Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 48:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne for elevfordeling på gymnasierne.

Af Annette Lind (S), Marlene Borst Hansen (RV) og Jacob Mark (SF) m.fl.

(Fremsættelse 06.12.2017. Omtrykt).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er undervisningsministeren. Værsgo.

Mange tak. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har med B 48 foreslået, at regeringen ændrer reglerne for elevfordelingen på gymnasierne, så andelen af elever med udenlandsk baggrund på det enkelte gymnasium ikke overstiger 30 pct. Beslutningsforslaget vedrører en alvorlig udfordring på ungdomsuddannelserne, som naturligvis skal adresseres. Det vender jeg tilbage til.

Der er imidlertid alvorlige problemer forbundet med forslaget. Regeringen anerkender, at nogle gymnasier oplever faglige og pædagogiske problemer som følge af de kultursammenstød, som opstår flere steder i samfundet. Men lad mig begynde med at slå fast, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Mens det på den ene side er en succes, at stadig flere unge med udenlandsk baggrund bliver optaget på ungdomsuddannelserne, giver det på den anden side nogle steder en række voldsomme udfordringer, herunder på stx. Beslutningsforslaget adresserer, at der er omkring 15 gymnasier i Danmark, hvor der er tendens til, at unge med ikkevestlig baggrund søger sammen i parallelsamfund. Det er ungefællesskaber, der på lange stræk står i skarp kontrast til dansk kultur- og uddannelsestradition. Det er fællesskaber, hvor etnisk danske unge og dansk kultur er i mindretal. Det skaber problemer, og dem vender jeg tilbage til.

Regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget af følgende årsager: For det første må integrationsopgaven helt grundlæggende bæres af dem, der skal integreres. Der er derfor behov for en målrettet løsning, der generer så få som muligt, og som ikke grundlæggende kolliderer med den måde, vi har valgt at indrette gymnasieområdet på i Danmark. For det andet er det uklart, om forslaget holder sig inden for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og for det tredje er der en række praktiske og logistiske udfordringer ved forslaget. Altså, hvordan skal det kunne lade sig gøre?

På Vestegnen overstiger elevgrundlaget med udenlandsk baggrund 30 pct. Anerkender regeringen, at der er en række problemer? Ja, i allerhøjeste grad. Hvis man taler med ansatte og elever på disse ghettogymnasier, beretter de om alvorlige problemer. Det kan være problemer med snyd, højt fravær, frafald og meget larm. Nogle steder er overtrædelser af studie- og ordensreglerne gennemgående; andre steder udsætter eleverne hinanden for religiøs kontrol. Og der er også kedelige eksempler på forskellige sociale regler for drenge og piger.

På gymnasieområdet handler det altså om, hvorvidt alle elever respekterer gymnasiet som en uddannelsesinstitution baseret på vestlige værdier og plads til at leve et frit ungdomsliv. Jeg mener, at konsekvens er en nøgle. Der skal være konsekvens og håndhævelse af både studie- og ordensregler og faglige standarder. Hvis man ikke kan opføre sig ordentligt på det ene gymnasium, skal man ikke flyttes til det andet. Man skal ændre sin adfærd eller slet ikke være på gymnasiet. Det har aldrig været meningen, at alle skal gå i gymnasiet. Det er undergravende for landets gymnasier, hvis dårlig adfærd spredes og går ud over god undervisning og det faglige niveau.

Som jeg også har sagt i andre sammenhænge, vil regeringen inden for de kommende måneder fremlægge sit eget forslag til at adressere disse alvorlige udfordringer, Og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er tilhænger af konsekvens og lokal problemløsning. Jeg vil gerne sige tak til Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti for beslutningsforslaget. Det er vigtigt, at vi – også her i Folketingssalen – løbende diskuterer både vores ungdomsuddannelser og de bedrøvelige tendenser til parallelsamfund. Men regeringen kan ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag. Tak for ordet.

Selv tak. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Annette Lind.

Tak for det. Ministeren anerkender, at der er problemer, men vi ser en minister, som på ingen måde gør noget. Siden december 2016 har vi bedt om at få reelle forhandlinger. I december 2016 havde vi integrationsministeren og undervisningsministeren i samråd, og der var der stor forskel på, hvad man mente i regeringen. Det var sådan, at integrationsministeren meget klart og tydeligt sagde, at der skulle laves en løsning, og at undervisningsministeren sagde, at det kunne der ikke være tale om. Vi var kun lige kommet tilbage på kontoret, og så blev vi ringet op og fik at vide, at der godt kunne blive lavet en midlertidig løsning.

Nu havde vi undervisningsministeren og integrationsministeren i samråd for nylig. Her sagde integrationsministeren: Jeg er ligeglad med, hvilken løsning der bliver, og det kan kun gå for langsomt med at få den lavet, og undervisningsministeren må gøre det. Vil vi se en undervisningsminister, som trods modstand vil komme til at vende på en tallerken og lave en løsning? Det håber vi i Socialdemokratiet.

Ministeren.

De problemer, vi taler om i dag, er alvorlige. De findes alle steder i samfundet. De findes på stx, de findes på hf, de findes i folkeskolerne, de findes i boligområderne, og de findes på gaderne. Det er ikke et område, der udelukkende handler om stx. Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF har i dag fremlagt en model, som ordføreren omtaler som løsning en. Men der er aldrig kun en løsning på et problem.

Når vi i regeringen ikke kan stemme for beslutningsforslaget, er det af de tre årsager, som jeg startede med at læse op. For det første påhviler integrationsopgaven den person, der ikke er integreret. Det vil sige, at det ikke er en opgave for gymnasieelever, som de er flest, at løse det her problem. Det er en opgave for den person, der ikke er integreret. For det andet er det uklart, om forslaget holder sig inden for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For det tredje er der en række praktiske og logistiske udfordringer i forslaget. Er der kun en løsning på et problem? Nej, der er aldrig kun en løsning på et problem.

Spørgeren.

Helt ærligt synes jeg, det svar var meget forkert. Vi har rakt hånden frem rigtig mange gange. Vi har sagt, at der skulle laves lokale løsninger. Vi har talt med rektorerne. Vi har på mange måder bedt om at få møder og forhandlinger. Møder er blevet aflyst, og vi er blevet nægtet at have de her møder. Jeg vil gerne spørge ministeren, om hun egentlig reelt vil lave en aftale på det her område, og så vil jeg gerne spørge: Nu har man i Aarhus fundet ud af at lave en midlertidig model, vil ministeren godkende den? Og så har jeg også skriftligt spurgt ministeren, om ministeren vil være med til at lave en løsning for Vestegnen for næste år. De råber om hjælp, de vil gerne have en løsning fra næste skoleår. Det vil man sådan set gerne over hele landet. Nu er det ikke længere kun i de store byer, man har det her problem. Det skal løses, og vi rækker hånden frem. Der skal laves lokale løsninger. Hvad siger ministeren til det? Er ministeren klar til at få lavet noget nu, eller undskylder hun sig med, at der kommer et udspil? Vi kan altså ikke vente længere. Det er tid til handling.

Ministeren.

Det var en meget lang afhandling med rigtig mange indbyggede spørgsmål. Ja, det er fuldstændig korrekt, at når det handler om kultursammenstød, så har vi i regeringen besluttet at adressere det samlet. Det er jo, fordi det er et samlet problem. Det er jo forkert at betragte kultursammenstød mellem primært mellemøstlige kulturer og skandinavisk kultur som noget, der foregår på stx. Det ved vi jo alle sammen godt ikke er rigtigt. Det er fuldstændig korrekt, at regeringen vil fremlægge et samlet forslag, som adresserer parallelsamfundsproblematikken. Det er, fordi det er en samlet udfordring, som skal adresseres samlet.

Hr. Jacob Mark.

Tak for det. Først vil jeg til den del, der handler om de europæiske menneskerettigheder, sige, at det, efter at have undersøgt det, er min fuldstændig klare vurdering, at det ikke bryder med de europæiske menneskerettigheder, fordi forslaget har til hensigt at sikre en god integration. Men i stedet for at få det til implicit at lyde, som om det kan bryde menneskerettighederne, ville det jo have klædt ministeriet og ministeren faktisk at undersøge, om det bryder med menneskerettighederne, for man har jo kendt til forslaget længe – det er en debat, vi har haft siden 2016. Men jeg er af den opfattelse, at det ikke bryder med menneskerettighederne, og det er selvfølgelig også vigtigt for os.

Vi har diskuteret det her siden 2016. Problemerne er der stadig derude, og de udvikler sig, og vi har som politikere et ansvar for at sikre, at der er en god fordeling af eleverne, der både kan bidrage til god integration, men også til, at der hverken kommer den ene eller den anden form for parallelsamfund ude på gymnasierne.

Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at spørge: Kommer regeringen med nogen form for forslag, der skal sikre en bedre fordeling af eleverne end den model, man har i dag, gør det?

Ministeren.

Tak. Det er muligt, at vi har diskuteret det her siden 2016. Integrationsdebatten er ikke ny, og den kommer heller ikke til at forsvinde foreløbig. Den bliver arvet af vores børn. Problemerne er så store og mangfoldige og breder sig langt ud over det, som vi i adresserer her i dag, at jeg lige så godt kan kundgøre med det samme, at det bliver en debat, vi kommer til at fortsætte. Og uanset hvordan vi kommer til at sætte ind her og mindske problemerne, så er der ikke nogen, der skal stå her og bilde hinanden ind, at integrationsproblemerne bliver mindsket eller fjernet, ved at man laver et indgreb i stx, som kun udgør én del af ungdomsuddannelserne. Det må vi simpelt hen ikke bilde hinanden og borgerne ind.

Regeringen kommer med et samlet udspil på parallelsamfundsområdet, og det vil også indeholde forslag til specifikt at adressere problematikkerne med kultursammenstød på stx.

Spørgeren.

Tak for det. Mener ministeren, at det er en god idé at sikre en eller anden form for ny model, der kan gøre, at man bedre kan fordele elever? Mener ministeren, at det er en god idé eller en dårlig idé?

Det kan godt være, at der var noget, jeg bare ikke fangede, men jeg fik ikke helt fat i, om det, man har gjort i Aarhus, er okay for ministeren. Mener ministeren, at den fordelingsmodel er okay?

Ministeren.

Altså, ministeren har jo godkendt, at man sidste år i Aarhus har fordelt elever efter karakterer. Så det har jeg godkendt – det ligger jo fuldstændig åbent fremme – og det har jeg gjort, fordi det er en lokal problemløsningsmodel, hvor man laver et indgreb på baggrund af objektive kriterier, dvs. så godt som muligt. Men der er jo ikke nogen tvivl om, at hver eneste gang man griber ind her, risikerer man at reducere rettighederne for gymnasieelever, som de er flest, og der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg er optaget af, at gymnasieelever, som de er flest, også skal kunne have indflydelse på, hvad for en uddannelsesinstitution de skal gå på.

Fru Marlene Borst Hansen.

Tak for det. Ministeren siger, at hun har godkendt den model, som fordelingsudvalget i Aarhus sidste år sendte ind. Jeg spurgte om det samme på samrådet, men om den nye model, som fordelingsudvalget sendte ind den 4. januar. Det var fair nok, at ministeren ikke, ganske få dage efter vi havde samrådet, helt kendte til modellen, men nu er der jo i hvert fald gået 21 dage, siden fordelingsudvalget indsendte den her model, og den ligger på alle de århusianske gymnasiers hjemmesider. Så jeg har bare et kort spørgsmål: Er det en god model?

Ministeren.

Det er en model, som ministeriet er i gang med at se på, og jeg kan selvfølgelig ikke godkende eller ikkegodkende den her fra talerstolen. Jeg håber, at ordføreren vil anerkende, at det ikke er sådan, man gør tingene.

Spørgeren.

Det er helt okay. Som jeg har forstået det, er det, ministeriet kigger på, om den er lovlig, for ellers er det jo sådan, at fordelingsudvalgene sådan set har rimelig frit spil. Det skal så bare være inden for lovens rammer. Så jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at den selvfølgelig skal være lovmedholdelig. Jeg spørger bare til holdningen til det her med, at et fordelingsudvalg, f.eks. som man her har gjort, kigger på fordelingen ud fra nogle boligkriterier i nogle bestemte boligområder. Er det noget, som ministeren holdningsmæssigt synes kunne være en vej frem?

Ministeren.

Tak. Det er præcis rigtigt, at der skal ske en juridisk vurdering, og den kommer jeg ikke til at stå og lave her på talerstolen. Jeg har ikke på noget tidspunkt lagt skjul på, at min holdning er den, at vi skal løse de her problemer så præcist, som vi overhovedet kan, og med så lidt gene som muligt for gymnasieelever, som de er flest. Det er ud fra den retningslinje, jeg vurderer det politiske i forskellige løsningsforslag. Men der er dilemmaer i det her. Der er store dilemmaer, og jeg er bekymret for, hvorvidt indgreb vil ramme gymnasieelever, som de er flest. Det er ud fra det perspektiv, jeg vurderer hvert enkelt forslag.

Tak for det. Og hvis vi skulle blive i hr. Alex Ahrendtsens ånd, vil jeg gerne sige tusind tak til den højtærede undervisningsminister. Vi går nu over til ordførerne, og den første er fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Det er jo, fordi ordføreren for forslagsstillerne er fru Annette Lind, og hun får ordet til sidst.

Tak til den ærede formand. Vi kan ikke støtte beslutningsforslaget, som det foreligger. Det problem med en stor andel af ikkevestlige eller udenlandske elever på det almene gymnasium er ikke et problem, som vi kan fordele os ud af. Problemet er et resultat af en forfejlet udlændingepolitik, som er blevet ført siden 1980'erne af bl.a. de partier, som har fremsat dette forslag, og vi politikere kan desværre ikke løse det ved at flytte rundt på eleverne via kvoter. Der er jo selvfølgelig grænser for, hvor meget og hvor langt man kan flytte eleverne, når der er så mange. Hvor skal man i sidste ende flytte dem hen? Og hvorfor går det her beslutningsforslag kun på det almene gymnasium? Hvorfor ikke også handels- og teknisk gymnasium, og hvad med erhvervsskolerne? Der er mange uddannelsessteder, der har større problemer med mange ikkevestlige elever – f.eks. er SOSU-uddannelserne en af dem – men de uddannelser er slet ikke med i det her forslag. Så forslaget løser ikke det, det vil løse. Men som jeg sagde før: Problemet kan heller ikke løses. Skaden fra en forfejlet udlændingepolitik er for dyb til, at der findes nogen snuptagsløsninger.

Det, man kan og skal gøre i stedet på gymnasierne, er at give alle elever – selvfølgelig også de ikkevestlige – de bedste muligheder for at tilegne sig viden, herunder selvfølgelig viden om dansk sprog, kultur, historie og litteratur, som vil give dem bedre muligheder for at finde sig til rette i Danmark.

Det er gymnasiets ansvar at indrette deres pædagogik efter kunderne i butikken. Det nytter ikke noget at have en for løs pædagogik med ansvar for egen læring og fokus på, at undervisningen skal være sjov og underholdende, når eleverne ikke er parate til det, og det er det, vi meget ofte ser med elever med en anden kulturel baggrund end dansk. En mere principfast pædagogik med fokus på faglighed og på, at eleverne lærer noget, er også god for danskere fra uddannelsesfremmede hjem, og derfor mener jeg, at en sådan pædagogik kan tiltrække og fastholde etnisk danske elever på skolerne.

Skolerne har et ansvar for at manøvrere i det kulturmøde, som politikerne har påtvunget dem, og de skal sørge for at bevare danske værdier, også selv om der er et flertal af fremmedsprogede elever, og man skal selvfølgelig sørge for, at adfærdsreglerne er sådan, at etnisk danske elever ikke føler sig generet, selv om man er i mindretal som dansker. Ledelsen skal dermed være meget klar på, hvordan man skal opføre sig på skolerne. Undervisningsministeriet bør overveje, om man skal samle best practises, som man kalder det, og videreformidle konstruktiv rådgivning til de skoler, som står med store udfordringer, fra de skoler, som har løst problemerne eller har en god måde at sætte ind over for problemerne på.

Så jeg tror, at det primært er pædagogikken, vi skal sætte ind over for. Der er nemlig skoler i Danmark, som gør det og ser ud til at have succes med det. Det ser ud til, at flugten af danske elever fra de skoler er stoppet, selv om der er mange ikkevestlige elever på skolerne. Så det vigtigste, vi kan gøre, når vi står med de her store problemer, som vi jo har overalt i samfundet på alle uddannelsesinstitutioner, er jo selvfølgelig, at ulykken skal stoppes. Der skal ikke komme flere indvandrere eller flygtninge, der misbruger asylsystemet til at blive i Danmark og dermed også forøger problemet i fremtiden.

Det her beslutningsforslag løser ikke problemerne. Vi siger nej til beslutningsforslaget. Vi siger nej til kvoter. Vi siger i stedet for ja til en fast udlændingepolitik og en fast og målrettet pædagogik. Det er de muligheder, vi har. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Annette Lind.

Tak for det. Ordføreren siger, at der skal sættes ind over for pædagogikken, men er det ikke sådan, at på alle gymnasier i Danmark arbejder man med demokrati, åbenhed, fordomsfrihed, medborgerskab, og at det er kerneværdier? Men det, der er problemet, er, at når man klumper sig sammen, så foregår det ikke i frikvartererne, så foregår det ikke i de sociale fællesskaber, og så foregår det ikke – måske heller – der, hvor man har fri.

Så jeg vil spørge fru Marie Krarup, om hun ikke synes, at det er meget andet end pædagogikken, fordi det netop er kerneværdier i alle gymnasier.

Ordføreren.

Det er svært at forstå spørgsmålet. Går spørgsmålet på, at man skal få elever med andre kulturelle værdier til at opføre sig efter danske værdier i deres fritid og frikvartererne? Det ville være dejligt, hvis man kunne det, men det kan man ikke. Skolerne må koncentrere sig om det, som er deres opgave, og det er at give eleverne viden om bestemte områder, og så håbe på, at denne viden efter et gammeldags oplysningsideal også smitter af på sjælen, indvendigt hos dem, således at de får lyst til at opføre sig efter de værdier, som vi har i Danmark, og som vi har haft i mange, mange år. Men man kan ikke direkte påtvinge eleverne det. Man kan håbe på, at det kan komme.

Selvfølgelig er det da et problem, når mange elever af en anden kulturel baggrund er det samme sted og forsøger at gennemtvinge bestemte værdier. Der er det, at jeg siger, at man er nødt til at have nogle klare regler for, hvad der kan tillades, og hvad der ikke kan tillades, men hvad eleverne tænker og føler, om de føler sig åbne eller virker åbne, kan man desværre ikke gøre noget ved.

Spørgeren.

I 2016 var der 13 gymnasier, der havde flere elever med anden etnisk baggrund end dansk. Nu taler ministeren om, at der er 15. Det her er et problem, som vokser. Det er ikke længere kun i de store byer. Det er også i mellemstore byer, at der er det her problem, at man klumper sig sammen. Integrationsministeren sagde på vores samråd, at det er et kæmpestort problem for integrationen i Danmark, når elever med anden etnisk baggrund klumper sig sammen. Rektorerne beder om hjælp til det her. De kalder det selv for brune og hvide gymnasier. Mener ordføreren, at det er godt eller skidt, at vi har brune og hvide gymnasier?

Ordføreren.

Socialdemokratiet svigtede en historisk opgave ved ikke at gå imod den udlændingepolitik, der blev ført i 1980'erne og frem. Det var et kæmpe svigt. Det er det, der har ført til, at vi står i den situation, som vi står i i dag, som er en kæmpe ulykke. Det er fuldstændig rigtigt. Men den kan man ikke løse med et beslutningsforslag, der laver kvoter på de almene gymnasier, som er en lillebitte del af det danske samfund. Det er fuldstændig grotesk at tro, at det er løsningen.

Nej, vi står i et kæmpe kultursammenstød. Det gør man overalt i Europa, hvor det samme desværre er sket, nemlig at de partier, som burde have taget ansvaret for at sørge for, at Danmark blev ved med at være dansk, svigtede, og de sørgede så for, at en stor del af Danmark i dag ikke er dansk. Det er den opgave, vi står med i dag.

Hr. Jacob Mark.

Tak for det. Jeg tror ikke, der er nogen af forslagsstillerne, der bilder sig ind, at det her forslag isoleret set vil løse integrationsproblemerne i Danmark. Det hørte jeg også ministeren antyde. Det her er ét af mange tiltag, som jeg tror der skal til, for at man får hjulpet integrationen på vej. Jeg tror, vi skal gøre noget i daginstitutionerne, i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne, og jeg tror, vi skal gøre noget på arbejdsmarkedet. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre noget. For jeg har faktisk en tese om, at Dansk Folkepartis udlændingepolitik har ændret sig lidt over de sidste 10 år, altså fra i starten at være en udlændingepolitik, hvor man stillede ret hårde krav til, hvordan de skulle integrere sig, til at man nu har et ønske om, at de ikke skal integreres overhovedet. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren:

Mener ordføreren egentlig, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at integrere de her mennesker? Mener ordføreren, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at integrere de mennesker, der kommer til at bo i Danmark?

Ordføreren.

Ordføreren er jo udmærket godt klar over, at det, vi står for i Dansk Folkeparti, er at sørge for, at flygtninge behandles som flygtninge og ikke som indvandrere, og det vil sige, at de ikke automatisk kommer til at være i Danmark på livstid. De skal selvfølgelig tilbage til de lande, som de kommer fra, når der er fred i de lande, og derfor skal de folk, som skal tilbagesendes, ikke integreres i Danmark. Det er faktisk børnemishandling at sørge for, at børn, der kommer fra arabiske lande, ikke får lært arabisk, men kun får lært dansk, når de nu skal tilbage til et arabisk land, eller hvad det nu er, de kommer fra. Så det siger sig selv. Men de folk, som er i Danmark, og som ikke har nogen mulighed for at komme tilbage, skal selvfølgelig integreres. Det er jo soleklart. Det er da noget af det, vi i den grad ønsker på alle områder, og hvor vi fører en politik, der går frem mod det mål, at de selvfølgelig bliver danske og på lang sigt bliver assimileret ind i det danske. Det er da klart.

Det her beslutningsforslag tror jeg bare ikke løser det. Det er jo en lillebittebitte sektor, man har taget ud og sagt, at her skal børnene så køres rundt. Det, man vil se, er, at der vil blive oprettet privatskoler i højere grad. Jeg tror ikke, man vil få den blanding, som man ønsker. Jeg tror ikke, at vi kommer uden om at sætte ind på det pædagogiske område, hvis vi ønsker, at både danskere og ikkedanskere får en ordentlig gymnasial uddannelse. Det skal man også gøre i alle andre institutioner, altså på folkeskoleniveau osv.

En lille servicemeddelelse: Også fredag eftermiddag kører vi med et helt minut og et halvt minut til spørgsmål og svar.

Spørgeren.

Tak. Jeg er faktisk glad for, at ordføreren siger, at målet stadig må være at integrere de mennesker, som kommer til at bo i Danmark fremover, som ikke er flygtninge. Så kan vi godt være uenige om det andet, men det synes jeg bare er lidt vigtigt. Hvis vi så lægger 1980'ernes og 1990'ernes fejlslagne udlændingepolitik lidt væk og kigger på, hvad vi gør nu, nu, hvor vi har nogle problemer, så kunne jeg godt tænke mig at høre: Mener ordføreren ikke, at det er et problem, at vi har gymnasier i Danmark, hvor mere end halvdelen er af anden etnisk herkomst? Det siger jeg ikke, fordi der er noget galt med de unge mennesker i sig selv, men fordi jeg tror, det er skadeligt for integrationen og for sammenholdet og sammenhængen i samfundet. Mener ordføreren ikke, at det er et problem for integrationen, at vi har sådan en fordeling på gymnasierne?

Ordføreren.

Selvfølgelig er det et problem. Det er et kæmpestort problem, og det burde ikke være der. Men det er der, og så må man forsøge at skabe den bedst mulige uddannelse og den bedst mulige undervisning, altså den, som eleverne får mest udbytte ud af. Hvis man gør det og er i stand til at skabe et miljø, hvor også den danske minoritet har lyst til at være der, så er det, at opgaven lykkes så godt, som den nu kan lykkes, og det er det, som jeg mener at vi bør sigte efter. Og lykkes det ikke – men det tror jeg det kan, fordi der er eksempler på det – kan det være, at man er nødt til at gå tilbage til systemet med skoledistrikter.

Fru Marlene Borst Hansen.

Det kunne jeg godt tænke mig fru Marie Krarup vil uddybe. Er det, at vi skulle gå tilbage til skoledistrikter, en holdning, som Dansk Folkeparti har på gymnasieområdet?

Ordføreren.

Det er ikke et forslag, vi har fremsat, men hvis ikke man kan få det her til at fungere, kan det være, man kan blive nødt til det på længere sigt. Det, jeg mener, er, at det her ikke er prøvet af endnu. Der er nogle skoler, som har indført klare, præcise, konsekvente adfærdsregler og klar, præcis og konsekvent pædagogik, og det ser ud, som om det virker. Hvis vi kan få alle skoler, der har de her udfordringer, til at gøre det samme, kan det være, at vi kan få tingene til at gå så godt, som det nu kan lade sig gøre på baggrund af de kæmpestore problemer, som især Det Radikale Venstre jo er ansvarlige for med hensyn til den udlændingepolitik, der er blevet ført i mange år. Hvis ikke det lykkes – og det ved vi jo først om et stykke tid – kan det være, at en anden løsning er at gå tilbage til skoledistrikter.

Spørgeren.

Det omkring skoledistrikter synes jeg er meget interessant, og det tror jeg vi skal diskutere nærmere. Man kan jo tale om, hvor langt vi skal gå, før vi siger, at nu går det ikke godt mere. Jeg anerkender, at på langt, langt, langt de fleste gymnasier i det ganske danske land går det rigtig fint, og der er det her ikke en udfordring, men der er nogle steder, hvor det er en udfordring – omkring de større byer og nu også begyndende i nogle mindre kommuner. Så jeg synes faktisk, at vi er et sted, hvor vi bliver nødt til at stoppe op og spørge, hvad det er, der sker her. På f.eks. Københavns Vestegn, hvor nogle af mine familiemedlemmer, pæredanske hele vejen igennem, kan vælge det lokale gymnasium, hvor der går 80 pct. med anden etnisk herkomst, eller vælge at tage over kommunegrænsen og tage til Roskilde, er spørgsmålet jo, hvem det er, det her frie skolevalg gavner. Der er i hvert fald nogle, der ikke reelt oplever, at de har et frit skolevalg. Jeg vil gerne bede fru Marie Krarup forholde sig til, hvornår vi skal gøre noget, hvornår Dansk Folkeparti er klar til at tale om det her og måske foretage nogle konkrete handlinger.

Ordføreren.

Nu venter vi jo også på, at der kommer et udspil fra regeringen, som har sagt, at man vil gøre noget på det her område, men jeg synes, det er korrekt at sætte spørgsmålstegn ved, hvor frit et valg man egentlig har, og det, jeg synes er det mest bekymrende, er, at hverken forældre eller elever kan forudsige, hvilket gymnasium der er mulighed for at komme ind på, fordi det er så uforudsigeligt, hvad der egentlig sker, altså hvor der opstår en mode, og hvor den ene og den anden gruppe søger hen, og der ville skoledistrikter jo skabe en forudsigelighed, sådan at man med fødderne kunne stemme lang tid i forvejen og simpelt hen flytte sig derhen, hvor man gerne vil være. Men jeg mener, at det er for tidligt at fremsætte det forslag. For det første fordi vi venter på, at regeringen kommer med et udspil, og for det andet fordi jeg mener, at det heller ikke er hele løsningen, da man stadig væk vil have brug for en omsadling, hvad angår det pædagogiske område.

Tusind tak til fru Marie Krarup for dagens indsats. Vi går videre til Venstres ordfører, hr. Mads Fuglede – undskyld, det er Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for ordet. Da Venstres ordfører, Anni Matthiesen, er forhindret i at være i salen i dag, er det mig, der står her. I forbindelse med behandlingen af B 48 kan jeg starte med at meddele, at Venstre stemmer imod forslaget.

Med dette beslutningsforslag foreslår Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre, at vi skal sætte en fast procentdel på, hvor forskelligartet en gymnasieklasse har lov til at være. Vi anerkender i Venstre helt klart, at der på nogle gymnasier er udfordringer som følge af kultursammenstød. Vi anerkender, at der er faglige og pædagogiske problemer på nogle af de gymnasier, som har en meget høj andel af udenlandske elever. Vi anerkender, at der er integrationsproblemer, som vi skal løse, men også, at de problemer er så store og har spundet sig ud over så mange år i hele vores samfund, at de ikke løses ved blot snævert at se på det her område.

Den forfejlede integration, som vi lever med, og som vi har et politisk ansvar for at løse, kræver, at vi ser meget bredere på problemstillingen. Det var baggrunden for statsministerens nytårstale, og det er baggrunden for det arbejde, der nu pågår i regeringen. Det er derfor, at vi arbejder på et forslag, der skal håndtere det kultursammenstød, der er på bl.a. ungdomsuddannelserne, men også på en lang række andre områder.

Så kort og godt: Venstre mener ikke, at vi løser integrationsudfordringerne ved blot at lave en ny fordelingsmodel for gymnasierne. Selv om vi er glade for, at der lokalt tages hånd om de her ting, skal der en større indsats til, og den pakke omkring parallelsamfund, som er blevet stillet i udsigt, er den, der skal bruges til at håndtere det her. Det er selvfølgelig en pakke, hvor arbejdet med den stadig væk pågår, og jeg kan ikke løfte sløret for indholdet her i dag. Jeg håber derfor, at man lige vil ryste hovedet i forhold til det her beslutningsforslag, så vi har den tålmodighed, der er nødvendig på det område, så vi kan se frem til, at der med forårets komme også kommer en række forslag, som vil håndtere de udfordringer, der er, og som også er rejst i det her beslutningsforslag.

På den baggrund stemmer Venstre imod beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Selv tak. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra hr. Jacob Mark.

Tak for det. Jeg er sådan set enig i, at man er nødt til at kigge bredere end bare lige på elevfordelingen, hvis man skal sikre en bedre integration i Danmark. Og jeg glæder mig til, at vi skal have forhandlinger om parallelsamfundspakken.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg har hørt integrationsministeren sige i to samråd, at en anden elevfordeling end den, vi har i dag, hvor man gør lidt op med det frie skolevalg for at sikre god integration, egentlig kunne være en vej. Og jeg har også læst, at hr. Carl Holst sådan set har været ude og sige det samme på folkeskoleområdet.

Det er ikke sikkert, at det her forslag er fuldstændig den model, det kommer til at ende ud i, men jeg tror alligevel, der er en opgave i at sikre, at vi får en bedre fordeling end den, vi har i dag. Og det har jeg egentlig også haft indtrykket af at Venstre har ment. Så nu får jeg lyst til at spørge: Har Venstre skiftet holdning i det spørgsmål?

Ordføreren.

Nej, vi har ikke skiftet holdning i Venstre i det her spørgsmål. Men vi anerkender i Venstre, at det i en ideel verden ikke ville være nødvendigt med lovgivning på det her område overhovedet. Og derfor er vi glade for, at vi har en så iderig regering, at der er mange forslag på bordet til, hvordan vi kan løse den her problemstilling.

Vi ønsker jo i bund og grund ikke overhovedet at skulle adressere det her ved at tale om kvoter på noget som helst område. Men vi anerkender også, at det kan være et værktøj, der kan indgå i en løsningsmodel. Vi har bare ikke lagt os fast på en model endnu, fordi vi er i gang med de her forhandlinger.

Spørgeren.

Tak. Ja, det er jo desværre ikke en ideel verden, og der er tit og ofte folk, der beskylder os SF'ere for at gå og snakke om den ideelle verden. Men jeg er glad for, at Venstre ikke fuldstændig har lagt ideen om, at man ændrer måden at fordele elever på, fra sig. Og jeg vil egentlig bare høre: Hvad mener ordføreren egentlig om, at både rektorerne og eleverne og lærerne har været ude at sige, at der er brug for nogle andre måder at fordele eleverne på end den, man har i dag?

Ordføreren.

Jamen det mener jeg helt personligt er noget, vi skal lytte til. Og jeg har med stor interesse set, hvad der foregår, især i Østjylland, og mener, at hvis man lokalt finder på noget, vi skal bide mærke i, så skal vi lære af de erfaringer, man høster der, og lade det indgå i vores betragtning af området som helhed, også uden at vi – og det skal jeg slet ikke stå og love her – vil lande på en model, der minder om den.

Fru Annette Lind.

Tak for det. Jeg tror, at alle, der har fulgt debatten her om elevfordelingen, ved, at der er stor splid i regeringen i det her spørgsmål. Vi har en integrationsminister, som siger frit oversat: Det her går for langsomt, der skal laves en løsning. Jeg er sådan set ligeglad med, hvordan det skal løses, bare undervisningsministeren får lavet en løsning. Det har undervisningsministeren ikke gjort og har heller ikke vist interesse for at gøre det i de mange måneder, som vi har arbejdet med det her spørgsmål.

Integrationsministeren siger også, at det er et kæmpestort problem for integrationen, at de etniske elever klumper sig sammen. Er Venstres ordfører enig med sin egen integrationsminister, og synes ordføreren, at der skal laves en løsning på det her område, sådan at vi kan få lavet en midlertidig løsning for Aarhus og for Vestegnen til næste år?

Ordføreren.

Jeg forstår, at det er oppositionens rolle at botanisere i forskellige udmeldinger fra regeringen og fremstille det som strid. Sådan opfatter jeg det ikke. Jeg opfatter det som et felt, hvor forskellige modeller vurderes og diskuteres, og man er ikke landet på en endelig endnu. Fru Inger Støjberg har givet udtryk for sine synspunkter på det her område, og jeg ved, at de indgår i forhandlingerne. Og jeg kan jo ikke sige, hvor de forslag vil ende henne. Det ville simpelt hen være rigtig mærkeligt, hvis jeg stod og gjorde det.

Spørgeren.

Nu skal man være ualmindelig døv, hvis man ikke kunne høre forskellen på regeringens to partier i forhold til det her område. Der er ingen tvivl om, at integrationsministeren er for, at der skal laves en løsning. Det blev sagt klart og tydeligt. Jeg vil gerne spørge Venstres ordfører: Vil Venstres ordfører være med til at presse på, sådan at undervisningsministeren hurtigst muligt får lavet en løsning på det her område, som både lærere, elever, rektorer og alle i sektoren råber på?

Ordføreren.

Vi er i Venstre er rigtig glade for, at undervisningsministeren allerede arbejder med det her område, og at vi er i gang med at lave en større løsning for problemerne omkring parallelsamfund.

Hr. Mattias Tesfaye.

Tak. Nu siger Venstres ordfører, at vi lige må ryste hovedet og være tålmodige. Jeg har det egentlig selv sådan, at jeg synes, vi har været for tålmodige. Det er over et år siden, at den her diskussion var oppe og der blev indkaldt til det første samråd, hvor vi accepterede, at regeringen lige havde brug for at falde på plads, efter at to nye partier var blevet optaget i regeringen, altså at finde ud af, hvor den nye regering stod henne. Nu står vi her så et år efter, og klokken er to minutter i tolv, hvis vi skal have fordelt eleverne til det nye gymnasieoptag. Der skal jo starte nye elever her til august.

Ordføreren siger så, at vi lige må vente på regeringens parallelsamfundsudspil, og han siger også, at man ikke kan få et vide, hvad indholdet er. Det har jeg sådan set respekt for. Men kunne vi måske få løftet sløret for, hvad tidshorisonten er, så vi kan få en vurdering af, om vi på grund af for meget rundkreds i regeringen nu risikerer, at der kommer endnu et gymnasieoptag med endnu større skævvridning af fordelingen af gymnasieeleverne? Eller er der faktisk muligheder for at få ændret bekendtgørelsen, så eleverne bliver fordelt efter nogle mere fornuftige principper allerede fra den her sommer?

Ordføreren.

Løsningen på den forfejlede integration herhjemme er jo en, vi deler med mange, mange lande. Den er pågået i en årrække, og der er ikke noget nemt svar på det. Derfor er der heller ikke nogen hurtig proces for det. Det må tage den tid, det tager, og det her er så komplekst, at der ikke er et hjørne, vi bare kan sætte et plaster på og så regne med, at problemet går væk. Det indgår i en lang række forslag, som bevæger sig over en lang række ministerier, og det er en af del af baggrunden for, at der ikke er en hurtig løsning på det. Ellers havde vi vel lavet den for lang tid siden. Vi har jo haft det her problem i en årrække på tværs af mange regeringer. Og det er derfor, jeg mener, at vi lige skal ryste hovedet og vente på, at der nu lander en række forslag, som skal adressere problematikken omkring parallelsamfund i samfundet.

Spørgeren.

Nu siger ordføreren, at det er en kompleks problemstilling, og at det er et problem, der har eksisteret i en årrække, under mange regeringer. Det synes jeg ikke er helt rigtigt. Altså, det, vi har set i løbet af de sidste 2, 3, måske 4 år, er, at det er gået rigtig stærkt med den etniske opdeling af elever på gymnasierne. Hvis du besøger et gymnasium, der ligger i mit nærområde, Høje Taastrup Gymnasium, vil du kunne se, at der faktisk er et flertal af elever med dansk oprindelse i 3. g, men at der i 1. g er 80 pct. fra indvandrerfamilier. Det er gået ret stærkt, og hvis vi skal til at lægge et år mere oveni, vil det bare blive endnu mere skævvredet.

Det kan godt være, at det her er komplekst, men det er vel ikke mere komplekst, end at vi kan forvente efter et års rundkreds i regeringen, at regeringen faktisk har et bud på, hvordan vi håndterer den her udfordring. Nu står vi her to minutter i tolv, og vi prøver at være så tålmodige, som vi overhovedet kan være, og spørger i al stilfærdighed: Er der mulighed for, at regeringen kan fremlægge noget, som gør det muligt at ændre bekendtgørelsen for optaget for 2018? Er ordføreren bekendt med det?

Ordføreren.

Nej, jeg er ikke bekendt med noget, som egentlig burde være et spørgsmål, der skulle rettes til ministeren frem for til ordføreren her. Men jeg kan jo bare sige sådan i al fredsommelighed, at vi mener, at det her er et af de største problemer i vores tid, og at vi ønsker at arbejde med en række forslag, der skal løfte det her. Det har statsministeren italesat i sin nytårstale, og det har været det, vi løbende har debatteret i regeringen. Som et indsatsområde er det det allervæsentligste for vores tid. Vi vil blive husket for, om vi er i stand til at løse det her i vores samfund, for vi står over for en udfordring, som kun bliver større og større. Og det er jo også det, hr. Mattias Tesfaye giver udtryk for, når han taler om, at det er tilspidset i de senere år. Det tilspidser sig hele tiden, og derfor skal vi finde en god og ordentlig løsning, der er langtidsholdbar.

Tak til hr. Mads Fuglede. Der er ikke flere korte bemærkninger. Velkommen til hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten.

Forandringen i elevsammensætningen på mange af vores gymnasier foregår i øjeblikket i et foruroligende højt tempo, og tendensen er ikke til at tage fejl af. Den går i retning af en stadig større social og etnisk opdeling af eleverne. Det er for at sige det mildt helt åbenlyst, at de unge fra de pæne villakvarterer og de unge fra belastede almennyttige boligområder i stadig større omfang bevæger sig hver sin vej, når de søger gymnasium. Resultaterne kan vi se ude på gymnasierne, hvor forskellene i elevsammensætningen bliver stadig større. De sociale skel træder måske ved første øjekast ikke så klart frem, men de er der. Forskellene i etnicitet fremtræder umiddelbart tydeligere, og det er i hvert fald – det fremgår af den debat, der er i dag – der, hvor det store politiske fokus er.

Jeg synes sådan set, det er beklageligt, at fokus er så ensidigt der. Et ensidigt fokus på alene elevernes etniske baggrund kan jo føre til, at man analyserer situationen forkert, at man vurderer situationen forkert, og så risikerer man jo også at træffe de forkerte politiske beslutninger. Når det er sagt, vil jeg sige, at vi i Enhedslisten er enige med forslagsstillerne i, at udviklingen i elevsammensætningen på gymnasierne er et alvorligt problem. Vi er stærkt bekymrede over den sociale og etniske skævvridning, der foregår, og vi er helt sikre på, at det ikke bare går væk af sig selv, hvis vi ingenting gør.

Vi er til gengæld ikke enige i forslaget til løsning af problemerne. Vi mener, det vil være forkert at sætte en grænse for, hvor mange elever med udenlandsk baggrund der kan optages på det enkelte gymnasium. Det betyder ikke, at vi ønsker at bevare den eksisterende fordelingsmodel. Vi er enige i, at det er nødvendigt med initiativer. Vi er enige i, at det er nødvendigt med hurtige initiativer, som fremmer en anden fordeling af eleverne, sådan at elever med forskellig social og etnisk baggrund i højere grad kommer til at få en fælles hverdag i gymnasiet. Vi mener ikke, at det vil kunne lade sig gøre, uden at vi fjerner begrænsningerne eller opsætter begrænsningerne for det frie valg i gymnasiet, som i øvrigt allerede, som flere har været inde på, reelt er en illusion for rigtig mange elever.

Vi har ikke lagt os fast på nogen færdig model, men vi tror, det vil være rigtig klogt overveje et fordelingssystem med en form for distriktsstruktur, så man som udgangspunkt går på sit – hvad skal vi kalde det? – nærgymnasium, altså der, hvor man bor, men hvor distrikterne udformes på en sådan måde, at man ikke bare sætter nålen i passeren ned i gymnasiet og trækker en linje omkring, men at man får dannet distrikter, der både omfatter villakvartererne og udlejningsbyggerierne. Det kan være en generel model, vi bruger over hele landet. Det kan også være sådan, at vi siger, at udfordringerne er forskellige, og derfor kan man jo overveje at give regionerne en kompetence til at fastlægge sådanne distrikter, sådan at man kan forme dem ud fra de lokale forhold.

Vi synes også, det er vigtigt – der er allerede andre ordførere, der har været inde på det – at vi ikke ensidigt fokuserer på stx. Der er jo hele tiden en bevægelse i retning af, at flere og flere går på et teknisk gymnasium eller på et handelsgymnasium. Det vil være indlysende, at skal vi regulere det her, bør vi gøre det, så det dækker hele gymnasieverdenen.

Vi mener, der er brug for yderligere tiltag, hvis vi skal have hele omlægningen af fordelingssystemet til at virke. Vi mener, det er nødvendigt, at man ret håndfast går ind og lægger loft over kapaciteten på nogle gymnasier, så de ikke kan ekspandere på bekostning af andre. Vi mener, der er brug for taxametersystemet, hvor vi både skal tænke bedre grundtilskud og et bedre socialt taxameter. Og helt lavpraktisk: Hvis vi kigger på, hvad det koster på nogle gymnasier, hvis man tilmelder sig en studieretning med tre-fire studierejser til fremmede mål, ja, så er det helt åbenlyst, at den høje egenbetaling, der er, også er med til at øge den sociale sortering på gymnasierne.

Så alt i alt er det på høje tid, at der bliver gennemført ændringer af fordelingssystemet, men det bør efter vores opfattelse gennemføres i form af en række sammenhængende tiltag, og vi mener, at indførelse af et loft over optaget, der ensidigt fokuserer på elevernes etniske baggrund, er forkert.

Vi kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor går vi videre til hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

Tak for ordet. Med beslutningsforslag B 48 ønsker forslagsstillerne at indføre den regel, at andelen af elever med udenlandsk baggrund på det enkelte gymnasium ikke må overstige 30 pct.

Det er jo nogle meget alvorlige problemer, der ligger bag forslaget. Det er der også flere ordførere der allerede har været inde på. Det danske samfund ligner jo mange andre vesteuropæiske samfund på den måde, at man kæmper med en voksende gruppe af personer, som har baggrund i Mellemøsten, Nordafrika og tilgrænsende lande, og som ikke ønsker at integrere sig. Det præger visse boligkvarterer, det præger folkeskolen, og det præger stort set alle ungdomsuddannelser – eller jeg vil næsten sige alle ungdomsuddannelser – altså ikke bare gymnasierne, stx, som er omfattet af det her beslutningsforslag, og det præger visse videregående uddannelser. Det præger faktisk næsten alle aspekter af samfundslivet, og det beslaglægger i øvrigt også i væsentligt omfang statens finanser. Derfor vil jeg i lighed med de forrige ordførere sige, at den uvilje mod at integrere sig, som præger dele af den befolkning, der er indvandret fra Stormellemøsten, er det største problem overhovedet for den generation af politikere, der er aktive i disse år.

Spørgsmålet er så, om det beslutningsforslag, der er fremsat, vil løse nogen af de problemer, jeg har skitseret. Og det vil det jo ikke alene af den grund, at det af en eller anden besynderlig årsag udelukkende handler om stx og ser bort fra erhvervsuddannelser, hf, vuc og en række andre ungdomsuddannelser, hvor man oplever tilsvarende problemer. Samtidig er den medicin, der bliver ordineret imod problemet, rimelig skrap, nemlig en afskaffelse af det frie gymnasievalg. Så fordi der som en del af det største samfundsproblem, vores generation af politikere står over for, er problemer på visse gymnasier, skal friheden tages fra alle, der gerne vil i gymnasiet. På den måde må man sige, at beslutningsforslag B 48 er ren og skær symptombehandling, som ikke for alvor vil løse noget, men som til gengæld vil tage friheden fra en lang række unge mennesker, der gerne vil have en ungdomsuddannelse.

Så jeg vil runde af med at sige, at det jo ikke er, fordi jeg ikke anerkender det problem, som forslagsstillerne beskriver, men til gengæld er det lykkedes for forslagsstillerne at fremsætte et forslag, der på samme tid er meget drastisk og ikke virker, og det er jo på sin vis flot klaret.

Derfor kan Liberal Alliance selvfølgelig ikke støtte forslaget.

Der er et par korte bemærkninger, og den første korte bemærkning er fra hr. Mattias Tesfaye.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig en lille diskussion med Liberal Alliance om begrebet frihed. En mor ringer til mig. Hun bor i Avedøre tæt på Hvidovre Gymnasium og siger, at hun selv har været glad for at gå på Hvidovre Gymnasium, og at hendes ældste barn har været glad for at gå på Hvidovre Gymnasium, men at hendes yngste barn i hvert fald ikke skal gå på Hvidovre Gymnasium, fordi andelen af unge fra indvandrerfamilier nu er så høj, at hendes oplevelse er, at det reelt set ikke er et valg for hende at vælge det lokale gymnasium. Hendes barn bliver derfor nødt til at hoppe på S-toget og køre væk fra sit lokalområde.

Har hun så reelt frit gymnasievalg? Ville vi ikke netop etablere det frie gymnasievalg ved at sikre en blandet elevsammensætning og dermed sørge for, at uanset hvilket gymnasium i hovedstadsområdet de søgte ind på, ville datteren kunne vide sig sikker på, at det ville være et gymnasium, hun ville kunne føle sig hjemme på, kulturelt, socialt? Kræver frihed ikke, at politikerne en gang imellem griber ind og etablerer de rammer, som friheden skal fungere i? Ellers er det jo bare junglelov. Det er jo junglelov, vi har nu.

Ordføreren.

Det, der er problemet på gymnasier, hvor der kommer en meget stor andel af elever med baggrund i Stormellemøsten, er jo, at der vil være nogle af disse elever, som så at sige sætter en ære i at tage friheden fra resten af skolen, altså forhindre folk i at have det ungdomsliv, som man har, og i det hele taget udfolde sig, som man selv har lyst til. Den sociale kontrol sætter ind. Det er velkendt. Det er et problem, vi er nødt til at løse, men man løser bare ikke problemet ved at inddrage mere frihed.

Jeg er fuldstændig imod, at disse grupper af elever tager friheden fra deres kammerater, fra dem, der skulle forestille at være deres kammerater. Men vejen frem er bare ikke at indskrænke friheden yderligere.

Spørgeren.

Når den unge pige, jeg fortalte om før, ikke selv har lyst til at gå på Hvidovre Gymnasium, eller hendes forældre ikke har lyst til at sende deres barn på Hvidovre Gymnasium, skyldes det ikke social kontrol fra unge muslimers side på Hvidovre Gymnasium. Det vil hun ikke være underlagt. Det skyldes heller ikke, at det er en dårlig uddannelsesinstitution. De scorer rigtig godt på alle parametre, de får videregående uddannelser, de får flotte karakterer, og de klarer sig godt i skolen. Det her er ikke en uddannelsespolitisk problemstilling. Det er en integrationspolitisk problemstilling, for vores opfattelse er, at vi aldrig får integrationen til at fungere, hvis ikke vi mødes.

Jeg har godt bemærket, at både ministeren og borgerlige ordførere har gjort det her til et spørgsmål om radikalisering, social kontrol og ekstremisme, men det er ikke det, det handler om. Det, det handler om, er, at den 9.-klassepige, der nu vokser op i Avedøre, gerne vil have en gymnasietid med velfungerende fredagscafé og fester, mulighed for at få en kæreste, og som ministeren siger: korte skørter og alt det, der hører til ungdomslivet. Det er vi enige om. Men hvis vi skal etablere den reelle frihed til det ungdomsliv på det lokale gymnasium, kræver det politisk handling, og det er den politiske handling, regeringen afstår fra, og det er, hvad jeg opfatter som berøringsangst. Er der ikke behov for lidt mere mod?

Ordføreren.

Hverken Folketinget eller regeringen bør beslutte sig på baggrund af anekdoter, som hr. Mattias Tesfaye står her og fortæller. Vi må have en samlet tilgang til problemerne, og vi skal også have den rigtige tilgang til problemerne.

Det er populært sagt ikke danske børns opgave at integrere nogen. Det er folk, der kommer til Danmarks opgave at integrere sig. Og der er jeg helt enig med Dansk Folkeparti i, at der er behov for et paradigmeskifte i måden, vi forstår de her ting på. Og jeg stiller mig i øvrigt som et empirisk faktum meget, meget tvivlende over for, at mødet i sig selv har nogen integrerende effekt på mennesker, der ikke vil integreres.

Hr. Jacob Mark.

Det tror jeg nu faktisk det har. Jeg tror, at for at man kan integrere folk, skal folk som udgangspunkt mødes og høre, hvad hinanden mener og tænker, og hvilke værdier hinanden har. Jeg har læst en overskrift, der sådan bare har sat sig fast i mit sind – og jeg forestiller mig, at ordføreren kan have det på samme måde. Den hed: Der er noget, vi liberale må snakke om.

Det synes jeg er ret godt. Der stod så en masse ting i indlægget, men jeg mener faktisk, der er noget, vi liberale må snakke om, for jeg mener også, at socialister er liberale, for vi går ind for frihedsrettigheder. Men problemet er, at nogle gange kan det, der kan ligne frihed, skabe ufrihed for nogle. Det er også det, jeg hører hr. Mattias Tesfaye sige. Altså, det frie skolevalg, som det hedder, er med til at skabe ufrihed for en række mennesker, både i forhold til hvem der er mobile og hvem der kan tage langt, men også i forhold til integration. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig bare at høre ordføreren: Mener ordføreren, at det frie skolevalg er ubetinget godt, eller er der nogen negative sider af det frie skolevalg? Kan det faktisk være med til at skabe ufrihed for nogle?

Ordføreren.

Altså, helt grundlæggende er vejen frem jo ikke at lave en isoleret løsning for stx, sådan som det her forslag lægger op til. Det er selvfølgelig klart, at det frie skolevalg, sådan som det er nu, i nogle tilfælde vil føre til, at der opstår nogle gymnasier, hvor rigtig mange elever kommer fra Stormellemøsten. De har så en kultur med, som har nogle meget negative følger eller opleves som havende nogle meget negative følger. Det bliver vi selvfølgelig nødt til at finde en eller anden samlet løsning på. Men det er en meget, meget lille del af problemet, vi ser her, for det er jo et problem, som i det hele taget bare handler om, at vi nu har den tredje generation, som ikke integrerer sig tilfredsstillende. Det bliver vi nødt til at tage fat på, og da er sådan en delløsning her simpelt hen ikke vejen frem.

Spørgeren.

Som jeg også tidligere har sagt, forestiller vi os ikke, at det her vil løse alle problemer. Men vi er kun lige startet på den her debat om at fordele folk. Den kommer i folkeskolen – hr. Carl Holst fra Venstre har selv åbnet den – den kommer i forhold til boligområderne, og den er der allerede om den kombinerede udlejning. Nu er den her også på ungdomsuddannelserne. Og jeg mener også, vi skal have fundet en bredere løsning.

Er ordføreren fuldstændig afvisende over for den tanke, at det vil gavne integrationen, hvis man får opsplittet nogle af boligområderne, hvor folk isolerer sig, hvis man får opsplittet nogle af folkeskolerne, hvor eleverne isolerer sig som et resultat af forældrenes valg, og hvis man får splittet nogle af ungdomsuddannelserne op, så folk mødes på tværs? Kan det ikke være en vej til bedre integration?

Ordføreren.

Det mener jeg grundlæggende er et forkert paradigme, hvis man forestiller sig, at vi skal løse problemerne ved at afskaffe friheden på f.eks. folkeskoleområdet eller på gymnasieområdet. Jeg er ganske enig i Dansk Folkepartis ordførers historiske fremstilling og fremstillingen af, at man er nødt til at sige: Hvem er det, der har opgaven med at integrere sig? Det er de folk, som er kommet rejsende hertil fra Stormellemøsten, og som har en kultur, som opleves som ubehagelig og destruktiv for mange danske børn. De må bringes til populært sagt at opføre sig ordentligt; det er jo ikke noget, man skal tørre af på alle andre.

Fru Marlene Borst Hansen.

Nu er det jo trods alt ikke fuldstændig fremmed for Liberal Alliance en gang imellem gerne at ville regulere. Det er jo ikke sådan, at jeg aldrig hører Liberal Alliance gå ind for nogen som helst former for regulering. Derfor tænker jeg, at det godt kan være, at hr. Henrik Dahl synes, det er en anekdote, som ordføreren for Socialdemokratiet kommer med, men så kan man jo kigge på tallene. Så kan man jo se på, hvor mange fra Vestegnskommunerne der faktisk vælger at gå i gymnasier over kommunegrænsen, som f.eks. vælger at tage fra Høje Taastrup til Roskilde. Der ligger jo tal, der viser, at rigtig, rigtig mange fra helt pæredanske familier vælger at tage over kommunegrænsen, fordi det gymnasium, der ligger i deres lokalområde, ikke afspejler den generelle befolkningssammensætning. Og det er da en hån mod de forældre at sige, at de har et reelt frit valg.

Kan hr. Henrik Dahl slet ikke pege på nogen steder, hvor Liberal Alliance vil være med til at regulere, for at vi får en bedre fordeling?

Ordføreren.

Jeg har offentligt udtalt, at når det gælder ananas på pizza, skal staten bruge sin fulde regulatoriske kraft; det er jeg en meget varm tilhænger af. Nu er det jo ikke det, som spørgsmålet handler om, men det drejer sig om, hvordan skolerne fungerer. Det, der er det afgørende, er da så sandelig, at de unge mennesker, som kommer ind på gymnasierne, lærer at opføre sig ordentligt, og hvis de ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, må de jo hjælpes til at opføre sig ordentligt. Det nytter jo ikke noget, at alle mulige sagesløse personer skal undgælde for, at der er en gruppe fra Stormellemøsten, som på grund af deres kultur ikke kan finde ud af at præstere det, som man almindeligvis bare kalder ordentlig opførsel.

Spørgeren.

Men jeg synes, der er et kæmpe problem, og nu kommer der igen, undskyld, en anekdote. Hvis Fatima, som bor ude i Høje Taastrup, rigtig, rigtig gerne vil gå på et gymnasium, hvor der er korte skørter, og hvor hun måske kan få lov til at føle sig mere fri end i den familie, hun lever i, hvor hun synes der er lidt meget social kontrol – hun vil rigtig, rigtig gerne ind på et gymnasium fyldt med danske værdier, dansk kultur, dansk sang og musik – hvor er så hendes valg? Hvor er hendes mulighed for at vælge det gymnasium? Jeg synes ikke, vi giver hende det frie valg til at lade sig integrere. Jeg vil gerne høre, hvad ordføreren mener om det.

Ordføreren.

Det, der er problemet, er, at der er en hård kerne med mellemøstlig kulturbaggrund, som tager friheden fra alle de unge mennesker, som ikke ønsker at rette ind efter de normer, som de finder er rigtige. Det er da den gruppe, som tager friheden fra andre unge, der er problemet, og alle andre skal ikke undgælde for, at den gruppe ikke kan finde ud af at opføre sig efter almindelige gældende danske normer. Så det er dem, vi skal have fat i. Vi skal da ikke genere alle andre. Det er dem, der tager friheden, og det er jeg villig til at se på, for de skal selvfølgelig opføre sig ordentligt.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Altså, jeg er noget forundret over synspunktet med, at det er dem, der skal integreres, der bærer opgaven. Flere har nævnt Høje-Taastrup Gymnasium. Lad os gøre det konkret: 80 pct. af de unge, der går i 1. g på Høje-Taastrup Gymnasium, har en anden etnisk baggrund end dansk. Der er vel i størrelsesordenen 80-100 elever af etnisk dansk oprindelse, der søger over grænsen til Roskilde. Hvordan skal de unge med anden etnisk oprindelse løse integrationsopgaven? Skal de følge efter til Roskilde, eller hvordan forestiller ordføreren sig det rent praktisk skal foregå, når det nu er sådan, at det er de unge med en etnisk dansk baggrund, der forlader gymnasiet i Høje Taastrup?

Ordføreren.

Jamen helt grundlæggende er det da sådan, at folk, der kommer til Danmark for at opholde sig permanent i Danmark, skal integrere sig selv i en dansk virkelighed. Det kan da ikke være sådan, at folk, der altid har boet i Danmark, skal tilpasse sig, metaforisk set, gæster, der kommer ind ad hoveddøren. Altså, selvfølgelig skal folk, der kommer hertil, integrere sig, og det må vi jo så forklare tydeligere. Det kan da ikke være rigtigt, at folk, der har været her hele tiden, skal lave om på sig selv.

Spørgeren.

Jeg prøver bare på at finde ud af, hvad det betyder konkret. Hvad betyder det helt konkret for det unge menneske, der bor i Høje Taastrup og søger ind på sit lokale gymnasium, for der ønsker hun at gå, at unge omkring hende mener, at gymnasiet er blevet så socialt belastet, eller hvad man nu tænker, at de søger et andet sted hen?

Hvad skal man gøre? Taler det ikke for, at vi er nødt til at sige: Jamen det her kan ikke alene løses ved den enkeltes frie valg, der er vi nødt til at tage et samfundsmæssigt ansvar? Det er vel trods alt et fællesskab, vi bor i, hvor alt ikke kan overlades til den enkeltes ansvar, men hvor vi nogle gange må tage et fælles ansvar, hvis der er et fælles problem at løse.

Ordføreren.

Vi skal forholde os til problemet, vi skal ikke forholde os til symptomerne, og problemet er, at der på gymnasierne er en hård kerne af personer med mellemøstlig baggrund, som knægter friheden for dem, der ikke vil rette ind, og det skal de selvfølgelig holde op med. Og der tilslutter jeg mig det, som Dansk Folkepartis ordfører har sagt, nemlig at det må de så hjælpes til. Det kan da ikke være meningen, at det skal være andre end dem, der skaber problemerne, der skal føre an i at få dem løst.

Tak til hr. Henrik Dahl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og den næste ordfører er fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet.

Tak for det, hr. formand. Jeg skal starte med at indrømme, at det ikke har været helt nemt for os at tage stilling til det her beslutningsforslag, for i Alternativet er vi helt enige med forslagsstillerne og også med mange andre her i salen om, at der er en udfordring, der skal løses. Vi er også enige i, at vi optimalt bør være så blandet som muligt i alle vores samfundsinstitutioner, ikke kun i gymnasierne og ikke kun på stx, men i det hele taget på tværs af kultur, religion, køn og etnicitet, og hvad der ellers skiller os ad af områder – også i lokalområderne bør vi være lidt mere blandet. Men vi stemmer alligevel nej til det her beslutningsforslag, og det gør vi primært af to grunde.

Den ene har vi ikke været så meget inde på i dag, hvilket jeg synes er ærgerligt, men det er, at vi ikke kommer til i Alternativet at lægge stemmer til en politik, som opdeler folk på baggrund af etnicitet, for det er sådan set ulovligt, og det er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention. Det undrer mig, at vi ikke har talt mere om det, men hvis endelig man skal fordele elever, skal man i hvert fald finde nogle andre parametre, som ikke er lovstridige, og som ikke fordeler mennesker på baggrund af, hvilken etnicitet de har.

Den anden vedrører et lidt mere grundlæggende spørgsmål, som også på en eller anden måde er svært at adressere. Jeg prøvede at stille det, da vi var til samråd om det her emne for et par uger siden, nemlig hvad det lige præcis er, problemet er. Hr. Mattias Tesfaye og jeg havde jo fornøjelsen af hinanden – det var i hvert fald en fornøjelse fra min side – i tirsdags, hvor vi var til optagelse af »Langt fra Borgen« om lige præcis det her emne. Vi var på Høje-Taastrup Gymnasium, og noget af det, jeg prøvede at få svar på i løbet af dagen, var, hvad det konkret er for nogle problemer, vi taler om. Vi kan godt sige, at ja, det er i sig selv et problem, at vi ikke er mere blandet, for vi ville optimalt set gerne have, at vi går side om side i vores dagligdag med dem, der ikke ligner os. Men hvad afføder det af problemer, at et gymnasium som Høje-Taastrup Gymnasium har nogle og halvfjerds procent tosprogede, eller som ikke er af etnisk dansk oprindelse? Skader det integrationen på længere sigt? Og hvis det gør det, hvordan gør det det så? Det er der simpelt hen ikke nogen der kan svare på. Det tror jeg sådan set ikke det gør i sig selv, men det, der er interessant, er det, som vi fik at vide i tirsdags, og det var ny viden for mig, nemlig at der på Høje-Taastrup Gymnasium, hvor der er den her høje procentdel af tosprogede, er flere, der får en videregående uddannelse end gennemsnittet i Danmark. Så det vil sige, at på de gymnasier, hvor der er en høj andel af tosprogede, er der flere, der går ud og får en videregående uddannelse. Og hvilket andet og bedre parameter for at styrke sammenhængskraften, respekten for de danske værdier, det danske samfund er der end at gå på en videregående uddannelse i Danmark på en statslig dansk institution?

Så nogle gange skal vi lige holde os for øje, hvad det egentlig er, vi taler om. De her mennesker går faktisk ud og får en uddannelse i vores uddannelsesinstitutioner, som jeg alt andet lige stadig væk mener har ret stor fokus på dannelsesaspektet, ideen om, at vi skal leve sammen som borgere i det danske samfund. Så vi skal passe på med præmissen for problemet, og vi er uenige i det middel, der bliver præsenteret her.

Når det er sagt, er vi, som jeg sagde i starten, enige i, at vi optimalt set gerne vil fordele vores elever noget bedre, men vi er bare uenige i den måde, som det bliver fremstillet på. Jeg synes egentlig også, at noget af det, vi lærte i tirsdags, som er et problem, er, at på nogle af de gymnasier, der har mange tosprogede, er der ikke noget særlig stærkt socialt liv, og det synes jeg sådan set er synd for de unge mennesker, og derfor er det også synd, når de danske elever vælger det fra, for selvfølgelig burde det være der, da en del af det at gå på en ungdomsuddannelse jo er at lave musik og teater sammen, have løbeklubber sammen og gå til fredagsbar. Så selvfølgelig er der en udfordring.

Kan man løse den på andre måder end det, der bliver præsenteret her? Ja, det tror jeg vi kan, og jeg tror, det er det, vi skal tale om i stedet for at sige ja eller nej til et konkret forslag. Kunne man løfte det sociale taxameter til de gymnasier, hvor vi ved der er en stor procentdel af tosprogede? Rysensteen Gymnasium lige herovre er super populært på grund af deres global citizenship-linje, så hvorfor giver vi ikke Høje-Taastrup Gymnasium et højere socialt taxameter, så de kan oprette sådan en linje – måske endda en endnu bedre linje med endnu bedre tilbud, måske en tur til New York på deres linje til de studerende? Så skal der nok komme danske elever derned. På Himmelev Gymnasium, hvor vi også var, har de en Team Danmark-linje, og hvorfor er der ikke en Team Danmark-linje på Høje-Taastrup Gymnasium i stedet for den hf-linje, som man kunne flytte til Himmelev Gymnasium, for hf ved vi også tiltrækker en større andel af de tosprogede. Der er masser af andre muligheder for at lave nogle modeller, som tiltrækker de danske elever til nogle af de her gymnasier, som vi i dag med et meget grimt ord, som jeg slet ikke abonnerer på, betegner som ghettogymnasier.

Så min pointe er: Ja, vi er enige i, at der er et problem; vi skal passe på med, hvordan vi italesætter det, i forhold til hvad præmissen for problemet er; og vi skal ikke løse det ved at opdele elever på baggrund af etnicitet. Tak.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark.

Tak. Jeg forstod faktisk oprigtig talt ikke helt, om Alternativet mener, det er et problem eller ej. For på den ene side starter ordføreren med at sige, at man gerne vil have en anden fordeling, og at der er et problem, og på den anden side bruger ordføreren ret lang tid på at beskrive, at det, at der er mange elever fra f.eks. Høje-Taastrup Gymnasium, der tager en videregående uddannelse, jo egentlig viser, at man lykkes med integrationen, og at man ikke bare kan kigge på etnicitet eller det, at der er 80 pct. elever på en årgang, i sig selv. Så jeg forstod faktisk ikke helt, om man mener, at det er et problem. Jeg mener, det er et problem ud fra sådan et integrationssynspunkt. Jeg er enig med hr. Mattias Tesfaye i, at det her ikke handler om uddannelse, men at det handler om integration.

Nu sagde ordføreren lidt om det her med etnicitet. Når jeg tror, vi er landet der og landet på integration, er det faktisk, fordi vi gerne har villet finde noget objektivt, netop for at det ikke skulle være et eller andet smagsdommeri inde fra Christiansborg, men noget objektivt, og det var jo det samme, man gjorde på Langkaer Gymnasium. Der opdelte man jo netop klasser efter etnicitet, fordi man vurderede, at det var det rigtige for den ungdomsuddannelse, hvis man skulle mindske det, at eleverne søgte væk. Mener ordføreren så, at det var en forkert beslutning?

Ordføreren.

For at starte med det sidste: Ja, det er principielt en forkert beslutning, for vi skal ikke opdele på baggrund af etnicitet. Det skal vi simpelt hen være for store til i vores land, og det vil jeg da håbe at også et parti som Socialistisk Folkeparti bakker op om, altså at det principielt er forkert at opdele vores borgere på baggrund af etnicitet. Det er i strid med vores menneskerettighedskonvention.

I forhold til det andet forstår jeg godt forvirringen. Men min pointe var, at nej, vi ser sådan set ikke, at det i sig selv er et problem for integrationen. Selvfølgelig skader det ikke integrationen, alt andet lige hjælper det bl.a. på integrationen, men integration handler jo netop ikke kun om at sidde ved siden af hinanden. Det er en aktiv værdi i vores samfund, som vi skal arbejde med. Vi skal udfordre vores elever på, hvad det vil sige at respektere hinanden. Hvad vil det sige, selv om vi ikke ligner hinanden eller spiser den samme mad? Men samtidig skal vi respektere, at vi agerer forskelligt, og at vi lever forskelligt. Det er en dannelsesværdi, og den dannelsesværdi arbejder vi aktivt med i vores uddannelsessystem. Så derfor handler det også om uddannelse. Man kan ikke skille integration og uddannelse ad. Integration, tolerance og respekt er en aktiv samfundsværdi, som vi skal arbejde med, og som vi skal forsvare. Det kommer ikke af sig selv. Det er derfor, at jeg mener, at det hænger sammen med uddannelse.

Spørgeren.

De gjorde det jo på Langkaer, fordi de oplevede, at eleverne søgte væk. Det var egentlig det, der startede hele den her debat. Nej, jeg synes ikke, det var en god løsning, men det var den bedste løsning i den situation, de var i – det er jeg sikker på, når de vurderede sådan.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad det så er for nogle kriterier, vi skal fordele ud fra. Er det karakterer? Er det sprog? Det er nogle af de ting, vi har været igennem at overveje. Hvad skal man så fordele ud fra?

Jeg er meget med på at finde en bedre løsningsmodel end den, der lige præcis ligger her, men for mig er det faktisk vigtigt, at det er noget objektivt, og for mig er det faktisk vigtigt, at vi får hjulpet de gymnasier, der er rundtomkring. Men hvad er det så for nogle kriterier, man skal fordele ud fra?

Ordføreren.

Men selv om man gjorde det på Langkaer, fordi man vurderede, at det var det rigtige at gøre på det tidspunkt, kan jeg stadig væk være principielt uenig i den måde at fordele elever på, og det er jeg fortsat. Derfor mener jeg også, at vi hellere skal ind og løse noget på den korte bane her. Ved at sige ja eller nej i dag skal vi finde en løsning, som er holdbar. Det kan godt være, vi ikke kan implementere den til sommer, men det er noget, vi så ligesom på den lange bane kan arbejde med, sådan at vi får fordelt vores elever hensigtsmæssigt og efter, hvad der tiltrækker dem.

Hvad skal vi så have for kriterier? Altså, vi har jo sådan set ikke noget imod de nuværende kriterier. Det er så rigtigt, at det ikke fungerer nogen steder, men optimalt set havde man et afstandskriterium, hvis man også havde nogle boligområder, som var mere mangfoldigt sammensat. Det er jo i sidste ende en boligpolitisk problemstilling, fordi vi har boligområder, som er så homogene både på den ene og på den anden side, altså både hvide og mørke, ikke? Så hvis vi vil det her, skal vi have en anden boligpolitik og så et afstandskriterium. Så får vi i hvert fald fordelt vores elever på en anden måde.

Hvis man endelig skulle tale om andre fordelingskriterier, kunne man kigge på karakterer fra 9. klasses afgangseksamen. Det er ikke noget, som nødvendigvis duer. Det er en tanke, det kunne man kigge på, for det rammer socialt mere lige, ved vi, fordi vi ved, at karakteren jo også afspejler, kan man sige, sociale udfordringer og de sociale sammensætninger i vores samfund. Så måske var det en mulighed, men det er ikke noget, jeg vil stå og plædere for i dag. Det er bare en tanke.

Tak til fru Carolina Magdalene Maier. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor går vi over til fru Marlene Borst Hansen fra Radikale Venstre.

Skolen er et af de vigtigste fællesskaber, vi har. I skolen lægges grundstenene til det samfund, vi skal leve sammen i. Det er i skolen, at vi lærer at kende hinanden på kryds og tværs af sociale og kulturelle forskelle, og det er også der, vi lærer at genkende os selv i hinanden.

Med skolen mener jeg ikke kun grundskolen. For også når vi bliver unge og er i gang med at løsrive os fra vores forældre og for alvor finde vores egen identitet, er skolen og de mennesker og kammerater, som vi hver dag tilbringer 7-8 timer sammen med, af afgørende betydning for resten af vores liv. Jeg tror, at der er rigtig mange her i salen, der stadig væk har venner, som de lærte at kende i forbindelse med deres ungdomsuddannelse. Jeg har i hvert fald. Og mange af dem, som jeg gik i gymnasiet med, kom fra helt andre hjem og havde en helt anden baggrund end mig. Det prægede og mangfoldiggjorde naturligvis vores syn på hinanden, men også på os selv.

Men skolens fællesskab kan vi ikke tage for givet, og når nogle gymnasier rundtomkring i Danmark afspejler sociale og etniske skillelinjer, skal vi være bekymrede, og så skal vi handle. For det er ikke godt, når nogle unge, særlig på Vestegnen uden for København og omkring Aarhus og Odense – og nu senest er der også nogle tendenser i Kolding, hvor jeg i øvrigt selv gik i gymnasiet – ikke længere går i skole sammen, men ved siden af hinanden. Det er med til at forstærke skellene i vores samfund frem for at nedbryde dem. Og det er problematisk. Elevsammensætningen på gymnasierne bør være præget af mangfoldighed. Mødet med det anderledes vil udvide den unges horisont, mødet vil afkræfte fordomme, mødet vil gøre, at man undgår opsplitning.

Det er de tanker, som ligger til grund for, at jeg og Radikale Venstre sammen med S og SF i dag fremsætter beslutningsforslaget om at ændre reglerne for elevfordeling på gymnasierne. Forslaget er som bekendt, at andelen af elever med udenlandsk baggrund på det enkelte gymnasium ikke må overstige 30 pct. Modellen vil sikre, at der vil være blandede klasser på de danske gymnasier. Således sikres også mangfoldigheden og forhåbentlig forståelsen for forskellighed.

Men det er også vigtigt for mig at slå fast, at Radikale Venstre ikke er låst fast på det her forslag. Vi er meget åbne over for diskussion, og vi ser også meget gerne andre modeller. Vores udgangspunkt er, at vi allerhelst – allerhelst – ser, at man lokalt i de enkelte fordelingsudvalg selv løser problematikken i respekt og i solidaritet. Sådan er man gået til arbejdet omkring Aarhus i Region Midt, og det kompromis, som et enigt fordelingsudvalg har indstillet skal gælde for gymnasierne her, synes jeg måske i virkeligheden er et endnu bedre forslag end det B-forslag, vi i dag har fremsat.

Så det er ikke, fordi Radikale Venstre synes, at det her beslutningsforslag er det forslag, som løser alle problemer, men vi er medforslagsstillere på det, fordi vi ønsker, at der skal ske noget på området. Og forslaget vil løse i hvert fald et problem for nogle Vestegnsgymnasier, som jeg håber at vi alle sammen kan være enige om er udfordrede.

Med de her ord støtter Radikale Venstre naturligvis beslutningsforslaget. Og så håber jeg virkelig, at ministeren vil tage både det her forslag, men også den tydelige tilkendegivelse fra andre regeringspartier, til efterretning og hurtigst muligt indkalde os til nogle forhandlinger, så vi igen kan få en dansk gymnasieskole i balance.

Det affødte et par korte bemærkninger. Den første korte bemærkning er fra hr. Henrik Dahl.

De meget store integrationsproblemer, vi har i Danmark, opstod i 1980'erne, fordi Det Radikale Venstre dengang – navnlig anført af Bernhard Baunsgaard – pressede på med at få en ændring af udlændingeloven. De er så blevet værre og værre, som årtierne er gået, eller det blev de i hvert fald indtil 2001. Vi har kunnet bremse udviklingen, men vi har ikke rigtig kunnet vende den. Den fortsætter.

Nu, hvor problemerne har ramt fru Marlene Borst Hansens gamle gymnasium, kommer der et beslutningsforslag om, at nu er det også for galt med den mangelfulde integration. Er det sådan, at Det Radikale Venstre først for alvor kommer ud af hullerne, når det går ud over medlemmerne af Det Radikale Venstres børn, nevøer og niecer? Eller hvordan skal man forstå forsinkelsen mellem skabelsen af problemerne i 1980'erne og beslutningsforslaget nu i 2018?

Ordføreren.

Vi kan godt bruge en masse krudt her i salen på at skyde skylden på hinanden. Jeg kunne også stå og sige, at de her problemer virkelig opstod, da vi begyndte at få selvejende gymnasier og det fuldstændig frie optag på gymnasierne. Vi har i udgangspunktet ikke noget problem med det frie gymnasievalg, men man bliver bare nødt til at gribe ind, når man ser, at der er noget, der ikke fungerer. Og om det er Bernhard Baunsgaards skyld, at alt er så forfærdeligt i dag, må stå for hr. Henrik Dahls egen regning.

Jeg tror bare ikke, at det hjælper nogen forældre eller nogen gymnasieelever, at vi står her i Folketingssalen og diskuterer, om det er Bernhard Baunsgaards skyld, at vi har de problemer, som vi oplever i dag. Jeg synes, det er alt for let bare at sige, at det er, fordi noget gik galt i 1980'erne, og at det i øvrigt også er Radikale Venstres skyld. Hvad er svaret til de forældre og elever, som skal starte på eksempelvis et gymnasium på Vestegnen i morgen? Det er det svar, som vi bør sætte os ned sammen og diskutere. Hvad er det for et svar, vi skal give dem?

Spørgeren.

Hvis nu der går ild i en etageejendom, er det en meget mærkelig strategi for at bekæmpe ilden, at man beslutter sig for at slukke ilden på tredje sal. Altså, der er problemer alle mulige steder på ungdomsuddannelserne, og så fremsætter man et beslutningsforslag, der handler om stx! Det er meget svært at se, hvilken rationel mening det giver kun at slukke branden på tredje sal. Kan ordføreren forklare lidt om det rationelle indhold bagved?

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min ordførertale, er jeg sådan set enig i, at det her enkeltstående forslag på ingen måde løser alle problemer. Der er også problemer andre steder end på stx. Det anerkender jeg fuldt ud. Radikale Venstre er så klar til at gå ind og diskutere de integrationsudfordringer, som også er andre steder end på stx. Og hvis det er sådan, at ordføreren og særlig ministeren, som kommer fra ordførerens parti, vil være med til at diskutere de her problemstillinger sammen med Radikale Venstre, så kommer vi meget gerne.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg vil sige, at jeg glæder mig over ordførertalen, men vil dog alligevel høre: Har Det Radikale Venstre ikke betænkeligheder ved et forslag, der helt entydigt og alene bygger på etnicitet? Og er det ikke rigtigt, at det enten er på kant med eller nærmer sig noget, der er på kant med den måde, vi opfatter menneskerettighederne på?

Men når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg lagde mærke til, at ordføreren var meget interesseret, da der blev talt om skoledistrikter fra talerstolen. Er det sådan, at De Radikale kunne forestille sig at deltage i udarbejdelsen af et forslag, hvori indgik egentlige skoledistrikter som model for en elevfordeling?

Ordføreren.

Først vil jeg sige meget kort i forhold til menneskerettighederne: Jo, vi har været betænkelige, og vi har kigget på det, og vi har kigget på de forskellige udmeldinger, der er kommet, bl.a. om den måde, som Langkaer Gymnasium for et par år siden fordelte deres elever i klasserne på. Institut for Menneskerettigheder var til at starte med her ude at sige, at det måtte man ikke, men begyndte efterfølgende at være lidt mere tøvende. Så det er ikke soleklart. Vi vurderer ikke, at det her forslag er i strid med menneskerettighederne.

I forhold til skoledistrikter vil vi rigtig gerne være med til at diskutere, om det er en brugbar model. Vi vil også gerne diskutere, om det er en model, som skal gælde for hele Danmark, eller om det er en model, der skal gælde for de områder, som er udfordret. For langt de fleste kommuner og langt de fleste gymnasier er jo ikke udfordret af den her problematik. Så hvorvidt det er en model, der passer til det hele, eller om det er en model, der skal have fokus på særlige områder, er vi meget åbne over for at diskutere. Vi er i det hele taget åbne over for at diskutere alt, der kan afhjælpe den her problemstilling.

Spørgeren.

Det glæder mig, for jeg tror nemlig, det er vigtigt, at den her debat falder ud på en sådan måde, at man ikke bare konstaterer, at der ikke er flertal for noget. For så har vi nemlig et kæmpestort problem. Derfor tror jeg bare, at jeg vil glæde mig over, at det er sådan, og jeg vil sige, at jeg opfatter det som et tilsagn om, at det er muligt at få en dialog blandt alle de partier, som har talt for, at man kunne finde en distriktsmodel. Så opfatter jeg det også sådan, at ordføreren siger: Jo, i den fremtidige fordelingsordning må vi have både handelsgymnasierne og de tekniske gymnasier med.

Ordføreren.

Jeg vil se frem til, at vi skal drøfte det her i fremtiden, også med Enhedslisten, og jeg håber så, at også regeringen har lyst til at drøfte det her, så det kunne være et bredt flertal i Folketinget, som gik sammen om at finde måske ikke én model, men flere forskellige tiltag, som kunne afhjælpe problematikken.

Fru Marie Krarup.

Jeg er så glad for, at Det Radikale Venstres ordfører på undervisningsområdet har forstået, hvilken katastrofe der har ramt Danmark – at integrationsproblemerne er massive og ikke bare kan løses. Det er jeg utrolig glad for at fru Marlene Borst Hansen har forstået, og hun må dermed selvfølgelig også have forstået, at partiet bærer en meget, meget stor skyld.

Jeg håber, at fru Marlene Borst Hansen ønsker at afhjælpe problemerne i fremtiden, og derfor vil jeg spørge fru Marlene Borst Hansen, om hun vil henvende sig til ordføreren for Det Radikale Venstre på udlændingeområdet og bede vedkommende om at føre en stram og konsekvent udlændingepolitik, så det her problem, som vi står med nu på gymnasieområdet, ikke forstørres ud i fremtiden.

Så vil jeg takke for, at Det Radikale Venstres ordfører har fornemmet det her problem nu, hvor problemet også berører de bedre bemidlede dele af den danske befolkning og ikke kun dem, som bor i de sociale boligbyggerier i de mindre økonomisk velstillede områder.

Ordføreren.

I Radikale Venstre tager vi ansvar, og det gør vi også for udlændingepolitikken. Det er ikke det samme, som at vi mener det samme som Dansk Folkeparti om udlændinge og integration. Men jeg har jo drøftet det her forslag. Det er jo ikke mit forslag. For det første er det et, som vi har fremsat sammen i tre partier, og for det andet er det jo et forslag, som vi har drøftet i den radikale gruppe. Og det er selvfølgelig en enig radikal gruppe, der står bag det her forslag, og dermed også den radikale ordfører for udlændinge og integration.

Spørgeren.

Det, jeg gerne vil have fru Marlene Borst Hansen til, er selvfølgelig at gøre klart for resten af Det Radikale Venstres folketingsgruppe, hvor stort et problem det er, som vi har at gøre med her som alle mulige andre steder i samfundet, og derefter få Det Radikale Venstre til at føre en udlændingepolitik, der sikrer, at det her problem ikke vokser i fremtiden. Det vil sige, at vi skal føre en fast udlændingepolitik, hvor vi ikke får flere udlændinge til Danmark, som via de store kulturforskelle, der eksisterer, skaber uløselige problemer rundtomkring i det danske samfund – en stram udlændingepolitik, der sørger for, at der ikke kommer flere til Danmark fra de områder, hvor vi erfaringsmæssigt ved, at folk ikke kan integrere sig. Det er det, jeg beder fru Marlene Borst Hansen om at gøre, efter at hun tydeligvis selv har fattet pointen, at det her er et meget, meget stort problem.

Så derfor spørger jeg igen: Vil fru Marlene Borst Hansen forklare resten af Det Radikale Venstres folketingsgruppe det og sørge for, at Det Radikale Venstre sadler om på udlændingepolitikken, så vi ikke får en forstørrelse af problemet i fremtiden?

Ordføreren.

I Radikale Venstre vil vi rigtig gerne skabe de rammer, der skal til, for at dem, der vil, også kan få lov. Det vil sige, at hvis man er udlænding og gerne vil arbejde og gerne vil betale skat i Danmark, skal man have lov til det. Hvis man er udlænding og gerne vil gå på gymnasiet, gerne vil gå til gymnasiefester, gerne vil deltage i sportsaktiviteter, gerne vil deltage i et helt almindeligt dansk ungdomsliv, så skal man have lov til og mulighed for det.

Det er afgørende, at de unge mennesker får mulighed for det, netop for at vi ikke skal få et parallelsamfund. For at vi ikke om 10 år skal have en statsminister, der bliver nødt til at bruge hele sin nytårstale på at tale om parallelsamfund, bliver vi jo nødt til at bryde de omtalte parallelsamfund ned. Og det gør vi kun, ved at vi mødes og vi lever sammen. Derfor er vi ikke bare glade for det her forslag, men vil gerne se på endnu flere forslag, som kan være med til, at vores unge mennesker får lov til at mødes og leve sammen i et ungdomsliv.

Tusind tak til fru Marlene Borst Hansen. Der er ikke flere kommentarer i denne omgang. Den næste ordfører er hr. Jacob Mark fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en indtil videre spændende debat om både uddannelsespolitik, integration og det midtimellem.

Jeg vil faktisk gerne starte med at tage udgangspunkt i noget, som hr. Henrik Dahl sagde. Jeg lader mig ganske ofte inspirere af hr. Henrik Dahl og hans sjove og kloge analyser, men her mener jeg faktisk, at hr. Henrik Dahl rammer meget ved siden af med sætningen: Der er en stor del af eleverne, som vil tage friheden fra andre. Det rammer meget ved siden af, synes jeg, og gør debatten skæv, for den her debat handler ikke om, at der er en stor del af eleverne, som vil tage friheden fra andre.

Det er mit indtryk, at der hverken på Høje-Taastrup Gymnasium eller Hvidovre Gymnasium eller Langkaer Gymnasium nødvendigvis er en masse elever, som, bare fordi de er af anden etnisk baggrund, vil tage friheden fra andre. Der er uomtvistelig problemer med social kontrol rundtomkring, som vi skal løse, men det er ikke det, det her handler om. En masse af dem, der går på Høje-Taastrup Gymnasium og har anden etnisk baggrund, er søde unge mennesker – hovedparten, vil jeg sige – som ikke vil gøre en flue fortræd, og som bare gerne vil være gode kammerater.

Det, som det her handler om, er at få spredt elever, så elever møder hinanden på tværs. Jeg er ræverød socialist. Jeg mener, at man skal møde hinanden, uanset hvilket samfundslag man kommer fra, uanset hvor meget man tjener eller hvor lidt man tjener, uanset hvad man tror på og ikke tror på. Med det, der sker i dag, mødes folk ikke i samme grad på tværs. Det er ikke kun eleverne med anden etnisk baggrunds skyld. Det er selvfølgelig et problem, hvis elever med anden etnisk baggrund klumper sig sammen, og det er der en tendens til, men der er også en tendens til, at elever, der har forældre, der er danske, og bedsteforældre, der er danske, tager over grænserne og tager til andre gymnasier.

Så det er jo alle, der klumper sig sammen, og det er et resultat af det system, vi har i dag, og det skal vi have lavet om på, for jeg er bange for parallelsamfund – ikke sådan at forstå, at jeg er bange, men at jeg er bange for, hvad det gør ved vores samfund. Jeg mener, at det er noget skidt, hvis vi har et gymnasium, hvor alle eleverne er velhaverbørn, og vi har et gymnasium, hvor alle børn tror på én gud, og et andet gymnasium, hvor alle børn tror på en anden gud. Jeg tror på, at vi har en forpligtelse til, at børn mødes på tværs af forskellige samfundslag, og jeg mener, at det, som er resultatet af det frie skolevalg, svækker integrationen. Jeg mener, at det svækker integrationen, når børn ikke mødes på tværs og unge ikke mødes på tværs.

Nu sagde hr. Henrik Dahl, at det kan man ikke bevise, men jeg mener, at det er ret åbenlyst. For at man kan forstå hinanden, er man også nødt til at mødes, og jeg er bekymret for de børn og unge, som f.eks. kan vokse op i et hjem i et udsat boligområde og så kommer i en skole, hvor de går i en klasse, hvor en stor del af eleverne også har anden etnisk baggrund, eller måske går de endda på en muslimsk friskole. Når de så er færdige med folkeskolen eller friskolen, kommer de hjem i boligområdet igen, og man håbede så, at når de kom på ungdomsuddannelse, var det der, de skulle mødes på tværs, men nu har vi så også ungdomsuddannelser, hvor man heller ikke mødes på tværs, så der kan de så fortsætte med at leve i den samme lille boble. Vi skal have brudt de der bobler op, så folk mødes på tværs.

Jeg deler heller ikke analysen af, at det kun er den ene part, der har ansvaret for integration. Derfor er det heller ikke kun den ene af elevgrupperne, der skal flytte sig. Det har jeg aldrig ment, hverken på folkeskoleområdet eller ungdomsuddannelsesområdet. At gøre op med det frie skolevalg vil jo betyde, at alle børn, både dem med anden etnisk baggrund og dem, som har familie, som har boet i Danmark altid, kommer til at flytte sig, for vi har alle et ansvar for at møde hinanden.

Det her forslag om en ny elevfordeling tager udgangspunkt i, at vi skal have blandede elevmasser på alle gymnasierne i Danmark. Jeg er enig med fru Marlene Borst Hansen, når ordføreren har en sådan meget åben tilgang. Det er ikke sikkert, at alt, hvad der står i det her, er lige præcis den bedste model. Jeg er sådan set enig i nogle af de kommentarer, der har været. Det her er jo ikke et isoleret problem kun på gymnasierne eller på ungdomsuddannelserne. Det er også et problem på folkeskolerne eller i boligområderne, så lad os arbejde videre med det.

I forhold til kriteriet og etnicitet står det i menneskerettighederne, at hvis det er med henblik på at sikre god integration, må man gerne lave tiltag, som sikrer god integration. Det er f.eks. det, der har gjort, at man ikke laver muslimske friskoler i Norge, og ikke dermed sagt, at jeg mener, at det er den bedste model. Jeg har bare sagt, at der faktisk er et kriterie, der tager højde for at sikre god integration.

Så til Enhedslisten, som spurgte den radikale ordfører, om man vil være med til at arbejde for at lave skoledistrikter. Der vil jeg bare sige: Ja, det vil jeg gerne. Jeg mener faktisk, at en del af den ungdom, som jeg er en del af, har købt for meget ind på hele den der markedsliggørelse af vores uddannelsessektor, og at man bare ser det frie skolevalg som uproblematisk og en nødvendighed og en fuldstændig naturlig ting. Det frie skolevalg har mange negative konsekvenser, og jeg ville synes, at det var skønt, hvis der var nogle, der blandede sig i debatten og gjorde op med det frie skolevalg på en hensigtsmæssig måde. Så det vil jeg meget gerne være med til.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj.

Det glæder mig. Det er fremgået, at vi synes, det er meget problematisk, at man alene tager udgangspunkt i etnicitet. Man kan sige, at som debatten er faldet, er det heller ikke aktuelt, for det er der simpelt hen ikke flertal for. Så det glæder mig, at der er rum for at finde andre modeller.

Så har jeg måske bare det enkelte spørgsmål, om SF ikke mener, det kunne være interessant, at de partier, der nu har fremsat forslaget i dag, og de partier, der tydeligt har markeret, at der er behov for at gøre op med det frie valg under en eller anden form, sætter sig sammen og ser, om man kan finde et fælles bud på det her.

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald love, at mit parti gerne vil sætte sig sammen med andre med henblik på en sådan model, jeg får lyst til at sige, mens vi venter, for problemet er jo i virkeligheden, at vi har ventet og ventet på en regering, der i lang tid – helt tilbage fra 2016 – har sagt, at nu kommer der snart en model eller en diskussion om en model. Og vi har jo hele tiden troet, at så ville vi alle sammen, også Enhedslisten, blive kaldt over for at skulle diskutere det.

Så jeg vil meget gerne arbejde videre med en model, men det afhænger også lidt af, hvor realistisk det er at få det igennem, og af, hvad regeringen snart gør, og om den snart vil foretage sig noget.

Spørgeren? Nej, så tak til hr. Jacob Mark. Og velkommen til fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg vil starte med at anerkende, at der er et problem her. Det er et kæmpe problem for integrationen med skoler, hvor mange elever med anden etnisk baggrund klumpes sammen. Derfor er jeg sådan set også glad for Socialdemokratiet, SF og Radikales forslag. Det viser nemlig, at der her er en bred opbakning til at løse et forhold, som er uholdbart. Elever skal respektere gymnasiet som en uddannelsesinstitution baseret på vestlige værdier, og vi er nødt til at rette op på de problemer for at sikre integrationen. Det her er ikke nemt at løse, for så havde vi gjort det for længe siden.

Når vi imidlertid ikke kan støtte beslutningsforslaget her, skyldes det, at vi ikke kan se, hvordan elevfordelingsmekanismerne vil fungere i praksis. Vi kan ikke se, hvilken rolle det vil have i forhold til fordelingsudvalgets rolle, elevernes valgfrihed og institutionernes økonomi. Dertil kommer, at ændringen af reglerne for eleverne skal gennemføres inden for rammerne af internationale forpligtelser, herunder forbuddet mod diskrimination.

Det er en kompleks sag, som kræver en løsning, og derfor er det også godt, at regeringen arbejder på et forslag til håndtering af problemet med kultursammenstød på uddannelsesinstitutionerne. Det forslag vil jeg glæde mig til at se og drøfte med de øvrige partier.

Derfor kan Det Konservative Folkeparti ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det, der er ingen korte bemærkninger. Dermed er vi kommet til dagens sidst anmeldte ærede jyske taler, nemlig ordføreren for forslagsstillerne, fru Annette Lind. Værsgo.

Tak for den fine præsentation. Jeg synes, vi skal minde hinanden om, at det faktisk er en succeshistorie, vi diskuterer, og ikke noget negativt. Der er rigtig mange unge mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, der begynder at gå i gymnasiet. Det synes jeg da er en god nyhed, og det synes jeg også vi skal diskutere som en positiv ting.

I 2016 havde 13 ud af 290 danske gymnasier en overvægt af elever med anden oprindelse end dansk, og det havde de, fordi flere og flere unge søger mod gymnasier, hvor flertallet ligner dem selv. Det kan man ikke bebrejde dem, men som samfund har vi et ansvar for, at opsplitningen mellem befolkningsgrupperne ikke bliver for stor. Vi ser en stigende tendens til, at der bliver skabt parallelsamfund og dybere kløfter, næsten ligegyldigt hvor vi kigger hen. Det er i boligområderne, i folkeskolerne og på ungdomsuddannelserne. Og tingene hænger selvfølgelig sammen. Årtiers forfejlede bolig- og integrationspolitik har gjort, at vi stadig ikke har gjort op med ghettoerne. Der er noget, der tyder på, at det længe har betydet, at der er store udfordringer på vores daginstitutioner og skoler, men det viser sig også nu på vores gymnasier.

Socialdemokratiet ønsker at bekæmpe den opsplitning og de parallelsamfund, der bliver stærkere. Vi vil derfor insistere på, at vi skal leve, bo og gå i skole sammen på tværs af sociale, kulturelle og etniske skel, for det er nemlig hele fundamentet for vores velfærdssamfund, og derfor er vi også bekymrede over, at regeringen blot ser passivt til, mens udfordringerne vokser på vores gymnasier. Det gør de i de store byer, men det gør de også nu i flere provinsbyer. Der er i dag tale om gymnasier mange forskellige steder, hvor de fleste har en anden etnisk baggrund – ministeren nævnte hele 15 gymnasier – samtidig med at man har gymnasier næsten lige ved siden af, der har langt flere elever med danske rødder. Det er en udvikling, som går rigtig, rigtig stærkt i disse år, og vi frygter, at hvis man ikke gør noget nu, ja, så kan det blive meget, meget svært at vende den udvikling. Og derfor har vi – Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF – så fremsat det beslutningsforslag, som vi behandler i dag.

Det er et forslag, der betyder, at reglerne for elevfordelingen på gymnasierne ændres. Efter indstilling fra regionsrådet skal ministeren kunne beslutte at pålægge de lokale fordelingsudvalg at bruge et princip om, at andelen af elever med udenlandsk baggrund som udgangspunkt ikke må overstige 30 pct. på en ny årgang. Det vil på sigt betyde, at nogle elever ikke vil få opfyldt deres først prioriterede ønske, og det er en konsekvens, som vi faktisk gerne vil se på med åbne øjne.

For det første mener vi, at uddannelse handler om mere end kundskaber og færdigheder. Det handler også om dannelse og forståelse for det samfund, man er en del af. Og derfor nytter det ikke noget, at man isolerer sig som gruppe på forskellige skoler.

For det andet sigter det mod, at man vil kunne vælge det gymnasium, der faktisk ligger nærmest. I dag er det nemlig sådan, at rigtig mange unge fravælger det lokale gymnasium og rejser længere væk, fordi de ikke vil være i mindretal. Det gælder både for unge med dansk baggrund og for unge med anden etnisk baggrund.

Hvis det lykkes at skabe en mere blandet elevfordeling på alle gymnasier, ja, så vil det ikke længere være nødvendigt at søge væk fra det gymnasium, man alligevel bor tættest på. Vores forslag handler nemlig ikke om, at det er den enkelte elev med anden etnisk baggrund, der udgør et problem, tværtimod. Det er opsplitningen mellem befolkningsgrupperne, der er problemet, og det går ud over både eleven med lyst hår og eleven med mørkt hår. Og vi skal ikke acceptere, at et opsplittet uddannelsessystem får lov til at slå rod. Vi skal gå i skole sammen og mødes på tværs, sådan skaber vi tillid og sammenhængskraft. Og det er sådan, vi sikrer, at uddannelse også bliver til almendannelse.

Med nye fordelingsregler på gymnasieområdet løser vi ikke alle problemer, langtfra. Det tror jeg at vi alle sammen har indset i diskussionen i dag. Kampen mod parallelsamfundene står på næsten alle områder. Vi skal sørge for, at børn med anden etnisk baggrund kommer i danske vuggestuer og børnehaver; vi skal sørge for en bedre elevfordeling i folkeskolerne; og vi skal sørge for et fritidsliv, hvor alle kan være med. Og vi skal gå langt mere aktivt til værks for at skabe blandede boligområder.

Bare fordi det er svært og komplekst, som der er blevet sagt i dag, skal det ikke være en undskyldning for, at vi ikke gør noget. I snart 2 år har regeringen lovet at gøre noget ved problemet. Vi har presset på, men vi har ikke fået en elevfordeling på gymnasierne endnu. Vi mener, at der skal indføres principper for fordeling. Der skal tages en langt større styring på det her område. Vi har presset på i forhold til møder, i forhold til reelle forhandlinger, og alligevel står vi her meget lang tid efter det første samråd i 2016.

Med beslutningsforslaget her mener vi at vi kommer med et bud på en løsning, ikke løsning en , som ministeren har sagt. Der er tale om en udstrakt hånd til regeringen endnu en gang. Vi vil gerne være med til at give et bud på en løsning. Vi vil rigtig gerne være med til at løse det for alle dem, som råber på at få en løsning. Vi mener i Socialdemokratiet, at vi ikke kan vente længere. Nu er det simpelt hen tid til handling. Som min kollega sagde, er klokken fem minutter i tolv.

Tak for det.

Der er ikke flere, som ønsker at berige debatten, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Undervisningsudvalget. Hvis der ikke er nogen af jer, der gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)