Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 52:

Forslag til folketingsbeslutning om et loft over de årlige omkostninger i procent (ÅOP) ved kviklån på 15 pct. over diskontoen.

Af Lisbeth Bech Poulsen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 08.12.2017).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til erhvervsministeren.

SF har fremsat forslag om et ÅOP-loft ved kviklån på 15 pct. over diskontoen. Formålet er at beskytte udsatte forbrugere mod at optage dyre forbrugslån. Desuden vurderer forslagsstillerne, at den indførte 48-timersbetænkningsperiode ikke virker.

Der er flere indikationer på, at der er tale om et marked, hvor flere forbrugere kommer i vanskeligheder ved de gentagne forbrugslån. Der er mange, der har svært ved at klare de månedlige betalinger, og der er mange, der efterfølgende fortryder, at de optog lånet. Dertil kommer, at forbrugerne typisk ikke overvejer andre alternativer end det forholdsvis dyre forbrugslån, de optager.

Jeg er enig i, at der er behov for en veldoseret forbrugerbeskyttelse på forbrugerlånemarkedet. Det er derfor, betænkningsperioden blev indført i starten af 2017. Men jeg mener, at et decideret prisloft, såsom et ÅOP-loft, er for indgribende et skridt. Et ÅOP-loft på 15 pct. vil betyde, at nogle personer helt mister muligheden for at få lån, selv om de jo står med et akut lånebehov og kan betale renter og afdrag. Det er også uklart, hvilke typer lån beslutningsforslaget reelt skal ramme. Der vil være tale om en meget indgribende regulering af de mange for at beskytte de få.

Det afgørende er, at forbrugerne får tid til at tænke sig om, når de optager hurtige forbrugslån. Jeg vil gerne have, at forbrugerne bruger betænkningsperioden til at agere som aktive forbrugere og afsøge markedet for de bedste muligheder. Det er derfor, jeg mener, at forbrugerbeskyttelse i form af en betænkningsperiode frem for et ÅOP-loft er at foretrække.

Betænkningsperioden blev indført med det formål at give forbrugerne en ekstra chance til at tænke sig om. Nu ser det dog ud til, at reglerne kun omfatter en meget lille del af markedet. Vi kan også se, at markedets reaktion på betænkningsperioden er nye lånetyper med en længere løbetid, og det betyder, at disse lån ikke er omfattet af betænkningsperioden. Og der er det vigtigt, at vi finder en balance, så vi ikke lukker markedet fuldstændigt for de mange låntagere, som har brug for de lån, men sikrer en fornuftig forbrugerbeskyttelse.

Mit svar her er altså, at vi prøver at gøre betænkningsperioden mere effektiv. Jeg har bedt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om at undersøge udviklingen på markedet siden indførelsen af betænkningsperioden. Jeg forventer, at undersøgelsen foreligger snarligt, den vil kaste lys over tingene og vise, om der er behov for en tilpasning af betænkningsperioden, ligesom den vil vise, hvilke muligheder der er for at gøre betænkningsperioden mere effektiv.

Regeringen kan således ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er ønske om en række korte bemærkninger, og det er først fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak for talen, minister. Det var ikke overraskende. Men jeg vil alligevel høre, om ministeren kunne blive lokket til at støtte forslaget, hvis det nu var en anden grænse. Det her er jo 15 pct. over Nationalbankens til enhver tid gældende diskonto, og dermed er afhængigheden af et specifikt renteniveau ikke så stor. Skulle det være 20 pct. eller 30 pct.? Jeg spørger, fordi vi jo har fundet eksempler på lån, hvor der er en ÅOP på 3.000 pct., så jeg tænker, vi måske kunne finde hinanden et eller andet sted inden for det spænd, eller hvad?

Ministeren.

Jeg er altid modtagelig for gode argumenter, og jeg kan også altid lokkes til gode politiske aftaler, men det er jo hele princippet om, at hvis man fastsætter et maksimalt ÅOP-loft, har markedet en tendens til at nærme sig det loft, og så bliver det markedsprisen, og så sætter man jo markedet ud af kraft. Man kan sige, at der er rigtig mange forbrugere, der har brug for de her lån.

Det, jeg gerne vil kigge på og også meget gerne vil tale med SF og andre af Folketingets partier om, er at gøre betænkningsperioden mere effektiv, for der er ikke nogen tvivl om, at det, vi har set, efter betænkningsperioden blev indført, er, at man har konverteret nogle af lånene over til nogle andre typer lån, som har betydet, at der ikke er nogen reel betænkningstid for nogle forbrugere i hvert fald. Det synes jeg vi skal kigge på, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er færdig med deres undersøgelser.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Man må sige, at der er lidt at give af, hvis loftet i dag er 3.000 pct. for det lån, som jeg har fundet, og som trods alt også var det mest ekstreme. Men det er jo normen, at de ligger på 700-800 pct., så skal jeg bare forstå det sådan på ministeren – og i parantes bemærket bakker Forbrugerrådet Tænk op om en eller anden form for model i den her retning – at ministeren bare er principielt uenig i at lave nogen former for loft?

Ministeren.

Den erfaring, man gør sig, når man kigger på lofter, og det er også i andre henseender, er, at loftet bliver normen, og det vil sige, at så er der ikke noget marked mere. Lad os sige, at man satte det på x pct., så ville det være det normale, og hvor er markedet, og hvor er konkurrencen så henne? Så det er det vigtigste argument, jeg synes man har imod at sætte sådan en maks.-grænse ind.

Det andet er, at der jo er nogle forbrugere, som har brug for det lån. Det kan være, de har brug for hurtigt at købe en seng, hvis de får en lejlighed, det kan være, de har brug for at købe noget til børnene, det kan være, der er andre vigtige ting, de har brug for, og hvis man går ind og sætter nogle maks.-grænser ind for noget, som gør, at nogle familier så ikke kan optage de lån, hæmmer man deres muligheder for at leve et ordentligt liv.

Der, hvor vi kan lave beskyttelse, og hvor jeg synes det er nødvendigt og rigtigt, er i forbindelse med betænkningstiden, så man har et overblik over, hvad man egentlig betaler for det her, hvad alternativet er til at tage den her type kviklån i forhold til en anden type lån, og der vil jeg gerne værne om betænkningsperioden, så man som forbruger får mulighed for at se, hvad det her egentlig reelt koster.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted.

Til at starte med har jeg bare et faktuelt spørgsmål til ministeren. Kan ministeren bekræfte, at det ville være lovligt at indføre et sådant loft, at det ikke ville være i strid med dansk eller europæisk lovgivning? Og kan ministeren også bekræfte, at et sådan loft findes i en række andre medlemslande af EU?

Ministeren.

Umiddelbart ser jeg ikke noget til hinder for, at man skulle kunne indføre sådan et loft. Men det vil jeg selvfølgelig skulle undersøge nærmere og også snakke med Justitsministeriet om. Men som den lægmand, jeg er heroppe som minister for området, mener jeg ikke, at der skulle være noget til hinder for det, altså juridisk, men det må man selvfølgelig spørge Justitsministeriet om.

Hr. Pelle Dragsted.

Tak for det. Det andet spørgsmål går på, at der har været forslag fremme om i hvert fald at forbyde den meget offensive reklamevirksomhed, der er for de her produkter. Det er blevet sammenlignet med det forbud, vi har mod tobaksreklamer, fordi det her sådan set er et lige så skadeligt produkt som tobak. Hvordan vil ministeren stille sig til sådan et forslag?

Ministeren.

Det ville jeg umiddelbart være imod. Nu kommer der en masse teoretiske spørgsmål. Jeg synes, at det, man hele tiden skal huske på, er, at når der er en palet af forskellige muligheder for forbrugerne, sikrer vi også forbrugerne nogle bedre muligheder for at gå efter de ting, som de har brug for.

Jeg nævnte før, at det kan være, at man har brug for at hjælpe sine børn, hvis de flytter hjemmefra. Det kan være, at man har brug for nogle andre ting, som gør, at man kan leve et normalt liv i sit hjem. Og der kan det være, at man ikke lige kan gå ned i banken og låne de penge, og der kan et såkaldt kviklån jo så være en mulighed. Men det vigtige er så, at man har mulighed for at tænke sig om. Så derfor er det fokus, som jeg har, at der er et værn og en integritet i forhold til betænkningsperioden på de 48 timer.

Hr. Jacob Mark, SF.

Tak for det. Jeg har jo altid haft den opfattelse, at De Konservative er det parti, der tager hånd om de svage, og når vi gerne vil lægge et loft over ÅOP på f.eks. 3.000, altså det vil vi have væk og have det på 15 i stedet, er det jo, fordi vi gerne vil beskytte forbrugeren. Jeg tror også, at det er derfor, at Forbrugerrådet Tænk bakker op om det her, fordi det er et forslag, der skal være med til at beskytte forbrugere, men sarte sjæle i særdeleshed, mod at rode sig ind i nogle af lån, som de potentielt ikke kan betale tilbage.

Nu siger ministeren, at det, der kan ske med lofter, er, at så vil alle sætte ÅOP efter det loft, man nu satte. Hvis vi skulle følge den tankegang, ville man så skulle tro, at fordi vi laver et loft på 15, så vil alle rent faktisk gøre det. Så får jeg lyst til at spørge: Tror ministeren rent faktisk, at alle ville gøre det? Og for det andet siger ministeren, at der er erfaring med det inden for branchen eller med lofter i det hele taget. Kan ministeren nævne nogle steder, hvor man har lavet nogle lofter, og hvor man så kan se, at det blev tilfældet, altså, at man så indrettede det efter loftet?

Ministeren.

Om jeg tror, at de vil gøre det? Ja, for det er normalen, og det er traditionen, at man søger hen imod, hvor loftet er, fordi det jo ligesom er der, hvor man kan hente mest profit ud af det, man laver. Det, der er udfordringen i det, er, at hvis man f.eks. havde det på de 15 pct., ville det helt sikkert betyde, at nogle af dem, som har brug for et sådant lån, ikke kan få det, fordi der vil der være en anden form for kreditvurdering af dem. Det er jo hele tiden markedet, der bliver lavet.

Jeg synes også, at det er helt hul i hovedet, helt vanvittigt, at man kan have op til – jeg har ikke selv set det, men det siger SF's ordfører at hun har set – 3.000 pct. Det er jo helt, helt surrealistisk vanvittigt. Men der må man jo også godt selv slå sin hjerne til, når man er forbruger, og se på, hvor det er, man kan få en lavere rente. Det er jo derfor, at den betænkningsperiode er der, og det er derfor, at der også skal værnes om den, og der skal være en beskyttelse af den betænkningsperiode.

Hr. Jacob Mark.

Det er meget interessante ting, ministeren siger, men ministeren siger, at de har brug for de lån, altså, at der er nogle folk, der har brug for de lån. Ja, de har brug for lån, og de har brug for økonomisk hjælp, men de har vel ikke brug for et lån, der nødvendigvis har en ÅOP på 100 pct. De kunne lige så godt have brug for et, der havde 15 pct. Det tror jeg faktisk ville gøre, at de havde en mere stabil økonomi i fremtiden. Så har vi ikke en forpligtelse til at sikre, at familier, der er så desperate, at de vil optage så vanvittige lån, faktisk bliver beskyttet?

Den anden ting er, at ministeren snakker om kreditvurderinger. Tror ministeren, at det vil ændre på den kreditvurdering, de her institutter eller banker vil lave, hvis man ændrede fra 100 pct. i ÅOP til 15 pct.? Hvorfor siger ministeren det?

Ministeren.

Jeg er interesseret i at finde en balance, hvor vi ikke lukker markedet fuldstændig for mange låntagere og samtidig sikrer en fornuftig forbrugerbeskyttelse, for selvfølgelig skal der være en fornuftig forbrugerbeskyttelse. Vi kan ikke bare overlade det her til det vilde vesten, forstået på den måde, at man kommer op på en ÅOP på 3.000, hvis det er tilfældet. Det er jo som nævnt helt vanvittigt. Men hvis man har en betænkningstid på 48 timer, kan man jo selv shoppe rundt og se, hvor man kan få det billigst mulige produkt, for der er altså familier, som har brug for det produkt i en kortere periode, hvis de skal have en seng, eller de skal have noget til deres køkken eller i det hele taget hjælpe deres familiemedlemmer.

Der er ikke flere, der har spørgsmål, så vi siger tak til ministeren og går over til ordførerrækken. Den første ordfører er hr. Thomas Jensen, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Jeg skal på vegne af Socialdemokratiets forbrugerordfører fremføre talen i dag, og jeg skal sige til mine kollegaer, at man også har lov til at stille spørgsmål til mig.

Tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag. Socialdemokraterne er enige i, at der er tale om et kviklånsmarked, som virker helt uoverskueligt, når det gælder låntagernes overblik over de årlige omkostninger. Det lyder fristende, når man kan låne i en fart til lige det, man har lyst til, og mange lader sig lokke til impulsive og ugennemtænkte låneoptag. Men pengene skal jo betales tilbage i løbet af kort tid og med en rente og en række omkostninger, som kan sætte låntageren i en uoverskuelig situation med en gældsætning, som desværre har vist sig at være meget, meget svær at komme ud af for alt for mange danskere.

Vi er derfor enige med SF i, at der bør gribes ind, men vi vil nok gribe lidt mere grundlæggende ind her fra Folketingets side. Et loft over ÅOP er et af de redskaber, der kan anvendes. Så langt er vi enige. Vi ved også, at et loft over ÅOP er et effektivt redskab til at beskytte forbrugerne. Udsagn fra Forbrugerrådet Tænk understreger imidlertid, at loftet ikke kan stå alene. Det er også et spørgsmål om, hvor loftet skal ligge. Loftet skal på den ene side ikke være så højt, at firmaernes nuværende praksis bare fortsætter uændret, dvs. udlån med lemfældig kreditvurdering. På den anden side skal loftet heller ikke være så lavt, at virksomheder ikke kan drive en – og jeg mener altså en nogenlunde seriøs – udlånsvirksomhed.

Vi vil fra Socialdemokratiets side lægge op til, at der også tages fat på en række andre områder, der spiller en stor rolle for kviklån. For et år siden vedtog Folketinget, som det også blev nævnt fra ministerens side, en lovændring, der skulle sikre, at borgere, der ønskede at optage et kviklån, først kunne få udbetalt lånet efter 48 timers betænkningstid. Vi gjorde det jo for at hjælpe de svage sjæle til at tænke sig om og genoverveje nøje, om det virkelig var et lån, det var presserende at optage. Hensigten med lovindgrebet var at få stoppet de impulsive kviklån, men det har så desværre vist sig, at en række udlånsvirksomheder omgår loven ved at udstede kassekreditter i stedet for at yde lån. Dermed kan de udbetale pengene med det samme. Som det også har været nævnt, er der også andre måder at omgå loven på. Jeg synes, at vi skal se på det, som ministeren også lægger op til, nemlig en undersøgelse. Og når den er færdig, skal vi se, hvordan vi kan gribe ind over for den her kreativitet, vi har set i markedet.

Problemet med, at udlånsvirksomheder ikke kender til, hvor mange lån en låntager allerede har, skal vi også kunne løse, synes vi fra Socialdemokratiets side. Det er ofte svage borgere, der søger kviklån. Det er borgere, der ikke har overblik over egen økonomisk situation. Det er borgere, der er presset af gæld, og det er borgere, der er styret af deres lyst til at købe nye ting. Derfor er det nødvendigt, at vi lovgivningsmæssigt sikrer, at man ikke kan optage et ubegrænset antal kviklån, alene fordi udlånsvirksomhederne ikke kan se, hvor man i øvrigt har optaget lån, og hvor stor ens gæld reelt er. Der er det, der hedder kreditstatus, som er et system, der virker godt. Her registreres bevilgede lån, og her er der overblik over en persons gæld. Problemet er dog, at det ikke er et system, som udlånsvirksomheder skal være tilsluttet, men noget, de kan være tilsluttet, og det er langtfra alle.

Vi bliver nødt til her fra Folketingets side at sikre en obligatorisk tilmelding til sådan et system, der gør, at udlånsvirksomheder kan se, hvor stor en gæld personen allerede har. Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt kun at regulere ÅOP-omkostninger, som der er lagt op til i det her beslutningsforslag. Socialdemokratiet bakker op om grundtankerne i forslaget, men vi mener, at vi langt mere grundlæggende skal have fat i ondets rod, så vi får helt klare og sikre regler for både borgere og udlånsvirksomheder, og derfor støtter Socialdemokratiet ikke beslutningsforslaget. Og så skal jeg hilse fra Det Radikale Venstres ordfører, som siden den lovbehandling, vi havde før, er blevet kaldt til forhandlinger i Forsvarsministeriet. Han vil sige, at han godt vil kunne bakke op om den tale, jeg har holdt her for Socialdemokratiet. Så Socialdemokratiet og Radikale Venstre er stort set enige om det her beslutningsforslag.

Der er bedt om en kort bemærkning til fru Lisbeth Bech Poulsen.

Altså, jeg er måske ikke så overrasket over De Radikale, men jeg er overrasket over Socialdemokraterne, specielt fordi vi – og det skal jeg bare indrømme – er blevet kraftigt inspireret af Socialdemokraternes eget forslag om loft over de årlige omkostninger i procent ved forbrugslån med en maks.-grænse over diskontoen på 15 pct. Altså, hvorfor gælder det så ikke længere?

Det er godt nok et lidt ældre forslag. Forslagsstillerne var Benny Engelbrecht, Yildiz Akdogan, Henrik Dam Kristensen m.fl. Retorikken er anderledes osv., men i bund og grund står der: Et loft over ÅOP ved forbrugslån på 15 pct. over diskontoen. Hvorfor gælder det ikke mere? Jeg er oprigtigt overrasket over, at Socialdemokraterne ikke støtter det, og det er derfor, jeg spørger og bruger anledningen i dag til det.

Ordføreren.

Som jeg også gav udtryk for i min tale, er ÅOP noget, der kan være et delelement af noget bredere, vi skal gøre på det område her. Vi har jo set en voldsom udvikling på det her udlånsmarked de senere år. Jeg mener, at forslagsstilleren selv siger, at det er vokset eksplosivt fra at udgøre, hvad er det, 136.000 lån i 2014 til at udgøre en samlet udlånsmængde på, jeg mener, det er noget med ca. 430 mio. kr., og det er jo en voldsom udvikling i forhold til det, vi så bare 4-5 år tidligere.

Derfor erkender vi fuldstændig fra Socialdemokratiets side, at vi engang har fremsat det andet forslag. Men vi må også bare i dag erkende, at med den måde, hvorpå der bliver ageret på lånemarkedet, er der nok behov for at sætte lidt bredere ind og ikke kun se på ÅOP.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jamen alt det er jeg enig i. Der er mange områder. Altså, vi skal også have sikret, at børn og unge har en bedre forståelse af, hvad de ting, der står med småt, betyder, hvad ÅOP betyder, og alt det her. Det er rigtig vigtigt.

Men det at kunne få en grænse ind, hvor man kan sige, at man da får sat en stopper for det – og den grænse kunne også være 20 pct., der er trods alt stadig væk langt op til det, der er normalen, nemlig 700-800 pct., og de eksempler, vi har set, på 3000 pct. Så jeg kan bare ikke forstå det. Det her kunne være et af flere skridt, vi kunne også gøre alt det andet.

Jeg er faktisk enig med Socialdemokraternes ordfører i, at vi også bør kigge på alt det andet. Men når man selv har fremsat et forslag – hvor vi tænkte, at det da er et godt forslag, og at vi gerne vil fremsætte det nogle år efter med den samme procentsats – og man så ikke kan støtte det her, så forstår jeg simpelthen ikke, hvad der er sket på de år.

Ordføreren.

Jamen det er, at tingene ude i samfundet udvikler sig, selv om vi herindefra kan genfremsætte det samme beslutningsforslag år efter år. Og det, vi har taget bestik af fra Socialdemokratiets side, er, at der altså er sket en voldsom stigning ude i virkeligheden på det her marked. Og der er nogle adfærdsmønstre, som gør, at vi synes, at vi måske skal slå til lidt bredere med forskellige tiltag.

Så kan vi måske på et tidspunkt, hvis regeringen vil være med til det, lave en samlet pakke, sådan at vi sikrer, at vi i fællesskab herindefra vedtager noget, der kan gælde i den her folketingssamling og også på den anden side af et folketingsvalg. Jeg synes, at det vil være det bedste, hvis vi kan vedtage sådan en lovgivning, så både borgere og virksomheder ved, hvad de har at forholde sig til, uanset hvad flertallet er på Christiansborg.

Hr. Jacob Mark, SF.

Tak for det. Ja, tingene udvikler sig, og jeg er også lidt overrasket over ordførerens indstilling, for da jeg foreslog det her i pressen maj 2017, var der umiddelbart opbakning til forslaget fra Socialdemokratiet, i hvert fald ifølge TV 2. Så det der marked går hurtigt. Det er jeg selvfølgelig lidt ærgerlig over, fordi jeg tror, at det faktisk er noget, der reelt kunne have været med til at beskytte forbrugerne. Når jeg tror det, er det, fordi hvis man ser på både Holland og Tyskland og flere af de andre europæiske lande, hvor man har indført sådan et loft, er der folk, der har forstand på det – mere end jeg har – f.eks. en, der er partner i det, der hedder Mybanker, der har sagt i nogle af de her artikler, at man kan se, at det har lagt en dæmper på markedet, altså kviklånsmarkedet, hvorimod der i Danmark er sket en opblomstring. Hvad tænker ordføreren egentlig om, at det loft, som Socialdemokratiet tidligere har været for, men som man nu ikke længere er for, og som man har indført i andre lande, faktisk har lagt en dæmper på kviklånsmarkedet i andre lande?

Ordføreren.

Lad mig først lige kommentere på det der med en TV 2-artikel fra maj 2017. Jeg talte med min kollega og forbrugerordfører, fru Karin Gaardsted, inden jeg skulle i salen i dag. Jeg ringede til hende, for hun er nemlig i udlandet, og spurgte, om hun havde været ude at tilkendegive, at vi bakkede op om det her forslag. Det havde hun ikke. Og jeg har heller ikke selv gjort det. Der er ikke noget citat fra Socialdemokratiet i den der artikel, så jeg ved ikke, om jeg lige skal have en snak med journalisten om, hvordan søren det kan være opstået, men i hvert fald har vi ikke udmeldt noget i maj 2017.

Som jeg sagde i min ordførertale, kan det her med at gå ind og regulere på ÅOP godt være en del af en samlet pakke, men jeg synes bare, at vi skal tage flere instrumenter i brug, fordi vi ser, at det seneste, vi har lavet, nemlig det her med 48-timersreglen, jo er noget, der er blevet omgået ved, at der har været en kreativitet i markedet. Derfor synes jeg, at vi bør se på nogle analyser, hvis ministeren kan tilvejebringe dem, og at vi så skulle sætte os ned og se på, om vi kan lave en samlet aftale på det her område. Det synes jeg ville være bedst for borgerne, forbrugerne, og for virksomhederne, sådan at de ved, hvad de har at forholde sig til, hvis vi kan lave et bredt forlig herinde, fordi så er det ikke sådan, at vi skal rende rundt og ændre politikken, selv om flertallet forhåbentlig skifter efter næste folketingsvalg.

Hr. Jacob Mark.

Tak for det. Det er jo en ærlig sag omkring TV 2. Jeg ved ikke, hvad der er sket der, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg kommer fra så pragmatisk et parti, at når vi kan få bare lidt af vores politik igennem, plejer vi at stemme for, også selv om vi gerne ville have mere. Så derfor undrer det mig lidt, at man så ikke stemmer for det her, hvis man faktisk synes at det er et godt forslag.

Så vil jeg bare høre: Når det nu ikke kan stå alene, eller hvis man skal se det i et bredere billede, som Socialdemokratiets ordfører siger, hvad skal der så til? Altså, hvad er det, der mangler, for at Socialdemokratiet kan bakke op om det her forslag?

Ordføreren.

Som jeg var inde på i min ordførertale, kom jeg rent faktisk med nogle forslag om f.eks. det her med, at låneudbyderne skulle have en pligt til at have det her system, så de kunne gå ind og tjekke, når de fik en låneansøgning, om den her person har optaget kviklån ti andre steder og har en samlet gæld på et højt, højt beløb og til en høj rente, for så er det nok ikke en, man skal gå ind og give et lån. Det var en af tingene.

Så synes jeg, at vi skal få hegnet den der 48-timersregel ind på en sådan måde, at man ikke kan omgå den. Jeg hører også fra ministeren i talen, at det er det, ministeren er ved at få undersøgt, sådan at vi med baggrund i noget konkret viden også kan lave en forbedret lovgivning.

Så jeg synes faktisk, at der er flere steder, vi godt kan sætte ind. Man skal slet ikke nære mistro til Socialdemokratiets intentioner på det her område. Vi synes, at det er svage mennesker, der bliver udnyttet af nogle ågerkarle, og desværre er den der ågerkarleparagraf, vi har i vores lovgivning, og som SF også har med sit forslag, jo ikke en, der bliver brugt på nogen måde. Måske skulle vi se på, hvordan vi bare helt konkret kan opdatere den her kviklånsmarkedslovgivning, sådan at vi ikke ser, at de her ågerkarle fører sig frem og tjener en masse penge på svage sjæle.

Hr. Pelle Dragsted.

Der er en lille modsætning, synes jeg. Nu ved jeg godt, at ordføreren er vikar for den egentlige ordfører, men altså, hvis man virkelig synes, det er et problem – og jeg kan høre, ordføreren synes, at der er tale om ågervirksomhed – burde man gøre noget ved det. Altså, hver eneste dag er der folk, der kommer galt af sted på grund af det her.

Nu er der fremsat et forslag, og så siger man, at det vil man ikke støtte, fordi man vil have et forslag, der indeholder endnu flere ting. Kan vi så forvente, at ordførerens parti prompte tager initiativ til i hvert fald at gøre noget ved det her, eller er det bare, for at være helt ærlig, en gratis omgang fra talerstolen i dag? Altså, vil der blive taget initiativ fra Socialdemokraternes side til enten at indkalde til forhandlinger eller at opfordre regeringen til forhandlinger, eller til selvstændigt at fremsætte et beslutningsforslag hernede, eventuelt i samarbejde med nogle af de andre partier, der er enige i, at det her er et problem, for at gøre noget ved det? For ellers virker det besynderligt, at man siger, man har et problem, men ikke vil bakke op om et forslag, som man oven i købet selv har fremsat tidligere i en næsten identisk udgave.

Ordføreren.

Jeg synes, at når vi heldigvis har haft ministeren på som taler først, som det jo er praksis ved beslutningsforslag, skal man også lægge mærke til, hvad ministeren siger. Der blev jo rent faktisk sagt, at ministeren er ved at indhente information om, hvad der sker på det her marked, bl.a. i forhold til 48-timersreglen. Og som jeg hører ministeren, er der også lagt op til, at der skal handles på det her.

Så den evigt pragmatiske socialdemokrat her vil selvfølgelig række hånden ud, hvis regeringen inviterer til forhandlinger på området, sådan at vi kan rette lovgivningen til og sikre, at der ikke – som i dag – er nogen, der går ud på det her marked og bedriver åger over for nogle svage sjæle.

Anden korte bemærkning.

Tak. Men det, jeg hører ministeren sige, er, at man vil kigge på det her med tidsperspektivet, altså at der skal være den her betænkningstid. Men mener ordføreren, at det er tilstrækkeligt? Ordførerens parti har tidligere fremsat et forslag om, at man skulle kigge på at lægge et loft over det her. Men selv hvis man får indhegnet betænkningstiden, vil det så være tilstrækkeligt til at stoppe det her ågerkarleri?

Ordføreren.

Nej. Nu henviser jeg igen til ordførertalen. Og som jeg også siger, er der altså det her kreditsystem, som man måske kan stille krav til udlånerne om at de skal orientere sig i, når de får en låneansøgning. Det synes jeg vil være rigtig restriktivt, i forhold til om folk, der i forvejen har en meget usikker økonomi, kommer til at optage nogle flere lån med meget, meget høje renter. Og så kan vi forhåbentlig få pakket den her 48-timersregel ind.

Nu nævner ministeren lånets løbetid, men der er også det der med, at man har omgået det ved at definere lånet som en kassekredit. Det synes jeg også at vi i samme moment skal prøve at få løst.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Jamen jeg vil da gerne på vegne af Dansk Folkeparti kvittere for, at SF har taget initiativ til at rejse den vigtige debat, vi har her i Folketinget, om, om der er styr på kreditten, havde jeg nær sagt, i forhold til kviklån. Det må vi jo sige at der jo sådan set ikke er, og derfor er det også en god anledning til, at vi får drøftet det her i dag. Spørgsmålet er så, om vi kan støtte et beslutningsforslag, som indeholder et loft over, hvad renten må være på udlån af penge i Danmark, og svaret er, at det kan Dansk Folkeparti ikke.

At låne penge ud er ikke en offentlig opgave. Det, der er en offentlig opgave, er at sikre, at der er en tilstrækkelig god lovgivning, som naturligvis også tilgodeser forbrugerne og beskytter dem mod bl.a. åger. Lovgivningen set i forhold til straffeloven har jo siden 1975 indeholdt en straffebestemmelse om, at man, hvis man bedriver åger, kan blive sanktioneret. Der er mig bekendt faktisk for ikke så længe siden afsagt en dom, hvorved en virksomhed blev dømt for åger i forbindelse med udlån. Så det er ikke noget, der bliver brugt ret tit, men det kræver selvfølgelig også, at der er nogle, der rejser sagerne, også når man synes, at man betaler alt, alt for meget for sine hurtiglån. Der har vi i øvrigt også Ankenævnet for Finansieringsselskaber, som er oprettet til netop at behandle de sager, som måtte blive rejst af forbrugerne, hvis de mener, at de bliver udsat for urimelige vilkår og bl.a. også for det, der tangerer åger. For vi er selvfølgelig enige i, at ingen skal kunne se frem til at skulle betale en procent på 3.000 for et lån. Det er i hvert fald ikke vores politik. Men det, som SF foreslår, er jo så, at vi skal lægge et decideret loft. Det mener vi i Dansk Folkeparti ikke er den rigtige medicin.

Vi vil gerne være med til at lave et forbud mod, at man f.eks. kan tilbyde den type lån til folk, der er registreret i RKI eller i andre institutter af samme slags. Vi vil også gerne være med til at skærpe kreditaftalelovens bestemmelser med henblik på at sikre, at den 48-timersbestemmelse, som vi jo indførte for ikke så forfærdelig længe siden, også kommer til at virke absolut efter hensigten, da intentionen var, at man med forsinkelsen af udbetalingen af pengene netop skulle sikre forbrugerne en form for fortrydelsesret. Dansk Folkeparti vil også gerne være med til at sikre en bedre registeradgang imellem de forskellige institutter og virksomheder, som udlåner penge. Vi vil også gerne medvirke til, at kreditvurderingen forbedres, ved at institutterne får øget muligheden for at få adgang til registrene på tværs af forskellige virksomheder. Vi vil også gerne fra Dansk Folkepartis side være med til at sikre, at Ankenævnet for Finansieringsselskaber bliver promoveret langt mere, end de bliver i dag, så også forbrugerne bliver bekendt med, at der faktisk findes et ankenævn for finansieringsselskabers virke, som man så kan gå til, hvis man mener, at man bliver udsat for åger og lignende.

Sådan nogle ting mener vi er langt, langt vigtigere for det her område, end at vi lovgiver om et rigidt procentloft for det, man må tage i udlånsrente. For hvis vi sætter et loft på 15 pct. over diskontoen, ja, så vil det efter Dansk Folkepartis overbevisning blive sådan, at de forskellige aktører, som bedriver de her typer udlån på kviklånsmarkedet, nærmest implicit alle sammen vil lægge sig på dette maksimum fra dag et. Det er vores påstand, og det er ikke noget, jeg har belæg for. Det er noget, som det med tiden må vise sig om bliver til virkelighed. Tiden må jo vise det, hvis det bliver den lovgivning, som på et tidspunkt kommer til at gælde i Danmark. Men som det er nu, kan vi ikke se os selv i en aftale om at lovgive om og diktere, hvad renten må være på kviklån, billån, boliglån, på realkreditlån eller alle mulige andre typer lån.

Det er en privat opgave at låne penge ud. Det er, som jeg sagde i starten, ikke en offentlig opgave at låne penge ud. Det, vi skal sikre og tilvejebringe, er, at lovgivningen er korrekt og rimelig. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Fru Lisbeth Bech Poulsen som den første, værsgo.

Tak. Igen må jeg simpelt hen sige, at det er så sjovt, hver eneste gang DF's ordfører siger, at det ikke er nok, at vi opgiver at låne penge ud, når vi har et hav af udlånspuljer, fonde, statslige banker, som udlåner til virksomheder af mange gode årsager. Undskyld, det skulle ud. Jeg synes, at det er meget morsomt, hver eneste gang DF's ordfører siger det.

Tilbage til det her. Jeg vil faktisk gerne sige tak for talen. Jeg synes, der var flere områder, hvor hr. Hans Kristian Skibby var inde på nogle ting, vi kunne gøre. Det vil jeg også gerne tage imod, hvis der er nogle ting, vi kan gøre i fællesskab. Jeg vil bare høre om noget helt principielt. Hr. Hans Kristian Skibby var inde på, at en ÅOP på 3.000 var for meget, at det var åger – sådan hørte jeg det i hvert fald – men at man ikke skal blande sig i, hvad ÅOP skal være, hvad rentesatsen skal være. Så mener DF principielt, at man ikke skal gå ind og sætte en ågergrænse? Er det sådan, jeg skal forstå det?

Ordføreren.

Jeg synes jo egentlig, at det står ganske klart formuleret i SF's egne skriftlige bemærkninger til forslaget. Der står, at man siden 1975 i straffeloven har en strafferetlig bestemmelse, som ulovliggør åger. Og man må jo selvfølgelig så sikre, at den bliver taget i anvendelse. Man kan jo så mene, at det er sjovt, eller at det ikke er sjovt. Ordføreren nævner, at det skulle være sjovt, at vi har markedsmodningsfonde i Danmark, og at vi har Vækstfonden og Dansk Vækstkapital og alt muligt andet.

Nu synes jeg ikke, at man kan sammenligne det, for mange af de her markedsmodningsfonde og vækstkaution og vækstlån osv. har jo understøttet Danmark gennem de sidste 10 år, hvor vi har oplevet en finansiel krise. Hvis vi ønsker at forsvare og bevare danske arbejdspladser, at udbygge dem og sikre, at der er innovation også i det danske arbejdsmarked, så er det en god måde at investere på. Det er faktisk en offensiv investering, som jo også har vist sig at være økonomisk bæredygtig. Det er jo ikke sådan, at Vækstfonden har tabt penge. Det er jo faktisk sådan, at vi kan tage penge ud af Vækstfonden og generere over til bl.a. andre opgaver, som jeg så godt ved at SF ikke er enige med os andre i. Men det er altså nogle steder, hvor man låner penge ud eller investerer offensivt for at skabe arbejdspladser og beskæftigelse i Danmark. Man får ikke så mange arbejdspladser og beskæftigelse ud af at yde kviklån.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det er jo en helt anden diskussion. Men fra SF's side støtter vi op om mange af de her fonde. Jeg synes bare, det er lidt mærkværdigt, at DF altid siger, at staten ikke skal blande sig med hensyn til at låne penge ud – bortset fra på alle de her 16 gode områder, hvor vi har fonde. Men det er ikke det, vi taler om i dag.

Vi taler om, hvad vi skal gøre ved, at vi har et eksploderende marked, hvor folk bliver gældsat; hvor det nogle steder er en del af forretningsmodellen at spekulere i, at folk ikke kan betale tilbage. Er hr. Hans Kristian Skibby klar over, at 30 pct. af indtjeningen kommer fra gebyrer, der skal betales, fordi folk ikke kan overholde de frister, der er givet? Altså, det er en tredjedel af omsætningen. Det er da helt vildt, at man kan indregne det som en forretningsmodel at tjene penge på at have nogle kunder, der ikke kan betale til tiden.

Ordføreren.

Det er egentlig ganske underholdende, at SF's ordfører i sit spørgsmål til undertegnede lægger ud med at nævne noget, der skulle være sjovt – Markedsmodningsfonden, Vækstfonden og alt det – og så bagefter siger, at det ikke er det, vi taler om i dag. Jamen herregud, hvorfor nævner man det så fra SF's side? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Jeg kan da sagtens bekræfte, at gebyrindtægterne fra misligholdte lån osv. udgør en betragtelig indtægt for finansieringsinstitutter i Danmark. Det er ikke noget, ordføreren behøver at spørge mig om, for det er almindelig viden, tror jeg, for de fleste, i hvert fald dem herinde, som er ordførere inden for finansiering, bank, forsikring osv. Så det kan jeg da roligt bekræfte.

Tak for det. Så er det hr. Pelle Dragsted

Når SF's ordfører nævnte de pågældende statslige kreditvirksomheder, er det jo, fordi ordføreren sagde, at ordføreren ikke mente, at det var statens opgave at udlåne penge og udøve kreditvirksomhed. Men lad nu det ligge, for det er jo slet ikke det, det her forslag handler om. Det her forslag handler om at regulere de private kreditvirksomheder, fordi vi har fået en branche inden for den finansielle sektor, som lever af folk, der bliver snydt; som lever af og har som forretningsmodel, at folk skal komme i klemme, så de kommer til at betale meget mere for deres lån, end hvad der er rimeligt; som opererer med, at de har store tab, men bare de får fat i et af de her mennesker og får dem til at betale renter og renters rente, op til 3.500 i ÅOP, kan de lave en god forretningsmodel. Og så har vi altså Dansk Folkeparti, som grundlæggende afviser at gøre noget effektivt ved det her.

Jeg kunne bare godt tænke mig at høre: Ligger solidariteten helt ovre hos de her ågerkarle, eller burde man måske tænke lidt på den anden ende, altså på befolkningen, som er dem, der udsættes for det her?

Ordføreren.

Dialog går som regel begge veje, men nu siger hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten, at Dansk Folkeparti ikke ønsker at gøre noget ved det – altså, undskyld mig, men har man fået vasket ører i dag? Jeg synes faktisk, jeg brugte lang tid af min ordførertale på at tale om en hel række delelementer, som vi meget gerne vil ind og kigge på. Jeg nævnte specifikt ønsker til et frit udlånsmarked. Ja til forbud mod udlån til folk, der står i RKI, ja til en skærpelse af bestemmelserne i kreditaftaleloven, i forhold til at 48-timersreglen skal håndhæves, ja til sikring af bedre registeradgang for lånevirksomhederne, ja til forbedrede kreditvurderinger, ja til at styrke Ankenævnet for Finansieringsselskaber. Alle de ting brugte jeg tid på at fortælle om i min ordførertale, og så kommer man bare og siger: I vil ikke gøre noget. Jeg synes simpelt hen, det er for arrogant. Det er jeg nødt til at sige.

Hr. Pelle Dragsted.

Fint, det er godt, at Dansk Folkeparti har nogle ting, man gerne vil gøre. Problemet med de her ting er jo, at det alt sammen er små ting. F.eks. hjælper adgangen til RKI da ikke den borger, som tager et af de her lån første gang, eller som ikke er i RKI. Det er alt sammen små ting, som vil gøre noget ved hjørnerne. Man har prøvet det her med betænkningstid; det er forsøgt. Og de her ågerkarlevirksomheder omlægger da bare – hvilket er endnu et eksempel på, hvor usympatisk deres virksomhed er – og regulerer sig uden om det der, og så tilbyder de de samme typer produkter. Er det ikke på tide, at vi tager ordentligt fat og får sat en stopper for det her?

Ordføreren.

Jo, og det er også derfor – og jeg vil gerne sige det endnu en gang til Enhedslistens ordfører, som åbenbart ikke har hørt, hvad jeg sagde – at jeg lige har nævnt en lang række af initiativer, som jeg synes vil være helt nærliggende at gennemføre i forhold til det her. Jeg kan da godt nævne et par stykker mere, hvis jeg skal det. Kreditadvarsler i cpr-systemet – der vil det da også være glimrende at gå ind i forhold til folk, som tangerer en umyndiggørelse, i forhold til at man f.eks. er udviklingshæmmet osv. Der er mange mennesker, som også på den måde kommer i klemme, fordi de bliver fristet af de her lån. Så har vi muligheden for at lave de her kreditadvarselstilbud, hvor man bliver registreret i cpr-systemet. Vi har også diskussionen omkring gældslofter – altså, kan man sætte et loft over morarenter? Ja, det kan man også gøre. Og alle de ting er vi med på, men vi kan ikke støtte det, som ligger her, altså at vi skal til at lovgive om lofter over, hvad en virksomhed må tage i rente. Sådan er det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Torsten Schack Pedersen fra partiet Venstre. Værsgo.

Tak for det. Som tidligere ordførere har sagt, er det et yderst relevant emne, som SF bringer op. Det handler om kviklån, og hvad det er for en forbrugeradfærd, der er på markedet. Jeg tror, vi alle sammen er optaget af, at der ikke er danskere, der optager forbrugslån, som de ikke kan tilbagebetale, havner i RKI eller på anden måde kommer i økonomisk uføre. Det var også en af årsagerne til, at den daværende Venstreregering i 2016 tog initiativ til at indføre en betænkningsperiode for kortfristede forbrugslån på minimum 48 timer. Forslaget trådte i kraft den 1. januar 2017 og har siden da fungeret som en regel, der skal forhindre forbrugerne i at tage et kviklån uden at tænke sig grundigt om; det var altså et initiativ, der blev taget, for at nedbringe antallet af forbrugere, som kommer i problemer, fordi de agerer hurtigt og måske knap så velovervejet. Dertil – og det er der ikke rigtig nogen der har været inde på i debatten hidtil – har Forbrugerombudsmanden aftalt retningslinjer for kreditvurdering med branchen, jeg tror, det var i maj måned sidste år, netop med henblik på at sikre, at der ligger en mere reel vurdering af den enkelte låntagers kreditværdighed bag et lån.

Så vi er sådan set enige i, at det er vigtigt, at vi holder øje med de problemer, som nogle borgere er kommet i, når det gælder kviklån, men samtidig vil vi også gøre det klart, at der er borgere, for hvem det er et positivt tilvalg, som kan gavne deres økonomiske situation, altså at de har adgang til et andet lånemarked end det, man alene kender fra pengeinstitutter, og der er, kan man se, med det omfang, markedet har, en efterspørgsel efter det.

Forslaget konkret om at lægge et loft over de årlige omkostninger i procent indeholder en række problemer, som er blevet nævnt. Det er et stort indgreb i et frit marked med fri prisfastsættelse, for der er som også tidligere nævnt altid en risiko for, at det, når man lægger et loft over priserne – i det her tilfælde renterne og gebyrerne – reelt kan svække konkurrencen, og det kan føre til, at det bliver et de facto-niveau, der kommer til at være, og at man sætter konkurrencen ud af spil, og det er så egentlig det, der er formålet med forslaget, men det kan sådan set også svække den enkelte forbruger, og det er måske ikke særlig hensigtsmæssigt. Det har nemlig også den konsekvens, at det kan betyde, at der er visse personer, som reelt bliver udelukket fra at låne penge på det her marked, idet prisen på lånet ikke nødvendigvis kan afspejle sig i den risiko, som ellers på normal vis ville blive lagt til grund i forhold til den økonomiske situation, personen måtte være i, og hvis ikke man kan få dækket sin risiko, undlader man jo at yde et lån. Og så er der jo en risiko for, at man, hvis ikke man kan optage lån på et relativt velreguleret marked, går ud på et meget lidt reguleret marked, et noget mere gråt marked, og jeg tror bestemt ikke, der er nogen, der har interesse i, at vi tager politiske initiativer herinde, som lokker folk ud i at låne penge meget mere uhensigtsmæssige steder.

Se, vi synes fra Venstres side, at betænkningstiden på 48 timer, som vi indførte, var ganske fornuftig, og man kan jo egentlig sige, at det har virket med usvigelig præcision, for de lån eksisterer stort set ikke, og det er måske egentlig det, der er værd at skrive sig bag øret her, altså at når vi har lavet en type regulering, er der nogle, der tænker, hvordan man så kan agere på det marked uden at være omfattet af den regulering. Jeg vil sådan set ikke sige, at de virksomheder, der er, har omgået loven, men de har muligvis tilpasset sig loven og lavet nye produkter, som ikke er omfattet af reglerne.

Der må vi så politisk gøre op med os selv, om det var vores intention, at man i stedet for at tage et kortvarigt lån, hvor der var 48 timers betænkningstid, så skulle have mulighed for at få en hurtig kassekredit, som ikke var omfattet af reglerne. Nej, det var ikke vores intention. Det var vores politiske ønske at sikre, at folk havde tid til at tænke sig om, undersøge markedet, finde ud af, om det nu var den mest hensigtsmæssige måde, man lånte pengene på, og dermed skulle der være en reel betænkningstid på 48 timer. Derfor er jeg glad for, at ministeren siger, at det er noget, man kigger på, altså hvordan man kan sikre, at intentionerne bag betænkningstiden selvfølgelig også afspejler sig reelt, så man ikke bare opfinder nye produkter, som reelt betyder, at betænkningstiden ikke har nogen effekt.

Så på den baggrund og med en lang række yderligere argumenter, som tiden ikke tillader at komme ind på, støtter vi fra Venstres side ikke beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak, og tak til hr. Torsten Schack Pedersen for talen, hvori han talte om, at der var en risiko for at få et marked, hvor der ikke var konkurrence, hvis man gik den her vej. Men i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport, der hedder »Markedet for kviklån«, står der, at markedet er et koncentreret marked, og at de to største udbydere tilsammen står for omkring 80 pct. af det samlede udlån osv. osv. De siger, at der ikke er en sund og god konkurrence på markedet. Der er nogle få spillere, og to af dem står for 80 pct., og så får man jo netop ikke budt hinanden ned. Altså, så får man jo netop ikke et marked, hvor man kan sige, at selv om du skal have et kviklån, kan du på grund af konkurrencen vælge det billigste. Jeg har et spørgsmål til Venstres ordfører, og jeg vil faktisk koncentrere mig om ågerbestemmelsen. Vi har en ågerbestemmelse, og det ene spørgsmål er: Skal vi bevare den? Hvis svaret er ja, skal den så udbygges? For den er jo stort set ubrugelig i dag.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi har en ågerparagraf, som har rigtig, rigtig mange år på bagen, og hvis jeg husker nogenlunde rigtigt, er det ikke mange sager, man kan finde, hvor folk er blevet dømt for at overtræde ågerparagraffen. Jeg synes, det er vigtigt, at vi sikrer, at folk tænker sig godt om. Det er sådan set det bedste værn. Der har også været nævnt, at man som forbruger skal huske at læse det med småt. Det er jo derfor, vi har begrebet ÅOP, altså at man som forbruger kan få et meget simpelt overblik over, hvad et lån reelt koster, og at ikke noget bliver kaldt for renter, noget for gebyrer og noget for alt muligt andet, men at det er et samlet begreb. Det synes jeg er vigtigt. For gennemsigtighed er noget af det vigtigste for at sikre konkurrencen, og det tror jeg sådan set er noget, vi generelt arbejder for, og det vil også være attraktivt på det her felt. Man kan sige, at det, hvis vi laver yderligere reguleringer på markedet – det er sådan en helt generel og principiel diskussion – nu i hvert fald normalt ikke er fremmende for, at der kommer flere aktører ind, og at det dermed styrker konkurrencen.

Spørgeren.

Tak. Kan ordføreren huske det arrangement, som vi begge to var til for en del måneder siden, i efteråret, og som netop handlede om kviklån? Der var en gældsrådgiver, som sagde: Vi plejer at bruge argumentet om, at vi skal holde folk inden for den her relativt velordnede verden, som kviklån er, for at sikre, at de ikke kommer ud på rockermarkedet. Og så sagde hun: Nu er det simpelt hen blevet billigere at låne på det sorte marked. Det var ikke en anbefaling, men det er jo helt absurd, at man står med professionelle gældsrådgivere, folk, der er ansat i kommunerne, fordi hele familier kan blive splittet ad, når der er økonomisk ruin, som siger: Du kan få en bedre deal på det sorte marked. Er det ikke et tegn på, at der er noget, der er galt, og at vi bliver nødt til at gøre noget mere end det, vi har gjort? For jeg er jo enig i, at 48-timersreglen ikke har hjulpet, i hvert fald ikke nok.

Ordføreren.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi sørger for, at der er en bred vifte af finansielle muligheder, lånemuligheder, til rådighed for borgerne, for behovene er vidt forskellige. Grunden til, at jeg nævnte det med et ureguleret marked, er, at det værste, der kan ske, er, at vi får lavet regler, så det ikke er ÅOP, altså årlige omkostninger i procent, men ÅOF, altså årlige omkostninger i fingerled, der bliver prisen på et lån, og jeg er da glad for at høre – og jeg husker også tydeligt debatten og den konference, vi var til – at gældsrådgivernes erfaring med, at folk er havnet derude, ikke er så stor. Men det kan også være, at det, hvis man er havnet derude, måske så er sværere at gå ned til en gældsrådgiver og sige: Jeg har i øvrigt lige et lån på 40.000 kr., som jeg skylder til nogle folk, der løber rundt i nogle lidt tunge jakker med nogle store bogstaver på ryggen. Men derfor handler det jo om, at vi skal sørge for, at der er en gennemsigtighed, en ordentlig konkurrence, og at forbrugerne træffer et oplyst valg og et velovervejet valg, og derfor er vi, som jeg også sagde i min ordførertale, også klar til at se på, hvordan intentionerne bag 48-timersbetænkningstiden kan udmøntes i forhold til de nye lånetyper, der er kommet, således at der kommer den velovervejethed hos forbrugerne. Det tror jeg sådan set vi alle sammen er enige i.

Mange tak til Venstres ordfører. Vi går videre til Enhedslistens hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Mange tak. Det her forslag om at lægge et loft over de årlige omkostninger – eller prisen, kan vi bare kalde det – på et kviklån, som SF har fremsat, er et helt igennem fornuftigt og godt forslag. Det er så godt, at jeg ville ønske, at vi selv havde fremsat det eller var blevet spurgt, om vi ville være medforslagsstillere, og vi kan i hver fald støtte det.

For det her er et meget alvorligt problem, hvor rigtig, rigtig mange danskere ender i vanskeligheder med en voksende gæld af renter og renters rente og inkassogebyrer, og det rammer benhårdt socialt udsatte mennesker. Det er jo ikke oppe nord for København, folk tager kviklån. De skal nok få et godt lavtforrentet lån nede i den lokale bankfilial, men dem, der tager de her lån, er typisk folk, som ikke har mulighed for at få den type af lån. Det er folk, som ikke kan overskue deres økonomiske situation, det er folk, som ikke kan overskue konsekvenserne, og som så ender i de her problemer, og hele den forretningsmodel, som det her bygger på, bygger på, at nogle kommer i vanskeligheder. Den bygger på, at man godt kan tåle nogle tab, fordi der er andre, der kommer til at betale renter og renters rente og strafrenter for ikke at tilbagebetale. Det kan man jo også se, hvis man kigger på de tal, som fremgår af forslagets bemærkninger, altså hvor mange det er, der faktisk kommer i betalingsvanskeligheder.

Det er en ågervirksomhed, og jeg kan næsten ikke komme på en mere usympatisk forretningsmodel og virksomhed end det her, i hvert fald ikke på det lovlige marked. Så skal vi ud at snakke narkohandel og andre ting. At tjene på folks sociale udsathed og på deres problemer og sætte dem i en umulig gældssituation er simpelt hen så usympatisk, at vi overhovedet ikke burde tillade, at det foregik i Danmark. Når man så fra politisk hold forsøger at lovgive og siger – og dengang var det også fra de samme partiers side – at nej, nej, vi må ikke sætte et loft over renterne, vi indfører en betænkningstid, er det første, de her virksomheder gør for at kvittere for det hensyn til erhvervet at omgå reglerne og bare tilbyde nogle nye lån, som sætter endnu flere mennesker i problemer. Alene derfor burde man slå hårdt ned på den her virksomhed. For vi skal slet ikke have den slags ågervirksomhed i Danmark.

Vi skal, ligesom vi gør på så mange andre områder, hvor vi regulerer om alt fra fyrværkeri til færdselsloven og til fartgrænser på vejene, politisk turde at gå ind og gribe ind, når der er nogen, der har en forretningsmodel, som er skadelig for rigtig mange mennesker og for vores samfund. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at der lidt er den her automatafvisning, og jeg synes, at nogle af de argumenter, som har været bragt i spil, er dårlige, altså ministerens argument om, at hvis man lægger et loft, vil alle lægge sig dér. Man sætter jo ikke konkurrencen ud af kraft, fordi man lægger et øvre loft. Det er ikke sådan, at Danske Bank pludselig vil sætte alle sine kassekreditrenter op til det niveau, hvis de kan vinde nogle kunder på at have et lavere niveau. Det tror jeg simpelt hen ikke vil være tilfældet.

Så er der det her med, at vi sender folk ud i det, som Venstres ordfører kaldte, var det ÅOF, altså at man sender folk, der f.eks. har gæld, ud til kriminelle med rockermærker på ryggen, og at de så ikke vil kunne få lån, eller de får klippet fingerspidserne af. Der har jeg det sådan, at vi jo forhåbentlig har nogle myndigheder, som griber ind over for den slags, og det skal da ikke være ved at tilbyde et andet elendigt produkt, som bringer folk i vanskeligheder, at vi bekæmper rockerkriminalitet og ulovlig ågervirksomhed.

Så grundlæggende synes jeg, det er et helt igennem godt forslag, og jeg synes, det er rigtig fint, at der er kommet nogle andre ting på bordet, både i forhold til at få strammet reglerne i forhold til betænkningstiden og også en række af de forslag, som DF's ordfører bragte på bane. Så må man også bare gøre alvor af det. Så må Dansk Folkeparti komme med et beslutningsforslag eller som parlamentarisk grundlag kræve, at regeringen indkalder til forhandlinger om det her. For jeg synes, det er så tit, vi står hernede, og at nogen kommer med et forslag, og den ene ordfører efter den anden stiller sig herop og kommer med en masse andre gode ideer til, hvad man kunne gøre, og at man så stemmer imod forslaget, og der så ikke sker mere. Der synes jeg bare, at vi måske, og det gælder sgu sikkert nogle gange også mig selv, undskyld, at jeg siger sgu, men det forpligter ... (Fjerde næstformand (Leif Mikkelsen): Tiden er også gået) og tiden er også gået, men så stopper vi her.

Selv om det er uklart, er det meget godt at stoppe nu. Der er heller ingen korte bemærkninger, så tak til hr. Pelle Dragsted. Den næste ordfører er hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Vi kan ikke støtte det her beslutningsforslag. Det kommer måske ikke som en stor overraskelse for beslutningsforslagsstillerne, men det kan vi altså ikke.

Renter er jo prisen på at låne penge, og prisen afspejler bl.a. risikoen ved at låne pengene ud. Og det er vores helt grundlæggende overbevisning, at det er en dum idé for politikere at blande sig i prisdannelsen på markedet. Jeg kan ikke rigtig komme med eksempler på, at det har været nogen succes.

De her debatter tager jo altid udgangspunkt i dem, som ikke betaler deres kviklån, men det gør omkring 90 pct. faktisk. 90 pct. af dem, der låner penge, betale pengene tilbage. Skal vi så gå ind og lave lovgivning ud fra dem, det lille mindretal, som ikke kan finde ud af at overholde de aftaler, de har indgået? Det mener jeg faktisk ikke vi skal. Jeg synes, det er sådan en helt principiel ting, at lovgivning ikke altid skal tage hensyn til laveste fællesnævner, men sådan set bør tage hensyn til det store flertal, som, i det her tilfælde, rent faktisk godt kan finde ud af at overholde de aftaler, de har indgået.

Det er også sådan lidt pudsigt, at SF vælger 15 pct. For hvis du som helt almindelig lønmodtager overtrækker din konto, og hvis du har en kassekredit, hvis du så overtrækker din kassekredit, betaler du meget, meget mere end 15 pct. i ÅOP. Vil SF så også sætte prisloft over de renter, man betaler, når man overtrækker sin konto? Det er jo et godt spørgsmål.

Man skal naturligvis altid tænke sig om, når man låner penge. Det gør de fleste heldigvis også. Når man er ung, tænker man sig måske ikke altid så godt om. Jeg kan huske en sommerferie, da jeg var ung, hvor jeg tog på en spontan rejse og brugte alt for mange penge. Dem måtte jeg jo så betale tilbage, og jeg lærte en vigtig lektie. Og sådan er det jo med os mennesker – vi kan begå fejl, men det, der også kendetegner mennesker, er, at vi også kan lære af vores fejl. Og jeg synes sådan set ikke, vi skal have et samfund, hvor man ikke kan begå fejl, for dem lærer vi sådan set også af.

Men igen: For langt de fleste mennesker er det faktisk en hjælp, at de kan få et hurtigt lån, og de betaler også lånet tilbage igen. Og så skal vi huske på, at det jo er et enormt privilegium, at vi lever i et samfund, hvor det er muligt at låne penge. Det er en af kilderne til vores velstand. Mange mennesker rundtomkring i verden bor i lande, hvor de ikke har adgang til kredit, og det er endnu værre end at skulle betale renter på lån, som man tager. Så vi kan ikke støtte det her beslutningsforslag.

Der er par korte bemærkninger. Den første er fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg er faktisk enig i meget af det, som hr. Joachim B. Olsen sagde deroppe fra talerstolen, for man har altså også et ansvar selv. Men når vi fra SF's side er kommet med det her forslag, er det, fordi vi synes, at de her lån er så giftige. Der er så lidt konkurrence til at holde priserne nede, og det siger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også i rapporten, nemlig at to udbydere sidder på 80 pct. af markedet, der også generelt er kendetegnet ved ret få spillere.

Jeg vil stille ordføreren et spørgsmål: Hvad siger det om en forretningsmodel, at godt 30 pct. af indtjeningen kommer, ved at ens kunder ikke kan betale tilbage rettidigt og derfor betaler strafgebyrer osv.? Siger det ikke ordføreren, at der altså er et eller andet galt her?

Ordføreren.

Nej, ikke nødvendigvis. Hvis man låner penge ud, tjener man jo penge på, at pengene bliver betalt tilbage med renter. Altså, den dårligste forretning, man overhovedet kunne lave, var at låne penge ud og ingen betalte pengene tilbage. Så dem, der låner penge ud, har jo en interesse i, at pengene bliver holdt tilbage – ligesom det gør sig gældende, når man går ned i sin bank, at det koster ekstra, hvis man ikke overholder den aftale, man har indgået. Det er jo sådan set fint.

Jeg tror, at de samme virksomheder måske kunne tjene endnu flere penge, hvis flere mennesker overholdt deres aftaler, for så ville de jo kunne sætte renten ned på deres lån. Så jeg tror, at det er noget, virksomhederne selv er meget opmærksomme på, for hvis virksomhederne låner penge ud til folk, der ikke kan eller ikke vil betale dem tilbage, så er det ikke noget, der på sigt gavner deres forretning.

Lisbeth Bech Poulsen.

Lige præcis dér tager hr. Joachim B. Olsen faktisk fejl, fordi det er en integreret del af en forretningsmodel blandt nogle af de her spillere, at man sætter strafgebyrerne så højt og fravælger – hvad skal jeg sige – relativt sund fornuft, i forhold til hvem man tilbyder lån. Man får simpelt hen skruet en forretningsmodel sammen, hvor det kun er et økonomisk gode, at der er en vis procentdel, som ikke kan betale tilbage, og hvor man vælger usikre kunder, så man dermed kan have de meget høje renter, ÅOP, fordi risikoen bliver minimeret, når strafgebyrerne er så høje. Jeg tror ikke, vi bliver enige her.

Bare et sidste spørgsmål: Hvad mener hr. Joachim B. Olsen om den manglende konkurrence på kviklånsmarkedet?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige, at når risikoen bliver mindre, fordi man sætter renten op, er det jo en god idé at sætte renten op. Det er sådan, at andre og helt normale banker også agerer. Prøv at se, hvad det koster at overtrække sin egen konto – det er dyrt. Der er strafgebyrer osv. osv., listen er ret lang. Det er måske en af de ting, som jeg synes kunne være meget fornuftigt, nemlig at det skal være gennemskueligt, og at jeg skal kunne se, hvad den årlige rente er, når jeg tager et lån. Det synes jeg er godt. Gennemsigtighed i markedet er godt, og det kan være med til at fremme konkurrencen.

Men jeg er ret overbevist om, at det vil have den modsatte effekt og begrænse muligheden for at yde lån – altså, efterspørgslen på lån forsvinder jo ikke. Mennesker vil gå andre steder hen og låne pengene. Det har vi set tidligere, og det er heller ikke nogen succes. Jeg ser hellere, at det foregår i det åbne.

Det er i øvrigt godt, at vi har en samtale om det at låne penge – det tror jeg vi har brug for. Men regulering, som der foreslås her, tror jeg ikke er en god idé.

Hr. Pelle Dragsted er den næste.

Altså, at de her lån bare vil flytte et andet sted hen tror jeg faktisk ikke man bare kan sige. Der er opstået et marked for den her type lån, fordi de er blevet tilbudt. Mange af de her mennesker siger efterfølgende, at de fortryder, at de har taget et lån. Det er ikke lån, man bare kunne være gået ned at tage i banker – det er typisk impulslån. Det er altså en ny type af udlånsvirksomhed. Så hvis man fik reguleret og lukket ned for det her, tror jeg ikke bare man kunne konkludere at de lån så ville flytte et andet sted hen.

Så det, man skal her, er, at man skal afveje konsekvenserne for borgerne og for samfundet og sige, at de er så store, at vi sådan set ikke ønsker at have denne type virksomhed i Danmark.

Så siger ordføreren, at det er et mindretal, og at man derfor skal tage hensyn til flertallet, men ifølge bemærkningerne til forslaget her er det altså 25 pct. af de lån, der er oprettet, som bliver overskredet med mindst 30 dage i forhold til betaling, og det er 18 pct., der endte med at blive sendt til inkasso. En meget stor del af omsætningen er simpelt hen ikke baseret på renter – og der er jeg sådan set helt enig med ordføreren i, at der selvfølgelig lægges renter på – men at man spekulerer i, at folk kommer galt af sted. En meget stor del af den samlede indtjening er ikke renter, men strafrenter og gebyrer for at misligholde et lån.

Man har altså sådan en forretningsmodel, som fungerer, fordi folk misligholder deres lån. Det synes jeg ikke vi skal give plads til. Der er masser af steder, hvor vi griber ind i markedet – hvorfor ikke gøre det her?

Ordføreren.

Det kan godt være, at de tal, som hr. Pelle Dragsted læser op nu, er de rigtige; jeg har nogle andre tal, og de er muligvis forkerte, men der er altså en mindre andel af dem, der tager kviklån, som misligholder lånene. Men jeg vil bare helt overordnet sige, at folk begår fejl. Jeg har selv begået masser af fejl, købt ting, jeg ikke havde brug for osv. osv. Sådan er det en gang imellem, livet er fyldt med fristelser. Og jeg mener sådan set ikke, at det er vores opgave at sidde herinde og vurdere, hvilke fristelser der skal være derude, og hvad for nogle der ikke skal være der.

Altså, når et flertal godt kan finde ud af at betale lånene tilbage – og nogle måske endda fortryder det bagefter – så gør de det nok ikke igen. Sådan er det indimellem her i livet, og sådan synes jeg det skal være, fordi vi mennesker altså har en helt unik evne til at lære af de fejl, som vi begår. Jeg synes sådan set, at det er godt, at vi har et samfund, der er indrettet på den måde, og jeg mener ikke, at det er vores opgave at fjerne enhver fristelse derude, som vi ikke selv mener borgerne skal benytte sig af, om man vil.

Så igen: Langt de fleste kviklån har altså en ÅOP, som er sammenlignelig med den, du har i en almindelig bank, hvis du overtrækker din konto. Der synes alle – jeg ved ikke, om Enhedslisten gør – at det er helt i orden, at der naturligvis er en højere rente, når man låner flere penge og bruger flere penge, end man har. Den højere rente afspejler jo den risiko, der er for banken, og hvis banken taber pengene, jamen så er der andre, der skal betale, og det synes jeg sådan set ikke er rimeligt.

Hr. Pelle Dragsted.

Men hvis langt de fleste kviklån er sådan, var det måske også fornuftigt at få ryddet skurkene fra, om jeg så må sige. Altså, nu har vi hørt eksempler på lån med en ÅOP på over 3.000. Måske var det så fint at sige, at de karle vil vi ikke have her.

Jeg er jo sådan set enig i det, ordføreren siger, omkring det her med, at vi ikke skal fjerne alle fristelser. Heldigvis er der mange typer af fristelser, som ikke er spor usunde, og som tværtimod er sunde for krop og sjæl, men den her type fristelse er jo altså en fristelse, som har nogle meget, meget negative konsekvenser, og som rammer skævt.

Nu ved jeg godt, at Liberal Alliance ikke er så optaget af klasseskel og sociale forskelle, men problemet her er jo, at det er mennesker, som er dårligt stillet, som havner i de her problemer. Der er en klar klassetendens i det her, og derfor synes jeg det er let nok at sige, at det kan folk bare selv vælge. Men det er jo folk, som er ude på det yderste i mange tilfælde, og som tager de her lån, fordi de ser det som en sidste udvej. Det synes jeg bare også man må have med i billedet.

Ordføreren.

Det er jo sådan lidt diskussionen om hønen og ægget – altså hvorfor er man i en dårlig situation? Er man f.eks. i en dårlig situation, fordi man bliver ved med at tage dårlige valg og f.eks. låner penge, man ikke har råd til at låne?

Ja, altså, folk begår fejl, og der er nogle, der begår flere fejl end andre, og der er nogle, der bliver ved med at begå fejl, og så ender de til sidst i en rigtig, rigtig skidt situation. Det kan vi ikke rigtig forhindre herinde – det tror jeg simpelt hen dybest set ikke vi kan, og jeg mener heller ikke vi skal.

Jeg konstaterer bare, at uanset om det er mine tal, der er de rigtige, eller om det er hr. Pelle Dragsteds tal, der er de rigtige, så er det sådan, at langt størstedelen betaler lånene tilbage. Og man må dog formode, at det gør sig sådan gældende, at man ikke indgår frivillige aftaler med andre – heller ikke om at låne penge – hvis ikke det er sådan, at man har en fordel ved at gøre det. Og så er der måske nogen, der fortryder, at de gjorde det. Sådan er det. Så skal man lade være med at gøre det en anden gang.

Men der er nogle og mange og de fleste, som har gavn af det, og det synes jeg hverken vi skal forhindre dem i eller stoppe.

Tak til ordføreren. Så er det hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

For anden gang i dag rejser SF en fremragende debat. Der er ingen tvivl om, at jeg står og får lidt ridser i hjertet som iværksætter og kommerciel erhvervsdrivende, når jeg vil være med til at sætte lofter over en rentesats, som virksomheder i bund og grund selv skulle have lov til at bestemme. Men man kan jo blive klogere og få så meget lærdom på nogle områder, at man finder ud af, at der måske er en grund til, at der skal reguleres, også i forbindelse med noget, der burde ligge ude i det private, hvor der ikke burde sættes grænser for sådan noget her.

Men det helt store problem her er jo ikke, om det er 15 pct., 10 pct. eller 20 pct. Det helt store problem er, at det er samfundsskadeligt. I den sidste ende er det jo samfundsskadeligt, hvis vi laver services, hvis vi laver virksomheder, der faktisk undergraver det samfund, som vi alle sammen er en del af. Og det her vil sluttelig i nogle tilfælde – heldigvis få, som det også er blevet pointeret af flere ordførere – blive helt undergravende, i og med at der er mennesker, eksistenser, der faktisk lander i en situation, de ikke selv kan grave sig op fra.

Jeg har massiv erfaring i både at lave tekstforfatning, der skal få folk til at købe det ene og det andet, ringe rundt til folk, coache folk i, hvordan man skal sælge det ene og det andet. Og det drejer sig ikke bare om salgstricks eller gode tilbud, men om psykologi, når man indretter tilbud som det her, der måske er blandt den værste tiendedel af det, vi taler om i dag, altså dem, som SF's ordfører også har nævnt, hvor der simpelt hen er lagt op til, at folk ikke skal kunne betale, altså hvor det er det, der er selve forretningsmodellen. Der er jo ikke tale om, at man bare ringer nogle tilfældigt op eller helt tilfældigt fanger dem på nettet. Nej, man laver en tragt, sådan at man finder ud af, hvem der er disponible over for at træffe så tåbeligt et valg som det her; det er dem, der er allermest pressede, det er dem, der ikke har andre muligheder. Og så indsamler man data via forskellige virksomheder, der kan have nok så godt et sigte, både med hensyn til hvordan de bruger deres penge og hvordan de behandler deres medarbejdere, men som altså er virksomheder, der simpelt hen lever af at levere de her data, således at man kan tilbyde produkter, der ender med at få folk til at komme i yderligere armod, altså i forhold til hvordan det er i dag.

Så kan man spørge: Hvor skulle de ellers låne? Det ved jeg heller ikke, men måske er det ikke det rigtige sted at låne, hvis det ender med så høje procenter som det, vi muligvis giver dem lov til.

Så hvad er løsningen? Jamen det kunne være at få en udvidet debat, sådan som SF lægger op til, om, om det skal være 15 pct., eller om det skal være noget højere. Det vil jeg ikke slå fast i dag, men jeg synes, at 15 pct. lyder interessant. Når vi lander på større rentesatser i vores egen bank, hvor man måske ellers har en fornuftig relation, er det jo et tilfælde, at bankrådgiveren måske lige ringer og siger: Hov, du har overtrukket, skal jeg lige føre lidt over? Jeg har da i hvert fald personligt oplevet, at der er en, der giver mig den service, men det er jo ikke det, der sker i sådan et tilbud som det her. Sådan et tilbud er jo netop i mange tilfælde lavet, for at folk ikke skal betale. Det er derfor, vi andre kan gå ned og købe en sofa og først betale til juni, eller hvad der bliver reklameret med. For der er ikke rigtig noget problem i, at man kører sit betalingskort igennem og opretter det i betalingsservice, således at det hele bare kører; så betaler du ingen renter, og du betaler ingen afgifter, hvis du ellers er blevet målt økonomisk ansvarlig til at låne til det. Men hvem er det, der betaler det? Det er jo netop dem, der ikke kan, dem, der ikke får leveret anden betaling, tredje betaling, fjerde betaling osv.

Jeg er ikke ude efter – og det er vi heller ikke i Alternativet – at vi skal lovgive om, at virksomheder ikke må tjene penge på noget, der ikke er decideret samfundsgavnende. Man må godt sælge produkter, der måske ikke gør det enkelte individ bedre eller gladere, men hvis det er direkte undergravende for eksistenser, mennesker, der i forvejen har det svært, så synes jeg, at vi skal kigge på det. Og det er derfor, at vi har besluttet os for også at bakke op om SF's forslag her. Jeg synes ærlig talt, vi skal se på, hvilke rammer vi giver de virksomheder, der laver de her lånetyper, for vi kan ikke forvente, at det er dem, der skal gå ind og træffe de rigtige valg for vores borgere og vores samfund. Det forventer jeg faktisk ikke. Tænk nu, hvis der er nogle, som ikke lige har den indsigt, som vi skal have herinde i Folketinget, der laver en virksomhedsmodel, som er rigtig, rigtig attraktiv og skaber mange arbejdspladser, som flytter en hel masse penge rundtomkring og skaber omsætning, men som måske ikke lige har påtaget sig det ansvar også at tænke på, at den tiendedel, det ikke går så godt for, også skal have det godt. Det er jo vores ansvar som politikere.

Så debatten er god. Det ridser i det liberale hjerte, når man skal ind og lægge sådan et loft her, men måske er det meget sundt at gøre det liberale hjerte lidt mere socialt en gang imellem, for så tror jeg også, at vi får et samfund, hvor vi bedre kan være liberale på rigtig mange punkter.

Tak til hr. René Gade. Den næste ordfører er hr. Anders Johansson, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne indlede med at takke SF for at stille beslutningsforslaget og dermed også for at rejse den her debat omkring kviklån. Beslutningsforslaget har, som de tidligere ordførere har været inde på, til formål at lave et loft over den rente, der betales som låntager, når man optager et såkaldt kviklån. I Det Konservative Folkeparti har vi i og for sig sympati med de intentioner, som ligger bag forslaget, nemlig at beskytte forbrugerne mod at havne i en situation, hvor man ikke kan betale sin gæld tilbage. Det er jo det, der må være kernen i det her. Det er der jo sådan set ikke nogen herinde, tror jeg, som kan have en interesse i. Så intentionerne bag er i og for sig sympatiske nok.

Vi er imidlertid ikke overbevist om, at det at sætte et loft over den årlige omkostning i procenter er det rigtige håndtag at skrue på. Jeg – og vi – tror på, at man fra politisk side skal være meget påpasselig med at gribe ind i en prisdannelse i et normalt marked, fordi det alt andet lige svækker konkurrencen på det område, hvor man griber ind, og det vil så sandsynligvis samtidig også betyde, som flere også tidligere har været inde på, at udbydernes priser bare vil lægge sig umiddelbart under prisloftet. Vi mener, at forbrugeren selv har et stort ansvar for at sikre, at man ikke bringer sig i en situation, hvor man f.eks. optager kviklån uden mulighed for at betale tilbage, men vi anerkender også, at der kan være et behov her for at beskytte forbrugeren, og derfor bakkede vi f.eks. op om den her betænkningsperiode, som blev indført for godt et år siden.

Der er også meget, der tyder på, at de 48 timers betænkningstid ikke har virket efter hensigten eller måske netop har ramt så præcist, som Venstres ordfører var inde på, at man har fundet andre måder at udbyde lånene på. Derfor er vi sådan set åbne over for at kigge på, om vi kunne lave en bedre løsning med hensyn til den her betænkningsperiode, hvor vi uden at forringe konkurrencen og uden at blande os i prisdannelsen kan beskytte forbrugeren bedre. Jeg kunne forstå på ministeren, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i færd med at lægge sidste hånd på en undersøgelse af det her område og i den forbindelse måske også vil komme med nogle anbefalinger til, hvad man kan gøre, hvis man skal ind og regulere mere på området. Derfor vil vi heller ikke lægge os fast på en model her og nu, før vi har set de konklusioner, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kommer med i den undersøgelse.

Så med de bemærkninger vil jeg takke SF for at rejse debatten, men meddele, at vi ikke kan bakke op om beslutningsforslaget.

Det affødte alligevel et spørgsmål fra SF, nemlig fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak for talen alligevel. Nu har vi hørt det argument flere gange, at hvis man har et loft, vil rentesatserne, ÅOP, lægge sig lige op under det loft. Men hvorfor skulle konkurrencen være væk, fordi man har et loft? Hvorfor skulle man ikke bare konkurrere nedad? Hvis det er tilfældet, virker markedet jo ikke. Man kan sige, at det ikke er sådan i dag, at uden et loft har vi et fungerende marked. Der har vi Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport om, at der er meget få spillere, der dominerer markedet – to af dem sidder på 80 pct. af det. Så i dag uden et loft har vi ikke et særlig godt marked. Det kunne vi jo så prøve at få i stand ad omveje, men hvorfor skulle man ikke, hvis man har sikret et ordentlig marked, så sikre konkurrence på trods af et loft. Altså så er man jo i et spænd imellem – hvad skal man sige – almindelige bankrenter og kviklånsrenter.

Ordføreren.

Alt andet lige er det jo klart, at hvis man går ind og blander sig i prisdannelsen på et marked, vil der være færre aktører, som vil gå ind og tilbyde deres produkter på det marked, og det vil selvfølgelig føre til, at nogen, som i dag får tilbudt og får mulighed for at tage et kviklån, ikke længere vil få det, fordi der simpelt hen er en forskel, når man udbyder de her lån, fordi man jo går ind og vurderer på risici osv. i forhold til at fastsætte en pris på et lån. Sådan fungerer al udlånsvirksomhed. Man fastsætter en rente, årlige omkostninger i procent, eller hvad man nu fastsætter, ud fra den risiko, der er ved den, man udlåner til. Så er det klart, at nogle vil blive udelukket fra det her marked, hvis man laver et loft, og der vil være færre aktører, der vil tilbyde ydelser på det her marked. Så kan man så gisne om, hvor de, som bliver udelukket fra markedet, vil gå ud og låne de her penge, for der er jo tilsyneladende efterspørgsel efter den her type af lån.

Spørgeren.

Men man kan jo også spørge på en anden måde. Vi ser, at nogle af dem, som optager det ene kviklån efter det andet for at betale for gæld, som de har fra tidligere kviklån, vikler sig ind i mere og mere gæld. Jeg hørte et eksempel på den kviklånskonference, debat, vi var til, hvor et kviklån på 10.000 havde vokset sig til langt over 100.000, fordi det ene lån erstatter det andet. Til det her mere principielle spørgsmål: Kan man ikke komme derud, hvor man har så ringe tilbagebetalingsevne, og hvor der er så lidt grund til, at man skal have et kviklån til, hvad man nu skal have det til, et tv, eller hvad det nu er, at det egentlig er okay, at der bliver sagt nej?

Ordføreren.

Det synes jeg bestemt. Som jeg også sagde i min ordførertale, synes jeg jo først og fremmest, at man som forbruger, som låntager, har et ansvar, men som jeg også sagde, mener jeg, at der selvfølgelig er nogle, som skal beskyttes af vores lovgivning, og jeg synes måske, at lige præcis når vi kommer ud i de her eksempler, hvor nogle er havnet i en så presset situation, at de er nødt til at optage nye lån for at betale for gamle osv., at det er her, hvor vi skal ind og kigge på, hvordan vi kan beskytte de svage borgere, som havner i den situation, så de netop ikke havner i den situation og i hvert fald kan hjælpes ud af den situation.

Jeg vil meget gerne være med til at kigge på, hvordan vi kan lave noget lovgivning, så vi kan sikre de allersvageste grupper i det her, uden at det går ud over en masse. Der har været lidt diskussion om, hvor stor en procentdel der betaler tilbage, men hovedparten af dem, der optager de her lån, betaler dem jo tilbage. Så vi skal selvfølgelig beskytte de allersvageste, uden at det går ud over den majoritet, som faktisk bruger de her lån og betaler dem tilbage.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak for debatten. Der var jo ikke enighed og heller ikke fra en kant, som jeg ellers havde håbet på. Hvis de to ministre vil dæmpe sig lidt, vil jeg gerne sige noget til erhvervs- og vækstministeren. Tak. Det, jeg gerne vil sige til ministeren, er, at jeg synes, at det, vi fik ud af debatten i dag, var, at der var en klar erkendelse af, at 48-timersreglen ikke har virket, som vi havde håbet, og det bliver vi nødt til at lave om. Der er i hvert fald ikke nogen grund til at have en regel, der måske næsten har skabt en værre situation for nogle end før, for det var ikke den hensigt, vi, der var med til at lave aftalen, havde. Så jeg sætter pris på, at det arbejde bliver sat i gang.

Der er ikke opbakning til et loft over ÅOP, har jeg fundet ud af i dag, og jeg har prøvet at finde ud af, om grunden til det var de 15 pct. over Nationalbankens udlånskonto, eller om det var mere principielt. Hr. René Gade fra Alternativet var jo inde på, at 15 pct. i hans og Alternativets optik var lige lavt nok. Vi er fuldstændig fleksible, hvis der kunne skaffes et flertal ved at gå højere op, for der er alligevel noget at give af fra et ÅOP-niveau på mellem 20 og 3.000 pct., som vi har set, og det er jo helt vanvittigt. Det udstiller også, at vi har en ågerbestemmelse, en ågerparagraf, som ikke giver ret meget mening, og jeg vil faktisk anbefale, at man enten gør den brugbar eller ophæver den, for jeg synes, det er noget mærkeligt noget at have lovgivning, som er så lidt brugbar, som vi har set det med ågerbestemmelsen.

Det er jo ellers lidt interessant, for der står netop om åger, at for åger straffes den, som udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold i et aftaleforhold til at opnå eller betinge en ydelse, der står i et væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for. Det kunne jo næsten ikke skrives mere kringlet, men bottomline er, at den her ågerbestemmelse handler om, at man udnytter, at nogen enten økonomisk ikke kan sige nej, eller at der er andre sociale forhold, der gør, at man ikke kan sige nej.

På den konference, som jeg og flere af mine kolleger var til, var der et eksempel med en far til en voksen udviklingshæmmet kvinde, som var kommet vældig, vældig galt af sted. Så kunne man sige – og det er også til dig, hr. minister – at hvis vi havde et sundt kviklånsmarked, hvordan kan man så have, at det er helt lovligt at udnytte en udviklingshæmmet, voksen kvinde, ved at hun kan belåne sig selv til op over skorstenen for flere hundrede tusinde kroner, og at det er umuligt at komme i kontakt med det firma, der har lånt hende pengene, fordi lånet simpelt hen er blevet sendt videre til en ny udbyder? Det må vi som minimum kunne finde en eller anden fælles løsning for, for det er da ud over alle grænser, at man kan udnytte, at nogen ikke kan overskue konsekvenserne af det. Hendes far var så ulykkelig, og han sagde, at de nu bare blev nødt til at betale de her penge, selv om de ikke engang kunne komme i kontakt med dem, der oprindelig lånte dem ud, fordi man kan sende gæld videre.

Det er et område, vi vil blive ved med at forfølge, og jeg vil også forhøre mig hos nogle af Folketingets partier, om der skulle være interesse for at skrive en fælles betænkning. Ellers ser jeg frem til, at ministeren så også kommer med nogle forslag, når undersøgelsen er på plads, og at vi måske som minimum får ryddet op i nogle af de mest grelle, absurde tilfælde, som vi kan finde inden for kviklånsmarkedet. Jeg har ikke mere, så tak for debatten.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne, og der er ikke flere spørgsmål.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)