Tak for det, og tak for en indtil videre spændende debat om både uddannelsespolitik, integration og det midtimellem.
Jeg vil faktisk gerne starte med at tage udgangspunkt i noget, som hr.
Henrik Dahl sagde.
Jeg lader mig ganske ofte inspirere af hr.
Henrik Dahl og hans sjove og kloge analyser, men her mener jeg faktisk, at hr.
Henrik Dahl rammer meget ved siden af med sætningen:
Der er en stor del af eleverne, som vil tage friheden fra andre.
Det rammer meget ved siden af, synes jeg, og gør debatten skæv, for den her debat handler ikke om, at der er en stor del af eleverne, som vil tage friheden fra andre.
Det er mit indtryk, at der hverken på Høje-Taastrup Gymnasium eller Hvidovre Gymnasium eller Langkaer Gymnasium nødvendigvis er en masse elever, som, bare fordi de er af anden etnisk baggrund, vil tage friheden fra andre.
Der er uomtvistelig problemer med social kontrol rundtomkring, som vi skal løse, men det er ikke det, det her handler om.
En masse af dem, der går på Høje-Taastrup Gymnasium og har anden etnisk baggrund, er søde unge mennesker – hovedparten, vil jeg sige – som ikke vil gøre en flue fortræd, og som bare gerne vil være gode kammerater.
Det, som det her handler om, er at få spredt elever, så elever møder hinanden på tværs.
Jeg er ræverød socialist.
Jeg mener, at man skal møde hinanden, uanset hvilket samfundslag man kommer fra, uanset hvor meget man tjener eller hvor lidt man tjener, uanset hvad man tror på og ikke tror på.
Med det, der sker i dag, mødes folk ikke i samme grad på tværs.
Det er ikke kun eleverne med anden etnisk baggrunds skyld.
Det er selvfølgelig et problem, hvis elever med anden etnisk baggrund klumper sig sammen, og det er der en tendens til, men der er også en tendens til, at elever, der har forældre, der er danske, og bedsteforældre, der er danske, tager over grænserne og tager til andre gymnasier.
Så det er jo alle, der klumper sig sammen, og det er et resultat af det system, vi har i dag, og det skal vi have lavet om på, for jeg er bange for parallelsamfund – ikke sådan at forstå, at jeg er bange, men at jeg er bange for, hvad det gør ved vores samfund.
Jeg mener, at det er noget skidt, hvis vi har et gymnasium, hvor alle eleverne er velhaverbørn, og vi har et gymnasium, hvor alle børn tror på én gud, og et andet gymnasium, hvor alle børn tror på en anden gud.
Jeg tror på, at vi har en forpligtelse til, at børn mødes på tværs af forskellige samfundslag, og jeg mener, at det, som er resultatet af det frie skolevalg, svækker integrationen.
Jeg mener, at det svækker integrationen, når børn ikke mødes på tværs og unge ikke mødes på tværs.
Nu sagde hr.
Henrik Dahl, at det kan man ikke bevise, men jeg mener, at det er ret åbenlyst.
For at man kan forstå hinanden, er man også nødt til at mødes, og jeg er bekymret for de børn og unge, som f.eks.
kan vokse op i et hjem i et udsat boligområde og så kommer i en skole, hvor de går i en klasse, hvor en stor del af eleverne også har anden etnisk baggrund, eller måske går de endda på en muslimsk friskole.
Når de så er færdige med folkeskolen eller friskolen, kommer de hjem i boligområdet igen, og man håbede så, at når de kom på ungdomsuddannelse, var det der, de skulle mødes på tværs, men nu har vi så også ungdomsuddannelser, hvor man heller ikke mødes på tværs, så der kan de så fortsætte med at leve i den samme lille boble.
Vi skal have brudt de der bobler op, så folk mødes på tværs.
Jeg deler heller ikke analysen af, at det kun er den ene part, der har ansvaret for integration.
Derfor er det heller ikke kun den ene af elevgrupperne, der skal flytte sig.
Det har jeg aldrig ment, hverken på folkeskoleområdet eller ungdomsuddannelsesområdet.
At gøre op med det frie skolevalg vil jo betyde, at alle børn, både dem med anden etnisk baggrund og dem, som har familie, som har boet i Danmark altid, kommer til at flytte sig, for vi har alle et ansvar for at møde hinanden.
Det her forslag om en ny elevfordeling tager udgangspunkt i, at vi skal have blandede elevmasser på alle gymnasierne i Danmark.
Jeg er enig med fru Marlene Borst Hansen, når ordføreren har en sådan meget åben tilgang.
Det er ikke sikkert, at alt, hvad der står i det her, er lige præcis den bedste model.
Jeg er sådan set enig i nogle af de kommentarer, der har været.
Det her er jo ikke et isoleret problem kun på gymnasierne eller på ungdomsuddannelserne.
Det er også et problem på folkeskolerne eller i boligområderne, så lad os arbejde videre med det.
I forhold til kriteriet og etnicitet står det i menneskerettighederne, at hvis det er med henblik på at sikre god integration, må man gerne lave tiltag, som sikrer god integration.
Det er f.eks.
det, der har gjort, at man ikke laver muslimske friskoler i Norge, og ikke dermed sagt, at jeg mener, at det er den bedste model.
Jeg har bare sagt, at der faktisk er et kriterie, der tager højde for at sikre god integration.
Så til Enhedslisten, som spurgte den radikale ordfører, om man vil være med til at arbejde for at lave skoledistrikter.
Der vil jeg bare sige:
Ja, det vil jeg gerne.
Jeg mener faktisk, at en del af den ungdom, som jeg er en del af, har købt for meget ind på hele den der markedsliggørelse af vores uddannelsessektor, og at man bare ser det frie skolevalg som uproblematisk og en nødvendighed og en fuldstændig naturlig ting.
Det frie skolevalg har mange negative konsekvenser, og jeg ville synes, at det var skønt, hvis der var nogle, der blandede sig i debatten og gjorde op med det frie skolevalg på en hensigtsmæssig måde.
Så det vil jeg meget gerne være med til.