Der er jo nok ikke flertal for vores beslutningsforslag, og derfor synes jeg godt lige jeg vil sige til de kollegaer, der stemmer nej til det, at når man så går i Finansudvalget og stemmer for det her aktstykke, løber man altså en meget, meget stor risiko.
Det her projekt er højrisikabelt specielt med hensyn til økonomi, men også med hensyn til, hvor stabilt det er.
Der er nogle, der sammenligner det med IC4-projektet.
Sådan nogle sammenligninger skal man nok passe lidt på med, så det vil jeg ikke sådan umiddelbart sige – det kan faktisk også blive værre end det – men man skal passe på med sådan nogle sammenligninger, det er jeg med på.
Men der
er
store vanskeligheder i det her.
Der er store, store problemer i det.
Der er alene de forskellige tal, der har været fremme, som jo varierer utrolig meget, i forhold til hvad levetidsomkostningerne er.
Der kom en intern rapport fra Forsvarsministeriet, som kom frem til offentligheden her i sidste uge, som siger, at der er 95 pct.
sandsynlighed for, at levetidsomkostningerne ligger på mellem 60 og 87 mia.
kr.
Det skal man se, i forhold til at regeringen siger, at det bliver 57 mia.
kr.
Jeg mener, at chancen for, at det kun bliver 57 mia.
kr., er uendelig lille, i forhold til at de samlede udgifter bliver langt, langt større end det.
Det vil sige, at der er nogle voldsomme store usikkerhedsmarginer på det her projekt.
Samtidig skal vi også have i baghovedet, at vi jo bliver bundet meget til USA i forhold til driften af de her fly.
Hvis vi skal klage over leveringerne, skal det gå gennem USA.
Vi kan ikke klage direkte til producenten.
Hvis vi skal have reservedele, skal det gå gennem det amerikanske kontor, der styrer det her projekt.
Og det vil sige, at vi i hele driftsfasen bliver meget afhængige af, hvad amerikanerne gør.
Om det betyder, at vi bliver afhængige af den amerikanske udenrigspolitik direkte, vil jeg ikke påstå, men vi kommer i hvert fald ind i et afhængighedsforhold til USA, som jeg ikke tror er klogt i forhold til dansk udenrigspolitik.
Så er der så også, som det er kommet frem, langt større støjgener, end man egentlig havde sagt.
Det giver store problemer nede omkring Skrydstrup.
Naboerne til Skrydstrup er meget bekymret for, hvad der skal ske med de huse, de bor i.
Kan de beholde dem, kan de leve dernede?
Igen viser den støjproblematik noget om, hvordan forsvaret har orienteret om de her ting.
Vi fik i forsvarsforligskredsen et svar gående ud på, at F 35-flyene støjer mere end F 16-flyene, men mindre end de to andre konkurrenter.
Når man så går regeringen på klingen, viser det sig, at det ikke er fly på fly på fly.
De støjer mindre, fordi der købes
færre
F 35-fly, fordi de flyver
mindre
end de andre.
Hvis man ser på det enkelte fly, er F 35 faktisk det mest støjende.
Det er bare sådan et eksempel på, hvordan jeg synes at man fra Forsvarsministeriets side ikke har kørt helt rent trav i den her sag.
Jeg er også overbevist om, at man kan finde eksempler på det i de økonomiske beregninger.
Med andre ord:
Det her er dødusikkert.
Så er det så, vi er nogle, der siger til os selv:
Vi skal kun købe 10 fly i første omgang; vi skal ikke købe alle 27 fly på én gang, for sådan er det ikke bygget op.
Vi skal købe 10 fly i første omgang, og så laver vi senere nogle nye trancher med nye flykøb.
Hvorfor skal vi bevilge penge til alle 27 fly nu, når vi i første omgang kun har brug for penge til 10 fly?
Er det mest naturlige ikke, at man så bevilger penge til 10 fly i stedet for til 27 fly?
Det virkelig problematiske i det her er, at man med det her aktstykke giver forsvaret en pose penge på 16,6 mia.
kr.
til køb af nogle fly, uden at der er særlig meget parlamentarisk kontrol med, hvordan det går efterfølgende.
Med andre ord:
Finansudvalget bliver sat ud af spillet, når det her aktstykke bliver vedtaget.
Jo, man får nogle orienteringer – jo, jo, vi ved jo godt, hvordan det er.
Men hvorfor ikke gøre som i Norge, hvor man skal have nye bevillinger, hver gang der skal underskrives nye kontrakter.
Det ville da være det mest naturlige, synes jeg, og det mest ansvarlige, således at Finansudvalget og Folketinget løbende kan have mere kontrol med, hvordan det her projekt går.
Nu risikerer man at købe katten i sækken; man risikerer at give forsvaret en pose penge.
Vi kan så håbe på, at det hele går godt, og at det bliver nogle fly, som forsvaret bliver glad for, og som ikke giver de økonomiske problemer – det kan vi vel håbe på.
Men ærlig talt:
Har vi ikke været ude i meget store samfundsinvesteringer, hvor vi har haft det håb?
Jeg kigger på tidligere trafikministre.
Har vi ikke haft mange eksempler på, at vi har haft det håb, og hvor det viser sig, at det ikke har slået til, altså at der er en vis erfaring for, at den form for projekter blive langt dyrere, end man havde forestillet sig?
Vi er nogle, der er lidt bekymret for, at det samme sker her, og det er derfor, vi beder om, at Folketinget ikke bare overlader hele den her pengepose til forsvaret på én gang, men at vi deler det op, så vi har mere styr på det.
Tak.