91. Operation Active Endeavour, vores maritime artikel 5-operation i Middelhavet, som
har bidraget i kampen mod terrorisme, er overgået til at være en maritim
sikkerhedsoperation uden for artikel 5, Operation Sea Guardian, som om fornødent
kan udføre alle opgaver inden for maritime sikkerhedsoperationer.
92. Efter vores forsvarsministres beslutning i februar 2016 har de allierede hurtigt
bidraget med maritime aktiver til internationale indsatser for at dæmme op for
strømmen af irregulære migranter i Ægæerhavet i forbindelse med flygtninge- og
migrantkrisen. Denne NATO-aktivitet har været værdifuld, idet aktiviteten har givet
realtidsoplysninger om irregulære migrantstrømme til Tyrkiet, Grækenland samt EU’s
Grænseforvaltningsagentur, FRONTEX. Aktiviteten udføres i samarbejde med de
relevante nationale myndigheder samt via oprettelsen af direkte forbindelser mellem
Søværnskommandoen (MARCOM) og FRONTEX på det operationelle plan. Den udgør et
effektivt bidrag til eksisterende indsatser med henblik på at bekæmpe irregulær
migration i området og har også givet nye muligheder for øget samarbejde med EU på
både taktisk og operationelt plan i forbindelse med opdæmningen for irregulær
migration. Denne aktivitet evalueres i september og gennemgås før
forsvarsministrenes møde i oktober.
93. Vi er i princippet enige om, at NATO potentielt kan spille en rolle i det centrale
Middelhav med henblik på at komplementere og/eller, efter anmodning fra Den
Europæiske Union, efter behov støtte EU’s Operation Sophia ved at levere
kapacitet,
herunder efterretninger, overvågning og rekognoscering, samt logistik; via bidrag til
kapacitetsopbygning i den libyske kystvagt og flåde, hvis de retmæssige libyske
myndigheder og/eller EU måtte anmode derom samt i forbindelse med
implementeringen af UNSCR 2292 vedrørende situationen i Libyen, i tæt samarbejde
med EU.