Tak til Enhedslisten for igen at sætte fokus på det her vigtige emne – det var også emnet i et forslag, vi behandlede sidste år.
Og som jeg gjorde rede for dengang, er beskyttelse af forbrugerne mod problematisk kemi noget, som jeg prioriterer højt, og derfor er området også højt prioriteret i den 4-årige politiske aftale, som vi, alle partier her i Folketinget, blev enige om inden jul.
Det er ikke acceptabelt, at der kan være sundhedsskadelig kemi i tatoveringsfarver, som lægges direkte ind under huden.
Når man får lavet en tatovering, skal man som forbruger kunne regne med, at de farver, som benyttes, ikke indeholder sundhedsskadelige stoffer, og tatoveringsfarverne skal være sikre for forbrugerne.
Jeg er derfor som udgangspunkt enig i hensigten med beslutningsforslaget.
Men jeg mener, at kemi skal reguleres i EU, og det er også det, vi er enige om i aftalekredsen bag den nye kemiindsats.
Det gælder også skadelig kemi i tatoveringsfarver, fordi EU-regulering giver den bedste og bredeste beskyttelse for forbrugerne såvel som for virksomhederne.
Kemi krydser grænser.
Den tatoveringsfarver, der anvendes i Danmark, er hovedsagelig produceret uden for landets grænser, ofte også helt uden for EU's grænser.
Så det er vigtigt, at vi står sammen i EU og sætter en høj standard for sikker kemi.
Som det er bekendt, har vi haft fokus på tatoveringsfarver i en længere periode.
Under den tidligere regering blev det i 2013 forsøgt at indføre nationale regler for tatoveringsfarver.
Danmark modtog i den forbindelse en udførlig udtalelse fra Europa-Kommissionen om, at begrænsning af kemiske stoffer kun kan vedtages ved at følge proceduren i EU's kemikalielovgivning, der kaldes REACH.
Derfor er Danmark gået aktivt ind i arbejdet om at udarbejde regler under REACH.
Det arbejde er godt i gang, og der er nu udarbejdet et forslag om regulering af kemiske stoffer i tatoveringsfarver, som er sendt til Kommissionen.
Men jeg vil begynde der, hvor vi sluttede, sidste gang vi drøftede beslutningsforslaget her i Folketingssalen.
Ved andenbehandlingen af det foregående beslutningsforslag, B 107, fremkom det jo, at Sverige i 2012 har indført regler om tatoveringsblæk, der ligner de regler om tatoveringsfarver, som Danmark forsøgte at indføre i 2013, og at Sverige ikke har modtaget en udførlig udtalelse fra Kommissionen, hvilket jeg tror overraskede de fleste af os.
Vi har siden været i kontakt med Kommissionen, som har oplyst, at de af uforklarlige årsager har overset at reagere på anmeldelsen af den svenske regulering.
Som jeg også har orienteret Miljø- og Fødevareudvalget om, vurderes det på den baggrund, at der er tale om en fejl fra Europa-Kommissionens side.
EU's regler for den generelle produktsikkerhed medfører allerede i dag, at bl.a.
tatoveringsfarver ikke må udgøre en risiko.
Det er dog en udfordring, at der ikke findes konkrete grænser for de specifikke stoffer, så man kan sikre sig, at farverne ikke udgør en risiko.
Med fælles EU-regler under REACH får vi en specifik regulering af, hvilke kemiske stoffer der må anvendes til tatoveringer og permanent make up.
For at støtte op om en god regulering i EU så hurtigt som muligt lancerede jeg i november 2016 en national strategi for tatoveringsfarver.
Det helt centrale tiltag i strategien er Danmarks bidrag til de kommende EU-regler, men vi skal ikke sidde på hænderne, mens EU-reglerne processes.
Vi har derfor gennemført en national informationsindsats over for tatovørerne, så de kan være på forkant med den kommende regulering.
Danmark har medvirket til udarbejdelsen af EU-regler for skadelige stoffer i tatoveringsfarver sammen med EU's kemikalieagentur, ECHA, og landene Norge og Italien.
Danmark har aktivt bidraget til det arbejde, særlig vedrørende allergifremkaldende stoffer, hvor vores danske Videncenter for Allergi har en særlig ekspertise.
Der er tale om en ambitiøs regulering, som omfatter over 4.000 problematiske stoffer.
Forslaget er fremsendt til EU's kemikalieagentur i oktober 2017 og forventes vedtaget i 2019, og reglerne forventes at finde anvendelse et år senere, altså i 2020.
Jeg mener, at det er den bedste tilgang til at få den skadelige kemi ud af tatoveringsfarverne, og det giver god mening at vente på at få gennemført en regulering, der giver danskerne og alle EU-borgere den bedst mulige beskyttelse – en beskyttelse, der gælder både i Aalborg, og når man får en tatovering på en rejse i f.eks.
Spanien.
De fleste tatoveringsfarver kommer fra lande uden for Danmark.
Det vil derfor være en vanskelig opgave for tatovørerne at sikre, at de farver, som de køber, lever op til særlige danske krav.
En fælles EU-regulering lægger pres på lande uden for EU, som ønsker at markedsføre tatoveringsfarver i EU, og fælles regler vil generelt være med til at skabe større sikkerhed for alle danskere, som ønsker en tatovering, og vil samtidig gøre det nemmere for tatovørerne at købe sikre farver.
Hele REACH-processen forventes at resultere i et forslag, der kan vedtages omkring september 2019 og finde anvendelse året efter.
Indtil EU-reguleringen er på plads, er der arbejdet parallelt med nationale tiltag.
Ud over samarbejdet i ECHA om EU-reglerne har regeringens tatoveringsstrategi som nævnt også indeholdt en informationsindsats målrettet de væsentlige aktører, nemlig tatovørerne.
Det er sket gennem et dialogforum, hvor der er givet information til tatovørerne om, hvordan de kan sikre, at de farver, som de anvender, ikke indeholder problematiske stoffer.
I den forbindelse er hjemmesiden Tjek farverne også blevet relanceret til gavn for producenter, importører, sælgere og forbrugere af tatoveringsfarver i Danmark, og siden indeholder anbefalinger om sikre tatoveringsfarver.
Herudover kan man som forbruger finde gode råd om tatoveringer på hjemmesiden – og nu udtaler jeg nogle ord på engelsk, selv om jeg er i det danske Folketing – Think before you ink, som er etableret som led i en informationskampagne i samarbejde med Sundheds- og Ældreministeriet.
Hjemmesiden oplyser også om risici ved hjemmetatovering.
Miljøstyrelsen har desuden i både 2011 og 2015 været på kontrolbesøg hos danske importører af tatoveringsfarver, og endelig har sundhedsministeren fremsat et lovforslag om en obligatorisk registreringsordning for tatoveringssteder med krav om opbevaring og udlevering af oplysninger om tatoveringsstedernes anvendelse af tatoveringsfarver, således at de kan spores for hver enkelt udført tatovering.
Jeg er meget optaget af, at vi tager hånd om de problemstillinger, der er omkring skadelige tatoveringsfarver.
Problematisk kemi skal ud af tatoveringsfarverne, og det skal ske gennem en fælles EU-regulering, fordi kemi krydser grænser, og derfor skal tatoveringsfarverne reguleres i EU.
Det giver den bedste forbrugerbeskyttelse og giver de bedste konkurrencevilkår for tatovørerne.
Og danskerne skal kunne føle sig trygge ved at blive tatoveret, uanset om det sker i Danmark eller et sted i EU.
Jeg har tidligere sendt et brev af sted til industrikommissæren for at understrege vigtigheden af at få en fælles EU-regulering på plads og for at tydeliggøre, at vi har fokus på, at de fælles regler for tatoveringsfarver bliver vedtaget så hurtigt som muligt.
Og jeg vil slutte med endnu en gang at fremhæve, at vores fælles aftale om en ny kemiindsats for årene 2018-2021 udgør en meget, meget fin ramme omkring det arbejde, der handler om at få en ambitiøs EU-regulering på tatoveringsområdet, hvor Danmark har sat kraftige aftryk.