vi bl.a. lagt stor vægt på at få kvinder i isolerede religiøse miljøer i uddannelse og ud på arbejdsmarkedet. Og vi har i to omgange været med til at styrke tilsynet på friskole- og privatskoleområdet, så man har sikkerhed for, at alle børn forberedes til at leve i et demokratisk samfund.

Men i SF mener vi, at fokus altid bør rettes mod de reelle problemer, og udbredelsen af religiøse bederum på danske uddannelsesinstitutioner er ikke noget stort problem. For det første viste den undersøgelse fra sidste år, at der ikke er tale om noget udbredt fænomen. Af de 1.261 uddannelsesinstitutioner, der ønskede at deltage i undersøgelsen, har kun 27 svaret, at de har et bede- eller fordybelsesrum. Det samme forhold viste de høringssvar, der kom i forbindelse med behandlingen af forslaget i sidste samling. For det andet mener vi i SF, at det er et politisk skråplan, at vi som lovgivere begynder at detailregulere, hvordan selvejende ungdomsuddannelser eller andre uddannelsesinstitutioner indretter deres undervisning og lokaleforhold. For det tredje kan et forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner ifølge Institut for Menneskerettigheder let komme til at udgøre et indgreb i tros- og religionsfriheden og andre grundlæggende menneskerettigheder, der i dag er beskyttet i henholdsvis grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det vil SF ikke medvirke til, og derfor stemmer SF nej til beslutningsforslaget.

Vi siger tak til SF's ordfører. Så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne, fru Marie Krarup. Værsgo.

B 57 er stort set identisk med et tidligere beslutningsforslag fra sidste år. Dansk Folkeparti trak det gamle forslag tilbage og sendte det i høring, fordi det under førstebehandlingen kom frem, at der var nogle partier, der ville støtte forslaget, hvis det blev sendt i høring først. Nu har forslaget så været i høring, og ikke overraskende har man fundet ud af, at der ikke er en voldsomt stor del af uddannelsesinstitutionerne, der har bederum – heldigvis, vil jeg sige. På Uddannelses- og Forskningsministeriets område er det 10 ud af 37 institutioner, og på Undervisningsministeriets område er det 27 institutioner, der har svaret ja til, at de har bederum. Men det er langtfra alle institutioner, der har svaret. Så reelt ved vi ikke, præcis hvor mange der er, men der er i hvert fald mindst 37.

Når vi i Dansk Folkeparti synes, at det er vigtigt at lovgive på dette område, selv om der altså heldigvis er så få bederum, som der er, så er det, fordi vi har oplevet, at elever og studerende har været kede af at føle sig tvunget ind i én bestemt livsstil. Det er sket, ved at det har været muligt for andre grupper af elever at holde øje med, om de har brugt bederummet til de obligatoriske islamiske bønner. Et bederum har dermed skabt rammerne for, at der kan udøves en social kontrol af en art, der bestemt ikke er behov for på en dansk uddannelsesinstitution. Dertil kommer, at der ét sted også er blevet fundet radikaliserende litteratur i et bederum. Man kan derfor frygte, at bederum også giver rammer for en islamisk radikalisering. Og ingen af delene er ønskværdige i Danmark.

Dette forslag løser naturligvis ikke alle integrationsproblemer i Danmark – langtfra. Det løser ikke alle problemer med social kontrol i Danmark. Men det kan måske hjælpe på bare et lillebitte område og kan gøre det nemmere for unge muslimer, der ønsker at leve et mere sekulært liv, at vælge en uddannelsesinstitution og føle sig godt tilpas der.

Vi har hørt andre partier på det seneste tale meget mere positivt om lovgivning på disse bløde integrationsområder – dér, hvor vi forsvarer dansk kultur og dansk frihed. Vi har hørt andre partier tale om, at det f.eks. er en god idé at lovgive om, at der faktisk skal være svinekød i institutionernes madplaner. Det har vi hele tiden selv syntes i Dansk Folkeparti, for vi ønsker at forsvare dansk kultur og dansk frihed. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at der nu også er andre partier, der har fået det på den måde. For desværre er det sådan, at det ikke bare går af sig selv at bevare og forsvare dansk kultur og frihed.

Vi er glade for, at undervisningsministeren har sendt et hyrdebrev ud til uddannelsesinstitutionerne om, at de bør overveje, om det er en god idé med et bederum. Det er bare ikke nok. For det har ikke fået bederummene til at forsvinde, og dermed har vi stadig væk de samme problemer med social kontrol. For når vi ønsker at forbyde bederummene, er det jo for at give alle den frihed, som bør være selvskreven i det danske samfund, nemlig at man kan vælge at leve, som man ønsker, uden at blive overvåget og kontrolleret. Kan man blive overvåget og kontrolleret, får man dermed sværere ved at blive en del af det danske samfund – integrationen gøres vanskeligere.

Vi havde derfor håbet meget på, at andre partier, især de partier, der udtalte sig positivt om forslaget sidste gang, havde kunnet bakke op om vores forslag. Men jeg takker for dagens debat.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil måske egentlig gerne bruge lejligheden til at blive lidt klogere på, hvad det egentlig er, Dansk Folkeparti gerne vil med det her beslutningsforslag. Så jeg har egentlig bare et par enkelte spørgsmål.

Først og fremmest kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre: Hvis beslutningsforslaget bliver til lov på et tidspunkt, hvordan tænker DF's ordfører så at selve kontrollen eventuelt skal foregå?

Marie Krarup.

Det er nok ikke så svært. Det er jo et spørgsmål om, om der er et rum eller ikke er et rum, altså et rum, der er sat af til det her. Det er det, som beslutningsforslaget går ud på. Det går ikke ud på, om der er bøn på skolen. Det er jo den enkelte skoleleder, der skal beslutte det, og langt de fleste skoler eller rigtig mange skoler har forbudt bøn; det er der i hvert fald rigtig mange gymnasier der har gjort.

Men at kontrollere, om der er et rum, der er sat af til det her, altså fast sat af til det her, er ikke så svært, tror jeg. Altså, det er lige så svært som at finde ud af, om der er et fysiklokale på en skole. Det tror jeg ikke man behøver sådan en hær af administratorer og en masse papir for at finde ud af. Man kan vel ringe til rektor og spørge, om der er sådan et rum, og han kan næppe have et skjult bederum et sted; så jeg kan ikke se, at der er et administrativt problem i det her.

Anni Matthiesen.

Tak for svaret. Det er også bare for lidt at afsøge, hvordan det egentlig skal foregå i praksis, for nogle gange laver vi jo noget lovgivning – os her på Christiansborg – som så ikke kommer til at fungere optimalt derude i virkeligheden. Så jeg hører ligesom DF's ordfører sådan, at der skal være nogle tilsynsmyndigheder, eller at man for den sags skyld skal ringe og spørge rektorerne, om der er afsat et rum, hvor der eventuelt er et skilt udenfor, som der står bederum på, eller andet, der gør, at man kan se, at det bliver anvendt til det. Hvad skal straffen i givet fald være efterfølgende, altså hvis man tager nogle i, at de har sådan et rum?

Jeg vil også gerne have et svar på noget andet. Jeg går ud fra – sådan som jeg også læser teksten – at det gælder alle typer af bederum og ikke udelukkende bederum for muslimer. Eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Jeg er ikke bekendt med, hvordan man kontrollerer, om en skole har et fysiklokale, men jeg vil anbefale, at man bruger den samme form for kontrol. Og jeg er ikke bekendt med, at det er en voldsom administrativ byrde i Undervisningsministeriet at finde ud af, om man har et fysikrum eller en gymnastiksal på en skole.

Et bederum er et rum, der er sat af til det, og som enten hedder bederum, stillerum, meditationsrum, eller hvad man nu kalder det. Det vil sige, at det ikke er noget, du kan skjule. Så jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan være vanskeligt at finde ud af. Og hvis man har et, skal man jo selvfølgelig bare lukke det og bruge det til noget andet. Altså, jeg kan ikke forestille mig, at der vil være skoler, som, hvis de får påbud om at lukke et bederum, vil sige: Det vil vi ikke. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at vi skulle komme derud, hvor vi skal til at give bøder eller sådan noget til en rektor, der vil fastholde det.

Tak. Så er det hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg vil godt starte med at sige, at Socialdemokratiet ikke har foreslået, at vi skal lovgive om, hvorvidt der skal serveres svinekødsfrikadeller i danske daginstitutioner, men vi har valgt at sige, at de kommunalbestyrelser, der beslutter sig for at skrive ind i kommunens kostpolitik, om der skal tages religiøse hensyn, og hvis der skal det, hvordan, fortjener opbakning her fra Christiansborg, ikke hån og latterliggørelse. Ligesom jeg synes, det er vigtigt, at de sygehusledelser, der står bag deres ansatte, når en patient f.eks. nægter at blive behandlet af en muslimsk sygeplejerske, siger: Det er ikke til diskussion, vi har ansat vedkommende på baggrund af hendes faglige kvalifikationer, og det er enten den behandling eller ingen behandling.

På samme måde mener vi, at det er vigtigt at stå fast på, at skolerne er sekulære, ikkereligiøse institutioner. Det behøver man ikke at så tvivl om Socialdemokratiets holdning til. Det, vi diskuterer, er, hvilket niveau problemet skal løses på. Vi mener f.eks., at børnehaven er en kommunal institution. Derfor bør kommunalbestyrelserne overveje, om der er behov for at skrive det ind i kommunens kostpolitik. Gymnasierne er statslige selvejende institutioner, og derfor er det relevant, at Dansk Folkeparti tager det her beslutningsforslag op i Folketingssalen.

Men når vi skal vurdere, hvilket niveau beslutningerne skal træffes på, så må det da have betydning, i hvor stort omfang problemet overhovedet eksisterer. Derfor er det vel rimeligt nok at pege på den undersøgelse og sige, at når det er så marginalt et problem, synes vi i hvert fald ikke, at der er noget grundlag for at sige, at det så også skal føre til lovgivning. Det betyder ikke noget i forhold til vores holdning til, hvorvidt der skal være bederum. Det betyder noget i forhold til vores holdning til, om der skal lovgives herfra.

Ordføreren

Som jeg har sagt flere gange under debatten her, er det meget vanskeligt at fastslå problemets omfang – det er meget vanskeligt. Der skal en anden undersøgelse til. Man kan ikke nøjes med at ringe til skolelederne og høre, om der er et problem, for det er ikke dem, der kan mærke det. De vil sjældent få det at vide. Det vil være svært for en elev at gøre opmærksom på det. Så derfor ved vi faktisk ikke, præcis hvor stort det er, men vi ved, at der er et problem – os, der har været i kontakt med den slags folk. Det er det ene.

Det andet er, at jeg jo synes, at der i Danmark i for lang tid har været den her holdning, som Bertel Haarder for flere år siden udtrykte med ordene, at han ikke var minister for tørklæder, leverpostej og badeforhæng, og derfor var det bare ting, som man selv skulle finde ud af ude på de enkelte institutioner.

Derfor blev jeg meget glad, da jeg læste, at Socialdemokratiet ønskede at bakke op om dem, som ikke havde den der laissez faire-holdning om, at det må de bare selv finde ud af. Derfor er jeg selvfølgelig også lidt skuffet over, at det er Socialdemokratiets reaktion i dag, at de godt vil stå og klappe i hænderne, men rent faktisk ikke vil gøre noget med de midler, som vi har til rådighed, altså gå ud og forsvare de folk, som er udsatte og har det her problem og gerne vil integreres i det danske samfund, men møder den modstand ved en social kontrol, som vi befordrer ved at stille nogle kulisser og nogle rammer til rådighed for det.

Hr. Mattias Tesfaye.

Jeg kan godt forstå, at Bertel Haarder sagde sådan for efterhånden mange år siden, fordi vi kommer ud af en meget homogen kultur, og derfor har vi haft en masse uskrevne regler i Danmark om, hvordan man opfører sig. Jeg tror, at hvis jeg havde taget en kasket på, da jeg gik i 9. klasse, så havde min lærer bedt mig om at tage den af. I dag kan man gå på et offentligt finansieret gymnasie på Nørrebro med burka. Det fortæller virkelig noget om, hvad der har rykket sig på ganske få år. Sådan nogle uskrevne regler bliver udfordret, og derfor er det helt rimeligt, at der kommer en politisk debat om, om der er behov for at skrive nogle af de uskrevne regler ned. Det synes jeg er helt rimeligt, og derfor synes jeg også, at den her diskussion er helt rimelig.

Vi kan selvfølgelig godt have en diskussion om, hvor udtømmende den undersøgelse, der er lavet, er. Jeg vil sige, at når jeg selv har besøgt en række af de her uddannelsesinstitutioner og snakket med både ledelse og lærere og elever, kan jeg jo godt mærke, at det her er til diskussion. Og hvis ikke der er et lokale, sker det i kantinen eller i kælderen, og så skal ledelsen forholde sig til det. Derfor synes jeg, at det er relevant at diskutere det. Min oplevelse er bare, at alle andre end en eneste gymnasierektor, som jeg har snakket med, har sagt: Lad os nu selv håndtere det, vi kan godt håndtere det med de virkemidler, vi har nu. Jeg har kun mødt én rektor, der har sagt: Jeg er så træt af at diskutere det her, vil I ikke nok være søde at vedtage et lovforslag? Det synes jeg er for lidt til, også i respekt for at der ikke skal være for detaljeret lovgivning, at gribe ind.

Ordføreren.

På gymnasieområdet er det faktisk noget, som de fleste har taget stilling til, og der er rigtig mange, der har forbudt det. Det synes jeg er godt, det er jeg meget, meget glad for. De rektorer, der har gjort det, har jo ikke behov for det her beslutningsforslag, fordi de ikke har noget bederum og de har forbudt bøn på skolens område.

Men der er andre steder, hvor der stadig væk er bederum, og hvor der ikke er regler om bøn på skolens område. Det er jo der, man har brug for det her beslutningsforslag. Det er jo der, hvor rektor ikke er opmærksom på det, og hvor der alligevel er unge mennesker, som føler, at de bliver kontrolleret på en destruktiv eller negativ måde. Det er jo der, det her skal hjælpe.

Man kan da kun glæde sig over, at der er nogle steder, hvor de sagtens kan finde ud af det, men der er steder, hvor de ikke kan, og der burde vi hjælpe de elever, som føler sig udsatte. Det ville jeg ønske at der også var andre partier end Dansk Folkeparti der støttede op om. Det synes jeg de elever har fortjent.

Tak til fru Marie Krarup.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.